Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Rosing, Peter gav 271 resultater.

"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter

Print
Dokument id:1665
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Akernilik
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andrassen, Kaarali
Titel:"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 195 - 198
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

 

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Aapapâq / Aapapaaq

Print
Dokument id:810
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aapapâq / Aapapaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 324 - 328
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

 

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

 

 

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Aggus / Akkus seancer

Print
Dokument id:968
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aggus / Akkus seancer
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

 

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

 

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

 

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Ajatok / Ajaattoq

Print
Dokument id:1938
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajatok / Ajaattoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 109 - 118
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

 

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

 

Var.: Rosing Ajaateq.

 

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Ajijak

Print
Dokument id:1311
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 214 - 216
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Ajijak bortføres af to kæmper

Print
Dokument id:1679
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak bortføres af to kæmper
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 234 - 235
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

En dag Ajijak er ude at ro i isfjorden bag Sermiligaaq, blir han trukket

mod stranden af en usynlig kraft. To kæmper haler ham med sig, bringer

ham i kajakken op over land og ingen af A.s amuletter standser dem.

Heller ikke A.s følgesvend, dværgen Qimmartertoq, kan gøre noget. A.

tilkalder så sine to kæmpefalkeånder, der får kæmperne til at slippe

taget i kajakken, forfølger dem, griber dem og fortærer dem på toppen

af Puneqs høje fjeld. A. trækker kajakken ned ad elvens strøm med en

rem, sætter sig i den og ror hjem fulgt af Qimmartertoq.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijak dør

Print
Dokument id:1682
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak dør
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 238 - 239
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

 

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

 

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Ajijak og hans bror finder et skibsvrag

Print
Dokument id:2328
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ajijak og hans bror finder et skibsvrag
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:s. 237-238
Lokalisering:Sermiligaaq / Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt

Print
Dokument id:1677
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 228 - 232
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak.

Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under

åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager

tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten.

   En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få

A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver

henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans

hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu

er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind

over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er

til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i

kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i

åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt

i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq

udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke

klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at

fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og

tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe

om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin

finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens

han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der

svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en

kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd,

Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel.

Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en

fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød

og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter

A.s store evner.

Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys.

Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller

blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er

ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til

Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f.

Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijaks forløsning og første himmelflugt

Print
Dokument id:1676
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks forløsning og første himmelflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 225 - 228
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har

taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden

Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og

han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han

gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen

at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har

besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften,

men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham

med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men

faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A.

til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder,

men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne

ihjel, og A. slipper ud og hjem.

   Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner

denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"),

hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter

over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund,

han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig

om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og

beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen

tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så

hjem med nye hjælpeånder.

   Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine

hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne

tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler

at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse

fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også

præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var

maskerede personer.

Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Ajijaks første åndebesværgelse

Print
Dokument id:1674
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ajijaks første åndebesværgelse
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 224
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

 

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

 

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror

Print
Dokument id:1678
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 232 - 234
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

 

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1458
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

 

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

 

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

 

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

 

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

 

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

 

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

 

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

 

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1651
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

 

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

   

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

 

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

 

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

 

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

 

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

 

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

 

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

 

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq

Print
Dokument id:253
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 379 - 380, nr. 123
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

 

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

 

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo

Print
Dokument id:1158
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

Angakasia

Print
Dokument id:558
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angakasia
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 64
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Angakasia ("Sølle morbror") bor med kone, søster og svoger ved

Igditalik / Idditalik. A., der er storfanger, afmærker en mængde

åndehuller, som han kan fange ved, når sneen skjuler dem. Han er

barnløs, men svogeren har en lille søn. Da svogeren blir dræbt på isen

af mænd fra Savanganaartuk, flytter A. med husstand til toppen af

fjeldet Itivderdivaq / Itillersuaq og går på fangst nede ved Tasiilaq.

Han træner sin lille søstersøns kræfter til hævn ved armkrog og andre

stykeprøver. Den lille, der skriger af smerte og forskrækkelse gang på

gang, blir med årene sin morbrors overmand og driver flere gang gæk

med ham på groveste vis. A. lærer ham krybefangst og drengen får på

den vis sine første remmesæler, som han bærer hjem på ryggen med

overlegen styrke. A. bliver ældre, mister kropsvarme og kræfter, men

vil udfordre Savanganaartuk-boerne til sangkamp og øver sig først

hjemme på en skæmtevise, hvor han forsvinder ned i jorden og kommer op

med skrabespæk, mamit, drivende ned over ansigtet. Søstersønnen, der

nu er overbevist om A.s sangkampevner, bærer A., sin tante og sin mor

på ryggen til Savanganaartuk og får først nu at vide, at beboerne

dér er hans fars mordere. Han mister ganske appetiten, og mens A.

udfører sin hylende morsomme skæmtevise, klemmer han sin faders morder

ihjel. Alle flygter nøgne udenfor, hvor søstersønnen slæber liget ud

og flækker det for alle øjne. Ingen tør tage kampen op, og

søstersønnen bærer atter A., sin tante og sin mor hjem på sin ryg.

 

Hist.: Fortællingen kunne ifølge Jens Rosing skildre mødet mellem dorset- og

thulekultur, hvor A. med familie er dorset-folk, der kun driver

isfangst og ingen transportmidler (kajak, umiaq, slæde) har. Til

gengæld har de kæmpekræfter.

Blodhævn.

Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror

Print
Dokument id:1641
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angîârneq / Angiiaarneq hævner sin bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 88  - 92
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Angiaarneq og hans bror har hjemme i Nunakitseq ved  Sermiligaaq. De

mange brødre fra Utoqqarmiit forfølger A.s bror, der søger ly i en

isgrotte og drukner, da vandet stiger, mens brødrene belejrer grotten.

A. der vil hævne sig med en tupilak, søger først en bestanddel til den

ved sin fætters grav. Men da den døde fætter ikke reagerer på A.s

stampen og derfor ikke har medlidenhed med ham, stamper A. på sin

bedstemors grav. Hun svarer. Han åbner graven, tar hendes ene kamik og

skærer hendes skalp af. De øvrige bestanddele henter han ved

fjendernes boplads: Et mørnet remmesælsskind uden hår fra kødgraven og

på toppen af møddingen et kranium af en næsten fuldvoksen remmesæl med

snuden vendt mod huset. I hemmelighed flikker han tupilakken sammen,

puster liv i den og lader den få næring ved sin penis. Den borer sig

ned i jorden, og kommer op igen flere gange undervejs ned til havet,

hvor den dykker og langt senere dukker op igen. A. fortæller den hvem,

den skal angribe. Om sommeren rejser A. til fjendernes sommerboplads,

Tinetiqilaaq ved Sermilik-fjorden og er selv på nippet til at harpunere

sin tupilak, da han genkender sin bedstemors kamik på "remmesælen".

Fjenderne lader sig narre. En for en harpunerer de den og drukner.

Senere erfarer A. at tupilakken også har gjort det af med alle

fjendernes søstre, der under bærtogt enten hænger fast med ørerne i

lyngen eller klistrer fast til deres bærerposer. A. er lykkelig over

den fuldkomne hævn.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1700-tallet. Jens Rosing forklarer i

indledningen, hvordan man laver en tupilak.

Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt

Print
Dokument id:1642
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angîârneqs / Angiiaarneqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 95 - 96
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

To gange inviterer Angiaarneq sine bopladsfæller på en hel hengemt

sæl, men narrer dem ved at sige, at fordi han netop har fremsagt en

formular til andres skade, må de hellere vente et par dage. Tredje

gang han forsøger det samme, slæber gæsterne selv sælen ind og

fortærer den. Nu ved A. at han har mistet sin autoritet og skal dø.

Han skider i en pose med halvtørret spæk, snører den til og efterlader

den, men tar sin gryde og sine narhvalstænder med ned i sin kajak, som

han skærer flænger i, inden han ror ud og synker til bunds. Fællerne

finder et par dage senere posen, væmmes ved indholdet, og da de på vej

hjem ser A. ude på lavt vand og vil have fat i hans kostbarheder,

forsvinder A. længere ud i dybet. En af hans sårpropper kommer op til

overfladen. En af fællerne sikrer sig den, fordi A. var en dygtig

fanger, og slynger af glæde sin letflydende vingeharpun ud over

vandet. Men den flyder ikke på vandet. Den forsvinder i dybet. A. har

taget den.

 

Hist.: Fortælling fra 1700-tallet.

Angmalorssuaq, Den bredskuldrede

Print
Dokument id:1893
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 133 - 137
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

 

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

 

Var.: Qimuunnguujuk

 

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik

Print
Dokument id:561
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Taarti (Târte)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aqartivínalik / Aqartivinnalik ved Kangârdik / Kangaartik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 304
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Atâtákâtsia / Ataatakkaatsia ber sin døtre hente bær ved Ernivik. Den ældste, en pukkelrygget pige samler bær, mens den yngste synger. Den ældste

ber den yngste holde op med at synge, fordi hun er bange. En

tupilak-bjørn, med en sort plet ud for den ene nyre, viser sig, og den

yngste pige besvimer. For at vække sin søster, hiver den ældste hende

i håret, for at de skal nå hjem før tupilak-bjørnen gør det.

De når hjem og den yngste besvimer påny. Den ældste fortæller om

tupilak-bjørnen, og alle bliver skræmte.

De tilkalder Aqartivínalik / Aqartiviinalik, som tilkalder sin hjælpeånd, Kútik / Kuttik.

Hjælpeånden støder sin lanse i tupilak-bjørnen, og får således bugt

med den.

 

Aqartivinnalik er en åndemaner / angakok der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, der synger, danser og svajer frem og tilbage under seancen: ibid s. 303: informanten Asiini fortæller om denne teknik, at angakokken står foran indgangsforhængene og danser og synger, vildere og vildere, falder baover, kører i cirkel hvilende på hælene, rejser sig, synger osv. Således manede han sit åndedrag i jorden. Han smider trommen, der rigtig får liv. Falder omkuld, lamperne slukkes. Derefter foretager han sin ånderejse, mens hjælpeånden synger for tilhørerne.

 

var.: ID 1161; Aqartivinnalik

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq

Print
Dokument id:1672
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 211
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Uppiinguaqs Ajumaaq sjæleraner Naaja". Fordi Naaja

endnu ikke er kommet sig af Upp.s Ajumaaqs sjæleran, flyver N.s ældgamle

dværg, Artiaq sammen med to andre hjælpeånder, ildmanden Taamaangivaq

og den gamle dværg Nujaaki op til Upp., hvor T. prøver at gøre det af

med U.  Nujaaki springer til, da T. ikke kan klare kæmpen, og Upp.s

anmodning om hjælp blandt sine fæller afvises af hans plejefar, fordi

U. selv har været ude om det med sit forsøg på at sjælerane Naaja.

Plejefaderen begraver Upp., men får også vakt ham til live igen med

formularer, hvorefter Upp. flygter mod Qilerseq.

 

Var.: Sandgreen 1987: 184 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Arqatulâq / Aqqatulaaq

Print
Dokument id:447
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arqatulâq / Aqqatulaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 1, side 21v - 24h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

 

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

 

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

 

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

 

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

 

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

 

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

 

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Âtâq, ham, som bjørnen åd

Print
Dokument id:1662
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Âtâq, ham, som bjørnen åd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 162 - 165
Lokalisering:Sermiligaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortælleren, der blev opkaldt efter fortællingens Saajooq, fik

fortællingen af dennes lillesøster, Ipaqqissaaq, der selv overværede

begivenhederne.

   De to åndemanere, Aataaq og Simmujooq, har sammen lavet en tupilak

mod en mand ved Kulusuk. Under sine seancer en vinter på

Qeqertarsuatsiaq i Sermilik-fjorden opdager A., at tupilakken har

forfejlet sit mål og er vendt tilbage mod ham selv. Han håber

forgæves, at svogeren, Aardivardik vil hjælpe ham ud af kniben.

Aataaqs søstersøn, der flere gange bliver sendt efter forråd i

depotet, kan melde om en bjørn, der har spist af det og hvis spor

viser en bjørnelab og en menneskefod. A. søger forgæves at vende

tupilakken mod Simmujooq, der bor på Kulusuk. I april kommer bjørnen.

A. går den i møde, forfejler i nervøsitet sit kast, bliver skalperet

af bjørnen, og søstersønnen, der kommer til og også kaster fejl, får

kødet flået af ryggen og bæres op i huset. Saajooq dør af sine sår.

Bjørnen flår klæderne af A., og når at fortære dele af ham, inden han

dør. Til sidst er kun skelettet tilbage. Bjørnen holder sig brølende

ved skelettet hele natten, men hindres af en amulet i at angribe

husets beboere. Bjørnen forlader skelettet om morgenen, og man dækker

det til med et kajakskind, som bjørnen straks kommer farende og

fjerner, for atter at holde brølende vagt ved skelettet. Næste morgen

hentes forstærkning fra nabobopladserne. Hundene slippes løs på

bjørnen, som Umeerinneq skyder med en riffel, men da skuddet ikke er

dræbende, flygter alle med bjørnen i hælene op på en høj isskodse. Den

nærsynede Qileruluk reddes kun op i sidste øjeblik. Denne gang får

Umeerinneq ram på bjørnen, der er kolossalt stor.

 

Var.: Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa;

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

øjeblik af sine brødre. En kajakmand sendes ind efter en konebåd til

transporten og de øvrige nedlægger bjørnen. K.s onkel Maratsi heler

det dybe sår med en formular. K. flyttes til familie ved kolonien og plejes derefter hos Rüttel.

Senere sammenlignes K. i en nidvise med den mystiske antihelt, løgneren Qasiassaq.

 

Hist.: Tid: 1899 ifølge Rüttel Ti Aar blandt Østgrønlands Hedninger, 1917.

Genfortalt af Jens Rosing i Hvis vi vågner til havblik, 1993: 54-58, hvoraf det fremgår at Kuuitsi endnu engang, i 1905, blev overfaldet og bidt samme sted af en bjørn. Og atter tilså Rüttel ham ved kolonien. Kuuitsi nedstammede fra Nappartuku og Atsivaq, se slægtsliste i 1993, mellem ss. 8 og 9.

Atsivaq, den stærke kvinde

Print
Dokument id:1639
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Atsivaq, den stærke kvinde
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 83 - 85
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Nappartukus enke. Atsiavaq, har ry som

stærk kvinde. Det får tre mænd fra Kilaarmin / Kilarmiit at føle, da de

udfordrer hende til armkrog. Skønt A. allerede er gammel, kan ingen

af dem klare hende. De to havner med hovedet i skridtet på hende. Og

den tredje på hendes mave. I anerkendelse af hendes sejr tar han hende

om endeballerne og ligger på skrømt med hende. Latteren er

overvældende. A. var i sine unge dage så stærk, at hun kunne løfte en

ung sortside i strakte arme over hovedet.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) daterer han den slutningen af 1800-tallet. Det passer bedre med andre oplysninger.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Avko / Aggu

Print
Dokument id:1312
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 239 - 244
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 106 - 112; angakkortalissuit, 1990: 105 - 111.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Som seks-årig dør Aggu / Akku af næseblod, begraves og begrædes af

sine forældre. A. vågner op under gråden adskilt fra sit døde legeme

der ligger tre stentrin oppe i graven. Efter mange mislykkede forsøg,

fordi han kun kan trække vejret ind, men ikke puste ud, når han

endelig op i sin krop, vågner op, skriger og bliver udfriet af graven.

A. er bestemt til at blive åndmaner og hans far forstår af hændelsen,

at A. vil blive en meget stor åndemaner.

A.s "forløsning" kommer på en af årets korteste dage. Hans kone

Porngartivan ser det, spør om han er blevet afsindig, og A. svarer. at

det blir han nok engang. Man er i færd med at lege blindebuk og A.

farer selv rundt i vildelse som en blind. Han råber massassamo til først den ældste mand, der råber det samme tilbage, så den næste osv. Dette forløsningsritual kaldes akiversaarineq, at svare opildnende. Pludselig sluger Akku så et knastørt lomvieskind og derefter et tørt, tilskåret stykke sålelæder (af remmesæl), en handling der kaldes niilerneq, helslugning.

Alt dette gentager sig tre aftener.

 

Da A. den tredje aften skal holde seance, vil han ikke lade sig binde, fordi han ikke er blevet forløst ved "ueerineq" (blødning fra mundvige og andre bløddele).

Han tilkalder sine ånder ved at slå en smældeskive (makkortaq) i hånden i

stedet for tromme og husets ældste, Kaattuarnaaq står ham bi med råb

og spørgsmål. Hjælpeånderne ankommer, men kommer endnu ikke ind.

Trommen danser for sig selv på gulvet og op på A.s ryg, hvorved han

får sila, alverdens viden. A. gennemfører derefter prøven på store

evner, idet han seks gange presser sit åndedræt ned under gulvet.

Derefter kommer hans amoo / Amuu-skræmmeånd ind, og derefter alle hans

skræmmeånder på skift. Dernæst ånden Ajaqqisaaq, der glæder sig over

at være kommet tilbage til bopladsen, hvor dens tidligere herre, hvis åndeflugter altid foregik i en regn af gnister, boede. Akku får sit åndedræt tilbage og opfordrer enhver vantro tilhører til at beføle Ajaq. , der viser sig at være meget stor. Aggu råber pludselig til en husfælle,

at denne skal trække en fedtring om sin kone, fordi Ajaq. vil dræbe

hende. Ajaq. ærgrer sig, dens herre ser da også alt. Ajaq. fortæller

så sin historie om hvordan den først skiftede fra en mindre lysende til en langt mere strålende herre, men kom for sent til at redde ham, da denne blev dræbt af to kajakmænd. Ajaq. dræbte til gengæld dem, og har

siden efterstræbt alle deres slægtninge. Husfællens kone, der skulle beskyttes med en fedtring omkring sig var en afdem. Dernæst præsenterer Akku alle sine øvrige hjælpeånder på skift:

Ukuana, Pamialaaq, Sukardik, Umarnaq, Unarmi og andre. Han får vejret op igen og er erklæret angakkoq. Seancen gentages (siges det) to gange til.

 

Var.: Bortset fra at Aggu ikke bløder følger hans initiation til den første seance, også kaldet "forløsning" i oversættelse, det ideale forløb i Ammassalik området for initiation til angakkoq / åndemaner.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Foruden Ajaqqisaaq har han

sikret sig to af sit store idol, Ajijaks hjælpeånder: Umarnaq og

Unarmi.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering.."; "Relationer mellem rigtige mennesker..."; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Bemærk præsentationen af hjælpeånder, hvor tilhørerne tilmed får lov at føle på den ene af dem. Også Ajijak præsenterede sin hjælpeånder under sin første seance, tilmed synligt, omend synet gjorde tilskuerne omtågede. Måske har de der spillede ånder ved sådanne lejligheder båret masker. s. 242 taler de ankommende hjælpeånder åndesprog og bruger bl.a. vendingen narta makinginngami, som J. Rosing oversætter til "før dagens øje (stod op)". Den første glose skal staves naarta (som det også fremgår af originalen, hvor Otto Rosings oversættelse til daglig tale lyder: før dagen står op). naarta betyder ordret "dens mave", et åndeglose for sila, der især bruges om døgnets liminale overgange, tusmørke og daggry. Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Avko / Aggu / Akku hævner sig

Print
Dokument id:1684
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku hævner sig
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 252
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angakortaligssuit, 1957 - 61, I:116 - 122: Avgo akiniartoq; angakkortalissuit, 1990: 114 - 120: Aggu akiniartoq.

 

Resumé:

Fortsættelse af Kaaralis fortæling om Aggu.

