Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Åndemaneren og præsten

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

Her ender historien.

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

Møder med en inuarulligaq / en dværg.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Katâneq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Kataaneq var fra Isunngaq, og at han havde mange venner på Qeqertarsuaqs kyst.

Da han blev meget gammel, var han for træt til at stå oprejst, og når han kom til sælens åndehul i isen, havde han lavet sig en slags stol af træ, som han kunne sidde på. Og der sad han så og ventede på, at sælen skulle komme op for at ånde. Så kunne han stikke den uden overhovedet at flytte sig.

Så skete det engang, at Kataaneq var yderst, da nordenvinden kom med en frygtelig storm fra højlandet. Himmel og hav stod i et, og isen brast, da der pludselig kom kæmpestore bølger og en frygtelig vind. Han drev længe til havs på isen. I fire dage blæste det fra nord på den samme frygtelige måde. Først på femtedagen stilnede stormen af.

Han kunne ikke gøre andet end at finde frem til den mest holdbare del af isen og der bygge sig en snehytte mellem alle ujævnhederne. Da han havde ordnet det rigtigt godt, gik han ind og lagde sig. Han havde ikke andet at spise end nogle fugleendetarme, og dem spiste han så, én om dagen. Når han havde spist tog han sne som dessert.

Da det begyndte at lysne på fjerdedagen, gik han ud og så efter Qeqertaqsuaq, men den var ikke at se. Efter at have set nøje på landområderne mod syd, fik han endelig øje på Qeqertarsuaq nord for sig. Det siges, at han ikke kunne sammenligne den med andet end en renko, der ved sin flugt var kommet bagud for de andre rener.

Og så blev det pludselig aften, og det lød, som om det begyndte at blæse meget fra syd. Og dér om aftenen nåede søndenvinden ham med lige så stor kraft som nordenvinden havde blæst før, og de store bølgers brusen omkring det lille stykke is var ubeskrivelig. Og på denne skrækkelige måde drev han afsted i fire dage. Efter at have været inde i sit snehus i fire dage, vågnede han på femtedagen - og lyttede og lyttede - og isflagen stod minsandten stille.

Han ventede på, at det skulle blive lyst, og så gik han ud og så, at isflagen var drevet i land ved Alluttoq, og søndenvinden var pludselig stilnet af. Da han kikkede ind mod land, kunne han tydeligt se mennesker gå omkring. Han var strandet nedenfor deres boplads. Men han havde ikke tænkt sig at søge redning hos dem, folk fra Alluttoq havde det nemlig med at gøre grin med fremmede, som de mødte.

Da det begyndte at blive mørkt, gik han ud, og efter at have kigget på himlen og opdaget, at det så ud til at blæse op fra øst og udefter, gik han ind i sin snehytte igen. Han havde kun været inde et kort stykke tid, da der begyndte at blæse en kraftig østenvind, så det bare brusede derude. Han kunne mærke, hvordan han drev afsted, og langt om længe mærkede han også, at isflagen gik i stå. Nu var det også blevet morgen. Og han havde ikke flere fugleendetarme tilbage.

Da det blev lyst, gik han ud og opdagede, at han var strandet ved Nuuk. Og så gik han i land. Uden overhovedet at nærme sig husene, gik han op i fjeldene. Og efter at have lagt sit stå- og siddebræt dér, gik han ned til husene.

Han var ankommet om morgenen, og på en enkelt dag havde man helt ude vestpå hørt, at Kataaneq var kommet. Og de kom fra vinterbopladserne, og når der kom én, rejste en anden. Ja, han var nemlig én med mange venner! -

Endnu inden der var gået fem dage, havde han lovet at skaffe sælbaglaller, og så faldt hans storetå af. Det viste sig, at hans grimme forfrysninger endnu ikke var helet, da han kom med løfterne.  

Det fortælles, at det var derfor, de begyndte at kalde ham Kataaneq*. Og han levede videre i meget lang tid efter dette.

Her ender historien.

* katappaa: taber det

Hist.: Sandsynlig historisk fortælling

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Oqilaitsoq Oqînalo"

Resumé:

To unge kvinder, Let og Langsom, søger sammen efter hjælpeånder i indlandet, når de er på bærplukning. De kappes om at være den første til at se et dyr og dermed få en hjælpeånd.  De kan efterhånden høre lyde over umådelig afstande og bliver usårlige for alt, der ellers rammer mennesker.

       Engang tager de med mændene ind i landet på renjagt. Mændene spredes, pigerne tyr til hulen, hvor man plejer at overnatte, men mændene kommer ikke tilbage og pigerne sulter. En nat bliver de stjålet af kæmper og besvimer. "Langsom" vågner til bevidsthed nøgen og fastsurret i kæmpens hus. Hun tilkalder alle sine hjælpeånder, der blot vækker hån hos kæmpen. Til slut får hun dog sin store isbræ-ånd, som hun engang havde fået af sin bedstefar, til at komme med bulder og brag, så stenene falder ud af husets mure. Da bliver kæmpen den lille, remmen løsner sig om Langsom, der flygter ud og møder Let derude. Også hun er nøgen, men deres klæder kommer flyvende efter dem, styk for styk, og klæder dem på af sig selv. Undervejs mod kysten besøger de først bier i menneskeskikkelse og spiser en anelse af deres honning; så rypekvinder, der serverer dem en smule af rypekroindhold og truer med at deres mænd vil slå pigerne ihjel, når de kommer hjem. Fremme ved havet ønsker Langsom sig, at et isfjeld ude i havet vil udvikle røg og kælve for at de kan rejse videre gennem havet. Det sker, men de rejser ikke sammen. Langsom blir svimmel og får følge af sin døde bedstefar, der hjælper hende gennem flokke af tanglus, tang med hajer, der ligner skove med hunde. Hun bliver svimmel og kommer til sig selv på stranden, hvor Let også er. De tørrer tøjet lidt, går hjem, men er usynlige og blive først synlige igen, da de har spist fedtet af sælsuppen i gryden.

"Hvorfor er jeres klæder så våde?", spørger moderen. Fordi vi har haft menstruation, siger de.

       Begge blir snart efter gift, hver med sin "store troldmand" / angakkoq / åndemaner (el. ilisiitsoq? - fortælleren er jo døbt, BS).

Som meget gamle drømmer begge kvinderne om deres forestående død. Langsom drømmer at hun skal dø tre gange, hvorefter hun indsvøbt i ligskindene skal bæres venstre om husstolpen tre runder og hendes ene ben skal sættes på hendes grav. Ved det skal hun så ride ud i havet. Frelseren vil ikke tage imod hende pga hendes mange synder, siger hun til Let. Efter begravelsen sover hele bopladsen ikke af skræk i fire døgn. Kun hendes mand falder i søvn, men skriger op i mareridt, blir vækket og fortæller at de må skynde sig at flygte til Tartunaq. Kvinderne skal gå barfodede over ved fjæren og mændene ro i kajak med venstre-foden bar: Intet ondt kan komme frem, hvor en blottet venstre fod har trådt. To mænd søger med kødvender og støvlestrækker at slå alt ondt ud af huset, da man forlader det, og hele vejen til Tartunaq kaster mændene deres harpuner op i luften. Vel fremme bliver man antastet af en ild, der først nærmer sig det tomme hus, antager forskellig former, bl.a. som regnbue, gennemlyser huset og følger de flygtendes spor; men gang på gang standses den af venstrefods-sporene. Den slipper alligevel igennem et sted og nærmer sig Tartunaq, hvor et par modige mænd går ilden i møde med lampespæk og således får bugt med den. Den viser sig at være en glødende hund, som den døde Langsom har sendt imod dem. Og hun gentager det flere gange.

       Med Let går det bedre. Hun drømmer at frelseren vil tage imod hende når hun har været død tre gange og havde frasagt sig alle sine hjælpeånder og synder. Da ville hun få en ny hud som et spædbarn. Straks efter drømmen fortæller hun sine fæller alt, aften efter aften, og da hun efter et par gange at have været død får skind som en nyfødt, dør hun i fred, begraves og misundes af alle sine landsmænd.

Store Daniel som lever på halvøen Nuussuaq endnu (omkr. 1900), sige at være Langsoms barnebarn.

Var.: fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr + Glemsel. ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

       Imaneq

       Den store ild.

Hist.: Frasagn om et par store kvindelige åndemanere (kvindelig angakkoq) fra ca. begyndelsen af 1800-tallet. Fortællingen er spækket med adskillige før-kristne mytiske episoder, der hørte hjemme i angakkoq - uddannelsen  (åndemaner / angakok), men i ny versioner er blevet omtolkede i kristent regi. Langsom bliver tydeligvis den største åndemaner af de to. Det må være derfor hun nægtes frelse og i stedet associeres til helvedes ild og de før-kristne fortællinger om Den store ild, der kommer ude fra havet og dræber støjende børn.

Denne store ild blev i 1800-tallets midte kaldt Toornaarsuk af Jens Kreutzmann i Kangaamiut, og Toornaarsuk var missionærernes grønlandske betegnelse for Djævelen. Akkulturation / kulturmøde.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere),

og søg iøvrigt på toornaarsuk / Toornaarsuk / toornaarsuks / Toornaarsuks.

Kommentar: Episoden med tilfangetagelsen hos indlandskæmpen og den efterfølgende med klæderne, der kommer farende tilbage af sig selv, ligner en initiation til åndemaner, som vi bedst kender den fra østgrønlandske fortællinger. Den efterfølgende lange rejse ligner en indvielse i kendskabet til hele verden, idet den fører helt inde fra  indlandet ud til kysten med besøg hos flere slags dyr i menneskeskikkelse og dernæst ud gennem havet med støtte fra en død bedstefar derude. Med sin tidligere gave til Langsom: den mægtige isbræ-ånd, spænder hans virkefelt fra inderst til yderst af den kendte verden.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering. Formentlig registreret to gange her i basen. Se id 2181.

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Stor rensdyrjagt på Disko.

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

I den første del en spøgelses - oplevelse bl.a.

Efterfølges af en fortælling, der er her i basen er registeret for sig.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Tartuname qingmeq ernilik". Sidste del af fortællingen nedskrevet af en anden person.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles om en hund, at den var med hvalpe og fødte en lille mand og en flok små hvalpe. Menneskene tog straks dette lille menneske for at få ham til at vokse sig større. Og meget hurtigt blev han meget stor. Da han var blevet stor, jagede han for dem og blev deres forsørger. Hans mor sov sammen med ham på forbriksen, og når han var taget ud på fangst, holdt hun udkig og gik aldrig ned, før han var kommet hjem. Når han kom hjem og skulle spise, spiste hun sammen med ham fra et fælles fad. Hendes søn kunne stirre på folk og sige: "Mine negle er som hundekløer. Jeres negle er gode!"

Når hendes søn havde været heldig at fange en hvidhval, bar hun stykkerne op i munden. Og når de skulle spise, lod de denne hund komme ind og spise sammen med dem. Og det siges, at hunden med tiden blev meget gammel.

En dag var de taget afsted, og hunden holdt udkig oppe på Perneqfjeldet. Jorden var fuldstændig isbelagt, og den gled ned og slog sig ihjel. Det fortælles, at denne hund blev lagt i graven deroppe, og de begravede den, som om det var et menneske.

Her ender fortællingen.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Ingen (? BS). En meget speciel fortælling om menneske af dyreherkomst. Men tankegangen rimer udmærket med den vidt udbredte fortælling om "sjælen der tog bolig i det ene dyr efter det andet", hvor en af inkarnationerne (ofte den første) er i en hund.

Kommentar: Tartunaq ligger på sydsiden af Nuusuaq-halvøen overfor Ujarasussuk.

Hist.: Reelt kunne der være tale om en dreng opkaldt efter eller med samme navn som en afdød hundehvalp og med et meget nært forhold til dens mor.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kûgarmiut angákortait"Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 61 -

67: "Kûgarmiut angákortât" / Kuugarmiut angakkortaat.

Resumé:

Inorutsit er bjergenes indlandskæmper. De ligner mennesker bortset fra

en plet på næsen. Nogle af dem har kun ét øje i panden. En åndemaner

bliver ven med en inoruseq og besøger ofte dennes familie. Han bliver

rigeligt beværtet med kød af ren, sortside og narhval. Mens ånden

følger ham hjemad, leger de skjul, og mens inoruseq'en nemt finder

åndemaneren, er den selv ikke til at opdage mellem revlinge- og

blåbærlyng. Da åndemaneren inviterer den med hjem på besøg, ler den

forlegent og afslår. Senere under misfangst får åndemaneren den idé,

at fortælle sine inorutsit, at de har en fætter på hans boplads. Da de

følger ham hjem med masser af kødgaver, får han kun med besvær dem til

ikke at følge med på besøg. Han og hans kone lever længe af kødet uden

at dele det med andre, der sulter. Han har ingen medlidenhed med dem.

Da kødet slipper op og han vil hente mere hos sine inorutsit, er de

flyttet langt bort, fordi han har løjet.

   Senere træffer åndemaneren under en rypejagt en gammel dværg, der

netop har mistet sine sønner i kajak og ikke selv længere kan fange.

Fire ryper lander i nærheden. Tilskyndet af åndemaneren nedlægger

dværgen dem med sit pegevåben og vil så bytte dem med fire ryper, som

åndemaneren tidligere har nedlagt, fordi dværgen længes efter vildt

med skudsår. Åndemaneren indvilger. Dværgen vil nu bytte sit

pegevåben for åndemanerens bue, men bliver alligevel betænkelig, fordi

andemaneren kunne finde på at rette det mod et menneske, der i så fald

ville dø. Selv er dværgene meget bange for at dræbe mennesker, fordi

deres herre da ville straffe dem med endeløse lidelser. Dværgen, der

har meget langt hjem, klapper sig først stor og folder derefter

landet, der bølger som et oprørt hav, sammen under sig. De ryper,

åndemaneren har fået, har små hvide hjerter, der ligner kogte hjerter.

Dem må ingen spise, og man smider dem ud, men spiser resten. Intet

ondt sker og man ser aldrig siden noget til dværgen.

Var.: søg på: pegevåben

Hist.: Pegevåbnet er givet en bøsse. Bøsser kunne grønlænderne indtil

1760'erne kun købe via snighandel eller hos hollænderne.

Rypehjerternes kogte farve skyldes vel den varme pegevåbnet udsender.

Herren, der straffer mord med endeløse lidelser, må være Vorherre.

Tolkning: Ånder besøger aldrig mennesker undtagen under seancer. Men i

den tro, at de er kommet i familie med rigtige mennesker, overvinder

disse inorutsit deres angst.

Man bør selvfølgelig dele med sine sultende fæller. Men ikke røbe at man har fået kødgaver af ånderne. Hvis fællerne da prøver at skaffe sig samme gunst, forsvinder disse ånder - eller de afbryder forbindelsen til deres menneske (åndenmaneren hér). Se fx. Kartulukkunnut pulartut;  De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Kommentar: bemærk at en inoruseq først beskrives som en kæmpe - siden som en dværg. De har evenen til at ændre størrelse efter behov.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition

1902-04: "angákoq Qutdligssarmio".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 50 -

54: "angákoq Qutdligssarmio ingnerssuautilik" / Angakkoq Qullissarmiu innersuaatilik.

Resumé:   Tid: Før de hvide kom til Grønland.

En åndemaner / angakkoq / shaman har to hjælpeånder, en, der taler som en hvid mand og en strandånd / innersuaq.

Om innersuit fortælles, at de ikke bryder sig om navnet. De er bange for Inersuaq, den store ild. Selv er de ikke farlige, foretrækker

navnet, alliarutsit (underboerne), og kalder mennesker qaamiut

(overboerne). De har ingen næser, men er dygtige kajakroere, deres

grej er smukt forarbejdet og de, der har helpelse pyntet med udskåret

hvalrostand, har den balance i kroppen at de kan kæntre og rejse sig igen. Åndemaneren kommer altid op at slås med sin hvide hjælpeånd uden for huset. En aften midt om vinteren, hvor han beder den om fangstdyr, støder den en lanse gennem ham. Da hans fæller trækker den ud, heler han nemt såret. Under

fortsat misfangst besøger han sin innersuaq under stranden og blir

indbudt til en munter sangfest, som han kun med udsigt til at skulle

blive der altid kan bekvemme sig til at forlade inden solopgang.

Festen skal ellers vare i fire døgn. Om sommeren vil han besøge dem

igen, men mødes af sin innersuaq og en fælle, der hindrer det, fordi

alle innersuit er stærkt ophidsede og parat til at dræbe ethvert

menneske. De tre ror sammen afsted, fanger sortsider, og herefter er

åndemaneren heldig med sin fangst. Ophidselsen har lagt sig noget ved

næste besøg, hvor han beværtes med kaffe og skibskiks, som innersuit

har købt sammen med et par blå bukser hos hvalfangerne. Folk kommer

ind og begræder en ung mand, der snart skal dø, fordi han har mistet sinfangstblære / fangeblære. Innersuit begræder aldrig deres fæller, når de først er

døde. Da der oprettes en handelsstation ved Ritenbenk og åndemaneren

tar derover for at handle, forstår han ikke bestyreren, der kun taler

dansk til ham. Beskæmmet og trist til mode holder han sig derefter

borte fra stationen.

Hist.: Under kristen påvirkning blev den store ild ofte identificeret

med Djævelen. Innersuits foretrukne navn i denne fortælling,

alliarutsit, er på den baggrund forståelig, men rimer ikke med Rinks

oplysning om dette navn. På hans tid betegnede alliarutsit de

nederste, aggressive og ondskabsfulde innersuit. Den dansktalende

hjælpeånd er i denne fortælling den aggressive ånd, der tilmed nægter

sin åndemaner de ønskede sæler. Den modstilles af de venlige, men

lejlighedsvis ophidsede innersuit, der traditionelt kunne skaffe

fangst, men ofte røvede enlige kajakmænd. Det gør de åbenbart ikke

længere. Blot kan man stadig risikere aldrig at komme hjem fra dem.

Forestilingen om innersuits handel med de hvide var vidt udbredt. Om

innersuit, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Ildfolket ..." , innersuit

Tricket med at hele sår under en seance er fælleseksimoisk. Kampe under seancen med en aggressiv hjælpeånd er især kendt fra Ammassalik: se fx Karrak

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Usûssoq" Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 67 - 70: "Usûssoq" / Usuusoq.

Resumé:

Tid: De fleste er blevet døbt. Sted: Disko.

Et ægtepar kan ikke få børn, hvorfor manden lader den smilende,

ufarlige havmand, Qungussutariaq, besvangre sin kone. Hun får sønnen

Usuusooq (Store Penis), der engang under en handelsrejse til Ritenbenk afslører

sig som åndemaner / angakkoq, idet han har en sang, der kan stilne storme

for en stund, hvorefter der rejser sig en endnu værre storm. Med

sangen redder han sig selv og sine ledsagere hjem. Året efter

ledsager U. og hans far konebåden på vej hjem fra ammassætfangst. U.

fanger edderfugle, og faderen, der er kommet langt foran, går i land

for at fange kjover. En indlandsbo, en tuneq, griber ham og traver mod

indlandet med ham under venstre arm. Faderen får omsider den idé at

stikke tuneq'en med sin fuglepil, der går tværs gennem kæmpens ben.

Kæmpen sætter sig og bakser med at få pilen ud, men den har modhager

i begge ender. Faderen skynder sig tilbage, og man mærker ikke senere

noget til tuneq'en. Engang U. er ude i en orkan, hjælper hans mor og

far ham hjem med forskellige ritualer. Moderen varmer sin kvindepels

(sikkert den, hun har båret U. i som lille, BS) mod sin krop og

drypper den med mellemrum med lunkent vand fra sin gryde over lampen. Faderen sætter sig splitternøgen på briksen og holder øje med U.s anden fangeline,

som faderen har viklet om loftsbjælken. Pludselig vikler den sig op og

falder til gulvet, men straks efter farer den op og vikler sig rundt

igen. Det var fordi U. derude havde mistet sin åre og var kæntret, men

havde rejst sig igen ved sin lanse, som han derefter satte sit

kastetræ på og brugte som åre. Da U. blir synlig på havet, farer hans

far splitternøgen ud gennem sneen og får halet kajakken i land. Han

spør om U. da ikke har haft brug for sin sang? "jo", svarer U. "Den alene

bragte mig til land."

Hist.: En historisk fortælling i traditionelt regi fra overgangen til

kristendom.