Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Drabsmanden fra Maniitsoq (Dette Maniitsoq ligger ved Prøven).

Den store Maniitsoq'er, der havde fem sønner, havde sit faste

vinterhus i Maniitsoq. Han sagde til sine sønner: "Bare kom i

gang (kâkâ)! Når I er ude på fangst, skal I kigge efter andre

kajakmænd, og I må fortælle mig, når I har begået drab." De kiggede

efter andre kajakmænd, og de dræbte alle dem, de traf. Engang de kom

hjem sagde de: "Endnu en gang har vi dræbt en mand." "I må tage jeres

overtøj af på teltets skyggeside."

En dag traf to fangere fra

Kangersuatsiaaq (Prøven), en af brødrene, den yngste i flokken, som

var roet væk fra de andre. På det tidspunkt var en af brødrenes kone

på udkig og lagde mærke til, at der kun var to kajakker tilbage af de

tre, som hun oprindeligt så. Det viste sig, at den ene var blevet

dræbt. Denne kvinde, som var på udkig, sagde til sin søn, som ellers

ville fortælle det videre: "Du må ikke fortælle det videre. De vil

udrydde dem, fordi de har dræbt så mange." Det viste sig at Punngujooq

og Sioraq havde dræbt den næstyngste af brødrene. Efter drabet tog de

til Maniitsoq på besøg. Da de nåede frem til Maniitsoq, var alle de

ældre brødre kommet hjem fra fangst. Kun den af brødrene, som de havde

dræbt, var ikke kommer hjem. Da det var blevet mørkt, blev brødrene

bekymrede for deres lillebror. Den ældste af brødrene, Aataarsuatsiaq,

var en stor åndemaner. Til ham sagde Sioraq: "Da lillebror gerne er

længe om at komme hjem mattagssaminik (den mattak, som han skulle

have) nausarqardliorungnãrqauq (?). Det var jo ellers Sioraq selv,

der dræbte ham." Så gik åndemaneren ud og vendte tilbage med en rem.

De snørede ham sammen med denne rem, fordi han skulle på åndeflugt for

at lede efter lillebroderen. Han var længe væk. Så ramte han jorden

igen. De spurgte ham: "Har du set nogen?" "Ja, niviukippoq (? han er

hos fluerne)", svarede han. Han satte sig på briksen og gav sig til at

græde, og hans yngre brødre græd med. Og de to gæster qangali

qijakavsakse, nå da hvor de tudede med - og lod som ingenting. I

virkeligheden lod den ene bare, som om han græd. Den anden, som græd

virkelig, kom til at røre ved ham, der lod som om han græd,

arqiksorniariardlune (? mens han var ved at komme til hægterne).

Ham, der græd på skrømt, begyndte at råbe hai! hai!, da den anden

rørte ved ham (??).

Da de, efter at have sovet hos brødrene, tog af sted om

morgenen, fik de sig et godt grin sammen. Denne Aataarsuatsiaq havde

en svoger - en lillebror til konen ved navn Ikersaq, som endnu ikke

var blevet voksen (suli mikisunnguaq), og som boede i Naqerloq. En

dag, da han længtes stærkt efter sin søster, kom han fra Naqerloq for

at besøge hende og for at få lidt mad, fordi de sultede; og det skete,

mens disse drabsmænd var ude på åndehulsfangst. Da han kom ind,

sagde søsteren til ham: "Skynd dig væk, for de slår dig ihjel, så

snart de ser dig. Du skal qammasungniaissoutit (?) meget stærkt. Du

får nok åndenød, men det går nok over." Han var nået omtrent

midtvejs over fjorden, så så han en slæde komme vestfra. Han var

nået længere mod øst, da han opdagede, at slæden forfulgte ham.

Det var åbenbart Aataarsuatsiaq, altså svogeren. Da de

nærmede sig husene, og han kunne ses fra land, vendte forfølgeren om.

Fra da af begyndte Ikersaq at træne sine kræfter; og han fik sig en

kajak. Han blev så stærk, at han kunne stikke hul med tommelfingeren

igennem et stykke mattak (hvalhud).

