Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ertsinngitseq, den frygtløse, var en stor bjørnejæger, der altid blot gik lige på isbjørnen og dræbte den med kun en kniv. Af og til muntrede andre mænd sig med det samme, men kun når de var flere. En angakkoq / åndemaner ville ikke tro Erts. og sagde det var løgn, at han blot stak bjørnen i lårpulsåren og lod den forbløde. Angakkoq'en / åndemaneren var sikker på, at han først dræbte bjørnen med lansen. Erts. formodede at angakokken blot var misundelig fordi han selv var en sløj fanger. Da angakkoq'en så ville holde en seance for at lade sin tsikitok (?), en hjælpeånd der var en strandfugl, dukke op, sagde Erts. grinende at han ikke ville tro ham med mindre han lod fugleånden vise sig tydeligt ved en utildækket tarmskindsrude. Også angakokken grinede vel vidende, at ingen angakkoq kunne få en hjælpeånd til at komme under en seance med mindre alle vinduer var tæt tildækkede.

Hist.: Måske en historisk fortælling, måske ikke.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen.

       Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs.

       Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.

Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.)

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Fortællingen om dengang Kibidetsak / Kipilatsat blev besat af sin unge, nygifte steddatter, Nugada, og prøvede at røve hende til andenkone. Skønt uden lyst til at dele briks med sin mor, Kip.s førstekone, måtte Nugada af skræk følge med Kib. Men undervejs tilbage med hende blev han i umiakken /  umiaq forfulgt af hendes svigerfar, Artewarte / Aardivardik, også i konebåd og med en ligeså skrækslagen samling kvindelige slægtninge som roersker som i Kipilatsats konebåd. Kip. søgte at skubbe den anden umiaq bort ved at hoppe i sin kajak og placere sig mellem de roende årer på begge både, men Art. sprang over, rev Nugada med over i sin båd, fik skubbet Kip. væk og var i den overlegne position, da begge de to mænd greb deres lanser. Art. erklærede dog at han ikke ville angribe først, hvorfor Kip. opgav og roede væk med et ironisk 'mange tak', 'mange tak!' Hjemført af svigerfaderen

viste Nugada sin indforståethed ved med et smil at placere sin fod på det stykke skind som ved magi havde hindret Kip. i at røve hende: Det øverste stykke med spæk, som stikker op af vandet, når sælen svømmer. Da de to mænd to år senere mødtes på sommerlejr, hilste de smilende på hinanden og udvekslede uden forlegenhed mange vennesæle bemærkninger.

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet, fortalt af en nevø til Artewarte.

Stednavne: Noorajik nær Kuummiut (hvor de to nys samgifte familier ligger i sommerlejr sammen i to telte, og først efter de er taget til hver sin boplads beslutter Kip. at røve Nugada.) Tsiportok (?), et næs undervejs fra Kip.s boplads til Artewartes ved Tittaq, nord for Isortoq. Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Idisitsoq (Ilisiitseq ? (heks)) var Artewarteks / Aardivardiks første kone, men ham hun ville have været gift med ville ikke have hende. Fornærmet lavede hun en tupilak imod ham, en uisiq / uersaq / Uersaq, dvs. et tvekønnet væsen med hårtop som en kvinde og penis som en mand. Manden som hun rettede tupilakken imod levede imidlertid uskadt videre, og Id. blev derfor efterhånden så angst for, at hun ville blive ramt af tilbageslag, at hun aldrig gik udenfor alene. Hun mærkede først tupilakken i ryggen ved endemuren, hvor hun sov på briksen med sin familie. Hun fór skrigende op, vækkede alle i huset, og Agajina (Victors ven Kristians bedstefar) og kone gik ud, hvor de i mørket så en stor mørk klumpet ting, der rørte på sig i et hjørne ved huset. Id. fik det at vide, og da hendes mand var optaget af at presse olie ud af en klump spæk til hendes slukkede lampe, forsvandt hun ubemærket ud af huset. Da man savnede hende og gik ud, lå hun død derude med bukserne smøget ned. Utysket have ligget med hende og den slags dør et menneske af. Husets åndemaner, angakkoq, der undrede sig over at hans hjælpeånder ikke havde vist ham denne uisaq, prøvede forgæves at genoplive hende. Hele den vinter holdt hans hjælpeånder sig borte.

Hist.: En fortælling med en historisk kerne. Fortællingen er bygget op om de nedsmøgede bukser og Id.s skræk. Tupilakken har ingen set hende lave.

