Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Kreutzmann, Kresten gav 97 resultater.

Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq

Print
Dokument id:337
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9
Fortæller:Bech, Samuel
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 2 - 3
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

 

Her ender fortællingen

 

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

 

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

 

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

 

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Akortalingnik / Akortalimmik

Print
Dokument id:1965
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:Dahl, Johan
Nedskriver:Dahl, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Akortalingnik / Akortalimmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 397 - 399, nr. 76
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Mangler tekst

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 114 - 115, nr. 84.

 

Resumé: Sagnets ejer.

En mængde børn advares af deres eneste voksne, kvinden Akortalik, under bærplukning mod at fortælle sagn om aftenen i teltet. De trodser forbudet og skræmmes ihjel af sagnets ejer, der forsvinder igen som lysende ild. Akortalik overlever imidlertid, fordi hun dækker sit ansigt mens sagnets lysende inua er på besøg. Dette væsen forsvinder op til fjelds, hvor det åbenbart har hjemme.

 

Var.: Den store ild.

 

Kommentar: Alt muligt ondt synes i kolonitiden at vise sig som ild. Almindeligvis kommer den store ild, Innersuaq, der af Kreutzmann identificeres med Toornaarsuk, ude fra havhorisonten. Den skræmmer støjende børn ihjel.

ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav

Print
Dokument id:208
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 303 - 304, nr. 104
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

 

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

 

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

 

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:205
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 294 - 295, nr. 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq

Print
Dokument id:204
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:Omf[side 287 - 291, nr. 99
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

 

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

 

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

 

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne

Print
Dokument id:1030
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 14
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Muligvis autentisk

Angakokken som dræbte heksen

Print
Dokument id:202
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som dræbte heksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 284, nr. 97
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

 

Var.: Aataatsiarsuaq

Angakokken som glemte at han var angakok

Print
Dokument id:219
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som glemte at han var angakok
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 137 - 138
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 44v - 44h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 137- 138: Angakkoq angakkunnerminik puiguisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 189.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 164,

ss. 346 - 147.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 110, ss. 452 - 453: An Angakok on Kekertarsuak.

 

Resumé:

En angakkoq / åndemaner fra Qeqertarsuaq har en søster gift et stykke derfra ved dets yderste forbjerg, Karramiut. Hende besøger han ofte, men en dag finder han alle husets indvånere døde af skræk over et kajakskind og sin søster sindssyg med opspilede øjne. Hun vil æde ham og sætter efter ham. Han lammes selv af skræk, men får dog slæbt sig ud til sine hunde ved slæden på isen, hvor han har måttet binde dem, fordi de ikke ville længere (hunde sanser det skrækindjagende før mennesker). Trods ihærdig piskning med istukken lykkes det ham først i sidste øjeblik at få hundene på benene og undslippe søsteren. Siden prøver han aldrig at besøge hende igen. Men han foretager en åndeflugt dertil og opdager årsagen: et kajakskind, der har trukket et dejligt drengebarn ned i husgangen og ind i døden.

Han besøger aldrig siden stedet, fordi han var blevet så bange, at han havde glemt, at han var angakok.

 

Var.: Søsteren eller vennen eller fætteren, der bliver sindssyg og får kannibalske lyster, er en hyppig episode i bl.a. "Fætrene" (mange varianter).

 

Tolkning: Kirsten Thisted tilføjer i en note Rinks note, at kajakskindet formentlig havde været brugt til at bære et lig til gaven i (Rink 1866-71, I: 368).

Skindet burde have været begravet med den døde eller på anden måde elimineret. Drengen, som det trækker på hovedet ned i husgangen, kunne være opkaldt efter den døde.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Angákoq kuisíkumangítsoq / Åndemaneren, der ikke ville døbes

Print
Dokument id:1036
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 20
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq kuisíkumangítsoq / Åndemaneren, der ikke ville døbes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

 

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning

Print
Dokument id:1028
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 12
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15 - 17
Lokalisering:Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

 

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

 

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

 

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt

Print
Dokument id:1029
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 13
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17 - 18
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

 

Hist.: Virker autentisk

Arnarpajôq / Arnarpaajooq

Print
Dokument id:485
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarpajôq / Arnarpaajooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 41v - 43v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

 

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

 

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

 

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

 

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

 

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

 

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

 

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd

Print
Dokument id:1020
Registreringsår:19021933
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 5
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:
Titel:Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 6 - 7
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden.
(Hvis "kujatânut" er en fejlskrift af "kujatâmiut") De begav sig ned til bopladsen, idet de hele tiden sagde: "Deres telte, deres telte!" Undervejs ned lød det fra en af sydlændingene: "I har ikke overvundet dem alle sammen." Nordgrønlændernes stærke mand vendte ansigtet og så, at de skubbede en sølle ung mand, hvis ene arm var trukket op i ærmet, hen imod ham med ordene: "Han dér skal brydes med ham." Tænk at de udpegede én, som de næppe selv regnede for noget! Den der skubbede den unge mand frem, sagde: "Lad manden, som ingen kan måle sig med, brydes med ham." Da den unge mand var blevet skubbet helt frem, stak den stærke mand sin venstre hånd i lommen, så den var skjult helt op til under armen.Han begyndte, med bare sin højre arm, at brydes med den unge mand. Men da han ikke kunne klare ham, måtte han trække den anden arm op. Midt i opgøret trak den unge mand hovedet ned mellem skuldrene, tog den anden omkring livet, løftede ham op og kastede ham hen ad jorden. Hans fæller begav sig ned og sagde hele tiden: "Deres telte, deres telte!" Idet de begyndte at gå, hørte man nogen sige noget. Han (Nordgrønlænderen ?) vendte hovedet imod lyden og så en lille kælling med oprullede ærmer vise sine arme frem, idet hun hele tiden sagde:"Den kære unge mand har jeg båret på ryggen" (mens mine små underarme "qaumaivdlugit?) Minsandten om ikke den unge mand var denne kvindes søn. Så vandt sydlændingene altså.

Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Datteren som gik qivittoq

Print
Dokument id:231
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Datteren som gik qivittoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 187 - 190
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.

 

Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.

 

Resumé:

Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med.

Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.

 

Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger.

Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

De forladte børn

Print
Dokument id:166
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 176 - 177, nr. 64
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

 

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

 

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

 

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

De forældreløse som tog hævn

Print
Dokument id:233
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forældreløse som tog hævn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 195 - 198
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

 

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

 

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq

Print
Dokument id:111
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 95 - 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

 

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

 

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

 

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

 

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Den hovmodige Kakamaaq

Print
Dokument id:216
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den hovmodige Kakamaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 125 - 129
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 33h - 36v (slutning mangler, ses i afskrift)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 125 - 129: Kamaaq makitasooq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 222.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn,

1866-1871, I: nr. 101.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 73, ss. 389 - 393: The Angakok from Kakortok (Qaqortoq).

 

Resumé:

Den hovmodige Kakamaaq.

Kakamaaq er en storangakkoqs / åndemaner / angakok eneste datter. Hun har en enkelt bror, der er gift. Faderen, der har hørt om fristende egne nordpå, rejser med familie til Pisuffik, hvor angakkoqen / åndemaneren Kajuerneq fortæller om sit yndlingssted Ilulissat. Familien ror videre nordpå og bygger lidt for sent hen på efteråret et lille hus ved Ilulissat. Kakamaaq bliver gravid i hemmelighed med en flot, ung mand, der ikke behager faderen på grund af sin dovenskab. Faderen rejser atter sydpå med hele familien. Undervejs føder Kakamaaq sit barn i dølgsmål. Tilbage ved Nuuk inviterer faderen en lille, meget mørklødet, men dygtig fanger til at blive sin svigersøn. Kakamaaq indvilger tavst, men er kun venlig, når han bringer hende snus fra butikken. Hun får tre børn, der alle dør som små af næseblod. Hver gang skælder hun sin forsagte svigerinde ud for at have forvoldt dødsfaldene med en anngiaq (et barn født i dølgsmål). Kajuerneq hentes fra Pisuffik, da faderen ikke kan finde ud af årsagen, fordi han er for nært beslægtet. Kajuerneq ser under seancen en anngiaq, der udpeger Kakamaaq som sin pooq (åndesprog for mor), også anden gang selv om svigerinden tilbyder sig som dens mor. Kakamaaq bryder sammen i gråd og får endelig læst og påskrevet af svigerinden. Kajuerneq prøver forgæves at fange anngiaq'en, der har indrømmet at have forårsaget børnenes død.

Også for Kakamaaqs bror ender det galt. Han bliver dræbt af misundelige fæller under en rensdyrjagt pga. sit store jagtheld. Faderen kommer sig ikke af sin sorg inden han dør.

 

Var.: søg på: anngiaq

 

Hist.: Det er en anngiaq-fortælling med tilspidset morale. I andre versioner skildres datteren, der hindres i at gifte sig, som kuet af brødre og/eller far og derfor nærmest uskyldig i deres død forvoldt ved hendes anngiaq. Kakamaaq derimod tegnes klart som modsætning til den kuede svigerinde med al sin skælden og smælden (det er i det hele taget markant, hvor meget der skældes ud og råbes op i JensKreutzmanns fortællinger). Kakamaaq bliver dog ikke beskyldt for med sin anngiaq at have forvoldt sin broders død.

 

Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den lille svoger som ingen ventede sig noget af

Print
Dokument id:224
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:158 - 161
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195.

H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.

 

Resumé:

Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.

 

Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra

Print
Dokument id:223
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:152 - 157
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.

 

Resumé:

Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende.

En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.

 

Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq.

Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.

 

Var.: Niumak

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik

Print
Dokument id:221
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:146 - 149
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

 

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

 

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

ernisuitsoq / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:200
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 282, nr. 95
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

 

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

 

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

 

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

 

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

 

Hist.: Fangstrejser nordpå.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær

Print
Dokument id:226
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:164 - 172
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

 

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

 

Resumé:

 

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

 

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

 

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik

Print
Dokument id:236
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 142 - 145
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 46h - 47v (manglende sider ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 142 - 154: Maavammik ilisiitsumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 191.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 142,

s. 332.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 106, ss. 450: The visiting Animals.

 

Resumé:

Heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik.

Maavak, der har et dårligt ry som heksemester, må forlade sommerbopladsen Saattormiut nær Maniitsoq, hvor han får skyld for en ung mands død. Det er fralandsvind, og dog driver en lille sort pose fuld af edderkopper i land. På den måde får Maavak stort set udryddet hele bopladsen. Maavak overvintrer i Appamiut, hvor han under en udlfugt med bopladsfæller til et mindre sted i nærheden, Illut, må fjerne en af de menneskearme han selv har anbragt her og der i elve under sin rejse til Appamiut for ikke selv at blive ramt af dette hekseri. Også i Appamiut får Maavak skyld for uhyggelige dødsfald og fortsætter derfor til Amerloq, hvor man blive glad for ham. Han dør dog som afsindig ligesom fangstfællen Pulorsuaq, fordi de begge ønsker sig den smukkeste tand af en hvalros de har fanget sammen. De skændes og skændes, bliver dødsfjender og svulmer op som to enorme oppustede fangeblærer / fangstblærer. De dør på een og samme gang. Man begraver hvalrostænderne sammen med dem.

Maavaks datter Isilerfik vokser sig stor og smuk, men da to unge mænd søger at komme hende på klods hold, opdager den ene, at hendes undekrop dirrer og at håret er delvis løst op. Den ene, der senere dør, slipper hende, hun forsvinder ned i jorden, og da de går hen til hendes telt, sidder hun der med bare ben og løsnet hår. Dvs. hun har været i gang med hekseri. Den anden unge mand overlever den sygdom, som hekseriet har påført begge unge mænd. Han hedder Anartalik, ham med lorten, pga. af en amulet, en lort fra en mand med livslang hård mave. Amuletten hindrer også hans sårede dyr i at ødelægge hans redskaber.

 

Kommentar: Man skal øjensynligt være barbenet for at kunne bevæge sig usynligt eller fra de usynlige til den synlige verden. Se også Kreutzmann om Kuannak.

Fæces er velegnet til at formidle overgang fra den usynlige til den synlige verden. Her gør den hårde klump åbenbart en fortræffelig modstand mod hekseriet.

Voldsomme skænderier og skældud karakteriserer mange af Jens Kreutzmanns fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Igsiavik's trommesang

Print
Dokument id:577
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Issiavik (Igsiavik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Igsiavik's trommesang
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 330 - 333, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

 

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

 

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn

Print
Dokument id:189
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 172 - 173, nr. 61
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

 

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

 

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Ingneq aulatsîgât / Dem, der ventede på, at flammen skulle til at blafre

Print
Dokument id:1037
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 21
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingneq aulatsîgât / Dem, der ventede på, at flammen skulle til at blafre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Flere danskere, der rejste langs kysten, troede måske,

at samtlige husruiner, man så, havde været brugt til at overvintre i.

Det var ikke tilfældet. I gamle dage var der megen overtro. Når man

byggede et hus og skulle overnatte i det første gang, tændte man

en lampe og ventede på, at flammen skulle blafre. Når den blussede op,

blev de glade; det betød overflod for beboerne.

Hvis flammen derimod slet ikke bevægede sig, forlod de huset, efter kun

at have sovet dér én nat; for flammen der ikke bevægede sig, varslede

nød. Så byggede de et hus et andet sted.

 

Kommentar: Brændslet i lamperne var spæk fra sødyrene. Deraf associationen mellem fangst og opblussende (levende) ild. En bekræftelse på dette ritual er jeg hidtil ikke stødt på i andre kilder.

inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq

Print
Dokument id:198
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 273 - 274, nr. 93
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller.

Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 51.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 51.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuit-fortælling.

I gamle dage, da Narsarmiut endnu var beboet, var der en

tilflytter på stedet, der hed Uunnussuaq. Hans søn hed Napasoq. De var ved

at bygge deres vinterhus om efteråret, og en dag, da det var godt vejr, tog

Uunnussuaq af sted på fangst. Han var borte ganske kort tid, så så man ham

komme med en sæl på slæb. Han havde fanget en sortside. Det fortælles, at hans søn var meget snakkesalig og uartig. Mens han bar faderens bugserblære op, sagde

han: "Uunnuk berøver stedet dets sæler." Endnu engang har han frataget stedet en

sæl. Det fortaltes, at Uunnussuaq efter den tid, hele vinteren, ikke fangede en

eneste sæl.

 

Uunnussuaq måtte bruge kamikker uden inderstrømpe, når han var ude på

fangst i kajak om vinteren. Der var ingen hud på han ben (formentlig underben -

Chr.B.), og de væskede meget. Når han kom hjem tog han kamikkerne af og hældte

væsken ud af dem. Hans søn havde ingen kajak. Han var meget mager, selv om han

spiste uafbrudt. Når moderen syntes, at han spiste for meget, plejede hun at

sige: "Hans sjæl spiser ham, derfor tager han aldrig på."

 

En aften samledes mændene. Napasoq, som også var med, rejste sig midt i det hele op og begyndte at danse rundt og brugte Uunnuusuaqs "ermumigutíngua" (den danske kommentar kan vist tydes som "madske"? - Chr.B.) som tromme. Hans sang skulle lyde sådan: "Jeg er ikke andet end ben. Jeg er ikke andet end gnaveben. Fjern kødet fra mig, Isortoqs kraftige østenvind kan jeg ikke undvære. Ai, jeg kan ikke undvære den, ai, jeg kan ikke undvære den!" Det fortælles, at han (ikke klart, om det Uunnussuaq eller Napasoq - Chr.B.) drog nordpå langs kysten, da det blev forår, og han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Isortume Uûmánarmiunik / Om folk fra Uummannaq i Isortoq

Print
Dokument id:1040
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 23
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Isortume Uûmánarmiunik / Om folk fra Uummannaq i Isortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 26 - 28
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage var alle meget bange for folk fra Uummannaq

syd for Maniitsoq, fordi de begik så mange drab. Uummannaqerne og de,

der boede længere inde imod fastlandet, blev færre og færre på grund

af drab og hævndrab. Somme tider skete der frygtlige ulykker (det kan

også opfattes som: Der skete mange kajakulykker eller: antallet af

kajakulykker steg uhyggeligt.), og det var næsten udelukkende unge

mennesker det gik ud over.

Så gik det pludselig op for dem, at en af de gamle på stedet var

forsvundet. På det tidspunkt roede en ung fanger nærmere imod kysten.

Han roede forbi en lille klippehule, og på sydsiden af Uummannaq forekom

det ham, at han hørte støj. Han kiggede om mod land; og han så en

ældre mand (det viste sig at være en af deres åndemanere), som havde

spændt sin bue, men var kommet til at knække den. Den unge mand blev

lige med ét vred på ham. Den gamle var afskåret fra at flygte nogen

steder hen. Den unge mand fjernede sig først lidt fra ham, hvorefter

han satte af i fuld fart indefter, og idet han løftede harpunen

for at kaste den imod ham, råbte han: "Du kommer ikke til at dræbe

flere. Jeg var nær blevet den tolvte. Du skal blive erstatning for den

manglende (eller: for den, du mangler, for at fuldføre din plan)."

Den gamle bad ham ellers vente lidt; men han harpunerede ham, så det i

klippehulen lød, som om han ramte selve klippen. Han syntes ikke, det

var straf nok, hvis han bare lod ham ligge dér. Derfor tøjrede han ham

først med en line og bugserede ham.

Folk begyndte at blive urolige for den unge mand, som blev længe ude.

Så blev der råbt, at han var på vej ind med en sæl på slæb. Da han

nærmede sig land, råbte han: "Det lykkedes mig at fange ham, da hans

formular til alt held havde mistet sin kraft."

De troede, at han havde en sæl på slæb; men det var et menneske. Da

han lagde til, sagde han: "Jeg var nær blevet den tolvte, der skulle

udeblive fra fangst. Til alt held begik han fejl, så jeg dræbte ham.

Det var ham, der var ved at udrydde de unge. Vi har længe troet, at

han var omkommet; men så var det ham, der begik det ene drab efter det

andet. Jeg overraskede ham. Tag en kniv (egt.et redskab), og flæns

ham."

Han overlod ham til dem og gik op til sit hus.

 

Efter denne hændelse hørte folk, der boede i nærheden af Uummanaq, at

der ikke længere blev begået drab hos Uummannaqerne. De havde længe

(egt.: fra gammel tid) været bange for dem; nu turde de komme i

nærheden af dem. En fanger fra Qammavik, der var på fangst, roede

engang lidt længere ud og mødte en kajakmand fra Uummannaq. Da han godt

kendte rygtet om de hyppige drab, blev han forskrækket over pludselig

at møde en af dem. Men der var ikke andet at gøre end at gøre

fangstredskaberne helt klar og ro nærmere. Den anden roede også imod

ham; og han så, at han smilede.

