Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Dokument id: | 1665 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Akernilik |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andrassen, Kaarali |
Titel: | "Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 195 - 198 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."
Resumé af Jens Rosings oversættelse: I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner) og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen, fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet, hvorefter han skynder sig tilbage. Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS). Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af Qaquk. L. og A. er lige stumme af forbavselse.
Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i 1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder (der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden midten af 1700-tallet.. |
3. qivittoq fortælling. (Ingen titel)
Dokument id: | 1011 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | 3. qivittoq fortælling. (Ingen titel) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
(ingen overskrift). Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere). De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke. Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende. Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han for.
Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen. Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik |
aammaasinngooq ajoqi / Og så var der en kateket, der blev fjeldgænger...
Dokument id: | 830 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | aammaasinngooq ajoqi / Og så var der en kateket, der blev fjeldgænger... |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 1 side |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen
(4. qivittoq - fortælling. Ingen overskrift) Så fortælles der om en kateket, der drog af sted hjemmefra for at leve som qivttoq, fordi det blev sagt, at barnet, konen fødte, ikke var hans, og en anden mand var far til barnet. En gang, (efter at han var blevet ødelagt), og han var blevet i stand til at flyve gennem luften, tog han hen til stedet, som han i sin tid forlod, for at iagttage folk fra et lille fjeld. Det viste sig, at det var om søndagen. Knap nok var han henne ved det lille fjeld, så begyndte kirkeklokken at kime. Han kiggede på folk, der var på vej til kirken. Lige neden for ham mellem de nærmeste store huse (igdlorssuit; nokherrnhuternes hus og kirke). så han pludselig sin kone, der var på vej hen til kirken, med et barn på armen. Da han havde kigget rigtigt på hende, blev han så vred, at han mistede bevidstheden og ikke vidste, at han var fløjet væk gennem luften. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han befandt sig på et fjeld, der hed Kiinaalik, som lå langt væk. Han fløj aldrig mere hen til stedet, hvorfra han i sin tid drog af sted; for han var blevet rigtig vred.
Var.: ikke i denne bases samlinger. |
Aapapâq / Aapapaaq
Dokument id: | 810 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aapapâq / Aapapaaq |
Publikationstitel: | Myter og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 324 - 328 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.
Resumé: En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise. Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem, råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte. Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn. Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og ingen har siden hørt noget til dem. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.
Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske lyster. |
Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Dokument id: | 832 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1990 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Rosing, Peter |
Titel: | Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa |
Publikationstitel: | Angakkortalissuit |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 198 - 209 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.
Oversættelse ved Signe Åsblom: "Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)" Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem. Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan. En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier. Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt. Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set. En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde? Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten. Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt." Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget. Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne. Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest. De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund." Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak. Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen. Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun. På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben." Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem. Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået. Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den. "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet. Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af. Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii. På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem. Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:
"Ija, ija! Der er noget der dækker mig, ija, ija! rypens kro dækker mig, ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis, jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"
Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve. Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre. I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.) De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende. Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat. "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk. Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted. Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn. Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle. Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt! Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude. De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse. Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!" En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne jo ikke se den.) Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til. Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin. Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig. Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid." Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik. Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.
Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne. Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være? De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen. Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen. Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor: "Hør! Hør! Hør!" Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:
"Jeg hører stadig min modstanders vise og Maratsis digt og jeg vil digte om alle disse forsøg og viser dem jeg har ædt - de derhenne dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "
Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:
" - - - jeg kan skamme dem ud! men jeg gør det ikke for de er mine redskaber de er min redning - - -"
Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted. Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud. Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.
Oversat af Signe Åsblom.
Hist. periode 1880 - 1892
Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165. |
Aggus / Akkus seancer
Dokument id: | 968 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aggus / Akkus seancer |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 122 - 125 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann.
Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.
I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé:
Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne. Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.
Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.
Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og 1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer. Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.
Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum. |
Ajatok / Ajaattoq
Dokument id: | 1938 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajatok / Ajaattoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 109 - 118 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere.. Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.
Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage. Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit. Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene. Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit. Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.
Var.: Rosing Ajaateq.
Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt. Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk. Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens. Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822). |
Ajijak
Dokument id: | 1311 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Rosing, Peter |
Titel: | Ajijak |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 214 - 216 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.
Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne. Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra, Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø. A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og hører huden svuppe på plads igen.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.
Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181 |
Ajijak bortføres af to kæmper
Dokument id: | 1679 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijak bortføres af to kæmper |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 234 - 235 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: En dag Ajijak er ude at ro i isfjorden bag Sermiligaaq, blir han trukket mod stranden af en usynlig kraft. To kæmper haler ham med sig, bringer ham i kajakken op over land og ingen af A.s amuletter standser dem. Heller ikke A.s følgesvend, dværgen Qimmartertoq, kan gøre noget. A. tilkalder så sine to kæmpefalkeånder, der får kæmperne til at slippe taget i kajakken, forfølger dem, griber dem og fortærer dem på toppen af Puneqs høje fjeld. A. trækker kajakken ned ad elvens strøm med en rem, sætter sig i den og ror hjem fulgt af Qimmartertoq.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 408). |
Ajijak dør
Dokument id: | 1682 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijak dør |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 238 - 239 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.
Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A. Spækket hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og blev gravsat. A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til 1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag). Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert år.
Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne: Qeerpik. |
Ajijak og hans bror finder et skibsvrag
Dokument id: | 2328 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Ajijak og hans bror finder et skibsvrag |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 237-238 |
Lokalisering: | Sermiligaaq / Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området. |
Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt
Dokument id: | 1677 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 228 - 232 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten. En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd, Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel. Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter A.s store evner. Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys. Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.
Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f. Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 408). |
Ajijaks forløsning og første himmelflugt
Dokument id: | 1676 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijaks forløsning og første himmelflugt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 225 - 228 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé af Jens Rosings oversættelse: Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften, men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A. til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder, men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne ihjel, og A. slipper ud og hjem. Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"), hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund, han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så hjem med nye hjælpeånder. Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.
Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var maskerede personer. Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq |
Ajijaks første åndebesværgelse
Dokument id: | 1674 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Ajijaks første åndebesværgelse |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 216 - 224 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.
Resumé: Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det. Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt. A. indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen. Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med panden mod knæene. Det er meget smertefuldt. A. væltes om på siden, men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget, kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt, mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A. kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med blå mærker. A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere, Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq. En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg, fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A., fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig, forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem. Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.
Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. |
Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror
Dokument id: | 1678 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 232 - 234 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A. sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti. En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen, idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for til sidst at lade A. harpunere den. A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter oprindelsesmyter i Alaska.
Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter. Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance .... |
Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Dokument id: | 1457 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Jørgensen, Sofie |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 92 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op med at bringe mad; de begyndte at sulte. Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen. Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden, sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen. Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på den anden side af briksen.
Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn: "Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand." Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet. Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den midt over; den spiste de.
Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og spiste den.
Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe ("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den. Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele. Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den." Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet på samme måde. Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og anbragt (oversættelsen er et gæt). Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde. Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl. Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen." De fangede alt muligt. En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S) Da han nåede frem, spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!" De sagde også: "Det er en god fangstplads." På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.
Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. |
Akínâtsân / Akinnaatsaan
Dokument id: | 1651 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiardukku (Tiarduko) |
Nedskriver: | Rosing, Otto |
Mellem-person: | Rosing, Otto |
Indsamler: | Rosing, Otto |
Titel: | Akínâtsân / Akinnaatsaan |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 126 - 132 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".
Resumé: I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den ikke-beslægtede Qaratserpik. Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én, fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror, Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik på sydøstkysten.
Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.
Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads, men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly, foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser. Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.
Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller følgende: 1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den forklaring at Aakajik var taget af innersuit.
2. Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.
3. De fleste husfæller flytter til Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.
4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og, afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.
5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to udmarvede kvinder lever omgivet af lig.
6. Snestormen i juni, der gør det af med mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.
Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.
Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan |
Aleqaajik
Dokument id: | 2326 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Aleqaajik |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 145-148 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.
Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo
Dokument id: | 1158 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1982 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg) |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo |
Publikationstitel: | Min eskimoiske fortid |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 90 - 92 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91
Resumé: Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter: Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig. Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS). Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad. Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.
Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.
Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil: |
Angakasia
Dokument id: | 558 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Angakasia |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 57 - 64 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Angakasia ("Sølle morbror") bor med kone, søster og svoger ved Igditalik / Idditalik. A., der er storfanger, afmærker en mængde åndehuller, som han kan fange ved, når sneen skjuler dem. Han er barnløs, men svogeren har en lille søn. Da svogeren blir dræbt på isen af mænd fra Savanganaartuk, flytter A. med husstand til toppen af fjeldet Itivderdivaq / Itillersuaq og går på fangst nede ved Tasiilaq. Han træner sin lille søstersøns kræfter til hævn ved armkrog og andre stykeprøver. Den lille, der skriger af smerte og forskrækkelse gang på gang, blir med årene sin morbrors overmand og driver flere gang gæk med ham på groveste vis. A. lærer ham krybefangst og drengen får på den vis sine første remmesæler, som han bærer hjem på ryggen med overlegen styrke. A. bliver ældre, mister kropsvarme og kræfter, men vil udfordre Savanganaartuk-boerne til sangkamp og øver sig først hjemme på en skæmtevise, hvor han forsvinder ned i jorden og kommer op med skrabespæk, mamit, drivende ned over ansigtet. Søstersønnen, der nu er overbevist om A.s sangkampevner, bærer A., sin tante og sin mor på ryggen til Savanganaartuk og får først nu at vide, at beboerne dér er hans fars mordere. Han mister ganske appetiten, og mens A. udfører sin hylende morsomme skæmtevise, klemmer han sin faders morder ihjel. Alle flygter nøgne udenfor, hvor søstersønnen slæber liget ud og flækker det for alle øjne. Ingen tør tage kampen op, og søstersønnen bærer atter A., sin tante og sin mor hjem på sin ryg.
Hist.: Fortællingen kunne ifølge Jens Rosing skildre mødet mellem dorset- og thulekultur, hvor A. med familie er dorset-folk, der kun driver isfangst og ingen transportmidler (kajak, umiaq, slæde) har. Til gengæld har de kæmpekræfter. Blodhævn. |
Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror
Dokument id: | 1641 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 88 - 92 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Angiaarneq og hans bror har hjemme i Nunakitseq ved Sermiligaaq. De mange brødre fra Utoqqarmiit forfølger A.s bror, der søger ly i en isgrotte og drukner, da vandet stiger, mens brødrene belejrer grotten. A. der vil hævne sig med en tupilak, søger først en bestanddel til den ved sin fætters grav. Men da den døde fætter ikke reagerer på A.s stampen og derfor ikke har medlidenhed med ham, stamper A. på sin bedstemors grav. Hun svarer. Han åbner graven, tar hendes ene kamik og skærer hendes skalp af. De øvrige bestanddele henter han ved fjendernes boplads: Et mørnet remmesælsskind uden hår fra kødgraven og på toppen af møddingen et kranium af en næsten fuldvoksen remmesæl med snuden vendt mod huset. I hemmelighed flikker han tupilakken sammen, puster liv i den og lader den få næring ved sin penis. Den borer sig ned i jorden, og kommer op igen flere gange undervejs ned til havet, hvor den dykker og langt senere dukker op igen. A. fortæller den hvem, den skal angribe. Om sommeren rejser A. til fjendernes sommerboplads, Tinetiqilaaq ved Sermilik-fjorden og er selv på nippet til at harpunere sin tupilak, da han genkender sin bedstemors kamik på "remmesælen". Fjenderne lader sig narre. En for en harpunerer de den og drukner. Senere erfarer A. at tupilakken også har gjort det af med alle fjendernes søstre, der under bærtogt enten hænger fast med ørerne i lyngen eller klistrer fast til deres bærerposer. A. er lykkelig over den fuldkomne hævn.
Hist.: Historisk fortælling fra 1700-tallet. Jens Rosing forklarer i indledningen, hvordan man laver en tupilak. |
Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt
Dokument id: | 1642 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 95 - 96 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: To gange inviterer Angiaarneq sine bopladsfæller på en hel hengemt sæl, men narrer dem ved at sige, at fordi han netop har fremsagt en formular til andres skade, må de hellere vente et par dage. Tredje gang han forsøger det samme, slæber gæsterne selv sælen ind og fortærer den. Nu ved A. at han har mistet sin autoritet og skal dø. Han skider i en pose med halvtørret spæk, snører den til og efterlader den, men tar sin gryde og sine narhvalstænder med ned i sin kajak, som han skærer flænger i, inden han ror ud og synker til bunds. Fællerne finder et par dage senere posen, væmmes ved indholdet, og da de på vej hjem ser A. ude på lavt vand og vil have fat i hans kostbarheder, forsvinder A. længere ud i dybet. En af hans sårpropper kommer op til overfladen. En af fællerne sikrer sig den, fordi A. var en dygtig fanger, og slynger af glæde sin letflydende vingeharpun ud over vandet. Men den flyder ikke på vandet. Den forsvinder i dybet. A. har taget den.
Hist.: Fortælling fra 1700-tallet. |
Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Dokument id: | 1893 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mathiassen, Andreas |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angmalorssuaq, Den bredskuldrede |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 133 - 137 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.
Resume: Ammalorsuaq A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.
Var.: Qimuunnguujuk
Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere. |
Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik
Dokument id: | 561 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Taarti (Târte) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 304 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Atâtákâtsia / Ataatakkaatsia ber sin døtre hente bær ved Ernivik. Den ældste, en pukkelrygget pige samler bær, mens den yngste synger. Den ældste ber den yngste holde op med at synge, fordi hun er bange. En tupilak-bjørn, med en sort plet ud for den ene nyre, viser sig, og den yngste pige besvimer. For at vække sin søster, hiver den ældste hende i håret, for at de skal nå hjem før tupilak-bjørnen gør det. De når hjem og den yngste besvimer påny. Den ældste fortæller om tupilak-bjørnen, og alle bliver skræmte. De tilkalder Aqartivínalik / Aqartiviinalik, som tilkalder sin hjælpeånd, Kútik / Kuttik. Hjælpeånden støder sin lanse i tupilak-bjørnen, og får således bugt med den.
Aqartivinnalik er en åndemaner / angakok der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, der synger, danser og svajer frem og tilbage under seancen: ibid s. 303: informanten Asiini fortæller om denne teknik, at angakokken står foran indgangsforhængene og danser og synger, vildere og vildere, falder baover, kører i cirkel hvilende på hælene, rejser sig, synger osv. Således manede han sit åndedrag i jorden. Han smider trommen, der rigtig får liv. Falder omkuld, lamperne slukkes. Derefter foretager han sin ånderejse, mens hjælpeånden synger for tilhørerne.
var.: ID 1161; Aqartivinnalik |
Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Dokument id: | 1327 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 4 - 16, nr. 11 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone. Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik (Rypekylling og grydemanden) Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre. Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]
|
Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq
Dokument id: | 1672 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 211 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af "Uppiinguaqs Ajumaaq sjæleraner Naaja". Fordi Naaja endnu ikke er kommet sig af Upp.s Ajumaaqs sjæleran, flyver N.s ældgamle dværg, Artiaq sammen med to andre hjælpeånder, ildmanden Taamaangivaq og den gamle dværg Nujaaki op til Upp., hvor T. prøver at gøre det af med U. Nujaaki springer til, da T. ikke kan klare kæmpen, og Upp.s anmodning om hjælp blandt sine fæller afvises af hans plejefar, fordi U. selv har været ude om det med sit forsøg på at sjælerane Naaja. Plejefaderen begraver Upp., men får også vakt ham til live igen med formularer, hvorefter Upp. flygter mod Qilerseq.
Var.: Sandgreen 1987: 184 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. |
Arnarquagssâq
Dokument id: | 1462 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnarquagssâq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den røde Dødskælling".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor han var bundet at taburegler, var overstået. Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en åndemaner til at bo hos sig).
Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder: han blev altvidende?? C.B.)
Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var meget lille.
Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene, der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde: "Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner. Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun var kommet tilsyne, og forsvandt. Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange. Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne- skind. Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved hende, så hun dør."
Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset. Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever ("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.). Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille ø. Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han kunne fortsætte livet med den samme kone.
Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.
Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide. Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.
Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Âtâq, ham, som bjørnen åd
Dokument id: | 1662 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Âtâq, ham, som bjørnen åd |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 162 - 165 |
Lokalisering: | Sermiligaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortælleren, der blev opkaldt efter fortællingens Saajooq, fik fortællingen af dennes lillesøster, Ipaqqissaaq, der selv overværede begivenhederne. De to åndemanere, Aataaq og Simmujooq, har sammen lavet en tupilak mod en mand ved Kulusuk. Under sine seancer en vinter på Qeqertarsuatsiaq i Sermilik-fjorden opdager A., at tupilakken har forfejlet sit mål og er vendt tilbage mod ham selv. Han håber forgæves, at svogeren, Aardivardik vil hjælpe ham ud af kniben. Aataaqs søstersøn, der flere gange bliver sendt efter forråd i depotet, kan melde om en bjørn, der har spist af det og hvis spor viser en bjørnelab og en menneskefod. A. søger forgæves at vende tupilakken mod Simmujooq, der bor på Kulusuk. I april kommer bjørnen. A. går den i møde, forfejler i nervøsitet sit kast, bliver skalperet af bjørnen, og søstersønnen, der kommer til og også kaster fejl, får kødet flået af ryggen og bæres op i huset. Saajooq dør af sine sår. Bjørnen flår klæderne af A., og når at fortære dele af ham, inden han dør. Til sidst er kun skelettet tilbage. Bjørnen holder sig brølende ved skelettet hele natten, men hindres af en amulet i at angribe husets beboere. Bjørnen forlader skelettet om morgenen, og man dækker det til med et kajakskind, som bjørnen straks kommer farende og fjerner, for atter at holde brølende vagt ved skelettet. Næste morgen hentes forstærkning fra nabobopladserne. Hundene slippes løs på bjørnen, som Umeerinneq skyder med en riffel, men da skuddet ikke er dræbende, flygter alle med bjørnen i hælene op på en høj isskodse. Den nærsynede Qileruluk reddes kun op i sidste øjeblik. Denne gang får Umeerinneq ram på bjørnen, der er kolossalt stor.
Var.: Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa;
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning. øjeblik af sine brødre. En kajakmand sendes ind efter en konebåd til transporten og de øvrige nedlægger bjørnen. K.s onkel Maratsi heler det dybe sår med en formular. K. flyttes til familie ved kolonien og plejes derefter hos Rüttel. Senere sammenlignes K. i en nidvise med den mystiske antihelt, løgneren Qasiassaq.
