1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist. periode 1880 - 1892

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Resumé: Ajijak og hans ældste søster går som børn i åndemanerlære og

inden de begynder at opsøge ånder, opøver de deres kræfter ved at save

store isblokke ud med en åndepustet sav og bære dem op mod huset.

Søsteren er den stærkeste, men en dag hun forsømmer at spækfodre en

ældgammel lampe, som hun er sat til at passe, går der ild i lampen og

hun mister sin sjæl. Snart dør hun. Hendes misligholdelse af lampen

harmer Månemanden, der kommer med sin store pisk for at piske

fælleshuset i kvas. Stedets store åndemaner, Uitsaleqanngitsaq, lader

husfællerne se ud gennem vinduet, hvordan hans hjælpeånder hindrer

månen i at piske løs, og hvordan til slut U.s hjælpeånd "den

skævmundede kajakmand" / Eqingaleq / Equngasoq kommer farende med sit blærespyd, jager Månen op på en fjeldtop og videre op til himmels. Månen ber to gange for

sig: "Hvis du dræber mig, vil sælerne ikke længere føde unger!" Og:

"Hvis ... vil det ikke længere blive ebbe!" Den skævmundede lader da

Månen fare.

Var.: Ajijaks optræning / uddannelse til åndemaner el. hans initiation forbindes på forskellige måder med månen / Månemanden. Se Kaarali Andreassens versioner.

Afværgelsen af månens angreb, se: Aqajarormiorsiorpua (her en kampesten i samme ærinde); Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Ajijak 224 225;

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

Resumé:

En dag Ajijak er ude at ro i isfjorden bag Sermiligaaq, blir han trukket

mod stranden af en usynlig kraft. To kæmper haler ham med sig, bringer

ham i kajakken op over land og ingen af A.s amuletter standser dem.

Heller ikke A.s følgesvend, dværgen Qimmartertoq, kan gøre noget. A.

tilkalder så sine to kæmpefalkeånder, der får kæmperne til at slippe

taget i kajakken, forfølger dem, griber dem og fortærer dem på toppen

af Puneqs høje fjeld. A. trækker kajakken ned ad elvens strøm med en

rem, sætter sig i den og ror hjem fulgt af Qimmartertoq.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak.

Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under

åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager

tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten.

   En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få

A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver

henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans

hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu

er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind

over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er

til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i

kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i

åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt

i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq

udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke

klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at

fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og

tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe

om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin

finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens

han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der

svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en

kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd,

Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel.

Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en

fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød

og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter

A.s store evner.

Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys.

Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller

blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er

ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til

Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f.

Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har

taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden

Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og

han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han

gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen

at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har

besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften,

men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham

med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men

faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A.

til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder,

men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne

ihjel, og A. slipper ud og hjem.

   Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner

denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"),

hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter

over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund,

han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig

om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og

beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen

tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så

hjem med nye hjælpeånder.

   Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine

hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne

tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler

at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse

fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også

præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var

maskerede personer.

Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Resumé:

Fortælleren, der blev opkaldt efter fortællingens Saajooq, fik

fortællingen af dennes lillesøster, Ipaqqissaaq, der selv overværede

begivenhederne.

   De to åndemanere, Aataaq og Simmujooq, har sammen lavet en tupilak

mod en mand ved Kulusuk. Under sine seancer en vinter på

Qeqertarsuatsiaq i Sermilik-fjorden opdager A., at tupilakken har

forfejlet sit mål og er vendt tilbage mod ham selv. Han håber

forgæves, at svogeren, Aardivardik vil hjælpe ham ud af kniben.

Aataaqs søstersøn, der flere gange bliver sendt efter forråd i

depotet, kan melde om en bjørn, der har spist af det og hvis spor

viser en bjørnelab og en menneskefod. A. søger forgæves at vende

tupilakken mod Simmujooq, der bor på Kulusuk. I april kommer bjørnen.

A. går den i møde, forfejler i nervøsitet sit kast, bliver skalperet

af bjørnen, og søstersønnen, der kommer til og også kaster fejl, får

kødet flået af ryggen og bæres op i huset. Saajooq dør af sine sår.

Bjørnen flår klæderne af A., og når at fortære dele af ham, inden han

dør. Til sidst er kun skelettet tilbage. Bjørnen holder sig brølende

ved skelettet hele natten, men hindres af en amulet i at angribe

husets beboere. Bjørnen forlader skelettet om morgenen, og man dækker

det til med et kajakskind, som bjørnen straks kommer farende og

fjerner, for atter at holde brølende vagt ved skelettet. Næste morgen

hentes forstærkning fra nabobopladserne. Hundene slippes løs på

bjørnen, som Umeerinneq skyder med en riffel, men da skuddet ikke er

dræbende, flygter alle med bjørnen i hælene op på en høj isskodse. Den

nærsynede Qileruluk reddes kun op i sidste øjeblik. Denne gang får

Umeerinneq ram på bjørnen, der er kolossalt stor.

Var.: Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa;

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

øjeblik af sine brødre. En kajakmand sendes ind efter en konebåd til

transporten og de øvrige nedlægger bjørnen. K.s onkel Maratsi heler

det dybe sår med en formular. K. flyttes til familie ved kolonien og plejes derefter hos Rüttel.

