Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om disse fætre, at de havde en yndlingsfætter. Da han var enebarn, elskede de ham meget højt. Når han tog andre steder hen, kom de til at savne ham. Disse fætre var fem brødre, siger man.

En gang hørte de, at der nordpå for tiden var mange fangstdyr. Straks udbrød yndlingsfætteren: Til næste år, når foråret er på vej, vil jeg nordpå og prøve at overvintre deroppe. Bare eet år vil jeg blive der, og tage hjemover tidligt om foråret. Når han sagde sådan, kunne yndlingsfætrene ikke andet end sige, at han naturligvis måtte gøre som han ville, selv om de som altid nødig ville undvære ham.

Næste begyndende forår begyndte yndlingsfætteren at gøre forberedelser til rejsen; og lige før foråret slog igennem, tog han afsted nordover. De rejste og rejste; og hen på efteråret nåede de endelig et sted, hvor han ville overvintre, nemlig ved Ippik, der lå lidt nord for Ilimanaq og lidt syd for Qaarsormiut. Mans han byggede hus, kom der et par gange mænd fra Qaarsaq og Narsarmiut og sagde til ham: Til efteråret, når hvidhvalerne kommer (på træk), må du endelig ikke fange nogen, hvor meget du end måtte ønske at fange én. Hvis du fanger én, kan du bare vente dig, for så vil vores stærke mand ikke bare lade dig være som han ellers gør.

De blev færdige med huset og flyttede ind. Nu gik det imod vinter. I efterårssæsonen blev der fanget mange sæler; og sydlændingen fangede den ene sæl efter den anden. En morgen de vågnede, blæste der jo en kraftig østenvind med en heftig snefygning over landet. Han gjorde sig klar og tog ud i kajak. Han roede længere og længere ud og nåede læsiden af Neqquitsoq. Dér kiggede han mod nord og opdagede en flok hvidhvaler, som skiftevis forsvandt og dukkede op. Så roede han i fuld fart henimod dem, for at harpunere en af dem. Han for afsted, nærmere og nærmere kom han, og så harpunerede han en. I det samme roede de andre kajakmænd om kap hen til hvalen, og ikke længe efter havde de dræbt den. De fæstnede fangstblærer til den og begav sig mod land med den på slæb. De roede og roede og var nu ganske nær til land. Alle roede med ansigtet mod land; og ham, der havde fanget hvalen roede forest. Pludselig opdagede de en stor harpun komme flyvende i luften hen over de bageste kajakmænd. Den ramte manden, der havde fanget hvalen, gik igennem kroppen, og sad dér som en tværstang. Kajakmændende kiggede bagud og så, at det var deres stærke mand, der nu lagde sit kastetræ på plads. Manden, han havde ramt, kæntrede ikke engang, fordi kajakken blev holdt oppe af den store harpun. Den stærke mand beordrede så, at fangsten med den dræbte mand bundet bagi skulle slæbes til stranden neden for de efterladte kvinders hus. De adlød og var snart på vej ind. De landede fangsten og den dræbte mand neden for kvindernes hus, hvorefter de allesammen roede hjem sammen med den stærke mand; for man siger, at den stærke mand boede på Qaarsaq. Kvinderne sørgede meget, da de havde mistet deres forsørger. Den stærke mand sendte en pebersvend fra sin boplads derhen, så han kunne fange ulke til dem. Kvinderne slap kun med nød og næppe levende gennem vinteren på bare de små ulke pebersvenden fangede.