Hist.: Tid: 1899 ifølge Rüttel Ti Aar blandt Østgrønlands Hedninger, 1917. Genfortalt af Jens Rosing i Hvis vi vågner til havblik, 1993: 54-58, hvoraf det fremgår at Kuuitsi endnu engang, i 1905, blev overfaldet og bidt samme sted af en bjørn. Og atter tilså Rüttel ham ved kolonien. Kuuitsi nedstammede fra Nappartuku og Atsivaq, se slægtsliste i 1993, mellem ss. 8 og 9. |
Atsivaq, den stærke kvinde
Dokument id: | 1639 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Atsivaq, den stærke kvinde |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 83 - 85 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af "Nápartuko". Nappartukus enke. Atsiavaq, har ry som stærk kvinde. Det får tre mænd fra Kilaarmin / Kilarmiit at føle, da de udfordrer hende til armkrog. Skønt A. allerede er gammel, kan ingen af dem klare hende. De to havner med hovedet i skridtet på hende. Og den tredje på hendes mave. I anerkendelse af hendes sejr tar han hende om endeballerne og ligger på skrømt med hende. Latteren er overvældende. A. var i sine unge dage så stærk, at hun kunne løfte en ung sortside i strakte arme over hovedet.
Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) daterer han den slutningen af 1800-tallet. Det passer bedre med andre oplysninger. |
Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Dokument id: | 312 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 187h - 190v |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.
Oversættelse ved Apollo Lynge:
Indledning.
Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner. Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.
Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.
Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136. Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.
s. 188v De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.
Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.
s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.
Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.
Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.
s. 188h. Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden. En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.
Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).
s. 188h. Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).
Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.
Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre) 188h-189v De brugte også amuletter Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.
189v Deres åndemanere plejede at gøre følgende: Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.
Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.
s. 189 Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut). De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.
Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.
Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.
189v-190v Hedningenes forskellige slette vaner. De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.
Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere. I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.
Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold. Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.
s. 190v Også om morderes skikke Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.
Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.
På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.
Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres. I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.
Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor. |
avdla / Anden fortælling om qivittut
Dokument id: | 829 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | avdla / Anden fortælling om qivittut |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Anden qivittoq - fortælling. Der var engang en mand, der var gift med en sur kvinde. Hun var altid gnaven på sin mand. Når hun ordnede hans kamikker, stak hun synåle i kamikhøet for at gøre det rigtig smertefuldt for ham at gå. Langt om længe blev manden fornærmet og tog bort for at leve som qivittoq. Men det varede ikke længe, så fortrød han det bitterligt, og ville vende tilbage. Der skete så det, at folk på en anden boplads begyndte at mærke noget usædvanligt. Det spøgte. En aften sad en kvinde og syede, og da de andre var gået i seng, ville hun ud for at besørge. På vej ud hørte hun støj i retning af kogerummet, og efter lyden at dømme forplantede støjen sig længere ind i gangen. Hun vendte tilbage ind i huset og fik fat i en fakkel, hvorefter hun gik ud igen for at finde ud af, hvad det var for noget. Hun fik øje på en mand med ryggen til. Han havde bukser af sortsideskind, behængt med istapper, og de så meget uhyggelige ud. Da hun så dette, gik hun ind igen efter hjælp. Da kvinden kom ind, gav husherren sig til at skælde hende ud og bebrejde hende, fordi hun vendte tilbage. I det samme hørte man et vældigt rabalder. Det var manden, der var på vej ud af husgangen og væltede bøsserne. Da det blev sommer, forsvandt der et dyr (nerssutâtâ, hans (hus)dyr), der tilhørte manden, som skældte ud. Det var så qivittoq'en, der havde hævnet sig på manden ved at spærre dyret inde i en klipperevne. Det fortalte qivittoq'en senere, da han traf nogen. Han fortalte, at han havde forsøgt at vende tilbage, inden han blev ødelagt; men nu, var der ikke længere grund til at vende tilbage; han måtte arbejde på at ødelægge sig selv. Flere gange mistede han bevidstheden af sult og tørst og af at fryse så voldsomt. Til sidst vænnede han sig til det. Han var nu i stand til at klare hvad som helst.
Hist.: Det lykkedes enkelte qivittut at vende tilbage: se fx. Saalla og andre qivittoq-historier. Udskælderens dyr må have været tamdyr, får, måske eller geder eller køer, som herrnhuterne i det sydligste Grønland holdt i mindre tal. Fårehold blev først et grønlandsk erhverv fra 1915. |
Avgup tigussavarqajarnera
Dokument id: | 1811 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Avgup tigussavarqajarnera |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 55 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang åndemaneren Avggo ..."
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget. Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en konebåd bagfra; det var noget, han ventede mindst af alt. Han sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som ikke var gammel (eller: som var frisk).
Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud. Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land; men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange, og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk; men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."
Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet. Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen). Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod syd. Da konebåden var nået omkring næsset, hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken havde revet konebådens betræk i stykker.
Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85. Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu. |
Aviaja og hans slægt
Dokument id: | 983 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Puarajik (Henrik) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aviaja og hans slægt |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 130 - 132 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.
Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig. Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.
Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne. De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære. Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.
Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk. |
Avko / Aggu
Dokument id: | 1312 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Avko / Aggu |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 239 - 244 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 106 - 112; angakkortalissuit, 1990: 105 - 111.
Resumé af Jens Rosings oversættelse: Som seks-årig dør Aggu / Akku af næseblod, begraves og begrædes af sine forældre. A. vågner op under gråden adskilt fra sit døde legeme der ligger tre stentrin oppe i graven. Efter mange mislykkede forsøg, fordi han kun kan trække vejret ind, men ikke puste ud, når han endelig op i sin krop, vågner op, skriger og bliver udfriet af graven. A. er bestemt til at blive åndmaner og hans far forstår af hændelsen, at A. vil blive en meget stor åndemaner. A.s "forløsning" kommer på en af årets korteste dage. Hans kone Porngartivan ser det, spør om han er blevet afsindig, og A. svarer. at det blir han nok engang. Man er i færd med at lege blindebuk og A. farer selv rundt i vildelse som en blind. Han råber massassamo til først den ældste mand, der råber det samme tilbage, så den næste osv. Dette forløsningsritual kaldes akiversaarineq, at svare opildnende. Pludselig sluger Akku så et knastørt lomvieskind og derefter et tørt, tilskåret stykke sålelæder (af remmesæl), en handling der kaldes niilerneq, helslugning. Alt dette gentager sig tre aftener.
Da A. den tredje aften skal holde seance, vil han ikke lade sig binde, fordi han ikke er blevet forløst ved "ueerineq" (blødning fra mundvige og andre bløddele). Han tilkalder sine ånder ved at slå en smældeskive (makkortaq) i hånden i stedet for tromme og husets ældste, Kaattuarnaaq står ham bi med råb og spørgsmål. Hjælpeånderne ankommer, men kommer endnu ikke ind. Trommen danser for sig selv på gulvet og op på A.s ryg, hvorved han får sila, alverdens viden. A. gennemfører derefter prøven på store evner, idet han seks gange presser sit åndedræt ned under gulvet. Derefter kommer hans amoo / Amuu-skræmmeånd ind, og derefter alle hans skræmmeånder på skift. Dernæst ånden Ajaqqisaaq, der glæder sig over at være kommet tilbage til bopladsen, hvor dens tidligere herre, hvis åndeflugter altid foregik i en regn af gnister, boede. Akku får sit åndedræt tilbage og opfordrer enhver vantro tilhører til at beføle Ajaq. , der viser sig at være meget stor. Aggu råber pludselig til en husfælle, at denne skal trække en fedtring om sin kone, fordi Ajaq. vil dræbe hende. Ajaq. ærgrer sig, dens herre ser da også alt. Ajaq. fortæller så sin historie om hvordan den først skiftede fra en mindre lysende til en langt mere strålende herre, men kom for sent til at redde ham, da denne blev dræbt af to kajakmænd. Ajaq. dræbte til gengæld dem, og har siden efterstræbt alle deres slægtninge. Husfællens kone, der skulle beskyttes med en fedtring omkring sig var en afdem. Dernæst præsenterer Akku alle sine øvrige hjælpeånder på skift: Ukuana, Pamialaaq, Sukardik, Umarnaq, Unarmi og andre. Han får vejret op igen og er erklæret angakkoq. Seancen gentages (siges det) to gange til.
Var.: Bortset fra at Aggu ikke bløder følger hans initiation til den første seance, også kaldet "forløsning" i oversættelse, det ideale forløb i Ammassalik området for initiation til angakkoq / åndemaner.
Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Foruden Ajaqqisaaq har han sikret sig to af sit store idol, Ajijaks hjælpeånder: Umarnaq og Unarmi.
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering.."; "Relationer mellem rigtige mennesker..."; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Bemærk præsentationen af hjælpeånder, hvor tilhørerne tilmed får lov at føle på den ene af dem. Også Ajijak præsenterede sin hjælpeånder under sin første seance, tilmed synligt, omend synet gjorde tilskuerne omtågede. Måske har de der spillede ånder ved sådanne lejligheder båret masker. s. 242 taler de ankommende hjælpeånder åndesprog og bruger bl.a. vendingen narta makinginngami, som J. Rosing oversætter til "før dagens øje (stod op)". Den første glose skal staves naarta (som det også fremgår af originalen, hvor Otto Rosings oversættelse til daglig tale lyder: før dagen står op). naarta betyder ordret "dens mave", et åndeglose for sila, der især bruges om døgnets liminale overgange, tusmørke og daggry. Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Avko / Aggu / Akku hævner sig
Dokument id: | 1684 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Avko / Aggu / Akku hævner sig |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 247 - 252 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angakortaligssuit, 1957 - 61, I:116 - 122: Avgo akiniartoq; angakkortalissuit, 1990: 114 - 120: Aggu akiniartoq.
Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortæling om Aggu. I foråret 1880 mister Aggu den sidste af sine søskende, en storebror, han var nært knyttet til. Midt under hans sorg kommer folk fra Sermilik på besøg og udfordrer til sangkamp. Deriblandt Ilinngivakkeeq, der udfordrer Aggu. A.s fæller mener, at det ikke er nogen skam, om A. ikke tar imod udfordringen. Men Aggu stiller op, lader sig håne for sin sorg og sine tab, som I. synger om, og A. må endog modtage kindbenstød. A., der ikke har haft mulighed for at digte en modvise, synger blot en afskedsvise. Men om efteråret tar han hævn. Han kommer uanmeldt til I.s boplads og sangkampen begynder straks. A. synger om sin sorg og håner folk som I., der hverken græder, har følelser eller kan føle med andre. I.s bror, Pikkinaq kalder på sine hjælpeånder, men den ånd, der pludselig svarer ude fra en ø, er A.s hjælpeånd Ajaqqisaaq. Aggu går straks i trance, hans tarmskindsanorak blafrer, men han kommer til sig selv igen, og ved slutordet i næste vers røver Ajaq. og en anden af Aggus hjælpeånder sjælen fra I.s andenkones to-årige barn. Det sidder i hendes amaat og begynder at bløde ud af munden. I. har ingen lyst til at synge mere. A. afslutter sin sang, ror derefter ud til øen, snakker med sine hjælpeånder og er sig selv igen, da han kommer tilbage. Ved afrejsen forstår han af I.s bror, Kaakkajik, der er den største åndemaner af brødrene, at ingen vil hævne sig på A. A. drager bort med fred i sindet.
Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakkii / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kâvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885). |
Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Dokument id: | 1683 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 245 - 247 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.
Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.
I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads, Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s åndemaneri som barneleg. A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege som barn. Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen. Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager, toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang, skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste. Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.
Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f. Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.
Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.
Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Azia' / Asiaq
Dokument id: | 2012 |
Registreringsår: | 1935 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Azia' / Asiaq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 389 - 390 |
Lokalisering: | Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Naaja's besøg hos Asiaq: En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af. Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden. Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.
Var.: Asiaq.
Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja. |
Barnebarnet
Dokument id: | 535 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Barnebarnet |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 29 - 36 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversat af Jens Rosing. Resumé: Holger Danskes barnebarn er en ung mand i følge med den gamle Holger Danske da han af en konge, der kommer forbi, får en halvskilling med den besked ikke at skille sig af med den så længe han lever. Barnebarnet strejfer om i verden, kommer en dag til et hus, hvor man spiller kort. Han deltager, vinder en masse, men da en fremmed dukker op i fåreskind for at spille med ham, taber han gang på gang. Den fremmede vil ikke tage imod de mange penge barnebarnet kan tilbyde. I stedet har han i sin bog noteret at barnebarnet har bortspillet sin vordende hustru og børn, som den fremmede vil afhente engang i fremtiden. Barnebarnet ler. Det gør han i det hele taget, også da han har skaffet sig en tjener, Jokun, der sættes til at passe på mønten, men ber sig fri for fristelsen til at stjæle den. Hvorfor skulle han det når han er sat til at passe på den? ler barnebarnet. Men Jokum stjæler sin herres hest og penge. Skønt fattig giver det altid gavmilde barnebarn en gammel tiggerske sine sidste småmønter. Til gengæld forhekser hun Jokum, der viser sig at være blevet lam i den ene kind, da barnebarnet træffer både sin hest og Jokun igen. De fortsætter sammen til en konge, som udlover sin datter til den der vinder i en ridderturnering. Jokum må to gange agere stand in for barnebarnet, der besøger en olding med en vidundersmuk datter i en hule. Han giver hende mønten til gengæld for en lok af hendes røde hår, og falder i søvn dér. Han vågner med en meget øm og fladligget kind. Jokum er begge gange hoppet af hesten og under voldsom hånlatter flygtet fra sin modstander på alle fire. Tredje gang deltager barnebarnet selv, og han når at hugge hovedet af ialt fem modstandere, inden kongedatteren har fået nok.
Kongen vil give barnebarnet sin datter, men han er jo allerede forlovet med den smukke pige i hulen og takker nej. Det viser sig så at kongen mægter at skabe sig om til en olding og at samme pige er kongens datter med en elverpige, der er forsvundet tilbage til elverfolket. Hun har til gengæld efterladt et spejl, hvor man kan se alt, også det der er bag jordens krumning. Iøvrigt var det kongen der gav halvskillingen til den barnebarnet, fordi han i spejlet kunne se at denne havde samme hjerte som hans datter. Så er du altså fuld af fup! udbryder barnebarnet. Det indrømmer kongen, hvorefter barnebarn og kongedatter blir gift. De får ialt tre børn, barnebarnet bliver konge efter sin svigerfars død og under en af sine mange inspektionsrejser, har nogen bortført hans kone og børn. Han tæller sine dage tilbage til kortspillet og forstår at den fremmede i fåreskind har virkeliggjort sin trussel. Fortvivlet vandrer Barnebarnet ind i landet, ind i en ørken, hvor den fremmede står med oprakte arme og fremmumler en trylleformular. Barnebarnet magter ikke at fælde ham. Efter gentagne beklagelser får han lov at se kone og børn dybt nede i en kløft, der opstår, da den Onde tegner en streg i sandet. Hele sceneriet gentager sig, og nu får barnebarnet tilladelse til at få kone og børn tilbage imod at han skaffer den Onde de vises sten.
Konen gransker spejlet i tre dage: Stenen befinder sig på bunden af Afrika-dybet, er sort om dagen og lyser som et vokslys om natten. Forældrene træner deres lille søn til at dykke, i længere og længere tid, til sidst så længe som en klapmyds kan. De køber et skib, når frem til dybet, hvor stenen skimtes i natten, og det var flere dage før drengen smilende kommer op med den, som de har fortalt var et stykke legetøj. Nu befinder vi os midt mellem godt og ondt, siger de, og ved ikke hvor de skal gøre af den store sten. Så må Jokum passe den. Han skraber en stump af den og putter stumpen i lommen. Overdragelsen af stenen skal ske nær slottet ved en kirkeruin, som de aldrig tidligere har set. Her skal de kalde den Onde frem ved at sige Fimbul tre gange. Han dukker op, får stenen, men da Barnebarnet tegner korsets tegn bag hans ryg, opløses stenen til intet og den Onde forsvinder skrigende ned i en brændende kløft.
Jokum har dog en stump af stenen, som gør ham så utrolig vis, at han kan fortælle historier fra så gamle dage at de ligger forud for Kristi fødsel. Han blir rig på at fortælle, lige indtil den dag hans tjener kommer til at smide stumpen ud med fejemøjet. Da blir Jokum den mest uvidende mand i verden.
Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.
Det mest imponerende ved netop denne fortælling er sammensmeltningen af træk og episoder fra mange forskellige europæiske eventyr: ulven i fåreklær der blir til djævelen i fåreskind fx. Fimbul der skal siges tre gange - ikke Finn, der ved identificeringen måtte holde inde med at nedbryde Lunds domkirke under opbygningen. Kirkeruinen er muligvis smuttet ind via nordbofortællinger, hvor den i Hvalsø undertiden figurerer. Vendinger som: og hans dage var talte, får en ny betydning i sammenhængen: Barnebarnet tæller dagene tilbage til kortspilsdagen og så viser det sig at passe med dagen for afhentning af kone og børn. Dykkertræningen af sønnen er derimod ren grønlandsk - eller inuit - episoden forekommer også hos inuit i arktisk Canada. Søg på: Svømme under vandet som en sæl. |
Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak
Dokument id: | 1680 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak |
Publikationstitel: | Sagn og Saga |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 235 - 236 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. En dag A. er på bærtogt, får han fra land øje på en konebåd uden kølvandsstribe og fyldt med sorte mennesker. Det er umiaqasaat / umiarissat / umiariassiat, der vil røve ham. De hindres længe i at komme i land, fordi A.s mange hjælpeånder er strømmet til og forsvarer ham. Blandt disse er også ånden Unarmik, skønt denne ikke undså sig for at stikke A. med en kniv, da A. var yngre. A.s kæmpefalk kommer flyvende og retter et solidt, men utilstrækkeligt angreb på båden. Kun rorsmanden dør. Endelig kommer A.s fem kæmper fra indlandet. En af dem smider en vandreblok / kampesten mod båden, der skyndsomt tar flugten. Man hører jævnligt skrig fra de flygtende, og Unarmik kan fortælle, at båden er gået til bunds inde i sundet, Ikaasaq. A.s dværg og følgesvend, Qimmartertoq, følger ham til Puisortoq, hvor han smelter sammen med stranden og forsvinder. Det var den, der havde tilkaldt alle A.s hjælpeånder i farens stund.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 408). Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.
Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, 1993: 36 - 38 |
Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Dokument id: | 1244 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 242 - 245, nr. 9 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.
Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser. Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S. fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og døde af det.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...". |
Christian Poulsens selvbiografi
Dokument id: | 971 |
Registreringsår: | 1932 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | Ostermann, H. |
Indsamler: | Ostermann, H. |
Titel: | Christian Poulsens selvbiografi |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 130 - 139 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.
Resumé: Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge; Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak. Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund. Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?), hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert. Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget. Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne. Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt. Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak. Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.
(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).
Månens hund. Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.
(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud. Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)
Dødningen. Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.
Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.
Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet. Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne. Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk. Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet. En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.
Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.
(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten). Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version. Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det. Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler. Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.
Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.
En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.
Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).
Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.
Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen. |
Christian Poulsens selvbiografi
Dokument id: | 984 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Poulsen, Christian |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Christian Poulsens selvbiografi |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 134 - 137 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938. Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.
Resumé: Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.
var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.
Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900. Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.
Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder. Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
De tyvagtige dværge
Dokument id: | 554 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nanna Mikiki |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | De tyvagtige dværge |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 17 - 18 |
Lokalisering: | Sermiligaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Det tørrede kød forsvinder gang på gang fra depotet. Da en ung mand holder vagt om natten, fanger han tyven, der er en lille dværg. Denne puster sig stor og undslipper forfulgt af den unge mand. Pludselig forsvinder den ned i jorden, hvorfra den unge mand hører dværgene tale om, at dværgen blev fanget af nogen, der ikke var et rigtigt menneske, og at en vis Addiilaatsiaq må udspørge ånderne ved hovedløftning / qilaneq. En anden siger: "Putaan Qitaan er bedre til det." Slut.
Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om "dværge" og "minidværge". |
Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Dokument id: | 1278 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 359 - 370, nr. 43 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.
Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin angst for dem. En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild. Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned, støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog tværs over det høje isfjeld. En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst, fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K. kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer "naar, naar, naar!"
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da ikke andet end: "naar, naar, naar!" |
Den lille arbejdsmand
Dokument id: | 536 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Den lille arbejdsmand |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 37 - 46 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversættelse: Jens Rosing
Resumé: Den lille arbejdsmand blir forældreløs som lille og får derefter kun noget at spise, hvis han arbejder. En dag han ikke har arbejdet og er sulten tager han en sæk på ryggen og vandrer ud i verden. Han møder en fin dame, der fylder en masse penge i hans sæk fra sin egen og sammen vandrer de til hendes store, fine hus. Her beværtes han overdådigt og spiser til han er ved at sprænges. Nogle vildfarne mennesker, en herre med tjener, melder sig som gæster og får lov til at overnatte på de betingelser, at de skal læse hvad der står over døren, og at de ikke må undre sig over noget der sker. Da de ny gæster beværtes spiser den lille arbejdsmand med endnu engang. Hen mod kl. 10.30 taber kvinden, der er alle kvinders herskerinde, humøret og på klokkeslettet lukker hun to store hunde ind fra under gulvet, tæver dem grundigt, og efter at de har grædt ligesom mennesker, brister hun selv i gråd og græder længe. Den senest ankomne gæst vil vide årsagen og ber sin tjener spørge. Tjeneren husker ham på betingelsen, men hans herre er konge og mener derfor at han kan forlange besked. På spørgsmålet bliver kvinden hysterisk og kaster sig over alle tre og holder dem fast mod gulvet med sine arme. Den lille arbejdsmand ber om lov til at fortælle sin livshistorie inden han skal dø. Det tillades ham, og han genfortæller begivenhederne fra fortællingens indledning.
Dernæst tager kongen over med sin temmelig meget længere fortælling: Både hans far og farbror var konge og kongesønnen var i lære 3 år begge steder, sidst hos farbroderen, hvor han kom til at holde meget af sine fætre. På vej hjem ser han fra et udsigtspunkt at hele faderens land er i krig og svømmer i blod. Han skynder sig videre og slår sig ned hos en gammel kone, der forlanger at han hver dag skal kløve og save brænde.
En dag ser han sine kære fætre gå forbi og forsvinde ned i jorden. Efter nogen søgen finder han lemmen, kommer ned til en stor udstrakt nøgen kvinde. Fætrene ligger ved siden af på glødende riste. Da kongesønnen vil piske ilden ud brænder tværtimod begge fætre til knogler. Den nøgne dame som han nærmer sig råber advarende at nu kommer Det Store Åndedræt (DSÅ). Han flygter men glemmer sin økse og sav, som DSÅ bringer op og vil kende ejermanden til. Tre gange råber DSÅ, inden kongesønnen på den gamle kones opfordring bekvemmer sig til at svare DSÅ fører ham ned til den nøgne kvinde og spørger begge om de kender hindanden. Begge svarer nej, hvorefter DSÅ omskaber kongesønnen til en stor abe, der svinger sig i et træ og spiser af dets frugter. Et skib lægger til, matroserne får ham ombord, hvor han afslører en meget smuk håndskrift og blir antaget som skibets skriver af kaptajnen. Snart også af kongen, hvis minister netop er død. Matroserne er ved at flække af grin over den store abe i ministeruniform. Da kongen præsenterer sin datter for aben, erklærer hun at han er en forvandlet kongesøn, ber faderen om fyrsvamp og ildtøj, går ud i haven og tænder ild, der afslører en smuk sø. I denne sø skal hun og aben i fugleskikkelser pikke linser op, alle dem der smides ud. Og een gang til i en anden slags fugleskikkelser. Så blir de begge mennesker igen. DSÅ har strejfet dem begge, fortæller de hinanden. Han mistede et øje ved det og hun blev ramt i hjertet. De blir gift, men snart dør kongedatteren til så stor sorg for hendes far, at han beder kongesønnen rejse.
Da har kvinden, der holder sine gæster trykket mod gulvet, fået så trætte arme at hun må slippe taget, og alle falder i søvn. Da kongen er nået uskadt hjem og vil have stillet sin nysgerrighed sender han bud efter kvindernes herskerinde, der kommer, men på hans ordre bliver omringet og truet på livet af hans soldater. Hun fortæller så sin historie:
Da hendes far, en storkøbmand døde, delte hun, der er den ældste, arven lige mellem sig og sine to søstre, som hun sendte ud som handelsfolk med hver sin sum penge og påbud om ikke at gifte sig. Begge søstre kommer ludfattige tilbage og søger efter føde på hendes mødding. Hun gir dem en ny chance med samme resultat, hvorefter hun tar dem med ned på et skib, der skal til et fremmed land efter sten. Da skibet lægger til og de går i land, går søstrene hver sin vej. Storesøsteren kommer til en forstenet by, hvor den eneste overlevende er en kongsøn, der er muslim og derfor ikke blev ramt af Guds forstening af hele byen, da hans far lod alle arbejde også om søndagen. Efter 3. advarsel om at komme hviledagen i hu, var det sket. På kongesønnens bud smider besætningen alle de lastede sten overbord og laster i stedet med penge i massevis. Undervejs tilbage kaster de to søstre deres storesøster og hendes forlovede, kongesønnen, overbord. Han blir først træt, hun prøver at holde ham oppe, men må give op og føres så til land af hans sjæl, der tillige forvandler hendes to søstre til hunde med bolig under jorden. Hver dag skal storesøsteren kalde dem op og tæske dem, til de græder, og selv skal hun bagefter briste i gråd for at fjerne det syndige fra sin mishandling af søstrene. Og de mange penge i skibet skal deles i tre: en del til hendes selv, en del til mandskabet og en del til de fattige. Da kongen omsider har fået hendes fortælling lader han hende vende hjem. Hist.: Denne samling af folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske. Denne fortælling forekommer sammenstykket af adskillige eventyr og bibelske fortællinger: Fyrtøjet (fyrsvamp og ildtøj) med hundene og de mange penge. Det Store Åndedræt er muligvis Helligånden, der måske har pustet så kraftigt til gløderne under fætrene, at de brænder op på et øjeblik i det, der må være lastens hule. 1001 nat dukker også op med en religion så anderledes end kristendommen, at den unge muslim undgår at blive til sten under Guds forbandelse.
Et vittig ironi møder man også i påbudet om at komme hviledagen i hu over for indledningens lille arbejdsmand, der må vandre ud i verden af sult den ene dag han ikke har arbejdet.
Kravet om at skulle arbejde for føden er understreget langt mere entydigt i en anden af Sissis fortællinger (Kongedatteren der skulle lære at koge suaasat). Desuden har mange danske vendinger formentlig fået nye betydninger i oversættelse til grønlandsk, men det kræver den grønlandske tekst at komme til ordentligt kendskab om dem.
Helt på grønlandsk grund befinder vi os med opsamlingen af linserne fra søens bund. Sissi må have forestillet sig dykkende søfugle - ikke snespurve eller andre små landfugle som i det europæiske eventyr, hvor opsamlingen af korn ofte er en af heltens tre prøver. Desuden kan det spille en rolle at episoden afføder en forvandling og derfor alluderer til myten om den blinde dreng, der fik synet igen af søfugle i eller ved en sø. I nogle versioner stryger de ham over øjnene med vingerne, i andre klatter de i hans øjne (søg på: blinde). Straks efter associerer Sissi da også til, at kongesønnen har mistet et øje i åndepustet fra DSÅ. Umiddelbart er det en mærkelig episode, men som en afsmitning fra Den blinde, der fik synet igen virker den helt rimelig. |
Den lille sko
Dokument id: | 539 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Den lille sko |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 56 - 59 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversættelse: Jens Rosing. Resumé: En konge mister sin kone og gifter sig igen med en kvinde, der har en datter. Kongens egen datter blir steddatter og hundset med. Da hun skal hente saltvand til madlavningen og får en lille fjordtorsk, uuaq, med op i spanden, ber den om at blive sat ud igen. Hun føjer den. Hun vil gerne med i kirke om søndagen og er ved at vaske sig, da stedmoderen slår hende med kluden i ansigtet og befaler hende at blive hjemme og koge suaasat (sælsuppe med gryn). En kongesøn dukker op, lader sin tjener overtage madlavningen og klæder pigen om i meget fint tøj han har med. De går i kirke, steddatteren sætter sig hos sin stedmor, prinsen blandt mændene og pigen gir svaret på hvilket land de kommer fra: vaskekludenes land. De to fornemme kirkegængere forlader gudstjenesten inden den er slut, skynder sig hjem og pigen blir klædt om, inden stedmoderen kommer og fortæller om det farligt fornemme kirkebesøg. Begivenhederne gentager sig endnu to gange, blot er det ikke vaskekluden men hhv. kammen og tættekammen pigen bliver tævet med. Ved tredje besøg har man spærret kirkedøren med tønder udefra, men de to slipper ud mellem tønderne, manden ved at omskabe sig til en fjordtorsk og pigen ved at holde i dens hale. Kongesønnen er altså den fjordtorsk pigen lod slippe ud. Men hun har tabt sin ene sko undervejs, som den kongesønnen vil lade alle byens unge piger prøve for dermed at finde dens ejerske. Stedmor og steddatter hhv. klipper en tå og hugger en hæl, men i sidste ende er det kun den sølle klædte kongedatter der kan passe skoen, da hun bliver hentet frem fra skjulet, hvor hun overværer afprøvningerne. Hun danser og synger, at selvfølgelig passer skoen hende. Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Netop denne Askepot-fortælling rummer dog relativt få grønlandske elementer så som suaasat (sælsuppe med gryn) og fjordtorsk, uuaq, der vel at mærke er grønlændernes øgenavn for danskere. |
Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Dokument id: | 1233 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 80 - 86, nr. 11 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.
Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet, fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han sveder og er meget venlig.
Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Dokument id: | 1241 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 231 - 235, nr. 6 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.
Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe- bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller, at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses. Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.
Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.
Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen. |
Den store død
Dokument id: | 2325 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Otto Rosing og Saajooq |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Den store død |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 137-144 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,
Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.
Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq
Dokument id: | 1368 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 285 - 290 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk. |
Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Dokument id: | 596 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Susanne (Napa) |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Rasmussen, Knud |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 144 - 146 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen. Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".
Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige, der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under sorg.
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.
Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed (om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af "Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq, Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud. |
Dengang to vintre fulgte hinanden
Dokument id: | 552 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnitsi (Kúnitse) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Dengang to vintre fulgte hinanden |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 26 - 28 |
Lokalisering: | Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Overleveringen fortæller om det år engang i fortiden, da det ikke blev sommer, fangstdyrene udeblev, og mange mennesker sultede ihjel: Kun en smal revne, der åbner sig i isen langs med Kulusuk ved højsommertid, tillader nogle mænd at ro afsted. De træffer en enlig kvinde, der har ædt sig fed på døde mennesker. Hun gir dem rød bladtang af en spand syet af to bagluffeskind og blir både dræbt og ædt af mændene. Da sommeren efter den næste vinter endelig kommer med masser af sødyr, er alle voksne kvinder uddøde, og to unge mænd må klare alt arbejdet med de nedlagte dyr på fuldtid. Men der er en del småpiger, som mændene kappes om hver især at sikre sig. De når næppe at blive voksne, før mændene gifter sig med dem, og befolkningstallet vokser igen.
Hist.: Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien i 1815 forårsagede kulden i den omtalte sommer - ikke blot i Grønland men i store dele af den nordlige halvkugle. Vulkanasken, der i stor højde altid føres til luftrummet over indlandsisen med luftstrømmene, har i dette tilfælde været så tæt, at den har hindret solvarmen i at gøre sig gældende. Begivenheden optræder også i et sydvestgrønlandsk sagn: "Angmalorssuaq".
Tolkning: Den tætte association mellem "kvinde" og "varme" sætter lighedstegn mellem de voksne kvinders uddøen og den mandlige vinterkulde denne kolde sommer. I "En fortælling om hungersnød" hos Holm (1888), ser mændene sig nødsaget til at spise alle kvinderne. Tankegangen skyldes formentlig den tætte association mellem mandlig sex, fangst og fortæring. |
Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt
Dokument id: | 1685 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnitsi (Kúnitse) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 258 - 260 |
Lokalisering: | Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortælleren Kunnitsi trænes fra lille i nidvise- og trommesang. "Trommen vokser med ham", og hans tromme er næsten så stor som en voksens mands på den tid, hvor han spør sin svoger, åndemaneren / angakkoq'en Simmujooq, hvordan en åndemaner kan holde sin tromme i live uden at røre den, og om den virkelig har den kraft, den synes at udfolde under en seance, hvor han har bedt K. binde en stærk senetråd i sin egen tromme og holde godt fast i den. S. får godt gang i sin tromme, der trækker K.s tromme til sig med en sådan kraft, at K. må slippe senetråden. Det viser sig, at K.s lille tromme har sprængt S.s tromme. S. beordrer lamperne slukket igen og får sin hjælpeånd, "den store syerske" til at reparere trommeskindet med en nål og en senetråd fra en fjordssælshale, som S.s mor, Simiaq rækker ånden. Trommen får mere og mere lyd efterhånden som arbejdet skrider frem, og så smukt blir den syet, at man bagefter kun kan se bittesmå stikhuller overalt i skindet.
Hist. Historisk fra omkr. 1900. |
Drabet på Augpaligtoq
Dokument id: | 875 |
Registreringsår: | 1921 |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andrassen, Kaarali |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Peter |
Titel: | Drabet på Augpaligtoq |
Publikationstitel: | Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 48 - 60 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42; Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera". Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Resumé:
Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.
Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs. Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik. Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet. Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii. Her hjælper svogerskab intet.
Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.
Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.
Hist. periode: 1880 - 1892 |
Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq
Dokument id: | 1693 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 270 - 271 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
Maratsi har et udmærket forhold til sin stedfar Quarrajeeq, men Aggu / Akku, der vil have M.s mor, Ama til andenkone, fortæller både M. og Ama, at Q. pønser på at dræbe M. Ama opfordrer sin søn til at komme Q. i forkøbet, og M. overtaler sin fætter, Sanimuinnaq til at hjælpe sig. S. indvilger. M. og S. sniger sig i deres kajakker ind på Q., der er færd med at ordne sin fangstblære. M. kaster, men for lavt. Q. flygter med harpunspidsen i lænden og M.s fangstblære i linen efter sig. Langt om længe lykkes det S. at komme på kastehold af Q. og ramme ham i ryggen mellem skulderbladene. Q. blir så tung at M. og S. ikke kan slæbe ham i land til den rituelle partering. De når kun at skære lidt af skalpen af, inden liget synker. Fra nu af frygter de den dødes hævn. Aggu gifter sig med Ama.
Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version. Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.
Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik Maratse", J. Rosing, 1963: 272 - 275). Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.
Vedr. mordritual, søg på det |
Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Dokument id: | 1658 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiardukku (Tiarduko) |
Nedskriver: | Rosing, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 152 - 155 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"
Resumé: Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq, hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden. Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere af dem endog uden grund. Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans (Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq. Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning. |
Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Dokument id: | 1252 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 263 - 264, nr. 17 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.
Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq. P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen Sinngertaat.
Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Drengen, som for til genfærdenes land
Dokument id: | 945 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Martha (Tingmiaq / Timmiaq) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | Rasmussen, Knud |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Drengen, som for til genfærdenes land |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 133 - 134 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".
Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik. Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang. Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen. Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen. Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja. Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.
Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser, rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse, stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.
Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet). |
En sjæleraners saga
Dokument id: | 952 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nukarajua |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | Rasmussen, Knud |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | En sjæleraners saga |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 169 - 172 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.
Resumé: Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller. Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser). Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.
Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.
Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder. Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk: Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner. Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland. |
En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Dokument id: | 985 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger" |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 23 - 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss. 27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.
Resumé af Karl Rosings oversættelse:
Søens uhyre En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham. Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.
Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.
Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse. '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.
Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Englands konge og hans sønner
Dokument id: | 534 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Englands konge og hans sønner |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 21 - 28 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversat af Jens Rosing Resumé: Englands konge har tre sønner, der hører om en livgivende eliskir i et fjernt ukendt land. Den ældste drager afsted men lader sig snart lokke til at blive i et hus med lutter kvinder, der beværter ham godt på alle måder. På samme vis går det med den næste søn, mens den yngste, da det blir hans tur, blot overnatter i huset og drager videre. Han kommer til en 600 år gammel kone, der vogter over alle landdyr. Hun beværter ham med god mad og varm kaffe og næste dag tilkalder tilkalder hun dyrene, men ingen ved hvor landet med eleksiren ligger. Konen giver ham et brev med til sin 200 år ældre søster, der hersker over alle fuglene. Hun tilkalder fuglene, og ørnen er noget længe om at komme, men hverken den eller de andre fugle kender landet. Han får atter et brev med til en 200 år ældre søster længere borte. Hun hersker over alle fisk og dyr i havet og tilkalder dem. De ved intet, men da langt om længe hvalen kommer, kan den fortælle at den netop kommer derovrefra (derfor varede det så længe) og den må tage kongesønnen på ryggen derover. Den fortæller ham om et par æbler og en lille flaske eleksir i et vindue oppe på slottet. Han skal skynde sig at snuppe dem og væk inden folk vågner allerede kl. 3. Men den unge mand, der kæmper sig op til slottet, blir sinket af den allersmukkeste sovende skønhed, som han lægger sig hos. Han vågner dog netop som klokken slår tre, tar æblerne og flasken med i flugten, når at skrive sit navn, Venius på dørstolpen, og når efter at have måttet gemme sig flere gange ned på hvalens ryg. Undervejs over havet dykker hvalen ialt tre gange, den ene dybere end den anden gang. Sidste gang spytter den unge mand blod inden han får vejret igen. Ligeså forskrækket blev hvalen, fortæller den, da han gik ind i slottet, da han lagde sig hos pigen, og da han skrev sit navn over døren.
På tilbagevejen over land forynger kongesønnen de tre gamle koner med et halvt æble og et par dråber eleksir. Til gengæld får han af den første en hest, der beroliger alle vilde dyr ved at logre med halen (!), af den anden en bord-dæk-dig-dug og af den tredje en lille pisk, hvormed han kan berolige alle vilde dyr. Han overnatter også i huset med kvinderne og sine brødre, der udskifter det halve æble med et almindligt og eleksiren med vand. Da så senere den yngste vil forynge sin far med æble og eleksir og det ikke virker, smider faderen ham for løverne. Men han beroliger dem med pisken og fodrer dem med masser af mad fra dugen og de hygger sig i årevis, indtil den skønne fra landet derovre kommer for at finde faderen til den søn hun har født. Hun ved jo han hedder Venius og erfarer at det er kongen af Englands yngste søn. Hendes søn har et æble i hånden som han vil tabe når han ser sin far, og denne skal komme, ellers blir England udslettet. Tre røde løbere rulles ud fra slottet til skibet. Ad den midterste vil barnefaderen komme ridende. Den ældste søns hest vælger den ene yderste løber, den næstældste den anden yderste, og drengen vil ikke kendes ved nogen af dem. Kongen kommer i tanke om sin yngste søn og sender en tjener til løverne for at se om dog ikke en lille knogle skulle være tilbage af sønnen. Det blir en rørende afsked løverne tager med deres rige forsørger, hans hest vælger den midterste løber, drengen taber sit æble og kaster i sig armene på sin genkendte far. Denne rejser med skønheden og deres fælles søn tilbage til hendes land. Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sís, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.
Bemærk alle de bibelske associationer: til Jesusbarnet, det evige liv (fornyet ungdom), genkomsten, og æblet alias både arvesynden og kongemagten, som drengen smider fra sig da han genkender Faderen. Rejsen over havet er et velkendt tema i den grønlandske / inuitske tradition: dels åndemanerens rejse til Havkvindens land og dels fuglekvindens mand på ryggen af en laks til fuglenes land, hvor heltens kone og børn er fløjet til. Se: Manden der blev gift med gås, en svane eller en anden fugl (Fuglekvinde-fortællingen er vandret verden rundt - findes fx også i Sydøstasien). Kvinderne der vogter over faunaens forskellige kategorier er heller ikke traditionen fremmed: Sødyrenes mor eller Havkvinden, og Månemanden.
Huset med de mange kvinder kunne minde om Qivaaqiarsuk (se denne), der fik en masse kvinder at forsørge. Men inspirationen er snarere 1001 Nats Eventyrs harem'er, der må opfattes som en slags lastens huler. Også flere af disse eventyr fandtes publicerede i oversættelse til grønlandsk. |
ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Dokument id: | 200 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ernisuitsoq / Den ufrugtbare |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 276 - 282, nr. 95 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel. Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen. Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre klar til at bruge harpunen - Chr.B.)". Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden, og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem. Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet, forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle, at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler, Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren. De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede. Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst, selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.
Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.
Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære, når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.
Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.
Da det blev morgen, råbte hans yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør." Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet. Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet. Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar, men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at fange ti hvaler. Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle behøvede ikke længere at fiske.
Hist.: Fangstrejser nordpå.
Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16. |
Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Dokument id: | 820 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Jørgensen, Sofie |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq. Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210. "En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".
Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):
Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende, som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten, som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.
Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen: Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til andre eqqillit for at alarmere dem. En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret. De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt." Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke. Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø. måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var, kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel. En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen; og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når hende først, få hende til plejedatter." Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op. Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.
Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" - kan ikke forstå sammenhængen. C.B.) Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de var ligesom tågede. Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S) Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen: "Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted og forsvandt bag et næs. Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted efter dem, idet han gav hundene fartsignal. Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind. Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den anden side. Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang. Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden) med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde ("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden kørte han aldrig så langt ind i landet. Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.
Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';
Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt. |
Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Dokument id: | 1271 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 320 - 333, nr. 36 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.
Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...". Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre, der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker, for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre lys har mistet sin udstråling. BS). Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.
En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre ham langt nok bort. Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål, en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke sæson for gåsetræk. K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen, hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A. alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet i blod og uden sine håndremme.
Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af "sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Dokument id: | 1234 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Forfølgelsen / Malerssorneqarneq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 86 - 90, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.
Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller, der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.
Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Hans Egede Oqalukbalarata
Dokument id: | 399 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Egede, Hans |
Nedskriver: | Egede, Hans |
Mellem-person: | Rink, H. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Hans Egede Oqalukbalarata |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1151 - 1161, nr. 227 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.
Hans Egedes fortælling Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.
På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.
Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.
Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.
Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg. På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.
Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os. Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.
Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).
Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.
På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.
Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.
Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.
Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.
Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.
Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.
Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det (istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.
Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.
Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.
Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle: "Maliit, hvad er der galt?" "Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.
Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.
Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.
De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel. Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.
Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.
De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.
Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.
Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?
Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.
Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).
Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?). De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.
Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.
Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."
Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"
Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.
Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.
I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.
Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.
Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.
Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.
Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.
Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut. Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.
Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.
Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).
Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.
Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.
Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.
Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).
Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.
Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.
Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev. Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.
På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt! Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.
Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.
Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.
Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.
Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).
Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.
Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.
Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.
På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.
Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede. |
Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Dokument id: | 1980 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand. |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 131 - 134 |
Lokalisering: | Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen. Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs. Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.
Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.) |
Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Dokument id: | 1921 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 73 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).
Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Dokument id: | 1242 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 235 - 237, nr. 7 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.
Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst skadevoldende handling.
Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..." |
Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Dokument id: | 1700 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Rosing, Jens |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 285 - 286 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I. pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.
Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II: 89: "La mort d'Imaka".
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land
Dokument id: | 1667 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 204 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 95 - 96; angakkortalissuit, 1990: 218 - 219: Fra "...Naajaaq ilimmarluni aallarmat toornaa ..."
Resumé: Da Naaja er fløjet bort og en af hans hjælpeånder er blevet tilbage for at overvåge, at seancen forløber som den bør, bliver denne snart erstattet af en af de to ånder fra vestkysten. Den ene fortæller om sin fjerne boplads, hvor havet aldrig fryser til. Man når frem efter at have rundet Kap Farvel og have roet et langt stykke mod nord, Mennesker dér lever af sælfangst, men hans ånde-fæller lever af hvidhvaler, som de fanger i faldgruber. De graves i det store sandområde, som er tørlagt ved ebbe og hvidhvalerne, der kommer ind med flodbølgen, strander i gruberne ved næste ebbe, hvor man kan fæste fangstblærer på dem, og derefter lade flodbølgen føre dem ind på land. Det skal gå meget hurtigt, og fortælleren har engang fået knækket kæben af den frembrusende flodbølge. Ånden forlader huset, og da Naaja kommer tilbage føler han sig næste dag så let, at han ubesværet kan springe frem og tilbage over de opstablede konebåde.
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det store tidevand kunne være Paamiut eller ved ? længere nordpå ved Qaquk, hvor tidevandsfangst blev praktiseret. Fortællingen afspejler østgrønlandske forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere tjener som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I selve Vestgrønland er stedet for tidevandsfangsten også placeret i vest, ved Akilineq (varianter af "Kivioq"). |
Hvordan det gik Maratse / Maratsi
Dokument id: | 1695 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Hvordan det gik Maratse / Maratsi |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 272 - 275 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
Sanimuinnaq og Maratsi har sammen dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at sikre sig mod den dødes hævn. Det lykkes den døde Q. at ombringe S., mens M. pludselig blir slået af rædsel. Han tør end ikke gå ud og forrette sin nødtørft alene. M. får besøg af sin ven Kaakkajik, der også er åndemaner / angakkoq og ved strygning af sin gnidesten erfarer, at Q. omsværmer huset. M. gør klar til åndemaning, men lader sig skræmme af Q.s stemme, der truer ham. K. rejser hjem. M. forsøger sig med endnu en seance, der får samme forløb. Men tredje gang M. forsøger, får han mandet sig op, går ud og råber på sine hjælpeånder, får alt ordnet til en seance, går i gang og reagerer ikke på den dødes trusler. Han får i fuldt lys trommen op at danse på sin ryg tre gange og opnår derved sila (silanippoq), alverdens visdom, idet hans syn sprænges i lag. Man slukker lamperne. M.s hjælpeånder er ankommet under gulvet. M. skændes selv dernede med Q. De brydes. M.s dværg, Sorpik hvis "flimrende lysstribe" ingen kan udholde at se på ret længe, angriber Q, bagfra. Man hører Q.s gråd forsvinde i det fjerne. M.s toornaarsuk lader sit råb høre. Lamperne tændes igen og Sorpik kan meddele at Q. nu er sprængt til en blodklat derude, hvor himlen ender.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi. Hvis den omtalte Kaakkajik er identisk med Naajas søn, der døde i 1885, er mordet på Quarrajeeq sket før dette tidspunkt.
Kommentar: bemærk Maratsis lagdelte tvesyn, da han får sila. Lagdelingen, overgangen til syn for den "anden" verden, asia, forkommer beskrevet hos flere historiske åndemanere fra Ammassalik området. |
Hvorledes jeg blev åndemaner
Dokument id: | 987 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger" |
Fortæller: | Ajukutooq |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Hvorledes jeg blev åndemaner |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 16 - 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut", 1906, ss. 24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.
Resumé af Karl Rosings oversættelse: (Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq) Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv. I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi. Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation. Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.) |
Iarqas far / Iaqqa
Dokument id: | 559 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Iarqas far / Iaqqa |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 65 - 66 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
NB: Fortællingen indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Den fortsættes hér af ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq, Evan.
Resumé: Denne fortælling indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. En Qinngeq-mand tar til Immikeertoq for at ligge med kvinderne, mens mændene ikke er hjemme. Undervejs må han gøre ophold i et ubeboet hus, hvor en skræmmeånd dukker op og drives bort af hans toornaarsuk, en "sagdiliilijaq" ("løgner" ? BS). På Immikeertoq er også den gamle "Iaqqas far" hjemme. Efter et godt måltid kommer et genfærd ind i husgangen og truer med at udrydde alt levende. Gæsten, der gnider sin bare numse mod kvinderne bagest på briksen, er ikke I.s far til megen hjælp. Denne vil smide stenplader fra gulvet mod genfærdet, men magter det ikke. Til slut smider han en brændende lampe mod genfærdet, der flygter. I.s far løber efter det med en øseske. Man finder bagefter en halv lampe i husgangen og den anden halvdel neden for møddingen. Fortællingen har nok oprindeligt været længere.
Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen skildrer et møde mellem dorset- og thulekultur. Måske er det så genfærdet, der repræsenterer dorset. Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) |
Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Dokument id: | 1653 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 134 - 137 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".
Resumé: I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq. De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar. Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan. I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen, og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres tyveri af bjørnekødet).
Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku. Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko, søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik |
Iisímardik
Dokument id: | 873 |
Registreringsår: | 1921 |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Peter ? |
Titel: | Iisímardik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Det grønlandske selskabs skrifter nr. 20: 1-89 |
Omfang: | side 38 - 47 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 22 - 30; Angakkortalissuit, 1990: 27 - 34: "Ilisimmarteq". Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Resumé:
Ii. var ingen imponerende fanger, men blev berygtet for sin hidsighed, der udfoldede sig efterhånden som han blev voksen. Hans første offer var Uitsina, hvis kone Ii. var varm på, og som havde købt en harpunspids tilbage, som Ii tidligere havde solgt ham. Det var åbenbart en stor fornærmelse.
Ii. indrømmer senere i hidsighed, at han havde dræbt Uitsina. Alle frygter derefter Ii., og hans søster, Tappinngaajik opdage, da de overvintrer i samme hus, at Ii. altid har sin storkniv ved hånden om natten, idet den er stukket ind i husstolpen ved hans brikseplads. Hver nat fjerner og gemmer hun den, når broderen er faldet i søvn. Men en vinteraften har hun glemt den, og mens hun gennemgår de triste begivenheder i sit liv, ser hun pludselig Ii. snige sig langs briksens bagvæg. Hun gør anskrig. Husfællen Uitsalikitseq er den efterstræbte, der bevæbner sig med en stump teltstang. Vildt fægtende mod den sindssygt brølende Ii. bakker han hen mod vinduet. Hans kone og børn flygter ud, og hans bror har sneget sig op på taget, hvor han har vristet en stor fastfrossen tagsten løs for at ramme Ii., når denne forfølger Uit. ud gennem vinduet. Uit. kommer ud, men Ii. når at trække hovdet tilbage i sidste øjeblik. Ii. kommer atter til sig selv og byder familien derude indenfor igen, men de kommer først da Ii. atter har lagt sig. Derefter tør Uit. ikke længere tage på fangst. Ii. lider åbenbart af re og skær drabslyst, mener Uit., og udfrielsen kommer først, da han langt om længe får besøg af fire svogre fra den anden side sundet. Efter en dag med stor gæstfrihed, flåder de på Uits. anmodning hans kone og børn over på besøg, og da de fortæller deres slægtning om affæren, henter man også Uit.s store forråd. Ii. blir skuffet over at miste den velforsynede bopladsfælle, men Uit. inviterer ham til at komme til ædegilde når han har lyst. Uit. blir dog enige med sine svogre om at gøre det af med Ii., når han kommer, men da han gør det, lægger han til flere gange og opgir til slut helt at stige op af kajakken. Ii. har lugtet lunten selv om alle på stranden viser lutter venlighed.
Året efter blir Ii. konebytteven med Agdiartertoq, men efter en tid vender Ii. sig ukendt af hvilken grund mod Agd. og ville have dræbt ham ude til havs, hvis ikke Agd. lynsnart havde opfattet faren og roet imod ham, også med hævet harpun. En tredje kajakmand kommer til, Siannialik, der ved sit nærvær spolerer Ii.s drabslyst. Ikke desto mindre er Ii. fræk nok til senere påny at opsøge Agd.s kone, der dog afviser ham på det kraftigste.
Af sin gamle bedstemor, Qavaavak, får Agd. et godt råd mod Ii.s fjendtlige sindelag. Han skal servere ham en portion tørrede han-ammassætter med kun een rognfyldt hun imellem. Denne hun er netop hvad Ii. vil udtrykke ønsket om, at der på være, og når han har spist den, vil hans uvenlighed være forduftet. Og det går som Qavaavak har rådet og spået. Ii. blir så blid så blid og de to mænd genoptager deres konebytteforhold.
Ii. blir til almindelig latter over sit mislykkede drabsforsøg, og man skyer ham. Han overvintrer på øen Seerarteeq ved Kulusuk i fælleshus med sin morbror, der forstår at sætte sig i respekt, da Ii.s vinterdepression tar overhånd.
Alt dette skulle være sket inden Holms konebådsekspedition arriverede i 1884.
Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.
Hist. periode: 1880 - 1892. Se ovf. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100 |
Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Dokument id: | 998 |
Registreringsår: | 1921 |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Peter ? |
Titel: | Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet |
Publikationstitel: | Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 61 - 68 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70; Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq". Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .
Resumé: Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet. Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd. Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre. Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.
Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen. Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.
På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.
Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.
Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.
Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.
Hist. periode: 1880 - 1892 |
Iisímardik møder sin skæbne
Dokument id: | 874 |
Registreringsår: | 1921 |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Peter ? |
Titel: | Iisímardik møder sin skæbne |
Publikationstitel: | Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 69 - 74 + 79 - 83 + 86 - 89 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63; Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq". Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Resumé:
Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.
En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.
Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses. Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham. Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter. Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land. Drabet holdes hemmeligt en tid. To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.). Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.
Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.
Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk. Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.
Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100 |
Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Dokument id: | 1787 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 120 - 123, nr. 25 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43. Resumé af uddraget: En mand bosætter sig på Ikaarissat ved mundingen af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved Qassigiannguit på hjemvejen.
Var.: U. Rosing nr. 321.
Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Ikaleq og Qátaitsiaq / Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen
Dokument id: | 1363 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Ikaleq og Qátaitsiaq / Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 254 - 256 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Dansk resumé ibid, s. 374. Renskrift af et muligt orig. håndskr. (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Ikalêq, Qátâtsiardlo".
Andet håndskrift: NKS 3536 II, 4', læg 22: Ikalêq Qátâtsiardlo / Qattaatsiarlu.
Resumé: Q. er en lille pige, der kun gider lege med dukker. En aften hun leger ved indgangen til rummet, kan moderen ikke få hende i seng. Ikaleq, en dværg fra møddingen henter hende. På dværgens opfordring låner hun sin mors kamikker og anorak og tar sine dukker med. Hun leger hele vinteren uden at sove. Om foråret flytter husfællerne ud til teltpladserne. Inden de rejser må ingen smide vand på møddingen. Den, der gør det, vil dø, fordi dværgene ikke kan fordrage det våde. Pigen gaber næsebor og mund helt op til ørene, og kommer endelig ud af møddingen, da husfællerne er kommet tilbage for vinteren. Hendes mor må anbringe to små træstykker under hendes øjne, der ikke længere kan lukkes. Pigen falder endelig i søvn, får sovet ud og bliver en sød arbejdsom pige, da hun vågner.
Var.: Holtved 19; 19A;
Hist. I andre varianter kommer pigen kun hjem igen pga. det tøj, hun har lånt af sine forældre. For en variant fra Sydvestalaska se Fienup-Riordan 1994: 66. Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge". |
Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Dokument id: | 1656 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 146 - 151 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".
Resumé: Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd, M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig falde forover og ned i vandet. I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne, der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af. Glæden blir stor i huset over hans held. Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq. I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen, hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede, hvis han ikke havde fået sælen. Da stormen lægger sig fanger han med jævne mellemrum. Alle overlever.
Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i Sermilik-fjorden sig noget bedre.
Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Dokument id: | 817 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Jørgensen, Sofie |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 102 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem. Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham. Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge. Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter dyret gav sig til at gå ned. Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde været ved dem. Forældrene var taknemlige. Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme! Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var faldet død om. Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde: "Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store dyr, ved at sprætte dets mave op. Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det." De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m. Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.
Var.: Nakasunnaq. |
Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Dokument id: | 818 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse. Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede ingen overhovedet sig om ham. Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer. Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned, for der er ingen, der vil græde over mig." Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn havde slugt den forældreløse. Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet. Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud, faldt den store bjørn død om. DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne se husene. Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu er den forældeløse dukket op!" De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved. Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene. Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?" Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den." Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Ilisimmarteq, morderen
Dokument id: | 962 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnak |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Ilisimmarteq, morderen |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 87 - 88 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm. Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør. Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.
Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.
Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.
Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen. |
Imaakka dør / Imaka toquvoq
Dokument id: | 1283 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Imaakka dør / Imaka toquvoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 397 - 401, nr. 48 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.
Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden, en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op, river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.
Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.
Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med Kaakaaq. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Dokument id: | 1909 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | Naqiikka |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden enkelte sætninger over i forhold til: Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:
(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.) Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden, stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det, efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.) Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.
Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved selv at spise hendes ration. Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det hele op (så udhungret var hun, BS).
Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig. Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb sammen.
På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder. Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os." (Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.
Efter fangsten af denne isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt. Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de vestover på fangst fik de jævnligt noget.
Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn. Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt ham.)
Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987: s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Dokument id: | 1648 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 115 - 118 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"
Resumé: Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik, Uitsalikitseq, Missuarniannga. Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive, indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.
Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Dokument id: | 1193 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 201 - 204, nr. 44 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.
Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås. N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme, og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land. N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og han gemmer den godt livet ud.
Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213. Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt". Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse. |
Inuarugdligak / Peter Ranthol
Dokument id: | 163 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inuarugdligak / Peter Ranthol |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 161 - 164, nr. 56 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h. Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:
Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.
Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift). En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende: For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.
Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket. Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.
Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene. Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år. Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.
Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres slægtninge.
Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år, blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de hinanden og antog igen dværgestørrelse.
Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han overlod knivene til de tre sønner.
Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.
Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele babystadiet.
(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt - Chr.B.)
Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter'). Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.
Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg. Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS |
Iseraq
Dokument id: | 2058 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Iseraq |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 121 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33. Resumé: MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.
Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;
Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat. Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren |
Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Dokument id: | 1920 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 66 - 72 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere). Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig. Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960). Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede. Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.
Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.
Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Dokument id: | 1239 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 224 - 229, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.
Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død, begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig, men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse. Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten, "mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt, at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.
Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.
Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger. |
Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Dokument id: | 1276 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 350 - 351, nr. 41 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.
Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme. Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet. Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun bliver blind.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Dokument id: | 1251 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 260 - 263, nr. 16 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.
Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K. flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende, fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.
Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Dokument id: | 1260 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 287 - 289, nr. 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.
Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den. Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød, som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.
Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Dokument id: | 1253 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 264 - 267, nr. 18 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.
Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren (Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K. hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka, idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives, vender Imaakka tilbage.
Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds koner, der vil lide under rendemaskens eventyr. |
Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Dokument id: | 1248 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 253 - 256, nr. 13 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.
Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med. En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten. Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at barnet var lampemossets person (inua). Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Dokument id: | 1275 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 346 - 350, nr. 40 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.
Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje, og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele. Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun ikke selv har skabt tupilakken.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Dokument id: | 1254 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 267 - 268, nr. 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.
Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer: "Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.
Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.
Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285. "Kâkâq": Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Dokument id: | 1249 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 256 - 258, nr. 14 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.
Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak) mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude, gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan hun lege med hvem hun vil.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Dokument id: | 1246 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 248 - 250, nr. 11 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.
Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K. afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget moderen af dage.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Dokument id: | 1245 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 245 - 248, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.
Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Dokument id: | 1268 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 311 - 313, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.
Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv. |
Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga
Dokument id: | 1699 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Rosing, Jens |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 281 - 285 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far, præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden, og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken, hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt, hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne. K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.
Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942). Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet 1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915). |
Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Dokument id: | 1702 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 288 - 289 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner, fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.
Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning". Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd
Dokument id: | 1705 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 292 - 293 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
fra Resumé: Kaakaaq går hjemmefra i vrede over skældud, hører et hyl og forfølges af en "stor-spædbarneånd", der løber hende over ende, så hun besvimer. En ånd med en stor næse Uttuk / Uttu, vækker hende til live, blir hendes opvækkerånd og identificerer den skræmmeånd, der netop forfulgte hende. Dette gentager sig endnu to gange. Sidste gang får K. selve skræmmeånden at se.
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning
Dokument id: | 1704 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 291 - 292 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Kaakaaq og hendes kusine Isaangaleq får lyst til at gnide en død frem af dens grav og udspørge den om årsagen til, at gravens dæksten er så tunge. K., der er den modigste, foretager strygningen, den døde melder sig med en summen, der blir stærkere, og svarer at fordi han engang tog sin søsters bjørn fra hende, døde han og blev begravet af søsterens barn og sit eget barn.
Var.: Sandgreen 1987: 267 - 268.
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".
Tolkning: Det er uklart om den døde har franarret sin søster en bjørn, der var hendes, fordi hun havde set den først, eller om han har sendt en tupilak mod hende og fået tilbageslag. |
Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq
Dokument id: | 1706 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 293 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Som en af de sidste af sine talrige hjælpeånder får Kaakaaq Iikiaq, en ildmand (innersuaq), der selv tilbyder sig, fordi dens forrige herre (åndemaner) er død. Den synger pralende om alle de fjender i åndeverdenen, som den har dræbt.
Var.: Sandgreen 1987: 250 - 253: "Ungmøen Kaakaaq", hvor ånden dog er en indlandsbo.
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn
Dokument id: | 1703 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 290 - 291 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Som lille skældes Kaakaaq ud af sin mor, da hun ved et uheld vælter en spand med blod, og hun går grædende til fjelds, hvor en ånd ved navn Aadaadak / Aataatak tilbyder sig som hendes vejleder i åndemaning. K. vægrer sig i angst, men overtales. Næste morgen ved solopgang finder hun to gnidesten, en hvid, for mænd og en sort for kvinder. Hun tar den sorte med ind til en sø, gnider den mod en flad klippe, slår derefter smut med småsten, der fremkalder bevægelse og til sidst en vandboble. Den sprænges og ud af den kommer en stor bjørn. Synet lammer hende, bjørnen nærmer sig, æder hende og kaster hende op igen. Hun vågner nøgen efter en lang besvimelse og møder på hjemvejen både sin anorak og sine bukser, som hun ifører sig. I kraft af dette mytiske ritual får K. "klarsyn".. Hun kan se det, der er skjult for andre.
Var.: Den faste mytiske initiation for en østgrønlandsk åndemanerlærling. Søg på: søens troldbjørn. Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". Fortælleren undrer sig med rette over, at K. først møder sin vejlederånd efter at hun allerede har mødt og fået sin første hjælpeånd, Papeqqia. Begge møder resulterer jo også i, at K. får "klarsyn". Hos Sandgren (1987), hvis fortæller sandsynligvis også var Piisui / Kukkujooq, møder K. først vejleder-ånden, dernæst et par indlandsånder, der blir hendes første hjælpeånder, og derefter P. Den rette rækkefølge er umulig at afgøre. Tolkning: Om åndemanerens "klarsyn" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Var.: Sandgreen 1987: 231 - 235: "Den store bjørn æder hende". |
Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak
Dokument id: | 1707 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Napaatuun (Napâtûn) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 294 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortællersken genfortæller og prøver uden større held at tolke sin mor, Kaakaaqs sang til oplivning af en tupilak, som K. har skabt og sendt ud efter flere navngivne mænd. Sangen nævner formentlig tre hjælpeånder, der bistår hende under oplivningen, og omtaler hendes store spædbarn, som fortællersken ikke kan identificere.
Var.: Sandgreen 1987: 289 - 290: "Nogle af Kaakaaqs meriter".
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285 "Kâkâq".
Tolkning: Det store spædbarn er nok tupilakken, der kommer til live ved at die tupilakmagerens kønsdele. |
Kannibalisme under hungersnød
Dokument id: | 957 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kannibalisme under hungersnød |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 64 - 67 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt. Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.
Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq). |
Kîlíka / Kiilikka
Dokument id: | 557 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kîlíka / Kiilikka |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 40 - 47 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer. K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand, der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål. Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside med en krog på en lang line. Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K., der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.
Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265). Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).
Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq (forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land. |
Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut
Dokument id: | 564 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnitsi (Kúnitse) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 17 |
Lokalisering: | Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Kilippaq'en / kiliffak levede dengang folk endnu hverken havde spredt sig på mindre bopladser eller var gået fra landjagt over til sælfangst. Den var større end en bjørn og dens kød voksede ud to gange på de afspiste knogler, men den sidste gang kun i et tyndt lag. Når det var spist, kunne man slikke den rim, der dannedes på knoglerne. Et mundheld fra dengang lyder : "Bare der voksede kød ud på knoglerne igen!"
Kommentar: Kiliffaq oversættes ofte med mammut, som man aldrig har fundet nedfrosne rester af i Grønland. Ingen kan vide om kiliffak også har været thulekulturens betegnelse for de frosne mammutter man har fundet i Sibirien dengang startede ekspansionen mod øst derfra. I grønlandske fortællingr er den et farligt fantasidyr. |
Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn
Dokument id: | 1647 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Rosing, Peter |
Titel: | Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 112 - 114 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 20 - 22; angakkortalissuit, 1990: 148 - 149: "Kingittorajik (Kuummiut akiani)".
Resumé: Hér overvintrer i sultevinteren Suvduitseq og hans søn, Qattaavaq, Qaartuan, Assoruttoq, Aapalittoq / Aappalittoq og Piki med deres familier. Aappalittoq der er åndemaner / angakkoq prøver at afværge nøden med en seance, men må erkende sin afmagt. På et tidspunkt fanger man en bjørn med to unger, og langt hen på vinteren redder den gamle Suvduitseq dem alle ved åndehulsfangst, idet man skaffer regn med en formular, der smelter sneen over åndehullerne. Da isen i det store sund, Ikaasattivaq, skæres igennem af strømmen, fanger Qattaavaq støt sæler i vågerne.
Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Kínigseq / Kinnisseq
Dokument id: | 592 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | Rasmussen, Knud |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kínigseq / Kinnisseq |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 34 - 35 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".
Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.
Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned (?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise. Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg. Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen. Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set ham.
Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige: Rosing, J. 1963.
Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen. |
Kiversak / Kiversaq / Qiversaq
Dokument id: | 1829 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | Nikolai |
Nedskriver: | Rosing, U. |
Mellem-person: | Rosing, U. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kiversak / Kiversaq / Qiversaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 57v - 61v, nr. 319 |
Lokalisering: | Illutuaarsuk: Sydøstgrønland |
Note: | |
Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.
Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):
Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det. I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil. En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak. En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle. Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne. De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre. Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.
Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.
Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger. Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.
Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde. |
Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat
Dokument id: | 531 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 5 - 8 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversat af Jens Rosing.
Resumé: En meget smuk kongedatter vokser op med ligeså mange tjenere som dukker. En dag beordrer kongen tjenestefolkene at lære hende noget, både at koge suaasat (suppe, egtl. sælsuppe med gryn) og stoppe strømper. Men hun vil ikke tage ved lære og piner og plager tjenerne. De klager til kongen der sender hende bort for tid og evighed. Kongedatteren går og går, kommer ind i en stor skov og omsider til et lille hus, hvor hun ber dets gamle kone om husly. Men da hun hånligt siger nej til betingelsen, at hente vand først, smækker konen døren i. På samme vis går det ved det andet hus, men ved det tredje må kongedatteren gå ind på betingelserne af udmattelse. Hun lærer da alt til husgerning hørende, også at koge suaasat bedre end nogen anden.
En kongesøn, den yngste i en brødreflok på syv og derfor uden håb om nogen arv, kommer på besøg i sin søgen efter en kongedatter der kan lave mad. Kongedatteren røber sin identitet, de to planlægger tilbagekomsten til hendes far sammen med plejemoderen, og den går ud på at kongesønnen logeres i et hus nær slottet og hun selv bliver tjenestepige hos kongen. Her koger hun suasat en dag, så god, at kongen kommer til køkkenet for at rose den ukendte madlaverske, hvorefter alt ender i fryd og gammen. Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sissi / Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Hun har hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bemærk specielt moralen: Selv kongebørn må arbejde for føden. Men også: Lige børn leger bedst, eller, som datidens fordring var til de europæiske kongehuse: de kongelige kan ikke blive gift med andre end kongelige. |
Kongesønnen Venius
Dokument id: | 533 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kongesønnen Venius |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 15 - 20 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversat af Jens Rosing Resumé: Kongesønnen Venius opholder sig i skoven, hvor der kommer bud med en hund til ham fra bjørnen, der ikke kan klare at flå og partere en ren den har nedlagt. Venius klarer jobbet og fordeler køller og bove mellem bjørnen og hunden, mens en myre og en falk får de udskårne knogler. Venius går, men hentes atter tilbage, fordi dyrene vil takke ham. De giver ham til gengæld evne til at forvandle sig til deres skikkelser: bjørn, hund, falk og myre. Falken forvandler han sig til da han hører om kongens datter, at hun er så smuk så smuk, at kongen aldrig lader hende komme ud fra slottet. Rygtet om den smukke falk der kredser over egnen når kongedatteren, der beordrer den fanget. Det sker ved hjælp af et stykke fristende kød og falkens villighed til at lade sig fange. Falken og prinsessen forelsker sig, og han blir hendes elsker om natten i menneskeskikkelse. En nat han føler trang til at prøve bjørneskikkelsen, bliver prinsessen så syg af forskrækkelsen at hun er længe om at komme sig. Det går bedre med hundeskikkelsen og myren finder hun så sød at hun nær aldrig havde sluppet ham. De to får tilladelse til at gifte sig såfremt det en dag bliver helt overskyet. Han blir gift med hende som menneske, men da det klarer op efter vielsen, forsvinder bruden sporløst. Som hun sporer han hende til et aflåst bjerg, hvor han som myre må klemme sig ind gennem låsen til sin kone, der sidder med en ækel trold på skødet og kæmmer hans hår. Myren hvisker til hende, hun lader forbavset armen falde, trolden truer hende på livet, hun kæmmer videre, og da myren ber hende spørge trolden hvor den hjerte er, svarer den efter flere sure opstød at det befinder sig i et havuhyre i Afrika. Venius' rejse til Afrika tager lang, lang tid og han skifter skikkelse, hver gang han blir træt, eller når en særlig forhindring fordrer det.
Havuhyret skal hver dag fodres med ti af kongens svin - ellers vil den æde mennesker. Fodermesteren tar Venius med ned til vandet, hvor det gruelige uhyre når at få tre svin inden Venius kaster sig over det i en bjørns skikkelse. Han klager, at blot han havde spist noget rugbrød og drukket noget vin kunne han nemt vinde, mens uhyret føler sig svækket over kun at have fået tre af sine ti svin. Efter en nats hvile går det løs igen. Uhyret når igen at få tre svin og til Vilnius kommer et stykke rugbrød og en halv flaske vin farende over havet. Tredje gang blir det til rugbrød og en hel flaske vin til Vilnius over havet, og da han har fået bugt med uhyret, smutter en and ud af den. Som falk indhenter og flår Vilkius den i luften, og et bævrende ting som et æg klasker mod jorden: troldens hjerte. Tilbage hos trolden ser Venius at både den og konen er blevet noget ældede, og da han smasker hjertet i panden på trolden så den dør, forvandles bjerget tilbage til et slot. Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. (jeg er ikke klar over, hvorfor brødet til vinen (med allusion til nadveren) absolut skal være rugbrød - kendte man midt i 1800-tallet endnu ikke andet hvidt brød end skibskiks?) |
Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Dokument id: | 1282 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 393 - 397, nr. 47 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.
Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken". Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor, Kaakaaq. Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske sig over sin stedfar. Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.
Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J. Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".
Dateres til ca. 1900. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild
Dokument id: | 1664 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnitsi (Kúnitse) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild |
Publikationstitel: | Sagn og Saga |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 167 - 169 |
Lokalisering: | Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Tid: ca. 1890. Maratsis søster Atsaajik blir ved Kangaartik nær Kulusuk ramt af helvedsild, og skriger uudholdeligt af smerte. M., der befinder sig i Sermiligaaq og kunne helbrede hende, kan man ikke få fat i. Med møje får man overtalt bopladsfællen Kunnak / Eqeeqqoq, der er Maratsis sangkampven, til at forsøge. A.s kostbare perlesmykke med fem lange perlepiske, som man tilbyder ham til gengæld, lægger han det over det angrebne brystparti og giver sig åndepustende til at gentage en formular til sveden driver af ham og hans tarmskindsanorak blafrer om ham. De fem perlepiske borer sig ned i A.s kød og efterlader en vifte af ar, da hun senere kommer sig. Allerede næste dag er krisen overstået, og smerterne fortager sig lidt efter lidt. K. tar nølende mod smykket, og da hans egen datter senere dør uden at hans forsøg på at genoplive hende lykkes, mener han, at A.s sygdom må være faret over i hende.
Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 137-138.
Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.
Kommentar: Kunnak omtales gerne som ilisiitsoq, heks; En sådan, mand el. kvinde, opfattes i nutidens Grønland gerne som asocial. Kunnaks praksis omfatter imidlertid helbredelse i samme grad som skadevoldende hekseri. Og han tilkaldes ganske ofte, især til afværgelse af effekten af hekseri. Han er Kaakaaqs læremester i heksemidler, som hun ifølge flere kilder har brug for som "modgift" mod det frygtindgydende ved de hjælpeånder hun får sig. Søg på: Kunnak; Eqeeqqoq. |
Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse
Dokument id: | 599 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 14 - 16 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq". Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the homeless girl"
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.
Resumé: Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler "forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen. Hun skal holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor. "Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.
Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;
Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen. |
Kûngaseq / Kuungaseq
Dokument id: | 852 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kûngaseq / Kuungaseq |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 64 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngaseq. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 42. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 47.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Kûngaseq, der var søn af den danske bødker, Christian Lynge, og opkaldt efter dennes ven, det sidste mord-offer i distriktet, havde sin pooq, sejrsskjorte, som amulet. Den beskyttede ham engang en isbjørn havde angrebet og væltet ham omkuld. Han gemte sig i posen, fortalte han bagefter sin søn, der var med, som forklaring på, at bjørnen pludselig standsede op, kiggede sig forvirret omkring og luntede væk. Sejrsskjorten havde gjort ham usynlig.
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Kuungaseq var født 1835. Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Om K.s pooq fik Hans Lynge endnu en fortælling: se s. 64 |
Kunitsi
Dokument id: | 1939 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kunitsi |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 119 - 126 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand. Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask. Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig. Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is. Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist. Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.
Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist. Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne. |
Kuuitsi truer Christian Rosing på livet
Dokument id: | 2313 |
Registreringsår: | 1944 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Rosing, Christian |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kuuitsi truer Christian Rosing på livet |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 58 - 62 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Kuuitsi, efterkommer af Nappartuku og Atsivaq, var bange for præsten Christian Rosings overnaturlige evner. Engang, da Rosings sønner sammen med kammerater under en umiaq-rejse morede sig med at "skyde" duer ved at pege på dem, ville Chr. Rosing for sjov vise dem, hvordan man gjorde. Han pegede på en gammel flyvende due, der straks slog vingerne sammen og faldt død ned på vandet (den viste sig senere at være uspiselig sej og blev givet til hundene). Det satte respekt i folk, ikke mindst fordi denne præst havde det med at pege, når han prædikede. Man flyttede sig uroligt til siderne. Han mente sig at have et udmærket forhold til Kuuitsi, der ikke desto mindre engang kom padlende lige imod ham med rejst lanse. Rosing bevarede roen, og Kuuitsi tabte modet. Laurits Ningavaat fortalte så i 1961 Jens Rosing om årsagen: Rüttel havde i sin tid to gange behandlet Kuuitsi for bjørnebid med alm. salver og uden trolderi. Han var helt ufarlig. Men det var Chr. Rosing med fingeren ikke. Med sådan en finger, fortalte man, kunne man pege et menneske ned i et mørkt svælg af onde drømme. Derfor havde Kuuitsi besluttet at skaffe folk af med den farlige præst (hvis sønner ovenikøbet havde pralet af, at deres bedstefar havde været angakok). Jens spurgte Laurits hvad han ville have gjort i Chr. Rosings sted. Peget på Kuuitsi så han var faldet om af skræk, svarede Laurits grinende.
Hist. Chr. Rosing afløste Rüttel i 1904. Historisk overlevering om medlemmer af slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak
Dokument id: | 1925 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 82 - 83 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Niki / Nikki, den store bjørnejæger boede i Agernanaj / Akinnaaq nær Kulusuk. Han dræbte isbjørne på den særlige måde, at han havde nøgen overkrop for at bjørnen ikke skulle have skindtøj at gribe fat i, svøbte sin venstre forarm ind i sælskind og stak den dybt ned i gabet på bjørnen mens han med højre hånd stak den i låret. Og fordi bjørne er kejthåndede / venstrehåndede, var det begrænset hvor megen skade den kunne gøre ham med sin højre lab. Andre bjørnejægere brugte samme teknik (fordi det var mere spændende end den alm. metode), men de havde nu ofte ar på ryggen. Nikki blev dog selv offer for en isbjørn, ikke en vanlig bjørn, men en tupilakbjørn, som han selv havde lavet og sendt mod en fjende, der åbenbart var ham for stærk. Han så den på lang, lang afstand, den var enorm, kom hen til huset, og da Nikkis lanse ramte forbi, blev han fanget ind af bjørnen og ædt. Senere vendte den tilbage, fordi et forældrepar, der havde opkaldt deres barn efter Nikki, havde skældt barnet ud. Det lykkedes dog faderen at jage den væk.
Var.: Rosing 1960, Nikki; Jens Rosing 1993: Hvis vi vågner til havblik, s. 54 - 58 (ikke med i basen).
Hist.: En historisk fortælling om en af de større bjørne, der fik held til at overfalde mennesker. Se fx Kuuitse / Kûitse / Kuuitsi, der to gange blev bidt næsten ihjel); Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa; Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på sådanne angreb. Se tupilak / tupilakbjørn. |
La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Dokument id: | 13 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 141-142 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?). Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller. Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.
Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.
Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen. Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret). Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS! |
La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Dokument id: | 32 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 185 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.
Var.: Rosing 1963, Aggu Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose. |
La mort d'Imaka / Imakas død
Dokument id: | 1927 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort d'Imaka / Imakas død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 89 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.
Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.
Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.
Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).
Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
La mort de Napartugu / Nappartukus død
Dokument id: | 1922 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nada |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort de Napartugu / Nappartukus død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 74 - 76 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Maratsi's bedstefar Napartugu / Nappartuku var gift med Azia / Atsivak. De boede i Sermiligaaq. Nap. lå omtåget af feber og med ondt i alle lemmer. Han bad sin kone skaffe en angakkoq / åndemaner sydfra, hvis hun kendte en. Det gjorde hun. Imidlertid gik Nap. fra forstanden næste dag. Hans to sønner bandt ham til briksen og hans ene arm til en sten så stor som tre hovder (patsisit kaldtes to aflange sten man gerne havde parat til det formål, BS). Men Nap. fik revet sig fri, styrtede udenfor, klatrede op på en skråning, faldt ned bag huset mellem sine hunde, og tog tøjet af styk for styk mens han gang på gang råbte, at nu kom Ada's / Âtâq's / Aataaq's datter. Så, at nu var hun kommet, senere at nu var hun taget afsted igen. Han løb nøgen rundt om huset og trængte ind gennem tarmskindvinduet som var der bare hul, skønt den var sikret med en tørrehæk mod hundes indbrud. Stadig splitternøgen og med erigeret penis greb han et enormt fad med kød - det kunne rumme en hel parteret sæl - løftede det op og kastede det mod briksen, så både den og Atsivak's lampe smadredes. En af sønnerne sprang op på den smadrede briks, kom bag på Nap. og skubbede ham hen over gulvet så han faldt og slog sig bevidstløs. Man lagde ham på briksen og ville til at binde ham igen, men den ene søn sagde vent, og han brækkede både sin fars arme og ben og rev hans skuldre af led. Denne søn hadede sin far, fordi han mente han havde forårsaget hans kone og søns død. Da Nap. kom til sig selv fik han at vide at han havde været fra forstanden. Og uden at kunne røre sig lå han flere måneder på briksen før han døde.
Hist.: historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet. Nap. døde i 1879.
Var.: Jens Rosing 1963: 77 - 80: Nápartuko / Nappartuku. Se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. 1993, hvor dels Nappartuko er genoptrykt og Rosing gennemgår hele slægtens historie (ikke inkluderet i basen hér).
Kommentar: Desværre er det ikke altid muligt umiddelbart at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. Søg også på Nappartuku. |
La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Dokument id: | 1919 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort de Pidaka / Piitakkaats død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 64 - 65 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn. Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.
Var.: se Hist. ndf.
Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Le chien de la lune / Månehunden
Dokument id: | 1930 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Le chien de la lune / Månehunden |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 93 - 94 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.
Var.: se Hist. ndf.
Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.
Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.
Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk. |
Lille Sivert
Dokument id: | 537 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1976 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Filemonsen, Cecilie |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lille Sivert |
Publikationstitel: | De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 47 - 50 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Oversættelse: Jens Rosing. Resumé: Kongens datter er blevet røvet, mange har søgt, ingen har fundet hende, og kongen har brugt næsten alle sine penge, da Sivert dukker op og får lov at søge. Han får tre mønter med. De to graver han ned undervejs op i indlandet, et sted hvor vejen runger, og han mærker stedet med blod som han banker frem af sin næse. Den gungrende vej fører op til et slot, hvor kun en gammel kone er hjemme. Sivert giver hende sin 3. mønt og fylder hende med en masse løgn om at han er usårlig. Det fortæller hun glad sine sønner, en større bande røvere, da de vender hjem. Efter maden spiller de kort med den gevinst at måtte sove med ryggen til kongedatteren. Sivert vinder, bliver vist ned i kælderen, hvor en udmarvet prinsesse ligger. Til alt held har Siv. gemt et stykke brød på brystet.
Næste dag følges han med brødrene til sit gemmested for mønterne og siger, idet han peger på et bjerg i det fjerne, at derovre er der virkelig noget at røve. Røverner farer af sted, Sivert vender tilbage til den gamle kone med den ene mønt. Hendes sønner er alt for langsomme. Se her, hvad han allerede har røvet! Hun blir glad og får senere ved at vise mønten beroliget røverne, der vender tomhændet hjem. Det samme gentager sig næste dag. Den tredje dag har Sivert ikke flere mønter, så straks røverne er forsvundet i løb mod bjerget, løber Sivert tilbage, befaler den gamle at give sig alle nøglerne til røvernes skatkamre, og dernede finder han et sværd og et stykke klæde. Med sværdet hugger han hovedet af den gamle og i klædet bærer han prinsessen bort på ryggen. I en havneby får de husly. Han har så meget søvn til gode, at mandskabet på et skib, der lægger til, når at komme byen rundt, finde prinsessen, tage hende med ombord og sejle bort, inden Sivert vågner. Men han får en stor ravn til at flyve sig til slottet, hvor han ansættes som skraldemand, da man træffer ham rodende i møddingen. Der holdes stor middag for prinsessen og skibets kaptajn, der skal giftes med hinanden. Sivert får lov til at bære en tallerken suaasat ind som han spilder af, og kongen kommer selvegen ud køkkenet efter den skyldige. Sivert bliver peget ud, kongen går uden et ord, prinsessen kommer ind i stedet og fører Sivert med op til omklædning. Begge præsenterer sig med hver et stykke af stoffet, hun blev båret i, om maven. På stoffet står et eller andet skrevet. Kongen overlader straks til Sivert at afgøre om skibets kaptajn skal dræbes eller ej. Og Sivert lader ikke nåde gå for ret. Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bl.a. er det karakteristisk, at helten går op i indlandet, ikke "ud i verden", når noget skal opsøges eller lykken prøves. Ellers er denne fortælling mindre sammensat af forskellige udenlandske eventyr og bibelske citater end Sissis øvrige fortællinger fra De store konger. |
Liv blandt Fjeldånder
Dokument id: | 2283 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Liv blandt Fjeldånder |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 22 - 34 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift. Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil: Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.
M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet. En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng. (M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?). Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han: "Nu har du igen været ude og begræde din fader." Drengen sagde ingenting! "Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig." "Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!" "Jeg skal lære dig det." "Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig. Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere." Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene. Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting. Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner. Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter. Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg. Den lille mand slog følge med ham. "Hvad hedder du?" spurge drengen. "Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant." Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han. Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner. Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen. Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han. Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet. Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet. Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende. Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -
Der gik nogen tid og siger moderen til ham: "Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!" Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske. Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen. Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg. Han gik hen til ham og spurgte: "Hvad hedder du?" Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen. Da drengen skulle til at gå hjem, sa --- "Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?" Og så skar han laksen over og gav drengen den. "Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?" "Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!" Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.
Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud. Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem. Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.
Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd. Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den. M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham. Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk. Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene. "Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene." Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk. Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en: Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk. "Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?" "Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt. Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham. Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M. I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham. M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham. Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.
Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø. Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb: "agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq" "Hvad jeg rører ved må rådne dø." Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene: "agtungara aujumârtoq!" Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden: "agtungara aujumârtoq!" Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham. Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden. Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd. --- Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.
Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS: (En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))
Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo. amoo. Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han: amoo - amoo! Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb: amoo - amoo! Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham. Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned. Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd. --- Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak. "Hvor kommer du fra?" "Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen) I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt: "ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS) Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme. Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd. --- Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare. Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse. De kom i snak med hinanden. "Hvad hedder du?" "Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen) "Hvor har du land?" "Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg." Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus. Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider). Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med. Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner. Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden. "Når er du født?" "I forgårs" Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden. "Hvor længe lever I" "atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen). Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).
Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse. Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre. Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd. Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq. Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde. "Hvor bor du?" "sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?) Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak. "Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt. Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange. Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd. --- Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften. Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk. Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt. Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder). "Nej, det er der ingen der har lært mig!" "Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!" Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej. "Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."** Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd. Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere. Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.
Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord. Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig. Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage. Så gik han op til ham. Så snart han var oppe, sagde kæmpen: "Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)). Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet. De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne. Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den. Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over. "Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet." De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde: "Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt." De sad atter noget og talte sammen. Så siger de: "Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om. Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den. Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken. -- Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder. "Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de - "Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort. Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt. Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.
Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig. "Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat." De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger. "Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen. Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.
Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin! Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter: "ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!" "Kom du kun op hvis du kan", siger han. Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt. Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne." "Men hvem er Ulutaaq?" "Hun kaldes også Aleqaaja!" Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn. "Besøg mig," sagde kvinden. Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun: "Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn." Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer. "I bor da ikke alene i det store hus?" "Jo, nu skal du bare se!" Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval. "Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset. "En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød." Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M. Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden: "De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!" Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden. Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.
Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk. På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes. De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land. Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt. Så roede de ind til land for at se, hvad det var. aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS). "Hvorfor er du sådan på kroppen?" "Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre." "Hvad er det I har på kajakkerne?" "Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?) "Smager det godt?" "mamaqaaq" / det smager dejligt "Hvor bor I?" "It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone." Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen. Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.
Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq". Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr! Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden. Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage. Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.
Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet. Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange. Derefter blev også dette hans hjælpeånd.
(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?) saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen. Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.
Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven. Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele. Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende. Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang. "Hvorfor er du her?" "Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig." Han så kun dødningen denne ene gang. (Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)
("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS) Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham. (Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS) Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS). Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.
(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS)) Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig. ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt skæg, og en kvinde med amaat. Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig. De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte: "Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under. Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd. Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem." Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.
Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested. Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs. Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd. Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.
Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.
De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand. Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen. Den gamle fortæller: Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene. - giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge. Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen. tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai. Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra vældige kræfter presser på inde fra kisiane sarqimerdlune (endnu enkelte stikord på grønlandsk)
I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres: Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).
"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."
De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.
Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.
En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere. Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv. En ny angakkoq var opstået blandt menneskene." Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.
Kommentarer: Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland. Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.
Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet. Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.
Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.
Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?). Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side. Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).
Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.
Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989. |
Lynge sujugdleq
Dokument id: | 927 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lynge sujugdleq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 147 - 148 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 155 - 156.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Den første Lynge *)
M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham. Lynges kone hed Dorthea. Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.
Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M. Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas. Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen). To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt. Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L. Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.
*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.
Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet. |
Manden fra Kialêq / Kialeeq
Dokument id: | 560 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nakinngi, Ejnar (Nakínge, Ejnar) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Manden fra Kialêq / Kialeeq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 51 - 53 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Mens en åndemaner er på åndeflugt og hans hjælpeånder på skift underholder tilhørerne, kommer en mand ind, der ikke er nogen ånd. Han fortæller om sit land mod nord, Kialeeq, dybt inde i en fjord, hvor der er rigelig fangst af alle slags, især bjørn. Selv har han en stor hundeslæde og et spand på otte hunde. Han fortæller om et besøg han selv engang fik af tre meget store og statelige mænd, der søgte et overvintringssted. Kialeeq-manden blev henrykt, beværtede dem godt og underholdt sig med dem hele vinteren. Deres sprog var lidt fremmedartet men forståeligt. Han fik syet nyt tøj til dem fra inderst til yderst, da de skulle afsted og fulgte dem fem dage undervejs nordpå, hvor han dårligt kunne følge med disse store fodgængere på sin slæde. De skulle rejse endnu mange, mange dage, inden de nåede hjem, og han har aldrig set dem siden. Tilhørerne følger Kialeeq-manden ud og ser ham køre bort over isen på sin store slæde.
Hist.: De tre mænd fra det høje nord skulle ifølge J. Rosings informanter være dorset-folk. |
Manden, der aldrig fik sæl
Dokument id: | 562 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Manden, der aldrig fik sæl |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 32 - 35 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Jens Rosing beskriver til indledning, hvordan man puster en sæl op til bugsering. En smuk ungkarl tør ikke gifte sig, fordi han aldrig fanger noget. Det skorter ikke på opfordringer med den begrundelse, at hans svogre vil fange til ham. Han flytter ind til en boplads i en fjord, hvor han faktisk blir gift, aldrig fanger og altid sover for længe om morgenen. En dag han ror sent ud får han alligevel ram på en klapmyds, som han puster op til bugsering og stolt transporterer hjemad langs kysten. Inde på land får en kæmpe øje på ham og deres samtale foregår i en vekselsang: "Hvad har du fanget?" "En ensfarvet en!" Hvem skal have skindet til pels?" "Det skal blive min kones bukser!" Denne fangst blir mandens største oplevelse i livet. |
Manden, der besøgte månemanden
Dokument id: | 555 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Manden, der besøgte månemanden |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 18 - 21 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Et ægtepar mister gang på gang et nyfødt barn og er derfor ustandselig under tabu. Det blir manden træt af og tar ud på fangst i kajak. Da han får en flænge i kajakken, beordrer han tilmed sin kone at sy flængen nede ved stranden. Tråden tar til at brumme, dernæst brøler den, og manden ser nu Månens kæmpehund komme svømmende for at straffe dem. Manden slår hunden ihjel, og om aftenen kommer månemanden, kalder manden ud og slås med ham. Manden er den stærkeste. Da han snor månemandens pelshætte rundt, truer denne forgæves med, at hvis han blir kvalt, bliver det aldrig mere ebbe, fuglene vil ikke længere yngle, og sælerne ikke længere få unger. Først da han truer manden med sin store ismejsel slipper han taget. Månen inviterer nu manden på besøg og viser ham, hvordan han ved at kaste sine hunde og slæde op i luften kan flyve på slæden derop. Manden tar afsted næste aften, men havner hos Nalikkaadivakaaq, Nalikkatteeq, Indvoldsrøversken, skønt Månen har advaret ham mod at tage den vej. N. er en stor kvinde, hvis dansebukser i skridtet har en hund med rød maske og hvide pletter over øjnene. Hun synger: "Mit svære skræv, smil!" Manden når dårligt at at smile, før N. har skåret hans indvolde ud, og mere død end levende når han frem til Månen, der straks henter skålen med indvolde og befaler sin gæst at æde rub og stub. Da han er kommet sig, klaprer en af gulvfliserne, som Månen fjerner for at gæsten gennem et rør kan se folk, der bryder dødstabuer nede på jorden. Månen fortæller, at den klaprende flise altid forstyrrer hans nattesøvn, og det kan manden fortælle, da han snart efter kommer hjem.
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Hist.: Fælleseskimoisk myte.
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen". |
Manden, der handlede med hvalfangerne
Dokument id: | 553 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnitsi (Kúnitse) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Manden, der handlede med hvalfangerne |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 47 - 48 |
Lokalisering: | Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
En mand digter en pralende nidvise om dengang han i syd roede ud til et hvalfangerskib og byttede en flot kajakmodel for et fyrtøj, skønt han hellere ville have haft en lansespids af jern.
Hist.: En historisk fortælling, der må tidsfæstes til før 1894. Fra hvilken kyst manden er roet ud er ganske uvist, bortset fra at det er i syd. Hvalfangerne til Spitzbergen passerede næppe i roafstand fra Ammassalik, men i 1600-tallet forsynede hollandske handelsskippere sig med frisk drikkevand på Kap Farvel øen, og de kom ikke for at drive hvalfangst, men kun for at handle med sydgrønlænderne. Men efter 1700 forværredes isforholdene og hvalfangerne, der først på det tidspunkt entrede Davis Strædet, kunne ikke komme til land førend ved Fiskenæsset (Bobé 1915-17; Gulløv 1987:79f) Se essayet: Europæernes handelsvarer |
Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen
Dokument id: | 1698 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 280 - 281 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. Maratsi flyver under en seance op til dødsriget i himlen, hvor en mængde ravneunger vækker hans jagtiver. De er så fede af at æde lig. Han møder to af sine yngre søskende, der er døde som små, men har vokset sig store i himlen. Og dér er de havnet, fordi lillesøsteren blot blev smidt ud, da hun døde som spæd, og lillebroderen, fordi han blev begravet til lands. Man ber ham hilse hjemme og sige, at alt skind skal flås af hunde, der dør. Børnene i himlen blir bange, hvis hundene kommer derop med skind på snude og poter. Hjælpeånderne husker ham på at komme hjem, inden det lysner. Senere, da M. er blevet døbt, siger han altid om den rejse: "For jer kan det lyde som løgn og opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet det."
Var.: I en senere publiceret version er Maratsi iført nyt tøj: tarmskindsanorak, smukke kamikker og naatsit (de vanlige smalle underbukser), og hans hår er samlet i en "hestehale" (J. Rosing: Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 113).
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi. Kommentar: Almindeligvis forblev man som man var ved døden. I dødsriget hverken ældedes eller voksede man.
Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67 |
Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen
Dokument id: | 1697 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 277 - 280 |
Lokalisering: | Sermiligâq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq, landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset, sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M. befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der stammer fra de efterladtes tabubrud. M. får hjælp til det af sine hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet. Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi. Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67 |
Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk
Dokument id: | 1690 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 265 - 266 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. Angakkoq'en / åndemaneren Maratsi, der er blevet uvenner med sin største hjælpeånd, en toornaarsuk - vil formilde den, ved at lade den smide sten efter sig. Han kalder til åndemaning / seance og toornaarsuk'en kaster i alt fire sten efter, men heldigvis forbi ham. Den sidste sten standses på M.s befaling af en af tilhørerne. Den er overgroet af tang og rurer, sort og kæmpestor, skønt det eneste åbne vand her om vinteren er den yderste smalle tidevandsrevne. Stenen kan endnu ses ved Kangaartik, nær Kulusuk. De andre sten har efterladt tydelige skurestriber i gulvstenene. M. stiger i agtelse.
Hist.: Maratsi levede fra ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi |
Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik
Dokument id: | 1691 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 266 - 267 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
Maratsis hjælpeånd Iikattik stikker ham to gange for at styrke M.s evner som åndemaner. Første gang sidder M. lænet op ad briksens bagvæg og underholder sine fæller. Pludselig skriger han, blodet vælter ud af hans lænd, han heler det straks med en håndbevægelse, og hans kone tørrer blodet væk. Anden gang sidder M. lænet op ad briksestolpen og sludrer med sine fæller, mens andre synger viser i den anden ende af huset. Denne gang går I.s stik fra ryggen tværs igennem, og blod og lidt indvolde vælter ud af M.s bug. M. heler straks såret på ryggen, de syngende genoptager sangen, men M. ligger længe syg, og skærer en lille tør knast væk fra såret, da det heler. Usoqqu, der var vidne til begivenheden, har fortalt, at dengang var man så vant til åndemaneres voldsomheder, at man ikke tog sig af så små hændelser som disse. Men de viste, at M. var en stor åndemaner. M. laver en lillebitte kniv til hævn over I., men det lykkes ham aldrig at overraske I.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi M.s sårheling var et ganske almindeligt åndemanertrick. Ligeså at lade sig såre af en af ens hjælpeånder. |
Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa
Dokument id: | 1696 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa |
Publikationstitel: | Sagn og Saga |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 275 - 277 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask. Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes blot ved et tilfælde.
Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112
Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi. |
Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven
Dokument id: | 1692 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 268 - 269 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
M. føler sig truet af sin fætter, den berygtede drabsmand Iisimmartik, og opsøger Ajijaks grav for at få nogle af dennes hjælpeånder til sit forsvar. M. stryger langs gravens dæksten med en sten, inden himlen mørkner og samler sig til en sort klump, der daler ned i stenen. M. stikker sit ærme ned til A., der holder så godt fast, at ærmet rives over. A. fortæller M., hvor han kan finde hjælpeånden Ikilerpik og får M.s tilladelse til at komme op og glide hen over M.s ben. M. får ikke fat i Ikilerpik, fordi M.s bror, Puukaarteq allerede har sikret sig alle A.s tidligere hjælpeånder. Men Iisimmartik gør heldigvis ikke alvor af sin lyst til at dræbe M.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi |
Maratse hævner sin far
Dokument id: | 1689 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse hævner sin far |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 265 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. lader sin hjælpeånd, dværgen Sorpik, drage langt bort til Uviak, der har ranet M.s fars sjæl. M. kan se Sorpik gribe to af U.s små, lysende, fuglelignende sjæle og rejse bort med dem. Kort efter dør U.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi |
Maratse lærer til åndemaner
Dokument id: | 1686 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Maratse lærer til åndemaner |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 260 - 263 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet, hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham. M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp. M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen. M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv, der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages endnu to gange.
Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi. Forløbet svarer stort set til det som andre østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation. Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.
Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn, der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder. I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation
Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl. |
Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Dokument id: | 1687 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse maner ånder for sine bopladsfæller |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 264 - 265 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. Maratsi inviterer uden større ståhej sine bopladsfælder til sin saqqummerneq, offentlige initiation omkring årets korteste dag. Forhængsskindet hænges op foran indgangshullet, han sætter sig på sit siddeskind foran det, får det til at brage endnu mens lyset er tændt, og så snart det slukkes kalder han med tromning sine hjælpeånder. De præsenteres for publikum ved deres lyde, en kakofoni af stemmer. Derefter, samme vinter holdt Maratsi ofte seance på opfordring fra sine husfæller.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, barnebarn af Maratsi |
Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Dokument id: | 1688 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse maner ånder for sine bopladsfæller |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 264 - 265 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. holder sin første seance på årets korteste dag. Alt forløber vel og M. præsenterer alle sine hjælpeånder ved deres forskellig stemmer og lyde.
Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi. Vedr. disse første seancer søg: præsenterer / præsentation hjælpeånder og initiation. |
Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham
Dokument id: | 2292 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 264 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.
Uviak var angakok / åndemaner og Maratsi endnu kun lærling i hemmelighed. Han opdagede en dag begge var ude i kajak, at Uviak fik et langt snørelignende trolddyr frem af vandet ved gnide sig i besættelse med håndfladerne mod hinanden. Maratsi fik fat i den, Uviak blev vred, men fra da af havde troldsnøren knyttet sig til Maratsi. Med den kunne han rejse til fjerne steder. Maratsi øvede sig nu i vidderne, asia, ødemarken under vanskelige vilkår indtil hans grej, forhængsskind og tromme lystrede hans åndepust. Han var klar til at afsløre sig som angakok på årets korteste dag.
var.: ingen i denne base. kommentar: snører, piskesnører og andre remme har vidtrækkende symbolbetydninger. Se de vejledende Fortolkningsmuligheder under Pooq, pose "mor", en livsmetafor. |
Maratses nye hjælpeånd
Dokument id: | 2330 |
Registreringsår: | |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Maratsi / Maratse |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | Olsen, Julius |
Indsamler: | |
Titel: | Maratses nye hjælpeånd |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Tidsskriftet Grønland |
Omfang: | ss. 169-174 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på |
Maratsis afskedsceremoni
Dokument id: | 2319 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Maratsi's efterkommere og medlemmer af Rosing familien |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Maratsis afskedsceremoni |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 114 - 119 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Maratsi, dattersøn af Napartuko og Atsivak, havde med familie overvintret og modtaget dåbsundervisning ved kolonien i vinteren 1911-12. 6. april flyttede man ud i telt, 5 telte. Maratsi inviterede næste dag, 7. april, familien Rosing til den afsked han ville tage med sin fortid. Mændenes, af missionen forbudte amuletseler var tydelige at se gennem deres anorakker af tarmskind eller tyndt bomuld. Det var flotte høje folk hele familien. Kvinderne var ikke tatoverede i ansigterne. Maratsi optrådte alene hele natten. Startede med familiens smukke arvesang om en betagende udsigt over havet en tidlig morgen, og fortsatte dernæst med alle de nidviser han havde deltaget med i over 40 sangkampe gennem årene. Til sidst anbragte han et lille skrabebrædt på hovedet. Dets fedt skulle tage kraften af de sidste sange. Det var lyst, da præstefamilien gik hjem. Et par timer senere ankom hele Maratsi-familien i hvide anorakker, mændene med håret klippet. De blev døbt med navne, de selv tidligere havde valgt: Maratsi hed nu Noah, og barnebarnet Saajooq havde valgt Odin.
Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Mardluliat / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke
Dokument id: | 1358 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mardluliat / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 202 - 205 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, ss. 3-12. Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk.
Resumé: Et ægtepar er barnløst. Manden ønsker sig intenst en søn. Hvis han får en, vil han lære ham at dykke. Hos en gammel mand søger han råd: Hans kone skal føde tvillinger, hvis første måltid skal være drikkevand og ternegylp fra et isfjeld langt til havs og terneføde fra fjeldet. Derefter skal han holde deres hoveder under vand længst muligt og gentage det, indtil de kan blive lige så længe nede som en tejst. De må aldrig få varm mad og komme i nærheden af lampe og tændfakkel af tørv. Konen føder tvillinger, manden følger den gamles råd, og til sidst kan drengene holde hovedet under vand så længe som en sæl, dvs. længere end en tejst. Drengene går altid nøgne ude og kommer ofte hjem med vådt hår. Forældrene vil se, hvad de kan. Ved en indsø placerer de sig ved bredden langs en slette. Drengene springer i vandet fra en klippe på den modsatte bred og bliver længe under vand. Da faderen kaster en sten ud efter dem, er de dykket under, inden stenen rammer vandet. Tiden er inde til at øve sig på sælfangst i havet. Drengene springer ud fra en klippe, den ældste griber en sæl i baglufferne, og den yngste banker den ihjel i hovedet. De fanger rigeligt. Faderen holder op med at gå på fangst. Den ældste dreng fortæller en dag, at han kom til at fryse i vandet. Det viser sig, at han har spist varmt kød, og har da for stedse mistet noget af sin indre varme. Drengenes evner rygtes. Mange kajakker kommer roende. Drengene springer i havet, forfølges, og da den ældste begynder at fryse, puster han gennem et tangrør (vingetang ?) på bunden af dybt vand. En fralandsstorm melder sig med de første små vinde. Lillebror beordrer den frysende storebror hjem, svømmer rundt og dukker op her og der for at holde kajakmændenes opmærksomhed fangen. Da stormen kommer, drukner mange, lillebroren tager åren fra resten og kæntrer dem. Gentages også med den sidst overlevende tættere på land. Herefter blir de aldrig angrebet igen.
Var.: Svømme under vandet som en sæl.
Tolkning:Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og sml. analysen af en variant i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "puulik", hvor drengene er moderløse, dvs. stadig i en slags fostertilstand, og altid kommer usete, men frysende hjem for at varme sig ved lampen. Deres førstefangst er en hvalros - ikke som hér en sæl - og symbolikken er hvalrossens, der er associeret til puulik-komplekset. I "Marluliat" har drengene både mor og far og må netop ikke komme nær lampen, hvis de ikke skal miste deres indre "modervarme". Deres verden går fra det fjerne isbjerg på havet, videre under havet til klippekysten (formidlet af tejst og sæl), og fra den dybest liggende havbund med tangrøret til fralandsvindens bjergtoppe i indlandet.
Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd. |
Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder
Dokument id: | 1109 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo, Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 464 - 468 (3 sider), nr. 231 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.465-469 (3 sider)
Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.
Resumé: Teemiartissaq blir meget fattig da hendes far dør og hun overtaler sin yngste faster til at oplære sig i qilaneq-kunsten, hovedløftning / hovedvipning. Fasteren giver hende endog sin egen qila-ånd, der besvarer hendes spørgsmål om diagnosen når hun løfter patientens hoved med sin rem og stok (en slags fiskestang, hvor snøren er bundet om hovedet (undertiden foden) på patienten, BS). Teem. beskriver dernæst hvordan udspørgningen af qila-ånden forløber. Det drejer sig oftest om tarneq - / sjæle - tab, og hvis den er fjernet og befinder sig hos fx isbjørnene, skal den hentes hjem og sættes fast igen. Det befaler Teem. så sin sjæle-henter at gøre, idet den følger el. adlyder orakelånden / spørgeånden, Apeqqitek. Den kommer tilbage med sjælen(e) i sine hule hænder og Teem. befaler den at sætte den / dem fast til patientens helbredelse. - Efter en afbrydelse i interviewet - fortæller Teem. hvorledes den hentede sjæl befales at stige op og ind i patienten (gennem anus). Så kommer patienten sig og qilalik'en / her Teem. får tak. Hun får også betaling i kød og senetråd fortæller hun til indledning. Belært af en vis Pikkinor om, at de døde er angakkoq / åndemaner-væsenets grundlag og at en angakok bør have en af de døde som sin livslange "stævn" (? måske spion, BS?) tager Teem. sine qilaneq-remedier med op til en gammel grav. Hun stikker sin arm ned i graven, den døde klatrer op ad den og blir på den måde hendes vordende hjælpeånd, da hun to andre dage har gentaget ritualet. Hjemme holder hun det hemmeligt som angakkoq-lærlinge skal, for hun har hørt at fuldt uddannede kvindelige angakkut / åndemanere kan mestre alt, flyve gennem luften og fløjte hjælpeånder til sig. Fløjte-tilkaldelsen prøver hun en dag oppe i indlandets bjerge. Den tilfløjtede ånd haster i forvejen op til en kløft (?), hvor den svinger sig frem og tilbage mellem bjergsiderne, så håret flagrer bagud. Den dukker så op (den samme ånd, eller en dødning, eller en anden ånd?), blodrød over det hele (el. kun i ansigtet). Teem. kan ikke flytte sig af skræk. Den kryber ind i hende og slikker el. pisker hende. Når denne ånd viser sig på briksen med sit røde ansigt (?) og fløjter, ved folk at nogen er i gang med angakkoq-uddannelsen. Den vordende angakkoq selv mister en overgang bevidstheden men røber intet selv. Teem. mærker at hun er ved at blive angakkoq og besøger en grav på en ø. Dækstenen roterer kraftigt, dødningen kommer op, men hun mærker den ikke ved skuldrene. Først da den smyger sig hen over hendes hofte. Den er helt stiv, siger den, fordi den slæber rundt på kroppen, som folk har bundet så stramt til begravelsen (de har måske glemt at skære bindingerne over inden tildængningen med sten, BS?). Men den blir mere bøjelig efterhånden. Den vender tilbage til sin grav og dækstenen falder på plads af sig selv. Teem., hvis bror og stedfar begge var store angakkut med alverdens viden, fortæller dernæst hvordan en lærling første gang afslører sig som angakkoq: Man hører ved sengetid hans toornaarsuk (særlige hjælpeånd), der allerede har været til stede på gulvet, sige o-oh med vibrerende stemme. Da jeg stod frem som angakkoq, siger Teem. (det gjorde hun jo aldrig - ifølge Thalbitzer selv, der måske har brugt en forkert engelsk glose? BS), havde jeg fået en toornaarsuk, men var stadig fuld af angst for at opsøge alle de øvrige hjælpeånder, jeg manglede. Da fortæller hendes stedfar (hvis død hun ynker) om første gang hendes onkel stod frem som angakkoq. Han lod sine skræmmeånder, der råber amoo -, jage folk op og rundt på briksene. En anden skræmmeånd, der har sat skræk i folk, er en af de ældste innarsuarboeres (Naaja's ?) Uppiinnguaq, den lille ugle. Da Teem. hører om, hvordan Innarsuaq-boerne lærte sig selv op til angakkut, gør hun et lignende forsøg, hvor hun går ud i fjeldet til bredden af den store elv, lægger sig på ryggen og råber efter hvem, der vil komme til hende. Et skrækkeligt blåsort væsen stiger op. Hun besvimer og vågner nøgen, tar sine klæder på, og da moderen ved hendes hjemkomst spørger til hendes befindende, slår hun det bare hen. Den følgende vinter holder hendes stedfar seance fordi Teem. åbenbart er syg. Hun har mistet en af sine sjæle, erklærer en af hans hjælpeånder. Herefter afbrydes interviewet.
Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.
Hist.: En kvindes selvbiografi, der specielt omhandler hendes uddannelse til åndemaner (som dog ikke afsluttes). Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.
Kommentar: Det fremgår ikke altid klart, hvornår Teem. taler ud fra egne erfaringer, eller udsiger noget om angakkut og lærlinge i almindelighed. Det kan ikke betvivles at qilaneq ofte blev praktiseret med en hjælpeånd i Østgrønland, men det er uklart om den også kunne klare at hente mistede sjæle hjem og måske endog adlød endnu en ånd, spørgeånden apeqqitek / apeqqiteeq. Måske var denne spørgeånd simpelthen qila-ånden (Hos netsilik-inuit i Arktisk Canada hed en ånd til qilaneq tilsvarende en apiqsaq, en spørgeånd (Oosten, J. G. & Fr. Laugrand & Wim Rasing: Perspectives on Traditional Law. Nunavut Arctic College, Iqaluit 1999: 21). En åndemaners helbredelsesseance kunne ofte indledes med en diagnosticering ved qilaneq-metoden. Den blodrøde ånd er muligvis den samme som sommerfuglen i tekst nr. 230. I teksten her, nr. 231, tjener den også som indvielsesånd til åndemanerkarrieren. Næsten alle indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen selv siges at bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte)). Noget tyder på, at stedfaderens seance var anledningen til at han afslørede Teem. som åndemanerlærling, som det fremgår af tekst nr. 230, og dermed spolerede hendes forehavende. Thalb. mener, at Teem. aldrig opnåede at få hjælpeånder, men det kan næppe passe. Man kan dog sige, at fordi Teem. må opgive at blive angakkoq må hun også opgive forbindelsen med alle de ånder hun har knyttet til sig som sine fremtidige hjælpeånder. I tekst nr. 230 knytter således en kystdværg sig til hende, og det er hele to fremtidige hjælpeånder, der leder hende omtrent frem til dødsriget og mødet med den døde storebror. I teksten her, nr. 231, får hun hele to dødninge, en uidentificerbar ånd, og en toornaarsuk. Var.: Inspireret af fortællinger om åndemanerne ved Innarsuaq i Sermilik-fjorden bliver hun tillige overfaldet af uhyret ved / i elven, og formentlig ædt og kastet op igen, som det sig hør og bør for østgrønlandske angakkoq-lærlinge. (Søg: ferskvandets isbjørn og elvens hund) Kun uhyrets mørkeblå farve i denne tekst er udsædvanlig. Denne mytiske død og genfødsel mentes at forsyne lærlingen med et indre lys, der ville tiltrække hjælpeånder. Vedr. Uppiinnguaq er der flere fortællinger både hos Sandgreen 1987 og Jens Rosing 1963. |
Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er
Dokument id: | 1017 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo , Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 478 - 486, nr. 233 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489
Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.