Senere sammenlignes K. i en nidvise med den mystiske antihelt, løgneren Qasiassaq.

Hist.: Tid: 1899 ifølge Rüttel Ti Aar blandt Østgrønlands Hedninger, 1917.

Genfortalt af Jens Rosing i Hvis vi vågner til havblik, 1993: 54-58, hvoraf det fremgår at Kuuitsi endnu engang, i 1905, blev overfaldet og bidt samme sted af en bjørn. Og atter tilså Rüttel ham ved kolonien. Kuuitsi nedstammede fra Nappartuku og Atsivaq, se slægtsliste i 1993, mellem ss. 8 og 9.

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Nappartukus enke. Atsiavaq, har ry som

stærk kvinde. Det får tre mænd fra Kilaarmin / Kilarmiit at føle, da de

udfordrer hende til armkrog. Skønt A. allerede er gammel, kan ingen

af dem klare hende. De to havner med hovedet i skridtet på hende. Og

den tredje på hendes mave. I anerkendelse af hendes sejr tar han hende

om endeballerne og ligger på skrømt med hende. Latteren er

overvældende. A. var i sine unge dage så stærk, at hun kunne løfte en

ung sortside i strakte arme over hovedet.

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) daterer han den slutningen af 1800-tallet. Det passer bedre med andre oplysninger.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. En dag A. er

på bærtogt, får han fra land øje på en konebåd uden kølvandsstribe og

fyldt med sorte mennesker. Det er umiaqasaat / umiarissat / umiariassiat, der vil

røve ham. De hindres længe i at komme i land, fordi A.s mange

hjælpeånder er strømmet til og forsvarer ham. Blandt disse er også

ånden Unarmik, skønt denne ikke undså sig for at stikke A. med en

kniv, da A. var yngre. A.s kæmpefalk kommer flyvende og retter et

solidt, men utilstrækkeligt angreb på båden. Kun rorsmanden dør.

Endelig kommer A.s fem kæmper fra indlandet. En af dem smider en

vandreblok / kampesten mod båden, der skyndsomt tar flugten. Man hører jævnligt

skrig fra de flygtende, og Unarmik kan fortælle, at båden er gået til

bunds inde i sundet, Ikaasaq. A.s dværg og følgesvend, Qimmartertoq,

følger ham til Puisortoq, hvor han smelter sammen med stranden og

forsvinder. Det var den, der havde tilkaldt alle A.s hjælpeånder i

farens stund.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i

1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, 1993: 36 - 38

Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,

Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi har et udmærket forhold til sin stedfar Quarrajeeq, men Aggu / Akku,

der vil have M.s mor, Ama til andenkone, fortæller både M. og Ama, at

Q. pønser på at dræbe M.  Ama opfordrer sin søn til at komme Q. i

forkøbet, og M. overtaler sin fætter, Sanimuinnaq til at hjælpe sig. S.

indvilger. M. og S. sniger sig i deres kajakker ind på Q., der er

færd med at ordne sin fangstblære. M. kaster, men for lavt. Q. flygter

med harpunspidsen i lænden og M.s fangstblære i linen efter sig. Langt

om længe lykkes det S. at komme på kastehold af Q. og ramme ham

i ryggen mellem skulderbladene. Q. blir så tung at M. og S. ikke kan

slæbe ham i land til den rituelle partering. De når kun at skære lidt

af skalpen af, inden liget synker. Fra nu af frygter de den dødes

hævn. Aggu gifter sig med Ama.

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq.  Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik Maratse", J. Rosing, 1963: 272 - 275). Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Vedr. mordritual, søg på det

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Sanimuinnaq og Maratsi har sammen dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at

sikre sig mod den dødes hævn. Det lykkes den døde Q. at ombringe S.,

mens M. pludselig blir slået af rædsel. Han tør end ikke gå ud og

forrette sin nødtørft alene. M. får besøg af sin ven Kaakkajik, der også er

åndemaner / angakkoq og ved strygning af sin gnidesten erfarer, at Q. omsværmer

huset. M. gør klar til åndemaning, men lader sig skræmme af Q.s

stemme, der truer ham.  K. rejser hjem.  M. forsøger sig med endnu en

seance, der får samme forløb. Men tredje gang M. forsøger, får han

mandet sig op, går ud og råber på sine hjælpeånder, får alt ordnet til

en seance, går i gang og reagerer ikke på den dødes trusler. Han får i

fuldt lys trommen op at danse på sin ryg tre gange og opnår derved

sila (silanippoq), alverdens visdom, idet hans syn sprænges i lag. Man slukker

lamperne. M.s hjælpeånder er ankommet under gulvet. M. skændes selv

dernede med Q. De brydes. M.s dværg, Sorpik hvis "flimrende lysstribe"

ingen kan udholde at se på ret længe, angriber Q, bagfra. Man hører

Q.s gråd forsvinde i det fjerne. M.s toornaarsuk lader sit råb høre.

Lamperne tændes igen og Sorpik kan meddele at Q. nu er sprængt til en

blodklat derude, hvor himlen ender.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Hvis den omtalte Kaakkajik er identisk med Naajas søn, der døde i 1885, er mordet på Quarrajeeq sket før dette tidspunkt.

