Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 63: uvanga tugtûvunga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 41 - 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 46.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Det skyldes den skindstump af et renhovede, som Eevateeraq blev gnedet over det hele med som nyfødt, at han overlevede alle børnesygdomme - i modsætning til alle sine tidligere fødte søskende. Han opførte sig også som et rensdyr som barn og som ung kunne han løbe en renko op. Moderen gemte længe skindstumpen, og selv om den senere bortkom, fortsatte dens virkning længe.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 - 45.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 - 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens kones mor, Perqewk (Peqquk) var som voksen udsat for arnangneq / arnanneq. Det var fortællerens faster og hendes mands barn, der var taget på besøg i hende. Barnet døde før det blev et år, og Peqquk drømte at hun var et spædbarn, der længtes så forfærdeligt efter "sine forældre" at hun hverken kunne spise eller drikke. Men hun var flov over at det var sket hende så gammel hun var, og først da hun var ved at dø og gik til bekendelse, fik hendes gamle mor givet besked til det døde barns forældre. De kom med vand og noget af deres egen mad. Peqquk drak og spiste med glæde, fik flere foræringer og kom sig endelig helt igen.

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1900.

Kommentar: Bogstaveligt betyder arnangneq snarest "det at søge sig en mor". Samme tankegang går igen i myten om Navagiaq og i navneopkaldelsen.

se: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 158 - 159: Qimugsimik arssáutut, fortalt af Martêraq.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Det ene hold søgte at køre den sandfyldte sælskindspose så langt væk, at det blev mest muligt besværligt for det andet hold at bringe bolden hjem igen.

En deltager forsynede engang sine hunde med så brede seler, at han kørte fra alle med bolden, også sit eget hold, så længe mod nord at ingen til sidst turde følge ham. Man gættede på, at han var nået fra Kingittoq ved Upernavik 350 km. nord på til Kullorsuaq.

Hist.: Formentlig en historisk hændelse. I vestgrønlandske fortællinger fra den sydlige kyststrækning placerer man gerne boldspil af denne slags langt nordpå - også langt nordligere end grænsen for kørsel med hundeslæder (Sisimiut). Måske var denne leg mellem bopladser mere udbredt i det nordlige Grønland - i det mindste i 1800-tallet.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

En ung mand, der er barn af en ugift søster til mange brødre, bliver opdraget til overdreven nøjsomhed af sine morbrødre, der åbenbart ikke føler sig forpligtede til at forsørge og oplære ham. Han forbliver lille og spinkel, men under en boldkamp, hvor det gjaldt om at løbe hjem med bolden fra et sted lige langt fra alle deltagernes bopladser, ber han sit hold om den særdeles tunge bold og løber fra alle de andre. Kun en ung pige, med armen ude af det ene ærme, følger ham med lethed, og til hende kaster han bolden, lige før de når hjem. Dér holder hans bedstemor bolden op til sit bryst, som om hun ammer den. Det er for at han herefter altid skal længes hjem, siger hun.

Hist.: Beskrivelsen af boldspillet stemmer med andre kilders. Men om selve fortællingen er historisk er usikkert.

Kommentar: Denne leg eller konkurrence skal altså ikke forveksles med fodbold. Man kaster med med bolden og løber med den. Til fods betyder: i modsætning til boldspil med slæde, se denne

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 157 - 158 (forkortet version fortalt af Martêraq: tigdluûneq / tilluunneq).

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Som et eksempel på arrangerede boksekampe fortælles der om en, som Kujangiwdlik (Ineqinnavaats far) inviterede til. Den stærke ældre kone, Nakewaq's to sønner, som hun havde fået til at træne sig stærke, deltog: Qungaseq (Kunngaseq ?) og Agpángewaq (Appannguaq). Boksekampe indledtes med kvindernes afsyngning af kendte nidviser og styrkeprøver. Selve mandeboksningen bestod i, at den ene tævede løs på den andens rygvendte skuldre. Qungaseq fik således smadret den ene skulder på Kujangillik, der havde styrke nok til at bede om endnu et slag. Qungaseq svarede med kun et svagt slag, hvorefter Kujangillik kunne trække sig tilbage med æren i behold. Derefter udfordrede Kujangilliks gamle svigerfar Qungaseq. Qungaseq slog  også denne gang meget let, hvorefter den gamle brød alle regler og lynhurtigt kradsede Qungaseq til blods med sine negle. Han løb fra stedet og latteren tog brodden af situationen, hvor Qungaseq's hidsige gemyt kunne have givet sig uheldige udslag. Denne sang i stedet et pralevers om sin lille kraftige venstre. Næste dag havde Kujangillik armen i bind, men udtrykte ikke vrede over Qungaseq, der undskyldende spurgte til hans tilstand. Men Kujangillik inviterede igen senere til boksekamp, og da rygtet gik, at han denne gang ville slå med en sten i næven, undskyldte Qungaseq sig med, at raske mænd ikke slår på invalider (der har fået skulderen smadret).