"Endelig møder man et pragtfuldt menneske," sagde han. Han blev helt

beroliget ved den bemærkning. Da han havde stukket kajakårene under

tværremmen foran sig (som alm. indledning til en sludder), spurgte

uummannaqboen, hvor den anden kom fra.

Fra Qammavk, svarede han. Så fortalte uummannaqboen ham om

fangerne i Uummannaq, der nær var blevet udryddet af en sølle

åndemaner, der i en periode dræbte den ene efter den anden, men at

det hele nu var overstået. Da manden fra Qammavik hørte, at der nu var

ro i Uummannaq, fik han pludselig lyst til at flytte derhen, og han

lovede manden, han mødte, at han, såfremt familien var villig,

ville flytte dertil om foråret.

 

Tiden fløj, de opdagede, at mørket faldt på, og de

skiltes. Qammavikboen, som endelig havde mødt et fremmede menneske,

glædede sig meget til at berette om det, når han kom hjem.

Ingen gik ned og tog imod ham, da han kom hjem. Han blev urolig, fordi

det var noget usædvanligt. Han gik op til huset, og inde i huset var

der sorg. Han kiggede raden rundt og opdagede, at hans datter

manglede. Først da han spurgte dem, hvor hun var, fortalte de, at hun

idag var taget afsted for at tilse sine rævefælder, og at hun var

omkommet ved sneskred på den vestlige side af Saarlutsiaq. Han blev

naturligvis bedrøvet, men dette forhindrede ham dog ikke i at fortælle

de andre, at han til foråret ville flytte til et sted øst for

Uummannaq.

 

Om foråret tilskyndede han sin familie til at flytte længere ud.

Da de kom til det sted øst for Uummannaq, hvor de skulle bosætte sig;

kunne han ikke finde ordentlige sten til at mure huset op med; derfor

ville han skaffe sig sten fra den gamle boplads. Da han engang under

en fangsttur roede forbi Qammavik, gik han i land efter sten.  Da han

havde samlet dem, skulle han så hjem. Han overvejede, hvordan han

kunne få stenene med hjem. Han fandt på til den udvej at binde linen

omkring stenen og slæbe den, idet fangsblæren skulle holde den oppe.

Han roede med stenen på slæb og bestræbte sig på ikke at komme for

langt fra stranden. Han befandt sig ud for Kingittut, da linen

pludselig strakte sig i hele sin længde, og han opdagede, at bagenden

af kajakken var ved at forsvinde under vandet. Han forsvandt med ned i

vandet, mens han forsøgte at løse knude (på kajakken), som han var

kommet til at binde for stramt. Hjemme ventede de forgæves på, at han

skulle komme. De anede ikke, hvor han blev af, da de ikke fandt noget,

der kunne føre til opklaring.

Hans familie kunne nu ikke gøre andet end at slå sig ned på

bopladsen øst for Uummannaq. Ham, der skulle have været bopladsfælle

til den afdøde, ærgrede sig i den grad over det skete, at han tog hans

familie til sig som medlemmer af husstanden.

 

Hist.: Måske en historisk kerne, men frem til og med drabet på massemorderen følger fortællingen det traditionelle forløb, se Qalulik.

Hændelsen med stenen på slæb lyder temmelig molboagtig.

Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....

Print
Dokument id:1042
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 25
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 32 - 33
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage, da der lå vinterbopladser i

Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden, boede der en fanger i bunden af

fjorden på et sted, der hed Kangersuaq, og en anden fanger

længere ude i fjorden på et sted der hed Kangiusaq. De to plejede

at besøge hinanden.

Et efterår, da Kangersuaqboen som sædvanlig var taget ind til sin

boplads, rejste Kangiusaqboen ind i fjorden, fordi det var så

længe siden, han havde hørt noget til ham. Han lagde til hos ham

og så, at han var ved at bygge sig en ny kajak, fordi han havde

mistet den gamle. Kangiusaqboen spurgte, hvor han havde mistet sin

kajak, og han fortalte, att det var under en jagt på tejsteunger

på den anden side af fjorden lidt vest for bopladsen. Der var

han nemlig havnet et sted overfor deres hus, hvor han opdagede, at

han kun kunne komme videre ved at kravle op ad en meget stejl

klippevæg (usikkert!).

 

Da Kangiusaqboen vendte hjem, sagde han til sine husfæller, at det

måtte være den onde selv, Kangersuaqboen havde haft som hjælper,

siden han havde kunnet kravle op ad den helt ufremkommelige fjeldvæg.

 

Igen et forår tog Kangiusaqboen ind i fjorden for at besøge

Kangersuaqboen, som han ikke havde hørt noget til i lange tider.

Det viste sig, at det inderste af Kangerlussuatsiaq var frosset

til. Han stødte på iskanten, da han vestfra nærmede sig kangersuaq-

boens hus. Det var første gang, han oplevede, at havet her var

frosset til. Han kom op af kajakken ved iskanten; og han gik indefter

og ventede på, at der skulle vise sig et menneske. Han nåede næsten

helt til Kangersuaqboens hus, uden endnu at have set noget.

Da han skulle til at gå op på isfoden, opdagede han, at der lå en

udstrakt fiskesnøre oven på isfoden. Han fulgte den op til huset,

for den nåede helt derop. Fiskesnøren var lavet af hvalbarde.

Lige før han nåede frem til huset, fik han øje på kangersuaqboen, som

lå død halvvejs krøbet ind i husgangen. Han undrede sig over, at de

andre i huset bare havde ladet ham ligge dér, så han gik

videre ind i huset. Og hvilket syn!.

Alle kvinderne lå døde. Det viste sig, at han under

rødfiskefiskeriet på fjordens modsatte bred var faldet igennem isen.

Han var kravlet op på isen igen og var gået hjem over isen, men han

var frosset ihjel, mens han kravlede ind i gangen. Og da han var ved

at fryse ihjel, havde han skræmt kvinderne inde i huset til døde,

(formentlig ved at råbe ind??) hvorefter han selv var død.

Kangiusaqboen anede nok, at der var noget galt, sådan som han havde

forceret den ufremkommelige fjeldvæg, dengang han mistede sin

kajak. Kangiusaqboen kunne ikke gøre andet end at lade huset falde

samen henover dem, og lade det blive deres grav.

Lige siden Kangiusaqboen kom tilbage, har ingen taget derind; for

de blev bange for dem.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Muligvis en historisk hændelse der har fået sin særlige - kristne - forklaring.

Istarôq Narssarmiut / Blodhævn mellem syd-og nordgrønlændere

Print
Dokument id:1033
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 17
Fortæller:Petrussen, Søren
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Istarôq Narssarmiut / Blodhævn mellem syd-og nordgrønlændere
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 20 - 21
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Da der i gamle dage var mange fangstdyr i Narsarmiut,

boede der mange mennesker, for flere dygtige fangere overvintrede på

stedet.

Engang boede der en fanger med to små drenge. Det var dengang

sydlændingene plejede at rejse nordpå. En sydlænding ved navn Milluk

besluttede at overvintre dér, fordi det var blevet sent om efteråret.

Han fangede ikke ret meget, mens de andre fangede mange sæler.

Engang var Milluk og faderen til de to sønner ude på fangst. Om

aftenen var de endnu ikke kommet hjem. Så kom Milluk alene hjem med to

spættede sæler. Man ventede forgæves på den anden, og eftersøgningen

gav ingen resultater.

Om foråret vendte Milluk tilbage til sin boplads sydpå. Senere hørte

man, at han engang han var syg og troede, at han skulle dø, havde

berettet, at han havde dræbt faderen til de to sønner og stjålet hans

spættede sæler. Han havde så sænket liget af den dræbte. Da sønnerne

hørte dette, begyndte de at træne deres kræfter til hævn over

morderen.

De voksede op, blev gift; og deres foårsplads var Tinuteqisaaq syd for

Kangaamiut.

Engang de netop var ankommet til deres forårsplads, kom der

sydlændinge og slog lejr på Kangermiut lidt vest for Tinuteqisaaq.

Når der kom sydlændinge på besøg, blev de spurgt, om der var

slægtninge med til Milluk. De sagde, at Milluk var med, og at han

tidligere havde overvintret i området. Så tog gæsterne afsted; og de

to unge fangere sagde til deres husstand: "Hvis Milluk skulle komme på

besøg, mens vi er væk, må I få ham til at vente på os."

Engang kom Milluk på besøg. Kvinderne sagde, at deres mænd var ude, og

at han skulle blive, til de kom hjem. De gav ham ikke noget at spise,

for det skulle han få, når mændene kom hjem.

Endelig kom de hjem, og de blev meget glade for deres gæst, for nu var

der da en, der kunne fortælle historier. De gav ham noget at spise, og

da han var færdig, bad de ham fortælle. Og sikke han fortalte. Men

selvom han blev længe ved, kom han ikke ind på sin overvintring her;

derfor spurgte de ham: "Har du aldrig overvintret her?"

Han svarede: "Jo, jeg har overvintret derhenne i Narsarmiut." Da sagde

værstfolkene: "Der var åberbart megen uærlighed i gamle dage. Nogen

dræbte en, der havde fanget to spættede sæler, og stjal sælerne fra

ham." da de sagde det, forstod Milluk, at de to måtte være sønner af

ham havde dræbt, og han sagde: "Min familie er sikkert blevet urolig

over, at jeg bliver væk så længe."

Da han var på vej ud, så han, at de fulgte efter ham. Idet han kom ud,

greb den ene hans venstre arm og den anden hans højre arm. De førte

ham nedad, og han sagde: "Avangnâlugoq (man siger nordpå) tasamani

(vestover) (?)". Da trak de ham i armene til hver sin side, så han

flækkedes.

De parterede hans lig og smed nogle af stykkerne ud i havet, andre

mellem stendyngerne og igen andre i gamle grave.

 

Hist.: Selve mordritualet er autentisk. Ligeså var forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid harmonisk.

Måske gav det især anledning til fjendtligheder, hvis de tilrejsende overvintrede sammen med de lokale.

Kangerdlugssuatsiâme tikâgutdlingniartartoq / Manden, der plejede at jage sildepiskere i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden

Print
Dokument id:1032
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 16
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kangerdlugssuatsiâme tikâgutdlingniartartoq / Manden, der plejede at jage sildepiskere i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 20
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Når sildepiskerne om foråret gik ind i Kangerlussatsiaq,

plejede sildepiske-fangeren at jage dem med en tyk og lang line.

Det skete engang, at han havde svært ved at få bugt med én, da den flyttede

rundt fra den ene kyst til den anden inde i fjorden.

("Kangerdlugssuatsiarôk tuladlugu nûgtarmat, kan måske tolkes sådan ?)

Og engang han var på fangst om foråret, så han nogle hvaler gå ind i

fjorden. Han var vild efter at få dem og forfulgte dem stædigt lige

til Sermersuuts yderste forbjerg, så måtte han give op og vende om.

I det samme dukkede en sæl op i nærheden. Han roede hurtigt hen for at

harpunere den. Ganske tæt på så han dens krop, og blev så bange, at

han måtte ro væk. Han turde ikke harpunere den, fordi dens krop gik

dybt ned i vandet. Så fik han da noget at fortælle om.

 

Hist.: Virker autentisk.

Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq

Print
Dokument id:1031
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 15
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person: indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Kangiusaq boede der engang en meget dygtig kajakmand.

Når efterårets kraftige blæst satte ind, plejede han på vindsiden af

Qernertoq at lægge sig med siden imod bølgerne og rulle sin line op

(måske: trækker han sælen, som han har harpuneret, til sig - uden at kaste

fangstblæren ud- usikkert, CB).

Han mente, at han var blevet nok så dygtig en kajakroer.

Han havde hørt, at der i Qimatut boede en dygtig kajakmand ved navn

Miteq, så han tog afsted for at kappes med ham.

Dagen efter han kom til Qimatut, blæste det en kraftig nordenvind.

Miteq tog ud på fangst. Han kiggede jævnligt ind imod land. Som ventet

kom udfordreren til syne. Han nåede så langt som til området mellem ham

og kysten, men så roede han tilbage imod land.

Da Miteq kom hjem fra fangst, var udfordreren kommet hjem. Dagen efter

tog han hjem, og folk sagde: "Han er taget hjem, fordi bølgerne var

større, end han havde forestillet sig."

Da Miteq blev ældre, tog han sin søn med ud på fangst. En gang, de var

ude begge to, fik de hver en sæl. På vej hjem lagde vinden sig; Miteq

sagde til sin søn: "Jeg mister altid mine kræfter, når det bliver

stille vejr." Miteq havde det nemlig sådan, at han fik flere kræfter i

blæsevejr. Efter den bemærkning overlod Miteq sin fangst til sønnen og

roede hjem. Næppe var han hjemme, før det blæste op igen; og i det

samme kom hans søn hjem. Miteq gik ud og sagde til sin søn: "Nu har

jeg igen fanget en fuldvoksen sortside; er det ikke rigtigt?" Sønnen

svarede: "Den mistede jeg, da det begyndte at blæse."

Det fortælles, at udfordreren, der måtte rejse hjem, aldrig kom igen

for at kappes.

 

Var.: Egentlig i denne bases samlinger. Men der er en del fortællinger om at kappes i kajak. Fx. Om den dygtige kajakroer fra

Kangiusaq

Hist.: Kan være historisk.

Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet

Print
Dokument id:222
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:150 - 151
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 49h - 50v (begyndelse mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 150 - 151: Kapatuut erneralu Norsartooq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 193.

 

Resumé:

Ved Kangerlussuatsiaq bor Kapatuut, en lille, men flittig kajakfanger. En vinter får han en tilrejsende sydlænding som husfælle. Denne driller ofte Kapatuut med, at hans endeballer ligner en damenumse. Men efter en fælles hvidhvalsfangst, hvor Kapatuut pga. af en pludselig storm må bugsere både hvidhval og sydlænding hjem, holder drilleriet op, og sydlændingen udtrykker skam over sin dårlige opførsel.

Kapatuuts søn udvikler sig til en stærk og dygtig fanger og lynhurtig kajakroer, der kan tilbagelægge store strækninger. Hans kastetræ er så langt at fire mand kan sidde på det, og fordi han er så hurtig, fanger han lige nemt sortsider og hvidhvaler. Han fanger dog ikke noget fra andre. Først når dyrene er ude af deres kastevidde, sætter han efter dem og nedlægger altid et par stykker. Den første hvidhval, han møder om foråret, prøver han at komme til at røre ved uden at harpunere den. Da vil han fange mange om vinteren. Da han forelsker sig i en pige på en anden boplads langt væk, besøger han hende hver nat, men når både hjem og ud på fangst inden de andre vågner. Da de er blevet gift, fanger han så mange hvidhvaler, at hans kone ikke kan få plads til alle de luffer af unge hvidhvaler, som hun nu oplagrer. Senere opdager hun, hvor stærke vågehvalernes sener er, og hun vil herefter ikke bruge sener fra andre dyr. Kort sagt er Kapatuuts søn en fantastisk storfanger. Han møder dog én gang en slags hvaler, som han ikke kender og må opgive at få ram på.

 

Hist.: Formentlig en historisk beretning, der ikke uden videre kan tidsfæstes.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kapisiaq som havde uheld med sine koner

Print
Dokument id:229
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kapisiaq som havde uheld med sine koner
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:179 - 183
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 66h - 68v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 179 - 183: kapisiaq nuliaminik ajornartorsiutilik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 224.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)

 

Resumé:

Den dygtige fanger Kapisiaq bliver gift med de mange brødres eneste søster, men da de ikke kan få børn og Kap. i deres sommerlejr, hvor de er alene, opdager, at hans hund må have noget for med hans kone, belurer han hende og opdager, at de har sex sammen. Han håner hende, hun bliver blodrød af skam og han dræber hende. Hendes mange brødre kommer på besøg, og da han fortæller om drabet og årsagen, inden de når i land, tager de bort igen, dels fordi også de finder årsagen rimelig, og dels fordi Kap. har forsørget dem som små.

Den enlige Kap. tiltrækker derefter en hunræv, der hver dag har kogt mad til ham, men ikke viser sig. Da han endelig overrasker hende er hun en meget smuk lille kvinde med en stor, flot hårtop. Blot stinker hun fælt af ræv. Han gifter sig med hende, men en dag han inviterer sin fætter med hjem med advarsel om ikke at hentyde til hendes rævelugt, bliver fætteren så misundelig, at han alligevel siger, at hun stinker. Straks løber rævekvinden bort. Kap. sporer hende til en hule, han ikke kan trænge ind i, og da han beder rævekonen komme ud, sender hun i stedet det ene insekt ud efter det andet som ægteskabsemne. Kap. afviser dem efter tur pga. hver deres karakteristiske udseende. Til slut brænder han hulen af og overhører hendes råb om at blive hjulpet ud.

Den atter enlige Kap. mister efterhånden sin forstand og begår selvmord.

 

Var.: The fox wife and the penis of the lake: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv. Se denne vedrørende placeringen af brand-episoden i forløbet.

Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr. Søg på: penis sø; og: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.

 

Hist.: Kombinationen af de to fortællinger, der i Thule er fortalt af Amaunalik, er interessant fordi flertallet af hendes fortællinger stammer fra Sydøst-Baffinland.

Det er en usædvanlig slutning Kreutzman giver denne sammensatte fortælling, hvor de to episoder har crimen bestialitatis (sex med dyr) som fælles tema. Den traditionelle slutning lader manden falde i søvn og sove til foråret kommer. Insekterne, han tilbydes som koner, går på samme vis i dvale om vinteren. Den slags metaforik passer vist ikke ind i Kreutzmanns moralske univers. Samtidig er det netop ham, der også bryder med traditionen, når det gælder dens gennemgående regel om, at menneskers og menneskelignende ånders samfund holdes adskilte. Forsøg på gensidig integration er dømt til at mislykkes i de ældre fortællinger, men ikke altid hos Kreutzmann, fx: "Manden som fik en alliaruseq som svigersøn".

Se også Kirsten Thisteds glimrende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kingorngussoq / Den efterladte

Print
Dokument id:1038
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingorngussoq / Den efterladte
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24 - 25
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En af grønlændernes tidligere skikke gik ud på, at enken

efter en mand, der omkom i kajak, blev liggende på briksen med sin

afdøde mands ene bukseben som hætte. Sådan én kaldte man for en

nasaviartoq- èn, der havde trukket hætten over hovedet.

