Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 50.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 209 - 211: "Kúkârssuaq Pangalãnguardlo" / Kukkaarusaq Pangalaannguarlu.

Resumé:

Kukkaq og Pangalaaq er bedstevenner. K. har en mor at forsørge, P.

lutter kvinder. Da K. normalt fanger én sæl ad gangen, og P. normalt

to, bliver K.s mor misundelig og opfordrer ham til at dræbe P. K. vil

ikke. Han har en "kraftprøve" af to mandsstore stykker træ forbundet

med en rem. Den prøver K. og P. deres kræfter på. K. opfordrer hver

gang P. til at få en selv, men han mener, at én må være nok. En dag

har K. knust P.s kajak. P. hævner sig ved at dræbe K.s mor. flække

hende på langs, lægge hende op på husgangen og lægge K.s kraftprøve på

hendes brikseplads. K. kommer for at gøre gengæld. P. gider dårligt

vågne til kampen, men gør det så af med K. og flækker hans mor én gang

til. P. gør det ikke med sin gode vilje, men da K. begyndte, måtte han

skaffe sig fred. Han forsørger sin kvindehusstand over mange år.

Hist.: Fortællingen er i traditionens ånd, bortset fra forklaringen

til slut. Den ny tid under kolonisationens (manglende) retsvæsen

kræver en eksplicit retfærdiggørelse.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(ingen overskrift).

Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det

varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere).

De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke.

Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem

igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne

umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og

opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en

onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om

han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de

fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og

forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville

ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det

hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev

vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op

at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen

havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig

og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed

de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter

at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle

stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans

lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen

og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men

til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende.

Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet

kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han

for.

Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen.

Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre ægtepar boede helt alene, uden bopladsfæller.

Det ene barn efter det andet døde for dem.

Engang de fik et barn, talte de sammen: "Lad os denne gang prøve at våge

over det." Midt om natten, hvor der ikke var mennesker, hørte de et

drøn og så / forstod?, at det var én, der kom op på taget. Så så'

de en stor hånd komme frem og styre direkte imod deres lille barn. Da

de så dette, skar de hånden over. Der blev ikke sagt noget deroppefra;

men de kunne høre væsenet komme ned fra taget. De sagde: "Hvis det har

fæller, skal de nok vise sig."

Engang da de som sædvanlig vågede, hørte de et drøn sent på aftenen.

Denne gang kom drønet udefra, uden for vinduerne. Så sagde den

derudefra: "Ham/hende med spalten (enten manden, som har fået hånden

skåret af, eller en kvinde (med "revne" for neden) er han derinde?"

De svarede: "Der kommer aldrig mennesker hos os!" "Han/hun tog afsted

igår, og er endnu ikke kommet tilbage."  Da den talende havde

fjernet sig, sagde de til hinanden: "Lad os følge dets spor imorgen."

De fandt en indlandsbo liggende død. Han var forblødt. Efter dette,

fortæller man, forlod de deres boplads.

Var.: muligvis.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: egentlig ikke.

Ulæselig

Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 9 - 11: "Atâliánguaq" Ataaliannguaq.

Resumé:

Aataaliannguaq (den lille eftergjorte sortside) er en lille ungkarl,

der under en kajaktur tiltrækkes af en smuk kvinde på land. Han ror

ind, hun flygter, og han forfølger hende til en hule, hvor indgangen

er ham for snæver. Han frier udefra til kvinden. I stedet kommer

forskellige insekter ud efter tur, som han alle afviser: Mariehønen,

fordi den er lille, rund og plettet. Jordedderkoppen, fordi den har en

lille krop og et stort hoved. Ormen (larven?), fordi den har så mange

ben og er så elastisk. Kvinden inviterer ham da indenfor, og nu er

indgangen bred nok. Alle beboerne synger ham i søvn: "Sov nu A. og

vågn, når foråret kommer!" Da han vågner om foråret er kvinden blevet

en ræv, og selv skylles A. ud i havet af en elv. I havet blir han en

spraglet sæl. Det blir han snart træt af, fordi den sælart kradser for

meget. Dernæst blir han en netside, og endelig en blåside. Han blir

fanget af en mand, hvis kone er ufrugtbar. Det kildrer, da manden

harpunerer ham, da han ordner A. til bugsering og da han slæber A.

