Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået  til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist.

       Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.

Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem.

Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)

De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i

Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage

sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted.

De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig

aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!"

Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på

denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at

undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord

for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj

lidt nord for deres boplads.

Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det

samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og

forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han

nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit

blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin

kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen:

"Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise

bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og

begav sig op.

De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at

den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se

at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på

udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i

den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen

i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål,

løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål.

Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham.

Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham

i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han

ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han

fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans

legeme og smed stykkerne ud.

Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje

med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den

anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke

længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog

aldrig mere sydover.

Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I: nr. 135, s. 330.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En fanger havde flere brødre, der alle var gift. Pitania var ugift uagtet han nu var temmelig gammel. Denne mand var bekendt for sin hyppige og heftige vrede. Dog giftede han sig omsider med en veludseende pige og som forstod at sy godt. Hende bad han nu om at sy sig et par støvler hun gjorde det, tørrede dem og beredte dernæst strømpeskindene. I mellemtiden fødte hun et pigebarn. Omsider blev støvlerne færdig. Manden tog dem på og gik ned til stranden med dem og vadede ud i vandet. Da støvlerne begyndte at fugte på ham gav han sig til at græde, blev arrig, stampede i jorden og gik op i huset, tog støvlerne af og dræbte sin kone.

       Det varede længe forinden at han fik sig en kone, dog fik han en, som syede brav godt. "Sy mig støvler" bad manden hende en dag om; at sy et par var konen ikke længe om; men efter at have prøvet dem i vandet og manden ingen fugtighed fornam, trak han dem af og så efter, han fandt så også fugtighed ved sålesyningen af støvlerne, og slog han konen så hårdt at hun snart døde deraf.

       Atter fik han sig en tredje kone; støvler fik han også syet af hende men da der var væde ved overdelen af foden blev han ved at slå sin kone, så hun opgav ånden. Endelig hørte Pitania om en ferm pige, som kunne sy et par rigtig vandtætte støvler; han fik hende til ægte. Et par store støvler blev færdigsyede. Manden vadede længe med dem; men kommende hjem fandt han at det var lækket ind ved skafterne, og konen havde samme skæbne som de andre.

       I huset hos sig hørte fangeren tale om en opvoksende pige ikke langt borte derfra og som levede sammen med sin gamle moder, der havde forbudt datteren at lære at sy. Engang var moderen, som var enke, på besøg hos ovennævnte folk, og hørte hun af disse: "ja, nu er jo din datter giftefærdig, og tager måske den til ægte som ikke kan beholde nogen kone i live." Moderen kom hjem og fortalte datteren det som hun havde hørt; hun gav sig til at græde herover ligesåvel som moderen. Denne tilrådede datteren ikke at tage ham til ægte; men datteren gik ofte ud på marken, og øvede sine kræfter ved at løfte store sten, og kom hun hjem syede hun. Til sidst kunne hun løfte store sten med lethed og kaste dem langt fra sig, og (nu) var hun ikke længere bange for manden hvis han bestemte sig til at tage hende til kone.

        Engang kom manden også og fik hende hjem til sig. Hun syede på hans opfordring støvler til ham, men med sting så langt fra hinanden som sporene af raventæer. Forinden at hun blev færdig med dem skulede manden ofte på hende og hendes arbejde. Omsider trak han støvlerne på, vadede ud i vandet med dem for at prøve dem; idet at han kom til at træde i en pøl forinden han nåede søen ved stranden, fornam han allerede at han blev dygtig våd. Atter stampede han i jorden og græd af arrighed og gik op i huset, begyndte der at slå sin kone ret alvorlig med støvlerne, men disse tog hun fra ham, slog ham nu så han måtte flygte fra briksen. Derpå tog han en stenhammer, men forinden at han fik slået hende, fravristede hun ham den, slog ham så voldsomt med den at den fór igennem kroppen på manden, der døde og derpå blev af konen kastet ud på møddingen.

       Da Pitanias brødre erfarede hans død ville de tage hævn, og kom også i deres kajakker til stedet hvor svigerinden havde sit hjem med moderen. Da datteren ser dem komme imod land gik hun ned til stranden og i leret opgravede hun store sten, spillede bold med dem og bad kajakmændene at komme op og slås med hende en for en. Men disse folk blev bange for hendes kræfter idet de så hende løfte tunge sten med lethed og tilmed at hun kun var et fruentimmer hvorfor de vendte hjemefter igen med uforrettet sag, og senere indfandt de sig heller aldrig.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst."  "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår."

       Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem.

       Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den.

       Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig")     

       Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt.

       Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.

Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.

Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En forældreløs kaldet Kavsasak (Kaassassuk, BS) voksede op uden at være elsket af nogen. Bedstemoderens klæder brugte fyren når han gik ud. Fruentimmerne ringeagtede ham idet de strøg deres fingre under næsen på ham efter at (de) havde været med dem på et uskønt sted.

       En dag spankede han omkring og opdager at en af slægtningene havde fanget en hvidfisk (hvidhval). Han fik sig også et flænsestykke og efter at have spist sig mæt lagde han resten hen på et afsides sted så at ingen opdagede den. Men alligevel fik en af hans husfæller snuset det gemte op, og han der fandt det trak derpå Kavsasak ved næseborene og førte ham ind i huset, kastede ham derpå hen på sidebriksen. Kavsasak fik for meget at spise efter husfolkenes mening, og desårsag blev tænderne trukket ud af munden på ham. En stund efter denne plage opdagdes det at han alligevel spiste dygtig, hvorfor han blev han visiteret i munden; der fandtes da jern på gummerne, men blev disse atter borttagne. Til straf eller som en ondskab af de andre måtte Kavsasak ikkun nyde knoger (knogler ?) og drikke suppe så kogende hed den var. - Engang fandtes et stort stykke flydetræ (drivtømmer) liggende uden for deres telte; nogle mente at det var Kavsasak som havde ført stykket dertil. Herover blev fyren atter taget ved næseborene og bragt ind på sin plads.

       En vinter blev der engang set bjørne på isen og krøb disse senere ind i en fjeldhulning. Ingen turde nu gå hen til dem undtagen Kavsasak der ikke betænkte sig længe; med et bjørneribben til våben gik han hen til bjørnene inde i ishulen og sparkede dyrene ihjel. Den ene bjørn gav han nok til de andre og beholdt selv den anden og bragte den hjem. Senere blev han en dygtig erhverver, men uagtet sine husfæller langt overlegen betalte han dem ikke ondt med ondt.

Var.: Kaassassuk

Hist.: En stærkt amputeret version (muligvis blot oversætterens referat?) af Kaassassuk, der både har udeladt den episode, hvor han får store kræfter af et væsen i indlandet, og den hævn han normalt tager til slut over alle bopladsfæller undtagen den eller dem, der har søgt at afhjælpe hans elendighed noget. Den moralske slutning på Nikolaijs version skyldes sandsynligvis kristen påvirkning fra herrnhutmission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En gammel mand mistede sin datter, det eneste barn han havde. Han roede en dag ind i en dyb fjord, og græd ret ofte over sit tab. Senere gik han op på et fjeld, der satte han sig og græd atter. Fra dette fjeld så han ud over vandet een komme bugserende med 2 sæler. Manden var meget stor og kom han i land gående op imod den sørgende. Denne talte til den nyankomne: "Jeg vil gerne høre nyt; fortæl mig en historie." Den store mand svarede ikke; den første gentog sit ønske, men fik atter intet svar og uagtet trussel fik han endnu intet svar, hvisårsag den store mand blev harpuneret og sænket ud i søen, hvornæst han tog sælerne hjem til sin kone. Efter den tid fangede manden oftere sålænge han brugte den dræbtes rem.

       Men atter gik den gamle ind i fjorden og græd mens han et sted var til fjelds; han havde sit hoved sænket og græd bitterlig ved at tænke på den afdøde datter. Just som han sad således stod der pludselig en kæmpe foran ham. "Jeg vil høre dig fortælle nyt", talte atter den bedrøvede til stormanden, "fortæl mig noget." Den høje skikkelse fortalte da: "Vi sulter i hjemmet, vi sulter meget efter at vor husfælle er udebleven; vi sulter", skreg han højt og talte videre: "Min bedstemoder gjorde briksen ren i aftes og deraf fulgte at en ræv kom gående ind i huset op på briksen, og snart blev den stukket ihjel med en gaffel (en tilspidset pind af ben, U. Rosings tilføjelse). Den ene dag kogtes kødet af ræven, den næste dag blev intet kogt, men den tredje dag indvoldene af dyret, der og blev spist. Herefter bad bedstemoderen (os) at gå ned til elven allesammen, hvilket vi og gjorde. Derpå så bedstemoderen ned i elven, liggende på maven, men hun kunne intet opdage for tåge og rejste hun sig. Så talte jeg: 'det er uklart fordi den jomfru der, idet jeg pegede på en pige, har dårlige klæder på sig.' Jomfruen skiftede klædning, fik en ren på og kiggede pigen nu selv ned i elven idet hun brugte bedstemoderens magtsprog (serrat / trylleformular ?). Hvalerne kom da op i vandfladen og een blev fanget fra begge sider af elven. Vi fik den på sydsiden op på land med stor vanskelighed. Mine støvler blev omsyede med senetråde af greenspurve (? snespurve ?). Hvalen blev derpå hevet (?) op af mig men med anstrengelsen sprang spurvetråden og sålerne faldt fra så jeg gled kraftesløs tilbage og kastede hvalen ned på jorden. Vi flænsede da i hvalen og jeg tog mig et godt stort stykke; med et hørte jeg megen larm over at hovedet næsten var afskåret og som var bestemt for bedstefader. Jeg stødte da flere af de grådige flænsere væk fra hovedet så de lå døde med det samme tæt ved. Om foråret endnu blev der spist af dette dyr. Senere havde vi sammenstød med nordboere, hvoraf jeg dræbte mange." I det samme råbtes der oppe fra fjeldene: "Du fortæller for meget! Altfor meget!" og (nu) så den gamle en stor kok (? grydemand / igalilik ?) med en gryde hængende foran sig. Denne kok råbte atter: "Maden koges, en lille levning af ræven du ved, kom! ellers går remmene over, degi'er dem (? de giver sig)allerede af bare venten." Og så forsvandt kæmpen for den gamles øjne.

Hist.: Episoder af kendte fortællinger forekommer sat sammen i denne på en uigennemsigtig måde. Rink har i en kommentar til fortællingen påskrevet den"Aqissiaq ?". Af denne fortælling forekommer da også stumper her og der. Men der er også elementer fra nordbofortællinger, som normalt ikke associeres til Aqissiaq. Muligvis har fortælleren ønsket at flytte skylden for nordboernes undergang fra grønlænderne over på disse indlandskæmper.

Tolkning: Det er et almindeligt træk, at den der har sorg, søger udfordringer for at få noget andet at tænke på. Ligeledes at den der søger ensomhed i sorg eller vrede, virker tiltrækkende på ånderne Se: Aqigssiaq 263 - 267, nr. 91 og Den gamles søn nr. 33. Episoden med spurvesenerne, der brister, synes at rumme forskellige elementer fra såvel Aqissiaq (kampen med en anden slags ånder om retten til hvalen, der er lokket op i elven med en serrat) som nordbofortællingen om Uunngortoq, hvor Kassapi's bror glider på isen, fordi hans støvler netop har fået nye såler.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En halvvoksen fyr var stedse meget ulydig. Faderen forholdt ham ofte at skikke sig godt; men uden nytte. En af husfællerne fangede en dag en hvalros. (her mangler muligvis en el. to sætninger, BS) Kniven var noget sløv for knægten, hvorfor han gik ned til stranden for at slibe den. Faderen sagde ham, idet han gik, "pas på, kommer du ned til stranden vil hvalrosserne føre dig væk og ud i søen." Drengen gik alligevel, og virkelig kom en hvalros i hans nærhed, tog ham med forlabberne (forlufferne) og førte ham ud i vandet. Når drengen mærkede at han var nær ved at kvæles kom hvalrossen trolig med ham op i vandskorpen, og således blev det længe ved, indtil han mærkede at han meget længe var i stand til at være nede i vandet, ligesom han også så at han havde hvalroshud over sig. Hvalrosdrengen blev endnu holdt af hvalrossen og det mest ved vandfladen. Den første spurgte den anden om han ikke kunne dykke når han lystede. "Ja, prøv derpå", svarede hvalrossen. Drengen forsøgte at skære vandfladen for at dykke, men kunne ikke. Hvalrossen spurgte nu om han ville gå ad himlen til op af horisonten, da drengen herpå svarede: "Nej", kunne han uden besvær dykke og kom i følgeskab med den anden ned på havets bund. Hvalrossen gik snart efter op imod stranden og hentede tang, som den bragte hjem med sig. Hvalrossen påbød drengen også at hente tang for at skaffe tilveje for ungerne. Da han havde spist sig mæt svømmede han op mod stranden; han trak i tangen, men hver gang gik den tilbage fastholdt af leret så han ikke var i stand til at få noget deraf, hvorfor han gik hjem og beklagede sig for hvalrossen. "Gå atter", sagde dyret til ham, "hvis du ikke kan hale tangen løs, så luk blot øjnene til og giv lyd som os: "Ork! ork! ahohoh!" Drengen kom således atter til tangen og fik en del ved at gøre således som der var påbudt ham. Med forlabberne bragte han en portion hjem, efter selv at have mættet sig.

       Imidlertid blev vor unge ven ked af at være hvalros længere og blev i et nu til en ulk forvandlet. Som denne forvandling skete med ham lo han hele tiden; han blev så træt af den stadige latter og derfor også ked af denne stilling i samfundet hvisårsag han med eet blev til en sortsidet fed sælhund, men da han ikke syntes om den føde som disse sælsorter tage til sig hørte han også op med at være en sortside. En klapmyds blev han nu; der var så megen sorg og ærgrelse med parringen, og blev han ked heraf; men så blev forvandlingen til en spraglet sælhund. Han havde i denne stilling ikke anet at der eksisterede så megen slags mul (de mulede vel hinanden, BS)  imellem broderskabet og blev træt heraf. Hans natur forandredes til, efter en stakket stund, en gammelagtig uksuksæl (remmesæl). Som så denne blev han ret længe ved at være, da ussuk'erne var så fredelige; imidlertid opdagede han omsider at de var så dorske og kedsommelige, hvorfor han gik ud af sit gode, solide skind og forvandledes til en ordinær fjordsæl. Som en ung sæl kom han således ofte til landet og legede i fjorden. En dag opdagede han en del kajakker som forfulgte en af hans lige og de fik den også; "Hvor den var dum", tænkte han ved sig selv, "mig skal de såmon (sic.) ikke så let få fat i; men i det samme blev han harpuneret af en kajakmand han slet ikke havde øjnet for solens skær på vandet. Det gjorde dygtig ondt da han fik pilen i sig, men uagtet kajakmanden anså ham for død, da han lavede til at bugsere ham, syntes han at føle sig fuldt ilive; hvorledes det end så gik med porekniven (? sylen ?) igennem qvorken (halsen) på ham at få remmen fat deri. - Han blev bugseret og tænkte og tænkte han: "Ja, når de hale mig på land så vil jeg nok opgive ånden." Imidlertid da han blev ophalet blev det dog ikke anderledes med ham, han kunne ikke dø. "Ja, flænser de mig, så er jeg væk"; det varede ikke længe førend flænsningen gik for sig, men af med sjælen kunne han ikke komme; ligeledes da han blev skåret over i småstykker og lagt i caluprinten (? kogekarret ?) for at koges, han mærkede alligevel at han var til. Han tænkte og tænkte atter: "Ja, bare de nu ville kaste mine ben i søen og ikke på møddingen." En lile pige tog de afpillede ben af ham og kastede dem virkelig, efter hans ønske, ud i søen. Og i samme øjeblik som dette skete stod han, som for en rum tid siden, ved stranden med sin kniv i hånden og gik op i huset. Fra den tid var han sin fader mere lydig.

Hist.: En temmelig speciel (moderne) version af "Sjælen, der gennemvandrede alle dyr", hvor forvandlingen fra en dyreart til en anden her betragtes som en opdragelse til lydighed (ifølge det kristne bud: du skal ære din far og din mor), mens den i de traditionelle versioner primært opfattes som inuits kilde til viden om de forskellige dyrearters vaner. Drengens tilbage-forvandling til sig selv burde ifølge traditionen desuden være foregået gennem en kvinde (oftest en, der endnu ikke havde kunnet få børn), der havde genfødt ham som menneske, hvorefter han, omend efter en lang gråd, ville få sit tidligere navn igen.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

Tolkning: af udsagnet om at komme til himlen via horisonten. Dette ville ske, hvis han som hvalros fortsatte med at svømme udefter i overfladen. Ved horisonten gik vejen til himlen, og hvalrosser forbindes traditionelt både med dybet og med denne vej. I traditionelle versioner af fortællingen er horisont og/eller et punkt på himlen det sted, som hvalrosser bruger som forestillet afsæt til at dykke helt ned på havbunden.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Et par ægtefolk kunne aldrig beholde deres børn ilive, thi snart efter fødslen døde de for dem. Det sidste barn, som forældrene havde håbet så meget af, var en dreng, men han døde også. Når manden var på fangst sad konen tavs på briksen, og ville end ikke passe sin lampe.

       Engang kom manden våd hjem på grund af en læk i kajakken, som kun blev trukket lidt op på land og gik han derpå til konen. "Sy mig riften sammen på min kajak", sagde han. "Du ser", svarede hun at jeg ikke engang passer min lampe." "Hvad er du så(dant et) hængehoved for?" "Jeg er bange", talte hun, "for at gå ene ned til kajakken." "Ah! hvad er der deri", gentog hendes mand. Konen tog da synål og tråd, men bad manden om at tage sin kajak ind i huset. Denne sagde Nej og gik derfor konen ud. Da hun nu begyndte at sy hørte hun en underlig lyd med trådens stramning. Anden gang hun da stak nålen i skindet og trak i tråd(en) blev lyden hun havde hørt, endnu dybere, og atter dybere for tredje gang; af angst turde konen ikke længere sy. Mandens store blodåre på panden svulmede op af vrede. Han så nu en dønning hæve sig fra vandet, og snart efter viste det sig at det var en hund som kom op af vandet og gik i land. Manden tog sin lænser fra kajakken og dræbte den. "Nu vær ikke bange længere", talte han til kone(n), "men sy færdig." Da hun var færdig gik ægtefolkene til ro.

       Om natten begyndte det at ? udenfor. Ægtefolkene lyttede og hørte nu et ? smæld idet en slæde kørte forbi vinduet; endvidere  ? "Hvem har dræbt min hund".  ?? begyndte hustaget at give efter under spørgsmål udenfra: "Hvem har dræbt min hund?" Mandens åre i panden svulmede atter op af vrede, gik ud og talte: "Skal vi nu atter forskrækkes!" idet han tog et tag i kusken og smed ham under sig. "Hent min  ? kniv", råbte han til sin kone, "jeg vil dræbe ?" "Dersom du dræber mig, tror du da, at dagen vil blive lys herefter?" spurgte kusken. "Hvorfor ikke", svarede manden. "Netop", blev denne ved, "vil jeg endnu i nat gå i min kajak og vente dagens ? frembrud." "Tror du", fortsatte kusken, "at det vil vedblive at være lavvande herefter?" "Nu hvorfor?" var den andens svar. "Højvandet skal nok vise sig igen." "Skal sælerne høre op med at føde?" Dette spørgsmål af den fremmede bragte den ? til at holde inde og lod ham rejse sig. Den ankomne lavede sig atter for rejsen, klarede skaglerne. Husejeren sagde dernæst: "Kør du kun, jeg skal og vil følge dig efter." "Det formår du ikke", svarede kusken ham. "Se til, jeg gør det uden vanskeligheder." "Ja! gentog den fremmede, "når du endelig vil, så råder jeg dig til ikke at gå udenom det fremspringende fjeld hist i syd, thi da vil Ervluarainiark (Erlaveersiniooq / Indvoldsrøveren) tage dine indvolde ud, du må gå bag om fjeldet."

       Da kusken var kørt gik manden ind i huset, tog støtterne fra briksen så at den faldt ned med hans altid sørgende kone, og lavede så en slæde af briksebrædderne. De ejede nogle smudsige hunde, men disse blev snart gjort rene af konen. Om morgenen dernæst var han færdig for affarten og drog bort efter den andens slædespor.

       Da han nåede fjeldet opstod der den betænkelighed hos manden angående vejen han havde at befærde, tilmed han ikke ganske stolede på sin fjende. "Hvorfor ikke udenom fjeldet", sagde han ved sig selv, og gik henad den kurs. Kommende videre frem så han en stor mand med hætte over hovedet stå og bukke sig. Vor rejsende holdt og gik derpå rolig hen til den store mand og kom bag på ham; men pludselig taber kusken sin besindelse, og senere kommende til sig selv, lå han og svømmede i sit eget blod; den store mand så han ikke noget til, men opdagede samtidig, at han ikke længe havde mave. Denne mangel desuagtet formåede han at krybe hen til sin slæde, kørte atter i den andens spor, blev ved at køre indtil han traf på et hus. Her trådte han ind og fandt sin slagsbroder. "Hvad går der af dig?" sagde husejeren; "Mine indvolde ere virkelig tagne væk fra mig", svarede den nykomne. "Ja ser du", blev den anden ved, "jeg bød dig at gå østerom fjeldet." Husværten lettede ham op på briksen og gav ham ny indmad. Den besøgende opdagede nu først at gulvet var bestrøet med høvlspåner. Hvidfiskemattak blev sat frem. Da dette var spist, sagde manden: "Se engang," og løftede han i det samme gulvet op. Han så da et hus og fandt at det var hans eget; endvidere kunne han se at konen blev lusket (lysket) af en fremmed. Husejeren spurgte atter pegende på spånerne: "Hvad tror du at det er?" Den fremmede rystede med hovedet. "Når jeg", talte værten, "drysser noget heraf ned i åbningen bliver det dårligt vejr." Denne åbning blev nu lukket og en anden kom til syne. Igennem denne kunne flere fjorde ses, og stode disse i forbindelse med hinanden. "Se der! hist ude", forsatte trolden" har jeg mit fangested, just der se! hvor hvidfiskene (hvidhvalerne) kommer frem over vandet, og ingensinde kommer der is og lægger sig om vinteren." Den besøgende ytrede nu lyst til at gå dertil. "Du kan ikke", var den andens svar. "Hvorfor ikke? jeg har jo vist at jeg kan slås med dig og stå mig for dig." Vor fanger trådte da ned til sit hus, rettede på sin båd og drog ad hvidfiskestedet til. Men det blev vinter for ham førend han nåede dertil. Det andet og ligeledes det tredje forår drog han afsted, men atter blev det begge gange vinter for ham og (han) fandt intet fangested. I det fjerde år måtte han atter lægge op ved vintertide uden at nå målet; men på det femte år mærkede han da det blev efterår og det begyndte at fryse at han var derved. Her fandtes et hus hvori han overnattede, og begyndte han dernæst at fange hvidfisk. Husets beboere mente at den bedste fangstid var ved solens nedgang og tog vor rejsende også dette tilfølge. Husfolkene fortalte også at når de havde fanget tog de alting ind og gik så ikke ud heller, eftersom de var bange for en stor mand som undertiden viste sig; men den besøgende ytrede at han ikke var bange for nogen, og lod han noget af sin fangst ligge ude.

       En dag så husejeren ud igennem vinduet og udbrød: "Der har vi atter den store slemme." Denne som husfolket var bange for bar en stor bjørneskindspels. "Lad mig se", talte den besøgende. "Tys, ti dog", svarede den anden ham forskrækket, dersom han hører os vil han dræbe os." Den første så udefter og genkendte fyren, og ville gå ud til ham. Værten holdt på ham, sigende: "Går du ud er du snart dræbt af ham, bliv!" Men han gik alligevel sin gang, kom til sin mavelæge, som han var, og fulgte med ham ud på isen. Trolden fangede en hvidfisk, og da denne blev halet op af vandet bad den uforfærdede ham om et flænsestykke. "Nej", var svaret; men den anden påstod at ville have et stykke, og fik det. "Lad mig låne din harpun at fange med, bad fangeren igen. "Nej, jeg låner ikke", var svaret. "Hvor er du påholdende herpå; det er skik hos os at vi gerne låne hverandre vore ting når det behøves." Trolden gav da pilen til ham. Fangeren harpunerede en hvidfisk. Nu kom turen til den anden at forlange sit flænsestykke, men kunne intet få, og tav stille. "Jeg mangler en rem til at hale min fangst op med, giv mig en krydsrem til låns henne fra din slæde", talte han til manden med den store pels; men da han ikke lod som han hørte ham gik fangeren selv hen (og) tog det forønskede uden modstand af den anden og halede så dyret op på land med den. Trolden kørte derpå hjemefter.

       Husejeren fortalte nu at det ville blive dårligt vejr, og så vil den onde Ervluarainaark (Indvoldsrøveren) vise sig. Vor ellers ufortrødne fanger blev nu bekymret og lagde sig tavs på briksen; endvidere talte Værten, kommer han ind i huset, så lader han så munter, men tro ham ikke, og vogt eder alle for at smile; thi da forretter han straks sin onde gerning; han vil komme skrigende ind, skal I se."

       Noget efter at vejret var blevet slemt udenfor kunne de høre den omtalte mand komme, og trådte han virkelig med muntert lune ind i huset. I den ene hånd bar han en tallerken med dække over, og bestræbte sig forgæves på at få dem til at le; han kom til sidst til den rejsende, opremsede hans afdøde børns navne og lo. Men den(ne) lod så også som han lo, men af vrede sparkede han til tallerkenen så den sloges itu, og fór derpå ind på heksemesteren og brækkede hans ene arm over. Denne gik herefter hylende ud. Om foråret rejste vor ven hjemefter, og er nu død.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Dette er en kristent påvirket version af "Den stædige", der overvinder månemanden i tvekamp og besøger ham. Månen blir hér skildret som en trold eller djævel; måske har betegnelsen toornaarsuk været brugt af fortælleren. Og indvoldsrøveren, der traditionelt oftest er en kvindelig skikkelse i Grønland, betitles heksekunstner. Månens fangststed omtales kun i to versioner, begge fra det sydligste Grønland. Tilmed er det ulogisk, at månen ankommer på slæde, når havet aldrig fryser til ved hans fangststed. Associationen er muligvis kristendommens helvede. Månens hund, der kommer for at straffe konens tabubrud (hun må intet arbejde foretage sig efter sit barns død, og slet ikke gå udenfor) er et traditionelt træk, men det fremgår ikke af ordlyden, at hun faktisk er under tabu, fordi de døbte grønlændere af missionærerne havde lært, at disse tabuer var hedenske.

I enkelte vestgrønlandske versioner bliver Indvoldsrøversken kaldt Sila med evne til at omstyrte det bjerg eller den støtte, der holdt himmelhvælvet oppe. I Nikolaijs version associeres denne skikkelse blot til dårligt vejr, silaluk.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

       En gammel mand med kone og datter levede inde i en fjord og ernærede famlien blot ved fiskning. Om foråret når de andre fra stedet var på fangst efter klapmydser ude på øerne tilsøs, fiskede den gamle ikkun ulke. Undertiden kom kajakmænd fra øerne ind i fjorden med spæk og kød til famllien, og (de gamle) gav da ulke i bytte herfor. Når de gamle var gået til ro, var det sommetider som om datteren hviskede til nogen på briksen. Faderen ville ofte se efter hvem den tilhviskede kunne være, men fandt så ingen.

       En nat blev datteren atter urolig, de gamle så at hun gik ud og kom snart efter ind, trækkende en sæl efter sig. Enhjørninghorn (narhvalstand) var anbragt på remmen; og da de gamle stod op og så ud opdagede de en kajakmand ude på søen, og blev han deres forsørger, idet datteren blev mandens kone. Innerk / Inneq (ild), så var hans navn, havde den glæde snart efter at se sin kone føde en dreng; men denne kom for lyset med en klump på ansigtet der hvor næsen skulle være.

       Engang spurgte den gamle mand fangeren hvor han egentlig havde hjemme, og svarede denne dertil: "Sisersene" (Sisevsene ? sittaq: strand ?). Nu kom også Innersuaqs broder dertil. Barnet voksede op og onklen førte det ofte ned til vandet for at dukke det der. Dellelengivak / (? Terianniaq, ræv) hed barnet.

       Fra klapmydsøerne kom en dag kajakker med kød og spæk; men da disse sås i frastand blev Inneqs og broderens fangst skjult. Da øbeboerne var ? ind i huset, blev der spurgt dem af den gamle kone hvad de ønskede at spise? Bjørnekød, var svaret. Konen kom også ind med det forlangte samt med bjørnefedt. Da dette var nydt spurgte konen dem atter ad: "Hvad ønsker I så mere?" "Hvalmattak" blev svaret; hun gik også ud og hentede det. Konen gentog herefter hvad de mere attråede, og blev deres svar "hvidfiskemattak"(mattak af hvidhval); også dette bragte konen ind. Budene gik nu tilbage til øerne og fortalte det passerede.

       Disse blev misundelige herover, og var deres ønske nu blot at kunne aflive den fanger, der således forsørgede så vel for dem. - Inneq kom engang hjem med fangst, men lagde sig tavs hen på briksen. Hans kone tiltalte ham, men han forblev tavs. Konen spurgte ham da hvorfor han var så tavs. Til sidst genmælede han: "Det er for eders skyld at jeg er bedrøvet; udefra øerne vil de komme og dræbe eder og mig."

       Der kom snart kajakker udefra, men talte brødrene i huset til de andre: "Hvis kajakmændene kommer for at dræbe skal vi nok komme til og hjælpe eder, og gik de da ud begge to og skjulte dem nede ved fjæren. Da kajakmændene kom i huset blev der adspurgt dem om de kom for at nyde noget; men derfor var de ikke kommet; kun for at dræbe, sagde de. De tvende brødre sprang da ind efter at have luret udenfor, hvorover de ankomne blev bange og løb ud og stak væk i deres kajakker. Inneq foreslog at tage på rensjagt dagen efter længere inde i fjorden. Konen blev ført til båden da hun var højst frugtsommelig, og så rejste de, trak om aftenen båden på land og drog over land. Rensdyr blev fangede; men da de gik hjemefter og sprang fra stendysse til stendysse aborterede den unge kone og døde. Manden græmmede sig meget herover og rejste han derpå med broderen hjem igen til Sisevsene.

Tolkning: Innersuit, der ingen næser har, bor under stranden ved stejle klipper. De er storfangere, men i Østgrønland ikke landjægere. Det er de åbenbart her ifølge denne sydøstgrønlandske fortæller. I overensstemmelse med andre fortællinger om ægteskaber mellem ånder og mennesker, lykkes det ikke at integrere ånderne i menneskers samfund.

Fortællingen er formentlig noget afkortet: barnet, der lærer at dykke, er en episode der lægger op til hævn over fjenderne (søg: svømme under vandet). Men han "glemmes" undervejs i fortællingen. Inneqs broder har heller ingen indlysende rolle i dette forløb.

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 125.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Kallararmiuarsut (? Kalararmiuarsuit / Qalerarmiuarsuk ?) havde fem sønner hvoraf en hed Idsamik (? Idsa / Issat ?). Faderen blev uenig med familien, og rejste sydpå til Akkilermut (Akileq ?). Her blev den ældste søns kone bortranet af en stærk fyr, som tog hende til sin kone. Efterhånden bev alle sønnernes koner borttagne af stedets mandfolk. Faderen tav stille til dette; men da hans egen datter som også var gift blev bortført begyndte han at ærgre sig over at han (havde) forladt sit gamle sted; men tav for resten stille. En dag var den ældste søn vred og tiltalte sin fader: "Hent vore koner." Faderen gik også op til de forskellige huse og kaldte de unge koner ud, men mandfolkene kom så og skubbede ham væk, og (han) fik et fur selv i sin egen husgang. Den næstældste af brødrene sagde nu: "Du ville hertil, skaf os vore koner herned." Atter gik faderen, men blev af mændene overdænget med sne så han nær havde tabt sit vejr. Da faderen kom hjem bad han sin kone om at sy tarmvinduet (tarmskindsvinduet) godt stramt til siderne, hvilket hun også gjorde.

       Manden spændte sin bue, kastede en pil med kraft mod vinduet, men pilen fór igen tilbage. Sønnerne gjorde ligeså, og alle pilene faldt atter tilbage ind i huset. Nu kom svogeren til disse frem med sine bue, spændte pilen an imod den men den gik igennem tarmvinduet ud på marken. Dernæst talte hans svigerfader til ham: "Du bliver her; thi følger du os så vil du blive dræbt." Et stort sortsidet sælskind blev nu syet til et kogger og fyldt med pile propfuldt, hvorpå faderen og sønnerne gik op til husene. Ind af disse råbte nu faderen: "Jeg henter mine sønnedøtre (svigerdøtre)." Disse kom vel ud, men idet de så de mange pile, løb de atter ind. Faderen stillede sig derpå til anlæg for sønnerne, der efterhånden dræbte de mandfolk som kom ud med bue og pile. Den gamle vedblev at stå ufortrøden for sine sønner og bukkede han sig så stærkt at nakken stod frem som en skarp kant. Til sidst blev fruentimmerne (mændene ?) dræbt allesammen, og så som der nu ikkun var fruentimmere tilbage i husene, råbte den gamle atter ind om svigerdøtrene. Disse kom så også ud og gik hjem med deres mænd.

       Da de trådte ind i deres hus var den efterladte svigersøn der ikke, og gik hans svogre ud at lede ham op. De fandt ham bag en fjeldkant liggende død, da han ved en fjendtlig pil var blevet skudt midt imellem øjnene. Han havde lagt sig der for at se udfaldet af kampen.

       Om foråret rejste de til deres gamle hjem igen. Den yngste af brødrene styrede båden og skete der intet uheld for dem med undtagelse af at de på vejen engang mærkede en forunderlig larm under båden; de så sig for og fandt da at det var en lang vildmands tarm, længere end båden, som holdt den fast; men med flænseknive fik de den løst fra båden og gik uhindret over. Men senere mærkede alle at denne store søtang havde haft ondt i sinde. Lykkelig kom båden hjem med de rejsende.

Hist.: En usædvanlig fortælling, der muligvis i oversættelsen er kortet noget ned, og som ikke umiddelbart vækker mindelser om lignende varianter.

Tolkning: Det lange stykke tang, der lignes ved en tarm, er formentlig sendt ud af enkerne i et hævnforsøg.

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det.

       I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil.

       En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak.

       En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle.

       Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne.

       De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre.

       Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.

Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.

Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger.

Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.

Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 22h - 25v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 109 - 111: Malaasi Akilinermut angalaartoq.

Rink 1866-71, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, 4', nr. 217.

Resumé:

Malaasi er en uforfærdet fanger, der aldrig lider nød. Hans to yngre søstre følger ham gerne på land, når han er ude på fangst. En vinterdag går de to søstre over isen til de yderste øer i skærgården for indsamle rødder, men da en fralandsstorm river isen op, driver de til havs på en isflage. De når land på den anden side af havet, fordi de begge har måger som amuletter. De vandrer sultne rundt i det fremmede land til bunden af en fjord med en lakseørredelv. De fanger et par stykker, tilbereder og spiser dem. Ved lavvande strander en mængde sæler, hvoraf de samler sig tilstrækkeligt til forråd. To unge kajakmænd kommer på besøg og vælger dem til koner. Derefter ror de hjem og lader en konebåd hente dem. Søstrene får det godt i det fremmede. De får børn, den ene en søn og en datter, den anden to døtre, hvorfor hun frygter at blive dræbt af sin mand, hvis hun også tredje gang får en datter. Derfor planlægger de at flygte hjem, når hele bopladsen er optaget af festligheder med trommesange, og efter en mindre spændingsbefordrende afbrydelse lykkes det dem at komme af sted over det islagte hav. De eftersøges, men opdages ikke. Undervejs over isen dør deres børn, som de efterlader på isen. De når heldigt frem til deres gamle boplads, hvor Malaasi ved at høre om de rigelige fangster i Akilineq, beslutter at de skal tage derover hele familien en vindstille og skyfri sommerdag. Hans kone, der ikke har mod på rejsen, græder heftigt undervejs og drilles af Malaasi med, at nu ser man noget uhyggeligt sort vand forude. Hun skråler af skræk, Malaasi griner, og så får de endelig landet i syne. Da holder konen straks op med sin gråd og lægger alle kræfter i åren. Familien slår sig ned i bunden af fjorden (med den rigelige fangst), men søstrenes mænd kommer og kræver forgæves deres koner tilbage. Det lykkes først, da de slår Malaasi ihjel.

Var.: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

Hist.: Slutningen på denne version af Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq er overraskende, idet det i andre versioner er Malaasi, der går sejrrig ud af konfrontationen med Akilineq-boerne og tager sine søstre med hjem uden deres ægtefæller. Fortælleren, Jens Kreutzmann, var selv af blandet herkomst, og han deler åbenbart ikke den traditionelle opfattelse af Akilineq-boerne som fremmede, dvs. umennesker. Iøvrigt vidste man på den tid udmærket at der boede stammefrænder i Akilineq. Søg på Akilineq.

Kort resumé i Rink 1866 - 1871 (1866-71), Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 130, s. 329.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 101, ss. 448 - 449: Malarsuak, a Story from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

(Malarsaaks) Søster gik ud at gå, men kom ingensinde tilbage igen, hvorfor Malarsaak søgte efter hende på slæde (i) nord og syd. Til sidst kørte han indefter; han kørte på fjordisen og det hele dagen indtil han sent ud på aftenen så et hus, hvor han standsede. Han kiggede ind af vinduet på et lille hus, efter at have opdaget flere huse på stedet, og genkendte da sin søster, der lussede (lyskede) en mand i hovedet. Malardarsaak (sic.) gik dernæst ind i huset, og blev først set af søsteren, som skubbede til manden, og rejste denne sig rød i ansigtet med tanker som den mulighed at den indtrædende var en drabsmand og nu ville ham til livs. "Nej se," råbte søsteren, "det er min slægtning", og begyndte hun med glæde at sætte mad frem for broderen. Siden efter kom en ung knøs ind, og var han så snudsket at man næppe kunne skelne ansigtet fra den fedtede og tilsmurte pels. Denne fyr satte sig stille hen ved døren og vendte ikke sine øjne fra den fremmede. To unge fruentimmere uden hår, som de havde mistet ved at spise så meget menneskekød (menneskeædere), sad på briksen. Da nu den skidne unge fyr kom ind, råbte disse to unge tøse: "Ah er du der, du kedsommelige stygge." Fyren gik snart efter ud igen. Husejeren, som var broder til de skaldede piger, bad nu Maledok (sic.) om at nedtage to blodige træstumper, der stak frem over en af husets tagbjælker, og vare i enden befæstede med bjørnetænder. "Kast disse i hovedet på drengen når han atter kommer", bad værten Malarsaak; men denne havde ingen lyst til at dræbe nogen. "Vi er så vant dertil", sagde husejeren, "så at vi regner sligt for intet." Imidlertid trådte atter den skidne ind, og Malarsaak på de andres opfordring stak ham i hovedet med stokkene og dræbte ham. Værten gik derpå hen, tog liget og kastede det hen under briksen. Efter en stund hørtes en komme, og ind trådte et fruentimmer. "Den, min lille stygge dreng er her nok ikke", sagde hun seende sig om. "Jeg mener ham", vedblev hun, "min idelig skidne dreng, som længere hen (senere) skulle tjene søstrene til føde?" "Jeg har", talte husejeren, "kastet ham hen under briksen, der ligger han." Kællingen skrumpede sig sammen samlede sine kræfter og trak liget ud med sig.

       "Rejs nu væk førend dag", talte værten til Malarsaak, "thi ellers vil du blive dræbt. Kom så og besøg mig igen til foråret med din kone." Malarsaak rejste så og kom igen på den tid med sin kone til stedet. Om aftenen kom de dertil og konen havde amaat (rygpose) på med en sønneke i. Da de kom ind i huset tog hun drengen af amaaten, men begge de skaldede greb med begærlighed efter det, tog barnet og ville ikke give slip på det. Ved at kyse det fik de barnet til at græde. Disse fruentimmere bad de fremmede om at besøge det andet hus i nærheden.

Da de blev kaldt (indbudt) fulgte Malarsaak og konen hinanden, samt svogeren og hans kone. Forgæves ville M.s kone have sit barn med sig, hun måtte ikke for søstrene, der ytrede, idet at de besøgende gik, (at) "skriger barnet, skal der nok blive kaldt på jer". Da de fremmede kom op i huset, så de ved indgangsdøren inde i huset et menneske hænge med en tyk mave og med hovedet nedefter (og) ud af næse og mund stor fråd. En mand søbede det neddryppede fra den døde kone i sig, og en ung fyr kom med (en) kniv og skar skamdelene væk på hende idet han sagde: "Da hun var levende var manden påholdende på (med) den, lad mig æde den", hvorpå han skar maven op og udtog et foster, tog et par gnask af det, og kastede det så hen på briksen, idet han råbte: "Her er føde for jeres fruer." "Vort barn!" talte nu Maladoks kone, "er vist urolig, lad os gå ned", ytrede hun med angst. Hun gik alene, men snart efter kom hun og kaldte på manden, sigende: "de har dræbt vort barn." Da mand og kone gik ud fulgte svogeren med, og denne skammede sine søstre ud, hvorover disse græd. Maladok ville rejse, hvortil famlien i huset også rådede ham jo før jo hellere, men samtidig måtte Maledok overskære alle bindslerne på de fremmedes slæder i muligst stilhed.

       Mens Maladok nu beredte sig for rejsen, bad han sin svoger at sige til stedets beboere, at han uforfærdet kom og besøgte pladsen uagtet mordet som han gjorde på den unge knøs året i forvejen, og som følge heraf ventede at blive dræbt af dennes slægtninge, men at han også vidste at de ville forfejle deres hensigt med hævnen. Svogeren lovede at sige det. Men denne bad Maladok om? endvidere at låne en af hans hunde, der kunne fare afsted som en pil kastet ved hjælp af kastetræ. "Du skal se", vedblev svogeren, "har du denne hund med dig skal de forfølgende ikke nå dig så let."

       Just som Maladok satte sig med konen på slæden og for afsted, råbte svogeren ind i husene, "nu rejser M. uden at blive hævnet." Fangerne kom nu ud, men een slæde var der dog hvorpå bindslerne ej var overskårne, og med denne slæde fór en mand efter Malarsaak, fik håndtag i dennes slædeopstændere. Malarssak tog imidlertid sit piskeskaft hvorpå en ulu (kvindekniv) var fæstet i den ene ende, og skar så hænderne over på forfølgeren, som faldt til jorden og blev liggende; dennes kammerater kom til (og da de) så, at han ikke længere var skikket til at fange, med tabet af hænderne, dræbte de ham for senere at tjenes til føde for dem og familie, eftersom det var trangstid. Malorsaak fór med hurtighed hjemefter; på isen traf han på en sværm øgler og slanger, der kølede dem (afkølede sig). Disse opsnusede slæden og forfulgte den længe, men forsvandt til sidst i en stor spalte i isen, om hvilken mand og kone måtte køre langt udenfor, men nåede så lykkeligen hjem. Senere besøgte Malarsaak ikke sin søster hos menneskeæderne.

Kommentar: De mange stavemåder for hovedpersonens navn er ikke ændrede i denne renskrift. En anden sydøstgrønlandsk stavemåde er Malarssivaq, se: Rasmussen 1981, III: 106 - 110.

Hist.: De nævnte øgler lyder ikke grønlandske, mens slangerne kunne være kæmpeorme (el. kæmpemaddiker), der ofte forekommer i fortællingerne.

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af U. Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Maledok havde to ældre søstre. Deres fader, som havde været bekendt for sine store kræfter, omkom engang, mente familien, da han aldrig vendte hjem efter den sidste gang de så ham gå bort på fangst. Begge pigerne forstod at fange tejster fra vinterisen ved at anbringe en løkke på en rem, som de så stak op over halsen på fuglen, når disse kom op igen efter at have dykket dem, og trak derpå fuglen let ind til dem (sig). Denne fangemåde kom pigerne let for tilsidst, uagtet tejsternes hurtighed. På en sådan fangst blev søstrene, endskønt i stille vejr, ført ud til søs en dag, og efterhånden som de på isen kom længere ud, blev isstykket, hvorpå de stod, mindre, indtil der ikkun blev såmegen plads tilbage, at de netop kunne stå på flagen. Den yngre søster spurgte nu den ældre om hun ikke havde et sådant tryllemiddel hos sig hvorved de muligen kunne reddes, men hvortil hun svarede: "Nej". "Du har måske noget sådant?" sagde den ældre. "Ja jeg har", blev talen. "Så lad se". "Her er spurvedun", gentog den yngre. Den ældre bad nu søsteren om at kaste dunene ud i vandet, hvilket hun gjorde, og (så) syntes de begge at (be)finde sig i ly. Den yngre forekom det som om landet skulle synke, og som ikkun himlen var at skue. "Søen", sagde den yngre, "begynder med vælde (?) at vise sig." "Det er land", sagde den ældste. De kom til det og begyndte at gå hen over det. De så en stor flod, og i denne så de noget stort glinsende. Ved flodens bredder sås hvaler og hvidfisk (hvidhvaler), som standnede (standsede ?). Da pigerne kom nærmere så de mange laks; af disse begyndte de at fange og fyldte en stor jordfordybning med dem. Den ældre ytrede nu: "Blot vi nu kunne koge dem." "Jeg har hørt", sagde søsteren, "at der i gamle dage tændtes ild ved hjælp af vegsten (fedtsten)." "Prøv da", gentog den anden. Den yngre slog da til en sådan sten med en anden og fik ild. På en flad sten lagdes fisken og derover vådt tang og (de) dækkede det hele godt til efter at have gjort ild på under stenen. Laksen kogte snart, og den blev spist. Den anden gang de var ved at koge så de en del konebåde komme indefter ude fra søen. Fra bådene råbtes der, da de kom nærmere: "Vi lugter kogt mad." Kajakmændene talte om at deres laks var borttagne, og at de ville dræbe gerningsmændene. De roede nu rask forud for bådene, men tilråbtes af nogle gamle koner, der styrede båden: "Er det fruentimmere så dræb dem ikke." Begge pigerne skjulte sig bag en forladt teltemur (?). Kajakfolkene kom i land med lænsere; men opdagede ingen. De gamle styrersker talte om at ville gøre deres behov bag teltmuren og gik derhenad. I det samme ses søstrene og de gamle råbte nu i munden på hinanden: "Her er en kone til min søn, en kone til min søn!"

       De gamle førte nu pigebørnene frem; laksen blev kogt og spist. Sidenefter forlod bådene pladsen, velforsynede med forråd for vinteren, og stilede hjemefter. Pigerne blev omsider frugtsommelige, og fødte de begge pigebørn.

       De unge koner spiste en dag mattak sammen uden for huset, da en ugift knøs kom og fortalte dem at en af deres svigerinder var blevet vred på dem og ville lade dem dræbe. De gik nu begge ind i huset og hentede hver et par strømper til, og med deres børn i amaat forlod de stedet. "Jeg skal følge eder et stykke herfra", sagde den ugifte, hvilket han også gjorde og kom senere modsat den (udvejen) tilbage i huset igen.

       Mens begge de unge koner gik over et højt land, ytrede de om isen at det var ønskeligt om den holdt sig nær til landet. Da de kom op på toppen af fjeldet så de til deres glæde at isen var landfast og forresten tæt pakket ud til søs. Den yngre ytrede nu til søsteren at når hun sprang over revnerne i isen skulle hun lukke øjnene i. De kom nu (ud) på isen, men ikke varede det længe førend atter landet kom væk for deres synskreds. Børnene døde for dem af kulde. I førstningen ville mødrene have ligene med, men bestemte de sig senere til at kaste dem i søen, hvilket de så og gjorde. Landet kom atter tilsyne. Den yngste sagde: "Gid vi måtte komme til stedet, hvor vor grimme moder havde land ved (med?) Bândalik (??)." De kom til Seetituarik. Den ældste steg først i land; den yngste som så steg i land, så sig om og fandt stedet de havde været på at ligne Skuass (?). De kom til en husplads, hvor en mand arbejdede med sin båd. Ikke langt fra ham sad der et gammelt fruentimmer og syede med tillukkede øjne. Søstrene gik hen til konen, sagde hende at de var sultne og tørstige. "Jeg hører eder", sagde den gamle, "spis". De kom dernæst hen til Maledok, så(dan) hed manden, og så de nu også at han arbejdede med tillukkede øjne; de gentog for ham om deres sult og tørst. "Jeg hører eder", var hans svar, "spis og drik". Men desuagtet så de ingen føde. Atter gentog de deres bøn for konen, men svaret blev det samme, hvorpå de unge koner gik ind i huset og satte sig ned, tæt ved døren. De hørte nu at Maledoks søn stod udenfor vinduet og græd over tørst. Gå ind og drik", sagde faderen, kunne konerne høre. Drengen gik ind, men idet han seede (så) de to fremmede gav han sig atter til at græde og gik udenfor igen. Da sagde faderen: "Hvad fejler dig søn?" "To stygge fruentimmere er inde i huset", råbte han. "Når jeg går ind", sagde Maledok, "vil jeg næppe se nogen." Søstrene kiggede ud af gangen idet han kom og opdagede nu at han havde øjnene åbne, og da han kommer ind genkender han dem til sin glæde. Han gik dernæst ud og skuffede snedriven, kommen med den sidste S.V.storm, væk fra vinduet, så at der blev lyst indenfor.

       Nu blev der fortalt, og blandt andet, at det var rart om Maledok kunne komme med til den store fangst som de unge koner havde overværet ved elven. "Jeg agter mig dertil", talte han; "Med båd kan du ikke komme dertil", sagde søstrene. "I kom jo dertil, og hvorfor skulle jeg så ikke også nå derhen." Manden sørgede nu (for) at god forråd blev samlet til rejsen, ligesom at båden fik flere beklædninger af skind på sig. Da Isen var borte, tog de alle afsted og kom langt væk, helt til Seetituarak (?). Tagende til en gammel familiegrav fik broderen, Maledok, et par renskindsstrømper ud (af graven), og disse kom han i en pose. De drog videre frem, men da forsvandt landet pludseligt. Det yderste betræk på båden blev nu aftaget for at lette roningen. Landet kom atter tilsyne, men kendtes ikke; en ung kajakmand, der genkendtes at være de unge koners advarer og frelser, kom ud imod dem og bad Maledok om at låne et bor til hans, Maledoks, svogre. Men Maledok svarede: "lad dem selv hente det." Den unge gik i land, men kom da atter tilbage, sigende: Dersom boret ikke blev sendt med ham igen, ville der følge mord ovenpå." "Lad dem kun komme", sagde Maledok. Der sås nu, efter at de unge kajakmand var gået ind, flere både og kajakker komme ud for at gå på jagt efter de rejsende. Sendebudet gik i Maledoks båd. Maledok tog et drikkekar frem, lod sig sætte i land, fyldte karret med vand og stillede det hen ved et næs, efter at have strøet støv og hår af renstrømperne i det. Den ældste af de fjendtligsindede brødre kom snart efter og drak af karret, men da han rejste sig var hans kajakåre forvandlet til et horn på hovedet og selv var han blevet forvandlet til et rensdyr, hvorpå han straks efter blev skudt med pil af Maledok, og styrtede derpå ud i søen ganske død. "Jeg vil næppe", sagde den yngre broder, "lade nogen af de fremmede se dagens ende"; men ikke længe herefter blev han skudt ihjel på samme måde som den ældste, og efter en lignende forvandling. Således omkom alle de øvrige tørstige kroppe på den fjendtlige side. Da den sidste imidlertid kom for også at drikke, sagde Maledok til ham: "Gå du nu kun hjem og vær en ussel rest af dine landsmænd." Maledoks båd kom atter på gled med ? betrækskind på den og vel ladet med enhjørningehorn (narhvaltænder), laks, mattak og mere andet, og nåede de rejsende lykkelig hjem til Bordalit (?), hvor Maledok døde - og hans ben skal hvile dersteds den dag idag.

Kommentar: Nedskriften er formentlig en blanding af egentlig oversættelse og referat. Maledok svarer til vestgrønlandsk Malarsuaq. Fortællingen er velkendt, men den vægt der i denne version lægges på "tørst" og "syn" er speciel og betydningerne ikke umiddelbart indlysende.

Tolkning: (Eller forsøg på en tolkning): De to symboler, tørst og syn, er i denne version associeret til død og "genfødsel", overgangen fra vinter til forår, og åndemanerelementer:

       Død og genfødsel: Faderens død anslår temaet fra begyndelsen. Han kommer ikke tilbage til livet, men søstrenes rejse tur-retur til landet hinsides synsranden skildres via de øvrige symboler som en død og genfødsel:

       Tørst: Når både søstrenes gamle (grimme?) mor og bror ikke ser dem ved hjemkomsten, skyldes det at de tror, at søstrene er døde og at de, ligesom døde slægtninge har for vane (fx når det ringer for de levendes ører), blot ber om mad og drikke, som man i så fald tilbyder. Det sker formentlig med vendinger som dem i denne version. Dvs. de døde kan bare selv tage det de behøver. Men når også fjenderne i landet på den anden side synsranden er så tørstige, at de alle drikker af forvandlingsvandet, er det fortsat er en slags døds-symbolik, der spilles på: ligesom de døde lider de af tørst, men de "genfødes" som rener pga. af renhårene fra de dødes klæder i familiegraven.      

       Syn: Søstrene er som antaget for døde, usynlige. Det udtrykkes ved at både moderen og broderen arbejder med lukkede øjne. Da sønnen fortæller om de fremmede i huset og faderen siger, at han næppe vil kunne se dem, må det være fordi han stadig mener, at gæsterne er de døde (usynlige) søstre. Han genkender dem dog i husets halvmørke, der oplyses da han får ryddet den store mængde sne bort, som en nylig sydvest er kommet med.

       Fra vinter til forår: Tidspunktet for gensynet er m.a.o. den sidste del af vinteren, en kritisk overgangsperiode til foråret. Årstids-symbolikken løber parallelt med "død og genfødsel": Søstrene driver mod landet på den anden side ved vinterens slutning (selv om vejret er stille). De opnår en slags beskyttelse (ly) ved spurvedunene (snespurven er et forårssymbol), men da de tager tilbage er det streng vinter. Snestormen fra sydvest forudskikker foråret og deres tilbagekomst, foråret kommer med snerydningen, og alle rejser over det åbnede hav i konebåd om sommeren.

       Åndemanerelementer: Åndemanerens / angakkoqens overgang fra normalt syn til synet for den anden (normalt usynlige) verden består i en periode af uklart syn, ligesom seancen foregår i tusmørke med den mindste lampe brændende og tildækkede vinduer, og ligesom Maledok genkender sine søstre i husets halvmørke med de af sneen tildækkede vinduer. De kommer tilbage til denne verdens lys, da han rydder sneen bort.

Endelig er søstrenes tejstefangst ved fortællingens begyndelse sigende, idet enåndemaner, der skal på ånderejse over land eller under vand, ofte forsynes med fjer af en tejst i armhulerne som "transportmiddel". Tejsten er en dykfugl.

Var.: se Malarsivaq, Malarssivaq, Malaasi

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 134,

ss. 329 - 330.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 104, ss. 449 - 450: The Giant at Kangersuak or Cape Farewell.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Nord- og sydboerne var vrede på hinanden. Sydlænderne / sydlændingene ville ikke give efter og drog de desårsag imod nordboerne. En af sydlænderne havde en søn, som ikke kunne vokse. Dennes fader sagde til deres uvenner: "Hvor er eders store tapre?" "Han sidder på nordsiden af Kangersoak (Kangersuaq) og ser sig omkring efter fjendtlige kajakfolk for at dræbe dem", var svaret. Da sydlænderne kom til Kangersuaq holdt de stille. Næste morgen gik de ud for at træffe på nordlænderne; de så så også den store sidde på det af hans egne folk betegnede sted, hvorfra han skuede sig omkring. Da denne så kajakken, gik han ned til fjæren og stak i sin kajak udefter, for at møde den kommende. De kastede derpå med pilene efter hinanden; men kastede fejl af hinanden; nordlænderen opfordrede den anden at gå med sig i land og spise bær, og skyndte sig ad landet til for at være den første, men var de lige hurtige. Som de ville stige ud af kajakken betænkte de sig, eftersom de var bange for hinanden; dog med ét stod de begge i land på en gang. I førstningen ville de ikke hale kajakkerne på land, men det skete dog også og på en gang. De plukkede herefter bær og tudlerinernit (tullerunnaq, tullerunnat, rosenrod) ved en sø. Sydlænderne (Sydlænderen ?) gik og skottede til nordlænderne (nordlænderen ?) tænkende ved sig selv: "Han er ikke så stor og tapper at se til", men iagttog så snart efter at en kniv stak frem af hans ene støvleskaft. Sydlænderen tog derfor straks tag i den anden, men blev øjeblikkelig lagt under og dræbt.

       Der blev forgæves ventet på fangeren i hjemmet, hvorfor han antoges at være død. Konen græd derover som også over at sønnen ikke voksede og derfor ikke (kunne) opnå at hævne faderens død. En dag brød moderen ud i heftighed til sønnen: "Dersom du ikke kan vokse, så bliv dog til en angakkoq (åndemaner); thi ellers kan du ikke hævne din faders død." Han blev også til en angakkoq, blev så stærk at han løftede store sten op på skulderen, efter at have sænket sig i jorden hen under dem. Kom han i en snæver kløft, veg fjeldvæggene fra hinanden når han spændte sine ben ud imellem dem. Ligeledes kunne han bore sig ned i jorden og kom op på et ganske andet sted langt væk.

       Nordlænderne drillede atter sydboerne. En morgenstund bestemte den lille sig, da det var klart godt vejr, at rejse nordefter. Familien mente at han ville gøre nar af sig selv. "Aah, jeg vil bare se min faders drabsmand langtfra", sagde han. De ville holde ham tilbage, men han rejste alligevel alene i sin lille kajak. Han ville da gå uden redskab eller våben; men moderen bad ham dog, idet hun stak sin hånd ned i en lille pose, at tage en lille forrusten kniv med sig, og som hun gav ham. Da han kom i kajakken stak han den hen under remmene og fór så afsted, ikke større at se til end en alk der svømmede på vandet.

       Han roede længe, kom uden om Kangeq og så nu virkelig sin fjende på øen, skuende omkring sig. "Det må være den stærke", sagde den lille, "der dræbte min fader. Havde jeg været velskabt skulle jeg have hævnet ham", vedblev han talende til sig selv. Imidlertid gik han hastig fremad; manden på øen antog i førstningen at det var en fugl der kom svømmende imod øen, men ved at holde hånden over øjet betragtede han med forundring at det var en lille kajak med en mandsling i den som kom ham nærmere. Lidt efter stak han udefter i sin kajak og gik den lille i møde. Den store stærke holdt nu sin harpun i sigte efter den lille og denne rettede sin kniv imod den anden. Den gamle blev herover helt bange, hvorfor harpunen kom i ro og spurgte den lille ad om han ikke fulgte med i land og plukkede bær. De roede så indefter, men den gamle bestræbte sig for at komme foran den lille, men kunne ikke. Den lille roede så skummet stod højt op rundt onkring ham. Den lille var hurtigere ude af kajakken end den anden. De sankede nu tudlerit og havde den lille næsten glemt sit alvorlige ærinde; men pludselig opdagede han foran sig sin faders skelet; han begyndte at græde og løb derpå ned mod sin kajak af lutter angst. Den anden løb nu efter ham, men tabte ham hvert øjeblik af sigte.

       Da den lille var blevet væk for den store, løftede og kastede denne stenene væk der lå for ham, for om muligt at opdage puslingen; men på een gang begyndte denne nu at stikke med sin kniv under modstanderens fodsåler; han løftede den ene fod for at se stikket; men blev så stukket i den anden fod; han forsøgte nu at krybe frem ved hjælp af hænderne, men disse blev også stukket på ham, hvisårsag han satte sig hen et sted; men det hjalp ikke, han blev stukket på enden; han vendte sig, men uden nytte og enden på stikkene skete i hjertet og blev han så liggende død. - Da først kom den lille op af jorden. Han belavede sig for hjemturen, og faldt det ham i tankerne at hvis han intet medbragte af den dødes tøj ville de i hjemmet ikke tro ham med at have dræbt sin fjende. Derfor bestemte han sig til at aftrække bukserne på den afdøde, hvilket han også udførte og placerede han dem med møje i sin kajak, eftersom denne var så lille.

       En aftenstund, da vor lille havde været en tid væk, ytrede en af hans tilkommende medfangere at den lille nok var blevet dræbt af den stærke nordlænder; men i det samme trådte den omtalte ind af døren og fortalte sine landsfolk virkelig at have dræbt den stærke nordpå. "Du lyver", råbte alle i huset i munden på hinanden, og gjorde nar af den indtrædende. "Jeg har dræbt ham", svarede han blot på de andres spottende latter; men gik derpå ud efter den dræbtes blodige benklæder, og overbeviste dem om sandheden, som han havde talt.

Var.: Om en der boede i Ikaarisat.

Hist.: En af mange fortællinger om fjendtlige relationer mellem sydlændinge og nordligere boende grønlændere. Det er uvist i hvor høj grad sydlændingenes talrige rejser nordpå i 1600 og 1700- tallene affødte sådanne voldsomme fjendskaber.

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 133, s. 329, og i tillæg hertil: II, nr. 122.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Qatingaq var en pusling og blev båret i amaaten (rygposen) af sin moder; men fyren begyndte at blive fed, så hun ikke længere kunne bære ham. En fanger hentede ofte tang ved et strømsted i nærheden, men (det) gav han ikkun de andre i huset; Qatingaqs moder fik derimod aldrig noget. Sønnen af hende voksede nu de andre små i huset over hovedet, og gik da drengen ene ned til strømstedet, hentede tang til moderen og sig. Ligesom moderen havde nydt af denne tang, var drengen ikke længere i stand til at gå, og blev han helt gammel i denne tilstand. Kravlende kunne han ikkun samle bær på landet, med det var også det eneste nyttige som han kunne foretage sig. Ofte blev han drillet af de halvvoksne, blev puffet og stødt til og endte det gerne med at der blev balliaret (danset).

       Om efteråret engang rejste de alle til hobe på bærsamling bort fra stedet og lod Qatingaq blive tilbage i familiens telt. Som han nu der sad stille, hørte han med ét fra en grav, ej langt derfra, knogler og ben røre sig og slå imod stenene; fyren blev bange, krøb hen til et andet forladt telt. Desuagtet hørte han herfra larmen endnu og hørte tilmed et barn skrige: "Jeg er så tørstig, så tørstig!" "Aja!" svarede en anden stemme, som kunne være moderens, "vi tørste, her i teltet vil vi drikke." Qatingaq ønskede nu blot at de ville gå hen til et andet telt; men så at moderen kom, ledende barnet, henimod teltet hvori han sad og rystede af angst. Kangajuk så nu ind i teltet, opdagede Qatingaq og talte: "Er det et menneske? Lad os drikke histoppe", talte hun til barnet, idet hun lod forhænget falde til igen. Qatingaq hørte hvorledes hun og barnet slukkede deres tørst af vandspanden i det andet telt. Atter kom hun og lettede på forhænget, men gik så, og tyst blev der. Af bare forskrækkelse kunne fyren knap ånde, og havde desuden presset et (af teltets) sideskind ned over sig, ganske tæt. Da det mørknede hørte han teltfolkene tale udenfor og kom de snart efter ind. Qatingaq fortalte dem at Kangajuk havde været i det andet telt og drukket af deres vandspand. De så til denne og fandt en mængde orme i den.

       Qatingaq fik sig dog en elskerinde, som betænkte ham med perler. De halvvoksne drillede ham atter derover, som endte med balliaren, hvornæst de gik deres vej, idet der blev sagt til krøblingen: "Gå og lav tran til lamperne."

       Som han nu atter sad alene, begyndte sideskindene langs med teltmuren at give sig, hvorover han gerådede i stor angst. Han så sin moder, som for mange år tilbage var død, komme tilbage og talte: "Du lille stakkel", sagde hun til sønnen, "du er ene;" derpå så(s) Qangajuk komme ind med amaat på og hvori var et barn, og til sidst kom en stor mængde igen oplivede mennesker ind. På venstre side af teltet sad alle de afdøde mandfolk, på højre side ? (ulæseligt) qvindfolk. Hele sideskindet på væggene faldt nu ind og teltet opfyldtes af mennesker. To jomfruer kom også ind og trådte hen til Qatingaq. Denne passede just på sin broderdatter, som også var kommen med de andre, og holdt dette barn i armene. Qatingaq, uagtet sin fortrolighed med barnet, kunne ikke andet end være bange, og nødsagedes herover til at åbne agterbatteriet (pruttede eller/og sked). Den ene jomfru talte: "Sig intet om det som her passerer til dine landsfolk når de kommer." Qatistgaq el. Qativtgaq (?) forsikrede at han nok skulle tie. "Se så bliver du rask", sagde den anden jomfru, "og vil kunne fange."

       Da det begyndte at dages, gentog jomfruerne til ham: "Dersom du fortæller til de levende at vi har været her og hvad der er sket her, bliver du atter dårlig og kan ikke længere gå igen." Moderen kom imellem og beklagede sig over at hun havde spist den forbudte tang; thi hun fortalte at dette ene var årsag i sønnens ulykke. Snart efter blev der talt om at folk kom hjem, hvisårsag alle fór ud bag vægskindet; men Qatingaqs broder kom i klemme et sted så at benene fra ham blev set af den først indtrædende, der råbte: "Se! ja nu smutter de nok", til de andre, der alle derpå med forundring kom ind og lyttede til Qatingaqs glade fortælling at der om natten havde været så mange hos ham, og at nu var han rask, kunne komme til at ro i kajak og fange. "Det var rart,", sagde hans husfæller, "at du således kommer dig."

       Om aftenen, som han om dagen havde gået omkring, klagede han over sit hoved. Dagen dernæst stod han ikke op. Hovedet hovnede på han, og vedblev det at hovne på ham så at en perosiq (?) ikke var i stand til at gå over hovedet på ham, og kunne ikke flytte, langt mindre løfte det. Nu opfordrede hans husfæller ham til en balliardans, men der blev ingen dans dennegang.

       Atter rejste teltfolkene bort på bærsamling og efterlod sig den syge, til hvem de sagde at nu kom nok Kongajuk (sic.) og hentede ham for godt. Just som han blev alene hørte han atter en støj, der kom ham mere og mere nor (?). Forhænget blev virkelig løftet op og (nu) genkendte den syge i den indtrædende at være hans fader. Briksen løftedes nu pludselig op så Qatingaq dumpede på gulvet, han ville gribe efter husstøtten, men den gav efter som den kunne have været af sne. Faderen tog sin søn op og talte: "Her er du en vedblivende stakkel, jeg vil bringe dig med histop til himlen, men idet du kommer derop vil du blive til et fruentimmer." Vor Qatingaq gik og heden og blev til et kønt fruentimmer. Da hans husfæller kom hjem så de ikke den syge mere. "Ja", sagde de i munden på hverandre; Kongajuk har nu holet ham." Efter at være kommet til himlen, blev Qatingaq såmænd aldrig mere smudsig, var altid ren, en mand fik han sig og fødte senere en dreng, men hvor denne er må himlen vide.

Var.: Rasmussen 1981 III: 133 - 134.

Hist.: Det er uklart om Kungajuk / Kongajuk (? Qungajuk) er en traditionel eller en ny skikkelse. Men det er absolut nyt, at de døde reproducerer sig selv i himlen. Dette er heller ingen kristen tankegang. Når Qatingaq forvandles til en kvinde efter døden, hænger det sandsynligvis sammen med hans lammelse, idet stilstand, i modsætning til mandens omkringfaren på fangst, gerne associeres til kvinder.

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 124.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tre unge brødre som ikke kunne vokse agtede at vade i vand en dag. De gjorde det; men mærkede de samtidig at de kunne svømme som de lystede, dykke når de ville og det dybt, blive længe under vand om de gad. - Faderen til disse drenge ville altid helst bo for sig selv, borte fra sine slægtninge, da disse gerne ville stå på kant med ham. - En dag udtalte den yngste af brødrene om at gå i vand, hvilket de andre gik ind på ligesom faderen selv fulgte med for at se på dem. Da de var kommet til en sø, klædte drengene sig af og kastede de sig på een gang ud i søen. De dykkede og blev længe væk, til sidst var solen ved at gå ned og manden troede nu at de var væk for godt, hvorfor han gik grædende hjem. Men til sin store glæde fandt han børnene hjemme, nok så glade.

       Faderen roede endog i sin kajak og traf på andre fangere, hvoraf flere var af hans familie. Med beundring fortalte han nu om sine børn, hvorledes de kunne svømme og dykke. De andre fangere troede ham ikke straks, men foreslog de at de samlede engang skulle se på børnenes svømning. Samtidig rådslog de med hinanden indbyrdes at de ville dræbe drengene, og dette af bare misundelse over, at de selv ingen drengebørn havde.

       De mødte altså samlede en dag hos eneboeren og gik med ham og sønnerne op til en sø. Efter at drengene havde kastet sig i søen, stod de fremmede parate med sten i hænderne for at kaste på de små svømmere når disse kom op fra dykningen. De ventede og ventede på deres tilsynekomst; men de blev væk og kom ikke op. Da de blev kede af at vente sagde de: "Ja, drengene har mistet åndedrættet dernede i dybet, de er døde og borte." Derefter gik de hjem, og da de kom ind i huset for at drikke vand forinden de stak væk i deres kajakker, fandt de med forbavselse drengene endnu dryppende af vandet sidde smilende på en sidebriks. - Herover blev de stridbare slægtninge gode venner med eneboeren og flyttede de sammen hen til et sted.

       Fangerne gik ofte samlede på fangst og det især efter hvalrosser. Drengene derimod stak ud i søen og lænsede af og til en hvalros hvornæst de kom op med stykkerne de nede i vandet havde flænset.

       Det var forår engang da en konebåd tog ud på hvalrosfangst. Da så en hvalros blev set blottede den ældste dreng sig. Efter at han havde udtalt at hvis han dræbte hvalrossen ville han atter komme til syne. Han sprang ud ved siden af båden men ingen så ham oftere eller hvalrossen. Den anden dreng sagde idet at han sprang ud, "er jeg ikke ved stranden når I kommer til land, så er jeg død." Den tredje ytrede, "er jeg ikke i land når I kommer dertil så er jeg væk."

        Ingen af de to yngste viste sig mere. De var og blev borte.

Var.: ID 1127. Svømme under vandet som en sæl.

Hist.: En speciel, og formentlig kristent påvirket, version af fortællingen om drengene (aldrig flere end to), der bliver opdraget til at svømme under vand og derved bliver i stand til at ombringe familiens fjender. I denne version bliver deres evner tværtimod anledningen til at familiens medlemmer forliges og forenes. Det træk, at de tre drenge ikke kan vokse, er også nyt, og skal formentlig understrege deres hvalros-agtige evner (dyr udvikles hurtigere til voksne end mennesker). Uvisheden til slut om, hvad der egentlig skete med den ældste dreng, tyder desuden på, at denne version afviger fra sit forlæg (højst to drenge), og at transformationen endnu ikke er lykkedes. Tre drenge i stedet for de traditionelle to er muligvis påvirket af europæiske folkeeventyr.

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 131, s. 329.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk

(En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tornit begyndte at sulte og havde endog hørt op med at gå ud af deres huse. Angasatiak / Angasatsiaq var den eneste af beboerne som gik ud. Engang som han vandrede kom han til en slette og ved denne i en dal traf han på en del ryper. Endog fik han to ryper der og kom hjem med dem til stor glæde for husfolkene. De delte og delte fuglene, til sidst indvoldene og fjerene så at alle til hobe fik lidt at smage heraf.

       Ang. gik atter til rypedalen fik også to ryper; men de øvrige fløj langt væk over fjeldene. Da han kom og fortalte at han næppe senere ville få flere fugle, græd og jamrede de dem i huset herhjemme; men (Ang.) hjalp dem nu for den dag med deling af ryperne som forrige gang. Angasatiaq bestemte sig til at gå syd på over fjeldene og kom til sidst da han begav sig på turen til et sted hvor han kunne se en uoverskuelig isslette ligge foran sig. Til kysten gik han ned, fandt et stykke tang der og just som han rev det op af isen hvortil den var fastfrossen, hørte han en sagte ånden noget fra sig, og bemærkede da snart at det var en sælhund der trak sit vejr i et blæsehul (åndehul). Han kom satte sig derhen til hullet, men eftersom han intet redskab havde stak han sin pegefinger efter sælens øje; men hurtigere end ham, trak dyret sig tilbage og smuttede væk. Manden gik hjem med sin tang, som blev kogt og delt mellem dem alle ligesom suppen af den drukken. - Han fortalte nu om sælen som han havde set, men manglende redskab til at fange den med gjorde, at han ikke fik den. En gammel mand som sad på sidebriksen fortalte da, at han i sine unge dage havde hørt at forlængst levede (forfædre langt tilbage i tid) anbragte på et stykke træ en skarp ting, hvormed de stak sæler ihjel. Den samme mand lavede herefter et sådant stykke og gav Angasatiaq den til brug.

       Angasatiaq stod en morgen tidlig op, kom til isen, styrkede sig med noget tang, som han fandt der og fik op ad dagen to sæler fra åndehul. Han tømte det meste af blodet ud fra dyrene for ikke at svine sig for meget til når han bar dem hjem. Imens han gik hjemefter vendte han sig et par gange om og så' så en ravn pikke i det størknede blod fra sælerne, hvorpå den fløj væk. Da fangeren nu kom hjem til huset, råbte han ind at han havde fanget, og blev mødt med et højt glædesråb. Blot en mundfuld skind, en mundfuld kød og en ditto suppe blev delt om, og samme slags fordeling gentog sig i flere dage. Endnu engang fik han sig samme held med fangsten på samme sted og så nu atter en ravn komme og flyve væk i samme retning som forrige gang han så den. Der må være folk der hvor den flyver hen, mente han, og fortalte til den gamle at han agtede sig derhen hvor ravnen var fløjet. Husfællerne græd da han tog afsted, en morgenstund, med sin gamle moder på nakken. Atter så (han) ravnen, og da den fløj væk fulgte Angasatiaq den med øjnene hele tiden og så til sidst ravnen sætte sig på et sted i nærheden af et næs. Han gik dertil og mod aftenen så han lys fra flere huse; det mindste af dem gik han til, kiggede ind af vinduet og opdagede to gamle ægtefolk sidde derinde. "Vi er sultne", sagde Angasatiaq;" "Kom ind", sagde de gamle. Efter endt måltid gik de alle til ro.

       Morgenen derefter så Ang. ud igennem vinduet og så flere folk nede ved at andet hus at løbe frem og tilbage. Een af dem kom til sidst op til vinduet, hvorigennem Ang. så ud, og råbte ind: "Angasatiaq! kom! og lad os løbe om kap." Denne tav;  den anden tog fat igen: "lad os ro afsted i kajak." Atter tav Ang. men moderen svarede: "Min søn har aldrig set vand eller rørt ved vandet." Da det blev lyst gik Angasatiaq ud og så kajakmændene gå i deres kajakker og ro ud efter alliker. "Ah! bare jeg havde en kajak", talte Angasatiaq idet han kom ind i huset. Den gamle sagde så, at han gerne måtte låne hans kajak. Ang. gik men fandt kajakken for lille; ikke desto mindre satte han benene ned i hullet og satte sig på kajakken ovenpå. Således fór han afsted uden engang at have redskaber med sig. Han kom omkring et næs og blev ikke længe væk førend han atter kom frem med fuld ladning af alliker på kajakken for og bag sig og i selve kajakken. Da andre var kommet hjem med langt ringere fangst, kom atter een op til huset og råbte ind: "Lille Ang. kom nu, han har fået en allikeunge og den var død." Angasatiaq tav, men moderen gentog som forhen: Min søn har aldrig set vand eller rørt ved det." Spotteren gik derpå sin vej.

       Næste morgen kom spotteren atter til husvinduet og råbte: "Angasatiaq! kom og lad os gå på hvalfangst." Atter svarede moderen som før, og han gik igen. Nu gik de andre fangere i (kone)båden og senere Angasatiaq alene i en anden. Vejret var smukt, og vor ven havde da en kajakåre hvormed han roede sin af den gamle lånte båd, og heller ikke dennegang havde han noget redskab med, men kom dog med en del hvaler tilbage. Spotteren kom atter og råbte ind: "Angasatiaq kommer omkring næsset med et hvalribben." Ang. tav, men moderen råbte igen ud: "Min søn ser aldrig vand og rører aldrig ved vandet," og bragte spotteren til at tie.

       Atter førte Angasitiak sin moder på nakken hjem til det indre, om foråret, og hvorfra de om vinteren af sult var taget bort.

Kommentar: En ret sjælden fortælling, hvor det er tuneq'en / indlandskæmpen man identificerer sig med (Aqissiaq er til dels en anden undtagelse). Kystboere er: rigtige mennesker. Bortset fra det gamle værtspar opdager de åbenbart aldrig, at Ang. kan fange, og hele hans fangst går formentlig til de gamle.

Hist.: Måske er to sæt forestillinger søgt amalgamerede i denne fortælling: de tidligere om indlandskæmper, der ikke kan klare sig i kajak, men kun driver isfangst, og en nyere, der tilkender disse kæmper den slags evner i det skjulte. Det fastholdes dog, at de hverken har kajak, umiaq eller kajakfangstredskaber. Desuden siges deres redskab til åndehulsfangst at være gået af brug på fortælletidspunktet. Hvorfor disse storfangende indlandskæmper sulter, giver fortællingen iøvrigt ingen forklaring på.

Arkæologernes teori om, at tornit var identiske med de tidligere dorset-folk, er langt yngre end denne fortælling.

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 121, s. 134.
Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 142, s. 468 - 469: Another Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En
nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Tvende fætre holdt af hinanden og levede sammen. En dag finder den ene på at sige til den anden: "Lad se hvem der af os to først tager sig en kone." Fætteren tav, men ikke desto mindre fik han just en kone først. Dernæst gentog den anden: "Hvem får den første søn." Denne fætter fik først een. Da de begge havde fået en søn kom atter spørgeren med dette: "Hvis søn mon der vil fange først." Fætteren tav hertil. En dag stod dennes kone udenfor huset og syslede. Hun havde taget sin søn (op) af amaaten og lagt ham på jorden. Denne rejste sig og gik henimod en flok spurve, der sad i nærheden. Moderen fortalte sin glæde til manden herover, og sagde denne: "Ja, i morgen skal du lade ham selv skøtte sig", og virkelig fik drengen nogle af småfuglene. Som han voksede op fik dregen en kajak og faderen fulgte med ham. Engang kom de til en stime sælhunde, de kom tæt til dem, men så dykker de under. Næste dag fik sønnen en rem og en lille blære og drog nu på fangst; "lænds nu", råbte faderen til sønnen, der så også fik en sælhund. Senere kom faderen atter til ham, efter selv at have været et andet sted henne, og så nu til sin forundring at sønnen på sin rem havde så mange netsider som der vel kunne være. Nu blev den anden fætter med famlie misundelig, hvorfor den dygtige søns fader forlod stedet med sine (sin familie) hen til et andet sted, som de så beboede. Den anden fætters søn, som endnu ikke havde fået sig en spurv og langt mindre kunnet fange, skaffede sig en hund tilveje og denne var meget bidsk. Ejeren af den, nemlig drengen, lod al føde som den skulle have, ligge på benene af et menneske-skelet. Undertiden når der kom besøgende til stedet, bed hunden dem og åd dem op.
    Engang ville sønnen med fætteren besøge familien, som ejede denne stygge hund. De vidste besked om dyrets griskhed, hvorfor de med forsigtighed nærmede sig fjæren. Sønnen rejste sig først af kajakken, men hunden blev liggende rolig på hustaget. Da steg han ud (og) gik foran, men trådte faderen senere foran sønnen; de var ikke langt fra huset førend hunden rejste sig, gik tudende hen imod dem, men blev sparket ihjel af den unge, der uformærket kom bag om den, just som den var ved at bide faderen. Sønnen tog til slut hunden og smed den hen på møddingen ud for huset efter først at have flænset eller flænget hunden i to dele med sine hænder. Inde i huset blev der lyttet om hunden bed, men trådte så de besøgende ind. Sidenefter opdagede ejeren at hunden, til hans store bedrøvelse lå død på møddingen. Vore besøgende, fader og søn, rejste da væk og kom ikke mere til famlilien, da de ikke var velkomne.

Var.; Ulorpanna; Ipiutaarsuk.

Hist.: En usædvanlig slutning på denne fortælling der i taditionelt regi som regel lader konkurrencen fortsætte med hvem der først blir angakkoq / åndemaner af de to drenge, for til slut at lade den beskedne mands søn vinde over den pralendes i en konkurrence på åndemaneri.
Det er karakteristisk for næsten alle de af U. Rosing nedskrevne fortællinger, at de undgår alt "hedensk" eller bekæmper det på frejdigste vis. Fortælleren, Nikolai / Nikolaj har indtil nu ikke kunnet identificeres.