Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Inugtumagssunik / Inuttumassunik
Dokument id: | 381 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Thomassen, J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inugtumagssunik / Inuttumassunik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 991 - 996, nr. 199 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles, at denne mand også havde hørt noget om menneskeædere i Sydgrønland. Det var sagt om den mand fra Nordgrønland, at han var en person man regnede for noget.
Han tog af sted og nåede langt mod syd uden at træffe mennesker. Sent på efteråret, da frosten var gået i jorden, kom han til et hus. Husets indvåner bad ham standse der. Nordgrønlænderen slog sig ned og fik denne mand som bopladsfælle. Han spurgte ham, om der i Sydgrønland fandtes menneskeædere. Han svarede: "De bor lige syd for os. De spiste de andre dér på stedet. Du må ikke besøge dem nu. Når isen ligger fast tar vi derhen på besøg." De boede i samme hus, og nordgrønlænderen fangede så mange sæler, at man skulle tro, at de var kommet op på land af sig selv. Oquia (? måske: quia, hans forrådskammer) nalugamiuk (han kendte det ikke).
Så blev det vinter og isen lagde sig. Nordgrønlænderen spurgte: "Hvornår skal vi besøge dem?" Det skulle vente lidt, svarede husfællen. Men nordgrønlænderen blev ved med at presse på. Så spurgte husfællen: "Hvor hurtigt løber du?" "Jeg løber lige så hurtigt som alle landdyr." Husfællen mente, at så skulle han nok kunne klare sig.
En morgen sagde husfællen: "Nu skal vi på besøg." De tog af sted, og undervejs sagde husfællen: "Du vil jo derhen. Når du kommer ind i huset, må du kigge dig godt om. Hvis du ser menneskeknogler, der ligger til gæring under sidebriksen, må du ikke blive forskrækket. Så bliver du dræbt." Han fortsatte: "Inden du spiser noget, skal du sige: "Jeg har glemt at tisse, inden jeg gik ind. Jeg må lige ud at tisse." Når du kommer ud, skal du stikke i løb og flygte af alle kræfter hjemover".
På den anden side af et lille næs fik de øje på et hus med to vinduer. De gik derhen og ind i huset. Derinde fik nordgrønlænderen øje på menneskehoveder, hvor noget af skægget endnu sad på, under sidebriksen. Ved dét syn blev han meget forskrækket og sagde: " Jeg har forresten glemt at tisse." Han gik ud og undervejs ned forlod alle hans kræfter ham. Han skulle jo ellers flygte. Han var nået et godt stykke ud på isen; så kiggede han sig tilbage og så, at husfællen løb efter ham, og at de blev forfulgt af mange folk bevæbnet med knive. Nordgrønlænderen blev helt lammet ved synet. Det opdagede husfællen og skyndte sig hen til ham. Han indhentede ham og tog ham i hånden. Da menneskeæderne var ved at nå dem, puttede sydgrønlænderen nordgrønlænderen, som ellers så gerne ville opleve menneskeædere, ned mellem isstykkerne ved stranden og lukkede åbningen med et stykke is. Sydgrønlænderen kunne høre menneskeæderne sige: "Det var da ærgerligt, at vi ikke dræbte ham, straks han kom ind." Han kunne høre, at de gik og ledte efter ham. De fandt ham ikke og vendte tilbage til deres hus.
Nordgrønlænderen vendte tilbage til sydgrønlænderen og tog ham med hjem. Han spurgte: "Vil du på besøg endnu en gang?" "Ja, det vil jeg gerne," svarede den anden. Da de tog af sted dagen efter, sagde husfællen: "Denne gang må du sørge for straks at komme ud, og du skal flygte af alle kræfter." Nu sørgede nordgrønlænderen for at forsvinde hurtigt ud af huset. Han var lige kommet ud på isen, så opdagede han, at de blev forfulgt. Husfællen indhentede ham og gemte ham igen mellem isstykkerne. Husfællen kunne høre, at forfølgerne gik forbi gemmestedet, og at de snakkede: "Det var en skam, at vi ikke dræbte ham." De fandt ham ikke og vendte om. Da de kom hjem, sagde sydgrønlænderen: " Lad os besøge dem i morgen endnu en gang." Nordgrønlænderen svarede: "Jeg skal ikke på flere besøg." Han boede hos sin vært vinteren over. Da han om foråret skulle rejse tilbage nordover, sagde værten: "Kom igen en anden gang." Nordgrønlænderen svarede: "Det skal jeg nok." Men han rejste aldrig syd på mere.
