Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Klemmens gav 4 resultater.

Besøg hos måge og ravn i menneskeskikkelse (opr. uden titel)

Print
Dokument id:463
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman ?)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Besøg hos måge og ravn i menneskeskikkelse (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 36
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En kajakmand på besøgsrejse gik ind i et hus hvor der i

den ene ende var én, der var helt brun, og i den anden ende én der var

sort. Det viste sig at det var en måge og en ravn.

Den ene af beboerne sagde: "Gå ud og hent ammassætter!" Da denne kom

ind med dem satte han dem frem. Mågen hviskede til gæsten: "Sikke

noget buskads at byde dig". Gæsten spiste kun lidt og holdt op. Den

sorte (ravnen) sagde noget. Han serverede noget ørred oven på noget,

der smagte af fiskeslim. De bød ham på laks. "Jeg vil spise laks på

den anden side af den store elv med lystrene hængende oppe," sagde

han. Værten kiggede ind under briksen med korte mellemrum. Så kom der

et menneskelignende væsen frem og sagde: "Det er første gang jeg ser

ham. Ja, jeg har just lige set ham". Det (væsenet) bestilte ikke andet

end at dreje rundt på gulvet. Den sorte kiggede ud af vinduet og

sagde: "Ningaaviarsuk ("ningaaq=svigersøn/svoger. En slags

svigersøn/svoger- eller: måske et navn på en person?) har fanget en

"kalungmeq"(?) Jeg skulle sige, at I skal ud og hjælpe med at slæbe

det (hen over land)." Da de havde slæbt det, gik han (gæsten) sin vej

og siden gentog han ikke sit besøg. Det var en måge og en ravn i

menneskeskikkelse.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

 

Tolkning: Flere replikker er temmelig uforståelige - måske en slags åndesprog? Væsenet, der kommer ud og snurrer rundt svarer muligvis til et afsnit fra Klemmens

fortælling nr. 14, hvor både ungkarlen og den tossede sorte sjæl drejer rundt.

Kajakmændene der udeblev (opr. uden titel)

Print
Dokument id:462
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman ?)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kajakmændene der udeblev (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 29 - 36
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Øst for disse efterhånden mange mænd lå en anden

boplads, hvor der boede en skruptosset mand. Den ene efter den

anden af de mange kajakmænd udeblev fra ture østover. De blev færre og

færre, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage.

"(?) jeg har lyst til "kanajortâjori" (fiske ulke?) hos

Tuussaaq-boerne" De andre på stedet advarede ham, for han var den

eneste tilbage (af mændene).

 

Engang om vinteren, hvor der var kommet islæg, tog han så afsted

østover på besøg med slæde. Han kørte uden om et lille næs og fik øje

på to huse, nederst et lille hus og oven for det, et stort hus. Han

bandt slæden fast til noget og gik ind i det lille hus, hvor der boede

et ægtepar. De sagde: "Vores genbo, tossen, ved som sædvanlig allerede, at du er her. Han vil selvfølgelig sende bud efter dig." Ægteparret tilføjede: "Vi skal nok prøve at hjælpe dig".

 

Ganske rigtig. Der blev råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle bede

gæsten om at komme op på besøg." Han gik op og ind i huset.

Inde i huset var der mange mennesker. De var meget venlige. Da de

endelig var gået i seng, kunne gæsten af frygt ikke sove. Manden, der

ikke var rigtig klog, gik ikke i seng. Han holdt vagt.

De øvrige gav sig til at snorke, så såre de lagde sig. Det viste sig

at de, der boede nedenfor, havde tryllet dem i søvn. Da de begyndte at

snorke, blev manden, der holdt vagt, lysvågen. Ungkarlen var også

lysvågen. Vagtmanden begyndte at kigge ud af vinduet med jævne

mellemrum. Så gik han ud. Da han senere kom ind fra gangen

sagde han: "Uden for er han ved at rette skytset imod morgenstjernen.

Hvor søvnigt. Hvor søvnigt!" De mange bagved ("tunuaniittorpassuit")

snorkede videre. Da han gik ud næste gang, samlede gæsten en

stor læst op til at spile fugleskind over og holdt den tæt ind til

brystet for at kunne bruge den som våben. Så kom han op fra gangen og

sagde: "Udenfor er han ved at rette skytset imod morgenstjernen.

Hvor søvnigt, hvor søvnigt!" (?) Han stirrede ufravendt på husgangens

indgangshul. Så kom han til syne og mens han rablede det samme af sig

som før, slog gæsten ham meget hårdt med læsten ("taimagôq

peqardlivínágilaq": så han blev helt borte?) Man siger, at gæsten

faktisk trådte på ham på vej ud af huset, men han var død.

 

Han gik ned i huset nedenfor og sagde: "Så kan jeg bedre forstå, at

ingen gæster er sluppet levende fra ham." Ægteparret lovede at de nok

skulle hjælpe ham ved at skære bindingerne på deres slæders tværtræer

over. Ungkarlen gik ud for at tage afsted. Han løste fortøjningen og

kom afsted. Han var kommet frem til isfoden, da de oppefra råbte: "Gæsten er

på vej væk. Han er ikke blevet dræbt!"

 

Man kunne se, at lys og skygge vekslede i vinduet på det øverste hus.