Kommentar: bemærk Maratsis lagdelte tvesyn, da han får sila. Lagdelingen, overgangen til syn for den "anden" verden, asia, forkommer beskrevet hos flere historiske åndemanere fra Ammassalik området.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Odin, Maratsi's barnebarn fra Sermiligaaq fortalte Victor om dengang Maratsi's hjælpeånd, Igati stak ham til blods, fordi han havde vækket ånden, der sov under briksen, med hammerslag. I alles påsyn helede han straks såret ved at tørre blodet af og afskar desuden en grim tot hår, der sad brystet.

Var. Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik.

Iøvrigt et helt almindeligt trick som de fleste åndemanere, angakkut kunne udføre.

Resumé:  Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

   Maratsi flyver under en seance op til dødsriget i himlen, hvor en

mængde ravneunger vækker hans jagtiver. De er så fede af at æde lig.

Han møder to af sine yngre søskende, der er døde som små, men har

vokset sig store i himlen. Og dér er de havnet, fordi lillesøsteren blot blev smidt ud, da hun døde som spæd, og lillebroderen, fordi han blev begravet til lands. Man ber ham hilse hjemme og sige, at alt

skind skal flås af hunde, der dør. Børnene i himlen blir bange, hvis

hundene kommer derop med skind på snude og poter. Hjælpeånderne husker

ham på at komme hjem, inden det lysner. Senere, da M. er blevet døbt,

siger han altid om den rejse: "For jer kan det lyde som løgn og

opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet det."

Var.: I en senere publiceret version er Maratsi iført nyt tøj: tarmskindsanorak, smukke kamikker og naatsit (de vanlige smalle underbukser), og hans hår er samlet i en "hestehale" (J. Rosing: Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 113).

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Kommentar: Almindeligvis forblev man som man var ved døden. I dødsriget hverken ældedes eller voksede man.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en

ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle

sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens

tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter

tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq,

landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset,

sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s

såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold

ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig

om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M.

befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der

stammer fra de efterladtes tabubrud.  M. får hjælp til det af sine

hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de

døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine

kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der

har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er

et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske

evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under

gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet.

Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.  

Angakkoq'en / åndemaneren Maratsi, der er blevet uvenner med sin største hjælpeånd, en toornaarsuk - vil formilde den,

ved at lade den smide sten efter sig. Han kalder til åndemaning / seance og toornaarsuk'en kaster i alt fire sten efter, men heldigvis forbi ham. Den sidste sten standses på M.s befaling af en af tilhørerne. Den er overgroet af tang

og rurer, sort og kæmpestor, skønt det eneste åbne vand her om

vinteren er den yderste smalle tidevandsrevne. Stenen kan endnu ses

ved Kangaartik, nær Kulusuk. De andre sten har efterladt tydelige

skurestriber i gulvstenene. M. stiger i agtelse.

Hist.: Maratsi levede fra ca. 1854 til 1923 og var fætter til

Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsis hjælpeånd Iikattik stikker ham to gange for at styrke M.s evner som

åndemaner. Første gang sidder M. lænet op ad briksens bagvæg og

underholder sine fæller. Pludselig skriger han, blodet vælter ud af

hans lænd, han heler det straks med en håndbevægelse, og hans kone

tørrer blodet væk. Anden gang sidder M. lænet op ad briksestolpen og

sludrer med sine fæller, mens andre synger viser i den anden ende af

huset. Denne gang går I.s stik fra ryggen tværs igennem, og blod og

lidt indvolde vælter ud af M.s bug. M. heler straks såret på ryggen,

de syngende genoptager sangen, men M. ligger længe syg, og skærer en

lille tør knast væk fra såret, da det heler. Usoqqu, der var vidne til

begivenheden, har fortalt, at dengang var man så vant til åndemaneres

voldsomheder, at man ikke tog sig af så små hændelser som disse. Men

de viste, at M. var en stor åndemaner. M. laver en lillebitte kniv til

hævn over I., men det lykkes ham aldrig at overraske I.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

M.s sårheling var et ganske almindeligt

åndemanertrick. Ligeså at lade sig såre af en af ens hjælpeånder.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en

kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på

briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han

lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker

blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig

besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader

derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig

selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden

patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask.

Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som

rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv

remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af

jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes

blot ved et tilfælde.

Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112

Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

M. føler sig truet af sin fætter, den berygtede drabsmand Iisimmartik, og opsøger Ajijaks grav for at få nogle af dennes hjælpeånder til sit forsvar. M. stryger

langs gravens dæksten med en sten, inden himlen mørkner og samler

sig til en sort klump, der daler ned i stenen. M. stikker sit ærme ned

til A., der holder så godt fast, at ærmet rives over. A. fortæller M.,

hvor han kan finde hjælpeånden Ikilerpik og får M.s tilladelse til at

komme op og glide hen over M.s ben. M. får ikke fat i Ikilerpik, fordi

M.s bror, Puukaarteq allerede har sikret sig alle A.s tidligere

hjælpeånder. Men Iisimmartik gør heldigvis ikke alvor af sin lyst til

at dræbe M.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi. M. lader sin

hjælpeånd, dværgen Sorpik, drage langt bort til Uviak, der har ranet

M.s fars sjæl. M. kan se Sorpik gribe to af U.s små, lysende,

fuglelignende sjæle og rejse bort med dem. Kort efter dør U.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi

Resumé:

Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få

dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til

stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet,

hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og

gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han

fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham.  M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at

han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp.  M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil

han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i

en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu

afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang

han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit

siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang

kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen.