Var.: Søg på kannibaler; menneskeædere
Hist.: Mistroen til ukendte fjernt boende mennesker i Grønland, giver sig oftest udtryk i forestillinger om kannibalisme. Det afhænger tilsyneladende af fortællerens proveniens om de kannibalske folk bor langt syd eller langt nord for "heltens" eget hjemstavn. Nordgrønland er formentlig landsdelen nord for Sisimiut.
Kommentar: Denne variant er sløjt fortalt / gengivet i sammenligning med de fleste andre af samme slags. |
Katerfarssuk / Katerfarsuk
Dokument id: | 382 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Thomassen, J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Katerfarssuk / Katerfarsuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 996 - 1000, nr. 200 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126: Katerparsuk.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Katerfarsuaq boede sammen med en stor brødreflok. Han byggede sig en kajak og var ved at betrække den. Det foregik et sted neden for husene. En af mændene så på ham og syntes, det var synd for ham; og mens Katerfarsuaq puslede med kajakken, nærmede han sig bagfra, spillede isbjørn, og helt tæt på forskrækkede han ham. Katerfarsuaq vendte rundt, opdagede hvad det var og flygtede grædende bort. Manden, der forskrækkede ham, kom til at grine sådan, at han blev helt mat. Han fulgte efter Katerfarsuaq ind i huset og sagde: "Da jeg så dig bygge kajak fik jeg ondt af dig. Men tværtimod det jeg skulle gøre gjorde jeg dig bange."
Katerfarsuaq, der var en stor åndemaner, kom til at bære nag. Han gjorde sin kajak færdig og kom i gang med at fange. En dag tog han først ud, da de andre var taget af sted. Han gik i land på den yderste ø. Han bar sin kajak op og gav sig til at lokke sit store hylster (pooq) til sig. Han havde en hanhvalros som hylster. Så dukkede der én op lige ud for ham. Det lignede en sildepisker, der pustede luften ud / der ikke trak vejret, så stor var den. Så snart den løb op på stranden, kom Katerfarsuaq ned i hylsteret. Så svømmede han udefter, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op. Endelig fik han øje på kajakker, der var på fangst. Han svømmede under vandet og prøvede, om han kunne genkende ham, der i sin tid forskrækkede ham. Endelig fandt han ham. Han sad med ryggen til solen på lur efter sæler. Katerfarsuaq dukkede op foran ham uden at puste luft ud / og trak pludselig slet ikke vejret (tavataimak aneruerkartdluingnaungitdlaq - absolut usikker oversættelse CB). Da manden havde set Katerfarsuaq og gjorde klar til at harpunere ham, gjorde Katerfarsuaq sin hud blød. Da manden harpunerede ham, gjorde han en pludselig bevægelse og dykkede ned. Han dykkede ned med hans fangstblære og lukkede luften ud af den, hvorefter han svømmede ind. Han kom hen til sin kajak, trak sit hylster af, puttede linen og fangeblæren / fangstblæren ned i kajakken og roede ud til kajakkerne. De var alle optaget af at placere sig dér, hvor de ventede, at hvalrossen ville dukke op. De råbte til ham, at han også skulle lure på den. Ingen så noget til hvalrossen. Efterhånden tog kajakkerne hjem, og nogle med en sæl.
Da der blev indbudt til fællesspisning for mændene, kom Katerfarsuaq med vilje som den sidste. Ude fra gangen kunne han høre ham (ham, der havde forskrækket ham) fortælle om hvalrossen. Så snart Katerfarsuaq kom ind i rummet, rakte han ham fangstblæren og linen med ordene: "Kan du huske dengang du agerede isbjørn og forskrækkede mig? Så har jeg hævnet mig."
Da Katerfarsuaq gik hen for at sætte sig, vendte han sig og så, at han tørrede sine tårer. Da fik Katerfarsuaq ro i sindet.
Var.: Katerfarsuaq; Katerfarsuk; Qatigaarsuk; Svømme under vandet som en sæl: en anden fortælling, der også har undervandssvømning som tema.
Kommentar: Isbjørn og hvalros er i Østgrønland forbundet med det ritual, der gør en åndemaner til en puulik, en med pooq / pose / hylster. Der er muligvis et vist slægtskab med Katerfarsuaq fortællingen, der var udbredt på Vestkysten. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor";, en livsmetafor. |
Oqalugtuaq Kujatamiûgoq Avangnane / Oqaluttuaq kujatamiuugoq avannani
Dokument id: | 380 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Thomassen, J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Oqalugtuaq Kujatamiûgoq Avangnane / Oqaluttuaq kujatamiuugoq avannani |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 983 - 991, nr. 198 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 102.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Morsomme historier. Fortællingen handler om en sydlænding, der havde hørt om, at der nordpå boede en stor drabsmand (? Inunesursaarmik - inorersorsuarnik - drabsmand). Ved forårstide tog han af sted nordpå. Der kunne gå tider, hvor han ingen mennesker så. Når han kom til et beboet sted, slog han teltet op. Så gik han på besøg i teltene, og han kiggede kun på pigerne, og de smukkeste udtog han til roersker. Når han skulle af sted, slæbte han dem ned til konebåden. Der sad de så midt i konebåden og tudede. Så plejede han at sige: "Læg nu kræfterne i og ro. Det er jo ikke for evigt, du har forladt din familie. Du ser dem igen." Når hun så tog fat, gik det hurtigere nordpå.
Undervejs nordover fik de igen øje på en hel masse telte på den anden side af et næs, og han drejede konebåden derhenad. Folk stod på stranden og råbte: "Læg til her, I kan slå telt op her." Han kiggede kun efter pigerne for at få roersker på sin vej nordover. Da han slog lejr sjette gang, sagde han til folk: "Jeg har hørt, at der heroppe skulle bo en menneskeæder. Jeg er rejst herop for at møde ham." De sagde, at frosten var gået i jorden, og årstiden ikke egnede sig til rejser. De tilbød, at han kunne slå teltet op på den anden side af deres lejr. Men han ville videre. Igen slæbte han en pige ned til konebåden, uden at bopladsen kunne hindre ham i det. Alle græd, når de var kommet ombord i konebåden; og hver gang sagde han til dem, at de ikke var rejst væk for altid, og at de ville se deres familie igen.
De roede hele dagen, og slog så lejr på et sted, hvor der ingen mennesker var. Det mærkedes, at frosten satte kraftigere ind. Næste dag roede de igen hele dagen og slog lejr på et sted med mange mennesker. Sydlændingen sagde til dem, at han udelukkende var rejst nordpå for at træffe drabsmanden. Folk på stedet, hvor han slog lejr, fortalte ham, at der nord for deres lejr boede en stor drabsmand (eller: menneskeæder). Alle, der besøgte ham, blev dræbt af ham eller af hans hunde.
Sydlændingen havde en hund, der havde nyfødte hvalpe. Han glædede sig til det blev morgen. De tog af sted næste morgen, og på den anden side af et stort næs, på solsiden, så de hans telt. Hans store hund løb fjorden rundt og befandt sig nu på den side af fjorden, hvor konebåden var. Sydlændingen blev bange og drejede konebåden bort fra kysten. Udefra styrede han til stranden nedenfor drabsmandens telt. Da de nærmede sig stranden, var den store hund på vej ud til dem. Dens store herre holdt minsandten øje med dem gennem teltets kanâsautigut (? teltets entré). Sydlændingen blev arrig, da han ikke kunne lægge til. Han lagde styreåren i konebåden og smed sin meget mindre hund over mod den store hund og ramte den i strubehovedet. Den store forsøgte at bide den, men den kunne ikke. Så smed han dens hvalpe over og ramte den på bagbenet ujalui Kangegerdlugit (? skar senerne over). Hundehvalpene rev benene af den store hund, mens deres mor rev struben op. Den faldt død om af blodtab. Så kunne konebåden med sydlændingen lægge til. Manden holdt faktisk øje med ham fra teltindgangen.
Da de havde bragt tingene op fra konebåden, slog de teltet op. Sydlændingen, som var her for første gang, gik ikke ind i sit telt foreløbig. Han satte sig uden for sit telt med ansigtet vendt mod mandens telt og ville gøre Kaitagssarssuaq (kaatassarsuaq: noget, der skal blive til en hammer ?) færdig; han var jo her for at se, hvordan en menneskeæder så ud. Menneskeæderen kom ud af sit telt og gik hen imod ham. Sydlændingen tænkte: Nu kommer han nok for at dræbe mig." Men han gik bare rundt om ham og op til sit telt igen. Lidt efter kom hans kone ned og sagde. "Jeg skulle sige, at han gerne vil låne dit redskab." Han gav konen kniven. Menneskeæderen gjorde ham iøvrigt ingenting. Da han (sydlændingen) næste morgen skulle af sted, bad han sin sølle mor om at hente kniven - hende sendte han op, fordi han bedre kunne undvære hende end de andre. Moderen kom tilbage uden kniv: "Han vil kun give dig den tilbage, hvis du sender den smukkeste af dine koner op efter den." Han sendte endnu en gang sin mor op efter kniven, men hun kom tomhændet tilbage. Sønnen blev vred og begyndte at stramme alt, der kunne strammes. Han var nu klar til at gå op. Hans mor advarede ham, og bad ham lade kniven være. Nu skulle hun altså op og samle sønnens knogler sammen, tænkte hun.
Sønnen kom op til menneskeæderens telt og hvilket telt! Han trak forhænget til side med sin pegefinger. Der sad han foran sydlændingens kone og belejrede hende. Kniven havde han liggende ved siden af imod teltvæggen. Sydlændingen kiggede i første omgang bare på ham, men så sagde han: "Jeg er her efter min kniv." Han svarede: "Tag den selv." Sydlændingen sagde: "Eller jeg er her efter min kone." "Tag hende selv." Sydlændingen blev hidsig og rakte efter sin kone. I det samme greb han ham og begyndte at slås med ham, bare for at prøve det. Sydlændingen tænkte, at nu ville han smide drabsmanden ud, og det gjorde han straks så teltforhænget flængede. Han tumlede rundt og kom til sidst på benene igen. Sydlændingen kylede ham hen ad jorden i flere omgange ned mod vandet. Netop som han skulle til at smide ham i vandet, råbte hans mor, at han skulle lade være; for det viste sig ofte, at enlige folk havde slægtninge (som kunne hævne sig). Han lyttede til sin mor og lod menneskeæderen være i fred. Han opgav at smide ham i vandet. Så snart han blev sluppet løs, løb han op til teltet som en trillende kugle og en ulk, der smutter ind under en sten. Han gik ind i teltet og blev derinde; for det var første gang han ikke havde kunnet klare sig i en kamp. Sydlændingen kunne tage det helt roligt. Han overvintrede på stedet og tog tilbage sydpå, da det blev forår. Hvert sted, han slog lejr, afleverede han en roerske. Han kom hjem til sin boplads og rejste aldrig mere nordpå.
Var.: Minder en del om Mannik. Iøvrigt talrige fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå og udfører heltemodige gerninger. Fx dræber en kæmpestor isgroet bjørn. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com