Hist. Historisk beretning fra første halvdel af 1800-tallet.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87 + 89: serqat maningêwt (serrat), og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 79 - 80.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Iserdleq.

Resumé:

En dag alle mændene fra to nu nedlagte bopladser, Saattit og Isua, var på besøg på en tredje boplads, kom en hvalros helt ind til Isua. En enke dér opfordrede sin søn, en nybegynder i kajak, til at harpunere den med løfte om, at hun nok skulle berolige den. Med en serrat bad hun den først tage sit tynde skind på. Sønnen tog mod til sig og harpunerede den. Dernæst sang hun, at hun ville styrte afsted (efter hjælp) som en ravn, fór afsted, kom tilbage før fangstblæren var kommet op igen, og snart kom mændene hjem og hjalp drengen med at få hvalrossen dræbt.

Hist. Muligvis en historisk fortælling med usikker datering.

Kommentar: Det er en flot førstefangst som den faderløse dreng her får retten til.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 - 139.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 147 - 148.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Ved Søndre Upernavik havde der tidligere boet folk i store fælleshuse. De flyttede sydpå. Blandt dem der senere bosatte sig i S. Up. (flere navne nævnes) traf en af dem engang en af de tidligere beboere i Uummannaq. Han fortalte om en af deres åndemanere / angakkut dengang, Itarsiwaq / Itarsuaq, at han engang spurgte sin kone hvorfor en kvinde med et barn på skødet længere henne på briksen så så sort ud. Det spørgsmål stillede så hans kone, hvorefter kvinden med barnet rejste sig, kylede barnet ud i husgangen, råbte hvad hun skulle stille op med det og smed sig på briksen, hvor hun bevægede sig som under et samleje. Det er Ilakasiks barn, sagde hun flere gange (en af de gifte mænd i huset). Itarsuaq gik udenfor, hvor minsandten Månen og hjælpeånden Inegtôq stod og skændtes. Månen var vred fordi kvinden tilhørte ham og nu ville han dræbe hende, men Inuttooq ville forhindre det. Kvinden, der var blevet sindssyg (perlerortoq), sagde: Hvilken dejlig serrat / tryllesang. Da Itarsuaq kom ind igen erklærede han, at det var et held hendes elsker ikke var hjemme. Da var også han blevet sindssyg. Men nu hvor alting var opklaret, blev den sindssyge kvinde rask.

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1775 - 1780.

Kommentar: Hjælpeånden, Inuttooq, eller Inupaaq, Kæmpen kendes fra hele Grønland tilføjer Hans Lynge. Den optræder i det mindste i flere tekster fra Østgrønland, BS).

Perlerortoq, sultesyg, ville, mente man, give sig udslag i lyst til at æde sine nærmeste. Søg på: sindssyg / sindsyg.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 89 + 91: serqwdlewne anerimik

qatsersaisewq (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 37 - 38.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 41 - 42.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt ifølge Uvigdlawaq's fortælling

Resumé:

Uvigdlawaq fortalte til Hans Lynges fortæller, Evateeraq, hvordan engang alle de voksne fangere var kommet hjem, mens de unge endnu var ude og en af dem, Uillagaqs søn, havde harpuneret en gammel snu hvidhval, der var vanskelig at nedlægge, nær et skarvefjeld. De råbte om bistand. Ui. vendte om ved stranden, da han hørte om råbet, og det var netop som en snestorm brød løs. Snart gik åndemaneren Ikerpaq ud  i stormen, besteg en rokkesten, fremsagde en serrat / tryllesang med høj røst, men som ingen kunne høre et forståeligt ord af. "Der smed man den serrat væk", sagde han bagefter. Straks efter lagde stormen sig, og de unge nåede velbeholdne hjem med hvidhvalen, som Ui. havde dræbt med et så kraftigt kast af sin lanse, at flere af dens ribben var brækkede.

Hist. Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet.

Kommentar: Serratit blev gerne fremsagt med meget lav stemme. Hvis andre hørte en serrat, mistede den sin virkeevne. I Ikerpaq's tilfælde åbenbart også, selv om ingen kunne høre, hvad han sang. Men han har sikkert skrålet den for at øge virkningen. At han bruger rokkestenen som ståsted også interessant. En kampesten, der som denne kunne rokkes af et barn, symboliserede silas (vejrets og verdens) let påvirkelige balancegang.

Vedr. serratit og balance se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Genfortalt efter Sákaliarse.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 75 + 77: Ilasiaq samánga / samannga .....

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 68 - 69.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 75.

Evateeraq genfortæller Sákaliarse's (Sakarias) fortælling.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Ilasiaq var Sakkaliarsis storebror, der engang reddede ham i sidste øjblik, da han var kæntret i kajak. En kort overgang, mens S. var ved bevidsthed bad Il. ham se på en genstand som et stort stykke drivtræ med børster. Sak. kom til sig selv på stranden, hvor Il. havde tændt et bål, men intet sagde. Sak. var overbevist om, at Il., der stammede dernedefra (Havkvindens område, se s. 72 - 74: Ilasiaqs fødsel), havde tryllet tingesten op dernedefra, hvor han kunne hente  hjælp og således givet sin lillebror førstehjælp.

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Sakkaliarsi f. 1830 var yngste søn af Sukasik. Træstykket med børster, sikkert en skrubbe af en slags, kunne stamme fra en af de britiske / skotske hvalfangerne fra den periode.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 91 (majorarsineq)

Ny retskrivning:  Nuuk 1991, side 100 (Majorarsineq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens bedstefar, Nulialik hørte engang ude i kajak sortsider lege og hoste højlydt, og altså således var de nemme at komme på fangsthold. Men lydene flyttede sig, først hen til kysten, dernæst op på land, og N. blev pludselig bange for at blive lokket i fordærv af dem, hvorfor han sporenstregs roede hjemad og end ikke turde tage turen uden om næsset, men bar kajakken over det til fods.

Hist.: Historisk oplevelse.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 55 - 56.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 61.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Uhyret, der opstår af "jordens æg", vokser endeløst. Ligner en bjørn med seks ben. Den lever oftest ved flodbredder af sæler og andre sødyr og har et kolossalt fedtlag, der minder om bjørnens. Men den er selv et slags sødyr, der kun kommer op for at ånde ved nymåne. Fortællerens morbror havde en gang set en flok sværdfisk angribe og til slut overmande et sådant uhyre. Hele havet flød af fedt, hvoraf en gammel kajakmand næste dag fyldte sig fire tønder.

Ægget, jordens æg, skulle ikke være større end et æg af en tretåget måge, og der klæbede jord ved, fordi det havde rødder, hvorved det skulle nære sig ved jorden.

Hist.: Svært at vide hvilken begivenhed, der har givet anledning til fortællingen om sværdfiskene, der vist er sjældne så højt mod nord. Hans Lynge har ikke trykt den grønlandske tekst, men formentlig er snarere tale om hajer.

Kommentar: bemærk ægget, der har rødder som en plante og derfor kan minde om mennesker i mytisk tid, da de levede af jorden og fødtes af jorden: Dengang for længe, længe siden ... Thule.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 101 + 103: Panêwp ileqigsernga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 75 - 76.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 82 - 83.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens kone, Suvfia / Suffia opdagede som yngre en månelys morgen Panik med hovedet og den ene arm inde i mandehullet på Sakkaaqs opstablede kajak. Hun sang og dansede. Da Panik var epileptiker fjernede Suvfia sig et godt stykke før hun diskret hostede, hvorefter Panik forskrækket trak sig ud og flygtede ind i ødemarken. Sakkaaq blev snart syg af fordøjelsesbesvær og kunne ikke længere synke. Han følte det som noget slog med halen og gik opad når han ville forrette sin nødtørft. Da han døde af sult og tørst fandt man i hans kajak en hunulk omviklet med filtret senetråd.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 91 + 93: ta/ninga (tarneq)

sigguse/dlewngew, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 83 - 84.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 91 - 92.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Følgende fortælles om Mákorse (Markus), der var bror til Sukasiks svigerdatter, gift med Sukasiks søn, Ilasiaq (se denne). Makkorsi var skikkelig, døbt og holdt meget af at læse i bibelen, men han havde store medfødte evner for at blive åndemaner. Omkring hans navle var der et mærke efter hans hjælpeånd, "ferskvandets hund"s tænder. M. kæmpede imod og "blødgjorde" dermed sig selv. Han blev syg, viste mærkerne frem, gik i trance og sang uden synlig bevægelse af læber og strube, en åndeflugtssang. Da den nåede op til struben, trak han vejret og døde. Sukasik, der stod hos, bemærkede bevæget, at M. altså var en stor åndemaner. Da han blev begravet uden for indviet jord, blev Sukasik betænkelig, fordi børnene ofte legede dér. Derfor anviste Sukasik ham vej ned i havdybet vha. en slædemede af rentak, som han lod pege fra graven nedad.