M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv,

der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages

endnu to gange.

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi.

Forløbet svarer stort set til det som andre

østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation.

Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.

Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn,

der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både

bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder.

I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation

Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Maratsi inviterer uden større ståhej sine bopladsfælder til sin saqqummerneq, offentlige initiation omkring årets korteste dag. Forhængsskindet hænges op foran indgangshullet, han sætter sig på sit siddeskind foran det, får det til at brage endnu mens lyset er tændt, og så snart det slukkes kalder han med tromning sine hjælpeånder. De præsenteres for publikum ved deres lyde, en kakofoni af stemmer. Derefter, samme vinter holdt Maratsi ofte seance på opfordring fra sine husfæller.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, barnebarn af Maratsi

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

M. holder sin første seance på årets korteste dag. Alt forløber vel og M.

præsenterer alle sine hjælpeånder ved deres forskellig stemmer og lyde.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Vedr. disse første seancer søg: præsenterer / præsentation hjælpeånder og initiation.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Uviak var angakok / åndemaner og Maratsi endnu kun lærling i hemmelighed. Han opdagede en dag begge var ude i kajak, at Uviak fik et langt snørelignende trolddyr frem af vandet ved gnide sig i besættelse med håndfladerne mod hinanden. Maratsi fik fat i den, Uviak blev vred, men fra da af havde troldsnøren knyttet sig til Maratsi. Med den kunne han rejse til fjerne steder.

Maratsi øvede sig nu i vidderne, asia, ødemarken under vanskelige vilkår indtil hans grej, forhængsskind og tromme lystrede hans åndepust. Han var klar til at afsløre sig som angakok på årets korteste dag.

var.: ingen i denne base.

kommentar: snører, piskesnører og andre remme har vidtrækkende symbolbetydninger. Se de vejledende Fortolkningsmuligheder under Pooq, pose "mor", en livsmetafor.

Resumé:

Maratsi, dattersøn af Napartuko og Atsivak, havde med familie overvintret og modtaget dåbsundervisning ved kolonien i vinteren 1911-12. 6. april flyttede man ud i telt, 5 telte. Maratsi inviterede næste dag, 7. april, familien Rosing til den afsked han ville tage med sin fortid. Mændenes, af missionen forbudte amuletseler var tydelige at se gennem deres anorakker af tarmskind eller tyndt bomuld. Det var flotte høje folk hele familien. Kvinderne var ikke tatoverede i ansigterne. Maratsi optrådte alene hele natten. Startede med familiens smukke arvesang om en betagende udsigt over havet en tidlig morgen, og fortsatte dernæst med alle de nidviser han havde deltaget med i over 40 sangkampe gennem årene. Til sidst anbragte han et lille skrabebrædt på hovedet. Dets fedt skulle tage kraften af de sidste sange. Det var lyst, da præstefamilien gik hjem. Et par timer senere ankom hele Maratsi-familien i hvide anorakker, mændene med håret klippet. De blev døbt med navne, de selv tidligere havde valgt: Maratsi hed nu Noah, og barnebarnet Saajooq havde valgt Odin.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit,  226 - 229: "Nappartuku".

Resumé:

Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar.

     Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone,

Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til

Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved

navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar

tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn.

Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").

Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte

sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og

hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør.

Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun

hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører

efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver

sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham.

Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet,

falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud

gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes

ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser

sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber,

at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom

kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land,

Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder

har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i

vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der

derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler,

hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død

af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn

viser sig at være sande.

Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993:  Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19.

Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).

Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med

tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig.

Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne

være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor

allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ".

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". De to sønner deler altid både vinterhus

og telt, men blir uvenner og flytter hver til sit, da den ene brors

hunde dræber én af den anden brors sønner. Broderen med hundene kommer

på besøg hos den anden, beværtes godt, men værten køber sig en

formular af en gammel ungkarl for en smukt benprydet åre. Han bruger

formularen mod den bortdragne bror, hvis hunde en for en falder døde

om undervejs hjem. Med kun én hun, en tæve, når han hjem. Den har

heldigvis tre levedygtige hvalpe. Senere opklares hekseriet, der ville

have dræbt ham, hvis det var gået lige hen over ham. Det forfejlede

til alt held sit mål.

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets el. 1800-tallets slutning (se: Atsivaq, den stærke kvinde) oplysninger om de to brødres ophold på forskellige navngivne steder

er udeladt af resuméet.

Resumé:

Nappartuku, født ca. 1805, død ca. 1879, forfader til en stor slægt i Sermiligaaq rammes af et anfald af sindssyge, der forklares som tilbageslag af hekseri. Af uklare grunde heksede han død over sin ældste søn, Angii's første kone, ved at spærre hendes fødselsvej da hun skulle føde, og da han til slut går til bekendelse kvaser Angii hans ryg i raseri. Han har ellers søgt at hjælpe faderen under hele det dramatiske forløb, hvor Nappartuku først får tyndskid, raser, bliver bundet, og så løsnet af Angii. Nappartuku ber straks om mad og æder alt, kødet og knoglerne med. Om natten vil han ud. Vælter undervejs en stor balje urin, der svømmer ud over gulvet. Ude ser man ham stige til vejrs og søger at trække ham ned. Han falder ned i hundenes fedtede ædetrug og kraften forlader ham. Man tror ham død, men han vågner op kommer ind, smider sine husbukser og svinger dem over hovedet med ordene: Aattaaqs datter er nået frem! (den hævnende dræbte kvinde?) Fortæller så at han har været i Ilivilardivaq, qallunaats land, midt i en flok bevæbnede mænd. Men hans lillebrors hjælpeånd førte ham hjem over havet. Han har fjernet en forhindring: næste år bliver rig på fangst. Tilstår sit hekseri. Bliver kvast af Angii og lægger sig værkbruden på briksen, hvor han senere sluger sit åndedræt og dør.