Engang udeblev en fanger ved navn Iluliugaaq. Så klippede hans kone

hans bukseben over og tog det over hovedet som en hætte. Hun blev

liggende i flere dage og havde kun sit lille barn til selskab.

Det viste sig, at han var én, der var bestemt til at skulle vende

tilbage igen, hvis han omkom; ("anginaq= angerlartussiaq),

men han var taget hjem til en anden boplads.

Mens konen var alene med sit lille barn, kom der en for at give hende

besked og råbte ind af vinduet: "Jeg skulle sige at Iluliugaaq er

"taget hjem" til Illutsiaat."

Hans kone smed sin dyne og sprang ud på gulvet og gav sig til at danse

voldsomt. Herefter havde hun gudskelov stedse sin forsørger.

 

Var.: Ikke præcis som denne. Men talrige fortællinger om angerlartussiat / ent. angerlartussiaq.

 

Hist.: Det kunne nemt forekomme at forulykkede kajakmænd, der alligevel reddede sig nåede i land langt fra hjemmet

Kôqamigôq nunarqatigît piniartut mardluk....

Print
Dokument id:1034
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 18
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kôqamigôq nunarqatigît piniartut mardluk....
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 23
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Qoqaaq boede der to fangerfamilier. Den ene af

fangerne havde to sønner. Kun ét redskab havde faderen forsynet hver

af sine sønner med, nemlig: en fuglepil, fordi dødsulykker der

skyldtes, at det harpunerede dyr trak en line ud, var så almindelige.

Når de var på fangst, kom de altod hjem med flere sæler. Især ved én

lejlighed blev deres far henrykt, og det var, da han dræbte en meget

stor hvalros alene med en fuglepil.

Engang var den ældste af sønnerne på fangst i Kangerluarsuk. Han var

på vej ud af fjorden om aftenen, og da han nærmede sig Qoqaats store

sten, kiggede han tilbage og så, at en kajak var ved at indhente ham.

Han lagde til ved stranden og ventede, klar tilat kaste fulepilen. Men

ingen kajak viste sig; han kiggede efter den på den anden side af

næsset, men han så ingen. Så roede han hjem.

Da han kom hjem, forhørte han sig om denne kajak hos andre, men ingen

vidste noget om den.

De havde en bopladsfælle, som havde fantastisk held i fangst. Så snart

han kom ned i kajakken for at tage ud på fangst, satte han

harpunspidsen på skaftet. Så såre han lagde fra land, roede han

hurtigt frem og harpunerede en sæl.

Engang da han havde sat harpunspidsen på skaftet, kiggede han udefter

og så en stor narhval lige i nærheden. Han roede hurtigt til og

harpunerede den. Så tog han hjem og blev hjemme hele dagen. Igen næste

dag tog han ud og så, næsten med det samme, en stor hvalros. Han roede

hurtigt frem og harpunerede den. Han bugserede den hjem og blev hjemme

resten af dagen.

Den efterfølgende dag tog han også ud, og straks han kiggede udefter,

fik han øje på en stor remmesæl. Han roede kraftigt frem og

harpunerede den, hvorefter han bugserede den hjem og blev hjemme

resten af dagen.

Igen den efterfølgende dag tog han af sted. Han kiggede udefter,

men der var ingen fangstdyr at se. Han roede længere ud uden at se

nogen; Men da han nåede til sydsiden af Issigasiut  fik han øje på

noget hvidt på et skær. Han roede derhen og opdagede, at det var en

stor hvidhval. Han roede hurtigt frem og harpunerede den; og han

roede hjem med den på slæb.

Dagen efter var han lige taget afsted, da et dyr dukkede op i nærheden

af ham. Han roede hurtigt frem og gjorde sig klar til at harpunere

det. Så hostede han, hvorefter dyret dykkede ned. Dette gentog sig

mange gange. Hver gang han roede frem og gjorde sig klar til at kaste

harpunen, hostede han. Indimellem lavede han en skinmanøvre uden at

komme til at hoste. Når han så derefter roede hurtigt frem og var klar

til at harpunere et dyr, hostede han igen. Da det blev ved, holdt han

op med at tage på fangst.

Tænk, der var en heks i Narsarmiut, der af misundelse, fik ham til at

hoste.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

 

Kommentar: Svært at forstå sammenhængen mellem de to episoder.

Kornelius som ramtes af sit eget hekseri.

Print
Dokument id:239
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kornelius som ramtes af sit eget hekseri.
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 91 - 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 9h - 10v, som er Kreutzmanns 2.

gennemskrivning af fortællingen.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 92 - 95: Kunniiliusi ilisiinnerminik eqqugaasoq.

 

Afskrift af seminarieelev: NKS 2488, II, nr. 207.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 110.

 

Resumé:

Kornelius, der af grønlænderne kaldtes Kornalius / Kunnaaliusi, lærer til åndemaner / angakkoq i Narsarmiut og har fået store evner, fordi han har ladet højvandet overskylle sig. Han kan dog endnu ikke flyve. Pussi, som misunder ham, fratager ham evnerne ved at feje gulvet med en skarvevinge, og fremstår selv som angakkoq. I ærgrelse øver Kornelius sig i hekseri, som han afprøver ved at skære et rundt hul ved hjertet i den døbte Petrus' halvpels og hans siddeskind. Petrus opdager det og varsler tilbageslag af hekseriet. I lang tid mister Petrus gang på gang sine harpunerede sæler, som Kornelius´ søn finder døde. Petrus erklærer at de tilhører Kornelius´ søn.

 

En vinterdag kommer Kornelius´ søn ikke hjem fra kajakturen. Kornelius sørger længe og dybt - det gjorde man dengang. Han bliver ældre og sørger stadig. Under en hvalrosfangst lykkes det så Petrus at rive Kornelius ud af sorgen ved at skubbe hans kajak frem mod en rejst hvalros, netop som Kornelius har harpuneret den. Kornelius skynder sig fra den og brister i latter. Han ved ikke rigtig, hvordan han skal takke Petrus for at have brudt hans melankoli. Han kommer i bedre humør herefter.

En dag holder alle kajakmændene kvinderne for nar ved at sætte en fangstblære på en isskodse, der ganske ligner en hvidhval, bugsere den til land og råbe eeq! (vi har fanget, kom!). Kvinderne hævner sig, idet Kornelius´ mor, Ingiluk, spiller døende og rejser sig leende, da alle er forsamlede om hende. Kornelius skælder dem gevaldigt ud.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Hist.: En historisk fortælling. Kreutzmann tidsfæster begivenhederne til kort efter hvalfangerne (hollænderne?) holdt op med at aflæsse mattak fra hvalerne ved Uummannaq nær Narsarmiut, mødested for handel med hvalfangerne. Heller ikke alle er endnu døbte. Dvs. fra midten til sidste halvdel af 1700-tallet. Læs iøvrigt Kirsten Thisteds oplysende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

 

Tolkning: Skarven er bl. a. associeret til kajakløse mænd, der kun kan fiske, og som amulet til forsvar mod tupilakker. Ovf. egner den sig åbenbart til bestjæling af angakkoq-evner.

Petrus har tilsyneladende kun sin dåb som virkemiddel til hekseriets tilbagesendelse via de mistede dyr, som Kornelius´ søn meget symbolsk finder som ådsler, hvorefter han selv forulykker til havs. Det er da ikke Petrus' onde hensigt, der bevirker tilbageslaget, hvilket også ses af hans senere vennetjeneste over for den sørgende Kornelius.

Kuannak som opgav angakokkunsten

Print
Dokument id:220
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kuannak som opgav angakokkunsten
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 139 - 141
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 45v - 46v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 139 - 141: Kuannak angakkuujunnaartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 190.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 161,

ss. 344 - 345.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 109, ss. 451 - 452: Kuanak, an Angakok in South Greenland.

 

Resumé:

Kuannak er en lille, rar mand og en stor angakkoq / åndemaner. Han inviteres ofte til at holde seance i husene på bopladsen. Under en af dem bindes han til åndeflugt og flyver sydpå for at se til sine slægtninge. De har det godt, konstaterer han, og flyver tilbage. Undervejs angribes han af den stejle bjergsides amaarsisartoq / amaarsiniooq, der vil putte ham i sin hætte. Han undslipper ved at lade sig dumpe i havet, videre ned til bunden og gennem jorden tilbage til huset, hvor han stiger op nedefra jorden.

 

En anden gang stiler han på åndeflugt mod nord, men standses af et kajakskind, hvis spidser ikke er skåret af. Han lander i en snedrive.

 

Om foråret da Kuannak med familie er flyttet til Appamiut, og han en dag er alene ude i kajak, bliver han trukket ned under vandet af en sortside, han har harpuneret. På havbunden snører hans bedstemor ham fuldstændig til og putter remmen i hans navle, giver ham bundskindet af kajakken til transport og trækker kamikkerne af ham. Han stiger til overfladen, driver ud til horisonten og ror derefter mod land. To gange hindres han i at komme i land, ved Appamiut af en urinpotte, der tømmes, og ved Saattormiut af en kvinde, der løser sit hår. Ved Pisuffik kommer han i land og ind gennem en husgang. Man forstår han er en angerlartoq, en hjemvendt, og synger ham tilbage til livet. Han må overvintre i Pisuffik. Da han transporteres hjem til Appamiut om foråret vil familien først ikke tro råbet om, at han er på vej. Han genoptager da sine pligter som deres gode forsørger.

 

Hist.: Kuanak er muligvis en historisk person.

 

Kommentar: Navlestrengssymbolikken viser tydeligt, at det er en genfødsel bedstemoderen sørger for. Vedr. angerlartoq søg angerlartussiaq, Imaneq, pooq, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)om angerlartussiaq og pooq. Om pooq se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

I denne fortællings rumlige verdensbillede går der en passage fra havbunden gennem jorden og op gennem jorden til huset. Vedr. passager til de andre verdener se og søg på Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2). Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kujatârmiut nakuartât Nûvdlo saniane nakuarssuaq unangmissut

Print
Dokument id:1035
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 19
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kujatârmiut nakuartât Nûvdlo saniane nakuarssuaq unangmissut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 23
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kappestrid mellem sydlændingenes stærke mand og den stærke mand fra

Nuuk

 

I gamle dage var der en fanger ved Nuuk, der var ved at

komme op i årene, og havde en plejesøn ved navn Erisaatsiaaaq. Så kom

der en konebåd sydfra. Så snart konebåden lagde til, sendte E., som var

utålmodig eftr nogen at kappes med, en forespørgsel om, hvornår

kappestriden skulle finde sted. Sydlændingen svarede, at det blev, når

der var kommet is på søerne.

Da søerne var islagte, lod han spørge endnu engang. "Når der er kommet

sne, og isen er blevet glat," var sydlændingenes svar.

Så kom den dag, hvor de skulle kappes. De gik hen til søen.

Sydlændingene samledes i den ene ende af søen og folk fra bopladsen

ved Nuuk i den anden.

De to stærke mænd gled fra hver sin ende hen over søen og stødte

sammen, hvorefter de begyndte at brydes. Midt i det hele løftede E.

sin store modpart og drejede rundt med ham. Så kastede han ham over

imod hans fæller. I sin liggende stilling gled han helt over til sine

fæller og standsede, hvorefter han krøb ind imellem dem.

 

Dagen efter tog sydlændingene afsted sydover, da kappestridens udfald

viste, at sydlændingene langt fra kunne klare sig overfor sin modpart.

Således blev E.s sejr også bopladsfællernes. De jublede højlydt.

 

Var.: Egentlig ikke, men kappestrid mellem tilrejsende sydlændinge og lokale er et yndet tema.

 

Hist.: Nuuk var et af handelsstederne på sydlændingenes rejserute nordover i hvalfanger- og tidlig kolonitid.

Kvinden som ville være mand

Print
Dokument id:228
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kvinden som ville være mand
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:175 - 178
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 65h - 66v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 175 - 178: Arnaq angutaarusuttoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 223.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Resumé:

En mor er utilfreds med sin eneste søns fangstevner, og hendes udskældninger bliver endnu værre, da han har giftet sig med Ukuamaaq og tilmed fået en datter yderligere at forsørge. Moderen stikker til indlandet med svigerdatteren. Sønnen finder efter lang tids venten og søgen sin kone ene hjemme i et lille hus tykt tapetseret med renskind. Uk. fortæller, at hendes svigermor har lokket hende med og hindret hende i at flygte hjem. Manden kryber i skjul, hans mor ankommer i mandetøj, taler med dyb stemme, spiser og brokker sig, da Uk. ikke er villig til samleje bagefter. Hun har en kajakspids som penis og synger bagefter vrængende om hvor uduelig en søn hun har følt sig berettiget til at erstatte. Sønnen dukker frem, moderen flygter med sønnen efter sig, og hun magter at løbe hurtigst, indtil hendes kunstige penis falder ned og knækker. Han slår hende ihjel og sammen med sin kone lever de højt og flot hele vinteren på det store forråd af renkød, som denne lesbiske svigermor har skaffet.

 

Var.: Ukuamaaq. Talrige, allevegne fra.

 

Kommentar: Der er tydeligvis en direkte sammenhæng mellem fangstevner og seksuel ejendomsret.

Kvinden, som blev til ild

Print
Dokument id:936
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som blev til ild
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 73
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Oqilaitsoq Oqînalo"

 

Resumé:

To unge kvinder, Let og Langsom, søger sammen efter hjælpeånder i indlandet, når de er på bærplukning. De kappes om at være den første til at se et dyr og dermed få en hjælpeånd.  De kan efterhånden høre lyde over umådelig afstande og bliver usårlige for alt, der ellers rammer mennesker.

       Engang tager de med mændene ind i landet på renjagt. Mændene spredes, pigerne tyr til hulen, hvor man plejer at overnatte, men mændene kommer ikke tilbage og pigerne sulter. En nat bliver de stjålet af kæmper og besvimer. "Langsom" vågner til bevidsthed nøgen og fastsurret i kæmpens hus. Hun tilkalder alle sine hjælpeånder, der blot vækker hån hos kæmpen. Til slut får hun dog sin store isbræ-ånd, som hun engang havde fået af sin bedstefar, til at komme med bulder og brag, så stenene falder ud af husets mure. Da bliver kæmpen den lille, remmen løsner sig om Langsom, der flygter ud og møder Let derude. Også hun er nøgen, men deres klæder kommer flyvende efter dem, styk for styk, og klæder dem på af sig selv. Undervejs mod kysten besøger de først bier i menneskeskikkelse og spiser en anelse af deres honning; så rypekvinder, der serverer dem en smule af rypekroindhold og truer med at deres mænd vil slå pigerne ihjel, når de kommer hjem. Fremme ved havet ønsker Langsom sig, at et isfjeld ude i havet vil udvikle røg og kælve for at de kan rejse videre gennem havet. Det sker, men de rejser ikke sammen. Langsom blir svimmel og får følge af sin døde bedstefar, der hjælper hende gennem flokke af tanglus, tang med hajer, der ligner skove med hunde. Hun bliver svimmel og kommer til sig selv på stranden, hvor Let også er. De tørrer tøjet lidt, går hjem, men er usynlige og blive først synlige igen, da de har spist fedtet af sælsuppen i gryden.

"Hvorfor er jeres klæder så våde?", spørger moderen. Fordi vi har haft menstruation, siger de.

       Begge blir snart efter gift, hver med sin "store troldmand" / angakkoq / åndemaner (el. ilisiitsoq? - fortælleren er jo døbt, BS).

Som meget gamle drømmer begge kvinderne om deres forestående død. Langsom drømmer at hun skal dø tre gange, hvorefter hun indsvøbt i ligskindene skal bæres venstre om husstolpen tre runder og hendes ene ben skal sættes på hendes grav. Ved det skal hun så ride ud i havet. Frelseren vil ikke tage imod hende pga hendes mange synder, siger hun til Let. Efter begravelsen sover hele bopladsen ikke af skræk i fire døgn. Kun hendes mand falder i søvn, men skriger op i mareridt, blir vækket og fortæller at de må skynde sig at flygte til Tartunaq. Kvinderne skal gå barfodede over ved fjæren og mændene ro i kajak med venstre-foden bar: Intet ondt kan komme frem, hvor en blottet venstre fod har trådt. To mænd søger med kødvender og støvlestrækker at slå alt ondt ud af huset, da man forlader det, og hele vejen til Tartunaq kaster mændene deres harpuner op i luften. Vel fremme bliver man antastet af en ild, der først nærmer sig det tomme hus, antager forskellig former, bl.a. som regnbue, gennemlyser huset og følger de flygtendes spor; men gang på gang standses den af venstrefods-sporene. Den slipper alligevel igennem et sted og nærmer sig Tartunaq, hvor et par modige mænd går ilden i møde med lampespæk og således får bugt med den. Den viser sig at være en glødende hund, som den døde Langsom har sendt imod dem. Og hun gentager det flere gange.

       Med Let går det bedre. Hun drømmer at frelseren vil tage imod hende når hun har været død tre gange og havde frasagt sig alle sine hjælpeånder og synder. Da ville hun få en ny hud som et spædbarn. Straks efter drømmen fortæller hun sine fæller alt, aften efter aften, og da hun efter et par gange at have været død får skind som en nyfødt, dør hun i fred, begraves og misundes af alle sine landsmænd.

Store Daniel som lever på halvøen Nuussuaq endnu (omkr. 1900), sige at være Langsoms barnebarn.

 

Var.: fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr + Glemsel. ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

       Imaneq

       Den store ild.

 

Hist.: Frasagn om et par store kvindelige åndemanere (kvindelig angakkoq) fra ca. begyndelsen af 1800-tallet. Fortællingen er spækket med adskillige før-kristne mytiske episoder, der hørte hjemme i angakkoq - uddannelsen  (åndemaner / angakok), men i ny versioner er blevet omtolkede i kristent regi. Langsom bliver tydeligvis den største åndemaner af de to. Det må være derfor hun nægtes frelse og i stedet associeres til helvedes ild og de før-kristne fortællinger om Den store ild, der kommer ude fra havet og dræber støjende børn.

Denne store ild blev i 1800-tallets midte kaldt Toornaarsuk af Jens Kreutzmann i Kangaamiut, og Toornaarsuk var missionærernes grønlandske betegnelse for Djævelen. Akkulturation / kulturmøde.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere),

og søg iøvrigt på toornaarsuk / Toornaarsuk / toornaarsuks / Toornaarsuks.