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq dræbte nu den ene efter den anden af

drabsmændene. Af de fire, der var tilbage, dræbte de tre, så der var

kun den ældste, Aataarsuatsiaq, tilbage. Han var til gengæld en stor

åndemaner. Efter at han var blevet alene tilbage, forelskede han sig i

en anden mands kone. Da isen var gået om foråret, begyndte han at

komme på besøg hos sin kæreste, der boede på en anden boplads. De

kunne ikke nægte ham at tage en anden mands kone, fordi han var meget stærk;

og de var bange for ham.

Engang da han skulle af sted for at besøge

sin kæreste, ville svogeren ledsage ham. Undervejs til bopladsen, hvor

kæresten boede, sagde Aataatsuatsiaq: "Lad os lige gå i land." Da de

var gået i land, sagde Aataarsuatsiaq (ningaurssua - ningaaq -

svigersøn. Aataarsuatsiaq var svigersøn til konens bror - på

grønlandsk): "Lad os drikke lidt." De gav sig til at drikke hver på

sin side af vandhullet. Pludselig opdagede svogeren, at Aataarsuatsiaq

havde rejst sig op. Omgående rejste svogeren sig op. Så sagde

Aataarsuatsiaq: "Lad os skide sammen." Han stillede

sig op over for ham og satte sig på hug, men umiddelbart efter rejste

han sig op igen. Svogeren gjorde det samme. Minsandten om ikke

Aataarsuatsiaq ville dræbe svogeren med list. De gik ned, kom

ned i deres kajakker, og tog sydover til deres bestemmelsessted, hvor

der boede mange mennesker.

Fremme ved de mange telte, gik Aataarsuatsiaq ind i kærestens telt, men Ikersaq gik ind (i et af) de mange telte. Aataarsuatsiaq gik i seng, men ikke Ikarsaq, for han ville skam dræbe sin store svoger. Han gik rundt til de mange telte og

sagde til folk der, at de ikke skulle sove. På et tidspunkt, hvor

svogeren forventeligt ville vågne, gik Ikersaq hen til hans kajak og

skar noget af hans kajakbetræk bort og brækkede spidserne af hans

kastevåben, hvorefter han gik op til teltet igen. Han havde været i

teltet et stykke tid, så kom svogeren ud og gik ned mod sin kajak.

Ikersaq kom også ud og fulgte efter ham. Han indhentede ham inden han

var fremme ved kajakken. Så nåede svogeren kajakken. Han kiggede ind i

den og sagde: "Jeg har glemt min halvpels." Men i virkeligheden lå

halvpelsen i kajakken. Han var nu på vej op for at hente en kniv, han

kunne bruge som våben. På det tidspunkt kiggede hele teltpladsen på

dem. Ikersaq fulgte efter sin store svoger, greb ham bagfra og låste

hans arme. Hans greb var så kraftigt, at han brækkede hans ribben.

Idet Ikersaq greb ham, sagde svogeren til ham: "Aja, aja." Ikersaq

spændte endnu kraftigere om ham, løftede ham og satte ham (benene)

hårdt ned på jorden tengersinnagit (? så han ikke kunne flyve væk).

Qollaudlugo (hen over ham) sapingaitluariadlardlune (?), var han

straks oppe igen. Folk strømmede ud af de mange telte. En af dem kom

foran de andre med en stor kniv i hånden. Da denne ville stikke ham

ned, greb Ikersaq Aataarsuatsiaq og førte ham hen imod manden med

kniven. Idet manden førte kniven imod ham (Aataarsuatsiaq), skubbede

han (Ikersaq?) ham (Aataarsuatsiaq) frem, med det resultet, at han

(Ikersaq) der holdt ham (Aataarsuatsiaq), blev ramt på maven og fik en

lille hudafskrabning. I virkeligheden ville manden med kniven stikke

dem begge ned (tamangnik), fordi han ville beskytte nogen

(? serniksavdlune), men sårede den forkerte, da den anden sank i knæ.

Nu begyndte folk at skære ham i ansigtet, idet de samtidig spurgte

ham: "Gør det ondt?" Han svarede: "Ha! Ha!" - Et forsøg på at sige ja.