      Snart efter, før Makkorsis søster vidste at han var død, viste han sig som en uforstyrrelig sildepisker nær hendes opholdssted og i hendes drømme fortalte han med sin let genkendelige stemme, hvordan han var blevet "vist nedad".

Hist. Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Kommentar: Usikkert om Sukasik egentlig var åndemaner. På den anden side er "ferskvandets hund" formentlig af samme slags som den, der åd, kastede op, og dermed initierede Naaja til fremtidig angakkoq / åndemaner i Østgrønland (søg Sandgreen 1987, ss. 91 - 96: Den lille elv ...  og Søens troldbjørn). Og Sukasiks søn, Ilasiaq, der ifølge angakkoq'en Siimuks råd var blevet hentet op fra havdybet, mentes selv at kunne hente hjælp dernedefra (fra Havkvinden).

Det vides ikke om det var en almindelig forestilling, at man efter døden kunne forvandle sig til et (sø)dyr. Men den svarede selvfølgelig ganske til den i myten om mennesket, der tog ophold i / søgte sig en mor i den ene dyreart efter den anden: fx Rasmussen 1921 s. 118 - 122.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 97: alugsineq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 76.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 83 - 84.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Panewk / Panik er en ældre enke, da fortælleren Evateeraq er blev en erfaren fanger. Efter en hård vinter uden efterår og megen sult får Ev. ondt af enken, der kommer på besøg, og han lover hende en stor fangstpart, den ene skulder med ribben og spæk, hvis hun kan skaffe ham fangst. Hun ber om lov til at slikke ham og gør det to steder på hans venstre overarm. Han er dårlig nået ud fra land, før en stor sortside byder sig til. Panewk er end ikke gået endnu og siger: Der kan du se! Ev.s egen kommentar til fortællingen er: hvad skal der mon blive af mig (der er døbt og godt vidste at Panik var en heksekunstner med flere mord på samvittigheden), som altså har fanget vha. hekseri.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 67 + 69 + 71: Sukasîp ârnuai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 69 - 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 76 - 79.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Om Sukasik, der levede fra 1800- - 1874 går der en del fortællinger. Han var ikke åndemaner, men havde af sin bedstemor, der opdrog ham, fået flere amuletter og hendes løfte om, at hun ville stå ham bi, når hun var død.

For at styrke ham mod at blive bange for uhyggelige hændelser lod hans bedstemor ham fra tid til anden pludselig se hendes blottede kønsdele. Virkningen viste sig da han senere kom ud for en sæl uden knurhår og med tomme øjenhuler, men ikke blev spor forskrækket over denne forgjorte sæl. Da Bedste hørte om det gav hun ham som amuletter en klump mørkt noget - sikkert størknet blod - en stump flettet senetråd og en lampepind. Dem bruger han engang da Ussuk havde forgjort en sæl, som Sukasik havde fanget. Ussuk hed sådan, fordi han gang på gang lod sig harpunere som forvandlet remmesæl. Suk. havde efterladt sin sæl på stranden, hvor Uss. havde trukket knurhårene ud på den og placeret den med kløerne fremme på spring ud i vandet. Sukasik bugserede den hjem, blev husket på sine amuletter, som han brugte: Klumpen blev lagt på snuden, senetrådsfletningen løst lidt op, lampepinden stukket ned og antændt i den ene ende. Samme aften voksede en knude ud på Ussuks kones overlæbe. Den voksede og voksede. Næste morgen døde hun af kvælning. Tilbagesendelsen af hekseriet skulle have ramt Uss. selv, men da han var åndemaner og derfor for stærk, drejede det af og ramte hans kone.

       Om bedstemoderens beskyttelse efter sin død er der to fortællinger. Ifølge den ene ville nogle renjægere, der intet havde nedlagt, spise sig mætte i renkød fra Sukasiks kødgrav ude i terrænet. Men en anorakhætte, der kredsede modsols om graven fik dem hurtigt på andre tanker. Da de kom hjem og fortalte Suk. at de havde mødt en af hans hjælpeånder, sagde han nej, det var Bedste der beskyttede ham. En anden gang Suk. i sin høje alder ikke kunne klare strabadserne ind i rensdyrområdet bad han sin bedstemor om at sende sig et dyr. Hun sendte en stor gold ko lige frem til teltet.

       Kort før han døde ville Sukasik så for sidste gang på kajakfangst. Han fik harpuneret en hvidhval, og alle kvinderne på bopladsen med hans datter i spidsen måtte ud i konebåd for at trække fangstblæren ind så at han kunne stikke den ihjel. Han døde før hvidhvalen var spist op.

Hist.: Historiske fortællinger fra 1800-tallet. Sukasiks slægtsliste (bedstemor, kone, børn og svigerbørn ibid. s. 70.

Tolkning: Det var helt velkendt at man kunne skade en mand ved blot at "gøre noget ved" hans nedlagte fangstdyr.

Da renjægerne skræmmes af Sukasiks bedstemor ved hans kødgrav, tiltaler de hende i åndesprog.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  De dødes efterladenskaber.

E. Da jeg begyndte som fanger, måtte man under ingen omstændigheder bruge en død persons ting til jagt på større dyr. Vigtigst var det ikke at bruge disse ting mod en hvalros, da den så ville blive ufatteligt gal og vred. Når man troede på disse regler, kunne de have følgende virkninger:

   Dengang min lille bedstefar Nulialik døde, viste det sig, at hans harpunspids havde tilhørt hans svoger Iisaarsuaq (Store Isak). Da jeg var ude at fiske om sommeren, styrede jeg med det samme hen mod ham. Og han fortalte, at han havde prøvet at harpunere en hvalros, men at han ramte forbi ind under den. Og som man kunne vente, sank den, og mens den sank, vendte den ryggen mere og mere til siden. Han viste mig sin harpunspids, og det var en lille uanselig, værdiløs sag. Og så sagde han: "Se, så godt kendte hvalrossen mig." Denne lille harpunspids havde tilhørt min lille bedstefar, og Nulialik havde lavet den til. Han havde skåret den løs og hakket i den. Og han havde ikke set hvalrossen igen. Han havde jo rigtignok advaret mig mod at bruge våben, der havde tilhørt døde mennesker.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Kommentar: Det er uklart hvem der siger den sidste sætning: Fortælleren eller hans bedstefar.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 93 + 95 + 97: Angákuarsârdlune

qavdlunânik ajortumêriniarneq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 85 - 86.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 93 - 94.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Upernaviks kolonibestyrers kone døde. En grønlandsk ægtepar ville glæde ham ved at opkalde deres nyfødte datter efter hende og således lade hende genopstå. Men den uvidende kolonibestyrer viste faderen døren, da han kom med den glædelige nyhed. Faderen sendte ham fornærmet sin hjælpeånd, en afdød ung kvinde (der til formålet var begravet i siddende stilling) på halsen. Kolonibestyreren bragte gaver til en underdejlig kvinde han havde set i fjeldet, blev dernæst sindssyg og døde.

      Næste sommer kom (landsdelen) Nordgrønlands inspektør på besøg. Han beskyldte åndemaneren / angakkoq'en Kîingewit / Kiinnguit for at have dræbt kolonibestyreren. Denne fik Qingmiewt med som støtte, da inspektøren sendte bud efter ham og udspurgte ham uden at få noget at hænge mistanken op på. Inspektøren tilbød dernæst Kiinnguit en kateketuddannelse i Danmark, men K. betakkede sig vel vidende at formålet med bortrejsen kunne være et ganske andet. Qimmiut blev spurgt om han var med som støtte, men nej, sagde han, han var blot med af nysgerrighed.

      Da de kom hjem igen tog Kiinnguit straks afsted igen med en rusten kniv om bag et næs og blev længe borte. Ved hjemkomsten talte han endnu med sig selv: de var nemme at få ram på. De var jo bare danske.

      Senere rygtedes det at skibets tolk allerede kort efter afrejsen fra Upernavik meldtes savnet. Denne ulykke skyldtes så at Kiinnguits hekseri ikke havde kunnet ramme inspektøren, der var af alt for høj rang, og derfor havde ramt tolken.

Hist. Historisk fortælling fra (midten af ?) 1800-tallet. Kolonien Upernavik blev grundlagt i 1825.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).