Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Brandt, Ville gav 722 resultater.

Print
Dokument id:2331
Registreringsår:
Publikationsår:
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:
Lokalisering:
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

 

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang

"The Great-Heads"

Print
Dokument id:1728
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:"The Great-Heads"
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr. Grønland 152(1)
Omfang:side 275 - 276, nr. 89
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 112.

 

Resumé: To mænd som havde været på en lang rejse, blev ivrige efter at

se mennesker. De havde været på en isflage og var nu drevet ind oppe i

landet, da de fik øje på nogle mennesker som løb på isen.

Den ene ville ned til dem, men den anden sagde, at det var

"stor-hoveder" og ikke mennesker.

Den ene tog afsted og kom til "stor-hovedernes" hus. En mand kom ud af

huset, og han og hans fæller spiste den ene. De kunne lugte den anden

og begyndte at forfølge ham. Men lige da de var ved at nå ham, sagde

han: "Hvor er mit vejr, ungaa!" Det blev stormvejr, og menneskeæderne med de

store hoveder døde, fordi de ikke havde noget tøj på. "Stor-hoveder"

er hurtige og har kun kamikker på når de løber rundt på isen.

 

Kommentar: der refereres til et ritual vi især kender fra de canadiske inuit, nemlig at man kalder på det vejr, der var, da man blev født. Derfor slutter påkaldelsen med babyvrælet: ungaa.

3. qivittoq fortælling. (Ingen titel)

Print
Dokument id:1011
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:3. qivittoq fortælling. (Ingen titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(ingen overskrift).

Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det

varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere).

De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke.

Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem

igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne

umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og

opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en

onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om

han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de

fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og

forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville

ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det

hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev

vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op

at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen

havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig

og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed

de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter

at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle

stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans

lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen

og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men

til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende.

Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet

kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han

for.

 

Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen.

Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik

Aabianngivasik angakkukulooq

Print
Dokument id:2124
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aabianngivasik angakkukulooq
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 203 - 204
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

s. 203: Aabianngivasik angakkukulooq:

        Den store åndemaner / angakkoq Aabianngivasik.

 

Så gik Aabianngivasik i land på den nordlige ende af Nuuk Kangikitsoq vest for Tupaallattak. Da han var kommet i land, gav han sig til at gennemsøge den østlige del og opdagede en spraglet sæl, der lå på skæret. Han udså sig sælen som bytte, men så var der ligesom en bevægelse østfra ... nogen kom hen mod sælen østfra . Og så var der nogen, der bevægede sig oppe ovenfra, og da nogen fra den retning også kom hen mod sælen, var de tre om den, og han selv (åndemaneren) opgav at fange sælen (?) og standsede op. Så gav han sig til at kigge på den, der kom oppefra.

Det var en inoruseq / indlandsbo, der først kom hen til sælen, og østfra kom der nu en tuneq (en indlandsbo / kæmpe / måske opr. dorset - menneske), og så var de altså tre om den, og det fortælles, at inoruseq'en havde en tyk rodgren (?), og så gik han ud mod sælen, hvis halestykke begyndte at vippe op og ned. Og da inoruseq'en kom derhen, greb han den og svingede den rundt (?) og klaskede den mod jorden (?) en enkelt gang, så jorden ganske enkelt rystede. Straks efter dukkede denne tuneq op på stranden østfra, og det var sandelig noget af et mandfolk at se på! Han sagde ikke andet end: "Hvorfor går du mig i bedene? Hvorfor går du mig i bedene?" Inoruseq'en svarede: "Jeg havde virkelig ikke tænkt mig at komme dig i forkøbet. Det var, fordi jeg ikke så dig, at jeg kom før dig". "Du lyver! Du så mig godt nok, men du kom mig i forkøbet, fordi det var det, du ville!" "Jamen, nej, jeg siger jo, at jeg ikke lyver." Den frygtelige tuneq sagde: "Vi er fem søskende, og derfor er jeg aldrig bange for en enkelt mand!" Og denne inoruseq svarede ikke andet end: "Jeg er alene, og da jeg nu engang har sagt hvad jeg har sagt, kan jeg ikke trække mig tilbage!"

   Og så gik tuneq-manden ellers løs på den anden og greb fat. Og dér, dér midt i det hele - Dér gav de sig til at slås.

   Den skrækkelige tuneq løftede inoruseq'en op, og da dennes påklædning bestod af lutter afhåret sælskind, strittede tøjet lige ud i luften, for det var så let, at det ikke var til at holde fast i (?). Men da inoruseq'ens ben pludselig gav efter (?), løftede tuneq-manden ham op. Og så begyndte han ellers at svinge ham rundt. Han svingede ham rundt og rundt, og da han syntes, at det kunne være nok, kastede han ham, så han fløj afsted med hovedet nedad. Lige inden han nåede jorden, krummede han sig sammen, så han drejede (en halv omgang) og (landede) retvendt... Og lige så snart han ramte jorden, greb han fat i den anden. Da tuneq'en forsøgte at gribe fat i inoruseq'ens ben, som (?), bare strittede ud til siderne (?) løftede inoruseq'en tuneq-manden op og svingede ham rundt. Rundt, rundt og rundt; og det fortælles, at det så ud som en spraglet sæl, der blev ved med at ligge stille på land (så hurtigt gik det ?), så ved den behandling blev tuneq-manden meget svimmel, og netop da kastede inoruseq'en ham afsted, så han fløj gennem luften med hovedet nedad. Men da han var ved at ramme jorden og ville krumme sig sammen og rette sig ud for at vende rundt var han ikke hurtig nok i vendingen. Han tumlede rundt og endte med at sætte sig, mens han kastede blod op. Inoruseq'en løb hen til ham og tog ham i hans vældige skulder og rystede ham og sagde: " Fordi jeg er alene, frygter jeg ikke nogen, så kom bare an igen, så kaster jeg gerne med dig for anden gang!" Den anden gav ikke noget ordentligt svar. Så tog han sin fangst, den spraglede sæl, på ryggen og gik nord om Ulamertorsuaq i retning af Tasermiut. Og denne tuneq... han sundede sig først lidt, tog så sit (?) store træstykke og med det som stok gik han syd om Ulamertorsuaq, mens han kastede voldsomt op, så det stod ud af ham med noget meget rødt... og det siges, at hvis han ellers overlevede, nåede han hjem til sin boplads. Ha, ha, ha...

   Det var noget om en inoruseq og en tuneq, hvis slåskamp Aabianngivasik var tilskuer til. Og det siges, at ingen kunne overgå Aabianngivasiks i hans evner som åndemaner.

 

   Og både Aabianngivasik og Saqqiisi har været åndemanere i Niaqornat.

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

 

Vedr. de forskellige ånderacer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge og kæmper.

Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2032
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 30 - 37
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

 

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

 

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

 

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

 

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

 

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Aadaaridaats færd mod kristendommen / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2033
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaats færd mod kristendommen / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 37 - 39
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 39 - 41: "Aaddaaridaap kuisikkiartornera kuisinneralu".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 108 + 110 + 112 (dialekt) og ss. 109 + 111 + 113 (engelsk).

 

Resumé: Trods brødrenes opfordringer har Aad. længe vægret sig mod at blive døbt. Til slut gir han sig imod sine hjælpeånders ønske. Den lille Inivaraq lover endda at rette op igen på verden, hvis den, som man havde hørt på rejser til Pamialluk, ville gå under. I Nunattut på den sydligste østkyst undervejs til missionen i Narsaq Kujalleq, bliver Aad.s kone dødeligt syg. Aad. føler sig magtesløs og ror ud for at finde en, der er stærkere end ham. Han møder en svævende Jesus i hvidt med strålende krone, der fortæller at konens sygdom er en prøvelse: Hvis Aad. vil fortælle alt om sit onde liv og åndemaneri til præsten, skal konen atter blive rask, tage imod ham når han kommer hjem, og Jesus skal desuden nok sørge for Aad.familiens udkomme. Han viser Aad. sine ar (ikikka, mine sår?), som først vil heles når verden er gået under og Dommedag overstået. Da Aad. vil tættere på Jesus for bedre at samtale, får han nej. Sådan en usling er ikke værdig dertil. Aad. lover anger, konen tar imod ham frisk og rask og han fortæller sine brødre om det spøgelse (tarngaaja) han har set. I Narsaq Kujalleq lærer de først Fadervor og så kan de blive døbt.

Amos Tittusen redegør til slut for visse familieforhold: AT's da afdøde kone, Helene, var datter af Aad.s første kone, der blev døbt Bolethe før hun døde (? lidt uklart). Aad. blev gift igen, med Matta fra Tuapamiut, og de fik sønnerne Barnabas og Efraim. Fortællerens barnebarn blev opkaldt efter Matta.

 

Hist.: Historisk fortælling. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Aad. med familie var de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede. De ankom i år 1900. Nunattut siges i fortællingen engang at have været udsted med handel.

Var.: Søg på Nunattut Jesus.

Aadaaridaats læretid som åndemaner

Print
Dokument id:2088
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaats læretid som åndemaner
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 195 - 197
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 205 - 207: "Aaddaaridaap angakkussarnera".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Aad. hjalp en gammel mand, Nappaarisiitaat med at bære hans kajak op og ned. Den gamle havde fået dårlige ben pga en mislykket åndemaneruddannelse. Som tak viste han Aad. ind til en sø og forlod ham. Aad. stirrede på søen, op kom en stor hund, der åd ham alt kødet af skelettet. Da den bed i hjertet besvimede han. Han vågnede nøgen op, løb afsted, og snart indhentede hans tøj ham, først bukser, så skindpels. For at fuldende uddannelsen måtte han igen op til søen. Denne gang var det først søhunden, der åd ham, dernæst et kæmpemenneske, indlandsisens menneske. Derefter kunne Aad. se alle sine bopladsfæller, når han lukkede øjnene.

      En dag ude i kajak efter fangsten af en stor remmesæl blev Aad. indfanget af nogle innersuit, en far og hans søn. Aad. tilkaldte alle hjælpeånder. Ingen kunne klare de to innersuit. Så kom tilmed en konebåd med en heks midt i, der ville dræbe Aad. Da fik han tilkaldt sin Kisermaaq, der kom i strygende fart i sin kajak. Den havde en hævn at udføre på heksen, der i sin tid havde dræbt dens far. Den fik dræbt heksen og de andre i båden. Aad. var frelst.

      Aad.s hjælpeånder søgte at hindre hans dåb. Hele tre konebåde med dem fulgte ham helt til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit.

 

Tilføjelse: afslutningen på fortællingen i den grønlandske udgave (se ovf.) lyder således i Signe Åsbloms oversættelse:

 

s. 207: (Taamagooq uniinnariassasoq...):

   Så stoppede han op i farten, og faderen (af de to innersuit, far og søn) kom op på siden af ham langs kajakspidsen og rykkede i den. Og da faderen var nået derop, trak han i kajakspidsen. Faderen fik altså fat i hans kajakspids og rykkede i den; og han selv så, at noget, der bare var et hoved uden krop, var ved at smutte frem mellem dem ved kajakstolen (?). Det lignede hovedet af en spraglet sæl (hjælpeånden Kisermaaq ?). Og da den bevægede sig fremad mod faderen, så den ud, som om den havde en isbjørns tænder. Den for fremad og bed faderen i overarmen. Og mens han skrækslagen værgede for sig, bed den fat om hans sælskindsanorak og trak ordentligt til. Og så bed den faderen (eller anorakken ?) midt over.

   Da de var blevet bidt midt over, sagde han: "Sådan nogle irriterende...", og så vendte han sig mod heksen i midten af konebåden, som jo havde tænkt sig at gøre det af med ham. Han roede hen mod konebåden og var næsten fremme for at kaste harpunen, men heksen dér, midt i konebåden, dukkede sig bare og forsvandt ned i den, så den bare drejede/svingede rundt. Og dette gentog sig flere gange, uden at der kom noget ud af det. Hver gang han løftede armen for at kaste harpunen, dukkede heksen sig altså og forsvandt ned i konebåden, så den drejede rundt. Da han var ved at nærme sig land og kom ud for en stor klippehule, som de kaldte Paartoq, var det, som om konebåden og de mange kajakker pludselig havde været en flok tejster, der lynhurtigt rullede rundt og forsvandt i en sky af skumsprøjt. Og der var pludselig ikke en eneste af dem at se. Og så kom han hen til sin hjælpeånd og sagde: "Og så tog de endda min store fine remmesæl og løftede den op i konebåden." "Dens blod er allerede løbet ud i konebåden, så nu kan man ikke få fat på den, ja, nu er den desværre tabt."

    Da alle disse innersuit nu var væk, begav han sig hjemad. Da han var kommet godt på vej, var det ikke planen at vende om mod land igen, men selv om han ikke ville (?), roede han alligevel ind mod land. Han roede og roede og nåede frem til land og gav sig til at søge omhyggeligt, og på et lille stykke sandstrand fandt han kraniet af et menneske, hvor hullet ind til kraniet vendte i hans retning. Ellers var der ikke andet end strandbred. Så forsøgte dette kraniehul at sætte sig fast på hans kajakspids (?) og gav sig til at styre kajakken, og til højre var der en klippevæg, som han lige netop undgik at ro ind i, og så pløjede kajakken sig ellers op på land med et brag. Han frygtede, at der skulle være revet hul i kajakken (?), men da han havde gjort sig klar og igen tog afsted, var der overhovedet ikke noget i vejen. Jeg spurgte ham: "Hvad var det, der var ved at ske med dig?" Han svarede bare: "Havde min kajakspids boret sig ind i hullet i kraniet, havde jeg ikke kunnet komme hjem". Ja, det var noget farligt noget! Ha, ha, ha...

Ja, det var en del af Aaddaridaats fortælling.

 

Var.: Søg på: Aadaarutaa. Vedr. fortæringen: initiation og søens troldbjørn

 

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Søg på Aadaarutaa for hans data.

 

Kommentar: uddannelse til åndemaner, søg også på initiation

Aamasiartoq / Amasiartoq

Print
Dokument id:802
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aamasiartoq / Amasiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 85, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: egentlig ikke.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia

Print
Dokument id:343
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 76
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

 

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

 

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

 

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

 

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

 

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

 

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

 

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

 

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

 

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

 

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

 

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

 

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

 

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Aatâtsiaq / Aataatsiaq

Print
Dokument id:1874
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatâtsiaq / Aataatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 76 - 77
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

 

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

agalasarnermik piliardlutik / angalasarnemik (?)  piliarlutik

Print
Dokument id:2272
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Nielsen, Lars ?
Nedskriver:Brandt, Ville
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:agalasarnermik piliardlutik / angalasarnemik (?)  piliarlutik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Nivaaq: Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

Rejserne hvor indsamler forråd til vinteren. Vedr. "pro": Adskillige stednavne nævnes, bl.a. Taseralik, som et af de steder man tar hen: efter ammassætter og helleflyndere.

 

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

 

Hist.: Beskrivelse.

Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq

Print
Dokument id:337
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9
Fortæller:Bech, Samuel
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 2 - 3
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

 

Her ender fortællingen

 

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

 

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

 

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

 

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Ajagarneq

Print
Dokument id:1185
Registreringsår:1957
Publikationsår:1972
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Ajagarneq
Publikationstitel:Taimane gûtimik nalussûgama
Tidsskrift:
Omfang:97 - 100
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Ajagarneq.  At spille gribespil.

 

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

 

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

 

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna

Print
Dokument id:392
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1050 - 1059, nr. 215
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

 

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

 

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

 

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

 

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

 

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

 

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

 

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

 

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

 

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

 

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

 

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

 

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Ajatok / Ajaattoq

Print
Dokument id:1938
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajatok / Ajaattoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 109 - 118
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

 

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

 

Var.: Rosing Ajaateq.

 

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Ajijak dør

Print
Dokument id:1682
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak dør
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 238 - 239
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

 

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

 

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Ajijak og hans bror finder et skibsvrag

Print
Dokument id:2328
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ajijak og hans bror finder et skibsvrag
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:s. 237-238
Lokalisering:Sermiligaaq / Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Akamalik / Akamelik

Print
Dokument id:2039
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Kristen
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Akamalik / Akamelik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 57
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Akamalik"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 166 - 172 (dialekt) og ulige sider: 167 - 173 (engelsk).

 

Resumé:

Akamalik boede i Illorsuatsiaat og købte knive i Sissarissoq, da man dér havde fået butik. Han var berømt for at have deltaget i mordet på Usulissuaq, men det passede ikke. Us. var Akam.s gamle slægtning, der boede alene nær Qerrortuut med en plejesøn, den forældreløse Uujooq. De levede af fisk. Akam. besøgte med mellemrum Us. med medbragte lækkerier og blev hos ham en tid, hvor han fangede til den gamles vinterforråd. Engang under et sådant besøg, hvor Us. vil hente frisk kvan i Qerrortuut (hvor?), det lækkeri han kunne skaffe til gengæld. Akam. tar samme dag på fangst og blir ud for Isua (Kap Farvel) advaret om at mænd fra Illorpaat er på vej for at dræbe Us. Akam. når lige netop ikke frem til Qerrortuut i tide. Rasende skærer han en luns af ligets fede bagdel og noget af dets lever, som han med hævet kniv tvinger morderne til at spise af, for som han siger: 'Vi dræber kun for at få noget at spise!' Han parterer også ligets hoved og placerer stykkerne forskellige steder. Derfor blev Akam. i eftertiden regnet for medskyldig i drabet. Tilbage på teltpladsen smider Akam. Us.s lille kniv over til Uujooq med ordene: 'Mon du nogensinde vil glemme dette her?' Samme Uujooq blev senere en frygtet lystmorder, der altid dræbte med denne lille kniv. Akam. henter derefter Us.'s mest værdifulde ejendel frem under konebåden, en lang fiskesnøre af hvalbarde til dybhavsfiskeri. Om det er den morderne ville ha' fat i? Om den var årsag til drabet? I deres kamp om den lykkes det Uujooq at bemægtige sig den. Akam. tager Uujooq med sydpå, mener man. Her huserer Uuj. senere som en frygtet morder. KM. har selv efter eget ønske set den teltplads Us. brugte som gammel ved Illorpaat.

 

Tilføjelser: Dele af den grønlandske tekst, der ikke er kommet med i den danske følger her i Signe Åsbloms oversættelse med forbehold for misforståede ord på fortællerens dialekt:

 

s.58 nederst - 59 øverst i grlsk. udgave: (Aasaleraasaaninngaanniitt...)

Han roede gevaldigt til, selvom forenden af kajakken helt op til kajakstolen lå dybt i vandet. Forenden blev skubbet frem af bølgerne, så kajakspidsen lå under vand. (Ja, sådan plejede kajakken at være dækket af vand helt op til ?. Det var jo på den måde de øgede deres fart. Ligesom min onkel Andaliarsi, der var kateket, fortalte, at de plejede at være tre om at kappes, og det var ham selv, Unoorsi og Ujuaarsuasik, der kom dér sydfra, og ingen af dem kunne klare det. Og det var, fordi han stille og roligt lod sin kajak flyde op. Kajakspidsen var nemlig kommet til at ligge lige dybt nok. Han roede lidt og brugte både armene og livet, så kajakken løftede sig, og åretagene modvirkede, at kajakkens ende dukkede ned under vandet. På den måde brugte Unoorsi og Ujuaarsuasik måske armene for meget, så de fik bagenden af deres kajakker til at dukke ned under vandet. Og når bagenden af kajakken på den måde stak ned i vandet, gik de i stå. Og uanset hvor hurtige de ellers var... overhalede han dem.