Da han døde af blodtab, skar de hans tøj i stykker; og de skar også

liget i flere stykker. De dækkede stykkerne til med sten undtagen hans

store arm, som Ikersaq ville tage med hjem til sin boplads, for at

vise den frem for folk. Han havde den med oven på kajakken, da han tog

af sted. Den nåede fra den forreste tværrem på kajakken til

ningaurmiovinut (?). Da Aataarsuatsiaqs far fik at vide, at sønnen var

blevet dræbt, blev han vred og placerede sig i en klippehule ved

vandet. De kajakmænd, der passerede hulen, dræbte han. En dag roede en

kajakmand fra Naqerleq forbi hulen med en sæl på slæb. Aataarsuatsiaqs far kastede harpunen efter ham; men harpunen nåede ikke så langt. Han

sagde: "Nu bliver jeg endelig afsløret." Denne kajakmand, som han

havde kastet sin harpun efter, tænkte, at han ville dræbe ham næste dag, når han havde undersøgt (misilikamiuk) hans måde at

ro på. Dagen efter roede han derhen og placerede sig ved indgangen til

hulen, hvor manden var. Han harpunerede ham, og harpunen gik igennem

ham, så han blev dræbt på stedet. Da han kom hjem, sagde han: "Der er

ikke mere grund til at være bange. I kan roligt tage ud på fangst,

hvorhen I vil.

(Rinks kommentar: Fortælleren var afdøde...(?)...kinguit (?) Angadloq

(?). Upernavik Distriktet. Han boede ved Prøven da han fortalte

historien).

Der er flere steder, hvor det er svært at tyde enkelte ord samt

formuleringen. Der er meget ubehjælpsomt fortalt. En variant af

fortællingen har jeg oversat ved tidligere lejlighed.

Chr. B.

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq;

Hist.: Muligvis en historisk kerne, men noget uklar. Se de øvrige varianter.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Drabsmanden fra Maniitsoq.  

En mand fra Maniitsoq havde fem sønner. Maniitsoq var deres faste vinterboplads. Manden sagde til sine sønner: "Når I er ude på fangst, skal I kigge efter kajakmænd, og når I har begået drab, skal I fortælle mig det." De kiggede altid efter kajakker og dræbte alle dem de mødte. En dag kom de hjem og sagde: "Nu har vi igen begået et drab. Tag tøjet af på skyggesiden af teltet (meget ejendommeligt - Chr. B.)."

En dag mødte de to mænd fra Kangersuatsiaq (eller Prøven på dansk - Chr. B.).

En af de fem brødre, den yngste af dem, var roet væk fra de andre. Konen til en

af de fem brødre var på udkig og så, at der var tre kajakker. Så var der kun to.

Det viste sig, at den tredje kajakmand var blevet dræbt. Sønnen til den kone,

der var på udkig, ville fortælle det til de andre. Men moderen forbød ham det,

idet hun sagde: "Du må ikke sige noget, ellers vil de blive udryddet, for de

dræbte så mange mennesker." Det viste sig, at Punngujooq og Sioraq havde dræbt

den næstyngste af de fem brødre. De konstaterede, at alle brødrene var kommet

hjem undtagen den ene, som de havde dræbt. Noget efter mørket var faldet på,

og den yngre broder stadig ikke var kommet hjem, blev man bekymrede. Den ældste

af brødrene, Ataarsuaq, var en stor åndemaner og Sioraq sagde til ham: "Da

lillebroderen som sædvanlig bliver længe væk, er han ikke længere .....

('navsârqardliorungnaeqooq' kender jeg ikke - Chr. B.) mattak." Det sagde Sioraq,

som havde dræbt lillebroderen. Åndemaneren gik ud og kom tilbage med sin line.

De bandt ham med denne line, da han skulle til at foretage en rejse gennem

luften for at lede efter sin lillebror. Da han igen landede, efter at have været

væk længe, spurgte man ham: "Har du set noget?" Han svarede: "Ja, niviorqigpoq

('niviorpoq' - ruger - niviorpaa - holder sig over det, svæver over det, fuglen

over sin rede - Chr. B.)." Åndemaneren satte sig på briksen og græd. Hans yngre

brødre græd med. De to besøgende græd også med - den ene lod, som om han græd og

den anden græd oprigtigt. Han, der græd oprigtigt, ville rette sig op og han kom

derved til at strejfe ham, der lod som om han græd. Han begyndte at sige: "Hai!

Hai!". Drabsmændene tog af sted næste morgen, og de morede sig meget over deres

adfærd.

