Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Dokument id: | 2331 |
Registreringsår: | |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | |
Lokalisering: | |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297. Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.
Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang |
Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa
Dokument id: | 2032 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tittusen, Amos |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 30 - 37 |
Lokalisering: | Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).
Resumé: Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).
Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste. Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.
Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.
Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.
Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.
Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'. Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave. Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku. |
Aalaraat
Dokument id: | 1743 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Aalaraat |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 209 - 210, nr. 46 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 46, ss. 245 - 247.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107 - 108, nr. 70.
Resumé af Rinks uddrag: De ihjelskræmmende. Mange brødres eneste søster er en fantastisk hutig løber under renjagter i oplandet. Hun får ikke lov at gifte sig. Hun blir gravid, fremkalder en abort i ødemarken. (Et sådant hemmeligholdt aborteret foster kaldes en anngiaq). Snart efter under en renjagt med brødrene, hvor man trænger længere op i indlandet end vanligt, beordrer brødrene hende til at vaske renskind i en indlandssø. Et storhåret og storøjet uhyre dukker op af vandet og skræmmer alle ihjel. Det finder en angakkoq / åndemaner senere ud af.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 46, s. 333.
Hist.: Søens inua vækker mindelser om østgrønlændernes kæmpestore ferskvandsbjørn, der fortærer åndemanerlærlingen (søg på: søens troldbjørn), men har sikkert også lånt træk af kristendommens toornaarsuk (Djævelen). Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk". Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Ajagutaarsuk Ulorpanalu / Ajagutaarsuk og Ulorpana / Ulorpannaq
Dokument id: | 1803 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Ajagutaarsuk Ulorpanalu / Ajagutaarsuk og Ulorpana / Ulorpannaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 179 - 182, nr. 40 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 40, ss. 191 - 197.
Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 24, ss. 57 - 59. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 117, s. 456: An Old Man, who was always anxious to outdo other People.
Resumé af uddraget: To gamle ulkepilkere bor på hver sin boplads. Den nordligst boende foreslår en kappestrid om hvem, der først får en søn, dernæst om hvis søn, der blir den bedste fanger, og endelig om hvis søn, der blir den største åndemaner / angakkoq. Den nordligste ulkepilkers søn kaldes Ajagutaarsuk og den sydligstes Ulorpana. U.s far lyver om, hvor dygtig U. faktisk er blevet til fangst for ikke at tirre A.s far. Og U.s far råder sin søn til at øve sig til åndemaner i en indtørret sø, fordi det gir større evner end at øve sig i klippehuler. U., der følger rådet og fortæres / udsuges af en vandkalv i den indtørrede sø, opnår straks klarsyn og kan se A., der øver sig i en klippehule. Men da U.s far ser, at stengrunden blir blød under U.s såler, ber han sønnen om straks at offentligøre sig som åndemaner, da han ellers vil blive dræbt af sin store angakkoq-kraft. U. holder øjeblikkeligt sin første seance og han flyver nordpå til huset, hvor A. bor. Men A. kan end ikke mærke, at U. er ankommet på åndeflugt, hvorfor U. må råbe ind efter bukser, som han får og tager på. Nu kan han gå ind i huset, hvor konkurrencen finder sted. De kappes først på hjælpånder, hvor U.s innersuit viser sig dygtigere end A.s indlandsånder. Så trækker de armkrog, hvor U. vinder, og hans innersuit vinder derefter over A.s indlandånder i armkrog. U. inviterer til afsked A. på genvisit, men af skam dukker han aldrig op.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 40, s. 330.
Var.: Tvende Fættere; Ulorpannaq; Ipiutaarsuk.
Hist.: Måske sætter fortællingen en sydgrønlandsk åndemanertradition op imod den midtvestgrønlandske, hvor lærlingen oftest øvede sig i klippehuler (uddannelse til åndemaner. initiation). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Akaak
Dokument id: | 1767 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Akaak |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 284 - 285, nr. 70 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.
Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke Nalikkaaq. Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges). Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen, fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører hende skrige som en måge.
For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996; nr. 70, s. 346.
Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat". Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Akamalé / Akamalik
Dokument id: | 1819 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mathiassen, Andreas |
Nedskriver: | Mathiassen, Andreas |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Akamalé / Akamalik |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 122 - 133 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.
Resumé: Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A. hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler. Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk. Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til himlen.
Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)
Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365). I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne. Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding. |
Akamalik / Akamelik
Dokument id: | 2039 |
Registreringsår: | 1980 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mathiassen, Kristen |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Akamalik / Akamelik |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 53 - 57 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Akamalik"
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 166 - 172 (dialekt) og ulige sider: 167 - 173 (engelsk).
Resumé: Akamalik boede i Illorsuatsiaat og købte knive i Sissarissoq, da man dér havde fået butik. Han var berømt for at have deltaget i mordet på Usulissuaq, men det passede ikke. Us. var Akam.s gamle slægtning, der boede alene nær Qerrortuut med en plejesøn, den forældreløse Uujooq. De levede af fisk. Akam. besøgte med mellemrum Us. med medbragte lækkerier og blev hos ham en tid, hvor han fangede til den gamles vinterforråd. Engang under et sådant besøg, hvor Us. vil hente frisk kvan i Qerrortuut (hvor?), det lækkeri han kunne skaffe til gengæld. Akam. tar samme dag på fangst og blir ud for Isua (Kap Farvel) advaret om at mænd fra Illorpaat er på vej for at dræbe Us. Akam. når lige netop ikke frem til Qerrortuut i tide. Rasende skærer han en luns af ligets fede bagdel og noget af dets lever, som han med hævet kniv tvinger morderne til at spise af, for som han siger: 'Vi dræber kun for at få noget at spise!' Han parterer også ligets hoved og placerer stykkerne forskellige steder. Derfor blev Akam. i eftertiden regnet for medskyldig i drabet. Tilbage på teltpladsen smider Akam. Us.s lille kniv over til Uujooq med ordene: 'Mon du nogensinde vil glemme dette her?' Samme Uujooq blev senere en frygtet lystmorder, der altid dræbte med denne lille kniv. Akam. henter derefter Us.'s mest værdifulde ejendel frem under konebåden, en lang fiskesnøre af hvalbarde til dybhavsfiskeri. Om det er den morderne ville ha' fat i? Om den var årsag til drabet? I deres kamp om den lykkes det Uujooq at bemægtige sig den. Akam. tager Uujooq med sydpå, mener man. Her huserer Uuj. senere som en frygtet morder. KM. har selv efter eget ønske set den teltplads Us. brugte som gammel ved Illorpaat.
Tilføjelser: Dele af den grønlandske tekst, der ikke er kommet med i den danske følger her i Signe Åsbloms oversættelse med forbehold for misforståede ord på fortællerens dialekt:
s.58 nederst - 59 øverst i grlsk. udgave: (Aasaleraasaaninngaanniitt...) Han roede gevaldigt til, selvom forenden af kajakken helt op til kajakstolen lå dybt i vandet. Forenden blev skubbet frem af bølgerne, så kajakspidsen lå under vand. (Ja, sådan plejede kajakken at være dækket af vand helt op til ?. Det var jo på den måde de øgede deres fart. Ligesom min onkel Andaliarsi, der var kateket, fortalte, at de plejede at være tre om at kappes, og det var ham selv, Unoorsi og Ujuaarsuasik, der kom dér sydfra, og ingen af dem kunne klare det. Og det var, fordi han stille og roligt lod sin kajak flyde op. Kajakspidsen var nemlig kommet til at ligge lige dybt nok. Han roede lidt og brugte både armene og livet, så kajakken løftede sig, og åretagene modvirkede, at kajakkens ende dukkede ned under vandet. På den måde brugte Unoorsi og Ujuaarsuasik måske armene for meget, så de fik bagenden af deres kajakker til at dukke ned under vandet. Og når bagenden af kajakken på den måde stak ned i vandet, gik de i stå. Og uanset hvor hurtige de ellers var... overhalede han dem.
midt på s. 60: Så opdagede de, at det var Akamalik, der var kommet, og senere dukkede Matiisinngivasik også op. Det var nemlig Matiisinngivasik, der havde hentet Akamalik. Det var altså omkring det tidspunkt, hvor han blev døbt. I Alluitsoq... Der kom missionærerne jo først.
sidste linie s. 60: Måske skyldtes det, at de havde været så misundelige på denne mand, dengang han var storfanger, at de nu dræbte ham, da han var blevet gammel og ikke længere kunne bevæge sig så meget rundt. Sådan må det være, fordi man gjorde sådan på den tid.
Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk. Om Akamalik verserer også en anden fortælling - om hans omvendelse i en drøm (søg denne).
Hist.: Historisk fortælling. KM var 80 år i 1981. Hans fortælling om Akamalik afviger fra andre i ikke at nævne hans drøm, ønske om dåb og rejse til herrnuterne i Nuuk. Rink mener det er den denne begivenhed Cranz (Historie von Grönland) beskriver for året 1743. Det kan ikke rigtig passe med, at gamle Sahras mor havde fået i opdrag at føre hus for Uujooq og hans mindre brødre, der endnu alle var kajakløse, efter at deres far var blevet myrdet. Sahra var gammel i 1860'erne og selv med tre generationer når man næppe bagud til ca. 1740. Om Uujooq er der også en del fortællinger, der stemmer mere eller mindre overens med visse af oplysningerne i denne fortælling af KM.
Kommentar: alle medskyldige skal stikke i den myrdede, være med til parteringen og spredningen af stykkerne. Denne del af mordritualerne skulle hindre den døde i at samle sig sammen og trænge ind i morderen. Dette besværligjordes yderligere når flere blev gjort delagtige i mordet, foruden at flere medskyldige fratog eventuelle slægtninge til offeret i at tage hævn. Men forklaringen på Akamaliks initiativ til dette ritual lyder besynderlig og fratager ikke Akamalik for mistanke: at fortæringen skulle tjene til påmindelse om at man dræber dyr, ikke mennesker. Måske har fortælleren ikke kendt det gamle mordritual. Se de andre fortællinger om Akamalik. Vedr. ritualer ved mord søg på: Iisimmardik mord og mordritual.) |
Akortalingnik / Akortalimmik
Dokument id: | 1965 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, IV, 4' |
Fortæller: | Dahl, Johan |
Nedskriver: | Dahl, Johan |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Akortalingnik / Akortalimmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 397 - 399, nr. 76 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Mangler tekst Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 114 - 115, nr. 84.
Resumé: Sagnets ejer. En mængde børn advares af deres eneste voksne, kvinden Akortalik, under bærplukning mod at fortælle sagn om aftenen i teltet. De trodser forbudet og skræmmes ihjel af sagnets ejer, der forsvinder igen som lysende ild. Akortalik overlever imidlertid, fordi hun dækker sit ansigt mens sagnets lysende inua er på besøg. Dette væsen forsvinder op til fjelds, hvor det åbenbart har hjemme.
Var.: Den store ild.
Kommentar: Alt muligt ondt synes i kolonitiden at vise sig som ild. Almindeligvis kommer den store ild, Innersuaq, der af Kreutzmann identificeres med Toornaarsuk, ude fra havhorisonten. Den skræmmer støjende børn ihjel. |
Akutarlu Inuinnarlu / Blandingen og det almindelige menneske
Dokument id: | 1797 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Akutarlu Inuinnarlu / Blandingen og det almindelige menneske |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 158 - 162, nr. 35 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 35, ss. 153 - 163.
Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 6, ss. 17 - 22. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 77, ss. 404 - 410: Akutak and Inuinak.
Resumé: Akutaq og Inuinnaq besøger en mængde gifte brødre, der ikke vil gifte deres eneste søster bort. Den mellemste af brødrene fører ordet. Da de om aftenen klær sig af ses det, at A. er hvid som en hvidhval og I. sort som en ravn. Søsteren har sengeklæder så smukke som qallunaats. I. lægger sig hos hende, hun er mere end villig, og brødrene opgiver at gøre ham noget. Men A. blir misundelig, og da han bliver til grin, forhekser han søsteren: hun vil komme til at hade sin mand. A. tar hjem næste morgen. I. sover altid længe om morgenen, men når alligevel hjem med fangst inden sine svogre, og hans kone blir mere og mere voldelig i sine kærtegn. Da hun giver sig til at gnave i en slibesten, der stammer fra Tunulliarfik-fjeldet, forstår man, at hun er blevet gal, og alle flygter over til en ø undtagen I., der dog også må tage flugten derover næste dag. Den gale kone forfølger ham gående over vandet og vender først om, da vandet rifles foran hende. Hun ligger død i en nærliggende hule, da I. senere vender tilbage og begraver hende. På Akutaqs boplads får en forældreløs dreng om vinteren den ide at bytte sig til et par kamikker hos brødrene for en lille hund. Han overnatter i det forladte hus, skræmmes af det gale genfærd, gemmer sig i et isbjergs hule, slipper næste dag over til øen og får af den mellemste bror to par gode støvler og en kniv med smukt skaft. Også de andre brødre gir ham gaver, fordi han har overnattet i det forladte spøgelseshus. Hunden vil brødrene ikke have. Drengen sælger sine gaver og får sig således en kajak.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 35, s. 328 - 329.
Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal; (delvis). De mange brødres eneste søster, som blev gal. Iøvrigt et hyppigt motiv i forskellige fortællinger. Søg bl.a. på: ligfedt.
Hist.: Rink bemærker i en note , at denne Akutaq var søn af en grønlænderinde med en hvalfangerkaptajn fra før Egedes tid. Kaptajnen kaldtes Tunusuk (Nakken)/ Tinusuk. I slutepisoden har Rink i oversættelsen rettet angajullersaata til "den mellemste". Det er også mest naturligt, at det er denne, den stærkeste bror, der fører ordet i slutningen, ligesom i begyndelsen, men der står altså "den ældste" i originaloptegnelserne. Fortællingen er fortalt til Hermion (? det er ikke til at læse) af David, som atter har hørt den af en sydlænding, Nathan.
Se Hendriks fortælling om Tinusuk: Familien Paakasi.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Alaja
Dokument id: | 1764 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Alaja |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 277 - 279, nr. 67 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 67, ss. 342 - 347.
Ret teksttro oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 37 - 38, nr. 13: Om en Gjenganger.
Resumé: Om en genganger. Den tæt befolkede ø, Pisuffik nord for Nuuk, blev pludselig folketom dengang en kvinde var blevet borte under en bærudflugt til fastlandet og hendes slægtninge ville dræbe en af de andre kvinder, der havde været med. Man drog så hver til sit, idet Alaja med to søskende, der var tilhængere af Imaneq, flyttede til Napasoq (syd for Maniitsoq). Her udeblev engang en af beboerne, Usukutoq, under rypejagt, og da han længe efter kom bleg og gusten tilbage fortalte han om en drøm han havde haft derude. Han var blevet fanget af de ækle boldspillende døde og ført mod himlen, hvor andre døde i smukke hvide klæder havde fortalt ham, at efter døden havnede de udøbte mellem de grimme boldspillende, men de døbte blev ligesom de selv, ved godt huld og i smukke klæder. U. opfordrer da alle til at blive døbt og kommer sig. Senere bliver Alajas mor syg og dør sindssyg. Hun begraves og alle forlader huset. To rejsende overnatter i det, man da den ene, der er kilitsissiaq, fordi har siddet på skødet af den historiske åndemaner / angakkoq Usugannguaq, har sanset fare og spærret husgangen med sin og fællens kajakker, kan genfærdet af den sindssyge ikke komme ind og skræmme dem.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 67, s. 345 - 346.
Hist.: Bemærk skellet mellem det traditionelle himmelrige, der har fået negative konnotationer og det kristne, meget positive. Se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000. De boldspillende døde er Nordlyset.
Søg på: Usugannguaq der nævnes i flere fortællinger og har også sin egen fortælling. Ligeledes nævnes flere gange lærlingen han har haft som barn på skødet under sine seancer. Om Imaneq er der flere fortællinger.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Alarnarsikût
Dokument id: | 1831 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolai |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Alarnarsikût |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 65h - 67v, nr. 322 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123. Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):
Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist. Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.
Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem. Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr. |
Aleqakukiaq
Dokument id: | 51 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Nedskriver: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Aleqakukiaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 409 - 410 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 150.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 409 - 410: Oqaluttuaq Aleqakukiamik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 98. Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 98, s. 120.
Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 146, s. 470 - 471: A Woman named Alekakukiak.
Resumé: Aleqakukiaq bliver svigerinde hos sine fjender, hvor hun føder en søn. Af en gammel kone, hun altid giver mad, hører hun, at svogrene pønser på at dræbe hende. Helt forstyrret går hun straks ud efter vand, sætter spanden fra sig og fortsætter mod øst ind i indlandet. Gemt i et dværgbirkekrat hører hun dem, der søger efter hende sige, at hendes lille søn er ved at græde sig ihjel. Hun er parat til at vende tilbage, da hun straks efter hører dem sige, at de vil dræbe hende.
En stor bjørn går pludselig til angreb. Men med et slag i luften med remmen fra sin amaat (rygpose, hætte) fælder hun den. På samme måde går det med en ulv / amaroq. Uden at spise af dyrene fortsætter hun til kysten, hvor man fra en konebåd synger, at man har fanget en hval. Al. bliver glad. Hun er atter hjemme. Men ingen kan se hende. Først da hun har haft fat i en hundelort, bliver hun synlig. Efter hjemkomsten gifter hun sig aldrig igen.
Kommentar: Som Thisted påpeger i en note, har Al. været så længe i det mennesketomme øde, at hun må gøre sig stoflig ved at gnide sig i ekskrementer. Indlandet svarer her til den 'anden' verden bag synsranden. |
Aleqaringuanik / Aleqarinnguamik
Dokument id: | 1963 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, IV, 4' |
Fortæller: | Dahl, Johan |
Nedskriver: | Dahl, Johan |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Aleqaringuanik / Aleqarinnguamik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 395 - 397, nr. 75 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Mangler ved en uklar fejltagelse tekst og oversættelse. Velegnet til opdatering (Rink NKS 2488, IV, må der ikke fotokopieres fra. Mikrofilm forefindes på Inst. for Eskimologi.)
Var.: formentlig: aleqaliat |
Aluk-manden
Dokument id: | 43 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Aluk-manden |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 485 - 486 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.
Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.
Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.
Resumé: En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.
Var.: Manden fra Aluk.
Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat
Dokument id: | 162 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 156 - 157, nr. 54 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der muligvis ikke længere eksisterer.
Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 151
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om fangeren fra Ilulissat (orig. uden overskrift). I gamle dage, før Ilulissat (Jakobshavn) blev befolket, boede der på stedet et ægtepar. Da manden en dag var ude på fangst, så han en kajakmand, der var i færd med at gøre sin fangst klar til bugsering. Han undrede sig over at se en kajakmand, for der boede jo ingen andre fangere i området. Han roede hen til den fremmede, men denne fjernede sig og lod sin fangst, en fuldvoksen spraglet sæl, ligge. Manden fra Ilulissat bugserede sælen hjem. En anden gang manden fra Ilulissat var ude på fangst, harpunerede han en hvidhval, men mistede sin fangstblære / fangeblære. En anden kajakmand, den sammme han mødte sidst, dræbte dyret og tilegnede sig det. Fangeren fra Ilulissat sagde til ham: "Giv mig hvidhvalen." Men den anden svarede: "Det var jo dig, der stjal en sæl fra mig sidste gang." Det endte alligevel med, at Ilulissat-manden fik sin hvidhval tilbage. Det blæste op, og den fremmede hjalp til med at slæbe hvidhvalen; men han forsvandt, lige før de nåede stranden.
En dag da fangerens (Ilulissat-mandens) kone arbejdede uden for huset med at banke frossent spæk for at få trannet ud af det, så hun en stor hund. Hun gik ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden dræbte hunden. Dagen efter hen på aftenen råbte en mand udefra: "Hvem har dræbt min hund? Kom herud." Sådan råbte han flere gange. Ilulissat-manden tog sin fugleskindspels på og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter ham med kniven. Den fremmede tog flugten. Ilulissat-manden forfulgte ham og gjorde flere forsøg på at stikke ham. Den fremmede begyndte at hæve sig op, mens Ilulissat-manden stadig gjorde forsøg på at stikke ham. Da han ikke længere kunne se ham, vendte han tilbage til huset. Da det blev forår, døde Ilulissat-manden.
Var.: Ilulissatboen; se også Manguaraq. Kommentar: Fortællingen må være den samme som: Ilulissatboen, ID 163, el. NKS 2488, II, 4', nr. 63, der er oversat i sin helhed. Se kommentaren til denne |
ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik
Dokument id: | 256 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Heilmann, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 385 - 386, nr. 126 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)). Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd. En grønlandsk fortælling. I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler. Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på, om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem - især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde de for at gøre indtryk på deres fjender.
Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere. |
ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Dokument id: | 253 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | Motzfeldt, Peter |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 379 - 380, nr. 123 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden). Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.
En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.
Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen
Dokument id: | 177 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 187, nr. 72 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.
Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie). En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.
En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.
Var.: Ikke i denne bases samlinger. |
ãma avdla / Serquilissaq
Dokument id: | 254 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Heilmann, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Serquilissaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 380 - 381, nr. 124 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 162
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Seeqquilisaq (Opr.: Og en anden). Seqquilisaq boede nordpå. Da han mistede sin far, tænkte han, at han - nu da han var blevet alene - ville træne sig stærk. Han voksede og han trænede for at blive stærk. Han var mild og altid i godt humør. Han fik kajak og han plejede også at tage nogle ture over land. Til sin træning brugte han alt muligt, og han tog altid på kajakfangst og landjagt helt alene. Han blev voksen og en stærk mand.
Mens han endnu boede på den samme vinterboplads, hørte han, at visse folk, der boede sydpå, ikke regnede ham for noget. Det fik ham til at rejse sydover. Undervejs måtte han slå lejr flere gange. En gang, da han roede omkring et næs, fik han på den anden side øje på en beboet boplads. Dér slog han sit telt op. En dag, hvor han ikke tog ud på fangst og gik rundt ved teltet, så han en sølle kvinde komme ud af et af husene og sætte i løb, idet hun råbte: "Det siges, at Seeqquilisaq er meget dygtig til at skyde med bue og pil. Skyd mig." Seeqquilisaq kiggede blot på hende og foretog sig ikke noget, da der ikke var nogen grund til at hidse sig op. Så gik hun ind igen i huset. Men lidt efter kom hun ud igen - løbende og råbte: "Skyd mig, skyd mig." Seeqquilisaq hentede sin bue inde fra teltet, og idet hun lige skulle til at gå ind i huset, skød han efter hende og ramte hende lige midt i kroppen, så hun blev spidet fast på husmuren. Det var første gang i sit liv, at han blev hidsig og dræbte et menneske, men ingen i huset (ingen i hendes familie - Chr.B.) gjorde Seeqquilisaq noget. Med sin familie blev han på stedet et stykke tid, men senere vendte de tilbage til deres boplads. De døde, uden at nogen havde hævnet sig på dem.
Var.: Næppe.
Kommentar: Meningen må være den, at konen opfører sig for tumbet. |
ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt
Dokument id: | 255 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Heilmann, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 381 - 385, nr. 125 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123: The Friends.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om to fætre. (Opr.: Endnu en anden). Der var engang to mænd, der var hinandens elskede yndlingsfætre. De voksede op sammen og boede på samme vinterboplads. Om sommeren tog den ene af fætrene ind i store fjord (måske stednavnet Kangerlussuaq. Chr.B.) på renjagt og den anden tog ophold på en ø, for at fange sæler. Fætteren på øen fik den ide at invitere fætteren og give ham noget råddent sælkød at spise. En dag tog han så hen til ham og inviterede ham. Da han havde afleveret sin invitation, vendte han hurtigt tilbage og smurte noget fedt fra et dødt menneske på det kød, han ville servere for ham. Han ville forgive ham (nerlernerlukkumallugo). Fætteren kom, og der blev serveret. Men han holdt hurtigt op med at spise, da det gik op for ham, at maden havde en fremmed lugt. Han tog hurtigt hjem igen med skumle tanker, men han lod sig ikke mærke med det over for fætteren. Den forgivne fætter ville nu hævne sig på fætteren. Han bad kvinderne om at tilberede et lækkert måltid, fordi han ville indbyde sin fætter til spisning. Så kom fætteren på besøg og forinden havde den fætter, der inviterede ham, smurt noget menneskefedt på det kød, der skulle serveres for ham. Fætteren spiste med appetit. Den voksede under spisningen, og han spiste alt op uden at opdage nogen fremmed lugt. Men under opholdet fik han mavepine og tog hjem. Flere dage efter tog fætteren af sted for at se til fætteren med mavepine. Da han roede omkring næsset og kunne se bopladsen, opdagede han fætterens kajak, men ellers var der ingen mennesker at se. Han gik op til huset og så gennem vinduet fætteren ligge på maven på briksen med hovedet hængende ned henover kanten af briksen. "Hvordan har min kære fætter det?", spurgte fætteren ved vinduet, endnu før den anden opdagede ham. I det samme sprang fætteren fra briksen op og begyndte at forfølge ham, idet han sagde, at han ville spise ham, for han var blevet sindssyg og havde spist alle de andre i huset. Det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet (det er ikke ganske klart, om det er den gale eller den raske fætter, der sprang ud. Chr. B.). Fætteren, der blev forfulgt, skubbede sin kajak ud i vandet og idet han skulle til at stige ned i kajakken, kiggede han op og så, at den gale fætter var på vej ned til ham. Han standsede ved strandkanten og sagde: "Nu er jeg blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter dig." Fætteren begyndte at ro ind, men opdagede i det samme, at den gale fætter rakte armene ud efter ham. Han blev bange for ham og roede væk. Han nåede hjem og fortalte de andre, at fætteren var blevet sindssyg og havde spist sine husfæller, og at han selv nær var blevet spist. Dagen efter ville han af sted igen for at se til den gale fætter. Kvinderne i huset advarede ham og sagde, at han risikerede at blive spist. Men han svarede: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter ham". Kvinderne kunne ikke få ham fra det. Da han gik i land under den gale fætters hus, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Denne gang gik han ind i huset og den gale fætter gav sig til at løbe efter ham inde i huset og talte hele tiden om, at han længtes stærkt efter menneskekød. Den raske fætter var ved at blive helt træt, da det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet. På vej ned til sin kajak kiggede han tilbage og så, at den anden nu kom ud af huset og løb ned til ham. Han sprang ned i sin kajak og roede ud. Han så tilbage og opdagede, at den anden var på vej ud til ham gående på vandet. Da han nærmede sig mere og mere, gav den raske fætter sig til at rokke med kajakken. Så hørte han den anden råbe: "Nå da!" ("ilaalaartarpalummat" - svært at finde et passende udtryk. Jeg mener, at man i Julianehåb området bruger "ilaalaa" som et udtryk for, at man er bange) og kiggede tibage. Han så, at den gale fætter klarede de små bølger, der dannedes af kajakkens rokken, ganske udmærket. Så gav han sig til at rokke kraftigere med kajakken, idet han samtidig roede. Så hørte han den gale fætter sige: "Jeg var nær faldet ned i en stor revne". Han kiggede tilbage og så, at han hang med hovedet ned og ville rejse sig op igen. Det viste sig, at han anså den stribe på vandet, der var dannet af strømmen, for at være en revne. Forfølgeren sagde nu til ham: "Jeg er blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter dig". Han begyndte at ro hen imod ham, men opdagede, at den gale rakte armene ud efter ham. Så roede han lidt væk fra ham. Sådan begyndte han at drille ham, men blev alligevel bange for ham og roede væk. Da han kom hjem, fortalte han, at han nær var blevet spist. Kvinderne advarede ham mod at besøge fætteren. Dagen efter tog han alligevel af sted for at se til den gale fætter. Da han kom til fætterens boplads, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Han ledte efter fætteren inde i huset, men kunne ikke finde ham. Han kom ud igen og kunne efter sporene se, at han var kommet ned (fra taget? Chr.B.) bag huset. Derfra fulgte han sporene op til en stor klippehule og fandt den gale fætter død i bunden af den. Han kom ud af hulen og dækkede udgangen til med mange sten. Først da han havde sikret den, tog han hjem. Efter den tid knyttede han ikke flere tætte venskaber.
Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt; bespiste ondt.
Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne. |
ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk
Dokument id: | 160 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, L. N. |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 152 - 153, nr. 52 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.
Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126: Katerparsuk.) Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel). En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok. En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."
Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig. Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over, at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den lille ældre mand tørrede en tåre bort. Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk
Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq
Dokument id: | 204 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | Omf[side 287 - 291, nr. 99 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.
Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Endnu en fortælling. Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat (Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit "peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget med, at han måske ville leve længere end sin bror). Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse dem. En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.) udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen. Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere. Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne. Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri, at han endog overlod sine medhustruer til gæsten. Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.). Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?. De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset. Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene. Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig med at råbe, så det gav ekko. Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. - Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.
(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening frem, Chr.B.).
Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq
Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen. |
ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Dokument id: | 148 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 103, nr. 39 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift). En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre. Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.
Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige, en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde, at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede ham om, at han i forvejen havde en kone.
Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.
Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham, at hun somme tider trådte ham i hælene.
Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.
Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk. |
ãma oqalugtuaq avdla / Enken
Dokument id: | 140 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma oqalugtuaq avdla / Enken |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 82 - 87, nr. 32 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI: 170h - 172v.
Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen: Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift). En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik et negativt svar, rejste han videre til et andet sted. Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat. Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og tilstod tyveriet, inden han døde. Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler, han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han: "Dræber de mig, vil det give sig til at sne." En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne; og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen. Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.
Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene. Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så stærk, at han bristede og døde. Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus, fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens lanse. Sammen gik de op til det lange hus. Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde, at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme. Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!" Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle. De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval, inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som denne klippe."
Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;
Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik. Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.
Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op. |
Amaqqunik takunnittut Kangersunermi Nuup eqqaani
Dokument id: | 1754 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Amaqqunik takunnittut Kangersunermi Nuup eqqaani |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 252 - 253, nr. 57 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 57, ss. 307 - 310.
Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 73, ss. 109 - 110.
Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 132, s. 464: The Amarok.
Resumé af uddraget: Amaroq'erne. En mand, der vil fordrive sin sorg følger med på renjagt, men oplever intet bemærkelsesværdigt. En slægtning fortæller ham så om et vældigt brøl, som nogle renjægere engang hørte ved Akulleq. Manden og slægtningen følges derop, træffer et kuld amaroq ("ulve") unger, som manden trods slægtningens advarsel slår ihjel. Slægtningen gemmer sig i en hule. Det gamle ulvepar, der er store som konebåde på støtter kommer med hver sin ren i gabet (først hunnen, så hannen). Begge opdager drabet efter tur, og hannen farer hen til en indsø, haler et menneske op af den, slænger det på jorden og løber mod indlandet. Slægtningen i hulen ser, at manden dør samtidig. Det ophalede menneske er dennes sjæl, som amaroq'en har røvet som hævn. Egnen Akkulleq er derefter en tid fri for amaroq'er.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 57, s. 340.
Hist.: Fortælleren har ikke kendt rigtige ulve. Det er betydningen af amaroq hos inuit i Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Men overladt til fantasien har amaroq'en - som man ser - antaget helt uhyre dimensioner. Men dens karakter af renjæger er bevaret intakt.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Amarsissartoq
Dokument id: | 158 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, L. N. |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Amarsissartoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 149 - 150, nr. 49 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.
Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden overskrift) Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det. Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.
Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset. Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.
Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.
Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq. |
Anaqqorsuaq
Dokument id: | 1755 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Anaqqorsuaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 254 - 256, nr. 58 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 58, ss. 311 - 315.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 110, nr. 74. Resumé af uddraget: Anaqqorsuaq, der blev født ufuldbårent ved Pisissaarfik, drilles konstant under sin opvækst. Men træner sig stærk og skaffer sig respekt. Renerne er forsvundet fra egnen ved Kapisillit, muligvis p.g.a. amaroq'er, som A. mener at se (tilsyneladende fem harer der ligger og soler sig) og flygter fra deroppe. 3 år senere tager han derop igen sammen med en enkelt kvinde, spiser lidt renskarn med spæk, ser en stor hunren, nedlægger den og dier den. Derefter kommer renerne tilbage til egnen. På sine gamle dage bliver A. døbt og til sidst omkommer han i kajak.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 58, s. 340.
