Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 112 - 113.

Resumé: En dag K. har harpuneret en sæl på den anden side af en

isflage, sætter linen sig fast under flagen, og K. må bruge så enorme

kræfter på at få linen løs, at hans tøj flænges i stumper over ryggen.

En anden gang har han sin unge søn Juuserfi med ude i kajak. Der

ligger megen is, men da sønnen bag K. er ved at blive klemt inde

mellem to isflager, vender K. lynsnart rundt trods den megen is og når

både at skubbe sønnen bagud gennem revnen og selv komme igennem, inden

den lukker sig.

Hist.: Tid: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på. Sandgreen 1987: s.

263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik 2001: 212 - 217: "Qivittulersaarut".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 134 - 142 (dialekt) og ulige sider: 135 - 143 (engelsk).

Resumé:

RT var sammen med en del andre i konebåd på bærtogt over for Ittilliatsiaq nær Illukasik (syd for Nanortalik). De fik et kort besøg af Aabili i kajak på vej til Nanortalik. Han tog nogle nyfangne ryper med for Ortooraq og kom tilbage langt senere end ventet med shagtobak og skråtobak. Tobakken blev ivrigt nydt inden maden, hvorefter man længe nød den stille aften, sang flerstemmigt, og gik så til sengs under den omvendte konebåd. Renethe og Ortooraq var blevet tørstige og ville gå til elven for at drikke, men lokket af den vidunderlige aften gik de til en langt fjernere elv, drak og fyldte en sælskindspose med drikkevand til de andre. Tilbage igen gav RT de andre at drikke mens Ort. tissede. Hun tissede så selv og lagde sig. Hun anede ikke at hun nær havde rørt ved qivittoq'en Anariaq, der stod lige bag konebåden.

      Næppe havde hun lagt sig før Aabili gav sig af skræk. Han gentog at han var ude af sig selv af angst. Så talte Anariaq med hans stemme, og nogen skældte og smældte. Aabili blev urolig, sprang op og hen under konebåden. Man prøvede meget længe at vække ham, uden held. Han skreg og hylede. Den ældste, Juuserfi, mente ikke Aabili ville gøre nogen noget. Man skulle bare lægge ham på en bestemt måde og lytte til ham. Efter lang tid hvor Aab. (tilsyneladende ?) ikke trak vejret (pulsen var normal) gav han sig med en rypekaglen til at fortælle, dvs. Anariaq fortalte sin historie om hvordan han blev qivittoq.

      Han gemte sig ved fjeldet, Anorliuitsoq, for dem der ledte efter ham, blev anfaldet af sorg over kone og børn, der nu var uden forsørger, spiste for første gang den fjerde dag, en rype rå, fandt kun ækelt blåligt vand, men til gengæld fandt ud af at han kunne flyve. Han fløj til toppen af Nuuks storfjeld, Nasarsuaq (nær Kap Farvel) og nød den vidunderlige udsigt. Blev atter anfaldet af sorg over konen, hvis navn han hele tiden glemte, græd længe, fløj igen, mod øst. Prøvede så at få fat i konen, Peqqinngitseq / Ammaalia, men noget hvidt spærrede hver gang for ham. Tilsvarende havde han den ganske dag fulgt efter Aabili, sin svoger, for at tage ham. Efter endnu en lang klage over den elskede kone, som han heller ikke anden gang havde kunnet få fat i, fortalte han om den flerestemmige sang, som han havde nydt, og så forskrækkelsen over Aabalis angstråb.

      Anfaldet / mareridtet ebbede ud med en tryllesang, som Aabili sang.

      Aabili døde som gammel i 1948 på alderdomshjemmet i Qaqortoq.

Hist.: RT var 66 år i 1949, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Stammede fra Illukasik. Forældrene immigrerede fra Sydøstgrønland. Har boet på flere små bopladser omkr. Kap Farvel, Nanortalik kommune.

      Fortælling fra slutningen af 1800-tallet. Aabili har haft mareridt, ville vi sige, og drømt om sin svoger, der gik qivittoq.

