Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 133 - 136: "Qivittut"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: MM's far, Kunnalaat, fortalte om Uluutui, der blev qivittoq / fjeldgænger men kom tilbage en del år og blev qivittoq igen. Det var ved Ammassivik under sommerfangsten dér, at faderen og andre, mens de nød lever med kvan, brød op for at se nærmere på en skikkelse på toppen af fjeldet. Denne viste sig at være et menneske, qivittoq'en Uluutui, der fløj ned til en sten med sammenbundne ben. Ellers kunne han ikke flyve. Benene var blevet helt visne og man måtte bruge tobak for at holde ham fra at flyve væk igen, idet spæk og tobak er qivittuts værste fjender. Først efter to mdr.s træning kunne han bruge benene igen. Hver gang han ville sige noget indledte han med rypekaglen, fordi en rype var det første han havde spist som qivittoq. Han var kommet tilbage, fordi hans brødre, der også var qivittut, ikke ville vide af ham. De truede med drab. Senere forsvandt han dog igen et sted hvor han holdt hvil undervejs hjem i kajak med MM's far, der fortsatte helt hjem. MM's far havde ikke selv hørt Ul. fortælle dengang han kom, fordi faren endnu var barn, og sådanne fortællinger var forbudt for børn. Man fandt senere Ul. efterladte kajak, hvorfra han havde medbragt kajakringen, der var qivittuts redskab til at flyve.

Kommentar med tekststumper oversat af Signe Åsblom:

Den grønlandske tekst meget længere pga. af mange små indskud og gentagelser for at gøre fortællingen mere spændende.

s. 134 (grlsk udg.), andet afsnit:

udeladelserne her er bl.a., at de folk, der tager hen for at se efter denne qivittoq er efterkommere efter den første person i Uunartoq, dvs. Qaqortuartiks sønner, Joorsuak m.fl. og Siilarsikujuk m.fl.

s. 135, tredje afsnit (der ikke er med i den danske udgave):

Han fortalte, at når de var inde i det lille hus, blev alle børn gennet ud. Når nogen havde visse sager (underforstået: noget slemt) at fortælle ville han sikkert ikke, når der var et barn tilstede. Han kunne nemlig først fortælle, når alle børn var gået ud af det lille hus. Ja, det fortæller man, han kunne først fortælle om alle sine handlinger, når de allesammen var gået ud. Og denne qivittoq sagde, at det ville blive ret skrækindjagende for børnene, hvis de var til stede. Børn virkede begrænsende på det man ville fortælle. Derfor troede Kunnalaat fuldt og fast på denne nyligt tilbagevendte qivittoq, når han fortalte om ham, fordi han kendte ham så godt. Og Kunnalaat fortalte også om en masse andre oplevelser, som han havde haft. Og når han fortalte om denne qivittoq, som han selv havde set, undrede vi os en del og troede ikke rigtigt på det. Men det viste sig jo at være sandheden.

   Og når han fortalte om, hvad han havde hørt fra ældre mennesker, forstod vi ikke rigtigt, om det var noget han selv eller andre havde hørt eller set. Og når vi ville høre ham fortælle, sagde han gerne, at fordi vi var børn, var det ikke noget for os, og så bad han os om at gå ud. Først når han var færdig med at fortælle, kom vi tilbage.

s.135: næstsidste afsnit, der er udeladt i den danske udg.: (Naajaarnerit uani...)

Sådan lidt nord for Naajaarnerit, når man altså kiggede ned i sydlig retning, kunne man se Naajaarnerit. Vi... Havde jeg været i Illorpaat, havde jeg nok peget derud mod vest. Dengang havde han altså været ude at ro i kajak i nærheden af Naajaarnerit sammen med den mand, der var blevet til en qivittoq og senere vendte tilbage, hi, hi...

s. 136: sidste afsnit af qivittoq-fortællingen, fra Aatsaanngooq...

   Først når han havde kajakringen med sig, kunne den kommende qivittoq komme afsted, ligesom fremad som i en kajak, og kunne komme rundt både når det blæste og gennem luften og over land og gennem/på vandet. Det siges også, at de kunne tage på jagt, når en qivittoq havde fået sådanne kajakringe med. Det er nemlig sådan, at en kajak, der har en kajakring, kan komme utrolig langt ud på havet, derud mod vest.

Hist.: tolkning af oplevelse. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Historisk fortælling, der bl.a. viser, at qivittut faktisk kunne komme tilbage og i så fald ikke altid var uvelkomne.

Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

Var.: Josefsen, Johannes: Uluutui

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Unikaartuaq. Qavanngarnisakujooq"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Qav., den lille sydlænding, er en stærk storfanger, der kan klare de største og farligste dyr. Han har hørt om rovbjørnen med de isede hår og han rejser i årevis nordpå for at få den at se. Undervejs bortfører han hvert forår et nyt sæt roersker, villige eller uvillige, der blir hans koner for det år, og når omsider en boplads, hvor det siges at bjørneuhyret befinder sig bag to farlige, kæmpestore menneskeæderes boplads, Qattigattooq og Kassortooq. En gammel mand, der ikke længere frygter for sit liv, leder ham på vej, hvorefter Qav. selv fortsætter længe, inden han kommer til de to huse. Han går ind i det nederste, der er Qatt.s og beværtes på det høfligste. En forældreløs dreng kommer med bud fra Kass. om et besøg. Ærgerligt, siger Qatt., nu vi endelig har fået gæster. Men Qav., skønt han af statur absolut er den lille, purrer den lade Qatt. ud fra briksen og vinder let i armkrog over ham. Denne får flået huden af armen.

Qatt. indvilger i at følge Qav. ud til bjørnens område. Dagen før har den ædt Kass.s søn, der også gjorde et forsøg på at komme den til livs. Efter en lang vandring ser de et bjerg med tre afsatser, foran det en slette og bag den en bjergkløft, hvor bjørnen vil komme ud lige før solopgang. Er det pålandsvind vil den straks få færten af folk på vej ind mod den og komme farende. Det skal være fralandsvind. Qav. forsyner sig med en kastesten før de når hen til afsatserne og klatrer op. Bjørnens ånde er som tåge, der skjuler den. Qav. hævder hver gang at det må være tåge, mens Qatt. tysser på ham. Efter tre åndedrag ser de bjørnen. Det må være et isfjeld! Tyss! Qav. kaster stenen på kæmpebjørnen, der straks falder død om. Qav. skærer et af dens ribben ud som bevis på sin dåd, men vil overlade det til Kass. at partere den, fordi den netop har ædt hans søn. Spise en sådan menneskeæder vil hverken Qav. eller Kass. Kødet viser sig tilmed at være lutter is.

Qav.s hjemrejse går hurtigt. Han afleverer de lånte kvinder undervejs, og da han når hjem efter de mange års rejse, er en forældreløs dreng blevet stor og har opkastet sig til tyran over bopladsen. Qav. gør det af med ham i en tvekamp, opfordres til at blive bopladsens leder, men takker nej. Alle kan fange alt der er i havet som de lyster. Ingen skal bestemme over dem.

Tilføjelse: De afsluttende episoder er mere udførlige i den grønlandske udgave (se ovf.) fra s. 54 til 56, hvorfor de bringes her i Signe Åsbloms oversættelse (med forbehold for misforståede dialektord):

s. 54:

Da han nåede hen til roerne i sin konebåd, førte han dem mod syd i medvind. Det var, da han var på vej hjem til sin boplads, og da han nåede frem, var der en anden, der havde overtaget hans hus. Så gav han sig til at fremstille et telt. Mens han var i færd med at lave teltet, dukkede der en op, han havde fødselsdag. "Jeg skulle bede dig om at komme på besøg". Han var kommet for at hente ham.

   "Å, du må lige vente, til jeg er færdig med det her!" Så var han ved at være færdig og blev så endelig færdig, og så gik han derop. Han kom derop og gik ind. På vejen ud igen sagde han: "Jeg er skrupsulten, så tag lige og kog noget sælkød!" Og Qavanngarnisakujooq var begyndt at tale noget så klingende nordvestgrønlandsk, ha, ha... det lød virkelig nordgrønlandsk.

   Og det fortælles, at da de var taget sydpå og var nået frem, havde han fundet ud af, at mens han havde været væk, var en forældreløs dreng på stedet blevet voksen og var blevet fangernes leder. Han var blevet deres konge. Så var han da endelig nået frem og havde opdaget, at der under det store hus var: Oh, kød og spæk i store mængder, spæk for sig og kød for sig, for ikke at tale om spæk, der blev til olie... og der var ikke meget rødt at se under hans bopladsfællers huse, kød så man ikke noget af. Det viste sig, at fangerne kun tog på fangst, når de fik tilladelse fra ham (deres leder).

   Så begav han sig derop og kom ind i huset, hvor han (lederen?) som altid lå og dasede. "Nååh, er det sådan man inviterer folk på besøg, er det sådan man inviterer gæster? Du er godtnok en slapsvans, ud på gulvet med dig!" Så kom han ud på gulvet. Og samtidigt med at han kom ud på gulvet, snørede han buksebenene til. Qavanngarnisakujooq var jo vokset op der på stedet og kendte området virkelig godt, og indlandet ved bopladsen var en meget stor slette. Stedets høje udsigtsplads lå deroppe bagved, deroppe i retning mod fjeldene, hvor der var en stor slette, der lå foran dalen, og der bagved stod der nogle store sten på højkant, der lænede sig mod hinanden. Alt dette var han vokset op med og kendte sin gamle egn ud og ind. Så sagde han til ham, da han gav sig til at snøre sine bukser: "Nå, hvad vil du så?" "Haar, lad os løbe om kap!" "Ja, jeg er jo Qavanngarnisannguasik, og jeg er mest vant til at komme frem over land, så lad os endelig løbe om kap!" Så gik de ud, og straks de var kommet udenfor, lød det: "Hej, kom og kig på os! Man siger vi skal løbe om kap!"

   De gik op på sletten, og da de var kommet derop, spurgte han: "Nå, hvor skal vi så løbe?" "Ja, vi kunne jo gøre det sådan, at man skulle være den første til at komme op på stenene deroppe!" "Nå, kom så, du begynder!" Og lige så snart han satte i gang, fulgte den anden efter. Han løb bag ham og så ikke andet end den andens hæle der ramte jorden; der var jo ingen grund til at kigge længere fremad, det drejede sig bare om at følge efter den anden. Den anden løb foran, og da han ikke blev indhentet, drejede han sig af og til lidt bagud og råbte: "Nå, løb så!" Han fulgte fortsat i hælene på den anden og kom for anden gang halvvejs hen til det sted, som de løb hen imod, så vendte han sig og så sig igen tilbage og råbte: "Løb så!" Og han blev ved med at ligge bagved. Han løb og løb efter den anden og endte med at føle, at den sten, de skulle op på, sandelig ikke var noget særligt, og så løb han forbi den anden og vendte sig om og sprang op på stenen. "Nåja, du vil jo løbe, fordi du løber hurtigt. Du løber godt nok stærkt, og lad det så være godt med det, lad os bare løbe hjem! Jeg er skrupsulten!" Så begyndte han at løbe tilbage. Han løb og løb og nåede hen til deres udgangspunkt, hen til sletten der i nærheden. Da de nåede hen til stenen, var der noget, der lignede indtørret blod ovenpå den. Det viste sig at være det sted, hvor manden plejede at slå folk ihjel. Da de så tilskuerne stå der, sagde han til dem: "Nå, nu skal vi til at kæmpe, så tag nu og se, hvad der sker! Skal jeg være så tæt på ham, når han er så vant til partering? (er lidt usikker på oversættelsen). Ja, hvorfor ikke!" Så tog de ellers fat i hinanden. Han gav sig til at tumle med ham (svært at se, hvem der tumler med hvem), og den anden løftede ham, og som forventet, fordi han var så kraftigt bygget, gav han (manden?) sig til at snurre ham rundt. Det fik ham til at råbe: "Iih, jeg ser, at isskodserne er på vej hertil, jeg ser isskodserne komme!" Det var tilskuernes grimme ansigter han så... "Åh, nu kaster han mig!" Og så: "Iih, jamen nu kaster han mig minsandten igen!" Det var, når han løftede ham op for at kaste ham. Så forstod han, at manden ville kaste ham hen på stenen med den skarpe spids, og mens han lå vandret og fløj hen mod stenen, krummede han sig sammen, og på den måde lykkedes det ham at springe til den modsatte side. Og så: "Ha! Mere, mere! Jeg har jo ikke oplevet det hele endnu!" Så blev han ellers løftet op. Og de kæmpede længe, og det endte med, at han tog et solidt tag i ham, og det var virkelig et kraftigt greb. Og så begyndte han virkelig at snurre ham rundt. Han drejede ham rundt og rundt, og da han syntes, at det kunne være nok, sagde han: "Og igen kommer isskodserne nærmere, og igen ser folks ansigter temmeligt grimme ud!" "Åh, han er jo så forbistret snakkesalig!" Så kastede han ham afsted. Og da han var ved at lande på jorden, lød det: "Ha! Nu springer han igen! Ha, ha... Han springer bare igen." Han truede lidt ad ham (?). Og så tog han igen fat i ham. Da manden nu gav sig til at lege med ham igen med sin stærke arm, ville det nok ikke være nogen let sag at vinde over ham, og derfor trak han sin stærke arm fri og klemte godt til om mandens overkrop. Da han havde klemt til om mandens overkrop, svingede manden ham rundt og prøvede på at tage et greb om ham, og først skete der ikke noget, men så begyndte der at løbe en endeløs strøm af blod ud af mandens næse og mund! Og så sank han stille og roligt sammen. Han gav mandens grimme kind et dask og sagde: "Han virker nu ikke særlig venlig!" Så væltede manden omkuld. Tilskuerne udbrød: "Nu kan du være vores leder..." "Nej, fangere har ikke ledere, I skal gøre, som I ønsker og tage hen hvor I ønsker! I skal ikke have nogen leder, vent ikke på mig. I skal tage ud og fange det I selv ønsker at fange. Nu skal vi leve på lige fod!" Og efter den tid levede de som ligemænd på denne boplads. Ha, ha...

Var. Den lille sydlænding; isgroet bjørn.

Hist.: KJ var 68 år i 1963. Afvisningen af lederskab er en meget hyppig episode, der altid drejer sig om hver mands ret til fangst. Undertiden tager den autoritære skurk sig også retten til andre mænds koner. Uvist om dette motiv har været ligeså udbredt før kolonitiden med dens europæiske ledere, der ikke var tilbageholdende med at udvise autoritet.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

Mærkelige væsener.

Torngit: indlandsboere (kæmper, måske Dorset - folket)).

Folk fortæller også om torngit... men jeg har aldrig hørt nogen fortælle helt klart om dem. Mon det virkelig er sandt, at der findes billeder af disse Torngit? Billeder af torngit. Ja, man ser jo billeder af torngit. Vi ser billeder af torngit. Mon de er virkelige? Jeg har da fået fortalt om dem men aldrig rigtig forstået det. Dem ved jeg slet ikke noget om. Man kan jo undre sig over, hvordan de er

KJ (JJ's kone Kornilia) De der store/forfærdelige Tornit (ent. tuneq, indlandsboere = sagnskikkelser / Dorsetfolk) er folk, der lever inde i landet og er meget store mennesker, og man siger, at de ikke kan tale rent... og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Ja, der fortælles jo om sådan nogle store, skrækkelige nogen, der taler barnesprog, og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Vi hører da også om eqqillit (hundemennsker, ental: eqqilik) men jeg har glemt, hvad jeg har hørt, min far fortalte ellers om de skrækkelige eqqillit... men jeg hørte sjældent ordentligt efter, jeg var jo heller ikke andet end et barn dengang... De der eqqillit skulle altså ligne mennesker ret meget. Og de blev ligesom naarraajiit (jfr. naakkaaq = tykmavet) og bevægede sig baglæns ligesom naarraajiit... De var hurtigere tilbens, når de gik baglæns, mens de var langsommere, når de gik forlæns, ih, sikke da noget...

   Det siges, at naarraajiit også var sådan, de siger, at vores mor også har (set?) naarraajiit. Det var væsener, der lignede mennesker med meget tykke maver. De var meget hurtige, når de gik baglæns og langsommere, når de gik forlæns.

   Der var sådan nogle anekdoter her dengang... Det er ikke til at vide, hvor disse væsener findes...

JJ: De findes måske ikke andre steder end oppe i fjeldene...

KJ: Ja, oppe i fjeldene. En sjælden gang er de så blevet set af nogen, og så er der blevet fortalt om dem. Man har hørt, at en sjælden gang...

De plejer også at fortælle om inuarullikkat (dværge, ental: inuarulligaq), sådan nogle små iseqqat, altså inuarullikkat... Ja, der var jo engang, hvor Ortorsuaqs far, der kom fra Qunnermiut, var ved at bygge sig et forrådsrum og havde set en lille iseraq... han så den...

Og den var jo så utroligt lille, og han var ved at skære tørv, og den blev så bange, og han forsøgte at gribe fat i den: Han kom til at brække dens stakkels lille arm med kanten af spaden, og de fortalte, at Ortorsuaq havde, ah, Ortorsuaqs far havde... med den...

Nikkulaanguakkuluk... Han fortalte, at han var vred på sig selv over, at han havde brækket armen på den lille stakkel... der blinkede på tværs...

JJ: Jeg er så glad for den slags (han begynder at nynne... og træde i dansetakt i gulvet i en rum tid) "Hmm... det er 1800-tallets danse."

(JJ fortsætter ved at tale om danse). Sikke noget! Og det er sådan noget fra gamle dage... de havde jo altså disse musikinstrumenter: jeg er altså så glad for dem... måske fordi de ikke altid var så ordentlige/gudelige(?), jeg pakker jo alting ind... og; og jeg er jo altid så glad for dem. Man sang endda om den slags:

"Min dumme kone blev så vred over dig

at jeg hellere må vende mig fra dig for en tid

Og folk snakker jo som sædvanlig

og folk er jo altid så mistænksomme

Og jeg snavser dig jo til (?)

ved hvert ord, gennem enhver samtale (?)"

Der kan man se, hi, hi...

MV: Mange tak: Det var virkelig flot!

JJ: Ja, var det ikke godt, hi, hi...

MV: Bor du nu i Alluitsup Paa?

JJ: Ja, jeg bor i Alluitsup-Paa.

MV: Nu er Johannes Josefsen 66 år gammel.

JJ: Så slutter vi! ja...

Hist.: JJ var 66 år i 1965.