 

Kommentar: Episoden med tilfangetagelsen hos indlandskæmpen og den efterfølgende med klæderne, der kommer farende tilbage af sig selv, ligner en initiation til åndemaner, som vi bedst kender den fra østgrønlandske fortællinger. Den efterfølgende lange rejse ligner en indvielse i kendskabet til hele verden, idet den fører helt inde fra  indlandet ud til kysten med besøg hos flere slags dyr i menneskeskikkelse og dernæst ud gennem havet med støtte fra en død bedstefar derude. Med sin tidligere gave til Langsom: den mægtige isbræ-ånd, spænder hans virkefelt fra inderst til yderst af den kendte verden.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Malaasi som rejste til Akilineq

Print
Dokument id:110
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Malaasi som rejste til Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 109 - 111
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 22h - 25v (slutning mangler, ses i afskriften).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 109 - 111: Malaasi Akilinermut angalaartoq.

 

Rink 1866-71, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, 4', nr. 217.

 

Resumé:

Malaasi er en uforfærdet fanger, der aldrig lider nød. Hans to yngre søstre følger ham gerne på land, når han er ude på fangst. En vinterdag går de to søstre over isen til de yderste øer i skærgården for indsamle rødder, men da en fralandsstorm river isen op, driver de til havs på en isflage. De når land på den anden side af havet, fordi de begge har måger som amuletter. De vandrer sultne rundt i det fremmede land til bunden af en fjord med en lakseørredelv. De fanger et par stykker, tilbereder og spiser dem. Ved lavvande strander en mængde sæler, hvoraf de samler sig tilstrækkeligt til forråd. To unge kajakmænd kommer på besøg og vælger dem til koner. Derefter ror de hjem og lader en konebåd hente dem. Søstrene får det godt i det fremmede. De får børn, den ene en søn og en datter, den anden to døtre, hvorfor hun frygter at blive dræbt af sin mand, hvis hun også tredje gang får en datter. Derfor planlægger de at flygte hjem, når hele bopladsen er optaget af festligheder med trommesange, og efter en mindre spændingsbefordrende afbrydelse lykkes det dem at komme af sted over det islagte hav. De eftersøges, men opdages ikke. Undervejs over isen dør deres børn, som de efterlader på isen. De når heldigt frem til deres gamle boplads, hvor Malaasi ved at høre om de rigelige fangster i Akilineq, beslutter at de skal tage derover hele familien en vindstille og skyfri sommerdag. Hans kone, der ikke har mod på rejsen, græder heftigt undervejs og drilles af Malaasi med, at nu ser man noget uhyggeligt sort vand forude. Hun skråler af skræk, Malaasi griner, og så får de endelig landet i syne. Da holder konen straks op med sin gråd og lægger alle kræfter i åren. Familien slår sig ned i bunden af fjorden (med den rigelige fangst), men søstrenes mænd kommer og kræver forgæves deres koner tilbage. Det lykkes først, da de slår Malaasi ihjel.

 

Var.: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

 

Hist.: Slutningen på denne version af Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq er overraskende, idet det i andre versioner er Malaasi, der går sejrrig ud af konfrontationen med Akilineq-boerne og tager sine søstre med hjem uden deres ægtefæller. Fortælleren, Jens Kreutzmann, var selv af blandet herkomst, og han deler åbenbart ikke den traditionelle opfattelse af Akilineq-boerne som fremmede, dvs. umennesker. Iøvrigt vidste man på den tid udmærket at der boede stammefrænder i Akilineq. Søg på Akilineq.

Manden som fik en alliaruseq til svigersøn

Print
Dokument id:214
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manden som fik en alliaruseq til svigersøn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:119 - 121
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 29h - 31v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 119 - 121: Angut alliarutsimik ningaalik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 220.

Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 28, ss. 120 - 121. På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 20, ss. 183 - 186: The Girl who married an Atliarusek)  

 

Resumé:

Et ældre ægtepar vil ikke gifte deres eneste barn, en datter, bort. Mange unge dygtige fangere går forgæves. Da til sidst én i vrede truer med at dræbe dem, ror de gamle skyndsomt bort med deres datter, men folk på land råber op om, at de aldrig får hende gift med en storfanger. De slår sig ned på en af yderøerne, hvor en alliaruseq (en der bor under stranden) i hemmelighed sniger sig ind og ligger med pigen. Faderen er lykkelig for sin svigersøn, der fanger umådelig meget og bare skal flytte ind. Svigersønnen har også forpligtelser overfor sin egen familie, som får halvdelen af hans fangster. Sammen tager de to familier i konebåde ind i fjorden på renjagt. Undervejs, hvor der er mennesker i nærheden, dykker alliarutsit-båden, menneskebåden følger efter, og begge både ror fredsommeligt et langt stykke under vandet. De kommer fuldt lastede tilbage. Datteren får et barn, der knytter de to familier endnu tættere sammen, og faderen rejser på besøg med pralende mattak-gaver til dem, der spåede, at han aldrig ville få sin datter gift med en storfanger. Og de kommer på besøg og bliver rigeligt bespist, da hungersnøden truer alle undtagen familien med den indgiftede alliaruseq-mand.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Hist.: En forbavsende fortælling, der ikke er historisk, men - på tværs af traditionens kategorigrænser - tillader den, at et åndemenneske, med sin egen familie, integreres i rigtige menneskers familie og samfund. I ældre fortællinger opløses den slags forsøg på raceblanding, når dyret eller åndevæsenet viser sig ikke at kunne leve op til menneskers sociale forpligtelser. Denne åndemand sørger efterhånden ikke blot for hele egnens befolkning med sine fangster, men lader endog de to besvogrede familier følges og samarbejde på renjagten. Betingelserne er dels en gradvis tilvænning og dels, at den menneskelige familie for alvor byder den fremmedartede velkommen.

Kristendommens afmytologisering af traditionens fortællinger har gjort sin virkning sammen med tilvænningen til først hvalfangerne og siden kolonisterne. Kreutzmann selv var af blandet dansk-grønlandsk herkomst.

Betegnelsen alliarutsit er desuden med tilhænget -ruseq en svækket udgave af allit, der undertiden siges at være langt mere ondsindede og bo længere nede (måske snarere længere ude og nede under havbunden, dvs. under skærene) end innersuit, ildfolkene nede under stranden.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq

Print
Dokument id:199
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 274 - 276, nr. 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Et kajakvæddeløb.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Qaannamik sukkanniuttut.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 159

 

Oversættelse ved Berthelsen:

 

I Appamiut var der engang en kajakmand, som var ivrig efter at tage ud

på fangst, og som roede hurtigt. Om vinteren, når nordenvinden rasede, plejede

han at jage alke ved mundingen af Appamiutbugten - uden at bruge sin fuglepil.

Han slog alkene med sin åre. Når han kom hjem med alkene stukket ind under

samtlige tværremme på sin kajak, gik folk ud fra, at han havde

fanget alkene med sin fuglepil.

På Ikkamiut boede der en sydlænding, en tilflytter. Denne fik engang lyst

til at udfordre manden fra Appamiut til at ro om kap. Han kom til Appamiut netop

på den tid, hvor nordenvinden var fremherskende. Stormen piskede vandet sådan

op, at det dækkede himlen som et hvidt slør. (Denne oversættelse er usikker. Der

står i virkeligheden kun, at himlen var blevet helt hvid - Chr.B.). På det

tidspunkt var Appamiut-fangeren endnu ikke kommet hjem fra fangst. Ved mørkets

frembrud blev der meldt, at han var på vej hjem. Så såre han lagde til, var der

én, der fortalte ham, at en af sydlændingene var kommet for at ro om kap med

ham. Bag på kajakken havde Appamiut-fangeren en fuldvoksen spraglet sæl, som han

havde viklet fast til kajakken med en line. Da folk nu var kommet ned for at

tage imod ham, roede han et stykke ud fra land og vendte rundt flere gange for

at vikle den ud. Sydlændingen kiggede med, idet han samtidig skævede mod vest,

(hvor vejret rasede). Fortælleren kunne ikke huske, hvad sydlændingen hed. Men

Appamiut-fangeren hed Mitinnguaq. Der var en anden Appamiut-beboer, der hed

Tikaaq.

Sydlændingen som udfordrede til kaproning, tog hjem dagen efter med

uforrettet sag, men da han blev drillet en del af de andre, gentog han

udfordringen. På Mitinnguaqs opfordring gik Tikaaq med til at ro om kap med

sydlændingen. Det blev ydermere aftalt, at Mitinnguaq skulle træde til, hvis Tikaaq ikke kunne klare sig.

Tikaaq og sydlændingen roede over fjorden ved Appamiut. Da de begyndte at

ro hurtigt til, hævede den forreste del af sydlændingens kajak sig op over havet

til dér, hvor benene var. Forenden af Tikaaqs kajak kom derimod til at stikke

ned i vandet, fordi de bobler, som hans årer lavede, hævede kajakkens bagende

op. De roede efter hinanden, men ingen af dem sakkede agterud. Tikaaqs

bopladsfæller sagde: "Tikaaqs årer er endnu ikke begyndt at lave et hul." Når

Tikaaq roede rigtig hurtigt til, så det nemlig ud, som om der drejede et hjul på

hver sin side af kajakken. Efter en ganske kort pause begyndte de at ro med

stævnen imod bopladsen. Tikaaqs bopladsfæller sagde: "Nu er Tikaaq begyndt at

lave hul med sin åre." I det samme fjernede Tikaaq sig fra sydlændingen, og han

roede i ring omkring ham. Det gjorde han uafbrudt, indtil de nåede land.

Sydlændingen gentog ikke udfordringen, han tog tilbage til Ikkamiut.

 

Var.: Brandt Ikaq; Om Kanginnguaq (delvis)

 

Hist.: Konkurrencer mellem syd- og nordlændinge - i roning o.l. og i åndemaneri / angakkoqkunst forekommer i mange fortællinger. De fleste foregik formentlig på samlingspladserne, aasiviit, hvor man mødtes under sommerens rejseaktiviteter.

Naajarsuaq og Horaajuk

Print
Dokument id:232
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Horaajuk
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 191 - 194
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 191 - 194: Naajarsuaq aamma Horaajuk.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 227.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

Naajarsuaq og Horaajuk.

 

Naa. og Ho. er husfæller, men da Naa. er kommet til at lave en åbning i Ho.s forråd om efteråret, og der (formentlig pga. af ræve) intet er tilbage da Ho. kommer for at hente noget, bliver Ho. rasende. Han opsøger Naa. på havet, følger ham hjem, viger ikke fra ham og skælder ham hele tiden ud. Naa. svarer intet, så Ho. truer til sidst i irritation med at dræbe ham, hvis han ikke svarer. Naa. tier stadig og Ho. dræber ham til havs. Naa.´s gamle far ser det hele, henter liget på havet, begraver det og begynder derefter igen at fange, men først en dag vejret er nøjagtig som på dagen for mordet, går der hul på hans sorg. Han sørger og sørger og holder først op, da hans kone blir gravid. Sønnen hun føder opdrager Naa.´s far med stadig tungere fangstvåben og en masse nynnende trylleviser. Han bliver meget stærk og dygtig fanger (og - fremgår det senere - familien rejser nordpå til et hvalfangstområde). De rejser sydpå igen og Naa.´s far fortæller sin søn, hvordan han skal hævne Naa.´s død med en harpun med en kæmpestor harpunspids. Ho. inviteres fra sit sommersted over fjorden til Naa.´s fars sted, hvor han beværtes med både hval og sæl, og tryg ved al denne venlighed ror han tilbage. Men den unge mand ror, på sin fars opfordring, efter Ho., og skønt Ho.´s fæller råber om forfølgeren fra land, ser Ho. kun på dem og dræbes af den enorme harpunspids, som Naa.´s fars søn blot lader sidde i hans ryg, idet han skærer remmen fra. Ho.´s fæller bliver passende imponerede over dens størrelse, og Naa.´s far med kone og søn tager uskadte tilbage nordpå.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

 

Hist.: Det er lidt uforståeligt hvorfor Kreutzmann ikke har episoden med, hvor familien af sydlændinge rejser nordpå og skaffer sig både barder og hvalben til at forære væk og handle med hjemme i syd. Måske man selv skal være sydlænding og have husket behovet dér for barder til fiskeliner for ikke at glemme den episode.

 

Kommentar: Bemærk den voldsomme gang skæld ud i starten af fortællingen. Den er typisk for Kreutzmann.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster

Print
Dokument id:812
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

 

 

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

 

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

 

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

 

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval

Print
Dokument id:1804
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 50 - 51, nr. 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

 

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

 

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

 

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

Niumak og Equngisoq

Print
Dokument id:212
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niumak og Equngisoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 113 - 115
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 25h - 27v + 21 (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 113 - 115: Niumak aamma Equngisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 218

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 100.

 

Resumé:

Niumak og Equngisoq er fætre og husfæller. Begge er dygtige fangere, Equngisoq især til sæler, omend Niumak, der er stor på den, søger at nedgøre ham overfor sine børn. De flytter en del rundt, også om vinteren, til de steder, hvor fangstmulighederne er bedst. Niumaks hushold er enormt stort med mange kiffakker, enker efter hans slægtninge. De bidrager gevaldigt til hans forråd, både af ammassætter og rensdyrkød og -skind. Selv jager Niumak kun. Han bærer aldrig byrder hjem fra fangst og jagt. Går kun i spidsen for de bærende kvinder - og Equngisoq, der forgæves beklager sig. Men Niumak sørger for at holde sine kvindelige hjælpere velforsynede med tobak, som han køber hos hvalfangerne. Selv "ryger" han kun tørvemos - for sjov.

En vinter sner de inde. Da stormen endelig holder op maser Niumak sig vej ud, Equngisoq hjælper til, hvorefter alle kiffakkerne beordres at skovle sne væk. Man opdager, at ræve har været i forrådet. Niumak binder en rem fra rævesnarer opsat ved rævenes huller ind i forrådsskuret og hele vejen ind til tørrestativet, der falder ned, hver gang en ræv er gået i fælden. Flotte blåræve, der fylder en hel konebåd til handel med hvalfangerne, når de kommer. Folk strømmer nu til Niumak fra hele omegnen, hvor de har sultet. De bliver beværtet og får masser af tørrede ammassætter med hjem.

Da hvalfangerne lægger til ved Kangaamiut går der bud til Narsarmiut om at både Niumak og Equngisoq skal komme og handle med den kaptajn, som man kalder "den kvindekære", Arnalupaasi. Rækken af Niumaks stærkt belæssede kiffakker er lang, og han og Equngisoq tilhandler sig bl.a. bøsser og ammunition, så meget, at der mere end en generation senere, da der ingen hvalfangere kommer længere, endnu er hagl i omløb, som Niumak dengang købte. Efter handelen beværtes Niumak og hans følge og de overnatter på "Den Kvindekære"s skib.

 

Ved et senere sangkampstævne i Appamiut optræder en kvinde, "den bukseløse" så udfordrende, at alle mændene efter tur ligger med hende, uden at hun gør vrøvl. Det eneste, hun siger bagefter, er, at Equngisoq er en stor elsker.

 

Hist.: En historisk fortælling, der kan tidsfæstes til ca. 1760-70. En anden fortælling om Niumak er en generation efter Kreutzmann fortalt af Katrine Sommer.

Der har næppe været mange folk af Niumaks kaliber. Som fortræffelig erhverver og den der tiltrækker sig yderligere slægtninge som arbejdskraft i større stil, lever han op til antropologernes definition af en "Big man". Måske havde en kraftigere social rangorden udviklet sig i Vestgrønland, hvis handelen med hvalfangerne var fortsat uhindret af kolonisationen og dens forbud mod handel med fremmede.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nukarîngnik / Nukariinnik

Print
Dokument id:361
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukarîngnik / Nukariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 83h - 89h, nr. 331
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

 

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

 

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

 

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

 

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

 

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

 

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

 

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

 

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

 

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

 

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

       

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

 

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

 

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

 

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

 

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

 

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

 

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi

Print
Dokument id:494
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:12 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

 

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

 

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

 

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

 

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

 

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Om sult og et forslugent spædbarn

Print
Dokument id:217
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om sult og et forslugent spædbarn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 130 - 132
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 39 - 40.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 130 - 132: Appamiuni kaannersuarmik meeraaqqamillu pillerortumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 187.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-1871, I: nr. 87: Enken ved Agpamiut.

 

Resumé:

I Appamiut, i et lille hus ved siden af et stort med mange mennesker, bor en kone, der nyligt er blevet enke, med sin lille søn og datter. Folkene i det store hus håner dem ved at traske hen over deres lille hus, når de tager på fangst. Vinteren stunder til, enken forbliver af sorg inden døre, men opildner hele tiden sine børn til at fange ryper i snare og senere at fiske ulke. To piger fra det store hus, hvor man efterhånden sulter, får altid lidt mad med, når de kommer på besøg. Da vinteren er omme er mange i det store hus døde af sult, fordi ingen dér har udvist initiativ til fangst. De overlevende rejser bort i deres konebåd. De to børn vokser imidlertid op, drengen udvikler sig til fanger. Han og søsteren overvintrer igen i det lille hus ved siden af det store, hvorfra de får besøg af skrækslagne beboere. I deres store hus er et spædbarn ved at spise sin mor og derefter sin far. Alle flygter for utysket undtagen de to forældreløse, som spædbarnet ikke angriber.

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents nr. 44 + 44a; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

 

Hist.: Der må være en sammenhæng mellem spædbarnets unormale udvikling til rasende kannibal og den sult, man har lidt i det store hus. I ældre og/eller mere gammeldags versioner (se ovf.) skyldes spædbarnets udvikling, at det bliver decideret sultet af forældrene, dvs. at det nok får bryst men ikke tyggemad fra moderens måltider. Den sammenhæng synes noget uklar i Kreutzmanns version, der er mere optaget af umoralen i de sultendes tidligere hovmod og svigtende jagtiver.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Om østgrønlændernes opdagelse af Vestgrønland

Print
Dokument id:227
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om østgrønlændernes opdagelse af Vestgrønland
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:173
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 63h (Begyndelse mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 173: Tunumiut Kitaanik nassaarinninnerat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 198.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71 (Rink 1866-71, I-II), I: 154.

 

Resumé:

Dengang landet endnu ikke var beboet kom en angakkoq / åndemaner / angakok flyvende over indlandsisen fra Østgrønland til Kangerlussuaq, hvor han så en dejlig sø med mange rensdyr omkring. Han fulgte fjorden ud for at finde egnede vinterbopladser. Det var der, og han tog turen tilbage langs kysten rundt om Kap Farvel. Han ville flytte og mange rejste med ham. På et år nåede de et godt stykke op langs vestkysten, hvor de overvintrede, og da de næste forår kom til Narsarmiut, genkendte den lokale åndemaner dem. Efter overvintringen drog de ind ad fjorden og fandt søen, Tasersiaq, den fundne sø, som de kaldte den. Det har den heddet siden. Efterhånden blev Narsarmiut og omegn befolket af østgrønlænderne.

