Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.248 - 250.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo,I, Meddr. Grønland 39(5):290.

Resumé:

Aariassuaq og hans ven holder ofte trommedans og beslutter at

fortsætte efter døden. A. dør. Vennen kommer til hans grav med flere

konebåde i følge. Vennen kalder gentagne gange på A. Gravens dæksten

snurrer rundt, A. kommer til slut ned fra himlen, stenen vælter fra

graven, han tar sit lægben og skulderblad og begynder at tromme med

øjnene ude af hulerne og stiger så til vejrs i solens bane (i spiral,

BS). Den ene konebåd kæntrer. Den anden redder sig ved sin amulet af

et aborteret foster.

Var.: Ariassuaq

Hist.: A.s grav siges at ligge på sydøstkysten mellem Illuluarsuk og

Akorninnaq, men fortællingen med samme navn kendes også fra

vestkysten. Den er enten gammel eller bragt med af tilflyttere fra

østkysten.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.

Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på

kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros.

En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem

ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror

sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn

har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance

vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over

vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget

land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under

bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der

kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes

fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at

trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle

mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens

testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge

sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og

fortæller om deres udlignende hævn.

Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 192 - 195.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 267 - 268.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 276 - 277.

Resumé: Efter ammassætfangsten i fjordbunden flytter man ud på

klapmydsfangst ved Sissuaraq, nær Noortiit på Kulusuk. Det blir tåge,

alle ror hjem undtagen to, der vil afvente godt vejr. Tågen letter,

men de kan kun se solens op- og nedgangssted (syd) og ror i den

retning. Ved et stort isbjerg løber vandet mod nord (syd?), som det

har gjort siden verdens tilblivelse. De slipper forbi v.h.a. en

formular. De møder fjordsæler og spraglede sæler, der ikke kan dykke

ned, og sæler der er sorte i ansigtet af for megen gråd. De øjner

den ene moders dødssted, Qalerujaq, i en luftspejling, der forsvinder

igen. De når frem til Pikkiulleq (Pikiulleq?) og derfra til en boplads

ved Sermilik, hvor man dårlig kan se dem, fordi de har været så længe

borte. Deres koner, der har fået nye mænd, får de igen.

Hist.: En lidt dunkel fortælling, der muligvis orienterer om den

"anden" verden. Uvist om oversættelsen har taget hensyn til verdenshjørnernes spejlvending i forhold til de vestgrønlandske.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 196 - 198.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 268 - 269.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 277 - 278.

Resumé: En kæmpeorm med et ansigt som Månens lever under en sten, ved

vinduesbriksen, hvor hundene har deres plads. Den æder uset hundenes

afkom. Konen i huset opdager den, manden tar et kig på den, da han

kommer hjem fra fangst og laver et langt spyd. Inden han dræber ormen

med spyddet, bringer han konen i sikkerhed på en afsides klippehylde.

Da ormen dræbes gungrer jorden, og ægteparret lever af ormens kød hele

vinteren.

Tolkning: Associationerne her er tætte mellem jordskælv, Måne, hund,

kæmpeorm, og føde. Orm som føde kan associeres til

mandens penis, der fodrer fosteret med sæd i dets vinterhus alias

moderhulen.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 208 - 219.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 272 - 274.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 280 - 83.

Resumé: Et gammelt barnløst ægtepar sydfra overvintrer, modtages

ugæstfrit på nabopladsen, hvor en mand har fanget en bjørn, men får

dog kød og et par tæer af den kogte bjørn. De gemmer stykkerne til en

tupilak. Inden de rejser hjem om foråret, stjæler de til tupilakken et

dødfødt barn, som bjørnefangeren har fået. De anbringer det på

konebådens horn og tager det med i land, når de telter undervejs.

Hjemme giver de tupilakken en rypekæbe og en rævekæbe, betrækker dens

hoved med hundeskind og gør den levende.

Da nøden truer slår bjørnefangeren en af sine hunde ihjel og synger

over den, for at hans børn skal leve. Hans kone føder et barn, der

dør, vandrer ind til Qernertuarsuk, og tages med i en konebåd på vej

til sangkamp. Men p.g.a. hendes sorg undlader de sangkampen og lader

seks åndemanere holder seancer for at opmuntre hende. Den sjette,

Aqellissanalik, ser hende for sig med et barn i skødet. Hun inviterer

dem til Umiivik for at slå tupilakken ihjel. Kun A. får held til det

med meget besvær:

Hans hjælpeånder er asagisat (en slags krebs), han rører næsten gulvet

med nakken i ekstase, og får harpuneret tupilakken inderst inde under

brikseskindet. Men den smutter fra ham og må lokkes ind fra husgangen,

hvor den skiftevis siger som et spædbarn, en bjørn (eller hund), en

ræv, en rype, konebåd, kajakker og sæler. Man lokker den ind i syv af

kvindens klædningsstykker, der bindes i den anden ende. Man tamper løs

på den. Den smutter ud af en tarmskindsanorak uden hul i. Anden gang

den lokkes ind, får man endelig has på den, skønt den bider fra sig.