Hist. Historisk fortælling overleveret i familien. Muligvis var fortælleren Saajooq, en efterkommer. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Var. søg på sindssyge.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Sanimuinnaq og Maratsi har i fællesskab dræbt Quarrajeeq, men ikke nået at sikre sig imod den dødes hævn. M. flytter boplads og Q.s sjæl angriber S., der

gang på gang glemmer at kaste sin fangstblære ud, når han har

harpuneret et dyr. Det kæntrer ham. Tre gange reddes han af sin

fangstfælle, Maqi, men fjerde gang er S. alene og de andre kajakmænd

når først frem, da S. er halvdød. De søger at få ham til varme og

kræfter på en isflage, men må opgive. De lader S. glide ned i vandet

og gå til bunds.

Var.: Rosing Jens, 1960: Îsímardik, Iisimmardik har en kortere version.

Ligeså Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 67-68.

Hist.: Sanimuinnaq blev født omkring 1855 og forulykkede i 1892. Noget

tyder på at Q. blev dræbt før 1885 (se not. til "Hvordan det gik

Maratse", Rosing, J. 1963: 272 - 275). Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Resumé:

Saajooq har fortællingen fra sin bedstefar, Maratsi.

     Qilaasuaq og hans søn går altid i bjørneskindsklæder, mens Q.s

svigersøn foretrækker klæder af sælskind. En dag under bjørnefangst på

havisen bryder en storm isen op. De redder sig op på et isbjerg,

driver til havs, og opfordret af sin søn bruger Q. noget af sin viden

på at skaffe dem drikkevand. Han udskærer to dukker, to ægtepar af slædens

tværtræ, som han med en formular lader bytte koner om natten, og næste

morgen kan han fremkalde drikkevand ved at hugge sin ismejsel i

isbjerget. Ritualet må gentages, fordi vandet straks slipper op, da

sønnen drikker først. Det er Q., der skal drikke først. Senere, og

uden anden mulighed for redning lader Q. sig glide ned i havet og

kommer op som en bjørn. Sønnen gør det samme, mens svigersønnen, der

bliver længe under vandet, kommer op som en stor hvalros. Hver gang de

undervejs passerer et større stykke is, svømmer hvalrossen under den,

mens bjørnene vandrer hen over den. De forbliver også bjørne, da de

vandrer over den faste is ved land, mens hvalrossen blir menneske igen

igen, så snart han kommer op på isen. De har nået Akiliardivaq

(Akiliaarsuk / Akiliarsuaq ?). Q. og hans søn må i hast afføre sig

deres dyrehamme bag en isskodse, fordi de fremmede, der tror de er

bjørne, vil dræbe dem. På bopladsen bliver de inviteret på

menneskehjerne hos den heksekyndige Mitaarnaan. Alle tre gæster spiser

en skål fuld uden at tage skade, men da Q. tvinger M. til at smage,

dør hun. En mand udfordrer dem til at trække armkrog. Svigersønnen er

den stærkeste men får sine testikler revet af, dør og trækkes med en

rem ud af husgangen til partering. Q. giver modstanderen samme bekomst

og sluger hans testikler. Da folk uden for huset opdager, at liget er

en af deres egne, bryder de huller i huset. Q. bruger sine to

amuletter, en rævetand og skægbørster af en ravn, som han efter tur

sender ud på drab. Alle fjenderne dør undtagen en forældreløs dreng,

der om foråret, da Q. og søn har levet højt på bopladsens

vinterforråd, får lovning på at styre deres konebåd hjem. Han synger

glad en sang om det, men narres og sender et hulkende skulderblad af

en dødning efter dem. Q. afværger hekseriet ved at trylle ud gennem

sit ærme. Q. og søn fortsætter hjemover.

Var.: Søg: Qilaasuaq eller Tiggaaq

Hist.: J. Rosing mener, at fortællingen skildrer mødet mellem dorset-

og thulekultur men præciserer ikke, om det er hvalros-svigersønnen

eller akilineq-boerne, der repræsenterer dorset-folk. Det er en vidt udbredt fortælling i hele Grønland.

Tolkning: Bemærk land / hav dichotomien i skildringen af bjørnenes og

hvalrossens vaner og forvandlinger. Om denne modsætning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den affinale reltion mellem isbjørn og hvalros".

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.

Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.

Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 21, ss. 69 - 72, 142 - 146, 166 - 170, 178 - 180, 385 - 386.

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

Komplet oversættelse i Thisted og Thorning 1996, Appendix 1, ss. 349 - 362.

