Ret fyldigt resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 29, ss. 69 - 71.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 118, s. 456 - 457: The Revenging Animals.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en stor åndemaner / angakkoq.

Der var en gang en stor åndemaner, der var blevet lækkersulten efter æg. Han tog ud på æggetogt midt om sommeren og gik i land på små

øer; men han kunne ikke finde æg nogen steder. Endnu en gang gik han i

land på en ø. Han gik rundt på øen uden at finde noget. Så gik han

forbi en stor tue og hørte i det samme lyden af vingesus. Så så han en

skallesluger flyve ud fra tuen. Han gik hen til tuen og kiggede ind.

Der var mange æg i, for den havde allerede lagt alle sine æg. Han

samlede dem op, bar dem i sin anorak, som han foldede op forneden,

lagde dem ned i sin kajak og roede hjem. Da han nu havde fået samlet

de æg han glædede sig til, benyttede han hjemturen til at kigge efter

sæler. Det skete så, at der dukkede en flok sæler op lige ud for ham

og blev stående oprejst i flok. Han drejede i retning af dem, roede

til og harpunerede en af dem. Sælen rykkede i linen et kort øjeblik;

så døde den. Han trak den til sig og gjorde den klar til bugsering.

Mens han var i gang med dette arbejde, hørte han nogen snakke. Han

kiggede sig omkring og så, at de andre sæler var dukket op igen idet

de hurtigt havde flyttet sig. Det var dem, der snakkede, og

han hørte en af dem sige: "De kan ikke lade os være i fred. Han har

lige fanget en af os og er nu i færd med at gøre den klar til

bugsering. På den måde udrydder de os efterhånden. Lad os få fat i en

båd fra landets ende og ro hen og dræbe dem." Derpå gjorde de en pludselig bevægelse og dykkede ned, så vandet sprøjtede op.

Da den store åndemaner var færdig med sine forberedelser, gav han sig til at ro hjemad. Han sagde ved hjemkomsten: "I skal flænse min fangst dér, hvor der er tørt ved lavvande uden at trække den op på land." Kvinderne adlød ham, fordi

han var en stor åndemaner. Han bar kajakken op, men glemte at tage

æggene med fra kajakken.

Da kvinderne var færdige med flænsningen,

sagde han, at de ikke måtte koge ribbenstykkerne. De skulle koge noget

andet kød og vente med at koge ribbenstykkerne til om aftenen. Han

sagde ydermere, at urinbaljerne skulle tømmes dér, hvor der var tørt

ved lavvande, og at de skulle forrette deres nødtørft ved stranden.

Alt, der indeholdt noget urent, skulle tømmes ud ved stranden.

Naturligvis gjorde de, som han sagde.

Umiddelbart før bopladsfællerne gik i seng, sendte han bud til dem og bad dem om at komme og vente på, at ribbenstykkerne blev kogte. De rettede sig efter ordren fra deres store åndemaner og indfandt sig. Sent om aftenen blev ribbenstykkerne

kogt. De spiste, og han beordrede dem at blive. De adlød naturligvis åndemanerens ordre.

Da natten faldt på kunne åndemaneren høre

lyden af åretag sydfra. Han sagde ikke noget i første omgang; men da

de kom nærmere, sagde han: "Der kommer folk i en båd (umiariaq - et

fartøj, der forekommer i sagn - en kano?) / umiarissat for at dræbe os."

Enkelte tænkte, at det nok ikke passede, men de sagde ikke noget. Lige før

båden kom til syne omkring et lille næs, sagde han: "Nu er de

ved at kunne ses. Lad os gå ud." De gik ud, selv om nogle var i tvivl.

Lige i det øjeblik de gik ud af huset, kom en båd til syne sydfra om

et lille næs. Man kunne høre kraftig støj fra årerne: En ung stor

grønlandssæl roede nærmest ved forstavnen. Foran den roede en mørk

hansæl; og forrest roede en stor hunsæl. Styreren var en stor hansæl.

Mens folk stod måbende og så til, var båden ved at nærme sig

spækpletterne og urinrester på vandoverfladen. Da roeren nærmest

forstavnen befandt sig ud for spækpletterne og urinresterne fnøs den,

og man hørte den sige: "De kan ikke lade os være i fred." Han slap

åren og sprang ud i vandet, så det sprøjtede. Den næste gjorde det

samme. Der var efterhånden kun styreren tilbage i båden. Da han

befandt sig ud for spækpletterne og urinresterne fnøs han og sagde:

"De kan ikke lade os være i fred, så er det nok," og han sprang ud.

Så så man ikke mere til dem. En af dem, der så dette sceneri, roede ud

og kom ud til "båden", som viste sig at være et stykke snavset kalvis.

