Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Ammalilik og hendes familie
Dokument id: | 2318 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ammalilik og hendes familie |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 105-108 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Ammalilik var mandegal. Var først gift med Amare, men hvem hun vist fik alle sine børn: Maratsi, Puukkaaqarteq, Kalia, Kaangitsukkaaq og Atsaajik. Derefter med den 18 år yngre Quarrajeeq, der gennembankede hende fordi hun var en sjuske med hans tøj og lå i med alle mænd. Som hævn fik hun Maratsi til at dræbe Quarrajeeq ved at tilhviske denne, at Quarrajeeq stræbte ham, Maratsi efter livet. Han fik overtalt Sanimuinnaq til at være med. De dræbte ham i 1881 med uhyggelige eftervirkninger for Sanimuinnaq (se ID 872). Ammalilik flyttede til sin datter Kalia, gift med Akku, men fik snart besnæret Akku. Kalia druknede sig. Akku efterlod Ammalilik i sneen under en hård slæderejse til Quarmiid, hvorfra en behjertet mand tog ud og hentede hende, med stærke forfrysninger. Et par måneder senere blev hun afhentet af Maratsi. Hun kom sig aldrig ordentligt over forfrysningerne og druknede sig 58 år gammel i 1888.
Var.: ID 872.
Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Dokument id: | 1658 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiardukku (Tiarduko) |
Nedskriver: | Rosing, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 152 - 155 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"
Resumé: Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq, hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden. Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere af dem endog uden grund. Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans (Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq. Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning. |
En habakuk fortælling
Dokument id: | 750 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 2, læg 15, Thule 1909 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | En habakuk fortælling |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 A3 sider |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.
Afskrift i nudansk retskrivning: Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?). Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.). Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.
Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.
Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.
Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."
Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.
Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)
Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.
Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."
Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."
Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.
Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte? Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne. På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer. De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden. Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.
Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer. |
Min mor, Kâkâq / Kaakaaq
Dokument id: | 1708 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kalia, Elisabeth |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Min mor, Kâkâq / Kaakaaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 295 - 297 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Datteren Elisabeth fortæller om sin blinde mors hyppige besættelser efter at hun havde fattet interesse for kristendommen. De foregik ofte ved fuldmåne, gav hende tilsyneladende synet tilbage og desuden enorme kræfter, som ikke en gang K.s søn Piisui / Kukkujooq kunne klare. Først blev hun som regel angrebet af et uhyre i menneskekrop, et hundeben og et fugleben, som hjælpeånderne forsvarede hende imod. Dernæst af hjælpeånderne selv. Først når det lykkedes Piisui at snige sig ind på hende og klaske hende på begge ører, faldt hun sammen og var derefter længe om at komme til kræfter. Elisabeth var engang så uheldig at møde K.s sidste trofaste hjælpeånd, som gav sig til kende ved navns nævnelse. K. blev rasende, da E. fortalte om det, og besluttede at bekende alt om denne Pukuanna og dermed sende ham bort for altid. Men mens det suste og klaprede i hele huset, forstod man ikke andet af K.s tilståelse, end at P. havde villet dræbe hende, fordi hun ville døbes - men kun havde magtet at blinde hende.
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Pângo ilaqutailo
Dokument id: | 1946 |
Registreringsår: | 1949 |
Publikationsår: | 1949 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Pângo ilaqutailo |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 113 - 116 + 127 - 128 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
Pângo / Paangu og hans slægt. Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk. Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden. De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret- ning. Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle. Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for- tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger: Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham. Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky. Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme. Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således: Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere, og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd- te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe- den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me- get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem. Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til bjørnen, vendte bjørnen sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde. Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky- de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter. Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn. Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5 andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt. Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen. Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset. Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin. Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.
Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden. De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me- get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af. Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv- dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn. Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud- mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde. Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be- gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst. Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune- rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte, en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde. Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem, fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900 oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende. Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os. I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget, for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø- re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka- ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige ting, de havde været ude for. Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde. Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside, så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at se.
(127 - 128:) Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte. Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst- parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset. Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt, og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam- men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned- lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den. Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre. Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten, trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung. Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde: 'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo- stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk- ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre, men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre. De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle. Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand- synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.
Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS). Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn- dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan- ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der- selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier. Forskellige notater, der er tilføjet af enten RP el. Keld Hansen:
Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356, "Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen". Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger..... Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt i det svenske tidsskrift "Ymer"
Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232. ...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr. Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her- boende grønlændere underkastet antropologiske målinger. s 243: Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin- teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho- ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes, er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin- lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for- talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn- dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ- gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP). |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com