Resumé:

Sahra gør først rede for sine slægtninge i fædrene linie bagud til og med sin tip-tipoldemor, Ajamak. Dennes søn Qippuk havde blandt sine mange børn sønnen Kuajak, og denne Kuajak havde tre sønner og seks døtre. Den ældste af døtrene var opdraget til kajakfanger og sønnerne hed Avammeq, Tunganeq og Aqajamuk. Denne Aqajamuk var Sahras farfar. Hendes far nævnes ikke ved navn i denne fortælling, der handler om et mord på hendes farfars søster - hende der var opdraget til kajakfanger - og en af dennes onkler / farbrødre. En ældre onkel / farbror, der var med ude på lurefangst i kajak, undslap - måske Aqqaluapaluk, der straks efter nævnes som deres (?) onkel / farbror og som hidkaldte en angakok / åndemaner. Denne opklarede at morderne var to kajakmænd, Sillik og Mamarani, og at disse, der var fortsat mod øst til Aluk, skulle overvintre ved Ittilleq syd for Pamialluk. Den følgende sommer foretog brødrene til den dræbte søster sig ikke noget, men sommeren efter fik de nys om at morderne skulle sydpå og satte efter dem til mordstedet, den sydligste ø. Undervejs myrdede Tunganeq (en af den dræbte kvindes brødre, se ovf.) i sin store vrede en ubeslægtet mand, Sangungasoq (formentlig ubeslægtet med morderne og derfor ikke en Tunganeq burde hævne drabet på, BS). Avammeq prøvede at forfølge konebåden (med mordernes familie på vej sydpå), men den var nået at undslippe.

       Derpå blev en efterkommer, Sapangaq fra Pamialluk, dræbt under en udflugt med fire sønner i telt efter kvan. (Den præcise slægtsforbindelse mellem Sahra og Sapangaq er ikke klar: "en af hendes onkler".) Morderen var Qallunaatsiaq fra nundingen af Tasermiut. En del kajakmænd der var sammen med morderen blev af denne bedt om at kaste deres fuglepile i liget (for dermed at blive medskyldige), men en nevø (? eller fætter?) til den dræbte vil ikke, og under mordtrusler nøjedes han med at kaste sit kastetræ på kajakken (formentlig den dræbtes kajak). Samme nevø / fætter underrettede Sapangaqs fire mindreårige sønner ved teltet og tog derefter til Pamialluk med nyheden, hvorfra man roede hen efter liget og teltet med drengene. Til at passe dem hentede man så i Niaqornaq længere sydpå: Kujapingaq, der var / blev (?) Sahras mor. Ingen af drengene havde endnu kajak og alle havde så ondt af dem. Ujooq, den ældste, fik en kajak af en vis Uitsiaq og hans lillebror en af Illorulleq.

       Alle fire brødre blev meget stærke under ustandselige anstrengelser. De opøvede kræfter i kajak og i konkurrencer, hvor den der tabte altid fik tæv med en særlig pisk af talgindfedtede remme af remmesælsskind / såleskind. Ujooq blev efterhånden den der klarede sig dårligst, skønt han var den ældste. Under en kraftprøve hvor det gjaldt om at lade en stor tung, ung pige træde ud fra briksen med bare fødder på deres hænder, var det kun Ujooq der kom en smule til kort.

Men vreden blev holdt i stadig kog hos dem alle, også hos Ujooq der altid lod den gå ud over sine fangster. Han rev omtrent hoved og lemmer af hver eneste af dem.

       Sahra fortsætter med Ujooq, der bosatte sig ved Nanortalik og udviklede sig til massemorder. Han lod sin unge andenkone tatovere sig et mærke for hvert mord langs hårkanten. En dag førstekonen så mærkerne og ville vide hvad det var, smed Ujooq hende ind mod væggen så hårdt at hun senere døde af det. En søn af den dræbte opfattede nu sin far som sin fjende og en storesøster åbenbart ligeså, for hun påtog sig opdragelsen af lillebroderen til hævner med opøvelse af kræfter og udvikling af hans vrede oppe i indlandet. Denne storesøster var bomstærk og ligeså hendes yngre søstre, og deres kræfter havde de opøvet fordi de havde hørt at deres far skulle myrdes (pga. af sine andre mord - formentligt. BS). Ingen turde gøre dem noget fordi de havde opøvet en fantastisk færdighed i slyngekast med sten.

Der opstod splid i familien imellem den dræbte første-kones stærke døtre og søn på den ene side og andenkonens tre sønner på den anden side. Faderen, Ujooq, medvirkede til at yppe kiv mellem dem (igen temmelig uklart hvem han hidser op mod hvem) og han endte med at blive så bange for sin stærke ældste datter og sønnen (begge med den dræbte førstekone), at han sørgede for aldrig at sige dem imod. Sønnen havde vist sit sindelag både ved gang på gang at knække harpunerne på faderens kajak og med en voldsom demonstration af sine kræfter egenhændigt at dræbe tre bjørne på en isskodse i faderens og mange andres påsyn. Vreden (den længe nærede og opdyrkede) havde givet ham kræfterne, og med en sådan vrede havde han intet at frygte, råbte han hånligt, mens han smed sine bjørne ned i vandet som fangstparter til først sin far og så de andre tilskuere. Derpå roede han bort uden fangstpart til sig selv.