Navne, der nævnes i fortællingen. Konebådens folk: RT og hendes barn, Eefaliimi;

Anarsi's slægtninge (foruden Aabili): Juuserfi med kone, Elisabarajik, datter Emmarajik (døde 1948), og søn Saalumuut (lever endnu i 1949);

Kattaliit, Kalistianes datter;

Justiinarjik;

Aalipikka; Manasses datter Eedivik (der er RT's slægtning).

Magdaline Rebekka var Aabilis kusine.

Barnabas, der muligvis er søn af Emmarajik eller Saalummuut, er opkaldt efter Anariaq.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 74 - 76: "Ersiornera"

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 130 (dialekt) og ulige sider: 131 (engelsk).

Resumé:

En aften da ED havde besørget et ærinde i Nanortalik for den hjemlige kateket og skulle ro hjem til Illukasik, blev han slået af angst, skønt vejret var fint og intet burde forurolige ham. Forbipasserende fugle vil ham ondt, troede han. Og at der nårsomhelst ville dukke en hårtop op af vandet, der ville trække hans paddelåre med ned i dybet. Med idelige bønner til Gud og gentagne forsøg på at se væk fra billedet af hårtoppen, nåede han helt udaset og gennemsvedt hjem og i land. Skønt moderen spurgte til hans tilstand lod han en passende tid gå, før han fortalte om oplevelsen. Juusefi / Juuserfi fortalte senere, at han også har set den hårtop og kun reddede sig ved at fortælle om sin omvendelse.

Måske var hårtoppen en tupilak, slutter ED.

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

Der er flere fortællinger om sådanne angstanfald, der formentlig også kunne føre til den frygtede kajaksvimmelhed. Søg fx på Kukkujooq kajaksvimmel.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 249 - 254: "Qivittut".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Appolonie Ulriksens far, Ortooraq, har fortalt hende om dengang qivittoq'en Ikuunia prøvede at stjæle Immanukasiks / Emmanuel Motzfeldts eneste lille søn ud fra en konebåd, som familien sov under på en udflugt. Årsagen til hævnforsøget var en strid med Immanukasik og hans mange brødre om en stor ørred, som Ikuunia ikke fik. I vrede gik han qivittoq. Om natten gav forhænget foran den på siden vendte konebåd sig til at blafre og drengebarnet, Makkujoorsaq at glide ud. Moderen holdt fat i den anden side, faderen sov som tryllebundet og kunne ikke vækkes. Alle var bange undtagen gamle Angaartaa (Juuserfi ?, søg denne), der mente sig sikker som døbt og gang på gang gik ud og skræmte Ikuunia på flyvende flugt op mod fjeldet. Da det blev lyst pakkede man skyndsomt og tog hjem. Emmanuel havde ondt i hovedbunden, fordi hans kone havde søgt at trække ham vågen ved håret.

Ortooraq, der var Ikuunias fætter og jævnaldrende, fortalte både om forsøget på i begyndelsen at lokke Ikuunia hjem igen og om engang han spiste muslinger ved stranden var blevet angrebet af Ikuunia. Han ankom i en ravns skikkelse, blev til en mand med en slags blanke gummistøvler af flettede rodtrevler. Dem havde hans mærkelige indlandskone flettet. Hun var ganske lille, som et ærmeovertræk. Egentlig skulle Ikuunia have været gift med en kvinde, som hans tante, Ciisiilia, ikke havde villet vide af. Hende skulle Ortooraq hilse og spørge om hun (også ?) havde noget imod en indlandskvinde som svigerdatter. Denne blev hindret i at angribe Ort. af Ikuunia, der selv greb ham i brystet, så han bagefter fik en betændelser dér, som var længe om at heles. Da Ort. kom hjem, kunne han intet sige. Først da han var bristet i gråd fik han tungen på gled.

