Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 39 - 41: "Aaddaaridaap kuisikkiartornera kuisinneralu".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 108 + 110 + 112 (dialekt) og ss. 109 + 111 + 113 (engelsk).

Resumé: Trods brødrenes opfordringer har Aad. længe vægret sig mod at blive døbt. Til slut gir han sig imod sine hjælpeånders ønske. Den lille Inivaraq lover endda at rette op igen på verden, hvis den, som man havde hørt på rejser til Pamialluk, ville gå under. I Nunattut på den sydligste østkyst undervejs til missionen i Narsaq Kujalleq, bliver Aad.s kone dødeligt syg. Aad. føler sig magtesløs og ror ud for at finde en, der er stærkere end ham. Han møder en svævende Jesus i hvidt med strålende krone, der fortæller at konens sygdom er en prøvelse: Hvis Aad. vil fortælle alt om sit onde liv og åndemaneri til præsten, skal konen atter blive rask, tage imod ham når han kommer hjem, og Jesus skal desuden nok sørge for Aad.familiens udkomme. Han viser Aad. sine ar (ikikka, mine sår?), som først vil heles når verden er gået under og Dommedag overstået. Da Aad. vil tættere på Jesus for bedre at samtale, får han nej. Sådan en usling er ikke værdig dertil. Aad. lover anger, konen tar imod ham frisk og rask og han fortæller sine brødre om det spøgelse (tarngaaja) han har set. I Narsaq Kujalleq lærer de først Fadervor og så kan de blive døbt.

Amos Tittusen redegør til slut for visse familieforhold: AT's da afdøde kone, Helene, var datter af Aad.s første kone, der blev døbt Bolethe før hun døde (? lidt uklart). Aad. blev gift igen, med Matta fra Tuapamiut, og de fik sønnerne Barnabas og Efraim. Fortællerens barnebarn blev opkaldt efter Matta.

Hist.: Historisk fortælling. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Aad. med familie var de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede. De ankom i år 1900. Nunattut siges i fortællingen engang at have været udsted med handel.

Var.: Søg på Nunattut Jesus.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 39.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 206 - 207: "Nukarîk arnartaqángitsut" / Nukariik arnartaqanngitsut.

Resumé:

De to brødre må gøre alt husarbejdet selv. En dag ser de en kvinde på

stranden. Hun vil ikke have storebror, fordi hans "tanker er snoede i

enden". Hun tar lillebror og sørger nu for alt husarbejdet. Da hun

efter en tid længes hjem, følger brødrene hende ind i landet, hvor hun

med lethed løber en rype op. I et stort telt bor hendes familie. Hun

var i sin tid flygtet fra indlandet, fordi mændene sloges om hende.

Man glæder sig over hendes lille barn. Efter besøget vender de hjem og

kommer aldrig på besøg igen.

Hist.: Indlandskvinden bliver en del af de rigtige menneskers samfund,

men forbindelsen til hendes familie brydes efter det enlige besøg. I

traditionelle fortællinger optages fremmede ikke varigt i rigtige

menneskers samfund. Det princip synes brudt, mens det fastholdes, at

hendes familie ikke kan blandes med rigtige mennesker.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 40.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 203 - 205: "Naujarssuaq Kukujâtdlo" / Naajarsuaq Kukujaallu.

Resumé:

Måge og Snegl (begge er egennavne, BS) overvinter sammen ved mundingen af en fjord, hvor Snegl

efter forårsfangsten ude på øerne fylder Måges depoter op med sit

forråd. Måge åbner dem i vrede for ræve og fordærv. Snegl dræber i

vrede Måges søn på en smuk dag. En dag i samme vejr som på morddagen,

ruller Måge sig i vrede rundt på en mødding og tilsviner sin smukke

hvide renskindspels. Han rejser nordpå til hvalfangsten ved Sisimiut,

hvor han slår sig ned og får en søn, som han træner op til "stærk

mand". De vender hjem med hvalrostænder til harpunspidser og

hvalbarder til fiskesnører, som de forærer væk til hjemegnens unge og

gamle mænd. Snegls børnebørn blir misundelige, men lykkelige, da Snegl

i et forsøg på at få sig en en ny fiskesnøre hos Måge, blir dræbt af

dennes stærke søn på hjemvejen. Nu er de to familier ikke længere

fjender, og Snegls børnebørn kan også få del i gaverne.

Var.: Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak

Hist.: Om behovet for hvalbarder til fiskesnører: Se Gulløv, Herrnhuternes grønlændere, Tidsskriftet Grønland, årg. 1983.