 

midt på s. 60:

Så opdagede de, at det var Akamalik, der var kommet, og senere dukkede Matiisinngivasik også op. Det var nemlig Matiisinngivasik, der havde hentet Akamalik. Det var altså omkring det tidspunkt, hvor han blev døbt. I Alluitsoq... Der kom missionærerne jo først.

 

sidste linie s. 60:

Måske skyldtes det, at de havde været så misundelige på denne mand, dengang han var storfanger, at de nu dræbte ham, da han var blevet gammel og ikke længere kunne bevæge sig så meget rundt. Sådan må det være, fordi man gjorde sådan på

den tid.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

Om Akamalik verserer også en anden fortælling - om hans omvendelse i en drøm (søg denne).

 

Hist.: Historisk fortælling. KM var 80 år i 1981. Hans fortælling om Akamalik afviger fra andre i ikke at nævne hans drøm, ønske om dåb og rejse til herrnuterne i Nuuk. Rink mener det er den denne begivenhed Cranz (Historie von Grönland) beskriver for året 1743. Det kan ikke rigtig passe med, at gamle Sahras mor havde fået i opdrag at føre hus for Uujooq og hans mindre brødre, der endnu alle var kajakløse, efter at deres far var blevet myrdet. Sahra var gammel i 1860'erne og selv med tre generationer når man næppe bagud til ca. 1740.

Om Uujooq er der også en del fortællinger, der stemmer mere eller mindre overens med visse af oplysningerne i denne fortælling af KM.

 

Kommentar: alle medskyldige skal stikke i den myrdede, være med til parteringen og spredningen af stykkerne. Denne del af mordritualerne skulle hindre den døde i at samle sig sammen og trænge ind i morderen. Dette besværligjordes yderligere når flere blev gjort delagtige i mordet, foruden at flere medskyldige fratog eventuelle slægtninge til offeret i at tage hævn.

Men forklaringen på Akamaliks initiativ til dette ritual lyder besynderlig og fratager ikke Akamalik for mistanke: at fortæringen skulle tjene til påmindelse om at man dræber dyr, ikke mennesker. Måske har fortælleren ikke kendt det gamle mordritual.

Se de andre fortællinger om Akamalik. Vedr. ritualer ved mord søg på: Iisimmardik mord og mordritual.)

Akeraq pigssaungitsoq

Print
Dokument id:523
Registreringsår:1924
Publikationsår:?
Arkiv navn:
Fortæller:Lyberth, Gert
Nedskriver:Lyberth, Gert
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akeraq pigssaungitsoq
Publikationstitel:Kalaallit Oqaluppalaavi
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Den magtesløse fjende.

Det fortælles om en kvinde, at hun ikke havde bopladsfæller men mange børn. De blev dog én efter én dræbt af deres fjender. Derfor opdrog kvinden den ene af sine sønner til at kunne leve i havet som en anden sæl.

       

Så skete det igen en dag at en hel flok fjender kom i kajak og ville slå ham ihjel. Da de nærmede sig, sagde kvinden til sin søn at han skulle gå ud i vandet. Og da kajakmændene så, at han han sprang i vandet, tænkte de at der ikke var nogen tvivl om, at de nok skulle fange ham. Men drengen flygtede, og kajakkerne fulgte efter ham. Og han holdt sig nede under vandet og flyttede sig som en sæl.

       

Efterhånden var de dog roet meget langt ud, og kvinden tog en rem og begyndte at piske på vandet med den for at skabe stormvejr.

       

Så blev det et fygteligt stormvejr, hvor alle kajakkerne gik ned, men hendes søn havde held til at komme i land, uden at hans fjender gjorde ham noget. Og han fortsatte med at være en god svømmer, og frem til sin alderdom var han en dygtig forsørger.

 

Billedtekster:

Billede 1: Hun prøver at fremkalde stormvejr.

Billede 2: Da det blev et forfærdeligt stormvejr, omkon kajakmændene.

 

Var.: søg på: svømme under vandet.

 

Kommentar: en noget bar og tam udgave af denne fortælling.

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Alaja

Print
Dokument id:1764
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Alaja
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 277 - 279, nr. 67
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 67, ss. 342 - 347.

 

Ret teksttro oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 37 - 38, nr.

13: Om en Gjenganger.

 

Resumé: Om en genganger.

Den tæt befolkede ø, Pisuffik nord for Nuuk, blev pludselig folketom dengang en kvinde var blevet borte under en bærudflugt til fastlandet og hendes slægtninge

ville dræbe en af de andre kvinder, der havde været med. Man drog så

hver til sit, idet Alaja med to søskende, der var tilhængere af Imaneq,

flyttede til Napasoq (syd for Maniitsoq). Her udeblev engang en af

beboerne, Usukutoq, under rypejagt, og da han længe efter kom bleg og

gusten tilbage fortalte han om en drøm han havde haft derude. Han var

blevet fanget af de ækle boldspillende døde og ført mod himlen, hvor

andre døde i smukke hvide klæder havde fortalt ham, at efter døden

havnede de udøbte mellem de grimme boldspillende, men de døbte blev

ligesom de selv, ved godt huld og i smukke klæder. U. opfordrer da

alle til at blive døbt og kommer sig. Senere bliver Alajas mor syg og

dør sindssyg. Hun begraves og alle forlader huset. To rejsende

overnatter i det, man da den ene, der er kilitsissiaq, fordi har siddet på skødet af den historiske åndemaner / angakkoq Usugannguaq, har sanset fare og spærret husgangen med sin og fællens kajakker, kan genfærdet af den sindssyge ikke komme ind og skræmme dem.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted

og Thorning 1996: nr. 67, s. 345 - 346.

 

Hist.: Bemærk skellet mellem det traditionelle himmelrige, der har fået negative konnotationer og det kristne, meget positive. Se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000. De boldspillende døde er Nordlyset.

 

Søg på: Usugannguaq der nævnes i flere fortællinger og har også sin egen fortælling. Ligeledes nævnes flere gange lærlingen han har haft som barn på skødet under sine seancer. Om Imaneq er der flere fortællinger.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Âlánguvamik / Alánguamik / Aalannguamik

Print
Dokument id:478
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Âlánguvamik / Alánguamik / Aalannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 14, side 2 - 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

       

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

 

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

       

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

 

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

       

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

       

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

 

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

 

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

 

Hist.: Lyder autentisk

Alarnarsikût

Print
Dokument id:1831
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Alarnarsikût
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 65h - 67v, nr. 322
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået  til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist.

       Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.

 

Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem.

Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr.

Aleqaajik

Print
Dokument id:2326
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aleqaajik
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 145-148
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Alinaataaraq

Print
Dokument id:2075
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Alinaataaraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 161 - 164
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).

 

Resumé

JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.

 

Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:

 

s. 172: Ila asuliinaaq ...

For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige  at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.

 

Taamanikkummi ...

For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.

 

Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets

 

s. 173:

Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"  

 

s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...):

Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Historisk fortælling.

aliourtúkat / aliortukkat

Print
Dokument id:2260
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Ville
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:aliourtúkat / aliortukkat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

En fortælling om spøgelser. Ca. 1 side en tredjedel er nedskrevet af en anden, hvorefter Rasmussen tar over igen.

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Spøgelseshistorier plejer at være historiske, dvs. oplevede.

ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav

Print
Dokument id:208
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 303 - 304, nr. 104
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

 

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

 

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

 

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik

Print
Dokument id:256
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 385 - 386, nr. 126
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)).

Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd.

En grønlandsk fortælling.

I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler.

Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn

dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres

fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på,

om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem -

især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne

foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres

ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde

de for at gøre indtryk på deres fjender.

 

Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere.

ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq

Print
Dokument id:253
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 379 - 380, nr. 123
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

 

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

 

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen

Print
Dokument id:177
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187, nr. 72
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

 

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

ãma avdla / Serquilissaq

Print
Dokument id:254
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Serquilissaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 380 - 381, nr. 124
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 162

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Seeqquilisaq (Opr.: Og en anden).

Seqquilisaq boede nordpå. Da han mistede sin far, tænkte han, at han - nu da han var blevet alene - ville træne sig stærk. Han voksede og han trænede for at blive stærk. Han var mild og altid i godt humør. Han fik kajak og han plejede også at tage nogle ture over land. Til sin træning brugte han alt muligt, og han tog altid på kajakfangst og landjagt helt alene. Han blev voksen og en stærk mand.

 

Mens han endnu boede på den samme vinterboplads, hørte han, at visse

folk, der boede sydpå, ikke regnede ham for noget. Det fik ham til at

rejse sydover. Undervejs måtte han slå lejr flere gange. En gang, da han

roede omkring et næs, fik han på den anden side øje på en beboet boplads. Dér slog han sit telt op. En dag, hvor han ikke tog ud på fangst og

gik rundt ved teltet, så han en sølle kvinde komme ud af et af husene og

sætte i løb, idet hun råbte: "Det siges, at Seeqquilisaq er meget dygtig til at

skyde med bue og pil. Skyd mig." Seeqquilisaq kiggede blot på hende og foretog

sig ikke noget, da der ikke var nogen grund til at hidse sig op. Så gik hun ind

igen i huset. Men lidt efter kom hun ud igen - løbende og råbte: "Skyd mig, skyd

mig." Seeqquilisaq hentede sin bue inde fra teltet, og idet hun lige skulle til

at gå ind i huset, skød han efter hende og ramte hende lige midt i kroppen, så

hun blev spidet fast på husmuren. Det var første gang i sit liv, at han blev

hidsig og dræbte et menneske, men ingen i huset (ingen i hendes familie - Chr.B.) gjorde Seeqquilisaq noget. Med sin familie blev han på stedet et stykke tid, men senere vendte de tilbage til deres boplads. De døde, uden at nogen havde hævnet sig på dem.

 

Var.: Næppe.

 

Kommentar: Meningen må være den, at konen opfører sig for tumbet.

ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt

Print
Dokument id:255
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 381 - 385, nr. 125
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to fætre. (Opr.: Endnu en anden).

Der var engang to mænd, der var hinandens elskede yndlingsfætre. De voksede op sammen og boede på samme vinterboplads. Om sommeren tog den ene af fætrene ind

i store fjord (måske stednavnet Kangerlussuaq. Chr.B.) på renjagt og den anden tog ophold på en ø, for at fange sæler. Fætteren på øen fik den ide at invitere fætteren og give ham noget råddent sælkød at spise. En dag tog han så hen til ham og inviterede ham. Da han havde afleveret sin invitation, vendte han hurtigt tilbage og smurte noget fedt fra et dødt menneske på det kød, han ville servere for ham. Han ville forgive ham (nerlernerlukkumallugo). Fætteren kom, og der blev serveret. Men han holdt hurtigt op med at spise, da det gik op for ham, at maden havde en fremmed lugt. Han tog hurtigt hjem igen med skumle tanker, men han lod sig ikke mærke med det over for fætteren.

Den forgivne fætter ville nu hævne sig på fætteren. Han bad kvinderne om at

tilberede et lækkert måltid, fordi han ville indbyde sin fætter til spisning. Så

kom fætteren på besøg og forinden havde den fætter, der inviterede ham, smurt

noget menneskefedt på det kød, der skulle serveres for ham. Fætteren spiste

med appetit. Den voksede under spisningen, og han spiste alt op uden at

opdage nogen fremmed lugt. Men under opholdet fik han mavepine og tog hjem.

Flere dage efter tog fætteren af sted for at se til fætteren med mavepine.

Da han roede omkring næsset og kunne se bopladsen, opdagede han fætterens

kajak, men ellers var der ingen mennesker at se. Han gik op til huset og

så gennem vinduet fætteren ligge på maven på briksen med hovedet hængende ned

henover kanten af briksen. "Hvordan har min kære fætter det?", spurgte fætteren

ved vinduet, endnu før den anden opdagede ham. I det samme sprang fætteren fra

briksen op og begyndte at forfølge ham, idet han sagde, at han ville spise ham,

for han var blevet sindssyg og havde spist alle de andre i huset. Det lykkedes

for ham at springe ud gennem vinduet (det er ikke ganske klart, om det er den

gale eller den raske fætter, der sprang ud. Chr. B.). Fætteren, der blev forfulgt,

skubbede sin kajak ud i vandet og idet han skulle til at stige ned i kajakken,

kiggede han op og så, at den gale fætter var på vej ned til ham. Han standsede

ved strandkanten og sagde: "Nu er jeg blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig." Fætteren begyndte at ro ind, men opdagede i det samme, at den gale fætter rakte armene ud efter ham. Han blev bange for ham og roede væk. Han nåede hjem og fortalte de andre, at fætteren var blevet sindssyg og havde spist sine husfæller, og at han selv nær var blevet spist.

Dagen efter ville han af sted igen for at se til den gale fætter. Kvinderne

i huset advarede ham og sagde, at han risikerede at blive spist. Men han

svarede: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter ham". Kvinderne kunne

ikke få ham fra det. Da han gik i land under den gale fætters hus, trak han sin

kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Denne gang gik han ind

i huset og den gale fætter gav sig til at løbe efter ham inde i huset og talte

hele tiden om, at han længtes stærkt efter menneskekød. Den raske fætter var ved

at blive helt træt, da det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet. På vej

ned til sin kajak kiggede han tilbage og så, at den anden nu kom ud af huset og

løb ned til ham. Han sprang ned i sin kajak og roede ud. Han så tilbage og

opdagede, at den anden var på vej ud til ham gående på vandet. Da han nærmede

sig mere og mere, gav den raske fætter sig til at rokke med kajakken. Så hørte

han den anden råbe: "Nå da!" ("ilaalaartarpalummat" - svært at finde et passende

udtryk. Jeg mener, at man i Julianehåb området bruger "ilaalaa" som et udtryk

for, at man er bange) og kiggede tibage. Han så, at den gale fætter klarede de

små bølger, der dannedes af kajakkens rokken, ganske udmærket. Så gav han sig

til at rokke kraftigere med kajakken, idet han samtidig roede. Så hørte han den

gale fætter sige: "Jeg var nær faldet ned i en stor revne". Han kiggede tilbage

og så, at han hang med hovedet ned og ville rejse sig op igen. Det viste sig, at

han anså den stribe på vandet, der var dannet af strømmen, for at være en revne.

Forfølgeren sagde nu til ham: "Jeg er blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig". Han begyndte at ro hen imod ham, men opdagede, at den

gale rakte armene ud efter ham. Så roede han lidt væk fra ham. Sådan begyndte han at drille ham, men blev alligevel bange for ham og roede væk. Da han kom hjem, fortalte han, at han nær var blevet spist. Kvinderne advarede ham mod at besøge fætteren.

Dagen efter tog han alligevel af sted for at se til den gale fætter. Da han

kom til fætterens boplads, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Han ledte efter fætteren inde i huset, men kunne ikke finde

ham. Han kom ud igen og kunne efter sporene se, at han var kommet ned (fra

taget? Chr.B.) bag huset. Derfra fulgte han sporene op til en stor klippehule og

fandt den gale fætter død i bunden af den. Han kom ud af hulen og dækkede

udgangen til med mange sten. Først da han havde sikret den, tog han hjem. Efter

den tid knyttede han ikke flere tætte venskaber.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:160
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 153, nr. 52
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

 

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq

Print
Dokument id:204
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:Omf[side 287 - 291, nr. 99
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

 

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

 

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

 

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet

Print
Dokument id:148
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 103, nr. 39
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

 

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

 

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

 

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

 

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

 

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

ãma oqalugtuaq avdla / Enken

Print
Dokument id:140
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq avdla / Enken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 87, nr. 32
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

 

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

 

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

 

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

 

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

 

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Amâkasia / Amaakasia

Print
Dokument id:1321
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amâkasia / Amaakasia
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

 

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

 

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

 

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Amarsissartoq

Print
Dokument id:158
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amarsissartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 149 - 150, nr. 49
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

 

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

 

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster

Print
Dokument id:397
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1088 - 1090, nr. 224
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

Om Amerlanngitsunnguaq

 

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

 

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

 

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

 

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

 

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

 

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

 

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

 

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

 

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

 

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

 

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne

Print
Dokument id:1030
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 14
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Muligvis autentisk

Ammússineq

Print
Dokument id:883
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ammússineq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 50
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

 

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

 

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

 

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo

Print
Dokument id:1158
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

An angakkoq's visit at Nerrivik / Qagssivik / Qassivik

Print
Dokument id:627
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:An angakkoq's visit at Nerrivik / Qagssivik / Qassivik
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 64, nr. 10
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), s. 23.

 

Resumé: Når de store forfædre (deres åndemanere, BS) skulle besøge Havkvinden / havets moder, foregik det

under seancer. De kom til hende ved at gå ned gennem gulvet - gennem

sælskindsremme. Nede hos Havkvinden bandt han hendes hår i en knold,

tog to hvalrostænder på og gjorde huset rent. Når de tog dem på,

sendte Havkvinden sæler og hvidhvaler ud i stort tal. De store

åndemanere ville derefter vende hjem igen og fortælle om hende.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor

Angajewdleq / Angajulleq / Den ældste

Print
Dokument id:792
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Qupalorarsewk
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angajewdleq / Angajulleq / Den ældste
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 167 - 173
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 121 - 125

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 131 - 135.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Da Ang. flyttede til Qattarmiut i den nordlige del af Upernavik-distriktet blev han budt på kaffe hos Ajassaatilik (hende med gaffelen). Skråen han havde lagt fra sig mens han drak, var væk bagefter. Alle søgte, også Ajass., men væk var den. Om sommeren, da Ang. roede fra bopladsen et langt stykke og så over et bredt sund så han højt oppe på en klippeskrænt en ren. Den forsvandt og viste sig flere gange. Det var en forvandlet kvinde, der sagde: "Jeg har ikke kun en gaffel men også en øse. Jeg har din skrå i hånden." Hvorefter Ang. hjælpeløst blev trukket mod land i sin kajak. Uden andet til hjælp længere (efter dåben) fremsagde han Fadervor, men to gange gik han i stå ved "i fristelse". Tredje gang huskede han det hele, det voldsomme træk i kajakken slappedes, og han roede hurtigst muligt hjem for straks at fortælle alt. Pludselig havde han glemt det hele, blev syg af voldsomme hævelser i ansigtet, men endelig kureret, da man ved at anbringe ryggen af en bog langs hans rygsøjle fik hans hukommelse tilbage, og han endelig kunne fortælle alt.

      Senere fik han endnu et anfald af sindsforvirring, der havde en spinkel association til rener. En tid efter at han atter var blevet rask fik han ondt af den enlige gamle heksekunstner og gav hende plads på sin vinduesbriks, hvor imidlertid hans skarveskindspels helt af sig selv fløj fra sin krog hen over til konen og faldt ned på hende. Hun døde og måtte transporteres til nærmeste kateket, uden kiste, men bundet og svøbt i skind. Undervejs satte slædemederne sig urokkeligt fast i isen. Man fulgte et gammelt råd med at gå solret omkring slæden og tisse i sine egne spor. Videre kom man, men flere gange løsnede så bindingerne sig og skulle bindes igen. Tredje gang truede Ang. den døde med, at nu ville han omsider hævne sig og sænke hende gennem isen, hvis hun ikke makkede ret. Det gjorde hun så og blev endelig begravet i Qattarmiut.