Nu gik det imod forår. Da foråret var på vej tog de kvinder, som havde mistet deres forsørger, afsted sydpå, hjemover med deres pebersvend ved roret. De roede og roede, og først da de så småt nærmede sig deres boplads, (gav de sig tid til) at slå lejr, men altid først sent om aftenen. En dag da de var brudt op, sagde de til deres sølle styrmand: Bare vi nu bliver ved, når vi vores vinterboplads, inden eftermiddagen rigtig er omme: Pebersvenden blev lige med ét bange, for yndlingsfætrene havde jo ikke hørt, hvad der var sket. Endelig roede de så omkring et lille næs - og hvilke huse! Et meget stort hus, og ét der var mindre. Flere var der åbenbart ikke. Kvinderne blev betænkelige, da de opdagede, at deres afdøde forsørgers yndlingsfætre var hjemme. Der kom temmelig mange mennesker ud af husene, da de nærmede sig. Først stod de og spejdede udefter; så begav de grumme mænd sig ned til konebåden, som lige havde lagt til, lige forbi kvinderne, der var ved at gå i land, og hen til pebersvenden / ungkarlen, som de overfaldt i den tro, at det var ham, der havde dræbt yndlingsfætteren. "Lad ham være", sagde kvinderne, "han er helt uskyldig. Hvis ikke han havde været hos os i vinter, var vi sultet ihjel. Han alene reddede os fra sultedøden."

Da slap mændene selvfølgelig deres tag i pebersvenden, som følte sig lettet og befriet.

Da mændene havde hørt kvindernes beretning og fattet sammenhængen, sagde yndlingsfætrene: "Lad os tage nordpå næste år og overvintre." Da de således havde tilskyndet hinanden, ventede de blot på at skulle afsted om foråret. Næste begyndende forår tog to konebåde afsted for at overvintre nordpå; de havde pebersvenden med, og da de havde været længe, længe undervejs, nåede de frem til det sted, hvor de ville overvintre, inden det blev rigtigt efterår. De gik i gang med at udvide det hus, hvor yndlingsfætteren havde boet. Mens de arbejdede med det, kom der fangere fra Qaarsut og fra Narsarmiut flere gange og sagde til dem: "Til efteråret når der kommer hvidhvaler (på træk), må I endelig ikke fange nogen, hvor meget I end måtte ønske at fange én, for fanger i én, så bare vent, for så vil vores stærke mand ikke lade jer beholde livet." Mændene kiggede på hinanden og sagde: "Når hvidhvalerne indfinder sig til efteråret, må vi sandelig se at fange nogle."

De fangede mange sæler i løbet af efteråret. Og endelig kom hvidhvalerne. Og næppe var de kommet, så begyndte brødreflokken ellers at fange hvidhvaler. Men ingen antastede dem, selvom de fangede en masse. Ingen af de gange de var ude, så de noget til den stærke mand. Engang de under hvidhvalsfangsten skulle hjemad med deres fangst, og nogle kajakmænd kom derhen, spurgte de dem: "Hvor plejer jeres stærke mand at være på fangst; vi har slet ikke set noget til ham her i området?" En af kajakmændene sagde: "Han plejer at tage på fangst nordpå og langt inden for kysten." I gamle dage var der nemlig ingen isfjelde i området mellem Ilimanaq og Ilulissat; og langt ude i Kangia (isfjorden) var der heller ingen isfjelde. Han tog altså på fangst ude ved fjordmundingen. Det havde han ellers ikke gjort tidligere; men det var han begyndt på, efter at de fremmede havde bosat sig her, fordi han var bange for, at de skulle hævne sig på ham. Da brødrene hørte dette, tav de blot. De roede den lange vej hjem, og da de var kommet hjem med fangsten og havde flænset / parteret den, gik de op til huset.

Så en morgen, da de vågnede, blæste der en så kraftig østenvind, at man ikke kunne se de andre huse for snefygning. De to ældste brødre hentede deres helpelse, fik dem tøet op og tog dem på, hvorefter de tog afsted i kajak - egentlig ikke så meget for at tage på fangst som for at prøve at træffe stedets stærke mand. Da de var taget afsted og roet uden om Qaarsoq, satte de kursen mod nord i retning af Eqi. De gik i land lidt syd for Eqi på Nattattornaq og så op på Eqip Qaqqaa på udkig. Oppe fra fjeldet kiggede de ud over Kangia, hvor bølgetoppene skummede, mens de spejdede og spejdede. Pludselig pegede ene på noget og sagde: "Jeg mener det er en kajak herude mellem skumtoppene." Den anden kiggede og kiggede efter den, og endelig så han en kajak mellem skumtoppene. Da de nu havde fået øje på den, gik de straks ned, og ved kajakkerne tog de deres helpelse på og strammede til, hvorefter de satte afsted udefter. De roede længe, længe og var nået helt udenskærs, da den ene pegede på noget og sagde: "Her er han." Den anden kiggede rundt og fik øje på en kajakmand i nordvestlig retning. De roede og roede, nærmede sig og så, at han havde to hvalrosser, en hun med unge (nukallusiit), på slæb. Han lod dog ikke til at ville hjemad endnu. Da de først kom hen til ham, var det som om hans hoved havde fået en ekstra halsvirvel, så foruroliget så han sig omkring, og nu var han begyndt at ro hastigt mod land. De fulgte efter i forventning om, at han faldt lidt mere til ro; og da han endelig gjorde det, roede de til bagfra og ordnede harpunene til kast; men de ventede til de var helt parat; og så ramte de tværs igennem ham, så harpunen ligesom kom til at danne en tværstang. Han kæntrede godt nok, men ikke rigtigt, fordi harpunen virkede som stabilisator. Herefter tog de fat på at gøre ham klar til bugsering. De greb hans fangeline og bandt ham bagi fangsten, som han havde på slæb. Så tog mændene det hele på slæb og landede det på en klippe neden for hans hus. I det samme strømmede folk ud af husene med buer; og brødrene sagde: "Nu har vi dræbt jeres stærke mand. Vil I hævne ham, så prøv!" Da han sagde dette, kom to unge mænd ud af et af husene med buer; og de var ikke længe om at spænde dem. Da sagde mændene: "Vi har ikke dræbt ham med en bue og pil, og I skal ikke hævne ham med en bue og pil." Og efterhånden som de roede baglænds og uden for en pils rækkevidde, gav de unge mænd op.

De to gevaldige roede hen til deres vinterboplads Ippik og lagde til neden for husene. De bar deres kajakker op og gik ind. Mens de sad og hyggede sig om aftenen sagde de til pebersvenden: "Hør nu, pebersvend, tag og find dig en kone!" Pebersvenden svarede: "Hvem skulle dog ville synes om mig." Pebersvenden vægrede sig; men da de opfordrede så meget desto kraftigere, blev han bange, tog sin sælskindsanorak på og gik ud. Nåda for en snefygning. Alligevel drog han af nordpå mod Qaarsoq. Han gik og gik og kom til sidst til Qaarsoq, og han råbte ind gennem vinduet: "Man siger I skal gi´ mig nogen til kone!" Han lyttede og lyttede, men der hørtes ikke en lyd (qinaarpallattoqanngilaq (qinaarpoq)). Så fortsatte han vandringen til husene i Narsarmiormiut. Han gik og gik, indtil han endelig var ved de øverst beliggende huse på stedet. Han kiggede ind gennem vinduet og råbte: "Man siger I skal gi´ mig nogen til kone!" Han lyttede længe; men der kom ikke en lyd. Så gav han sig til at råbe ind i det ene hus efter det andet. Det gjorde han mange gange; men der blev hverken svaret jo, eller overhovedet svaret. Da han havde råbt ind i samtlige huse uden at nogen reagerede, tog han afsted sydover. Han gik og gik. Nå, så nåede han da endelig frem og gik ind i huset. Ikke en plet på hans tøj var tør. Vandet drev af det over det hele. Da han havde været inde et stykke tid, sagde den yngste af brødrene til ham: "Pebersvend har du fundet nogen du kan få til kone. Hør her, sig til dem: "Jeg skal hilse og sige, at I skal give mig nogen til kone. Ellers skal den yngste af brødrene, som ikke var med ude i dag, nok komme."