Den ligger i Aqellissanaliks skød, da man får blus på lamperne, men

tupilakmagersken løber ud og ind og slukker dem, mens man forsøger at

gnide ild. A. beordrer de syge at vende ansigtet mod væggen, mens man

gnider ild over en urinballe. Nu kan tupilakkens moder ikke slukke

den. De ser nu det mærkelige barn (tupilakken) med rypefødder på

brystet og med blod om munden af alle de spædbørn, det har ædt. A. puster

en mængde rypefjer af det, man sprætter hundeskindet af dets hoved og

koger barnet uden for oppe i fjeldet.

Bjørnefangerens kone får nu et barn, der lever.

Var.: Tupilak pissaassoq.

Hist.: Det omtalte sted, Umiivik, ligger enten i Ammassalikområdet

eller på sydøstkysten halvvejs fra Ammassalik til Kap Farvel. Måske

tænkes der på det sidstnævnte, fordi det er ulogisk, at

tupilakmagersken er til stede under seancen, hvor den fanges, med

mindre man er taget til sydøstkystens Umiivik for at fange den.

Vedr. åndemanerens særlige hjælpeånd og måde at bevæge kroppen på, søg på: Tupilak pissaassoq.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 278 - 280.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,: Meddr Grønland 39(5): 297 - 298.

Resumé: En dygtig fanger bor alene med sin kone et stykke inde i en

fjord. Han lægger nogle af sine fangster til lagring under briksen. En

dag dræber han tre bjørne og senere en kajakmand fra fjordmundingen og

lægger liget under briksen. Den dræbtes brødre kommer, mens mandens

kone koger bjørnekød. De får serveret den dødes lever rå med

netsidespæk ovenpå og kødet af den døde med bjørnefedt ovenpå. Manden

stikker en af den dødes knogler i en af brødrenes kajak ved afrejsen

og ønsker at den døde må hævne sig på dem, der har spist ham. Det

sker. Alle brødrene dør.

Tolkning: De tre bjørne associerer både til "Kaassassuk", der blev

morder efter nedlæggelsen af tre bjørne og til smagen af bjørn, der

smager som mennesker. Normalt vil mordere, der har spist deres offer,

undgå offerets hævn ved at partere liget og begrave delene

langt fra hinanden. Knoglerne af den døde, der lægges i brødrenes

kajak, gør udslaget. En "smart" udvej.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 174 - 177.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 262 - 263.

Eng.udg. Thalbitzer, W., 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272.

Resumé: En hund med hårtop røver en pige. I dens hus er en anden pige,

der er blevet mager af hundens ustandselige elskov. Den nytilkomne

pige synger på opfordring den magre hund i dyb søvn. De flygter

hjem, advarer familie og fæller, og når ud fra land i konebåden, inden

hunden standser ved stranden, tar kvindebukser på og et topbånd om

håret.

Tolkning: Hunden er åbenbart hermafrodit. Og temmelig liderlig, et fast karaktertræk ved hunde hos inuit.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 153 - 160.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 256 - 258.

Eng.udg. Thalbitzer, W.  1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 266 - 268.

Resumé: Inurudsiaq har tre eqqillit (de lusebefængte, der ligner hunde)

til plejesøskende. Om foråret kommer mange eqqillit ned til huset og

dræber fra tagets fire hjørner alle indvånerne undtagen I. og hans

søster. To eqqillit bliver tilbage. De hænger I. og hans søster med

hovedet nedad over en dyb afgrund. I. kan drikke sit eget tis, men

søsteren dør af tørst. I. får efter flere forgæves forsøg hejst sig op

på en klippehylde ved linen, anråber først forgæves, siden med held en

passerende konebåd.