 

Hist.: Begivenhed fra 1800-tallet (?). Fortællingen berører nogle af de problemer mangelen på amuletter og serratit / tryllesange afstedkom i de første kristne årtier (missionen begyndte 1825, men uden gennemgribende ændringer de første mange årtier.)

 

Kommentar: Det antydes undervejs at det måske ikke var lutter næstekærlighed, der motiverede Ang.s indbydelse til Ass. om at flytte ind og blive forsørget af ham på hendes gamle dage.

      Bemærk at ikke blot Fadervor, men en trykt tekst (bogen) med blev opfattet som huskestof, ligesom de kristne læresætninger man skulle lære at læse og huske udenad. Derfor virker bogryggen befordrende på Ang.s hukommelse.

Angakokken som dræbte heksen

Print
Dokument id:202
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som dræbte heksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 284, nr. 97
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

 

Var.: Aataatsiarsuaq

Angakokken som glemte at han var angakok

Print
Dokument id:219
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som glemte at han var angakok
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 137 - 138
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 44v - 44h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 137- 138: Angakkoq angakkunnerminik puiguisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 189.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 164,

ss. 346 - 147.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 110, ss. 452 - 453: An Angakok on Kekertarsuak.

 

Resumé:

En angakkoq / åndemaner fra Qeqertarsuaq har en søster gift et stykke derfra ved dets yderste forbjerg, Karramiut. Hende besøger han ofte, men en dag finder han alle husets indvånere døde af skræk over et kajakskind og sin søster sindssyg med opspilede øjne. Hun vil æde ham og sætter efter ham. Han lammes selv af skræk, men får dog slæbt sig ud til sine hunde ved slæden på isen, hvor han har måttet binde dem, fordi de ikke ville længere (hunde sanser det skrækindjagende før mennesker). Trods ihærdig piskning med istukken lykkes det ham først i sidste øjeblik at få hundene på benene og undslippe søsteren. Siden prøver han aldrig at besøge hende igen. Men han foretager en åndeflugt dertil og opdager årsagen: et kajakskind, der har trukket et dejligt drengebarn ned i husgangen og ind i døden.

Han besøger aldrig siden stedet, fordi han var blevet så bange, at han havde glemt, at han var angakok.

 

Var.: Søsteren eller vennen eller fætteren, der bliver sindssyg og får kannibalske lyster, er en hyppig episode i bl.a. "Fætrene" (mange varianter).

 

Tolkning: Kirsten Thisted tilføjer i en note Rinks note, at kajakskindet formentlig havde været brugt til at bære et lig til gaven i (Rink 1866-71, I: 368).

Skindet burde have været begravet med den døde eller på anden måde elimineret. Drengen, som det trækker på hovedet ned i husgangen, kunne være opkaldt efter den døde.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Angákoq kuisíkumangítsoq / Åndemaneren, der ikke ville døbes

Print
Dokument id:1036
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 20
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq kuisíkumangítsoq / Åndemaneren, der ikke ville døbes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

 

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

Angákoq niuvertarfingme

Print
Dokument id:899
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákoq niuvertarfingme
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 66
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 73.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndemaneren i butikken.

 

Det fortælles også, at Itakillik engang var kommet ind i butikken i Aappilattoq for at handle. Han ville have 20 kvint *) kaffe, og da han kun gav købmanden en skilling, gav denne ham kun 20 kvint uden at fylde posen helt op. Da købmanden havde øst kaffen op i posen og skulle veje mængden af ved at hælde den op i beholderen (skæppen), sagde Itakillik: bli nu læt lætteræ! Han kunne nemlig ikke tale rent. Og så kan det nok være, at købmanden måtte fylde op. Hver gang han havde fyldt posen, hældte han den op i skæppebeholderen *). Og den stakkels købmand holdt øje med kvintene og prøvede at trykke godt ned i beholderen. Da skæppebeholderen var ved at være fuld, begyndte køb-manden at mumle arrigt. Da det udviklede sig på den måde, grinede Itakillik, og dermed lød der et bump fra skæppen, der endelig nåede ned. Og så kan det ellers være, at købmanden måtte øse kaffe op. Da han nåede op til modvægten, var der ikke meget kaffe tilbage.

 

*) 1 kvint = 5 gram

*) 1 skæppe = 17,4 liter.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800 - tallet.

Angakoq only dies when his throat is cut off

Print
Dokument id:691
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angakoq only dies when his throat is cut off
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 296 - 297, nr. 114
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 121 - 122.

 

Resumé: Angakkoq / angakok / åndemaner dræbes. Han kan ganske vist hele sine sår, men da de skærer en stump af struben ud og smider stumpen væk, dør han. Bisættes

ved et isbjerg. Han forsvinder og snyder dermed sine mordere, hvoraf

én ville spise hans hofte.

 

Kommentar: Spise en morder noget af den myrdedes krop, forhindrer man at den døde trænger ind i en og hævner sig. Søg på: mordritual.

At netop struben er sårbar svarer til en østgrønlandsk forestilling om, at den største "sjæl" (af alle led-sjælene) sidder i struben.

Angákoq Sivpiaq / Sivfiaq

Print
Dokument id:902
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eevateraq
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákoq Sivpiaq / Sivfiaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 77
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 84- 85.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Åndemaneren Siffiaq.

 

E. Åndemaneren Siffiaq kunne man absolut ikke gøre grin med. Og det siges, at han var til stor nytte med sin åndemaning. En dag var nogle nybegyndere ude at ro i kajak, og de kom hjem med en af dem, der var væltet rundt i sin kajak og var druknet. På det tidspunkt var ånde-maneren selv ude at ro i kajak.

   Eftersom han var død, begyndte de at svøbe ham ind i ligskindet. Og på det tidspunkt kom åndemaneren tilbage. Da de fortalte ham om, hvad der var sket, sagde han til dem, at de bare skulle lade den døde ligge og ikke lægge ham i graven.

   Åndemaneren var urolig og gik op til huset og bad andre om at bære hans kajak op. Da han kom ind, tog han sin kajakhelpels af og var på vej ud igen. Men da han nåede hen til husets kogerum, blev der sagt derindefra: Gå ikke hen til ham uden at have noget koldt eller tæt beklædning med dig!

   Det der mentes med det var, at han ikke ville kunne genoplive den døde uden at have den kajakhelpels på, som han havde haft på ude på havet. Så gik han ind igen og tog igen disse klædningsstykker på. Og han gik hen til den døde og bad folk om at gå, fordi han ville miste sin kraft, hvis der var andre til stede (det var fordi han stadig havde en trylleformular, som imidlertid ville miste sin kraft, hvis andre hørte den). Vendt mod morgengryets retning begyndte han at arbejde med den døde, mens han mumlede.

   Efter ganske kort tid var den døde vågnet op igen og havde sat sig op, og efter at have bedt dem bringe noget mad ind og give det til den genoplivede, var åndemaneren gået hjem. Da han kom ind, havde han sagt, at fordi han var nået hjem om morgenen, havde han bearbejdet ham om dagen, og havde han ikke nået det, mens det var lyst om dagen, havde han været tvunget til at vente med at gøre noget ved den døde til dagen efter, når det var ved at blive helt mørkt.

   På grund af disse handlinger viste åndemanerens landsmænd ham stor respekt.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800 - tallet.

Kommentar: emneord: angakkoq, genoplivelse

Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq

Print
Dokument id:1902
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 56
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

 

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

 

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

 

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

 

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

 

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

 

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

 

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

 

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

 

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

 

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

 

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

 

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

 

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

 

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

 

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

 

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

 

Her ender historien.

 

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

 

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner

Print
Dokument id:1307
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 7h - 16v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

 

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

 

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

 

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

 

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

 

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

 

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

 

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

 

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

 

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

 

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

 

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

 

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

 

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

 

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

 

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

 

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

 

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

 

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

 

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

 

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

 

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

 

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

 

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

 

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Angákorssuarmik Imanermik / Angakkorsuarmik Imanermik

Print
Dokument id:470
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuarmik Imanermik / Angakkorsuarmik Imanermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 7, side 17 - 25
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

 

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

 

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

 

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

 

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

 

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

 

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

 

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

 

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

 

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

 

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

 

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

 

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

 

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

 

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt

Print
Dokument id:1029
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 13
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17 - 18
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

 

Hist.: Virker autentisk

Angákut kingugdlersât

Print
Dokument id:925
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákut kingugdlersât
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 141 - 142
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 149 - 150.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

De sidste åndemanere.

 

E. Da jeg var helt lille, fortalte man, at nu var den sidste åndemaner i Ippak død. Hans storebror Napasu døde først, da jeg var blevet vok-sen.

   Det fortælles, at da de om foråret flyttede ud af vinterboligerne ud til Qeqertaasat, var der to enker, der havde meget små børn, og den ældste dér på sommerstedet var fra Ippak. Og netop da isen var ved at bryde op, blev manden fra Ippak syg. De fornemmede, at hans tilstand hele tiden blev værre. Han blev svag og afkræftet men kunne dog stadig tale.

   Hans kone blev også syg, men hun sagde ingenting. Da de syntes, at den gamle fra Ippak forandrede sig, sagde de to unge enkers mor, at de skulle rejse til Kangersavatsiaat i en båd og bede hans storebror om at hente ham.

    Da de andre var rejst, var der kun kvinder tilbage på stedet. Og lige da de var taget afsted, blev han fuldkommen vanvittig. De gamle kvinder på stedet var Aaneeraq og Nukartaakassak.

   Jeg har hørt Aaneeraq fortælle således om, hvad der foregik: Selv fik hun ham til at falde til ro ved at læse for ham fra den Hellige Skrift. Han snakkede nemlig usammenhængende om alt muligt. Og han ville have, at man skulle rulle hans harpunrem ud, så han kunne få fat i noget varm mad gennem den yderste ende af denne. Da han fik det så-dan, forstod de, at han var åndemaner. Når han blev anderledes og larmede og lavede lyde, kom der fuldkommen enslydende gensvar over fra den anden side. Og hun mente, at hans hjælpeånd måske var på vej hen til ham. Men denne frygtelige stemme var så skrækkelig, at den ikke var til at høre på.

   Og når han ville til at gå ned til stranden (det virkede, som om han ville gå derned), var han så bange, at han ville have, at hans datter holdt om ham bagfra, og så gik han langs skrænten og fulgte den, ligesom han krøb ned under skrænten på stranden. Og efter at have gjort det, gik han rundt oppe på land bag teltene med fråde om munden.

Og når de kom hen mod ham, gik han et andet sted hen. Og når hun fulgte efter ham, begyndte han at råbe efter hende.

   Samtidig med at dette foregik, lod robåden vente på sig i tre dage, fordi det ikke var til at komme frem for storisen. Og mens de ventede på båden, opførte han sig på den måde uden overhovedet at sove.

   Så nåede de da frem nede fra Kangersuatsaaq for at hente hans lillebror. Men da de forsøgte at få ham ombord i robåden, ville han ikke med hjem. Han ville blive på land. Hans storebror bandt ham fast, som man gør med et barn i en båd, og fik ham ombord i båden, selvom han strittede imod.

   Og da de havde bragt ham til Kangersuatsaaq, nægtede han at gå op på land fra båden. Så hans storebror måtte igen kæmpe med ham for at få ham op. Da han nu var kommet til Kangersuatsaaq, døde han.

   Da de året efter var flyttet ud af vinterboligen og var flyttet ud til fangstpladsen, så de en stor fugl komme flyvende over fra den modsatte side. Da de så den komme flyvende hen over sig, troede de, at det var en stor måge. Og en fanger sagde: Der kommer en stor måge flyvende! Men da den kom nærmere og fløj nedad, mente de, at det måtte være en lille ride. Og mens den nærmede sig stranden, blev den mindre og mindre. Og da den nåede helt hen til stranden, var den ligesom en lille fisk, der kun lige kunne ses. Da den var nået helt hen til strandkanten, skyndte de sig derhen, men den var simpelthen forsvun-det. Den var som sunket i jorden. Og måske var det ganske enkelt en af hans hjælpeånder.

   Derefter prøvede de at slå telt op på dette sted nogle gange, men fordi det altid spøgte så frygteligt, blev det umuligt, så fremover boede de ikke længere i telt der.

 

Hist.: Fortælling med en historisk kerne.

Kommentar: Der er en del historiske fortællinger om sindssyge. Søg på sindssyge, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes

Print
Dokument id:347
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 37v - 40h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Vedr. fortæller, se ndf.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

 

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

 

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

 

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

 

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

 

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Angut arnamut arnagtoq

Print
Dokument id:882
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Timuutta
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angut arnamut arnagtoq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 49
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

 

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

 

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

 

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma

Print
Dokument id:804
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89 - 93, nr. 32
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

 

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

 

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

 

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

 

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

 

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

 

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Anguterpaanik / Om brødreflokken

Print
Dokument id:1852
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Anguterpaanik / Om brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 76h - 80v, nr. 329
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

 

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

 

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

 

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

 

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

 

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

 

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

 

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

 

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

 

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

 

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

 

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

 

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

 

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik

Print
Dokument id:39
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 491 - 495, nr. 93
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

 

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

 

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

 

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

 

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

 

Her ender fortællingen.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu

Print
Dokument id:398
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1090 - 1092, nr. 225
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

En lille mand og en lille kvinde

 

Angutinnguaq og Arnannguaq huskede lang tid tilbage, at de havde været alene. Til sidst ville Angutinnguaq have den anden til kone. Hun indvilgede.

 

Nu de var mand og kone, blev konen gravid. Hun fødte en datter, og også den næste gang fødte hun en datter. Konen sagde til sin mand: "Lad os nøjes med at have dem til børn!"

 

Manden indvilgede, og siden blev hun ikke gravid.

 

Da de var blevet lidt større, så en aften de sad i fred og ro inde i huset, sprang en mandsling op over hustrinnet. Han greb fat i den ældste af døtrene. Faderen fulgte ellers efter ham, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Næste dag tog han slet ikke ud på fangst, fordi han hele dagen søgte efter hende. Da det blev aften, kunne han og hans kone intet usædvanligt se. Men pludselig sprang en mandsling op over hustrinnet. Han kom ind og greb deres datter og førte hende med sig ud. Faderen sprang ellers efter dem, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Nu ledte og ledte han efter dem hver eneste dag. Til sidst da han for længst burde have fundet dem, gav han op.

 

En aften han gik ud og kom rundt om det bageste hushjørne, opdagede han et lille vindue, som så ud som om det var lige ved at eksplodere, så lyst var det. Han gik hen til huset og kiggede ind og opdagede, at det var hans ældste datter, som sad derinde og syede, mens hendes snot nåede helt ned til sytøjet. Hendes sølle mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Mens han betragtede dem, sagde hans datter uden at have kigget op: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

Så gik han ind, og hendes mand var meget venlig og snakkesalig hele tiden. Han kiggede endda ind på konen og sagde: "Du deroppe, har du noget at putte i kogekarret?"

Konen sagde: "Jeg har ikke noget at koge!"

Idet han nu sagde: "Vent lidt!"Så kom han ind med lakseørreder, som glitrede i lyset. Så kogte hun dem og satte dem ud til sin far og spiste sammen med ham.

 

Da faderen skulle gå og ville have haft datteren med sig hjem, glemte han det, og datteren glemte også, at hun skulle følge med sin far ud. Det var så fordi, at han som havde fanget laksene, havde tryllet over dem, så de glemte det begge to!

 

Da han skulle til at gå ud, sagde han: "Vent lige lidt!"

Så gav han fire lakseørreder til ham. "Lad din kone spise dem!"

Han sagde tak og gik ud. Han lagde dem ved siden af husgangen og gik ind og sagde: "Du deroppe. Kog noget!"

Konen svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

Manden sagde: "Vent lige lidt!"

Og så kom han ind med to lakseørreder. Hun kogte dem alle sammen og ville spise dem, men fordi ophænget til gryden knækkede, så spiste hun dem alligevel ikke. [Det med at det er ophænget til gryden der knækker, er noget, Rink har skrevet over, jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står qissiat nardlusia hm.

 

Da det så blev næste dag, og han kom ud om aftenen og kom rundt om hushjørnet, opdagede han det lille vindue derhenne, der så ud som om det var ved at eksplodere af lys. Han kom derhen og kiggede ind ad vinduet og opdagede, at det var hans yngste datter, der sad derinde og syede, med snottet hængende helt ned til sit sytøj. Mens han betragtede hende, sagde hun: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

 

Hendes mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Denne mand var ikke så venlig. Til sidst sagde han: "Du deroppe, kog noget!"

Hun svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

"Vent lidt!"

Da han gik ud, kiggede faderen efter ham og så, at han kastede noget ud i en lille dam i nærheden af husindgangen, og det varede ikke længe, inden han halede noget op. Han så, at det var en stor helleflynder, han fik op, den baskede med halen. Da han kom ind med den, kogte konen den. Nu glemte de så igen alting. Det var så fordi, han gav dem noget, de fik glemsel af.

 

Da han skulle til at gå ud, gav de fisken til ham, idet de skar den tværs over. "Denne må din kone spise!"

Da han kom ind, sagde han til hende: "Her er noget fra din yngste datter!"

Hun kogte det og spiste det, og så glemte hun. Men da hun så døde af længsel efter sin ældste datter, fulgte hendes sølle mand lige efter. Så fik de deres lille hus som grav.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Ikke præcis. Talrige om unge kvinder, der bliver røvet af diverse landånder eller menneskeædere.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Ensomhed tiltrækker åndemennesker fra den anden verden. Det går an med relationer til dem som hjælpeånder. Men ikke som indgifte slægtninge. Da ender det galt. Enten holder ægteskabet ikke, eller også dør / afskærer mennesket sig fra sit menneskelige samfund.

Anoritôq

Print
Dokument id:637
Registreringsår:1937
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Amaanalik (Amaunalik)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Anoritôq
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 76 - 80, nr. 17
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 28 - 30.

 

Resumé: Anoritooq's søn Angulligaamaaq plejede at kvase andre fangeres

håndled, når de havde fanget noget. En dag tager han med andre fangere

på en længere fangsttur. Da de om aftenen skal sove, fortæller de ham,

hvordan de plejer at ligge: "Vi har kun det ene ben nede i bukserne,

sådan plejer vi at sove." Angulligaamaaq lagde sig til at sove på

denne måde, og om natten blev han dræbt med en harpun, som hans

fangstfæller stødte ind i rumpen på ham. Da fangerne kom tilbage,

fortalte de Anoritooq, at hendes søn var blevet dræbt. Anoritooq

efterspurgte nu et levende isbjørnefoster, som hun også fik. Bjørnen

blev af børnene kaldt for Angulligaamaaq. Efterhånden som bjørnen

voksede blev den for voldsom for børnene at lege med. Bjørnen

begyndte også at gå på fangst. Når den ikke fangede noget undgik den

sine egne spor, hvorimod den fulgte disse når den fangede noget.

Moderen advarede den mod hundene, som hun kaldte for bjørnens

fætre/kusiner. Anoritooq sværtede bjørnens side og den gik af sted.

Den fangede intet og opsøgte derfor andre bopladser, hvor den ville

stjæle mad. Det forlød pludselig, at en sværtet bjørn var blevet

nedlagt, og da Anoritooq hørte dette gik hun til fjelds og fremsagde:

"Efter at have mistet éns bjørnebarn, må man kigge efter en bjørn,

bjørn, bjørn." Hun vedblev at synge disse strofer og blev til sidst

til en sten, hvor folk kom og ofrede spæk til hende, således er

stenen nu helt tilsølet af spæk.

 

Var.: Holtved 1951 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Apulu får et knæk / Apulo navípoq

Print
Dokument id:1289
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Apulu får et knæk / Apulo navípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 444 - 450, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 203 - 208.

 

Resumé: Når åndemanere og heksekyndige modtog dåbsundervisning skulle

de fortælle præsten alt om deres tidligere liv og intet glemme. Det

gjorde Kukkujooq / Apulu og efter dåben ville han ikke længere kaldes

andet end Apulu, fordi han nu havde aflagt sit tidligere liv.

Apulu har været i Tasiilaq til fods for at handle. På hjemvejen

snubler han over nogle sten, smadrer sin vrist, må slæbe sig hjem og gå

til sengs, hvor han ligger hele efteråret. Smerterne i foden er

slemme, men en dag da foden blir følelsesløs, vikler han forbindingen

af og opdager i det boblende, betændte sår en del blåbærkviste, som

han fjerner en for en. Derefter læges såret, han blir rask, og da han

funderer over årsagen, forstår han med eet, at den er noget han mente

var for ubetydeligt at fortælle præsten. Som ung hørte han, at

oldefaderen Naaja fik stukket glødende blåbærkviste ned i halsen, der

skulle fjerne hans angst for ånderne, når han voksede til. Apulu var

meget bange for de ånder, han skulle møde, og spiste bare nogle

blåbærgrene, fordi han ikke havde ild ved hånden. Han mærkede ingen

virkning af dem, og de var så åbenbart blevet inde i ham, men havde

såret ham, da de ville ud.

A. havde som sagt været meget bange, da han søgte efter hjælpeånder. Men det var de fremtidige hjælpeånder også for ham. En af hans dværge havde rystet så

kraftigt af angst, at snippen på dens anorak ligefrem smeldede.

 

Hist.: Tid: Efter 1917. Apulu / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui" (Kukkujooq).

 

Varianterne stemmer

ikke overens om det ritual, hvormed Naajas far blev gjort til

fremtidig åndemaner. Hos Sandgreen 1987: s. 72 - 74, får N. stukket

glødende mos ned i halsen. Men se også ibid. ss. 273 - 277, hvor

Kukkujooq rådgives om ritualet med blåbærrisene.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Aqajarormiorsiorpua

Print
Dokument id:807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 38
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqajarormiorsiorpua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

 

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

 

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

 

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

 

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

 

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Aqamaatsiaq der byttede plads med en indlandskæmpe under åndemaning (opr. uden titel)

Print
Dokument id:460
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Adamsen, Mogens
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqamaatsiaq der byttede plads med en indlandskæmpe under åndemaning (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 26 - 28
Lokalisering:Kuannit: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads

med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til

åndeflugt.

 

Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel

egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over

jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje

på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde

fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik

udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!"

(åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod

ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han:

"títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik

igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen.

Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til

ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu".

Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er

kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de

derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én."

Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine

bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore

indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor

kvinde.

 

Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud

ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de

gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store

briksefæller.

 

Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da

han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved

enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt

fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle

støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede

direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne

undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik

glip af ham, fløj blot forbi.

 

Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt

over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en

flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem

gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage.

Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq.

byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde.

Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så

var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og

gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?;

betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende

og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret,

fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen

binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han

kunne bytte med.

 

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.

 

Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.

 

Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er

borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk:

"tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske

lidt med knytnæven.

Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen

latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist

ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker

en kniv i låret på sin kone af jalusi.

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Aqigssiaq

Print
Dokument id:248
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian Renatus
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqigssiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 352 - 358, nr. 117
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

 

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

 

Var.: Aqissiaq

Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu

Print
Dokument id:1318
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

 

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

 

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âriagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut

Print
Dokument id:796
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

 

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Arnagtartoq / Arnattartoq

Print
Dokument id:1059
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Qisunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Arnagtartoq / Arnattartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 20
Lokalisering:Netsilivik: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)

Print
Dokument id:443
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 14
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

 

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

 

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

 

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

 

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

 

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

 

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

 

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

 

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

 

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

 

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

 

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

 

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

 

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

 

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

 

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

 

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

 

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

 

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

 

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

 

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

 

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

 

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde

Print
Dokument id:1903
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 59
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

 

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

 

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

 

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

 

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

 

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

 

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

 

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

 

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

 

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

 

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

 

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

 

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

 

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

 

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq

Print
Dokument id:1317
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der giftede sig med en hund.

 

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

 

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

 

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

 

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Arnarpajôq / Arnarpaajooq

Print
Dokument id:485
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarpajôq / Arnarpaajooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 41v - 43v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

 

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

 

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

 

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

 

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

 

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

 

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

 

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Arnarquagssâmik panianigdlo oqalugtuaq / arnaqquassaaq

Print
Dokument id:328
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, IV, 4'
Fortæller:Silarsi (Silarse)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâmik panianigdlo oqalugtuaq / arnaqquassaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, 3 sider
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Qasigiannguit / Christianshåb
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om den gamle kone og hendes datter.

 

Det fortælles, at der i gamle dage boede en gammel kone og hendes datter på nordsiden af Inussuk lidt nord for Ilimanaq / Claushavn. De havde andre bopladsfæller, og de ernærede sig udelukkende ved bopladsfællernes fangst. Et forår lod alle bopladsfællerne dem tilbage alene på stedet for, at de skulle sulte ihjel. Da de efterlod dem, kunne datteren ikke gøre andet end at gå hen til bopladsfællernes forrådsgrave for at søge efter noget spiseligt. Da hun fandt noget, tog hun det med hjem for at koge det. Hun gik ned til stranden efter saltvand, og da hun ville øse noget op, kom der en haj ind til hende, og da den nu var kommet, blev hun bare stående. Så sagde hajen: "Jeg vil gerne være jeres fanger." Hun gik op for at give sin mor besked, og da moderen gik med til det, gik hun ned igen til hajen og sagde: "Jeg skulle sige, at du godt kan være vores fanger." Hajen gik op og kom ind i huset. Næste dag tog den på fangst og kom tilbage med en sæl, den havde fanget, og konen og datteren blev glade, for nu skulle de ikke sulte ihjel. Snart lagde de kød op fra fangsten, og da det var blevet til en hel del, sagde hajen: "Lad os tage over til den lille ø dernede og tørre kødet." "Jamen vi har ikke noget at ro derover i," sagde dens kvinder. "I har jo mig. Bring nu kødet ned til stranden," sagde hajen. Kvinderne bar kødet derned, og hajen gik i vandet, flød i vandskorpen og sagde, at de skulle læsse kød på dens ryg. Så fyldte kvinderne dens ryg op med kød, og hajen brage det over til øen uden at dykke, og det gjorde den flere gange. Da den havde bragt det hele over sagde den: "Jeg skal også fragte jer over." Først bragte den den gamle kone over og derefter datteren. Så tog de fat på at tørre kød, og først på det tidspunkt, hvor de havde en stor bunke kød, begyndte deres bopladsfæller at sige til hinanden: "Måske er den gamle kone og datteren allerede sultet ihjel, kom, lad os tage hen og se til dem." Så tog to kajakmænd af sted for at se til dem, og da de nærmede sig stedet så de, at de havde det godt. Da kajakmændene ankom tog kvinderne meget venligt imod dem og bad dem straks op på noget at spise, og de gik med op og spiste sig mætte. Kvinderne fortalte nu, at de ikke manglede noget, fordi en haj fangede for dem, og da kajakmændene kom hjem, fortalte de, at dem de havde tiltænkt sultedøden havde masser af mad, fordi de fik hjælp af en haj; bopladsfællerne tog nu hjem.

       

De to kvinder tog tilbage til fastlandet igen, og nu holdt bopladsfællerne meget af dem, fordi de blev klar over, at deres fanger kunne klare al slags vejr, selv en kraftig storm. Da det var ved at blive efterår, holdt hajen sig nu og da hjemme, fordi de nu havde kød nok til forråd. En aften hvor hajen var hjemme og lå og gassede sig på briksen mellem sine kvinder, blev den urolig og begyndte at kigge ud, selv om der var mørkt derude. Så ramte en pil den i siden, og det gjorde forfærdelig ondt, da den gamle kone prøvede at trække pilen ud, men da så datteren fik trukket den ud, gik hajen udenfor, og da kvinderne fulgte efter ham ud, så de at to inorutsit / inoruseq'er / landånder / indlandskæmper tog flugten. Så forfulgte hajen dem, nåede dem, slog dem omkuld med sin hale og dræbte dem begge. Derefter kom den hjem. Derefter fangede den godt hele vinteren.

 

Vinteren gik, foråret stundede til, og da foråret kom, ville bopladsfællerne slet ikke forlade dem, for nu havde de jo én til at fange for sig. De nød godt af hajens fangst, når det stormede kraftigt, og hele sommeren havde de overflod af mad. Da efteråret var på vej, blev hajen efterhånden trist til mode, og da kvinderne spurgte ham hvorfor, sagde han ikke et ord. Men da de blev ved at at spørge ham, svarede han: "Det siges, at kaskelotterne / kaskelothvalerne snart vil æde mig, og det er derfor jeg sørger af medlidenhed med jer." En dag han tog på fangst kom han ikke tilbage, for kaskelotterne havde ædt ham, og kvinderne sørgede inderligt, fordi de nu ikke længere havde en til at fange for sig, og da de derefter ingen maddepoter havde, led de meget og sultede langsomt ihjel.

 

Var. søg på: Hajfisken som forsørger.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning

Print
Dokument id:1459
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 97
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine

koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart

tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også

den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone).

Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.

 

Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads.

En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik

sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift:

fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og

hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik

ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede

undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun

gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig

bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle

egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige

ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige

ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!)

Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at

støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og

satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker.

Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet

rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang

hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede.

Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag

Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var

hende, der dræbte mandens koner.

 

Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende.

Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset.

Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham

dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget

der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig.

Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand.

("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs.

Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede

husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt

ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det."

Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for

hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte,

hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i

gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd

den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets

grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen

befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er

anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig)

tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne

gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal

stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at

hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du

bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad

mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen.

Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg

henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag

ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen.

Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset.

Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan

var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det

bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven."

Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den

fanger, som hele tiden mistede koner).

De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq")

Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere

mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Arnasuaussaq / Arnasuaassaq

Print
Dokument id:1898
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnasuaussaq / Arnasuaassaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 14
Lokalisering:Amerloq / Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Arnarsuaasaq

Der var engang et ægtepar der havde en datter. Når faderen havde været på fangst i kajak plejede han at få sin datter til at bære kajakredskaberne op for sig. En dag da faderen kom hjem fra en tur, var datteren ikke kommet ned, og han fik nogen til at råbe efter hende:

       "Arnasuaasaq skulle komme ned og bære kajakredskaberne op!"

De svarede ham så: "Hun har ingen kamikker!"

       "Sig at hun kan tage sin mors kamikker på, sagde faderen. "Hun siger hun ikke gider", svarede de.

       Så gik faderen op, og da han kom ind sagde han til sin datter: "Lille, dumme Arnasuaasaq, nu synes jeg at du bare skal gå din vej om bag fjeldene!"

Så brast Arnasuaasaq ellers i gråd. De havde godt nok lavet mad, men hun spiste ikke noget for lutter gråd. Da det blev aften, gik de andre til sidst i seng, mens hun stadig græd. Da de var faldet i søvn tog hun en skindpose med tørrede gnaveben fra lomvier og tog det, som hun ville have med som proviant. Og så skar hun nogle store stykker skind ud til såler og fyldte sin skindpose og gik. Hun gik et godt stykke tid, og da hun kom om bag fjeldene, skinnede månen smukt og klart. Der stoppede hun op og brast i gråd med ansigtet i sine hænder. Pludselig kunne hun se en stor skygge igennem sine spredte fingre. Manden stod og kiggede på hende og spurgte: "Hvad er der med dig?"

       "Min far og mor sagde at jeg skulle gå min vej, og så gik jeg."

       "Ja, sådan gik det også for mig. Jeg knækkede min brors snare (?). Og da han sagde, at jeg skulle gå min vej, gik jeg. Lad os følges!"

       Så gik de sammen derfra. Undervejs derudad sagde hendes ledsager: "Lad os nu se om ikke vi deroppe snart ser den store renselsesplads!"

       Da de kom derhen hvor de kunne se stedet, viste det sig at være en utroligt skinnende og glitrende klippeflade. De gik derhen og gjorde ophold. Lidt efter hørte de nogen sige rigtig gnavent:

       "Når jeg pluselig bliver lysvågen midt om natten, og når det hurtigt og voldsomt glider ned ad den dybe sne, sådan som vi er vant til det - kung - kung - kung - kuu!"

       Så gik de væk fra det. Da de havde gået et stykke tid fik de øje på nogle huse. De gik derhen og begyndte at gå ind. Og et øjeblik senere var Arnasuaasaq kommet igennem deres husgang og dukkede op ved ingangen til rummet. Da de havde hjulpet hende op, satte de hende ved sidevæggen, - allesammen var de nogle kæmpestore indlandsboere, tunersuit. Hun havde ikke været længe derinde, før alle stimlede nysgerrigt sammen om hende, og vinduet blev helt rødt af nysgerrige ansigter! Og den store tuneq-mands mor sagde: "Vores lile, nye svigerdatter har både halskæde og perler!"

       Mens hun stadig var derinde, blev der råbt:

       "Sig til vores lille, nye svigerinde at hun skal komme ned og spise knasekugler!"

       Så gik hun derned og smuttede indenfor, og der så hun: Et lille fad propfyldt med hare- og rævetestikler. Så sagde de til hende: "Spis nu nogle testikler!"

       Arnasuaassaq kunne ikke lide dem og begyndte at lade som om hun spiste ved at lade dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanderne. Da de så det sagde de:

       "Hvordan er det vores lille, nye svigerinde spiser testikler? Hun lader dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanterne."

       "Jeg spiser aldrig sådan noget," sagde hun.

       Lidt efter gik hun hjem. - Da hun havde boet der et stykke tid begyndte hun omsider at længes hjem. Til sidst holdt hun helt op med at sige noget. Så gav de sig til at fritte:

       "Hvad er der med dig, Arnasuaasaq? Har du lyst til lidt talg?"

       "Nej!"

       "Har du lyst til kødet fra et kæbeben?"

       Hun blev ved med at sige nej.

       "Men havd har du da lyst til? har du lyst til lidt nethinde?"

       Igen sagde hun nej, og så spurgte de hende: "Er det noget med dine fæller?" Så nikkede hun.

       "Du går i hvert fald ikke ud vest på til dine fæller", sagde hendes store mand.

       Langt om længe blev Arnasuaasaq gravid og fødte en søn. Da hun var kommet sig igen, ville hendes store fæller afsted på rensdyrjagt, og de ville have hende med. Så tog de hendes kamikker med ned til stranden og fyldte dem med tanglopper og lod Arnasuaasaq tage kamikkerne på. Tanglopperne skulle suge kød af hende, så hun kunne blive lettere til bens, når hun skulle løbe og drive rensdyr sammen. Da tanglopperne havde suget af hende opdagde hun, at der ikke længere var kød på hendes ben. Der var kun sener tilbage. Så ventede hun på at sårene skulle heles. Og da de var helet, tog de afsted på rensdyrjagt, og Arnasuaasaq var med og bar sin søn på ryggen. De nedlagde mange rener, og da de syntes at de havde nok, fandt de sig et sted at sove. De lagde sig til at sove, og da hendes store mand var faldet i søvn, stod hun op for at flygte. Hun udsøgte sig de smukkeste rensdyrskind og lavde sig en bærebylt. Da hun var færdig med det placerede hun sin lille søn på maven og tog bylten på ryggen, og så stak hun ellers i rend. Hun løb og løb og var helt udmattet, men da hun vendte sig om viste det sig, at hun stadig befandt sig lige ved sovestedet!

       For anden gang tog hun afsted, og denne gang anstrengte hun sig endnu mere. Da hun havde løbet et stykke tid, så hun sig tilbage - og nu kunne hun ikke længere se de sovende. Hun gik længe og nåede så frem til sin families hus, men der var ingen mennesker. Det viste sig at de var taget ud til en ø ud for deres kyst. Hun gav sig til at råbe efter dem, og endelig kom der en konebåd ud på vandet. Da de nåede hen til hende blev de meget forbavsede  - alt det rensdyrkød hun havde med! Og da de så hendes spædbarn blev de meget lykkelig over deres nye barnebarn. Hun sagde til dem, at det var bedst at de ikke tog tilbage til deres hus, fordi hendes store mand nok ikke bare ville lade hende være, når han kom. - Han ville snarere tage hende med.

       Så blev da da boende ude på øen, og først om efteråret vendte de tilbage til deres boplads.

       Det fortælles at hendes store mand havde været der for at se efter hende, men fordi der aldrig var mennesker der, lod han hende til sidst være.

       Her slutter fortællingen.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Det er usædvanligt og antyder et nyt syn på de "anderledes", at et barn hvis ene forælder ikke er et rigtigt menneske, overlever blandt mennesker.

 

Var.: Arnarsuaasaq

Arnaussâq

Print
Dokument id:914
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Arnaussâq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 91
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 99.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Den feminine mand.

 

M. Denne mand opførte sig fulstændig som en kvinde, og når de unge kvinder havde brug for hjælp med noget, som for eksempel med syning, henvendte de sig til ham, fordi han kunne hjælpe dem ved at forklare, hvad de skulle gøre ved tilskæring af skind til kvindepelse eller kvindeanorakker af sælskind. Og når de manglede skind til skindbroderi eller flettet senetråd, henvendte de sig bare til Arnaasaq.

   Det fortælles, at når Arnaasaq tog sin pose op og ledte efter det, som de manglede, kunne han altid finde det til dem, fordi han altid sørgede for at have noget i reserve.

   Og når han sov om natten, rørte han aldrig de unge kvinder, selv om de sov lige ved siden af ham. Men han kunne ikke altid lade de unge mænd være i fred, hvis de sov i nærheden af ham. Efter at han var død, blev det efter et godt stykke tid skik blandt især de yngre fangere, at de, når de var på vej på fangst og gerne ville have et godt udbytte, vendte sig i retning mod hans grav og gjorde samlejebevægelser og råbte til ham: Arnaasaq, vi kommer for at have samleje med dig! Og så hændte det at de fik held med jagten.

   Det siges, at Arnaasaqs grav befinder sig i Ueerteq, nord for Tasiusaq.

 

Hist.: Historisk begivenhed fra 1800-tallet.

 

Kommentar: Seksualitet og fangst var tæt forbundne. En almindelig tanke var den, at kvinder tiltrækker fangstdyr. Ligeså at døde mennesker kan skaffe de levende fangst. Her er det så en død homoseksuel mand, som man lokker for, for at han skal skaffe dem fangstdyr. Der er meget få fortællinger om homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder. Det siger intet om, hvor mange der procentvis var eller om hvordan man så på den slags. Denne fortælling her er jo ganske munter.

ârqâteqajuitsõrsuaq / aaqqaateqakuitsoorsuaq

Print
Dokument id:2265
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Ville ?
Nedskriver:Brandt, Ville
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ârqâteqajuitsõrsuaq / aaqqaateqakuitsoorsuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

Arqatulâq / Aqqatulaaq

Print
Dokument id:447
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arqatulâq / Aqqatulaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 1, side 21v - 24h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

 

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

 

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

 

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

 

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

 

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

 

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

 

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Asalôq / Asalooq

Print
Dokument id:1634
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Piitaralak (Pîtaralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Asalôq / Asalooq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 299
Lokalisering:Agto / Attu: Kangâtsiaq / Kangaatsiaq
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 82.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 34 -

36: "Asalôq" / Asalooq, hvis fortæller dér angives at være Jane Brandt (Jan Brandt, formentlig. Ifølge håndskriftet er det Piitaralak, BS).

 

Resumé:

Asalooq ("Kajakstolen") har en plejebror, der blir borte i kajak. A.

betrækker en konebåd med tre lag skind og drager mod syd på opsøgning.

Det ene lag skind blir undervejs ædt af havets lus og det andet af

havets orme. Men de når så frem til en boplads med en høvding, der

hader fremmede og inviterer A. ind på en masse mad og en styrkeprøve

på armkrog. A. spiser på skrømt en masse kød, som han skjuler under

tøjet, og overvinder både høvdingen og dennes fæller i armkrog. A.

rejser over til en lille ø, hvor fjenderne kommer til, men hindres af

A.s tryllesang i at finde ham. De tar væk, A. rejser sydpå, og uden

nogensinde at finde sin plejebror når han Aluk, hvor han slår sig ned

med familien for resten af livet.

 

Hist.: Heltens sejr over den onde høvding er en af fortællerens

yndlingsepisoder. Se "Iviangersuunnguaq", hvor den onde høvding bor i

nord og helten i syd. I "Asalooq" bor høvdingen i syd, men A. får

hjemsted endnu længere mod syd(øst) i Aluk. "Syd" er det verdenshjørne der oftest konnoterer noget godt i fortællinger fra de fleste egne på Vestkysten og behøver

ikke at referere til andet end solens sted, som fangstdyrene kommer

fra om foråret.

Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi

Print
Dokument id:154
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 114 - 116, nr. 45
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af

Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi.

Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.

 

I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq

sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres

eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så

langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a

 

t eventuelle forfølgere ville kunne

indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand,

som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge

muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i

landet boede mange eqqillit (indlandsånder).

 

De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind.

De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der

blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der

var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden

side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen.

Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af

teltene. De holdt altså konebytning.

Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de

pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på

hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt,

spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene

fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe

dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.

 

De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede

ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede

til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra

fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu

havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af,

idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af,

sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De

dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.

 

De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til

deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for

dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive

dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en

ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet

færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til

sine fætre og blev hos dem.

 

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

 

Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige.

At holde op mens legen er god.

Print
Dokument id:7
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Iisaaq (ÃŽsâq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:At holde op mens legen er god.
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 132
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Legen med snorefigurer, ajaraaneq ?, må ikke overdrives, siges det. Det var faktisk hændt engang nær Aappilattoq på efterårsfangst. Om natten, da fortællerens morbror var ude og tisse, så han et helt uhyre stort isbjerg ligge lige ud for kysten. Alle hviskede af frygt, kvinderne turde ikke hente saltvand til kogning nede ved det. Heldigvis var det væk næste morgen. Kun et lille isbjerg sås. Derfor advarede man altid mod at overdrive både ajaraaneq og ajagaq-legen (kastespillet, pind i hul, ajagarneq).

Hist. : begivenheden med det store isbjerg må have fundet sted i begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Man kunne frygte, at isbjerget ville kælve med en flodbølge så enorm, at den ville skylle alt på kysten med sig i havet. Larm ville kunne få den til at kælve.

I arktisk Canada var der tabu mod at spille begge spil på hver sin side af vintersolhverv; Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq

Print
Dokument id:1807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Atdlunguaq

Print
Dokument id:365
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Atdlunguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 225h - 231h, nr. 347
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Allunnguaq, at han var forældreløs og

havde plejeforældre. Plejefaderen plejede at sige til ham:

"Allunnguaq; du skal træne dig stærk; men kun i klipperevner."

Når Allunnguaq var ude at gå en tur, søgte han så

kun efter klipperevner.

 

Allunnguaq voksede op og blev meget stærk og dygtig til fangst. Ingen kunne måle sig med ham. De boede sammen med en stor søskendeflok - mange brødre og kun en søster. Flere dygtige fangere friede til hende. Når en frier greb hende (...for at bortføre hende), tog hun fat i ham, løftede ham op og smed ham hen til

indgangshullet.

 

Hun var så stærk, at ingen mand kunne klare hende. En dag skulle

Allunnguaq ud på fangst. Det var i en periode, hvor han fangede meget.

Ved afrejsen sagde han til sin plejemor; "Vil du i dag sy mig klæder

af lutter hvidt skind?" Hele den dag foretog plejemoderen

sig ikke med andet end at sy klæder af hvide skind. Da Allunnguaq kom

hjem om aftenen tog han sine hvide skindklæder på; og uden først at

have spist noget gik han ud. Han gik direkte hen til brødreflokkens

hus. Da Allunnguaq kom ind i huset, kiggede brødreflokkens søster lige

på ham, men vendte sig hurtigt bort fra ham, fordi hun var så sikker

på at kunne klare denne ret lille mand, eftersom hun havde bevist, at

hun magtede store stærke mænd. Så snart Allunnguaq greb hende, greb

hun også ham og ville løfte ham ved at spænde omkring hans balder; men

hun kunne ikke og opgav. Hun forsøgte endnu en gang, men hun

kunne ikke klare ham. Hun faldt efterhånden til ro, da Allunnguaq tog

hende rigtig til sig. Hun tog ham i øjesyn og opgav helt. Brødrene

rejste sig op; og eftersom de ikke kunne magte søsteren, opgav de alle

som én at gøre noget ved Allunnguaq. Forhåbentlig ville han næppe

finde på at pine hende. Sagen var foreløbig afgjort. Allunnguaq tog

hende med hjem. Hun gjorde ikke modstand, da han tog hende ind. Han

fik hende til kone.

 

En gang ved forårstide tog nogle sydlændinge på vej nordover ophold på

deres boplads. Blandt dem var der en meget stor mand. Allunnguaq havde planer om at bygge sig en konebåd. I den anden ende af rummet havde han en hel

masse skind til afhåring, som skulle bruges til betræk til

konebåden.

 

En aften var der en, der råbte udefra: "Allunnguaq, jeg

skal sige fra din store fælle (aiparsuarpingûk - aappaq, den anden

/ledsager / fælle, CB; (konebytnings)partner ? BS), at han kommer i morgen for at tage din kone." Næste morgen tog Allunnguaq ikke ud på fangst på grund af ham,

der ville komme og tage hans kone. Den morgen satte han sig bare til

at snitte noget til sine redskaber. Han forholdt sig afventende; og en

gang han kiggede ud gennem vinduet, så han manden komme. Allunnguaq,

der var iført klæder af hvidt skind, stillede sig ved indgangen med

ryggen til. Undervejs ind så den store sydlænding Allunnguaq stå ved

indgangen med ryggen til. Han skulle lige til at sagtne farten,

men så tænkte han, at han hellere ville skubbe ham bagfra, så han

ramte briksekanten og blev kvæstet. Derfor satte han farten op, sprang

på Allunnguaq og skubbede ham af alle kræfter. Allunnguaq flyttede

ikke engang sine fødder. Efter dette skub gik Allunnguaq langsomt og

roligt hen til sin plads på briksen. Han havde forstået, at hans kone

nok skulle kunne klare sydlændingen. Ligesom Allunnguaq satte sig, var

sydlændingen på vej hen til hans kone. Allunnguaq kiggede på ham et

øjeblik og vendte sig væk. Sydlændingen greb hans kone, og i

samme øjeblik lagde hun armene omkring ham. Som tidligere nævnt havde

Allunnguaq skind til afhåring i den anden ende af rummet. Denne proces

var i fuld gang, og skindene havde afgivet en hel masse tran.

Allunnguaqs kone tog den store mand under armen og med hen til

skindene. Allunnguaq så til og kunne nok regne ud, at det ville gå slemt

til. Allunnguaqs kone nåede hen til skindene; og med

sydlændingen under armen gravede hun ned mellem dem og lagde

sydlændingen ned, hvorefter hun dækkede ham til og forlod ham. Så så

man skindene begynde at løfte sig. Sydlændingen dukkede frem smurt ind

i tran over det hele. Han, som var så hvid, da han lige var kommet

ind. Han rejste sig op og forsvandt ud af huset.

 

Senere skete det, at

Allunnguaq stod og byggede en konebåd, mens hans lille søn legede i

nærheden og kastede spyd. Så hørte han drengen sige noget med

forandret stemme og så ham flygte. Han drejede om og opdagede en stor

bjørn stå lige ved siden af ham. Der var ikke tid til at flygte bort

med drengen, så han placerede drengen foran sig og vendte sig om.

Bjørnen rejste sig for at slå ham. Han vendte ryggen til bjørnen.

Bjørnen slog Allunnguaq, uden at der skete noget med ham, hvorimod

bjørnen faldt bagover, hvorefter Allunnguaq slap drengen og gik hen

til bjørnen. Han greb bjørnen og slyngede den imod jorden, så de store

hofteskåle blev revet over. Hans kone flåede bjørnen og kogte kødet;

og da kødet var kogt, gik hun ud og råbte ud i det blå: "Jeg skal be'

mændene om at komme og spise kød." Under måltidet sagde Allunnguaqs

kone: "I tror måske, at bjørnen var fanget med redskaber. Det er én, som Allunnguaq har dræbt ved at slynge den mod jorden. Da Allunnguaq i

sin tid friede til mig, strittede jeg imod. End ikke spjætte, kunne

jeg. Hverken mine fødder eller hoved kunne rokkes. Slut.

 

Var.: Allunnguaq. Arons version ligner denne meget.

Allunnguaq er et hyppigt navn på en initiativrig helt i forskellige fortællinger.

 

Kommentar: Det må i anden omgang være sydlændingen, der har helt hvide skindklæder på.

Attuagarkut / Timersuarmik

Print
Dokument id:529
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attuagarkut / Timersuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 216h - 224v, nr. 346
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

 

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

 

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

 

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

 

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

 

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

 

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

 

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Atungait

Print
Dokument id:662
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Atungait
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 138 - 140, nr. 35
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 54.

 

Resumé:

Atungait / Atungaat og hans kone rejste rundt på slæde. De kom til nogle

folk, der var mordere. Her fik de en stor hund, og med et ben

skrabede de den, for at få blod ud, så konen kunne blive let-fodet. Da

hun var blevet let-fodet, rejste de langs  kysten. Folkene fulgte

efter dem. Konen løb foran slæden, mens hun råbte:" Atungaat, Atungaat!"

til hunden. De kom op ad en stejl kløft, her mødte de nogle mennesker. Atungaat

prøvede at flygte fra dem, men to små sorte mænd kom op til ham, og

ville spise hans hundefoder. Da Atungaat så det sagde han:" De som

ligner ravne, lad dem bare samle noget op."

 

Da han havde fodret sine hunde gik han ind. En gammel kvinde sagde:

"Kom ind." Inde i huset var en kvinde, der ville forhekse ham. Han

flåede hendes indvolde ud under lampen. Kvinden så at hendes indvolde

var forsvundet, og hun faldt om og døde.

 

Atungaat ville besøge et andet hus. Han skulle lige til at gå ind, da

to sagde: "Kom ind og slik hjernen af et menneske og af en ulv- jeg

siger ingenting." Han kom ind og slikkede det hele op. Så tog han en

tallerken, smækkede den op på maven, og på den lå alt det han lige

havde spist. Han gav den til en anden, idet han sagde:" Nu er det din

tur." Den anden spiste det op, og gjorde som Atungaat, men tallerkenen

blev ikke fyldt, og derfor faldt han om og døde.

Derefter rejste Atungaat og hans kone videre. Hans store hund havde

bidslet i munden. Hans kone løb igen foran slæden og råbte:" Atungaat,

Atungaat!" Så vendte de hjem.

 

Var.: Enkelte episoder genkendes fra andre fortællinger, visse varianter af Qilaasuaq fx

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Augpilagtoq / Aappilattoq

Print
Dokument id:342
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Augpilagtoq / Aappilattoq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 115
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aappilattoq

 

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

 

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

 

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

 

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

 

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Augpilagtume angákorssuaq

Print
Dokument id:898
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Augpilagtume angákorssuaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 72.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den store åndemaner i Aappilattoq.

 

Dengang Itakillik boede i Saveerneq, var en af hans husfæller rejst på besøg i Aappilattoq og havde taget sin kone og et par børn med.

   Saveerneq var almindeligvis et strømskåret område, og ofte var det umuligt at bruge nogle af hundeslædevejene. Da det var på tide, at denne hundeslæde skulle ankomme fra Aappilattoq til Saveerneq, var det blevet umuligt at lægge til nedenfor huset, hvor man ellers plejede at komme op. Stedets ældste, Itakillik, der havde holdt øje med stedet og ventet på, at de skulle komme, sendte nogle derned for at råbe til dem, at de skulle lægge til et andet sted, og de opdagede, at man ikke længere kunne bruge slædesporet, og at isen nu drev afsted med dem. De løb efter dem og råbte efter dem for at få dem til at lægge til et an-det sted, men slæden faldt ned, og disse mennesker kom ind under isen.

   Da de skulle til at græde over de døde, forbød Itakillik dem det, fordi han først ville være alene på det sted, hvor de faldt i vandet, og først hvis der ikke var noget at gøre, skulle de græde over de døde. Han lod alle sine fæller gå op til huset for selv at være alene ved ulykkesstedet.

   Da Itakillik var blevet alene dernede, kunne de høre ham sige noget, og Saveerneqs fjeld, Inussugaarsuks fjeld og Akunnaarsuks fjeld, der ellers lå langt fra hinanden og ikke kunne give ekko, begyndte så at svare utydeligt igen, når han sagde noget. Hver gang de kunne høre Itakillik sige noget, hørte de fjeldene svare ham. Da han råbte til sine fæller, at de forulykkede var reddet, kom de og så, at han havde fået dem allesammen op. Og ingen af dem havde lidt overlast. Han forbød dem at tale om det skete, fordi flere af dem allerede var døbt. Derfor tav de. Og først senere begyndte de at fortælle om det, der var sket.

 

   (Da Itakillik blev døbt, fik han navnet Samson. Han døde i 1872, og dengang mente de, at han var omkring 62 år gammel).

 

Hist.: se ovf.

Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd

Print
Dokument id:1020
Registreringsår:19021933
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 5
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:
Titel:Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 6 - 7
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden.
(Hvis "kujatânut" er en fejlskrift af "kujatâmiut") De begav sig ned til bopladsen, idet de hele tiden sagde: "Deres telte, deres telte!" Undervejs ned lød det fra en af sydlændingene: "I har ikke overvundet dem alle sammen." Nordgrønlændernes stærke mand vendte ansigtet og så, at de skubbede en sølle ung mand, hvis ene arm var trukket op i ærmet, hen imod ham med ordene: "Han dér skal brydes med ham." Tænk at de udpegede én, som de næppe selv regnede for noget! Den der skubbede den unge mand frem, sagde: "Lad manden, som ingen kan måle sig med, brydes med ham." Da den unge mand var blevet skubbet helt frem, stak den stærke mand sin venstre hånd i lommen, så den var skjult helt op til under armen.Han begyndte, med bare sin højre arm, at brydes med den unge mand. Men da han ikke kunne klare ham, måtte han trække den anden arm op. Midt i opgøret trak den unge mand hovedet ned mellem skuldrene, tog den anden omkring livet, løftede ham op og kastede ham hen ad jorden. Hans fæller begav sig ned og sagde hele tiden: "Deres telte, deres telte!" Idet de begyndte at gå, hørte man nogen sige noget. Han (Nordgrønlænderen ?) vendte hovedet imod lyden og så en lille kælling med oprullede ærmer vise sine arme frem, idet hun hele tiden sagde:"Den kære unge mand har jeg båret på ryggen" (mens mine små underarme "qaumaivdlugit?) Minsandten om ikke den unge mand var denne kvindes søn. Så vandt sydlændingene altså.

Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge

Avangnânigûngma turâmalernjoq Kanajermijit pigsaitâunik

Print
Dokument id:456
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avangnânigûngma turâmalernjoq Kanajermijit pigsaitâunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 16 - 17
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)

 

De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i

Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage

sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted.

De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig

aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!"

Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på

denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at

undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord

for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj

lidt nord for deres boplads.

 

Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det

samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og

forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han

nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit

blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin

kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen:

"Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise

bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og

begav sig op.

 

De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at

den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se

at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på

udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i

den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen

i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål,

løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål.

Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham.

Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham

i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han

ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han

fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans

legeme og smed stykkerne ud.

 

Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje

med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den

anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke

længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog

aldrig mere sydover.

 

Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen).

avdla / Anden fortælling om qivittut

Print
Dokument id:829
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:avdla / Anden fortælling om qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Anden qivittoq - fortælling.

Der var engang en mand, der var gift med en sur kvinde. Hun var altid

gnaven på sin mand. Når hun ordnede hans

kamikker, stak hun synåle i kamikhøet for at gøre det rigtig

smertefuldt for ham at gå. Langt om længe blev manden fornærmet og

tog bort for at leve som qivittoq. Men det varede ikke længe, så

fortrød han det bitterligt, og ville vende tilbage.

Der skete så det, at folk på en anden boplads begyndte at mærke

noget usædvanligt. Det spøgte. En aften sad en kvinde og syede, og da

de andre var gået i seng, ville hun ud for at besørge.

På vej ud hørte hun støj i retning af kogerummet, og

efter lyden at dømme forplantede støjen sig længere ind i gangen. Hun

vendte tilbage ind i huset og fik fat i en fakkel, hvorefter hun gik

ud igen for at finde ud af, hvad det var for noget. Hun fik øje på en

mand med ryggen til. Han havde bukser af sortsideskind, behængt med

istapper, og de så meget uhyggelige ud. Da hun så dette, gik hun

ind igen efter hjælp. Da kvinden kom ind, gav husherren sig

til at skælde hende ud og bebrejde hende, fordi hun vendte tilbage. I

det samme hørte man et vældigt rabalder. Det var manden, der var på

vej ud af husgangen og væltede bøsserne. Da det blev sommer, forsvandt der et dyr (nerssutâtâ, hans (hus)dyr),

der tilhørte manden, som skældte ud. Det var så qivittoq'en, der havde

hævnet sig på manden ved at spærre dyret inde i en klipperevne.

Det fortalte qivittoq'en senere, da han traf nogen. Han fortalte, at

han havde forsøgt at vende tilbage, inden han blev ødelagt; men nu,

var der ikke længere grund til at vende tilbage; han måtte arbejde på

at ødelægge sig selv. Flere gange mistede han bevidstheden af sult og

tørst og af at fryse så voldsomt. Til sidst vænnede han sig til det.

Han var nu i stand til at klare hvad som helst.

 

Hist.: Det lykkedes enkelte qivittut at vende tilbage: se fx. Saalla og andre qivittoq-historier.

Udskælderens dyr må have været tamdyr, får, måske eller geder eller køer, som herrnhuterne i det sydligste Grønland holdt i mindre tal. Fårehold blev først et grønlandsk erhverv fra 1915.

avdla oqalugtuaq

Print
Dokument id:184
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 200, nr. 80
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en rensdyrjæger. (Orig. overskrift: En anden historie).

En mand var ude på rensdyrjagt og gik opad en skråning. Han fik øje på nogle

sælknogler; en loppe sprang forbi ham. Han så også et hvalkranium. Da han gik

videre, hørte han nogen sige: "Kom indenfor." Inde i huset sad der imod

vinduespartiet lutter sorte og imod bagsiden lutter blå mennesker. En af dem ved vinduespartiet ville nu handle: "Vi vil gene købe maver af dem, I fanger,"

(Silaminattaqs maver/ bugskind). "Mener du maver af Silaminattaq?", "Ja, skind

(maver) af dyr."

En af dem inde i huset, en pige ved navn Maagina, lå på briksen og sov med

hovdet imod bagvæggen. En af dem sagde: "Maagina vil som sædvanlig sove." Det viste sig, at hun i søvne syede en lap på rensdyrjægerens kamiksål.

 

Var.: En temmelig uklar fortælling, hvor et rigigt menneske besøger visse dyr, som han aftaler en udveksling med. Se: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Aviaja og hans slægt

Print
Dokument id:983
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Puarajik (Henrik)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aviaja og hans slægt
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 130 - 132
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

 

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

 

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

 

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Besøg af innersuit

Print
Dokument id:2056
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Besøg af innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 118 - 119
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 128 - 129: "Pulaartut eqqumiitsut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé: JJ har selv engang som barn, hvor han vågnede efter alle var oppe og ude, set to kvindelige væsner i underligt tøj, der talte meget nasalt om at de hellere måtte smutte igen inden hun (JJ's stedmor) kom ind igen. Familien mener nok det var innersuit, der jo er næseløse. JJ tror derfor fuldt og fast på at innersuit er til.

 

Den længere grønlandske tekst, se ovf., er oversat således af Signe Åsblom med forbehold for misforståelse af dialektale gloser:

 

s. 128: Pulaartut eqqumiitsut: De mærkelige besøgende.

 

   Jeg fik selv besøg en morgen dernede i Salliit, min stedmor... dagen før havde min far fanget en klapmyds. Det var meget tidligt om morgenen, og det sted, hvor den blev fanget, kaldte vi Kangilliit Qinnguat, og der boede Timerliit, og vi tog gerne på fangst derude ved de østlige øer og boede så på en stor flad klippe. Dér var jeg så faldet i søvn, og Eliisibak og dem og altså mine mange søskende var taget på fangst, mine søskende var på fangst. Så vågnede jeg pludselig op af søvnen ved nogle lyde: Tænk! To kvinder. Og hvor var min stedmor? Det viste sig, at hun var taget ned til den afsidesliggende del af stranden for at partere den klapmyds, som var blevet fanget dagen før. Hun havde trukket den op af vandet og havde parteret den på stranden. Og du skulle have set så mærkelige disse besøgende så ud! Åh, jeg havde aldrig før set kvinder, der så sådan ud, så jeg gloede ligefrem på dem. Dengang fik jeg dem til at tale, og jeg lyttede til dem, da de sagde følgende, og de sagde: (JJ klemte sammen om sin næse for at komme til at lyde som kvinderne, når de talte) "Nåda! Hende derude kunne nok finde på at komme herind, så vi må nok hellere gå ud!" Det lød, som om de talte med lukkede næsebor. Det var det mærkelige ved dem. Der kan du bare se.

 

   Ja, det var altså dem jeg så. Og jeg blev meget forbavset over deres kamikker. Deres skindbukser havde et enkelt lodret stykke behåret skind foran. Og deres kamikker havde også et enkelt lodret stykke skind foran, men det var uden broderier. Det var virkelig noget besynderligt tøj! Jeg lå altså der og kiggede på dem: De sad altså der på trækisten, de sad bare. Så sagde de altså sådan, og de gjorde sådan her... den tredje småpludrede, da hun sagde: Hun sagde noget, og jeg hørte det tydeligt (JJ klemte igen sammen om sin næse) "Nåda! Hende derude kunne vist finde på at komme herind, så vi må hellere gå ud!" Der kan man bare se! Og jeg ved godt, og forstod det bagefter, da jeg havde tænkt over det, at det var, som om de var bange for, at min stedmor skulle komme ind. Der kan man se! Tænk at jeg fik besøg dengang. Da jeg bagefter fortalte om det, mente de, at det måske ikke kunne have været andre end innersuit. Der kan man se! Og efter det har jeg aldrig nogensinde set sådan nogle! Jeg har aldrig siden set noget som helst.

   Tidligere prøvede man at få disse innersuit at se. Men jeg blev godt nok forbavset over dem. De er meget mærkelige. De holdt sig jo i nærheden af mig, og mens de besøgte mig, ville de måske... men på den måde fik jeg dem da at se! Tidligere har jeg anfægtet sådan noget og har ikke villet tro på det. Vi er jo døbt. Når folk begyndte at fortælle, ville jeg ikke tro dem. Men der er altså ikke noget at gøre: Når jeg bagefter har tænkt på alt det jeg har set og også sådan noget som dette her, er jeg begyndt at tro på det. Jeg tror på sådan noget. Og selvfølgelig, men så er der jo det vi har læst den lille katekismus dengang vi var børn, Luthers påbud: At alt muligt blev forbudt: Du må ikke synge / fremsige magiske formularer / ordremser / trylleformularer / serratit, der må ikke findes åndemanere, man må ikke have magiske formularer, man må ikke påkalde ånderne! Det blev påbudt at holde op med at bruge forfædrenes skikke. Når jeg skal have det som rettesnor, bliver jeg altså så....

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. JJ var 66 år i 1965.

Boksning med de bare næver

Print
Dokument id:3
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Boksning med de bare næver
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 134 - 136
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 157 - 158 (forkortet version fortalt af Martêraq: tigdluûneq / tilluunneq).

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Som et eksempel på arrangerede boksekampe fortælles der om en, som Kujangiwdlik (Ineqinnavaats far) inviterede til. Den stærke ældre kone, Nakewaq's to sønner, som hun havde fået til at træne sig stærke, deltog: Qungaseq (Kunngaseq ?) og Agpángewaq (Appannguaq). Boksekampe indledtes med kvindernes afsyngning af kendte nidviser og styrkeprøver. Selve mandeboksningen bestod i, at den ene tævede løs på den andens rygvendte skuldre. Qungaseq fik således smadret den ene skulder på Kujangillik, der havde styrke nok til at bede om endnu et slag. Qungaseq svarede med kun et svagt slag, hvorefter Kujangillik kunne trække sig tilbage med æren i behold. Derefter udfordrede Kujangilliks gamle svigerfar Qungaseq. Qungaseq slog  også denne gang meget let, hvorefter den gamle brød alle regler og lynhurtigt kradsede Qungaseq til blods med sine negle. Han løb fra stedet og latteren tog brodden af situationen, hvor Qungaseq's hidsige gemyt kunne have givet sig uheldige udslag. Denne sang i stedet et pralevers om sin lille kraftige venstre. Næste dag havde Kujangillik armen i bind, men udtrykte ikke vrede over Qungaseq, der undskyldende spurgte til hans tilstand. Men Kujangillik inviterede igen senere til boksekamp, og da rygtet gik, at han denne gang ville slå med en sten i næven, undskyldte Qungaseq sig med, at raske mænd ikke slår på invalider (der har fået skulderen smadret).

 

Hist. Historisk beretning fra første halvdel af 1800-tallet.

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Børnelammelsesoffer helbredt

Print
Dokument id:838
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Børnelammelsesoffer helbredt
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 40 + 42
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41 + 43: Nukigdlârnermit

náparsimasewq ajerungnaersitaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 116.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Mange i samtiden ville ikke anerkende Ineqinnavaat som åndemaner / angakkoq, fordi hun mentes at have skadet flere end hun havde gavnet. Men hun fik engang helbredt sin veninde for resterne af en børnelammelse ved massage og en serrat / tryllesang / magisk sang. Mawsaligtoq hed veninden, der var gift med en dansk handelsleder. Han modsatte sig konens ønske om at prøve helbredelse hos In., og hun måtte vente til en dag han var borte på laksefangst. Datteren fandt det dengang ikke mærkeligt, at moderen pludselig blev rask. Først som voksen kom hun til at beundre In. for helbredelsen.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Child is eaten by grandmother in the shape of a bear / Et barn spises af sin bedstemor i skikkelse af en bjørn.

Print
Dokument id:1379
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Child is eaten by grandmother in the shape of a bear / Et barn spises af sin bedstemor i skikkelse af en bjørn.
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr. Grønland 152(1)
Omfang:side 219 - 220, nr. 50
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 86.

 

Resumé: Nogle børn var lukket inde i en iglo / illu, da de så en bjørn komme

imod dem. De prøvede at slippe ud af bagvæggen, og en som var meget

fed, prøvede de at bære. Da bjørnen nærmede sig måtte de slippe deres

fede ven. Bjørnen maste ham og flåede tøjet af ham.

En mand, der hed Qerisoq, kom med noget hundefoder, idet han sagde at

den ikke skulle spise barnet. Bjørnen ville ikke have hvalros ribben,

men barnet fordi det var så fedt. Qerisoq dræbte bjørnen og svøbte det

fede barns knogler ind i skindet. Barnets bedstemor havde altid

fortalt, at når hun blev en bjørn, ville hun æde det lille fede og

blege barn. Bjørnen havde ædt barnet, mens barnets far var på jagt.

En gammel kone havde sagt til ham: "Bjørnene kalder landet for en

isflage!"

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:971
Registreringsår:1932
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Ostermann, H.
Indsamler:Ostermann, H.
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 130 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.

 

Resumé:

Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge;  Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak.

Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund.  Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?),  hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert.

Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget.  Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne.

Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt.

Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak.

Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.

 

(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).

 

Månens hund.

Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig  i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.

 

(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud.

Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)

 

Dødningen.

Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.

 

Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.

 

Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet.

Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne.

Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk.

Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet.

En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.

 

Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.

 

(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten).

Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version.

Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det.

Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler.

Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.

 

Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq

Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.

 

En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.

 

Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).

 

Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk  Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.

 

Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:984
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Poulsen, Christian
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

 

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

 

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

 

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

cutup iwa / L'habitant d'une grotte / huleboeren

Print
Dokument id:1998
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:cutup iwa / L'habitant d'une grotte / huleboeren
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 368
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En aften stirrede et ansigt vedholdende ind gennem tarmskindsruden og truede med at ville stikke en af husboerne med en kniv. Til slut stak en af dem selv den fremmede i ansigtet tværs gennem tarmskindet. Næste dag så man blodspor fra vinduet til en dyb hule udhulet af et vandløb under en sneskorpe. Det skulle være foregået ved Noortiit (ved Kulusuk?) kort før Konebådsekspeditionens ankomst i 1884.

 

Hist.: Forestillingen om netop den slags huleånder er sjældent dokumenteret i fortællingerne. 1880'erne.

Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak

Print
Dokument id:1810
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede

Missuarnianngas mor.

I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga

tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han

åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt

af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den

afholdenhed (du må lide under)?"

Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud

af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad  med, at

du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?"

Mitsuarniannga var villig.

 

Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet

gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de

døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et

bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter

et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå

ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de

andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at

mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at

puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere

til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned

imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt.

Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og

hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der

er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe

(ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre

arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og

kalde på senen."

 

Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en

snespurv, som han tog op.  Han gik videre og så en strandsneppe, som

han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt

op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq.

Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han

et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene.

De ting, han havde fået fat på, gav  han videre til Uiak. Uiak lagde

snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der

står egentlig: de gav sig til at puste).

Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets

skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben

på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener

der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.

 

Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.

 

Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han

til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det

sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj

den; og siden så man ikke mere til den.

 

Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på

fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han

var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne

beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med).

Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den

hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den

med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet -

beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted.

Efter at have gjort dette, tog han hjem.

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900.

Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning

Da ravnene kunne tale

Print
Dokument id:942
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da ravnene kunne tale
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr. på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manus. på engelsk findes i KRKB 5', og et tilsvarende på dansk i KRH 52,2, hæfte 429.

 

Første gang trykt i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 137 - 138.

 

Resumé: "Der var engang i gamle, gamle dage en tid, da ravnene kunne

 

tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordene havde

 

omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde

 

de altid det modsatte af, hvad de mente. Mens de således var fulde af

 

løgn, var der engang en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem,

 

og derfor kan ravnene kun skrige. Men deres natur beholdt ravnene dog,

 

og de er den dag i dag fulde af vredagtighed, løgn og tyvagtighed"

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Da trommestrid endnu var populær

Print
Dokument id:2
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:Lynge, Hans
Titel:Da trommestrid endnu var populær
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 151 - 152: ivngerutit.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Aângewaleq / Aanngualeq ? var nær veninde med Mawsaligtoq / Massalittoq ?, der var blevet døbt, for at hun kunne gifte sig med tjenestemanden Philip Petersen. Trods dåben fungerede hun dog stadig som åndemaner / angakkoq, og hun dyrkede ofte trommesang med sin veninde. Denne, Aanngewaleq, blev så udfordret til trommestrid af manden Itakewdlik / Itakerlik ?, og skønt hun vægrede sig ved at synge mod en mand, pressede han hende til at give efter. Han hånede hende for at omgås de danske og være veninde med en, der var gift med en dansker. Hvorefter Aanngewaleq svarede i sin sang, at han måtte have udfordret hende, fordi han ville fri til hende i den tro, at hun var en ganske anden end den ubetydelige kvinde, hun faktisk var. Publikum jublede over dette udsøgte svar.

Selve trommesangen er inkluderet i teksten.

 

Hist.: Mawsalittoq / Mavsaligtoq blev gift med Petersen i 1839.

De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut

Print
Dokument id:1205
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 152 - 154, nr. 32
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 112 - 114, nr. 32.

 

Resumé: Denne tekst er ikke en fortælling, men en gennemgang af: 1.

Åndemanerens forhold til sine hjælpeånder (uden dem ville han være

ligeså magtesløs og uvidende som almindelige mennesker, og åndemaneren

får ikke rigtig magt over sine ånder, hvis han ikke holder seance).

2. Åndernes liv, der i samfunds- og følelsesliv ikke adskiller sig fra

menneskers.

3. Det gængse forløb under en seance, hvor åndemaneren bliver

bundet, hvis han skal ud og flyve, og hvor han (hans åndedræt) i tre

forsøg skal dykke ned under gulvet og give plads for hjælpeånderne,

der på skift trænger ind i hans legeme. Dér får de varmen, beretter om

den fraværende åndemaners oplevelser, eller fortæller løst og fast,

eller afslører tabubrud o.l.

 

Hist.: Oplysningerne svarer til andre generaliserende beskrivelser fra

Østgrønland. Søg på: seance / åndemaning / mane ånder; åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

De to venner, som ville omrejse verden

Print
Dokument id:1537
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Gamle Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to venner, som ville omrejse verden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 69
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut" / Silarsuarmik kaajallaaniartut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 118 - 119.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 14 - 15: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut".

 

Resumé:

Tid: Den gang var der mange mennesker og alle lande var befolkede. To

mænd rejser i hver sin retning fra samme udgangspunkt. Da de mødes

igen er de oldinge, der må bæres frem af deres gamle børn, og deres

drikkebægre af moskusoksehorn er slidt helt op.

"Verden er stor!", udbryder de.

Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik

Print
Dokument id:1287
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 427 - 437, nr. 52
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.

 

Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter,

hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og

mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far.

K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet

mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede

i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles

legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv

i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde

drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede

nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i

drengen.

K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig

ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå

længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor,

selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en

kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han

hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han

i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene.

Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver

efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker

bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første

mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at

kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs

havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet

skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et

enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med

udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser

sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand

på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så

siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i

ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er

ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans

normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig

over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det

så ikke var nødvendigt?

Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K.

adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få

sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride

den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også

helt at holde sin første seance.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.

Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket.

Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq

Print
Dokument id:1198
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 179 - 187, nr. 39
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 135 - 141, nr. 39.

 

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Innartuaqboen, Naaja, holder seance næsten hver aften. Under en seance

kommer hans nære ven blandt hjælpeånderne, Aakaks søn, tilstede og

fortæller om Uppiinnguaqs ran af en ung mand. Upp. hører, at N. har fået

det at vide, og derfor vil han N. til livs. Upp. sender sin hjælpånd, en

ajumaaq, der viser sig i skikkelse af en stor falk over N. under et

ritual uden døre, hvor N. skal indvie sin nye anorak. Hans kone, der

er med ude, ser N. vakle og svinge frem og tilbage ude af balance. Hun

tilkalder deres sønner, der ser ham endelig falde om, og de hører

suset af hans åndedræt, der forsvinder ned i jorden. Man bærer ham ind

i huset, synger ham til live og ind kommer hjælpånderne Aakaks søn,

Nakattak og Pamialluk. På Naajas bud får de drevet ajumaaq'en ind i

huset, hvor de forfølger den rundt og rundt i rummet. Den ser sit snit

til at smutte ud gennem røghullet og op til Upp.s hus i indlandet, hvor

jagten fortsættes af Nakattak. Upp. kan ikke hindre det og beordrer sin

ajumaaq hjem til dens tunnel i indlandsisen, hvor Nakattaq med sit

mordvåben får gjort det af med det store utyske. Med mordvåbnet vender

sig af ophidselse mod N., der må synge det til ro med kælesange.

Nakattak vender tilbage til Upp.s hus, hvor også Aakaks søn er ankommet

og trods sit sangkampvenskab med Upp. går A.s søn løs på Upp., fordi denne

har ville aflive Naaja, i hvis legeme hjælpeånderne plejer at varme

sig. Upp.s egne hjælpeånder kan intet stille op. Upp. lokker sin halvbror

blandt de største kæmper til at hjælpe sig, men forgæves. A.s søn

stikker ham et velrettet slag, og Upp.s far giver sin mening til kende:

Har man opført sig forkert må man lide for det. A.s søn piner og

plager Upp., der ber ham dræbe sig. Det sker, Upp. bliver klædt i ligtøj,

stensat, graven omcirkles med solen, og alle vender tilbage undtagen Upp.s far, der synger

tryllesange ved graven og blir ved med det dag for dag i en hel måned.

Upp. kommer atter til live, men flytter længere op i landet til sine

stammefrænder, indlandets kæmper, hvor han bliver deres åndemaner.

 

Var.: Uppiinnguaq

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:169
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 174 - 175, nr. 63
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En Ilulissatbo (orig. uden overskrift).

Der boede en fanger i Ilulissat med sin kone og sine børn. En dag han var ude på fangst, så han en kajakmand, der var ved at gøre sin fangst klar til bugsering. Fangeren fra Ilulissat roede han til ham, men den fremmede flygtede. Den fremmede viste sig at være en fanger af ildfolket / innersuit. Ilulissatboen tog sælen, som den fremmede lod ligge, med hjem.

 

En anden dag var Ilulissatboen ude på fangst og harpunerede en hvidhval. Han

ville ro hen og dræbe hvalen med sin lanse. Så så han en kajakmand ro hen til

hvalen, harpunere og dræbe den med lansen. Ilulissatboen ville have hvalen,

som han jo havde harpuneret (først); men manden fra ildfolket fastholdt, at det var hans, eftersom det var ham, der dræbte den. Og det var tydeligvis en hævnakt

imod Ilulissatboen, der tog hans sæl med hjem. Det endte alligevel med, at

ildmanden / innersuaq gav sig. Han hjalp oven i købet Ilulissatboen med at slæbe

hvalen ind, men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da Ilulissatboens kone var udenfor huset, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden gik ud og dræbte hunden med sin

kniv. Dagen efter henimod aften var der én der råbte udefra og bad Ilulissatboen komme udenfor. Manden vidste med det samme, at det måtte være månemanden. Da

månemanden havde råbt flere gange, råbte manden ud: "Du derude, du irriterer mig."

Da månemanden råbte endnu engang, iførte Ilulissatboen sig sin pels, der var

lavet af fugleskind, og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af

gangen, slog han på må og få efter månemanden for at stikke ham med kniven. Da

han kom ud af gangen, gik han hen til ham og forsøgte at stikke ham. Til sidst

begyndte månemanden at flygte, mens Ilulissatboen fortsat gjorde forsøg på at

stikke ham. Det blev han ved med, indtil han hævede sig op og forsvandt.

 

Året efter ved samme tid døde Ilulissatboen.

 

Var.: Den enlige mand ved Ilulissat; Manguaraq.

Kommentar: Fortællingens sidste episode kendes fra fx Manguaraq, der dræbte et af Månens fangstdyr og / eller hans hund, overvandt ham i slås- eller pralekamp og af den slagne månemand blev inviteret på besøg på månen. Han kommer tilbage i god behold. Den enlige Ilulissatmand inviteres ikke til månen og får øjensynligt taget sit liv af månemanden som hævn for sin sejr over innersuaq'en. Men det må være to fortællinger, der ikke helt sømløst er sat sammen. Ildfolkene, innersuit, der tiltrækker fangstdyr og er storfangere, lever ikke som Månen i himlen men under stranden, hvor innersuaq'en da også forsvinder fra Ilulissatmanden. Kampen med månemanden, der næsten kun kendes fra syd- og østgrønlandske versioner (søg: Manguaraq), etablerer en direkte forbindelse mellem innersuit og månemanden, der ikke er almindelig, men heller ikke urimelig, for så vidt som både ildfolk og måne lyser i mørke og trækker hhv. sødyr (og enlige kajakmænd) og havet (tidevandet) til sig med magnetisk styrke.

Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1395
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 52
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

 

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

 

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

 

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

 

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

 

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

 

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Den gamle bedstefader og hans sønnesøn og de vrede mænd i helpelse

Print
Dokument id:1629
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle bedstefader og hans sønnesøn og de vrede mænd i helpelse
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 278 - 283
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 26

- 30: "âtaniînguit tuvililigssuardlo" / Aatagiinnguit tuvililissuillu.

 

Resumé:

En gammel mands eneste søn blir dræbt. Den gamle, der atter må gå på

fangst, opdrager sin sønnesøn til stærk mand, hvorefter han rejser med

ham og sin sønnekone langt mod nord. De slår sig ned på en øde egn med

talrige fangstdyr. En dag får de dog besøg. Det er fem vrede mænd i

helpelse, der beklager sig over, at de fremmedes lugt har skræmt deres

fangstdyr bort. De går til angreb. Den gamle klarer de to, sønnesønnen

to andre og sammen får de has på den sidste, der slås med sønnekonen

ude i husgangen. Sønnesønnen rejser en tur nordpå, ser de fem mænds

boplads, fortæller de fem efterladte enker og børn om drabet, fordi de

fem ikke ville tage imod gæstevenlighed, og dræber alle de efterladte.

 

Midt om vinteren vandrer sønnesønnen, der er hurtiggænger, ud til en

våge med hvidhvaler. Langs kanten ligger en mængde skrotter af

hvidhvaler, der endnu ikke er frosne. Det gentager sig næste dag, hvor

han også ser spor. Tredje dag er han ganske tidligt på færde og følger

sporene over isen til et fjernt land i horisonten med en boplads, hvor

lutter unge og et enkelt ældre ægtepar tar imod ham. Værterne tar mod

til sig og spør om han har set fem mænd i helpelse. Sønnesønnen tøver,

men fortæller så om drabet. Værterne blir henrykte, fordi de fem var

deres fjender, som de er flygtet fra og stadig frygter i den grad, at

de kun tør fange om natten. Værterne inviterer sønnesønnen til at slå

sig ned, blive deres høvding / leder og gifte sig. Han vil dog hjem og alle

følger ham ud til vågen, hvor begge parter fanger og deler

fangstparter med hinanden. De lover at komme på besøg til foråret og

sønnesønnen vandrer hjemad med en enorm mængde kød på ryggen. De

fremmede kommer som lovet, man tilbringer sommeren sammen i stor

glæde, men skilles i det tidlige efterår, hvor gæsterne rejser over

havet og sønnesønnen med bedstefar og mor tilbage til deres gamle

boplads i syd. De drager aldrig siden på fangstrejse mod nord.

 

Hist.: Det traditionelle hævnmotiv må have mistet noget af sin

aktualitet, idet variantens heltegerninger i nord synes at kompensere

tilstrækkeligt for den hævn, som sønnesønnen i en traditionel

fortælling ville have taget over sin fars mordere. Den geografiske

placering af onde mennesker højt mod nord, der føler deres

territoriale rettigheder krænkede, kontrasteres med de gode mennesker

på den anden side af havet. De vil gerne i slægt med gæsten, dele

deres fangster med ham og har tidligere boet på sønnesønnens

midlertidige boplads. Denne fortælling fra Aasiaat kunne afspejle et

tidligere fjendskab mellem grønlændere nord og syd for Diskobugten i

handelsrejsernes tid, hvor folk strømmede til fra syd. Landet på den

anden side af havet er Akilineq, hvor der traditionelt boede

menneskeædere, men der i mange fortællinger har måttet vige pladsen for et mere realistisk kendskab til stammefrænderne derovre.

Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq

Print
Dokument id:1278
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 359 - 370, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

 

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Den lånte bibel

Print
Dokument id:540
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. P. M.
Indsamler:Rink, H. J.
Titel:Den lånte bibel
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

 

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

Den modige Kapite

Print
Dokument id:273
Registreringsår:1863
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den modige Kapite
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 269 - 270, nr. 96
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 143.

 

Resumé:

 

Ud for Paamiut / Frederikshåb holder en kaskelothval til, som ingen tør prøve at fange, og som sender flygtende hajer helt op på stranden. Kapiti / Qapiti får sine to koner og en pige med som roersker, og han får lidt efter lidt has på hvalen ved dagligt at såre den i den side, hvor den kun har eet øje. En såret kaskelothval bliver nemlig på det sted, hvor den er blevet såret. Ventetiderne fordriver de på en ø i skærgården. Mange både hjælper med at slæbe den til Nallarmiut, hvor alle i både og springpelse skærer sig stykker af den. Kapiti kan dårligt komme frem og skærer i arrigskab flænger i en konebåd, der synker. Men ingen beklager sig, fordi han har fanget hvalen. Han får da også broderparten af den og forbyder desuden folk at tage tænderne. En af dem har tilegnet sig nogle af dem, Kapiti finder tyven, fratager ham det stjålne og giver ham intet, da han deler ud af dem til alle de andre mænd og drenge. Tænderne er meget værdifulde til kajakker (vel især til fæster på redskaberne? BS), og det siges, at noget af dette tandmateriale stadig er i brug. Fortælleren mener at spækket, hvis det blev solgt i dag, ville have givet Kapiti en vældig masse penge.

 

Hist.: Sikkert en historisk fortælling, som fortælleren må mene går tilbage til før kolonitiden, eller oprettelsen af kolonien Paamiut i 1752.

Visse karaktertræk nævnes som typiske for kaskelothvalen: den jager og dræber hajer (se fortællinger om en pige, en datter, der bliver gift med en haj, eller om hajen som forsørger for forældreløse børn). Den har kun eet øje (det andet er gemt under en hudfold (Muus et al. 1981)). Og den bliver på det sted, hvor den er blevet såret.

Den er fredet i dag. Dens tænder må ikke anvendes - selv ikke hvis man finder selvdøde kaskelothvaler.

Den stjålne kvinde

Print
Dokument id:92
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den stjålne kvinde
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 200
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

 

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

 

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

 

Var.: Se Hist.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Den store død

Print
Dokument id:2325
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Otto Rosing og Saajooq
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store død
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 137-144
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,

 

Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den store vækkelse i Evighedsfjorden

Print
Dokument id:939
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Sidse (Sissi / Sissel)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store vækkelse i Evighedsfjorden
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 106 - 110
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret. Lidegaard (se ndf.), der b.a. har brugt denne tekst og enkelte arkivalier, har ingen reference til tekstens håndskrevne forlæg.

 

Resumé:

Denne sandfærdige historie foregik i 1790 i Evighedsfjorden.

 

Habakuks og Marie Magdalenes søn kom ved et vådeskud til at ramme sin søster gennem næsen ned i kæben, og blodet styrtede ud med døden til følge, da han trak pilen med modhagerne ud.

Af denne store sorg mistede forældrene deres sunde fornuft. De fik mange mærkelige drømme og efterhånden stor magt over deres bopladsfæller. Ægteparret besluttede at al fangst skulle afleveres til Habakuk, der dernæst fordelte den. Kateketen Josef Bertelsen, søn af Bertel Laersen fra Kangaamiut, sluttede sig til bevægelsen og nedskrev alle ægteparrets profetier, der kom i en lind strøm. Hans bror, Frederik kom på besøg for at få ham tilbage på rette vej. Men forgæves. Og alle mændene holdt til slut op med at fange.

       Kun een mand holdt sig borte. Under et enkelt besøg, fandt han at folk lugtede fælt af orme.

       Fortællerskens bedstemor kunne fortælle, hvordan man pludselig faldt i en voldsom og langvarig fælles gråd, for senere at hengive sig en til ligeså vild og langvarig latter. Habakuk holdt lange taler om frelsen, der fik kvinderne til at hoppe så brysterne svuppede at lutter længsel efter himlen. Sommetider afbrød Habakuk sin tale for at udpege en, der var frelst. Mændene gik straks ud og skød med bøsserne af lutter glæde. Undertiden slog man kreds om gravene og sang salmer.

       Men Habakuks bevægelse fik to dødsfald på samvittigheden. Først et mord på en kvinde, der blev beskyldt for hekseri og lynchet, og dernæst en anden kvindes selvmord, da hun forstod at hun ville blive den næste.

       Maria Magdalene gjorde iøvrigt forskel på folk: nogle gav hun hele hånden, nogle kun en lillefinger. Desuden fik Habakuk en kedelig vane med at lade sig lyske af unge kvinder og beføle dem på upassende steder, en upassende opførsel for en profet.

       Da var det frafaldet så småt begyndte og det blev endelig beseglet en dag, da Justus nægtede at aflevere en nyfanget hvidhval til Habakuk: Herefter måtte han nøjes med at kommandere over sin egen fangst. Derefter blev ægteparret ganske almindelige mennesker igen.

Men hele deres lære med åbenbaringer, som den frafaldne kateket havde skrevet ned, gik tabt, fordi man brugte alt det beskrevne til at koge pernarneq - mad over, da Frederik Bertelsens ældste søn havde fået sin første sæl.

 

Hist.: Historisk fortælling over Habakuks profetbevægelse, der blev voldsomt bekæmpet af den danske mission. Se Mads Lidegaards analyse af de forskellige kilder til dette forløb i Tidsskriftet Grønland, årg. 1986. Akkulturation / kulturmøde.

 

Var.: Habakuk.

Den store åndemaner Aabianngivasik

Print
Dokument id:2087
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store åndemaner Aabianngivasik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 194 - 195
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 205: "Aabianngivasik Saqqiisulu Niaqornami angakkuneratsaatut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Saqqiisi og Aabianngivasik var begge åndemanere / angakkut i Niaqornaq. Saq. prøvede at overgå Aab. ved at trylle ham med den plet jord han stod på ned i sin hjælpeånd, en hajs åbne gab. Det lykkedes. Men kort efter stod Aab. ved hans side, hel og sund som før. Så opgav Saq. yderligere konkurrence.

      AO husker fra 1900, da han var syv år, de sidste indvandrere fra Sydøstkysten. Han ved at Kvania lærte Ilinngivakeeq "at trylle" (visse formularer med ritualer eller angakkoq-viden?), bl.a. "bjørnejagt", "kølvandsjagt" og at han altid skulle tage på fangst i det øjeblik solen stod op. Il. kunne således fange hvad han ville. Sådan viden mistede indvandrerne ikke (som døbte). Andre - som Aadaarutaa - mistede alle sine hjælpeånder ved dåben.

 

Hist.: Historisk. AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Der er ingen oplysninger til datering af Saqqiisi og Aabianngivasik.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq

Print
Dokument id:1279
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 370 - 376, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 138 - 143.

 

Resumé: Kukkojooqs kone Ukoorajivat har to uforlignelige egenskaber:

Hun elsker at ligge med sin mand til stor fryd for dem begge, og hun

er yderst sensibel. Det har hun været lige siden hun i barndommen blev

bevidst om sig selv, idet hun så længe hun kan huske altid har fået en

forudanelse, når andre ville hende ondt eller en ulykke ville ramme

hende. Således har hun undgået alskens fortrædeligheder, og derfor kan

hendes svigermor, der hader hende, ikke få ram på hende. Kukkujooq er

klar over moderens hensigter, der kan ramme hamselv, fordi hun kun ved

at skade ham kan få ram på hans kone. Han har også andre fjender, og

da han før eller siden må blive ramt, beslutter han at oplære sin

sidstfødte datter til fanger. Han synger over hende efter fødslen,

bygger en særlig smuk kajak til hende med opadsvungne spidser,

Ukoorajivat betrækker den uden andres hjælp, for at ingen skal

forhekse den, og K. indvier sin datter til fanger: Han lader hende

sidde i den nye kajak, bringer den i let slingren og synger om alle de

sødyrarter, der skal tiltrækkes af hende: "Et lille kødben" (en sæl);

"havets hvide mand" (en sortside); "den med neglene" (en spraglet

sæl); "stort snevejr" (en klapmyds), og tilslut en remmesæl.

Han lader hende stige op af kajakken, bærer den selv op, og hun leger

videre som om intet var hændt.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Om piger, der bliver opdraget til fangere se

GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Arbejdsdeling, tabuerede kønsskel og ...";

"Piaqqussiat, en blandingskategori...".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: metaforerne for sælarterne er muligvis åndesprogsgloser. Eller blot de gloser man bruger, hvis der er tabu mod at nævne sælen ved sit rette artsnavn.

Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:1442
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 197 - 210
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Maskinskrevet manus. på dansk: NKS 3536, IIIa, III; og i NKS 3536, IIIb: maskinskrevet manus., et på dansk og et på grønlandsk.

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 52 - 67.

Søby, R. (red.) Oqalugtuat oqalualâtdlo, 1981 - 82, I: 43 - 54.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 121 - 122.

 

Resumé:

Qaassuks søn bor ved Ikamiut (nær Appat) hos sine mange svogre, der holder

meget af ham. Han fanger godt, er stærk, og klarer sig i al slags

vejr. En dag i optrækkende uvejr kommer han til alles lettelse endelig

hjem, men efter et kort skænderi med sin kone, sætter svogrene sig op

imod ham, og det ender med knivstikkeri. Hårdt såret og nøgen lykkes

det Q.s søn at slippe ud og løbe fra svogrene til Appat, hvor man med

glæde modtager og adopterer ham. Efter vinteren ændrer han væsen

(bruger ikke længere sine vaner). Man spørger ham om årsagen. Jo, han

ville så gerne besøge sin far oppe i Qassit nær Amerloq. Man

tilskynder ham til rejsen. Q. der på lang afstand ser sønnens ændrede

væsen, får beretningen om svogrenes mordforsøg, inden sønnen går i

land, og Q. vil prompte på hævntogt. De ror hastigt sydpå med en

stormvind i ryggen og når Ikamiut allerede om natten. Q. synger alle

beboerne i dyb søvn, haster ind, og har dræbt alle mændene, inden

sønnen når ind. Sammen dræber de alle kvinderne. Herefter myrder Q.

alle de kajakmænd, han møder.

"Dengang i gamle dage, da der var mange folk ved Amerloq", begynder

den næste fortælling om Q. og hans søn: en gammel og en ung kajakmand

fra Amerloq havner i en snestorm uheldigvis ved Q.s boplads. Men han

tar vel imod dem, beværter dem og underholder dem med fortællinger. Q.

ængstes dog for sin søn, der endnu er ude på fangst, men beroliges, da

han erfarer, at sønnen er ude i den kajak, der kun har køl og ingen

spanter. Sønnen kommer hjem med en hvalros, og da han undervejs ind

hører, at gæsterne er havnet der ufrivilligt, gør han dem heller intet

ondt. Næste dag belæsses de med kødgaver og får besked om, at deres

fæller derhjemme vil blive dræbt, hvis de vover sig på besøg hos Q.

Det gør de alligevel. De får næsten ingen mad, slet ingen kødgaver og

undervejs hjem omkommer de alle i et uvejr, som Q. sender over dem. En

gammel mand, der således har mistet sin eneste søn, beslutter sig for

hævn, de andre tilslutter sig med ham som leder, og han får en gammel

ven med undervejs. De to gamle kommer usete i land ved Q.s hus, fordi

Q. kun har øje for de øvrige kajakmænd, der nærmer sig synligt ude fra

havet. Q.s islom (amulet) advarer ham forgæves med høje skrig. Den

gamle dræber Q. fra baghold med en bue og pil af specielt udsøgt

drivtømmer (fra syd og nord), og alle hævnerne gør derefter fælles sag

med ham, stikker i liget, parterer det og spreder stykkerne langt fra

hinanden. Man foretrækker at flygte, før Q.s søn kommer hjem fra

fangst. Ved et senere besøg er han forsvundet og huset faldet sammen.

  I gamle dag gik man på renjagt i Nordre Strømfjord: Man ser to mænd

langt borte. På råbet om, hvem de er, svarer de, at de er Q.s

efterkommere. Renjægerne flygter straks hjem, og ingen har siden jaget

rener i det område.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: En udbredt fortælling i Grønland. Lokaliseringen her til Midtvestgrønland borger jo ikke for nogen autencitet.

Den usårlige Uase / Uasi

Print
Dokument id:953
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Qingajaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den usårlige Uase / Uasi
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 174 - 181
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Fortællersken mindes først Uasi's søn Usugssalik / Usussalik, der var en munter og klog ung mand, men blev myrdet sammen med sin lillebror af Iisimmardik / Ilisimartoq. En del år tidligere, mens Us. endnu var en lille dreng (ca. 1875-80), søgte tre mænd i fællesskab at myrde den store åndemaner / angakkoq / angakok, Uasi. Den angivne grund var at Uasi i spøg havde truet med at ville tage en ung pige, der var lovet til en ugift ung mand, som medhustru. Den egentlige årsag var dog misundelse over Uasis styrke. Desuden havde han ingen familie der kunne hævne ham. De tre lokkede ham under en handelsrejse sydpå til at forspise sig og udfordrede ham derefter til et kapløb op ad fjeldet, som Uasi vandt. Dernæst blev han ved afrejsen såret adskillige gange på vej ned i sin kajak, men han overlevede, dels ved at stryge sine sår hele med håndfladen, og dels ved at kalde en fiktiv kajakmand til hjælp. Morderne flygtede og Uasi fik faktisk hjælp fra et par kajakmænd, der snart efter kom til stede. Og snart efter hørte han om mordernes flugt til et handelssted på sydvestkysten. Fortællersken beskriver malende, hvorledes al den mad Uasi havde spist væltede ud af hans sår i lænd og mave, og dernæst hvordan han under den langvarige helbredelse blev helt deform af betændelse i underlivet.

Endelig bringer hun den formodning videre, at Uasi heksede ulykke over sine fjender, idet

       de handelsrejsende fra Ammassalik, fire konebådsbesætninger, undervejs videre mod syd blev smittet af en epidemisk sygdom fra et hjemvendende rejsehold fra sydøstkysten (hvor fortællersken var med og pga. samme epidemi mistede far, to brødre og to søstre). Mødestedet var Itilleq.

Fortællersken, Susanne, beskriver så de forskellige nye sygdomme man kunne pådrage sig på rejserne til Sydgrønland: forkølelser, fnat, og pest (uklart hvilken sygdom, BS). Af det rejsehold hun tilhørte kom kun tre meget tyndt bemandede konebåde af fire fuldt bemandede tilbage. Næste år vendte kun een konebåd af de fire fra Ammassalik tilbage fra  handelsstedet Pamialluk. Den tilhørte den ene forsøgsmorder, Qaratsuk (de to andre var åbenbart døde af sygdommen), der således på tilbagerejsen lagde til og kom på besøg i et telt, hvor også Uasi befandt sig. Teltets overhoved, Nuakaq spøgte og fjollede for at afværge hævnen og spurgte til sidst den sveddryppende og ophidsede Uasi direkte om han virkelig havde i sinde at dræbe gæsten. Uasi besindede sig og med en særdeles hånlig bemærkning til Qaratsuk forlod Uasi teltet og kom senere afklaret og rolig tilbage.

       Susanne fortæller dernæst hvor det ofte har ærgret hende at den gamle, rare Nakuaq fik forhindret, at hun kunne komme til at overvære Qaratsuk blive dræbt. Alle var kede af det.

 

De tre andre gamle voksendøbte sydøstgrønlandske kvinder, Rosine, Sabine og Bathseba, der sidder hos på Illukasiks kirkeloft, lufter ligeledes deres ærgrelse over det forpurrede hævndrab.

De er som byttebegærlige gribbe er Rasmussens skudsmål.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sidste fjerdedel af 1800-tallet. Det burde være muligt nogenlunde at tidsfæste begivenhederne ud fra de mange oplyste navne og folketællingen i 1884 af sydøst- og østgrønlænderne fra Konebådsekspeditionen. Iisimmardik blev dræbt i 1890. Men ingen af de afgørende navne genfindes her, hvor disse personer enten kan være blevet kaldt noget andet, er døde, eller allerede er flyttet til Sydvestgrønland. Mordet på Usugssalik og hans lillebror omkr. 1890 er det eneste udgangspunkt. Us. var dengang en ung kajakmand, der åbenbart havde ansvaret for sin lillebrors færden hjemmefra i kajak. Sidstnævnte har da været 14-15 år, Us. selv måske 17-18 eller mere, og mordforsøget på Uasi skete da Us. endnu var lille. Derfor har jeg ment at kunne tidsfæste denne begivenhed til engang i perioden 1875-80.

       Det interessante er ikke blot selve mordforsøget og de angivne begrundelser herfor, men også at østgrønlændere så tidligt og i så stort antal tog på handelsrejser helt til Pamialluk. Det modsiger i så fald R. Gessains og Joëlle Robert-Lamblins hypotese om, at det først var synet af Konebådsekspeditionens mange rare handelsvarer i 1884-85, der fik ammassalikkerne i større tal til at drage til sydvestkysten med de største udrejser i 1892 (Robert-Lamblin 1986, Meddr Grønland, Culture and Society, No. 10).

De hårdtslående epidemiers rasen svækker desuden en i grønlandske præstekredse gængs hypotese om, at østgrønlændernes kraftige befolkningsnedgang skyldtes omsiggribende blodhænvsfejder. Se også Sonne 1982: "The Ideology and Practice of lofBloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.)

Drabet på Augpaligtoq

Print
Dokument id:875
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Andrassen, Kaarali
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Drabet på Augpaligtoq
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 60
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42;

Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.

 

Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs.

Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik.

Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet.

Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii.

Her hjælper svogerskab intet.

 

Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Egimarassugsugôq nulêrajeqaoq

Print
Dokument id:454
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Ejgelsen, Adam
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Egimarassugsugôq nulêrajeqaoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 11 - 13
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Igimarasussuk, som jævnligt mistede sine koner

 

Tænk, han spiste dem!

Engang fik han sig en kone, der hed Massaaq. Hun blev gravid; og de fik en søn.

Mens han voksede op, plejede han at kysse ham i nakken. Engang han

kyssede ham i nakken, sagde han: "Nu er han moden til at blive slagtet

("nâjassavarnalerêrpoq"= han er begyndt at lugte som en måge?)" Han

slagtede ham. "Massaaq, du må koge kødet," og det blev kogt. Når han,

mens konen kogte kødet, skulle ud, sagde han: "Hvad er der i vejen med

dig, Massaaq, græder du?"

"Nej, øjnene løber på grund af røgen."

Kødet blev kogt, og hun gik ind med det til ham. Igimarasussuk nød

kødet i en sådan grad, at man skulle tro han helt havde mistet

besindelsen.

 

Så begyndte manden at fede Massaaq op ved at give hende noget at

drikke af en muslingeskal ("kiliortûmut imigaqartilerdlugo": det

lyder ærlig talt mærkeligt. Og ordret står der egentlig: Massaaq lod

sig fede af manden, der gav hende noget at drikke af en muslingeskal?)

Når han besøgte Massaaqs familie, plejede han at sige: "Her er noget

som vores lille søn har sendt." Det gjorde han til trods for, at han

forlængst havde slagtet ham.

 

En dag han skulle afsted (på fangst), sagde han (til sin kone): "Jeg

vil slagte dig, når jeg kommer hjem." Mens han var ude, gravede hun et

hul ned i jorden, hvor hun kunne gemme sig. Da hun blev færdig,

udstoppede hun sin (anorak med) amaat / rygpose og stillede den op vendt imod indgangen. Selv gemte hun sig. Så hørte hun ham komme hjem; og han viste sig ved

indgangen med sin store lanse (rettet mod amaaten). Man hørte kun at skaftet

knækkede af ("pullappallanneq", det skulle vel være:

"paallappallanneq"). Han ærgede sig grusomt: "Aa, aa! jeg skal nok få

ram på hende." Så gik han ud.

 

Lidt senere kiggede hun ud af vinduet og

så, at han var ved at forsvinde bag et lille næs. Hun skyndte sig

afsted, for hun ville hen til sin families boplads, der lå

landfast med deres. Undervejs opdagede hun et stort stykke drivtømmer,

og hun sagde til det: "Du store drivtømmer, du kan vel spalte!" Det

gjorde det store træ. Hun lagde sig ned i sprækken og sagde: "Luk

dig! Du kan vel lukke dig (det er gætværk) Luk dig!" Det lukkede sig.

Efter at have lukket sig, lød der trin. Hun hørte vedkommende komme

helt hen til træstammen; og så blev der sagt: "Sporene ender her."

Hun kunne høre ham hugge med en økse. Nu kunne hun se dagslyset! I

samme øjeblik hørte hun ham sige: "Hvor blir man træt af at hugge. Færdig med det!" Hun hørte ham forlade drivtømmeret, og et stykke tid

efter hviskede hun til drivtømmeret: "Bare du ville sprække!(gætværk)"

Så sprak det. Hun gik videre imod familiens boplads og nåede frem.

 

Fra da af holdt de øje med, hvornår Igimarasussuk kom på besøg. Langt om

længe dukkede han frem ved det lille næs. Massaaq gemte sig. Hans

svogre gik ned for at tage imod ham. Han kom op af kajakken og bar den

højere op. Han stak hånden ned bag i kajaken og tog en lille pakke op.

Han sagde: "Det er fra Massaaq". Endnu en gang stak han hånden ned og

tog en lille pakke op; og han sagde: "Den er fra vores lille søn".

De bad ham op til huset, var venlige og sørgede for, at han fik det

rart. De snakkede om alt muligt. Til sidst sagde de: "Lad os skiftes

til at danse trommedans ".

 

Så blev det Igimarasussuks tur, og han kom ud på gulvet. De stemte i

med en vise: "Igima- Igima- den store Igimarasussuk, som spiser sine

koner. Da sagde Ania(?): "Massaaq, kom frem!" og da hun i det samme

kom frem, begyndte det at gå rigtigt dårligt for Igimarasussuk; og så

dræbte de ham. Og da Massaaq nu atter var kommet til sin familie,

skulle hun ingen andre steder hen mere.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk;

 

Kommentar: Sammenhængen mellem den lille smule vand i muslingeskallen og opfedningen er kommenteret under andre varianter.

En beroligelsesvise

Print
Dokument id:862
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En beroligelsesvise
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 86 + 88
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87 + 89: serqat maningêwt (serrat), og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 79 - 80.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Iserdleq.

 

Resumé:

En dag alle mændene fra to nu nedlagte bopladser, Saattit og Isua, var på besøg på en tredje boplads, kom en hvalros helt ind til Isua. En enke dér opfordrede sin søn, en nybegynder i kajak, til at harpunere den med løfte om, at hun nok skulle berolige den. Med en serrat bad hun den først tage sit tynde skind på. Sønnen tog mod til sig og harpunerede den. Dernæst sang hun, at hun ville styrte afsted (efter hjælp) som en ravn, fór afsted, kom tilbage før fangstblæren var kommet op igen, og snart kom mændene hjem og hjalp drengen med at få hvalrossen dræbt.

 

Hist. Muligvis en historisk fortælling med usikker datering.

Kommentar: Det er en flot førstefangst som den faderløse dreng her får retten til.

En fanger

Print
Dokument id:1832
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fanger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 67h - 69v, nr. 323
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I: nr. 135, s. 330.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

En fanger havde flere brødre, der alle var gift. Pitania var ugift uagtet han nu var temmelig gammel. Denne mand var bekendt for sin hyppige og heftige vrede. Dog giftede han sig omsider med en veludseende pige og som forstod at sy godt. Hende bad han nu om at sy sig et par støvler hun gjorde det, tørrede dem og beredte dernæst strømpeskindene. I mellemtiden fødte hun et pigebarn. Omsider blev støvlerne færdig. Manden tog dem på og gik ned til stranden med dem og vadede ud i vandet. Da støvlerne begyndte at fugte på ham gav han sig til at græde, blev arrig, stampede i jorden og gik op i huset, tog støvlerne af og dræbte sin kone.

       Det varede længe forinden at han fik sig en kone, dog fik han en, som syede brav godt. "Sy mig støvler" bad manden hende en dag om; at sy et par var konen ikke længe om; men efter at have prøvet dem i vandet og manden ingen fugtighed fornam, trak han dem af og så efter, han fandt så også fugtighed ved sålesyningen af støvlerne, og slog han konen så hårdt at hun snart døde deraf.

       Atter fik han sig en tredje kone; støvler fik han også syet af hende men da der var væde ved overdelen af foden blev han ved at slå sin kone, så hun opgav ånden. Endelig hørte Pitania om en ferm pige, som kunne sy et par rigtig vandtætte støvler; han fik hende til ægte. Et par store støvler blev færdigsyede. Manden vadede længe med dem; men kommende hjem fandt han at det var lækket ind ved skafterne, og konen havde samme skæbne som de andre.

       I huset hos sig hørte fangeren tale om en opvoksende pige ikke langt borte derfra og som levede sammen med sin gamle moder, der havde forbudt datteren at lære at sy. Engang var moderen, som var enke, på besøg hos ovennævnte folk, og hørte hun af disse: "ja, nu er jo din datter giftefærdig, og tager måske den til ægte som ikke kan beholde nogen kone i live." Moderen kom hjem og fortalte datteren det som hun havde hørt; hun gav sig til at græde herover ligesåvel som moderen. Denne tilrådede datteren ikke at tage ham til ægte; men datteren gik ofte ud på marken, og øvede sine kræfter ved at løfte store sten, og kom hun hjem syede hun. Til sidst kunne hun løfte store sten med lethed og kaste dem langt fra sig, og (nu) var hun ikke længere bange for manden hvis han bestemte sig til at tage hende til kone.

        Engang kom manden også og fik hende hjem til sig. Hun syede på hans opfordring støvler til ham, men med sting så langt fra hinanden som sporene af raventæer. Forinden at hun blev færdig med dem skulede manden ofte på hende og hendes arbejde. Omsider trak han støvlerne på, vadede ud i vandet med dem for at prøve dem; idet at han kom til at træde i en pøl forinden han nåede søen ved stranden, fornam han allerede at han blev dygtig våd. Atter stampede han i jorden og græd af arrighed og gik op i huset, begyndte der at slå sin kone ret alvorlig med støvlerne, men disse tog hun fra ham, slog ham nu så han måtte flygte fra briksen. Derpå tog han en stenhammer, men forinden at han fik slået hende, fravristede hun ham den, slog ham så voldsomt med den at den fór igennem kroppen på manden, der døde og derpå blev af konen kastet ud på møddingen.

       Da Pitanias brødre erfarede hans død ville de tage hævn, og kom også i deres kajakker til stedet hvor svigerinden havde sit hjem med moderen. Da datteren ser dem komme imod land gik hun ned til stranden og i leret opgravede hun store sten, spillede bold med dem og bad kajakmændene at komme op og slås med hende en for en. Men disse folk blev bange for hendes kræfter idet de så hende løfte tunge sten med lethed og tilmed at hun kun var et fruentimmer hvorfor de vendte hjemefter igen med uforrettet sag, og senere indfandt de sig heller aldrig.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

En folkevandring

Print
Dokument id:11
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Meqqusaaq
Nedskriver:Brønlund, Jørgen
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En folkevandring
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 26 - 35
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122.

Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland.

En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985.

Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag.

Resumé:

Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand.

       Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen.

       De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage.

       Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det.

Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base.

Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet.

Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord.

       - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1).

En fortælling fra Omevik / Umiivik

Print
Dokument id:1823
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolaij
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling fra Omevik / Umiivik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 44h - 47v, nr. 313
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst."  "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår."

       Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem.

       Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den.

       Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig")     

       Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt.

       Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.

 

Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.

 

Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En fristelse

Print
Dokument id:972
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nikoline (Majuvartariaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En fristelse
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 194
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Eng. udg.: H. Ostermann: Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s.140 - 143.

Resumé:

Nikoline / Majivartariaq / mjuartariaq er ikke begejstret for at opfylde Knud Rasmussens ønske om at fortælle om sit tidligere udøbte liv på sydøstkysten. Hun vil helst glemme det hele, især trommesangene, som hun har oplevet stadig har et kraftig tag i hende. Det skete da en konebåd kom på handelsrejse fra hendes gamle hjemegn og dens åndemaner  med følge sang de kendte trommesange. Nikoline flygter, men da hun får at vide, at det ikke er syndigt at lytte til dem, og atter slutter sig til tilhørerne, oplever hun hvordan hun straks rykkes tilbage til hele tiden før dåben derhjemme. Hun vil glemme det hele, for det er et bedre liv som kristen. Især det at hun efter døden skal se sine kære igen. Søsteren, der døde som døbt, savner hun allermest.

       Da hun er flyttet med familie til Frederiksdal og går til dåbsforberedelse, kan hun intet lære. Hun tror det er hendes hang til trommesange, som til stadighed står hende i hovedet, der er årsagen. Men da det ikke hjælper at bekende det for præsten, og han spørger om hun ikke kan komme i tanker om andet, dukker det endelig op: som halvstor pige prøvede en gammel åndemaner at få hende som lærling. Hun og en veninde legede "skyggeleg", dvs. for rundt efter hinanden i et tomt, mørkt hus og skiftevis udråbte hinanden til skygger (en type af ånder, der somme tider identificeres med dværge, sommetider med spøgelser el. dødninge, BS). Da kom den gamle ind, hånede dem og inviterede dem til at opleve noget virkelig spændende. I et mørkt hjørne gned han en sten mod en anden, rundt og rundt venstre om, "imod det onde" (se kommentar ndf.), og fremmanede derved adskillige hjælpeånder, der lod sig høre både oppe og nede. Derefter lovede han den skrækslagne Nikoline at tage hende med op til en sø, hvor en kæmpehund ville dukke op af vandet og æde dem begge led for led og bagefter kaste dem op igen. Den var uhyggelig, men man skulle ikke være bange. Nikoline skulle ikke nyde noget. Allerede dengang havde hun en idé om engang at blive døbt. Hun får ellers endnu en invitation til en åndermanerkarriere, da en uhyggelig kraftig stemme kalder på hende fra en stensætning en dag hun er ude at plukke bær. Men hun blir rædselslagen og skal ikke nyde noget.

      Da hun har fortalt alt dette til præsten, kan hun pludselig lære det hele.

 

Hist.: Sydøstgrønlandsk selvbiografi fortalt i 1904.

 

Kommentar: Gnidningen med stenen skal normalt foregå med verdens gang (sila malillugu), dvs. med solen, el. solret (med uret). Hvorfor man mener at den bevægelse går mod venstre, skal jeg ikke kunne sige.

      Bemærk understregningen af, at man som døbt får mulighed for at gense sine kære efter døden. Det burde man strengt taget også kunne ifølge de før-kristne forestillinger om dødsrigerne, et i himlen og et under havet. Måske har forestillingen om at komme tilbage til det jordiske liv via navngivningen af en nyfødt været mere fremherskende end den logiske slutning om gensynet. Se Sonne 2000: "Heaven negotiated..." Etudes / Inuit / Studies. og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: Der er talrige versioner af fortællingen om Ferskvandets isbjørn eller hund, der fortærer lærlingen. Se fx : Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Det interessante ved to - tre versioner er dog, at læremesteren demonstrerer forløbet eller i Nikolines tilfælde tilbyder at de sammen kan lade sig æde og kaste op igen.

Forløbet var en initiation til at kunne tiltrække hjælpeånder ved det indre lys den installerede i lærlingen. Førløbet symboliserer en død og genfødsel over samme model som et fangstdyr, der blev dræbt, kødet fortæret, og knoglerne kastet i havet til en ny reinkarnation.

Søens bjørn eller hund har tilmed falliske konnotationer: den rejser sig, stiller sin sult, og kaster op. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

En gammel ungkarl som blev en stærk fanger