Hist: Anaqqorsuaq er Mangilaqs barnebarn (se s. 311 - 315, nr. 16, Singajuk), og er ligesom denne, der siden fik tilnavnet Tusilartoq, født uden negle. En historisk fortælling fra omkring 1800 på Nuuk-egnen. Angående renbestandens svingninger o.a. søg på: "Ressourcers forsvinden og komme" for andre fortællinger om sådanne iagttagelser.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Anertorsuaq illorpassualik / Anertorsuaq med de mange fætre
Dokument id: | 1741 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Anertorsuaq illorpassualik / Anertorsuaq med de mange fætre |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 196 - 204, nr. 44 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 44, ss. 219 - 236. Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 81 - 83, nr. 40.
Resumé af Rinks uddrag: Anertorsuaq har ingen søskende men bor sammen med mange fætre. A. kommer uforsætligt til at dræbe en fætter under flænsning (man deler ikke ordentligt, men rager til sig) og mens fætrene pønser på hævn, flygter han efter en tid mod nord til grænsen for havisen, der aldrig smelter. For det er vanskeligere at flygte sydpå, siges det. Hans kone føder en søn og to døtre. Sønnen opdrages til stærk mand for at kunne modstå evt. hævn, og han fanger hvidhvaler sammen med sin ene søster langt ude på isen, hvor de hveranden nat overnatter i et snehus. En dag er hun borte. Broderen tager hjem, spiser ikke et døgn, tager så ud og fanger en kæmpehare og en kæmperæv til slædehunde og desuden en avaqqiaarsuk, som kan knuse sten med sine tænder. Fra nu af kan alm. mennesker intet gøre ham, siger faderen. Han kører til Akilineq på sin slæde, træffer sin søster gift med en enøjet mand, som broderen viser sin overlegne styrke, da han trækker tænderne ud af et hvalroshoved, som den enøjede forærer ham. Broderen tager hjem. Den enøjede kommer på besøg på en slæde forspændt rener, og svogeren imponerer ham endnu engang ved at fremkalde, fange og overmande en rasende kiliffak ved en sort sten ved en revne i indlandsisen. Sammen rejser de så sydpå med fangstblærer af hele oppustede sælskind. Hernede dræber den stærke en befalingsmand på en boplads til alles lettelse og fordi han har fornærmet den enøjede. Man fortæller hinanden om stærke dyr, man har kunnet magte, og den stærke kan imponere med det dyr, der knuser sten med tænderne. De rejser hjem efter sommeren, og derfra tager den enøjede, formentlig sammen med sin kone, tilbage til Akilineq. Ham hører de aldrig mere til.
Var.: Dette er "moderne" variant af rejsen til Akilineq efter en forsvundet søster. Søg på: "Bjørn, knivhale og savryg." Og: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.
Hist.: Fortællingen beskriver forestillinger om folk højt mod nord, hvor man bor langt mere spredt end mod syd. Fjendskabet med Akilineq-boerne i traditionelle fortællinger er elimineret. Den enøjede bliver ikke dræbt under besøget, og han er ingen kæmpe. Hans kone, der muligvis tager med, er ikke så kraftigt i fokus, måske fordi hendes bror har ialt to søstre (BS). Bemærk at traditionens "stærke mand", der besejres af helten, hér er en af koloniadministrationens "befalingsmænd".
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
For kommentarer til Rinks version af originalteksten, 1866-71, nr. 40, se Thisted og Thorning 1996: nr. 44, s. 331 - 332. |
Angakkorsiaq
Dokument id: | 1906 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Angakkorsiaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 452 - 455 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 452 - 455: Angakkorsiaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 47, ss. 211 - 214, med dansk kommentar s. 333 - 334:
Dansk uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 41, ss. 83- 84. Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 123, s. 459: Angakorsiak was very proud of his Angakok Wisdom. Resumé af uddraget: En angakkoq / åndemaner ved navn Angakkorsiaq (Den mådelige åndemaner). A. vil kappes med andre angakkut, men bliver den lille langt oppe nordpå, hvor en stærk angakkoq gør ham alle kunster efter og desuden gennemborer en sten med sin harpun, så den bløder. Angakkorsiaq dukker under vandet, kommer op som en ren af skam, går under, kommer op som sig selv igen og ror skyndsomst hjemad.
Var.: En åndemaner fra Sydgrønland; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;
Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Angakkorsuaq paap angakkueraa / Ånedemaneren som fik sin angakkoq-evne frataget af en skallesluger
Dokument id: | 1777 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Enevold, Thomas |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Angakkorsuaq paap angakkueraa / Ånedemaneren som fik sin angakkoq-evne frataget af en skallesluger |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 75 - 76, nr. 13 |
Lokalisering: | Qoornoq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 13, s. 34 - 35.
Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 30, ss. 71.
Resumé: En stor angakkoq / åndemaner kan se sælerne i dybden (gennem sin kajakstol) og får derfor altid fangst. En dag indsamler han æg fra en skalleslugers rede og fanger på hjemvejen en sæl, som han straks ved hjemkomsten lader kvinderne partere og koge bryststykkerne af. Han glemmer æggene i kajakken, hvor skalleslugeren således kan hente dem igen, men den beklager sig alligevel til åndemaneren i et drømmesyn, der lammer åndemaneren: "Vi skulle netop til at opkalde vores børn, som vi endnu ikke vidste om de blev drenge eller piger, efter vores svigersøn." Pludselig husker han æggene, føler sig lettet, og går ned efter æggene, der er væk. Derefter fratager fuglen åndemaneren hans evner til at se sælerne i dybden og dermed til storfangst.
Var.: Oqaluttuaq angakkorsuarmik nr. 162 (meget længere) |
Angakkorsuit nuliariik / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Dokument id: | 1793 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Angakkorsuit nuliariik / Ægtefællerne der begge var åndemanere |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 138 - 140, nr. 31 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 31, ss. 118 - 123.
Oversat uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 35, ss. 76. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 121, s. 458 - 459: A Married Couple remained Childless on account og their both being Angakok.
Resumé af uddraget: Et gammelt ægtepar, der begge er åndemanere og derfor barnløse, bor ganske alene. De rejser ud for at træffe mennesker og møder i en fjord en kajakmand, der blir så forskrækket at han lader sin fangst med bugserremmene i stikken. De gamle får således et rigt forråd af fangsten. Senere rejser de ind i fjorden med remmene til ejermandens boplads, hvor de modtages godt, beværtes flot, og manden af de to holder til gengæld seance og helbreder en ung mand, der er blever forhekset af sin moster. De to gamle blir misundelige på husets mange drengebørn, men bringes til skamfuld tavshed, da de hører at drengene alle er opkaldt efter andre, der er udeblevet i kajak.
Thisted & Thorning 1996: 327: Teksten er stærkt beskåret, bla. også fordi hele åndemaningsscenen / seancen er udeladt, under henvisning til Arons version, som er trykt i 1. bind (Nr. 81).
Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Dokument id: | 1794 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 141 - 143, nr. 32 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 32, ss. 123 - 128.
Blandet oversættelse og referat i Rink 1866 - 71, II: s. 56 - 57 nr. 23.
Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen beretter kun om Unneqs bedrifter og de lokaliteter de er foregået ved. Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. U. tar da turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han Amaarsiniooq, der fortæller om Uumannaq-øens onde fjeldånd, "Kilderen", som A. selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske. Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man ikke længere behøver at frygt "Kilderen". Under en anden seance fortæller U.s innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk (Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt at han som den eneste fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks storfangers fisk".
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 32, s. 327.
Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi. "Kilderen" findes i forskellige mytiske skikkelser i andre grønlandske fortællinger og hos mange østeskimoer. Bl.a. medbragt fra Baffinland til Thule området.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Angakokens åndeflugt til indlandsboerne / angakkoq / åndemaner
Dokument id: | 145 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Clementsen, Tobias |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Angakokens åndeflugt til indlandsboerne / angakkoq / åndemaner |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 161 - 162 nr. 50 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v. Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 36 ss. 97 - 100.
Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 93, ss. 443: An Angakok Flight.
Resumé: Oqataqs far er en stor angakkoq, der på opfordring holder seance, hvor han med storetåen i et hul i en koblerem (kobberem = sælskindsrem) og den anden ende bundet om hovedet flyver til indlandet. Her besøger han en masse kvinder, hvis fælles mand er husstolpen, der er helt glat. Den hælder faretruende, når han gør tilnærmelser til en af kvinderne eller bare han lægger sig på briksen. På sin næste tur til indlandet kommer han på besøg hos inorutsit, bjergfolk, der spiller bold med ham, til de lægger ham halvdød op på tørrestativet. Han tilkalder sin hjælpeånd, en hund, og da den kommer gøende, smider de skrækslagne deres børn ned i husgangen, og åndemaneren slipper ud. På en tredje tur til indlandet kommer han ind i et hus, hvor hans længst forsvundne søster er gift med den største af mændene, der har funktionen som husældste. Denne er lidt genert i starten, men lader så mad sætte frem. Som tegn på at han som åndemaner har været der, får han af søsteren en stump renskind med hjem, som han kan vise sine fæller.
Var.: The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse. Episoden med de enlige kvinder og husstolpen er ret udbredt i mytiske rejseberetninger som fx Kivioq / Givioq. Ånderne, men hyppigst himmelånder - formentlig nordlysene - der spiller bold med åndemaneren, forekommer ret ofte, også i Østgrønland, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq.
Kommentar: Det siges ikke, hvilke slags ånder søsteren er havnet hos. Bindingen af åndemaneren til åndeflugt minder mere om en qilaneq-kombination end den vanlige med hænderne på ryggen og panden mod knæene. |
Angakokken som glemte at han var angakok
Dokument id: | 219 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Angakokken som glemte at han var angakok |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 137 - 138 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 44v - 44h. Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 137- 138: Angakkoq angakkunnerminik puiguisoq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 189.
Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 164, ss. 346 - 147. Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 110, ss. 452 - 453: An Angakok on Kekertarsuak.
Resumé: En angakkoq / åndemaner fra Qeqertarsuaq har en søster gift et stykke derfra ved dets yderste forbjerg, Karramiut. Hende besøger han ofte, men en dag finder han alle husets indvånere døde af skræk over et kajakskind og sin søster sindssyg med opspilede øjne. Hun vil æde ham og sætter efter ham. Han lammes selv af skræk, men får dog slæbt sig ud til sine hunde ved slæden på isen, hvor han har måttet binde dem, fordi de ikke ville længere (hunde sanser det skrækindjagende før mennesker). Trods ihærdig piskning med istukken lykkes det ham først i sidste øjeblik at få hundene på benene og undslippe søsteren. Siden prøver han aldrig at besøge hende igen. Men han foretager en åndeflugt dertil og opdager årsagen: et kajakskind, der har trukket et dejligt drengebarn ned i husgangen og ind i døden. Han besøger aldrig siden stedet, fordi han var blevet så bange, at han havde glemt, at han var angakok.
Var.: Søsteren eller vennen eller fætteren, der bliver sindssyg og får kannibalske lyster, er en hyppig episode i bl.a. "Fætrene" (mange varianter).
Tolkning: Kirsten Thisted tilføjer i en note Rinks note, at kajakskindet formentlig havde været brugt til at bære et lig til gaven i (Rink 1866-71, I: 368). Skindet burde have været begravet med den døde eller på anden måde elimineret. Drengen, som det trækker på hovedet ned i husgangen, kunne være opkaldt efter den døde. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Angakorssuarmik / Angakkorsuarmik
Dokument id: | 1907 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Angakorssuarmik / Angakkorsuarmik |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 189 - 192, nr. 42 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 42, ss. 208 - 214.
Oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 111.
Resumé: Den store åndemaner tager sin søn på skødet under en seance og holder ham fast, indtil en dødning har fået lov at komme ind efter ham. Sønnen vågner fortumlet op i graven som et nyt menneske, har set graven lyse og har fået klarsyn over hele verden. Han ser også sin fars spor over til Akilineq. Hans klæder kommer flyvende til ham. Faderen beder ham snart holde seance. Han flyver ud gennem en lysning under taget og følger sin fars spor, der standser før Akilineq. Men sønnen når helt frem, vælger der forreste hus på bopladsen med tre vinduer, hvor kun en stærøjet med sære snoede spåner foran sig, mærker ham komme. Han råber på klæder, får dem, kommer ind og får forklaring på spånerne, der klæber ved den stærøjede. De skyldes dødstabubrud. Gæsten opfordres til at holde seance og påkalder sin Kivingaq (havbudsånden, BS), der er et isbjerg med en flad side med sæler. Han beordrer kvinder og mænd træde frem på gulvet parvis, men en pige, der har anngiaq bevirker, at bjerget drejer rundt, vælter og knuser huset, mens angakkoq / åndemaner-sønnen flygter ned gennem jorden og hjem. Den stærøjede kommer på hævnvisit fem aftener i træk, men holdes på afstand af lys i husgangen og piskning udenfor. For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 42, s. 330.
Var.: Tungujorlersaaq; Quertitsialik;
Hist: Det nyvundne klarsyn i graven lader sønnen se alle bopladserne nordpå langs kysten. Det tyder på en sydgrønlandsk proveniens, hvor man har kendskab til bopladserne nordpå fra rejser. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Kommentar: angakkoq - uddannelse; initiation; klarsyn; qaamaneq |
Angusaq
Dokument id: | 1760 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Angusaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 265 - 266, nr. 63 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 63, ss. 326 - 328.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 78: Angussaq.
Resumé af uddraget: Angusaq fanger hvaler med forsk. ritualer ligesom Qujaavaarsuk: Han har ravnefødder og -hoveder til fangstblæreamulet.
Han bruger altid renkød som fangstproviant i båden. Renerne nedlægger han tidligt om morgenen inden man ror ud. Som søsætningeritual hælder han havvand hen over forstavnen. Ravne-blæren får den harpunerede kaskelothval til at søge mod land, ligesom de sødyr Q. nedlagde.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 63, s. 342. For oversættelse af de fleste Qujaavaarsuk varianter se Thisted 1993: "Som perler på en snor." PhD afhandling, Københavns Universitet.
Var.: Qujaavaarsuk.
Hist.: Fortællingen regnes for historisk med betegnelsen oqalualaarut. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Anguterpaanik / Om brødreflokken
Dokument id: | 1852 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, III, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lund, Jakob |
Mellem-person: | Lund, Jakob |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Anguterpaanik / Om brødreflokken |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 76h - 80v, nr. 329 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende hele dagen. Sådan blev de ved.
En gang da brødreflokken tog ud til deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.
Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den. Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i graven. Lad os dræbe ham i morgen".
Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden til den anden bred. Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med. Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet, fordi der er blevet rodet med stenene på graven". Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg, som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig, vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.
Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde: "Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til kone." Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid; men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham. Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted. Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd. Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og indhente os; drej konebåden udefter."
Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest, tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?" Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"
Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn, styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:" Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus. De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i samme hus; og de var sammen hele tiden.
Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.
Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet. De kom til mange mennesker i Akilineq. De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet, giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt. Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør. Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj, sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård som den."
Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke." Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem." Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem. Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst indvilgede han.
De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs, og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende, at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede. "Blev du dig rigtig bevidst her?" "Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for at lede efter mordersken, vi kom hertil." Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden. Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede. Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."
Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde: "Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede, er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."
Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel (Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér, der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket. Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover ("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede de, indtil de døde.
Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning. Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies. |
anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik
Dokument id: | 296 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Møller, Daniel |
Mellem-person: | Barfoed |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 598 - 601, nr. 169 |
Lokalisering: | Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.
Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Den eneste pige i søskendeflokken.
Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene. Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til ham, men da var han død.
Da brødrene skulle bringe deres døde broder hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den. Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit- toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.
Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler. Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen (morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?) fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham, begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter". Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i næseborene. Slut.
Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.
Var.: mange, søg på: anngiaq |
Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu
Dokument id: | 398 |
Registreringsår: | ? 18 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik /Hindrik) |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1090 - 1092, nr. 225 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Oversættelse ved Kirsten Thisted:
En lille mand og en lille kvinde
Angutinnguaq og Arnannguaq huskede lang tid tilbage, at de havde været alene. Til sidst ville Angutinnguaq have den anden til kone. Hun indvilgede.
Nu de var mand og kone, blev konen gravid. Hun fødte en datter, og også den næste gang fødte hun en datter. Konen sagde til sin mand: "Lad os nøjes med at have dem til børn!"
Manden indvilgede, og siden blev hun ikke gravid.
Da de var blevet lidt større, så en aften de sad i fred og ro inde i huset, sprang en mandsling op over hustrinnet. Han greb fat i den ældste af døtrene. Faderen fulgte ellers efter ham, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Næste dag tog han slet ikke ud på fangst, fordi han hele dagen søgte efter hende. Da det blev aften, kunne han og hans kone intet usædvanligt se. Men pludselig sprang en mandsling op over hustrinnet. Han kom ind og greb deres datter og førte hende med sig ud. Faderen sprang ellers efter dem, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Nu ledte og ledte han efter dem hver eneste dag. Til sidst da han for længst burde have fundet dem, gav han op.
En aften han gik ud og kom rundt om det bageste hushjørne, opdagede han et lille vindue, som så ud som om det var lige ved at eksplodere, så lyst var det. Han gik hen til huset og kiggede ind og opdagede, at det var hans ældste datter, som sad derinde og syede, mens hendes snot nåede helt ned til sytøjet. Hendes sølle mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Mens han betragtede dem, sagde hans datter uden at have kigget op: "Jeg har set dig far, kom bare ind!" Så gik han ind, og hendes mand var meget venlig og snakkesalig hele tiden. Han kiggede endda ind på konen og sagde: "Du deroppe, har du noget at putte i kogekarret?" Konen sagde: "Jeg har ikke noget at koge!" Idet han nu sagde: "Vent lidt!"Så kom han ind med lakseørreder, som glitrede i lyset. Så kogte hun dem og satte dem ud til sin far og spiste sammen med ham.
Da faderen skulle gå og ville have haft datteren med sig hjem, glemte han det, og datteren glemte også, at hun skulle følge med sin far ud. Det var så fordi, at han som havde fanget laksene, havde tryllet over dem, så de glemte det begge to!
Da han skulle til at gå ud, sagde han: "Vent lige lidt!" Så gav han fire lakseørreder til ham. "Lad din kone spise dem!" Han sagde tak og gik ud. Han lagde dem ved siden af husgangen og gik ind og sagde: "Du deroppe. Kog noget!" Konen svarede: "Jeg har ikke noget at koge!" Manden sagde: "Vent lige lidt!" Og så kom han ind med to lakseørreder. Hun kogte dem alle sammen og ville spise dem, men fordi ophænget til gryden knækkede, så spiste hun dem alligevel ikke. [Det med at det er ophænget til gryden der knækker, er noget, Rink har skrevet over, jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står qissiat nardlusia hm.
Da det så blev næste dag, og han kom ud om aftenen og kom rundt om hushjørnet, opdagede han det lille vindue derhenne, der så ud som om det var ved at eksplodere af lys. Han kom derhen og kiggede ind ad vinduet og opdagede, at det var hans yngste datter, der sad derinde og syede, med snottet hængende helt ned til sit sytøj. Mens han betragtede hende, sagde hun: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"
Hendes mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Denne mand var ikke så venlig. Til sidst sagde han: "Du deroppe, kog noget!" Hun svarede: "Jeg har ikke noget at koge!" "Vent lidt!" Da han gik ud, kiggede faderen efter ham og så, at han kastede noget ud i en lille dam i nærheden af husindgangen, og det varede ikke længe, inden han halede noget op. Han så, at det var en stor helleflynder, han fik op, den baskede med halen. Da han kom ind med den, kogte konen den. Nu glemte de så igen alting. Det var så fordi, han gav dem noget, de fik glemsel af.
Da han skulle til at gå ud, gav de fisken til ham, idet de skar den tværs over. "Denne må din kone spise!" Da han kom ind, sagde han til hende: "Her er noget fra din yngste datter!" Hun kogte det og spiste det, og så glemte hun. Men da hun så døde af længsel efter sin ældste datter, fulgte hendes sølle mand lige efter. Så fik de deres lille hus som grav.
Der er den slut. Hintrik.
Var.: Ikke præcis. Talrige om unge kvinder, der bliver røvet af diverse landånder eller menneskeædere.
Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Kommentar: Ensomhed tiltrækker åndemennesker fra den anden verden. Det går an med relationer til dem som hjælpeånder. Men ikke som indgifte slægtninge. Da ender det galt. Enten holder ægteskabet ikke, eller også dør / afskærer mennesket sig fra sit menneskelige samfund. |
Aqigssiaq
Dokument id: | 248 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kristian Renatus |
Nedskriver: | Kristian Renatus |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Aqigssiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 352 - 358, nr. 117 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).
Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet. Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke, heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand til at løbe alle landdyrene op. En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet. Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor. En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq (indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq (én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq, som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)." Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede. Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den. Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap. Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet. Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid, hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq (indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham. Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind i fjorden, til at gå imod strømmen. Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage, sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede fangstdyr til sig. Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem, fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham. Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet ved indlandsisen. Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af inoruseq. Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved jagt på landdyr. En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge. Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede han de andre fra sultedøden. En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).
Var.: Aqissiaq |
Aqissiaqs sønnesøn
Dokument id: | 48 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Aqissiaqs sønnesøn |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 447 - 451 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 41 ss. 197 - 208.
Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 39.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 447 - 451: Aqissiap ernuta; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 41, ss. 183 - 188 med denne danske kommentar s. 330:
Resumé af uddraget: En storfanger ved Ilulissat hører, at han har en nevø/fætter langt sydpå. Han rejser derned, træffer en sølle fattig mand, der inviterer ham til at overvintre og lader sig bespise af gæstens sælfangster, sålænge der er efterårssæler. Derefter tager den fattige fat med sin gamle kajak og fanger om vinteren rigeligt, mens nordlændingen intet får. Ligeså om foråret, hvor sydlændingen ror langt af led til en fjord på krybefangst og kommer hjem med fangst samme dag. Han ror samme sted hen næste dag, hvor han træffer Aqissiaqs hurtigtløbende sønnesøn, der dog er helt kraftesløs af spækmangel. Han får noget forærende af sydlændingen, fanger derefter selv tre sæler, giver sydlændingen noget og fortæller ham om sine oplevelser. Han har engang fanget en kæmpe fedt-orm ( ligesom Aq.) Han takker igen for spækket, som han er kommet til kræfter af og løber indlands med en fart som en flyvende ravn. Dette fortæller sydlændingen til nordlændingen, da han kommer hjem.
Var.: Ikke egentlig i denne bases samlinger. Men der er lånt træk fra Aqissiaq.
Hist. Opfattelse af nordlændinge kontra sydlændinge, der - modsat nordlændinge - også kan fange i åbent vand om vinteren og må langt ind nær indlandsisen på uuttoq-fangst i fjerne, islagte fjorde om foråret. Så langt sydpå mener man åbenbart at Aqissiaqs familie nåede, da de rejste fra nord mod syd i indlandet. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Aqqiuaraq
Dokument id: | 1758 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Aqqiuaraq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 260 - 262, nr. 61 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76. Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet. Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke. Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval, hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal hen.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 61, s. 341.
Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter
Dokument id: | 1747 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 224 - 229, nr. 50 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.
Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.
Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.
En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset. De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi), en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre. Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.
Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;
Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles. Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 50, s. 335. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Arnarpaajooq
Dokument id: | 78 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Arnarpaajooq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 382 - 383 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142. Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.
Resumé: Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt. Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.
Var.: Arnarpaajooq
Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne. |
Arnarsarsuaq
Dokument id: | 1742 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Arnarsarsuaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 205 - 208, nr. 45 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 45, ss. 236 - 245.
Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 8, ss. 25 - 28. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 78, ss. 410 - 413: Arnarsarsuak, the Kivigtok Woman.
Resumé af Rinks tekstnære oversættelse: Om en qivittoq. Arnarsarsuaq er eneste søster til mange brødre der ikke vil gifte hende bort. Hun bliver gravid, hånes af husets kvinder og går hjemmefra, hvor hun føder et foster, der bliver hængende ved hende. Da hendes brødre derhjemme er døde (formentlig dræbt af deres anngiaqsøster ifølge Rinks note ndf.) flytter et par plejesøskende som A. tidligere tog sig af, ud til en øde ø, hvor plejebroderen får den ide, at synge A.s kælevise. Hun kommer straks til stede helt inde fra indlandet og søger at berolige dem med, at hun nu endelig er renset for sin anngiaq (et foster født i dølgsmål). Lidt efter lidt får hun overbevist dem om sin godhed og flid, og plejebroderen gifter sig med hende. Plejesøsteren bliver bange da A. skal føde sit første barn. Barnet er da også en bjørn, men intet ondt sker. A. får endnu en bjørneunge, og da bjørnene er blevet voksne flytter husstanden hen til andre mennesker, hvor bjørnene bliver bange og må beroliges af faderen, der forklarer dem, at de jo også er mennesker. Ligeså må han forklare bopladsen, at bjørnene jo blot er hans børn og derfor ikke skal jages. Bjørnene gifter sig på stedet, fanger til alle, når vejret hindrer andre i at fange, og da familien flytter tilbage til øen, flytter flere fra bopladsen med dem.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 45, s.332 - 333.
Hist.: Hér er der sket et kraftigt brud med traditionen, hvor dyr generelt aldrig kan integreres til fulde i menneskers samfund. Ganske vist afskærer familien sig igen fra andre mennesker og flytter tilbage til deres ø, men flere fra de nye slægtninges (bjørnenes koners) boplads flytter med. Traditionelt har inuit altid identificeret sig mere med bjørne end andre dyr, men denne komplette identifikation, der i sidste ende formidles af de nærige brødre, men også af søsterens "renselse" som qivittoq, er overraskende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): " En bjørnemyte", og Sonne 1996: Genuine Humans and "Others". Cultural and Social Research in Greenland 95/96. Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
arqaluarînguamik / aqqaluariinnguamik
Dokument id: | 1974 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, IV, 4' |
Fortæller: | (?) |
Nedskriver: | Olsen, Elias |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | arqaluarînguamik / aqqaluariinnguamik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 467 - 470, nr. 88 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Om en storesøster og lillebror. Indgår som en del af Rink 1866-71, II: nr. 109, om barneuhyret, der åd sin mor og siden sin far. Meget lig Tungavik / Tunngavik, Hendriks version, som har været Rinks forlæg for den nævnte nr. 109. Søg på Tungavik.
Oversættelse af Elias Olsens version mangler. |
Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk
Dokument id: | 509 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jeremias |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 77 - 79, nr. 13 |
Lokalisering: | Qeqertarsuaq / Storøen: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Kort dansk resumé s. 116 - 117. Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 267 eksisterer ikke længere. Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 115.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 228 - 229: De sidste mordere i Arsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 228 - 229: Arsummi inorersut soraarutanik.
Resumé: Fillip fra Arsuk er sammen med Gideon og dennes lille søn på edderfuglefangst i kajak, da Pameeq og en anden støder til. P. ber Gideon ro foran sig og mens alle er optaget af jagten, harpunerer og dræber P. Gideon bagfra. Dennes søn flygter grædende, P. vil dræbe ham med, men Fillip hindrer det og erklærer sig i stedet for P.s fjende. Ved hjemkomsten blir F. noget betænkelig ved sit løfte, men der kommer hjælp fra Kangaarsuk, hvorfra de tre brødre kommer på ammassatfangst ved Arsuk, og da Pameeq tilfældigt kommer på besøg lykkes det de tre ved henholdenhed og list at få overmandet og dræbt ham. Han parteres, delene spredes til forskelleige steder og hovedet sættes på en stage til skræk og advarsel for alle. Det var det sidste drab ved Arsuk på den tid, hvor endnu ikke alle var blevet døbte ved Arsuk.
Var.: Søg på Pameeq
Hist.: Historisk fortælling fra missionstiden. Blodhævn. Traditionelt mordritual. |
Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi
Dokument id: | 154 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 114 - 116, nr. 45 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115: Kumagdlat and Asalok. Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi. Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.
I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a
t eventuelle forfølgere ville kunne indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand, som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i landet boede mange eqqillit (indlandsånder).
De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind. De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen. Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af teltene. De holdt altså konebytning. Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt, spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.
De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af, idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af, sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.
De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til sine fætre og blev hos dem.
Var.: Adskillige, søg på Kumal*
Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige. |
Atalianguak / Ataaliannguaq
Dokument id: | 1964 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, IV, 4' |
Fortæller: | Thomas |
Nedskriver: | Thomas |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Atalianguak / Ataaliannguaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 21 - 24, nr. 8 |
Lokalisering: | Qoornoq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Detaljeret dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 68 - 69, nr. 28. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 83, pp. 427 - 428: Atalianguak. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 8, ss. 64 - 65, med dansk kommentar s. 317:
Resumé af Rink: Ataliannguaq er ungkarl og holder til hos en masse brødre, der er hans fætre. En dag han er ude på ammassætfangst ser hen en smuk ung kvinde med stor hårtop, som han får til kone og lever med afsondret fra sine tidligere fæller. Men da han møder en af dem i kajak og forgæves har søgt at skjule sin kone i konebåden, må han vise sin kone frem. Om vinteren bor de sammen med fætrene. En af dem kommer trods advarsler hele to gange til at bemærke noget om den unge kones ramme lugt. Da springer hun bort som ræv, og Atal. finder hende i en oplyst hule, hvor han ved at puste på begge indgange (? BS) slipper ind og bliver sunget i søvn af bagvæggens mange forskellige insekter, der næste forår summer omkring ham, da han endelig vågner igen. Hans tilbageholdte urin bliver til en hel elv da han tisser. Siden lever han uden kone hos fætrene.
Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.
Kommentar: Dyr som mennesker lader sig ikke integrere i menneskers samfund. Dette er en kortfattet version af denne myte om dyr og insekter der går i hi. |
Ataliarsuk / Aataaliaarsuk
Dokument id: | 496 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1860 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ataliarsuk / Aataaliaarsuk |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 7 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Sideløbende dansk oversættelse hér og i Rink 1866-71, I, nr. 150. Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, III, nr. 254, eksisterer ikke længere.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 252: Aataaliarsuk Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 252: Aataaliarsuk. Resumé: Aataaliaarsuk kommer altid tomhændet hjem fra fangst. Bopladsfællerne driller ofte hans tre små børn med, at deres far er på vej hjem med fangst. De løber henrykte ind til deres mor syngende den gode nyhed i det barnesprog de magter efter alder. En dag alle fangerne er kommet hjem fra fangst tager A. hævn. Han kommer hjem sidst og råber ude fra vandet at et røverskib er på vej, men at han ikke kan flygte, fordi han ingen konebåd har. Alle bopladsens familier haster bort i deres konebåde. Næste dag forhører A. sig på nabopladserne, men hans fæller er flygtet længere bort. Da tilvender A. sig deres telte og forråd, og den lille familie lider nu ingen nød. A. føler sig tilfredstillet over den tort han har lidt.
Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 150. Tolkning: Hovedpersonens navn, der i originalen ikke røber vokalernes længde, har jeg gættet mig til, idet Aataaliaarsuk betyder "den lille med forrådet af sortsider". Navnet forekommer også i andre fortællinger, der ikke er varianter af denne. |
Ateqilaaq Sannerummioq / Ateqilaaq fra Sannerut
Dokument id: | 1785 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Ateqilaaq Sannerummioq / Ateqilaaq fra Sannerut |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 114 - 116, nr. 23 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 23, ss. 82 - 86.
Ikke med i Rink 1866 - 71, II.
Resumé ved Kirsten Thisted, ibid. s.323 - 324: Historien foregår dengang Paamiut var det eneste sted sydpå med kolonibestyrer og butik. Ateqilaaq bor længere mod syd, men hver gang han skal købe krudt, bly og tobak tager han nordover.
Ellers holder han sig selvforsynende, det er kun disse varer han tager afsted efter. Men på sin vej slår han altid ene eller anden ihjel. En dag er således lille Korfik ude i kajak og fiske ulke sammen med sin gamle bedstefar. Ateqilaaq kommer forbi og slår bedstefaderen ihjel, og Korfik kan intet stille op. I årene der følger pønser han nu udelukkende på hævn. Korfik laver sig en solid harpunspids af ribbenet af en pukkelhval, med tanke på Ateqilaaq. Da man hører, at Ateqilaaq er løbet tør for tobak, lægger Korfik sig på lur sammen med sine brødre, men da en stor netside kommer op, kan Korfik ikke nære sig for at harpunere den. På den måde bruger han første gang den nye harpunspids på en sæl, ikke på sin fjende, og i ærgrelse kaster han sælen bort. Endelig dukker så to kajakker op nordfra, den ene er Ateqilaaq, men han lugter lunten og ror uden om. Den anden, Agortunnguaq, faderen til Hansine, som var mor til den afdøde kateket i Qoornoq, fortsætter, og de advarer ham om, hvad de har i sinde, men gør ham også forståligt, at de kun er ude efter folk som har begået uret (Underforstået: han har altså ikke selv noget at frygte). De får sig en snus sammen, og så optager de ellers forfølgelsen af Ateqilaaq. Ateqilaaq ror for sit liv, men Korfik indhenter ham, og brødrene får deres hævn. Da de skal til at trække ham ud af kajakken, så de kan komme til at spise hans lever, kommer der krudt og bly med ud af mandehullet. Og enden af et stykke tobak. Korfik får sine mindre brødre til at tage fat i enden og hive den ud, de hiver og hiver og trækker baglæns langt op på stranden, men tobakken bliver ved og ved - Ateqilaaq har nemlig købt en hel rulle. Ved det syn kan de ikke lade være med at smile. Ateqilaaq var en stor åndemaner, og han har forudsagt til sine koner, at hvis hans tromme kløves, er det fordi han er død. Den dag hvor Ateqilaaq er på indkøbstur, kløves pludselig den store tromme, uden at nogen har rørt den, og derfor ved konerne allerede besked, inden Agortunnguaq kommer og fortæller det.