Ataarsuatsiaq havde en svoger, konens lillebror, ved navn Ikersaq, som

endnu var lille. Denne svoger boede i Naqerloq. Engang kom han på besøg hos sin

søster, som han længtes meget efter. Han ville benytte lejligheden til at få

noget at spise, da de på det tidspunkt sultede på deres boplads. Han kom til

stedet, mens drabsmændene var på åndehulsfangst. Da han gik ind i huset, sagde

storesøsteren til ham: "Tag straks af sted igen. De vil dræbe dig, når de ser

dig. Du skal ........ ('kamavsungniásautit' kender jeg ikke. Ordbogêraq:

kamassuppoq - er vred, arrig - Chr. B.) alt hvad du kan. Du vil måske få åndenød,

men det skal nok gå over". Han tog af sted. Han var kommet midvejs over fjorden,

da han så en slæde komme vestfra. Han var kommet nærmere til land på den anden

side af fjorden, da den anden slæde tog retning imod ham. Det viste sig, at det

var hans svoger. men han vendte om, da Ikersaq nærmede sig huset (måske:

bopladsen - Chr. B.), og da han var klar over, at han var blevet opdaget.

Ikersaq fik fortalt, at svogeren havde fulgt efter ham for at dræbe ham.

Han begyndte at træne sine muskler, for at blive stærk. Han fik sig en kajak.

Han blev så stærk, at han var i stand til at lave et hul i mattak ved at trykke

tommelfingeren igennem den.

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq bekæmpede i fælleskab disse drabsmænd, som i

mellemtiden var blevet reduceret til fire. De dræbte de tre, så kun

Ataarsuatsiaq, den ældste, var tilbage. Han var jo tilmed en stor åndemaner.

Efter at Ataarsuatsiaq var blevet alene, begyndte han at stræbe efter at

få en anden mands kone. Kvinden boede på en anden boplads. Om foråret efter isen

var gået, tog han en gang imellem til bopladsen, hvor kæresten boede. Man turde

ikke nægte ham at få kvinden, da han var meget stærk og havde en stor magt. En

gang ville svogeren ledsage ham på en kajaktur. Da de kom til et sted uden for

bopladsen, sagde Ataarsuatsiaq: "Lad os gå i land." Det gjorde de og

Ataarsuatsiaq sagde: "Lad os drikke vand sammen." Det skulle de gøre ved at

stille sig over for hinanden. Svogeren opdagede midt i det hele, at

Ataarsuatsiaq rejste sig op og straks rejste svogeren sig også op. Derefter

sagde Ataarsuaq: "Lad os sammen forrette vor nødtørft." De stillede sig over for

hinanden og skulle forrette deres nødtørft. Så snart svogeren satte sig på hug,

rejste Ataarsuatsiaq sig op. Svogeren gjorde det samme. Det viste sig, at han

brugte list i et forsøg på at dræbe svogeren. De gik ned igen til deres kajakker

og roede af sted. De roede mod syd til en boplads, hvor der boede mange

mennesker, og hvor der var mange telte. De kom til stedet og Ataarsuatsiaq gik

ind i teltet, hvor kvinden han tilstræbte, boede. Ikersaq kom også til bopladsen

med mange telte. Ataarsuatsiaq gik i seng, men Ikersaq gik ikke i seng. Det

viste sig, at han ville prøve at dræbe Ataarsuatsiaq, Ikersaq havde i forvejen

sagt til beboerne i de mange telte, at de ikke måtte sove. På det tidspunkt,

hvor man kunne forvente, at Ataarusatsiaq ville vågne, gik Ikersaq ned til hans

kajak og skar noget af betrækket. Han knækkede spidsen af lansen og

harpunspidsen og gik tilbage til sit telt.

Ikersaq havde været inde i teltet et stykke tid, så gik Ataarsuatsiaq ud af

teltet. Da han var på vej ned til sin kajak, fulgte Ikersaq ham og nåede ham,

ligesom han kom til kajakken. Ataarsuatsiaq kiggede ind i sin kajak og sagde:

"Jeg har glemt min halvpels." Denne halvpels lå i virkeligheden i hans kajak, men han begyndte at gå op til teltet. Det viste sig, at han ville hente en kniv,

som han ville bruge som våben. På det tidspunkt iagttog samtlige beoere de to

mænd gennem teltåbningerne. Ikersaq fulgte efter Ataarsuatsiaq og greb ham

bagfra uden om begge armene. Han gjorde det så kraftigt, at han knækkede hans

ribben. Idet svogeren greb ham, sagde Ataarusatsiaq: "Ajaa, ajaa." Han tog

rigtig fat i ham og løftede ham .........................('niue (hans ben)

torqorpai tangersinagit' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Han spjættede

med benene i luften over den anden. Så stod han igen på jorden (denne

oversættelse er meget usikker - Chr. B.). Mange mennesker kom ud fra de mange

telte. En af dem var kommet foran med en stor kniv. Da han ville stikke ham

(Ataarsuatsiaq), gik han, der bar ham, frem imod manden. Han stak ham med

kniven, idet han blev skubbet imod ham. Til gengæld fik han, der bar ham, sit

maveskind skrabet - men ganske lidt. Det viste sig, at manden med kniven

egentlig havde til hensigt at stikke dem begge to for at beskytte andre

('sernigssaivdlune' kan jeg ikke få tilfredsstillende mening ud af i denne

forbindelse - Chr. B.). Han sårede ikke den anden. Da Ataarsuatsiaq sank i knæ,

gav folk sig til at skære i hans ansigt med kniv, idet de sagde: "Gør det ondt?

Gør det ondt?" Han svarede kun: "Ha, ha." Det var et forsøg på at sige ja.

Manden døde af blodtab. De tog hans tøj på overkroppen af ved at rive det i

stykker, og de skar kroppen i stykker. De dækkede liget til med sten. Dog tog

Ikersaq hans ene store arm med sig til sin boplads for at vise den for folk som

bevis på, at Ataarsuatsiaq var blevet dræbt. Da han tog af sted havde han armen

på kajakken. Den havde en længde fra den forreste tværrem på kajakken til

'ningârmiuinut' (udtrykket kender jeg ikke - Chr. B.)

Da faderen (Ataarsuatsiaqs far) fik at vide, at sønnen var blevet dræbt,

blev han vred. Han placerede sig i en stor klippehule ved havet. Kajakmænd, der

passerede klippehulen, dræbte han. En dag var der en kajakmand fra Naqerloq, der

passerede klippehulen med en sæl på slæb. Ataarsuatsiaqs far forfulgte ham, men

nåede ham ikke. Idet han standsede, sagde han: "Nu bliver der fortalt om mig."

Kajakmanden fra Naqerloq tænkte, at han ville dræbe ham dagen efter - nu da han

havde erfaret hans måde at ro på (underforstået at han ikke roede så hurtigt -

Chr. B.). Dagen efter roede han derhen og konstaterede, at han var inde i

klippehulen. Han roede derind og gennemborede ham med sin harpun, så han døde.

Da han vendte tilbage til bopladsen, sagde han: "Nu har I ikke længere nogen, I

behøver at være bange for. I kan færdes, hvor I vil."

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 109 - 110; angakkortalissuit, 1990: 230 - 231: "Immikkeertimi ukiineat"

Resumé:

Fortsættelse af "Pungujooqs skæbne".

   Punngujooq, hendes bror og mor overvintrer hos Missuarniannga på

Immikkeertoq, hvor hendes bror dør, og hendes mor i tynde bomuldsklær

dør under forsøget på at lempe liget ned i isrevnen. P. kan ikke få

nogen til at hjælpe sig, fordi ingen ønsker at komme under dødstabuer.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 107 - 109; angakkortalissuit, 1990: 229 - 230: "Punngujooq"

Genfortalt efter Pûngujôqs fortælling til Peter Rosing

Resumé:

Som barn er Punngujooq familiens kæledægge, der får de smukkeste skind

til klæder og lækker mad. Familien bor nær Kap Farvel, men følger

Gustav Holms konebådsekspedition til Uummannaq på den nordlige del af

sydøstkysten, hvor den slår sig ned. Noget senere dør Punngujooqs far og med

sin mor og brødre flytter hun til Ammassalik-distriktet, hvor moderen

blir gift og hele familien flytter atter til sydøstkysten. Manden

skiller sig snart fra moderen, tre af P.s brødre er døde, og moderen

flytter atter til Ammassalik med P. og den yngre bror. De bor hos

Aliitsaakkaan den følgende sommer og vinter, men lider stor nød i hans

hus ved Noortiit, hvor ingen gir dem klæder og mad. Næste forår,

sommer og vinter bor de hos Piilakkaan / Piitakkaat, der smider dem ud, da han tar

på sommerfangst. De hentes af Missuarniannga, hvis kone, Piseerajik

vil have hjælp til teltsyning. Hos M. får de mad og kommer sig.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.