Kommentar: Den tvekønnede Uisaq er undertiden en ånd, der opfordrer angakkoq - lærlingen til at stå frem og afsløre sig som åndemaner. Se vedr. Apulu (der kun besvimer ved samlejet): Sandgreen 1987: Uisaq.

Iøvrigt er der visse ligheder mellem denne tvekønnede ånd og Indvoldsrøversken med en ulk eller hund i skridtet. Hun initierer den angakkoq eller lærling, der besøger Månen, ved at udskære hans indvolde. Månen sætter dem på plads igen og genopliver derved lærlingen.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit  

Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand.

Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask.

Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig.

Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is.

       Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist.

Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.

Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist.

Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Indledningsvis forklarer Victor at hvert fælleshus har en stor urinbalje, som mænd tisser direkte i, kvinderne via en natpotte, og at urinen bruges til garvning af skind og vask af hår og krop. Folk i de to store fælleshuse, et i Sarpak / Sarpaq og et i Umitiwarti / Umiitivarti (?)(på hver side af Sermilik kort før Ammassalik-øen), tog ofte på besøg hos hinanden. En aften alle var sammen i Sarpaq holdt Artewarte / Aardivardik seance for sjov. Han blev bundet løst, alle lamper blev slukkede, og på briksen akkompagnerede man hans hidkalden af hjælpeånder med slag med en kammiut (støvlestrækker). Ard. kom fri af sine bånd, kravlede på alle fire hen til briksen og fik fat i den anden ende af kammiut'en. Begge halede til i hver sin ende af den. Pludselig lød der et klask og stanken af gæret urin bredte sig i rummet. Med besvær og ildbor fik man tændt ild og sat blus i lamperne igen. Langt inde på briksen sad Ard.s svigerfar nøgen og holdt sig på testiklerne, fordi gæret urin svier voldsomt. Ard.s svigerfar tog hjem mens festen fortsatte under hylen og latter og den varede endnu tre dage. Da gæsterne tog afsted tog Ard.s kone med med den undskyldning at hendes far havde befalet hende at forlade Ard.

Næste vinter, da Ard. og hans eks-svigerfar var på glatisfangst sammen, harpunerede og dræbte Ard. eks-svigerfaderen, der ikke begreb hvorfor og ingen svar fik. Ard. sønderlemmede liget, dækkede det med sne. Ard.s bror opdagede lidt senere fra sit udsigtspunkt blodet på isen, troede først det var en nedlagt bjørn og skyndte sig hen for at få fangstpart. Troede så det var en hvalros, fjernede sneen, så hvem den døde var, og tog hjem for at høre hvem morderen var. Ard. vedgik straks mordet, som vel alle kendte årsagen til (konens bortgang). Men alle vidste også at Ard. i virkeligheden var varm på sin ex-svigerfars kone. På dennes boplads havde man fået nyheden, da Ard. kom på besøg, men både han og de lod som ingenting. Ard. vidste ikke, at de vidste noget, og de var bange fordi han havde mange brødre. Men da han om natten sneg sig til at gå i lag med sit offers kone, slog hun om sig og erklærede at hun søgte efter sin kniv. Da greb Ard. sine kamikker, vendte lampen på hovedet på vej ud og tog flugten.

Hist.: Fortælleren Junta var Aardivardiks nevø, hvorfor begivenheden må dateres til sidste halvdel af 1800-tallet. Aardivardik var en af Naajas sønner (Sandgreen)

Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

To børn der er alene hjemme i sommerlejren i Qingeq / Qinngeq leger foran teltene i bjørneskindstøj. Hundene får færten, river sig løs af tøjret, overfalder, dræber og fortærer den ene, mens den anden slipper ind og gemmer sig mellem de to lag i teltskindet. Forældrene kommmer hjem, finder drengen og rejser et par dage senere mod syd for at finde sig en dreng i stedet for den de har mistet. Allevegne beklager man deres skæbne, tilbyder dem en (sommetider flere at vælge imellem) forældreløse og til sidst endog et af deres egne børn. Men ingen falder i forældrenes smag. En enkelt gang, den følgende sommer på en stor samlingsplads, får manden øje på en dreng, der minder kraftigt om den mistede. Men de genfinder ham i ingen af teltene. De når til Nanortalik og til Nuduartikut / Nuussuarsuk (?) med tre telte, hvor en vredladen mand trods alt får medlidenhed med dem og inviterer dem til at blive. Det blir en tid, hvorefter de overlader deres tre børn, den overlevende dreng og to døtre, til den gamle kone, der er blevet glad for dem. Forældrene vil videre, selv om man fortæller at der ingen bor længere væk (nordpå?). De når til landets ende, Nunap Isua, hvor de går til.