   I foråret 1880 mister Aggu den sidste af sine søskende, en

storebror, han var nært knyttet til. Midt under hans sorg kommer folk

fra Sermilik på besøg og udfordrer til sangkamp. Deriblandt

Ilinngivakkeeq, der udfordrer Aggu. A.s fæller mener, at det ikke er

nogen skam, om A. ikke tar imod udfordringen. Men Aggu stiller op,

lader sig håne for sin sorg og sine tab, som I. synger om, og A. må

endog modtage kindbenstød. A., der ikke har haft mulighed for at digte

en modvise, synger blot en afskedsvise. Men om efteråret tar han hævn.

Han kommer uanmeldt til I.s boplads og sangkampen begynder straks. A.

synger om sin sorg og håner folk som I., der hverken græder, har

følelser eller kan føle med andre. I.s bror, Pikkinaq kalder på sine

hjælpeånder, men den ånd, der pludselig svarer ude fra en ø, er A.s

hjælpeånd Ajaqqisaaq. Aggu går straks i trance, hans tarmskindsanorak

blafrer, men han kommer til sig selv igen, og ved slutordet i næste

vers røver Ajaq. og en anden af Aggus hjælpeånder sjælen fra I.s

andenkones to-årige barn. Det sidder i hendes amaat og begynder at

bløde ud af munden.  I. har ingen lyst til at synge mere.  A.

afslutter sin sang, ror derefter ud til øen, snakker med sine

hjælpeånder og er sig selv igen, da han kommer tilbage. Ved afrejsen

forstår han af I.s bror, Kaakkajik, der er den største åndemaner af

brødrene, at ingen vil hævne sig på A.  A. drager bort med fred i

sindet.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakkii /

Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme  var

Kâvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885).

Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre

Print
Dokument id:1683
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 245 - 247
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

 

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

 

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

 

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

 

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

 

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Barnebarnet

Print
Dokument id:535
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Barnebarnet
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 29 - 36
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

Resumé:

Holger Danskes barnebarn er en ung mand i følge med den gamle Holger Danske da han af en konge, der kommer forbi, får en halvskilling med den besked ikke at skille sig af med den så længe han lever. Barnebarnet strejfer om i verden, kommer en dag til et hus, hvor man spiller kort. Han deltager, vinder en masse, men da en fremmed dukker op i fåreskind for at spille med ham, taber han gang på gang. Den fremmede vil ikke tage imod de mange penge barnebarnet kan tilbyde. I stedet har han i sin bog noteret at barnebarnet har bortspillet sin vordende hustru og børn, som den fremmede vil afhente engang i fremtiden. Barnebarnet ler. Det gør han i det hele taget, også da han har skaffet sig en tjener, Jokun, der sættes til at passe på mønten, men ber sig fri for fristelsen til at stjæle den. Hvorfor skulle han det når han er sat til at passe på den? ler barnebarnet. Men Jokum stjæler sin herres hest og penge. Skønt fattig giver det altid gavmilde barnebarn en gammel tiggerske sine sidste småmønter. Til gengæld forhekser hun Jokum, der viser sig at være blevet lam i den ene kind, da barnebarnet træffer både sin hest og Jokun igen. De fortsætter sammen til en konge, som udlover sin datter til den der vinder i en ridderturnering. Jokum må to gange agere stand in for barnebarnet, der besøger en olding med en vidundersmuk datter i en hule. Han giver hende mønten til gengæld for en lok af hendes røde hår, og falder i søvn dér. Han vågner med en meget øm og fladligget kind. Jokum er begge gange hoppet af hesten og under voldsom hånlatter flygtet fra sin modstander på alle fire. Tredje gang deltager barnebarnet selv, og han når at hugge hovedet af ialt fem modstandere, inden kongedatteren har fået nok.

       

Kongen vil give barnebarnet sin datter, men han er jo allerede forlovet med den smukke pige i hulen og takker nej. Det viser sig så at kongen mægter at skabe sig om til en olding og at samme pige er kongens datter med en elverpige, der er forsvundet tilbage til elverfolket. Hun har til gengæld efterladt et spejl, hvor man kan se alt, også det der er bag jordens krumning. Iøvrigt var det kongen der gav halvskillingen til den barnebarnet, fordi han i spejlet kunne se at denne havde samme hjerte som hans datter. Så er du altså fuld af fup! udbryder barnebarnet. Det indrømmer kongen, hvorefter barnebarn og kongedatter blir gift. De får ialt tre børn, barnebarnet bliver konge efter sin svigerfars død og under en af sine mange inspektionsrejser, har nogen bortført hans kone og børn. Han tæller sine dage tilbage til kortspillet og forstår at den fremmede i fåreskind har virkeliggjort sin trussel. Fortvivlet vandrer Barnebarnet ind i landet, ind i en ørken, hvor den fremmede står med oprakte arme og fremmumler en trylleformular. Barnebarnet magter ikke at fælde ham. Efter gentagne beklagelser får han lov at se kone og børn dybt nede i en kløft, der opstår, da den Onde tegner en streg i sandet. Hele sceneriet gentager sig, og nu får barnebarnet tilladelse til at få kone og børn tilbage imod at han skaffer den Onde de vises sten.

       

Konen gransker spejlet i tre dage: Stenen befinder sig på bunden af Afrika-dybet, er sort om dagen og lyser som et vokslys om natten. Forældrene træner deres lille søn til at dykke, i længere og længere tid, til sidst så længe som en klapmyds kan. De køber et skib, når frem til dybet, hvor stenen skimtes i natten, og det var flere dage før drengen smilende kommer op med den, som de har fortalt var et stykke legetøj. Nu befinder vi os midt mellem godt og ondt, siger de, og ved ikke hvor de skal gøre af den store sten. Så må Jokum passe den. Han skraber en stump af den og putter stumpen i lommen. Overdragelsen af stenen skal ske nær slottet ved en kirkeruin, som de aldrig tidligere har set. Her skal de kalde den Onde frem ved at sige Fimbul tre gange. Han dukker op, får stenen, men da Barnebarnet tegner korsets tegn bag hans ryg, opløses stenen til intet og den Onde forsvinder skrigende ned i en brændende kløft.

       

Jokum har dog en stump af stenen, som gør ham så utrolig vis, at han kan fortælle historier fra så gamle dage at de ligger forud for Kristi fødsel. Han blir rig på at fortælle, lige indtil den dag hans tjener kommer til at smide stumpen ud med fejemøjet. Da blir Jokum den mest uvidende mand i verden.

 

 

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

 

Det mest imponerende ved netop denne fortælling er sammensmeltningen af træk og episoder fra mange forskellige europæiske eventyr: ulven i fåreklær der blir til djævelen i fåreskind fx. Fimbul der skal siges tre gange - ikke Finn, der ved identificeringen måtte holde inde med at nedbryde Lunds domkirke under opbygningen. Kirkeruinen er muligvis smuttet ind via nordbofortællinger, hvor den i Hvalsø undertiden figurerer. Vendinger som: og hans dage var talte, får en ny betydning i sammenhængen: Barnebarnet tæller dagene tilbage til kortspilsdagen og så viser det sig at passe med dagen for afhentning af kone og børn.

Dykkertræningen af sønnen er derimod ren grønlandsk - eller inuit - episoden forekommer også hos inuit i arktisk Canada. Søg på: Svømme under vandet som en sæl.

Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak

Print
Dokument id:1680
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 235 - 236
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. En dag A. er

på bærtogt, får han fra land øje på en konebåd uden kølvandsstribe og

fyldt med sorte mennesker. Det er umiaqasaat / umiarissat / umiariassiat, der vil

røve ham. De hindres længe i at komme i land, fordi A.s mange

hjælpeånder er strømmet til og forsvarer ham. Blandt disse er også

ånden Unarmik, skønt denne ikke undså sig for at stikke A. med en

kniv, da A. var yngre. A.s kæmpefalk kommer flyvende og retter et

solidt, men utilstrækkeligt angreb på båden. Kun rorsmanden dør.

Endelig kommer A.s fem kæmper fra indlandet. En af dem smider en

vandreblok / kampesten mod båden, der skyndsomt tar flugten. Man hører jævnligt

skrig fra de flygtende, og Unarmik kan fortælle, at båden er gået til

bunds inde i sundet, Ikaasaq. A.s dværg og følgesvend, Qimmartertoq,

følger ham til Puisortoq, hvor han smelter sammen med stranden og

forsvinder. Det var den, der havde tilkaldt alle A.s hjælpeånder i

farens stund.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i

1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, 1993: 36 - 38

Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq

Print
Dokument id:1244
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 242 - 245, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.

 

Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun

på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt

med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet

må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres

iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok

dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser.

Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de

heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en

anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun

skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S.

fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og

døde af det.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De tyvagtige dværge

Print
Dokument id:554
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Nanna Mikiki
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:De tyvagtige dværge
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 17 - 18
Lokalisering:Sermiligaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Det tørrede kød forsvinder gang på gang fra depotet. Da en ung mand

holder vagt om natten, fanger han tyven, der er en lille dværg. Denne

puster sig stor og undslipper forfulgt af den unge mand. Pludselig

forsvinder den ned i jorden, hvorfra den unge mand hører dværgene tale

om, at dværgen blev fanget af nogen, der ikke var et rigtigt menneske, og

at en vis Addiilaatsiaq må udspørge ånderne ved hovedløftning / qilaneq. En

anden siger: "Putaan Qitaan er bedre til det." Slut.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om "dværge" og "minidværge".

Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq

Print
Dokument id:1278
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 359 - 370, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

 

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Den lille arbejdsmand

Print
Dokument id:536
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den lille arbejdsmand
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 37 - 46
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing

 

Resumé:

Den lille arbejdsmand blir forældreløs som lille og får derefter kun noget at spise, hvis han arbejder. En dag han ikke har arbejdet og er sulten tager han en sæk på ryggen og vandrer ud i verden. Han møder en fin dame, der fylder en masse penge i hans sæk fra sin egen og sammen vandrer de til hendes store, fine hus. Her beværtes han overdådigt og spiser til han er ved at sprænges. Nogle vildfarne mennesker, en herre med tjener, melder sig som gæster og får lov til at overnatte på de betingelser, at de skal læse hvad der står over døren, og at de ikke må undre sig over noget der sker. Da de ny gæster beværtes spiser den lille arbejdsmand med endnu engang. Hen mod kl. 10.30 taber kvinden, der er alle kvinders herskerinde, humøret og på klokkeslettet lukker hun to store hunde ind fra under gulvet, tæver dem grundigt, og efter at de har grædt ligesom mennesker, brister hun selv i gråd og græder længe. Den senest ankomne gæst vil vide årsagen og ber sin tjener spørge. Tjeneren husker ham på betingelsen, men hans herre er konge og mener derfor at han kan forlange besked. På spørgsmålet bliver kvinden hysterisk og kaster sig over alle tre og holder dem fast mod gulvet med sine arme. Den lille arbejdsmand ber om lov til at fortælle sin livshistorie inden han skal dø. Det tillades ham, og han genfortæller begivenhederne fra fortællingens indledning.

       

Dernæst tager kongen over med sin temmelig meget længere fortælling: Både hans far og farbror var konge og kongesønnen var i lære 3 år begge steder, sidst hos farbroderen, hvor han kom til at holde meget af sine fætre. På vej hjem ser han fra et udsigtspunkt at hele faderens land er i krig og svømmer i blod. Han skynder sig videre og slår sig ned hos en gammel kone, der forlanger at han hver dag skal kløve og save brænde.

 

En dag ser han sine kære fætre gå forbi og forsvinde ned i jorden. Efter nogen søgen finder han lemmen, kommer ned til en stor udstrakt nøgen kvinde. Fætrene ligger ved siden af på glødende riste. Da kongesønnen vil piske ilden ud brænder tværtimod begge fætre til knogler. Den nøgne dame som han nærmer sig råber advarende at nu kommer Det Store Åndedræt (DSÅ). Han flygter men glemmer sin økse og sav, som DSÅ bringer op og vil kende ejermanden til. Tre gange råber DSÅ, inden kongesønnen på den gamle kones opfordring bekvemmer sig til at svare DSÅ fører ham ned til den nøgne kvinde og spørger begge om de kender hindanden. Begge svarer nej, hvorefter DSÅ omskaber kongesønnen til en stor abe, der svinger sig i et træ og spiser af dets frugter. Et skib lægger til, matroserne får ham ombord, hvor han afslører en meget smuk håndskrift og blir antaget som skibets skriver af kaptajnen. Snart også af kongen, hvis minister netop er død. Matroserne er ved at flække af grin over den store abe i ministeruniform.

Da kongen præsenterer sin datter for aben, erklærer hun at han er en forvandlet kongesøn, ber faderen om fyrsvamp og ildtøj, går ud i haven og tænder ild, der afslører en smuk sø. I denne sø skal hun og aben i fugleskikkelser pikke linser op, alle dem der smides ud. Og een gang til i en anden slags fugleskikkelser. Så blir de begge mennesker igen. DSÅ har strejfet dem begge, fortæller de hinanden. Han mistede et øje ved det og hun blev ramt i hjertet. De blir gift, men snart  dør kongedatteren til så stor sorg for hendes far, at han beder kongesønnen rejse.

       

Da har kvinden, der holder sine gæster trykket mod gulvet, fået så trætte arme at hun må slippe taget, og alle falder i søvn. Da kongen er nået uskadt hjem og vil have stillet sin nysgerrighed sender han bud efter kvindernes herskerinde, der kommer, men på hans ordre bliver omringet og truet på livet af hans soldater. Hun fortæller så sin historie:

       

Da hendes far, en storkøbmand døde, delte hun, der er den ældste, arven lige mellem sig og sine to søstre, som hun sendte ud som handelsfolk med hver sin sum penge og påbud om ikke at gifte sig. Begge søstre kommer ludfattige tilbage og søger efter føde på hendes mødding. Hun gir dem en ny chance med samme resultat, hvorefter hun tar dem med ned på et skib, der skal til et fremmed land efter sten. Da skibet lægger til og de går i land, går søstrene hver sin vej. Storesøsteren kommer til en forstenet by, hvor den eneste overlevende er en kongsøn, der er muslim og derfor ikke blev ramt af Guds forstening af hele byen, da hans far lod alle arbejde også om søndagen. Efter 3. advarsel om at komme hviledagen i hu, var det sket. På kongesønnens bud smider besætningen alle de lastede sten overbord og laster i stedet med penge i massevis. Undervejs tilbage kaster de to søstre deres storesøster og hendes forlovede, kongesønnen, overbord. Han blir først træt, hun prøver at holde ham oppe, men må give op og føres så til land af hans sjæl, der tillige forvandler hendes to søstre til hunde med bolig under jorden. Hver dag skal storesøsteren kalde dem op og tæske dem, til de græder, og selv skal hun bagefter briste i gråd for at fjerne det syndige fra sin mishandling af søstrene. Og de mange penge i skibet skal deles i tre:  en del til hendes selv, en del til mandskabet og en del til de fattige. Da kongen omsider har fået hendes fortælling lader han hende vende hjem.

Hist.: Denne samling af folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske.

Denne fortælling forekommer sammenstykket af adskillige eventyr og bibelske fortællinger: Fyrtøjet (fyrsvamp og ildtøj) med hundene og de mange penge. Det Store Åndedræt er muligvis Helligånden, der måske har pustet så kraftigt til gløderne under fætrene, at de brænder op på et øjeblik i det, der må være lastens hule. 1001 nat dukker også op med en religion så anderledes end kristendommen, at den unge muslim undgår at blive til sten under Guds forbandelse.

       

Et vittig ironi møder man også i påbudet om at komme hviledagen i hu over for indledningens lille arbejdsmand, der må vandre ud i verden af sult den ene dag han ikke har arbejdet.

       

Kravet om at skulle arbejde for føden er understreget langt mere entydigt i en anden af Sissis fortællinger (Kongedatteren der skulle lære at koge suaasat). Desuden har mange danske vendinger formentlig fået nye betydninger i oversættelse til grønlandsk, men det kræver den grønlandske tekst at komme til ordentligt kendskab om dem.

       

Helt på grønlandsk grund befinder vi os med opsamlingen af linserne fra søens bund. Sissi må have forestillet sig dykkende søfugle - ikke snespurve eller andre små landfugle som i det europæiske eventyr, hvor opsamlingen af korn ofte er en af heltens tre prøver. Desuden kan det spille en rolle at episoden afføder en forvandling og derfor alluderer til myten om den blinde dreng, der fik synet igen af søfugle i eller ved en sø. I nogle versioner stryger de ham over øjnene med vingerne, i andre klatter de i hans øjne (søg på: blinde). Straks efter associerer Sissi da også til, at kongesønnen har mistet et øje i åndepustet fra DSÅ. Umiddelbart er det en mærkelig episode, men som en afsmitning fra Den blinde, der fik synet igen virker den helt rimelig.

Den lille sko

Print
Dokument id:539
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den lille sko
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 59
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

En konge mister sin kone og gifter sig igen med en kvinde, der har en datter. Kongens egen datter blir steddatter og hundset med. Da hun skal hente saltvand til madlavningen og får en lille fjordtorsk, uuaq, med op i spanden, ber den om at blive sat ud igen. Hun føjer den. Hun vil gerne med i kirke om søndagen og er ved at vaske sig, da stedmoderen slår hende med kluden i ansigtet og befaler hende at blive hjemme og koge suaasat (sælsuppe med gryn). En kongesøn dukker op, lader sin tjener overtage madlavningen og klæder pigen om i meget fint tøj han har med. De går i kirke, steddatteren sætter sig hos sin stedmor, prinsen blandt mændene og pigen gir svaret på hvilket land de kommer fra: vaskekludenes land. De to fornemme kirkegængere forlader gudstjenesten inden den er slut, skynder sig hjem og pigen blir klædt om, inden stedmoderen kommer og fortæller om det farligt fornemme kirkebesøg. Begivenhederne gentager sig endnu to gange, blot er det ikke vaskekluden men hhv. kammen og tættekammen pigen bliver tævet med. Ved tredje besøg har man spærret kirkedøren med tønder udefra, men de to slipper ud mellem tønderne, manden ved at omskabe sig til en fjordtorsk og pigen ved at holde i dens hale. Kongesønnen er altså den fjordtorsk pigen lod slippe ud. Men hun har tabt sin ene sko undervejs, som den kongesønnen vil lade alle byens unge piger prøve for dermed at finde dens ejerske. Stedmor og steddatter hhv. klipper en tå og hugger en hæl, men i sidste ende er det kun den sølle klædte kongedatter der kan passe skoen, da hun bliver hentet frem fra skjulet, hvor hun overværer afprøvningerne. Hun danser og synger, at selvfølgelig passer skoen hende.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

Netop denne Askepot-fortælling rummer dog relativt få grønlandske elementer så som suaasat (sælsuppe med gryn) og fjordtorsk, uuaq, der vel at mærke er grønlændernes øgenavn for danskere.

Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik

Print
Dokument id:1233
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 80 - 86, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

 

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ

Print
Dokument id:1241
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 235, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.

 

Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med

drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut

med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser

sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den

kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et

vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe-

bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som

klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner

først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller,

at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine

bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses.

Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun

vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne

initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen.

Den store død

Print
Dokument id:2325
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Otto Rosing og Saajooq
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store død
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 137-144
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,

 

Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1368
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 290
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk.