Resumé: Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker. En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS). Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak. Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg. Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker). Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende. Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit. Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h! Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance). Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade. Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget. Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump. Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person. Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen. Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.
Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.
Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.
Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen: Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base). Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr; ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan. Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa. Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing. Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik. Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående. De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer. |
Min mor, Kâkâq / Kaakaaq
Dokument id: | 1708 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kalia, Elisabeth |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Min mor, Kâkâq / Kaakaaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 295 - 297 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Datteren Elisabeth fortæller om sin blinde mors hyppige besættelser efter at hun havde fattet interesse for kristendommen. De foregik ofte ved fuldmåne, gav hende tilsyneladende synet tilbage og desuden enorme kræfter, som ikke en gang K.s søn Piisui / Kukkujooq kunne klare. Først blev hun som regel angrebet af et uhyre i menneskekrop, et hundeben og et fugleben, som hjælpeånderne forsvarede hende imod. Dernæst af hjælpeånderne selv. Først når det lykkedes Piisui at snige sig ind på hende og klaske hende på begge ører, faldt hun sammen og var derefter længe om at komme til kræfter. Elisabeth var engang så uheldig at møde K.s sidste trofaste hjælpeånd, som gav sig til kende ved navns nævnelse. K. blev rasende, da E. fortalte om det, og besluttede at bekende alt om denne Pukuanna og dermed sende ham bort for altid. Men mens det suste og klaprede i hele huset, forstod man ikke andet af K.s tilståelse, end at P. havde villet dræbe hende, fordi hun ville døbes - men kun havde magtet at blinde hende.
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Misartaqs endeligt
Dokument id: | 1654 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Misartaqs endeligt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 138 - 139 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179: "Misartap toqunera".
Resumé: Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq (der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik. Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem, han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq. Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Mislykket uddannelse
Dokument id: | 986 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger" |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mislykket uddannelse |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 26 - 27 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss. 28-29. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 42 - 43, red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.
Resumé af Karl Rosings oversættelse:
En åndemaner / angakok fortæller Chr. Rosing om en uddannelse, men det er usikkert om det er hans egen:
En ung forældreløs mand opfordres til at lære til åndemaner / angakkoq / angakok af en anden åndemaner og rådes, for at kunne tjene lidt til livets ophold, til at søge sig hjælpeånder langt borte. Han møder to ravne i menneskeskikkelse som bliver hans hjælpeånder, men da de vil lære ham åndeflugt, magter han det ikke, og heller ikke på deres anvisning at fange og hive en aataasaq (vingesnegl, undertiden en toornaarsuk, der havde evnen til at fange tupilakker i Østgrønland, BS) i land fra midten af en sø. Derfor bliver han aldrig i stand til at fange tupilakker. En ømmert / islom får han ikke som hjælpeånd, fordi hans kamiksåler er lappet med gammelt spæktrukkent skind, og da han er blevet ædt af en blødende tejst, ødelægger hans mor virkningen bagefter, da hun imod hans ordre skyller hans helpels i urinbaljen. Ellers ville tejsten have kunnet gentage fortæringen under hans seancer.
Hist.: Som sagt er det usikkert om denne fortælling er selvbiografisk eller ej. Hvis den er det, har denne åndemaner villet understrege hvor ringe han var i denne kunst.
Kommentar: Visioner af blødende fugle opfattes undertiden som opfordringer til at holde den første seance. Denne tejst fungerer tilsyneladende ligeså meget i rollen som søens eller ferskvandets uhyre (se dette), der fortærer lærlingen som forudsætning for, at hans søgen efter hjælpeånder lykkes.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Mitsivarniánga / Missuarniannga
Dokument id: | 1313 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Mitsivarniánga / Missuarniannga |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 252 - 258 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104. Resumé: Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var derfor rig og velklædt. M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898, da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at den ville røve et menneske. Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i 1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere. Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen. M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende. En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham. M. beslutter nu at presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca. en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt komme tilbage. Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine hjælpeånder.
Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.
Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser, det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444). I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5. Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner. |
Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Dokument id: | 1652 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Missuarniannga |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Otto |
Indsamler: | Rosing, Peter |
Titel: | Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 132 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".
Resumé: Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne. Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet. Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes side. Ajaatteq Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Mordet på Katiaja
Dokument id: | 941 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Besuk |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mordet på Katiaja |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 126 - 129 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.
Resumé: Fortællersken, der var Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster, var vidne til sin brors drab på Katiaja, kvinden, der havde sprængt huset med sin mand og medhustru i luften, og derefter havde hævdet at hun selv var den eneste der fortjente at leve. Aadaarutaa siges at være blevet mordlysten efter mordet på Sakua og hans plan om at myrde Kat. blev støttet af bopladsfællerne, enten af had til Kat. eller af skræk for Aadaarutaas vildskab. Han fortalte Kat. om det forestående mord. Hun rystede i dødsangst i flere dage. Ingen havde villet hjælpe hende på flugt i tide. Aad.s lillebror rejste fra stedet dagen før, men svogeren, Besuks mand, hjalp ham ved at bryde taget ned på huset, hvor Kat. havde skjult sig i et hjørne og nu kunne ses gennem taget. Aad. skød hende i brystet, begge mændene slæbte den døende kvinde ud, Aad. parterede hende og spiste af hendes hjerte (for at hun ikke skulle hævne sig som ånd) og stensatte liget. Kat.s lille datter blev også dødsdømt. Ingen ville have hende. En af kvinderne førte hende ud i fjeldet og forlod hende. Hun skreg i timevis, kom ind igen om natten, blev ført ud igen, men denne gang af Qitsuala, der knuste hendes hoved med en sten og lod hendes lig ligge i sneen. Om foråret rejste de til Frederiksdal og blev døbt.
Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven under opholdet i 1904 og senere rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.
Var.: Rasmussen 1932: 187 - 188 (Geografisk Tidsskrift 35(4)). |
Månens barn
Dokument id: | 1128 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Månens barn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 281 - 282, nr. 16 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.
Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.
Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet. Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere. Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet skal spise. Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en netside. Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø. Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne, svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude, hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene hjem.
Var.: Svømme under vandet som en sæl. Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);
Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd. For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Dokument id: | 1232 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 77 - 80, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.
Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde. N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer, men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud og væk. Han går mod indlandet.
Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger. |
Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Dokument id: | 812 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.
Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg."
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var søskende (en dreng og hans lillesøster). En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd. En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig. Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst. Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted udefter sammen med pigen. Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre. De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende. Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine kræfter. Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at finde harer til slædehunde. Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede sig en slæde og tog ud på en slædetur. Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for at samlet sig nogle ræve. Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur. Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund. Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så førte han den med sig hjem. Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog afsted på slæde. Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden" blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund". Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han mundkurv og skagle og drog ind i landet. Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde skaglen fast. Bundet førte han det hjem. I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur. Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om, at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund." Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr. Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten. Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde. Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor. Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans lillesøster dengang de var børn. Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op og ind i huset. Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme, idet manden var ude på fangst. Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham." Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham, er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand." Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor. Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten, sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig dengang, du tog mig." Da tog han godt imod storebroderen.
Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren. "Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.
Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele tiden, helt frem til storebroderens hus. Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne komme igennem. Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet på besøg." Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at han ville dræbe ham, mens han lå i gangen. Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store krop." Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen. Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt; så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene væltede ud. Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt indvoldene ned; og han faldt død om. Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store hunde". Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage, og at de bor sammen den dag idag.
Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Dokument id: | 811 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Jørgensen, Sofie |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider, nr. 96 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund. To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret at samle bær til vinterforråd. Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske. De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et øje, der fyldte hele ansigtets bredde. Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover. Storebroderen græd meget. Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre. Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner. En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!" Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal være gode som hunde." Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem. De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han: "Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at isbjørne skal være velegnede." Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt, gik den ikke så langsomt. Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt." Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig." Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig mellem/i/blandt (?) rådne sten!" Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med, hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten (klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern. Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående. Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale. Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og det blev ikke træt. Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én, så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr, der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde plejefaderen. Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det. I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq" det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det, tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster. Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den. Dagen efter tog han afsted. Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn. Da han begyndte at følge disse spor, steg farten. Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han ordnede sine hunde og gik ind. Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!" svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?" Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø." Da han sagde dét, indvilgede hun bare. Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre." Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem. Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger." ("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang tog ham og slap ham igen.) Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde." Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg. Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han. Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen: "Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen. Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven. Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham. Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle hans indvolde ud, så han faldt om og døde. Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen med sin lillesøster.
Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi; |
Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Dokument id: | 819 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Naqiikka |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav. Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" - oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær, kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op, begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage; og folk blev afkræftede. Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran. Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.
Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde) fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia. Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte hun stemmer. Tænk, det var en slæde på vej til bopladsen. Da hun råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og spiste atter skindbeklædningen af væggene. En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn. De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham, der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem til en tupilak. Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit" (indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange til maden. Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den, og dræbte ham. Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).
Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren |
Nakivat
Dokument id: | 1453 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Jørgensen, Sofie |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakivat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 91 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt, og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på morderen.
Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som kan lide isbjørne).
En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted. De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen, der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput), flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde; men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.
Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind. Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før faderen kom hjem.
Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse. Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham. Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.
Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse. "Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há for dem?" Han svarede: "En formular, der skader." Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.
Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.
Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere så meget over sønnen.
Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.
Hist.: Næppe historisk |
Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Dokument id: | 1238 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 221 - 224, nr. 3 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.
Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning, som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten, "patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt. Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq. Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat. Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".
Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter, en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.
Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS |
Nápartuko / Nappartuko
Dokument id: | 567 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nápartuko / Nappartuko |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 77 - 80 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit, 226 - 229: "Nappartuku".
Resumé: Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar. Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone, Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn. Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").
Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør. Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham. Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet, falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber, at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land, Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler, hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn viser sig at være sande.
Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993: Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19. Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).
Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig. Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ". |
Nápartukos to sønner
Dokument id: | 1640 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nápartukos to sønner |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 85 - 88 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af "Nápartuko". De to sønner deler altid både vinterhus og telt, men blir uvenner og flytter hver til sit, da den ene brors hunde dræber én af den anden brors sønner. Broderen med hundene kommer på besøg hos den anden, beværtes godt, men værten køber sig en formular af en gammel ungkarl for en smukt benprydet åre. Han bruger formularen mod den bortdragne bror, hvis hunde en for en falder døde om undervejs hjem. Med kun én hun, en tæve, når han hjem. Den har heldigvis tre levedygtige hvalpe. Senere opklares hekseriet, der ville have dræbt ham, hvis det var gået lige hen over ham. Det forfejlede til alt held sit mål.
Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets el. 1800-tallets slutning (se: Atsivaq, den stærke kvinde) oplysninger om de to brødres ophold på forskellige navngivne steder er udeladt af resuméet. |
Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned
Dokument id: | 1456 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369: Naqitâmilârpara.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus. Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev gjort til grin. Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse ud. Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen mod indlandsisen, ind i landet. Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold, så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op. Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham." Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op, fordi han blev så mæt. Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den. Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt den, serverede hun den for den forældreløse. Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af den) inden han havde spist det hele op. Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at være indlandsboens søn.
Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget, som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget, som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver så sulten(qaannaqalunilu)."
Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval. Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!" Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros. Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig, serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev færdig, gik de i seng. Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov alle sammen og vågnede om morgenen. Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem." Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem." Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen, sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne. Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.
Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?" Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem, for jeg har trampet sneen over det til!" Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den lille forældreløse tog noget af det med hjem. Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med." Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således reddede han husfællerne fra sultedøden.
Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Naujas / Naajas andet besøg hos falkene
Dokument id: | 1669 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Naujas / Naajas andet besøg hos falkene |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 207 - 208 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Sommeren efter sit besøg hos falkeånderne (se J. Rosing 1963: 204 - 207), gentager N. besøget, bliver vel modtaget, og alle undrer sig over så stor han er blevet. Han får repareret et hul i sin kamik af to monstrøse åndepiger, et rødt og et sort uhyre, der holder til under briksen. På hjemvejen løber eller rettere flyver N. om kap med sine to hjælpeånder. Denne gang forsøger de ikke at fange ham. Piisui / Kukkujooq slutter med at gøre rede for fortællingens overlevering fra Naaja til sin søn, og fra denne til sin søn, der var P.s far. Han blev dræbt mens P. var spæd, men nåede at fortælle den til P.s mor, der har fortalt den til ham.
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Piisuis far Kajammat blev myrdet i 1890. |
Naujas / Naajas første hjælpeånder
Dokument id: | 1668 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Naujas / Naajas første hjælpeånder |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 205 - 207 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Naajas far ber ham lægge en udtørret (læder)spand i en pyt ved ebbe og fylde sten i den. N. adlyder, men fylder blot spanden med en lille sten og nogle isstykker. Næste dag er spanden væk. Faderen forklarer hvorfor, og N. går beskæmmet over belæringen langsomt hjemmefra langs fjorden indefter, hvor han møder to ånder. De ved, at han er skamfuld, fordi "hans indre synger", og de inviterer ham hjem på besøg. Nær åndernes usynlige hus lagdeles N.s syn, hvorefter det afklares. Nu kan han se husgangen. Inde på briksen sidder en temmelig stor kvinde, Itiva, og fletter senetråd. Hun forhører sig om N. og hans ærinde. Han er vandret ud for at prøve sine evner, svarer hans to ånder. Hun giver ham mad, først noget, der ligner et rypebryst, og senere da hendes mand Kikkeeq er vendt hjem fra jagt, et kogt rævelår. Han skal spise det hele op, hvis de to ånder skal blive hans hjælpeånder. Da endnu en af husfællerne er på vej hjem, skal N. afsted fulgt af to ånder, der puster på ham og gir ham fart så han flyver til sidst. N. vil se husfællen, der nærmer sig gennem lavningerne. Men denne flygter for ham. De to hjælpeånder tager ham i hænderne og sender ham afsted, flyvende ned ad fjeldet, slipper ham så. Endnu engang er han tæt på den flygtende ånd, der pludselig forsvinder. Ved hans forældres vaskested sender hjælpeånderne ham i et kast helt frem og lige ind i husgangen, så den brager. N. når uskadt ind, og har intet at fortælle sine forbavsede forældre om årsagen til tummelen. Hvis de to ånder havde fanget ham på det sidste stykke, havde de forvandlet sig til ondsindede fjeldånder i stedet for hjælpeånder. De er to falke i menneskeskikkelse.
Var.: Sandgreen 1987: 77 - 90: "Naaja bliver fornærmet".
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Da tidspunktet for begivenheden er om sommeren, er det lidt mærkeligt, at forældrene bor i hus i stedet for i telt. Sml. versionerne hos Sandgreen, hvor ånderne er dværge, hvor N. intet må spise, hvor han og de to ånder flygter for ånden, der nærmer sig gennem hulninger i terrænnet, og hvor N.s familie på det tidspunkt bor i telt.
Tolkning: Der er små forskelle på denne version og den, som Sandgreen fik, hvor det er den sidst ankomne ånd, der er ondskabsfuld, vil se Naaja, og forfølger ham og de to hjælpeånder (se ovf.). Interessant i den version, Rosing har fået, er den rumlige kosmologi: Her tegnes klart flere skel mellem den normalt synlige og den "anden" verden: Først efter et lagdelt dobbeltsyn / tvesyn kan Naaja se åndernes hus og senere danner bostedets vaskeplads grænsen mellem det beboede og det mennesketomme "asia": Hvis hans to hjælpeånder var kommet over den grænse, var de blevet ondsindede og aggressive. Under en seance kan de komme helt ind i huset, men da er rummet rituelt omskabt til at kunne huse de "andre" med sin mørkelægning. Og de fleste hjælpeånder kommer da også op gennem gulvet - ikke ind gennem husgangen. I en del østgrønlandske fortællinger danner stedet op mod indlandet, hvor man ikke længere kan se / ses fra teltene, grænsen til asia, hvor man kan være heldig at træffe hjælpeånder. |
Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land
Dokument id: | 1666 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 199 - 202 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 92 - 95; angakkortalissuit, 1990: 215 - 218: "Tinitarfissualiarneq" frem til og med "...Qaammaatilillaraatik Naajaaq nunaminut tikippoq."
Resumé: Naaja, der bor ved Innardivaq / Innartivaq / Innarsuaq et stykke inde i Sermilik, inviterer til en seance, hvor han vil rejse til det store tidevands land (Vestkysten). Han bagbindes, får tejstevinger stukket i armhulerne, han væltes om på siden, lamperne slukkes og trommen kommer i gang af sig selv. Tre gange danser den op på hans skuldre og giver både den bagbundne N. "viden" (sila) og evnen til at rejse sig op i siddende stilling. Derefter placerer den sig på hans storetå, fører ham tre gange rundt i en skrå elipse inde i huset, og han farer ud dér, hvor tag og mur mødes. Mod syd langs kysten flyver han så i en regn af gnister med sine hjælpeånder. På toppen af et højt lagdelt fjeld i smukke farver standser de, uvisse om den videre vej frem. Naaja vil vende om og foreslår, at de kan prøve en anden gang, men han belæres af sin hjælpeånd, Ardiaq, om, at i så fald sætter ahn sin grænser her. Men så har N.s toornaarsuk med de store ører været nede på stranden for at lytte sig frem og med et ryk i højre øre angiver den at vejen til vestkysten er farbar. De når, stadig langs kysten, frem til et enormt fælleshus med mange familiebåse, hvor hveranden er stærkt oplyst, fordi familiefaderen er åndemaner. I den vestlige ende af briksen leger mange mænd en leg, nordortaun / nortortaat / norlortaat (?), hvor de med en tilspidset narhvalstand søger at ramme et af de tre huller i en hjørnetand af en klapmyds, og denne tand hænger midt imellem en klynge af hjørnetænder fra bjørne. N. glider nedenunder alle åndemanerne på stribe, men kun den åndemaner, der sidder i den næstyderste bås mod øst og spiser mattak, reagerer. Han erklærer, at det føles ligesom i gamle dage, da åndemanere blandt mennesker hvervede dem som hjælpeånder. N. stiger op gennem gulvet, giver sig til kende, og åndemaneren rejser sammen med en yngre åndemaner på udvekslingsbesøg til Innarsuaq / Innartivaq. De blir således N.s hjælpeånder. N. opfordres til at afprøve kastelegen, rammer det øverste hul, og har derved fået sikkerhed for, at han skal leve hele sit liv til ende. På hjemvejen møder N. og hans følge de to vestkystånder på vej tilbage i susende fart.(Fortsættes i: Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land)
Hist.: Angakkoq'en Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Om toornaarsuk i Østgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk". Flere steder langs vestkysten drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland). Qaquk var det givtigste sted.
Var. Rosing, J. 1963: 212 - 213: "Naajas åndeflugt til Tinitarseerpik ...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens himmelrejse". Vedr. udvekslingen med hjælpeånder, se også den vestgrønlandske fortælling: Ipisannguaq. |
Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land
Dokument id: | 1673 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 212 - 213 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
|