       Om den ældste datter, den stærke storesøster, fortæller Sahra, at hun ikke ville finde sig i at en af hendes søstre var blevet gift med en fra Tasermiuts munding. Hun tog derhen, knækkede een mands underarm og dernæst Sialuk, sin søsters mands kajak, og tog sin søster med. Hun regnede Sialuk for en af sine fjender.

       Et forsøg på at skære flænger i disse stærke døtres umiaq / konebåd under en ammassætfangst til Alluitsoq, blev besvaret med en spæklampe som kasteskyts. Misdæderen flygtede af skræk. Døtrene formåede at afholde enhver hævner fra at antaste deres far, der, ligesom Sahras egen far og en vis kannibal, Ningalaaq, døde en naturlig død som udøbte. Det hørte Sahra da hun var kommet til Nuuk.

       BS: I næste sektion gør Sahra først meget klart rede for sin mødrene familie bagud (i mødrene linie) helt til tipoldemoderen, Uriun. Da hun dernæst skal berette om en piteraq / fralandsorkan der ramte en del af hendes onkler (måske hendes 8 morbrødre), går der kludder i det hele. Den der før var hendes bedstemor forveksles med den førnævnte oldemor. Denne siges så at være gift med Pilapilaaq, der før var tipoldemoderens mand. Der kan have været tale om opkaldelser i navngivning, der pludselig får førsterang i de nye identificeringer -  men det er komplet usikkert.

       Resumé af selve begivenheden: Kajakfangerne blev slået ud af kurs af piteraq'en (fralandsorkan), nåede frem til et isbjerg med en hule, der viste sig at være et skær midt ude i havet. De søgte derind og sov bøjet over kajakkerne. Næste dag viste det sig at de var i nærheden af Aappilattoq, dvs. inde i en fjord, og med en svækket nordenvind gik det rask sydpå. Men en kraftig nordgående strøm slog dem atter ud af kurs så de efter flere døgn kom udmagrede i land ved Alluitsup Paa (Sydprøven). Den yngste klarede det ikke. De andre måtte holde sig ude og spise ude pga. af stanken inden døre af gæret spæk. De havde været så længe borte, at de unge mænds mor havde nået at opkalde en søn efter sin mand, som hun havde troet død. Efter al sorgen græd og græd man af glæde da de vendte hjem.

       En anden gang blev to af Sahras fætre sammen med en anden angrebet af en isbjørn, der dræbte den ene fætter og ledsageren, mens den yngste fætter nåede væk i kajak og hjem. Alle mændene var ude, roede i konebåd hen til stedet, men da de hørte mændenes fornøjede latter i det fjerne, skyndte de sig hjem uden at sige noget. Senere blev den dræbte ledsagers far så vred på sin kone over at hun havde givet sønnen lov til at tage med, at han skar hårtoppen af hende. Denne fødte senere en datter, der var behåret overalt undtagen på hænderne. Sahra havde selv set hende.

       Sahras mormors mange sønner med sin mand havde engang sammen med den ene søns sønner opsporet en isbjørnehule, hvor det lykkedes dem at få dræbt både bjørnen og dens unge. Men det satte skred i en lavine, der begravede alle dem, der flygtede mod nord, men dem der stak mod syd reddede sig. De fik dårlig samvittighed, brød sig ikke om at fortælle det til slægtningene og flygtede derfor videre sydpå. En kvindelig angakok / åndemaner / angakkoq i familien opklarede for de hjemmeværende hvor de savnede var blevet af. En af de overlevende var dog alligevel roet fra de andre nordpå, men en hvalros havde angrebet og flækket både ham og kajakken. Man fandt ham næste dag, hvorefter moderen blev sindssyg af sorg. Man måtte binde hende, hun spiste både jord og sten, og til sidst tog man livet af hende ved at hælde varm tran i hendes ører.

       Hendes ældste søn var blevet skør af at parre sig med en hund og han døde af skræk da hunden, der var hans kones, fødte en unge med menneskeben. Også hans ældste søn var skør med diarrhoe og ufrivillig vandladning. Rendte altid rundt med bukserne nede, og gæster der ikke hilste på ham, døde altid siden. En lillesøster havde han bidt i skulderen og ædt bidden. Slægtninge til de tossede havde giftet sig indbyrdes, brødre og søstre, og fået så mange børn at en nåede at drukne i urinbaljen inden man opdagede det. Tidspunktet var da Konrad Kleinschmidt var begyndt sin mission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal (1824, BS) og han døbte dem alle.

       Sahra fortæller om sin morbror, der var angakkoq / åndemaner og både havde hende på skødet under åndemaning og med inde i den hule, angakok - øvelsesstedet, hvor lærlingen gned en sten rundt og rundt på en stor flad sten. Det fremkaldte en lyd der voksede fra en flues summen til et helt kor så man blev ganske lam og stum. Nu og da, når blodet strømmede ud fra morbroderens mund og ører, flygtede Sahra, men morbroderen fandt hende altid, og når han var kommet til sig selv, vaskede han sig i søen. Under hans åndemaninger om vinteren, hvor hans hjælpeånder kom ind, tændte man lamperne for at se innersuit. Mændene var klædt i tarmskind af remmesæl, kvinderne i tarmskindsanorak, deres næsehuller lignede rumpehuller af edderfugle. Sahra så selv engang en innersuaq der var blevet krøbling af et fald i kajak fra stranden. Han hed Nuinaaq, hans kone Seqquartoq.(Uddannelse til angakkoq; initiation; seance; præsentation af hjælpeånder; blod; bløder)

       Derefter refererer Rink at Sahra fortalte samme fortælling om sin morbror som Rink havde fået af Hendrik, hvor angakkoq'en Ulaajuk blev stjålet af innersuit og reddet af sin equngasoq / Equngasoq og talitaq. Dernæst om qilaneq (hovedløftning; åndespørgning) og visse tabuer som en helbredt patient måtte overholde.