Resumé:
Denne store åndemaner (DSÅ) har hjælpeånder af alle slags, blev
ustandselig tilkaldt, når nogen var syg, og han var rig på værdifulde
perler, der prydede hans brede hårbånd. Han elskede Sermiligaaq
fjorden med dens rige bjørnejagt og sælfangst. En dag i kajak blir han
røvet af tre indlandskæmper, der bærer ham viljeløst og hulkende mod
indlandet. Han fatter sig, og tilkalder een for een sine hjælpeånder,
der intet nytter, fordi kæmperne har mange ånder af samme slags.
Således nytter hans toornaarsuk, mange hjælpeånders herre, ham heller ikke mod kæmpernes mængde af toornaarsuit / toornaarsuk'er, der dukker op af jorden
allevegne som sæler. DSÅ's dødningeånd har dog en forbigående hæmmende
virkning, for den har kæmperne ingen mage til. Heller ikke DSÅ's
bedstemors topbånd, som han lader piske dem i ansigtet uden at de dog i
længden lader sig genere af det. Man DSÅ's kæmpefalk får omsider has
på de tre kæmper, hvoraf den bageste, der bærer kajakens bagende, er
den svageste og flygter på alle fire. DSÅ's kajak er gået itu, og han
når hjem, uden man rigtig ved hvordan. Efter denne udflugt får DSÅ sin
tro og berømte hjælpeånd, Ajaqqisaaq.
Ved ammassætpladsen i bunden af Ammassalik fjorden, hvor mange samles
om foråret, bliver to venner, der er dybt misundelige på den berømte
og vennesæle DSÅ, enige om at dræbe ham. Det lykkes dem, men DSÅ viser
fire gange sin styrke, inden han dør. Han holder balancen både da den
ene fjende sender sin harpun tværs gennem hans krop bagfra, og den
anden sin harpun forfra, der spidder DSÅ's hænder til hans bryst.
Forinden har han ramt den første fjende med sin vingeharpun fra det
ene ærme til det andet, og harpunen nagler fjenden med udspilede arme
til kajakken. Da den anden fjende farer direkte på ham, forsvinder DSÅ
med en sang så dybt ned i sin kajak, at fjenden kun får skalpen af
ham, og DSÅ lader sig synke til bunds, for at fjenderne ikke skal
partere hans lig og sprede kropsdelene over land og i hav. Da
fjenderne og næsten alle deres slægtninge kort efter dør, må det være
DSÅ's udelte sjæl, der har hævnet sig. Hans tro Ajaqqissaq har været
vidne til mordet, men er kommet for sent til at redde sin herre. Den
er siden altid ude efter den eneste overlevende efter fjendernes
slægtninge, Uvinerersuaq, der kunne beskytte sig med sine talrige
amuletter.
Hist.: Fortællingen om mordet på DSÅ fortælles også af Ajaqqisaaq, som
Aggu / Akku arver. Se "Avko" / Aggu, Jens Rosing 1963: 239  - 244. Heller ikke
hér navngives Ajaqqisaaqs tidligere herre, men han var en historisk
person og måske identisk med Ajijak. Ajijak var fra Sermiligaaq og er
hovedpersonen i Kaarali Andreassens variant af fortællingen om
kæmperne, der bortførte den store åndemaner.

Tolkning: Bemærk at åndemanerens styrke bl.a. måles på hans evner til
at holde balancen og til at forblive på havets bund som død. Kæmpen,
der tar flugten på alle fire, er formentlig et landdyr i
menneskeskikkelse.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Print
Dokument id:1806
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.
Publikationstitel:Myter og sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq

paqúnartoq".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq

paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over

isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og

kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten

går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det

er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene

forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt,

svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven

advarer dem mod menneskers ækle vaner:  De sliber deres knive, de fede

kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går

barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven

fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel

hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt

lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin

knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner

op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange

søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller

hun sin mand med fagter om bjørnens komme.

Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød,

og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På

hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;

 

Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop.

Dengang to vintre fulgte hinanden

Print
Dokument id:552
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang to vintre fulgte hinanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 28
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Overleveringen fortæller om det år engang i fortiden, da det ikke blev

sommer, fangstdyrene udeblev, og mange mennesker sultede ihjel: Kun en

smal revne, der åbner sig i isen langs med Kulusuk ved højsommertid,

tillader nogle mænd at ro afsted. De træffer en enlig kvinde, der har

ædt sig fed på døde mennesker. Hun gir dem rød bladtang af en spand

syet af to bagluffeskind og blir både dræbt og ædt af mændene. Da

sommeren efter den næste vinter endelig kommer med masser af sødyr, er

alle voksne kvinder uddøde, og to unge mænd må klare alt arbejdet med

de nedlagte dyr på fuldtid. Men der er en del småpiger, som mændene

kappes om hver især at sikre sig. De når næppe at blive voksne, før

mændene gifter sig med dem, og befolkningstallet vokser igen.

 

Hist.:

Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien i 1815 forårsagede

kulden i den omtalte sommer - ikke blot i Grønland men i store dele af den nordlige halvkugle. Vulkanasken, der i stor højde altid føres

til luftrummet over indlandsisen med luftstrømmene, har i dette tilfælde været så tæt, at den har hindret solvarmen i at gøre sig gældende. Begivenheden

optræder også i et sydvestgrønlandsk sagn: "Angmalorssuaq".

 

Tolkning: Den tætte association mellem "kvinde" og "varme" sætter

lighedstegn mellem de voksne kvinders uddøen og den mandlige

vinterkulde denne kolde sommer. I "En fortælling om

hungersnød" hos Holm (1888), ser mændene sig nødsaget til at spise

alle kvinderne. Tankegangen skyldes formentlig den tætte association mellem

mandlig sex, fangst og fortæring.

Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt

Print
Dokument id:1685
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 258 - 260
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortælleren Kunnitsi trænes fra lille i nidvise- og trommesang.

"Trommen vokser med ham", og hans tromme er næsten så stor som en

voksens mands på den tid, hvor han spør sin svoger, åndemaneren / angakkoq'en

Simmujooq, hvordan en åndemaner kan holde sin tromme i live uden at

røre den, og om den virkelig har den kraft, den synes at udfolde under

en seance, hvor han har bedt K. binde en stærk senetråd i sin

egen tromme og holde godt fast i den.   S. får godt gang i sin tromme,

der trækker K.s tromme til sig med en sådan kraft, at K. må slippe

senetråden. Det viser sig, at K.s lille tromme har sprængt S.s tromme.

S. beordrer lamperne slukket igen og får sin hjælpeånd, "den store

syerske" til at reparere trommeskindet med en nål og en senetråd fra

en fjordssælshale, som S.s mor, Simiaq rækker ånden. Trommen får mere

og mere lyd efterhånden som arbejdet skrider frem, og så smukt blir

den syet, at man bagefter kun kan se bittesmå stikhuller overalt i

skindet.

 

Hist. Historisk fra omkr. 1900.

Drabet på Augpaligtoq

Print
Dokument id:875
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Andrassen, Kaarali
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Drabet på Augpaligtoq
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 60
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42;

Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.

 

Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs.

Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik.

Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet.

Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii.

Her hjælper svogerskab intet.

 

Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq

Print
Dokument id:1693
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Quarrajêq / Quarrajeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 270 - 271
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi har et udmærket forhold til sin stedfar Quarrajeeq, men Aggu / Akku,

der vil have M.s mor, Ama til andenkone, fortæller både M. og Ama, at

Q. pønser på at dræbe M.  Ama opfordrer sin søn til at komme Q. i

forkøbet, og M. overtaler sin fætter, Sanimuinnaq til at hjælpe sig. S.

indvilger. M. og S. sniger sig i deres kajakker ind på Q., der er

færd med at ordne sin fangstblære. M. kaster, men for lavt. Q. flygter

med harpunspidsen i lænden og M.s fangstblære i linen efter sig. Langt

om længe lykkes det S. at komme på kastehold af Q. og ramme ham

i ryggen mellem skulderbladene. Q. blir så tung at M. og S. ikke kan

slæbe ham i land til den rituelle partering. De når kun at skære lidt

af skalpen af, inden liget synker. Fra nu af frygter de den dødes

hævn. Aggu gifter sig med Ama.

 

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq.  Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik Maratse", J. Rosing, 1963: 272 - 275). Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

 

Vedr. mordritual, søg på det

Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat

Print
Dokument id:1658
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

 

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq

Print
Dokument id:1252
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 263 - 264, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.

 

Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig

selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik

og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev

hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange

havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge

enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til

Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq.

P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen

Sinngertaat.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s.

281 - 285: "Kâkâq".

Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Drengen, som for til genfærdenes land

Print
Dokument id:945
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen, som for til genfærdenes land
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

 

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

 

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

 

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

En habakuk fortælling

Print
Dokument id:750
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 2, læg 15, Thule 1909
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En habakuk fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 A3 sider
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.

 

Afskrift i nudansk retskrivning:

Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?).

Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.).

Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.

 

Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han  ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.

 

Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.

 

Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."

 

Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper  blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.

 

Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)

 

Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.

 

Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster  Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."

 

Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."

 

Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.

 

Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte?

Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et  øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne.

På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen  Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer.

De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden.

Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.

 

Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer.

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set

Print
Dokument id:985
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

 

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

 

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

 

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Englands konge og hans sønner

Print
Dokument id:534
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Englands konge og hans sønner
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 21 - 28
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Englands konge har tre sønner, der hører om en livgivende eliskir i et fjernt ukendt land. Den ældste drager afsted men lader sig snart lokke til at blive i et hus med lutter kvinder, der beværter ham godt på alle måder. På samme vis går det med den næste søn, mens den yngste, da det blir hans tur, blot overnatter i huset og drager videre. Han kommer til en 600 år gammel kone, der vogter over alle landdyr. Hun beværter ham med god mad og varm kaffe og næste dag tilkalder tilkalder hun dyrene, men ingen ved hvor landet med eleksiren ligger. Konen giver ham et brev med til sin 200 år ældre søster, der hersker over alle fuglene. Hun tilkalder fuglene, og ørnen er noget længe om at komme, men hverken den eller de andre fugle kender landet. Han får atter et brev med til en 200 år ældre søster længere borte. Hun hersker over alle fisk og dyr i havet og tilkalder dem. De ved intet, men da langt om længe hvalen kommer, kan den fortælle at den netop kommer derovrefra (derfor varede det så længe) og den må tage kongesønnen på ryggen derover. Den fortæller ham om et par æbler og en lille flaske eleksir i et vindue oppe på slottet. Han skal skynde sig at snuppe dem og væk inden folk vågner allerede kl. 3. Men den unge mand, der kæmper sig op til slottet, blir sinket af den allersmukkeste sovende skønhed, som han lægger sig hos. Han vågner dog netop som klokken slår tre, tar æblerne og flasken med i flugten, når at skrive sit navn, Venius på dørstolpen, og når efter at have måttet gemme sig flere gange ned på hvalens ryg. Undervejs over havet dykker hvalen ialt tre gange, den ene dybere end den anden gang. Sidste gang spytter den unge mand blod inden han får vejret igen. Ligeså forskrækket blev hvalen, fortæller den, da han gik ind i slottet, da han lagde sig hos pigen, og da han skrev sit navn over døren.

       

På tilbagevejen over land forynger kongesønnen de tre gamle koner med et halvt æble og et par dråber eleksir. Til gengæld får han af den første en hest, der beroliger alle vilde dyr ved at logre med halen (!), af den anden en bord-dæk-dig-dug og af den tredje en lille pisk, hvormed han kan berolige alle vilde dyr. Han overnatter også i huset med kvinderne og sine brødre, der udskifter det halve æble med et almindligt og eleksiren med vand. Da så senere den yngste vil forynge sin far med æble og eleksir og det ikke virker, smider faderen ham for løverne. Men han beroliger dem med pisken og fodrer dem med masser af mad fra dugen og de hygger sig i årevis, indtil den skønne fra landet derovre kommer for at finde faderen til den søn hun har født. Hun ved jo han hedder Venius og erfarer at det er kongen af Englands yngste søn. Hendes søn har et æble i hånden som han vil tabe når han ser sin far, og denne skal komme, ellers blir England udslettet. Tre røde løbere rulles ud fra slottet til skibet. Ad den midterste vil barnefaderen komme ridende. Den ældste søns hest vælger den ene yderste løber, den næstældste den anden yderste, og drengen vil ikke kendes ved nogen af dem. Kongen kommer i tanke om sin yngste søn og sender en tjener til løverne for at se om dog ikke en lille knogle skulle være tilbage af sønnen. Det blir en rørende afsked løverne tager med deres rige forsørger, hans hest vælger den midterste løber, drengen taber sit æble og kaster i sig armene på sin genkendte far. Denne rejser med skønheden og deres fælles søn tilbage til hendes land.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sís, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

       

Bemærk alle de bibelske associationer: til Jesusbarnet, det evige liv (fornyet ungdom), genkomsten, og æblet alias både arvesynden og kongemagten, som drengen smider fra sig da han genkender Faderen.

Rejsen over havet er et velkendt tema i den grønlandske / inuitske tradition: dels åndemanerens rejse til Havkvindens land og dels fuglekvindens mand på ryggen af en laks til fuglenes land, hvor heltens kone og børn er fløjet til. Se: Manden der blev gift med gås, en svane eller en anden fugl (Fuglekvinde-fortællingen er vandret verden rundt - findes fx også i Sydøstasien). Kvinderne der vogter over faunaens forskellige kategorier er heller ikke traditionen fremmed: Sødyrenes mor eller Havkvinden, og Månemanden.

 

Huset med de mange kvinder kunne minde om Qivaaqiarsuk (se denne), der fik en masse kvinder at forsørge. Men inspirationen er snarere 1001 Nats Eventyrs harem'er, der må opfattes som en slags lastens huler. Også flere af disse eventyr fandtes publicerede i oversættelse til grønlandsk.

ernisuitsoq / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:200
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 282, nr. 95
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

 

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

 

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

 

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

 

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

 

Hist.: Fangstrejser nordpå.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende

Print
Dokument id:820
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

 

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

 

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

 

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

 

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

 

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

 

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq

Print
Dokument id:1271
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 320 - 333, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

 

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

 

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Forfølgelsen / Malerssorneqarneq

Print
Dokument id:1234
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 90, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.

 

Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller,

der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir

gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og

skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne

og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader

hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer

teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får

vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men

hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der

skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.

Print
Dokument id:1980
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen.

       Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs.

       Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.

 

Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.)

Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig

Print
Dokument id:1921
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 73
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).

 

Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq

Print
Dokument id:1242
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 235 - 237, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

 

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

 

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1700
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

 

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1667
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 204
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 95 - 96; angakkortalissuit, 1990: 218 - 219: Fra "...Naajaaq ilimmarluni aallarmat toornaa ..."

 

Resumé: Da Naaja er fløjet bort og en af hans hjælpeånder er blevet

tilbage for at overvåge, at seancen forløber som den bør, bliver denne

snart erstattet af en af de to ånder fra vestkysten. Den ene fortæller

om sin fjerne boplads, hvor havet aldrig fryser til. Man når frem

efter at have rundet Kap Farvel og have roet et langt stykke mod nord,

Mennesker dér lever af sælfangst, men hans ånde-fæller lever af

hvidhvaler, som de fanger i faldgruber. De graves i det store

sandområde, som er tørlagt ved ebbe og hvidhvalerne, der kommer ind

med flodbølgen, strander i gruberne ved næste ebbe, hvor man kan fæste

fangstblærer på dem, og derefter lade flodbølgen føre dem ind på land.

Det skal gå meget hurtigt, og fortælleren har engang fået knækket

kæben af den frembrusende flodbølge. Ånden forlader huset, og da Naaja

kommer tilbage føler han sig næste dag så let, at han ubesværet kan

springe frem og tilbage over de opstablede konebåde.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det

store tidevand kunne være Paamiut eller ved ? længere nordpå ved Qaquk, hvor tidevandsfangst blev praktiseret. Fortællingen afspejler østgrønlandske

forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere tjener

som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I selve Vestgrønland

er stedet for tidevandsfangsten også placeret i vest, ved Akilineq

(varianter af "Kivioq").

Hvordan det gik Maratse / Maratsi

Print
Dokument id:1695
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvordan det gik Maratse / Maratsi
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 272 - 275
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Sanimuinnaq og Maratsi har sammen dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at

sikre sig mod den dødes hævn. Det lykkes den døde Q. at ombringe S.,

mens M. pludselig blir slået af rædsel. Han tør end ikke gå ud og

forrette sin nødtørft alene. M. får besøg af sin ven Kaakkajik, der også er

åndemaner / angakkoq og ved strygning af sin gnidesten erfarer, at Q. omsværmer

huset. M. gør klar til åndemaning, men lader sig skræmme af Q.s

stemme, der truer ham.  K. rejser hjem.  M. forsøger sig med endnu en

seance, der får samme forløb. Men tredje gang M. forsøger, får han

mandet sig op, går ud og råber på sine hjælpeånder, får alt ordnet til

en seance, går i gang og reagerer ikke på den dødes trusler. Han får i

fuldt lys trommen op at danse på sin ryg tre gange og opnår derved

sila (silanippoq), alverdens visdom, idet hans syn sprænges i lag. Man slukker

lamperne. M.s hjælpeånder er ankommet under gulvet. M. skændes selv

dernede med Q. De brydes. M.s dværg, Sorpik hvis "flimrende lysstribe"

ingen kan udholde at se på ret længe, angriber Q, bagfra. Man hører

Q.s gråd forsvinde i det fjerne. M.s toornaarsuk lader sit råb høre.

Lamperne tændes igen og Sorpik kan meddele at Q. nu er sprængt til en

blodklat derude, hvor himlen ender.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Hvis den omtalte Kaakkajik er identisk med Naajas søn, der døde i 1885, er mordet på Quarrajeeq sket før dette tidspunkt.

 

Kommentar: bemærk Maratsis lagdelte tvesyn, da han får sila. Lagdelingen, overgangen til syn for den "anden" verden, asia, forkommer beskrevet hos flere historiske åndemanere fra Ammassalik området.

Hvorledes jeg blev åndemaner

Print
Dokument id:987
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes jeg blev åndemaner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Iarqas far / Iaqqa

Print
Dokument id:559
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iarqas far / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

NB: Fortællingen indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Den fortsættes hér af ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq, Evan.

 

Resumé:

Denne fortælling indledes altid af en anden end den, der fortæller den

til ende.

     En Qinngeq-mand tar til Immikeertoq for at ligge med kvinderne,

mens mændene ikke er hjemme. Undervejs må han gøre ophold i et ubeboet

hus, hvor en skræmmeånd dukker op og drives bort af hans toornaarsuk,

en "sagdiliilijaq" ("løgner" ? BS). På Immikeertoq er også den gamle

"Iaqqas far" hjemme. Efter et godt måltid kommer et genfærd ind i

husgangen og truer med at udrydde alt levende. Gæsten, der gnider sin

bare numse mod kvinderne bagest på briksen, er ikke I.s far til megen

hjælp. Denne vil smide stenplader fra gulvet mod genfærdet, men magter

det ikke. Til slut smider han en brændende lampe mod genfærdet, der

flygter. I.s far løber efter det med en øseske. Man finder bagefter en

halv lampe i husgangen og den anden halvdel neden for møddingen.

Fortællingen har nok oprindeligt været længere.

 

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer et møde mellem dorset- og thulekultur. Måske er det så

genfærdet, der repræsenterer dorset.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit

Print
Dokument id:1653
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".

 

Resumé:

I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende

fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved

Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq.

   De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles

overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra

Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar.

Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan.

   I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks

sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og

skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære

hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen

af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn

har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får

yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger

højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad

fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen,

og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre

fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra

Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af

sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man

kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i

april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra

Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage

efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual

befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under

yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku

og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får

den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres

tyveri af bjørnekødet).

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om

bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen

af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku.

Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko,  søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik

Iisímardik

Print
Dokument id:873
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik
Publikationstitel:
Tidsskrift:Det grønlandske selskabs skrifter nr. 20: 1-89
Omfang:side 38 - 47
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 22 - 30;

Angakkortalissuit, 1990: 27 - 34: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Ii. var ingen imponerende fanger, men blev berygtet for sin hidsighed, der udfoldede sig efterhånden som han blev voksen.

Hans første offer var Uitsina, hvis kone Ii. var varm på, og som havde købt en harpunspids tilbage, som Ii tidligere havde solgt ham. Det var åbenbart en stor fornærmelse.

 

Ii. indrømmer senere i hidsighed, at han havde dræbt Uitsina.

Alle frygter derefter Ii., og hans søster, Tappinngaajik opdage, da de overvintrer i samme hus, at Ii. altid har sin storkniv ved hånden om natten, idet den er stukket ind i husstolpen ved hans brikseplads. Hver nat fjerner og gemmer hun den, når broderen er faldet i søvn. Men en vinteraften har hun glemt den, og mens hun gennemgår de triste begivenheder i sit liv, ser hun pludselig Ii. snige sig langs briksens bagvæg. Hun gør anskrig. Husfællen Uitsalikitseq er den efterstræbte, der bevæbner sig med en stump teltstang. Vildt fægtende mod den sindssygt brølende Ii. bakker han hen mod vinduet. Hans kone og børn flygter ud, og hans bror har sneget sig op på taget, hvor han har vristet en stor fastfrossen tagsten løs for at ramme Ii., når denne forfølger Uit. ud gennem vinduet. Uit. kommer ud, men Ii. når at trække hovdet tilbage i sidste øjeblik. Ii. kommer atter til sig selv og byder familien derude indenfor igen, men de kommer først da Ii. atter har lagt sig.

Derefter tør Uit. ikke længere tage på fangst. Ii. lider åbenbart af re og skær drabslyst, mener Uit., og udfrielsen kommer først, da han langt om længe får besøg af fire svogre fra den anden side sundet. Efter en dag med stor gæstfrihed, flåder de på Uits. anmodning hans kone og børn over på besøg, og da de fortæller deres slægtning om affæren, henter man også Uit.s store forråd.

Ii. blir skuffet over at miste den velforsynede bopladsfælle, men Uit. inviterer ham til at komme til ædegilde når han har lyst. Uit. blir dog enige med sine svogre om at gøre det af med Ii., når han kommer, men da han gør det, lægger han til flere gange og opgir til slut helt at stige op af kajakken. Ii. har lugtet lunten selv om alle på stranden viser lutter venlighed.

 

Året efter blir Ii. konebytteven med Agdiartertoq, men efter en tid vender Ii. sig ukendt af hvilken grund mod Agd. og ville have dræbt ham ude til havs, hvis ikke Agd. lynsnart havde opfattet faren og roet imod ham, også med hævet harpun. En tredje kajakmand kommer til, Siannialik, der ved sit nærvær spolerer Ii.s drabslyst. Ikke desto mindre er Ii. fræk nok til senere påny at opsøge Agd.s kone, der dog afviser ham på det kraftigste.

 

Af sin gamle bedstemor, Qavaavak, får Agd. et godt råd mod Ii.s fjendtlige sindelag. Han skal servere ham en portion tørrede han-ammassætter med kun een rognfyldt hun imellem. Denne hun er netop hvad Ii. vil udtrykke ønsket om, at der på være, og når han har spist den, vil hans uvenlighed være forduftet. Og det går som Qavaavak har rådet og spået. Ii. blir så blid så blid og de to mænd genoptager deres konebytteforhold.

 

Ii. blir til almindelig latter over sit mislykkede drabsforsøg, og man skyer ham. Han overvintrer på øen Seerarteeq ved Kulusuk i fælleshus med sin morbror, der forstår at sætte sig i respekt, da Ii.s vinterdepression tar overhånd.

 

Alt dette skulle være sket inden Holms konebådsekspedition arriverede i 1884.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Se ovf.

Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet

Print
Dokument id:998
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 68
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

 

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

 

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

 

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

 

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

 

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

 

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Iisímardik møder sin skæbne

Print
Dokument id:874
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik møder sin skæbne
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 69 - 74 + 79 - 83 + 86 - 89
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63;

Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.

 

En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.

 

Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses.

Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham.

Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter.

Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land.

Drabet holdes hemmeligt en tid.

To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.).

Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk.

Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat

Print
Dokument id:1787
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Ikaarissani nunalinnik / Om en der boede i Ikaarisat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 123, nr. 25
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43.

Resumé af uddraget: En mand bosætter sig  på Ikaarissat ved mundingen

af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i

fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at

fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror

videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder

i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at

plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der

inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med

sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da

han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på

størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser

kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber

kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved

Qassigiannguit på hjemvejen.

 

Var.: U. Rosing nr. 321.

 

Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen

fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger

stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ikaleq og Qátaitsiaq /  Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen

Print
Dokument id:1363
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaleq og Qátaitsiaq /  Ikaleq og Qattaatsiaq / De legende dværge under møddingen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 254 - 256
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dansk resumé ibid, s. 374.

Renskrift af et muligt orig. håndskr. (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Ikalêq, Qátâtsiardlo".

 

Andet håndskrift: NKS 3536 II, 4', læg 22: Ikalêq Qátâtsiardlo / Qattaatsiarlu.

 

Resumé:

Q. er en lille pige, der kun gider lege med dukker. En aften hun leger

ved indgangen til rummet, kan moderen ikke få hende i seng. Ikaleq,

en dværg fra møddingen henter hende. På dværgens opfordring låner hun

sin mors kamikker og anorak og tar sine dukker med. Hun leger hele

vinteren uden at sove. Om foråret flytter husfællerne ud til

teltpladserne. Inden de rejser må ingen smide vand på møddingen. Den,

der gør det, vil dø, fordi dværgene ikke kan fordrage det våde. Pigen

gaber næsebor og mund helt op til ørene, og kommer endelig ud af

møddingen, da husfællerne er kommet tilbage for vinteren. Hendes mor

må anbringe to små træstykker under hendes øjne, der ikke længere kan

lukkes. Pigen falder endelig i søvn, får sovet ud og bliver en sød

arbejdsom pige, da hun vågner.

 

Var.: Holtved 19; 19A;

 

Hist. I andre varianter kommer pigen kun hjem igen pga. det tøj, hun

har lånt af sine forældre. For en variant fra Sydvestalaska se

Fienup-Riordan 1994: 66.

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge".

Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq

Print
Dokument id:1656
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 146 - 151
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

 

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

 

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Ilagît pitdlaissarnerat

Print
Dokument id:928
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eliasen, Markus
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ilagît pitdlaissarnerat
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 148
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Menighedens straffe.

 

   Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret.

   Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem.

   Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.

 

*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.

 

Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime.

Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn

Print
Dokument id:817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 102
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

 

Var.: Nakasunnaq.

Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa

Print
Dokument id:818
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ilisimmarteq, morderen

Print
Dokument id:962
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnak
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ilisimmarteq, morderen
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 87 - 88
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

 

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

 

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Imaakka dør / Imaka toquvoq

Print
Dokument id:1283
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Imaakka dør / Imaka toquvoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 397 - 401, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.

 

Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er

på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden,

en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den

blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand

Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op,

river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og

giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går

tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der

engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har

fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber

børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger

da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner

dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med

Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:1909
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

 

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

 

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

 

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

 

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

 

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

 

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

 

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera

Print
Dokument id:1193
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 201 - 204, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på

Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs

lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han

ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil

for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort

hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås.

N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver

åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem

reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin

finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom

dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s

hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme,

og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en

hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig

hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til

bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen

kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land.

N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende

fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil

tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og

han gemmer den godt livet ud.

 

Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213.

Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt".

Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som

vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev

kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse.

Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs

Print
Dokument id:1796
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Innussaarsummik avammukartumik / Inuussaarsuk som rejste til havs
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 146 - 151, nr. 34
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

 

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

 

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

 

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

 

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Inuarugdligak / Peter Ranthol

Print
Dokument id:163
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuarugdligak / Peter Ranthol
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 164, nr. 56
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

 

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

 

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

 

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

 

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

 

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

 

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

 

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

 

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

 

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

 

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

 

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

 

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Iseraq

Print
Dokument id:2058
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iseraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 121
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;

 

Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren

Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik

Print
Dokument id:1920
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 72
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

 

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

 

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq

Print
Dokument id:1239
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 229, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.

 

Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq

begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død,

begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed

i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde

synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og

tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig,

men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre

spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil

hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse.

Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten,

"mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden

resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt,

at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et

menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det

viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved

at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq

Print
Dokument id:1276
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 350 - 351, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.

 

Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til

at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med

blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme.

Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet.

Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun

bliver blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq

Print
Dokument id:1251
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 260 - 263, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

 

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq

Print
Dokument id:1260
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 287 - 289, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.

 

Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en

sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den.

Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød,

som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt

senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har

hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke

rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive

hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine

fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.

 

Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq

Print
Dokument id:1253
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 264 - 267, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.

 

Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først

nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver

hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat

næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren

(Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk

modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens

anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder

atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K.

hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka,

idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil

da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og

fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives,

vender Imaakka tilbage.

 

Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963:

s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne

sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds

koner, der vil lide under rendemaskens eventyr.

Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme

Print
Dokument id:1248
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 253 - 256, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.

 

Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er

gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun

forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med.

En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op

og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver

synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig

flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste

gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten.

Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at

barnet var lampemossets person (inua).

Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq

Print
Dokument id:1275
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 346 - 350, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.

 

Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs

kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods

alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer

den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje,

og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af

sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med

en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele.

Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af

ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun

ikke selv har skabt tupilakken.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere

tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det

stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for

blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo

Print
Dokument id:1254
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 267 - 268, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.

 

Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en

snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at

gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i

håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej

til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger

den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer:

"Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min

bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen

skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død

til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til

slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig

mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.

 

Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285. "Kâkâq":

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo

Print
Dokument id:1249
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 256 - 258, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo

Print
Dokument id:1246
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 248 - 250, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.

 

Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux

på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende

så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det

straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K.

afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af

hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer

moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør

bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget

moderen af dage.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo

Print
Dokument id:1245
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 248, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.

 

Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters

mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn

på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende

pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til

at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist

svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq

Print
Dokument id:1268
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 311 - 313, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.

 

Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq

finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq

at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv

en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med

mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet

beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det

svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som

tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin

svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været

rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv.

Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:352
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Povelsen, Johan
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 763 - 774, nr. 210
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

 

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga

Print
Dokument id:1699
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 281 - 285
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

 

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone

Print
Dokument id:1702
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 288 - 289
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

 

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd

Print
Dokument id:1705
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq får en skræmmeånd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 292 - 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

 fra Resumé:

Kaakaaq går hjemmefra i vrede over skældud, hører et hyl og forfølges

af en "stor-spædbarneånd", der løber hende over ende, så hun besvimer.

En ånd med en stor næse Uttuk / Uttu, vækker hende til live, blir

hendes opvækkerånd og identificerer den skræmmeånd, der netop

forfulgte hende. Dette gentager sig endnu to gange. Sidste gang får K.

selve skræmmeånden at se.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning

Print
Dokument id:1704
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 291 - 292
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq og hendes kusine Isaangaleq får lyst til at gnide en død frem

af dens grav og udspørge den om årsagen til, at gravens dæksten er så

tunge. K., der er den modigste, foretager strygningen, den døde melder

sig med en summen, der blir stærkere, og svarer at fordi han engang

tog sin søsters bjørn fra hende, døde han og blev begravet af

søsterens barn og sit eget barn.

 

Var.: Sandgreen 1987: 267 - 268.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Det er uklart om den døde har franarret sin søster en bjørn,

der var hendes, fordi hun havde set den først, eller om han har sendt

en tupilak mod hende og fået tilbageslag.

Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq

Print
Dokument id:1706
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som en af de sidste af sine talrige hjælpeånder får Kaakaaq Iikiaq, en

ildmand (innersuaq), der selv tilbyder sig, fordi dens forrige herre

(åndemaner) er død. Den synger pralende om alle de fjender i

åndeverdenen, som den har dræbt.

 

Var.: Sandgreen 1987: 250 - 253: "Ungmøen Kaakaaq", hvor ånden dog er

en indlandsbo.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn

Print
Dokument id:1703
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:290 - 291
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som lille skældes Kaakaaq ud af sin mor, da hun ved et uheld vælter en

spand med blod, og hun går grædende til fjelds, hvor en ånd ved navn

Aadaadak / Aataatak tilbyder sig som hendes vejleder i åndemaning. K.

vægrer sig i angst, men overtales. Næste morgen ved solopgang finder

hun to gnidesten, en hvid, for mænd og en sort for kvinder. Hun tar

den sorte med ind til en sø, gnider den mod en flad klippe, slår

derefter smut med småsten, der fremkalder bevægelse og til sidst en

vandboble. Den sprænges og ud af den kommer en stor bjørn. Synet lammer

hende, bjørnen nærmer sig, æder hende og kaster hende op igen. Hun vågner

nøgen efter en lang besvimelse og møder på hjemvejen både sin anorak

og sine bukser, som hun ifører sig. I kraft af dette mytiske ritual

får K. "klarsyn".. Hun kan se det, der er skjult for andre.

 

Var.: Den faste mytiske initiation for en østgrønlandsk åndemanerlærling.

Søg på: søens troldbjørn.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

   Fortælleren undrer sig med rette over, at K. først møder sin

vejlederånd efter at hun allerede har mødt og fået sin første

hjælpeånd, Papeqqia. Begge møder resulterer jo også i, at K. får

"klarsyn". Hos Sandgren (1987), hvis fortæller sandsynligvis også var

Piisui / Kukkujooq, møder K. først vejleder-ånden, dernæst et par indlandsånder,

der blir hendes første hjælpeånder, og derefter P.   Den rette

rækkefølge er umulig at afgøre.

Tolkning: Om åndemanerens "klarsyn" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Var.: Sandgreen 1987: 231 - 235: "Den store bjørn æder hende".

Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak

Print
Dokument id:1707
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Napaatuun (Napâtûn)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 294
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortællersken genfortæller og prøver uden større held at tolke sin

mor, Kaakaaqs sang til oplivning af en tupilak, som K. har skabt og

sendt ud efter flere navngivne mænd. Sangen nævner formentlig tre

hjælpeånder, der bistår hende under oplivningen, og omtaler hendes

store spædbarn, som fortællersken ikke kan identificere.

 

Var.: Sandgreen 1987: 289 - 290: "Nogle af Kaakaaqs meriter".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285 "Kâkâq".

 

Tolkning: Det store spædbarn er nok tupilakken, der kommer til live

ved at die tupilakmagerens kønsdele.

Kannibalisme under hungersnød

Print
Dokument id:957
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kannibalisme under hungersnød
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt.

            Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.

 

Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq).

Kartulúkúnut pulartut / Kartulukkunnut pulartut

Print
Dokument id:825
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kartulúkúnut pulartut / Kartulukkunnut pulartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364:

"Fangeren, der søgte ly hos ravnene".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Besøg hos ravnene.

En fanger, der boede på en af de små bopladser, havde en søn. Når det

blæste op til storm, mens denne fanger var ude, var de altid

bekymrede for ham. Men så snart det blev stille vejr, kom han hjem.

De vidste aldrig, hvor han havde været  henne. Da sønnen voksede op,

tog faderen ham med på fangst.

 

Engang de var ude på fangst, blæste det op til storm, til en

kraftig nordøst. Da det blæste op, roede de ind imod land. De havde

kun roet et stykke tid, så fik de øje på et hus - på et sted, som

fangerens søn aldrig havde set før. Lige før de nåede derhen, kom

en stor mand ud af huset. Da han så kajakkerne, råbte han ind i

huset: "Der er kajakmænd på vej ind." Hans husfæller, der hørte hans

råb, kom ud og gik ned til stranden for at tage imod dem. Sønnen

kendte dem slet ikke, mens faderen lod til at kende dem godt. Så

såre de gik i land, tog de kajakkerne og satte dem op på deres

stillads, og fastgjorde dem, for at de ikke skulle blive blæst væk. De

blev budt indenfor. Inde i huset iagttog fangerens søn beboerne, som

havde stort skæg, og de var sorte over det hele. De satte sig ned på

ingiffik (? formentlig siddepladsen ved vinduet).

Midt på briksen lidt længere inde i forhold til det sted, hvor de sad,

sad en gammel mand, og faderen begyndte at snakke med denne. Under

samtalen sagde den gamle til nogle unge mennesker: "Vil I hente

spækposen med sortebær i."

 

De unge gik ud og snart efter kom de ind med en meget

stor spækpose fuld af sortebær. Den var bundet på forlallerne

(posen bestod af et helt sælskind). Under bestræbelserne på at få

posen op fra gangen ind i rummet blev den ene forlalle revet over, så

posen fik en flænge. Da dette skete, gav de unge sig til at spise bær,

uden at de tænkte på at trække posen op i rummet. Så sagde den gamle,

at de skulle trække det op i rummet og spise af den. Posen kom nu op i

rummet, og de mange mennesker gav sig til at spise - også fangeren.

Sønnen forsøgte også at spise, men måtte opgive, fordi det smagte

stærkt af ekskrementer.

 

Således fik sønnen ikke noget at spise og var den eneste i huset, som

ikke havde fået stillet sin sult. Så skete det, at den eneste hvide

mand i huset - så hvid at også øjnene var hvide - og som havde sin

faste plads længere inde i rummet, gik ud og kom tilbage med tørret

laks. Han gav fangerens søn to og hans far tre af de laks. Disse

spiste fangerens søn med stor appetit. Denne hvide mand viste sig at

være en måge, der var svigersøn til ravnene.

 

Da sønnen havde spist det mågen havde givet ham, kom der en mand ind i huset.

Han manglede næsten halsen, og næbbet var knækket. Han satte sig ned og holdt

fangeres søn omkring benet og sagde: "Da du var yngre fangede du mig

på den anden side af fjeldet, og du slog mit næb imod noget, så det

blev skævt; det gjorde vældig ondt."  Samtidig strammede

han grebet om benene, og det føltes som om han blev

stukket i dem. Så kom han i tanker om at han som

ganske ung fangede en unge af en falk bag ved fjeldet og lod den

slippe afsted efter at have knækket næbbet. Mens han dér blev pint

af mandens faste greb, sagde den gamle: "Slip dog grebet om gæsten!"

Falken adlød ham og forsvandt ud af huset.

 

Fangerne blev der til det blev godt vejr igen. Så tog de

hjemover. Da de var kommet af sted, sagde fangeren til

sønnen: "Vores værtsfolk var ravne. Du må aldrig nævne vort besøg for

nogen. Bare du lader være vil du, når du kommer ud for dårligt vejr,

altid kunne søge tilflugt hos disse. Jeg tyr altid ind til dem,

når jeg kommer ud for dårligt vejr."

Sønnen lovede ikke at fortælle det til nogen. Men da de så et

menneske, lige før de nåede deres boplads, råbte sønnen: "Vi var på

besøg hos ravnene." Umiddelbart efter kom han i tanker om, at

faderen havde forbudt ham fortælle det til nogen.

 

Langt senere kom de ud for dårligt vejr under deres fangsttur. De tog hen til ravnene, men kun stilladset var tilbage. De forsøgte at finde et sted, hvor de

kunne komme i læ, men forgæves. De frøs ihjel.

Det viste sig, at ravnene havde forladt deres opholdssted, fordi der

var blevet fortalt om dem. De ville ikke have, at andre skulle vide

noget om dem.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Men temaet er genkommende i talrige fortællinger: Man må ikke fortælle andre om besøg hos ånder eller dyr i menneskeskikkelse, hvis man fortsat vil nyde deres givende venskab: Fx

De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

 

Kommentar: Man forbinder åbenbar ravnen med vindstille. Måske på samme måde som de mindste dværge (der undertiden lignes ved ravne i Østgrønland, kan fremtrylle en vindstille bane til deres konebåd i et oprørt hav. Søg på: Mákutôq.

Kîlíka / Kiilikka

Print
Dokument id:557
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kîlíka / Kiilikka
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 47
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer.

K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få

lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet

passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man

når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand,

der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål.

Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv

klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af

mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det

bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i

det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På

samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe

mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter

ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside

med en krog på en lang line.

     Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K.,

der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han

har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser

han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig

spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.

 

Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede

fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265).

Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).

 

Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq

(forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave

at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land.

Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut

Print
Dokument id:564
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kilivpak / Kilippak / Kiliffak, mammut
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 17
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kilippaq'en / kiliffak levede dengang folk endnu hverken havde spredt sig på

mindre bopladser eller var gået fra landjagt over til sælfangst. Den

var større end en bjørn og dens kød voksede ud to gange på de afspiste

knogler, men den sidste gang kun i et tyndt lag. Når det var spist,

kunne man slikke den rim, der dannedes på knoglerne. Et mundheld fra

dengang lyder : "Bare der voksede kød ud på knoglerne igen!"

 

Kommentar: Kiliffaq oversættes ofte med mammut, som man aldrig har fundet nedfrosne rester af i Grønland. Ingen kan vide om kiliffak også har været thulekulturens betegnelse for de frosne mammutter man har fundet i Sibirien dengang startede ekspansionen mod øst derfra. I grønlandske fortællingr er den et farligt fantasidyr.

Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen

Print
Dokument id:821
Registreringsår:19191921
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (referat): NKS 3536 II, 4', læg 22: Kingigtorajingmiup toqutaunera.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 372:
"Storfangeren fra Kingigtorajik"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
På Kingittorajik boede en meget dygtig fanger.
(Kingittorajik ligger lige i nærheden af Kap Dan). Overfor dem på
Qasigiarajik boede der mange fangere (mener, at det skal forstås
sådan, CB.) Da disse opdagede at Kingittorajikboen var en meget dygtig
fanger, pønsede de på at dræbe ham. Kingittorajimmiu fik dette at
vide, ventede det værste og blev ængstelig. En dag sagde hans lille
søn: "Hvad skal jeg dog gøre hvis min far går hen og bliver dræbt?"

En dag i dejligt vejr, så hans lille søn, der opholdt sig i nærheden
af teltet, nogle kajakmænd dukke op bag et lille næs. Faderen var ikke
taget afsted på fangst, og drengen blev klar over, at disse kajakmænd
kom for at dræbe faderen. Da han så disse kajakmænd, smuttede han
afsted og flygtede ind i landet.
Temmelig langt inde i landet kom han til en lille klipperevne, hvor
han krøb ind. Der blev han til ud på eftermiddagen. Første da han
kunne forvente, at de (kajakmændene) var taget bort, gik han ned. Da
var hans far blevet dræbt. Han gik ind hos moderen og græd længe. Da
han blev ved med at græde, sagde moderen til ham: "Hold op med at
græde; for det hjælper ikke noget at græde."
Ved disse ord fra moderen holdt han op med at græde. Fra nu af lavede
han ikke andet end at træne sig stærk hver eneste dag. Samtidig fik
han en kajak og lærte at ro i den. Under kajakturene traf han nu og da
sine fjender. Engang han var ude i kajak, hørte han et højt brøl. Han
roede hen og fik øje på en stor isbjørn, der var kommet ud på isen.
Det viste sig at være en isbjørn, som en af hans fjender havde fanget
(sådan står der; for bjørnen tilhørte den første, der havde fået øje
på den.) Kajakkerne, der roede hen imod den, fik travlt med at bakke,
så snart den vendte sig imod dem. Han gav sig til at ro imod den. De
andre råbte: "Ro ikke derhen; de er umuligt at komme tæt på, når den
vender sig imod én!" Han lod som om han ikke hørte dem. Bjørnen så, at
han roede imod dem; og den rejste sig op vendt imod ham, og brølende
forsvandt den ned i vandet i hans retning. Det varede ikke længe, så
dukkede den op endnu tættere på. Da den kom op kravlede den op
på isen ("Sikumut túmariardluni,": idet den trådte på isen) og vendte
sig imod ham. Idet samme greb han sin lanse og sendte den i den, så
den faldt død om. Straks roede han helt hen til den og trak sin lanse
ud, hvorefter han begav sig hjem ad.

En dag, han var ude på fangst, hørte han et skrig- ét, der råbte om
hjælp. Han roede derhen og så at der var flere kajakmænd. Det viste
sig, at en af brødrene til hans fjende havde harpuneret en
hanklapmyds. Da han nærmede sig, sagde de: "Den er ude efter at få
noget at spise (eller: Den er ude at søge føde) den er ikke til at
komme i nærheden af." Det viste sig også, at den havde smadret
fangstblæren, der tilhørte ham, der harpunerede den. De advarede ham
mod at ro derhen, men han roede blot videre. Klapmydsen så, at
kajakmanden var kommet nær; og brølende fór den imod ham. Han ænsede
et ikke; men først da dyret kom ganske nær, og det skulle til at bide
ham, greb han dets næseblære og gav det et boksestød, så at hovedet
smadredes. Straks han havde dræbt dyret, vendte han kajakken og roede ind mod land. De andre råbte: "Du skal lige have din fangstpart!" Han svarede dem tilbage: " En stærk mand behøver ikke være bange for dyr, der er ude efter føde." Efter denne hændelse begyndte han igen at tage ud på fangst.

En dag så han sine tre fjender ro i kajak sammen. Han roede hen til
dem og fortalte dem lidt forskelligt. Han roede helt hen til den
tredje af dem og beundrede hans hvide anorak af skind ved at stryge
hen over den med hånden. Så førte han armen omkring manden og trykkede
ham til sig så kraftigt, at noget i ham sprængtes. Så snart han roede
væk fra ham, kæntrede han. Hans brødre blev bange; men han sagde til
dem: "I dræbte kun én, nemlig min far, og jeg dræber kun én for at
hævne mig. Der sker ikke noget med jer."
Efter denne hævn fik han ro i sindet, fortælles det.

Var.: En typisk fortælling om blodhævn.

Hist.: Kan være historisk, men forløbet svarer ganske til dem i de ikke-historiske.
Bemærk at der kun er tale om udligning, ikke om nogen fortsat række af gengældelser. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.
Hævneren her udvikler sig heller ikke som lystmorder. Det sker gerne med mytiske personer som fx Kaassassuk, der er blevet mishandlet som små.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera

Print
Dokument id:823
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Referat på grønlandsk: NKS 3536 II, 4', læg 22: Kíngigtorajingmiut ítúnguat ...

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Dengang

den kære husfader fra Kingigtorajik nær var blevet dræbt".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(Kingittorajik lå i nærheden af Kap Dan)

Det fortælles, at Kingittorajikboens overhoved samtidig var deres

åndemaner. Han var vidt berømt, fordi han var en stor åndemaner. Han

havde en svigersøn, der var en meget stærk og dygtig fanger. Og han

havde en lille søn, som endnu ikke var begyndt at fange noget. Da hans

modparter ("akerdlîsa"), to brødre, hørte om hans evner som åndemaner

og om hans dygtighed i fangst, pønsede de på at dræbe ham.

En dag, da de to brødre var ude på fangst, fik de øje på en stor

kajakmand. De roede hen til ham og opdagede, at det var deres fætter.

De sagde til ham: "Vil du hjælpe os med at dræbe åndemaneren i

Kingittorajik?"

"Nej, vi har så megen gavn af, at han i sulteperioden om vinteren altid fanger hvidfisk og isbjørne. Ham vil jeg ikke dræbe."

Da de blev ved, sagde han:

"Godt; lad os da gå i land, så kan I jo først prøve om I kan klare mig."

De roede ind og lagde til ved stranden. Da de var gået i land, gik de hen til en lille slette, hvor de lod deres fætter lægge sig ned på ryggen og holdt fast

på ham, både på arme og ben. Og først da de sagde: "Nu!", rejste han

sig op og smed begge fra sig, hvorefter han sagde: " Når I ikke kan

klare mig, så magter I heller ikke at dræbe Kingittorajikboens

åndemaner. Når jeg ikke kan klare mig i armkrog overfor ham, så er det

ganske indlysende, at I ikke kan klare ham." Dertil sagde den ene:

"Han har røvet min kones sjæl, så derfor bliver jeg nødt til at dræbe

ham."

Efter denne samtale tog de hjem.

 

Senere, på en fastlagt dag, tog de afsted sammen med fætteren for at

dræbe åndemaneren. Da de roede udenom Kingitorajik, så de, at han var

hjemme. Det viste sig, at svigersønnen sammen med sin lille svoger var

taget ud på besøgsrejse. Da de lagde til ved stranden og gik op, var

åndemaneren i færd med at bygge en kajak. Fætteren gik hen til ham og

sagde: "Nå, du bygger nok kajak som du plejer." Han svarede: "Ja,

jeg er som sædvanlig ved at bygge en kajak. Den skal betrækkes idag."

Samtidig kiggede han op og så, at de gjorde tegn til

hinanden med øjnene. Da tog han sin kniv og styrede lige

mod teltet. Konen så ham komme og spurgte: "Hvornår kommer du med de

skind, som kajakken skal betrækkes med?" Han svarede: "Jeg kommer

snart med dem. Gæsterne vil sikkert dræbe mig, siden de gør tegn til

hinanden med øjnene. Gem lige min kniv!" Han gik ind, gemte kniven og

gik ud igen. Da åndemaneren kom tilbage til gæsterne, der var kommet

for at dræbe ham, antastede de ham. Midt i slagsmålet, hvor han blev

slået med knyttet næve, sank han i knæ: for han var jo gammel. De slog

ham sådan, at de brækkede hans ribben. Da der udartede sig så vidt

(der står egentligt kun: Da de blev sådanne), sagde åndemaneren: "Hvis

i agter at dræbe mig, så dræb mig blot i stedet for at pine mig." De,

der ville dræbe ham, svarede: "Nej, eftersom du har dræbt den mands

kone, vil vi først pine dig og dræbe dig bagefter." Mens de var i færd

med at dræbe ham, stod deres fætter bare der og så til.

 

Men åndemanerens store svigersøn viste sig at være på vej hjem netop på

det tidspunkt. Lige før han kunne se deres boplads, mente svigersønnen

at kunne høre skrig, så han sagde til sin lille svoger: "Det lyder som

om nogen skriger!" Han lyttede nøje og fik bekræftet, at der kunne

høres lyde; og han sagde blot: "Det er (nok) allerede forsent." Han

fulgte efter sin lille svoger, som havde sat farten op; og da de roede

uden om det lille næs og kunne se bopladsen, fik de øje på kajakker;

mændene var gået i land.

 

Da fætteren til dem der ville dræbe

åndemaneren, så en kajakmand dukke op, sagde han til sine fætre: "I

kan ikke komme til at dræbe ham. Hans svigersøn er allerede dukket

op." Ved de ord slap de to ham, de sloges med, og flygtede ned over

stranden.

 

Så snart svigersønnen lagde til, gik han med sin store kniv

i hånden op til åndemaneren. Til stede hos åndemaneren var kun

fætteren til dem, der ville dræbe ham. Svigersønnen skulle lige til at

stikke ham ned med sin store kniv, da åndemaneren sagde: "Det var ikke

ham, der ville dræbe mig. Dræb ham ikke!" Svigesønnen løftede sin

svigerfar op og bar ham ind i teltet. Da åndemaneren var inde i teltet

og begyndte at trylle fik han det lidt bedre. Da han var kommet sig

lidt, sagde han til de andre: "Giv denne mand det forskaft af

narhvaltand til en harpun, og som ligger i kisten. Og når han skal

afsted, skal i give ham en kajakåre med smukke benbeslag."

Svigersønnen forærede ham en stor kniv, og åndemanerens lille søn gav

ham en pilespids med en benring på. Det var ellers en fornem

erkendtlighed han fik, denne svigersøn (fætter) til dem der ville

dræbe.

 

Da han var kommet hjem til sin boplads, var han engang ude på fangst

og han traf sine fætre. Under samtalen spurgte fætrene ham: "Hvor har

du fået det fine forskaft til harpunen og den smukke åre fra?"

"Dem har jeg fået som en erkendtlighed for, at jeg ikke ville

være med dengang, I forsøgte at begå et mord,"svarede han.

Da fætrene med stor iver forsøgte at købe dem, sagde ham:

"Dem vil jeg ikke sælge når jeg har fået dem som en erkendtlighed for,

at jeg ikke ville dræbe nogen."

 

På et meget senere tidspunkt sagde åndemaneren til sin svigersøn:

"Hvis de træffer mig på fangst, vil de afgjort dræbe mig.

Flygt derfor med mig sydpå." De gjorde konebåden klar og tog afsted.

Så sagde svigersønnen: "Jeg vil lige lægge til og gå i land hos mine

fætre." Allerede da de befandt sig lige ud for dem, råbte de: "Hvor

skal I hen?" De råbte tilbage: "Vi flygter med vores overhoved." De

svarede fra land: "Slå jer ned her. Vi skal nok passe på ham."

Med det tilbud syntes de egentlig det var en god ide og de gik

i land. Langt senere forlød det: "Det siges, at den ældste af

de to, der forsøgte at dræbe dig, kommer og synger nidvise mod dig."

Åndemaneren følte, at han nok ville kunne klare sig.

 

Et godt stykke tid efter kom de, der ville synge ham på, og med dem

en hel masse, der ville overvære stævnet. Da de havde opholdt sig dér

en td og haft det godt, skulle stævnet begynde. Åndemaneren tabte

kappestriden. (Det står ikke, hvad det er, formentlig brydning). Så

ville svigersønne træde til i stedet for ham. Man forsøgte at finde en

passende modpart til ham; men de fandt ingen. Så opfordrede de

åndemanerens lille søn til at danne modpart. Han ville ellers ikke,

men hans store svoger sagde til ham: "Hør, jeg synes, at du skal prøve

at kæmpe med mig." De gav sig til at brydes, og åndemanerens søn vandt

over sin svoger. Og da de ikke kunne finde én, der kunne klare sig

imod åndemanerens søn, måtte de afslutte kappestriden. Senere kom

turen til at synge nidviser, og åndemanerne istemte en sang, hvis

tekst han selv havde skrevet: "Hvor gjorde det ondt dengang, da du

under dit forsøg på at dræbe mig brækkede alle mine ribben; og hvor

gjorde det ondt, da du slog mine spoleben med knyttet næve. Prøv det

selv." Efter han havde sagt dette berørte han modparten med trommen et

par gange; så holdt sangkampen op. Umiddelbart efter drog gæsterne

afsted.

 

De havde ikke hørt noget til dem et godt stykke tid; så forlød

det, at manden, som åndemaneren sang nidvise imod, var død af smerter

i det nederste ribben. For åndemaneren havde skam forhekset det. Efter

mandens død kunne åndemaneren tage ud på fangst i fred og ro uden

frygt for, at nogen skulle komme og dræbe ham.

 

Var.: Egentlig ikke, men forløbet er ikke overraskende.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn

Print
Dokument id:1647
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 112 - 114
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit,  1957 - 61, II: 20 - 22; angakkortalissuit, 1990: 148 - 149: "Kingittorajik (Kuummiut akiani)".

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren Suvduitseq og hans søn, Qattaavaq, Qaartuan,

Assoruttoq, Aapalittoq / Aappalittoq og Piki med deres familier.

Aappalittoq der er åndemaner / angakkoq prøver at afværge nøden med en seance, men må erkende sin afmagt. På et tidspunkt fanger man en bjørn med to unger, og langt hen på vinteren redder den gamle Suvduitseq dem alle ved åndehulsfangst,

idet man skaffer regn med en formular, der smelter sneen over

åndehullerne. Da isen i det store sund, Ikaasattivaq, skæres igennem

af strømmen, fanger Qattaavaq støt sæler i vågerne.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kínigseq / Kinnisseq

Print
Dokument id:592
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kínigseq / Kinnisseq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 35
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

 

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

 

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

 

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kiversak / Kiversaq / Qiversaq

Print
Dokument id:1829
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kiversak / Kiversaq / Qiversaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 57v - 61v, nr. 319
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det.

       I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil.

       En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak.

       En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle.

       Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne.

       De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre.

       Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.

 

Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger.

Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.

 

Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde.

Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat

Print
Dokument id:531
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat / suaasat
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 5 - 8
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing.

 

Resumé:

En meget smuk kongedatter vokser op med ligeså mange tjenere som dukker. En dag beordrer kongen tjenestefolkene at lære hende noget, både at koge suaasat (suppe, egtl. sælsuppe med gryn) og stoppe strømper. Men hun vil ikke tage ved lære og piner og plager tjenerne. De klager til kongen der sender hende bort for tid og evighed. Kongedatteren går og går, kommer ind i en stor skov og omsider til et lille hus, hvor hun ber dets gamle kone om husly. Men da hun hånligt siger nej til betingelsen, at hente vand først, smækker konen døren i. På samme vis går det ved det andet hus, men ved det tredje må kongedatteren gå ind på betingelserne af udmattelse. Hun lærer da alt til husgerning hørende, også at koge suaasat bedre end nogen anden.

       

En kongesøn, den yngste i en brødreflok på syv og derfor uden håb om nogen arv, kommer på besøg i sin søgen efter en kongedatter der kan lave mad. Kongedatteren røber sin identitet, de to planlægger tilbagekomsten til hendes far sammen med plejemoderen, og den går ud på at kongesønnen logeres i et hus nær slottet og hun selv bliver tjenestepige hos kongen. Her koger hun suasat en dag, så god, at kongen kommer til køkkenet for at rose den ukendte madlaverske, hvorefter alt ender i fryd og gammen.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sissi / Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Hun har hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bemærk specielt moralen: Selv kongebørn må arbejde for føden. Men også: Lige børn leger bedst, eller, som datidens fordring var til de europæiske kongehuse: de kongelige kan ikke blive gift med andre end kongelige.

Kongesønnen Venius

Print
Dokument id:533
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kongesønnen Venius
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 15 - 20
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Kongesønnen Venius opholder sig i skoven, hvor der kommer bud med en hund til ham fra bjørnen, der ikke kan klare at flå og partere en ren den har nedlagt. Venius klarer jobbet og fordeler køller og bove mellem bjørnen og hunden, mens en myre og en falk får de udskårne knogler. Venius går, men hentes atter tilbage, fordi dyrene vil takke ham. De giver ham til gengæld evne til at forvandle sig til deres skikkelser: bjørn, hund, falk og myre. Falken forvandler han sig til da han hører om kongens datter, at hun er så smuk så smuk, at kongen aldrig lader hende komme ud fra slottet. Rygtet om den smukke falk der kredser over egnen når kongedatteren, der beordrer den fanget. Det sker ved hjælp af et stykke fristende kød og falkens villighed til at lade sig fange. Falken og prinsessen forelsker sig, og han blir hendes elsker om natten i menneskeskikkelse. En nat han føler trang til at prøve bjørneskikkelsen, bliver prinsessen så syg af forskrækkelsen at hun er længe om at komme sig. Det går bedre med hundeskikkelsen og myren finder hun så sød at hun nær aldrig havde sluppet ham. De to får tilladelse til at gifte sig såfremt det en dag bliver helt overskyet. Han blir gift med hende som menneske, men da det klarer op efter vielsen, forsvinder bruden sporløst. Som hun sporer han hende til et aflåst bjerg, hvor han som myre må klemme sig ind gennem låsen til sin kone, der sidder med en ækel trold på skødet og kæmmer hans hår. Myren hvisker til hende, hun lader forbavset armen falde, trolden truer hende på livet, hun kæmmer videre, og da myren ber hende spørge trolden hvor den hjerte er, svarer den efter flere sure opstød at det befinder sig i et havuhyre i Afrika. Venius' rejse til Afrika tager lang, lang tid og han skifter skikkelse, hver gang han blir træt, eller når en særlig forhindring fordrer det.

       

Havuhyret skal hver dag fodres med ti af kongens svin - ellers vil den æde mennesker. Fodermesteren tar Venius med ned til vandet, hvor det gruelige uhyre når at få tre svin inden Venius kaster sig over det i en bjørns skikkelse. Han klager, at blot han havde spist noget rugbrød og drukket noget vin kunne han nemt vinde, mens uhyret føler sig svækket over kun at have fået tre af sine ti svin. Efter en nats hvile går det løs igen. Uhyret når igen at få tre svin og til Vilnius kommer et stykke rugbrød og en halv flaske vin farende over havet. Tredje gang blir det til rugbrød og en hel flaske vin til Vilnius over havet, og da han har fået bugt med uhyret, smutter en and ud af den. Som falk indhenter og flår Vilkius den i luften, og et bævrende ting som et æg klasker mod jorden: troldens hjerte. Tilbage hos trolden ser Venius at både den og konen er blevet noget ældede, og da han smasker hjertet i panden på trolden så den dør, forvandles bjerget tilbage til et slot.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Cisi, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Cisis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. (jeg er ikke klar over, hvorfor brødet til vinen (med allusion til nadveren) absolut skal være rugbrød - kendte man midt i 1800-tallet endnu ikke andet hvidt brød end skibskiks?)

Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo

Print
Dokument id:1282
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 393 - 397, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

 

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

 

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

 

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild

Print
Dokument id:1664
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 167 - 169
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Tid: ca. 1890. Maratsis søster Atsaajik blir ved Kangaartik nær

Kulusuk ramt af helvedsild, og skriger uudholdeligt af smerte. M., der

befinder sig i Sermiligaaq og kunne helbrede hende, kan man ikke få

fat i. Med møje får man overtalt bopladsfællen Kunnak / Eqeeqqoq, der

er Maratsis sangkampven, til at forsøge. A.s kostbare perlesmykke med

fem lange perlepiske, som man tilbyder ham til gengæld, lægger han det

over det angrebne brystparti og giver sig åndepustende til at gentage

en formular til sveden driver af ham og hans tarmskindsanorak blafrer

om ham. De fem perlepiske borer sig ned i A.s kød og efterlader en

vifte af ar, da hun senere kommer sig. Allerede næste dag er krisen

overstået, og smerterne fortager sig lidt efter lidt. K. tar nølende

mod smykket, og da hans egen datter senere dør uden at hans forsøg på

at genoplive hende lykkes, mener han, at A.s sygdom må være faret over

i hende.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 137-138.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Kunnak omtales gerne som ilisiitsoq, heks; En sådan, mand el. kvinde, opfattes i nutidens Grønland gerne som asocial. Kunnaks praksis omfatter imidlertid helbredelse i samme grad som skadevoldende hekseri. Og han tilkaldes ganske ofte, især til afværgelse af effekten af hekseri. Han er Kaakaaqs læremester i heksemidler, som hun ifølge flere kilder har brug for som "modgift" mod det frygtindgydende ved de hjælpeånder hun får sig. Søg på: Kunnak; Eqeeqqoq.

Kunitsi

Print
Dokument id:1939
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kunitsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 126
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit  

Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand.

Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask.

Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig.

Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is.

       Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist.

Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.

 

Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist.

Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne.

Kuuitsi truer Christian Rosing på livet

Print
Dokument id:2313
Registreringsår:1944
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Christian
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kuuitsi truer Christian Rosing på livet
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 62
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kuuitsi, efterkommer af Nappartuku og Atsivaq, var bange for præsten Christian Rosings overnaturlige evner. Engang, da Rosings sønner sammen med kammerater under en umiaq-rejse morede sig med at "skyde" duer ved at pege på dem, ville Chr. Rosing for sjov vise dem, hvordan man gjorde. Han pegede på en gammel flyvende due, der straks slog vingerne sammen og faldt død ned på vandet (den viste sig senere at være uspiselig sej og blev givet til hundene). Det satte respekt i folk, ikke mindst fordi denne præst havde det med at pege, når han prædikede. Man flyttede sig uroligt til siderne. Han mente sig at have et udmærket forhold til Kuuitsi, der ikke desto mindre engang kom padlende lige imod ham med rejst lanse. Rosing bevarede roen, og Kuuitsi tabte modet. Laurits Ningavaat fortalte så i 1961 Jens Rosing om årsagen: Rüttel havde i sin tid to gange behandlet Kuuitsi for bjørnebid med alm. salver og uden trolderi. Han var helt ufarlig. Men det var Chr. Rosing med fingeren ikke. Med sådan en finger, fortalte man, kunne man pege et menneske ned i et mørkt svælg af onde drømme. Derfor havde Kuuitsi besluttet at skaffe folk af med den farlige præst (hvis sønner ovenikøbet havde pralet af, at deres bedstefar havde været angakok). Jens spurgte Laurits hvad han ville have gjort i Chr. Rosings sted. Peget på Kuuitsi så han var faldet om af skræk, svarede Laurits grinende.

 

Hist. Chr. Rosing afløste Rüttel i 1904. Historisk overlevering om medlemmer af slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker

Print
Dokument id:1314
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 148 - 150
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

 

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1925
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 82 - 83
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Niki / Nikki, den store bjørnejæger boede i Agernanaj / Akinnaaq nær Kulusuk. Han dræbte isbjørne på den særlige måde, at han havde nøgen overkrop for at bjørnen ikke skulle have skindtøj at gribe fat i, svøbte sin venstre forarm ind i sælskind og stak den dybt ned i gabet på bjørnen mens han med højre hånd stak den i låret. Og fordi bjørne er kejthåndede / venstrehåndede, var det begrænset hvor megen skade den kunne gøre ham med sin højre lab.

       Andre bjørnejægere brugte samme teknik (fordi det var mere spændende end den alm. metode), men de havde nu ofte ar på ryggen.

       Nikki blev dog selv offer for en isbjørn, ikke en vanlig bjørn, men en tupilakbjørn, som han selv havde lavet og sendt mod en fjende, der åbenbart var ham for stærk. Han så den på lang, lang afstand, den var enorm, kom hen til huset, og da Nikkis lanse ramte forbi, blev han fanget ind af bjørnen og ædt.

       Senere vendte den tilbage, fordi et forældrepar, der havde opkaldt deres barn efter Nikki, havde skældt barnet ud. Det lykkedes dog faderen at jage den væk.

 

Var.: Rosing 1960, Nikki; Jens Rosing 1993: Hvis vi vågner til havblik, s. 54 - 58 (ikke med i basen).

 

Hist.: En historisk fortælling om en af de større bjørne, der fik held til at overfalde mennesker. Se fx Kuuitse / Kûitse / Kuuitsi, der to gange blev bidt næsten ihjel); Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa; Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på sådanne angreb. Se tupilak / tupilakbjørn.

La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre

Print
Dokument id:13
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 141-142
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

 

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

 

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku

Print
Dokument id:32
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 185
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.

 

Var.: Rosing 1963, Aggu

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

La mort de Napartugu / Nappartukus død

Print
Dokument id:1922
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Nada
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Napartugu / Nappartukus død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 74 - 76
Lokalisering:Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Maratsi's bedstefar Napartugu / Nappartuku var gift med Azia / Atsivak. De boede i Sermiligaaq. Nap. lå omtåget af feber og med ondt i alle lemmer. Han bad sin kone skaffe en angakkoq / åndemaner sydfra, hvis hun kendte en. Det gjorde hun. Imidlertid gik Nap. fra forstanden næste dag. Hans to sønner bandt ham til briksen og hans ene arm til en sten så stor som tre hovder (patsisit kaldtes to aflange sten man gerne havde parat til det formål, BS). Men Nap. fik revet sig fri, styrtede udenfor, klatrede op på en skråning, faldt ned bag huset mellem sine hunde, og tog tøjet af styk for styk mens han gang på gang råbte, at nu kom Ada's / Âtâq's / Aataaq's datter. Så, at nu var hun kommet, senere at nu var hun taget afsted igen. Han løb nøgen rundt om huset og trængte ind gennem tarmskindvinduet som var der bare hul, skønt den var sikret med en tørrehæk mod hundes indbrud. Stadig splitternøgen og med erigeret penis greb han et enormt fad med kød - det kunne rumme en hel parteret sæl - løftede det op og kastede det mod briksen, så både den og Atsivak's lampe smadredes. En af sønnerne sprang op på den smadrede briks, kom bag på Nap. og skubbede ham hen over gulvet så han faldt og slog sig bevidstløs. Man lagde ham på briksen og ville til at binde ham igen, men den ene søn sagde vent, og han brækkede både sin fars arme og ben og rev hans skuldre af led. Denne søn hadede sin far, fordi han mente han havde forårsaget hans kone og søns død. Da Nap. kom til sig selv fik han at vide at han havde været fra forstanden. Og uden at kunne røre sig lå han flere måneder på briksen før han døde.

 

Hist.: historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet. Nap. døde i 1879.

 

Var.: Jens Rosing 1963: 77 - 80: Nápartuko / Nappartuku.

Se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. 1993, hvor dels Nappartuko er genoptrykt og Rosing gennemgår hele slægtens historie (ikke inkluderet i basen hér).

 

Kommentar: Desværre er det ikke altid muligt umiddelbart at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. Søg også på Nappartuku.

La mort de Pidaka / Piitakkaats død

Print
Dokument id:1919
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Le chien de la lune / Månehunden

Print
Dokument id:1930
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le chien de la lune / Månehunden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 93 - 94
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

 

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

 

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Lille Sivert

Print
Dokument id:537
Registreringsår:?
Publikationsår:1976
Arkiv navn:
Fortæller:Filemonsen, Cecilie
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Lille Sivert
Publikationstitel:De store konger. Ni grønlandske eventyr. Holstebro 1976
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

Kongens datter er blevet røvet, mange har søgt, ingen har fundet hende, og kongen har brugt næsten alle sine penge, da Sivert dukker op og får lov at søge. Han får tre mønter med. De to graver han ned undervejs op i indlandet, et sted hvor vejen runger, og han mærker stedet med blod som han banker frem af sin næse. Den gungrende vej fører op til et slot, hvor kun en gammel kone er hjemme. Sivert giver hende sin 3. mønt og fylder hende med en masse løgn om at han er usårlig. Det fortæller hun glad sine sønner, en større bande røvere, da de vender hjem. Efter maden spiller de kort med den gevinst at måtte sove med ryggen til kongedatteren. Sivert vinder, bliver vist ned i kælderen, hvor en udmarvet prinsesse ligger. Til alt held har Siv. gemt et stykke brød på brystet.

       

Næste dag følges han med brødrene til sit gemmested for mønterne og siger, idet han peger på et bjerg i det fjerne, at derovre er der virkelig noget at røve. Røverner farer af sted, Sivert vender tilbage til den gamle kone med den ene mønt. Hendes sønner er alt for langsomme. Se her, hvad han allerede har røvet! Hun blir glad og får senere ved at vise mønten beroliget røverne, der vender tomhændet hjem. Det samme gentager sig næste dag. Den tredje dag har Sivert ikke flere mønter, så straks røverne er forsvundet i løb mod bjerget, løber Sivert tilbage, befaler den gamle at give sig alle nøglerne til røvernes skatkamre, og dernede finder han et sværd og et stykke klæde. Med sværdet hugger han hovedet af den gamle og i klædet bærer han prinsessen bort på ryggen. I en havneby får de husly. Han har så meget søvn til gode, at mandskabet på et skib, der lægger til, når at komme byen rundt, finde prinsessen, tage hende med ombord og sejle bort, inden Sivert vågner. Men han får en stor ravn til at flyve sig til slottet, hvor han ansættes som skraldemand, da man træffer ham rodende i møddingen. Der holdes stor middag for prinsessen og skibets kaptajn, der skal giftes med hinanden. Sivert får lov til at bære en tallerken suaasat ind som han spilder af, og kongen kommer selvegen ud køkkenet efter den skyldige. Sivert bliver peget ud, kongen går uden et ord, prinsessen kommer ind i stedet og fører Sivert med op til omklædning. Begge præsenterer sig med hver et stykke af stoffet, hun blev båret i, om maven. På stoffet står et eller andet skrevet. Kongen overlader straks til Sivert at afgøre om skibets kaptajn skal dræbes eller ej. Og Sivert lader ikke nåde gå for ret.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bl.a. er det karakteristisk, at helten går op i indlandet, ikke "ud i verden", når noget skal opsøges eller lykken prøves.

       Ellers er denne fortælling mindre sammensat af forskellige udenlandske eventyr og bibelske citater end Sissis øvrige fortællinger fra De store konger.

Liv blandt Fjeldånder

Print
Dokument id:2283
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Liv blandt Fjeldånder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift.

Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil:

Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.

 

M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet.

En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng.

(M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?).

Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han:

"Nu har du igen været ude og begræde din fader."

Drengen sagde ingenting!

"Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig."

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!"

"Jeg skal lære dig det."

"Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig.

Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere."

Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene.

Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting.

Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner.

Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter.

Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg.

Den lille mand slog følge med ham.

"Hvad hedder du?" spurge drengen.

"Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant."

Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd

Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han.

Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner.

Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen.

Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han.

Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet.

Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet.

Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende.

Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -

 

Der gik nogen tid og siger moderen til ham:

"Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!"

Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske.

Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen.

Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg.

Han gik hen til ham og spurgte:

"Hvad hedder du?"

Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen.

Da drengen skulle til at gå hjem, sa ---

"Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?"

Og så skar han laksen over og gav drengen den.

"Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?"

"Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!"

Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.

 

Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud.

Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem.

Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.

 

Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd.

Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den.

M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham.

Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk.

Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene.

"Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene."

Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk.

Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en:

Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk.

"Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?"

"Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt.

Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham.

Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M.

I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham.

M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham.

Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.

 

Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø.

Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb:

"agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq"

"Hvad jeg rører ved må rådne dø."

Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene:

"agtungara aujumârtoq!"

Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden:

"agtungara aujumârtoq!"

Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

---

Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.

       

Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS:

(En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))

 

Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo.

amoo.

Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han:

amoo - amoo!

Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb:

amoo - amoo!

Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham.

Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned.

Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd.

---

Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak.

"Hvor kommer du fra?"

"Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen)

I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt:

"ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli  (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS)

Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme.

Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd.

---

Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare.

Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse.

De kom i snak med hinanden.

"Hvad hedder du?"

"Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen)

"Hvor har du land?"

"Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg."

Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus.

Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider).

Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med.

Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner.

Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden.

"Når er du født?"

"I forgårs"

Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden.

"Hvor længe lever I"

"atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen).

Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).

 

Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse.

Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre.

Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd.

Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq.

Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde.

"Hvor bor du?"

"sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?)

Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak.

"Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt.

Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange.

Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd.

---

Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften.

Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk.

Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt.

Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder).

"Nej, det er der ingen der har lært mig!"

"Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!"

Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej.

"Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."**

Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd.

Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere.

Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.

 

Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga  boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord.

Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig.

Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage.

Så gik han op til ham.

Så snart han var oppe, sagde kæmpen:

"Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)).

Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet.

De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne.

Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den.

Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over.

"Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet."

De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde:

"Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt."

De sad atter noget og talte sammen. Så siger de:

"Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om.

Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den.

Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken.

--

Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder.

"Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de -

"Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort.

Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt.

Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.

 

Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig.

"Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat."

De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger.

"Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen.

Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.

 

Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin!

 Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter:

"ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!"

"Kom du kun op hvis du kan", siger han.

Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt.

Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne."

"Men hvem er Ulutaaq?"

"Hun kaldes også Aleqaaja!"

Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn.

"Besøg mig," sagde kvinden.

Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun:

"Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn."

Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer.

"I bor da ikke alene i det store hus?"

"Jo, nu skal du bare se!"

Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval.

"Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset.

"En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød."

Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M.

Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden:

"De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!"

Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden.

Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.

 

Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk.

På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes.

De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land.

Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt.

Så roede de ind til land for at se, hvad det var.

aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS).

"Hvorfor er du sådan på kroppen?"

"Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre."

"Hvad er det I har på kajakkerne?"

"Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?)

"Smager det godt?"

"mamaqaaq" / det smager dejligt

"Hvor bor I?"

"It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone."

Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen.

Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.

 

Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq".

Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr!

Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden.

Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage.

Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.

 

Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet.

Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange.

Derefter blev også dette hans hjælpeånd.

 

(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?)

saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen.

Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.

 

Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven.

Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele.

Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende.

Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang.

"Hvorfor er du her?"

"Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig."

Han så kun dødningen denne ene gang.

(Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)

 

("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS)

Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham.

(Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS)

Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS).

Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.

 

(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS))

Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig.

ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt  skæg, og en kvinde med amaat.

Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig.

De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte:

"Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under.

Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd.

Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem."

Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.

 

Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested.

Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs.

Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd.

Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

 

Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land

kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.

 

De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand.

Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen.

Den gamle fortæller:

Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.

- giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge.

Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen.

tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai.

Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra

vældige kræfter presser på inde fra

kisiane sarqimerdlune

(endnu enkelte stikord på grønlandsk)

 

I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres:

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).

 

"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."

 

De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.

 

Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.

 

En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstået blandt menneskene."

Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.

 

Kommentarer:

Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland.

Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.

 

Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet.

Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.

 

Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.

 

Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?).

Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side.

Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).

 

Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.

 

Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989.

Makutorajik miterniartoq

Print
Dokument id:827
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Makutorajik miterniartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.368:

"Mákutârajik"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Makutoorajik / Makkutooq på edderfuglejagt. En gang tog dværgen Makutoorajik

ud på en tur i kajak. Lige før han nåede frem til et

lille næs, hørte  han lyden af edderfugle. Han sagde til sig selv:

"Jeg ville ønske, at de  mistede evnen til at flyve." Ligesom han

sagde dette, roede han uden om det lille næs og fik øje på

edderfuglene. Så snart edderfuglene så ham, fløj de. Makutoorajik

ærgrede sig. Det nyttede jo ikke at ærgre sig, så  han roede hen til

det næste næs. Lige før han nåede frem, hørte han lyde af edderfugle -

aavuu, aavuu, aavuu lød det. Han tænkte: "Gid de vil miste evnen til

at flyve." Han roede videre, og idet han roede uden om næsset og fik

øje på edderfuglene, fløj de alle op. De var lige fløjet, da en af dem

faldt ned og var ude af stand til at lette endnu en gang. Makutukasik

roede hurtigt til, og efter at have gjort sig klar, kastede han sin

harpun og ramte edderfuglen. Da han ikke magtede at trække edderfuglen

til sig, skubbede han sin fangeblære / fangstblære ud i vandet. Nu svømmede

edderfuglen og trak fangeblæren efter sig. Makutooq gjorde sin lanse

klar; og da edderfuglen dukkede op, roede han til og ramte edderfuglen

men lansen, dog uden at dræbe den.  Han gav sig til at aflive den, og

langt om længe lykkedes det. Han gjorde klar til bugsering; og så

snart han blev færdig, var han på vej hjemover med edderfuglen på slæb

(efter sig). Undervejs mødte han dværge, som i konebåd var på

vej til et sted, hvor de skulle samle bær. Styreren

sagde til Makutoorajik: "Som

sædvanlig har du fået en god fangst." Han fortsatte: "Må jeg købe

den?" Makutooq svarede: "Hvad ville du betale den med?" og manden

svarede: "Med bær." Makutooq spurgte igen: "Hvor meget drejer det sig

om - det du skal betale med?" Han svarede: "En spækpose, der er fuld

af bær." Svaret fik Makutooq til at tøve og han sagde: "Jeg vil

godt sælge edderfuglen, med mindre min kone nødig vil af med den." Den

anden plagede videre. Langt om længe blev Makutooq opsat på den spækpose

med bær og tænkte: "Hvis jeg får spækposen med bær i

betaling, vil vores spækpose, som mine kvinder har svært ved at fylde

helt op, kunne  blive fyldt helt til randen." Så solgte  han denne

store edderfugl, han  havde fanget; og byttet (spækposen) var

tungere at bugsere end edderfuglen. Så roede han væk fra

konebåden og hjemad.

 

Hans familie så ham komme med et eller andet på slæb. De gav sig

til at råbe: "Makutooq / Makkutooq har fanget en sæl." Da hans kone hørte

at hendes mand havde fanget en sæl, gik hun ned for at tage imod ham.

Da hun så så', hvad han havde på slæb, spurgte hun: "Hvor har du fået

det dér fra?" Manden svarede: "Det er noget, jeg har købt." Konen

spurgte igen: "Hvad har du givet i bytte for dem?" Manden svarede:

"Jeg betalte det med noget, som du godt kan li'," hvortil konen

bemærkede: "Hvad er det, som jeg kan li'?" Er det en snespurv?" Manden

svarede: "Nej, ikke snepurv." Konen nævnte mange forskellige

fuglenavne, men kunne ikke gætte det rigtige.

"Nu må du sige mig, hvad det er for noget, som jeg kan li'."

"Du skal først nævne samtlige fuglenavne."

Konen nævnte det ene fuglenavn efter det andet. Langt om længe lykkedes det

for hende at nævne det rigtige navn og hun sagde:

"Solgte du upaterqortaaq?" (én med kraftige lår - edderfuglen).

"Ja,"  svarede manden.

Da konen nu fik at vide, at manden havde solgt den edderfugl, han havde fanget, blev hun vred og skældte ud, og hun kaste sten efter ham. Den stakkels mand blev bange og sagde til sin kone: "Lad vær' med at kaste med sten. Du skal se, du

vil sikkert spise det hele fra mig, når vi tar hul på det her."

Først da manden sagde dette, holdt hun op med at skælde ham ud.

 

Manden bar spækposen med bær op; og så snart han fik det ind i huset

(? teltet), gav de unge sig til at spise af den sammen med manden.

Konen spiste også med; og som man kunne forvente, skældte hun ind

imellem ud for at have det  hele for sig selv. Manden sagde: "Jeg

tænkte jo nok, at du, når vi begyndte at spise af den, opførte dig

sådan, som om du vil have det  hele." Da manden sagde dette, tav hans

kone. Det viste sig, at det var et held, at manden havde købt denne

spækpose med bær, for nogle af bærrene blev gemt i deres egen

spækpose, som de selv havde svært ved at fylde helt op med bær.

 

Var.: ikke i denne bases samlinger. Men der er en andre fortællinger om dværge, også om Makkutooq.

 

Hist.: Kunne dette være en grønlandsk version af "Hvad fatter gør ..."?

Manden fra Kialêq / Kialeeq

Print
Dokument id:560
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Nakinngi, Ejnar (Nakínge, Ejnar)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden fra Kialêq / Kialeeq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 51 - 53
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Mens en åndemaner er på åndeflugt og hans hjælpeånder på skift

underholder tilhørerne, kommer en mand ind, der ikke er nogen ånd. Han

fortæller om sit land mod nord, Kialeeq, dybt inde i en fjord, hvor

der er rigelig fangst af alle slags, især bjørn. Selv har han en stor

hundeslæde og et spand på otte hunde. Han fortæller om et besøg han

selv engang fik af tre meget store og statelige mænd, der søgte et

overvintringssted. Kialeeq-manden blev henrykt, beværtede dem godt og

underholdt sig med dem hele vinteren. Deres sprog var lidt

fremmedartet men forståeligt. Han fik syet nyt tøj til dem fra inderst

til yderst, da de skulle afsted og fulgte dem fem dage undervejs nordpå,

hvor han dårligt kunne følge med disse store fodgængere på sin slæde.

De skulle rejse endnu mange, mange dage, inden de nåede hjem, og han

har aldrig set dem siden.

Tilhørerne følger Kialeeq-manden ud og ser

ham køre bort over isen på sin store slæde.

 

Hist.: De tre mænd fra det høje nord skulle ifølge J. Rosings

informanter være dorset-folk.

Manden, der aldrig fik sæl

Print
Dokument id:562
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der aldrig fik sæl
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 35
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing beskriver til indledning, hvordan man puster en sæl op til

bugsering.

  En smuk ungkarl tør ikke gifte sig, fordi han aldrig fanger noget.

Det skorter ikke på opfordringer med den begrundelse, at hans svogre

vil fange til ham. Han flytter ind til en boplads i en fjord, hvor han

faktisk blir gift, aldrig fanger og altid sover for længe om morgenen.

En dag han ror sent ud får han alligevel ram på en klapmyds, som han

puster op til bugsering og stolt transporterer hjemad langs kysten.

Inde på land får en kæmpe øje på ham og deres samtale foregår i en

vekselsang: "Hvad har du fanget?" "En ensfarvet en!" Hvem skal have

skindet til pels?" "Det skal blive min kones bukser!" Denne fangst

blir mandens største oplevelse i livet.

Manden, der besøgte månemanden

Print
Dokument id:555
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der besøgte månemanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 21
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Et ægtepar mister gang på gang et nyfødt barn og er derfor ustandselig

under tabu. Det blir manden træt af og tar ud på fangst i kajak. Da

han får en flænge i kajakken, beordrer han tilmed sin kone at sy

flængen nede ved stranden. Tråden tar til at brumme, dernæst brøler

den, og manden ser nu Månens kæmpehund komme svømmende for at straffe

dem. Manden slår hunden ihjel, og om aftenen kommer månemanden,

kalder manden ud og slås med ham. Manden er den stærkeste. Da han snor

månemandens pelshætte rundt, truer denne forgæves med, at hvis han

blir kvalt, bliver det aldrig mere ebbe, fuglene vil ikke længere

yngle, og sælerne ikke længere få unger. Først da han truer manden med

sin store ismejsel slipper han taget. Månen inviterer nu manden på

besøg og viser ham, hvordan han ved at kaste sine hunde og slæde op i

luften kan flyve på slæden derop. Manden tar afsted næste aften, men

havner hos Nalikkaadivakaaq, Nalikkatteeq, Indvoldsrøversken, skønt Månen har

advaret ham mod at tage den vej. N. er en stor kvinde, hvis

dansebukser i skridtet har en hund med rød maske og hvide pletter over

øjnene. Hun synger: "Mit svære skræv, smil!" Manden når dårligt at

at smile, før N. har skåret hans indvolde ud, og mere død end levende

når han frem til Månen, der straks henter skålen med indvolde og

befaler sin gæst at æde rub og stub. Da han er kommet sig, klaprer en

af gulvfliserne, som Månen fjerner for at gæsten gennem et rør kan se

folk, der bryder dødstabuer nede på jorden. Månen fortæller, at den

klaprende flise altid forstyrrer hans nattesøvn, og det kan manden

fortælle, da han snart efter kommer hjem.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Fælleseskimoisk myte.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen".

Manden, der handlede med hvalfangerne

Print
Dokument id:553
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der handlede med hvalfangerne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En mand digter en pralende nidvise om dengang han i syd roede ud til

et hvalfangerskib og byttede en flot kajakmodel for et fyrtøj, skønt

han hellere ville have haft en lansespids af jern.

 

Hist.: En historisk fortælling, der må tidsfæstes til før 1894. Fra hvilken kyst manden er roet ud er ganske uvist, bortset fra at det er i syd. Hvalfangerne til Spitzbergen passerede næppe i roafstand fra Ammassalik, men i 1600-tallet forsynede hollandske handelsskippere sig med frisk drikkevand på Kap Farvel øen, og de kom ikke for at drive hvalfangst, men kun for at handle med sydgrønlænderne. Men efter 1700 forværredes isforholdene og hvalfangerne, der først på det tidspunkt entrede Davis Strædet, kunne ikke komme til land førend ved Fiskenæsset (Bobé 1915-17; Gulløv 1987:79f) Se essayet: Europæernes handelsvarer

Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen

Print
Dokument id:1698
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i himlen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 280 - 281
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:  Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

   Maratsi flyver under en seance op til dødsriget i himlen, hvor en

mængde ravneunger vækker hans jagtiver. De er så fede af at æde lig.

Han møder to af sine yngre søskende, der er døde som små, men har

vokset sig store i himlen. Og dér er de havnet, fordi lillesøsteren blot blev smidt ud, da hun døde som spæd, og lillebroderen, fordi han blev begravet til lands. Man ber ham hilse hjemme og sige, at alt

skind skal flås af hunde, der dør. Børnene i himlen blir bange, hvis

hundene kommer derop med skind på snude og poter. Hjælpeånderne husker

ham på at komme hjem, inden det lysner. Senere, da M. er blevet døbt,

siger han altid om den rejse: "For jer kan det lyde som løgn og

opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet det."

 

Var.: I en senere publiceret version er Maratsi iført nyt tøj: tarmskindsanorak, smukke kamikker og naatsit (de vanlige smalle underbukser), og hans hår er samlet i en "hestehale" (J. Rosing: Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 113).

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Kommentar: Almindeligvis forblev man som man var ved døden. I dødsriget hverken ældedes eller voksede man.

 

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen

Print
Dokument id:1697
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 277 - 280
Lokalisering:Sermiligâq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en

ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle

sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens

tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter

tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq,

landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset,

sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s

såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold

ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig

om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M.

befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der

stammer fra de efterladtes tabubrud.  M. får hjælp til det af sine

hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de

døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine

kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der

har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er

et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske

evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under

gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet.

Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk

Print
Dokument id:1690
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stenet af sin tôrnârdik / Toornaarsuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265 - 266
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.  

Angakkoq'en / åndemaneren Maratsi, der er blevet uvenner med sin største hjælpeånd, en toornaarsuk - vil formilde den,

ved at lade den smide sten efter sig. Han kalder til åndemaning / seance og toornaarsuk'en kaster i alt fire sten efter, men heldigvis forbi ham. Den sidste sten standses på M.s befaling af en af tilhørerne. Den er overgroet af tang

og rurer, sort og kæmpestor, skønt det eneste åbne vand her om

vinteren er den yderste smalle tidevandsrevne. Stenen kan endnu ses

ved Kangaartik, nær Kulusuk. De andre sten har efterladt tydelige

skurestriber i gulvstenene. M. stiger i agtelse.

 

Hist.: Maratsi levede fra ca. 1854 til 1923 og var fætter til

Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik

Print
Dokument id:1691
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 266 - 267
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsis hjælpeånd Iikattik stikker ham to gange for at styrke M.s evner som

åndemaner. Første gang sidder M. lænet op ad briksens bagvæg og

underholder sine fæller. Pludselig skriger han, blodet vælter ud af

hans lænd, han heler det straks med en håndbevægelse, og hans kone

tørrer blodet væk. Anden gang sidder M. lænet op ad briksestolpen og

sludrer med sine fæller, mens andre synger viser i den anden ende af

huset. Denne gang går I.s stik fra ryggen tværs igennem, og blod og

lidt indvolde vælter ud af M.s bug. M. heler straks såret på ryggen,

de syngende genoptager sangen, men M. ligger længe syg, og skærer en

lille tør knast væk fra såret, da det heler. Usoqqu, der var vidne til

begivenheden, har fortalt, at dengang var man så vant til åndemaneres

voldsomheder, at man ikke tog sig af så små hændelser som disse. Men

de viste, at M. var en stor åndemaner. M. laver en lillebitte kniv til

hævn over I., men det lykkes ham aldrig at overraske I.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

M.s sårheling var et ganske almindeligt

åndemanertrick. Ligeså at lade sig såre af en af ens hjælpeånder.

Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa

Print
Dokument id:1696
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi helbreder Iarqa / Iaqqa
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 275 - 277
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en

kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på

briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han

lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker

blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig

besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader

derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig

selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden

patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask.

Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som

rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv

remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af

jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes

blot ved et tilfælde.

 

Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112

 

Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven

Print
Dokument id:1692
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse / Maratsi stryger Ajijak op af graven
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 268 - 269
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

M. føler sig truet af sin fætter, den berygtede drabsmand Iisimmartik, og opsøger Ajijaks grav for at få nogle af dennes hjælpeånder til sit forsvar. M. stryger

langs gravens dæksten med en sten, inden himlen mørkner og samler

sig til en sort klump, der daler ned i stenen. M. stikker sit ærme ned

til A., der holder så godt fast, at ærmet rives over. A. fortæller M.,

hvor han kan finde hjælpeånden Ikilerpik og får M.s tilladelse til at

komme op og glide hen over M.s ben. M. får ikke fat i Ikilerpik, fordi

M.s bror, Puukaarteq allerede har sikret sig alle A.s tidligere

hjælpeånder. Men Iisimmartik gør heldigvis ikke alvor af sin lyst til

at dræbe M.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Maratse hævner sin far

Print
Dokument id:1689
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse hævner sin far
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. lader sin

hjælpeånd, dværgen Sorpik, drage langt bort til Uviak, der har ranet

M.s fars sjæl. M. kan se Sorpik gribe to af U.s små, lysende,

fuglelignende sjæle og rejse bort med dem. Kort efter dør U.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi

Maratse lærer til åndemaner

Print
Dokument id:1686
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse lærer til åndemaner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik
Tidsskrift:
Omfang:side 260 - 263
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få

dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til

stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet,

hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og

gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han

fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham.  M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at

han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp.  M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil

han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i

en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu

afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang

han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit

siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang

kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen.

M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv,

der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages

endnu to gange.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi.

Forløbet svarer stort set til det som andre

østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation.

Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.

 

Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn,

der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både

bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder.

I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation

 

Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl.

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1687
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi inviterer uden større ståhej sine bopladsfælder til sin saqqummerneq, offentlige initiation omkring årets korteste dag. Forhængsskindet hænges op foran indgangshullet, han sætter sig på sit siddeskind foran det, får det til at brage endnu mens lyset er tændt, og så snart det slukkes kalder han med tromning sine hjælpeånder. De præsenteres for publikum ved deres lyde, en kakofoni af stemmer. Derefter, samme vinter holdt Maratsi ofte seance på opfordring fra sine husfæller.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, barnebarn af Maratsi

Maratse maner ånder for sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1688
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse maner ånder for sine bopladsfæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264 - 265
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

M. holder sin første seance på årets korteste dag. Alt forløber vel og M.

præsenterer alle sine hjælpeånder ved deres forskellig stemmer og lyde.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Vedr. disse første seancer søg: præsenterer / præsentation hjælpeånder og initiation.

Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham

Print
Dokument id:2292
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Maratse tager Uviaks troldsnøre fra ham
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 264
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Uviak var angakok / åndemaner og Maratsi endnu kun lærling i hemmelighed. Han opdagede en dag begge var ude i kajak, at Uviak fik et langt snørelignende trolddyr frem af vandet ved gnide sig i besættelse med håndfladerne mod hinanden. Maratsi fik fat i den, Uviak blev vred, men fra da af havde troldsnøren knyttet sig til Maratsi. Med den kunne han rejse til fjerne steder.

Maratsi øvede sig nu i vidderne, asia, ødemarken under vanskelige vilkår indtil hans grej, forhængsskind og tromme lystrede hans åndepust. Han var klar til at afsløre sig som angakok på årets korteste dag.

 

var.: ingen i denne base.

kommentar: snører, piskesnører og andre remme har vidtrækkende symbolbetydninger. Se de vejledende Fortolkningsmuligheder under Pooq, pose "mor", en livsmetafor.

Maratses nye hjælpeånd

Print
Dokument id:2330
Registreringsår:
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi / Maratse
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:Olsen, Julius
Indsamler:
Titel:Maratses nye hjælpeånd
Publikationstitel:
Tidsskrift:Tidsskriftet Grønland
Omfang:ss. 169-174
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på

www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-5-Artikel02.txt

Maratsis afskedsceremoni

Print
Dokument id:2319
Registreringsår:?
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi's efterkommere og medlemmer af Rosing familien
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratsis afskedsceremoni
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 114 - 119
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Maratsi, dattersøn af Napartuko og Atsivak, havde med familie overvintret og modtaget dåbsundervisning ved kolonien i vinteren 1911-12. 6. april flyttede man ud i telt, 5 telte. Maratsi inviterede næste dag, 7. april, familien Rosing til den afsked han ville tage med sin fortid. Mændenes, af missionen forbudte amuletseler var tydelige at se gennem deres anorakker af tarmskind eller tyndt bomuld. Det var flotte høje folk hele familien. Kvinderne var ikke tatoverede i ansigterne. Maratsi optrådte alene hele natten. Startede med familiens smukke arvesang om en betagende udsigt over havet en tidlig morgen, og fortsatte dernæst med alle de nidviser han havde deltaget med i over 40 sangkampe gennem årene. Til sidst anbragte han et lille skrabebrædt på hovedet. Dets fedt skulle tage kraften af de sidste sange. Det var lyst, da præstefamilien gik hjem. Et par timer senere ankom hele Maratsi-familien i hvide anorakker, mændene med håret klippet. De blev døbt med navne, de selv tidligere havde valgt: Maratsi hed nu Noah, og barnebarnet Saajooq havde valgt Odin.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Mardluliat  / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke

Print
Dokument id:1358
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mardluliat  / Marluliat / Tvillingerne, der lærte at dykke
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 202 - 205
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, ss. 3-12. Nedskrevet

af K. Rasmussen på dansk.

 

Resumé:

Et ægtepar er barnløst. Manden ønsker sig intenst en søn. Hvis

han får en, vil han lære ham at dykke. Hos en gammel mand søger han

råd: Hans kone skal føde tvillinger, hvis første måltid skal være

drikkevand og ternegylp fra et isfjeld langt til havs og terneføde fra

fjeldet. Derefter skal han holde deres hoveder under vand længst

muligt og gentage det, indtil de kan blive lige så længe nede som

en tejst. De må aldrig få varm mad og komme i nærheden af lampe og

tændfakkel af tørv. Konen føder tvillinger, manden følger den gamles

råd, og til sidst kan drengene holde hovedet under vand så længe som

en sæl, dvs. længere end en tejst.

Drengene går altid nøgne ude og kommer ofte hjem med vådt hår. Forældrene vil se, hvad de kan. Ved en indsø placerer de sig ved bredden langs en slette.

Drengene springer i vandet fra en klippe på den modsatte bred og

bliver længe under vand. Da faderen kaster en sten ud efter dem, er de

dykket under, inden stenen rammer vandet. Tiden er inde til at øve sig

på sælfangst i havet. Drengene springer ud fra en klippe, den ældste

griber en sæl i baglufferne, og den yngste banker den ihjel i hovedet.

De fanger rigeligt. Faderen holder op med at gå på fangst. Den ældste

dreng fortæller en dag, at han kom til at fryse i vandet. Det viser

sig, at han har spist varmt kød, og har da for stedse mistet noget af

sin indre varme.

Drengenes evner rygtes. Mange kajakker kommer roende. Drengene

springer i havet, forfølges, og da den ældste begynder at fryse,

puster han gennem et tangrør (vingetang ?) på bunden af dybt vand. En fralandsstorm melder sig med de første små vinde. Lillebror beordrer den frysende

storebror hjem, svømmer rundt og dukker op her og der for at holde

kajakmændenes opmærksomhed fangen. Da stormen kommer, drukner mange,

lillebroren tager åren fra resten og kæntrer dem. Gentages også med den sidst overlevende tættere på land. Herefter blir de aldrig angrebet igen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning:Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og sml. analysen af en variant i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "puulik", hvor

drengene er moderløse, dvs. stadig i en slags fostertilstand, og altid

kommer usete, men frysende hjem for at varme sig ved lampen. Deres

førstefangst er en hvalros - ikke som hér en sæl - og symbolikken er

hvalrossens, der er associeret til puulik-komplekset. I "Marluliat"

har drengene både mor og far og må netop ikke komme nær lampen, hvis

de ikke skal miste deres indre "modervarme". Deres verden går fra det

fjerne isbjerg på havet, videre under havet til klippekysten (formidlet af tejst og sæl), og fra den dybest liggende havbund med tangrøret til

fralandsvindens bjergtoppe i indlandet.

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder

Print
Dokument id:1109
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 464 - 468 (3 sider), nr. 231
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.465-469 (3 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq blir meget fattig da hendes far dør og hun overtaler sin yngste faster til at oplære sig i qilaneq-kunsten, hovedløftning / hovedvipning. Fasteren giver hende endog sin egen qila-ånd, der besvarer hendes spørgsmål om diagnosen når hun løfter patientens hoved med sin rem og stok (en slags fiskestang, hvor snøren er bundet om hovedet (undertiden foden) på patienten, BS).

Teem. beskriver dernæst hvordan udspørgningen af qila-ånden forløber. Det drejer sig oftest om tarneq - / sjæle - tab, og hvis den er fjernet og befinder sig hos fx isbjørnene, skal den hentes hjem og sættes fast igen. Det befaler Teem. så sin sjæle-henter at gøre, idet den følger el. adlyder orakelånden / spørgeånden, Apeqqitek. Den kommer tilbage med sjælen(e) i sine hule hænder og Teem. befaler den at sætte den / dem fast til patientens helbredelse.

 - Efter en afbrydelse i interviewet - fortæller Teem. hvorledes den hentede sjæl befales at stige op og ind i patienten (gennem anus). Så kommer patienten sig og qilalik'en / her Teem. får tak. Hun får også betaling i kød og senetråd fortæller hun til indledning.

      Belært af en vis Pikkinor om, at de døde er angakkoq / åndemaner-væsenets grundlag og at en angakok bør have en af de døde som sin livslange "stævn" (? måske spion, BS?) tager Teem. sine qilaneq-remedier med op til en gammel grav. Hun stikker sin arm ned i graven, den døde klatrer op ad den og blir på den måde hendes vordende hjælpeånd, da hun to andre dage har gentaget ritualet. Hjemme holder hun det hemmeligt som angakkoq-lærlinge skal, for hun har hørt at fuldt uddannede kvindelige angakkut / åndemanere kan mestre alt, flyve gennem luften og fløjte hjælpeånder til sig.

      Fløjte-tilkaldelsen prøver hun en dag oppe i indlandets bjerge. Den tilfløjtede ånd haster i forvejen op til en kløft (?), hvor den svinger sig frem og tilbage mellem bjergsiderne, så håret flagrer bagud. Den dukker så op (den samme ånd, eller en dødning, eller en anden ånd?), blodrød over det hele (el. kun i ansigtet). Teem. kan ikke flytte sig af skræk. Den kryber ind i hende og slikker el. pisker hende. Når denne ånd viser sig på briksen med sit røde ansigt (?) og fløjter, ved folk at nogen er i gang med angakkoq-uddannelsen. Den vordende angakkoq selv mister en overgang bevidstheden men røber intet selv.

      Teem. mærker at hun er ved at blive angakkoq og besøger en grav på en ø. Dækstenen roterer kraftigt, dødningen kommer op, men hun mærker den ikke ved skuldrene. Først da den smyger sig hen over hendes hofte. Den er helt stiv, siger den, fordi den slæber rundt på kroppen, som folk har bundet så stramt til begravelsen (de har måske glemt at skære bindingerne over inden tildængningen med sten, BS?). Men den blir mere bøjelig efterhånden. Den vender tilbage til sin grav og dækstenen falder på plads af sig selv.

      Teem., hvis bror og stedfar begge var store angakkut med alverdens viden, fortæller dernæst hvordan en lærling første gang afslører sig som angakkoq: Man hører ved sengetid hans toornaarsuk (særlige hjælpeånd), der allerede har været til stede på gulvet, sige o-oh med vibrerende stemme.

      Da jeg stod frem som angakkoq, siger Teem. (det gjorde hun jo aldrig - ifølge Thalbitzer selv, der måske har brugt en forkert engelsk glose? BS), havde jeg fået en toornaarsuk, men var stadig fuld af angst for at opsøge alle de øvrige hjælpeånder, jeg manglede. Da fortæller hendes stedfar (hvis død hun ynker) om første gang hendes onkel stod frem som angakkoq. Han lod sine skræmmeånder, der råber amoo -, jage folk op og rundt på briksene. En anden skræmmeånd, der har sat skræk i folk, er en af de ældste innarsuarboeres (Naaja's ?) Uppiinnguaq, den lille ugle.

      Da Teem. hører om, hvordan Innarsuaq-boerne lærte sig selv op til angakkut, gør hun et lignende forsøg, hvor hun går ud i fjeldet til bredden af den store elv, lægger sig på ryggen og råber efter hvem, der vil komme til hende. Et skrækkeligt blåsort væsen stiger op. Hun besvimer og vågner nøgen, tar sine klæder på, og da moderen ved hendes hjemkomst spørger til hendes befindende, slår hun det bare hen.

      Den følgende vinter holder hendes stedfar seance fordi Teem. åbenbart er syg. Hun har mistet en af sine sjæle, erklærer en af hans hjælpeånder.

      Herefter afbrydes interviewet.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: En kvindes selvbiografi, der specielt omhandler hendes uddannelse til åndemaner (som dog ikke afsluttes).

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar:

Det fremgår ikke altid klart, hvornår Teem. taler ud fra egne erfaringer, eller udsiger noget om angakkut og lærlinge i almindelighed. Det kan ikke betvivles at qilaneq ofte blev praktiseret med en hjælpeånd i Østgrønland, men det er uklart om den også kunne klare at hente mistede sjæle hjem og måske endog adlød endnu en ånd, spørgeånden apeqqitek / apeqqiteeq. Måske var denne spørgeånd simpelthen qila-ånden (Hos netsilik-inuit i Arktisk Canada hed en ånd til qilaneq tilsvarende en apiqsaq, en spørgeånd (Oosten, J. G. & Fr. Laugrand & Wim Rasing: Perspectives on Traditional Law. Nunavut Arctic College, Iqaluit 1999: 21). En åndemaners helbredelsesseance kunne ofte indledes med en diagnosticering ved qilaneq-metoden.

      Den blodrøde ånd er muligvis den samme som sommerfuglen i tekst nr. 230. I teksten her, nr. 231, tjener den også som indvielsesånd til åndemanerkarrieren. Næsten alle indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen selv siges at bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte)).

      Noget tyder på, at stedfaderens seance var anledningen til at han afslørede Teem. som åndemanerlærling, som det fremgår af tekst nr. 230, og dermed spolerede hendes forehavende.

      Thalb. mener, at Teem. aldrig opnåede at få hjælpeånder, men det kan næppe passe.

Man kan dog sige, at fordi Teem. må opgive at blive angakkoq må hun også opgive forbindelsen med alle de ånder hun har knyttet til sig som sine fremtidige hjælpeånder. I tekst nr. 230 knytter således en kystdværg sig til hende, og det er hele to fremtidige hjælpeånder, der leder hende omtrent frem til dødsriget og mødet med den døde storebror.

I teksten her, nr. 231, får hun hele to dødninge, en uidentificerbar ånd, og en toornaarsuk.

Var.: Inspireret af fortællinger om åndemanerne ved Innarsuaq i Sermilik-fjorden bliver hun tillige overfaldet af uhyret ved / i elven, og formentlig ædt og kastet op igen, som det sig hør og bør for østgrønlandske angakkoq-lærlinge. (Søg: ferskvandets isbjørn og elvens hund) Kun uhyrets mørkeblå farve i denne tekst er udsædvanlig. Denne mytiske død og genfødsel mentes at forsyne lærlingen med et indre lys, der ville tiltrække hjælpeånder.

Vedr. Uppiinnguaq er der flere fortællinger både hos Sandgreen 1987 og Jens Rosing 1963.

Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er

Print
Dokument id:1017
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 478 - 486, nr. 233
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker.

      En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS).

      Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak.

      Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg.

      Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker).

      Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende.

      Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit.

Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h!

Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance).

Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade.

      Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget.

      Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump.

      Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person.

      Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen.

      Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.

 

Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen:

Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base).

Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr;  ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan.

Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa.

Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing.

Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik.

Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående.  

De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer.

Min mor, Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1708
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kalia, Elisabeth
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Min mor, Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Datteren Elisabeth fortæller om sin blinde mors hyppige

besættelser efter at hun havde fattet interesse for kristendommen. De

foregik ofte ved fuldmåne, gav hende tilsyneladende synet tilbage og

desuden enorme kræfter, som ikke en gang K.s søn Piisui / Kukkujooq

kunne klare.

Først blev hun som regel angrebet af et uhyre i menneskekrop, et

hundeben og et fugleben, som hjælpeånderne forsvarede hende imod.

Dernæst af hjælpeånderne selv. Først når det lykkedes Piisui at snige

sig ind på hende og klaske hende på begge ører, faldt hun sammen og

var derefter længe om at komme til kræfter. Elisabeth var engang så

uheldig at møde K.s sidste trofaste hjælpeånd, som gav sig til kende

ved navns nævnelse. K. blev rasende, da E. fortalte om det, og

besluttede at bekende alt om denne Pukuanna og dermed sende ham bort

for altid. Men mens det suste og klaprede i hele huset, forstod man

ikke andet af K.s tilståelse, end at P. havde villet dræbe hende,

fordi hun ville døbes - men kun havde magtet at blinde hende.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Misartaqs endeligt

Print
Dokument id:1654
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Misartaqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 138 - 139
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179:  "Misartap toqunera".

 

Resumé:

Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq

(der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den

nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise

dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På

hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik.

Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller

intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten

hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at

det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen

ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem,

han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Mislykket uddannelse

Print
Dokument id:986
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mislykket uddannelse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 27
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

28-29. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 42 - 43,

red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

 

En åndemaner / angakok fortæller Chr. Rosing om en uddannelse, men det er usikkert om det er hans egen:

 

En ung forældreløs mand opfordres til at lære til åndemaner / angakkoq / angakok af en anden åndemaner og rådes, for at kunne tjene lidt til livets ophold, til at søge sig hjælpeånder langt borte. Han møder to ravne i menneskeskikkelse som bliver hans hjælpeånder, men da de vil lære ham åndeflugt, magter han det ikke, og heller ikke på deres anvisning at fange og hive en aataasaq (vingesnegl, undertiden en toornaarsuk, der havde evnen til at fange tupilakker i Østgrønland, BS) i land fra midten af en sø. Derfor bliver han aldrig i stand til at fange tupilakker. En ømmert / islom får han ikke som hjælpeånd, fordi hans kamiksåler er lappet med gammelt spæktrukkent skind, og da han er blevet ædt af en blødende tejst, ødelægger hans mor virkningen bagefter, da hun imod hans ordre skyller hans helpels i urinbaljen. Ellers ville tejsten have kunnet gentage fortæringen under hans seancer.

 

Hist.: Som sagt er det usikkert om denne fortælling er selvbiografisk eller ej. Hvis den er det, har denne åndemaner villet understrege hvor ringe han var i denne kunst.

 

Kommentar: Visioner af blødende fugle opfattes undertiden som opfordringer til at holde den første seance. Denne tejst fungerer tilsyneladende ligeså meget i rollen som søens eller ferskvandets uhyre (se dette), der fortærer lærlingen som forudsætning for, at hans søgen efter hjælpeånder lykkes.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1652
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".

 

Resumé:

Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af

Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne.

Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i

solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange

døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet.

Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste

syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i

et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes

side.

Ajaatteq

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Månens barn

Print
Dokument id:1128
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Uutuaq (Utuak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Månens barn
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 281 - 282, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.

 

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.

 

Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand

af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og

vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet.

Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter

og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere.

Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens

ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af

remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet

skal spise.

Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en

netside.

Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en

hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han

pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende

pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø.

Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første

klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne,

svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude,

hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder

drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget

vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget

andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det

højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle

af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene

hjem.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq

Print
Dokument id:1232
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 80, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.

 

Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på

kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde.

N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham

lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer,

men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk

ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt

belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud

og væk. Han går mod indlandet.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster

Print
Dokument id:812
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

 

 

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

 

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

 

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

 

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret

Print
Dokument id:811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider, nr. 96
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:819
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

 

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

 

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Nakivat

Print
Dokument id:1453
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakivat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 91
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415.

Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen

havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have

ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt,

og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på

morderen.

 

Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de

mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som

kan lide isbjørne).

 

En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted.

De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og

kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen,

der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de

forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput),

flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb

henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den

ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også

ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig

mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde;

men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud

igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på

gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.

 

Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind.

Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors

børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og

at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før

faderen kom hjem.

 

Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse.

Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som

før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham.

Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og

han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.

 

Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom

lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på

siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse.

"Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há

for dem?" Han svarede: "En formular, der skader."

Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og

sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de

begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til

at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var

rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.

 

Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på

grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af

renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.

 

Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere

så meget over sønnen.

 

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

 

Hist.: Næppe historisk

Nakivat

Print
Dokument id:1454
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakivat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 91. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Nakivat, at han var barnløs, mens

broderen havde to børn.

Broderen elskede Nakivat så højt, at han absolut ville have ham boende

hos sig. Og han elskede sine børn så meget, at han tænkte, at han,

hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på deres morder.

Nakivat havde gode hunde, der var gode bjørnehunde. En dag tog Nakivat

og broderen ud på konebådstur med Nakivat som ledsagende kajakmand.

Nakivats brors to små drenge legede alene ved en lille sø ved siden af

teltet, klædt i bjørneskind.

Mens de legede hørte de hundeglam, der tydede på, at hundene havde

fået færten af noget. Foruroligede flygtede de hen imod teltet. Under

flugten blev en ef drengene indhentet af en hund og bidt i

strubehovedet.

Da den ældste af drengene kom ind i teltet, tænkte han: "Hvis jeg

bliver stående her, vil den bide mig." Så fandt han på at gemme sig

bag ved yderskindene ("qalerqat tunuanut" "qalerqat" er yderskind. Det

er jo nok bagved inderskindene, eller imellem yder - og inderskind).

Netop som han gemte sig, hørte han lillebroderen græde udenfor, men

gråden ophørte. Så kom der en stor hund ind i teltet. Det lød som om

den søgte efter ham, men forsvandt med uforrettet sag. Selv om hunden

var gået, forblev han mellem skindene. Så var konebåden på vej ind.

Ved ankomsten opdagede de, at den yngste af Nakivats brors drenge var

blevet angrebet og bidt ihjel af hunde, og at der var blod på hans

strubehoved.

De ville ikke begrave ham, før faderen var kommet hjem. Da faderen kom

hjem og så sin søn, blev han natyrligvis meget vred; men han kunne

slet ikke få sig til at stikke sin storebror ihjel, hverken med kniv

eller lanse. Han fik ham dog til at flytte. Når de sås,

var forholdet mellem dem det samme som før. Men lillebroderen var

faktisk stadigvæk opsat på at hævne sig på sin storebror.

 

Så blev det vinter. Når Nakivat kom på besøg på hundeslæde, blev han

altid godt modtaget.

Engang Nakivat havde været på besøg, rejste han hjem næste morgen.

Da han var taget afsted, kom lillebroderen ind i huset med en

kajakåre, hvis beslag bestod af lutter narhvaltand, samt en lanse.

Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg udbyder disse til salg." En af

dem spurgte ham: "Hvad skal du have som betaling?" Nakivats lillebror

svarede: "En ulykkesformular!" Da han sagde dette, tog en af mændene

dem med sin venstre hånd og sagde: "Kom, følg mig. Jeg skal vejlede

dig." De gik ud og ned (til stranden), hvor de gav sig til at fremsige

en formular, der skulle dræbe Nakivat. Så havde de fremsagt den

med hænderne omkring anorakhætten.

Nakivat, som ellers var nået langt væk, kunne høre, at han blev

forfulgt. Da han mærkede at forfølgelsen var noget magi, fremsagde han en formular, der kunne få det til at ramme ved siden af. Mens han fremsagde den, blev han indhentet af "hekseriet". Da det strejfede ham i venstre side, døde hans venstre arm og alle hundene der trak på venstre side. Ved hjemkomsten var der

kun en hund tilbage.

Senere fik lillebroren at vide, at Nakivat stadig havde det godt, og

at kun hans hunde og hans venstre arm var døde.

Efter den nyhed opgav lillebroderen videre planer om at hævne sig på

storebroderen.

 

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

 

Hist.: Næppe historisk

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq

Print
Dokument id:1238
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 224, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

 

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Nápartuko / Nappartuko

Print
Dokument id:567
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartuko / Nappartuko
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 80
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit,  226 - 229: "Nappartuku".

 

Resumé:

Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar.

     Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone,

Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til

Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved

navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar

tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn.

Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").

 

Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte

sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og

hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør.

Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun

hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører

efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver

sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham.

Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet,

falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud

gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes

ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser

sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber,

at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom

kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land,

Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder

har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i

vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der

derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler,

hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død

af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn

viser sig at være sande.

 

Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993:  Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19.

Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).

 

Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med

tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig.

Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne

være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor

allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ".

Nápartukos to sønner

Print
Dokument id:1640
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartukos to sønner
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 88
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". De to sønner deler altid både vinterhus

og telt, men blir uvenner og flytter hver til sit, da den ene brors

hunde dræber én af den anden brors sønner. Broderen med hundene kommer

på besøg hos den anden, beværtes godt, men værten køber sig en

formular af en gammel ungkarl for en smukt benprydet åre. Han bruger

formularen mod den bortdragne bror, hvis hunde en for en falder døde

om undervejs hjem. Med kun én hun, en tæve, når han hjem. Den har

heldigvis tre levedygtige hvalpe. Senere opklares hekseriet, der ville

have dræbt ham, hvis det var gået lige hen over ham. Det forfejlede

til alt held sit mål.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets el. 1800-tallets slutning (se: Atsivaq, den stærke kvinde) oplysninger om de to brødres ophold på forskellige navngivne steder

er udeladt af resuméet.

Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned

Print
Dokument id:1456
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369:

Naqitâmilârpara.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus.

Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev

gjort til grin.

Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der

skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du

er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi

har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse

ud.

Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen

mod indlandsisen, ind i landet.

Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på

noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold,

så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående

udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en

indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte

indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi

sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan

dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom

indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at

sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det

sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op.

Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham."

Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den

forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op,

fordi han blev så mæt.

Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt

står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den.

Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde

indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud

igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun

puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt

den, serverede hun den for den forældreløse.

Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af

den) inden han havde spist det hele op.

Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen

komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at

være indlandsboens søn.

 

Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og

han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede

hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget,

som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget,

som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig

udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver

så sulten(qaannaqalunilu)."

 

Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval.

Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!"

Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros.

Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage

med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig,

serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev

færdig, gik de i seng.

Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der

var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov

alle sammen og vågnede om morgenen.

Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store

indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den

forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse

så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem."

Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem."

Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen,

sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne.

Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere

vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.

 

Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som

allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?"

Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til

med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede

spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem,

for jeg har trampet sneen over det til!"

Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var

blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var

synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den

lille forældreløse tog noget af det med hjem.

Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor

har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget

jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med."

Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således

reddede han husfællerne fra sultedøden.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Naujas / Naajas andet besøg hos falkene

Print
Dokument id:1669
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas andet besøg hos falkene
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 207 - 208
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Sommeren efter sit besøg hos falkeånderne (se J. Rosing 1963: 204 -

207), gentager N. besøget, bliver vel modtaget, og alle undrer sig

over så stor han er blevet. Han får repareret et hul i sin kamik af to

monstrøse åndepiger, et rødt og et sort uhyre, der holder til under

briksen. På hjemvejen løber eller rettere flyver N. om kap med sine to

hjælpeånder. Denne gang forsøger de ikke at fange ham. Piisui / Kukkujooq

slutter med at gøre rede for fortællingens overlevering fra Naaja til sin søn,

og fra denne til sin søn, der var P.s far. Han blev dræbt mens P. var

spæd, men nåede at fortælle den til P.s mor, der har fortalt den til

ham.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Piisuis far

Kajammat blev myrdet i 1890.

Naujas / Naajas første hjælpeånder

Print
Dokument id:1668
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas første hjælpeånder
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 205 - 207
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Naajas far ber ham lægge en udtørret (læder)spand i en pyt ved ebbe og

fylde sten i den. N. adlyder, men fylder blot spanden med en lille

sten og nogle isstykker. Næste dag er spanden væk. Faderen forklarer

hvorfor, og N. går beskæmmet over belæringen langsomt hjemmefra langs fjorden indefter, hvor han møder to ånder. De ved, at han er skamfuld, fordi "hans indre synger", og de inviterer ham hjem på besøg. Nær åndernes usynlige hus lagdeles

N.s syn, hvorefter det afklares. Nu kan han se husgangen. Inde på

briksen sidder en temmelig stor kvinde, Itiva, og fletter senetråd.

Hun forhører sig om N. og hans ærinde. Han er vandret ud for at prøve

sine evner, svarer hans to ånder. Hun giver ham mad, først noget, der

ligner et rypebryst, og senere da hendes mand Kikkeeq er vendt hje