Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Bjørn, "Knivhale" og "Savryg"
Dokument id: | 1385 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Bjørn, "Knivhale" og "Savryg" |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 318 - 322 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskr. KRH 52,2, hæfte 419. Renskrift: KRH 52,2, hæfte 415.
Resumé: Bror og søster er plejebørn og har det godt. Under et bærtogt bliver søsteren røvet af en kæmpe med eet ben og eet øje. Den fører hende mod havet. Drengen sørger dybt, kan ikke glemme sin søster. Under opvæksten skaffer han sig hjælpeånder og træner sine kræfter. Udvokset spørger han sin plejemor om, hvilke dyr man bruger som trækdyr. Man kender ikke til hunde på stedet. Hun svarer "harer". Han fanger harer, men finder dem ikke udholdende nok. På samme vis går det med ræve, som plejemor næste gang anbefaler. Tredje gang er det en bjørn. Den skal trænes til slædekørsel, men viser sig ellers udholdende nok. Den fjerde er et dyr med knivhale, der lever mellem og af hensmuldrende sten. Det femte et dyr med en opret sav på ryggen (Savryg), der lever i dybe revner i indlandsisen. Trækdyrene er aggresive mod hinanden, men efter nogen tids tilvænning går de fint i spand. Broderen rejser ud over det tilfrosne hav, langt ud til en ø, hvor søsteren lever som kæmpens kone. Kæmpen er på fangst. Den sørger godt for sin kone, der ikke ønsker, at broderen skal slå den ihjel. Hun lader sig dog overtale, fordi broderen siger, at han vil savne hende for meget, når han kommer hjem. Kæmpen kommer, ser dyrene, kommer ond i sulet ind i huset, men bliver venlig, da han hører, at gæsten er hans svoger. Denne inviterer dem med hjem, skønt kæmpen er utryg ved hans trækdyr. "Dem kan du løbe fra," siger broderen. Det kan kæmpen da også, men han må lægge sig i værtsfolkenes hus med hovedet inde i rummet, fordi han er for stor til at komme ind. På broderens befaling angriber bjørnen kæmpens bagdel. Det føles som lus. Det klør værre og værre, kæmpen klær sig af, og Savryg skærer hans mave over, mens Knivhale stikker ham allevegne i den nøgne krop. Broder og søster forbliver sammen hele livet.
Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;
Hist.: Jernet er ikke traditionelt, og man har muligvis hørt om drager eller øgler, som sydgrønlænderne kan have set billeder af. |
Iteqitilik
Dokument id: | 1466 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanneserujuk (Ujuaannaserujuk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Iteqitilik |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 20 - 26 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Itequtilik". Håndskr. oversættelse til dansk: KRH kasse 52,1: Om ham, der havde Prop for Rumpen. Vedr. pro: Ifølge dette håndskrift er Johannes fra Nanortalik. Ifølge Inuit Fortæller er han fra Nuuk. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:: 125 - 131: "Iteqitilik".
Resumé: Iteqitilik (med noget i anus) er en forældreløs dreng i huset hos mange brødre, der smider ham ud, fordi han skider hele tiden. En enke, der adopterer ham, stopper rumpehullet med en prop, der standser skideriet. Om vinteren blir der hungersnød, men I., der som den eneste har kræfter til at gå ud, redder alle med sine fangster: En strandsneppe, en rype, en netside fra en våge langt ude i isen. Flere netsider fra samme våge og endog en isbjørn. Hans plejebror har formindsket sin harpun og line og lånt I. dem til hans fangster. Og en del afkræftede mennesker fra en anden boplads, hvor I. havner i en snestorm efter sin sidste storfangst, dør i deres iver efter at nå ud til alt kødet, som han ikke kan slæbe hjem alene. Men folkene på hans egen boplads overlever, fordi hans kloge plejemor har fordelt hans første små fuglefangster ud til alle.
Var.: En rigtig lille forældreløs; Den lille med endetarmen;
Tolkning: Der er en slags logik i, at I. som den eneste har kræfter til at gå på fangst, når han ikke længere skider, men beholder al næringen i sig. I flere varianter mister hovedpersonen tværtimod alle sine indvolde og dør. |
Manden, der flygtede fra nordboerne
Dokument id: | 1891 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanneserujuk |
Nedskriver: | Lynge, B. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manden, der flygtede fra nordboerne |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 206 - 207 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 66: "Qavdlunâtsiainit qimâssoq" / qallunaatsiat qimaasoq.
Resumé: Nordboerne trænger ind i et hus ved Arpatsivik midt om vinteren, hvor alle går nøgne i den indendørs varme. En af beboerne ser sit snit til at flygte. Han har svært ved at holde fodfæste op og ned af de glatte fjelde, men først da han kommer ud på Tasiusaasuk mærker han kulden, og over den nærliggende bugt når han glad frem til bopladsen, hvor hans krop knækker over af frosten, da han bøjer sig for at krybe ind i husgangen. |
Manden, der for til Akilineq for at hente sin søster
Dokument id: | 1890 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanneserujuk |
Nedskriver: | Lynge, B. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manden, der for til Akilineq for at hente sin søster |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 202 - 206 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 67 - 69: "Najamik aigdlerdlune Akiliniliartoq"
Resumé: Ved Sermiligaarsuk bor et ægtepar og mandens søster alene. Da søsteren bliver røvet af en mand på slæde, skaffer hendes bror sig trækdyr: Et vildt dyr med klør på ryggen (kukiffaajooq, foreslår fortælleren. Oversætteren mener det er en jærv.), og en gammel bjørn. Begge tæmmes og fodres med hhv. landdyr og sødyr. Han kører over isen til Akilineq, fortsætter langs kysten ad slædespor og ser sin søster komme ud af et hus. Hun holder af sin mand nu, men tillader sin bror at dræbe ham. Manden, der kun har ét øje, er en dygtig fanger, og han kaster med lethed isbjørnen op i luften, men dyret med klør på ryggen smider ham til vejrs og dræber ham med sine klør. Broderen rejser hjemad med sin søster, mens "indianerne" hyler i misundelse efter dem.
Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;
Hist.: Om slædekørsel over is har man vel hørt fra nord eller øst. Akilineqboerne opfattes åbenbart ikke som stammefrænder. |
Manden, som for over til landet på den anden side
Dokument id: | 1010 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Salulannguaq (Salulánguaq) |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Rasmussen, Knud |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manden, som for over til landet på den anden side |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | Side 129 - 132 |
Lokalisering: | Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Akiliniliartoq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 86 - 89: "akiliniliartoq".
Resumé: En mand dør fra kone, datter og en lille søn. De bor alene. Pigen klarer det for dem under hungesnød ved at samle tang. Under en storm fra sydvest blir hun taget af en mand, der dukker op fra havet. Lillebror ser det. Han og moderen sørger. Han vokser til, blir en stor jæger og begynder at lede efter stærke trækdyr: To bjørne, der er for langsomme, blåræve, som han dræber, fordi de er for langsomme, og et utyske fra indlandsisen med langt hår og i ryggen bladet af en ulu med æggen opad. Efter en hård kamp undertvinger han sig dyret og lover at adoptere og fodre det, hvis det vil tjene ham og ikke røre hans mor. Den dræber og spiser hans to bjørne. Med uhyret som slædehund rejser han over havet, binder den ved den fremmede kyst med løfte om fortsat slægtskab, hvis den ikke flygter, går selv tværs over landet, hvor han finder sin søster med mand og svigerforældre. De modtager ham godt. Svogeren fanger narhvaler. Søster og svoger tager med hendes lillebror hjem på besøg. Bærer en masse kød over land til "hundefoder" og sætter på slæden tilbage over isen. Svogeren beværtes rigeligt med bær og tørkød. På ordre fra lillebror dræber uhyret svogeren næste morgen, da han kommer ud af husgangen. "Således opnåede manden (lillebror) hvad han ville og var fra nu af glad."
Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster. |
Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Dokument id: | 812 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.
Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg."
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var søskende (en dreng og hans lillesøster). En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd. En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig. Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst. Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted udefter sammen med pigen. Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre. De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende. Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine kræfter. Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at finde harer til slædehunde. Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede sig en slæde og tog ud på en slædetur. Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for at samlet sig nogle ræve. Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur. Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund. Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så førte han den med sig hjem. Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog afsted på slæde. Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden" blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund". Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han mundkurv og skagle og drog ind i landet. Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde skaglen fast. Bundet førte han det hjem. I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur. Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om, at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund." Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr. Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten. Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde. Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor. Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans lillesøster dengang de var børn. Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op og ind i huset. Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme, idet manden var ude på fangst. Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham." Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham, er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand." Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor. Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten, sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig dengang, du tog mig." Da tog han godt imod storebroderen.
Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren. "Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.
Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele tiden, helt frem til storebroderens hus. Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne komme igennem. Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet på besøg." Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at han ville dræbe ham, mens han lå i gangen. Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store krop." Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen. Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt; så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene væltede ud. Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt indvoldene ned; og han faldt død om. Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store hunde". Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage, og at de bor sammen den dag idag.
Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Dokument id: | 811 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419 |
Fortæller: | Jørgensen, Sofie |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider, nr. 96 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund. To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret at samle bær til vinterforråd. Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske. De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et øje, der fyldte hele ansigtets bredde. Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover. Storebroderen græd meget. Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre. Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner. En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!" Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal være gode som hunde." Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem. De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han: "Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at isbjørne skal være velegnede." Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt, gik den ikke så langsomt. Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt." Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig." Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig mellem/i/blandt (?) rådne sten!" Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med, hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten (klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern. Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående. Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale. Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og det blev ikke træt. Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én, så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr, der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde plejefaderen. Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det. I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq" det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det, tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster. Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den. Dagen efter tog han afsted. Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn. Da han begyndte at følge disse spor, steg farten. Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han ordnede sine hunde og gik ind. Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!" svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?" Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø." Da han sagde dét, indvilgede hun bare. Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre." Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem. Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger." ("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang tog ham og slap ham igen.) Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde." Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg. Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han. Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen: "Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen. Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven. Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham. Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle hans indvolde ud, så han faldt om og døde. Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen med sin lillesøster.
Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi; |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com