Endnu engang måtte pebersvenden gøre sig klar til en tur. Det tog sin tid, men så blev han da færdig og gik ud. Puuh, det føg stadig lige meget med sne. Alligevel drog han af mod Qaarsoq. Han gik og gik; og endelig var han fremme ved siden af huset. Han råbte så ind gennem vinduet: "Jeg skal hilse og sige, at I skal give mig en kvinde til kone. Hvis I ikke vil give mig én, så kommer den yngste af brødrene, som ikke var med ude i dag." Efter de ord lænede han sig imod væggen ved vinduet. Og før han overhovedet begyndte at blive utålmodig, lød det derinde fra: "Vent hun kommer ud nu." Så kom hun ud. Hvilken overraskelse. Det var den eneste kvinde i en stor søskendeflok - og så smuk, så smuk! Pebersvenden tog hende i hånden, og sammen gik de sydpå. Af lutter glæde var det som om det frygtelige snefog var det dejligste vejr. Da han dernede sydpå kom ind i huset med hende, skraldergrinede brødrene længe, længe. - Vinteren gik, og det blev forår. Så tog de alle sydpå - tilbage til deres boplads.

Slut.

Var.: Episoden med den stærke, der ikke vil tillade andre at fange først, bruges i adskillige fortællinger: fx Kunuk; Månemanden er for så vidt af samme type: Manguaraq + talrige varianter.

Kommentar: Ungkarlen er et taknemmelig offer for morsomme episoder.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om to søskende - storesøster og lillebror - der manede ånder og rejste til Havets Mor - en fortælling jeg har hørt nordfra,

og om to åndemanere der kappedes

I Narsarmiut var der et hus hvor der boede mange

mennesker, og hvor der var to åndemanere.

Da huset var fuldt af mennesker, måtte de to forældreløse - en

storesøster og en lillebror - placeres på briksen under vinduet. Så en

vinter frøs havet til så langt ud mod vest, at der ikke var meget hav

at se. De kom til at lide nød og levede så udelukkende af ulke.

Søskendeparret fik så godt som intet at spise. Kun én af fangerne

sørgede for at de fik en smule.

En morgen gik fangerne udenfor, som de plejede, men da der intet vand

var at se, kom de ind igen, og de sagde til åndemanerne: "Hvis det her

fortsætter, må vi sulte ihjel. I aften må I mane ånder og skaffe noget

at leve af." De ventede og ventede til det blev aften, men først sent

om aftenen, meddelte de, at nu kunne folk komme og overvære

åndemaningen / seancen, og så strømmede tilhørerne ind. Da huset var propfuldt,

slukkede man alle lamperne. Så da alle lamperne var slukket, hørtes

det tydeligt, at den ene af åndemanerne rejste sig og dykkede ned i

gangen. Bagefter hørte man, at den anden åndemaner rejste sig, gik hen

til et hjørne af bagvæggen og placerede sig dér. Så forventede man, at

de ville sige noget, og man ventede faktisk længe, men da de ikke

sagde en lyd, blev man utålmodige, og endnu før nogen havde taget

ordet, sagde storesøsteren fra sin plads under vinduet: "Når ingen af

åndemanerne vil sige noget, er der ingen åndemanere herinde. Tænd bare

lamperne igen." Da lamperne blev tændt, så de, at åndemanerne havde

lagt sig på maven på briksen af bare skam. De forsøgte at snakke med

dem, men de ville slet ikke ud med noget svar. Da det var tilfældet,

vendte folk sig imod søskendeparret og gav sig til at skælde dem ud.

Den fanger, som ellers altid var god imod dem, tog fat i pigen og

begyndte at slå hende. Han slog hende længe og sagde til sidst: "Når du ikke selv kan gør noget, kunne du i det mindste have ventet og hørt, hvad åndemanerne havde at sige og rettet dig efter dem." Staklen græd og græd. Og da hun holdt op, kravlede hun op på sin plads under vinduet og sagde: "Hvis nogen har et gammelt kajakskind, men uden afskæringer, så lad det blive bragt ind."

En af fangerne rejste sig og gik ud. Han blev længe væk og kom så ind med et helt intakt gammelt kajakbetræk. Storesøsteren sagde: "Stræk det helt glat ud på gulvet uden mindste fold." Da det var blevet bredt ud på gulvet, steg

storesøsteren ned fra briksen, og hendes lillebror gjorde det samme.

Nede på gulvet gav de sig til at dreje rundt. Mens de drejede rundt,

begyndte pigen forsøgsvis at stikke den ene storetå ind i

"tarqerfinnguaq" (? muligvis kommer det af taqaq (blodåre). Kan det

mon være et lille hul dér, hvor der har været en åre? CB). Hun blev

ved og ved og til sidst lykkedes det hende at stikke hele storetåen

ind. Stadig snurrende begyndte hun at forsvinde og kom længere og længere

ned gennem det, så omsider kun hårtoppen var synlig. Til sidst forsvandt hun

helt. Lillebroderen forsvandt samme vej. Så gik husets beboere hen og kiggede

ud af vinduet. Langt om længe fik de øje på en hårtop, der

dukkede op neden for køkkenmøddingen, stadigvæk snurrende rundt og rundt. Til sidst kom hun op og til syne i hel figur - først pigen og derefter den søde

lillebror. Stadig roterende gik de ned og forsvandt mellem isstykkerne

ved stranden.

Så startede søskendeparret udefter nede på bunden af havet. De gik, og

de gik og fik til sidst forude øje på et stort strømskel, hvor

strømmen hvirvlede rundt. Da de kom nærmere, oplevede de, at der i

midten af strømmen var tre isstykker, som pludselig det ene øjeblik

kom til at ligge på linie med hinanden, for straks efter det næste

øjeblik at føres fra hinanden igen. Den eneste mulighed for at komme

over på den anden side var at træde på disse isstykker. De tøvede, men

snakkede om det, og da de tre isstykker næste gang kom til at ligge

på linie med hinanden, sprang storesøsteren derud og videre fra det

ene isstykke til det andet og nåede over på den anden side af

strømstedet. Så såre hun var dér, fulgte lillebroren efter hende.

Stedet viste sig at være havets store navle.  

Så begav de sig ellers nordover (udefter ?). Længe, længe havde de gået, da de så et kæmpestort hus dukke op. De gik derhen, helt derhen og standsede op. Nej, hvor var det mærkeligt: Vindueskarmene til kogerummet bestod af hele uflænsede sortsider, som var stillet op på højkant. Vindueskarmene til

udluftningskanalerne på taget var hele uflænsede netsider, der var

stillet op på højkant, og uden for huset lå der hele uflænsede

hvidhvaler. De blev glade og ville ind i huset, men uha for en enorm

elv der brusede vildt gennem husgangen, og tilmed var der ingen anden

vej til opgangshullet end en smal kant så skarp som en knivsæg.

Alligevel begav de sig afsted på den. De gik og gik, og endelig nåede

de trinnet ved opgangshullet. Dér hørte de en heftig gråd, og da de

kiggede ind i rummet, så de en kæmpestor kælling, der græd hysterisk

med ansigtet mod bagvæggen. De gik hen til hende og så at hendes store

hårtop var løst op og håret fuldt af mos, øjnene og ørene og næsen var

stoppet til af bomuldstøjstumper. Tænk den store kone dernede var

blevet så irriteret over alle de gamle klude, som folk i gamle dage

havde smidt ud, at hun havde beholdt alle fangstdyrene hjemme hos

sig. Så fik søskendeparret ellers travlt. Storesøsteren ordnede

håret, mens lillebroderen fjernede stumperne af bomuldstøj fra

ansigtet. Mens dette stod på blev gråden svagere, og til sidst holdt

hun op med at græde. Hun satte sig op og gav sig til at ynke

søskendeparret: "Hvorfor er i dog svømmet helt herned?" De Kære Små

svarede: "For at skaffe os mad." Så rykkede den store kælling længere

frem på briksen og flyttede sin store lampe til side. Idet hun

flyttede den kom "kípárínilínguaq" (? metafor for en bestemt sæl, CB) frem fra

spildeskålen under lampen og fortsatte mod udgangen, og netop som den nåede

udgangen, gik storesøsteren hen og rykkede hår ud fra dens lænd. Så så

man kun dens bagende, og væk var den! Det var såmænd en netside. Da

den næste kom ud af spildeskålen, rykkede hun også nogle hår ud af dens

lænd, og man så en balle, da den forsvandt. Det var så en spraglet

sæl. Så begyndte en hel masse sæler at strømme ud af lampen. Det

fortsatte i en uendelighed, og den sidste, de så, var en stor hval, der

dykkede ned i gangen. Da dette skete, sagde kællingen: "Nu er alle

sødyrene på vej op. Når I nu kommer hjem deroppe, skal I sige til

fangerne, at de første gang de er ude på fangst kun må fange ét dyr,

og at de først kan begynde, at fange hvad de vil, når der er gået fem

dage."

Da de Kære Små søskende skulle afsted, gruede de for gangen, men så

opdagede de, at den nu var den fineste sandstrækning. Da de kom ud,

kiggede de op og opdagede, at sortsiderne, der tjente som vindskærme

over kogerummet var væk, og de mange netsider, der tjente som

vindskærme over udluftningshullet, også var væk. Og alle de mange

hvidhvaler ved huset var væk. Så begyndte de Kære Små at gå østover,

de gik og de gik, mens de snakkede sammen: "Hvis de små isstykker i

den store strøm, vi så på vores vej nordpå, ikke længere er der, kan

vi slet ikke komme over på den anden side." De fortsatte

videre, videre og videre og nåede omsider uden mindste uheld til

stranden. Man siger, at de mange tilhørere inde i huset var ved at

opgive de Kære Små, eftersom de ikke havde vist sig i knap to dage,

siden de forsvandt mellem isstykkerne ved stranden. Alligevel kiggede

de jævnligt ud gennem vinduet, og pludselig var der en, der sagde:

"Nu kommer der en hårtop op mellem isstykkerne, der snurrer rundt og

rundt." Der kom mere og mere til syne af storsøsteren, som til sidst

kom helt op, og så dukkede lillebroderen op. De gik op mod huset, men

forsvandt igen neden for køkkenmøddingen stadig roterende. De mange

mennesker inde i huset tav og stirrede ned på gulvet. Det varede ikke

længe, så dukkede der en stadig roterende hårtop op gennem

"taqqerfinnguaq". Mere og mere af hende blev synligt, så kom hun helt

op på gulvet fulgt af sin lillebror. De kravlede op på deres plads

under vinduet, og inden lillebroren overhovedet fik sagt noget,

bemærkede storesøsteren: "Når I i morgen tager ud på fangst, må I kun

fange én sæl, selv om I gerne ville fange flere. Først efter fem dage

må I fange som I lyster." Og så siger man endda, at der på det

tidspunkt intet åbent vand var at se. Efter den besked forlod de mange

tilhørere huset.

Så om natten kom der en forrygende storm. Tidligt

næste morgen, da en af fangerne kom ud, ih dog! nu lå iskanten jo ved

Neqqutsoq (en af øerne lidt nord for Ilimanaq). Og sikken det smeldede

fra hvishvalstrækket langs med iskanten. Da han kom ind og fortalte

det, kom de mange fangere op i en fart, gjorde sig klar og tog

afsted. De blev længe ude. Hen mod aftenen begyndte de at vende

tilbage igen, og hver havde fanget én sæl. Da der var blevet kogt kød,

sagde de til søskendeparret: "Kom herhen og spis." De kom ned fra

deres plads og tog hver et stykke kød, og kravlede igen op på deres

plads. Næste dag tog fangerne igen ud på fangst. De blev længe ude og

kom tilbage med hver én sæl. Sådan blev de ved, indtil de fem dage var

omme. Derefter blev der så frit slag, og nu fangede de masser.

Så engang skete det, at en af fangerkonerne, der var ved at skrabe

skindet af en af sin mands sæler, udbrød: "Nej se, her er et skind,

hvor der er fjernet nogle hår fra lænden." Da sagde

storesøsteren: "Så er det det skind, som jeg har fjernet nogle hår

fra, fordi jeg gerne ville sy bukser af det." Konen afleverede straks

skindet til pigen. Så fangede en af fangerne engang en spraglet sæl.

Og igen udbrød konen, der var ved at skrabe skindet: "Nej se, det er

et skind, hvor der er fjernet nogle hår fra lænden." Og

storesøsteren sagde: "Så er det det skind, jeg har fjernet nogle hår

fra, fordi jeg gerne vil sy bukser af det." Konen afleverede straks

skindet til pigen.

Man siger, det blev forår, mens de stadig fangede

meget. Netop som foråret nu kom, fik en stor åndemaner et sted nord for

Uummannaq at vide, at der i Narsarmiut boede et søskendepar, som begge

var åndemanere. Han tog afsted sydover i konebåd for at kappes med dem

i åndemaning. De roede og roede mod syd og nåede så Narsarmiut sidst

på sommeren, hvor det var begyndt at blive en smule mørkt om aftenen.

Næste dag hen på eftermiddagen startede sang- og dansefesten lidt syd

for de øverste huse. Storesøsteren gik ikke hen for at overvære

festen, men lillebroren gik lidt tøvende derhen, med armen trukket ud

af ærmet. Der var forsamlet mange mennesker, og sikken palaver de

holdt, og midt i det hele gav den store åndemaner sig til at danse

trommedans. Hvor var han dog dygtig. Til sidst smed han sin tromme væk

og gav sig til at slå sin arm med sin trommestik (usikker:

katuaassuarmiuk talersuarmi tatsippaa, CB). Han slog og slog, og så

gik armen skam løs og faldt ned på jorden. Han tog den med sin anden

hånd og kastede den som en harpun mod en jordhøj, men armen satte sig

ikke fast, da den ramte jordhøjen. Den væltede bare om. Så begyndte

han ellers at kaste rundt med armen som et spyd. Hver gang armen ramte

jorden væltede den om, uden at sætte sig fast. Da han havde gjort

dette ofte nok, tog han armen op, snakkede lidt for sig

selv, satte den på plads og trådte atter dansen. Han blev ved og ved,

nok så længe, og trak sig så tilbage.

Straks han havde trukket sig tilbage, begyndte folk fra hans hold at råbe: "Nu er

det Narsarmiormiuts tur. Da ingen reagerede, trådte den sølle

lillebror frem med armen ude af anorakærmet. Han forsøgte godt

nok at danse trommedans, men han kunne ikke rigtig finde ud af det. Så

midt i sin usikkerhed smed han trommen til side og gav sig til at slå på sin arm med sin trommestik ( ? katuaamminik talikasini tutsippaa, Chr. B.), og til sidst gik armen af; og han kastede den som et spyd, der ramte jordhøjen med et mægtigt smæld, ja, så kraftigt, at kun omtrent halvdelen af armen var synlig. Han gik hen til jordhøjen og trak med hiv og sving armen ud, så den gik løs med et stykke græstørv på spidsen. Dette gentog sig flere gange, og de, der før råbte op, tav af forbløffelse. Da han mente at han havde gjort det længe nok, forsatte han med at danse en kort stund, og så trak han sig tilbage. Narsarmiutboerne råbte. Det gjorde de der kom nordfra også. Midt i alt råberiet så man minsandten den sølle lillebror træde frem anden gang. Han dansede bare lidt, så smed han den dumme tromme over på den anden side af højen. Ganske kort efter, jamen, så så man en flot ung renbuk dukke op dér, hvor han var forsvundet - et smukt dyr med hår så skinnende hvide på bagen. Da det gang på gang lod sin klangfulde røst høre, blev

de mange mennesker målløse af forbløffelse. Dyret gik ned til

menneskemængden og stillede sig tæt på den, hvorefter det igen begav

sig op. Da det havde været ude af syne en kort stund, dukkede det frem

igen i menneskeskikkelse med armen trukket ud af anorakærmet. Han gik

ned, dansede lidt trommedans og trak sig derefter tilbage.

Alt mens han trak sig tilbage, råbte Narsarmiutboerne: "Nu er det nordgrønlændernes tur." Straks trådte den store åndemaner frem. Han lagde ud med

trommedans, og idet han smed trommen væk, begav han sig op ad den

samme vej som den kære lillebror var gået, op og op, og forsvandt så

der, hvor lillebroren var forsvundet. Længe, længe var han borte, så

kom han endelig frem, krybende, og uden at have forvandlet sig. Da

publikum så ham, skreg de: "Du har ikke forvandlet dig. Du har slet

ikke forvandlet dig." Så kom han krybende ned, og når han indimellem

gav lyd fra sig, lød det bare som fra et menneske. Han kom helt ind

imellem folk, men da ingen morede sig over ham, gik han samme vej op

og tilbage. Han blev kun et øjeblik bag højen, så viste han sig igen,

oprejst på to ben. Han kom ned, dansede bare lidt rundt og trak sig så

tilbage igen. Og alle de mange mennesker råbte: "Nu er det

Narsarmiutboernes tur."

Endnu engang trådte den sølle lillebror frem med sin ene arm trukket

ud af anorakærmet. Han forsøgte bare lidt trommedans, men smed så sin

tromme væk, hvorefter han begav sig ned mod konebåden. I konebåden tog

han en fuglepil, og nu fortsatte han ned mod stranden. Og se, vejret

var blikstille, så havet var som et spejl. Undervejs ned til stranden

prikkede han til klippen, og så var den helt blød! Han kom til

et stykke jord og prikkede til det, og så virkede den helt hård! Nu

nåede han ned til havet. Og så var det hårdt som is. Da han mærkede

det, gik han et stykke baglæns, tog tilløb og gled ud over havet, så

det dampede og røg. Og så gled han ellers frem og tilbage neden for

husene, frem og tilbage, frem og tilbage. Men da det så passede ham,

gik han op på land. Nu var han på vej op. Da han nåede klippen og

prikkede til den, var den helt blød. Han kom så til jorden, prikkede

til den, og sikke hård den var. Han lagde fuglepilen på plads i

konebåden, kom op, forsøgte sig med en smule trommedans og trak sig så

tilbage.

Nok, sådan, nordgrønlændere!

Så trådte den store åndemaner jo frem igen. Han dansede, smed sin

tromme og så var han på vej ned til konebåden. Han tog fuglepilen og

begav sig ned til stranden. Da han nåede klippen prikkede han til den.

Men så var den helt hård. Han nåede til tørvejorden (ivsaq; sikkert

ivsoq, BS) og prikkede til den, men den var helt blød. Han nåede vandet, prikkede til det - hovsa - dér var han nær røget ned - så blødt var det. Da var det, som om han tøvede, men da han kiggede på de mange mennesker, som stirrede på ham, drejede han rundt og tog nogle skridt baglæns for at tage et tilløb til en glidetur. Men sikken det plaskede og sprøjtede, da han røg i vandet, og straks var han næsten helt forsvundet. Da blev alle de mange tilskuere forskrækkede og løb ned for at redde ham. Nogen søgte at fiske ham op fra land ved hjælp af stænger, men først da der roede kajakker ud, fik de med nød og næppe reddet ham i sidste øjeblik, før han druknede. Så var de færdige med dén leg, og den store åndemaner som ikke længere kunne hjælpe sig selv, tog de i hånden og hjalp ham op til hans telt. Man siger, at næste morgen tog de uden videre teltet ned, gjorde sig klar til at rejse og tog sporenstregs nordover. Dér var den store åndemaner, der ellers var kommet for at kappes, ellers nær ved at miste sit liv.

Var.: Rejsen til havkvinden. ID 1649. To små forældreløse / Åndemanerens rejse til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder + åndemaner - konkurrence / Qujaavaarsuk (Tuttus kone)

Hist.: Konkurrencer / kappestrid mellem åndemanere er ganske sikkert foregået på samlingspladserne, aasiviit. Den overordnede opdeling i sydgrønlændere og nordgrønlændere kan enten være administrationens opdeling fra 1782, eller blot dem der bor hhv. nord for og syd for den aasivik man tænker på.