      En anden slægtning til Ikuunia, Ortukasik, blev også angrebet af ham ved stranden. Det var som straf for at denne ikke havde troet Ortooraqs beretning.

      Ikuunias søster, Eelisi, sørgede den første tid for sin bror med mad. Hun tog en dag sin søster, Vaabu, med ud. Maden blev lagt på en sten, for Ik.s ånde smittede. Lavet på stenen sprængtes, da Ik. kom, og storesøster omfavnede lillesøster: Hun skulle ikke være bange.

Om qivittut fortæller AU iøvrigt, at det blev man af egen fri vilje. Ikke alle fik dog overnaturlige evner.

Man blev opfordret af 'menneskeskaberen' til at vende hjem igen. Ellers tog han dåben fra qivittoq'en, som så blev helt hul.

Var.: Søg på Ikuunia.

Hist.: AU var 66 år i 1965. Denne version har næsten alle fortællinger om Ikuunia med.

Som man ser har kristningen i høj grad påvirket forestillingerne om qivittut.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 9 - 11.

Resumé: Naaja og hans kone fik mange sønner: Tiardukku, Kukkujooq,

Pikkinaq, Kaakajik, Ilinngivakeeq og Aardivartik. De blev alle

åndemanere, men ikke særlig fremragende. Kun muligvis Kukkujooq, hvis

han i overensstemmelse med overleveringen vitterlig engang fangede en

tupilak under en seance. Ilinngivakkeeq ranede engang en sæl.

Kukkujooq fik fire sønner, bl.a. Kajammat, der blev gift med Kaakaaq,

og tre døtre. De fleste omkom dog engang, da et isbjerg kælvede ned

over en konebåd. Den eneste overlevende var Quinngi fra en anden

Sermilik-familie.

Hist.: Ifølge Victor 1989 - 93, II: 408, skulle Ilinngivakkeeq /

Ilinnguakkii / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) være født før Kâvkajik /

Kakasik (ca. 1835 - 1885). Quninngi blev født i ca. 1874 og døbt

Nataanialik i 1920.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Resumé:

Sommeren efter sit besøg hos falkeånderne (se J. Rosing 1963: 204 -

207), gentager N. besøget, bliver vel modtaget, og alle undrer sig

over så stor han er blevet. Han får repareret et hul i sin kamik af to

monstrøse åndepiger, et rødt og et sort uhyre, der holder til under

briksen. På hjemvejen løber eller rettere flyver N. om kap med sine to

hjælpeånder. Denne gang forsøger de ikke at fange ham. Piisui / Kukkujooq

slutter med at gøre rede for fortællingens overlevering fra Naaja til sin søn,

og fra denne til sin søn, der var P.s far. Han blev dræbt mens P. var

spæd, men nåede at fortælle den til P.s mor, der har fortalt den til

ham.

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Piisuis far

Kajammat blev myrdet i 1890.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 106 - 112.

Resumé: Fortsættelse af "Et fangstmiddel til tupilakker", nr. 36.

K. følger gåsens anvisninger og lander uden mén sammen med gåsen på et

smukt tværstribet fjeld langt mod nord. Han kalder på en ånd,

ligemeget hvilken, og ser så et menneske sidde i nærheden og klappe ned

ved sin side. Med de vanlige høflighedsformularer indledes

bekendtskabet. Ånden fortæller at han bor langt mod nord ved Amaa, men

ikke kaldes Amaaboer. Han hedder Paqqi ligesom sine fæller, fordi de

kaldes "dem med forsiden". Den er lyserød som gennemskinnet blod, mens

ryggen er hvid og oversået med pletter. Han synger mens han taler,

fordi man deroppe i nord* synger så meget. Han ved, hvordan man fanger

tupilakker, som man skal søge efter allevegne, idet man begynder inde

i huset, derefter under sten uden for huset, dernæst ved en sø i

indlandet og slutteligt ved havet. Sangen man afslører tupilakken med,

får dens skjul (en kasse, hvorefter sangen gentages og skjulestedet er hhv. gulvet, stenen, søen, havet) til at flytte