Hist.: Den indledende episode kendes fra en anden, muligvis historisk, østgrønlandsk fortælling: Nakivat.

Rejseruten går i begyndelsen tydeligvis fra Ammassalik fjordens bund, Qinngeq, samlingspladsen for sommerens ammassætfangst og sydpå, rundt og dernæst nordpå til Nanortalik. Men hvor Nuduartikut / Nuuttuartikkut (?) skulle ligge er uklart. Ligeså hvor Landets Ende / Nunap Isua, ligger. Det lokaliseres undertiden til langt nord for Ammassalik på østkysten, undertiden til Kap Farvel. Sikkert er det dog, at i 1930'erne inkluderede den kendte verden i Ammassalik sydøstkysten, sydvestkysten og vestkysten nordpå til og med Diskobugten.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kvanstedet med kvanplanter af næsten mandshøjde længst inde i Sermilikfjorden hedder Qiba efter en mand, der engang samlede kvan på stedet. Han var blevet træt, døsede lidt, vågnede op igen, opdagede et par enorme øjne til venstre for sig, og plukkede videre uden ellers at røre sig. Men han skævede til kæmpen (timerseq), og da denne bøjede sig for at snuppe ham, stødte Qiba sin kniv i kæmpens hals. Kæmpen faldt om som død, Qiba skar hans storetå af, stor som et menneskehoved, anbragte den og sine kvanstilke på kajakken, og roede hjem. Ingen ville tro hans fortælling, indtil de så storetåen. Næste dag så de på kvanstedet en blodpøl, men ingen kæmpe. Man flyttede teltlejr mod syd, hvor kajakmændene en dag ude på vandet blev angrebet af en regn af kampesten inde fra land. Som om de faldt ned fra himlen. En af dem ramte Qiba, hvorefter stenkasterne, to timerseq'er / timersit, holdt inde. Af Qiba var der kun benene tilbage i kajakken.

Hist.: Nedfald af meteorsten, eller klippesten med forårssmeltningen fra bjergtoppene, kan forekomme og muligvis give anledning til en sådan fortælling.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Matangadek var en af de gamle, som engang sammen med hele sin husstand besluttede at overvintre i Kivalik / Kialeeq (?) nordpå, uden dog at kende ruten derop. Med for få kvinder til at ro måtte flere af mændene ro, hvorfor kun Mang. roede i sin kajak. Men i kraftig tåge nord for kendte egne kom han og konebåden væk fra hinanden. Han roede desorienteret rundt i flere dage, bl.a. ind i fjorden Apertidek / Aputiteq (?). Da tågen lettede roede han sydpå, kom til Umiivik, hvor han overvintrede, mens konebåden roede sydpå til Sermiligaaq og overvintrede dér. Folk derfra tog på besøg i Umiivik, hvor de traf Matangadek i et hus i færd med at smovse hengemt sæl og derfor tilsyneladende helt upåvirket af nyheden om hvor hans kone befandt sig. Med en bemærkning om at lade ham spise lækkermaden i fred skar han et par kæmpestykker af kødet af til sin kone (langt større end de stykker andre mænd skar af og langede til deres bagved siddende koner). I Umiivik blev man dybt forskrækket over at høre Matangadeks navn nævnt, fordi man troede ham død. Konen fik kødstykkerne og straks tog to slæder afsted sydpå til Umiivik efter ham. De to gamle (Matangadek og hans kone?) sov ikke i to nætter for alt det de havde at fortælle hinanden.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Det hændte at folk fra Ammassalik distriktet overvintrede nordpå i Kialineq / Kialeeq men det var ikke altid fangsten dér var rigelig (Holm, Konebådsekspeditionen, red. Jørgen Meldgaard, 1972:138).

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Hele værket: Victor, P.E. ét J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Fortællerens tante, Qadangiukajik (?), hendes mand, to børn og mandens gamle mor overvintrer alene i den dobbelte sultevinter i Qertadi / Qeertalik (?) nær Nattivit, nord for Isertoq men syd for Sermiliks munding. Da sulten varer ved går manden, Qawiangiukatet / Qavianngiukatit (?), til fods i to dage over fjorden til Pupik, hvor han blir i tre dage, får lidt at spise og bytter sig for en harpunspidsholder til et stykke spæk, to hænder bredt og en forarm langt. Han erklærer at ville nordpå hjem med spækket (? Pupik ligger ellers nord for Nattivit, BS), men han går mod syd og må i flere dage søge ly for et voldsomt snevejr i en ruin i Savanganaartik. Dybt forkommen spiser han lidt af spækket, så lidt mere, og næsten det hele. Fortællerens far, Qadiangiuk (?), opdager ham, da han er undervejs fra sit sted i Ateqi / Attereq nær Ikkatteq med noget mad til sin gamle mor i Savanganek / Sivinganeq og spørger hvad Qaviangiukatet laver i ruinen. Han vil bare dø dér, siger han. Hvorfor går du så ikke ned og hugger et hul i isen til det? spørger den forbipasserende. Da denne kommer tilbage er manden væk. Han er nået til Attereq, hvor han afventer bedre vejr, men gemmer sig udendørs i to dage af skam (over ikke at have begået selvmord), da Qadiangiuk kommer tilbage. Derefter går han ind i huset igen efter at alle fangerne er taget ud, får tilladelse til at spise et frossent hundelig, som han får en kone i huset til at koge mod den sidste stump spæk han har tilbage. Han spiser hele hunden på een dag og går så endelig hjem, hvor han ikke tør gå ind, fordi han mener alle må være døde derinde. Det er de også viser det sig næste dag, hvor han så endelig lægger sig til at dø med sin døde kones hoved i den ene arm og børnenes i den anden. Fortællerens far, Qadiangiuk, finder dem senere i denne stilling.

Hist.: vedr. datering se: Victor Ajatok 118 Hist.

Tilsyneladende er fortællerens far og tante opkaldt efter samme person: Qadiangiuk. Alligevel føler fortællerens far sig vist ikke forpligtet til at hjælpe sin navnefælle og slægtning i samme omfang som sin mor.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nær Inartadi / Innartalik (på Sermiliks vestbred) bor en masse familier med mange børn i et stort fælleshus sammen med en del enker, de er i familie med og som også har børn, adopterede. Men en del er døde, og der er desuden en bror og søster på sidebriksen, der er forældreløse. I huset er en kvinde gravid. Hun har været tavs i flere måneder og hendes mave er blevet enorm. Da hun skal føde og det går trægt prøver kvinden, der hjælper med fødslen at føler efter i vagina. Først mener hun barnet er smukt, så at det har en snude og endelig at det må være en bjørn. Alle flygter ud af huset undtagen de to forskræmte forældreløse. De ser bjørnen nå halvt ud, ber for deres liv og fortæller, at alle de andre er flygtet, hvorefter den farer ud af huset med kvinden, der nu er død, om sin bagkrop. Ude forfølger den de flygtende i deres to konebåde gennem vandet. Den får kæntret den ene så alle drukner. Den anden, der har en amulet af et mågekranium omvundet med senetråd fra en sæl, kan den ikke kæntre. I den befinder sig den dødes mors mand og hendes forældre. De vender senere tilbage med en del andre, hvor de finder de to forældreløse i live. De fortæller hvad de har set.

Næste vinter, i det lille hus som forældrene har bygget til sig selv foran det store, forladte fælleshus, ankommer en mørk nat deres datter. Hun kommer baglæns ind i rummet. Faderen griber hende bagfra, slår armene om hendes liv, kroger hænderne sammen i ringfingrene og bakser hende hen mod briksen. Han kalder sin kone til hjælp, de får hende på plads, og hun besvimer. Tre dage senere kommer hun til live igen.

Hist.: Ikke historisk, men ret usædvanlig fortælling. Poul Egede hørte på Vestkysten flere gange om fødsler af monstrøst udseende babyer og fandt beretningerne ganske troværdige. P. Egede: Continuation af Relationerne ... 1971: 82, 87.

Kommentar: Bemærk genoplivelsesritualet for en angerlartoq, en hjemkommen, der optræder i flere østgrønlandske fortællinger.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Man fanger ørreder fra kajak i en lille vig man har dæmmet til med sten nær Kuummiit, men Kibidetsaqs far er kejtet og rammer yderst få. I irritation og misundelse på de andre, mere behændige, hiver Kib.s far sin ankersten op, ror midt ind i vigen og jager ørrederne ud. De andre prøver skrigende at spærre fiskene udvejen, men forgæves. Nu nærmer Naja's (Naaja,s ?) far sig Kib.s fars kajak truende. Kib.s far ryster af skræk. Han tror han skal dræbes, men nej. Da så Najas far løfter ham halvt op i kajakspidsen, tror han han skal druknes. Men han må ro ind i denne latterlige stilling, fordi kajakken er blevet halvt fyldt med vand inden Najas far slipper den. Alle får sig et billigt grin.

Hist. Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. OBS!

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop.

Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.

Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq.

Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.

Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nær Inartadi / Innartalik (på Sermiliks vestbred) bor tre brødre og en noget ældre mand, der er gift med deres lillesøster. De tre brødre rejser på sommerfangst mens deres svoger og søster blir ene tilbage. Daglig, når manden kommer hjem fra kajakfangst ser han sin kones anorak til tørre under konebåden. Efterhånden mærker han efter, jo, hver dag er den våd. En morgen lægger han sig i skjul og ser sin kone kopulere med deres store hvide hanhund og bagefter vaske anorakken. Da samler han en masse orme og tanglopper, der æder en hel sæl i en fart, og placerer dem så under dækstenen til sin kødgrav. Han fører sin kone derhen, befaler hende at sætte sig, river dækstenen væk under hende og trækker hendes husbukser af. Snart render blodet fra hende. Orme og tanglopper tømmer hendes indre. Hun dør, han dræber hunden og begraver de to sammen (man kan stadig på stedet se en gammel grav med et menneske- og hundekranium ved siden af hinanden). Ængstelig afventer han brødrenes tilbagekomst. Da de lægger til fuldt lastede og han straks fortæller dem om sit drab og årsagen til det, vil den yngste straks have hævn, men den ældste maner til besindelse: Den ældre mand har været som en far og opfostret dem. De vender rundt og ror bort.

Den ældre mand stuver nu telt, ejendele og kajak i konebåden og padler med styreåren mod syd. Han vækker opsigt i en konebåd uden roersker. Hvor han lægger til, inviterer man ham til at blive, men han afslår og de forstår, at han er bange for brødrenes hævn. Det lykkes ham efterhånden at få to små forældreløse piger som roersker, og først da han når langt ned ad sydøstkysten, til Itiduartit / Ittuluartit (mellem Umiivik og Timmiarmiut / Timmiarmiit), lykkes det folk at overtale ham til at slå sig ned, da de lover ham beskyttelse mod brødrene.

Hist.: En meget moralsk fortælling, der uanset historisk kerne viser, at man fandt det muligt at flygte fra en truende blodhævn sydpå og slå sig ned dér.

At begrave en hund sammen med et menneske omtales undertiden som en skik i kilder til Vestgrønland. I denne fortælling forekommer et konkret tilfælde åbenbart så usædvanligt, at det kan være det alene, der har givet anledning til at digte fortællingen. Der er ingen associationer til den udbredte myte om kvinden der blev gift med en hund.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Et norsk skib tilhørende Rangvald Knutsen frøs fast i isen ved Kulusuk i vinteren 1893. Nordmændene havde en del gamle bøsser, krudt og kugler med som handelsvarer. En aften så en dreng i fælleshuset nordmændene nærme sig fuldt bevæbnede med bøsser og råbte, at nu kom de for at dræbe alle. Alle lamper blev straks slukket. Snart lød et mægtigt drøn udenfor. Så endnu eet. Nordmændene råbte ind: Tænd lyset, der er ingenting i vejen. Jo, vi er bange lød det tilbage. En mand gik ud og fandt ud af, at det bare var nordmændene, der skød nytår ind. Så fik man blus på lamperne igen.

Hist.: Morsom historisk beretning.

Det lykkedes iøvrigt disse overvintrede nordmænd at tilhandle sig alle de varer som KGH skulle have indhandlet ved etableringen af handelsstationen det følgende år, 1894.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

For længe siden i helt andre tider gifter en ganske ung forældreløs dreng sig med en ligeså ung forældreløs pige. Begge parters brødre er alle druknede i kajak. En gammel mand giver drengen en formular / trylleformular og ordre til at de begge, dag og nat skal beholde anorakken på og med hætten foran ansigtet. Går han ud, skal hun følge ham. Snart føder hun en stor dreng, der som fireårig falder gennem den tynde is på en sø. De unge forældre sørger ikke til stor forargelse for alle fæller undtagen den gamle. Tre dage senere kommer drengen, som man har kunnet se ligge på søbunden, tilbage som om intet var hændt.

Kommentar: Dette er blot een af de mange angerlartoq - fortællinger, som Victor har fået.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 79: qingmiarqanik pujôrineq, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 92 - 93 (Nr. 22, men

med flere data om familieforhold)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 101 - 102.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Store Markus, Mákorsawaq, Makkorsuaq, var ifølge Knud Rasmussen Upernavik-distriktets bedste hundeopdrætter. Familien villle ikke røbe hans metode over for Hans Lynge, men Jûntâq kunne fortælle, at hvalpene blev bragt til at afsondre noget slim ved rygning med en blå blomst, oqaasat, den tungelignende (saxifraga?). Slimet mentes at stamme fra livmoderen. Fjernelsen skulle gøre hundene mere modstandsdygtige.

Hist.: Historisk episode fra slutningen af 1800-tallet.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:
Junta fortæller her om engang (ca. 1920) han var i Iqasartewa (Ikaasap Ittiva ?) en ø på østsiden af Kulusuk. Her jagede han en sæl, der forekom ham at være hvid med en sort plet på skulderen. Han harpunerede og dræbte den, men den forsvandt blødende. Dens hoved havde været som en hunds. Senere fik han ved Isortoq at vide at nogen netop havde lavet en tupilak af det udseende imod ham.

Hist.: Selvbiografisk begivenhed.
I 1920 var næsten alle i Ammassalik - distriktet døbt. Beskyldninger for hekseri forekommer dog endnu i dag i området (Pierre Robbe, pers. medd.).

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nord for Kuummiut / Kuummiit i Kujanidi boede på et tidspunkt kun fem mennesker i et hus: Kibidetsaqs  / Kipilatsats far og dennes kone, og Kunuk, hans kone og deres eneste søn på ca. 30 år. De andre børn var alle døde.

Sønnen drømte en nat at Umiiviks angakkoq / åndemaner havde røvet hans sjæl, hvorefter han blev syg og kort efter døde. Kunuk hævnede sig med en formular / trylleformular, der dog ikke egnede sig til at røve sjæle men kun til at tiltrække nogen. Ganske tidligt næste morgen ankom da også på slæde bemeldte angakkoq sammen med sin kones unge lillebror. Det lykkedes Kunuk at lokke angakkoq'en op til huset og overfalde ham, mens denne var ved at trække sin anorak af over hovedet. Kunuk var dog for bange og måtte kalde Kib.s far til hjælp. Denne myrdede angakoq'en og man råbte efter den unge flygtende svoger, at ham ville man intet ondt, men at man havde hævnet angakkoq'ens sjæleran på Kunuks søn.

En del år senere var Kib.s far uheldig med sin lyster som han fik stukket sig i hånden med. Både hånd og arm svulmede op til en sæls størrelse. Der var intet at gøre. Det var så angakkoq'ens sjæl der havde hævnet sig.

Endnu flere år senere mødtes den nu voksne unge svoger og Kunuk ude til havs, hvor den unge netop var ved at ordne en sæl til bugsering. Det lykkedes den unge at få sig vendt i en gunstig position, hvor han hævede harpunen og truede Kunuk med at ramme ham i ryggen. Han lod dog den rystende angste Kunuk ro bort, og først længe efter gjorde Kunuk holdt for at få vejret.

Hist.: Sandsynligvis en historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvoraf det bl.a. fremgår at ikke alle mord blev hævnet korporligt, men at en del ulykker og dødsfald blev tolket som resultater af hekseri o.l.. Se bl.a. Sonne 1982.

Kunuk er ikke identisk med sagnhelten Kunuk.

Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En dag har Ningawats / Ningâvan / Ningaavan, Laurits' kone, Nugada, spist en hel sællever, som han gerne ville have smagt. Han tæver hende, hun vil drukne sig, siger hun og løber med sit lille barn i amaaten ud og ned mod isen. Ved råbet fra flere om at hun vil drukne sig får han i fart sine bukser på, men med vrangen ud, fordi de hænger til tørre. Alle ser til gennem kighuller i isen på ruderne mens han løber afsted med pletter af skidt på buksevrangen som om han var nøgen og fuld af blå pletter. Ægteparret mødtes på halvvejen, fordi Nugada havde fundet vandet for koldt og var vendt om.

Hist.: Lattervækkende historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet, fortalt af en nevø til Artewarte, Nugadas svigerfar. Denne base rummer yderligere en fortælling om Nugada.