hjem over land. Det lykkes kun A. med besvær at holde latteren

tilbage. Da konen parterer ham og når hans hjerte, springer han op i

hende og fødes senere som et spillelevende barn, som får navnet A. Da

han vokser til, mangler han aldrig fangster, fordi han af gammel vane

følger sin lyst fra sine tidligere tilværelser til at være sammen med

de forskellige sæler.

Tolkning: I østgrønlandske og canadiske iglulik-varianter sker genfødslen altid

fra en åndehulssæl Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sjæl". Kombinationen af

fortællingen om insekterne (Se: Manden der blev gift med en ræv.) og

den om et menneskes ophold i forskellige dyr er ret hyppig og giver god mening: Dels

udvides disse dyrearters karaktertræk blot med insekternes, og dels er

helten en ungkarl (= en dårlig fanger), hvis dødlignende vintersøvn og

lyst til at identificere sig/være sammen med sælerne fortsætter i det

ny menneskeliv, hvor han derfor fanger godt. Den kildren, den nedlagte

sæl mærker i stedet for smerte, karakteriserer også de østgrønlandske

varianter, og er en fælleseskimoisk eufemisme. Den svarer til

forestillingerne om den lattervækkende indvoldsrøverske og, i

Avanersuaq / Thule, til dem om havkvindens far, der kildrer hendes gæst til

døde, hvis denne er en åndemaner med små evner (Holtved 1951: nr.9).

Var.: Aataaliannguaq, der også kombinerer "gift med en ræv" og Navagiaq el. sjælevandring; navnevandring.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Rejserne hvor indsamler forråd til vinteren. Vedr. "pro": Adskillige stednavne nævnes, bl.a. Taseralik, som et af de steder man tar hen: efter ammassætter og helleflyndere.

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

Hist.: Beskrivelse.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Fortællingen er skrevet i et ubehjælpsomt sprog, som oversætteren har

måttet opgive at tyde.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

Her ender fortællingen

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

Han blir gift med en af kvinderne.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

blir han gift.

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget for sent. Velegnet til opdatering.

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har betegnet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den magtesløse fjende.

Det fortælles om en kvinde, at hun ikke havde bopladsfæller men mange børn. De blev dog én efter én dræbt af deres fjender. Derfor opdrog kvinden den ene af sine sønner til at kunne leve i havet som en anden sæl.

Så skete det igen en dag at en hel flok fjender kom i kajak og ville slå ham ihjel. Da de nærmede sig, sagde kvinden til sin søn at han skulle gå ud i vandet. Og da kajakmændene så, at han han sprang i vandet, tænkte de at der ikke var nogen tvivl om, at de nok skulle fange ham. Men drengen flygtede, og kajakkerne fulgte efter ham. Og han holdt sig nede under vandet og flyttede sig som en sæl.

Efterhånden var de dog roet meget langt ud, og kvinden tog en rem og begyndte at piske på vandet med den for at skabe stormvejr.

Så blev det et fygteligt stormvejr, hvor alle kajakkerne gik ned, men hendes søn havde held til at komme i land, uden at hans fjender gjorde ham noget. Og han fortsatte med at være en god svømmer, og frem til sin alderdom var han en dygtig forsørger.

Billedtekster:

Billede 1: Hun prøver at fremkalde stormvejr.

Billede 2: Da det blev et forfærdeligt stormvejr, omkon kajakmændene.

Var.: søg på: svømme under vandet.

Kommentar: en noget bar og tam udgave af denne fortælling.

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

Hist.: Lyder autentisk

En fortælling om spøgelser. Ca. 1 side en tredjedel er nedskrevet af en anden, hvorefter Rasmussen tar over igen.

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Spøgelseshistorier plejer at være historiske, dvs. oplevede.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq

angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.

