Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om en ungkarl.

Der var engang en ungkarl, der havde en hel masse kvinder som

bopladsfæller. Når han var ude på fangst, kom han altid hjem med flere

sæler, for han var en dygtig fanger. En dag sagde de mange kvinder til

ham, at de ville ud og samle rødalger på et stort skær, og de bad ham

færge sig til land, når de var færdige med at samle rødalger. De havde

lyst til noget andet end kødmad. Først reagerede ungkarlen ikke på

deres anmodning; men så slog han om og til sidst tilskyndede han dem

ligefrem til det. Da han havde færget dem over til det store skær, bar

han sin kajak op; og han kiggede en gang imellem gennem vinduet.

Højvandet var nu ved at dække det store skær, og de mange kvinder

råbte til ham og bad ham om at færge dem over til land.  Han lod, som

om han ikke hørte dem. En gang han kiggede ud gennem vinduet, så han,

at der var kommet så meget vand, at de måtte stå på deres sække. Han

satte sig ned igen. Da de ikke råbte mere, kiggede han ud og så, at

højvandet havde dækket det store skær helt, og at kvinderne var

druknet og flød på vandet. Han gik ned til sin kajak og roede ud til

dem. Han kunne ikke gøre andet end at løsne håret på dem, binde dem

sammen og slæbe dem til land. Han bar sin kajak op og gav sig til at

trække ligene op. Han sprættede maven op på den uartigste af

kvinderne, skar mavesækken fra og klemte indholdet ud af den,

hvorefter han pustede den op og tørrede den. Da den blev tør, roede han ud på

fangst med mavesækken som fangeblære / fangstblære.

Det var første gang han var ude

efter kvinderne var druknet. Han kom så langt ud, at det forekom ham,

at fjeldene hældede indad. Han lå og ventede på, at der skulle dukke

en sæl op. Det blæste imidlertid op, og han begyndte at ro ind mod

land. På vej derind så han, at en hel masse spækhuggere nærmede sig.

Bølgerne brødes imod dem; og de blev oppe længe. Det, han anså for at

være skumtoppe, viste sig at være en hel masse hvidhvaler og sæler.

Det var, som om de blev oppe hele tiden. Da de nåede hen til ham,

fangede han så mange, som han kunne klare at have på slæb, og han

roede imod land mellem alle de mange hvidhvaler og sæler. Når de

forhindrede ham i at komme videre, skubbede han dem med sin åre og

snakkede til dem: "En anden gang  må I ikke komme så  mange på én

gang, I spærrer jo vejen." Da han endelig havde forceret flokken,

lagde han til stranden neden for sit lille hus. Han kom op af

kajakken og slæbte sin fangst op på land. Så flænsede han dyrene,

hvorefter han gav sig til at koge mad. Han spiste og gik i seng. Dagen

efter roede han ud på fangst. Han så tre sæler og fangede dem alle. Han så ikke flere. Han gjorde sælerne klar til bugsering og roede hjem

med dem. Han kogte mad; og efter at have spist, gik han i seng. Næste

morgen tog han ud på fangst, fangede de tre, han så, gjorde dem klar

til bugsering, roede hjem, kogte mad og gik i seng.

En dag han var ude, så han kun én sæl, fangede den og roede hjem, uden at have set

flere. Han var på fangst gentagne gange uden at se hverken en

eneste sæl eller en eneste fugl. Til sidst opgav han at tage ud på

fangst. Da han holdt op med at tage på fangst, begyndte han at gå

på rypejagt ved at kaste med sten. Somme tider lykkedes det for ham at

få nogle, men andre gange fik han ikke noget. Så holdt han op med at

gå ture og spiste af de sæler, som han havde fanget. Til sidst slap

sælerne op. Så begyndte han at koge kødet på de mange kvinder, og til

sidst slap også disse op. Han havde ikke noget andet at spise end

sælernes indvolde. Da disse slap op, gik han ned til stranden og

spiste sulluitsut (vingetang) og muslinger. Så blev det vinter og meget

koldt; og ikke engang vingetang eller muslinger kunne han få fat i. Han

havde ikke mere at spise og blev inde i huset hele tiden. Han blev

mere og mere udmattet af sult. Han blev liggende på briksen af sult og

af kulde, og han døde den femte dag derefter. Han sultede ihjel, fordi

han havde skældt fangstdyrene ud. Slut.

Var.: Qivaaqiarsuk.

Kommentar: søg på Qivaaqiarsuk

Eli Sivertsen er sandsynligvis identisk med Ely Sivert Fontain.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en gammel qivittoq / fjeldgænger og en ungkarl.

