Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 53.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 213 - 215: "Atumagssiaq Uversagkigardlo" / Atumassiaq uersakkiarlu.

Resumé:

Atumassiaq og Uversakkiaq har land sammen med en flok brødre, der én

for én forsvinder under rejser nordpå. A. og U. beslutter at

undersøge sagen og kommer til et hus med seks vinduer og propfyldt af

mennesker. De går ind, får sæde og mens de overværer en sangfest, får

A. øje på en blodig kniv i loftet og hovedet af den sidst forsvundne

fælle på gulvet. Han gør tegn til U., der også blir forskrækket. Det

blir A. og U.s tur til at synge. De synger alle beboerne i søvn

undtagen husets sladrehank, der render ud og ind. De slår ham ihjel,

løber ned til stranden og knækker årerne på alle stedets kajakker. Da

de selv ror ud, råber U. op, skønt A. advarer ham. Folk vågner, ser

hvad der er sket, og en enkelt kajakmand, hvis åre A. og U. har

overset, sætter efter dem. Da han når dem, ror de i hver sin retning

og forfølgeren midt imellem dem. Han sakker bagud. Manøvren gentages,

hvorefter A. og U. når hjem og aldrig siden tar nordpå.

Anasi er Vittoralaks søn ifølge K. Rasmussens notater.

Var.: dette er en "smart" version af et hyppigt tema: fangerne der forsvinder en for en, indtil den sidste tilbageblevne får afsløret og oftest elimineret årsagen, søg på: Qalulik / Kalulik

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 55.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 215 - 216: "Pîtsúnguit" / Piitsunnguit.

Resumé:

Et fattigt ægtepar med en datter deler boplads med mange brødre, der

jævnligt giver datteren tarmindholdet af deres fangst med hjem. En dag

får hun intet. Faderen henter "balaner" (?) ved stranden, smører

ansigtet ind med stoffet to gange. Første gang blir han smuk, anden

gang hæslig, og han går ind til brødrene, som alle dør af skræk ved

synet. Derefter lever de fattige af brødrenes hengemte fangster indtil

foråret, hvor de slipper op. Og den fattige familie dør af sult.

Hist.: En usædvanlig slutning. I denne type fortællinger identificerer man sig normalt med de tilsidesatte, der tager en retfærdig hævn. Her er det omvendt. Moralen har ændret sig.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. Formentlig: KRKB 1,2(6), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor Vittoralaks søn, Anasi's angives som fortæller til: Utorqángûp pania támartoq akugdlarsâta sunauvfa tidligdlugo nuliarigâ / Utoqqannguup pania tammartoq akulliaraata sunaaffa tillillugu nularigaa: Den gamles datter der forsvandt og minsandten var blev stjålet af og gift med en af "de mellemste" (mellemstore indlandsboere).

Maskinskrevne manuskripter, grønlandsk og dansk: NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 212 - 213: "Utorqángûp pania támartoq" / Utoqqannguup pania tammartoq.

Resumé:

Et gammelt ægtepars lille datter leger husmor med småsten ved

stranden, mens faderen er på fangst og moderen er optaget af at skrabe

skind. Datteren forsvinder. Forældrene sørger, men en dag ser faderen

hende i et hus på en nunatak oppe på indlandsisen, hvor hun allerede

er gift og har et barn med en mand, der har mange brødre. Manden er

yderst gæstfri mod sin svigerfar, der ikke siden opsøger sin datter,

fordi han og konen nu véd, hvor hun er.

Hist.: Denne fortælling slutter i sine øst-, syd- og

sydvestgrønlandske varianter (fx Tunerluk) gerne med, at datteren blir hentet hjem

igen fra indlandskæmperne. Her drejer det sig imidlertid om en voksen datter, og en sådan finder sig ofte til rette hos åndemennesker i indlandet: fx: gift med en orm.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr .

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:

Resumé:

Af sorg over sin datters død lagde en gammel mand sig efter angakkoq-kunsten (angakok / shaman). En aften han manede ånder fløj han ud gennem loftsventilen og nåede op oven over to huse. I det øverste var der et stort forrådskammer, i det nederste en masse sølle mennesker, der, da de fik øje på ham væltede rundt mellem hinanden bagest på briksen. De tog dog mod til sig og inviterede ham indenfor, hvor de straks gav sig til at spille bold med ham. De spillede ham til blods, troede han var død og afventede at han skulle blive kold. Men manden huskede pludselig sine to hjælpeånder, en hund og en 'kildrer', som straks kom til stede og myrder løs på de små mennesker. Gamlingen tog nu bare hjem og manede aldrig mere ånder af skræk over at han nær havde mistet livet.

Hist.: Episoden om ånder, der spiller bold med en åndemaner / angakkoq så han

bløder, er velkendt fra Østgrønland. Se fx "Ajijak" og Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Nordlys er netop sådanne døde der spiller bold. Der er m.a.o. en nær forbindelse mellem den gamles sorg og besøget hos disse døde i himlen. En skam man ikke får nogen forklaring på huset med det store forråd. Var det også beboet, måske med andre døde?

Fortællingen er afsluttet af Vittoralaks søn, Anasi / Hans. Der er nedskriveren Knud Rasmussen).

Ikke oversat. Opdaget for sent i forløbet.

Velegnet til opdatering.

Var.: Talrige fortællinger om sydlændinge / qavat der rejser nordpå

Hist.: De mange fortællinger om sydlændinges nordgående rejser har deres klareste baggrund i handels- og hvalfangstrejserne i 1600 og 1700 tallene. Omend også folk nordfra strømmede til Diskobugten i sæsonen, er der langt færre fortællinger om deres rejser. Årsagen kan være samlingernes geografisk skæve fordeling med flest fra landsdelen Sydgrønland, eller (og) at det mørke nord med al kulden har virket særligt fascinerende.

Håndskr., alias dagbogsnotater, har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må et forlæg have eksisteret.

Resumé:

Under den litterære ekspedition er Knud Rasmussen nået til Ikkamiut, hvor han er ude og se på området sammen med Vittoralaks søn Anase / Anasi i en forrygende storm med modstridende vinde og regn. Et gennemtrængende skrig som fra et menneske sætter skræk i Anasi, der straks skælder ud på det imaginære væsen, som han først tror er en fjeldgænger / qivittoq. Men han ved ikke om denne allerede har forskrevet sig til Djævelen, for da er han usynlig og man kan ikke længere få bugt med ham. Men han er sikker på at denne har forårsaget uvejret. Anasi mener at have fundet qivittoq'ens opholdssted i en hule, som Knud Rasmussen og Anasi stiller sig op ved, Rasmussen med kniv og det hele. Anasi truer qivittoq'en til at komme ud. Rasmussen stikker hovedet ind til Anasi's forskrækkelse: qivittoq'en kan smadre hans hoved. Rasm. smider en sten langt ind. Intet sker. Anasi dynger åbningen til med sten - så kan qivittoq'en selv om det.

Rasmussen foreslår at det måske bare var vinden, der havde fremkaldt skriget fra før. Men nu er Anasi overbevist om, at det faktisk var Fanden selv, og han fortæller om engang samme Djævel angreb ham. Denne hoppede med ubehagelige lyde omkring Anasi og stak så en hånd ind på brystet af ham. Anasi forsvarede sig med at synge alle de salmevers han kunne udenad, og fik dermed til sidst overtaget, dvs. han slap af med skrækken.

Hist.: Historisk beretning fra 1902, der viser i hvor høj grad det blev qivittut og fanden selv de kristne grønlændere fik at frygte, efter at ånderne ikke længere figurerede så kraftigt via overleveringen.

Handler formentlig om et voldsomt tøbrud i elven med oversvømmelse.

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

Hist.: Anasi / Hans, der er Vittoralaks søn, fortæller i 1. person ental. Altså en historisk fortælling. Øverst ved titlen har Rasmuseen noteret: 18. maj 1895, der må være datoen for oversvømmelsen.