I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.

Resumé:  

Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær

Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet

og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til

folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet

gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at

spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med

kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar

skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste

tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab,

ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og

blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får

det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En

vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde.

Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal

klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den

omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke.

A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en

klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til

ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A.

minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men

senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver

tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange,

forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt

til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for

eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der

er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans

fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved

gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken

har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år.

Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan

alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham.

A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til

angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig

med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage

igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer

ikke ud for flere ubehagelige hændelser.

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 107 - 108.

Resumé:

Aluusaq elsker sin kone, der er god og smuk. Under en slædetur dumper

deres lille barn i vandet. Konen græder, men A. trøster hende med, at

sålænge de lever, vil de kunne få børn. Nedkørselsstedet til den

boplads, de stiler imod, er meget stejl. Konen får overbalance og

opstanderne gennemborer hendes bryster. A. ligger en sidste gang med

sin døde kone som afsked.

Hist.: Fortællingen virker autentisk.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Mere overtro eller tabuer. Samme nedskriver som til ugpernerdlungneq imaluûnit paqumisungneq / uppernaerlunneq imaluunit paqumisunneq.

Ikke oversat.

Beskrivelser, næppe fortællinger.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

En bussemand. Beslægtet med Amaarsiniooq ?

Andet håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Dette er måske en renskrift.

Ikke oversat, opdaget for sent i forløbet. Besøg hos kæmpeulvene / uhyrer i indlandet.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Brønlunds renskrift af egen nedskrift i notesbogen, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Sisimiuni arfanniartarneq)og i dansk oversættelse (Hvalfangst ved Sisimiut) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 54 - 60 og 94 - 100.

Resumé:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Muligvis autentisk

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Et spædbarn dør af tyndskid, da det mades med kød, fordi dets mor bliver syg og ikke kan amme. Faderen søger længe og finder en ravnerede langs kysten, hvorfra han tager et par grene med hjem som amulet til den næste søn, der fødes. Denne får hele livet en god fordøjelse.

Hist.: Kan være en historisk fortælling, men først og fremmest har den tjent som kommunikation af viden. Man mente åbenbart at ravneunger kunne tåle at spise alt deres forældre bragte dem.

Redaktør: Søby, R. M.

Kort dansk resumé ibid. s. 124

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

Resumé:

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

siden ofte om.

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

til menneske, forsørger derefter sin familie.

Var.: Anarteq; Anartoq;

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Fortælleren er ikke Igna. Se Juua, Anarteq.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er eneste søn og har mange søstre, som han og

faderen tar med på renjagt. De klapper renerne fra baglandet ned i en

sø, hvor A. jager dem i kajak. En kalv, som han leger med, sparker

bagud og kæntrer kajakken. A. kommer ud af den, med når ikke land før

en laks fortærer ham nedefra. Han forvandles til en laks og vandrer

med laksene. Dem gamle far må genoptage fangsten, som var han en ung

mand. Flere år senere rejser han op til renjagten med døtrene. Han

mindes sønnen og græder. Denne griber som laks fat i hans styreåre.

Faderen trækker åren op. Det måtte være A., siger han. Efter nogen

tøven stikker han åren ned igen, A. griber fat i den, faderen hæver

den langsomt, og A. forvandles atter til et menneske og sin families

forsørger.

Var.: Anarteq; Anartoq

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "Angakasiat".

Resumé: Angakasiat / Angakasiaq ("Den kære morbror")

A. bor i hus med sin søster og svoger og deres lille søn i Illutalik

ved Sermilik. Svogeren blir dræbt af to fremmede. A. træner sin nevø's

kræfter, dels ved at lade ham bære stadig større sæler fra stranden op

til huset og dels ved at brydes med ham. Nevøen blir stærkere end sin

morbror og tiden er snart inde til hævn under et sangstævne hos morderne.

