Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).

Resumé

JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.

Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:

s. 172: Ila asuliinaaq ...

For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige  at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.

Taamanikkummi ...

For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.

Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets

s. 173:

Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"  

s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...):

Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Historisk fortælling.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 19 (genfortalt af H.Lynge)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 21.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fordi Juuntaat var af blandet herkomst og hans plejefar Makkorsuaq mente, at det var skadelig for hans fangst at komme i berøring med ublandede europæere, blev Juuntaat allerede som 14-årig sat til at klare al handel med europæerne.

Hans Lynge giver derefter en karakteristik af blandingsfamilien, der var stolte af deres danske afstamning, havde stor selvfølelse og var næsten mere konservativt grønlandske end alle andre.

Hist.: Historisk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 81, l. 5 - sidste

linie. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 88, l. 5 - side 89.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, var en vinter blevet for gammel til at fange, han søn, Simon, var blevet sløj, så familien overlevede på de ulke, som fortælleren fangede gennem den tykke havis.

Senere forstod man, at en vis Marmaré, efter hvis far Simon var opkaldt, havde hekset over ham, fordi hun så ofte tiggede tobak af ham, at han erklærede at han ikke længere ville være hendes far. Fornærmet havde hun taget familiens hundelænker, bundet sælskind i begge ender og lagt dem i en gammel grav.

      Samme Marmaré havde et dårligt ry. Da hun sammen med sin unormale datter var blev overladt til at sulte af sin egen svigersøn, der ikke kunne udstå hende, ville hun skære sig stumper af konebådens skind for at spise det. Men den var forsynet med ravneklør som forsvarsamuletter og M. for tilbage i huset, så angst at hendes øjne glødede.

      Frederik, sønnen til en mand, Pulu, der forbarmede sig over de to og tog dem i hus, så et uhyre suse forbi, da de to kvinder var rejst. Det var nok noget af Marm., der var blevet hængende og nu endelig forlod dem.

Hist.: Begivenheder fra omkr. 1900.

Kommentar: Ifølge navneskikkene ville Simon, skønt sikkert yngre end Marm. men opkaldt efter hende far, også være hendes far.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97 - 98.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Makkorsuaq igen.

Juuntaat (Jonatan). Han var meget omhyggelig med sine fangstvåben. Han ville under ingen omstændigheder bruge døde menneskers våben. På den anden side ville han altid gerne prøve noget nyt, og derfor havde han engang lånt en kajak, som en død mand havde ejet, og den roede han rundt i, fordi han gerne ville se, hvad der kunne ske ved det. Og det kan nok være, at han nær havde fået sin sag for, da han stødte på en rigtig aggressiv hvalros. Alle hans bopladsfæller så til, mens han var oppe at slås med den rasende hvalros. Den svømmende ind under kajakken og klemte sammen om den, så man kun kunne se dens luffer, og så ødelagde den kajakken. Da den nu havde ødelagt hans kajak, fik han fat i sin harpunrem og svømmede væk fra den. Takket være fangstblæren kunne han holde sig ovenvande. Og hans søn roede ud til ham og fik ham op.

   Iisaaq fortalte således om begivenheden:

   Han havde købt kajakken af Bidstrups far. Og mens han roede i den, kom de op på linje med hvalrossen, så de så den nede i vandet, lige før den så dem. Og lige før han ville vende om, råbte han til sin søn: Så, nu får den øje på os! Og han var stadig ved at vende om, da hval-rossen nåede ham og fejede hen ad kajakken uden at lave hul i den. Da den dukkede op for anden gang, tog den om kajakken med sin luffe, så kajakkens stævn blev trukket ned i vandet og vippede rundt. Da kajak-ken vippede op igen, fløj fangstblæren hen over den og landede på den anden side. Hvalrossen dukkede op på siden af kajakken med fronten mod den. Makkorsuaqs søn skreg til den af sine lungers fulde kraft om at holde op. Og hvalrossen forsvandt bare ned under vandoverfladen uden at gøre mere ved ham. Han mente, at kajakken var årsagen til det, der skete. Fordi fangstdyrene lagde mærke til, at det var døde menneskers ting.

Hist.: Historisk begivenhed, der angår tabuer ved død. Tidligt 1900-tal?

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 89 - 90.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Noget at afskrække med.

Juuntaat (Jonatan). Når Makkorsuaq lagde noget fra sig, havde han ikke noget imod, at det blev taget, og det gjorde ham heller ikke noget, at vi tog noget og flyttede det til et andet sted. Men han ville absolut ikke have, at nogen rørte ved noget i hans køddepot. Når han havde lavet sig et køddepot, og alle stenene var lagt til rette, så stedet var færdigt, spyttede han ned i denne kødgrav. Så tog han en overarms-knogle og gjorde den ene ende helt glat med en fil og indgraverede små huller, der lignede øjne og malede dem derefter med sod. Når han var færdig med den, lagde han den ned i køddepotet. Han sagde, at når man havde gjort sådan, ville ræve eller isbjørne aldrig røre disse depo-ter. Ind imellem skete det, at en og anden isbjørn befandt sig ved en af disse stensatte depoter, og sommetider kunne de lægge sig på kød-graven og rulle sig sammen og sove, endda i temmelig lang tid. Men de ødelagde aldrig noget.

   Iisaaq fortalte om ham:

   Man sagde om min farbror Makku, at han havde noget, som afskrækkede andre. Når han lagde noget i køddepotet, ville hverken is-bjørne eller andre dyr æde det. Jeg ved, at hans bedstemor gav ham et par gamle kvindebukser, som han kunne bruge til afskrækkelse, og det var en af hendes egne kvindebukser. Når dyr kom for at få fat på noget af fangsten i kødgraven, vendte de den ryggen, så snart de kom derhen.

Hist.: Historisk fortælling

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61, l. 3 - 7 og 81

(de første fem linier, men hér er fortælleren Jûntât hovedpersonen, ikke hans

plejefar Mákorssuaq, Markus) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 66 og

88.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, der var storfanger, havde uheld med fangsten en vinter, hvor en vis Arnawiaq boede hos dem. Hun løste sit hår, mens han var på fangst. Til sidst skældte han hende huden fuld og hun rejste fornærmet bort. Hvorefter M. igen fangede stort som før.

Hist.: Ca. 1900, dvs. efter at man som døbte ikke burde regne de tidligere tabuer for virksomme længere.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

I Ikertêwlik ser man kajakker, som man tror er fra Kullorsuaq, ro ud til en engelsk hvalfanger for anker, men da man selv kommer derud er kajakkerne allerede forsvundet. Men de har solgt en nyfanget sæl, et par tøfler af sælskind og mange hvalrostænder med hul i på en rem. Fortælleren undrer sig over hvem det kan have været.

Hist.: Forsøg på at forklare en begivenhed, som man ikke med sit almindelige lokalkendskab kan forstå. Fortælleren mener at der i nærheden bor mennesker man ikke kender. Sådanne forklaringer tyr man ofte til i Grønland og de trives sporadisk den dag i dag.