Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Aapapâq / Aapapaaq
Dokument id: | 810 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aapapâq / Aapapaaq |
Publikationstitel: | Myter og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 324 - 328 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.
Resumé: En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise. Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem, råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte. Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn. Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og ingen har siden hørt noget til dem. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.
Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske lyster. |
Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Dokument id: | 1457 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 92 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op med at bringe mad; de begyndte at sulte. Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen. Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden, sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen. Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på den anden side af briksen.
Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn: "Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand." Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet. Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den midt over; den spiste de.
Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og spiste den.
Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe ("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den. Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele. Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den." Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet på samme måde. Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og anbragt (oversættelsen er et gæt). Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde. Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl. Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen." De fangede alt muligt. En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S) Da han nåede frem, spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!" De sagde også: "Det er en god fangstplads." På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.
Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. |
Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Dokument id: | 1458 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 6 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige. Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav dem mad, når de fangede noget. I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de fangede noget. Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte. En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer. Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.
Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove. Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet." Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen. Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og de gik i seng.
Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt tyggebevægelse.
Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng om aftenen.
Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede, at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede; og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.
Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside). Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside. Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød. Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den. Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget til senere brug.
Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak den i øjnene, så den døde.
Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død. Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt. Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død. Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange alle slags dyr.
Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel. Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?" Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne fik ved afrejsen en stor potion kød med. Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har overflod af kød.
Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Alinaataaraq
Dokument id: | 2075 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Juliane |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Alinaataaraq |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 161 - 164 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).
Resumé JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.
Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:
s. 172: Ila asuliinaaq ... For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.
Taamanikkummi ... For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.
Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets
s. 173: Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"
s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...): Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.
Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune. Historisk fortælling. |
Angnorârsoaq
Dokument id: | 1808 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angnorârsoaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider, nr. 51 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" / "Storfangeren, der var lige dygtig til at..." Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Annoraarsuaq. Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham, for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd. Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme ind (isersilerpât - isersiilerpai). Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far. Altså, træn jeres kræfter." Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.
De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?" Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere (idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham (takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke: "inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt. Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq, gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom ind med noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten, som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde, så holdt han op og gik ud.
Om natten, efter at man var faldet i søvn, hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer (eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at stirre intenst på ham.
Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste af brødrene stak ham. Han dykkede, og da han dukkede op igen, stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt (anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke, så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde." Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med noget, fordi han havde mistet sin søn.
Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag." Han bemærkede: " Hvad fik I så ? " "Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn." De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og han genkendte Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske: Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget." Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede at bekymre sig om noget.
Hist.: Muligvis en historisk kerne. Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk |
Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu
Dokument id: | 1318 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider, nr. 50 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
To piger, der blev gift med en hval og en ørn.
To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand. Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde på den måde gavn af ørnen. Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand. Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne, mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre. Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog hjem til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig. Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue maluartasauit (?). Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig." Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo - ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.
Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter. Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd. Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit (formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin mand: "Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud, bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket: "Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden. "Smid din pels ud," sagde faderen til pigen. Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den. Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden. "Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig. Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.
Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning |
Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq
Dokument id: | 1317 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 45 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363. Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Kvinden, der giftede sig med en hund.
Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften siger angakkoq, åndemaner) havde en datter. De havde opfordret hende til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende: "Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe. Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."
De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad, og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle bukser med mad. Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede. Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene. Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på den måde nåede den frem til øen. Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand. "Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.
Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og bed ham ihjel.
Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have. Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål. Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.
Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.
Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik. |
Arnarquagssâq
Dokument id: | 1462 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnarquagssâq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den røde Dødskælling".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor han var bundet at taburegler, var overstået. Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en åndemaner til at bo hos sig).
Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder: han blev altvidende?? C.B.)
Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var meget lille.
Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene, der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde: "Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner. Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun var kommet tilsyne, og forsvandt. Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange. Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne- skind. Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved hende, så hun dør."
Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset. Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever ("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.). Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille ø. Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han kunne fortsætte livet med den samme kone.
Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.
Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide. Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.
Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning
Dokument id: | 1459 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider, nr. 97 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.
Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone). Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.
Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads. En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift: fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!) Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker. Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede. Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var hende, der dræbte mandens koner.
Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende. Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset. Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig. Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand. ("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs. Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det." Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte, hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig) tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen. Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen. Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset. Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven." Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den fanger, som hele tiden mistede koner). De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq") Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.
Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.
Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide. |
Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Dokument id: | 1807 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 49 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?). Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og se, hvem der kunne ro hurtigst. De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? " " Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn, og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville vende tilbage. Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS). Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin, gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet med ryggen til. De sagde: " Tag ham!" Han havde sin 'nûtâkut' ( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans "nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted, der var rent,"ajornâginarpat:?" Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted, hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til dødsriget 'ârtatine'. Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget. Siden hørte de ikke mere til ham.
Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq |
Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk
Dokument id: | 315 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie + Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 230 - 236 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 93. Knud Rasmussen har nedskrevet en del af fortællingen på dansk, Sofie Jørgensen resten på en slags vestgrønlandsk.
Resumé:
Kaassassuk kan ikke vokse og leger altid en slags terningspil med små sælknogler. Kun hans bedstemor og hans fars fætter, Nêrqulûta / Neeqquluuta holder af ham. Når Kaassassuk efter legen med de andre børn skal ind i det store hus til spisning, løfter man ham op i husgangen i næseborene og ryster ham. Næsen er det eneste der vokser på ham. Han får kun et lille stykke kød og uden kniv til at skærer bidderne af, må han bruge neglene og bliver aldrig mæt. En dag bliver han budt på suppe og kød af tre bjørne. Han får knæskaller at sluge, som han formindsker, og skoldhed suppe at drikke, som han afkøler med kraftfulde ord, som hans bedstemor har givet ham. Senere giver hun ham en fingerlang kniv, skjuler den mellem hans lange- og ringfinger, tryller over den, og Kaassassuk kan spise sig mæt v.h.a. kniven, som ingen kan se, skønt de undersøger hans hånd. Dernæst tager hans halvonkel ham med på fangst og giver ham halvparten af en remmesæl, lægger den i et depot, som Kaassassuk kan hente mindre stykker fra. Tredje gang han kommer til depotet, er kødet stjålet. Han græder længe, mander sig op, og råber efter nogen, der kan puffe og støde ham omkuld. En vældig kæmpe med tordenrøst kommer, puffer og støder ham så han trimler rundt, og alskens legetøj falder ud fra hans indre. Dette skrammel har nogen tryllet ind i ham og derved hindret ham i at vokse. Kæmpen beder ham om at rokke ved en stor sten. Det lykkes ham endeligt, hvorefter han går hjem og begynder at vokse, liggende på briksen. Bedstemoderen må grave rummet bag briksen ud, for at han kan være der. Når børnene kalder ham ud til leg, undskylder hun ham, med at han er syg. De håner ham. Man finder på stranden en drivtømmer-stamme så stor, at ingen kan slæbe den op. Om natten tager Kaassassuk sin bedstemoders kamikker og anorak på sin alt for store krop, henter træstammen og stiller den spærrende foran husgangen. Næste morgen, hvor mændene ikke kan komme ud og tisse, beder man hånligt Kaassassuk om at fjerne den. Det gør han næste nat. Lang tid forløber. Så kommer tre bjørne så store, at ingen tør binde an med dem. Kaas. tager atter sin bedstemoderes pjalter på og går ud. "Tænk, så stor han er blevet!" bemærker man. Han sparker alle tre bjørne ihjel, erklærer at af deres skind skal han have kamikker, bukser og anorak. Ingen får fangstparter, men han inviterer alle på kød og suppe. To mænd, der især har plaget ham, trækker han indenfor ved næseborene og ryster dem, så de flænges. Andre giver han knæskaller at sluge og skoldhed suppe at drikke. De dør. Han får ro i sit sind og drager siden vidt omkring for at udfordre enhver navnkundig fanger og adræt mand. Han bliver kendt og frygtet ved alle bopladser.
Var.: Kunuk / Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk; Uliivaatsiaq |
Den forældreløse, som hævnede sig på syv fjender på een gang
Dokument id: | 1367 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den forældreløse, som hævnede sig på syv fjender på een gang |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 277 - 284 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Imingoq 7-rartoq".
Resumé: En drengs far, der er enkemand ved Illutalik vest for Noortiit ved Kap Dan, blir myrdet af fem brødre fra Kangaarsuk / Kangaartik øst for Kap Dan. Drengen blir adopteret af et barnløst ægtepar, og plejemoderen synger over ham, for at han skal bliver en stor hævner. Drengen vokser til og fanger ulke til sine plejeforældre. Hans plejefar blir dræbt af de fem brødre. Nu har drengen nået grænsen for sin barndom, erklærer plejemor, der opfordrer ham til at øve sine kræfter på tunge sten, hvis han nogensinde skal få en fredfyldt mand- og alderdom. Drengen blir stærk, flytter med plejemor til Noortiit og udvikler sig til en dygtig sælfanger. En dag har han held til at overvære, at en bjørn slår en hvalros bevidstløs med et stykke is og derefter banker den ihjel med sine labber. Drengen nedlægger bjørnen. Hver gang han har fanget sit første eksemplar af en dyreart, bærer plejemoderen ham på sin ryg op til huset, for at hendes sange over ham skal virke. To kajakmænd fra ammassætpladsen i Ammassalikfjorden kommer på besøg. De beværtes rigeligt, får kødgaver med og besked om at overbringe en invitation til alle på ammassatpladsen. Alle undtagen de fem brødre kommer til ædegilde og får store kødgaver med hjem. De fem inviteres igen. De kommer, beværtes og får så rigelige kødgaver med, at deres kajakker dårlig kan ros. Drengen, der nu er en ung mand følger dem venligt på vej, lægger sig bag dem og dræber lynsnart dem alle med sine medbragte våben: to harpuner, to fuglepile og en lanse. To kajakmænd kommer snart på hævnbesøg. Den unge mand skynder sig først ind i huset, slår den første, der dukker op i indgangsåbningen, fordærvet og derefter den næste. Derefter rejser han med sin plejemor nordpå til Kialineq, videre forbi Qernerersuit til sønden for Kangerlussuaq, hvor han nedlægger en mængde bjørne. Da isen lægger sig, kører han til Kangerlussuaq, hvor det viser sig, at hans farbror og dennes mange sønner bor i et stort hus med fire vinduer. Farbror blir henrykt, opfordrer de unge til styrkeprøver og ber sin nevø ikke være undselig, men fra starten vise sine kræfter. Han vinder over alle sine fætre og siger forlegent, at det ikke er muskler men plejemoderens sange, der har gjort ham stærk. Alle følger ham tilbage til hans boplads syd for Kangerlussuaq på besøg, og da de rejser igen, blir en tilbage af angst for at blive dræbt af plejemoderens sange. Den unge mand ler beroligende og vedgår, at han er blevet stærk ved simpel træning. Fætrene besøger ofte hinanden vinteren igennem. Om foråret rejser den unge mand tilbage mod syd og frænderne rejser mod nord. Ingen har siden hørt noget til dem.
Hist.: I ældre tid overvintrede Ammassalikkerne nu og da nordpå, bl.a. i Kialineq og Kangerlussuaq, der ligger midtvejs mellem Ammassalik og Scoresbysund / Ittoqqoortoormiit. |
Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.
Dokument id: | 1806 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse. |
Publikationstitel: | Myter og sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 134 - 137 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq paqúnartoq". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).
Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt, svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven advarer dem mod menneskers ækle vaner: De sliber deres knive, de fede kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller hun sin mand med fagter om bjørnens komme. Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød, og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.
Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;
Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop. |
Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Dokument id: | 820 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq. Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210. "En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".
Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):
Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende, som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten, som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.
Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen: Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til andre eqqillit for at alarmere dem. En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret. De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt." Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke. Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø. måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var, kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel. En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen; og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når hende først, få hende til plejedatter." Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op. Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.
Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" - kan ikke forstå sammenhængen. C.B.) Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de var ligesom tågede. Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S) Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen: "Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted og forsvandt bag et næs. Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted efter dem, idet han gav hundene fartsignal. Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind. Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den anden side. Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang. Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden) med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde ("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden kørte han aldrig så langt ind i landet. Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.
Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';
Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt. |
Fanden plager dem
Dokument id: | 956 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Susanne |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Fanden plager dem |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 196 - 202 |
Lokalisering: | Illukasik: Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.
Resumé: Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro. Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind. Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.
Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd. En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb. Akkulturation / kulturmøde.
Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne. |
Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Dokument id: | 817 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 102 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem. Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham. Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge. Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter dyret gav sig til at gå ned. Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde været ved dem. Forældrene var taknemlige. Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme! Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var faldet død om. Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde: "Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store dyr, ved at sprætte dets mave op. Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det." De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m. Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.
Var.: Nakasunnaq. |
Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Dokument id: | 818 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse. Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede ingen overhovedet sig om ham. Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer. Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned, for der er ingen, der vil græde over mig." Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn havde slugt den forældreløse. Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet. Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud, faldt den store bjørn død om. DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne se husene. Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu er den forældeløse dukket op!" De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved. Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene. Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?" Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den." Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Dokument id: | 1909 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | Naqiikka |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden enkelte sætninger over i forhold til: Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:
(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.) Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden, stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det, efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.) Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.
Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved selv at spise hendes ration. Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det hele op (så udhungret var hun, BS).
Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig. Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb sammen.
På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder. Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os." (Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.
Efter fangsten af denne isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt. Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de vestover på fangst fik de jævnligt noget.
Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn. Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt ham.)
Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987: s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Itdlut qangilerqutigît / Illut qangilerqutigiit
Dokument id: | 1341 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Itdlut qangilerqutigît / Illut qangilerqutigiit |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 9 sider, nr. 87 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 372: Manden fra Sigssungassormiut / Sissungasormiut, der blev myrdet og hævnet af sin søn." Ved en fejltagelse er fortællingen ikke blevet oversat. Her følger derfor ovennævnte resumé: En storfanger myrdes af fire brødre. Enken gifter sig med en gammel skeløjet mand, der opdrager den myrdedes lille søn til at hævne faderens død. Da han omsider er stærk nok, dræber han under et gæstebud den ene af morderne. Siden møder de en anden af brødrene i kajak og dræber ham. De to efterlevende brødre lader de derimod i fred.
Hist.: Det kan udmærket være en historisk fortælling. |
Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen
Dokument id: | 821 |
Registreringsår: | 19191921 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Andet håndskrift (referat): NKS 3536 II, 4', læg 22: Kingigtorajingmiup toqutaunera. |
Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera
Dokument id: | 823 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Referat på grønlandsk: NKS 3536 II, 4', læg 22: Kíngigtorajingmiut ítúnguat ... Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Dengang den kære husfader fra Kingigtorajik nær var blevet dræbt".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: (Kingittorajik lå i nærheden af Kap Dan) Det fortælles, at Kingittorajikboens overhoved samtidig var deres åndemaner. Han var vidt berømt, fordi han var en stor åndemaner. Han havde en svigersøn, der var en meget stærk og dygtig fanger. Og han havde en lille søn, som endnu ikke var begyndt at fange noget. Da hans modparter ("akerdlîsa"), to brødre, hørte om hans evner som åndemaner og om hans dygtighed i fangst, pønsede de på at dræbe ham. En dag, da de to brødre var ude på fangst, fik de øje på en stor kajakmand. De roede hen til ham og opdagede, at det var deres fætter. De sagde til ham: "Vil du hjælpe os med at dræbe åndemaneren i Kingittorajik?" "Nej, vi har så megen gavn af, at han i sulteperioden om vinteren altid fanger hvidfisk og isbjørne. Ham vil jeg ikke dræbe." Da de blev ved, sagde han: "Godt; lad os da gå i land, så kan I jo først prøve om I kan klare mig." De roede ind og lagde til ved stranden. Da de var gået i land, gik de hen til en lille slette, hvor de lod deres fætter lægge sig ned på ryggen og holdt fast på ham, både på arme og ben. Og først da de sagde: "Nu!", rejste han sig op og smed begge fra sig, hvorefter han sagde: " Når I ikke kan klare mig, så magter I heller ikke at dræbe Kingittorajikboens åndemaner. Når jeg ikke kan klare mig i armkrog overfor ham, så er det ganske indlysende, at I ikke kan klare ham." Dertil sagde den ene: "Han har røvet min kones sjæl, så derfor bliver jeg nødt til at dræbe ham." Efter denne samtale tog de hjem.
Senere, på en fastlagt dag, tog de afsted sammen med fætteren for at dræbe åndemaneren. Da de roede udenom Kingitorajik, så de, at han var hjemme. Det viste sig, at svigersønnen sammen med sin lille svoger var taget ud på besøgsrejse. Da de lagde til ved stranden og gik op, var åndemaneren i færd med at bygge en kajak. Fætteren gik hen til ham og sagde: "Nå, du bygger nok kajak som du plejer." Han svarede: "Ja, jeg er som sædvanlig ved at bygge en kajak. Den skal betrækkes idag." Samtidig kiggede han op og så, at de gjorde tegn til hinanden med øjnene. Da tog han sin kniv og styrede lige mod teltet. Konen så ham komme og spurgte: "Hvornår kommer du med de skind, som kajakken skal betrækkes med?" Han svarede: "Jeg kommer snart med dem. Gæsterne vil sikkert dræbe mig, siden de gør tegn til hinanden med øjnene. Gem lige min kniv!" Han gik ind, gemte kniven og gik ud igen. Da åndemaneren kom tilbage til gæsterne, der var kommet for at dræbe ham, antastede de ham. Midt i slagsmålet, hvor han blev slået med knyttet næve, sank han i knæ: for han var jo gammel. De slog ham sådan, at de brækkede hans ribben. Da der udartede sig så vidt (der står egentligt kun: Da de blev sådanne), sagde åndemaneren: "Hvis i agter at dræbe mig, så dræb mig blot i stedet for at pine mig." De, der ville dræbe ham, svarede: "Nej, eftersom du har dræbt den mands kone, vil vi først pine dig og dræbe dig bagefter." Mens de var i færd med at dræbe ham, stod deres fætter bare der og så til.
Men åndemanerens store svigersøn viste sig at være på vej hjem netop på det tidspunkt. Lige før han kunne se deres boplads, mente svigersønnen at kunne høre skrig, så han sagde til sin lille svoger: "Det lyder som om nogen skriger!" Han lyttede nøje og fik bekræftet, at der kunne høres lyde; og han sagde blot: "Det er (nok) allerede forsent." Han fulgte efter sin lille svoger, som havde sat farten op; og da de roede uden om det lille næs og kunne se bopladsen, fik de øje på kajakker; mændene var gået i land.
Da fætteren til dem der ville dræbe åndemaneren, så en kajakmand dukke op, sagde han til sine fætre: "I kan ikke komme til at dræbe ham. Hans svigersøn er allerede dukket op." Ved de ord slap de to ham, de sloges med, og flygtede ned over stranden.
Så snart svigersønnen lagde til, gik han med sin store kniv i hånden op til åndemaneren. Til stede hos åndemaneren var kun fætteren til dem, der ville dræbe ham. Svigersønnen skulle lige til at stikke ham ned med sin store kniv, da åndemaneren sagde: "Det var ikke ham, der ville dræbe mig. Dræb ham ikke!" Svigesønnen løftede sin svigerfar op og bar ham ind i teltet. Da åndemaneren var inde i teltet og begyndte at trylle fik han det lidt bedre. Da han var kommet sig lidt, sagde han til de andre: "Giv denne mand det forskaft af narhvaltand til en harpun, og som ligger i kisten. Og når han skal afsted, skal i give ham en kajakåre med smukke benbeslag." Svigersønnen forærede ham en stor kniv, og åndemanerens lille søn gav ham en pilespids med en benring på. Det var ellers en fornem erkendtlighed han fik, denne svigersøn (fætter) til dem der ville dræbe.
Da han var kommet hjem til sin boplads, var han engang ude på fangst og han traf sine fætre. Under samtalen spurgte fætrene ham: "Hvor har du fået det fine forskaft til harpunen og den smukke åre fra?" "Dem har jeg fået som en erkendtlighed for, at jeg ikke ville være med dengang, I forsøgte at begå et mord,"svarede han. Da fætrene med stor iver forsøgte at købe dem, sagde ham: "Dem vil jeg ikke sælge når jeg har fået dem som en erkendtlighed for, at jeg ikke ville dræbe nogen."
På et meget senere tidspunkt sagde åndemaneren til sin svigersøn: "Hvis de træffer mig på fangst, vil de afgjort dræbe mig. Flygt derfor med mig sydpå." De gjorde konebåden klar og tog afsted. Så sagde svigersønnen: "Jeg vil lige lægge til og gå i land hos mine fætre." Allerede da de befandt sig lige ud for dem, råbte de: "Hvor skal I hen?" De råbte tilbage: "Vi flygter med vores overhoved." De svarede fra land: "Slå jer ned her. Vi skal nok passe på ham." Med det tilbud syntes de egentlig det var en god ide og de gik i land. Langt senere forlød det: "Det siges, at den ældste af de to, der forsøgte at dræbe dig, kommer og synger nidvise mod dig." Åndemaneren følte, at han nok ville kunne klare sig.
Et godt stykke tid efter kom de, der ville synge ham på, og med dem en hel masse, der ville overvære stævnet. Da de havde opholdt sig dér en td og haft det godt, skulle stævnet begynde. Åndemaneren tabte kappestriden. (Det står ikke, hvad det er, formentlig brydning). Så ville svigersønne træde til i stedet for ham. Man forsøgte at finde en passende modpart til ham; men de fandt ingen. Så opfordrede de åndemanerens lille søn til at danne modpart. Han ville ellers ikke, men hans store svoger sagde til ham: "Hør, jeg synes, at du skal prøve at kæmpe med mig." De gav sig til at brydes, og åndemanerens søn vandt over sin svoger. Og da de ikke kunne finde én, der kunne klare sig imod åndemanerens søn, måtte de afslutte kappestriden. Senere kom turen til at synge nidviser, og åndemanerne istemte en sang, hvis tekst han selv havde skrevet: "Hvor gjorde det ondt dengang, da du under dit forsøg på at dræbe mig brækkede alle mine ribben; og hvor gjorde det ondt, da du slog mine spoleben med knyttet næve. Prøv det selv." Efter han havde sagt dette berørte han modparten med trommen et par gange; så holdt sangkampen op. Umiddelbart efter drog gæsterne afsted.
De havde ikke hørt noget til dem et godt stykke tid; så forlød det, at manden, som åndemaneren sang nidvise imod, var død af smerter i det nederste ribben. For åndemaneren havde skam forhekset det. Efter mandens død kunne åndemaneren tage ud på fangst i fred og ro uden frygt for, at nogen skulle komme og dræbe ham.
Var.: Egentlig ikke, men forløbet er ikke overraskende.
Hist.: Muligvis en historisk kerne.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse
Dokument id: | 338 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq) |
Nedskriver: | Jaakuaraq ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 4, side 1h - 5v |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem. Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes. Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet. Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.
En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS). Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.
Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede. Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.
Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere. ; Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.
Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq. |
Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker
Dokument id: | 1314 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 148 - 150 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.
Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem. Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde menneskeansigter.
Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand |
Manden, der tog en ræv til kone
Dokument id: | 1338 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manden, der tog en ræv til kone |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 150 - 155 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "Teriangneamik nuliartoq" / Terianniamik.
Resumé: En ugift mand lever alene og må selv klare alt kvindearbejdet med sine fangster. Han fanger en ræveunge, tar den med hjem som kæledyr, binder den til husstolpen og fodrer den med ben. Ræven vokser til. En dag han kommer hjem fra fangst er alle skindene beredte og maden koger. Ræven får et godt kødben. Næste dag lægger han sig i skjul og ser en meget smuk kvinde med langt, sort hår ordne skind til tørring. Han tar pigen, ligger med hende, opdager, da hun smiler, at hendes gummer er ophovnede og får som svar, at det er af at gnave alle de kødben, mens hun stod bundet. Det var synd. En dag på fangst møder han en kajakmand, der foreslår, at de bytter koner. Manden indvilger. Den fremmede kommer, beklager sig over en stærk lugt af ræv i huset, og kvinden smutter bort. Hendes mand kommer tilbage, går ud for at finde hende og følger til en lodret klipperevne et spor, der først er et rævespor, så et menneskespor, så et ræve- og menneskespor, og endelig et rævespor. Ved revnen kalder han på sin kone. Ud kommer efter tur forskellige insekter i menneskeskikkelse, som han nægter at gifte sig med: en spyflue med for store øjne, en orm (larve?) med for mange ben, en edderkop med for lange ben. Rævekonen lader ham endelig komme ind med lukkede øjne gennem den smalle revne. Han ber hende lyske sig, og imens synger hun ham i en dødlignende søvn, der skal vare til spætterne, spyfluerne og ternerne kommer. Han vågner op alene om foråret, hører spyfluen summe, spætterne hakke og ser ternerne som snefnug over vandet. I et legehus ser han en kvinde, som han gentagne gange skygger for. Hver gang giver hun ham et stykke af sin krop: den ene kind, den anden kind, bagdelen, resten af kødet i dele, og til slut tungen. Da hun skærer den af, dør hun. Manden når hjem og må leve videre som før han var gift. Han ærgrer sig over, at han gik ind på forslaget om konebytning.
Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; Kapisiaq som havde uheld med sine koner; The fox-wife and the penis of the lake.
Hist.: Kendes også fra inuit i Canada. En strøtanke: Måske beskriver denne myte et tidligere nytårs-ritual. Forløbet kan minde om maskedanse i Alaska og tildels i Østgrønland: uajeertut. |
Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Dokument id: | 812 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.
Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg."
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var søskende (en dreng og hans lillesøster). En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd. En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig. Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst. Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted udefter sammen med pigen. Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre. De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende. Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine kræfter. Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at finde harer til slædehunde. Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede sig en slæde og tog ud på en slædetur. Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for at samlet sig nogle ræve. Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur. Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund. Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så førte han den med sig hjem. Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog afsted på slæde. Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden" blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund". Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han mundkurv og skagle og drog ind i landet. Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde skaglen fast. Bundet førte han det hjem. I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur. Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om, at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund." Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr. Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten. Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde. Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor. Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans lillesøster dengang de var børn. Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op og ind i huset. Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme, idet manden var ude på fangst. Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham." Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham, er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand." Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor. Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten, sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig dengang, du tog mig." Da tog han godt imod storebroderen.
Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren. "Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.
Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele tiden, helt frem til storebroderens hus. Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne komme igennem. Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet på besøg." Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at han ville dræbe ham, mens han lå i gangen. Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store krop." Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen. Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt; så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene væltede ud. Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt indvoldene ned; og han faldt død om. Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store hunde". Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage, og at de bor sammen den dag idag.
Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Dokument id: | 811 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider, nr. 96 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund. To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret at samle bær til vinterforråd. Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske. De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et øje, der fyldte hele ansigtets bredde. Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover. Storebroderen græd meget. Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre. Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner. En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!" Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal være gode som hunde." Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem. De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han: "Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at isbjørne skal være velegnede." Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt, gik den ikke så langsomt. Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt." Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig." Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig mellem/i/blandt (?) rådne sten!" Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med, hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten (klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern. Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående. Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale. Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og det blev ikke træt. Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én, så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr, der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde plejefaderen. Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det. I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq" det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det, tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster. Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den. Dagen efter tog han afsted. Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn. Da han begyndte at følge disse spor, steg farten. Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han ordnede sine hunde og gik ind. Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!" svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?" Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø." Da han sagde dét, indvilgede hun bare. Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre." Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem. Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger." ("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang tog ham og slap ham igen.) Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde." Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg. Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han. Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen: "Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen. Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven. Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham. Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle hans indvolde ud, så han faldt om og døde. Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen med sin lillesøster.
Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi; |
Nakatâmilârpara / Nakataamilaarpara / Jeg har trampet det til
Dokument id: | 1455 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakatâmilârpara / Nakataamilaarpara / Jeg har trampet det til |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 1 side, nr. 89 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Revideret renskrift se: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Hver gang den forældreløse fik sin fangstpart, blev den stjålet af hans bopladsfæller. Til sidst begav han sig ind i landet. Han fik øje på en kæmpe af et menneske, som havde fanget en isbjørn. Kæmpen sagde: "Du kan få din fangstpart af den isbjørn, jeg har fanget." Så sagde den forældreløse: "Ja, men mine bopladsfæller plejer at stjæle. Og isbjørnene kan få fat i det." Så sagde kæmpen: "Du må sørge for ikke at tabe mine fodspor." Så tog de afsted. Mens den forældreløse vandrede, så han kæmpen komme tilbage efter at have stensat kødet. Kæmpen sagde: "Du skal kun spise lidt af gangen." Han sagde også: "Den ligger i sikkerhed for bjørne. Jeg har trampet sneen til." Det fortælles, at de levede længe af det kød. Hverken bjørne eller mennesker kunne komme til det, da de ikke magtede at fjerne det, der var lagt ovenpå.
Var.: En af mange fortællinger om uforsørgede børn og/eller kvinder, der får hjælp af ånder, dyr i menneskeskikkelse, finder nedlagte dyr, eller selv har hemmelig viden til at skaffe sig fangst: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq;
Tolkning: Det er muligt at kæmpens tramp er så kraftigt, at det har "cementeret" sneen omkring depotet. |
Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Dokument id: | 819 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Naqiikka |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav. Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" - oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær, kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op, begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage; og folk blev afkræftede. Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran. Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.
Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde) fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia. Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte hun stemmer. Tænk, det var en slæde på vej til bopladsen. Da hun råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og spiste atter skindbeklædningen af væggene. En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn. De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham, der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem til en tupilak. Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit" (indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange til maden. Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den, og dræbte ham. Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).
Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren |
Nakivat
Dokument id: | 1453 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakivat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 91 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt, og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på morderen.
Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som kan lide isbjørne).
En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted. De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen, der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput), flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde; men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.
Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind. Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før faderen kom hjem.
Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse. Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham. Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.
Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse. "Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há for dem?" Han svarede: "En formular, der skader." Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.
Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.
Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere så meget over sønnen.
Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.
Hist.: Næppe historisk |
Nakivat
Dokument id: | 1454 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakivat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 91. Begge versioner er oversat i denne base.
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles om Nakivat, at han var barnløs, mens broderen havde to børn. Broderen elskede Nakivat så højt, at han absolut ville have ham boende hos sig. Og han elskede sine børn så meget, at han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på deres morder. Nakivat havde gode hunde, der var gode bjørnehunde. En dag tog Nakivat og broderen ud på konebådstur med Nakivat som ledsagende kajakmand. Nakivats brors to små drenge legede alene ved en lille sø ved siden af teltet, klædt i bjørneskind. Mens de legede hørte de hundeglam, der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Foruroligede flygtede de hen imod teltet. Under flugten blev en ef drengene indhentet af en hund og bidt i strubehovedet. Da den ældste af drengene kom ind i teltet, tænkte han: "Hvis jeg bliver stående her, vil den bide mig." Så fandt han på at gemme sig bag ved yderskindene ("qalerqat tunuanut" "qalerqat" er yderskind. Det er jo nok bagved inderskindene, eller imellem yder - og inderskind). Netop som han gemte sig, hørte han lillebroderen græde udenfor, men gråden ophørte. Så kom der en stor hund ind i teltet. Det lød som om den søgte efter ham, men forsvandt med uforrettet sag. Selv om hunden var gået, forblev han mellem skindene. Så var konebåden på vej ind. Ved ankomsten opdagede de, at den yngste af Nakivats brors drenge var blevet angrebet og bidt ihjel af hunde, og at der var blod på hans strubehoved. De ville ikke begrave ham, før faderen var kommet hjem. Da faderen kom hjem og så sin søn, blev han natyrligvis meget vred; men han kunne slet ikke få sig til at stikke sin storebror ihjel, hverken med kniv eller lanse. Han fik ham dog til at flytte. Når de sås, var forholdet mellem dem det samme som før. Men lillebroderen var faktisk stadigvæk opsat på at hævne sig på sin storebror.
Så blev det vinter. Når Nakivat kom på besøg på hundeslæde, blev han altid godt modtaget. Engang Nakivat havde været på besøg, rejste han hjem næste morgen. Da han var taget afsted, kom lillebroderen ind i huset med en kajakåre, hvis beslag bestod af lutter narhvaltand, samt en lanse. Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg udbyder disse til salg." En af dem spurgte ham: "Hvad skal du have som betaling?" Nakivats lillebror svarede: "En ulykkesformular!" Da han sagde dette, tog en af mændene dem med sin venstre hånd og sagde: "Kom, følg mig. Jeg skal vejlede dig." De gik ud og ned (til stranden), hvor de gav sig til at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Så havde de fremsagt den med hænderne omkring anorakhætten. Nakivat, som ellers var nået langt væk, kunne høre, at han blev forfulgt. Da han mærkede at forfølgelsen var noget magi, fremsagde han en formular, der kunne få det til at ramme ved siden af. Mens han fremsagde den, blev han indhentet af "hekseriet". Da det strejfede ham i venstre side, døde hans venstre arm og alle hundene der trak på venstre side. Ved hjemkomsten var der kun en hund tilbage. Senere fik lillebroren at vide, at Nakivat stadig havde det godt, og at kun hans hunde og hans venstre arm var døde. Efter den nyhed opgav lillebroderen videre planer om at hævne sig på storebroderen.
Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.
Hist.: Næppe historisk
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Nanup nerissâ
Dokument id: | 1339 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nanup nerissâ |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider, nr. 85 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Det isbjørnen har spist. Manden, der fra gammel tid havde boet i Akininajeeq (Akinninaajeeq ?), fangede tit isbjørne. Om efteråret rejste han en lang stang på højkant. Denne stang plejede i løbet af vinteren at blive fyldt op med isbjørnekranier, der var stukket gennem øjenhulerne. Historien handler om en jagt på en isbjørn, der har spist mennesker, bl.a. Akorninnarajiip inua (formentlig manden fra Akinninaajeeq / Akorninnarjooq ?). Til slut bliver bjørnen jaget og fanget af en masse mennesker. (Teksten er temmelig uforståelig. Chr. B.)
Kommentar: Stavningen af stednavnet er vanskelig at fastslå - som det ses. |
Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned
Dokument id: | 1456 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369: Naqitâmilârpara.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus. Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev gjort til grin. Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse ud. Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen mod indlandsisen, ind i landet. Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold, så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op. Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham." Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op, fordi han blev så mæt. Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den. Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt den, serverede hun den for den forældreløse. Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af den) inden han havde spist det hele op. Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at være indlandsboens søn.
Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget, som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget, som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver så sulten(qaannaqalunilu)."
Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval. Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!" Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros. Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig, serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev færdig, gik de i seng. Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov alle sammen og vågnede om morgenen. Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem." Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem." Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen, sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne. Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.
Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?" Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem, for jeg har trampet sneen over det til!" Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den lille forældreløse tog noget af det med hjem. Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med." Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således reddede han husfællerne fra sultedøden.
Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq
Dokument id: | 1315 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 46 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364. Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.
En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet. Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede han frem til deres tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud, som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de blev større, blev de i stand til at græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB) græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand. Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det." Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog hun bort om morgenen og vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med vinden i ryggen.
Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene) (sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os. De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)." Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem, slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte han igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo (? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt). Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo (fratage ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I har ingen far. Hvis det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov ! Da han vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn var taget af sted, mens han sov. Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.
Var.: Søg på Swan |
Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut
Dokument id: | 1319 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider, nr. 56 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift af Andreassen, Kaarali: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Nerrersûjúnut pulartut".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: "De, der besøgte grovæderne"
Det skete engang på en boplads, at den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst. De kendte ikke grunden til, at de ikke vendte tilbage. Da han (den tilbageblevne - efter renskriftet) engang var på fangst, kunne han høre menneskestemmer inde fra land. Han mente nok, at der boede grovædere derinde. Men han gik ikke hen til stedet, hvorfra stemmerne kom for at undersøge dem nærmere, fordi de var skrækindjagende. Mens de var der, kom der en konebåd sydfra med følgende ledsagende kajakmænd: Faderen, hans to sønner og svigersønnen. De bosatte sig ved mundingen af en fjord intetanende om, at der inde i fjorden boede grovædere. Her byggede de sig et hus. En dag tog de to brødre ind i fjorden på sælfangst. Den ældre bror lå og ventede på sæler længere inde mod land; og lillebroderen kom grædende hjem og fortalte, at han godt nok hørte gråd fra et sted nærmere ved landet, men at han ikke havde kunnet finde sin storebror. De ledte grundigt efter ham uden at finde ham. En anden dag var lillebroderen igen på fangst sammen med sin svoger. De roede ind i fjorden, og de fik øje på en stor mand, der i hånden havde en line, hvis ene ende var forsynet med en løkke; og med den forsøgte han at fange svogeren; men han ramte ham lige bagved, så han slap. Lidt efter fik de øje på to mænd, der opfordrede dem til at gå i land, så at de kunne snakke sammen, men de svarede, at det turde de ikke.
Da det blev vinter tog de ind i fjorden på hundeslæde. De kom langt ind i fjorden; og de fik øje på to slæder. De kørte hinanden i møde, og de sagde til sig selv: "Det er nok dem der, hvad skal vi gøre ned dem? Vi kommer sikkert op at slås.
Så snart de kom nåede dem stak de dem ihjel. De bandt dem fast til deres egne slæder og fik hundene til at trække slæden tilbage til bopladsen, hvor de kom fra. Dette fortalte de, da de kom hjem og sagde, at der nok ville komme folk fra deres boplads for at hævne sig.
En dag blev der meldt, at der kom mange mennesker inde fra fjorden. De sagde til hinanden: "Hvad skal vi gøre ved dem? Måske er bedst at gå dem i møde og ønske dem velkommen" (det lyder mærkeligt: ajúnguársâtisanit kísadlugit, CB). Det gjorde den ældste på stedet - sådan som de havde planlagt det. De mange mennesker, der var på vej til bopladsen, sagde: "Lad os bare besøge dem uden at dræbe dem. De har nok noget mad." Under besøget blev de behandlet godt af folk. Så skulle de afsted. Da de var væk, sendte den gamle et eller andet efter dem (renskriften: den gamle fremsagde en trylleformular, og de blev alle dræbt ved trylleri), og de blev dræbt allesammen.
Nogle dage efter drog de (renskriften: sønnen og svigersønnen) ud for at se efter dem. Undervejs mødte de mange dræbte; og de besøgte deres kvinder. De gik ind i huset og kom op at slås med kvinderne. Midt i slagsmålet mærkede svigersønnen noget, der gjorde ondt helt ind til marven. Han opdagede, at de havde fjernet noget af hans læg. Han sagde til dem: "I kan godt slås med os; men I får aldrig dræbt os, så det kan I ligeså godt opgive. Se det her!" Han viste sin læg frem, hvorfra kødet var fjernet. Så opgav kvinderne slagsmålet, idet de sagde: "Vi kan ikke klare dem; vi kan lige så godt holde op."
Hende, der havde fjernet kødet fra læggen, sagde: "Du er meget sejlivet. Du er stadig levende, selv om jeg har spist noget af kødet fra din læg." Så gik sønnen og svigersønnen ud og hentede deres knive, hvorefter de dræbte alle kvinderne.
De blev på deres boplads, indtil det blev sommer. Så rejste de sydover tilbage til deres boplads. Siden har ingen, hørt om dem.
Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
Niwaangiaq / Niwagiaq / Navagiaq
Dokument id: | 1089 |
Registreringsår: | 1906 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Niwaangiaq / Niwagiaq / Navagiaq |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo , Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 410 - 411, nr. 218 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.411. Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.
Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse: Niwagiaq dør, og da han er død og kommer til bevidsthed igen, kryber han først ind (søger sig en mor, arnappoq, BS) i sin hund, hvor han intet får at drikke, tæves, hyler og bindes, hvorfor han forlader hunden, der dør. N. smutter derefter ind i et græsstrå, men der blir han træt af dens svajen for vinden og skifter til en ravn. Som ravn stjæler han så alt for meget, at han foretrækker at skifte til en sortside. I den skikkelse kommer han altid bagud for de andre sortsider, når de dykker på flugt fra fangerne. Sortsiderne lærer ham da at sætte af med himmelhvælvingens skillelinie (horisonten) som mål, og nu kommer han forrest i den dykkende flok. Til sin næste eksistens vælger han en fjordsæl, netside, og blir harpuneret af en fanger, der har gjort sig usynlig for ham med en amulet. Fanget i den nedlagte sæl dør han ikke, og da fangerens kone skal partere sælen inde i huset, undersøger hun først med fingrene sælens anus ("sjælen"s ind- og udgang, BS), og skærer dernæst sælen op fra anus til strube. Da hun når struben, smutter N. ind i hendes underliv og renser ud derinde, hvorefter konen er nær ved at dø af blodtab (menstruation). Hun, der hidtil ikke har fået børn, blir gravid, og da fødslen går i gang, blir hun umedgørlig og truer husfællerne med tæv, hvis de ikke skynder sig ud. Barnet blir født og skriger sit navn, vedholdende, indtil man omsider har forstået det og genkendende nævner det klart og tydeligt. Efter denne (gen)navngivning trives N. og får styrke. Som gammel fortæller han sin historie, og således er den blevet fortalt gennem alle slægtled sidenhen.
Var.: Nivagiaq / Navagiaq / Sjælen der gennemvandrede alle dyr; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq
Kommentar: Thalbitzer oversætter det, der "søger sig en mor" med "sjæl". Men et ord for sjæl findes ingen steder i fortællingens tekst. Der står kun Niwagiaq eller "han". I håndskriftet til versionen hos Knud Rasmussen (Navagiaq) bruger nedskriveren, Sofie Jørgensen, glosen "anerneq", dvs. "ånde" eller "åndedræt".
Thalbitzer nedskrev i fragmenter også Mahre's version, hvoraf enkelte forklarende elementer indgår i Thalbitzers oversættelse. Desuden kommenterede Aleqaajik fortællingen: N. tar først ophold i en lakseørred og når med den op ad en elv til en ferskvandssø. Og det N. renser ud af konen er sne, som altså kommer ud som blod. Dette er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder har is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. Fødselsforberedelse fordrede ligeledes et ritual til udrensning af den is, der havde samlet under graviditeten.
Hist.: Dette er en vidt udbredt østeskimoisk myte om forskellige dyrs vaner og navngivningen, der understreger identifikationen mellem den døde og den levende navnefæller og forskellen i netop navnet på mennesker og dyr. Det er det udtalte navn, der gør barnet til et menneske i modsætning til dyr, der ikke har navne. Kun hunde navngives som regel |
Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik
Dokument id: | 1460 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 98 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Se også stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Oqitsornanik qingmilik". Begge versioner er oversat i denne base.
Indholdet svarer til resuméet af: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 364 - 365 : "Manden, som kørte med Blåræve".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Man fortæller, at en mand havde en plejemoder, der var heks. Manden havde ingen hunde. Derfor var de til grin for dem, der boede nord for deres boplads, og de gjorde nar af ham. Dette generede ikke plejesønnen; men plejemoderen syntes ikke om det. Hun sagde til ham: "Tag nu og anskaf dig hunde." javel, sagde plejesønnen og fortsatte: "("tâma kisilikiat qingernisarpát?" renskrift: Hvilke dyr egner sig bedst til at have som "slædehunde") Plejemoderen sagde: "Jeg har hørt, at blåræve skal være gode som slædehunde." "Hvor mon man finder dem?" Hun svarede: "Jeg har hørt, at de skal findes bag fjeldet." Plejesønnen tog ud for at lede efter dem, men vendte tilbage uden at have fundet nogen. Dagen efter var han igen ude, men fandt ingen, Det fortalte han sin plejemor. Så gav plejemoderen følgende vejledning: "Du skal placere dig på den nordlige side af det store fjeld af samme navn (fjeldet hedder formentlig Qaqqarsuaq.) og fremsige trylleord. Så vil rævene vise sig for den sydlige side af fjeldet." Plejesønnen var med og tog hen til det sted, som plejemoderen havde anvist. Han gik i gang med en formular. Næppe var han færdig, så myldrede der ræve frem - først kom der én, så fulgte der en hel masse andre, indtil der var ti i alt. Han førte dem ned og ville afprøve dem. Det viste sig, at de løb meget hurtigt. Han begyndte at bruge dem til bjørnejagt.
En dag tog han på slæde hen til dem, der plejede at gøre nar af ham. Da han kom, gav de sig til at skraldgrine af hans hunde. Han besøgte dem og blev modtaget godt; og de gav ham noget godt at spise. Så skulle han af sted. De sagde. "Hvad om vi løb foran dine hunde?" "Å, mine hunde duer ikke. De kan ikke klare sig. For mine hunde er ("pikaerqât" forheksede?)" Tænk, de gjorde nar af ham. Så tog gæsten afsted. Han kørte kun langsomt. De skraldgrinede af ham. Så sagde han til sine hunde: "Afsted, rask!" Så fik de ellers fart på - som om de fløj gennem luften. De kørte forbi alle dem, der løb foran, og dræbte mange af dem. Da han kom hjem, fortalte han det til sin plejemor. Plejemoderen sagde: "Nu har de fået det, de selv var ude om." Så sagde plejesønnen til sine hunde: "Nu kan I godt tage tilbage, hvor i kom fra." Dermed var den tid, hvor plejesønnen tog på slæderejser også til ende. Siden har ingen hørt noget om ham.
Var.: Speciel version af fortællinger om en mand, der skaffer sig vilde dyr - rigtige og fantasidyr - som slædehunde (ræve, isbjørne, kiliffak, knivryg o.l. |
Oqitsornanik qingmilik / Oqitsornanik qimmilik / En, der havde blåræve som slædehunde
Dokument id: | 1657 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqitsornanik qingmilik / Oqitsornanik qimmilik / En, der havde blåræve som slædehunde |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 98. - Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364 - 365 : "Manden, som kørte med blåræve".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der var engang en fanger, hvis plejemor var heksekyndig. Da han var den eneste af fangerne, der ikke havde hunde, blev der gjort nar af ham. Egentlig berørte det ham ikke, at man gjorde nar af ham. Men da plejemoderen ikke brød sig om det, spurgte hun plejesønnen, om han ikke kunne tænke sig at anskaffe sig hunde. Plejesønnen svarede, at han egentlig godt kunne tænke sig at få hunde; og han spurgte hende om, hvilke dyr der egnede sig bedst som hunde. Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at blåræve skal være meget velegnede til slædehunde (eller: skal være gode at have som slædehunde). Han spurgte så sin plejemor, hvor blårævene plejede at opholde sig (eller: hvor blårævene havde deres huler). Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at de har deres huler på bagsiden af fjeldene." Straks næste morgen tog han ud og han ledte hele den lange dag, men kom tomhændet hjem. Hele den næste dag var han igen på opsporing, men kom hjem uden at have set en eneste. Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han ikke kunne finde nogen ræv. Efter at have lyttet tilham, sagde plejemoderen: "Næste gang du tager derop, skal du, når du kommer til fjeldet, fremsige en formular. Straks du fremsiger den, vil der komme ræve til syne fra fjeldets venstre side." Dagen efter, at plejemoderen havde fortalt ham dette, tog han afsted. DA han nåede det høje fjeld, hvor han skulle fremsige formularen og begyndte at fremsige den, kom den ene ræv efter den anden frem fra fjeldest venstre side. Da han havde samlet ti af dem og syntes, at det var nok, førte han dem hjem. Han byggede sig en slæde, afprøvede dem, og de var så gode, at han trænede dem grundigt og begyndte at bruge dem til bjørnejagt. En dag tog han ikke ud på fangst og ville egentlig være blevet hjemme; men hen på eftermiddagen spændte han hundenne for og tog over til de fangere, der plejede at gøre nar af ham. (De kunne ikke se ham), lige før han nåede frem, gjorde de nar af ham og grinte meget, fordi de syntes, at hans hunde var så små. Men da han nåede frem, tog de alligevel godt imod ham og gav ham godt og rigeligt at spise. Ved hans afrejse sagde de: "Lad os løbe foran dine hunde!" Og han svarede dem: "Mine hunde er så langsomme, at de ikke kan løbe jer op!" Men da de, der gjorde nar af ham, blev ved, tog de (altså: både slæden og mændene, der skulle løbe foran) bare afsted. Allerede i starte, gav mændene sig til at løbe hurtigt, og hundene kunne ikke følge med. Men da mændene begyndte at grine voldsomt og vende ansigtet imod ham, sagde han til sine hunde: "Løb til, og sæt farrten op!" Straks gav hundene sig til at løbe med en sådan fart, at de lignede fugle i lav flugt over isen. Han indhentede de mange mænd, kørte imod dem, kørte videre og kom efterhånden mere og mere ude af sigte. Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han havde hævnet sig på de mange mænd. Plejemoderen svarede ham: "Det var de selv ude om!" Da det var sagt, gik han ud til sine hunde og sagde: "I kan gå hver til sit; Jeg har ikke længere brug for jer her." Straks løb hundene bort, den ene efter den anden. Da han havde sendt dem alle bort, gik han ind. Sidenhen brugte han aldrig slæde igen, og ingen har hørt mere til ham.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Dokument id: | 1452 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 90 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Man opdagede, at der forsvandt noget tørret forråd, som var gemt under konebåden. Så bad de deres åndemaner om at holde vagt. Han kravlede ind under konebåden. Mens han opholdt sig der, hørte han nogen sige følgende: "Du, Pipakkaalaq, stjæl noget." Papikkaalaq kom op ved at træde på de andre. Man kunne høre ham føle sig for med hænderne. Så sagde han: "Her er spisestedet (nerisarfik)." Så greb åndemaneren ham om håndledene. Papikkaalaq skreg og sagde: "Han har taget mig, den slemme!" De andre flygtede, og Papikkaalaq skreg: "Huu!" Da dette skete, gav han sig til at (kernimatilerpoq: gøre sig tung?). Da åndemaneren slap sit greb, faldt han. Da han ramte jorden (tukunganutârajiglune?) - satte sig endelig op. Han rejste sig, løb hjem, og åndemaneren fulgte efter ham.
Han kom til hans hus, hvis indgangsparti bestod af et buskads. Inde fra huset hørtes en øredøvenede snakken: "Oppe på jordoverfladen skete det for Papikkaalaq, at han blev pågrebet af et umenneskeligt væsen."
En af dem, han hed Atiilaak, blev opfordret til at mane ånder. En anden sagde: "Lad Puttaat, den blanke tromme (Qilât qigdlertoq, eller: du kan udspørge trommen ved qilaneq / åndespåning), mane ånder." Så begyndte han at mane ånder, og udspørge sine hjælpeånder sådan: "Er Papikkaalaq blevet pågrebet på jorden af et umenneskeligt væsen?" Idet han spurgte sådan, lod det til, at han havde med noget tungt at gøre (artugaqugmigsagpoq, dvs. trommen svarer ja, når den bliver tung). Da han sagde dette, bemærkede Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg på jordoverfladen blev pågrebet af et umenneskeligt væsen." Efter at han havde sagt dette, gik åndemaneren derfra og hjem. Herefter forsvandt der ikke mere fra forrådet under konebåden. Papikkaalaq var blevet klog af skade.
Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge; |
Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Dokument id: | 1461 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang kom en fanger med familie til et sted, hvor de ville overvintre. Da det blev efterår og det blev koldt, brugte de ikke konebåden mere; og de stillede den op på et stillads. Så anbragte de deres tørrede vinterproviant under konebåden. Efter sneen var faldet, opdagede de mere end én gang, at der var blevet fjernet nogle af deres tørrede ting. Da dette var sket flere gange, bad de deres åndemaner holde vagt om natten.
En nat holdt åndemaneren så vagt. På et tidspunkt, hvor natten var ved at gå over i gry, hørte han nogen sige: "Papikkaalaq, kravl derop, som du plejer. Det er altid kun dig, der kravler derop." De skubbede ham op nedefra. Idet han kom op, råbte han ned: "Her har vi ("nerissarfik") et sted hvor man spiser." Nogle råbte op til ham: "Ikke det! Tag noget andet!" Mens han var i færd med at tage noget andet, greb åndemaneren ham om begge håndled. Idet han blev grebet, gav han sig til at skrige: "Iâ - hô! Han har taget mig!" I det øjeblik han råbte dette, flygtede samtlige dværge (derude). Da de andre var forsvundet, gav Papikkaalaq sig til at puste i åndmanerens hænder. Så snart han pustede, magtede åndenmaneren ikke længere at holde ham. Da han faldt ned, faldt åndmaneren også ned. Åndemaneren ledte efter Papikkaalaq, men han kunne ikke finde ham nogen steder. Han fulgte sporene, der førte direkte hen til en høj, stejl klippevæg. Stående undenfor klippevæggen, hørte han øredøvende snak indefra. Han hørte en af dem sige: "Papikkallaq blev taget af en, som slet ikke er overflade-boer (åndesprog for et rigtigt menneske, BS). Hvem skal udspørge ånder?"
En af dem sagde: "Det skal ham derhenne, der hedder Aliilak." En anden svarede ham: "Nej det er ikke ham, der skal udspørge. Det skal være ham derhenne! Pútâr - qítât - qítartêq!" Så begyndte han at udspørge ånder ("qilavoq" / qilaneq / åndefiskning / åndespåning).
Da han begyndte, spurgte han sin hjælpeånd, om Papikkaalaq virkelig var blevet taget af én, der ikke var rigtig jordboer. Idet han spurgte, eeh! så kunne han slet ikke klare det længere. Da han bukkede under, sagde Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg blev taget af én, der ikke var nogen rigtig jordboer." Efter de ord gik åndemaneren hjem. Fra da af forsvandt der ikke mere tørret kød fra depotet under konebåden, for heldigvis havde Papikkaalaq fået sig en forskrækkelse.
Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;
Kommentar: Dværgene, der bor i jordhuler, kalder åbenbart sig selv for jorboere og mennesker for overfladeboere. Disse kalder sig selv og af de fleste andre ånder for kystboere, især i Østgrønland.
Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham
Dokument id: | 1056 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 100 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt spist op, da de selv ikke havde forsørger. En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale, udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset. På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!" "Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt (uden at spise op).
Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?" Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn: "Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja, men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et ordentligt måltid.
Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på briksen i aften:" Han lagde sig på briksen. Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske. Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen, belavede han sig på at tage afsted. Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted. Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad derfra. Siden har man ikke hørt mere om dem.
Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;
Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en. |
Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham
Dokument id: | 1057 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | reaar[19191921 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 100. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 368 - 369.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der var engang et ældre ægtepar som ikke havde forsørger. De fik ganske vist tildelt en smule, når deres bopladsfæller fangede godt. Men da de ikke havde andet, blev det spist op, så snart de fik det ind i huset. Engang da de kom til at sulte, gik manden ud af huset og begav sig ind i landet for at søge efter noget (spiseligt)("ujardlilúniarumardlune"). Da han var kommet langt ind i landet og nærmede sig indlandsisen, fik han øje på en nunatak / nunataq midt i den bare is. På vej dertil lagde han mærke til noget der røg midt i nunatakken. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var et stort hus. Han havde aldrig set så stort et hus før. Det viste sig, at huset var beboet af en stor indlandsbo. Først stod han stille udenfor; men så begyndte han at bevæge sig ind i huset. Da han trådte ind i rummet, så han to indlandsboer, et ægtepar, sidde på briksen. Den store indlandsbo kiggede på ham og sagde. "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde: "Vi sulter, og jeg er kommet herhen for at finde noget spiseligt." Da bad den store indlandsbo ham sætte sig ned. og han sagde til sin kone: "Find noget spiseligt til ham!" Konen forsvandt og kom igen med en stor kødfuld luffe af en hvidhval. Den ældre mand spiste, men blev mæt og kunne ikke spise op. Han sad dér og ventede på, at det skulle blive aften. Det var ved at blive sen aften ("únugdlualeriartoq"), da man hørte drøn ude fra gangen. Man hørte én på vej ind, og så trådte en kæmpe af en mand ind. Det viste sig at være indlandsboernes søn. Han stirrede på gæsten og spurgte: "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde til ham: "Vi sulter; og jeg er kommet herhen for at finde noget spiseligt!" Det tog sønnen bare til efterretning. Han vendte sig mod briksen og spurgte sin mor: "Har I givet ham noget at spise?" "Jo, han har fået noget at spise, men han har ikke engang spist luffen af en hvidhval op!" "Var det det hele?" Med de ord gik han ud og viste sig igen med en hel hvidhval. Da han kom ind, spiste de den, hvorefter de gav sig til at dele den op. Da de var færdige, sagde de til gæsten: "Gå du i seng." Han rykkede længere ind på briksen og lagde sig ned. Han vågnede midt i sin søvn ved lyden af nogle, der spiste. han kiggede ud og så, at de var midt i et måltid. De sagde til ham: "Det er midt om natten, sov du bare videre, vi plejer at spise lidt længere ved denne tid." Efter denne bemærkning (lagde han sig til rette og) sov videre. Han sov længe og vågnede langt op ad dagen.
Da han skulle hjem; sagde indlandsboen til sine husfæller: "giv ham noget mad med hjem." De gav ham en hel hvidhval og mange andre ting. Da de tog afsted, bar indlandsboens store søn alt det, han selv skulle have transporteret. De havde gået et godt stykke tid, da indlandsboens store søn sagde: "Du går så langsomt. Kravl du op på det læs, jeg har på ryggen." Han kravlede op; og så gav kæmpen sig ellers til at gå hurtigt. Sådan gik han længe med ham. Da de nåede kysten nær hans boplads, lagde kæmpen den mad, gæsten havde fået med, ned på jorden og dækkede den med sten. Den ældre mand tog kun ganske lidt med hjem. Han hentede lidt ad gangen i den efterfølgende tid. Og det frelste dem fra sultedøden.
Var.: hæfte 419 nr. 100.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
qáinananik toqorâssoq / qaananik toqoraassoq / En, der myrdede den ene kajakmand efter den anden
Dokument id: | 822 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | qáinananik toqorâssoq / qaananik toqoraassoq / En, der myrdede den ene kajakmand efter den anden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Da den ene efter den anden var udeblevet fra fangst, tog en der var tilbage ud på fangst. Da han var kommet til det østlige område og roede roligt langs kysten, fik han øje på en stor skygge i vandet. Han kiggede op og så en særdeles smuk kvinde flyve rundt ovenover ham. Han iagttog hende og lagde mærke til, at hun havde perler på alle vegne, hvor der kunne anbringes perler. Han kiggede på hende og syntes, at hun var smuk. Mens han roede der og beundrede hende, kom kvinden nærmere og nærmere og lagde an til at lande på kajakken. Det fik fangeren til at overveje at harpunere hende. Da hun på et tidspunkt var ved at sætte sig på kajakken, tog han sin harpun, og i samme øjeblik fløj kvinden op igen. Fangeren ventede længe på et ubevogtet øjeblik til at harpunere hende. Når hun kom nærmere, gjorde han sig klar til at kaste harpunen; så flygtede hun. Endelig, da hun satte sig ned på forenden af kajakken, gjorde han sig klar til kast! Han antog, at hun ville hæve sig op, hvorefter han sigtede langt højere oppe; og lige i det øjeblik hun hævede sig, ramte harpunen hende. Da kvinden blev harpuneret, fløj hun indad mod land. Fangeren begyndte ellers at lade linen løbe. Da den var løbet helt ud, og da han selv var ved at lette, slap han den. Idet han slap linen, fløj hun imod land; og han fulgte efter hende idet han passede på ikke at tabe hende af syne. Da kvinden kom på land, styrede hun mod et højt fjeld. Han fulgte efter hende, idet han passede på ikke at tabe hende af syne. Da hun standsede på en klippeafsats på det høje fjeld, kravlede han op efter hende. Lige før han nåede op til afsatsen, opdagede hann, at det var et lille hus. Linen førte ham til det lille hus, og han kiggede ind i huset gennem åbningen. Og han så, at den meget smukke kvinde, som han harpunerede for lidt siden, var blevet så grim, at hun lignede en helt anden. Hendes elendige skindklæder var næsten ikke til at skelne fra hinanden så snavsede var de. Det, han troede var perler, viste sig ved nærmere øjesyn at være snavs der hang og klistrede i håret. Så hørte han en snakke derinde og skælde kvinden ud: "Jeg tænkte nok, at du ville blive harpuneret, fordi du har dræbt så mange kajakmænd."
Da han havde lyttet til det, og efter at have kappet linen, der ikke ville løsne sig trods flere ryk, vendte han tilbage til sin kajak og roede hjem. Han fortalte sin kone alt dette, da han kom hjem. Siden vendte fangerne altid hjem efter fangsttur. Det var jo møgkællingen, der havde kæntret og dræbt de andre.
Da det efter vinteren var blevet sommer, og man igen var begyndt at tage på fangst, ledsagede fangeren, der harpunerede kvinden, dem. Mens manden en dag var ude på fangst, var en ung mand, der øvede sig i at blive åndemaner, ude på vandring. Han fik øje på en stor indlandsbo; og da han kom hen til ham, sagde indlandsboen, at han havde én, som han ville hævne sig på. Idet han sagde dette, pegede han på manden, der havde harpuneret kvinden, og som nu lå yderst på lur efter sæler. Han sagde, at det var ham, han skulle hævne sig på, hvorefter han tog en stor sten og kastede den efter ham; og han ramte ham præcist og dræbte ham. Efter denne hævn dræbte han ikke flere.
Var.: En lidt speciel fortælling af typen: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;
Hist.: Det specielle ved denne version er den flyvende åndekvinde, der er meget smuk. Skønhed plejer ikke at plage de andre kvindeskikkelser i den rolle. Påvirkning fra nordiske folkeeventyr?
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Qilâtua / Qilaatua
Dokument id: | 1316 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Qilâtua / Qilaatua |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 44 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?). Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 180-187: "Qiláituaq ..." er ikke oversat efter denne variant eller renskriften.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Qilaatua. Qilaatua / Qilaatuaq / Qilaaduaq / Qilaasuaq havde fast opholdssted i Sermilgaaq. Qilaatua var en dygtig fanger, og han tog på slæderejser langt ud over isen; og derfor fangede han mange isbjørne. På sine slæderejser medbragte han en lænser og rem samt en sårpløk. En dag var han som sædvanlig ude med slæde langt fra land og fangede en gammel isbjørn. Så hørte han en brusen og opdagede at det var ved at blæse op. Han måtte kravle op på et stort isfjeld. Andet var der ikke at gøre. På isfjeldet byggede han (egentlig: de) sig en snehytte, og her levede han af den isbjørn, han havde fanget, indtil der ikke var mere af den. Da vinden lagde sig, gik han ud og opdagede, at isen var forsvundet, og at isfjeldet var kángúngísok (?). Det viste sig, at det lå på grund. Han blev på isfjeldet, og da han havde spist alle sine hunde, havde han slet ikke mere at spise - kun isbjørneskindet var tilbage. Så udtænkte han en plan íma kâtûtine sanalerpât kaaliarísadlugo namatumik sanavât ikârutinik masilerdlugit isuraledlugídlo.(Han ville lave et transportmiddel / en kajak til at sætte over det åbne vand af slædens træ, BS) Da han blev færdig, ville han betrække det med bjørneskindet. Min synål nautarsîne. Han måtte flække linen for at få den gennem nåleøjet. Han havde aldrig lavet noget så svært (fortalte han). Så lavede han en åre af slædens støttetræ, og årebladet lavede han af slædeopstanderne, blot ved at binde dem sammen. Han blev færdig med arbejdet og kom ud. Så lavede han nogle trin på isen på den side af isfjeldet, hvor det var lavere; da han kom ombord på fartøjet (kajakken) flød den ganske udmærket, og han nåede velbeholden hjem. Da han nåede frem til menneskene, fortalte han dem dette. Han efterlod kajakken dér (hvor han landede) og lod den ligge der, idet han sagde, at sårpløkkerne af ben herefter skulle være forsynet med et hul øverst oppe. Sådan blev det og er det den dag i dag.
Var.: Qilaartuaq / Qilaarsuaq / Qilaarduaq, der kun i begyndelsen ligner Sofies fortælling.
Kommentar: Ikke ganske gennemskuelig, specielt ikke brugen af sårpløkken. Brugte han den som synål? |
Qingmerqortôq / Qimmerqortooq / Manden med de store hunde
Dokument id: | 803 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Qingmerqortôq / Qimmerqortooq / Manden med de store hunde |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 368 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En mand, der ingen hunde havde, blev gjort grin med af sine husfæller og blev kaldt: "Ham med de mange hunde." De sagde også altid: "Du med de mange hunde, tag en slædetur." Han svarede dem ikke. Dybt fornærmet drog han ind i landet. Han var nået temmelig langt ind, da han fik øje på to dværge. De spurgte ham: "Hvad er det, du så gerne vil have?" Han svarede: "Det jeg ønsker mig allermest er hunde, for jeg har ingen og mine husfæller gør nar af mig. Derfor ville jeg så gerne have mig nogle hunde. Det er mit højeste ønske." Så gav dværgene sig til at trampe i jorden. Jorden revnede, og nede fra kløften dukkede to hundehvalpe frem. Dem gav de ham så, og han tog imod dem. Den ene af hvalpene var rød, den anden hvid. Han gav sig til at træne hundene. Hans husfæller gjorde endnu mere nar af ham på grund af de hundehvalpe.
Så en dag opdagede Ham med de mange hunde, at hvalpenes hoveder var vokset ud på størrelse med isbjørnehoveder. Da han så at hundene var blevet så store, forstod han at de var modne nok. Han sagde: "Måske skulle jeg have mig en slæde." Hans husfæller gjorde rigtig godt nar af ham. Så fik han en slæde.
Da alle de andre tog ud på slæde var "Ham med de mange hunde" den der kom sidst afsted. Mens han kørte bag de andre, fik han øje på en stor isbjørn. Han kørte derhen, og hans hunde bed den ihjel. Man så en slæde på vej hjem, men vidste ikke, hvem det var. Det var én med ordentlige hunde, og sådan et læs på, at slæden, næsten ikke var til at se. Så var der én der sagde: "Det ser ud, som om det er "Ham med de mange hunde!" Ganske rigtigt, det var "Ham med de mange hunde", der havde en isbjørn på slæden. Han blev mægtigere og mægtigere. Ingen kunne måle sig med ham. Engang han var ude at køre, bed hans hunde en af ledsagernes hunde ihjel. "Ham med de mange hunde" kom somme tider hen til dem, og hundene bed dem ihjel, også menneskene. De dræbte alle de mange, så der ikke var flere tilbage. Da han kom tilbage til sin egn, fandt han sine hunde uværdige, da de ikke længere kunne se nogle slæder. Så bragte han hundene tilbage til dværgene deroppe. Ingen hørte om dem senere. - Gør aldrig nar af dem, der ikke har hunde.
Var.: Moralsk beslægtede er fortællinger om ilde behandlede helte, der udvikler sig til farlige fæller ved ånders hjælp. |
Sofie
Dokument id: | 2327 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sofie |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 149-152 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989. Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Storfangeren Navagiaq, hvis sjæl efter døden vandrede gennem alle dyr, indtil den atter tog bolig i et menneske
Dokument id: | 1809 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Storfangeren Navagiaq, hvis sjæl efter døden vandrede gennem alle dyr, indtil den atter tog bolig i et menneske |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 118 - 122 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Navangiaq angússuaq". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Navangiaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).
Resumé:
Navigiaq / Navagiaq fanger godt og er gavmild med sine fangster. Han bliver syg, dør, men mister ikke bevidstheden, kommer til dødsriget, hvor han længes tilbage til jorden og kryber derfor ind i sin hund. Han er flov over, at hans kone må fodre ham. Når han helt er hund, ved han ikke, hvad han gør. Han stjæler af sin kones køddepot, bliver endnu mere flov, og da han tilmed får prygl, smutter han ud af hunden, der straks dør. N. flytter ind i en ravn, kommer vidt omkring og kan stjæle så meget, han lyster. Træt af dette liv flytter han over i et græsstrå. Han behøver hverken at bevæge sig eller bestille noget, men da efterårsvinden svinger ham, og han får hovedpine, flytter han over i en stor hanlaks. Den følger de andre laks op til en sø, og de søger dybere ned, da søen fryser til. I det tidlige forår synger de trommesange ved elvens udløb fra søen, og da isen bryder op, svømmer de ud i havet, hvor N. flytter over i en sortside. Én gang er han nær ved at blive fanget, men lærer så af sine artsfæller at sætte hurtigt af ved at sparke bagud mod horisonten mellem himmel og hav. Træt af dette liv søger han over i en fjordsæl og nyder at se verden nede fra gennem isen, da havet fryser til. Flere af hans artsfæller blir fanget ved åndehullerne. N. opsøger sig et fjernt, gammelt åndehul for at leve i fred, men en dag bliver han harpuneret af en fanger med en amulet under foden, der gør fangeren usynlig for N. N. blir dræbt og slæbes til huse. Det kildrer morsomt undervejs. Han flygter rundt i sin krop for konens ulu, ser en masse tiltrækkende is inde i hende, smutter fra halsen ind i hendes skød og renser isen ud. Det tar lang tid, hvor kvinden er utilpas, men så blir hun rask og gravid. Det ærgrer N., at hun altid sover så længe om morgenen. Han ville gerne ud og se verden med de andre. Ved fødslen hævner han sig ved at blive inde. Men et menneske med skæv mund kyser ham, og jordemoderen stikker hånden ind og kalder ham ud af sit "hylster" (pooq, BS). Under navngivningen græder han "ungaa" for hvert navn de nævner. Han samler alle sine kræfter og siger Navagiaq. Han får da sit navn, vokser til og blir storfanger (som før).
Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq
Kommentar: Et ritual der skulle rense den fødende for is i livmoderen blev praktiseret indtil sen tid i Ammassalik området. (Joëlle Robert-Lamblin ¤.) I denne fortælling fremkalder Navagiaq formentlig sin kommende mors første menstruation (isen blir til flydende blod på samme måde som forårsvarmen sender opbrudt smeltende vinteris ud af fjorden.)
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "sjæl". |
Tagta / Tatta, som druknede og levede op igen
Dokument id: | 1340 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tagta / Tatta, som druknede og levede op igen |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 115 - 117 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426, "Táta angertartoq".
Resumé: Tagta / Tatta er storfanger og bor ved Umiivik i Ammassalikfjorden. Han har hørt om et andet Umiivik langt borte (på sydøstkysten, BS), som han gerne vil se, men ikke regner med nogensinde at kunne nå frem til. En dag harpunerer han af vanvare en tupilak. Hans fangstblære klistrer fast til kajakken, hvorfor han lægger sin åre til rette til afbalancering af kajakken, og den kæntrer ikke, da tupilakken trækker af med den. Tupilakken surrer nu fangelinen om kajakken og bjæffer som en hund. T. bliver straks svimmel, kæntrer og drukner. Hans døde bedstefar fra dødsriget vækker ham med en advarsel om, at hundene, dvs. hajer, er nær ved at æde ham. T. rejser nu verden rundt under havet v.h.a. den lille hvide tværpind, som man stikker ind under kajakremmene. Han dukker usynlig op til overfladen ved det søndre Umiivik, hvor en kyndig kone mærker hans komme og meddeler den. Han går baglæns ind gennem husgangen, man griber ham, holder godt fast, tager den lille pind fra ham og svider den i ilden, for at han ikke skal rejse verden rundt igen. Han besvimer og ligger i tre dage med alt tøjet på. Fjerde dag klæder man ham af og han blir levende igen. Da han har bygget sig en ny kajak og kommer hjem til sit eget Umiivik, besvimer hans kone, fordi hun troede ham død. Man trækker hende til live ved håret. Tupilakken, der føler sig overvundet, angriber ikke siden T.
Var.: Aloruttaq (tildels).
Hist.: modtagelsen af T. ved det søndre Umiivik svarer ganske til det ritual, hvormed man i Ammassalik modtog en hjemvendt - en angerlartoq - en hjemvendt (fra at have været savnet i kajak i flere dage). Søg på Victor angerlartoq. |
Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Dokument id: | 813 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik (i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et menneske. Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund. Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden. Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig spydspids, der var helt rusten. Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem, der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage." Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin hund. En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død. Den ældre mand tog det blot til efterretning. Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne ud på fangstrejse. Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede hjemover. Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå. Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget. Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg. De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig de samme). Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem: "Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende." Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og nåede frem til sine forældre.
Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen. En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at leve.
I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt hen imod dem.
Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar over, at der var åndemanere iblandt dem. Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var "Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B. eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele ("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner ånder!"
Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den ene efter den anden. Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt. Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de opfordrede ham til det. Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk, som skulle snøre både inder- og yderpels til. Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig "qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at mane ånder. Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i huset; men ingen gav lyd. De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat, hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis indre og ydre var trukket over hinanden. I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen. De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den. De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at mane ånder, slukkede de lamperne. Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel. Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de ikke kunne se. Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt. Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede, at dets tænder ikke var ens. Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den. Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres børn.
Var.: En tupilek-fortælling, Holm.
Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Dokument id: | 814 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | nr. 99 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt. En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de andre." Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden. Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede, men der var ikke noget at gøre. Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage." Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte: "Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at hundekøberens barn var død. De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog spædbarnet, gik ned og roede afsted med det. Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind." Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget. ("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke). Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig lidt bedrøvede. Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned. Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen. De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn. som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende). Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn. Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det. Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.
Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det, dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det blev de enige om og tog afsted. De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B. eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.
Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom ikke en lyd. (Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med dem. Det skal du, som læser dette, huske.) Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder. Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet." Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"
Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det, var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder. Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet. Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en vældig glæde.
Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien har jo mistet mange børn." Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip af det. Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats ("tuiusaanut") under toppen. Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere børn. Man har ikke siden hørt noget om dem. Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af hunden. Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre mennesker, der pustede den ud.
Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker. |
Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq
Dokument id: | 816 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af det Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 101. Begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 372 - 373: "Fangeren, som havde en tupilak bag på kajakken"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Man fortæller om en stor flok fangere, at de kom til et sted hvor de ville overvintre. Så hændte det jævnligt, at en fanger udeblev fra fangsttur i overvintringsområdet. Fangere, der tog ud på fangst, kom ikke tilbage. Til sidst var der kun en fanger tilbage. Da han en dag skulle ud på fangst, tænkte han: "Hvilke forholdsregler kan jeg tage, når jeg tager ud på fangst?" Disse overvejelser førte til, at han bad sin kone om at flette senetråde. Da hun blev færdig, tog han den flettede semetråd med ned til sin kajak og bandt den fast til sin harpun. Han steg ned i kajakken og førte senetråden ind under halvpelsen op til skulderen og fæstnede den dér, således at harpunen kunne bevæge sig, når han bevægede skulderen. Han roede langt ind i den store fjord; og lagde sig på lur efter sæler. Da han kiggede hele vejen rundt, fik han øje på en kajakmand. som roede ud fra et stejlt klippeområde. Han begyndte at ro henimod ham; og da han kom nærmeere, opdagede han, at han havde noget ubestemmeligt noget bag på kajakken; men som han nåede ganske tæt hen til ham, gik det op for ham, at manden havde en tupilak bag på kajakken. Straks han opdagede dette, bevægede han armen, og da var det som om harpunen af egen kraft bevægede sig med stor larm. Samtidig sagde fangeren: "Se bare, min dumme harpun bevæger sig, uden at jeg har rørt ved den." Idet han sagde dette, vendte tupilakken bag på kajakken hovedet imod ham, men dukkede sig hurtigt igen. Tænk, den blev bange! Hver gang tupilakken rejste hovedet, bevægede fangeren sin harpun; så dukkede tupilakken sig igen. Engang den dukkede sig, roede fangeren hurtigt frem og harpunerede den. I det øjeblik han harpunerede tupilakken, roede kajakmanden skrigende i retning af den stejle klippevæg for dér at lægge til land. I mellemtiden stak fangeren den sølle tupilak flere gange med sin lanse ("tuukkartaaramiuk") så den sank ned, hvorefter han roede hjemover. DA han kom hjem og fortalte det, forstod de endelig, at det var denne sølle tupilak, der havde dræbt alle de mange fangere. Da tupilakken var dræbt, var der ikke flere fangere, der udeblev fra fangst.
Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq
Dokument id: | 815 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | J��rgensen, Sofie |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 101 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også revideret udgave af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 372 - 373: "Fangeren, som havde en Tupilak bag paa Kajakken".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst. Den eneste, der var tilbage, havde mistanke om, at der kunne være følgende årsager. Måske havde de set en tupilak, eller en dødning , eller et søuhyre? Det var ikke godt at vide hvilken. Da han skulle ud på fangst i kajak, lod han sin kone flette en senetråd, som blev fastgjort på anorakken under skulderen. Herefter blev den flettede senetråd ført ned under halvpelsen og bundet fast til harpunen. Så tog han afsted. Da han var nået lidt ud på vandet, så han en kajakmand ro ud fra kysten. Da de nærmede sig hinanden, opdagede han, at den store kajakmand var helt sort, og at han var så fæl, at det var svært at få rigtigt indtryk af ham. Idet kajakmanden drejede sig en smule på tværs, blev en tupilak, der lå på maven, synlig på bagenden af kajakken. Fangeren roede helt hen til kajakmanden og forstod, at det var tupilakken, der havde skræmt de udeblevne til døde. Nu da han var i selskab med den, rejste tupilakken sig jo halvvejs op. Fangeren trak sin arm en smule til sig, og hans harpun var lige ved at fare afsted af sig selv. Han sagde: "Se, min harpun var ved at fare afsted af sig selv, da den du har bagpå kajakken forsøgte at rejse sig op." Lynsnart dukkede tupilakken sig.
Noget senere forsøgte tupilakken igen at rejse sig, og idet fangeren løftede armen en smule, var harpunen igen ved at fare afsted. Og fangeren sagde: "Den var lige ved at fare afsted." Tupilakken smed sig skyndsomt på maven. Manden med tupilakken bag på kajakken befandt sig nu foran. Fangeren skar den flettede senetråd over og harpunerede tupilakken, så den faldt ned fra kajakken. Fangeren, der havde harpuneret den, fandt den for uhyggelig til at ville samle den op, så han skar linen over og lod tupilakken synke. Kajakmanden, der havde haft tupilakken bag på kajakken, roede nu grædende imod land. Det viste sig, at denne kajakmand brugte tupilakken til at skræmme fangerne ihjel, og at den spiste kødet af dem. Kajakmanden forsvandt i retning af stranden. Herefter kom fangerne velbeholdne hjem fra fangst, fordi manden nu havde dræbt tupilakken. Siden hørte man ikke noget til dem.
Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker. |
Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)
Dokument id: | 2062 |
Registreringsår: | 1947 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Benjaminsen, Abia |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition) |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 131 - 134 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33. Resumé: Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.
Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født. Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.
Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten). |
Vildgæssene, som gav den blinde synet
Dokument id: | 1375 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | J��rgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Vildgæssene, som gav den blinde synet |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 312 - 317 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Ninganilât najagît kanganisaranilo". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ningãnilât" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).
Resume: En ung mand og hans lillesøster lever alene sammen med deres bedstemor. Han fanger en hvid, ung remmesæl, som hans bedstemor vil ha bukser af. Han har brug for remme og får sin vilje, men mens hun bereder skindet befaler hun det at blinde ham, når han skærrer det ud. Det sker. Næste forår hjælper hun ham med at nedlægge en stor hanbjørn, der er kommet tæt på huset. Hun lyver om, at han har dræbt den, mæsker sig i kødet og gir kun en smule til pigen, som hver gang gemmer lidt til sin storebror. Han ber hende en dag føre sig ud på en bjergtop og hente ham efter tre dage. Mange fugle flyver forbi, men en flok på seks vildgæs slår sig ned hos ham, fortæller ham sandheden om hans blindhed, og gør ham seende igen, idet de efter tur klatter på hans øjne og tørrer skidtet væk med vingen igen. Da søsteren har hentet ham, og bedstemoderen i huset spør til hans tilstand spiller han stadig blind, men siger at han i en drøm har set den bov, det skind, og det lår af bjørnen, som han netop har set på vej ind. Bedstemor mener, at det må være bjørnen, der har forhekset ham. Han peger da på skinken under briksen, afslører at han er seende og bliver tilbudt kødet. Det vil han ikke røre og går ud, hvor en flok hvidhvaler netop passerer. Han fanger en af dem, men da bedstemor vil hjælpe ham med flænsningen, afviser han hende med bedsked om, at hun selv må fange en. Det er hun med på og får fangelinen om livet. Imod hendes ønske harpunerer han en meget stor hanhval, der trækker hende ud i dybet. Hver gang den kommer op, har hun halet sig længere ind på den og råber forgæves på sin flænsekniv (ulu, til at skære remmen over med). Dyret forsvinder med hende.
Tolkning: Mange varianter har drengens moder i bedstemoderens rolle. Mens hvalen fører hende bort, appellerer hun da til drengens følelser med råb om, at hun har givet ham die og fjernet hans afføring som lille. Ofte forvandles hun derefter til en narhval. Bedstemoderen repræsenterer ikke så tæt en relation til drengen, og hans hævn virker derfor ikke så stødende.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
not [Original handwritten text : KRH box 52, no. 2, notebook 413: najagît kanganisaranilo”. Transcript: KRH, box 52, no. 2, notebook 424: “Ningânilât” (With linguistic corrections to the West Greenlandic by Hendrik Olsen or ?)
Summary
A young man and his younger sister lived alone with their grandmother. He caught a young, white bearded seal which his grandmother wanted to use to make a pair of trousers. However, he needed straps and got his own way, but while she was preparing the skin, she commanded it to blind him when he cut it up. That is what happened. The next spring, she helped him to kill a large male bear, which had come close to the house. She lied about his killing the bear and gorged herself on the meat, giving just a little to the girl, who always saved some for her big brother. One day, he asked her to lead him up onto the top of a mountain and to come back for him after three days. A number of birds passed by, but a flock of six wild geese landed beside him and told him the truth about his blindness and gave him his sight back by doing droppings in his eyes and then wiping them with their wings, one after the other. When his sister came to fetch him, and their grandmother back at home asked how he was, he pretended that he was still blind, but said that he had dreamt of the shoulder, the skin and the leg from the bear, which he had actually seen on the way into the house. His grandmother believed that the bear must have bewitched him. Then he pointed to the leg which lay under the bed, revealed that he could see and was offered some meat. However he did not want to touch the meat and went outside where he saw a pod of beluga whales passing by. He caught one of them, but when his grandmother offered to help him to flense it, he rejected her offer by saying that she had to catch one of her own. She was willing and tied the hunting line around her waist. Against her wishes, he harpooned a huge male beluga which dragged her out into the depths. Every time she surfaced she was a little closer to the whale and she cried out in vain for her ulu (to cut the line). The animal disappeared along with her.
Interpretation: Many variants have the boy's mother in the role of the grandmother. In these variants the mother often appeals to the boy's feelings by shouting that she had breastfed him and cleaned up his faeces when he was a baby. She is often then transformed into a narwhal. The grandmother does not represent such a close relationship to the boy, and therefore his revenge does not seem so shocking.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.
Transl. by Lucy Ellis. By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue Anchorage, AK 99516, [email protected] |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com