Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid., s.407.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

I begyndelsen (urtiden, BS) kan mennesker ikke dø. Der blir alt for mange børn. Han (?) overvejer at gøre noget ved det og fremsiger en morgen, hvor han kommer ind i huset en formular, der bevirker at folk blir til skum mens de sover. Nogle af dem dør. Den første døde har en besværlig vej at gå op til himlen ad en stejl bjergside med "omvendte" trin, og han må kæmpe sig gennem "aterqat" (? åndehuller eller tabuer ?, BS), men han bliver lykkelig, da han ser hvordan der er i himlen og bryder ud i denne sang:

Folk har nu fået en ny vane

De dør nu fra tid til anden (når tiden er inde)

Hugger sig små trin

Folk dør fra tid til anden

Efter at de er kommet igennem store hindringer.

Kommentar og Hist.: Thalbitzers oversættelse til engelsk af toquca´rpun: "De dør nu fra tid til anden", oversætter han andetsteds (ibid. s. 289) i en sang, der også tilskrives den første døde, med: "De er nu holdt op med at dø". Og det er sikkert den rette oversættelse (Jørgen Rischel, pers. medd.). At de nu er holdt op med at dø, giver dog ikke mening i forhold til fortællingens indledning, der refererer til den mytiske urtid, hvor folk ikke kunne dø og derfor blev for mange. I Vestgrønland og hos polar inuit fortalte man en kort myte om, hvordan man fik lys og død ind i verden, i stedet for urtidens mørke og evige liv. Men der er ikke indsamlet nogen version af den i Østgrønland. Måske er der dog en forbindelse mellem død og lys i "De første døde", fordi den lægger vægt på, at det er børn, der blir for mange af, og en fremherskende forestilling om nordlysene var i Østgrønland, at det stammede fra dødfødte, dræbte og aborterede spædbørn, der spillede bold med deres moderkage i himlen.

       Kristen påvirkning er dog også mulig, idet fortællersken af "De første døde" mente, at den stammede fra syd - fra Pitsaat (?), dvs. muligvis fra et område, hvor man fra missionen ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal havde hørt det glade budskab om de kristnes liv i himlen. I så fald er oversættelsen: "er holdt op med at dø" i overensstemmelse med det kristne budskab: Efter at være nået igennem hindringerne dør den døde ikke men lever videre i himlen.

For denne tolkning taler også det faktum, at man traditionelt havde to dødsriger, et undersøisk og et i himlen. Men "De første døde" undlader at tage stilling til efterlivet i det undersøiske, der i kristen tolkning identificeredes med helvede, mens det i det traditionelle verdensbillede var et godt sted at være.

       Vi ved ikke hvordan fortællingen har lydt i den sydligere version, og måske har den været delvis uforståelig for ammassalikerne. I det mindste opfattede Mitsuarniannga / Missuarniannga det hele lidt anderledes: Han mente, at fordi folk var holdt op med at dø på et tidspunkt, var der blevet for mange mennesker i himlen og kun få mennesker på jorden. Den sang han kendte lød:

"Deroppe, hvor jeg havde det held at komme, var folk holdt op med at dø".

Sangen stammede fra en mand, der havde levet for to generationer siden (dvs. ca. 1840), kom til himlen efter døden og stadig sang denne sang, da en åndemaner / angakkoq under et besøg i himlen på et senere tidspunkt hørte den af ham (Thalb. 1923: 289). Måske er det kristne budskab om evigt liv i himlen, der tolkes således af Missuarniannga.

Om historiske åndemaneres rejser, der mest ligner undersøgelsesrejser (hvordan var der egentlig?), til de to dødsriger, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.411.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Niwagiaq dør, og da han er død og kommer til bevidsthed igen, kryber han først ind (søger sig en mor, arnappoq, BS) i sin hund, hvor han intet får at drikke, tæves, hyler og bindes, hvorfor han forlader hunden, der dør. N. smutter derefter ind i et græsstrå, men der blir han træt af dens svajen for vinden og skifter til en ravn. Som ravn stjæler han så alt for meget, at han foretrækker at skifte til en sortside. I den skikkelse kommer han altid bagud for de andre sortsider, når de dykker på flugt fra fangerne. Sortsiderne lærer ham da at sætte af med himmelhvælvingens skillelinie (horisonten) som mål, og nu kommer han forrest i den dykkende flok. Til sin næste eksistens vælger han en fjordsæl, netside, og blir harpuneret af en fanger, der har gjort sig usynlig for ham med en amulet. Fanget i den nedlagte sæl dør han ikke, og da fangerens kone skal partere sælen inde i huset, undersøger hun først med fingrene sælens anus ("sjælen"s ind- og udgang, BS), og skærer dernæst sælen op fra anus til strube. Da hun når struben, smutter N. ind i hendes underliv og renser ud derinde, hvorefter konen er nær ved at dø af blodtab (menstruation). Hun, der hidtil ikke har fået børn, blir gravid, og da fødslen går i gang, blir hun umedgørlig og truer husfællerne med tæv, hvis de ikke skynder sig ud. Barnet blir født og skriger sit navn, vedholdende, indtil man omsider har forstået det og genkendende nævner det klart og tydeligt. Efter denne (gen)navngivning trives N. og får styrke. Som gammel fortæller han sin historie, og således er den blevet fortalt gennem alle slægtled sidenhen.

Var.: Nivagiaq / Navagiaq / Sjælen der gennemvandrede alle dyr; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Kommentar: Thalbitzer oversætter det, der "søger sig en mor" med "sjæl". Men et ord for sjæl findes ingen steder i fortællingens tekst. Der står kun Niwagiaq eller "han". I håndskriftet til versionen hos Knud Rasmussen (Navagiaq) bruger nedskriveren, Sofie Jørgensen, glosen "anerneq", dvs. "ånde" eller "åndedræt".

Thalbitzer nedskrev i fragmenter også Mahre's version, hvoraf enkelte forklarende elementer indgår i Thalbitzers oversættelse. Desuden kommenterede Aleqaajik fortællingen: N. tar først ophold i en lakseørred og når med den op ad en elv til en ferskvandssø. Og det N. renser ud af konen er sne, som altså kommer ud som blod. Dette er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder har is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. Fødselsforberedelse fordrede ligeledes et ritual til udrensning af den is, der havde samlet under graviditeten.

Hist.: Dette er en vidt udbredt østeskimoisk myte om forskellige dyrs vaner og navngivningen, der understreger identifikationen mellem den døde og den levende navnefæller og forskellen i netop navnet på mennesker og dyr. Det er det udtalte navn, der gør barnet til et menneske i modsætning til dyr, der ikke har navne. Kun hunde navngives som regel

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.401.

Resumé: Sol og måne er lillesøster og storebror. Han føler ingen tilfredsstillelse ved at ligge med hende, og ligger ofte med en fremmed kvinde. Når han ligger med sin søster, genkender de ikke hinanden. Men da lamperne tændes råber hun: "Se, hvor sodet han er, det utyske!" Hun brister i gråd af skam. Da gråden stilner råber hun i vrede over at have ligget med ham: "Siden jeg smager dig så godt, så smag så godt at du æder dette! Siden jeg smager dig så godt, så æd mig op!" Derefter ... derefter vil månen afsted for at få hende til kone. Han forfølger hende, men forgæves.

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun.

Kommentar: Fortællersken har næppe helt rede på fortællingen. Og måske er oversættelsen heller ikke korrekt. Afskæringen af det bryst som solen tilbyder månen at æde, er glemt. Det ville desuden være mere logisk, om månen, fordi han ikke føler sig tilfredsstillet ved en fremmed kvinde, ligger med sin søster. Se iøvrigt andre versioner af The Sun and the Moon fra Ammassalik.