En ungkarl var plejesøn hos et ældre ægtepar, og han var deres eneste

forsørger. En gang roede han ud i kajak sydover. Han fik øje på en

meget stejl klippevæg. Han roede i den retning; og tættere

på opdagede han, at der hang en stige på den stejle væg. Han roede

helt hen til stigen og kom op af kajakken. Han skubbede kajakken ud og

gav sig til at kravle op ad stigen. Da han kom helt op, så han, at

stigen var tøjret fast til en stor sten. Herfra gik han ind i landet.

Mens han gik, fik han øje på en stor landtange. Midt på tangen lå

der et lille hus med ét vindue. Han gik derhen og standsede uden for

vinduet. Han havde stået der et stykke tid, så hørte han én sige inde

fra huset: "Kom indenfor." Han gik ind og så, at beboeren var en

gammel qivittoq. Denne sagde til ham: "Jeg er qivittoq. Jeg gik

hjemmefra for længe siden, og det er første gang, jeg har truffet et

menneske i al den tid, jeg har været her." Han sagde også til ham:

"Vil du være min fælle / kammerat / ledsager?" Ungkarlen sagde ja, og så gik

qivittoq'en / fjeldgængeren ud for at hente mad til ham og kom tilbage med tørret

renkød med talget siddende på. Ungkarlen spiste og sagde indimellem,

at det smagte dejligt; han spiste sig aldeles mæt. Efter måltidet

fortalte qivittoq'en om alle de rensdyr, han plejede at fange om

sommeren. Han sagde også, at han til sommer ville tage ham med på

rensdyrjagt.

Da ungkarlen havde boet nogen tid hos qivittoq'en,

kom han til at tænke på dem, han rejste fra (de små ældre mennesker),

og han kunne ikke glemme dem, så han bad qivittoq'en om at kunne tage

hjem og give dem besked. Den gamle qivittoq sagde, at det var i orden,

men bad ham om at komme hurtigt tilbage. Ungkarlen tog af sted, og

efter en lang vandring nåede han frem til de små ældre mennesker, som

var blevet bekymrede for ham; de troede, han var omkommet i kajak.

Ungkarlen fortalte (resumé af teksten der er ordret som ovenfor:) om alt hvad dervar sket, og at han havde føjet sig efter qivittoq'ens ønsker, fordi han var bange for ham. Men der kom jeg så en dag til at tænke på jer, og jeg

kunne ikke glemme jer, så jeg fortalte ham, at jeg ville tilbage og se

til jer. Det måtte jeg godt, men jeg skulle hurtigt komme

tilbage. I skulle bare vide, hvor jeg befandt mig, for

ikke at være bekymrede for mig. Men jeg må hurtigt tilbage, som han bad mig om. De små ældre mennesker bad ham være forsigtig.

Ungkarlen drog af sted for at vende tilbage til qivittoq'en. Han fik øje på det lille hus, som endnu stod på sin plads. Han gik hen til det, og inde i huset sad qivittoq'en stadigvæk og ventede på ham. Qivittutoqaq sagde: "Nu får jeg dig til

fælle." Da det blev sommer gik de ind i landet på rensdyrjagt. De

kom til kanten af indlandsisen og tog ophold dér. Dagen efter drog de

på rensdyrjagt. Fangstredskaber havde de ingen af - kun sten

at kaste med. Når der passerede en flok rener, kastede de sten efter

dem. Når den ene havde ramt et dyr, kastede den anden også en sten for

at dræbe det. Da de havde fanget tilstrækkelig mange, tog de hjem.

Hjemme byggede de to forrådsskure. Det ene skur fyldte de med

rensdyrkød, -sener og -talg. Det andet skur fyldte de med lutter

renskind. Qivittutoqaq havde nu samlet sig større forråd fordi han

havde fået en fælle / ven. De havde det godt og manglede intet. Det var

ved at blive vinter, og endnu havde de ikke brugt deres forråd op.

Først ved forårstide var deres forråd ved at slippe op. Til sidst var

der ikke mere tilbage. Da qivittutoqaq ikke havde mere at spise, blev

han syg og til sidst døde han af sult. Ungkarlen syede liget ind i

rensdyrskind og begravede det oven på en lille høj oven for huset. Han

dækkede det forsvarligt til. Efter den gamle fjeldgængers død vendte ungkarlen

tilbage til et beboet sted for dér at kunne begynde på en ny

tilværelse. Siden gik han aldrig ind i landet. Slut.

Var.: Dette er en yderst fredelig fortælling af talrige om qivittut. Søg på qivittoq.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Skønt qivittut egentlig ikke er at misunde, skildres de oftest som rigmænd, der lever i luksus af kød og skind fra landdyr.