Han tog et stykke af den til kogning efter hedensk skik. Da

kajakmanden kom tilbage, sagde åndemaneren til folk. "Nu kan I godt gå

hjem. Nu sker der ikke mere." De gik hjem.

Da den store åndemaner var

kommet indenfor, kom han i tanker om noget og sagde: "Forresten, jeg har

da samlet æg. Er vandet i gryden endnu varmt? Hent dem, de skal

koges." En af husfællerne gik ud for at hente æggene. Der gik lang

tid, før han vendte tilbage, men uden æg. Han sagde: "Der er ingen æg,

hvor er de henne?" Den store åndemaner sagde: "De ligger inde i min

kajak." Han gik ud for selv at hente dem. Men han kom tilbage uden æg;

han sagde: "Alle de mange æg, jeg havde samlet, er væk. Jeg har taget

en skalleslugers æg, men de er væk, alle sammen." Straks efter gik han

i seng og faldt omgående i dyb søvn. Midt i det hele fik han mareridt

(artulerpoq - egentlig = stangdrukken) og hang straks med hovedet

ned. Han så en skallesluger komme ind gennem gangen med øjne så store som

overkopper; og de øjne stirrede direkte på ham. Til hans overraskelse

sagde den store skallesluger: "Hvis ikke jeg havde givet dig et middel

til at glemme, ville jeg have skræmt jer til døde. Netop som jeg var

ved at udruge mine børnebørns børnebørns oldebørn, kom du og røvede dem.

Når de blir' født, er det altid spændende, hvordan

de udvikler sig, hvad enten de er mandlige eller kvindelige; det

er altid spændende. tassa taima isivdlunga isisagaluarpunga (Jeg ville

faktisk være kommet ind på denne måde?)." Og han slog øjnene op, og de

var så store som overkopper. "Heldigvis forsynede jeg dig med et

middel til at glemme. Derfor kunne vi nå at hente dem, det ene efter

det andet, så vi nu har fået dem tilbage alle sammen. Derfor vil jeg

ikke skræmme jer til døde. Sov bare rolig videre uden frygt." Med

disse ord gik han ud.

Straks skalleslugeren var gået, følte

åndemaneren sig pludselig meget lettet. Havde han ikke været

åndemaner, var de enten blevet dræbt af bådfolkene eller skræmt til

døde. Siden har den store åndemaner ikke været på æggetogt.

Var.: Angakkorsuaq paap angakkueraa ...; og angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik;

Kommentar: Skalleslugeren må være gammel af dage; eller også er det fordi fugle blir så hurtigt voksne, at de kan få samme fornøjelse af at se deres tip-tip- osv. oldebørn vokse op som menneske-bedsteforældre deres børnebørn.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 101, s. 121.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 134, s. 465: The Girl named Isserfik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Iserfik.

Når Iserfik (dværgkvinde) forsvandt, ledte de efter hende og fandt

hende i en vandspand oppe at slås med en vandkalv. De satte hende op

på briksen. Da hun en dag igen forsvandt, ledte man længe,

og da de fandt hende, var hun oppe at slås med en tangloppe nede ved

stranden. Det var, fordi hun gerne ville have et barn uden for

ægteskab. De tog hende op, placerede hende på briksen og skærmede

hende meget omhyggeligt af. Hun var dér et stykke tid. Så forsvandt

hun. De ledte længe og fandt hende bag ved fjeldet; en

stor ørn sloges med hende. Ved synet af et menneske fløj den store ørn

bort. Netop som ørnen fløj op, fik Iserfik øje på mennesket og råbte til

den store ørn: "Dernede er der et menneske. Dræb det, dræb det." Da

ørnen hørte dette, dalede den ned mod manden, for at slå ned

på ham. Han flygtede for at komme i skjul. Han krøb ind under en

kampesten i et hul, hvor han lige kunne være. I det samme slog den

store ørn ned på kampestenen, og straks hørtes lyden af dens hakken

med næbbet i stenen. Der inde kunne manden høre lyden komme nærmere.

Netop som ørnens store næb var kommet igennem stenen, kom manden i

tanker om, at han havde en amulet. Han følte efter den i pelsbræmmen

og fandt den. Han havde kun haft den ganske kort tid i munden, da den

blev meget livlig, og han kastede den ud, idet han sagde: "Du skal

komme ud igen gennem dens endetarm. Så holdt ørnen op med at hakke.

Han krøb ud fra sit gemmested og så, at den store ørn var faldet om. Han

ledte efter sin amulet og fandt den liggende lige bag ved ørnens

endetarm. Han tog den op og gik hen til Iserfik. Hun sad med bøjet

hoved i en lille fordybning. Han bad hende komme ned. Hun ville ikke;

men så skubbede han hende ned. Inde i huset satte han en skærm omkring

hende, så at hun ikke kunne komme ud. Et par dage senere opdagede de,

at Iserfik var blevet gravid, idet hun dårligt var begyndt på

graviditeten førend hun straks ligesom blev oppustet. Så skulle hun

til at føde. Det tog sin tid, før fostret kom ud. Som det dog så ud:

Halvt menneske og halvt ørn. Så snart hun havde født, var hun på

benene og kiggede op over skærmen, idet hun slog på sin mave. Hun

sagde: "Så kom det ud", hvorefter hun atter forsvandt bag skærmen.

Det varede ikke længe før den nyfødte begyndte at lege med husfællens

lille søn, som kastede med legetøjsspyd. En dag, mens faderen var

ude på fangst, legede drengen som sædvanlig på gulvet med sit spyd;

og Iserfiks store barn legede med ham. Iserfiks barn blev sur

midt under legen. Det flængede maven på husfællens dreng med sine store kløer, klemte indholdet ud af tarmene og åd dem.

Den dræbte drengs far var ude temmelig længe. Han kom hjem med en sæl på slæb.

Konen gik alene ned for at tage imod ham. Manden spurgte: "Hvor

er min søn henne?"

"Iserfiks forfærdelige barn dræbte ham i dag og spiste hans indvolde."

Faderen blev rasende. Han fór op af kajakken og derop, op med sin store lanse. Han kom op i rummet fra gangen og så, at Iserfiks barn gik rundt på gulvet. Straks

han var inde, stødte han lansen i ham, så det knaldede; og han blev

dræbt på stedet. Iserfik blev meget bedrøvet. I sin sorg holdt hun sig

borte fra andre mennesker. Hun kom ud for spøgeri og fristelser. Så

blev hun sindssyg og døde til sidst i vildelse. Slut.

Var.: Der er mange genkendelige træk fra andre fortællinger, fx Falken, men denne er en unik blanding.

Kommentar: Der er ingen forklaring på, hvorfor en dværg har til huse hos mennesker. Men fortællingen følger reglen om, at ånder (eller dyr) og mennesker ikke kan blande samfund.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en mand, som tog ind i den samme fjord

hver sommer.

Nogle sydlændinge rejste nordover for at holde sommer i en fjord. De

rejste og rejste; og en dag nåede de mundingen af den fjord, de ville

ind i. De slog lejr og opdagede, at der var andre telte på stedet. Det

viste sig, at det var en mand, som hver sommer plejede at tage ind i

den samme fjord. Sydlændingene var altså på vej derind, mens manden,

der havde fast sommerboplads længere inde, syntes, at det var lidt for

tidligt. Han tøvede med at følges med sydlændingene derind,

nunalernulernuleratdlardlune (han følte, at de andre var kommet ham i

forkøbet?). Han ville tage derind, når de andre var kommet tilbage

derindefra.

Snart rejste så sydlændingene ind i fjorden, til mandens

faste sommerboplads. Manden længtes efter at komme derind; men han

ville vente, til de andre var kommet tilbage. Han ventede og ventede;

frosten gik i jorden, og sydlændingene havde stadigvæk ikke vist sig.

Han vendte så bare tilbage til sin vinterboplads, da det ikke kunne

blive til noget med at tage ind i fjorden. Stadig ventede han at se

sydlændingene. Det blev vinter. Ingen havde hørt fra dem, og de var

ikke kommet tilbage fra fjorden. Manden, som længtes efter at se sin

faste sommerplads, tog ind i fjorden tidligt om foråret, for samtidig

at kigge efter sydlændingene. Da de nærmede sig bunden af fjorden og

kunne se lejren, så de teltene og konebåden, som var på deres pladser,

men ikke et menneske. De lagde til, uden at se et eneste menneske. Han

skyndte sig i land og op til teltene. Inde i teltene lå tingene på

deres pladser. Der var blot ingen mennesker. De nyankomne slog deres

telt op. Dagen efter tog manden på renjagt for samtidig at kigge efter

sydlændingene. Der var intet usædvanligt at se. Da han var kommet et

stykke ind i landet, gik han op på en lille høj; og derfra kiggede

han rundt for at se, om der var rensdyr. På det tidspunkt havde han

ikke engang set friske spor af rensdyr. Mod syd på skyggesiden af den

lille høj fik han øje på noget hvidt, der så ud som fugleskarn. Den

slags havde han aldrig set fra sine tidligere ophold her. Han fik

mistanke om noget og begav sig derhen. Han nåede frem

og kiggede op. Det han så, lignede en stor rede. Da den lå på et

tilgængeligt sted, gik han op for at se nærmere på den. Det viste sig

at være en falkerede, og der lå unger, der lige var kommet ud af

ægget. De var store som unge rensdyr uden skind på geviret. Han sårede dem

med sin pil. Det endte med, at han dræbte dem alle sammen.

Under reden så han en hel masse menneskeknogler. Dér, ved siden af

reden, stod han og ventede på, at de voksne fugle skulle komme. Han

kiggede efter et muligt tilflugtsted og fandt en mindre hule under en

stor sten. Når ungerne var så store, måtte forældrene sikkert være af

anselig størrelse. Han ville bruge denne hule som tilflugtsted. Han

gik igen op til reden og anbragte sig ved siden af reden. Herfra

kiggede han efter forældrene. Han var ved at blive utålmodig og

kiggede udefter. Da så han en kæmpefalk vise sig. Da den kom nærmere,

så han, at den havde en fuldvoksen renbuk i næbbet. Den gav lyd fra

sig, men ingen reagerede. Den gav lyd fra sig endnu en gang; men

stadigvæk var der ingen, der reagerede. Så smed den det, den havde i

næbbet og nærmede sig; og i det øjeblik manden nåede sit gemmested,

satte den sig på reden og opdagede, at ungerne var døde. Den gav sig

til at kigge rundt. Den så mennesket og så ud til at ville foretage

sig et eller andet. I det øjeblik manden skulle til at gå ind i sin

hule, kom den ned, nærmest glidende; men da var manden gået i skjul.

Den satte sig oven på den store sten og begyndte at hakke på den med

sit store næb. Han havde fornemmelsen af, at lyden af dens hakken kom

nærmere. Derfor kiggede han ud og så, at hovedet og overkroppen var

begyndt at forsvinde ned i hullet. Han spændte sin bue og sendte en

pil i retning af underarmen, som var helt afdækket (armhulen?), idet

den havde løftet vingen. Han sendte pilen af sted med stor kraft. Men

den faldt ned på jorden, uden at knække en eneste fjer. Han samlede

hurtigt pilen op, og idet han spændte buen meget hårdt, sendte han

pilen af sted; men endnu en gang faldt pilen ned på jorden. Da han

ikke kunne såre den med pilen, gik han atter ind i sit gemmested. Så

tænkte han: Når den har lavet et hul i stenen, vil den fange mig.

Måske skal jeg prøve at flygte. Støjen var nu meget tæt på. Han

kiggede ud og så, at hele overkroppen var ved at forsvinde ned i

hullet. Da den ikke havde tid til at kigge andre steder hen, gav han

sig til at løbe i retning af teltet i et hurtigere tempo end han

plejede. Da han havde fjernet sig fra stedet, kiggede han tilbage; og

han så, at fuglen netop rettede kroppen op. Den havde sikkert hakket

sig igennem stenen og havde fået konstateret, at han ikke var der. Den

så sig om og opdagede mennesket. Så fløj den direkte til angreb på

ham. Han vendte sig om og løb af sted. Da han mente, at den måtte

være kommet nærmere, kiggede han tilbage og opdagede, at den var

kommet ganske tæt på ham. Han nåede lige at kaste sig ned i en

fordybning, så mærkede han et sus, og fuglen fløj videre med bagsiden

af hans tarmskindspels. Den fløj højt til vejrs pâriardluínángilaq

(Rinks kommentar: flyver ikke ned). Da den fløj med ryggen af hans

tarmskindsanorak, havde den troet, at det var mennesket, den fløj op

med. Den landede på sin rede. Manden vendte sig om og løb. Det så

fuglen og fløj efter ham. Manden så tilbage og blev klar over, at

fuglen ville nå ham, inden han kom så langt, at han kunne se teltet.

Han ledte efter et skjulested, men måtte kaste sig ned i en

fordybning, denne gang på ryggen. Fuglen greb forstykket af hans

tarmskindspels og fløj højt til vejrs. Den havde slet ikke øje for

ham, og da den landede på reden, fór han af sted, og denne gang ville

han kunne nå at se teltet. Han kiggede sig tilbage og så, at den fløj

op og fortsatte forfølgelsen; og i det samme kom teltet til syne. Han

råbte ned: "En stor falk er efter mig. Huj af den, så snart den viser

sig." Straks falken blev synlig, hujede alle og råbte hånsord. Da steg

den højt til vejrs. Den fløj bort uden at se sig tilbage og forsvandt.

Tænk, denne grimme fugl havde udryddet alle sydlændingene til føde for sine unger. De ville normalt være blevet længere på deres faste

sommersted, gå på renjagt og meget andet. I stedet gjorde de sig

straks rejseklare og flygtede af skræk for, at den grimme fugl skulle

udrydde dem. Og vel ude tog han aldrig siden ind i denne fjord, hvor

han havde reddet sig ud i sidste øjeblik.

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Sikulluk; søg også på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;