Mens sangen står på, sidder nevøen mellem sin fars to mordere. Han

klemmer ubemærket den ene ihjel, mens morbroderen holder tilskuernes

opmærksomhed fangen med et muntert nummer: Under trommesangen

forsvinder han ned i jorden, dukker frem fra brikserummet med

skrabespæk, mamit, på hovedet. Da tilskuerne opdager drabet, flygter

de ud. Morbroderen ber dem standse og se. De ser nevøen flække den

dræbte fra skridt til top.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Angakasiat. ("Deres kære onkel" / Den kære morbror)

Angakasiat boede hos sin storesøster og hendes mand, der havde en

dreng. De boede alene på stedet. Da storesøsterens mand en dag var på

vej hjem fra fangst med en sæl på slæb over isen, var der nogle

mennesker, der tog ud til ham og dræbte ham. Drabsmændene var fra

Armaat ved Illutalik. Manden, der blev dræbt, og Angakasiat, boede i

Savaranarteq. Drabsmændene lod manden, de dræbte, ligge, men tog

fangsten med hjem. Så gik den dræbtes kone ud til sin mand på isen med

sit barn på ryggen. Hun kom hen til den dræbte, tog barnet ud at

rygposen og lod faderen kysse barnet flere gange. Bedrøvet gik hun

tilbage til land. Angakasiat blev urolig ved at bo på stedet og

flygtede til Itillersuaq. Herfra tog han ud på fangst til Tasiusaq

over land med kajakken på hovedet. Når han havde fanget en sæl, tog

han den op på ryggen og kajakken oven på og vendte tilbage til huset.

Nevøen voksede op; og selv om han endnu var lille og ikke var stor

nok, tog Angakasiat ham med over land, når  han skulle på fangst.

Drengen fulgte efter sin onkel grædende af træthed. Efterhånden blev

han i stand til at følge med onkelen uden at græde. Når drengen

indhentede ham, plejede onkelen at lægge sin fangst op på ryggen af

ham. Drengen begyndte igen at græde af træthed. Angakasia lod bare

drengen græde. Således trænede onkelen ham til at blive stærk. Når

onkelen var kommet  hjem, og når det var blevet mørkt - på en

efterårsaften - plejede nevøen at dukke op. Man kunne høre ham græde

af træthed på grund af sælen, han havde på ryggen. Med tiden blev han

i stand til med sæl på ryggen at gå hurtigere end sin onkel. Når

onkelen havde fanget en sæl, plejede han at få nevøen til at bære

sælen og kajakken; han selv gik efter nevøen grædende om natten.

Han kunne ikke gå så hurtigt som nevøen. Til sidst kunne han ikke

længere klare nevøen i brydning eller når de trak armkrog.

Så tog han (vel nok: de) over til fjenderne, der boede i

Savaranaarsuk. Angakasia optrådte i trommedans. Nevøen tog tøjet af

overkroppen og satte sig på pladsen modsat briksen med sine to

fjender på hver sin side og holdt dem med armene omkring livet (?).

Angakasiat gav sig til at danse trommedans for at få de andre til at

grine. Alle gav sig til at stirre på ham, idet de grinte, sang og

råbte. Så forsvandt han ned gennem gulvet. Han viste sig igen fra

pladsen under lampebriksen med en hætte over  hovedet bestående af en

kogt geléagtig spækmasse. De andre brød ud i latter og hujede, idet de

pegede på ham. Mens de endnu grinte, blev der peget i retning af den

sydlige ende af det anselige rum, der var fuldt af mennesker.

"Ha, ha, ha, ha, se dem derhenne (i den sydlige retning). Se dem

derhenne (i den sydlige retning)." Alle vendte blikket derhen. Nevøen

havde holdt så kraftigt om sine fjender, at de var døde. Der

piblede blod frem fra deres mundvige. Han holdt armene omkring

dem, for at de ikke skulle falde om. Så hørte man buldren fordi

samtlige i huset tog flugten ud. Nevøen gik ud medførende den

ene af dem, han havde dræbt. Folk var i færd med at flygte op ad en

skråning. Angakasia henledte de flygtendes opmærksomhed på sin nevø.

Alle vendte sig imod nevøen; og de så, at han stod og holdt den ene af

sine dræbte fjender omkring vristen. Han holdt ham på den måde med

hovedet imod jorden. Han flækkede ham og hævnede sig således på sin

fars mordere. Så tog Angakasia tilbage til deres hus. Det blev en

grundig hævn.

Hist. Fortællingen kan udmærket rumme en historisk kerne.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Åndemaneren og præsten

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

Her ender historien.

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om den store åndemaner

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

Var.: Imaneq

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner

Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér.

      Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet.

      Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Virker autentisk

Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

Hist.: Virker autentisk

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad

Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på

stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?).

Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere.

En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for

at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de

skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre

ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede

sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare

ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne

magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende

efter en hæslig skik, som hun kendte.

I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et

kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på

størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på

ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og

nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede,

at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på

ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde

han.

De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de

plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og

moderen døde, mens de endnu boede der.

Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg*

Vedr. fortæller, se ndf.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 24 -

25: "ángiarssuaq" / Anngiarsuaq.

Resumé:

En flok brødre vil ikke tillade deres eneste søster at gifte sig. Hun

blir gravid ved en gammel ungkarl, og føder en dreng i dølgsmål om

vinteren. Drengen vågner op om sommeren, finder vinterbopladsen tom og

sætter i et hundekranium med et hunderibben som åre efter beboerne,

der er taget ind på renjagt. Han skræmmer renerne bort, tar bue og pil

fra en af jægerne og skyder en ren. Ingen kan se ham, men pilen i

renen afslører, at en anngiaq må være på spil. Han følger om efteråret

med til vinterbopladsen, hvor han ror med ud på fangst og kæntrer en

for en alle sine morbrødre. Flere åndemanere holder seance, men

anngiaqen smutter ud for dem. Under tredie seance får de fanget og

dræbt den. Den føres hen over alle de unge mænds hoveder i eet hus,

men ungkarlen er der ikke. Den føres over alle de unge kvinders

hoveder i et andet hus og brister over sin mors hoved. Hun må gå til

bekendelse.

Var.: søg på: anngiaq

Hist.: Før kristen moral blev gældende, var en anngiaq normalt en

hemmelig abort. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, nr. 59.

Resumé:

A. og hans lillebror bor ved Pusisaqqaq nær Sermiligaaqs munding. Når

den ene om foråret tar på ammassætfangst, blir den anden hjemme og

fanger sæler. Lillebror blir dræbt af folk fra Utoqqarmiut lidt

længere ude i Sermiligaaqs munding. A. vil hævne sig. Han søger

forgæves hjælp ved sin bedstefars grav, men får bekræftende svar ved

sin bedstemors grav. Hun har medlidenhed med ham. Han bruger hendes

kamik fra graven til en tupilak, desuden et stykke skind fra en af

sine fjenders hengemte sæler og hovedet af en af deres unge nyfangede

sæler. Han laver tupilakken på vanlig vis, gir den besked om, hvem den skal

dræbe, følger selv efter til Utoqqormiut, og er på nippet til selv at

harpunere den. Hans fjender druknes en efter en af tupilakken, når de

harpunerer den. Den dræber også alle stedets kvinder, idet de under

bærtogt hænger fast i en busk ved det ene øresmykke og sulter ihjel.

Senere kommer der bud til A. om, at den ældste af Simiutaq-brødrene

har digtet en nidvise om ham. A. digter en modvise. Nidsyngerne

ankommer til A.s boplads. Man prøver kræfter i armkrog og brydning. A.

taber, men hans mor, der er stærkere end de stærkeste mænd, klarer dem

alle. Som afslutning på sin nidvise smadrer A.s modstander i foragt

A.s tromme. A.s stærke og voldsomt skeløjede svigersøn opfordrer A.

til at gøre gengæld. De tar til sangkamp ved Simiutaq, hvor den

skeløjede efter A.s sang udfordrende tar sig af hævnen. Han danser

maskedans med den ældste broders tromme, smadrer den, tar husets

særdeles kostbare tromme, hvis ramme er lavet af narhvaltand, danser,

trykker den ned over sit hoved og smadrer rammen totalt. Han

fortsætter den komiske dans, idet han klapper rytmen med hænderne

foran trommens ejer, men denne tør ikke tage mod udfordringen. A.

bliver ikke sidem udsat for hævn.