sig, og nævner hvem, der skal fange og dræbe den. K. skal afprøve

sangen ved en elv, harpunere tupilakken, når den dukker op, og trække

den på land. Da kan han fange en tupilak, og hvis det blir alvor skal

Paqqi nok komme til hjælp. K. flyver tilbage med gåsen til søen. Gåsen

flyver bort, K. går straks langs elven ned efter sin harpun, går

tilbage, afprøver sangen, der har effekt, harpunerer tupilakken og med

opbydelsen af alle sine kræfter får han den lidt efter lidt trukket op

på land. Henrykt syngende vender han hjem.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

*Det tværstribede fjeld er normalt stoppestedet for den åndemaner, der

flyver sydpå langs kysten for at komme over til vestkysten (J. Rosing

1963: s. 199 - 202; 212 - 213; Sandgreen 1987: s. 201 - 204). Åndens

lyse hud, fregner på ryggen og lyst til at synge kunne ligesom de

hvide kristne, også tyde på, at retningsangivelserne skal oversættes til de østgrønlandske, dvs. spejlvendt i forhold til de vestgrønlandske. Det er da langt

mod syd (i det kristnede Sydgrønland), at K. træffer P., der giver ham

magt over tupilakker.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 43 - 45.

Resumé: Kaakaaq får en søn noget før hun skulle efter at være flyttet

ind til (blevet gift med) Kajammat. Kajammat fatter dog ikke mistanke,

men har en amulet parat uden for husgangen, en lille levende

blæksprutte, som han stiller den nyfødtes fødder på, for at selv den

største åndemaner ikke skal kunne røve hans sjæl. Samtidig synger han

en tryllesang. Derefter bærer han ham ind, vasker ham over hele

kroppen med væske fra sælskind og erklærer, at mundvandet hos den, der

hader sønnen, vil blive som denne skindvæske. Men Kaakaaq har allerede

brugt sin viden fra sønnens biologiske far, Eqeqqoq, idet hun har bidt

sin nyfødte søns navlestreng over. Sådan gør hundene, og derfor vil

sønnen ligesom hundene vokse sig stor og flot. Sandgreen gør sig

herefter en del overvejelser over det hævnkrav, som forældrene har på

hinanden og nu forenes i deres fælles søn.

Hist.: Tid: 1885. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen mener ikke, at Kajammat var åndemaner. Det var han

ifølge Victor 1989 - 93, II: s. 409.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 11 - 12.

Resumé: Sandgreen opregner de fleste bopladser i Sermilik-fjorden og

sommerpladsen på øen Ammaat i fjordmundingen, hvor fjordboerne oftest

samledes (formentlig under sommerens sælfangst efter ammassatfangsten,

hvor øen Qinngu / Qinngeq i bunden af Ammassalik-fjorden var hele

egnens samlingsplads. BS.). Her træffer Naajas sønnesøn Kajammat (søn

af Kukkujooq) den unge pige Kaakaaq, der er datter af Nalakkaaq, og gifter sig med

hende. Da Naaja engang har ranet sjælen fra en af Nalakkaaqs

slægtninge i forrige generation, og Nalakkaaq selv bliver sjæleranet

af Naajas søn Ilinngivakkeeq (se Sandgreen 1987: s. 221 - 224), gør

Sandgreen sig en del spekulationer over, hvorfor de to unge har giftet

sig, når deres familier har hævnkrav på hinanden. Nalakkaaqs øvrige

børn er datteren Umeerineq og sønnerne Sinngertaat, Aaviakkuluk og

Aqipi.

Hist. Tid: sidste halvdel af 1800-tallet. Persondata søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sinngertaat. Åndemaner, f. 1854 (ca.),

selvmord 1907.

Tolkning: Sandgreen opfatter kravet om blodhævn som en naturlov, der

må sætte sig igennem før eller siden, men mister sin kraft med dåben.

Om blodhævnen som ideal og i praksis, se Sonne 1982.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS