Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks
Dokument id: | 1023 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 7 |
Fortæller: | Augustussen, Siverth |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 8 - 10 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.
Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde: "Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare, fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet). Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne. Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De begravede hende og fortsatte så deres vandring. De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden. Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på knæ.
Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel masse kajakmænd, der jagede.
En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden. Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et stykke indvold på længde med en underarm. Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle mand.
Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i jorden.
Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også skulle have været på fangst, blev hjemme. Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev der lige til aften. Så først gik de ned.
Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset blev angrebet af løberne. "Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."
Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.
Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle mands døtre til kone.
De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret og slæbte det ind til land.
Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.
Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.
Var.: Kunuk |

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com