Hist.: Fortællingen virker stort set autentisk.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

Var.: Qimuunnguujuk

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: KRH kasse 52, nr. 2, påbegyndt i hæfte 420 med fortsættelse i 404.

Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk. Formentlig oversat efter et nedskrevet grønlandsk forlæg.

Resumé:

En mand, der så inderligt ønsker sig en søn, når højt op i årene inden det omsider lykkes. Han nærmest fodrer ham med serratit, trylleformularer, og hver gang han har givet ham en ny, indbyder han til gilde for at den skal gøre drengen stærk og ursårlig. En hel klapmyds er festmaden første gang Ang. skal have nyt tøj, og faderens udtalte ønske bliver, at drengens fangstevne skal vokse i samme forhold som en klapmyds til en nyfødt. Ønsket går i opfyldelse. Drengen nedlægger tidligt store dyr, altid kun de største. Af samme grund går han også til angreb på to gevaldige uhyrer, det sidste værre end det første, inde i dybe fjorde, hvor de har dræbt og fortæret kajakmænd i massevis gennem tiderne. Den første ligner en bjørn i overstørrelse. Den anden en kolossal fjordsæl. Den kan ikke komme på land, hvor alle Ang.s ledsagende kajakmænd redder sig op, mens Ang. blir så bange for uhyret, at han græder og flygter, forfulgt af monsteret. Det er så hurtigt at Ang.s kajak, der farer som en ravn over vandet, ser ud som den står stille. Monsteret går dog på grund og blir stikkende, hvorfor Ang. med det ene af sine redskaber efter det andet omsider får has på den. Da man flænser den vælter en masse æg ud, dvs. menneskehoveder. Desuden en del halverede kajakker. Alle medrejsende får store flænsebidder. Hermed er der ikke mere at fortælle om Ang., der således glider ud af historien.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 59: "Angusinãnguaq" / Angusinaannguaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 213 - 215.

Resumé:

Tid: Før sygdom / epidemi havde bortrevet så mange voksne, at ingen overlevende

vidste, hvordan man byggede kajak. Dengang var alle lande befolkede,

der var færre storme og man kom vidt omkring i kajak. Sted: Kangaarsuk

/ Cap Parry.

   Angusinaannguaq har en meget smuk kone, som alle misunder ham.

Under et edderfugle- og æggetogt efterlader man ham uden kajak på en ø,

men han er åndemaner, så han flyver hjem og går på besøg hos alle

konerne, hvor han modtager de hjemvendte. Senere dræber han en masse

af de fjendske og utilnærmelige folk på Carry-øerne, fordi de har

dræbt mange på hans boplads. I taknemlighed lader alle enkerne ham

snuse til deres kønsdele.

Hist.:  Begrundelsen for det faktum, at kajakker gik af brug kan ikke

verificeres. Forestillingen om en tidligere tættere befolkning, der

ofte kommer til udtryk i Thule-områdets sagn, kan være overleveret

gennem mange generationer, eller blot referere til tiden før

epidemierne. Endelig kan de indvandrede baffinlændere (ca. 1860), der lærte

inughuit / polareskimoerne at bygge kajak, have talt om tættere befolkninger på

deres hjemegn og undervejs nordpå.

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Fortælleren har underskrevet sig som kateket på den nævnte boplads, der vanskeligt kan lokaliseres. Egentlig stammer fortællingerne fra Ilulissat, fra Jens Dalagers far, Lars Dalager, der levede og døde i Ilulissat. Fra ham har Jens D. lært alle sine fortællinger, skriver han til slut.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 28 - 30.