I. øver sine kræfter mens han vokser op. Han har fem gode bjørnehunde

og kører ofte på uuttoq-fangst ind i fjorden om foråret. Herinde

overrasker han de to eqqillit optaget af kiggefangst. De undres over,

at I. er blevet voksen, ber ham blive, mens de henter deres fangst, og

flygter. I. finder deres fangst af lyse og mørke sæler, forfølger

deres spor til de taber sig på indlandsisens glatte flade. Her får han

øje på mange eqqillit nede i en revne, kravler derned, foregiver

at lyske en af dem og dræber denne med et bor ind i øret.

Tar således livet af alle synlige eqqillit. Andre har gemt sig i en

sten med en smal revne, som han synger åben. Han dræber dem alle,

undtagen sine to særlige fjender, som han spænder for sin slæde bag

hundene og pisker dem til blods, mens de løber. Hvergang pisken bliver

for tung af blod, skifter han den ud med en ny. Den ene eqqilik dør,

da de når ned fra isen, den anden da de når ud af fjorden. Hjemme

fortæller han om sin tilfredsstillende hævn over sine plejesøskende.

Var.: Begyndelsen er fra en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada:

Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; En sørgelig fortælling;

"erqidlit" som stedsøskende; eqidi' / eqqillit

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 189 - 192.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 266 - 267.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5):275 - 276.

Resumé: Hun sover i mere end et døgn og drømmer, at hun gennem sit tøj

ved den oplagte konebåd fortsætter ud over havet til en dyb, mørk

revne ved himlens sillia (Mælkevejen). Da hun springer over

den, er hun nær ved at falde bagover (og ned, dvs. dø, BS), men

falder forover og fortsætter til to huse, hhv. en isbjørns og en

hvalros'. I isbjørnens hus kommer hvalrossen ind for at købe en rem,

som den river itu, da bjørnen ikke vil sælge den. Hun går over i

hvalrossens hus, hvor de to dyr forfølger hende, mens hun flyver

rundt, op gennem et hjørne i taget og endelig hjem, fordi hendes

familie har sunget hende tilbage med serratit / formularer.

Tolkning: Bemærk puulik-motivet (søg: puulik), kvindens åndeflugt bort fra

puulik-dyrene og det mørke svælg bag "verdenshusets" ende, der også

findes i Havkvindens hus. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Vedr. Mælkevejen som himlens skillelinie i kosmologien se MacDonald 1998

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 274 - 277.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 289.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:296 - 297.

Resume: For mange år siden overlevede en mand og hans kone en

sultevinter ved Illitalik/ Illutalik på Kulusuk. De havde spist de

døde naboer. Manden får atter fangst, en ung remmesæl, men længes

efter menneskekød og koger i smug sit og konens lille barn før

sælkødet. Han spiser selv barnet i stedet for det dejlige sælkød. En

gammel mand kommer over vandet, opdager den tykke sælsuppe, man har

smidt ud, spiser den op, bliver yderligere beværtet med kød inde i

huset, og manden må følge den gamle over vandet, fordi han har forædt

sig. Den gamle dør af forædelse, fordi han har sultet så længe.

Not: Fortællingen virker afkortet. Episoderne hænger ikke sammen i

andrt end i emnet "sult" som motiv for umenneskelige og tankeløse

handlinger.

Hist: Fortællingen kan udmærket være historisk med tanke på

sultevintrene i Ammassalik området.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.

Resumé:

I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af

hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og

roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine

garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider.

Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre

sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at

indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig

en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved

armene.

Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus.

Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved

huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel

kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet

nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem

næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre

spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham.

I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil

klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer

ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i

husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at

dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre

kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine

knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette

dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige

mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne

hjem.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914).

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 178 - 185.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 263 - 265.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272 - 274.

Resumé:

Navagijak harpunerer en tupilak, skønt han kan se det er en tupilak, fordi den har hætte på og bagkrop som en hund. Det er ikke en angakkoq / åndemaner men en ilisiitsoq / heksekyndig, der har skabt den. N. gør modstand, men trækkes under vandet og besvimer, da tupilakken bider ham i skulderen. N. kommer til sig selv ude ved horisonten, ror landet rundt langs den, hvorefter han ikke længere er et menneske, men en ånd. Som ånd / ånde tager han først bolig i en hun-sortside og lærer af sortsiderne, hvordan han skal sparke i retning af himlens Tukuija (?), for at komme hurtigt mod dybet. Dernæst flytter han til et hun-græsstrå, hvor han sveder for meget. Så til en hund, der kun kan sige vov - vov, står bundet og får prygl. Næste ophold bliver i en hvalros, hvor han sulter, men hvor de andre hvalrosser lærer ham, hvor han kan rode muslinger op med sine stødtænder. Til slut flytter han til en netside, bliver harpuneret ved et åndehul af sin tidligere kones nye mand, der har kunnet liste sig ind på ham i bjørnskindsstøvler og desuden med sin amulet bliver usynlig, da han nærmer sig åndehullet. Da han bliver flænset af sine tidligere kone, springer han op i hende, renser en masse is ud af hendes livmoder, så blodet flyder, hvorefter hun, der hidtil ikke har kunnet få børn, bliver gravid. Fødslen trækker ud. Manden stikker en bi i halsen på den fødende, et hætteklædt ansigt viser sig ved bagvæggen, manden styrter ud af skræk, og N. bliver født. Da han ikke i første omgang får sit navn, N., græder han vedholdende, får så sagt navnet, som de giver ham, hvorefter han holder op med at græde og trives godt.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Vedr. is i underlivet, var det er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder havde is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 168 - 174.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 261 - 262.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 270 - 271

Resumé: En ung pige bliver gang på gang gift, men ægteskabet varer

altid kort. Faderen mener, at hun bør have en hund til mand. Om natten

river hunden sig løs, kommer ind og besover pigen. Det gentager sig.

Til sidst slæber den hende med uden for. Hun bliver svanger og føder

et stort kuld unger, der æder så meget, at hendes far flytter dem over

på en ø. Undertiden kommer han selv med mad, undertiden sender han

hunden over med en pose mad om halsen. En dag fylder han sten mellem

maden. Hunden kommer med nød og næppe i land og befaler sine unger at

æde deres bedstefar, når han næste gang kommer med mad. Han kommer og

ynker dem for deres sult. Moderen har beordret dem at æde ham. De æder

både kajakken og bedstefar, hvorefter moderen sender dem ud i verden

for at sørge for sig selv.

De hunde, der blir europæere, sender hun ud på en kamiksål med besked om at

lære at fremstille ting. De andre sendes afsted på et pileblad. De

kommer til indlandet som eqqillit og timersit. De sidstnævnte kommer

hvert efterår dundrende ned til havet for at fange sæler og anmodes om

ikke at gøre deres fætre fortræd.

Europæerne kommer til et fjernt land, hvor de lærer sig at lave huse,

skibe og jern. Jernet fremstilles af mennesker, der kastes i store

trangryder. Først bliver de hvide, så røde, så sorte. Europæerne kan

ikke komme ind til Ammassalik p.g.a. isen. Derfor får man jernet

sydfra. Man fik først jern, da landet var gået i stykker og havde fået

sit nuværende udseende.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Tidsfæstelsen af jernets komme står åben for tolkning.

Trankogerierne ved handelsstationerne i Sydgrønland har vel givet ideen

til metoden til fremstilling af det kostbare jern.

Bemærk den logiske brist, hvor først hunden, dernæst moderen tillægges

ansvaret for hvalpenes fortæring af deres bedstefar.

Fortællelogisk burde også eqqillit være karakteriseret ved deres

jagtmetoder. Måske skyldes deres tilstedeværelse påvirkning fra

Vestgrønland. Strukturelt placeres de som modsætning til europæerne,

og timersiit som mediatorer og østgrønlandernes fætre.

Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." 

Kommentar: Både i Østgrønland og i Thule området havde man forestillinger om at jorden i mytisk tid revnede. Søg: Holtved The partition of the earth og ID 959, 960, 985.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 185 - 188.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 265 - 266.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 274 - 275.

Resumé: Hun går hjemmefra med kniv, synål og såler, fordi hendes

storesøsters mand vil giftes med hende også. På indlandsisen gemmer

hun sig ved den anden nunatak i en revne, for to timersit,

indlandskæmper, sover ved nunatakken. Da de er borte, syr hun nye

såler i kamikkerne, kommer ned på vestsiden, hvor en mand på renjagt

skyder en ren, spiser dens hjerne og tar hende til kone. Hun får

jerngryde og alting. Engang fortalte hun tilrejsende fra

sydøstkysten: "Derovre havde jeg synål af kobber, her har jeg gryde

af jern."

Hist.: Det forjættede land er Vestkysten, hvor man kan jage rener og

tilhandle sig jernsager.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 117 - 124.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 247 - 249.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 257 - 259.

Resume: "Pouia"

Pouia bliver ude i kajak røvet af en indlandskæmpe, en timerseq, og

gift med hans to døtre, en yngre smuk og en ældre grim. Når han ligger

mellem dem om natten vendt mod den smukke, vender den grimme ham om

mod sig. Pouia får lyst til at fange i sin kajak, der er tørret helt

ud. Konerne betrækker den på ny, men syr i deres uforstand på kajakker

mandehullet til. Pouia belærer dem. Han føres af svigerfar til en stor

sø og lægger fra land, mens den gamle går ud i vandet og med

råbet, "kee, kee", tiltrækker en mængde fugle. Pouia lægger den første

bunke han har fanget på en ø, for frit at kunne fange flere. Hans

koner henter dem ad en tågebro, som de sender over til øen. Senere, da

Pouia vil fange narhvaler i søen, tiltrækker svigerfaderen dem med

råbet: "Ho! ho!". Pouia fanger den alene og slæber den selv hjem. Pouia

der længes efter havet lokker sine koner med ned til Tasiusaq, hvor

ammassalikkerne plejer at samle rosenrod. En konebåd med snakkende

mennesker nærmer sig.

Pouia får sine skræmte koner til at tro, at det er skrigende måger.

Folk går i land, men styrter tilbage ved synet af kvinderne. Pouia

råber, at han ikke er timerseq, stikker sine hænder i konernes

kamikskafter, og trækker dem med sig. Den smukke kones skaft revner.

Hun er en dårlig syerske. Den grimme er gang på gang ved at kæntre

båden, mens de ror hjem til Pouia's fæller. Senere finder de hende

ofte ude i vandet på vej hjem til sine egne. Hun får et barn. Næste

forår opfordrer hun Pouia til at rejse med hende hjem på besøg. Hun

insisterer på at tage barnet med, og de kommer aldrig siden tilbage

til mennesker ved kysten.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 256 - 259.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 284 - 285.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 292.

Resumé:

En dygtig fanger og dyret med jernhalen forfølger sammen en

ren, der smutter ind i en hule og lover manden en tjeneste, hvis han

holder indgangen spærret for dyret med jernhalen. Dette dyr ønsker med

effekt, at han aldrig må fange mere. Men renen har til gengæld anvist

manden et godt bærsted under sneen i en stens læside. Manden og hans

kone lever godt af revlinger / sortebær året igennem.

Hist.: Renernes forsvinden fra Ammassalik området knyttes til jernets

komme.

Nedskrevet af Gustav Holm efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Fortællingen er ikke publiceret, men dele af den indgår i Uutuaq's version, Holm 1888, nr. 5. For nedskriften af Uutuaqs version af "Uiartek" se NKS, 2488, VIII, nr. 12.

Johan Petersens oversættelse:

Da Uiartek / Uiarteq rejste herfra, rejste han med een konnebåd og een roerske sydpå. På vejen, førend han kom omkring landet, mødte han en anden mand, der, ligeledes med konebåd og een roerske, rejste sammen med ham. Når de så nogle kajakker på vejen, slog de dem ihjel. Uiartek og den anden mand øvede sig ved at ro mod hinanden, tage fat og sigtede med harpunen; men de kastede den ikke. Det gentog de, lagde derefter harpunen ned igen, og roede videre ved sidan af hinanden. Uiartek havde en pilespids af hel narhvalstand, og den anden havde hvalrostand.

       Da de på vejen kom til en del kalvis, kastede de fuglepilen efter den, og den gik i stykker. Efter at de var kommet omkring landet, blev det vinter, hvorfor de overvintrede. Da de kom til nuna issua / nunap isua (landets spids), så de nogle huse. De ventede derfor til det blev nat og gik så op til husene og så på deres redskaber. De så en stor narhvalstand, der blev brugt som kødpind, og hvorpå der sad menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød og spæk, narhvalskød og spæk. De blev bange for disse folk og rejste derfor om natten inden om dem i slæde gennem et stort dalstrøg. Da de næsten var omkring landet, kom de til en stor strøm. Begge konerne havde børn. Uiarteks kone havde hængepatter, som hun kunne kaste over skuldrene og barnet således blive siddende i amauten / amaat og drikke, mens moderen roede. Den anden kone havde ikke store patter. Da de roede op af den store strøm døde derfor barnet af sult, og konebåden blev af strømmen ført ind i en hule, der var udhulet i jord under stranden. Uiarteks hund faldt overbord, og blev bidt over af en ulk. Uiartek kom altså alene op af strømmen og kom derefter tilbage igen.

(Kutuluk kan ikke huske mere af den historie.)

Var.: Uiarteq