Hist.: En historisk fortælling, der formentlig er fortalt af øjenvidnet til hævndrabet på Ateqilaaq og overleveret i hans familie ved Qoornoq. Datering: Mellem 1742 og 1774. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Aterfiumik / Om Aterfiu
Dokument id: | 498 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian Renatus |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Aterfiumik / Om Aterfiu |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 10 - 16, nr. 2 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Let forkortet oversættelse: ss. 102 - 106. Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 256 eksisterer ikke længere. Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866 - 71, I, nr. 75.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 217 - 220: Aterfiu. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 217 - 220: Aterfiumik.
Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 75. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 59, ss. 333 - 337: Aterfio.
Resumé: To enker bor på to nabopladser med hver sin lille søn. De to bopladsers mange stærke mænd, der er drengenes slægtninge, lader dem lide nød, og begge enker opdrager deres sønner, Aterfiu og Sukalasoq til høflighed mod andre børn, for at de ikke skal få fjender. Drengene vokser sig store og træner sig stærke uden at blive mordere som andre stærke mænd. Bopladsfællerne giver dem kajakker, og de fanger helst langt udenskærs, hvorfra de altid kommer hjem med fangst, betænker alle faderløse med kød, og lægger endog forråd op til dem.
En dag Aterfiu er ude i kajak, sniger Sukalasoq, der bor på den nordlige boplads, sig ind på ham, men A. når at kæntre og undgår S.s harpun. A. siger intet hjemme før han næste gang er blevet angrebet af S. A.s mor advarer ham, men da han tredje gang har undgået S.s harpun, dræber han S. A. kommer hjem og vil flygte, men moderen overtaler ham til at blive.
Da S.s slægtninge kommer på hævntogt, sætter A. sig med bar overkrop og ryggen mod havet. Deres pile splintres mod hans ryg. I den følgende nærkamp overvinder A. alle mændene og dræber alle deres kvinder og børn. Nu har han ingen potentielle hævnere mere. A., der er blever gift, opdrager sin søn Akerlik til stærk mand og en dygtig kajakfanger, der under kajakvending kan holde sig lige så længe under vandet som en sæl.
En dag far og søn er udenskærs, ser Aterfiu tegn til storm. De ror indefter, stormen kommer, og da en kæmpebølge tårner sig op, dykker de og ror til under vandet, mens bølgen brydes over dem. Akeralik, der nu har fået en revne i sin såleskindspels (af remmesælskind), ror i forvejen mod land, så hurtigt som en falk.
Sydlændinge hører om den stærke Aterfiu og ankommer for at kappes med ham. Da de ser den endnu større og stærkere Ateralik, nøler de, men beslutter sig alligevel for styrkeprøven, der ender med, at alle sydlændinge med koner og børn bliver dræbt. Far og søn angribes ikke siden og dør uden at være sårede.
Var.: Tuneraq, den vældige kajakroer, omtaler samme strid mellem Aterfiu og Sukalasoq.
Tolkning: Sukalasoqs ubegrundede drabsforsøg på Aterfiu har muligvis kun det kompositoriske sigte at fremhæve Aterfius uovervindelighed: Først overmander han S., der ellers indtil da er fremstillet som hans ligemand, dernæst udrydder han alle fjender fra nord (S.s hævnere), og dernæst hjulpet af sin søn, alle de kappelystne sydlændinge. Dermed er alle fjender i Aterfius verden dræbt, idet der jo kun bor mennesker i nord og i syd. Men holdningen er ikke ens til de nærmere nord- og de fjernere boende sydlændinge, idet der åbenbart skal større styrke (A. plus hans endnu stærkere søn) til at klare sydlændinge. |
Attaarassaraq
Dokument id: | 75 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Attaarassaraq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 372 - 374 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 129 ss. 667 - 669.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 372 - 374: Oqalualaarut Attaarassaramik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 57.
Resumé: Attarassaraq, der læsper kraftigt, er taget med sit hushold på bærplukning, men da han undervejs ikke selv gider ro længere, tages kajakken op i konebåden, som han styrer til et meget bærrigt sted. Gang på gang opfordrer kvinderne ham til at holde øje med konebåden, der ikke er fortøjet, og det ender da også med, at den driver bort med kajak og det hele. Man må leve af bær på øen. På vinterens islæg kan Atta. dog komme over på fastlandet og fange en enkelt rype, der forslår godt til de mange sultende. Derefter oplever de, mens Atta. er på rypejagt ovre på fastlandet, gang på gang at et fad med noget stegt (!) bliver skubbet ind ad husgangen til dem, og at der lyder en ordre på, at det skal slikkes helt rent, da de skubber det ud igen efter at have spist og tilmed fyldt alle deres kamikker med rester. De får smag for det stegte, som de aldrig finder ud af, hvad er. Om foråret bygger Atta. en båd med betræk af rypeskind og færger en for en kvinderne over til fastlandet, hvor de vandrer indtil de træffer mennesker. Atta. får siden igen både kajak og konebåd.
Hist. + kommentar: Fortællingen er tydeligvis kun ment som underholdende, med den læspende hovedperson og den besynderlige opførsel, hvor kvinderne foretrækker at blive inden døre hele vinteren, mens Atta. uden besvær kan gå over på fastlandet og om foråret må færge dem over en for en i et interimistisk fartøj. Fortællingen udnytter dog samtidig fortælletraditionen, idet det hér normalt kun er forladte kvinder, afskåret fra at nå frem til mennesker, der får madhjælp fra 'den anden verden'. At denne tilmed består af noget stegt, dvs. af noget mad tillavet på kolonisternes manér (inuit kogte kun kødet el. fisken), som man har skulle vænne sig til, giver et ekstra spil på de nye tider. |
Attuagarkut / Timersuarmik
Dokument id: | 529 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Attuagarkut / Timersuarmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 216h - 224v, nr. 346 |
Lokalisering: | Narsaq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.
Resumé: se nederst.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq
Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid. Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig (sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).
Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort. Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem. Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke, men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:
"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op, ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem. Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde: "Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen igen: "Tag og besøg os."
De fulgte efter dværgen og kom til huset, der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land (nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).
Han faldt i søvn og drømte, at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen, der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede (irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt, mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi; og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus. De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde: "Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede: "Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør. Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde) (aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)." Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler, hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi at prøve på at få hende hjem igen. Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.
Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.
Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Augpilagtok / Aappilattoq
Dokument id: | 505 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Augpilagtok / Aappilattoq |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 57 - 61, nr. 9 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Yderst kort dansk resumé s. 112. Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.
Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.
Resumé: Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning om at sulten truer.
Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med rigtigt kød til han er ganske forspist.
Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke. De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat, hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt, fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar. Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner. Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og ingen gør dem siden noget ondt.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;
Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på, at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk, og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare. |
Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq
Dokument id: | 1749 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 233 - 237, nr. 52 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 52, ss. 278 - 286.
Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 10. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 79, ss. 414 - 418: Avatarsuak, who was baptised Nathan.
Resumé: Avatarsuaq, i dåben kaldet Natan / Nathan. A. opdrages af sin farfar og navnefælle, fordi hans far er død. Da han kommer til fornuft / bliver bevidst (d.v.s. i 3-4 års alderen, BS) regner han da også farfaderen for sin far. Denne gør A. til angerlartussiaq, idet han forbyder A. nogensinde at slå hundene og blive vred på gamle mennesker. Desuden mumler han en formular med hætten halvt nede, hver gang han træner A. i kajak. Farfaderen dør, og A. har nu vinterboplads dér, hvor sydlændinge kommer forbi på handelsrejser til Paamiut, der dengang var den sydligst oprettede koloni. Da to sydlændinge ikke kommer tilbage, mistænkes A. for at have dræbt dem, men morderen viser sig at være en tupilak, idet den også angriber ham undervejs til Paamiut på handelsrejse. Den taler til ham om at æde hans indvolde, lejrer sig uflytteligt på bagenden af hans kajak, forstævnen hæver sig, han bliver kraftesløs og kæntrer først til den ene og så til den anden side, men begge gange støder åren mod noget hårdt, da han søger at støde fra med den i det dybe vand (det hårde er sikkert hans døde farfar, BS). Tupilakken styrer ham så i modsat retning af hans åretag, og han ender dybt inde i en ubeboet fjord. Til alt held kommer en båd med kvinder roende inde fra fjordbunden, hvor de har hentet tørrede ammasætter. De bliver bange for tupilakken, men A. der helt har mistet kræfterne overtaler dem med løfter om gaver til at hjælpe sig. Med støttebrætter lykkes det dem endelig at skubbe tupilakken ned. De parterer den, kaster stykkerne dels i havet og dels i gamle grave, og den dybt taknemmelige A. kommer senere med gaver til dem. Det samme gør alle forbirejsende til Paamiut sidenhen. Sejren over tupilakken giver A. klarsyn (sila), idet han nu kan se åndemanernes ild-ånde og heksenes sorte underarme. På en senere rejse til Paamiut efter krudt, bly og tobak generes A. undervejs over en fjord af en masse kalvis og rammes to gange af store isskodser. Sidste gang drukner han, er længe bevidstløs, men da han vågner (formentlig ude ved havhorisonten, BS) rejser han med susende fart på sit siddeskind, med venstre ben bøjet og med sin kajakpind som åre den lange vej ind mod land. Hans bedsteforældre fører ham og advarer ham mod at drikke af et isbjergs kildevæld ved de yderste øer. Gør han det, kommer han aldrig hjem. Han lander dybt inde i fjorden ved Kajutaqs boplads, hvor han modtages af ivrige hunde i menneskeskikkelse, og inde i huset gennemfører beboerne 5-dages ritualet for hans genoplivelse. Hans kajak med udstyr og købte varer driver uskadte i land ved bopladsen. Han ror hjem og er nu blevet endnu mere synsk end før. Ingen hekse kan længere lure og skade ham.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 52, s. 336, hvor det bl.a. nævnes dels at begivenhederne er stedfæstet til Saarloq ud for Qaqortoq, og at det er Avatarsuaqs uddannelse / udvikling til fuldt færdig angakkoq / åndemaner, der her skildres.
Hist.: Begivenhederne kan fastsættes til tiden mellem kolonierne Paamiuts og Qaqortoq/Julianehåbs oprettelse i hhv. 1742 og 1774. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Tolkning: Dette er vist den eneste fortælling, hvor ritualerne hvormed man kan gøre et barn til en angerlartussiaq beskrives. Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik, der ikke er en fortælling. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat".
Den mytiske initiation / uddannelse til angakkoq via overvindelsen af tupilakken og - især - rejsen til og fra havhorisonten er ikke helt almindelig i overleveringen, men nem at godtage ud fra verdensbilledet som helhed. Se især Aloruttaq (fra Ammassalik), hvor tilsvarende begivenheder bruges, omend i et andet dramatisk forløb. |
avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik
Dokument id: | 147 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4´ |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 100, nr. 38 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.
Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Meqqusaalik (opr. uden overskrift). Meqqusaalik rejste nordpå. Undervejs så han en konebåd sejle ud fra næsset ved Uummannaq på vej til Akilineq (det nordøstlige Canada, Baffinland). Meqqusaalik slog følgeskab med dem. Da det begyndte at blæse, dykkede de Meqqusaalik ned og roede under vandet. Inden de nåede frem til bestemmelsesstedet, drejede de nordover. I Ikamiut var der mennesker med store maver, der udelukkende levede af suppe. Når de blev mætte, plejede de at sige: "En smule udenom." ("avuunakanneq" har jeg i denne forbindelse svært ved at finde mening ud af - Chr.B.)
Var.: Ikke i denne bases fortællinger. I forskellige fortællinger optræder en Meqqusaalik el. Meqqisaalik som hovedperson, biperson el. et uhyre, der er stærkt behåret som navnet betyder.
Var.: til folket uden rumpehul: Nukariit avittut; Uluaa-boen; Den blinde, som fik sit syn igen nr. 8; Hvorledes narhvalen blev til; Tutigaq.
Kommentar: Denne fortælling er ligesom de foregående numre i Rink 2488, II, resumeret af CB på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde valgt at bringe komplette oversættelser, BS. Måske er forløbet klarere i sin fulde ordlyd. Det er øjensynligt en rejsemyte til fjerne egne med underlige mennesker. |
Barselskvinden
Dokument id: | 96 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, P. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Barselskvinden |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 123 - 124, nr. 30 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Orig. håndskr. eksisterer ikke længere. Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.
Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.
Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen: En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper. Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.
Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.
Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan: Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328. Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder" |
Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Dokument id: | 113 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Broderen som genfandt sin søster i Akilineq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 102 - 107 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)
Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.
Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.
Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.
Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.
Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Broderens hævn over kanofolket
Dokument id: | 112 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Broderens hævn over kanofolket |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 99 - 101 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant. Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157: The two Brothers.)
Resumé: To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.
Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.
Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer. Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. Blodhævn. |
Datteren som gik qivittoq
Dokument id: | 231 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Datteren som gik qivittoq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 187 - 190 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.
Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.
Resumé: Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med. Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.
Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger. Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
De forladte børn
Dokument id: | 166 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | De forladte børn |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 176 - 177, nr. 64 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
To små forældreløse (opr. uden overskrift). Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.
Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og til sidst en hvidhval.
Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang. Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.
Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel. Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64; |
De forældreløse som tog hævn
Dokument id: | 233 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | De forældreløse som tog hævn |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 195 - 198 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.
Resumé: Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.
Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel. Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).
Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
De skibbrudne
Dokument id: | 47 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | De skibbrudne |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 441 - 443 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 19 ss. 64 - 66.
Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II,
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 441 - 443: Umiiarnernik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 19, s.s. 101 - 102, med denne danske kommentar s. 321:
Resumé: Fortællingen indledes med, hvordan nogle kajakmænd engang opdagede et skibbrudent skib ude fra Cook-øerne. Næste dag finder man besætningen. I starten er man noget bange for de hvide mænd, men da de viser sig at være flinke folk, lader man dem flytte ind hos sig på Kangeq. Nu får de fremmede så ved tegn Kangeq-boerne betydet, at de skal tage ud til skibet og bjærge hvad de kan. Herefter følger så fortællingens hovedepisode: Med blandt bjærgningsfolkene er Jehorsuaq, "Den store Jehu". Nede i kaptajnens kahyt har han travlt med at trække skuffer ud, og han finder en hel masse klædestof. Nu prøver han så dettes beskaffenhed ved at prøve at suge luft igennem det, og da han finder det alt for åbent, lader han det bare være. Men så i en anden skuffe finder han en masse aviser. De er tætte, så dem tager han med. Bagefter lader han sin kone sy sig en anorak, men beklageligvis giver det sig til at regne den dag, anorakken er færdig, og han første gang har den på! Hist.: Ifølge K. Thisted s. 443: "På samme opslag en farvekopi af Arons illustration, hvor man tydeligt kan se, at anorakken er af avispapir, og ikke som hos Signe Rink af Poul Egedes grønlandske grammatik (jf. Signe Rinks påskrift på billedet gengivet i Jørgen Meldgaard: Aron. En af de mærkværdigste Billedsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982: 74). Man kan også se, at Aron forestiller sig, at historien foregår i begyndelsen af 1700-tallet, der står vistnok 1708 på den ene skulder, længe før Poul Egedes grammatik."
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
De to piger
Dokument id: | 157 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | De to piger |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 147 - 148, nr. 48 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 11 ss. 75 har Rink sammenstykket 2 varianter, denne plus en fra Labrador (ikke registeret i denne base). Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 8, ss. 126 - 128: A Tale about two Girls.) Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen: To piger, der legede (Orig. uden overskrift). En stor måge fløj hen over to piger, der legede. Den ene af pigerne sagde: "Den store måge er min mand." Den anden pige sagde: "Du kan vel nok sagtens." I det samme dukkede der en stor hval op lige ud for dem. Den pige, der ikke havde fået en mand, sagde: "Det er min mand." Sådan gik det til, at den store måge bortførte den ene af pigerne, og at den store hval dykkede ned i havet med den anden pige efter at have stoppet alle åbningerne til.
Den store måge satte pigen af på en afsats på et stejlt fjeld. Hvalen førte den anden pige ud til en ø.
Pigen, der fik den store måge til mand, samlede sener, der var på vingerne af de fugle, den store måge fangede, bandt dem sammen og flettede dem. Mens den store måge var væk, firede hun senefletningen ned og konstaterede, at den nåede helt ned til vandet. En dag så hun en kajakmand neden for afsatsen. Hun bad ham sige til dem derhjemme, at de skulle hente hende. Det gjorde de, mens hendes mand var ude at jage. Da den store måge kom hjem og opdagede, at pigen ikke var der, fløj den til bopladsen og dalede ned hen over huset, hvor pigen boede. Den blev ramt af en pil og blev dræbt.
Pigen, der blev gift med hvalen, så engang en kajakmand og bad ham sige til dem derhjemme, at de skulle bygge en hurtiggående konebåd og hente hende. Hvalen plejede at binde en line til hende, og den plejede at rykke i den, når den kom hjem. Pigen bestilte ikke andet end at lyske hvalen. En dag blev pigen hentet, mens hvalen var ude. Hvalen kom hjem og rykkede i linen, som den plejede; men da der ikke blev reageret, gav den sig til at forfølge konebåden. Da hvalen var kommet ganske tæt ved konebåden, trak pigen sin yderpels af og smed den ud til hvalen, der gav sig til at bakse med den, og på den måde fik konebåden et forspring. Næste gang hvalen nærmede sig, kastede pigen sin inderpels ud; og næste gang igen kastede hun sine bukser ud. Konebåden og hvalen nåede stranden samtidig. Den store hval løb op på stranden og blev til en sten.
Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.
Hist.: Fælles østeskimoisk myte |
Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit
Dokument id: | 1744 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 456 - 459 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 49 ss. 258 - 266. Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 42. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 456 - 459: Kitsissorsuarmiullu Kitsissunnguarmiullu; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 49 ss. 218 - 223, med dansk kommentar s. 334 - 335:
Resumé af originalen ved K. Thisted: Fortællingen starter med, hvordan man venter forgæves i Kitsisunnguit på fem hundeslæder, der har været på besøg i Kitsissorsuit. Så tager tre slæder hen for at finde ud af, hvad der er sket. De kommer heller ikke tilbage. Til sidst kommer den stærke fra Kitsissorsuit med besked om at gæsterne er blevet dræbt af en angakkoq / åndemaner. Man er lige ved at slå budbringeren ihjel, men indser så, at han har gjort bopladsen en tjeneste ved at komme. Nu er der så en i Kitsissunnquit, hvis lillebror er blandt de dræbte. Denne mand oplærer sin plejesøn til at blive en superdygtig bueskytte. Træningen foregår tildels ved tvang, idet plejefaderen opsætter kraniet af en lille stenpikker og lover drengen al landsens ulykker, hvis han ikke rammer nakkehullet, fra en afstand hvor det bare ses som en mørk prik. Da plejesønnen har opnået den ønskede præcision, laver plejefaderen ham pile fra den venstre side af en barnløs kvindes tørrehæk. En morgen vågner drengen ved, at plejefaderen rusker ham i håret og spørger, om det er skik for folk, der har fjender, at sove til så langt ud på morgenen - (standardformulering i hævnepisoder). Så kører man afsted og når i strålende sol Kitsissorsuit, hvor de mange indbyggere (Ifølge navnene er denne boplads større end den anden) er ude og nyde vejret. Man råber, at der kommer slæder, og indtil videre er alt normalt, men så pludselig er hundene ikke til at drive videre. De er forheksede. Nu kommer så fra det nordligste hus en mand, som ligner en proviantsæk, så tyk er han. Og konen er lige så tyk. Og bagefter følger en masse børn. Nu lukker manden først alle børnene inde i en stor sten, for at have dem i sikkerhed. Konen forsvinder ind i et udhus, mens manden alene stiger op på et fjeld, hvorfra han kommer susende ned, med det venstre ben bøjet og en fart "som en falk efter sit bytte". Da han nærmer sig slæderne, bliver det helt umuligt at ramme ham med pilene, fordi han har et tryllemiddel til at krympe sig sammen, så hagen er det eneste, det stikker frem på ham. På den måde får han ram på den første slæde, idet kusken skyder forbi, og han kapper hovedet af ham med et spjæt med foden, da han suser forbi. Anden gang er det manden med plejesønnen, der står for tur. Plejesønnen sidder på skødet hos plejefaderen, der indprenter ham, at han skal sigte lige på hagen, og også betyder ham, at alle vil blive dræbt, hvis han rammer fejl. Heldigvis ser drengen straks, at hagen han sigter på synes større end nakkehullet i stenpikkerkraniet, han er vant til at ramme, og han rammer plet. Derefter sætter alle mændene deres pile i ham (selv om han er dræbt på stedet, for at dele ansvaret for mordet), parterer ham og spreder stykkerne for alle vinde (det gængse mordritual). Da de er færdige med det, går der nogen tid med at finde konen, men til sidst bliver også hun dræbt, og man beslutter også at gøre kort proces med børnene, for ikke at skulle frygte dem sidenhen. En fra bopladsen kender tryllesangen, som får stenen til at lukke op og i, børnene dræbes, og bagefter bliver stenen almindelig legeplads for alle stedets børn. Og det gode forhold mellem de to bopladser genoprettes.
Hist.: Det er uvist om fortællingen skulle afspejle en tidligere tvist mellem de to bopladser. Men det er en "moderne" fortælling om fortids hekseri, hvis skadevirkninger er blevet forstærket i retrospekt. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq
Dokument id: | 111 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 95 - 98 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).
Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.
H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.
Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.
Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.
Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.
Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.
Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34 og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98. |
Den "store" Piffaarik
Dokument id: | 1752 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den "store" Piffaarik |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 466 - 467 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 71 ss. 354 - 358.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 114, nr. 83. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 466 - 467: Piffaarissuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 71, ss. 286 - 288, med dansk kommentar s. 346 - 347.
Resumé af uddraget: Piffaarik, søn af Ulajuk (Ulaajoq ?), er kåd og uforskammet. Han fornærmer købmandens danske medhjælper, Napparsisunnguaq, der er lille af vækst og genert, men, viser det sig så, uhyre stærk. Han viser det stilfærdigt på købmandens opfordring. P. lærer herved at opføre sig fornuftigt.
Da Rinks uddrag er mangelfuldt må Kirsten Thisteds kommentar tilføjes i resumé: I den originale optegnelse er der i optakten gjort meget mere ud af den lille danskers generthed, især overfor piger. Napparsisunnguaq betyder "den lille bødker". Inden kampen med Piffaarik prøver alle at brydes med Napp. og man opfordrer også sydlændingenes stærkeste mand, Mamarsuaq, til at stå frem. Han vil ikke (denne episode udeladt af Rinks uddrag). Men ved solnedgang brydes de, afsides på en lille slette. De to er hinandens ligemænd og stopper. Tidligere har Napp. kvæstet en af sine modkæmpere, der dør af indre blødninger. Det opfattes som et hændeligt uheld. Napp. taler inuit-sproget. Til slut irettesættes Piffaarik
Hist.: En historisk fortælling fra Nuuk-egnen, og formentlig fra første halvdel af 1800-tallet.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Den blinde, som fik sit syn igen
Dokument id: | 1121 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Naqitilik (Nakitilik) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den blinde, som fik sit syn igen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 265 - 266, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.
Resume: Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind. Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst får hun selv et hul i bagen og dør.
Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store sletter. Men den er ikke historisk.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.
English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.
Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical. |
Den enlige mand ved Ilulissat
Dokument id: | 169 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den enlige mand ved Ilulissat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 174 - 175, nr. 63 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.
Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
En Ilulissatbo (orig. uden overskrift). Der boede en fanger i Ilulissat med sin kone og sine børn. En dag han var ude på fangst, så han en kajakmand, der var ved at gøre sin fangst klar til bugsering. Fangeren fra Ilulissat roede han til ham, men den fremmede flygtede. Den fremmede viste sig at være en fanger af ildfolket / innersuit. Ilulissatboen tog sælen, som den fremmede lod ligge, med hjem.
En anden dag var Ilulissatboen ude på fangst og harpunerede en hvidhval. Han ville ro hen og dræbe hvalen med sin lanse. Så så han en kajakmand ro hen til hvalen, harpunere og dræbe den med lansen. Ilulissatboen ville have hvalen, som han jo havde harpuneret (først); men manden fra ildfolket fastholdt, at det var hans, eftersom det var ham, der dræbte den. Og det var tydeligvis en hævnakt imod Ilulissatboen, der tog hans sæl med hjem. Det endte alligevel med, at ildmanden / innersuaq gav sig. Han hjalp oven i købet Ilulissatboen med at slæbe hvalen ind, men han forsvandt, lige før de nåede stranden.
En dag da Ilulissatboens kone var udenfor huset, så hun en stor hund. Hun gik ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden gik ud og dræbte hunden med sin kniv. Dagen efter henimod aften var der én der råbte udefra og bad Ilulissatboen komme udenfor. Manden vidste med det samme, at det måtte være månemanden. Da månemanden havde råbt flere gange, råbte manden ud: "Du derude, du irriterer mig." Da månemanden råbte endnu engang, iførte Ilulissatboen sig sin pels, der var lavet af fugleskind, og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter månemanden for at stikke ham med kniven. Da han kom ud af gangen, gik han hen til ham og forsøgte at stikke ham. Til sidst begyndte månemanden at flygte, mens Ilulissatboen fortsat gjorde forsøg på at stikke ham. Det blev han ved med, indtil han hævede sig op og forsvandt.
Året efter ved samme tid døde Ilulissatboen.
Var.: Den enlige mand ved Ilulissat; Manguaraq. Kommentar: Fortællingens sidste episode kendes fra fx Manguaraq, der dræbte et af Månens fangstdyr og / eller hans hund, overvandt ham i slås- eller pralekamp og af den slagne månemand blev inviteret på besøg på månen. Han kommer tilbage i god behold. Den enlige Ilulissatmand inviteres ikke til månen og får øjensynligt taget sit liv af månemanden som hævn for sin sejr over innersuaq'en. Men det må være to fortællinger, der ikke helt sømløst er sat sammen. Ildfolkene, innersuit, der tiltrækker fangstdyr og er storfangere, lever ikke som Månen i himlen men under stranden, hvor innersuaq'en da også forsvinder fra Ilulissatmanden. Kampen med månemanden, der næsten kun kendes fra syd- og østgrønlandske versioner (søg: Manguaraq), etablerer en direkte forbindelse mellem innersuit og månemanden, der ikke er almindelig, men heller ikke urimelig, for så vidt som både ildfolk og måne lyser i mørke og trækker hhv. sødyr (og enlige kajakmænd) og havet (tidevandet) til sig med magnetisk styrke. |
Den genoplivede
Dokument id: | 1839 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Amos Daniel |
Nedskriver: | Amos Daniel |
Mellem-person: | Hansen, Einar |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den genoplivede |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 104av - 111v, nr. 336 |
Lokalisering: | Illorsuit: Uummannaq |
Note: | |
Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift. En anden version af Daniel Møller, der er oversat flere gange, kan søges på Rink 1866 - 71, I, nr. 62. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People. |
Den hovmodige Kakamaaq
Dokument id: | 216 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den hovmodige Kakamaaq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 125 - 129 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 33h - 36v (slutning mangler, ses i afskrift) Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 125 - 129: Kamaaq makitasooq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 222.
H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-1871, I: nr. 101. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 73, ss. 389 - 393: The Angakok from Kakortok (Qaqortoq).
Resumé: Den hovmodige Kakamaaq. Kakamaaq er en storangakkoqs / åndemaner / angakok eneste datter. Hun har en enkelt bror, der er gift. Faderen, der har hørt om fristende egne nordpå, rejser med familie til Pisuffik, hvor angakkoqen / åndemaneren Kajuerneq fortæller om sit yndlingssted Ilulissat. Familien ror videre nordpå og bygger lidt for sent hen på efteråret et lille hus ved Ilulissat. Kakamaaq bliver gravid i hemmelighed med en flot, ung mand, der ikke behager faderen på grund af sin dovenskab. Faderen rejser atter sydpå med hele familien. Undervejs føder Kakamaaq sit barn i dølgsmål. Tilbage ved Nuuk inviterer faderen en lille, meget mørklødet, men dygtig fanger til at blive sin svigersøn. Kakamaaq indvilger tavst, men er kun venlig, når han bringer hende snus fra butikken. Hun får tre børn, der alle dør som små af næseblod. Hver gang skælder hun sin forsagte svigerinde ud for at have forvoldt dødsfaldene med en anngiaq (et barn født i dølgsmål). Kajuerneq hentes fra Pisuffik, da faderen ikke kan finde ud af årsagen, fordi han er for nært beslægtet. Kajuerneq ser under seancen en anngiaq, der udpeger Kakamaaq som sin pooq (åndesprog for mor), også anden gang selv om svigerinden tilbyder sig som dens mor. Kakamaaq bryder sammen i gråd og får endelig læst og påskrevet af svigerinden. Kajuerneq prøver forgæves at fange anngiaq'en, der har indrømmet at have forårsaget børnenes død. Også for Kakamaaqs bror ender det galt. Han bliver dræbt af misundelige fæller under en rensdyrjagt pga. sit store jagtheld. Faderen kommer sig ikke af sin sorg inden han dør.
Var.: søg på: anngiaq
Hist.: Det er en anngiaq-fortælling med tilspidset morale. I andre versioner skildres datteren, der hindres i at gifte sig, som kuet af brødre og/eller far og derfor nærmest uskyldig i deres død forvoldt ved hendes anngiaq. Kakamaaq derimod tegnes klart som modsætning til den kuede svigerinde med al sin skælden og smælden (det er i det hele taget markant, hvor meget der skældes ud og råbes op i JensKreutzmanns fortællinger). Kakamaaq bliver dog ikke beskyldt for med sin anngiaq at have forvoldt sin broders død.
Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Den lille gamles søn
Dokument id: | 57 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den lille gamles søn |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 314 - 316 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.
oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.
Resumé: En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.
Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.
Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.
Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år. Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for. |
Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret
Dokument id: | 44 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Hindrik |
Mellem-person: | Aron |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 487 - 493 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 219 ss. 1071 - 1078.
Mellem-person: Aron (renskriver) reår 1868.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 487 - 493: Ernisiannguaq aggukkamik arnarsialik.
Resumé: En forældreløs dreng er plejesøn hos en gammel kone på en boplads med en familie med mange brødre og en stærk mand og hans kone. En dag bliver den mellemste bror syg og dør. Man mistænker den affældige gamle for at have hekset ham syg. Derfor dræber og parterer man hende en dag drengen er ude for at snare ryper. Den stærke, der har ondt af drengen, fortæller ham om drabet, adopterer ham, giver ham plejemoderens skamben som amulet, og opdrager ham til at styrke sine kræfter, fordi han har så mange fjender. Drengen, hvis ansigt bliver hårdt af sorg, bliver nu hver morgen hevet ud af sengen ved hårene og træner sig på stadig større sten. Da plejefaderen første gang afprøver hans kræfter, er de endnu så uudviklede, at han stikker drengen et par lussinger med opfordring til at gøre noget mere ved det. Anden gang vinder drengen, og plejefaderen stikker ham et par lussinger af lutter fornøjelse. Plejesønnen leger aldrig med de andre, han ter sig som en svagelig en, men når han kigger på de mange brødres sønners lege, ser en af dem sit snit til at skubbe ham omkuld og smutte væk. Det sker gang på gang. Så når han at se den skyldige, indfanger ham, svinger ham rundt og sender ham ud i luften. Drengen forbløder da han falder. Da de mange brødre kommer hjem fra fangst og vil hævne drabet, splintres deres lansespidser en for en mod hans krop, fordi skambenet sætter hårdt mod hårdt. De maser sig stadig på og irriteret griber plejesønnen den ene efter den anden i hætten, svinger ham rundt og kaster ham mod jorden i døden. Plejefaderen beordrer ham til at holde inde, før han har udryddet dem alle. Plejesønnen har nu helt mistet appetitten, men da hans plejemor kræser for ham med livretten, frossen lever, spiser han lidt, og han smiler for første gang siden den gamle plejemors partering, da man fortæller, at alle bopladsfæller er flygtet. Plejesønnen får kajak af sin plejefar, øver sig, bliver ferm, og da han ude til havs møder en af sine gamle fjender, bliver han ikke genkendt, fordi denne ikke kan forestille sig, at plejesønnen har kajak. Fjenden inviterer ham med hjem til en enorm boplads, hvor alle fjender og deres slægtninge har samlet sig for senere at hævne sig på ham. Plejesønnen dræber kajakmanden ret ude for bopladsen og ror hjem. Plejefaderen, der hurtig forstår at plejesønnen igen har dræbt, ror hen til fjenderne og tilbyder dem at lokke plejesønnen med op nordpå, hvor der er store fangstdyr. Han slipper uskadt tilbage, og plejesønnen lader sig nemt lokke. De ror en god strækning, inden de kommer til mennesker i nord. Heroppe nedlægger plejesønnen store dyr, hvidhvaler, hvalrosser, endog en af de farlige røde hanhvalrosser, som ingen andre tør give sig i kast med. Hver af hans førstefangster parteres og deles ud til alle, så der kun bliver en lille stump til ham selv. Da plejeforældrene opfordrer ham til at gifte sig, kommer han minsandten slæbende med en gammeljomfru, der dog når at føde ham en datter. Plejesønnen er overbevist om, at hun må være hans genfødte første plejemor. Han længes nu hjem. De tar tilbage sydpå, men ingen angriber dem. Resten af deres liv lever de i fred.
Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik;
Hist.: En udbredt fortælling, hvoraf en del episoder også genfindes i Qujaavaarsuk. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Dokument id: | 224 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den lille svoger som ingen ventede sig noget af |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 158 - 161 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h. Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195. H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.
Resumé: Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.
Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.
Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.
Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik). Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Den lånte bibel
Dokument id: | 540 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. P. M. |
Indsamler: | Rink, H. J. |
Titel: | Den lånte bibel |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.
Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering. |
Den stjålne kvinde
Dokument id: | 92 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Beck, Albrecht |
Nedskriver: | Beck, Albrecht |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den stjålne kvinde |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 200 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.
Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.
Resumé: En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.
Var.: Se Hist.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak. Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker. Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema. |
Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Dokument id: | 596 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Susanne (Napa) |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Rasmussen, Knud |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 144 - 146 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen. Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".
Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige, der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under sorg.
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.
Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed (om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af "Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq, Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud. |
Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra
Dokument id: | 223 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 152 - 157 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194. H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.
Resumé: Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende. En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.
Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq. Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.
Var.: Niumak
Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Dengang øen Disko blev flyttet
Dokument id: | 1009 |
Registreringsår: | 1868 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Abraham |
Nedskriver: | Aron ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Dengang øen Disko blev flyttet |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | Side 104 - 106 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Oversat efter Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg, s. 87 - 88: Nivfigfarssungmik Nivingasilernâmigdlo / Niffiffarsummik Nivingasilernaamillu, der er en let revision af Håndskrift: NKS, 2488, V, nr. 222, ss. 1082 - 1083.
Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 64, ss. 105 - 106.
Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 131, s. 464: The Revmoval of Disco Island.
Resumé: På en boplads langt sydpå i Grønland kan man kun med besvær komme ud til fangstfelterne, fordi man skal uden om en stor ø med høje fjelde. To gamle mænd, Niffiffarsuk og Nivingasilernaq, beslutter at flytte den, mens en tredje gammel mand, Qiviaritajannguaq modsætter sig. De tre mænd borer hul i øen vha. en formular / tryllesang / serrat, og mens N. og N. binder et barnehår fast og dets modsatte ende i deres kajakker, binder Q. en solid skindrem af remmesæl gennem hullet og holder fast på land i den anden ende, og der fremsiges formularer over begge liner til tovtrækningen. N. og N. får vha. endnu en formular revet øen løs af klippegrunden med et brag som når et isfjeld kælver, og de ror afsted. Deres line, barnehåret, forbliver lige tykt, mens Q. holder igen med sin rem, der i strækket bliver tyndere og tyndere og til sidst brister. Stadig med tryllesange ror N. og N. ud på det åbne hav forbi skærgården og derefter nordpå. Da de passerer de høje Kunnat fjelde, synger disse fjelde, fordi de nu vil være de højeste fjelde i Sydgrønland. Et helt døgn ror N. og N. med øen nordpå og placerer den i bugten ud for Jakobshavn, Ilulissat, hvorefter de ror hjem igen. Man siger, at hele rækken af små skærgårdsøer fra Sydgrønland til Disko er stumper af øen, der er faldet af under bugseringen. Og da øen var fjernet i syd, fik bopladsens fangere kun kort vej til deres sælfangstfelter.
Var.: Søg på Disko |
En anden historie
Dokument id: | 242 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Noah |
Nedskriver: | Noah |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En anden historie |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 223 - 225 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere. Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 113 ss. 198 - 199. Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 79. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 223 - 225: Oqalualaarut alla.
Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.
Resumé: Den gamle sydlænding. I gamle dage boede en gammel mand ved Alluitsoq. Hans søn var en dygtig fanger, så manden behøvede ikke selv at gå på fangst. En dag udebliver sønnen fra fangst, og manden antager, at han er død. Han får at vide af sin fætter, hvem der har dræbt sønnen. Den gamle går hjem for at lave redskaber til at dræbe morderen med. En dag han er ude på fangst, møder han sønnens morder og dræber ham, derefter ror han hjem til morderens brødre og fortæller, hvad han har gjort. Morderens brødre kommer for at dræbe den gamle, men han driver dem på flugt ved at skyde pile efter dem, så de må flygte. Næste gang de prøver at angribe den gamle, har han sunget en tryllevise / serrat for at forstørre sit ansigt. Mens han synger, bliver hans ansigt større og større. Da brødrene ser dette ansigt, løber de skrigende bort. Året efter hører den gamle, at brødrene er ude på fangst, og han ror ud til dem. Én af brødrene har netop harpuneret en sæl. Den gamle sætter sine pile i sælen, kaster den op bag sin kajak med en hånd og ror hjem. Derefter vover brødrene ikke at angribe den gamle, som lever indtil han dør en naturlig død.
Var.: Ifølge Rink er en næsten identisk variant nedskrevet 40 år tidligere på Aasiaat egnen af en af pastor Kraghs nedskrivere. Originalen kan ikke identificeres, men se/søg på afskriften NKS 2488, II, nr. 12. |
En fanger
Dokument id: | 1832 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolai |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fanger |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 67h - 69v, nr. 323 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
Kort resumé i Rink 1866 - 71, I: nr. 135, s. 330.
Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):
En fanger havde flere brødre, der alle var gift. Pitania var ugift uagtet han nu var temmelig gammel. Denne mand var bekendt for sin hyppige og heftige vrede. Dog giftede han sig omsider med en veludseende pige og som forstod at sy godt. Hende bad han nu om at sy sig et par støvler hun gjorde det, tørrede dem og beredte dernæst strømpeskindene. I mellemtiden fødte hun et pigebarn. Omsider blev støvlerne færdig. Manden tog dem på og gik ned til stranden med dem og vadede ud i vandet. Da støvlerne begyndte at fugte på ham gav han sig til at græde, blev arrig, stampede i jorden og gik op i huset, tog støvlerne af og dræbte sin kone. Det varede længe forinden at han fik sig en kone, dog fik han en, som syede brav godt. "Sy mig støvler" bad manden hende en dag om; at sy et par var konen ikke længe om; men efter at have prøvet dem i vandet og manden ingen fugtighed fornam, trak han dem af og så efter, han fandt så også fugtighed ved sålesyningen af støvlerne, og slog han konen så hårdt at hun snart døde deraf. Atter fik han sig en tredje kone; støvler fik han også syet af hende men da der var væde ved overdelen af foden blev han ved at slå sin kone, så hun opgav ånden. Endelig hørte Pitania om en ferm pige, som kunne sy et par rigtig vandtætte støvler; han fik hende til ægte. Et par store støvler blev færdigsyede. Manden vadede længe med dem; men kommende hjem fandt han at det var lækket ind ved skafterne, og konen havde samme skæbne som de andre. I huset hos sig hørte fangeren tale om en opvoksende pige ikke langt borte derfra og som levede sammen med sin gamle moder, der havde forbudt datteren at lære at sy. Engang var moderen, som var enke, på besøg hos ovennævnte folk, og hørte hun af disse: "ja, nu er jo din datter giftefærdig, og tager måske den til ægte som ikke kan beholde nogen kone i live." Moderen kom hjem og fortalte datteren det som hun havde hørt; hun gav sig til at græde herover ligesåvel som moderen. Denne tilrådede datteren ikke at tage ham til ægte; men datteren gik ofte ud på marken, og øvede sine kræfter ved at løfte store sten, og kom hun hjem syede hun. Til sidst kunne hun løfte store sten med lethed og kaste dem langt fra sig, og (nu) var hun ikke længere bange for manden hvis han bestemte sig til at tage hende til kone. Engang kom manden også og fik hende hjem til sig. Hun syede på hans opfordring støvler til ham, men med sting så langt fra hinanden som sporene af raventæer. Forinden at hun blev færdig med dem skulede manden ofte på hende og hendes arbejde. Omsider trak han støvlerne på, vadede ud i vandet med dem for at prøve dem; idet at han kom til at træde i en pøl forinden han nåede søen ved stranden, fornam han allerede at han blev dygtig våd. Atter stampede han i jorden og græd af arrighed og gik op i huset, begyndte der at slå sin kone ret alvorlig med støvlerne, men disse tog hun fra ham, slog ham nu så han måtte flygte fra briksen. Derpå tog han en stenhammer, men forinden at han fik slået hende, fravristede hun ham den, slog ham så voldsomt med den at den fór igennem kroppen på manden, der døde og derpå blev af konen kastet ud på møddingen. Da Pitanias brødre erfarede hans død ville de tage hævn, og kom også i deres kajakker til stedet hvor svigerinden havde sit hjem med moderen. Da datteren ser dem komme imod land gik hun ned til stranden og i leret opgravede hun store sten, spillede bold med dem og bad kajakmændene at komme op og slås med hende en for en. Men disse folk blev bange for hendes kræfter idet de så hende løfte tunge sten med lethed og tilmed at hun kun var et fruentimmer hvorfor de vendte hjemefter igen med uforrettet sag, og senere indfandt de sig heller aldrig.
Var.: Ikke i denne bases samlinger. |
En fortælling fra Omevik / Umiivik
Dokument id: | 1823 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolaij |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fortælling fra Omevik / Umiivik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 44h - 47v, nr. 313 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.
Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke): En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst." "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår." Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem. Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den. Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig") Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt. Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.
Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.
Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal. |
En fortælling om en brødreflok
Dokument id: | 77 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fortælling om en brødreflok |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 377 - 379 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.
Resumé: Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg. Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.
Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner |
En fortælling om enlige kvinder
Dokument id: | 76 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fortælling om enlige kvinder |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 375 - 376 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376: Oqalualaarut Arnaannannguamik.
Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167
Resumé: Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.
Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;
Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.
Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.' |
En fortælling om et par ægtefolk
Dokument id: | 71 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fortælling om et par ægtefolk |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 360 - 362 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik. Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56, s. 96.
Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.
Resumé: Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene. Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet. Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus. Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.
Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg. Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv. |
En fortælling om tyve
Dokument id: | 58 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fortælling om tyve |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 317 - 318 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.
Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.
Resumé: Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.
En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.
Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.
Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet. |
En forældreløs
Dokument id: | 1837 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolai |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En forældreløs |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 74h - 75v, nr. 328 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.
Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):
En forældreløs kaldet Kavsasak (Kaassassuk, BS) voksede op uden at være elsket af nogen. Bedstemoderens klæder brugte fyren når han gik ud. Fruentimmerne ringeagtede ham idet de strøg deres fingre under næsen på ham efter at (de) havde været med dem på et uskønt sted. En dag spankede han omkring og opdager at en af slægtningene havde fanget en hvidfisk (hvidhval). Han fik sig også et flænsestykke og efter at have spist sig mæt lagde han resten hen på et afsides sted så at ingen opdagede den. Men alligevel fik en af hans husfæller snuset det gemte op, og han der fandt det trak derpå Kavsasak ved næseborene og førte ham ind i huset, kastede ham derpå hen på sidebriksen. Kavsasak fik for meget at spise efter husfolkenes mening, og desårsag blev tænderne trukket ud af munden på ham. En stund efter denne plage opdagdes det at han alligevel spiste dygtig, hvorfor han blev han visiteret i munden; der fandtes da jern på gummerne, men blev disse atter borttagne. Til straf eller som en ondskab af de andre måtte Kavsasak ikkun nyde knoger (knogler ?) og drikke suppe så kogende hed den var. - Engang fandtes et stort stykke flydetræ (drivtømmer) liggende uden for deres telte; nogle mente at det var Kavsasak som havde ført stykket dertil. Herover blev fyren atter taget ved næseborene og bragt ind på sin plads. En vinter blev der engang set bjørne på isen og krøb disse senere ind i en fjeldhulning. Ingen turde nu gå hen til dem undtagen Kavsasak der ikke betænkte sig længe; med et bjørneribben til våben gik han hen til bjørnene inde i ishulen og sparkede dyrene ihjel. Den ene bjørn gav han nok til de andre og beholdt selv den anden og bragte den hjem. Senere blev han en dygtig erhverver, men uagtet sine husfæller langt overlegen betalte han dem ikke ondt med ondt.
Var.: Kaassassuk
Hist.: En stærkt amputeret version (muligvis blot oversætterens referat?) af Kaassassuk, der både har udeladt den episode, hvor han får store kræfter af et væsen i indlandet, og den hævn han normalt tager til slut over alle bopladsfæller undtagen den eller dem, der har søgt at afhjælpe hans elendighed noget. Den moralske slutning på Nikolaijs version skyldes sandsynligvis kristen påvirkning fra herrnhutmission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal. |
En gammel mand
Dokument id: | 1836 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolai |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En gammel mand |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 73v - 74h, nr. 327 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):
En gammel mand mistede sin datter, det eneste barn han havde. Han roede en dag ind i en dyb fjord, og græd ret ofte over sit tab. Senere gik han op på et fjeld, der satte han sig og græd atter. Fra dette fjeld så han ud over vandet een komme bugserende med 2 sæler. Manden var meget stor og kom han i land gående op imod den sørgende. Denne talte til den nyankomne: "Jeg vil gerne høre nyt; fortæl mig en historie." Den store mand svarede ikke; den første gentog sit ønske, men fik atter intet svar og uagtet trussel fik han endnu intet svar, hvisårsag den store mand blev harpuneret og sænket ud i søen, hvornæst han tog sælerne hjem til sin kone. Efter den tid fangede manden oftere sålænge han brugte den dræbtes rem. Men atter gik den gamle ind i fjorden og græd mens han et sted var til fjelds; han havde sit hoved sænket og græd bitterlig ved at tænke på den afdøde datter. Just som han sad således stod der pludselig en kæmpe foran ham. "Jeg vil høre dig fortælle nyt", talte atter den bedrøvede til stormanden, "fortæl mig noget." Den høje skikkelse fortalte da: "Vi sulter i hjemmet, vi sulter meget efter at vor husfælle er udebleven; vi sulter", skreg han højt og talte videre: "Min bedstemoder gjorde briksen ren i aftes og deraf fulgte at en ræv kom gående ind i huset op på briksen, og snart blev den stukket ihjel med en gaffel (en tilspidset pind af ben, U. Rosings tilføjelse). Den ene dag kogtes kødet af ræven, den næste dag blev intet kogt, men den tredje dag indvoldene af dyret, der og blev spist. Herefter bad bedstemoderen (os) at gå ned til elven allesammen, hvilket vi og gjorde. Derpå så bedstemoderen ned i elven, liggende på maven, men hun kunne intet opdage for tåge og rejste hun sig. Så talte jeg: 'det er uklart fordi den jomfru der, idet jeg pegede på en pige, har dårlige klæder på sig.' Jomfruen skiftede klædning, fik en ren på og kiggede pigen nu selv ned i elven idet hun brugte bedstemoderens magtsprog (serrat / trylleformular ?). Hvalerne kom da op i vandfladen og een blev fanget fra begge sider af elven. Vi fik den på sydsiden op på land med stor vanskelighed. Mine støvler blev omsyede med senetråde af greenspurve (? snespurve ?). Hvalen blev derpå hevet (?) op af mig men med anstrengelsen sprang spurvetråden og sålerne faldt fra så jeg gled kraftesløs tilbage og kastede hvalen ned på jorden. Vi flænsede da i hvalen og jeg tog mig et godt stort stykke; med et hørte jeg megen larm over at hovedet næsten var afskåret og som var bestemt for bedstefader. Jeg stødte da flere af de grådige flænsere væk fra hovedet så de lå døde med det samme tæt ved. Om foråret endnu blev der spist af dette dyr. Senere havde vi sammenstød med nordboere, hvoraf jeg dræbte mange." I det samme råbtes der oppe fra fjeldene: "Du fortæller for meget! Altfor meget!" og (nu) så den gamle en stor kok (? grydemand / igalilik ?) med en gryde hængende foran sig. Denne kok råbte atter: "Maden koges, en lille levning af ræven du ved, kom! ellers går remmene over, degi'er dem (? de giver sig)allerede af bare venten." Og så forsvandt kæmpen for den gamles øjne.
Hist.: Episoder af kendte fortællinger forekommer sat sammen i denne på en uigennemsigtig måde. Rink har i en kommentar til fortællingen påskrevet den"Aqissiaq ?". Af denne fortælling forekommer da også stumper her og der. Men der er også elementer fra nordbofortællinger, som normalt ikke associeres til Aqissiaq. Muligvis har fortælleren ønsket at flytte skylden for nordboernes undergang fra grønlænderne over på disse indlandskæmper.
Tolkning: Det er et almindeligt træk, at den der har sorg, søger udfordringer for at få noget andet at tænke på. Ligeledes at den der søger ensomhed i sorg eller vrede, virker tiltrækkende på ånderne Se: Aqigssiaq 263 - 267, nr. 91 og Den gamles søn nr. 33. Episoden med spurvesenerne, der brister, synes at rumme forskellige elementer fra såvel Aqissiaq (kampen med en anden slags ånder om retten til hvalen, der er lokket op i elven med en serrat) som nordbofortællingen om Uunngortoq, hvor Kassapi's bror glider på isen, fordi hans støvler netop har fået nye såler. |
En gammel ungkarl som blev en stærk fanger
Dokument id: | 52 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Nedskriver: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En gammel ungkarl som blev en stærk fanger |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 411 - 413 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 107 ss. 587 - 589.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 411 - 413: Nukappiatoqqamik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 48, s. 89. Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 125, s. 461: The Gifts from the Underworld.
Resumé: En gammel ungkarl, der aldrig har held til at fange noget, inviteres en dag af en ånd i kajak med ud til en stor ø, hvor den fremmede skubber en kampesten til side. Nedenunder er der hul lige ned til det blå hav, hvor ungkarlen får besked om at sænke sig i sin kajak og vente på en konebåd med kajakker. Den første, der vil være fuldt lastet, skal han lade passere, men den anden, med kun en ringe last, skal han ro hen til. Han adlyder og får af den anden et stort stykke mattak, som han spiser af i følge med båden indtil et stort næs, hvor han kan vende tilbage til ånden. Denne råder ham til at gemme mattak'en i kajakken og kun spise en lille bid hver gang, han er på fangst. Midlet virker. Den gamle fanger nu altid og får sig endog en kone. En anden gammel ungkarl plager ham så længe, for at han skal røbe sin hemmelighed, at han tager ham med ud til stenen, bakser den fra åbningen og råder ham til nede i underhavet at henvende sig til båden med den store last. Denne gamle ungkarl bliver hængende ved den rige båd forbi næsset, kan ikke slippe fri og havner så hos innersuit. Den første gamle ungkarl har fortæret al sin mattak og vil hente mere, men fordi han misledte den anden gamle ungkarl, lader stenen sig ikke rokke. Og han falde tilbage i den gamle fangstløse skure.
Hist.: I en traditionel version ville årsagen til, at den første gamle ungkarl mister sit fangstheld, have været selve afsløringen af hullet ned til underverdenens hav. Se fx: Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske.
Kommentar: Den første åndemand er formentlig selv en innersuaq, en af ildfolket. Bemærk den direkte nedgang gennem et hul i et skær til innersuits hav. Deres hav er således et andet end det normalt synlige. Et underverdens hav. Innersuit siges oftest at bo under stranden og, noget sjældnere, under øer i skærgården. Undertiden skelnes der mellem dem: Dem længst nede (ude ?) er ondsindede og har slet ingen næse i modsætning til nærmere, der har meget flade næser og er mere omgængelige. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) |
En habakuk fortælling
Dokument id: | 750 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 2, læg 15, Thule 1909 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | En habakuk fortælling |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 A3 sider |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.
Afskrift i nudansk retskrivning: Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?). Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.). Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.
Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.
Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.
Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."
Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.
Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)
Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.
Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."
Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."
Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.
Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte? Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne. På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer. De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden. Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.
Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer. |
En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Dokument id: | 60 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 321 - 323 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.
Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51. Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.
Resumé: Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham. Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden. Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.
Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.
Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.
Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq |
En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq
Dokument id: | 42 |
Registreringsår: | 1868 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 480 - 484 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 207 ss. 1021 - 1026.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 480 - 484: Oqaluttaq Nukappiatoqqamik. Imaluuniit: Qilaamaannartumik.
Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 61.
Resumé: En stærk og dygtig mand bor alene med kone, spæd datter og barnepige. Han er overordentlig gæstfri og gavmild, når folk fra nabopladsen i syd sulter og kommer på besøg. Men da hans lille datter en nat bliver røvet, fordi begge forældre og barnepigen er faldet i søvn, får naboerne sydfra slet ingen mad. Manden har hentet dem og deres angakkoq / åndemaner for at finde årsagen til barnets forsvinden. Men angakokken kan intet finde ud af og må rejse hjem med sine fæller uden mad. Da ror manden endnu længere sydpå og kommer tilbage med en gammel, værkbruden ungkarl på krykker i en elendig kajak. Hans fæller håber han dør af udflugten. Men denne, skønt han kun kan qilaneq / åndefiskning / divination, finder ud af, at Amaarsinniooq har røvet hende. Sammen tar han og manden ind i bunden af fjorden, hvor den gamle lader manden ro hjem og komme tilbage de seks dage senere, han vil være om turen ind til den østligste nunatak i indlandsisen. Og det tager den stakkels mand, hvis ben hele tiden knækker under ham, tre dage at komme derind, hvor han til slut må bruge en tryllesang for at få Amaarsinniooq til at sove så fast, at han kan komme af sted med barnet. Han er næsten nået uden om revner og andre forhindringer i isen til land, da Amaarsinniooq haler ind på ham og putter både ham og barnet i sin amaat / rygpose. Endelig husker den gamle, at han har hjælpeånder. Først tænker han på Stenkasteren, der straks kommer og kaster en sten i hovdet på Amaarsinniooq, der bare fniser, mens den gamle dukker sig i rygposen. Dernæst tilkalder han sin falk, der hugger hende i hovdet. Begge hjælpeånder fortsætter angrebet, den fnisende Amaarsinniooq falder mere og mere sammen og mærker det ikke, da den gamle hopper ud med barnet og endnu engang starter hen over isen. Hans vært kommer ham i møde på den sjette dag, tager lykkelig barnet med på en hurtig hjemtur til dets mors bryst. Men barnet bliver ikke sig selv igen. Da den gamle endelig kommer tilbage, holder han endnu en qilaneq-seance og opklarer, at barnet sjæl endnu er i Amaarsinniooqs hætte. Han henter den - det går hurtigere denne gang - holder endnu en seance og sætter sjælen på plads, barnet antager sin tidligere væremåde (bliver sig selv igen), og den gamle får både barnepigen til kone og en konebåd / umiaq i belønning. Nu ærgrer hans gamle bopladsfæller sig dernede i syd.
Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.
Kommentar: Man bemærker at denne gamle angakkoq, der kun kan divinere / spå ved qilaneq, har hele to hjælpeånder, der tilmed kan forsvare ham. Kompositorisk giver det den komiske kontrast mellem en angakkoq, der kan flyve på åndeflugt over vældige afstande, og så denne værkbrudne stakkel, der må vakle den lange, lange vej til nunatakken og på tilbagevejen endog to gange over indlandsisen.
|
En historie om en talende alk
Dokument id: | 81 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie om en talende alk |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 391 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.
Resumé: En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.
Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;
Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk |
En historie om folk fra Qilanngaq
Dokument id: | 142 |
Registreringsår: | 1868 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie om folk fra Qilanngaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 476 - 479 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 201 ss. 1003 - 1007. Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 103.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 476 - 479: Oqalualaarut Qilanngarmiunik.
Resumé: Stormanden Makorsi på bopladsen Qilanngaq nær Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset har mange børn, alle sønner, med sine tre koner, hvoraf han dog altid bare sender den tredje, Kumak, som han ikke elsker, på ammassætfangst i forsommeren. Her føder hun hans første datter, hvorefter hun bliver hans yndlingshustru og hentes hjem til bopladsen, mens førstekonen må udfylde hendes plads på ammassætpladsen. Datteren vokser til, bliver smuk og meget arbejdsom, og storebrødrene elsker hende højt. Men hun bliver ramt af hekseri, idet to vandkalve er puttet i hendes drikkevand. De æder hende op indefra og fortsætter tilmed fortæringen efter hendes død i graven, hvorfra de spadserer ned i vandet igen. En dag kommer tre af bopladsens mænd ikke hjem fra fangst. Man mener, at et piratskib har snuppet dem. Engang er Makorsi med alle sønner, svigersøn og andre mænd fra bopladsen på fangst, hvor de overraskes af en fralandsstorm. Kun Makorsi er behændig nok til at ride stormen af. Det beskrives i detaljer hvordan. Men for at redde sig selv må han skære sine tværremme over, først for, så bag, fordi hans svigersøn er faldet ud af sin kajak og hager sig fast i dem. En meget gammel mand i laser og en elendig kajak klarer sig dog også igennem. Herefter fanger Makorsi endnu ivrigere end før for at forsørge de mange kvinder, både drægtige sæler, som han rammer i snuden og store hansæler. En aften han er faldet i søvn straks efter hjemkomsten, prøver en stor, tatoveret arm fra under briksen at trække ham ned under den. Makorsi stritter imod, men må til sidst vække sin kone, der skærer fingrene af uhyret. Det er Amaarsinniooq. Fortælleren Hendrik tilføjer, at det var dengang stormen tog de mange kajakmænd og befolkningen i Qilaanngaq, der havde mistet alle deres mænd, måtte spredes.
Hist.: Delvis historisk fortælling bygget over den storm Hendrik omtaler til slut. Svær at tidsfæste idet Makorsi, hvis det var hans dåbsnavn, næppe har haft lov til at holde tre koner. Men det kan enten være en afdød mands dåbsnavn, han har fået, eller også er han selv blevet døbt i en høj alder. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Kommentar: Episoden med svigersønnen, som Makorsi skærer sig fri fra, falder ikke ordentlig på plads i fortællingen, idet Makorsis eneste datter jo er død. Den kan være tilføjet af kompositoriske grunde, idet en stor begivenhed forudskikkes af en i mindre format: Afskæringen af svigersønnen forudskikker afskæringen af Amaarsinniooq. Og de tre mænds udebliven forudskikker de mange kajakmænds undergang i stormen. Amaarsinniooq røver oftest kun små børn, men kan også træffes som voksen- røver. |
En historie om nogen som blev overrasket af storm
Dokument id: | 64 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie om nogen som blev overrasket af storm |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 334 - 335 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.
Resumé: En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.
Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq. Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod. Blodhævn. |
En historie om nogen som fik fnat
Dokument id: | 72 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie om nogen som fik fnat |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 363 - 364 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93 Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.
Resumé: En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme. Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød. Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke. Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.
Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse. Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk. |
En pige der giftede sig med et udyr
Dokument id: | 406 |
Registreringsår: | 1864 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | Gamle Sahra |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | En pige der giftede sig med et udyr |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 179h - 180v |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)
Nedskrevet af Rink på dansk: Et par gamle ægtefolk havde en datter, som var så smuk, at flere unge folk strided (? stredes ?) om at anholde hende; men faderen, som hed Uutaffak (også Tartuki / Tartuqi ?), var mægtig og stærk i sin gamle alder, frygtedes af alle, da han var megen (?) på holdende på sin smukke datter. Hvergang der kom friere til datteren vankede prygl og klagemål, og den gamle var altid den sejrende; derfor, imod deres vilje afholde de unge folk (sig) fra den smukke pige. Den rigtignok giftelystne datter hørte altid med vemod når den gamle far afslog en smuk ungkarl, (efter)som hun havde stor lyst til ham som mand. Tilsidst var hun så ked af det, at hun ville bedrive utugt med hvilkensomhelst. Endelig fattede hun en beslutning, at hun (nemlig hun har hørt, da hun var barn, at store indsøer altid har en beboer) ville forsøge på at gå op til en indsø som var bag ved et stort fjeld og muligen deraf kunne fordrive sin store giftelyst. En smuk morgen, da alle mandfolk gik på fangst, gik hun, efterat hun tog sine stadsklæder på, til den indsø, og da hun kom til kanten af denne, råbte hun: "mandlige lem, mandlige lem, kom dog op, jeg længes meget efter dig!" Således gjorde hun i flere dage. Faderen, som anede at der var fare på færde med datteren, da hun hver morgen pyntede sig, spurgte sin kone: "Hvorfor går vor datter ud pyntet hver morgen?" Konen, der ikke vidste (?) sin datters ad(?) adfærd passede på sin datter, og fortalte sin mand (uklart). En morgen (da faderen) tilsyneladende gik på jagt, kom han i land lidt afsides af beboelsespladsen, og passede på sin datter hvor hun gik hen. Imedens han i skjul blivende (forholdt sig i skjul) kom datteren med hele sin pynt og gik til den omtalte indsø. Da hun kom dertil, råbte hun højt: "mandlige lem, mandlige lem, kom dog op, jeg længes meget efter dig!" Om aftenen, da al den tildragelse (var) gået for sig, kom en yndling (yngling?), som (hed?) Qiipu (og) som var berømt for dygtighed i fangst og i angakkoq-dygtighed og spurgte, at (om?) han ikke ville overlade sin datter til ham - svarede han: "Siden min datter har drevet utugt med udyret, har jeg nu (ulæseligt ord) påholden på hende.
Var.: Søg på penis; Enkelte Kivioq versioner; Holtved: The penis of the lake. Kapisiaq som havde uheld med sine koner (første episode).
Tolkning: Bemærk parallellen mellem søens penis og den isbjørn i indsøen som den østgrønlandske angakkoq / åndemaner - lærling kalder frem, og som æder ham: Søens bjørn / isbjørn; indsøens bjørn / isbjørn, ferskvandets bjørn / isbjørn; søens troldbjørn. |
En rigtig lille forældreløs
Dokument id: | 94 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En rigtig lille forældreløs |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 143 - 146 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere. Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 115 ss. 338 - 346.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 143 - 146: Oqaluttuaq iliarsoqqik.
Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 58. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 47, ss. 281 - 286.
Resumé: Forældrene til en lille dreng dør. I det store fælleshus tager den ene familie efter den anden drengen til sig som plejesøn, men smider ham ud efter nogen tid, fordi han skider og tisser alt for meget. Til slut tager en enke med en stor søn ham til sig. Han har også en anden ven, en voksen mand uden kajak, der dagligt træner ham i løb uden døre. Et efterår kommer vinteren tidligt, man sner inde, alle sulter og lamperne slukkes en efter en. Enken deler ud af sit lille forråd af ammassætter og spæk, og den forældreløse er til slut den eneste, der magter at bevæge sig udenfor. Han må grave sig ud. Efter nogen tids løbetræning lykkes det ham efter en hel dags forfejlede stenkast at få ram på en ryle, en strandryle. Denne førstefangst deler enken mellem dem alle. Næste dag er det to ryler, osv. De ægtepar, der har smidt drengen ud, ærgrer sig grusomt, og det gør de hver gang han herefter vender hjem med en ny førstefangst: ryper, en lille netside fra en våge langt ude i isen, så en sortside, en større sortside og derefter dagligt to sortsider. Da han begynder på vågefangsten er hans løbetræningskammerat forsvundet, og til denne fangst låner han redskaber af sin stedbror, der skærer dem ned i størrelse. En dag ude ved vågen overfalder en snestorm fra indlandet ham. Ude af stand til at se havner han langt sydpå, fordi vinden ubemærket er drejet om i syd, og han holder retningen mod vinden (mod østenvinden ville han således være nået stik hjem). I hus her i syd sulter man og han giver dem sin ene sæl. Det var rart, siger plejemoderen, der selv altid deler al mad ud: Således vil du blive ved med at fange. I den sidste episode angribes han ude på isen af en stor isgroet bjørn, der forfølger ham til et isbjerg, hvor han løber rundt og rundt med bjørnen efter sig. Han er dog hurtigst og kan hugge sig en hule ud i en del omgange, gemme sig der og bombardere samme sted på bjørnens isdække med isstumper, hver gang den løber forbi. Til slut er der hul ind til pelsen, hvor han kan ramme den med lansen og få has på den. Hjemme igen med et stykke af kødet inviterer han alle de stadig ret afkræftede fæller til at følge sig ud til parteringen næste dag. Flere sniger sig derhen om natten. Dem finder man døde undervejs derud næste dag. Alle de andre mindre grådige redder den forældreløse således fra sultedøden.
Var.: Iteqitilik; (den forældreløse dreng der redder hele bopladsen med sine småfangster er et yndet motiv).
Kommentar: Den kajakløse løbetræner skildres som en husfælle, men da han jager fugle sammen med den forældreløse og det kun er drengens bytte, der bliver delt ud, er løbetræneren snarere en landånd, der bor i nærheden, og som åbenbart ikke skal nyde noget af at komme med ud på isen. Det er typisk for landånder i Østgrønland at de aldrig vover sig ud til havs. Og såvel i Øst- som Vestgrønland kaldes indlandskæmperne de 'kajakløse'. |
En sandfærdig fortælling
Dokument id: | 90 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Beck, Albrecht |
Nedskriver: | Beck, Albrecht |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En sandfærdig fortælling |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 202 - 203 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere. Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 179.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 202 - 203: Oqaluttuaq ilumoortoq.
Oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 85: Den store bueskytte hævner sig på Serquilissaq / Seqquilisaq.
Resumé: En familie fra Sydgrønland rejser nordpå og slår sig ned på en boplads, hvor mændene under en isbjørnejagt dræber manden. Morderen, Seqquilisaq giver den myrdedes lille søn kniven ved hjemkomsten og meddeler ham drabet. Drengen siger intet til sin mor. De får lidt mad at overleve på af andre på slutningen af vinteren og rejser så atter sydpå, hvor drengen forsyner moderen med lidt ryper og med årene får trænet sig op til en habil bueskytte. Velvoksen tager han tilbage med sin mor nordpå. Her finder de kun morderen med sine to koner tilbage på bopladsen, og da det en morgen lykkes den unge mand at komme først op, udfordrer han morderen, der får skudt alle sine pile af uden at ramme, og selv bliver ramt meget præcist af to pile på vej ind i husgangen. Derefter fortæller den unge mand sin mor om baggrunden for hævnen. Senere møder de deres fjender længere mod syd under en renjagt ved Isortuarsuk-fjorden (bifjord til Nordre Strømfjord), hvor en af fjenderne, en tosse, opfordrer den unge mand til at ramme sig med bue og pil. Han vægrer sig, men opfordringerne kommer også fra de andre, der ikke tror, at han kan ramme. Det gør han så, tossen falder død om på stedet, og imponeret af den unge mands træfsikkerhed beslutter hans fjender at undlade hævnen og slutte fred. Den unge mand tager hjem og dør i høj alder uden at være blevet såret. Efter sigende har det høje fjeld ved Isortuarsuup Tasia været kaldt Pisissaarfik, bueskydningsfjeldet.
Hist.: Rink understreger i sin note til fortællingen, at dette Pisissaarfik ikke skal forveksles med det andet i Godthåbfjorden, - som er knyttet til en fortælling om krigen mellem qallunaat (nordboere) og kalaallit (grønlændere). Selve episoden er dog ganske den samme og tyder stærkt på, at den har været en del af fortælletraditionen længe før, man hæftede den på den krig med nordboerne, som Egederne beskyldte grønlænderne for at have yppet. Se / søg på Kleivan 1982, og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.. Blodhævn. |
En sørgelig fortælling
Dokument id: | 123 |
Registreringsår: | 18231828 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | |
Titel: | En sørgelig fortælling |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. nr. 52 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Orig. håndskr. eksisterer muligvis ikke længere. Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 13v - 13h. Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, 4', nr. 51.På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 33, ss. 232 - 233: A Lamentable Story. Resumé:En gammel ungkarl irriteres over piger, der leger støjende i en bjergkløft med småbørn i amaaten, fordi de skræmmer sælerne væk fra det åndehul, hvor han er på fangst. Hans siger: "Bjergkløft luk dig!" Den lukker sig for oven, og børnene kan ikke komme op. Pigerne prøver at trøste de små med, at deres mødre snart kommer og henter dem. Men mødrene kan ikke gøre andet end at hælde vand ned, som børnene slikker af klippevæggen. De omkommer til slut alle af sult. Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne. Nuerniagarnakasik; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne. |
En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen
Dokument id: | 407 |
Registreringsår: | 1864 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | Gamle Sahra |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?) / Månen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 179v |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Barren Wife.
Nedskrevet af Rink på dansk: En mand, der havde en kone som var ufrugtbar, slog sin kone hver dag på ansigtet så at hun gik med blåt øje hver dag. Tilsidst skammede hun sig for disse brændemærker. En vinter, da alt (var) usædvanligt belagt med is, tænkte hun: "Siden jeg ikke kan skaffe min mand børn, måske jeg kan tilfredsstille ham med at hente vand." En aften i den stjerneklare himmel og månen skinnede klart, gik hun at hente vand; og da hun skulle til at øse i spanden (ud? brugte kajakskind) hørte hun sagte raslen af ?, hun troede det var vinden, og hun blev med at øse. Så siger en nær ved siden af hende: "Vil du følge med til "Malenen" (Rink: almindelig benævnelse for månen). Hun vendte sig om og så en ? (slæde?). Uden at betænke sig kom hun op og drog med ham op til Månen osv. (Resten af historien er fortalt ??).
Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; Den resterende del af fortællingen ovf. kan læses i flere versioner: I dem alle bliver konen gravid med månen og sendes tilbage til jorden, hvor hun føder en søn. Månen hævder sin faderret til barnet. Undertiden lykkes det som i den version Rink referer i 1866-71, I, nr. 15, men ofte lykkes det ham ikke, fordi moderen bryder hans tabu mod at spise af sin mands fangster. Da dør både hun og sønnen. Sønnen kan også udvikle sig til asocial krakiler, som i "Månens barn" i Gustav Holms samling. Kun i Thule-området har man en rent positiv opfattelse af fortællingen, idet sønnen udvikler sig til en stor jæger (Holtved nr. 4; Rasmussen 1921-25, III: 50 - 52)
Kommentarer: Rinks håndskrift er til tider temmelig utydelig. Ofte er det solen, der benævnes Malina i betydningen, den der følger efter. Men på sin vis er det rimeligt, at navnet i stedet gælder månen, der ifølge myten forfølger solen. |
En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik
Dokument id: | 221 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 146 - 149 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192. H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.
Resumé: En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik. Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.
Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen. Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Enkens hævn
Dokument id: | 143 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Clementsen, Tobias |
Nedskriver: | Clementsen, Tobias |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Enkens hævn |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss.159 - 161, nr. 49 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 165h - 167v; Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 55v - 56v. Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 34.
På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 32, ss. 228 - 232: The Widow's Vengeance.
Resumé af Rinks oversættelse: Enkens søn, Kujannguaq / Qujannguaq får gang på gang afslag hos de mange brødre i det store nabohus, når han kommer for at få en mundbid af deres nyfangede dyr. En dag det drejer sig om det lækreste, en sæl, der har fældet, tager enken affære på sin søns vegne. Hun sætter sig på briksen og mumler. En edderfugl dukker op i deres vandspand. Næste gang er det en sæl. Tredje gang finder drengen en kajak med alt udstyr på gulvet. Moderen træner ham i både at ro, kæntre og vende rundt. De mange brødre følger efter den første dag, han ror ud til et isbjerg, hvor en isbjørn, han jager, har søgt tilflugt. Den ældste bror klarer ikke at bestige isbjerget, hvorefter Qujannguaq gør det, nedlægger bjørnen og kravler ned i sin kajak, og skønt en af brødrene, Sanak, påstår, at han har fanget bjørnen, bugserer Quj. den hjem. Hans mor og brødrenes søster tager imod på stranden. Søsteren kommer med en hånlig bemærkning, men bliver overvældende imødekommende med venlige kommentarer, da enken forærer hende halvdelen af bjørneskindet til et brikseskind og inviterer hele bopladsen på kogt bjørnekød. Næste dag fanger Quj. en sæl ved isbjerget og undgår et angreb fra de medfølgende brødre ved at væde munden med saltvand, som hans mor har rådet ham til. Sanak opfordrer til kaproning over et skær. Quj vinder i overlegen stil, idet han med en kajakvending undgår endnu et angreb fra brødrene. Da søsteren spørger efter dem, da han når i land, svarer han: "Hvorfor spørge efter dem, de mennesker har jo ingen forstand."
Enken inviterer alle på kogte bryststykker, skærer dernæst nyrestykket ud, hekser over det, forærer det til brødrene, og både Sanak og hans mor får en bid galt i halsen. Sanak dør af kvælning. Da enken kommer ind til dem, beskylder den ældste bror hende for at have dræbt ham og støder husstøtten om (måske er det omvendt den ældste bror, der kommer ind i enkens hus og søger at lægge det øde i stedet for familiens eget hus, BS). Enken rejser støtten igen og får derefter skåret både for- og bagsnippen af på sin pels. Da hun fortæller sin søn uden for, at nu er to af brødrenes familie døde (hvem er den anden ? bs), springer de af glæde frem og tilbage over båden, men hun falder og knækker ryggen. Med noget snavs fra sin mors rum under briksen, som han kaster mod brødrenes hus, dræber Kujannguaq dem alle undtagen søsteren, der går qivittoq.
Kommentar: En grum fortælling om misundelse, mord og blodhævn, der tilsyneladende hverken er let læselig eller vel fortalt.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Erdlaversisortoq / Indvoldsrøversken / Indvoldsrøveren
Dokument id: | 409 |
Registreringsår: | 1864 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mørch, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Erdlaversisortoq / Indvoldsrøversken / Indvoldsrøveren |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 192v - 192h |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Fotokopi bortkommet. Oversættelse mangler. Velegnet til opdatering.
En version på dansk, der er sammenstykket af 5 versioner inkl. denne om Indvoldsrøversken, findes i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak. |
ernirsiamik / ernersiamik / Om plejesønnen
Dokument id: | 1851 |
Registreringsår: | 1864 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ernirsiamik / ernersiamik / Om plejesønnen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 100h - 103v, nr. 335 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 78. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 62, ss. 346 - 351: Ernersiak, the foster-son.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En stakkels plejesøn boede i en bygd, hvor der også boede en stor brødreflok. Hans plejemor var en meget gammel kvinde. På stedet boede også en stærk mand. Hen på efteråret blev den yngste af brødeflokken dårlig; og uden at være blevet rask ind imellem døde han. De mistænkte en gamle plejemor for at være skyld i hans død. De ventede blot på, at plejesønnen skulle ta' ud på en tur, for at de kunne dræbe hende. En morgen tog plejesønnen sin snare og gik afsted for at lave en rævefælde. Så snart plejesønnen var væk, gik brødreflokken ind i huset og dræbte den gamle kone med flere knivstik. Stedets stærke mand havde medlidenhed med plejesønnen, så han holdt øje med, hvornår han kom hjem. Plejesønnen var nu på vej hjem og havde, som han plejede, taget den ene arm ud af ærmet. Den stærke mand gik ham i møde. Plejesønnen så sig som sædvanlig ikke omkring; og pludselig så han, at den stærke mand var gået ham i møde. Den stærke sagde:" Du skal ikke gå ind i huset, for du finder ingen derinde. Da du tog afsted, dræbte brødreflokken din plejemor". Han tog ham med hjem til sig selv og fik ham i pleje. De kunne ikke finde ud af, hvad han skulle have til amulet; og det endte med, at drengen fik plejemoderens skamben som amulet.
Hans plejefader begyndte at træne hans kræfter. Tidligt om morgenen fik han ham til at sætte sig op ved at rykke ham i håret. Pludselig sad han dér uden at vide af det. Sådan gjorde plejefaderen hver eneste morgen. Hans plejeforældre havde råd nok til at få syet skiftetøj til ham; men tøjet holdt sjældent ret længe, fordi han baksede så meget med sten for at blive stærk.
En aften blev de som altid længe oppe; og da bopladsfællerne var gået til ro, ("anissoqásaermata" da ingen flere kom ud af huset), rodede plejefaderen under briksen og trak et stort afhåret sælskind frem. Han satte sig på det og sagde til sin plejesøn:"Lad os trække armkrog". Plejesønnen gjorde sit bedste; men han magtede ikke at strække plejefaderens arm ud. Men efterhånden gjorde han fremskridt.
Hans plejefader havde forbudt ham at deltage, når brødreflokkens mange børn spillede bold ("pattaanneq" en slags langbold eller rundbold). Han rettede sig efter sin plejefader og stod blot og kiggede på dem med den ene arm trukket ud af ærmet.
En aften var de igen længe oppe. Da bopladsfællerne var gået til ro, trak plejefaderen et stort afhåret sælskind frem og lagde det på gulvet. Han trådte frem og sagde til plejesønnen, at de skulle trække armkrog. Plejesønnen trådte frem og satte sig derned og stak sin arm ind i plejefaderens bøjede arm. Den lille arm var knap nok synlig; men alligevel trak han plejefaderens arm ud. Plejefaderen kunne ikke klare ham, og han sagde:" Hold dig væk fra de andre drenge, når de spiller bold. Du kunne komme til at kvæste nogen." Når de spillede bold, stod han med den ene arm trukket ud af ærmet og kiggede på dem ligesom før. Det skete så et par gange, at han pludselig blev væltet og tabte bevidstheden. Når han langsomt rejste sig op igen, var der ingen at se. En gang, mens han stod og så dem spille, blev han skubbet og væltet omkuld; han rejste sig hurtigt op og så lige et glimt af den der væltede ham, før han forsvandt bag et eller andet. Han fór efter ham; og han fandt ham ved en skrænt, hvor han havde gemt sig. Han tog ham i hætten, svang ham rundt og smed ham ud på et sted, hvor der var jord. Da han ramte jorden, så man blodet løbe ud af munden og næsen. De andre sagde:" Plejesønnen har kvæstet nogen." Og det gentog de hele tiden.
De lagde den kvæstede ned på et brikseskind og bar ham ned. Ernersiaq satte sig på en forhøjning foran huset og gav sig til at vente på, at plejefaderen skulle komme hjem fra fangst. Nu så man ham på vej ind sammen med de andre fangere. Så såre de nærmede sig land, råbte børnene ud til dem:" Plejesønnen har kvæstet nogen, plejesønnen har kvæstet nogen." Da plejefaderen hørte dette, løsnede han bugserremmen ved at rykke i den og begyndte at ro kraftigt ind mod land. Det gjorde brødreflokken også. Plejefaderen sagde til plejesønnen:" Brødreflokken vil stikke dig ihjel med lansen.
Mens plejesønnen endnu sad på forhøjningen gik den mellemste af brødreflokken ud og hentede lansen fra kajakken. De andre brødre sluttede sig til. Faderen til det kvæstede barn tog tilløb og stødte sin harpun imod partiet mellem skuldrene på drengen, der sad med ryggen til. Det hvinede, da lansen ramte skuldrepartiet; og skaftet til lansespidsen, benringen og selve harpunen knækkede. De andre ramte ham også med deres harpuner; men alle harpunerne knækkede, uden at såre ham. Det var, fordi han havde den gamle plejemoders skamben som amulet.
Derefter greb de ham og rykkede så tæt sammen om ham, at man end ikke kunne se et glimt af ham. Han rejste sig og koncentrerede sig om at holde balancen. De kunne ikke vælte ham; og plejesønnen greb en af mændene i hætten og slyngede ham ud. Idet han ramte jorden, kom der blod ud af mund og næse. Han slyngede den ene efter den anden ud på denne måde. Hans plejefader stod og så til, kom hen og sagde til ham, at han skulle holde op; for ellers fik han for mange fjender. Han holdt op og gik hjem til sine plejeforældre, der satte mad frem til ham. Men han ville ikke spise. Da det var ved at blive mørkt, gik plejemoderen ud for at hente noget lever i håb om, at han dog ville spise det. Hun kom ind igen og sagde, at hun netop nåede at se den sidste konebåd forsvinde. Hun sagde:" Alle vore bopladsfæller har forladt os." Da hun sagde det bukkede plejesønnen sig og smilte. Han morede sig altså over, at bopladsfællerne var flygtet for ham. Så spiste han endelig.
Mens de boede dér, beklagede plejesønnen, at han ikke havde nogen kajak. Plejefaderen byggede ham en og begyndte at lære ham op i kajakroning. Han lærte det hurtigt og begyndte at fange mange sæler. Når plejefaderen vågnede om morgenen, var plejesønnen allerede vågen ("iserserêrsimassoq" ?) og "illaine kapitingajalersoq" (og somme tider (ilaanni), at han var ved at tage kajakpels på ?). Når plejefaderen vågnede (Usikker oversættelse) gik plejesønnen ud for at tage af sted. Han kom hjem med flere sæler (Uklart i forhold til det følgende, BS).
En morgen vågnede plejefaderen og så, at han var ved at tage sin kajakpels på. Da han gik ud for at tage af sted, fulgte plejefaderen ikke med. Han lod ham for første gang tage ud alene. Plejesønnen roede ud og ventede på, at plejefaderen skulle komme ud af huset. Men da han ikke viste sig, roede han af sted sydover. Han roede bare videre uden at kigge efter fangstdyr. Han nærmede sig et næs og fik øje på en kajakmand, der var på fangst. Manden genkendte ikke plejesønnen, fordi han ikke havde nogen kajak, da de rejste bort fra bopladsen. Uden at vide, at det var plejesønnen, sagde han:"Kom og besøg os". Så fulgtes de ad. Nu så de en hel masse telte, og nedenfor teltene havde man travlt med at bygge konebåd og kajakker og fremstille årer og kajakredskaber.
Da de nærmede sig stranden, hørte man nogen sige:" Endelig kommer plejesønnen på besøg." Mange mænd var nu på vej til stranden for at tage imod. Plejesønnens ledsager kom nu foran, og plejesønnen fulgte ham bagfra og løftede armen for at kaste harpunen. Idet samme råbte folk inde fra land: "Han er ved at harpunere dig." Idet samme kastede han harpunen og ramte ham. Han roede hen til ham og trak sin harpunspids ud af såret, hvorefter han vendte ryggen til og roede bort. Han gik i land ("taratigut" kender jeg ikke) på et næs, der lå nord for lejren, og orienterede sig om, hvor vidt nogen fulgte efter ham. Da ingen fulgte ham, og da det var ved at blive eftermiddag, roede ham hjem. Derhjemme fik han mad serveret. Han ville imidlertid ikke spise. De kunne mærke på ham, at han havde begået drab. Plejefaderen sagde til ham:" Jeg ville ellers nødig, at du skulle skaffe dig fjender i kajak; men det har du altså fået." Først da plejefaderen sagde dette, begyndte han at spise.
Dagen efter roede plejefaderen sydover. På den anden side af et stort næs fik han øje på en hel masse telte, og nedenfor teltene var der travlhed med at bygge konebåde og kajakker samt fremstille årer og redskaber. Han roede hen til dem, og de stillede sig straks foran ham og var sikker på, at han ikke ville undslippe dem. Idet plejefaderen lagde til, sagde han:" Hvis vi bliver boende derude, vil min store plejesøn udrydde jer efterhånden. Derfor vil jeg foreslå ham, at vi rejser nordover, for jeg har hørt, at der findes mange fangstdyr nordpå."
Derfra tog han hjem. Han talte med plejesønnen om at rejse nordpå, og de blev meget opsatte på den rejse. Da det blev forår, gjorde de sig klar og tog nordover. Hen på efteråret, efter at frosten var gået i jorden, roede de udenom et næs og fik øje på en hel masse telte. De styrede direkte mod teltene, og man hørte, folk inde på land råbe: "Kom, læg til her." Da de lagde til, fik de ikke lov til at bære deres ting op. Det gjorde de andre. Plejesønnen var om morgenen, da de skulle afsted , kommet ombord i konebåden, fordi han var træt af at ro i kajak. De, der hjalp til med at transportere deres bagage op, bar også plejesønnens redskaber op. Da bar dem på skulderen- flere mænd foran hinanden. Plejefaderen hørte dem sige:" Han låner bestemt aldrig den slags redskaber ud til andre."
Om aftenen, da de var blevet færdige, fortalte plejefaderen det til plejesønnen. Da smilede plejesønnen. Efter drabet på mændene fra brødreflokken, havde han ellers ikke kunnet le. Nu morede han sig over denne bemærkning fra mændene, der hjalp dem, og smilte. På det nye sted fangede plejesønnen godt. Hver eneste dag kom han hjem med flere sæler. En morgen, da han vågnede, gik han som sædvanlig ud, men så ingen mennesker omkring husene. Han kiggede op mod fjeldet, og så, at der stod nogle på klippen og ufravendt stirrede udefter. Han gik hen til dem og sagde: "Vi holder øje med dem derude." Han spurgte dem hvad det var; og de sagde, at det var hvalrosser med rødligt skind (unge aggressive hanner, BS), der var på vej ind i området. Han fik øje på dem. Vandet, der sprøjtede omkring dem, dannede en tågelignende dis. Da de nåede ud for bopladsen, gik han ned og gjorde sin kajak klar. Han var lige et øjeblik inde i huset, hvorfra han gik ned for at tage afsted. Da en af hvalrosserne, som ikke længere flyttede sig så langt, dukkede op, roede han for fuld kraft imod den. Han var allerede tæt inde på den, før den nåede at få rejst hovedet (?), og trukket vejret, og mens den trak vejret fór den med fronten mod kajakken. Den lænede sig lidt forover og fór imod ham. Plejesønnen roede endnu hurtigere. Han var kommet helt ind på den, og han løftede armen for at kaste harpunen. Han harpunerede den i det øjeblik den krummede sig lidt imod ham, og partiet mellem skulderbladene blev mest synligt. Han ramte den med harpunen; og hvalrossen blev dræbt på stedet, uden at den fik lejlighed til at trække vejret. Den gled videre skråt til siden. Han slæbte den til land, og han slæbte flere til land bagefter. Så først gik han i land.
De overvintrede på denne boplads; og da det blev forår, tog de af sted mod syd. Bopladsfolkene bad dem om at komme igen og overvintre. De svarede:" Ja, vi skal nok komme igen og overvintre." De rejste sydpå; og de rejste aldrig nordpå igen.
Oversat af Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.
Var.: Ernersiaq, Plejesønnen; Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;
Kommentar: en uformidlet slutning - det var no netop for at bo langt fra brdreflokken de var rejst nordpå. Men med denne sidste sætning slutter de fleste fortællinger om sydlændinges rejser nordpå. Det må da være en konvention, eller en "kenning". |
ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Dokument id: | 200 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ernisuitsoq / Den ufrugtbare |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 276 - 282, nr. 95 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel. Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen. Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre klar til at bruge harpunen - Chr.B.)". Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden, og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem. Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet, forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle, at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler, Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren. De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede. Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst, selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.
Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.
Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære, når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.
Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.
Da det blev morgen, råbte hans yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør." Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet. Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet. Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar, men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at fange ti hvaler. Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle behøvede ikke længere at fiske.
Hist.: Fangstrejser nordpå.
Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16. |
Et menneske
Dokument id: | 351 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Beck, Albrecht |
Nedskriver: | Beck, Albrecht |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Et menneske |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 204 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere. Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.
Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147, ss. 335. Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Fortællingen om Inuk. Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme. Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og var straks på vej op af kajakken.
Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af 'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere: verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.
Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.
Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde: "Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa- ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne: "Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu". Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.
Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.
Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".
Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen (Nattoralik. CB). Slut Albrecht Beck.
Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk. |
Fanden plager dem
Dokument id: | 956 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Susanne |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Fanden plager dem |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 196 - 202 |
Lokalisering: | Illukasik: Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.
Resumé: Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro. Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind. Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.
Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd. En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb. Akkulturation / kulturmøde.
Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne. |
Far og søn
Dokument id: | 56 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Far og søn |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 380 - 381 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160 Resumé: Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.
Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.
Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188. |
Feliximik sallutoorsuamik / Løgnhalsen Felix
Dokument id: | 1738 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Berthelsen Iver |
Nedskriver: | Rink H.J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Feliximik sallutoorsuamik / Løgnhalsen Felix |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 59, nr. 6 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 6, ss. 15 - 16. Ikke medtaget i Rink 1866-71.
Det trykte resumé med tilladelse fra Kirsten Thisted, ibid. s.316:
Felix var vidt berømt som en meget dygtig fanger, men alligevel skulle han altid vigte sig og fortalte derfor en masse løgnehistorier. Til fortællerens far har han bla. fortalt om engang han fangede en sortside, der var så stor, at dens skind alene var nok til et telt. Og om dengang der var så mange sortsider, at han fik fem med det første skud og ti med det andet. Nogle af Felix' historier tangerer det overnaturlige; som dengang han brugte sit geværhylster som vinger til at flyve ned fra en stejl skrænt for at få fat i et rensdyr, der gik dernede og græssede. Ellers var det jo kun åndemanere, der kunne flyve. Folk regnede ham da også for en art heksemester og ville gerne af med ham, men det var ikke til at komme til at slå ham ihjel, fordi han var sådan en dygtig kajakmand. Engang alle kajakmændene var ude og en vældig storm kom over dem, regnede man med at nu var lejligheden der. Men snart fik alle kajakmændene nok at gøre med at redde sig ind til land, og Felix klarede sig uden problemer, selv om han endda havde en sæl bag på kajakken. De andre kajakmænd prøvede at friste ham til, her midt i brandstormen, at optræde med sine evner som kajakkunstner, og Felix kastede åren foran sig, som et spyd, og red på bølgerne, slående på vandet med hænderne, hen efter den og så fremdeles hele vejen ind til land. Så opgav man endegyldigt at stræbe ham efter livet.
Hist.: En historisk fortælling fra første halvdel af 1800-tallet. |
Fortællingen om to brødre
Dokument id: | 1856 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Fortællingen om to brødre |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 309 - 313 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.
Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147
og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972
Resumé: To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?). En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag. Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær. De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.
Hist.: En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.
Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne. |
Fortællingen om to gamle mænd
Dokument id: | 1855 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Fortællingen om to gamle mænd |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 307 - 308 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.
Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.
Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.
Resumé: To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde. En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben. De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.
Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies. |
Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Dokument id: | 226 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 164 - 172 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften) Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.
Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.
Resumé:
Qapiarsuaq er angakkoq / åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.
Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord. Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide. Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen). Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker. Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.
Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782. Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170). Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Habakummik / Om Habakuk
Dokument id: | 1781 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Berthelsen Iver |
Nedskriver: | Rink H. J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Habakummik / Om Habakuk |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 54 - 57, nr. 4 og s. 62 (uden nr., efter nr. 7) |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19. Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne fortælling er tilføjet efter nr. 7.
Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)
Resumé af Inge Kleivans oversættelse: Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve. Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange. Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten. Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".
Thisted og Thorning 1996: s. 62. En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.
Var.: Habakuk
Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse, således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.
Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). "Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse. |
heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik
Dokument id: | 236 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 142 - 145 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 46h - 47v (manglende sider ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 142 - 154: Maavammik ilisiitsumik.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 191. Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 142, s. 332. Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 106, ss. 450: The visiting Animals.
Resumé: Heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik. Maavak, der har et dårligt ry som heksemester, må forlade sommerbopladsen Saattormiut nær Maniitsoq, hvor han får skyld for en ung mands død. Det er fralandsvind, og dog driver en lille sort pose fuld af edderkopper i land. På den måde får Maavak stort set udryddet hele bopladsen. Maavak overvintrer i Appamiut, hvor han under en udlfugt med bopladsfæller til et mindre sted i nærheden, Illut, må fjerne en af de menneskearme han selv har anbragt her og der i elve under sin rejse til Appamiut for ikke selv at blive ramt af dette hekseri. Også i Appamiut får Maavak skyld for uhyggelige dødsfald og fortsætter derfor til Amerloq, hvor man blive glad for ham. Han dør dog som afsindig ligesom fangstfællen Pulorsuaq, fordi de begge ønsker sig den smukkeste tand af en hvalros de har fanget sammen. De skændes og skændes, bliver dødsfjender og svulmer op som to enorme oppustede fangeblærer / fangstblærer. De dør på een og samme gang. Man begraver hvalrostænderne sammen med dem. Maavaks datter Isilerfik vokser sig stor og smuk, men da to unge mænd søger at komme hende på klods hold, opdager den ene, at hendes undekrop dirrer og at håret er delvis løst op. Den ene, der senere dør, slipper hende, hun forsvinder ned i jorden, og da de går hen til hendes telt, sidder hun der med bare ben og løsnet hår. Dvs. hun har været i gang med hekseri. Den anden unge mand overlever den sygdom, som hekseriet har påført begge unge mænd. Han hedder Anartalik, ham med lorten, pga. af en amulet, en lort fra en mand med livslang hård mave. Amuletten hindrer også hans sårede dyr i at ødelægge hans redskaber.
Kommentar: Man skal øjensynligt være barbenet for at kunne bevæge sig usynligt eller fra de usynlige til den synlige verden. Se også Kreutzmann om Kuannak. Fæces er velegnet til at formidle overgang fra den usynlige til den synlige verden. Her gør den hårde klump åbenbart en fortræffelig modstand mod hekseriet. Voldsomme skænderier og skældud karakteriserer mange af Jens Kreutzmanns fortællinger. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Hunden
Dokument id: | 265 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1858 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Hunden |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 158 - 159, nr. 48 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Orig. håndskr. har ikke kunnet opspores. Afskrift af orig. håndskr.: NKS 2488, II, 4', nr. 135.
På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 31, ss. 227 - 228: The Dog.
Oversat resumé ved Chr. Berthelsen.
Et gammelt ægtepar har to sønner, som er meget dygtige fangere, og en lille datter. En dag kommer sønnerne ikke hjem, da de er blevet hængt op på en fjeldvæg af indlandsboerne (tornit) og dør på denne måde. Af sorg tager ægteparret en lille hundehvalp til sig, som konen lader die hos sig. Da hunden er blevet stor og familien har mistet sin forsørger, drager hunden ud til indlandsboerne. Her skræmmer den alle til døde ved at kradse sig i ansigtet. Hunden finder indlandsboernes forråd og viser stedet til sine plejeforældre. Efter dette frygter konen sit plejebarn, og da de om sommeren skal rejse, lader de hunden blive tilbage. Den løber langs kysten indtil den ikke kan løbe længere, derefter giver den sig til at hyle. Man siger, at det er fra den tid af, at hundene har den vane at følge de bortrejsende både over land og at hyle fra det sidste næs.
Var.: Ikke i denne bases samlinger.
Kommentar: Ætiologisk myte el. fortælling - afhængigt af definitionen. |
Hvordan mennesker var i gamle dage
Dokument id: | 246 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kristian |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Hvordan mennesker var i gamle dage |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 179 - 181 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere. Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 116 ss. 347 - 351. Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 60. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, I: 179 - 181: Oqaluttuaq itsarsuaq inunnik imaattunik.
Resumé: En fanger har sin yndlingsfangstplads i udhavet, hvor han altid fanger godt. En dag er en kajakmand fra nabopladsen i nord derude og snakker og snakker, så fangeren først sent får fanget og ror hjem. Næste morgen prøver han at komme først derud, men den fremmede er der allerede, og igen står mundtøjet ikke stille på ham. Tredje dag er han der også, men siger først noget hen på dagen, og fjerde dag slipper det ud af ham, at konen er syg, og hvis han ikke møder op næste dag, er der nok sket noget. Det er der så, og fangeren tager næste dag igen på besøg, hvor den fremmede, i sorg over sin døde kone, dræber gæsten. En enkes søn sliber et blad på sin foldekniv og stikker morderen ihjel, hvorefter alle geråder i slåskamp med hinanden, og enken med søn og lille datter smutter ud af et vindue og ind i et skur. De øvrige udrydder hinanden alle til hobe, familien i skuret overvintrer dér, lever længe af forrådet og til sidst af enkens tørrede ammassætter og lidt spæk i små sulterationer. Så en dag ser sønnen frostrøg fra en våge langt ude på havisen og kommer hjem med en hvidhval. Under flænsningen får pigen frost i fødderne af hvalblodet, der er væltet ned i kamikkerne, og da hun endelig får lov at gå ind, falder hun om med knækket ryg. Men broderen, der først nu åbenbarer sig som angakkoq / åndemaner / angakok, vækker hende til live igen under en seance.
Var.: Episoden med slåskampen, hvor alle udrydder hinanden, forekommer i enkelte andre sagn. |
Hvorledes narhvalen blev til
Dokument id: | 1544 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Arnaaluk (Arnâluk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Hvorledes narhvalen blev til |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 77 - 79 |
Lokalisering: | Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.
Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.
Resumé: Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden. Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse kone må føde ved kejsersnit.
Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;
Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen, hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte narhvaler.
Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".
English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172. |
Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene
Dokument id: | 515 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1863 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 36 - 40, nr. 4 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.
Orig. håndskr. findes ikke længere. NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift. Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.
Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.
Resumé: To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.
Var.: Lyberth Igdlorik En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi). |
Igdlorigssuarnik / Illoriissuarnik / Om de store fætre
Dokument id: | 1782 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Igdlorigssuarnik / Illoriissuarnik / Om de store fætre |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 103 - 104, nr. 20 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 20, ss. 60 - 69.
Ret fuldstændig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 31, ss. 71 - 72. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 119, s. 457: The Iglokok.
Resumé: Den dygtigste fanger af to fætre, der er ude sammen, fanges og flåes af en tupilak-bjørn, som den anden fætter så dræber med fem pile. Han begraver den døde, sørger og går af sorg ikke på fangst hele vinteren. En dag træffer han en sort amaroq ("ulv"), dræber den, flænser sig et fedtglinsende sidestykke, som han tar med hjem og lader ligge uden for. Om aftenen kommer et halvmenneske (på langs), en illukoq på besøg. Denne har længe vandret omkring, fordi den har mistet sin bror. Derefter underholder den med fortællinger, og værten lader sin kone koge og servere amaroq-kødet. Men gæsten siger at "fadet hælder", flygter ud og videre ud over isen med stor behændighed på sit ene ben, helt ud til sin kajak, og ror bort.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 20.
Var.: ID 103, 1431, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Kommentar: Den er gal med gæstens balance. For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Hverken amaroq'en, et uhyre i Grønland og ikke mindst på Hendriks tid, og tupilakken, optræder i andre varianter. Bemærk at en ideal social balance - mellem to fætre / jagtkammerater bliver brudt som optakt. Søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq. Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik.
|
Igimarasugssuk
Dokument id: | 181 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Igimarasugssuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 190 - 192, nr. 75 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. el. renskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Igimarasussuk (Opr. overskrift: Og en anden fortælling). Igimarasussuk havde en lillesøster, der hed Ikaminaaq. Det skete jævnligt, at Igimarasussuk mistede en kone. Nu giftede han sig med en kvinde, der havde en stor familie. Den nye kone havde sin lillebror med sig, da hun flyttede til Igimarasussuk. Årsagen til, at Igimarasussuk så tit mistede en kone, viste sig at være den, at han dræbte sine koner og spiste dem, efter at have fedet dem op.
Mens Igimarasussuk endnu kun gav sin nye kone vand i en muslingeskal at drikke for at fede hende, sagde han en morgen til hende: "Dræb din lillebror, så jeg kan spise ham, når jeg kommer hjem fra fangst." Da Igimarasussuk var taget af sted, gav konen sig til at lede efter lus på sin lillebror, for hun syntes, det var synd for ham. Da han faldt i søvn, stak hun ham med en syl, og der hørtes kun snorken fra ham. Da hun på den måde havde dræbt lillebroderen, dækkede hun ham til med ammassætter. Derefter tog hun en sten og gik med den hen til en stejl skrænt. Hun lod så stenen rulle ned ad skrænten. Det så ud, som om det var et menneske, der var trillet ned. Hun sørgede også for, at sporene i sneen kom til at ligne lillebroderens, - lillebroderen havde udadvendte fødder.
Da hun vendte tilbage, skar hun kød til at putte i gryden. Hun havde lige vendt stykkerne i gryden, så kom Igimarasussuk hjem. Uden at tage sin helpels af, gik han op til huset og gav sig til at spise. Midt i måltidet spurgte han: "Hvor er Ikiminaaq?" Konen svarede: "Jeg forsøgte at dræbe ham, men han flygtede fra mig." Kom og se hans fodspor. Han fulgte efter sin kone og fik konstateret, at konen talte sandt. Han sukkede og sagde: "Lille Ikiminaaq har villet flygte, men er skredet ned ad skrænten."
Igimarasussuk gik hjem og spiste videre. Dagen efter, da Igimarasussuk var taget af sted på fangst, gik hans kone hen til sin lillebror; og sammen tog de af sted over land til deres families boplads. De nåede frem, lige før familien skulle til at tage af sted til en ny vinterplads. Det viste sig, at familien var kommet til deres gamle boplads for at hente noget hvalroskød, som de havde efterladt. Igimarasussuks kone og hendes lillebror fortalte om Igimarasussuk og om, hvad der var sket med dem selv. De gik om bord på konebåden og blev skjult under noget træ. De var kommet et godt stykke fra land, da de så en kajakmand, der styrede lige imod konebåden. Det var Igimarasussuk, der ville vide, om de havde set noget til hans kone. De sagde, at de ikke havde set hende. Igimarasussuk mente nok, at hun var ude at samle bær.
Svogrene inviterede Igimarasussuk hjem. Da de lossede konebåden, dukkede konen og lillebroderen pludselig op til Igimarasussuks store overraskelse. Han gik med op til huset. Så trådte en af svogrene ud på gulvet og sang følgende: "Det viste sig, at Igimarasussussuaq spiste sine koner, efter at have fedet dem op ved at lade dem drikke vand af en muslingeskal, men nu skal han dø." I det samme forsvandt Igimarasussuk ud, men de fulgte efter ham og dræbte ham. (Der er i fortællingen visse forvekslinger og uoverensstemmelser. Det med Igimarasussuks søster er nok en fejlskrivning, for det måtte være konens lillebror, der hed Ikaminaaq. Chr.B. Desuden dræber hun åbenbart ikke lillebroderen alligevel ? BS).
Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk
Kommentar: vand fra en muslingeskal at drikke: formentlig for at hun ikke skal drikke for meget. I flere varianter siges det, at hun lettere bliver fed, hvis hun ikke drikker vand. |
Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Dokument id: | 1787 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 120 - 123, nr. 25 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43. Resumé af uddraget: En mand bosætter sig på Ikaarissat ved mundingen af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved Qassigiannguit på hjemvejen.
Var.: U. Rosing nr. 321.
Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Ikermiormiunik / Om Ikermiut-boerne
Dokument id: | 510 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jeremias |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ikermiormiunik / Om Ikermiut-boerne |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side79 - 81, nr. 14 |
Lokalisering: | Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Kort dansk resumé s. 117 - 118. Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 268. eksisterer ikke længere. Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 93.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 230 - 231: Ikermiut-boerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 230 - 231: Ikermiormiunik.
Resumé: Der forlyder intet om, at Ikermiut-boerne (på småøer ud for Paamiut) havde fjender, men til gengæld om deres dygtighed i kajakroning i alskens stormvejr. Om deres stærke mand der fortælles endog, at han gerne roede helt til nallermiuts fangststed 6 mil fra Paamiut, blot for at høre nyt fra dem, og hjem igen samme dag, hvor han roste nallermiuts evner i roning. Ikermiut-boerne opdrog da også deres drenge fra små i kajakbalance ved at sætte dem på skamler, der var spidse for neden, mens de spiste. I begyndelsen væltede de for at godt ord, men efterhånden lærte de at holde balancen.
Engang nogle sydlændinge lagde op på Ikermiut, ville den stærke mand vise dem sine evner ved at ramme en islom med en vældig fuglepil. Pilen vendte rundt i luften og ramte ikke. Sydlændingene håner ham. men i næste kast, der også vender i luften, men foran fuglen, strejfer den ryggen og slår hovedet af fuglen. Sydlændingene siger ikke et ord mere.
Hist.: Formentlig en fortælling med en historisk kerne. |
Ikingutigînik / Vennerne
Dokument id: | 1849 |
Registreringsår: | 1864 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ikingutigînik / Vennerne |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 249v - 256v, nr. 350 |
Lokalisering: | Narsaq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 65, pp. 358 - 361: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.
Oversættelse, se nedenfor.
Resumé af resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178:: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit
Begge er enkesønner, bor på nabopladser, følges på fangst, men en dag i østenvind ror den nordlige enkesøn ud uden at vente på den anden. Den søndre kommer til og søger at overliste ham med sin harpun. Men den nordlige når at kæntre rundt, og undgår kastet. Det gentager sig. Den nordlige fortæller det til sin mor, der advarer ham mod gengæld. Men tredje gang dræber (drukner) den nordlige alligevel sin angriber ved først at kæntre rundt og så ro stævnen op over den andens kajak og holde ham nede under vandet. Undervejs hjem, da han næsten er fremme ved de yderste øer, strømmer vandet ind i hans kajak. Til slut holder han sig kun oppe ved sin fangstblære, husker sine hjælpeånder blandt innersuit, der kommer tre i tal, redder ham, gir ham tørt undertøj på og tar ham med hjem til en høj ø, hvor deres ældgamle husherre må løfte den slappe hud, der hænger ned over hans øjenlåg for at se gæsten. De to ældste brødre kommer hjem med fangst i deres flotte bugsergrej og bebrejder de yngre, at de ikke reddede deres angakkoq / åndemaner noget før. Man inviterer naboerne, ligeledes fem brødre og en ældgammel husherre til sammenkomst med styrkeprøver. De medbringer den druknede, der er deres angakkoq-herre. Han er flov. Værterne vinder alle styrkeprøver og formaner de tidligere venner til aldrig at gøre hinanden ondt igen. De kommer genoplivede tilbage efter fem dage og forblir venner resten af deres liv.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En enke og hendes søn havde en vinterboplads, hvor de boede helt alene. Han var gode venner med en søn af en enke som havde vinterboplads søndenfor. Sammen plejede de at tage ud på fangst ud for kysten, idet han, der boede sydligere, plejede at tage om ad den vinterboplads, der lå nordligere. Sådan gjorde de altid. Når de hver for sig havde fanget en sæl, fulgtes de ad ind mod land. Mens de sådan plejede at følges ad, gjorde den nordligst boende det, at han en morgen, hvor der blæste en svag østenvind, og vejret var meget klart, tog af sted inden vennen indfandt sig. Han kom til fangstområdet i klart solskin, og som altid gav han sig til at vente på, at der skulle dukke en sæl op. Det varede ikke længe, så hørte han støj fra solsiden. Han vendte sig om og opdagede at hans gode ven gjorde sig klar til at kaste sin harpun uden antydning af smil. Han kunne ikke gøre andet end at se på ham. Men netop som vennen skulle til at kaste, kæntrede han selv pludselig med ryggen til ham (tunudlugu ?). Harpunen fløj lige hen over sidelægten på kajakken og ramte vandet på den anden side af ham med en sådan kraft, at vandet stod til vejrs i en støvsky. Han kom op igen ved hjælp af sin åre og tog straks et par tag forbi den anden, mens denne rullede sin line op uden et ord. De forblev sammen dér; og som de plejede, harpunerede de hver en sæl, og fulgtes ad ind imod land. Han var venlig som han plejede. Den anden (fra den nordlige boplads) holdt øje med om der var noget usædvanligt at mærke, men det var der ikke. Senere kom den nordligst boende endnu en gang på fangstområdet før den anden. I ro og mag gav han sig til at vente på, at der skulle dukke en sæl op. Han hørte støj fra solsiden. Han vendte sig om og opdagede, at hans ven gjorde sig klar til at kaste sin harpun. Netop som vennen skulle kaste, kæntrede han til den side, hvor vennen var. Harpunen fløj henover sidelægten på kajakken og ramte vandet på den anden side med en sådan kraft, at der stod en støvsky af vand op fra det. Han kom op igen ved hjælp af åren og tog straks et par tag forbi linen. Den anden rynkede ansigtet en smule. Heller ikke denne gang gjorde ham noget. Som de plejede, harpunerede de hver en sæl og gav sig til at ro ind. Den nordligst boende holdt øje med om der var noget usædvanligt at mærke, men vennen var, som han plejede at være. De fortsatte med at tage ud på fangst sammen, således at den sydligst boende roede inden om og tog vennen med. Men en dag kom den nordligst boende ud på fangstområdet før den anden. Han hørte støj fra solsiden og vendte sig om. Han så, at vennen gjorde klar til at kaste harpunen. Han kiggede på ham ganske som de andre gange. I samme øjeblik venne skulle til at kaste kæntrede han til den side, hvor vennen var; harpunspidsen strejfede sidelægten med et snit i betrækket, og den hoppede op over kajakken til den anden side. Da dét skete, tog han (den nordligst boende) et åretag hen mod ham (? ornidlugo - utydeligt CB) og gjorde sig klar til at kaste harpunen. Hans yndlingsven skar en grimasse (eller: var lige ved at græde). Han kastede harpunen tæt ved kajakringsen (Rinks kommentar), og idet han i det samme kæntrede i den retning, hvor han var, hoppede harpunen hen over sidelægten. Straks roede han op på hans kajak og hindrede ham i at bruge åren (? pakeradlugo). Han rullede linen op og roede så indefter. Ikke så langt fra yderøerne (? Sadleranguidlu) nåede vandet ham bagfra (på grund af utæthed ?). Han roede så hurtigt han kunne; og da han var ved at nå øerne, flød han alene ved hjælp af fangeblæren / fangstblæren.
I denne situation havde han helt glemt, at han var en stor åndemander. Langt om længe kom han i tanker om, at han jo var åndemaner, og at han havde fem brødre blandt innersuit (væsener fra den grønl. folketro - ildfolket) som hjælpeånder. Lige i dette øjeblik hørte han mægtig støj; og da han kiggede tilbage, så han, at de allerede nærmede sig, den ene efter den anden. Han begyndte at tælle dem (? kisiliniariardlugit) og så, at den første havde en sæl på slæb. Den næste havde også en sæl på slæb, men ikke den sidste. Den første kom og stak kajakåren ind på skrå under tværremmen på hans kajak, for at han ikke skulle kæntre, den næste gjorde det samme på den anden side. Så såre den tredie nåede frem, støttede han ham med sin åre (ved at lade åren hvile på hans kajak). Straks lod de ham komme op på deres kajakker og begyndte at ordne hans kajak, og så snart der blev sagt noget om, at han skulle have andet tøj på, gav den tredie, som ikke havde nogen sæl på slæb, sig til at tages sin yderanorak af. Inde under den havde han en islandsk sweater på. Han tog den af, og inde under havde han endnu en sweater på. Han tænkte: Hvor mon han har fået den fra? Så sagde manden: "I foråret, da skibene kom forbi nordover, fik jeg fat i de her, fordi jeg havde opdaget, at de var gode at have på i kajakken. De to andre ordnede hans kajak ved at vikle linen omkring den. Da de blev færdige, fik de ham ned i hans kajak igen, og de bandt de sæler, de havde fanget, sammen, idet de sagde til ham: "Dem skal du bruge til at varme dig på." Idet han tog dem på slæb, drejede de udefter. Han placerede sig i kølvandet. Sikke det han slæbte hvirvlede rundt (Rinks kommentar til igalausanguarse). De roede og roede, og han var ved at blive utålmodig. Så fik de øje på en temmelig høj ø. De roede hen til den og nåede dens høje side. De roede norden om den. De så, at der på den vestlige side lå et stort hus og nedenfor bådstøtterne (tugfisarsuit) var der livligt (katsorfigingilait).
Så snart de gik i land, bød de ham indenfor. Da han kom ind, bød de ham sidde ned (? isoraringûb tungânut). De andre kom også ind og satte sig, men de sagde ikke noget. De stirrede blot ned (tarudlugûlûna): Foran indgangen lagde han nu mærke til en gammel mand, hvis øjne var dækket af den slappe hud. Da han kom ind, trak han blot huden til side, og efter at han havde set ham, bøjede han atter hovedet. Lidt efter sagde de: "Nu kommer der nogen med sæler på slæb." De, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind. Sikke deres store bugserredskaber dog skinnede med hvide benbesætninger af hvalrostand! Da hans inua (ejer, åndemaneren) kom ind, sagde han (hjælpeånden) ikke andet end: "Hvorfor var I der ikke før, så at han ikke skulle fryse sådan?" Og han skældte sine brødre ud. De svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var først da han var ved at synke."
Han satte sig ned på briksen og bøjede hovedet. Der blev sagt: "Nu kommer der nogen med sæler på slæb."
Dé, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind, og også de havde bugserremme med benskæringer af hvalrostand. Lidt efter hørte man et drøn. Der sprang én gennem indgangen, og idet han ufravendt stirrede på sin herre (åndemaneren) skældte han sine brødre ud for at de ikke var kommet ham til hjælp før han frøs så meget. De svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var først da han var ved at synke." Da de sagde dette, gik han hen for at sætte sig ned. Så sagde han: "Har han endnu ikke fået noget at spise?" "Nej, ikke endnu," svaredes der. "Giv ham så noget," sagde manden.
To kvinder gik ud og kom slæbende ind med et skind med bundter af tørret kød mellem sig. De spiste, og da de holdt op, stillede de blot bundterne længere ind i huset. Da de var færdige, trak den gamle hudlappen fra øjnene, og mens han kiggede ud af vinduet sagde han til den behændige unge mand (? Kerviafinguâq): "Hent vore slægtninge." Den unge mand var hurtig i vendingen. Han greb et par vanter og smuttede ud. Man var ved at blive utålmodig, så kom han ind. Han så ud til at have det varmt, og at have været ude i kajak. Han tænkte, hvor han mon havde været henne, for han havde ikke set noget (andet) hus, da han var på vej hertil. Nu strømmede de ind i huset, også de fem store (brødre). Derefter endnu een gennem husgangen. Det viste sig at være en gammel mand. Efter ham hørte man endnu én på vej ind. Det var én, der længe havde boet langt borte - ham (vennen), der havde villet dræbe (ham). Han satte sig overfor og ville dårligt se på ham.
Da alle havde sat sig, blev maden, som de andre havde spist af, sat frem igen. Efter maden rodede den ældste (broder) i huset under briksen og trak et vandskind frem, og han trådte ud midt på gulvet. Hans yngre brødre prøvede kræfter med ham; men de kunne ikke klare ham. Gæsterne kunne heller ikke klare ham. Da disse trak sig tilbages, trådte husherren ud og sagde: "Skal vi to trække armkrog?" Den anden, den store, trådte ud. De gav sig til at trække armkrog, og den store gæst var ikke i stand til at klare ham; og idet han trak sig tilbage, sagde han: "Hør, (quaitaitinuko) har du i virkeligheden slået dem under opvæksten?" Den anden svarede: "Ja, jeg har slået dem under opvæksten." Tænk, han gjorde nar af den andens børn. Da de således havde været på besøg, gik de ud. På vej ud sagde de til deres ejere (de to åndemanere), at de herefter aldrig måtte gøre sådan (blive uvenner igen), og heller ikke komme op at slås med hinanden. De skældte deres ejere ud og forsvandt.
Han blev dér, indtil de fem dage var forbi. Den sjette dag tog han hjemad, og da han nærmede sig fangstområdet, fik han øje på en kajakmand. Han opdagede, at det var ham (vennen). Også han var altså først på vej hjem nu, og begge var de store åndemanere, uden at de havde vidst det om hinanden. Da de var blevet klar over dette, holdt de op med at optræde sådan overfor hinanden. Herefter begyndte de atter at tage ud på fangst sammen vestover. Slut. Oversat af Chr. Berthelsen.
Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Tatsiarsuaraq; Vennerne 256v nr. 350; Hist.: Innersuit (de "nedre"? ude på øen) i rollen som moralvogtere over deres herrer. Det forekommer i overleveringen ganske sjældent af ånderne, også hjælpeånder, blander sig i menneskers indbyrdes socialmoral, hvis den ikke direkte har noget med forholdet til fangstdyr og fangst at gøre. |
Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne
Dokument id: | 507 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 66 - 71, nr. 11 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Yderst kort resumé i oversættelse s. 114 - 115. Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 265 eksisterer ikke længere.
Oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 9 er sammensat af 3 varianter, men følger Arons variant bortset fra indledningen. Samme version i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123: The Friends.)
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 137 - 139: Bedstevennerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivningnugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 137 - 139: Oqluttuaq ikinngutinnaariit.
Resumé: To mænd, der er allerbedste venner, bor på hver sin boplads. Hver vinter besøger de hinanden med få dages mellemrum. Om sommeren går den ene på renjagt og lader altid talgen sidde på en hel uparteret ren men lodne horn til sin ven. Den anden ven fanger sortsider og gemmer dem hele hen. Straks renjægeren kommer hjem besøger han vennen, den først beværter ham med lækkert kogt sælkød og om aftenen i heden fra lamperne med en hel frossen sæl til at køle sig ved. Næste dag inviteres han over til vennen og beværtes på samme vis med renkød og den hele ren som køle-mad.
Et efterår bliver renjægeren så længe borte på sin jagt, at vennen af lutter længsel bliver så vred, at han beslutter at skade sin ven. Da denne endelig kommer med den undskyldning, at det var jagten efter en ren med lodne horn, der sinkede ham, har sæljægeren smurt ligfedt på den ene side af kølemaden. Men renjægeren advares af noget (sin hjælpeånd) under briksen, der støder til ham. Han går ud for at tisse og ånden fortæller ham ude i husgangen om den forgiftede mad. Inde igen vender han kødet rundt, spiser dygtigt, men bliver dog lidt syg, fordi kniven har strejfet ligfedtet en enkelt gang. Han behandler så vennen på samme vis med ligfedt smurt på køle-maden, men da denne ikke advares af nogen og spiser sig halv fordærvet får han mavepine og tager syg hjem. Renjægeren træffer i mange dage ikke sin ven, når han er ude på fangst, og besøgende fra vennens boplads fortæller at han er blevet sindssyg og vil æde dem. Renjægeren besøger af længsel sin ven, der bekræfter forlydendet og jager sin ven for at æde ham. Denne slipper med nød og næppe bort og hjem, fortvivler, men trods husfællernes advarelser, besøger han endnu to gange vennen, der første gang jagter ham rundt i huset, ned til kajakken, og nær får tag i ham, og anden gang sidder død i en hule, som renjægeren lukker og dermed begraver sin bedste ven.
Var.: Mange, søg på: ligfedt.
Tolkning: Arons variant er den eneste af alle varianter, der tydeligt begrunder sælfangerens onde handling, nemlig med en skuffet længsel efter vennen. Dermed bliver også moralen tydelig: Det er ikke sundt at holde så meget af et andet menneske, at kærlighed slår om i had ved mindste foranledning. De to er ganske enkelt alt for gode venner. Om den ideale sindsligevægt, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Opdragelse". |
Iliarsunnguit nukariinnguit / To små forældreløse brødre
Dokument id: | 1748 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Iliarsunnguit nukariinnguit / To små forældreløse brødre |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 230 - 232, nr. 51 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 51, ss. 273 - 278.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 109, nr. 72. Resumé af uddraget: To forældreløse drenge, der er bange for deres plagsomme plejemor, som de aldrig giver noget af deres fangst af ryper, går til indlandsboerne, tornit, da hun til stadihed skælder dem ud. Tornit beværter dem med et kæmpebær (syndens frugt?). Den ældste dreng får deres tosse som fremtidig hjælpeånd og bruger den senere med effekt mod en stor angakkoqs / åndemaners genfærd.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 51, s. 335 - 336, hvor det bl.a. nævnes, at nogle angakkut - ifølge Rinks note - havde sådanne en tosse som hjælpeånd, fordi den kunne bruge som forsvar mod fjender: Den krængede hovedhuden af, og fjenderne blev rædselsslagne.
Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine
Dokument id: | 1784 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 108 - 113, nr. 22 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 22, ss. 72 - 82.
Ufuldstængig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 15 -17, nr. 5.
Resumé: Fætter og kusine er altid sammen, indtil de bliver større, hvorefter han kun følger hende hveranden dag på renjagt. Hun røves på solsiden af et bjerg, mens han går rundt om det langs skyggesiden. Han sørger dybt og opsøger på forældrenes opfordring gamle mennesker i nabobygden, der kan fortælle (noget, der kan adsprede hans sorg). Hér fortæller en gammel mand om et bjerg med flad top, hvor han engang så stribede klodyr-unger (kukisuk) lege og deres mor fange en snespurv i luften. Og han fortæller om slædetræ, der skal være det hårde røde, ikke det hvide (bløde). Til adspredelse af sin sorg skaffer fætteren sig først en kæmperæv og en skallet bjørn som trækdyr, dernæst rødt træ til en slæde, og om vinteren indfanger han klodyr-moderen, der netop har fanget en rype i luften. Dernæst køre han med slæden ud til en våge i isen med edderfugle og sæler, fortsætter ad et spor til Akilineq, hvor han træffer sin søster med barn i rygposen og hendes kæmpemand, der beroliges, da han hører det er hans svoger. Kæmpen lover at komme på genvisit, da fætteren næste dag tar hjem igen. Kæmpen med kusine og barn kommer, men han tør ikke gå ud af huset af angst for trækdyrene. Han må ligge på gulvet pga. sin størrelse, og fætteren beordrer sine to trækdyr og klodyret at overfalde ham. Også barnet dræbes. Derefter er fætter og kusine sammen resten af deres liv.
For kommentarer til Rinks vesion af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 22, s. 322 - 323.
Var.: søg på: knivhale og savryg.
Hist.: Kristent islæt: K. Thisted mener, at fortælleren Hendrik misbilliger fætterens drab på kusinens barn med kæmpen. Det havde han næppe gjort i førkristen tid, for i de traditionelle fortællinger om ægteskab mellem en rigtig menneskekvinde og en "fremmedartet", der får børn sammen, får barnet kun lov at leve, hvis det er en dreng, der bliver den genforenede menneskefamilies eneste forsørger, eller hvis han er opkaldt efter en menneskeslægtning. BS: I andre varianter er det endog en bror og en søster der til slut atter kan leve sammen. Hendrik har tilsyneladende også fundet den relation alt for tæt (hvilket både den og fætter-kusine relationen var, også traditionelt - hvis man mener de levede sammen som mand og kone).
Stribede klodyr må være nye fantasidyr, der formentlig har gengivelser af tigre (tiger) som model. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Illoriissuarnik / Om to fætre
Dokument id: | 1790 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Illoriissuarnik / Om to fætre |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 127 - 129, nr. 28 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 28, ss. 102 - 106.
Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 3, s. 11 - 13. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 112, ss. 453: The Cousins.
Resumé: To fætre bor på hver sin side af en fjord. Ham på solsiden får besøg af fætterens tjenestepige ovre fra skygesiden, der fortæller at umiarissat (konebåds- eller kano-ånder) har udryddet hele husstanden, mens hun var ude at besørge. Sol-side fætteren vil straks dræbe hende, men hun overtaler ham dog til først at holde en seance, hvor han får syn for sagen og ser umiaisssats spor over vandet. Næste aften tager han på åndeflugt derhen, hører dem tale om også at udryddde hans husstand på solsiden, råber på bukser, får et par, kommer ind og opfordres til at skaffe fangst. Han indvilger, men advarer dem om, at så blir det med stor kraft. Han tilkalder sin Tuulik oppe fra indlandsisen, og da denne lander på det nærmeste bjerg lysner det for vinduerne og stenene i huset ryster. Beboerne mener, han vil bringe fordærv, men fætteren (til beboerne, ikke til hjælpånden, som Rink har skrevet), at han plejer at gå ud og møde sin hjælpeånd. Det er i orden. Han går ud, fortæller ånden at beboerne har dræbt alle dem, som den plejer at komme hos (under seancer), og den rasende ånd stikker ild i huset med sit stikkereskab og dræber alle, mens fætteren flyver hjem til sit. Kort efter får han besøg af sin equngasoq, der også har været med og muntret sig med at stikke to gange i en kvinde med barn i rygposen.
Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket; Søg videre på kanofolk, qajarissat, umiarissat.
Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Tolkning: Thisted og Thorning 1996: 326: Umiarissat er ifølge Rinks noter enten mænd, der af misundelse dræber heldige fangere, eller sæler, der i menneskeskikkelse og i både af kalvis hævner for mange drab på deres artsfæller. BS: Den særlige Tuulik med stikkeredskabet har stor lighed med Månen som mytisk skikkelse i Østgrønland, hvor han både bringer fangst og om foråret kan komme på hævntogt og smadre huset med sin store stav, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen..." |
Iluilaarsunnerut / Iluilaarsuk-boerne
Dokument id: | 1776 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Enevold, Thomas |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Iluilaarsunnerut / Iluilaarsuk-boerne |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 74 - 75, nr. 12 |
Lokalisering: | Qoornoq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 12, s. 34. Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 66. Den håndskrevne original er meget kortfattet, men dog ret udførlig mht. den foruroligende lyd, ligesom historien også er krydret med et par enkelte replikker.
Resumé: En udhavs-tupilak. Det var dengang man købte skydevåben af hvalfangerne. Stedet, nær Paamiut. En kajakmand har hørt en farlig boblelyd i vandet. Man spærrer med affald i strandkanten, og tupilakken, der har fremkaldt boblelyden, dukker op i måneskinnet med lyde af forskellige dyr og fugle, skydes og fortaber sig til udhavet.
Kommentar: en tupilak er sammensat af knogler fra forskellige dyr og fugle, hvis lyde den kan sige og - sommetider - skikkelser den kan antage på skift. Se Kamillaannguaq. |
Iluliarliumik arnamik angakorssuamik / angakkorsuamik
Dokument id: | 1943 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, IV. 4' |
Fortæller: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Nedskriver: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Iluliarliumik arnamik angakorssuamik / angakkorsuamik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 589 - 591, nr. 108 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 90, ss. 116 - 117:
En kvindelig angakkoq / åndemaner fra Ilulissat. Hun tager under en seance på åndeflugt mod syd. Idet hun hører råb fra hvalfangere og følger det kommer hun til Aattartoq (?), hvor hvalfangeren Umigaq (?) har fanget en hval. Hun ber om at få et stykke mattak med som bevis på at hun har været der. Hun binder det om livet, flyver tilbage og fortæller om stedet, men da ingen kender det vil de heller ikke tro hende. Nogle rejser om foråret sydpå. De rejser hele sommeren, og da de om efteråret når Aattartoq bliver det dér bekræftet at åndemanersken har været der.
Hist.: Fortælling med en mulig historisk kerne i en seance. Pointen kunne være, at folk fra Ilulissat - med mindre det var sydlændinge på rejse og overvintring før og under den tidligste kolonitid - ikke var nær så stedkendte sydpå som sydlændingene nordpå. Den livligste trafik til Diskobugten gik ved kolonitidens begyndelse fra syd til nord. Luutivik er af sydlændinge-tradition.
Kommentar: Det er i fortællinger om angakkuts åndeflugter under seancer en hyppig episode, at den rejsende som bevis på at have været et bestemt, fjernt sted, hjembringer en stump af et eller andet, der ikke er helt nemt at fremskaffe på hjemegnen. Søg på åndemaner, bevis og på Naaja, rødt anorakstof. Evt. også på 'stof' og 'rensdyrtak'. |
Imanermik / Om Imaneq
Dokument id: | 506 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Imanermik / Om Imaneq |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 61 - 65, nr. 10 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Kort dansk resumé s. 113 - 114. Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere. Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114. Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.
Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver syge.
Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.
I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse, ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.
Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat, men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen, hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.
Var.: Imaneq
Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768. Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.
Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger. |
Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn
Dokument id: | 189 |
Registreringsår: | 1824 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 172 - 173, nr. 61 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger. Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes. En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem. Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.
Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel. Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;
Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd. |
Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs
Dokument id: | 1796 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 146 - 151, nr. 34 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.
Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.
Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.
Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)
Var. til Kivioq og Kamikinnaq. Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq, der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik
Dokument id: | 277 |
Registreringsår: | 1862 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kragh, J. M. P. |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 491 - 494, nr. 147 |
Lokalisering: | Upernavik |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere. Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En drøm, som drabsmanden fra sydlandet havde. En drabsmand havde den vane, at han dræbte nogen, hver gang han var ude at ro i kajak - uden at der var nogen anledning dertil. Hvor mange han havde dræbt, kunne ses på tatoveringer på hans pande. Tatoveringsmærkerne fyldte næsten to rækker i panden. Da fætteren døde, var han så bedrøvet, at han ikke kunne sove om natten Endelig faldt han i søvn og drømte følgende: Der viste sig en kvinde, som råbte til ham, at man havde fanget en hvalros. Da hun sagde dette, gav han sig til at gøre klar ('saniarsulerpoq' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er et gæt). Han kom ud og fulgte efter kvinden. Nogle gange forsvandt hun bag et fjeld og, hver gang hun viste sig igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den samme. Engang så han hende kravle op på en stejl fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen. Han tog blot et par skridt, så var han oppe på fjeldet. Han gik videre - stadigvæk efter kvinden, der somme tider var ude af syne bag et fjeld, og hver gang han så hende igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den samme. En gang så han hende kravle op på en meget høj fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen og tog et par skridt. Så var han oppe på fjeldet. Han gik videre. Afstanden mellem ham og kvinden var fortsat den samme. Endelig kunne han, da han kom op på fjeldets top, se stranden nedenfor. En masse mennesker var i færd med at hale noget op. Han gik derned, og en af dem sagde til ham, idet han pegede på én: "Her er et menneske, som du har dræbt." Han skammede sig, og han bebrejdede sig selv, da han så den person, han havde dræbt. Han gik videre, stadig efter kvinden, og afstanden imellem dem var stadig den samme. Hun forsvandt og viste sig igen. En gang så han hende gå op ad en stor trappe. Der var stor afstand mellem trinene på trappen. Han gik hen til trappen og tænkte, at han måske ikke ville kunne klare at gå op ad dem. Han trådte kun få trin, så var han oppe. Han gik videre efter kvinden, som skiftevis forsvandt og viste sig. Afstanden mellem dem var fortsat den samme. Næste gang han så hende, var hun ved at komme op af en stor kløft, hvor der brændte ild. Han kiggede på ilden, der flammede op, og netop da der slog en flamme op, kom kvinden op af kløften. Han tænkte, at han måske ikke ville kunne klare denne kløft. Han ventede på en passende lejlighed, og da flammen blev lidt mindre, gjorde han et forsøg, og det lykkedes. Han så et menneske, der nær var faldet ned i kløften, og som klamrede sig til kanten ('nipíngajôrtoq' - nipinngavoq: er klistret fast - Chr. B.). Dér ovenpå, hvor han befandt sig, var det meget lysere. Han så mange mennesker, der gik hver for sig eller i flokke - enker og ægtepar, unge og spædbørn, samt børn, der var født i dølgsmål ('alugsugutit' går jeg ud fra er det samme som alussugaq - Chr. B.), alle sammen med mærker - piger, unge mænd og alle andre, fra de yngste til de ældste havde deres eget mærke. I nærheden af dem så han én, der var så lys som solen. Han var på vej til de mange mennesker, da en fra venstre side bad ham om at standse. Han standsede. Han blev stående der, selv om han meget gerne ville gå hen til dem. Han skammede sig og bebrejdede sig selv. Ham, der var så lys som solen, havde meget smukke klæder, en meget lang klædning, som havde skiftende belysning. Knapperne skinnede sådan, at man ikke kunne se direkte på dem. Hans store snørebånd var endnu mere skinnende. Da han kom til manden, lukkede han en bog op. Han kiggede i bogen og så sig selv. Hele hans levned var fortalt og forklaret i denne bog. Han blev meget skamfuld. Nu forlod han dette emne og fortalte, at manden der klamrede sig til kløftens kant, og som nær var faldet ned i kløften, var en åndemaner sydfra. Manden fortalte, at han var frelseren, og han viste ham noget, han havde på sin side og på sine hænder. Hans hænder og fødder var gennemhullede og fra hans side kom der lidt blod og vand. Han sagde til ham: "Når I slås indbyrdes med våben, gør det ondt i dette sår." Mens han endnu talte, viste han ham noget ved at pege på noget i sydlig retning. Da han vendte hovedet i den retning, så han nogle, der skulle være engle - to væsener med vinger. De kom med et menneske, der var dødt. De satte det ned på en slette. Han (der kaldte sig frelseren) gik derhen. Den døde lå med foldede hænder. Han rakte sin venstre ringfinger til den døde, og den døde rakte sine hænder op efter den. Han gav ham vejr (måske bedre: han pustede liv i ham - Chr. B.), som når man pustede et stykke tarm op. Derefter hjalp han ham op, og da han rejste sig op, gik han hen til de mange mennesker, der var glade. Han kiggede til den anden side og så noget, der lignede en sol, som var helt skinnende. Han (der kaldte sig frelseren) sagde: "Almindelige mennesker kan ikke komme derhen." Han gjorde tegn til det. Der gik en kort tid. Så kom der noget, der var rundt, frem - hoppende. Da det rullede hen til ham, flyttede han sig ikke og da den revnede, fyldtes luften med noget sødt. Drabsmanden spurgte hvad dette var for noget og den anden sagde: "Det var en frugt (eller et bær - Chr. B.), der eksploderede ved dig." Han gjorde tegn endnu engang, og der kom igen noget (rundt frem) - samme slags som før. Da det rullede imod drabsmanden, sagde den anden, at han skulle flygte. Han spurgte ham, hvorfor han skulle flygte og om, hvad det var for noget. Den anden sagde: "Den store jord 'naugalugtuaqaoq' (det kan jeg ikke få mening ud af. Eller skulle der mon have stået: 'qaoralugtuaqaoq' - Der er fare for, at jorden kan eksplodere? - Chr. B.). De mange mennesker sang smukt, men de små, der var født i dølgsmål ('alúsugutínguit' - de, der er født i dølgsmål? Chr. B.), der drejede rundt med jorden, sang smukkest (gik i kreds medsols? BS). Han (der kaldte sig frelseren) sagde til drabsmanden, at han skulle hjem, fordi han endnu ikke var død. Han ville ellers nødig forlade alle de glade mennesker. Han var ved at belave sig på at gå, men var bange for at gå forbi den store kløft. Så skubbede han til ham - det viste sig, at han blot ville prøve ham. Det gik pludselig op for ham, at han var kommet på den anden side af kløften. Derfra gav han sig til at gå ned, og da han kom tilbage til sin fælle, vågnede han, og det var den sjette dag (eller: efter at have sovet i seks døgn? - Chr. B.). Han undrede sig meget over sin drøm, og havde lyst til at høre nærmere om Frelseren. Han fik lyst til at få undervisning. Han begyndte at gå til undervisning. Og da han i løbet af kort tid havde lært noget, ønskede han at dø. Han var indstillet på helt at opgive sit syndige liv. Da han vågnede efter den lange søvn, var han længe generet af det skarpe lys. Han ønskede at dø, og det gjorde han. Det fortælles, at han var årsag til, at nogle af sydlændingene blev troende. Før han blev troende, vidste han hverken om bøger eller om Frelseren. Det var først efter at han havde drømt, at han lærte om disse, og at han blev døbt. Slut.
Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)
Hist.: se varianterne. |
Inuarugdligak / Peter Ranthol
Dokument id: | 163 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inuarugdligak / Peter Ranthol |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 161 - 164, nr. 56 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h. Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:
Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.
Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift). En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende: For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.
Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket. Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.
Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene. Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år. Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.
Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres slægtninge.
Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år, blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de hinanden og antog igen dværgestørrelse.
Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han overlod knivene til de tre sønner.
Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.
Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele babystadiet.
(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt - Chr.B.)
Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter'). Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.
Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg. Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS |
Inugtujussumik / Inuttujusoq
Dokument id: | 500 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inugtujussumik / Inuttujusoq |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 27 - 51, nr. 4 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108. Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.
Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.
Resumé: Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter, som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner, Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand. Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.
I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn, som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem. Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg, sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.
Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter. |
inuit oqalugtuait
Dokument id: | 168 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | inuit oqalugtuait |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 173 - 174, nr. 62 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.
Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:
The Blind Man who recovered his Sight.)
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)
En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham
buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte
dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren
flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde
søsteren i al hemmelighed.
Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens
han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,
der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans
ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af
fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et
isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin
mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet
efterladt af nogen.
Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -
Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på
moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.
Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens
protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op
lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver
gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen
stammer således fra denne kvinde.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men - som det fremgår af andre versioner - snoet.
This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)
In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:
The Blind Man who regained his Sight.)
Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:
The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)
A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.
When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.
When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.” The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.
Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was according to the other versions- twisted or wound up.
Transl. by Lucy Ellis.
By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the
Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue
Anchorage, AK 99516, [email protected] |
Inuit oqalugtuât / Igimarasugssuk
Dokument id: | 119 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inuit oqalugtuât / Igimarasugssuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 24 - 26, nr. 11 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, ss. 105h - 106v + 108h - 109v.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106 - 108: Igimarasugsuk. Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
"Inuits fortælling" / "Igimarasussuk". Om Igimarasussuk fortælles det, at han boede på et afsides sted, og at han fik sig en ny kone med jævne mellemrum. Han spiste nemlig sine koner. - Engang giftede han sig med den eneste pige i en stor søskendeflok. De fik en datter, men faderen spiste hende. Derefter fedede han sin kone op med den hensigt at spise hende. En dag, mens han var ude på fangst, gravede hun en hule i bagvæggen og gemte sig derinde, idet hun dækkede sig med et vægskind med et lille kighul. Hun havde forinden udstoppet sin amaat (bærepels) og lagt den på briksen. Da manden kom hjem, harpunerede han amaaten i den tro, at det var hans kone. Om natten, mens manden sov, flygtede konen ud og ville hjem til sine brødre. Hun fulgte strandkanten og opdagede et stykke oppe på stranden et stort stykke drivtømmer. Hun kunne trylle, så hun fik træet til at flække, gemte sig i revnen og fik træet til at lukke sig igen. Manden tog af sted tidligt om morgenen for at lede efter sin kone. Han fandt drivtømmeret og begyndte at hugge i det med sin økse. Men han opgav det, idet han sagde: Det kan jeg gøre i morgen. Da manden forlod træet, gik hun videre og nåede hjem til sine brødre. Hun fortalte alt om manden. Hun sagde til sine brødre, at de skulle overmande ham, når han engang kom på besøg. En dag kom Igimarasussuk på besøg hos sine svogre og sagde, at han skulle hilse fra søsteren. I det samme blev han overmandet; og konen, som overværede det hele fra sit gemmested, kom frem og slog ham ihjel.
Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk |
inuit oqalugtuât, inuk Uvíkiamik atilik / Uvíkiaq
Dokument id: | 170 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | inuit oqalugtuât, inuk Uvíkiamik atilik / Uvíkiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 177 - 179, nr. 65 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.
Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 53. På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 34, ss. 233 - 235: Uvikiaq.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 269. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 269: Inuit oqaluttuaq Uikkiamik atilik.
Resumé: Uikkiaq bor i syd og rejser nordpå med kone, søn og to døtre. Sønnen ror hver dag i forvejen. Et sted bliver han dræbt, opdager familien senere efter at have hørt flere steder, at forbidragende folk har sunget om en ung mand de har dræbt. Morderne har anbragt ham på højkant og hængt hans indvolde i panden. Ui. dækker båden med græs og kærdun, gemmer sin kone under den, og sammen med sine to døtre får de has på to unge mænd, der kommer svedige ud fra en sangaften, hvor man netop har moret sig over sangen om mordet på den unge mand. Uik. med familie tar atter sydpå.
Var.: Iviangersuunnguaq; De gamles hævn over deres sønner;
Kommentar: mytisk rejse nordpå (rejserne går ofte nordpå i Kraghs samling fra Aasiaat |
Ipiutaarsuk og Naparutaq
Dokument id: | 1078 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Boasen, Enos |
Nedskriver: | Boasen, Enos |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ipiutaarsuk og Naparutaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 214 - 216 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere. Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.
Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)
Ipiutaarsuk og Naparu.
Resumé: Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.
Oversættelse ved Apollo Lynge:
Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.
Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.
Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."
Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.
Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."
Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.
Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"
Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.
Nedskrevet af Enok Boasen.
Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq. Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.
Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne. Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker. Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels) Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland. |
Isigaaseraaq
Dokument id: | 74 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Isigaaseraaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 367 - 371 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.
Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.
Resumé: Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest. Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover. De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt. Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet. Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.
Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq; I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;
Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.
Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).
Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Isigâdligâsungmik
Dokument id: | 530 |
Registreringsår: | 1864 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Isigâdligâsungmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 238h - 247h, nr. 349 |
Lokalisering: | [Narsaq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 152
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Isigaaligaarsuk. Det fortælles om den stakkels Isigaaligaarsuk, at han var ungkarl. I huset ovenfor boede en stor drabsmand, som havde mange koner. Han var tilmed åndemaner / angakkoq / angakok. Hans hus havde fem vinduer. Han boede sammen med sine koner, ingen andre. Ved aftenstid råbte man gerne ind af vinduet, at de skulle komme og overvære åndemaningen, men kun de gifte mænd. Når de andre gik, så var der kun Isigaaligaasunnguaq samt hans husfæller, en enke og hendes datter, tilbage i huset. De andre blev længe væk. De kom tilbage sent på aftenen. En aften gik alle i huset hen for at overvære åndemaningen - undtagen mor og datter. Efter at de andre var gået, sagde den lille enke: "Den kære derhenne vil gerne have dig til mand, men hun duer jo ikke!" (ajoqalunilu - ajorpoq, dårlig). Isigaaligaarsuk sagde: "Hvem siger, at hun ikke duer?" Da han sagde dette, gjorde hun dem til mand og kone. Folk vendte hjem og opdagede, at Isigaaligaarsuk havde fået sig en kone.
Næste dag var de ude på fangst, og Isigaaligaarsuk kom hjem med en sæl. Om aftenen blev de igen kaldt til åndemaning. Alle gik, men Isigaaligaarsuk blev hjemme, som han plejede. Det varede længe, så blev der råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle sige, at Isigaaligaarsuk med kone skal komme til åndemaning." Isigaaligaarsuk tog sit sølle kertulissa (? qitulissaq - noget, der er blødgjort) på og sagde til sin nye kone, der sad på briksen: "Kom, skynd dig." Han var meget spændt; for det var første gang han skulle inden for hos genboen. De gik op, og da de trådte ind sagde drabsmanden: "Her plejer gæsterne at sidde." Han pegede på pladsen lige over for ham. Da konen trådte ind, pegede han bagover og sagde: "Her bagved plejer gæsterne at være. Idet hun tog sine kamikker af, tog han dem og hængte dem op. Han fjumrede lidt med noget åndemaning, så var det forbi. Folk gik ud.
Isigaaligaarsuk var så optaget af at kigge rundt, at han glemte, at han skulle gå. Da han havde fået nok af besøget, sagde han: "Hør du dér ovre skynd dig lidt." Så sagde åndemaneren fra sin plads længere inde i huset: "Du får hende ikke, gå du bare." Isigaaligaarsuk blev ved; men han kunne ikke rokke ham i hans afgørelse. Han lod konen blive og gik. Han kom hjem uden kone. Drabsmanden havde taget konen fra ham. Når han kom hjem med sæl, var det svigermoderen, der ordnede fangsten.
Om aftenen blev der kaldt til åndemaning. Da Isigaaligaarsuk kom ind, gik åndemaneren hen til ham og sagde: "Som altid lå jeg hos din kone i nat." Isigaaligaarsuk kunne ikke gøre andet end at se ned. Da åndemaneren var færdig med sin elendige åndemaning, forsøgte Is. at få sin kone med, men han kunne ikke få ham til at slippe hende. En aften, da han kom hjem, sagde han: "Ham den store deroppe har længe sjoflet mig. I morgen vil jeg gøre gengæld." Hans svigermoder sagde omgående: "Det må du ikke, så dræber han dig." "ê, jeg skal nok få min hævn."
Dagen gik, og hen mod aften, da vinduerne blånede, blev der kaldt til åndemaning. Isigaaligaarsuk gik ind som han plejede, og så såre han trådte ind, kom åndemanderen hen og sagde: "Som sædvanlig lå jeg hos din kone i nat." Da han tav, sagde Isigaaligaarsuk til ham: "Hvad gjorde så du og din kone i nat?" Så tog åndemaneren en stor kniv fra tværbjælken. I det samme var Isigaaligaarsuk på vej mod udgangen. Idet han kastede kniven, bukkede Isigaaligaarsuk sig ned i gangen. Han stak ham i begge lænder, så der strømmede blod ud. Der var blod alle vegne dér, hvor han gik. Da han hjemme måtte bøje sig gennem husgangen, sprøjtede blodet ud til begge sider. Han kom ind i rummet og forblødte. Svigermoderen sagde: "Dér kan du bare se. Jeg sagde jo, at du ikke skulle hævne dig." "Ti stille. Kig du hellere efter ûtuversautingua (? uutuk - arp på barnehoved, Rinks kommentar) i min lille kiste (værktøjskasse). Hun rodede ned i kisten og fandt det, og det var tørret helt ind. Isigaaligaarsuk sagde: "Dyb det lidt i vandspanden." Hun dyppede det og strakte det ud. På det tidspunkt var han lige ved at forbløde helt. Så tog han den på, og så snart kanten af den kom til at røre ved de store sår, standsede blødningen. Han gav sig til at gå frem og tilbage på gulvet, meget blodfattig (ameqarsisorujuksûdlune).
Da folk gik ud af huset efter åndemaningen, kunne de følge det blod, han havde tabt; og de krøb ind i gangen, hvor blodet var sprøjtet ud til begge sider. De gik ind og troede, at han var død; men de så ham gå frem og tilbage på gulvet. Han manglede ikke blod, og han havde ikke noget sår. Da de havde været inde et stykke tid, sagde Isigaaligaarsuk: "I morgen udfordrer jeg ham ham på bue og pil (eller: skyde til måls). Svigermoderen sagde omgående: "Ikke på bue og pil, det må du ikke." "Jeg vil kæmpe med ham med bue og pil," svarede han.
Dagen efter tog ingen af hans husfæller ud på fangst. De ville overvære kampen. Stadig iført "skælfordriveren" åbnede Isigaaligaarsuk hen på formiddagen (udlorûmimat) sin lille kiste og tog en bue så lang som fra fingerspidserne til albuen og en pil som fra fingerspidsen til håndleddet (fingerspidserne er ikke nævnt direkte; men det må være meningen, CB). Han gik ud og styrede direkte op mod huset ovenfor. Han råbte ind gennem vinduet: "Du derinde, kom ud, og lad os kæmpe med bue og pil." Han vendte ryggen til vinduet og gik hen til husgangen. I det samme viste den anden sig i udgangen med spændt bue. Isigaaligaarsuk sagde til ham: "Vent lidt, vi skal ud på en lille slette og kæmpe dér." Isigaaligaarsuk gik ned til den lille slette og stillede sig op. Idet han lod spyttet ramme jorden lige foran fødderne, sagde han: "Du skal stå her, hvor spyttet er." Åndemaneren gik hen og satte foden på spyttet. "Det er for tæt på," sagde han og spændte straks buen. De andre mænd råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Svigermoderen råbte: "Duk dig, duk dig." Han dukkede sig i det strålende solskin. Han dukkede sig så meget, at han ligesom var blevet helt anderledes (adlangortanguaq - allanngortunnguaq). Den anden holdt hovedet en smule skråt og vidste ikke rigtigt, hvor han skulle ramme ham (periarfessârudlugo). Så skød han, og pilen fløj langt over ham. Isigaaligaarsuk blev ikke ramt. Isigaaligaarsuk var blevet den store (angivasuarqâq). Svigermoderen råbte: "Det var vel nok godt, at Isigaaligaarsuk fik dukket sig." Isigaaligaarsuk sagde til den anden: "Om igen, for sidste gang." Åndemaneren spændte buen endnu en gang. De råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig." Svigermoderen råbte endnu en gang: "Søde Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Han dukkede sig sådan, at han ligesom blev helt anderledes. Heller ikke denne gang ramte åndemaneren ham. Isigaaligaarsuk var blevet den store (angivasuarqâq). Svigermoderen udbrød: "Hvor er det godt, at han er så god til at dukke sig, den søde." Isigaaligaarsuk sagde til den anden: "Jeg skal ikke gøre dig fortræd (pisangilakit - dræbe dig). Gå du op til dit hus." Han gav sig til at gå op, idet han ustandselig så sig tilbage. Da han kom tæt ved husgangen, tog han næsten ikke øjnene fra Isigaaligaarsuk. Han var ganske tæt ved gangen, så spændte Isigaaligaarsuk sin bue - den bue, der ikke var længere end en underarm, fra fingerspidserne til albuen. Netop som han bøjede sig for at gå ind i gangen, skød han ham bagfra. Kun hans baller var synlige, og her forsvandt pilen qerdlâdladlune (måske: qillaallalluni - blinkede). Han gik hen til gangen og kiggede ind for at se, hvor han var. Han så, at han lå under opgangen til rummet qangale erkanganersuakasiat (?). Han havde ramt ham i endetarmen og fået slynget ham ind under opgangen. Han fik sin kone med ud og gik ned til sit hus.
Noget senere blev der råbt: "Jeg skal be` Isigaaligaarsuk om at komme op og se sin rival, inden han udånder." Isigaaligaarsuk gik op til huset. I stedet for at gå ind, kiggede han ind gennem vinduet og så, at manden næsten stod oprejst. Hans hoved blev alene holdt oppe af hans mange koners indebukser; dem brugte han nemlig som hovedpude. Hans ansigt var dækket af hans yndlingskones indebukser med skridtet lagt på næsen, så han kunne lugte til dem anerne kipisiardlugo (måske skal det forstås: anerni kipitserlugu - mens han udåndede). Han kastede et blik på det og gik straks ned igen. På den måde fik Isigaaligaarsuk bugt med sin lede fælle (der står egentlig aiparsuve - sin store fælle - fik bugt med ham).
Var.: Isigaaligaarsik; Isigaaseraq; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.
Hist.: Muligvis har figuren, den stærke mand, der røver andres koner, fået ekstra aktualitet under kolonistyret, idet han i andre versioner ofte bestemmer over bopladsens fangst. Den historiske Habakuk, der opkastede sig til leder af profetbevægelsen blev ligeledes beskyldt for at bestemme over fællernes fangst og ligge med alle kvinderne efter tur. |
Isigarsigaq / Isigaarsigaaq
Dokument id: | 1801 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Isigarsigaq / Isigaarsigaaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 169 - 171, nr. 38 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 38, ss. 172 - 178.
Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 26, ss. 64 - 69. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 82, ss. 424 - 427: Isigarsigak.
Resumé: Isigaarsigaaq drager langt nordpå. Han må overvintre undervejs og kommer så til nordlændinge, der i både betrukket med to lag skind tager til Akilineq om sommeren på renjagt. Folk derovre er flinke, man holder sangfest, og I.s bror, der gifter sig med en lokal pige, blir derovre, mens I. tar hjem igen. Da broderen vinker farvel i sin skinnende hvide renpels, husker I. at de skal dele deres fælles amulet, et stykke trækul, og ror tilbage med halvdelen. Hjemme igen lever I. livskraftigt videre og blir uhyre gammel. Han taber først sin spændstighed som tipoldefar. Da kan han kun efterligne en tejsts stemme. I hans velmagtsdage var det en isloms stemme. Fra I. stammer slægtskabet med Akilineq-boerne.
Var.: Dette en usædvanlig variant af fortællinger om rejser til Akilineq. SeNinnittaq; Iseraasoraq; Isigaarseraq; Qattaaq med lemmingamuletten; og:
Hist.: Man har åbenbart hørt, at Akilineq-boerne er grønlændernes stammefrænder i modsætning til traditionens mytiske kannibaler derovre. Men at slægtskabet går tilbage til forfædrenes indvandring til Grønland, har man åbenbart ikke hørt. Narratologisk begrunder man undertiden sådan ny viden om fortiden i personer, der blir uhyre gamle, og derfor har oplevet disse begivenheder i fortiden. Historisk tænkemåde kunne man kalde det. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik
Dokument id: | 370 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Nedskriver: | Luutivik (Lûtivik / Ludvig) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 729 - 736, nr. 149 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Fortællingen er ikke trykt på dansk, heller ikke i uddrag, men en meget tekstnær engelsk oversættelse er trykt i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den sidste af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 276-278.)
Resumé ved Kirsten Thisted:
Om en stor åndemaner på Isortoqfjordens Uummannaq
En åndemaner / angakkoq, der har vinterboplads på Isortoqfjordens Uummannaq, har gerne sin lille søn på skødet når han under en seance besøger Akilineq. Mens drengen nu er skødebarn besøger han en gammel grav, hvis knogler samler sig sammen af sig selv, og efter denne forskrækkelse er han blevet en endnu større åndemaner end sin far. Men først da sønnen er blevet voksen tilskynder faderen ham til at mane ånder. Under denne første seance udfordrer faderen sønnens kræfter og prøver at spærre ham vejen, men sønnen slipper fra ham og hullet lukker sig med et brag, så faderen bumper imod. 'Og så fløj han ikke mere!' Sønnen følger nu faderens spor. Han når til det sted hvor faderen har måtte opgive at komme videre, slipper selv forbi stedet og når et stort fremmed land og kommer til et hus med tre vinduer. Han kigger ind, og der sidder en mand, der har stær, men som den eneste opdager netop han gæsten derude. Gæsten beder om bukser og kommer ind på besøg. De beder ham prøve at skaffe fangst og han begynder at mane ånder. Et isfjeld helt sort af sæler driver indad, med overfladen med sælerne hældende ind mod land. Værterne begynder at gå ud på gulvet, først ægtefæller, så ugifte piger og mænd. Da en ung, ængstelig pige træder ud med en kinguleraq (kinguneralik ?, en anngiaq, barn født i dølgsmål, BS), drejer isbjerget den stejle side ind mod land. Gæsten, den unge åndemaner, vil sige det, men generer sig, og isfjeldet vælter ind over huset, mens han selv lige når at synke ned i jorden. Han får bagefter sine angakkoq-remme på (til åndeflugten) igen og flyver hjem, og de tænder lys helt ud i husgangen. Så ankommer den stærblinde og siger at han også vældig gerne vil prøve at skaffe dem fangst, 'bare et øjeblik'. Men de pisker løs og i fem nætter holder de ham på afstand på den måde. Bagefter afholdt den unge åndemaner sig fra at prøve at skaffe fangst.
Var.: Hejlmann: Quertitsialik; Inuit Fortæller I: Tunujorlersaq og Utakkaq; Hendrik: Angakkorsuarmik.
Kommentar: Uddannelse til åndemaner, se også initiation. Selve ritualet, hvor først ægtepar og så unge mennesker træder ud på gulvet minder om nytårsfester ledet af angakkut med konebytning hos inuit i Canada. Se fx Kleivan, Inge 1960: Mitârtut, Meddr. Grønland. Åndemanere kan se, det der er skjult for andre. Det kan være tilstrækkeligt bare at lukker øjnene (Se Aadaarutaa). Er en åndemaner blind ser han rent logisk ikke andet end 'den anden verden'. Derfor er han den eneste der ser den ankomne angakkoq. |
Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq
Dokument id: | 501 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kristian |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 31 - 37, nr. 5 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Resumé i oversættelse s. 108 - 109. Orig. håndskrift Rink, NKS 2488, nr. 259 eksisterer ikke længere.
Tekstnær oversættelse i Rink, 1866-71, I, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 89. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 70, ss. 373 - 376: The strong Man on Umanak.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 168 - 172: Den stærke i Isortoqs Uummannaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 168 - 172: Isortup Uummannaani pingaartorsuarmik.
Resumé: Manden, der bor på øen Uummannaq i Isortoqfjorden lidt syd for Maniitsoq, kaldes den stærke, fordi han er meget stærk, en dygtig fanger og hurtigroer, der fanger længere ude på havet end andre, og tilmed en dygtig åndemaner. Sin lille søn har han på skødet under seancerne for at træne ham til åndemaner.
Om vinteren efter solhverv fanger han gerne to drægtige sæler udenskærs alene, anbringer en foran og en bag på kajakken og kan således i godt vejr holde sig i en og samme bølgedal hele vejen hjem. Hjemme inviterer han til fællesspisning på bryststykkerne. Han træner sin søn til at blive sin lige som fanger og det lykkes så godt, at faderen endnu i sine bedste år holder op med at fange og overlader forsørgerrollen til sønnen.
En dag kommer sønnen ikke hjem fra fangst. Næste morgen ror den stærke fader ud, kommer langt udenskærs, hører en fremmed stemmes fangstråb, ror derhen og ser en qajariaq / kanomand, der har sønnens afskårne arm bundet på kajakken. Han dræber qajariaq'en, ror videre udad, træffer endnu en qajariaq med den anden arm og dræber også ham.
Den stærke ror nu mod syd og ser faderen til de to qajarissat, der har sønnens krop på sin kajak. Den stærke lægger sig op ad qajariaq-manden, der leder efter sine sønner, og de følges hen til først den ene og så den anden, som q-manden begge genopliver. Om han ikke også kan genoplive den stærkes parterede søn? Jo, det kan han godt, hvis de kan finde et egnet sted. En isflage tjener som underlag, hvor sønnens dele sættes sammen og genoplives. Da sønnen nu ingen kajak har, låner han en af qajarissats kajakker på den betingelse, at ingen må kigge i den og at den bringes tilbage. Kajakken er så stor, at sønnen dårlig kan nå op over kanten. De når hjem, hvor en af fællerne ikke kan dy sig for at kigge ind i den mærkelige kajak. Denne dør og den stærkes søn blir lam i benene.
Den stærke ror tilbage med den lånte kajak til de ventende qajarissat på isflagen, hvor de udtrykker glæde over at han har holdt sit løfte. Q-faderen fisker så et lille sort rør op fra kamikskaftet, blæser ud gennem det mod alle verdenshjørner, og de tre qajarissat ror bort. En snestorm bryder løs som lyn fra en klar himmel og den stærke, der må ro for sit liv, kommer først til et højt land, som han ved at ta' bestik af stjernerne forstår er Akilineq. Stadig med pejling efter stjernerne når han så helt til øen Aluk ved Kap Farvel, hvorfra han krydser mod vinden nordpå og omsider når hjem.
Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk
Kommentar: I flere fortællinger begynder uddannelse til åndemaner / angakok / angakkoq på skødet af en åndemaner under dennes seancer.
Tolkning: Qajarissat, ental qajariaq, en slags sælmennesker, har specielle kajakker uden bagende. På Rinks tid blev de opfattet som indianerkanoer af bark ud fra den viden man havde om indianere i inuits baglande, fx naskapi-indianerne i Labrador. Den traditionelle opfattelse af sælmenneskets kajak, der også viser sig i denne version, har sandsynligvis haft sælers krop som model. Deres bagluffer egner sig glimrende til bevægelse gennem vand men ikke til at gå med på land. Derfor bliver den stærkes søn lam i benene efter turen i kajakken, der heller ikke har menneske-kajakkens bagende. Og kajakken var metaforisk lig kajakmandens krop (se fx. Therrien 1987: Le Corps Inuit, Paris: SELAF). Qajariaq'ens evne til at blæse snestorm op fra alle verdenshjørner gennem sit lille sorte rør associeres også til bevægelighed, dvs. til benene, idet han fisker røret op fra støvleskaftet. Fri bevægelighed under vand omsættes m.a.o. til voldsom bevægelighed i luften, når han puster i røret, og den stærke må helt ud til den kendte verdens grænser i vest og syd, før han når hjem.
Flere betydninger kan gemme sig i fangsten af to drægtige sæler lige efter vintersolhverv og anbringelsen af dem for og bag på kajakken. De giver ham tydeligvis en flot fart og en god balance, der bringer den stærke i en og samme bølgedal helt til land. Fællesmåltidet bagefter gælder måske den ofte omtalte solhvervsfest - eller nytårsfestligheder, som vi har flest kilder til fra Østgrønland. Muligvis skal skindene af sælerne bruges til forhæng under hans efterfølgende åndemaning. Ellers er der intet i fortællingen, der berettiger at han også omtales som en stor angakkoq. Dertil kan nedlæggelsen af de to drægtige sæler have fremkaldt qajarissats hævn, der består i at dræbe og parterer den stærkes søn. Disse sælmenneskers angreb opfattes til tider som hævn for overfangst. Parteringen, samlingen af sønnens legemsdele og hans genoplivelse er et kendt forløb fra angakkoq-uddannelser. |
Issermik
Dokument id: | 1774 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Berthelsen Iver |
Nedskriver: | Rink H. J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Issermik |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 57 - 58, nr. 5 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 5, ss. 13 - 14. Ikke medtaget i Rink 1866-71.