De havde baksede med at gøre sig klar / få tøj på ("síngsêrneqaramik": de var blevet taget på sengen ?). Den første på vej ud hujede og sagde:

"Hør, ham den tossede ligger død her." De gik ned og kom afsted. Men

når de skulle dreje nede på isfoden, faldt slæden fra hinanden. En

slæde, hvis remme ikke var blevet skåret over, forfulgte ungkarlen,

men de kunne ikke indhente ham. Midt under flugten fandt han på at

dreje rundt. Det siger man jo ungkarle havde for vane. Sidste gang han

drejede rundt, gik det op for ham, at en stor sort skikkelse drejede

rundt samtidig med ham i nærheden.

 

Dette sorte væsen var nok sjælen af ham, den tossede. Da han kom hjem,

sagde han: "Nu forstår jeg bedre, hvorfor alle de andre er udeblevet.

De er blevet udryddet af dem, der bor øst for os."

Efter dette tog ungkarlen ikke mere ud på besøgsrejse.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Kommentar: Det var ellers mest om pebermøer, gammeljomfruer man sagde, at de drejede mod strømmen - undervejs til dødsriget. Forstået på den måde at de som ugifte og barnløse var "unormale", "bagvendte".

Svigermoderen, der ville være mand

Print
Dokument id:461
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman ?)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Svigermoderen, der ville være mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 28 - 29
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ukuamaaq (opr. uden titel)

En lille ældre kvinde havde en eneste søn. Engang han

tog ud på fangst, var hans kone og hans mor borte, da han kom hjem.

Han overvejede, om han skulle tage nordpå eller sydpå (for at lede

efter dem). Han tog sydpå. På den anden side af et lille næs fik han

øje på et lille hus. Da han gik derop og ind i huset, var hans kone

der alene, hans sølle mor var ikke hjemme. Han fattede mistanke, fordi

hans mor ikke var der og gemte sig bag vægbeklædningen. Hen på

eftermiddagen hørte man hende uden for huset; og at hun havde fanget

noget: "Jeg har fanget en ret stor moskusoksekalv." Hun havde fanget

en netside; og idet hun gik igang med parteringen, hængte hun

(svigedatteren?) gryden (over lampen). Hun blev færdig med flænsningen,

kom kødet i gryden, og da der blev tåget i rummet af dampen fra

kogningen, tog den sølle mor en støvlestrækker og sagde: "Måske skal

jeg lade som om jeg ror i kajak". Da hun begyndte at ro (som børn

gjorde det i leg), hævede hun sig op, og hun cirklede rundt inde i

huset og begyndte at synge (eller: fortælle): "Det kom sig, at jeg

fratog min eneste søn hans kone." "ernilîvorparnarmátitâ", jeg ville

skam fratage min eneste søn hans kone."

Hun fortsatte i retning af indgangen, som om hun blev skubbet af

bølgerne, og hun brugte et styreredskab, idet hun endnu engang gentog

det, hun havde sagt. Da hun i sin rundtur passerede sønnen, stødte

denne rasende foden mod hende. Så begyndte hun at kærtegne sin

svigerdatter; men denne skubbede hende fra sig. Moderen sagde: "Sådan

plejer hun ellers aldrig at opføre sig, "imaitasaaq"." Da hun

passerede indgangen og forsynede sig med et styreredskab, stødte

sønnen foden hårdt mod hende. Tænk, hun brugte en kajakspids som

penis. Da hun faldt ned, tabte hun den. Sønnen blev rasende og dræbte

sin sølle mor. I vrede gik han ud; men han kom ind igen og dræbte også

sin kone. Man siger, at da han rejste væk, kom han aldrig tilbage, for

han rejste væk for alvor.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Kommentar: Qeqertarsuaq kan være Nordre Storø, lidt nord for Paamiut, idet

nedskriveren er fra Kangilineq / Kvaneø, lidt syd for Paamiut. På den

anden side kan det være Disko, fordi fortælleren i en anden fortælling

både nævner slædekørsel på is og anvender en specielt nordvestgrønlandsk

glose for ulk.

Tunerdlugûnguna ... (opr. uden titel)

Print
Dokument id:2189
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tunerdlugûnguna ... (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 36 - 37
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Tummerluk (en der har slidt sine såler skæve) / Tunerluk ? havde en bestemt fjord han plejede at tage ind i om sommeren.. En gang da han efter et ophold derinde vendte tilbage til kysten, blev deres lille barn ved med at græde. Da det ikke kunne holde op, bad han sin kone sy et dobbelt lag såler til sine kamikker. Og barnet græd og græd. Til sidst fik han deres åndemaner / angakkoq til at holde seance, og da der atter blev tændt lys, sagde han at deres barns sjæl befandt sig inde på en nunatak, fordi den var blevet bortført af en indlandsbo.

 

Tunerluk tog igen ind i fjorden og begav sig ind i landet for at finde sjælen. Han gik over isen til nunatakken og fik øje på et hus. Han kom nærmere huset, hvorfra der lød gråd, den velkendte gråd. Udefra så han at der var to derinde som forgæves prøvede at få gråden til at holde op. Da han kom ind, sagde den ene indlandsbo: "Hvad går der dog af det?" Tunerluk tog barnet og gik ud med de to efter sig, men de var for gamle til at indhente ham. Han nåede så fjordkysten. Barnet græd stadig, men da han havde smurt det på ryggen, holdt det op. Han tog ud til kysten ved havet og siden skulle han ikke nyde mere af at tage ind i dén fjord.

 

Var.: Søg på: Tunerluk

 

Kommentar: En temmelig kedelig og kortfattet version af en fortælling, der i andre varianter er både morsom og dramatisk.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.