Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 113 ss. 198 - 199.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 79.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 223 - 225: Oqalualaarut alla.

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

Resumé:

Den gamle sydlænding.

I gamle dage boede en gammel mand ved Alluitsoq. Hans søn var en dygtig fanger, så manden behøvede ikke selv at gå på fangst.

En dag udebliver sønnen fra fangst, og manden antager, at han er død. Han får at vide af sin fætter, hvem der har dræbt sønnen. Den gamle går hjem for at lave redskaber til at dræbe morderen med. En dag han er ude på fangst, møder han sønnens morder og dræber ham, derefter ror han hjem til morderens brødre og fortæller, hvad han har gjort.

Morderens brødre kommer for at dræbe den gamle, men han driver dem på flugt ved at skyde pile efter dem, så de må flygte. Næste gang de prøver at angribe den gamle, har han sunget en tryllevise / serrat for at forstørre sit ansigt. Mens han synger, bliver hans ansigt større og større. Da brødrene ser dette ansigt, løber de skrigende bort.

Året efter hører den gamle, at brødrene er ude på fangst, og han ror ud til dem. Én af brødrene har netop harpuneret en sæl. Den gamle sætter sine pile i sælen, kaster den op bag sin kajak med en hånd og ror hjem. Derefter vover brødrene ikke at angribe den gamle, som lever indtil han dør en naturlig død.

Var.: Ifølge Rink er en næsten identisk variant nedskrevet 40 år tidligere på Aasiaat egnen af en af pastor Kraghs nedskrivere. Originalen kan ikke identificeres, men se/søg på afskriften NKS 2488, II, nr. 12.

Resumé:

Maratsi, dattersøn af Napartuko og Atsivak, havde med familie overvintret og modtaget dåbsundervisning ved kolonien i vinteren 1911-12. 6. april flyttede man ud i telt, 5 telte. Maratsi inviterede næste dag, 7. april, familien Rosing til den afsked han ville tage med sin fortid. Mændenes, af missionen forbudte amuletseler var tydelige at se gennem deres anorakker af tarmskind eller tyndt bomuld. Det var flotte høje folk hele familien. Kvinderne var ikke tatoverede i ansigterne. Maratsi optrådte alene hele natten. Startede med familiens smukke arvesang om en betagende udsigt over havet en tidlig morgen, og fortsatte dernæst med alle de nidviser han havde deltaget med i over 40 sangkampe gennem årene. Til sidst anbragte han et lille skrabebrædt på hovedet. Dets fedt skulle tage kraften af de sidste sange. Det var lyst, da præstefamilien gik hjem. Et par timer senere ankom hele Maratsi-familien i hvide anorakker, mændene med håret klippet. De blev døbt med navne, de selv tidligere havde valgt: Maratsi hed nu Noah, og barnebarnet Saajooq havde valgt Odin.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 112, ss. 328 - 330.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, I: 221 - 222: Oqalualaarut kalaallit kuisimanngikallarmata Paamiut eqqaanittut.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 82.Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 66, ss. 361 - 362: The strong Man on the Island of K'erka.

Resumé: Nord for Paamiut, lidt syd for Sioraq, ligger Qeqqa. På øen bor den dygtigste kajakroer. Han bor alene. En vinter bliver han på havet overrasket af en nordenstorm. Han kan ikke se kysten, men ud for Tulugartalik ser han lys fra et vindue. Han lægger til og kan høre sang fra huset. Han opdager, at det er hans fjende fra Ukiivik, som øver sig på en tryllevise (nidsang BS), som skal bruges til foråret. Han indprenter sig ordene og ror hjem.

Om foråret kommer hans fjende fra Ukiivik for at synge ham på, men han taber med det samme, fordi den dygtige kajakroer kender hvert et ord. Manden fra Qeqqa har også fjender iblandt sydlændingene. En dag han er ude at ro, ser han en mængde kajakroere komme fra syd, og regner ud at det må være sydlændinge, som stræber ham efter livet. Han ror ind mod land og hen til en hule i isen. Her lægger han sig til rette med forstævnen vendt udad og løftet harpun. Han er uden kastetræ, blot er der et benhåndtag på harpunen. Herfra dræber han alle sine forfølgere på nær to, som flygter sydpå og således kan fortælle deres landsmænd, hvad der er sket.

Var.: Muligvis;

Hist.: forløbet er kort, men så typisk for fortællinger om blodhævn mellem sydlændinge og dem længere mod nord, at den sagtens kan være historisk. Den fulde titel lyder: Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Også oversat af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 105 - 108: fortællingen om Kaassassuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kaassassuk.

Kaassassuk var en forældreløs dreng, der boede hos sin plejemor i et siderum til gangen. Ingen havde vist ham kærlighed i hele hans barndom. Når han skulle ind på besøg i huset, løftede man ham op fra gangen ved at stikke fingrene i hans næsebor. Mens han endnu levede i disse kår, opfordrede hans plejemor ham til at gå lange ture og fortalte ham, hvad han skulle foretage sig på disse ture. En morgen tog han af sted. Han fulgte plejemoderens anvisning og kom til et sted mellem to høje fjelde. Her råbte han ud i luften: "Kraftens herre, kom herhen." Mens han råbte sådan, kom et stort sort dyr med en lang hale hen til ham. Dyret viklede sin hale om ham og slyngede ham ud i luften. Der hørtes klirren, da hans legetøj og små kajakmodeller faldt fra ham. Kaassassuk mærkede, at det lettede, og at han var blevet lettere til bens.

Dagen efter tog han igen ud og kaldte på kraftens herre. Det store dyr kom,

viklede sin hale om ham og slyngede ham ud. Da han kom ned på jorden, løb han et

stykke vej, før han faldt - i modsætning til første gang, hvor han faldt

omgående. Denne gang faldt færre stykker legetøj fra ham. Kassassuk blev

lettere til bens og stærkere. På vej hjem kunne han ikke lade være med at løfte

sten, som han fandt. Det var et tegn på, at han var ved at blive stærkere. - Den

tredie dag tog han også af sted uden at fortælle de andre, hvad han foretog sig.

Når han kom ud for at gå en tur, skubbede de andre børn til ham, og når han kom

tilbage skubbede de ham ind i hulen, uden at han gjorde modstand, for ingen

viste ham kærlighed.

På turen den tredie dag gjorde han det samme som i de andre dage. Da han kom ned på jorden efter den sædvanlige tur i luften, faldt han ikke, fordi der ikke faldt noget legetøj fra ham. På hjemvejen sparkede han til sten som ingenting, selvom de var store. Da han kom hjem, lod han sig skubbe af de andre uden at gøre modstand. Den fjerde dag tog han af sted og blev slynget ud i luften som de andre dage og landede kun på det ene ben uden at falde, og han fjernede sig fra dyret hoppende kun på det ene ben. Hele vejen hjemover sparkede han til sten. Da han kom hjem, skubbede piger med barn i amaaten til ham, så han faldt flere gange på vej til sin hule.

Et stykke tid efter fandt fangerne et meget stort stykke drivtømmer. Da de

ikke magtede at trække det op på land, tøjrede de det med liner, for at det ikke

skulle drive væk. Om aftenen sagde Kaassassuk til sin plejemor: "Lån mig din

pels, så at jeg lige kan komme udenfor." Plejemoderen lånte ham sine kamikker.

Kaassassuk gik ned til det store stykke drivtømmer, greb det i den ene ende og

trak det op. Han løftede det op på skulderen og bar det op til huset, hvor han stak det ned i jorden bag ved huset. Den første, der kom ud næste morgen, opdagede, at drivtømmeret var væk. Ingen kunne forstå, hvordan drivtømmeret, der var tøjret med liner, havde kunnet drive til havs. En kvinde, der kom ud for at

forrette sin nødtørft bag ved huset, opdagede, at det store stykke drivtømmer

var blevet stukket skråt ned i jorden. Man undrede sig over, at nogen havde

kunnet bære det op. Mon en af de unge på stedet havde gjort det? Ingen tænkte på

Kaassassuk.

En dag forlød det, at drivtømmeret var begyndt at flække ("anguleqissoq" - jeg er usikker i oversættelsen. Chr.B.). Kaassassuk bad sin plejemor om at låne ham sin pels, fordi han gerne ville se, hvad de gjorde ved tømmeret. Plejemoderen lånte ham sine kamikker, idet hun sagde: "Du kan vel ikke engang skaffe mig et stykke, der kan blive til en kammiut" (det kan vist også oversættes: "Bare du kune skaffe mig noget træ til kammiut." - Chr.B.). (Redskab til at blødgøre kamikker med). Han fik et stykke, der kunne blive til kammiut af sin svoger.

En vinterdag sås tre isbjørne, en hunbjørn med to unger på isen. Fangerne

jagede bjørnene, men da de kravlede op på et isfjeld, der var frosset fast

i havisen, måtte de opgive jagten. Dette fik Kaassassuk at vide. Han bad sin

plejemor om at måtte låne hendes pels for at være med på bjørnejagten. Plejemoderen sagde til ham: "Du bliver bare ædt af bjørnene." Men da han blev ved, lånte hun ham sine kamikker idet hun sagde: Du kan vel ikke engang skaffe mig et brikseskind" (eller: "Bare du kunne skaffe mig brikseskind. Chr.B.). Kaassassuk

tog kamikkerne på, bandt remmene på dem og tog sin hundeskindsanorak på. Så tog

han af sted. Det var første gang, han skulle demonstrere sin styrke offentligt. -

Da folk så med hvilken fart han løb hen over isen, blev de meget imponerede. "Se,

hvordan sneen fyger bag hans fødder," sagde de. Han havde kun en kammiut med som

våben. Kaassassuk huggede trin på isfjeldet og var på vej op. Folk sagde: "Nu

bliver han ædt af isbjørnene." Så snart han nåede op på toppen af isfjeldet,

løftede isbjørnen sin ene forlab for at slå ham, men Kaassassuk greb bjørnen i

forbenene og slog den imod isfjeldet, så dens bækkenparti smadredes og den blev

dræbt på stedet. Han gjorde det samme med de to andre, og han smed alle tre ned

på isen og sagde til mændene: "To af dem må I få som fangstpart. Den tredje tager

jeg med hjem og skindet skal min plejemor have til brikseskind." På den måde

demonstrerede Kaassassuk sine kræfter for første gang.

Mens det endnu var vinter, fangede Kaassassuks svoger en sæl, og mændene på

stedet var på besøg hos ham. Kaassassuk gik også derhen. Men han blev stående

ved indgangen og kunne ikke komme op. Svogeren sagde til mændene, at de skulle

hjælpe ham op. Men ingen ville, fordi de var bange for ham. Svogeren, som før i

tiden altid beskyttede ham, gik hen til ham og løftede ham op i næseborene.

Straks da han kom op, blev der sagt fra den fjerne ende af det store rum: "Kom

herover." En anden sagde: "Her er et sortsideskind at sidde på." Kaassassuk

overhørte al den venlighed og tog plads overfor sin svoger. En af mændene sleb

en kniv og lagde den frem sammen med en anden kniv. "Den kniv her er vist

skarpere," sagde han. Kaassassuk sagde: "Var der ikke noget med, at jeg tidligere

ikke brugte kniv?" Det, Kaassassuk hentydede til, var, at mændene tidligere lod

ham spise uden kniv, for at han ikke skulle spise for meget. Nu da de havde set,

hvordan han dræbte isbjørnene, blev de bange for ham og tilbød ham en kniv at

skære kødet med. Kaassassuk ville ikke tage imod tilbuddet, men da svogeren,

søsterens mand, lagde sin kniv ned, spiste han med den.

I huset, hvor Kaassassuk var på besøg, var der spædbørn, som var forældrenes kæledægger. Kaassassuk sagde: "Må jeg holde det lille barn?" Han tog det lille drengebarn til sig og sagde: "Jeg glæder mig til, at han skal begynde at fange noget." Så trykkede han det lille barn til sig og udbrød: "Åh, det lille barn døde." Derefter tog han en lille pige til sig og sagde: "Jeg glæder mig til de bær, hun til sin tid vil plukke," og han føjede til: "Åh, også den lille pige døde." Hvergang Kaassassuk dræbte et barn, som var forældrenes kæledægge sagde disse: "Det gør ikke noget, der kommer nok et andet i stedet for." Da Kaassassuk havde dræbt samtlige spædbørn, gik han, uden at nogen gjorde noget ved ham. Kaassassuk, som selv var blevet mishandlet, hævnede sig på den måde og fik derved ro i sindet.

Var.: Kaassassuk.

Hist.: I denne mere traditionelle version bliver Kaassassuk ikke resocialiseret.