Den håndskrevne tekst siges at være efter Knud Rasmussens omskrivning, men det er ikke hans håndskrift. Desuden er samme fortælling trykt i lydskrift med ord til ord oversættelse i Ostermanns posthume udgivelse af Knud Rasmussens: Report of the 5th Thule Expedition, X, 2, The Mackenzie Eskimos, 1942:135f. Det samme er flere andre fortællinger i samme kasse (KRH 51). Ostermanns forlæg i lydskrift er jeg ikke truffet på. Formentlig skal de søges i lægget fra Mackenzie, 5. Thuleekspedition, på Det Kgl. Bibliotek. Registreringen i denne base er en fejl, men tilsvarende historier blev også fortalt i Grønland. Se Var. nedenfor.

Afskrift: En kvinde, der var løbet fra sin mand, kom engang til en kæmpe, der havde kone og to børn. Kæmpen fattede straks elskov til menneskekvinden, der var kommet til ham og opfordrede hende til at gå ud og dræbe hans børn og deres mor. For hans kone, sagde han, plejede at slå folk ihjel. Flygtningen gik udenfor og skønt hun så kæmpens børn, vendte hun tilbage uden at have gjort dem noget, og idet hun kom ind i huset sagde hun: ”Et par gamle mennesker er alt hvad jeg har set!” Så store var nemlig kæmpens børn, at hun troede det var fuldvoksne, gamle mennesker. Hun mente, det var en gammel mand og en gammel kvinde hun havde set, og derfor slog hun dem ikke ihjel. Men så dræbte kæmpen selv sin slægt, sin kone og sine børn, og gik så tilbage til sit hus igen. Kæmpen var forelsket i menneskekvinden, og besteg straks hendes leje. Da de havde ligget nogen tid, tog han til orde og sagde: ”Jeg skal slippe en vind, min elskede kammerat fra lejet! Hold dig fast ved en husstolpe!” Hun greb fat om stoplen, men idet han slog en fjert, rejste der sig en så voldsom vind, at hendes lår blafrede frit i luften som for en storm! Da kæmpen derefter skulle til at sove, sagde han til kvinden: ”Elskede kammerat fra lejet, såfremt vi får besøg af en bjørn, så skal du slå mig i hovedet med en stor sten, for at jeg kan vågne.” Kort efter kom der ganske rigtig en bjørn, og da kvinden så den, slog hun kæmpen i hovedet med en sten. Han vågnede og sagde: ”Hvor er den, min elskede kammerat fra lejet?” ”Dér, uh hvor er den stor!” ”Det er jo en sølle ræv, du forveksler med en bjørn, du kære lille kammerat fra lejet!” Da han derefter igen skulle lægge sig sagde han til hende: ”Når en bjørn kommer, er den så vældig, at dens krop vil formørke kløften (luften?) herude for vinduet. For det bliver en kæmpebjørn der kommer!” Og så faldt han i søvn igen, kæmpen. Siden gik kvinden ofte udenfor for at se sig om, indtil hun pludselig opdagede, at kløften (luften ?) udenfor huset formørkedes. Hun tog en stor sten, endnu større end den forrige, og slog kæmpen i hovedet. Han vågnede, kom på benene og sagde: ”Ja min elskede fra lejet, denne gang er det virkelig en bjørn, der er kommen!” Og efter at have kigget et øjeblik på den styrtede han løs på den og slog den ihjel.

Var.: Kamikinnaq. Kommentar: Forskellen i størrelse mellem mennesker og kæmper plus deres jagtdyr er også en genkommende kilde til morskab i mange andre fortællinger end Kamikinnaq-typen. Søg fx kæmper, kæmpen. I denne variant understreges jo underfundigheden yderligere af kæmpens gentagne, høflige og kærlige tiltale: min elskede sengekammerat.