Resumé: Fortællingen foregår i hvalfangertiden, inden Grønlands kolonisering. Isseq har sin faste vinterboplads nord for Kangaamiut. Om vinteren sætter han fælder, og om foråret opsøger han skibene og sælger sine skind. Et forår har I. særlig mange varer at handle med, men en dag hvor kvinderne er alene hjemme, kommer en båd ind og tager det alt sammen. I. bliver rasende, sejler i den retning kvinderne angiver, finder skibet og går om bord og går lige hen til kaptajnen og tager sig en bøsse. Det kommer til klammeri med kaptajnen, men da denne hverken kan klare ham verbalt eller fysisk, selv ikke da han får hjælp af sin kæmpestore styrmand, opgiver han og lader ham vælge lige den bøsse han lyster. Bagefter giver han endog besætningen ordre til at fylde Isseqs kajak helt op til randen med gode sager. På den måde får I. alt, hvad han og hans kvinder har brug for.
Var.: Lignende fortællinger: Pukkitsulik; Brandt To stærke brødre; Røverskibet.
Hist.: Muligvis historisk - fra begyndelsen af 1700-tallet. |
Itsaq oqalugtuaq / Tartuneqi / "Nyrestykket" / Kvinden og hunden
Dokument id: | 125 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Itsaq oqalugtuaq / Tartuneqi / "Nyrestykket" / Kvinden og hunden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 46 - 47, nr. 18 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. ? eller af (?) afskrift: NKS, 2488, VI, 4', ss. 106h - 109v: Tartuneqi / Tartitsinaq.
Formentlig den variant som Rink har givet et resumé af i 1866-71, I: nr. 17; og i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 148, s. 471: The Woman who was mated with a Dog.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
"En fortælling fra gamle dage" / "Kvinden og hunden". Der fortælles om kvinden Tartuneqi og hendes far, der boede på deres vin- terplads helt for sig selv. Øst for dette sted var der en anden boplads, hvor der boede mange mennesker. Kvinden havde en hanhund, som hun gik en tur sammen med hver dag. Det viste sig, at kvinden og hunden havde seksuel omgang med hinanden. Det blev faderen klar over, da han engang i kajak et stykke fra bopladsen belurede dem. Kvinden var ude at gå en tur med hunden. Et godt stykke fra huset standsede de, og kvinden tog sine bukser af og fandt en tue at holde fast i. Hunden havde så samleje med hende, hvorefter hun gik ned til en lille sø og rensede sig for blod. Det viste sig senere, at hunden havde gjort kvinden gravid, og at hun havde født i hemmelighed. Det var kvinderne fra bopladsen østen for, der opdagede det, da de var ude at plukke bær; de sendte besked til Tartuneqi om at hente sit afkom, for at det ikke bare skulle rådne op. Der var tyve unger med en forkrop som et menneskes og en bagkrop som en hunds. Tartuneqis far, som ellers havde været meget vred på sin datter, kom til at holde af ungerne. De hjalp ham, når han kom hjem fra fangst med at trække kajakken op. - En dag sagde moderen til dem: "Når jeres morfar kommer hjem, skal I trække kajakken op, og derefter skal I spise ham." Ungerne gjorde, som moderen sagde. Derefter sendte hun fem af dem af sted ind i landet og sagde, at de nu måtte klare sig selv. Fem andre sendte hun ud på havet på en gammel kamiksål og sagde til dem, at de nu måtte klare sig selv. Kamiksålen blev større, efterhånden som den fjernede sig. Da den var ved at komme ud af syne, blev den til et skib. De fem på skibet blev til qallunaat, hvide mænd. De fem, der blev sendt ind i landet, blev til eqqillit, indlandets hundemennesker. Var.: Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartitsinnaaq; Kvinden og hunden; Tartuneqi; Kvinden, som fik en hund til mand. Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."
|
Ivaniisaq
Dokument id: | 66 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ivaniisaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 338 - 339 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.
Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9 Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.
Resumé: Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken. De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende. Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.
Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus. Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk. Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq). (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380. Akkulturation, kulturmøde.
Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist. |
Iviangersooq
Dokument id: | 79 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Iviangersooq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 384 - 388 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98. Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.
Resumé: Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham. Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset. Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen. Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.
Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.: til Isigaarsigaaq.
Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland |
Jooruti, qavanngarnitsat / Sydlændingen Joorusi
Dokument id: | 1763 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Jooruti, qavanngarnitsat / Sydlændingen Joorusi |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 275 - 276, nr. 66 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 66, ss. 338 - 342.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113, nr. 81.
Resumé ved KTh: Jooruti mister sin far, som er blevet slået ihjel på ammasat-fangstpladsen af sine fjender. Konen og børnene flygter i konebåden, men midt ude på farvandet ser de en masse kajakmænd komme imod sig fra nord, og lidt efter også en masse kajakmænd fra syd. Da dem fra nord kommer nærmere, ser de at det er deres fjender. Det varer ikke længe, inden fjenderne er over dem og giver sig til at stikke hul i båden med deres lanser. J. flygter ind mellem benene på sin mor, og alle græder og skriger. Så ror imidlertid kajakkerne fra syd til af alle kræfter, og det viser sig, at det er deres slægtninge. Nu slås de to hold kajakmænd, og til sidst får de sidstankomne overtaget og får den synkende konebåd bjærget i land. Da J. bliver voksen, bliver han en stærk mand og tager sig en kone blandt fjendernes efterkommere. Konens lillebror er en fræk, halvtosset fyr, almindelig kendt for sin tyvagtighed. I J.s husstand bor endvidere hans elskede fætter, som er svagelig. Så en aften hvor en masse kajakmænd er på besøg på pladsen, kommer svogeren ind med en stor kobberem (kobbe = sæl)og et siddeskind af en isbjørneunge. Hårene skinner og blinker i lyset, så smukt er skindet. Svogeren har selvfølgelig stjålet tingene fra gæsterne, det er man klar over med samme. J. sidder og snitter på en tand og gør i første omgang ikke noget, men så går fætteren hen og vil tage tingene, og den anden kaster sig øjeblikkelig over ham. Svogeren får selvfølgelig straks overtaget og kaster den anden til jorden med et ordentligt klask. Nu har den anden ikke noget tøj på overkroppen, og gulvet er fedtet og beskidt, så snart ser den stakkels fætter ynkelig ud. Da svogeren giver sig til at gøre nar af ham, begynder J. imidlertid at svede, så det drypper fra hans hage. Uheldigvis tager svogeren ingen notits af faresignalerne, og det ender med at J. går hen og løfter ham op og snurrer ham rundt og smider ham hen mod hustrinnet. Herfra trimler han videre ud i husgangen og dør øjeblikkelig af sine kvæstelser. J. går ud og begraver ham i en stor ur i nærheden, og da han kommer ind igen, er han helt rød på maven (hvoraf vi kan udlede, at der næppe har været tale om nogen særlig blid behandling ved den begravelse). Konen græder, men får besked på at tie, hvis hun ikke vil være nr. 2. På den måde får J. sin hævn.
Hist.: Formentlig historisk. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Kaannarsuarmik
Dokument id: | 1737 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Kaannarsuarmik |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 50 - 51, nr. 2 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 2, ss. 4 - 7.
Resumé af uddraget: Den historiske K. hjalp engang Qitoraq / Kittoraq og fik en fin bugserrem til gengæld. Sammen med sin kone reddede K. også engang sine mange svogre fra hungersnød. En aften græder en lille dreng utrøsteligt og bæres udenfor af sin faster. Herude ser hun en anginiartoq, en hjemvendt (fra at være druknet i kajak, angerlartussiaq) der kommer til land med sin fangstblære over hovedet. Drengen har grædt, fordi han er den historiske angakkoq / angakok / åndemaner Usugannguaq's klarsynsmiddel (sarliaq) og derfor har set den hjemvendte i et syn.
K. Thisteds kommentar: Uddrag i Rink 1866 - 71, II: nr. 65, s. 106. Især den første episode, sultevinteren hvor Kaannarsuaq / Kaannassuaq redder sine svogre fra sultedøden, er mere udbygget i den originale optegnelse. Forøvrigt er originaloptegnelsen selv noget refererende i stilen; Hendrik har siden gentaget fortællingen, og da får den lov at brede sig meget mere. Den optegnelse har Rink desværre afbrudt, da det gik op for ham, at fortællingen allerede var optegnet én gang; se mellem nr. 65 og 66 i NKS, 2488, IV, 4'.
Var.: Kaannassuaq. Kaannassuaqs sultevinter: NKS 3536, II, 4', læg 23.
Hist.: En historisk fortælling: Kaannarsuaq var fortællerens mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar. K. var Usugannguaqs samtidige. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Kommentar: klarsyn er åndemanerens evne til at se ud over de normale grænser for tid og rum. Vedr. fangstblæren over hovedet, søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Tolkning: En dreng som klarsynsmiddel: Det må være en lærling som åndemaneren muligvis har haft på skødet under seancerne. Et middel til at få klarsyn er i Østgrønland at blive spist af søens troldbjørn. Ifølge vestgrønlandske fortællinger kunne det opnås ved en gammel grav, søg: NKS 2488 II 203 206 nr. 84. Anginiartoq: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Piaaqqusiat..." |
Kaannassuaq
Dokument id: | 323 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1939 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Abraham |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kaannassuaq |
Publikationstitel: | Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 28 - 32 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Redaktør: Lynge, Kristoffer Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.
Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.
Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.
Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.
Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.
Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"
Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.
Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.
Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.
Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.
En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."
Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."
Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."
Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."
Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.
Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.
På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.
Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.
En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."
Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.
Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.
Var.: Kaannassuaq.
Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar. |
Kaassassuk
Dokument id: | 93 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kaassassuk |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 124 - 131 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. NKS 2488, II, nr. 252 eksisterer ikke længere.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 124 - 131: Kaassassuk.
Trykt i ældre grønlandsk retskrivning med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, II, 1860: 78 - 103.
Thisteds oversættelse er trykt første gang i Thisted: 'Som perler på en snor...'. PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 120 129.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)
Resumé: Kaassassuk fødes på bopladsen Qoqqut i Godthåbsfjorden. Da begge hans forældre dør adopteres han af det ene ægtepar efter det andet. Hver gang får han mad, tøj, og megen omsorg, men da han ikke vokser ender der hver gang med, at plejeforældrene smider ham ud - på møddingen. En gammel kone i husgangens kogerum tager ham til sig med en bemærkning om at hvad der ikke er af sten vil nok vokse. Der har han det godt. Også i fælleshuset har han en velynder, der giver ham sine brugte kamikker og laver legetøjsspyd til ham. De andre drenge knækker straks spyddene, håner ham og slår ham med stokke. Pigerne tisser og skider på ham. Når han skal til fællesspisning inde i huset, hiver man ham op ved næseborene, det eneste der 'vokser' på ham. Hans tænder hiver man ud, for at han ikke skal spise for meget. Velynderen giver ham en kniv til hjælp. Endnu en anden mand får medlidenhed men Kaas. og opfordrer ham til at gå op i indlandet og kalde på Kraftens Herre, en kæmperæv, der gang på gang og dag efter dag vikler sin hale om Kaas. og kyler ham hen ad jorden. Hver gang falder der legetøj ud af hans krop: det er derfor han ikke har kunnet vokse, siger ræven. Kaas. bliver lettere i kroppen, hans fysiske styrke vokser og han opøver sine kræfter på sten. Han sparkede til dem og tilmed stejle klipper satte han skulderen til. Uden at vise sine nye kræfter lader han sig stadig forhåne af drenge og piger. Da kæmperæven er færdig med behandlingen, lover han ham to lejligheder til at afsløre sine kræfter: Et enormt stykke drivtømmer og tre bjørne. Alle mænd bugserer det store stykke tømmer ind og fæstner det med talrige remme oven for højvandsmærket. Kaassassuk låner sin plejemors strømper med påsyede såler, går ned i aftenmørket, sprænger alle remme, bærer ene mand tømmerstokken op, placerer den på højkant ved husets bagside og går i seng. Stort postyr næste morgen: hvor er tømmeret blevet af. En kvinde, der er gået bag huset for at besørge, opdager den. Den er væltet. Det hørte Kaas. egentlig godt inden han sov. Ingen af mændene har flyttet den, siger de. Så splitter de den op til redskaber, Kaas. får sig således en ny, meget tung fuglepil af sin velynder. Den knækker de andre drenge straks. Noget senere råbes der om de tre bjørne, som alle bopladsens mænd prøver at få nedlagt, men forgæves. De befinder sig på overfladen af et højt isbjerg. Igen låner Kaas. de forsålede strømper med remme, som han strammer godt, mens plejemoderen på skrømt beder ham skaffe sig dyne og underlag. Kaas. farer af sted så hurtigt, at en regnbue ses bag ham i den sne, han hvirvler op. Menneskemængden splittes som en stime ammassætter. Han nærmest løber op på isen, griber bjørnemoderen i forbenet, slynger hende rundt, kvaser hendes bækken, flækker hende i to, smider delene ned og dræber dernæst på lignende vis den ene unge. Med den anden i forpoten farer han ned og slynger den mod den ene efter den anden af de drenge og piger, der har plaget ham mest. De dør. Plejemoderen får alle bjørnene til flænsning med deres skind til det ønskede sengetøj. Kaas. inviteres nu til fællesspisning, og da ingen længere tør røre ham, må hans velynder hive ham op i rummet ved næseborene. Alle smisker for ham, han får adskillige knive at vælge imellem, bl. a. en foldekniv (!), som han maser itu. Han holder sig til sin velynders kniv. Efter måltidet, der med en kniv er hurtig overstået for Kaas.´s vedkommende, henter en pige på forældrene ordre frisk drikkevand. Han takker ved at klemme hende ihjel. Sådan går det med alle pigerne, så drengene; og alle husfællerne, undtagen velynderen og hans kone, slår Kaas. også ihjel. Om foråret øver han sig i en af de døde mænds kajakker og bliver rigtig ferm, men kan dog ikke klare en pludselig fralandsstorm. Han må blot lade sig drive, kæntrer og besvimer også, men han vågner op på stranden neden for den stærke Qaasuks/Qaassuk's hus. Denne tager vel imod ham, dog med lidt drilleri: Kaas. skal selv hente sin mad uden for huset: et fastfrosset flået hvalroshoved. Og da Qaas.'s stærke søn kommer hjem med en stor hvalros, må Kaas. slæbe den op. Det volder ham intet besvær. Heller ikke at overmande både Qaas. og hans søn, binde dem til husstolpen og elske med husets datter hele natten. Sin styrke viser han også som svigersøn i huset ved at dræbe de røde hanhvalrosser, som ingen tør binde an med. De kommer farende oprejst i vandet med baskende luffer mod kajakmanden. Da rygtet når Kaas. om en meget stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han straks derop (over flere år) for at kappes med ham. De brydes fra solopgang til solnedgang, da Usus. endelig tar ordentlig fat, bærer han Kaas. ned til stranden, men stoppes af sin far inden han når at slå Kaas. ihjel ved at kaste ham ud i havet. Kaas. tager beskæmmet hjemad næste dag og illustrerer senere styrkeforholdet ved at sammenligne sig selv med en hvid sten, som han klemmer til smulder, og Usus. ved en sort sten, som han kun kan klemme aflang.
Var. Kaassassuk
Hist.: Bemærk foldekniven, en europæisk handelsvare. I de fleste (traditionelle?) versioner resocialiseres Kaass. ikke.
Kommentar: Se Thisted 1993: Som perler på en snor. PhD afhandling, Københavns Universitet. Aron har i denne nedskrift måske været noget overfladisk mht. mange detaljer, som ses i de øvrige varianter. Men han opdager sin lapsus med at lade velynderen forære Kaas. sine brugte kamikker: "Engang imellem når Kaassassuk kom ud, måske endda uden kamikker ..."; står der straks efter. Ellers ville lånet af plejemoderens strømper med sål ikke give mening. Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001. |
Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk
Dokument id: | 352 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Povelsen, Johan |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | Motzfeldt, Peter |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 763 - 774, nr. 210 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.
Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.
Resumé: Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem. Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale. I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op. Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting. Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham. Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs. Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.
Var.: Kaassassuk
Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen? Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.
Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker. |
Kalerarmioq illualu / Kalerarmioq og hans fætter
Dokument id: | 1746 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Kalerarmioq illualu / Kalerarmioq og hans fætter |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 215 - 217, nr. 48 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 48, ss. 254 - 258.
Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 28 - 29, nr. 9.
Resumé: Om en anginiartoq;(en hjemvendt - efter druknedød; søg på: angerlartussiaq).
Kalerarmioq rejser nordpå med sin nevø. Denne kan ikke vende i kajak og får derfor af sin onkel en kajakpels, der kan snøres til og pustes op. Under en narhvalfangst sammen med mange andre overfaldes de af den voldsomme søndenvind, som man ikke kender sydpå, hvor K. kommer fra. Alle undtagen K. omkommer ved et isfjeld, der styrter sammen og som K. har advaret dem imod. Nevøen, der er en angerlartussiaq (ved et ritual i barndommen bestemt til at vende hjem) bevæger sig under vandet under onklens kajak ind mod land, hvor moderen, der klogeligt har afholdt sig fra at græde (det ville forhindre sønnens tilbagekomst), udfører en slags qilaneq (hovedløftning med rem, der formentlig skal hjælpe til at trække sønnen i land, BS), hvorefter hun trækker ham op fra husgangen med sit løse hår. Sønnen er vendt tilbage til livet, og hans onkel K. klarer frisag over for de mange druknedes slægtninge, idet han jo havde advaret mod isbjerget. Om foråret rejser han hjem med familien og tager aldrig nordpå igen.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 48, s. 334.
Hist.: Den kajakpels, som nevøen får minder stærkt om en springpels, der tidligere brugtes til hvalfangst. Mytisk er den her forbundet med forestillinger om "puulik". Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat"
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Kallararmiuarsut
Dokument id: | 1835 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolai |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kallararmiuarsut |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 72v - 73v, nr. 326 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 125. Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):
Kallararmiuarsut (? Kalararmiuarsuit / Qalerarmiuarsuk ?) havde fem sønner hvoraf en hed Idsamik (? Idsa / Issat ?). Faderen blev uenig med familien, og rejste sydpå til Akkilermut (Akileq ?). Her blev den ældste søns kone bortranet af en stærk fyr, som tog hende til sin kone. Efterhånden bev alle sønnernes koner borttagne af stedets mandfolk. Faderen tav stille til dette; men da hans egen datter som også var gift blev bortført begyndte han at ærgre sig over at han (havde) forladt sit gamle sted; men tav for resten stille. En dag var den ældste søn vred og tiltalte sin fader: "Hent vore koner." Faderen gik også op til de forskellige huse og kaldte de unge koner ud, men mandfolkene kom så og skubbede ham væk, og (han) fik et fur selv i sin egen husgang. Den næstældste af brødrene sagde nu: "Du ville hertil, skaf os vore koner herned." Atter gik faderen, men blev af mændene overdænget med sne så han nær havde tabt sit vejr. Da faderen kom hjem bad han sin kone om at sy tarmvinduet (tarmskindsvinduet) godt stramt til siderne, hvilket hun også gjorde. Manden spændte sin bue, kastede en pil med kraft mod vinduet, men pilen fór igen tilbage. Sønnerne gjorde ligeså, og alle pilene faldt atter tilbage ind i huset. Nu kom svogeren til disse frem med sine bue, spændte pilen an imod den men den gik igennem tarmvinduet ud på marken. Dernæst talte hans svigerfader til ham: "Du bliver her; thi følger du os så vil du blive dræbt." Et stort sortsidet sælskind blev nu syet til et kogger og fyldt med pile propfuldt, hvorpå faderen og sønnerne gik op til husene. Ind af disse råbte nu faderen: "Jeg henter mine sønnedøtre (svigerdøtre)." Disse kom vel ud, men idet de så de mange pile, løb de atter ind. Faderen stillede sig derpå til anlæg for sønnerne, der efterhånden dræbte de mandfolk som kom ud med bue og pile. Den gamle vedblev at stå ufortrøden for sine sønner og bukkede han sig så stærkt at nakken stod frem som en skarp kant. Til sidst blev fruentimmerne (mændene ?) dræbt allesammen, og så som der nu ikkun var fruentimmere tilbage i husene, råbte den gamle atter ind om svigerdøtrene. Disse kom så også ud og gik hjem med deres mænd. Da de trådte ind i deres hus var den efterladte svigersøn der ikke, og gik hans svogre ud at lede ham op. De fandt ham bag en fjeldkant liggende død, da han ved en fjendtlig pil var blevet skudt midt imellem øjnene. Han havde lagt sig der for at se udfaldet af kampen. Om foråret rejste de til deres gamle hjem igen. Den yngste af brødrene styrede båden og skete der intet uheld for dem med undtagelse af at de på vejen engang mærkede en forunderlig larm under båden; de så sig for og fandt da at det var en lang vildmands tarm, længere end båden, som holdt den fast; men med flænseknive fik de den løst fra båden og gik uhindret over. Men senere mærkede alle at denne store søtang havde haft ondt i sinde. Lykkelig kom båden hjem med de rejsende.
Hist.: En usædvanlig fortælling, der muligvis i oversættelsen er kortet noget ned, og som ikke umiddelbart vækker mindelser om lignende varianter.
Tolkning: Det lange stykke tang, der lignes ved en tarm, er formentlig sendt ud af enkerne i et hævnforsøg. |
Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land
Dokument id: | 1303 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinguaq |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 241 - 244, nr. 1 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222. Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.
Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset. Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort. Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K., henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K. under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS) Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten. Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS). Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i Ammassalik området.
Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.
Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik
Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.
Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm 1972:139). |
Kanaks månerejse
Dokument id: | 159 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, L. N. |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kanaks månerejse |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 150 - 151, nr. 50 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift) Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen. Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).
Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken. Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden." Så tog Månemanden tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.
Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham. Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde: sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en stor åndemaner. (Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq. Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned |
Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq
Dokument id: | 502 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 37 - 46, nr. 6 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Kort resumé i oversættelse ss. 109 - 11. Orig. håndskrift Rink 2488, nr. 260 eksisterer ikke mere.
Ret tekstnær oversættelse bortset fra de første, udeladte episoder i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 90, ss. 252 - 255. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 95, ss. 444: Kanginguak. Resumé: Kanginnguaq, der er sydlænding, hører om de rige fangster ved Kangeq, både af sødyr og alke. Han drager nordpå med sin familie, spørger om afstanden til Kangeq på alle bopladser, hvor de gør ophold, og når omsider frem. Strandklipperne er helt røde af blod fra de mange fangster. Familien overvintrer, men K. føler sig ikke sikker blandt de fremmede og opfordrer også sin søn, Tuneraq, til at være opmærksom på tegn på fjendtligheder. Far og søn følges altid på fangst, men under en fællesjagt på alke kommer de fra hinanden og T. omringes af Kangeq-fangerne. K. fisker sin lemmingeamulet frem fra hættens pelsbræmme / halslinning (ilupaaruseq), opliver den i sin mund, sender den mod den bageste fanger, der dør. Så den næste, hvorefter mændene flygter, men da K. befaler sin amulet at dræbe dem alle, må også de lade livet.
Far og søn vender alene tilbage til Kangeq, og K. beslutter at flygte nordpå med sin familie. De gør undervejs ophold i Ivianngernit (?) og slår sig ned syd for Maniitsoq på øen Uummannaq i Isortoqfjorden. Et forår får de besøg af to kajakmænd fra Ivianngernit, der fortæller at deres fantastiske fanger (Erisaatsiaq) netop har skaffet dem frisk klapmydskød fra disse sælers rute langt ude bag skærgården. Tuneraq, der ror så hurtigt som en falk, får opgivet pejlemærkerne og tar næste morgen afsted derud, hvor Erisaatsiaq allerede er fremme og har fanget en klapmyds. Han fanger en til, men advarer T. mod at fange mere end een, hvis han vil nå hjem inden aften. De følges indad, men skilles, da E. vil undgå Isortoq-fjordens munding og fortsætte sydpå til Ivianngernit i længere afstand fra kysten. E. ror bort med rasende fart med sine to klapmydser på slæb, mens T. med sin ene sæl først når meget sent hjem. Da T. alligevel mener at kunne klare E. i kaproning, besøger T. ham og udfordrer ham. De ror side om side udad, men på tilbagevejen ror E. til og kommer først. E. har dog ikke roet af alle kræfter. Når han gør det lyder det som renkalve der brøler, fortæller man T., der beskæmmet ror hjem og træner yderligere. Senere hører så T. om hurtigroeren, Ajaqqitisaasuaq længere nordpå, ror i overmod derop og udfordrer ham. A. indvilger, men er i ondt lune over sin kones nylige død, og da han er nået først i land, vender han om, ror tilbage og kapper T.s hoved af. Liget stensættes på et bjerg bag huset, hvor T.s fader næste sommer henter det, bringer det til en åndemaner / angakkoq / angakok, der finder ud af at T.s tid endnu ikke er omme, og derefter genopliver ham. T. forsørger sin far resten af livet.
Var.: En af mange forskellige fortællinger om to mænd der kappes, enten i brydning, i roning, i fangst, i frugtbarhed, i bueskydning, eller i åndmanerevner. Søg på: kappes / om kap; Tikaaq
Kommentar: Bemærk forestillingen om en tilmålt livslængde. |
Kangiusarmioq pingaartorsuaq / Den stærke fra Kangiusaq
Dokument id: | 1756 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Kangiusarmioq pingaartorsuaq / Den stærke fra Kangiusaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 257, nr. 59 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 59, ss. 315 - 316.
Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 75, ss. 110 - 111. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 147, s. 471: The Ocean-spider.
Resumé af uddraget: Havedderkoppen. Den er stor, frygtindgydende, rødlig. En dygtig kajakroer fra Kangiusaq ved Nuuk ser den nede på havbunden med åbent gab og undslipper med en fart, der løfter hele den forreste halvdel af hans kajak op af vandet. Bag sig ser han kæmpeedderkoppen løfte sig op af vandet som et skær og synke ned igen.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 59, s.340 - 341.
Hist.: En historisk fortælling fra Nuuk-området.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Kapisiaq som havde uheld med sine koner
Dokument id: | 229 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kapisiaq som havde uheld med sine koner |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 179 - 183 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 66h - 68v (slutning mangler, ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 179 - 183: kapisiaq nuliaminik ajornartorsiutilik.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 224.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)
Resumé: Den dygtige fanger Kapisiaq bliver gift med de mange brødres eneste søster, men da de ikke kan få børn og Kap. i deres sommerlejr, hvor de er alene, opdager, at hans hund må have noget for med hans kone, belurer han hende og opdager, at de har sex sammen. Han håner hende, hun bliver blodrød af skam og han dræber hende. Hendes mange brødre kommer på besøg, og da han fortæller om drabet og årsagen, inden de når i land, tager de bort igen, dels fordi også de finder årsagen rimelig, og dels fordi Kap. har forsørget dem som små. Den enlige Kap. tiltrækker derefter en hunræv, der hver dag har kogt mad til ham, men ikke viser sig. Da han endelig overrasker hende er hun en meget smuk lille kvinde med en stor, flot hårtop. Blot stinker hun fælt af ræv. Han gifter sig med hende, men en dag han inviterer sin fætter med hjem med advarsel om ikke at hentyde til hendes rævelugt, bliver fætteren så misundelig, at han alligevel siger, at hun stinker. Straks løber rævekvinden bort. Kap. sporer hende til en hule, han ikke kan trænge ind i, og da han beder rævekonen komme ud, sender hun i stedet det ene insekt ud efter det andet som ægteskabsemne. Kap. afviser dem efter tur pga. hver deres karakteristiske udseende. Til slut brænder han hulen af og overhører hendes råb om at blive hjulpet ud. Den atter enlige Kap. mister efterhånden sin forstand og begår selvmord.
Var.: The fox wife and the penis of the lake: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv. Se denne vedrørende placeringen af brand-episoden i forløbet. Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr. Søg på: penis sø; og: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.
Hist.: Kombinationen af de to fortællinger, der i Thule er fortalt af Amaunalik, er interessant fordi flertallet af hendes fortællinger stammer fra Sydøst-Baffinland. Det er en usædvanlig slutning Kreutzman giver denne sammensatte fortælling, hvor de to episoder har crimen bestialitatis (sex med dyr) som fælles tema. Den traditionelle slutning lader manden falde i søvn og sove til foråret kommer. Insekterne, han tilbydes som koner, går på samme vis i dvale om vinteren. Den slags metaforik passer vist ikke ind i Kreutzmanns moralske univers. Samtidig er det netop ham, der også bryder med traditionen, når det gælder dens gennemgående regel om, at menneskers og menneskelignende ånders samfund holdes adskilte. Forsøg på gensidig integration er dømt til at mislykkes i de ældre fortællinger, men ikke altid hos Kreutzmann, fx: "Manden som fik en alliaruseq som svigersøn". Se også Kirsten Thisteds glimrende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat
Dokument id: | 1757 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 258 - 259, nr. 60 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 60, ss. 316 - 319. Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 12, ss. 35 - 36. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 80, ss. 418 - 420: About the Men from the Firth visiting the People at the open Sea-shore.
Resumé: Om fjordboerne der besøgte Kangeq. To brødre fra Karrat i Godthåbsfjorden tager af lyst til alkekød til Kangeq, hvor man narrer gæsterne til at lande kajakkerne ved et stejlt forbjerg med brådsøer. De klarer det, inviteres rundt hos alle, og forundringen over disse fjordboeres evner bliver ikke mindre, da de fortæller om deres tredie broder, der er endnu behændigere end de selv. De inviteres med på alkejagt og kommer hjem med stort bytte.
For kommentarer til Rinks version af originaltekst se Thisted og Thorning 1996: nr. 60, s. 341.
Hist.: Adskillige historiske fortællinger omtaler alkefangst ved Kangeq, som folk fra fjordkomplekset deltog i.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen
Dokument id: | 504 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1861 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 53 - 57, nr. 8 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Kort dansk resumé s. 111 - 112. Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 262 eksisterer ikke længere.
Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 92, ss. 258 - 260. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 97, ss. 445 - 446: a Man living on Karusuk.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 187 - 189: Qaarusuk-manden. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 187 - 189: Qaarusummiumik.
Resumé: Manden fra Qaarusuk, en boplads på sydkysten af Bjørneøen i Godthåbsfjorden, er hurtigroer og en dygtig fanger, der i sæsonen ror helt til Kangeq på alkejagt og tilbage samme dag. En innersuaq / ildmand, som kun andre kan se på lang afstand, følger ham altid under kajakken, og skønt den hurtigere får fanget alke end Qaarusuk-boen, er de jævnbyrdige i kajakroningen. Som hjælpånd tjener den en åndemaner nær Qoornoq-øen ved Bjørneøen nordøstligste kyst.
En dag bosætter en del sydgrønlandske brødre sig i Qaarusuk. En af dem er en berygtet morder, hvorfor de tidligere beboere flytter til Marraasisoq øen(?). En dag længes Qaarusukboen dog efter sin vanlige fangsttur Bjørneøen rundt og træffer ved Qoornoq morderen, der går til angreb. Men Q.-boen undgår harpunen ved at kæntre rundt, håner morderen for hans ondskab og uforstand, løfter hans kajak op på sin, vipper den indtil morderen brækker ryggen, tar den døde kajakmand på slæb og løsner ham ved Qaarusuk.
Brødrene, der er ude, får besked om årsagen til drabet og erkender at de ikke kan indhente den hurtigroende Q.-bo. Denne underetter sine slægtninge på et par nærliggende bopladser, men sydlændingene hævner sig ikke. Hist.: Muligvis en historisk fortælling fra hvalfanger- eller tidlig kolonitid, hvor sydlændinge rejste nordpå og genbefolkede det næsten folketomme Nuuk-område efter koppeepidemien i 1733-34. |
Kasiagssamik / Qasiassaq
Dokument id: | 267 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Lund, Jakob |
Nedskriver: | Lund, Jakob |
Mellem-person: | Nissen |
Indsamler: | |
Titel: | Kasiagssamik / Qasiassaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 428 - 439, nr. 137 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297. Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq. Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var |