Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage boede to venner, Aatsakasik og Orrallak i

Timerliit. O. plejede at tage ind i fjorden (for at jage rensdyr), mens A. forblev på sin boplads. Da der om sommeren altid var

klapmydser i fjordmundingen, fangede A. en del; og han plejede at

lægget et hvalroshoved til gæring til sin bedste ven, mens O. havde

noget tørret og frisk rensdyrkød og rentalg med til A.

Engang, da O. vendte hjem fra fjorden, serverede A., som vanligt, et

gæret hvalroshoved for sin ven. Da han havde spist, gik han hjem. Han

havde det skidt, og han blev dårligere og dårligere, indtil han blev

sindssyg. Han sagde hele tiden: "A. har forgiver mig." Da han kom i

den tilstand, kunne hans husfæller ikke længere blive hos ham. De

rejste og lod ham alene tilbage i huset.

A. kunne ikke glemme vennen, han havde gjort fortræd. Derfor tog han

hen for at se til ham. Han gik ind i huset, men han så ingen

mennesker. Han kiggede efter ham og opdagede, at han lå oppe på

tørrestativet og kiggede ned på ham. Da han var blevet opdaget, sprang

han ned på gulvet og sagde: "Du har forgivet mig, derfor vil jeg spise

dig." Så begyndte han at løbe efter ham inde i huset.

Nu kunne O. dårligt undgå at blive spist; men idet han passerede

åbningen ud til gangen smuttede han ud og løb ned til sin kajak, kom

ned i den og roede ud. Han kiggede tilbage og så, at den anden fulgte

efter ham og var synlig som ild. Han blev bange og flygtede; så hørte

han ham sige bag ved sig: "Jeg kan ikke komme videre for en stor

revne." Han så sig tilbage og opdagede, at forhindringen var en lille

fordybning, fra bølgeslaget. Han kunne ikke kommer over

den. O. tog hjem; og han besøgte ham ikke igen; for han var jo nær

blevet dræbt.

Var.: Søg på ligfedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.