Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 7h - 8h eller af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI: 131v - 131h: Oqalugtuaq Matisina pivdlugo.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Om Matisina.

Matisina og hans plejeforældre var på rejse i konebåd. Da plejefaderen, som

i længere tid ikke havde fanget noget, endelig fik en sæl, skulle konen koge

kød, og hun sendte Matisina ud for at samle brænde. Matisina tog af sted;

og mens han gik, mærkede han, at han steg til vejrs. Han kom til en stor

vej, der førte til himlen. Her mødte han en mand, der pintes stærkt af et eller

andet. Manden bad Matisina om at fjerne noget fra ham. Da Matisina havde befriet

ham for noget, som han ikke vidste, hvad var, sagde han, at dette (hans

lidelse?) skyldtes det forhold, at han havde haft for meget tøj på (for mange

anorakker), mens han endnu var rask. Matisina gik videre, og lige før han

nåede til en lille høj, traf han sin afdøde mor. Hun sagde: "Haa, der har vi jo

Matisina "imánânisimángitsoq" (som endnu ikke er død???), lad os gå op på den

lille høj." Fra højen kunne de se et hus; ved den nordlige side af huset stod

nogle mennesker klædt i sælskind, og ved den sydlige side andre klædt i

rensdyrskind. Da han kom ind i huset, bad de ham sætte sig midt på briksen. Så

gav de sig til at græde. En af dem, der startede med at græde, fortsatte direkte

over i sang med et skærebræt som tromme og med sit spoleben som trommestik. En

anden sagde: "Tássagôq qavsàkut auvínásáput. Vi kunne have ledsaget dem

oven over dem, hvis vores konebåd ikke var gået i stykker, og hvis vi ikke

manglede hammer, bor og økse. Når du, Matisina, engang vil dø, må du sluge lidt

spækmasse og lidt tarm, og du skal bede de andre om at lægge hammer, bor og økse

i din grav." Så sagde Matisinas mor til ham: "Imánânisimángilatit", derfor må

du foreløbig vende tilbage til jorden. Da Matisina skulle af sted, tilbød de

ham at fire ham ned med en bærerem.

En lille ældre mand i Matisinas plejeforældres rejseselskab så (en dag) noget, der hang i luften. Han troede, det var en stor edderkop. Men det viste sig, det

var Matisina, der blev firet ned. Da Matisina på et tidspunkt ønskede at dø,

slugte han noget spækmasse fra indersiden af et sælskind og lidt tarm, og han

bad de andre om at lægge en hammer, et bor og en økse i sin grav. Det gjorde de.

Bemærkninger: Her er der enkelte grønlandske ord og en sætningsforbindelse, som

jeg ikke har kunnet få mening ud af. De står i anførselstegn.   Chr. B.

Kommentar: Dødsriget i himlen. Tilsyneladende er de døde, som Matisina møder, ikke nået frem til et land højere oppe, fordi de mangler redskaber til reparation af deres konebåd.

Imannaanisimanngilatit er sikkert en fejlskrivning for imaannanissimanngilatit, der betyder, at du (Matisina) ikke er sådan en som ikke er sådan (som de døde eller andre, der ikke er rigtige mennesker), altså levende endnu, hvorfor han må tilbage til de levende. (Ved Arnaq Groves hjælp blev dette afklaret).

Hist.: Edderkoppens spindetråd som forbindelsesvej fra himmel til jord er en vidt udbredt forestilling, også hos eskimoer i både Canada og Alaska.

Den forestilling at de døde kan lide ondt er traditionel. Men som regel skyldes det i så fald de efterladtes handlinger, fx at de sørger for længe, eller ikke overholder tabuerne efter dødsfald. Selvforskyldte lidelser som hér: manden har haft for mange anorakker på før han blev syg - træffes sjældnere og skyldes måske kristendommens vægt på synd og lidelse.

Forestillingen om at de døde uden ophold slår om fra gråd til sang træffes ofte i grønlandske - især østgrønlandske - fortællinger om de døde i himlen. Det kan være et førkristent træk, men det kan også hænge sammen med missionærernes udtrykte undren over at grønlænderne så brat kunne slå om fra sorg over en afdød til latter. At det var et rituelt påbud - ikke at sørge for meget - kunne de ikke vide. Tilsvarende kan den megen sang i himlen, som mange fortællinger om himmellandet nævner, passe lige godt ind i den traditionelle som den kristne forestillingsverden.

Vedr. grønlandske forestillinger om dødsriger se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af orig. håndskr. NKS 2488, VI: 128v - 129v.

eller af Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI: 35h - 36h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 34 - 37.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Puiaq.

Puiaq havde flere gange iagttaget en flok sortsider, der svømmede imod strømmen

i en elv. Engang fulgte han dem og blev taget af en indlandsbo. Det viste sig,

det var ham, der fik sælerne til at svømme op imod strømmen. Indlandsboen havde to døtre. En dag tog de to piger en stor kamik ind i huset og sagde, at den var fyldt med havdyr. En af dem sagde: "Lad os løbe hen til de to skråninger," og videre sagde

hun: "Den hurtigste skal iføre sig dem, der er i kamikkerne; for havdyrene løber

hurtigere." Da de havde løbet et stykke tid, kom Puiaq foran den yngste og se-

nere også foran den ældste. Han måtte vente på dem på toppen af bakken. Det sam-

me gentog sig på hjemturen. Puiaq fik begge pigerne til koner.

Puiaq længtes nu tilbage og tog af sted til kysten sammen med sine koner. De

standsede umiddelbart før de nåede "Nussivigtik" (dér, hvor de plejede at gå i

land??). Den yngste af søstrene sagde: "Det derude på havet ligner en konebåd."

Søstrene ville til at flygte bort; men Puiaq sagde, at det var et isfjeld. I

virkeligheden var det en konebåd med sejl. Puiaq bad sine koner om at lyske sig,

og han sagde til dem, at han gerne ville have dem begge med hjem. Pludselig

rejste Puiaq sig og tog dem i deres kamikker og løb af sted. Den ældstes, den

kønnestes, kamik flængede; men den yngstes kamik holdt. Hun blev gravid; og da

hun skulle til at føde, ville Puiaqs mor hjælpe hende. Hun afviste hende og

sagde, at det var noget, man selv klarede derhjemme, hvor hun før boede. Hun løb

flere gange imod en stor sten og ramte den med brystet. Hun fødte et barn; men

hun selv døde. Mon Puiaq mistede sin kone?

Bemærkning: Fortællingen er dårligt fortalt og er visse steder svær at få en

fornuftig mening ud af. Chr.B.

Kommentar: Ganske som i Østgrønland har disse vestgrønlandske indlandsånder alias tornit (østgrl.: timersit) den evne eller vane at kunne trække sælerne modstrøms op ad elvene. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).