       Næste dag fortæller Sahra om helbredelse af en patient, der led af sting (tuberkulose formentlig, BS), hvor angakokken / åndemaneren skar patienten til blods, drak blodet, pustede på såret, der heledes, hvorefter blodet stod angakkoq'en ud af hans ører og mund. En anden metode gik ud på at lade trommen stå og vippe på den syge, der var lagt på gulvet. En sådan helbredelse krævede flere og længere varende tabuer overholdt end den forrige. Mange havde dengang bud efter angakkoq'erne, som drog hjem med rige gaver på kajakken, selv om de ikke led nød.

       Forskellen på en toornaq og toornaarsuk. Der er mange toornat men kun een toornaarsuk, der er dobeltkønnet og ikke kan hverves som toornaq (hjælpeånd).

Kommentar 1: Her standser Rinks mere detaljerede notater. Sahra har, fremgår det af fortløbende noter, yderligere fortalt mange fortællinger fra det repertoire som Rink kendte fra både Hendrik og andre indsendere.

(Resuméet her er særdeles detaljeret, dels fordi der er uklarheder i teksten, dels fordi den rummer mange kortfattet fortalte begivenheder, og dels fordi en sådan biografi fra dette tidspunkt er usædvanlig og dybt fascinerende. BS)

Hist.: Om Sahra har Kirsten Thisted følgende data (s. 30): Hun blev født ca. 1805 på den sydlige østkyst, hvorfra familien flyttede til Lichtenfels og blev døbt dér i 1821. Sahra var på det tidspunkt forældreløs. Senere flyttede hun med en bror, dennes kone og to sønner til Ny Herrnhut i Nuuk, hvor hun vist aldrig blev gift men fik to uægte sønner, der til hendes store sorg døde. Selv døde hun i svære smerter af tuberkulose i 1868, dvs. året efter sine fortællinger til Rink.

Kommentar 2: Man bemærker at flere forløb nøje følger opskriften i fortællingerne: Den myrdedes sønner - og her endog døtre - træner sig stærke til enten at hævne sig eller for at undgå overgreb fra hævnere. Episoderne med den vrede søn, der knækker sin fars harpuner og dræber tre bjørne på en isskodse (hvoraf kun de to omtales som fangstparter) er som taget direkte fra fortællingen om Kaassassuk, der foruden et ganske tilsvarende drab på tre bjørne, altid fik sine legetøjsharpuner knækket af jævnaldrende drenge.

Tricks med blod og sårheling var der mange varianter af. Den her beskrevne, hvor blodet står ud af angakokkens mund og ører mens han farer tosset rundt, svarer ret nøje til lærlingens første initiation hos ammassalikkerne, som Jens Rosing i oversættelse kalder "forløsningen". Søg fx på Ajijak.

Vedr. lamperne der tændes når innersuit er på besøg under seancen, er det muligt at åndemaneren faktisk lod assistenter el. lærlinge spille sådanne udklædte og måske maskerede ånder. Fortællingen om Ajijak, der præsenterede sine første hjælpeånder i et tåget lys, tyder på det samme. Se: Ajijaks forløsning og første himmelflugt. fo: Sâjôq / Saajooq.

Vedr. toornaarsuk / Toornaarsuk er der yderst forskellige oplysninger. Mange østgrønlandske angakkut / åndemanere berettede før og efter koloniseringen om hver deres toornaarsuk som hjælpeånd. Sahras skildring tyder på træk fælles med den østgrønlandske Uersaq, en tvekønnet ånd, der kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

En påvirkning fra missionærernes identifikation af toornaarsuk med Djævelen er også mere end sandsynlig. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under toornaarsuk.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 43 - 46

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de efter at have overvintret i Íkàteq / Ikkatteq tog de sydover. G.Q. og hans mor var med Kúnaks / Kunnaks konebåd, og da de kom til Tovqutaq / Toqqutaq tog Kunnak G.Q.s mor til kone. Efter at have boet i et gammelt hus et stykke tid, byggede de et nyt, og senere da Sapangaqs og Nusugkalivats / Nusukkalivats familie ankom, udvidede de huset.

Husbyggeri var mest kvindearbejde. G.Q. fortæller, hvordan huset byggedes og hvad det bestod af. Georg nævner tillige et hus uden vinduer op ad en klippevæg, der er et kulthus, som de, der ville være de allerstørste angakokker benyttede. I den grønlandske tekst nævnes det, at det er dem der vil være angakkut puullit (ental, angakkoq puulik). Det er et hus, der er understøttet på særlig vis: ajangiaaliffik.

Kommentar: Saajooq fortalte i 1961 Jens Rosing (1963:180f) om et sådant kulthus, hvor man kunne sidde beskyttet og rådføre sig med toornaarsuk, der blev holdt ude af et par udstikkende 'horn', fordi den var for farlig at få indenfor.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.