Resumé: Anoritooq's søn Angulligaamaaq plejede at kvase andre fangeres

håndled, når de havde fanget noget. En dag tager han med andre fangere

på en længere fangsttur. Da de om aftenen skal sove, fortæller de ham,

hvordan de plejer at ligge: "Vi har kun det ene ben nede i bukserne,

sådan plejer vi at sove." Angulligaamaaq lagde sig til at sove på

denne måde, og om natten blev han dræbt med en harpun, som hans

fangstfæller stødte ind i rumpen på ham. Da fangerne kom tilbage,

fortalte de Anoritooq, at hendes søn var blevet dræbt. Anoritooq

efterspurgte nu et levende isbjørnefoster, som hun også fik. Bjørnen

blev af børnene kaldt for Angulligaamaaq. Efterhånden som bjørnen

voksede blev den for voldsom for børnene at lege med. Bjørnen

begyndte også at gå på fangst. Når den ikke fangede noget undgik den

sine egne spor, hvorimod den fulgte disse når den fangede noget.

Moderen advarede den mod hundene, som hun kaldte for bjørnens

fætre/kusiner. Anoritooq sværtede bjørnens side og den gik af sted.

Den fangede intet og opsøgte derfor andre bopladser, hvor den ville

stjæle mad. Det forlød pludselig, at en sværtet bjørn var blevet

nedlagt, og da Anoritooq hørte dette gik hun til fjelds og fremsagde:

"Efter at have mistet éns bjørnebarn, må man kigge efter en bjørn,

bjørn, bjørn." Hun vedblev at synge disse strofer og blev til sidst

til en sten, hvor folk kom og ofrede spæk til hende, således er

stenen nu helt tilsølet af spæk.

Var.: Holtved 1951 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 30 - 31.

Resumé: Anoritooq havde en søn, der ikke var vant til at sove udenfor,

fordi han aldrig var på fangst. Han blev slået ihjel. Anoritooq

ønskede sig derefter et bjørnefoster, og det lykkedes også, at få

fanget en bjørn med et foster i.

Bjørnen voksede op med andre børn som legekammerater. Da den var

blevet stor, begyndte den at fange sæler, remmesæler og hvalrosser til

sin plejemor, idet den fulgte de andre fangeres slædespor. Moderen

sværtede den sort på siden for at andre skulle kunne genkende den, når

den var ude på fangst. Når den ikke fangede noget havde den for vane

at stjæle fra andre, hvorfor den til sidst blev fanget af en, der

ikke genkendte den. Moderen begyndte nu at synge: "En bjørn, en bjørn,

jaa," mens hun spejdede efter en bjørn hun kunne få til barn. Til

sidst blev hun til en sten oppe ved Anoritooq.

Før fangere skal ud på bjørnefangst plejer de at ofre til stenen ved

at smøre den med spæk, derfor er den helt indsmurt nu.

Var.: Holtved 1951 17; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads

med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til

åndeflugt.

Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel

egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over

jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje

på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde

fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik

udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!"

(åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod

ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han:

"títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik

igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen.

Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til

ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu".

Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er

kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de

derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én."

Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine

bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore

indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor

kvinde.

Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud

ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de

gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store

briksefæller.

Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da

han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved

enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt

fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle

støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede

direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne

undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik

glip af ham, fløj blot forbi.

Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt

over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en

flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem

gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage.

Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq.

byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde.

Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så

var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og

gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?;

betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende

og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret,

fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen

binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han

kunne bytte med.

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.

Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.

Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er

borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk:

"tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske

lidt med knytnæven.

Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen

latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist

ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker

en kniv i låret på sin kone af jalusi.

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Kun begyndelsen (7 -8 linjer) er nedskrevet og derfor ikke taget med her.

Var.: Aqissiaq

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

Var.: Aariassuaq.

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Karen har fortalt Rasmussen, at hun fik den fortælling hver gang hun lyskede Umaatsiaqs skæg.

Den indledes med en remse el. en sang.

Nedskrevet noget kortfattet.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

Var.: søg på suaasat

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham