Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup
Dokument id: | 444 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 15v - 15h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad
Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?). Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere. En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende efter en hæslig skik, som hun kendte. I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede, at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde han. De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og moderen døde, mens de endnu boede der.
Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg* |
Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Dokument id: | 443 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 1 - 14 |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn, sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag hun døde. (1876). Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:
Umiddelbart efter at Uummannaq var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde. Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq; og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de, hvorefter de tog hjemad.
Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted, uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq, satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig (efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i stykker til at komme i gryden. CB)
Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk. Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom. Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte. Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager, Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt. De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende: Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.
Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting, den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting, faderen havde købt, var komme med hjem til dem.
I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og godt).
Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind, og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.
N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet, rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler. Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu". En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet: "Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib. Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem. Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og bomuldstøj fra skibet.
Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit. Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler. Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed. En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen, dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster Unaralak.
Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi, før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun kom til at ryste voldsomt.
Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik hende til det.
Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem, smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen. Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige og skøre adfærd.
I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt. Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii. Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut"). Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i Karrat. Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land, plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham at løbe en hare op og fange den.
En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage, da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet. Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem, blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham. Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen. Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på. Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.
Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og dets beboere, som han aldrig genså.
Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?" Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise. Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror. Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii, sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige søn, hurtigløberen.
Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden). Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld. Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet, af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den, uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels storebror.
De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet, hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at en af deres egne havde vundet.
Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over, smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags. Derfor var bolde stærkt eftertragtede.
I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par yngre mennesker til at passe dem. Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da han nåede hjem til sin boplads.
En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde, som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet, gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de, at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne, børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne. Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke. Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man ikke kunne se ansigtet. Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen. Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen. Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender ikke udtrykket)." Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.
Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.
Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS). Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger. |
Arqatulâq / Aqqatulaaq
Dokument id: | 447 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arqatulâq / Aqqatulaaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 1, side 21v - 24h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord ligesom opmuntrede dem til det.
Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte. Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq. De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget, selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"), fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt. Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker. Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt. Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og bragte ingen af delene i land.
De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom, spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab (som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")." Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne ("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit / strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede velbeholden hjem til deres boplads.
Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne. Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen, uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin fangst væk.
Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner. Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq. med et bælte lavet af remmesælskind.
Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen, om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af husstanden.
Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde dræbt ham.
Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner, der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen, sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham fortræd.
Var.: Ikke i denne bases samlinger
Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne. |
Den lånte bibel
Dokument id: | 540 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. P. M. |
Indsamler: | Rink, H. J. |
Titel: | Den lånte bibel |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.
Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering. |
Den store vækkelse i Evighedsfjorden
Dokument id: | 939 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sidse (Sissi / Sissel) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den store vækkelse i Evighedsfjorden |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 106 - 110 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret. Lidegaard (se ndf.), der b.a. har brugt denne tekst og enkelte arkivalier, har ingen reference til tekstens håndskrevne forlæg.
Resumé: Denne sandfærdige historie foregik i 1790 i Evighedsfjorden.
Habakuks og Marie Magdalenes søn kom ved et vådeskud til at ramme sin søster gennem næsen ned i kæben, og blodet styrtede ud med døden til følge, da han trak pilen med modhagerne ud. Af denne store sorg mistede forældrene deres sunde fornuft. De fik mange mærkelige drømme og efterhånden stor magt over deres bopladsfæller. Ægteparret besluttede at al fangst skulle afleveres til Habakuk, der dernæst fordelte den. Kateketen Josef Bertelsen, søn af Bertel Laersen fra Kangaamiut, sluttede sig til bevægelsen og nedskrev alle ægteparrets profetier, der kom i en lind strøm. Hans bror, Frederik kom på besøg for at få ham tilbage på rette vej. Men forgæves. Og alle mændene holdt til slut op med at fange. Kun een mand holdt sig borte. Under et enkelt besøg, fandt han at folk lugtede fælt af orme. Fortællerskens bedstemor kunne fortælle, hvordan man pludselig faldt i en voldsom og langvarig fælles gråd, for senere at hengive sig en til ligeså vild og langvarig latter. Habakuk holdt lange taler om frelsen, der fik kvinderne til at hoppe så brysterne svuppede at lutter længsel efter himlen. Sommetider afbrød Habakuk sin tale for at udpege en, der var frelst. Mændene gik straks ud og skød med bøsserne af lutter glæde. Undertiden slog man kreds om gravene og sang salmer. Men Habakuks bevægelse fik to dødsfald på samvittigheden. Først et mord på en kvinde, der blev beskyldt for hekseri og lynchet, og dernæst en anden kvindes selvmord, da hun forstod at hun ville blive den næste. Maria Magdalene gjorde iøvrigt forskel på folk: nogle gav hun hele hånden, nogle kun en lillefinger. Desuden fik Habakuk en kedelig vane med at lade sig lyske af unge kvinder og beføle dem på upassende steder, en upassende opførsel for en profet. Da var det frafaldet så småt begyndte og det blev endelig beseglet en dag, da Justus nægtede at aflevere en nyfanget hvidhval til Habakuk: Herefter måtte han nøjes med at kommandere over sin egen fangst. Derefter blev ægteparret ganske almindelige mennesker igen. Men hele deres lære med åbenbaringer, som den frafaldne kateket havde skrevet ned, gik tabt, fordi man brugte alt det beskrevne til at koge pernarneq - mad over, da Frederik Bertelsens ældste søn havde fået sin første sæl.
Hist.: Historisk fortælling over Habakuks profetbevægelse, der blev voldsomt bekæmpet af den danske mission. Se Mads Lidegaards analyse af de forskellige kilder til dette forløb i Tidsskriftet Grønland, årg. 1986. Akkulturation / kulturmøde.
Var.: Habakuk. |
Drengen og den plettede fugl
Dokument id: | 544 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drengen og den plettede fugl |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 4 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.
Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale. I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik |
Et ondt menneske
Dokument id: | 778 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Juuntaat (Jûntât) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Et ondt menneske |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 145 - 146 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 81, l. 5 - sidste linie. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 88, l. 5 - side 89. Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, var en vinter blevet for gammel til at fange, han søn, Simon, var blevet sløj, så familien overlevede på de ulke, som fortælleren fangede gennem den tykke havis. Senere forstod man, at en vis Marmaré, efter hvis far Simon var opkaldt, havde hekset over ham, fordi hun så ofte tiggede tobak af ham, at han erklærede at han ikke længere ville være hendes far. Fornærmet havde hun taget familiens hundelænker, bundet sælskind i begge ender og lagt dem i en gammel grav. Samme Marmaré havde et dårligt ry. Da hun sammen med sin unormale datter var blev overladt til at sulte af sin egen svigersøn, der ikke kunne udstå hende, ville hun skære sig stumper af konebådens skind for at spise det. Men den var forsynet med ravneklør som forsvarsamuletter og M. for tilbage i huset, så angst at hendes øjne glødede. Frederik, sønnen til en mand, Pulu, der forbarmede sig over de to og tog dem i hus, så et uhyre suse forbi, da de to kvinder var rejst. Det var nok noget af Marm., der var blevet hængende og nu endelig forlod dem.
Hist.: Begivenheder fra omkr. 1900. Kommentar: Ifølge navneskikkene ville Simon, skønt sikkert yngre end Marm. men opkaldt efter hende far, også være hendes far. Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Habakummik / Om Habakuk
Dokument id: | 1781 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Berthelsen Iver |
Nedskriver: | Rink H. J. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Habakummik / Om Habakuk |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 54 - 57, nr. 4 og s. 62 (uden nr., efter nr. 7) |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19. Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne fortælling er tilføjet efter nr. 7.
Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)
Resumé af Inge Kleivans oversættelse: Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve. Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange. Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten. Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".
Thisted og Thorning 1996: s. 62. En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.
Var.: Habakuk
Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse, således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.
Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). "Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse. |
íkardlituarssuk / Ikkarlituarsuk / Den lille, der stadig løb på skæret
Dokument id: | 1492 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Cecilie (Olsen, Cecilie ) |
Nedskriver: | Olsen, Frederik / Fali (Fali) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | íkardlituarssuk / Ikkarlituarsuk / Den lille, der stadig løb på skæret |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 82 - 83 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 14 - 15: "Ikardlitsuarssuk" / Ikarlitsuarsuk.
Resumé: Ikkarlituarsuk (den lille, der stadig løb på skærene) bor sammen med sin lillebror på en boplads med mange huse. En vinter under hungersnød udloves en ny kajakåre til den åndemaner, der kan fjerne isen. Men stedet har ingen åndemanere. Lillebror vil gerne eje åren og I., der engang har siddet på skødet af en tilskuer til en seance, holder seance og rejser ned til Havkvinden / havets moder gennem revnen ved stranden mellem havis og land. Undervejs møder hun hajer som hunde ved tangplanterne. Indgangen til Havkvindens hus er smal som en ulu's æg. Hun balancerer ind til Havkvinden, "ham dernede"s mor. Hun græder og smider sære sager ud, som hun har bag ørerne, men kommer i humør, da I. kilder hende. Hun slipper fugle ud af sin lampe og sæler ud af sit husrum som tak. Hun (eller I.) piller et par ryghår ud af en netside, som I. gerne vil have bukser af. I. kommer hjem, lamperne tændes, hun går tavs til sengs, men næste morgen, da havet ligger mørkt og fri for is, forbyder hun mændene at fange mere end een sæl hver den første dag og beder om den netside, der har en plet på ryggen. En mand, der drister sig til at fange to sæler, fanger intet siden, mens de andre fanger mange. Lillebror får sin åre.
Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.
Hist.: "Ham dernede" hentyder sikkert til kristendommens Djævel, som missionærerne identificerer med Havkvindens far. Det snavs fra tabubrud, der i ældre varianter generer Havkvinden, er her blot uidentificerbare sager, og I. renser hende ikke, men kilder hende kun. Frederik Olsen (Fali) er Cecilies søn. |
Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq
Dokument id: | 446 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 17h - 20h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr.mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles, at der i gamle dage boede en stor drabsmand ved navn Aataarsuatsiaq i Nordgrønland. Han boede ud for Kangersuatsiaq / Prøven. Dengang var øen Sioraq beboet.
Aataarsuatsiaqs kone havde en ugift lillebror ved navn Ekersaq / Ikersaq, der boede på Sioraq. Han var forældreløs, og der var dage, hvor han sultede. En dag midt om vinteren, hvor havet var frosset til, blev han som sædvanlig sulten, og han gik over for at besøge sin søster. Da han kom, gav søsteren ham noget mad. Den dag var Aa. kørt ud på slæde. Storesøsteren sagde til E.: "Du må hellere tage hjem nu, for han vil ikke lade dig leve, når han kommer hjem!" og hun beordrede ham til at løbe hele vejen til Sioraq. Han adlød og tog hjemover i løb, mens han undevejs spiste sin smule / dejlige mad. Kort før Sioraq vendte han sig og så jo som ventet, at en slæde fulgte efter ham. Det var jo hans store svoger, der fulgte efter for at dræbe ham. Han løb til og nåede Sioraq før ham. Da svogeren kom til kort, fordi han ikke kunne formå sine hunde til at indhente ham, vendte han om, før han nåede frem til Sioraq.
Dengang havde Aa. en elskerinde på Sioraq, som haltede på begge ben (pga. hofteskade), og som han af og til besøgte for at sove hos hende. Undervejs var der en klippehule, hvor han plejede at ligge på lur. E.s bopladsfæller, der i den isfri periode tog nordover på fangst, kom aldrig tilbage. Det viste sig at Aa. dræbte dem, når de var på vej hjem langs kysten med en sæl på slæb, og at han stjal fangsten. Når Aa. kom hjem med den dræbtes sæl, plejede han at sige: "Det er en sæl fra det yderste hav ("ímap qagdliup puisâ")"
Der var så en fanger fra Sioraq som vanlig på sælfangst og på vej sydover langst kysten med en sæl på slæb. Da han roede forbi den store klippehule og kiggede ind mod land, fik han øje på noget, der lignede overtræk til kajakspids,(ordret efter: "qaannap usuusaata puua" Chr.B.) der bevægede sig i takt med havets bevægelser. Han blev mistænksom, tog nogle åretag og vred kroppen for at kunne holde øje med, hvad der skete bagude ("kingumut alaatsinaalerpaa") og roede så kraftigt til for at nå hurtigere frem med sin sæl på slæb. Ganske rigtigt! Da han næsten var forbi hulen, roede en kajakmand ud af den. Han roede efter manden med sælen på slæb, men han kunne ikke indhente ham. Og da afstanden ovenikøbet øgedes, råbte han blot (truende): "Du fortæller det ikke til nogen!" (Men) fra da af vidste man med sikkerhed, at der var A., der havde dræbt deres bopladsfæller.
På Sioraq trænede Ekersaq uafbrudt til stærk mand for at hævne sig på sin store svoger, der havde stræbt ham efter livet. Og Aa. kom jævnligt til Sioraq og besøgte sin elskerinde. På et tidspunkt, hvor Ekersaq var blevet ganske tilfreds med resultatet af sin træning, kom Aa. til Sioraq for at sove hos sin elskerinde. Han stillede sin kajak dér, hvor han plejede, og gik op til hendes hus, uden at nogen hindrede ham i det. Om aftenen, da han havde lagt sig til at sove, gik E. ned til sin grimme svogers kajak. For han kunne ikke glemme, at han havde stræbt ham efter livet. Han tog svogerens kajakkniv og gav kajakbetrækket så mange snit på det sted, hvor manden plejede at sidde, at det blev helt sønderflænget. Den nat sov E. ikke, og han veg næsten ikke fra vinduet, hvorfra han hele tiden holdt øje med sin modbydelige svoger. Endelig kom svogeren ud af sin elskerindes hus iført sin halvpels. E. gik ned for at tage afsked med ham med begge arme trukket ud af pelsens ærmer. De nåede kajakken samtidigt. Da Aa. fik øje på sin kajak ovenfra, sagde han: "Jeg har glemt min halvpels," men den havde han jo på i forvejen. Idet han begyndte at gå op til huset, fulgte E. efter ham; og da der ikke var tid til at stikke armene i pelsens ærmer, sprængte han pelsen og greb svogeren bagfra om begge hans arme. Han pressede albuerne imod kroppen med sådan en kraft, at ribbenene brækkede, selv om Aa. sagde til ham: "Nu må du holde op." I det øjeblik E. greb om ham kom der folk ud af husene. De ville være med til at dræbe Aa. En af dem, Aqaasiaq, løb foran med en stor fremadrettet kniv. Han løb, og uden at sagtne farten et øjeblik stak han Aa. lige i hjertekulen, og det var netop i det øjeblik E. gav slip på ham. Hvis ikke, ville E. også være blevet ramt, for kniven gik helt igennem Aa. En mand, der hed Sioraq var også med. Han kom til i det øjeblik Aa. faldt om. Denne Sioraq tabte besindelsen og tævede løs på sin fjendes hoved. Han kom først til besindelse af stærke smerter i sin lillefinger. Tænk, han havde aldeles smadret sin fjendes hoved. Der var noget ejendommeligt ved den dræbte, for det viste sig at han havde to sæt ribben, det ene bag det andet. Da denne massemorder var dræbt, kunne folk i omegnen leve uden frygt for flere drab.
Var.: Aataarsuatsiaq. En ikke identificeret var. fra Knud Rasmussens samlinger er trykt i ny retskrivning i tidsskriftet Kalaaleq nr. 9, 2000, s. 9.
Hist.: De ganske mange versioner tyder på, at Aataarsuatsiaq er en historisk person. |
Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger
Dokument id: | 445 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 16v - 17v |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq / Nuukkaatsiaq (?): Uummannaq |
Note: | |
Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq. Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget. Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd, blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske. På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes innersuaq, der bragte hende mad. Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget. Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen, hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind, slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af tran. Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække tørret renkød ud fra væggen.
Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;
Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det. |
Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen
Dokument id: | 546 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: natserssuaq / natsersuaq.
Resumé: På Angisoq ved Kitsissut - øerne syd for Nanortalik - bor fem brødre med en eneste søster, som de ikke vil lade gifte sig før den eneste søn af et ægtepar melder sig som frier. Han flytter straks ind til svogrene, men da deres søster ingen børn får, blir de ondskabsfulde. Mandens følelser ændrer sig ikke, ikke før brødrene i ondskab har efterladt ægteparret ene med en plejesøn. Da blir manden vred, skyder skylden på sin kone, som han tæver hver gang han kommer hjem fra fangst. Hun træner da til angakkoq / åndemaner (eller heks, sic) i en sø. Da hun magter at forvandle sig til en sæl, tager hun afsked med plejesønnen, slår anorakhætten op (= klapmydsens hætte) og svømmer mod nord efter brødrene. En af dem træffer hun i kajak og med overvindelse af sine tidligere ømme følelser for ham lader hun ham omkomme i kajak. På samme vis også sin egen mand. Den stakkels plejesøn ser hende aldrig mere. Selv er hun forvandlet til en klapmyds (med hætte) og holder sig ude bag Kitsisut øerne, hvor klapmydserne årligt trækker forbi i august og hunnerne er farligere og mere aggressive end hannerne.
Var.: Ikke i denne bases fortællinger. Den årlige jagt på klapmydser tiltrak et meget stort antal familier til øerne vest for Nanortalik.
Kommentar: Det er tydeligvis det særlige, at hunnerne er de mest aggressive af de i det hele taget temmelig farlige klapmydser, der har givet anledning til fortællingen. |
Lommen (colymbus septentrionalis
Dokument id: | 550 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lommen (colymbus septentrionalis |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qarssâq / qarsaaq.
Resumé: Et ægtepar har lutter pigebørn. Den mellemste blir hundset med og udskældt af dem alle. Hun græder meget og træder altid sine kamikskafter ned når hun går. En dag under et skænderi blir hun slået, får næseblod, jages hjemmefra og går blødende og fortvivlet til fjelds, hvor hun dumper i en sø og bliver en rødstrubet lom. Den kluntede gang, røde stribe ned ad halsen, dens små forgrædte øjne og dens skrig: ah, ah, ataata (far), anaana (mor), angaju (ældre søster), ah, ah, forklares med denne oprindelsesmyte. |
Mâlia makerqîtaugame
Dokument id: | 881 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Danielsen, Frederik |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Mâlia makerqîtaugame |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 45 - 46 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 50.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom:
Dengang Maalia levede for en anden.
Frederik Danielsen. Jeg lod min datter Maalia (f.1939) få navn efter min afdøde søster Maalia. Da hun var to år gammel og først lige var begyndt at tale, var det meget mærkeligt at høre hende fortælle om dengang hendes storesøster Karoline (f.1936) skulle fødes. Hendes mor havde på det tidspunkt en anden samlever, og hun var ved at få veer og havde været ude at stå på ski ude i fjeldet. Hun var faldet og havde slået sig og havde grædt i stride strømme. Dengang havde den nu afdøde Maalia været med ude at stå på ski og havde bekræftet historien. Det viste sig altså, at min datter som toårig havde "iklædt" sig sin faster. Især fordi hun fik fuldstændigt samme stemme som sin faster, da hun fortalte historien. Oversat af Signe Åsblom.
Hist.: Historisk begivenhed fra 1941. Kommentar: Et markant eksempel på reinkarnation ved opkaldelse, der var en helt almindelig forestilling hos alle inuit. |
Maligagssat avdlat
Dokument id: | 893 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Frederik |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Maligagssat avdlat |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 60 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 66.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Andre påbud.
Frederik (f.1911). Når min morfar Usukkaatsersuaq (Makkorsuaq) havde nedlagt en isbjørn, lagde han disse ting inde i huset: et drilbor, et lille stykke såleskind og en lille klump spæk. Og når det drejede sig om en hunisbjørn, lagde han også et fingerbøl og en nål midt inde i huset. Og når han havde nedlagt en isbjørn og ankom med den, tog han ikke trækselerne af sine hunde. Og han tillod ikke, at bundfaldet fra tran-lampens spæk blev kastet ud udenfor huset, fordi hundene skulle dø af det, hvis de åd det. Jeg ved, at to hunde døde, fordi Nukarsuaq havde hældt noget ud udenfor, som de så havde ædt.
Hist.: Visse gamle mennesker overholdt åbenbart de gamle tabuer endnu langt ind i 1900-tallets første halvdel i Upernavik-distriktet. De nævnte genstande i første afsnit er gaver til hhv. en han- og en hunbjørns "sjæl" eller "liv", som bjørnen kunne bruge i sin næste bjørne-reinkarnation. Bjørne var de dyr der lignede mennesker mest. |
Narhvalen (monodon monecerus)
Dokument id: | 548 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Narhvalen (monodon monecerus) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.
Resumé: Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.
Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.
not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.
Summary:
Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps. which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.
Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.
Transl. by Lucy Ellis. By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue Anchorage, AK 99516, [email protected] |
Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq
Dokument id: | 486 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1859 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Kristian Hendrik |
Mellem-person: | Kristian Hendrik |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 2 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i Rink 1866-71, I, nr. 113.
Orig. håndskrift (NKS 2488, II, nr. 242) eksisterer ikke længere.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 87. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 87: Oqaluttuaq Parpaamik.
Resumé: Tidspunktet er efter H. Egedes og herrnhuternes ankomst til til Nuuk-området, men før alle områdets grønlændere endnu var døbte. Parpaaq og hans bror var udøbte, storfangere, der leverede masser af spæk og skind til handelen og var meget vellidte af både handelsbestyrer og grønlændere. P. får ofte besøg, men efterhånden bliver man klar over, at han dræber sin gæst på hjemvejen, hvis denne er døbt. Da det forlyder, at han også har dræbt den døbte Christian Frederik, flygter P. nordpå, og senere hører man, at han angrede sine mange mord, da han skulle dø, fordi han havde set et billede af frelseren på korset i Christian Frederiks hjerte, da han parterede den dræbte. Fortælleren selv har ofte hørt denne fortælling fra forskellige gamle og mener, at selv om P. var en forræder, var han sikkert heller ikke ved sin fulde fornuft.
Var.: Parpaaq; billedet af den korsfæstede i hjertet, se også Millasak.
Hist.: En historisk fortælling, der bl.a. viser, at modstanden mod missionen ikke kun kom fra åndemanerne, men også fra en dygtig fanger som Parpaaq, der måske følte sin autoritet el. i det mindste sin autonomi truet af de ny "herrer". Søg iøvrigt på Parpaaq. |
Piratskibet
Dokument id: | 49 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Piratskibet |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 426 - 428 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 15 ss. 37 - 41.
Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 4.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 426 - 428: Umiarsuapilunnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 15, ss. 77 - 80, med kommentarer s. 319: Røverskibet.
Resumé: Fem sydlændinge er på fangst ved Kilangaarsuit. En bliver tilbage på fangststedet, da de fire ror videre og møder et handelsskib med mange bøsser og sværd. De kommer ombord, ser våbnene og når at flygte. Senere kommer de døbte Ignatius og Frederik ombord. De spærres inde, men bryder døren op og slås med alle på dækket. Begge slår hver sin qallunaaq / europæer halvt fordærvet, de øvrige giver op, hejser Ignatius´s og Frederiks kajakker ned fra råen og lader dem ro hjem. Nu kommer den efterblevne, femte sydlænding forbi og bliver hejst op i kajakken, men ved synet af våbnene vil han flygte. Det lykkes ham vha. sin lakseamulet, der gør ham glat og ikke til at fastholde. De fire første undslupne sydlændinge bringer nyheden om røveriet af Ignatius og Frederik til Nuuk, hvor man straks bringer den videre til Ignatius´s far Moorsasi på Kangeq. Han ror straks af sted, synger sin qallunaaq-sang, men ser blot skibets master dykke ned bag horisonten. Men Ignatius og Frederik er jo sluppet væk takket være deres store fysiske styrke. Almindelige mænd havde ikke klaret frisag.
Var.: Pukkitsulik er skåret over samme læst, men som en farce. Ligeså: To stærke brødre.
Hist.: Tusilartoq / Moorsasi var fortællerens tipoldefar og søn af Singajik / Singajuk. Selve fortællingens historicitet er vanskelig at bedømme. Se "Fortolkningsmuligheder", Holdningsændringer: "Qallunaat / De hvide". Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Qanoq isumaqartitaunersoq
Dokument id: | 908 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Danielsen, Frederik |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qanoq isumaqartitaunersoq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 86 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 94 - 95.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse: Min far Juuliusi, der ikke var døbt, holdt sig nøje til den gamle tro. Da min søster Maalia døde skød han sin bøsse af med hundehår som blår. Men han sagde ikke noget om, hvad det skulle betyde. |
Ræven og ulven
Dokument id: | 543 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ræven og ulven |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 3 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Terienniak amarordlo, ss. 12 - 14, nr. 3. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv, der får stjålet sin fangst af en ulv, binder en fisk til sin hale og råder ulven, da den træffer den igen, til selv at fange fisk med sin hale. Den skal holde halen i vandet indtil den svier. Ulven takker, og fisker med sin hale og mister den, fordi den når at fryse fast. Morale: Man skal ikke tirre den, der er klogere og listigere end en selv. Vedkommende vil hævne sig dobbelt af list og ondskab.
Kommentar: Fortællingen har tilsyneladende ikke efterladt sig spor i den grønlandske overlevering. |
Sagnet om Nivigká / Nivikkaa
Dokument id: | 547 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sagnet om Nivigká / Nivikkaa |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: Nivigkâ. Resumé: Nivikkaa er en forældreløs tjenestepige hos en storfanger, der altid tager på sommerrejse som den første. En sommer nøler han. De andre tør ikke rejse af angst for, at han i så fald blir vred på dem. Men til sidst kan de ikke vente længere. Storfangeren sikrer sig at ingen er tilbage, da han lader konbåden pakke og Nivikkaa knokle dobbelt så meget som de andre. Det lykkes hende at få plads til sine eneste ejendele, en hund og en lampe. Ude i rum sø springer storfangeren fra styreåren hen til Nivikkaa ved en af de forreste årer og kaster hende overbord med samt hendes lampe og hund. Hun klynger sig til hunden, får fat i rælingen, men får sine midterste tre fingre af den ene hånd hugget af. Hun tager afsked med verden alle fire verdenshjørner rundt, kalder alle sødyr og søfugle til sig og synker med sin hund under armen til bunds, hvor hun finder sin lampe og tager den med længere ud, til Naajat uden for Kingittuarsuk, dvs. så langt ude at hun kan se alt hvad der foregår hele verden rundt. Her bygger hun hus på havets bund. Det år mislykkes fangsten aldeles, og det gør den hver gang en morder, forbryder, eller en med tøj på fra en død kommer ud på hendes gebet. Da lukkker hun dyrene inde med den slemme sydvest: imarsarneq. Dyrene i sin lampeskål slipper hun ud, når ingen har forbrudt sig på hendes enemærker, og som tegn på en god klapmydsfangst i isfrit vand viser hun sin hånd med de afhuggede fingre ud for Kingittuarsuk. Var.: Havets mor; Sødyrenes Moder; Havkvinden. Kommentar: Bortset fra Poul Egedes resumé ID 2303 (Continuation af Relationerne, Meddr. Grl. bd. 120 1939, s. 50, se ndf.) af fortællingen om Havkvindens oprindelse, som den blev fortalt ved Ilulissat i 1730'erne, er der kun indsamlet varianter af denne fortælling fra Sydgrønland - og Thule-området, hvor den kan være kommet til med indvandrerne fra Baffin Island i 1861. Angakkoq'ens / åndemanerens rejse til Havkvinden er der derimod varianter af fra hele Grønland. Kommentar: Den delvis fingerløse hånd som tegn på en god klapmydsfangst, minder mig mere om en hvalstjert end om en hale af en sæl; eller om djævletegnet i kristendommen! Var.: ID 2070, 1524, 2304. |
Sværdfisken (delphinus orca)
Dokument id: | 549 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sværdfisken (delphinus orca) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: ârdluk / aarluk.
Resumé: Fem brødre vil giftes med syv brødres eneste søster. De kommer op at slås, hvorved pigen kommer af dage. Af forbitrelse springer de fem friere i vandet, forvandles til spækhuggere og slår alt levende de træffer ihjel. Dog ikke hunkønsvæsner. De forfølger stedse brødrene der flyttede sydpå, og i de sjældne tilfælde hvor der er isfrit ved Kap Farvel (storisen driver altid omkring dér, BS) ser man gerne fem kajakmænd ro sydpå, kun bevæbnet med lanser, som var fortidens eneste mordvåben når man var på hævntogt.
Var.: ingen i denne bases samlinger. Men farlige havdyrs oprindelse forklares ofte med et hævnmotiv. Fx Klapmydsens oprindelse; narhvalens oprindelse. |
Ulven og mennesket
Dokument id: | 541 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Kragh, J. M. P. |
Titel: | Ulven og mennesket |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 1 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok innugdlo, ss. 7 - 9, nr. 1. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv fortæller en ulv om menneskets styrke der er så stor, at det kun kan overvindes ved list. Ulven erklærer sig parat til at angreb. Ræven viser ulven en veteran (en der har været menneske), en dreng (på vej til at blive menneske) og så en jæger med haglbøsse og kniv i bæltet. Haglene generer kun ved andet skud, hvorefter jægeren skærer store flænger i ulven med sin kniv. I sine beklagelser over behandlingen til ræven bliver bøssen forklaret som en kæp man puster igennem og kniven som et glinsende ribben, der trækkes ud af siden.
Hist.: Sammenligningen af en bøsse med et pusterør findes også i flere grønlandske fortællinger om ånder i indlandet: pegevåben. Muligvis er det rør, som månemanden og qajariaq'en bruger til at puste hhv. sne ud af og en voldsom orkan op af også en association til europæiske bøsser. En bestemt slags rørtang blev dog også brugt traditionelt som pusterør. Det synes at have sat sig spor i fortællinger om at rejse en storm via tang på havbunden, søg: "svømme under vandet", en el. to af varianterne. |
Ulven og ræven
Dokument id: | 542 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Kragh, J. M. P. |
Titel: | Ulven og ræven |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 2 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok terienniardlo, ss. 9 - 12, nr. 2. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv, der er tjener hos en ulv, vil gerne slippe fra sin herre. Ræven narrer ulven i tre omgange til at få tæv af folk som de stjæler mad hos. Sidste gang blir ulven slået ihjel. Moralen er den, at ulven får tæv og blir dræbt, fordi den er grådigere end snild. Mens ræven altid slipper bort i tide, fordi den er snild.
Kommentar: De kæmpe-ulve, fantasi-dyr, der optræder i visse vestgrønlandske fortællinger, kunne være inspireret af denne fortælling, der har været tilgængeligt læsestof på seminariet, fx. Men i indholdet ses ingen overbevisende overensstemmelser.
Amaroq, ulv, er stadig en glose på vestgrønlandsk, selv om der ingen ulve var i Grønland. Kun i arktisk Canada, hvor glosen også er amaroq. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com