Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 50.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 209 - 211: "Kúkârssuaq Pangalãnguardlo" / Kukkaarusaq Pangalaannguarlu.

Resumé:

Kukkaq og Pangalaaq er bedstevenner. K. har en mor at forsørge, P.

lutter kvinder. Da K. normalt fanger én sæl ad gangen, og P. normalt

to, bliver K.s mor misundelig og opfordrer ham til at dræbe P. K. vil

ikke. Han har en "kraftprøve" af to mandsstore stykker træ forbundet

med en rem. Den prøver K. og P. deres kræfter på. K. opfordrer hver

gang P. til at få en selv, men han mener, at én må være nok. En dag

har K. knust P.s kajak. P. hævner sig ved at dræbe K.s mor. flække

hende på langs, lægge hende op på husgangen og lægge K.s kraftprøve på

hendes brikseplads. K. kommer for at gøre gengæld. P. gider dårligt

vågne til kampen, men gør det så af med K. og flækker hans mor én gang

til. P. gør det ikke med sin gode vilje, men da K. begyndte, måtte han

skaffe sig fred. Han forsørger sin kvindehusstand over mange år.

Hist.: Fortællingen er i traditionens ånd, bortset fra forklaringen

til slut. Den ny tid under kolonisationens (manglende) retsvæsen

kræver en eksplicit retfærdiggørelse.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. Formentlig: KRKB 1,2(6), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor Vittoralaks søn, Anasi's angives som fortæller til: Utorqángûp pania támartoq akugdlarsâta sunauvfa tidligdlugo nuliarigâ / Utoqqannguup pania tammartoq akulliaraata sunaaffa tillillugu nularigaa: Den gamles datter der forsvandt og minsandten var blev stjålet af og gift med en af "de mellemste" (mellemstore indlandsboere).

Maskinskrevne manuskripter, grønlandsk og dansk: NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 212 - 213: "Utorqángûp pania támartoq" / Utoqqannguup pania tammartoq.

Resumé:

Et gammelt ægtepars lille datter leger husmor med småsten ved

stranden, mens faderen er på fangst og moderen er optaget af at skrabe

skind. Datteren forsvinder. Forældrene sørger, men en dag ser faderen

hende i et hus på en nunatak oppe på indlandsisen, hvor hun allerede

er gift og har et barn med en mand, der har mange brødre. Manden er

yderst gæstfri mod sin svigerfar, der ikke siden opsøger sin datter,

fordi han og konen nu véd, hvor hun er.

Hist.: Denne fortælling slutter i sine øst-, syd- og

sydvestgrønlandske varianter (fx Tunerluk) gerne med, at datteren blir hentet hjem

igen fra indlandskæmperne. Her drejer det sig imidlertid om en voksen datter, og en sådan finder sig ofte til rette hos åndemennesker i indlandet: fx: gift med en orm.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 48: utorqánguit paneqardlutik aputisissartumik / utoqqannguit paneqalutik aputisisartumik.

Trykt i ældre retskrivning i Søby, R. (red.) 1981: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 207 - 209.

Resumé:

Den gamle far tar ud for at lede efter sin datter, der er blevet

borte, mens hun hentede sne til drikkevand. Han følger et slædespor

til et hus foran et andet ved havet, hvor hans datter bor lunt og godt

med renskind overalt. Hun har en lile søn og opdager ikke faderen, der

kigger ind gennem vinduet. Han tar hjem igen, men hun, der ikke kan

forstå, hvordan hendes mand fanger alle de rener, går mod indlandet

til en udsigt over en stor slette, hvor hun ser sin mand forvandle sig

til en ulv mens han jager rener. Forskrækket går hun tilbage og

flygter en dag hjemad til forældrene, mens hendes mand er taget langt

nordpå efter fede rener med tyk, kort, sort pels til hende og sønnen.

Hun når vinterbopladsen, der er ubeboet, fortsætter til deres

sommerplads og overtaler i hast sine forældre til flugt af skræk for

ulvemandens komme. Han kommer og lokker med de dejlige skind. Hun tar

et tag udaf med konebådens åre. Han lokker med det lækre renkød med

talg til sønnen. Hun tar endnu et tag. Forældrene gentager hver gang

svigersønnens lokkeord, og da de har glemt at løsne fortøjningen, må

de kappe den. Ulvemanden koger kød i deres forladte telt, så det står

op med røg, mens de flygter ud til den yderste ø og forbliver dér, til

de dør.

Hist.: Amaroq, "ulv", fandtes ikke i Grønland, men glosen betegnede et

mystisk landrovdyr. Ulvens evner som renjæger er enten bevaret i

overleveringen (den lever i arktisk Canada) eller noget man har hørt

om af kolonisterne, hvoraf mange var fra Nordnorge.

Jîsuse. Petruse pikuûnguardlo kungingorloqakimasôrsardl. perdlertoq (?)

Hist.: (Skriften ikke tydelig, men det må være noget genfortalt bibelhistorie "Fra gamle dage")

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

Rasmussen og Kirstine Møller har skiftedes til at nedskrive gennem hele fortællingen.

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

Hist.: Titlen kunne tyde på en fortælling eller beskrivelse af en kongeørn.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 49.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 211 - 212: "Nivkôq" / Nikkooq.

Resumé:

Nikooq der bor sammen med mange brødre, fisker en del gennem isen

under hungersnød. Her ser han en stor remmesæl, henter sit fangstgrej,

nedlægger sælen og deler ud til alle. N. hører på floromvunden vis af

den ældste bror, at den mellemste af misundelse har lavet en tupilak

mod ham (N.). N. ser ham i færd med at oplive tupilakken, lister sig

bagpå ham, råber pludseligt, og tupilakken bider i forskrækkelse

testiklerne af sin herre, der falder død om. N. dræber tupilakken,

hænger testiklerne i panden på den og fortæller hjemme brødrene, hvor

de kan finde den døde. De finder liget, men tar ikke hævn, fordi de

har så megen gavn af Nikooq.

Var.: Nikkooq; Nikooq; Nukunnguasik; Tupiwdliseq; søg også på: tupilakmager

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Den gamle Vittoralak fortæller mere generelt om qivittut:

Nogle få qivittut dør som gode kristne, således Boas, der for en del år siden blev borte ude til havs, men som man senere fandt på Sisimiut egnen, død i en kløft med foldede hænder på brystet og ansigtet mod øst. Men Fanden får tag i de fleste og har let spil, fordi en fjeldgænger altid er gået bort i vrede, og fordi de fleste gerne vil have de evner som Djævelen kan forlene dem med: At løbe som rener, flyve som fugle, forvandle sig til dyr. En qivittoq er således farlig at træffe på, men når fjeldgængeren bliver gammel og skal til det altid mørke qivittoq-land højt mod nord, er det ikke farligt at møde ham. Da vil han bare gerne skrifte alt det onde han har forvoldt. Han stiller sig i læ for ikke at smitte den, der skal høre på, og starter med et par fløjtelyde indtil han har genvundet talens brug. Herrens vrede er over ham, hans hud snævres ind omkring ham, han græder uden tårer af smerte fordi huden er bristet om hans øjne. Pludselig hopper han op og forsvinder mod nord med en kaglende lyd.

Hist.: Vittoralak fejer Rasmussens forsøg på at bortforklare eksistensen af qivittut ganske til side. Man må sige, at sammenlignet med de før-kristne forestillinger om at blive røvet, plaget eller dræbt af ånder i naturen, er det ulige meget værre at ende som qivittoq i den tidlige kristne æra. Mønsteret var tidligere ofte det, at når et barn eller ungt menneske gik hjemmefra af sorg eller skam, ville det tiltrække ånder der tilbød sig som fremtidige hjælpeånder. Men da åndemaneri af missionærerne blev anset for djævelsk, har det kristne dogme om evig fortabelse åbenbart fået fuldt indpas i fortællinger om qivittut. Akkulturation / kulturmøde.

Fortællingen er afsluttet af Vittoralaks søn, Anasi / Hans. Der er nedskriveren Knud Rasmussen).

Ikke oversat. Opdaget for sent i forløbet.

Velegnet til opdatering.

Var.: Talrige fortællinger om sydlændinge / qavat der rejser nordpå

Hist.: De mange fortællinger om sydlændinges nordgående rejser har deres klareste baggrund i handels- og hvalfangstrejserne i 1600 og 1700 tallene. Omend også folk nordfra strømmede til Diskobugten i sæsonen, er der langt færre fortællinger om deres rejser. Årsagen kan være samlingernes geografisk skæve fordeling med flest fra landsdelen Sydgrønland, eller (og) at det mørke nord med al kulden har virket særligt fascinerende.