 

Hist.: Dette er næppe en historisk fortælling, og helt logisk er den jo heller ikke i og med at Narsarmiut har en angakkoq og dermed allerede er befolket. Men det er muligt, at nogle familier på egnen menes at stamme fra sydøstgrønlændere, der i 1700- og især 1800-tallet flyttede til vestkysten.

Oqalluktovalejaq / En fortælling

Print
Dokument id:400
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktovalejaq / En fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 785 - 787, nr. 158
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler, men ikke i afskriften her: NKS 2488, V, nr. 158).

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207: Akaajarsi som to gange kom ud for at lide nød.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 100.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

Det fortælles, at Akaajarsi ikke manglede noget. Han boede sammen med

en anden i teltet. En gang tog de af sted for at sejle ind i en fjord.

Det var fint vejr, og det var varmt. For at afkøle sig tog de tøjet af

overkroppen. Begge var søsyge (umijarmijodlotik). Da de passerede et

fuglefjeld, hvor tateratter (rider) og måger rugede, fik Akaajarsi

lyst til at tage derhen for at samle æg. Da de lagde til ved en stor

afsats, gik hele konebådsbesætningen i land og gav sig til at samle æg

ved at klatre op på en afsats på den stejle fjeldvæg. Mens de var

dér, opdagede de, at konebåden drev fra land og var kommet så langt

ud, at de ikke kunne nå at få fat i den; og det var umuligt, at klatre

op på fjeldet. Det varede ikke længe, så var båden drevet i land på

den anden side af det lille sund, og vandet trak sig tilbage, så den

lå tør. Alle deres brugsting var i konebåden. Så blev vejret meget

dårligt. De brugte den smule jord, der var på afsatsen, til en

jordhytte. De havde ingen lampe. Når det blev dårligt vejr, varmede

de sig ved at lægge sig oven på hinanden. Når de nederste havde varmet

sig, byttede de plads med de øverste, som var kommet til at fryse. Når

der sejlede en konebåd forbi ind i fjorden, råbte de og skreg; men de

sejlede blot forbi mod øst uden at høre dem.

 

De tilbragte hele sommeren på afsatsen i næsten ingen tøj. Der var æg at spise til at begynde med; men da de slap op, og da der ikke var mange rødder

tilbage i jorden, måtte de søge  noget spiseligt nede ved stranden;

men da det var en stejl strand, var bestanden af muslinger hurtigt

opbrugt. De spiste alle de små dyr, de fandt. Når de fandt småulke,

gav de dem til børnene. De blev efterhånden så svage og udmattede, at

de kun kunne kravle.

 

En dag, hvor der ikke var flere, der kunne rejse

sig op, så de en konebåd sejle forbi. De råbte og kravlede rundt på

afsatsen, alt hvad de kunne; og konebådsbesætningen så dem kravle

rundt og roede tilbage. Konebådens besætning var betænkelig ved at

lægge til, fordi de var bange for dem. De troede ikke det var

mennesker. Men da de sagde, at de var mennesker, og at de var ved at

sulte ihjel, tog de dem om bord. Første gang de fik noget at spise,

gjorde det frygteligt ondt i maven.

 

Da de var blevet raske, var de to,

der boede sammen i et telt, igen ude at rejse og var kommet til at

lide nød endnu en gang, selv om de havde kajak. Mens de sultede,

kom to skibe til syne. Akaajarsi opfordrede sin teltfælle til at tage

med ud til skibet. De fyldte kajakkerne med ting, de kunne handle med,

og tog ud til skibene. Da de nærmede sig skibene, sagde Akaajarsi til sin teltfælle: "Jeg går om bord i det ene skib og køber

udelukkende kugler til patroner. Gå du om bord i det andet og

køb krudt. Kun krudt." De kom om bord på skibene. Det fortælles, at

Akaajarsi udelukkende købte kugler, og at han endog også havde solgt

sin helpels. Han kom om bord på det andet skib for at se efter sin

teltfælle. Denne havde udelukkende købt krudt, og han havde også solgt

sin helpels. De vendte tilbage til deres telt. Siden har ingen hørt,

at de kom i nød. Her slutter fortælleren.

(Utydelig håndskrift, hvorfor oversættelsen er usikker. Chr. B.).

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Historisk fortælling

Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik

Print
Dokument id:203
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286, nr. 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

 

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"

Print
Dokument id:1021
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 6
Fortæller:Amossen, Nathan
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 7 - 8
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person: indsamler, N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage, da der kun boede få mennesker i Kangaamiut, var der en fanger, der havde et enebarn, en pige, som var hans kæledægge.

Dengang var der hist og her døbte grønlændere, og pigen hed således

Margrethe. Når hun om aftenen begyndte at græde, søgte de at få hende

til at tie ved at forskrække hende: "Nu må du holde op. Hvis ikke,

kommer der en stor "slikker" og slikker dig. Øjnene på dem, der bliver

slikket, lukker sig, så de ikke kan se noget." Hun tav gerne når hun

fik den historie fortalt.

Engang tog M. som sædvanlig til at græde sent på aftenen, da alle

husfællerne var gået i seng. Da husfællerne jo havde lagt sig til at

sove, tyssede forældrene på hende; men de faldt i

søvn, mens hun endnu græd. Midt i det hele blev hun meget bange og

holdt af skræk op med at græde. Så hørte hun smasken ind igennem

gangen. Det lød som én, der slikkede noget. Hun måtte tørre tårerne

ustandseligt. Så såre hun havde tørret øjnene, begyndte tårerne igen at

pible frem.

Efterhånden som lyden kom nærmere, kunne hun ikke længere holde det ud

for angst. Hun prøvede forgæves at vække de andre.

Da hun hørte nogle komme ind, drejede hun hovedet i retning af lyden

og så et stort skrækindjagende menneske. Det havde en meget stor krop

og ganske tynde ben. Dets store tunge kom skiftevis ud og forsvandt

ind i munden igen. Det gav hver gang et smæld så kraftigt at det burde

have vækket de sovende.

Hun søgte efter noget at forsvare sig med. Hun kastede skidt og møj

("saningnik") imod ham; men hver gang kom det tilbage til hende.

Da mennesket kom nærmere og nærmere, tog hun flugten og kravlede

skrigende hen over de sovende; og da nogle af dem begyndte at vågne,

forsvandt han ud i gangen. Hun sagde det til dem.

Hendes far stod op, og han tog sin store nye økse, som han ellers

var meget øm over, og på vej ud gennem gangen slog han løs på klippen,

så det glimtede, og samtidig snakkede han uafbrudt.

Og så havde M. ellers fået nok af at græde om aftenen.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Heller ikke "slikkeren" optræder andre steder i basen her.

oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk

Print
Dokument id:206
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297, nr. 102
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Fortællingen om Ataatsiarsuaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Aataatsiarsuarmik oqaluttuaq.

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aataatsiarsuaq.

Aataatsiarsuaq, som var åndemaner / angakkoq, overvintrede i Sermiligaarsuk. En dag var han ude på fangst ved mundingen af Sermiligaarsuk fjorden. Der dukkede en sæl op, som holdt snuden oppe over overfladen. Han roede hen mod den, men sælen forsvandt. Han ventede dagen lang på, at den skulle dukke op igen. Det gjorde den så, efter at det var blevet aften. Han roede hen og harpunerede den. Han ville kaste sin fangeblære / fangstblære ud. Da linen var ved at løbe ud, forsøgte han at trække sælen til sig. Men sælen rykkede ham ud af kajakken, og der var ingen andre i farvandet. Så kom han i tanke om, at han havde en strandtrold til hjælpeånd. Straks kom en mængde kajakker. Disse kajakmænd bandt Aataatsiarsuaqs kajak sammen med to af deres kajakker og tog ham med hjem til deres boplads. Folk på bopladsen blev glade, da de så dem komme, fordi de troede, at de medbragte fangstparter. De råbte udefra: "Vi har ikke nogen fangstpart med, men vi kommer med en gæst." Folk blev glade. Aataatsiarsuaq kom på den måde til at bo hos strandtrolde (alliarutsiit / innersuit).

 

Det viste sig, at den dygtigste fanger på stedet lå syg og ikke kunne blive rask, og man mistænkte en heks for at have skadet ham. Man bad Aataatsiarsuaq om at mane ånder. Det gjorde han, men han fandt ikke ud af noget. Dagen efter gentog han sin åndemaning. Da så han en heks ved fodenden af den syge. Han udspurgte heksen om, hvorfor hun havde gjort manden syg og hun fortalte følgende: "Den mand kom engang hjem fra rensdyrjagt og havde fanget en stor renbuk. Han var så venlig at forære mig et stykke kød. En anden gang var han igen på rensdyrjagt og kom også denne gang med en stor renbuk, men han forærede mig ikke noget." Det var årsagen. Åndemaneren harpunerede heksen i fodsålen, så senerne blev trukket ud. Den syge blev rask, men heksen blev dårlig og døde.

 

Var.: Ataasiaq; Ataatsiarsuaq

 

Kommentar: alliarutsit betegnes som de nederste innersuit, og er muligvis kommet til med kristendommen som onde djævle

oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq

Print
Dokument id:209
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 304 - 305, nr. 105
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 76: Itinngitsoq som ikke kunne vågne af sin søvn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 76: Kangerlussuarmi ukiisoq itinngitsoortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 157.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

En af Narsaq-beboerne ved navn Itinngitsoortoq, øvede sig i

at være åndemaner. Da han var blevet angakkoq, generede han sig for meget for at træde offentligt frem. Han ville derfor bo et sted, hvor der ikke var andre

mennesker, hvorfor han rejste sammen med sin husstand ind i Kangerlussuaq (her

er tale om Sdr. Strømfjord - Chr.B) for at overvintre dér. En Sisimiut-bo, som ikke kendte årsagen til Itinngitsoortoqs bosættelse i Kangerlussuaq, slog sig ned

samme sted. Også overfor ham var Itinngitsoortoq genert. Der var nok af

laks og rensdyr, så de manglede ikke mad. Men da kulden satte ind, blev

rensdyrene meget sky. Itinngitsoortoqs børn, en dreng og en pige, var hurtige

løbere. Når dyrene blev trætte af at løbe, fangede de dem ved at stikke dem ned. De forsynede familien med kød hele vinteren.

Normalt vågnede Itinngitsoortoq meget tidligt om morgenen. Men en morgen,

efter at dagene var blevet længere, skete det, at han ikke vågnede til sædvanlig

tid. Børnene forsøgte at vække ham, men det lykkedes ikke. Han sov endnu, da de

vendte tilbage fra jagt. En ny dag kom, men han sov fortsat. Efter at isen var

forsvundet fra fjorden, tog familien af sted med ham for at komme til et sted,

hvor der var en åndemaner. På vej ud af fjorden mødte de nogle slægtninge på vej ind i fjorden. Også disse forsøgte at vække ham. Nogle gange strakte

han sig og det så ud, som om han var ved at vågne, men når han begyndte at

snorke, faldt han i dyb søvn, så han ikke var til at vække. De nåede så langt

som til det yderste forbjerg på Sermersuut, og her udåndede han. Årsagen til, at

han sov så længe uden at vågne skulle være, at han var så længe om at meddele de

andre, at han var åndemaner.

 

Var.: Kun forestillingen, fx: Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait; ikke selve fortællingen. Se ndf.

 

Kommentar: Fortællingen lever op til den traditionelle forestilling om, at det kunne koste liv eller forstand, hvis man som færdiguddannet angakkoq ikke afslørede sine erhvervede evner / hjælpeånder, dvs. holdt en offentlig seance.

Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq

Print
Dokument id:210
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 306 - 308, nr. 106
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 77: Svigerdatteren som blev begravet levende.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 77: Ukuaq inuutillugu iliverneqartoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 158.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Følgende historie fortælles om et gammelt ægtepar, deres

søn og dennes kone, som plejede at tage ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. De

plejede at transportere konebåd og bagage ind i land til Taseriaqs bred. Stedet,

hvor de slog lejr, hed Qaarsormiut. Engang mens de boede dér, døde sønnen. De

blev jaloux på deres svigerdatter. De overvejede at dræbe hende, men i stedet

for begravede de hende levende ved siden af hendes mand. Dér, hvor hun lå,

lavede de i siden af graven en åbning, der passede til et knivsblad. Kvinden

fattede mistanke. Hun rullede hen over sin døde mand, over til den side af graven,

hvor der ingen åbning var. Knap var hun rullet over til den anden side, så

blev der stukket en kniv ind. Sådan dolkede de deres døde søn i den

tro, at hans kone lå der. Bagefter hørte kvinden dem græde - ja, det gjorde de i

flere dage. Kvinden var ved at sulte og tørste ihjel. Så en dag tav stemmerne

udenfor. Hun skubbede til stenene og fik efterhånden lavet et hul i graven og

kravlede ud. Lige ved siden af graven var der en vandpyt, hvor der svømmede

mange forskellige insekter. Hun drak vand deraf, og af sine hår lavede hun en

snare og fangede gråsiskener. Efterhånden som hun kom til kræfter, kravlede hun

op ad en skråning på ca. en halv mil, og jeg mener, at der derfra var over fire

mil til kysten. Først kravlede hun videre til en teltplads, hvor folk plejede

at være på laksefangst om sommeren, men da havde folk forladt stedet. Derfra

kravlede hun til Anguujaartarfik på kysten, hvor konebåde plejede at lande. Her

var én familie tilbage, og hun fik lov til at komme med hjemover med den konebåd, der tog af sted dagen efter. Faktisk havde hendes svigerforældre

fortalt familien, at både sønnen og svigerdatteren var døde, og de havde grædt

over dem sammen med familien. De havde alligevel den frimodighed at gå hen til

deres svigerdatter, som nu var kommet tilbage og spørge hende, om hun havde sørget for at stoppe åbningen til på sønnens grav. Hun svarede: "Det gjorde jeg

ikke, for det var vel meningen, at den åbning skulle være der." Det var hertil

jeg fik fortalt historien. (Den sidste sætning er fortællerens, Jens

Kreutzmanns, bemærkning - Chr.B.).

 

Var.: Den lille gamles søn

oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:240
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mathæus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 317 - 320, nr. 110
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

 

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

 

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

 

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

 

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

 

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, zippy@alaska.net

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene

Print
Dokument id:237
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 313 - 315, nr. 108
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler), som er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 88 - 90: Om dengang Toornaarsuk besøgte Kangiusaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 89 - 91: Toornaarsuup Kangiusamut tikerarnera.

Denne version er afskrevet af seminarieelever i Rink NKS 2488, II, nr. 206.

 

Oversættelse af seminarielevs afskrift her: NKS 2488, II, nr. 108,

ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling. (Den store ild).

I gamle dage boede der i Kangerlussuatsiaq en mand uden kajak. Om foråret plejede han at opholde sig på Kangiusaq og fange mange rensdyr. Han var en hurtig løber. Han skaffede sønnen sener fra halsen af fuldvoksne renbukke, og af dem lavede sønnen liner. Sønnen var en stærk mand, der fangede mange sæler og hvidhvaler. Når vinteren indfandt sig, havde faderen ikke mere at tage sig til. Han holdt op med at jage. Derimod tog sønnen ud på fangst. Moderen holdt ham med selskab ved at følge ham langs kysten. Hun fangede mange ryper i snare.

 

Et år fik de nye bopladsfæller, og engang ved forårstide tog de sammen med de nye bopladsfæller til Pisuffik for at synge nidviser mod dem. Kun de voksne tog med i konebådene. De lod børnene blive hjemme, og de satte en lille ældre mand til at passe dem. Så såre konebådene drog af, gav børnene sig til at lege og støje helt vildt. Den ældre mand forsøgte at skræmme dem til ro, men da han slet ikke kunne styre dem, gik han udenfor. På den anden side af bopladsen var der et højt fjeld. Han så, at der fra dette fjeld udgik ild, som for over til et andet fjeld og vendte tilbage til udgangspunktet. Han gik ind igen og forsøgte igen forgæves at få børnene til at holde op med at larme så vildt. Og da ilden nærmede sig dem, satte den lille ældre mand sig op på bjælken i skjul, hvor man lagde tøj og lignende til tørring. Nu kom ilden og derudefra sagde den: "De dumme unger, der morer sig med at danse rundt, dem skal toornaarsuk (åndemanerens særlige hjælpeånd - Chr.B.) tage sig af (rent gætværk. Jeg ved ikke, hvad "pisarssorpai" betyder - Chr.B.)." Det sagde han undervejs ind. Da han trådte ind, skræmte han alle børnene ihjel.

 

Den lille ældre mand boede så alene i huset en stor del af foråret. Da de andre vendte tilbage, var han nede på stranden og tog imod dem. De spurgte ham: "Hvor er vores børn?" Han svarede: "De er alle døde af skræk." De nyankomne mistænkte den ældre mand for at have skræmt børnene ihjel og planlagde at dræbe ham. Og den lille ældre mand sagde: "I kan godt slå mig ihjel som hævn, men prøv først at te jer vildt i aften, som børnene gjorde." Da han sagde dette, udsatte de deres forehavende og ventede til det blev aften, hvor de så gav sig til at støje voldsomt. De fyldte en fangstblære med stegt spæk. Da de var midt i deres støjende "leg", udgik der ild fra fjeldet overfor og den for over til det andet fjeld, hvorefter den begyndte at nærme sig bopladsen. De fortsatte med deres larmen. Nu var ilden på vej ind og en af dem stod parat til at hælde spækolien på ham og det gjorde han i det øjeblik, han viste sig, og derved dræbte han toornaarsuk på stedet. Først forsøgte de at tage den døde toornaarsuk og smide ham ud gennem vinduet, men da de ikke kunne smadre tarmskindet, ville de tage ham ud gennem gangen. Folk slap ud af huset ved at skræve over toornaarsuk. En gammel kone, som var den sidste, trådte forkert undervejs og satte sig ned på toornaarsuk. Hun klistrede fast på toornaarsuk, og de andre kunne ikke slide hende løs. De forsøgte forgæves at løsne hende fra ham ved hjælp af en stang. Til sidst måtte de med kniv fjerne et stykke af toornaarsuk, og da hun rejste sig, havde hun dette stykke siddende på sin bag. Hun gned bagen på klippen for at komme af med det. Det blev hun ved med, indtil der kom hul på hendes egen bag. Nogle af dem blev bange for at bo på bopladsen og rejste væk.

Dertil har jeg fået fortalt. J.K.

 

Var.: Den store ild. Den store ildånd; Hvorledes muslingen blev til;

 

Hist: Det er kun Kreutzmann der identificerer denne mytiske skikkelse med toornaarsuk. Om brugen af toornaarsuk før og efter missionen se Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik

Print
Dokument id:309
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 740 - 749, nr. 151
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldigt resumé ved Kirsten Thisted:

 

En historie om to fætre.

 

En nordlænding hører at han nede sydpå har en fætter, som skal være en stærk og betydningsfuld mand (pingaartorsuaq). Han tager af sted for at kappes med ham og når endelig frem. Ved første blik bliver han nu skuffet over fætteren, der ser lille og ussel ud, men da det er sent på efteråret, flytter han ind i huset hos ham. Nu kommer så efterårstrækket og nordlændingen fanger og fanger, men ser aldrig fætteren gå i kajak. Han bliver mere og mere irriteret. En dag tager fætteren imidlertid pludselig med, og han må undre sig over så hurtig han er, og så tæt på fangsten (dyrene tiltrækkes af ham, BS.)! Næste dag sover fætteren længe igen. Det er altså kun når han har lyst til at fange en sæl, at han så bare tager ud og gør det.

 

Om vinteren bliver der islagt, og de kan ikke længere tage ud i kajak. Nordlændingen bliver ordknap. Så siger fætteren, at der er masser af fangst at hente nede i den 3. fjord syd for dem. Meget tidligt tager nordlændingen så af sted, men når først til den anden fjord, da solen er kommet så langt i vest, at han må vende om. Langt op ad dagen den næste dag tager så sydlændingen af sted og kommer hjem med to store fjordsæler på slæb hen under aften.

 

Sådan bliver fætteren (sydlændingen) ved og fanger nu til ham, således som han (nordlændingen) forsørgede ham i efteråret. Nordlændingen lader være med at sige noget om, at han egentlig kom for at kappes, og selv om den anden siger at han endelig må komme igen, kommer han aldrig siden igen.

 

Var.: Den nærmeste variant er Hendrik 41: Aqissiaqs sønnesøn, med et par ekstra Aqissiaq - episoder. Se også: Kreutzmann: Den lille svoger og Rasmussen I: Kvinden som giftede sig med en ræv.

Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner

Print
Dokument id:1027
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 11
Fortæller:Onesemossen, Juliane
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 14 - 15
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage boede to venner, Aatsakasik og Orrallak i

Timerliit. O. plejede at tage ind i fjorden (for at jage rensdyr), mens A. forblev på sin boplads. Da der om sommeren altid var

klapmydser i fjordmundingen, fangede A. en del; og han plejede at

lægget et hvalroshoved til gæring til sin bedste ven, mens O. havde

noget tørret og frisk rensdyrkød og rentalg med til A.

Engang, da O. vendte hjem fra fjorden, serverede A., som vanligt, et

gæret hvalroshoved for sin ven. Da han havde spist, gik han hjem. Han

havde det skidt, og han blev dårligere og dårligere, indtil han blev

sindssyg. Han sagde hele tiden: "A. har forgiver mig." Da han kom i

den tilstand, kunne hans husfæller ikke længere blive hos ham. De

rejste og lod ham alene tilbage i huset.

A. kunne ikke glemme vennen, han havde gjort fortræd. Derfor tog han

hen for at se til ham. Han gik ind i huset, men han så ingen

mennesker. Han kiggede efter ham og opdagede, at han lå oppe på

tørrestativet og kiggede ned på ham. Da han var blevet opdaget, sprang

han ned på gulvet og sagde: "Du har forgivet mig, derfor vil jeg spise

dig." Så begyndte han at løbe efter ham inde i huset.

Nu kunne O. dårligt undgå at blive spist; men idet han passerede

åbningen ud til gangen smuttede han ud og løb ned til sin kajak, kom

ned i den og roede ud. Han kiggede tilbage og så, at den anden fulgte

efter ham og var synlig som ild. Han blev bange og flygtede; så hørte

han ham sige bag ved sig: "Jeg kan ikke komme videre for en stor

revne." Han så sig tilbage og opdagede, at forhindringen var en lille

fordybning, fra bølgeslaget. Han kunne ikke kommer over

den. O. tog hjem; og han besøgte ham ikke igen; for han var jo nær

blevet dræbt.

 

Var.: Søg på ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oqalugtuaq iviangersûmik / Fortællingen om Iviangersooq

Print
Dokument id:1043
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 26
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq iviangersûmik / Fortællingen om Iviangersooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 33
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Iviangersooq var efter sigende et meget stort menneske.

Han plejede at tilbringe sommeren på Isortoqs renjagtområde ved

Maniitsoq/Sukkertoppen. Hans eneste våben var bue og pil. Han løb efter rensdyrene, og først når de blev trætte, skød han dem med buen.

 

Det fortælles, at han var meget stærk. Når man så ham på nært hold, lød braget fra hans bue voldsomt. Der lød, som om braget kom fra ganske nært hold (dårlig grønlandsk formulering).

 

Engang traf han inde i landet folk Nuuk/Godthåb, der var på

renjagt fra deres lejr i bunden af Godthåb-fjorden. Nogle af dem blev

meget imponeret af hans størrelse. Han havde blot smilet og sagt: "Det er en forkert mand, I har truffet; for jeg er kun en lille

mand. Desværre er min lillebror, som er et velvoksent mandfolk, ikke

til stede. Han plejer at kunne bære to fuldvoksne renbukke oven på

hinanden med en renko mellem bagbenene." De, der havde truffet manden,

var kun taknemmelige for, at lillebroren ikke var med; for de ville

nok være blevet bange for ham.

 

Hist: Sikkert delvis autentisk.

Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit

Print
Dokument id:1026
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 13 - 14
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i

et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen.

Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy

inderbeklædning til et telt, at han blev alene.

Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et

par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket

af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var

(tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han

pludselig angst og vendte ansigtet bort.

Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at

få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente

min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for

hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde

været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på

vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden,

fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og

så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og

at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og

ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at

skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de

opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt.

Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild

Print
Dokument id:1024
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 8
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 11
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage ville folk, der havde vinterboplads

i Kangiusaq, til Appamiut for at danse (trommedans?).

De tog deres pæneste tøj på og ordnede sig til rejsen. Børnene lod de

blive hjemme i en lille ældre mands varetægt.

 

Nær Appamiut, lagde de undervejs til ved et hus. En kvinde, som boede

der, ville gerne med, da hun hørte, at de skulle til dans i Appamiut.

Fra mandens line skar hun et stykke af, som hun bandt om livet, og de

tog afsted. De nåede til Appamiut, dansede og tog så hjemover igen.

 

Dengang Kangiusaqerne var taget afsted, gav børnene sig til at lege

helt vildt. Den lille gamle mand, der skulle passe dem, søgte forgæves

at få dem til at holde op; og gik så udenfor. Mens han kiggede sig

omkring, så han, at der kom en kraftig ild (lyn?) ud af et højt fjeld.

Det forsvandt bag et andet fjeld, der lå længere væk; men så kom det

frem igen og fór nedad. Gamlingen søgte efter et skjulested; og han

krøb ind under en konebåd.

Da larmen fra vildt legende børn stilnede, kiggede han ind i huset og

så, at de var blevet skræmt til døde med sprængte øjne (der står

egentlig kun: øjnene). Da det blev lyst, gik han og ventede på, at konebåden (med børnenes forældre) skulle vende tilbage.

 

Så kom de hjem, og han fortalte om børnene, der var blevet skræmt til

døde. De ankomne modsagde ham og mente, at det var ham, der havde

skræmt dem ihjel. Gamlingen sagde: "Prøv selv at lege vildt i aften."

De gav sig til at stege spæk i beredskab til legen.

Da de gamle havde leget, holdt nogle af dem øje med, hvad der ville

ske. Omsider kom der ild ud af et højt fjeld. Det forsvandt ind i et

fjeld overfor, hvorefter det fór ned, og da det var på vej ind i

huset, hældte de noget af det stegte spæk (hedt tran), ned over den, hvorefter den

stivnede ("issiopoq").

 

De skrævede over den stivnede ild og gik udenfor. Gamlingen var også

på vej ud, men faldt og klistrede fast til den. Da han fik revet sig

løs, havde han et stykke ild siddende på sig. Han blev ved med at

gnide det imod klippen, så han tilsidst sled hul på huden.

Det fortælles, at de døde af skræk.

 

Var.: Den store ild. Innersuaq.

oqalugtuaq Katigagsîmik

Print
Dokument id:121
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Katigagsîmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 35 - 36, nr. 14
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Rink NKS, 2488, VI, ss. 115h - 116h, vistnok i

renskriveren Steenholdts skrift.

 

Forkortet dansk oversættelse af denne + Kreutzmanns variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 32 s. 127 og - endnu kortere - på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Fortællingen om Qatigassii / Qatigaatsi".

Qatigassii troede ikke på åndemanere. Når åndemaneren begyndte at tilkalde

hjælpeånder, fjernede han skindforhænget og afbrød på den måde åndemaningen.

En dag fik han at vide, at Qasilii var blevet en stor åndemaner. Qatigassii

gik hen og overværede hans åndemaning. Da Qasilii under åndemaningen påstod, at der nærmede sig en ildkugle vestfra, blev Qatigassii meget vred. Han gik hen

til udgangen og fjernede skindforhænget med meget stort besvær. Han kom ud, og

ganske rigtigt: Der sås en ildkugle i vest. Anden gang han skulle ud, var det

næsten helt umuligt at få fjernet skindforhænget. Udenfor så han, at ildkuglen

var kommet ganske nær. Han blev så bange, at han, da han kom ind, svang sig op

og hægtede sig fast til husets tværbjælker og blev deroppe. Nu var ildkuglen

ganske tæt på. Åndemaneren ville gerne afbryde seancen, men han kunne ikke.

Folk tømte potter med urin henimod ildkuglen for at få den til at vende om.

Først da man tændte lamperne i huset, og åndemaneren afbrød seancen, fjernede

ildkuglen sig. - Qatigassii havde til sidst ikke flere kræfter til at blive

hængende på tværbjælkerne og faldt ned på gulvet. Han krøb ind under

liggepladsen modsat briksen og befandt sig mellem sælskind og kød, der var

henlagt til gæring, og af skræk tissede han og forrettede sin nødtørft mellem

alle disse ting.

Det var sidste gang, Qatigassii overværede åndemaning. Han havde fået nok.

Var.: Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik. Se også: Den store ild.

 

Kreutzmann identificerer Den store ild = ildkuglen fra bjergtpååeme med toornaarsuk

Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene

Print
Dokument id:1019
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2'
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, side 5 - 6, nr. 4
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang mens sydlændinge rejste nordpå, var folk fra

Saqqaq på sydsiden af Kangaamiut, på fangst.

De lå og ventede på en kajakmand, der var på vej til (fra?)

Ikerasaarsuk. Da han nåede frem, opfordrede han en af dem til at de

to sammen skulle dræbte en kajakmand lidt længere oppe. Manden sagde i første

omgang nej, fordi den efterstræbte var hans bopladsfælle, og de andre

godt kunne dræbe ham til gengæld. Men han gik alligevel med til det,

fordi han blev bange for ham.

Manden, der ville begå drabet, sagde: "Jeg ror forrest, og du følger

efter." Han fortsatte: "Du skal se det, når jeg har harpuneret ham lige

tæt ved lænestøtten og han vender ansigtet imod mig med sit strittende

skæg." Da manden, som sydlændingen roede frem til, hørte plask i

vandet bagved, vendte sig om og så, at manden bagved netop havde

harpuneret sydlændingen, fået ham til at kæntre og straks flygtede, da

han blev set.

Den anden ville gerne snakke med ham, men nåede det ikke; han roede så

efter ham. Og da han indhentede ham, fortalte denne ham, at den dræbte

jo havde til hensigt at dræbe ham.

De vendte tilbage til den dræbte kajakmand, slæbte ham ind til

stranden, sænkede liget ned på bunden af havet ved at binde en sten til

det, og de gemte alle hans redskaber.

Da konebåden i løbet af aftenen nåede frem til bestemmelsesstedet

konstaterede de, at deres ledsagende kajakmand ikke nåede frem. De

andre fortalte ikke, hvad der var sket, da det var gået op for dem, at

han havde fået for vane at begå den slags drab. Så det var jo heldigt

at de dræbte ham.

 

Hist.: Kan være historisk for så vidt som forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid var harmonisk.

Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks

Print
Dokument id:1023
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 7
Fortæller:Augustussen, Siverth
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 8 - 10
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.

 

Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente

vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel

masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde:

"Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare,

fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede

så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans

yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede

deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet).

Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes

skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var

de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud

og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne.

Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror

kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters

indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var

blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres

lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra

de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje

fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De

begravede hende og fortsatte så deres vandring.

De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden.

Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på

knæ.

 

Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle

af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen

fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel

masse kajakmænd, der jagede.

 

En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den

der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen

til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden.

Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen

og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle

gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et

stykke indvold på længde med en underarm.

Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle

mand.

 

Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der

tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved

vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at

kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette

gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i

jorden.

 

Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og

han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også

skulle have været på fangst, blev hjemme.

Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her

er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev

der lige til aften. Så først gik de ned.

 

Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange

bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De

trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de

ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De

fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset

blev angrebet af løberne.

"Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."

 

Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen

efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og

hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.

 

Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i

teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle

mands døtre til kone.

 

De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands

kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk

harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret

og slæbte det ind til land.

 

Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke

var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille

stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det

med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var

nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.

 

Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange

remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre

gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved

sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte

blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede

forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes

hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at

tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at

græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.

 

Var.: Kunuk

Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak

Print
Dokument id:1025
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr 9
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 12 - 13
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor

tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd.

Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer

levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet.

Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange

teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte

at spise af forrådet, fangede han i snare.

Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her

fiskede man.

Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til

et sted på den sydlige side af Uummannaq.

Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud

til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og

perler for ræveskindene.

En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede

hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende.

Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem,

røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld.

Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til

bopladsfæller.

Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når

sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at

gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede

hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring

næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på

kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen.

Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at

hans kone var svømmet ud i søen og druknet.

Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og

tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om

hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig

blot ned.

Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden

igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt

Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads.

Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag

på kajakken roede han afsted.

Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en

stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få

fat i dem.

Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn.

Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som

var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde.

Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt

spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand

over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han,

fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første

ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.

 

Var.: Niumak

 

Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden.

oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:238
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 315 - 317, nr. 109
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om de to brødre.

 

To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.

 

Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at

den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at

forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et

lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede.

Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne

ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden

lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der

glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og

stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra

taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned

til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som

nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte

på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun

af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden -

inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra

vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at

kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og

han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme

overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude.

Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen

eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen,

men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de

dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen

med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og

gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje.

De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre

og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem.

De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte

de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde

hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne.

De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus.

oqalugtuaq pruvfîte Habakuk

Print
Dokument id:211
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pruvfîte Habakuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 308 - 313, nr. 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 1h - 7v er Kreutzmanns anden version, som er oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 79 - 87: Den falske profet Habakuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 79 - 88: Aapakuk pruffitioqqusersoq.

Samme version er afskrevet af seminarieelever i Rink 2488, II, nr. 205

 

Oversættelse af afskriften: NKS 2488, II, nr. 107, ved Apollo Lynge og Signe Åsblom:

 

Fortællingen om profeten Habakuk.

 

Det fortælles, at for en del år siden, ikke helt i gamle dage, levede profeten Habakuk som falsk profet i Kangerlussuatsiaaq (Evighedsfjorden), hvor han havde fået sin egen og de omkringliggende bopladser til at sig.

 

En vinter og en sommer var det særlig godt. Et år kom de til deres vinterboplads i Kangerlussuatsiaaq, hvor de skulle overvintre. De fangede mange hvidhvaler, og en dag gav børnene sig til at øve sig i harpunkast. De kastede deres harpuner efter rygstykket på en hval, hvorpå der endnu var et lag spæk. Et af børnene havde sin legetøjsharpun og brugte en spids, der var beregnet til en fuglepil.

 

På et tidspunkt gik Habakuks datter bagom hvalrygstykket, og så kastede en af drengene sin harpun, men da harpunen prellede af på rygstykket, fortsatte den og ramte Habakuks datter i næsen. Da drengene ikke selv var i stand til at trække legetøjsharpunen af, fjernede Habakuk den selv. Kort efter forblødte pigen og døde. Samme år mistede Habakuk endnu et barn og sørgede dybt.

 

Habakuks kone hed Maria Magdalena, og begge sørgede fortsat, dog uden at der var noget særligt at mærke på dem.

 

Da det blev sommer, rejste de ind i Søndre Strømfjord for at jage rensdyr. Efter at de var taget ind i fjorden og havde taget ophold ved Eqalummiut, tog Habakuk sig en elskerinde. Derefter tog de på rensdyrjagt, hvor Habakuk tog sin elskerinde med, men lod sin hustru blive hjemme. Der var mange mennesker på denne renjagt, og på et tidspunkt standsede de ved et sted, der kaldes Tungujortut (det blå område). Og da de var på vej op ad Tungujortut, havde Habakuk og hans jagtfæller endnu ikke set nogen rener. Og så begyndte de at snakke sammen om, at de ville lade som om, de så nogen rensdyr. De tog små stykker af blåbærbuske og satte små stykker af Avaalaqiaq (lille Buskart) som rentakker og ben og satte så små stykker af denne buskart som toppe på deres vandrestokke.

 

Men Habakuks kone, der var blevet efterladt alene hjemme, var blevet grebet af skinsyge / jalousi, og da hun oven i købet var blevet efterladt af sin eneste kusine, var hun blevet endnu mere ked af det. Da hun var faldet i søvn, drømte hun, at et menneske talte til hende uden for teltet: "Maria Magdalena! Tror du, at skabningerne bare kan opføre sig som det passer dem, at de bare har fået buskene som gave". Videre fortalte stemmen, hvor tankeløst renjægerne opførte sig. Da stemmen havde sagt det, vågnede hun pludselig. Renjægerne havde været væk i lang tid, og da de var kommet tilbage og igen var samlet, gik Maria Magdalena hen og fortalte dem om sin drøm; alle mændene følte sig mærkelig ramt og vendte sig imod hende og de medgav, at de havde gjort det for at lade som om de havde set rensdyr. Så gik sommeren, uden at der skete noget mærkeligt.

 

Da de om efteråret tog ud på kysten, fortalte Habakuk sin kone, at han havde taget sig en elskerinde. Hans kone blev skinsyg og vred. Om natten sagde hun til sin mand: "Når jeg kommer hjem, vil jeg tage mig en danskersnude som elsker". Da hun havde sagt det, rejste hun sig for at gå udenfor, men Habakuk var blevet helt afmægtig og kunne ikke røre sig mere. Maria Magdalena gik udenfor uden tøj på; og dér så hun lidt øst for sig to mennesker på en lille høj, og straks genkendte hun dem som to forlængst afdøde: Ole og hans kone. Der var helt lyst derovre i øst, og det var som om, der var to veje. Da hun havde set, hvor lyst det var, gik hun straks hen imod dem. Spøgelset, hun således så, forsøgte at stoppe hende ved at sige: "Stop, alle dine åbninger er krænget ud, og du ser forfærdelig skræmmende ud." Og det fortsatte: "Maria Magdalena, da du var ved at blive voksen, var dit hjerte så smukt, men nu ligner du en, der er bundet og bastet, kan du overhovedet lade din krop blive berørt af én, der ikke er din broder eller søster?": Da de havde talt således til hende, kunne Maria Magdalena slet ikke komme i tanke om nogen. Hendes spøgelser sagde: "For lidt siden sagde du, at du ville tage dig en grimme dansk elsker, når du var rejst ud af fjorden". Så kom hun i tanke om det og vendte om for at gå ind i teltet igen, og Habakuk var ikke længere afmægtig og rejste sig op.

 

De sejlede ud af fjorden og kom hjem til Kangerlussuatsiaaq. Og kort tid efter var de flyttet ind i deres huse om efteråret, men Habakuk og hans kone sørgede stadig. Om aftenen plejede Milak og Barselaj at fortælle historier, når de holdt sig vågne længe. En aften, da de var sent oppe, holdt de vagt til langt ud på natten. De gik udenfor, og så fik de øje på to store skyformationer oven over Umiussaq, den ene meget mørk og den anden helt hvid, og nu hørte de en stor forsamling synge salmer. Folkene inde i huset kunne nu også høre salmesangen. Så lod der et bump fra enden af husgangen og fra hustaget, og Maria Magdalena skyndte sig at stå op, og da hun satte sig ovenpå forbriksen, begyndte hun straks at ryste stærkt over hele kroppen. Når jeg kommer hertil i fortællingen, kan jeg ikke længere fortsætte den i den oprindelige rækkefølge, men jeg nedfælder det, vi hører fra tid til anden, og det er ikke så få ting, de derefter har begået i denne fortælling.

 

Dengang de først blev troende, var det først kun folk i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) og Kanngaaq, der var med hele den første vinter, men da det blev forår, sendte de bud med kajakker til folk i Maniitsoq og Ikkamiut, der derefter også blev tilhængere. Men hen imod vinteren det år, skete der det, at Habakuks elskerinde blev gravid. Og så begyndte de at snakke om, at hun var blevet gravid ved Helligånden, og hvis det blev en dreng, ville det være en ny Kristus. Kvinden fik veer, og da hun fødte var det en stor sund pige.

 

Folk var blevet troende, og nu forbød de troldkvinder. Det fortælles, at de havde straffet én, som de troede var en troldkvinde ved at knuse hendes hænder ved at banke dem med sten, og derefter kastede de hende i havet, så hun druknede. Det fortælles også, at de ind i mellem gik til begravelsespladsen med Habakuk og hans kone som ledere, og så tog de hinanden i hænderne og gik rundt om gravene: ind imellem kunne de så standse og omfavne hinanden og kysse hinanden. De forsamledes også, når Habakuk begyndte på sine forhør af folk, hvor de så fortalte og gjorde rede for, hvordan de var, eller hvordan de havde det.

 

Habakuk kunne så pege på en tilfældig person og fortælle, at vedkommende var blevet mere synlig for Gud, og det plejede at være en, han havde sympati for. Og kvinderne behandlede han på en særlig måde. Når han lod dem betro sig deres synder, foregik det i et hjørne af briksen, hvor han brugte en sælskindsdyne som forhæng. Imens sad hans fællers koner på rad og række på briksen. Når han så dukkede op fra det store forhæng, kiggede han rundt blandt kvinderne og med fagter kaldte han på en, han fandt særlig smuk, hvorefter han forsvandt om bag det store forhæng, hvor hendes syndsbekendelser fandt sted, og hvor han samtidig havde seksuelt samkvem med kvinderne. Det fortælles, at mændene ind i mellem kom til foretræde enkeltvis hos Habakuk, hvor de så kom med spørgsmålet: "Hvordan er jeg?" Habakuk gjorde så rede for, hvordan deres tilstand var. Engang var Habakuks bror Joel kommet til foretræde for ham. Han læspede og kunne ikke tale rent og spurgte på sin måde: "Hvordan er jeg?" Habakuk svarede ham: "Det var bedre at skære din tunge af". Og så faldt broderen sammen i gråd.

 

Det fortælles, at Habakuk engang kom med en gåde, hvor han spurgte: "Hvad er det, der ligner en lille blære?" Et af folkene gættede: "En fangstblære". Habakuk sagde: "Nai, Nai, Nai." En anden sagde så: "En bugserblære". "Nai, Nai, Nai." En sagde så: "Øjnene på en krabbe.". "Nai, Nai, Nai." En anden sagde: "En prut." Habakuk svarede: "Ja, Ja, Ja";.

 

Det fortælles videre, at når de ind imellem samledes, tabte Habakuk helt vejret og sad med himmelvendte øjne. Når han kom i denne situation, begyndte hans fæller at sige: "Åh, nej, nu går det virkelig galt". Og de fortsatte: "Vent, vent, vi vil være her et stykke tid endnu". Det sagde de, fordi de troede, at verden ville gå under, når han vendte det hvide ud af øjnene. Det fortælles også, at de ind i mellem under deres forsamlinger begyndte at græde alle sammen, og midt under gråden, kunne de pludselig skifte over til latteranfald.

 

Det fortælles også, at når en kajakmand havde været ude på fangst, bragte han altid sin sælfangst til Habakuk, og når en kajakmand forgæves havde kastet sin harpun efter sælen, brast han i gråd, for så ville han få en kraftig irettesættelse af Habakuk.

 

Da jeg ikke kan huske mere, slutter jeg bare her, men det kan jo være, at der findes en anden, som endnu husker historierne. Det vil vise sig når mennesker samles. I opdager nok, at folk, der er gode til at huske, nok vil huske de sjovere dele af historierne.

 

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Søg på: Habakuk.

 

Hist.: En af beretningerne om Habakuk-bevægelsen. Se Lidegaaard, Tidsskriftet Grønland 1986 for en analyse af de forskellige beretningers indhold.

 

Kommentar: Den lidt dunkle episode med en rensdyr-figuren, der fremstilles under den lidet givende renjagt, peger på gammelkendt jagtmagi, som døbte ikke bør bedrive.

Oqalugtuaq qâgssungmik / En fortælling om Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:1044
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 27
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq qâgssungmik / En fortælling om Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 34
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Qaassuk, at han, dengang han havde

skaffet sig rigtig mange fjender og var blevet nødt til at leve

isoleret, byggede sig et hus i bunden af Kangerlussuaq / Søndre

Strømfjord højt til vejrs foran fjeldene og overvintrede der. Da der

hen på vinteren var kommet islæg, tog sønnen ud på fangst over isen

til området omkring de yderste øer. Hans far var nogle gange urolig

for ham. Engang da sønnen tog derud, gav faderen sig til at vente på

ham ved Kangerluarsussuaqs forbjerg, fordi han, uden at sønnen vidste

det, gerne ville se, hvordan han klarede sig.

Da han så ham på vej ind derudefra hen mod det sted, hvor han

var, blev han dér og ventede på ham. Han så ham runde et næs med

denne sang, som han uafbrudt gentog: "Den kære isbjørn, som jeg bærer

på ryggen, er mig lige så let som en lille hare; og den kære hvalros,

som jeg slæber efter mig, er så let som en lille netside."

Da faderen havde erfaret, hvordan sønnen klarede sig, var han ikke

længere så urolig for ham. Så fulgtes de ad hjemover.

 

Var.: Qaassuk.

 

Tolkning: Om isbjørn og hvalros se  GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): En bjørnefortælling,

og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden

Print
Dokument id:275
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Garnbådsmand, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 481 - 486, nr. 145
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to brødre - sydlændinge.

 

To sydlændinge, to brødre, rejste nordover, fordi de havde hørt, at der deroppe mod nord var mange fangstdyr. Da de var kommet ret langt mod nord, passerede de mundingen af en stor fjord, hvor der var mange fangstdyr. De sejlede derind og valgte sig et sted, hvor de kunne bo. Den yngste længere ude på fjordens skyggeside og den ældste længere inde i fjorden - dog ikke så langt fra hinanden. Den yngste af brødrene havde en stor husstand.

Da det blev vinter, begyndte de mange mænd i den yngre brors husstand at

fange mange sæler. En gang lige før mørket faldt, gik deres tjenestepige udenfor

for at tisse. Hun satte sig på hug ved huset, hvor der var mest skygge. Lige da

hun satte sig på hug, sejlede der en båd ('umiatsiakasît'(?) - Chr. B.) uden om et

næs. Da hun så båden, ville hun rejse sig op, men hun havde ingen kræfter til

det. Hun forsøgte at råbe: "Der kommer en kano ('umiariaq' forekommer i sagnene

og er vel først og fremmest betegnelse for et fremmedartet fartøj - Chr. B.)

bemandet med folk, der vil dræbe jer." Hun kunne ikke frembringe nogen lyd. Hun

hviskede kun. Hun kunne ikke gøre noget og forblev der, hvor hun var. Nu gik der

bevæbnede mænd op til huset - syv mænd, talte hun dem til. Da de gik ind i

huset, hørte hun skrig derindefra, men stadigvæk kunne hun ikke rejse sig op.

Efter at de var holdt op med at skrige inde i huset, kom de fremmede ud af huset

- men kun seks mænd. De gik om bord på deres båd og forsvandt bag ved næsset.

Lige da de var forsvundet bag næsset, rejste hun sig op uden vanskeligheder. Inde

i huset var samtlige beboere blevet dræbt - blandt dem en enkelt sølle sæl

('âtaukasik' - måske skulle der have stået: 'atausikasik' - en enkelt af de

fremmede' - Chr. B. (Det var vel sæl-mennesker, der havde været på hævntogt -

B. S.).) Da hun ikke længere kunne bo dér, tog hun, efter at det var blevet aften,

af sted til storebroderen, for der var ingen andre huse, hvor hun kunne bo. Hun

gik hele dagen og nåede storebroderens hus tidligt næste morgen. De spurgte,

hvorfor hun kom på besøg så tidligt om morgenen. Hun sagde: "Der kom en kano og

dræbte alle i huset, hvor jeg tjente. Jeg var den eneste, der ikke blev dræbt,

og jeg er flygtet hertil. Hvis jeg ikke havde været ude at tisse, var jeg også

blevet dræbt." Da de begyndte at bebrejde hende, brast hun i gråd, og hun bad

storebroderen om selv at tage derhen og se, hvad der var sket. Storebroderen tog

straks af sted, og da han kom til stedet og gik op til huset, så han, at alle var

blevet dræbt - samt en enkelt fra kanoen, som man havde hævnet sig på.

     Storebroderen blev meget vred og begyndte for det meste at tage ud på

rekognonceringsture i stedet for at tage ud på fangst. Han ville gerne spore sig

frem til kanofolkene, men vidste intet om, hvor han skulle lede efter dem. Han

spurgte også mange mennesker, om de kendte noget til kanofolkene, men ingen

kendte noget til dem. Han blev mere og mere vred.

     En dag da han var på vej hjem fra en rekognonceringstur, gik han i land et

sted, som var landfast med deres boplads. Han tænkte: "Det nytter ikke at lede

efter dem i kajak. Lad mig gøre forsøg på at lede efter dem over land." Han

bar sin kajak op og med sin lanse som det eneste redskab - for han havde ingen

bue - gav han sig til at gå ind i landet. Da han var kommet langt ind, gik han

op på en høj og kiggede sig omkring. Men der var ikke noget usædvanligt at se.

Da han var kommet endnu længere ind i landet, var han atter på udkig og så ud

over et smukt landskab. Nærmest ved enden af dette landområde fik han øje på et

lille hus. Han tænkte: "Endelig får jeg måske lejlighed til at træffe nogle af

disse kanofolk." Han ville gerne nå frem til huset, inden der kom nogen ud, så

han gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, så var han nået derhen, for han

var en stærk mand og var let til bens. Han stillede sig udenfor huset og

lyttede, men da der ikke var tegn på, at der var mennesker, kiggede han ind

gennem vinduet og så en stor mand sidde på langsiden af huset, nærmest med

ryggen til. Han sad og var igang med at forarbejde et eller andet. Der var ingen

andre mennesker at se. Han mente ikke, manden så ham. Han skulle til at henlede

hans opmærksomhed på sin tilstedeværelse, så vendte han hovedet imod vinduet og

sagde: "Du derude, kom indenfor." Han gik ind og satte sig straks ved siden af

ham. Manden vendte hovedet imod ham og sagde: "Flyt dig lidt, så at jeg ikke

kommer til at snitte dig." Han flyttede sig et stykke fra ham. Han havde

stadigvæk ikke set andre mennesker, da han hørte nogle fnise. Da fik han øje på

nogle tykmavede væsener under briksen og under sidebriksen. De så på den store

mand og grinede af ham. Da de nu var blevet opdaget, kom de frem og satte noget

mad frem for ham.  Da han havde spist, spurgte den store mand ham: "Er du ude

for at få adspredelse?" Gæsten sagde ja og den store mand fortsatte: "Du kan

ledsage mig på en tur i morgen." Han kiggede ud og så, at det var blevet mørkt.

Der blev straks lavet natteleje til ham. Han gik i seng, men havde svært ved at

falde i søvn, for han var urolig for husets beboere, som var så livlige. Den

store mand sagde til ham: "Du kan sove uden at være bange for nogen. Ingen vil

gøre dig fortræd." Derpå faldt han i søvn. Da han vågnede næste morgen, var den

store mand i gang med at forarbejde noget. Han havde lavet en masse pile. Nu,

efter at gæsten var stået op, begyndte den store mand at gøre forberedelser. Han

bandt de mange pile sammen, så at de kunne bæres på ryggen. Den store mand var

nu klar til at tage af sted med sine pile og sin store bue. Gæsten tog sin store

lanse og fulgte efter den store mand, som nu var på vej ind i landet.

Sydlændingen, som var let til bens og som var en stærk mand, var i stand til at

følge trop med den store mand. De nåede et godt stykke ind i landet og den store

mand begyndte at løbe hurtigere, så det kneb lidt for sydlændingen at følge med.

Så standsede han og kiggede hele tiden fremefter. Sydlændingen kiggede også fremefter og opdagede, at de var kommet til indlandsisen. Den store mand lagde

pilene og buen ved siden af sig, og sydlændingen lagde også sin lanse ved siden

af sig og satte sig ned. Den store mand vendte sig imod ham og sagde: "Vend dig

imod øst og råb." Sydlændingen, som ikke fattede, hvorfor han skulle gøre det,

vendte sig mod øst og råbte. Han kiggede i retning af indlandsisen. Så viste der

sig tre store isbjørne. Den store mand skød samtlige isbjørne med sin bue og

dræbte dem. Så kiggede han igen på sydlændingen og sagde: "Du må endnu engang

vende dig imod øst og råbe." Det gjorde sydlændingen. Denne gang viste der sig

en masse mennesker med bue og pile, og sydlændingen blev bange. Den store mand

sagde til ham: "Stil dig bag ved mig og pas på, at du ikke viser dig frem. Ellers

bliver du ramt af en pil." Sydlændingen gemte sig bag ved den store mand og

rystede af rædsel. Han så de mange pile, der ramte jorden omkring dem, og ventede

bare på at blive ramt. Da der efterhånden blev langt imellem de pile, der ramte

jorden, rejste den store mand sig og greb sine pile. Så så sydlændingen, at de

mange mennesker var på flugt, fordi de havde brugt alle deres pile. Da den store

mand sprang op på indlandsisen, fulgte sydlændingen efter ham med sin lanse i

hånden. Den store mand skød på de mange mennesker med sin bue og sydlændingen

dræbte mange med sin lanse, og straks var der ikke flere mennesker tilbage.

Sydlændingen, som ellers blev bange for disse mennesker, deltog flittigt i

drabene sammen med den store mand. Nu var de på vej ned. Den store mand blev

opmærksom på sydlændingens lanse og spurgte ham, hvad det var for noget. Det var

første gang han så en lanse. Sydlændingen slog bare til, da den store mand ville

købe lansen, fordi han havde behandlet ham godt. Da de nærmede sig huset, kom

alle kvinderne ud og så til, at deres store mand og hans gæst kom hjem. De gik

ind i forrådshuset, og, som betaling for lansen, gav den store mand sydlændigen

skind af havets harer (albinoer til indvendig beklædning af teltet - Chr. B.) med

skinnende hvidt hår og med kulsort stribe på ryggen. Da sydlændingen fik disse

gaver, fik han ro i sindet. Siden tog han aldrig på rekognoncering efter

kanofolkene. Året efter at lillebroderen og hans husstand var blevet udryddet af

kanofolkene, vendte han tilbage til sit land.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996: 28. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Oqalugtuaq qavdlunáitsânik / En fortælling om nordboerne

Print
Dokument id:1046
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 2
Fortæller:Bech, Salomon
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq qavdlunáitsânik / En fortælling om nordboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 3 - 4
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Jeg har hørt følgende: Da de / nordboerne havde bosat sig

i nærheden af Appamiut, boede de i tørvehytter. Mens de boede dér, døde deres høvding. De førte ham til et sted oven for en indsnævring

(qôrnoq, måske et stednavn: Qoornoq) og begravede ham med hans

ejendele ved en stor opretstående sten.

Flere mennesker var siden gået derop for at se graven, men inden de

nåede derop, døde nogle af blodtab. Ingen har hørt, om nogen

nogensinde nåede hen til graven. Der skal ligge mange grave på vej op

til den store sten. De er ikke nordbograve, men grave af dem, der var

på vej derop for at se graven.

Efter tørvehytterne blev stedet kaldt Illuinnaat (fordi de boede i

huse ligesom grønlændernes). Men stedet blev også kaldt Qorfik

(natpotte).

Efter høvdingens død bosatte de sig lægere mod vest, på et sted øst

for Appamiut, der hed Itissat (sikkert Itisaat, overgangssted mellem

to fjorde) eller Qallunaatsiaat (nordboerne).

Det fortælles, at de på det sted gik op og badede oven på en stor hvælvet

forhøjning. Her var der nemlig lavet fordybninger i klippen, der havde

form som et menneske, og hér lå de og tørrede efter badet.

Jeg, som fortæller denne historie, har set alt dette som barn to gange.

Men jeg ved ikke, hvor mange de var. Når de boede dér, solgte de perler

til beboerne i Qeqertarsuaq, Upernavik og Qarliingajooq.

De boede der længe, siger man. Men jeg har aldrig hørt, hvor de så

flyttede hen.

Om sommeren plejede de at tage på udflugt til et sted i nærheden af

Kingittut; omkring Kingittut er der nemlig mange teltpladser, der godt

kunne stamme fra dengang.

Gik man ad en strækning hen til husruinen lød det hult, som om man

trampede på en båd, der lå med bunden i vejret.

 

Hist.: Ruiner og grave der har givet anledning til spekulationer. Om beboerne i sin tid måske var europæere må arkæologer be- el. afkræfte.

Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq

Print
Dokument id:1022
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2' læg 9, nr. 3
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 4 - 5
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Salliligaq, at han boede i

Tasiusannguaq. Hans datter havde en søn der hed Petrussen. Han blev forældreløs endnu mens han var barn. Et forår tog sydlændinge nordover og kom til Kangaamiut. Da sydlændingene en dag  tog til Upernaviaarsuk for at samle rødder af kvan (eller blot kvan?) inde i landet, tog Petrussen med. Der var tre sydlændinge i kajak - to nybegyndere og en fanger. Mens de roede over fjorden på nordsiden af Kangaamiut, lod sydlændingen de andre ro i forvejen så han kom til at følges alene med Petrussen. Han skar betrækket på Petrussens kajak itu og forlod ham.

 

Da sydlændingen var roet bort, fossede vandet ind i Petrussens kajak; han måtte to til af alle kræfter da han var ved at synge; og han nåede land længere inde i forhold til Qerrortusoq. Han kom til Kangaamiut over land.

Efter den hændelse rejste sydlændingene igen sydover til deres boplads.

 

Så omsider, nogele år senere, da Petrussen var blevet ældre og var på fangst syd for Kamngaamiut fik han ovre ad Ikerasaarsuk til øje på en konebåd, der nærmede sig. Da den kom ganske nær, genkendte han den mand som i

sin grønne ungdom, havde skåret i P.s kajakskind. Nu var han blevet familiens

overhoved og styrede konebåden.

 

Mens P. fulgte konebåden, lagde han mærke til, at dens overhoved, var

meget glad for en måge, der tilhørte barnebarnet. Han begyndte for

sjov at kaste blærespyd ved siden af konebåden. Som blære havde han

svælget / halsen af en hvidhval. Han havde skiftevis haft det liggende i vandet

til blødgøring og pustet luft i det, indtil det blev som det skulle

være.

 

Da mågen satte sig på konebådens ræling, skubbede han den med sin åre

ned i vandet, greb den, rev brystet fra og kastede det imod styreren,

så der blev rødt dér, hvor han ramte; for manden havde en hvid anorak

på.

 

Således hævnede han sig på ham, der skar, betrækket på hans kajak i

stykker, og tilgav ham hans (u)gerning.

Det fortælles at denne Salliligaq lå begravet i Kangaamiut.

 

Hist.: Lyder autentisk.

Oqalugtuaq serrassamik orátsisoq / Fortællingen om den fortryllede fangeblære / fangstblære

Print
Dokument id:1045
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 28
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq serrassamik orátsisoq / Fortællingen om den fortryllede fangeblære / fangstblære
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 34 - 35
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang skulle en gammel kone lave en fangeblære / fangstblære til sin

søn. Forinden vendte hun for og bag på alt sit tøj og tilmed på sin

hårtop. Hvergang hun havde syet to sting, gik hun hen til vinduet og

kiggede ud, hvorefter hun gik udenfor og kiggede nøje på vejret hele

vejen rundt. Når hun kom ind, stak hun atter nålen i den fangstblære,

hun syede på, stående med hoften imod brikskanten (sivfiarmînardlune-

måske: at hun sad halvejs inde på briksen). Sådan arbejdede hun i et

langsomt tempo og blev til sidst færdig. Hun hængte fangstblæren op i

loftet. Efter nogen tid lød der pludselig et brag direkte fra

fangstblæren. De kiggede på den og opdagede, at al luften var sivet ud

af den. Da det var konstateret, kiggede moderen på fangstblæren; og

hun sagde blot: "Den eksploderede af det."

Sønnen gik nu hen til fangstblæren, som var til ham, undersøgte den og

pustede luft i den; men der var ikke en eneste flænge at se.

Tænk, formålet med at sy en fangstblære på den måde var, at de dyr

sønnen harpunerede, hurtigt skulle svulme op af luft. Det kom efter

sigende også til at passe, for når en stor hval, som sønnen havde

harpuneret, var dukket ned med fangstblæren og kom op igen, så var

al luften gået af blæren, mens hvalen ikke længere var i stand til at

dykke ned igen, fordi den var fyldt med luft.

Moderen havde netop lavet en sådan fangstblære, fordi hun var så bange

for, at der skulle ske noget med sønnen.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Tolkning: Bemærk moderens udnyttelse af "det bagvendte" og "hele

verden" eller sila, hele synskredsen rundt.

oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer

Print
Dokument id:1075
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 708 - 714, nr. 199
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Kreutzmann i Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tummerluk (én, der går sine kamikker skæve) / Tunnerluk.

En hedning ved navn Tummerluk havde en fast vinterplads. Om sommeren tog han ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. Når han under jagten kom helt hen til rensdyrene, sagde han: "Jeg er et rensdyr, jeg er en renkalv". Og så skød han dem med sin bue og fik mange af dem. Om vinteren fangede han hvidhvaler/ narhvaler og store hval-rosser.

 

En sommer tog han, som han plejede, ind i fjorden. På det tidspunkt havde

han fået en søn. Da han kom til jagtområdet, tog han ud på renjagt og hans kone

gik ud for at plukke bær. Hun gav sig til at plukke bær med sønnen liggende på

jorden ved siden af. Under bærplukningen bevægede hun sig længere væk til et sted, hvorfra hun ikke kunne se barnet. Hun hørte ham græde og da hun igen kunne se det sted, hvor hun havde sat drengen ned på jorden, var han væk og lyden af gråden fjernede sig mere og mere. Hun fandt ikke sønnen og måtte gå hjem uden ham. Da hun kom hjem, sagde hun til de andre: "Jeg er skyld i, at min lille søn er

blevet bortført af indlandsboerne og jeg frygter, at min mand vil blive vred".

 

Hen på aftenen hørte man støj ved, at manden kom hjem. Man hørte ham lægge

sin rygbyrde fra sig og sige: "Nu har jeg som sædvanlig fanget rensdyr

til jer". Ingen inde i teltet reagerede. Han var klar over at

denne tavshed betød, at der var sorg. Det første han gjorde, da han kom ind, var

at spørge efter sønnen og han ville vide, hvordan han døde. Konen svarede ham

ikke, men de andre i teltet sagde, at hun havde gjort sig skyldig i, at drengen

blev bortført af indlandsboerne. Til sin kone, som var meget bange, sagde

manden: "Tag og sy nye såler på mine kamikker. Jeg vil først hente min store

fætter. Han skal ledsage mig". Han tog afsted og meget snart, så var

han tilbage og havde fætteren med. Han forhørte sig omhyggeligt hos sin kone om hvor bortførelsen skete. Konen viste dem, hvor det var. Tummerluk tog af sted

sammen med sin fætter. Fætterens såler blev ødelagt og Tummerluk sagde til ham:

"Vend du bare om. Så leder jeg efter ham alene".

     Da Tummerluk skiltes fra sin fætter, kom han til et slædespor. Han stod dér

og vidste ikke, hvor han skulle hen. Så hørte han én råbe ikke langt borte:

"Til den østligste nunataq, til den østligste nunataq / nunatak". Det viste sig, at det

var hans amulet, der råbte. Han strammede sine snøreremme til og begav sig

derhen. Da han kom til nunatakken fik han øje på et stort hus. Han gik derhen

og kiggede ind gennem vinduet. Der sad to store piger og hev i hver

sin ende af det grædende lille barn. Nu var Tummerluk / Tunerluk / Tunnerluk på vej ind og det var hans

tanke at ville springe fra husgangen op på "dørtrinet" til rummet. Men der var så

højt til indgangshullet at han måtte kravle op. Da han var kommet op, gik han hen til kvinderne for at tage barnet fra dem. Men så snart han rakte hånden frem for at tage barnet, der var hos den ene af kvinderne, gav hun det til den anden kvinde. Så rakte han hænderne til den anden kvinde, som så gav barnet til den første kvinde. Da dette fortsatte, greb han den ene kvinde og slyngede hende hen ad gulvet. Han gjorde det samme med den anden kvinde. Han tog barnet, som var

helt nøgent og han kunne ikke nå op til tøjet. Der var en stor mand i rummet.

Denne rejste sig op og sagde: "Jeg skal hjælpe dig, for mine forfædre var

kystboere som du". Da han havde givet barnet tøj på, sagde manden: "Løb, skynd dig! Jeg skal nok bære din søn". Tummerluk foer af sted og den

anden skyndede på ham, idet han sagde, at indlandsboerne nok ville forfølge

ham, så snart de kom hjem fra fangst.

 

Endelig kunne de se teltet og ledsageren gav ham drengen og sagde: "I må omgående tage teltet ned". Så efter de ord råbte Tummerluk til sine fæller: "Gør klar til afrejse, straks!". Så snart Tummerluk nåede lejren, satte han konebåden i vandet.

 

De var lige taget af sted, så dukkede en masse mennesker op - forfølgerne.

Tummerluk var ellers på vej væk fra dem, men så padlede han tilbage for at overbevise sig om, at han ikke var noget nemt bytte for indlandsboerne ('tunernut pitseriissutsi misilikkumallugu'). Indlandsboerne gik ned til stranden og en af dem samlede vandet sammen med sine hænder (formentlig tryllede han. CB), så Tummerluk begyndte at glide hen imod ham med større og større fart. Så dræbte Tummerluk en af dem med sin harpun og roede væk fra dem.

 

Da de var kommet tilbage til deres vinterplads, blev deres lille søn

syg. Da de ikke kunne finde ud af, hvad han fejlede, fik Tummerluk fat i en

åndemaner. Åndemaneren manede ånder men fandt ikke ud af noget. Så hentede han

en, der plejede at udspørge ånder og da han kom til huset spurgte Tummerluk ham:

"Ved du det?" ('ilisimaviuk?'). Han svarede ja og lagde sig på ryggen på briksen

med hovedet mod bagvæggen og holdt op med at trække vejret (åndemaning uden tromme, BS). Så rejste han sig og

idet han igen trak vejret, udbrød han: "Drengens sjæl er hos indlandsboerne". Efter den besked sagde de til ham: "Så må du hente sjælen ved at mane ånder".

Manden manede ånder og tog af sted til indlandsboerne. Han gik ind i

indlandsboernes hus og disse sagde: "Som man kunne forvente, er der kommet én

for at hente barnets sjæl. Skynd jer at give sjælen til ham". Åndeudspørgeren

tog barnets sjæl og vendte tilbage til barnet så hurtigt som han overhovedet

kunne. Da han kom tilbage kunne han høre, at barnets stemme ikke længere lød,

som den skulle ('nipâjulersoq' - ordret: stemmen var blevet dårlig. CB). Så

snart han kom ind, lagde han sjælen i barnets krop ('timânut ilivâ'. CB) og

drengen blev rask. Da 'åndeudspørgeren' skulle af sted, gav Tummerluk ham noget

kød, spæk og rensdyrkød til belønning og sagde: "Jeg skal nok hjælpe dig, når du

kommer til at mangle mad". Og når 'åndeudspørgeren' efter den tid kom i nød, tog han hen til Tummerluk for ikke at sulte.

     Engang, efter at drengen var blevet rask, tog Tummerluk ud på fangst i

kajak. Han så to kajakker komme. Han flygtede straks tilbage til sin

boplads. Dårligt var han hjemme, før de to kajakmænd ankom til bopladsen. Det

viste sig, at de var besøgende. Straks bad Tummerluk dem komme op til huset hos

ham. Da gæsterne havde været inde i huset en tid, sagde de: "Fortæl

noget, Tummerluk, vi vil give dig hvalrostænder (kan også være narhvalstænder.

CB) til belønning". Tummerluk sagde: "Jeg mangler ikke hvalrostænder". Så tog

gæsterne af sted. Senere gentog det samme sig. Igen flygtede Tummerluk bort fra dem. Denne gang var der kun én gæst. Under besøget hos Tummerluk sagde gæsten:

"Fortæl noget, jeg giver dig hvalbarder i belønning". Tummerluk sagde: "Jeg

savner ikke hvalbarder". Så tog gæsten af sted. Det viste sig, at rygtet om den

stærke Tummerluk var nået til dem og at de var kommet på besøg for at se ham.

 

En morgen så man en kajakmand nærme sig. Da han nåede frem, sagde han: "Jeg

kommer for at invitere Tummerluk på besøg". Tummerluk ville ikke. Senere kom der

igen invitation til ham om at komme til kappestrid. Denne gang tog han hen til

dem og som sædvanlig sammen med sin fætter. Det viste sig, at være et sted med

mange telte og mange mennesker. Den stærke mand på stedet bad gæsterne straks

komme op til sig. Da de kom ind i huset, sagde den stærke mand: "Man har hørt om

Tummerluk, at han er en stærk mand, en rigtig stærk mand og at han også er sådan en, der henter sit barn hos indlandsboerne. Med disse ord satte han sig ned på gulvet for at prøve kræfter med ham. Han prøvede kræfter

med Tummerluk og Tummerluk kunne klare ham. Da den stærke mand ikke magtede Tummerluk, ville han brydes med ham (eller: ville han slås med ham.

CB.) De begyndte at brydes udenfor. Tummerluk kunne klare ham og kastede ham

fra sig, så han landede mellem folk (publikum). Han rejste sig op og sagde: "Lad os prøve en gang til". Også denne gang kastede han ham fra sig og han fik en mindre kvæstelse og spyttede blod. De andre (publikum) hujede skadefro. Da ingen ville ud og brydes med ham, kom hans fætter frem og sagde: "Jeg er egentlig den, der skulle forsvare Tummerluk". Tummerluk brødes med fætteren, men var ikke engang i stand til at rokke hans fødder til siden (?) ('tumîluûnît

sanimut uniartinngilai' - ordret: kunne ikke engang få ham til at ramme ved

siden af sporene til siden. CB). Efter at de var kommet hjem, hørte de, at

han (den stærke mand) var blevet rask.

 

Det fortælles, at han, der udspurgte ånderne ('qilâmassoq' / qilaamasoq), kom hver dag til Tummerluks og hentede mad. Da han i en periode udeblev længe, spurgte de til ham og fik at vide, at han var blevet dræbt af ham, som Tummerluk kastede ud under brydekampen og at han havde gjort det for at hævne sig på Tummerluk, fordi denne i sin tid kvæstede ham. Da Tummerluk fik dette at vide, tog han ud for at møde ham. Han traf ham og dræbte ham og hævnede sig på ham på denne måde. Han fik ro i sit sind. Slut.

     Jerimias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat.

 

Denne fortælling, som man ellers ikke kunne tro på, har jeg alligevel

nedskrevet. 28. april 1860.

 

Var.: søg på: Tunerluk

oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden

Print
Dokument id:354
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Fontain, Sivert Ely
Nedskriver:Fontain, Sivert Ely
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 783 - 788, nr. 213
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

       

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

 

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

 

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

 

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

       

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

 

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

       

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

 

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

 

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

 

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

       

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

 

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

Pigen som blev røvet af inorutsit

Print
Dokument id:215
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pigen som blev røvet af inorutsit
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 122 - 124
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 31h - 33v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 122 - 124: Niviarsiaq inorutsinit aallarunneqartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 221.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 46. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 43, pp. 265 - 267: The Girl who was stolen by an Inlander.

 

Resumé:

Storebror og lillesøster holder meget af hinanden, og han lader gerne hende få sin vilje, da hun vil ind til elven nær sommerpladsen for at fange laks (ørred ?). Derinde bliver hun med et snuptag røvet af en indlandskæmpe, en inoruseq, der bærer hende hjem som et barn, sætter hende på briksen og afventer at kunne få hende til kone, når hun har grædt færdig engang. Husmoderen bag en skillevæg af skind rækker hende flere gange noget mad, som pigen afviser, og som på inoruseq-sprog hedder noget sært: talu (rensdyrtalg); ernaat (tygget rensdyrtalg). De truer hende med at trække kamikkerne af hende, hvis hun ikke vil give sig. Et knokkelmenneske slæber sig hen til hende langs briksen og fortæller, at hun opførte sig nøjagtig på samme måde og fik et par store kamikker på i stedet for sine egne. De var fyldt med vandkalve, edderkopper og orme, der åd hende kødet af benene. Men den nye gæst lader sig ikke gå på. Hun tramper løs på kæmpekamikkerne, da de kommer med dem, og da det bløder ud af dem, smider hendes bejler dem væk. Så holder hun op med at græde, bliver hans kone og må dårlig gå ud på naturens vegne for ham. En dag hun, efter mange bevogtede ture ude, har beroliget ham til ikke at følge med helt om bag huset, stikker hun af, når hjem til teltet, der står der endnu, og får sin familie med af sted, i umiaq / konebåd over til den yderste ø, hvorfra de aldrig siden vover sig ind på fastlandet.

 

Var.: Episoden med de kødædende støvledyr er vidt udbredt, også i Arktisk Canada, og altid associeret til den evne at løbe lige så hurtigt som de mytiske indlandsboere / indianere. Renernes tynde ben og hurtighed kan være forbilledet.

Fx: Kvinder flygter til indlandet. Søg videre på: orme.

I vestgrønlandske fortællinger kan bortspisningen af kødet dog også foregå uafhængigt af indlandsånder, og i en indtørret sø som den mytiske initiation til angakkoq / åndemaner - uddannelsen. Men da er det al kødet, der bliver ædt fra kroppen, hvorefter det vokser ud på skelettet igen.

 

Hist.: Ihjeltrampningen af de kødædende støvlebeboere er formentlig Kreutzmanns helt egen opfindelse. Typisk for hans mere europæiserede tilgang til fortællingerne: Hvorfor lade sig plage? Tramp dem dog ihjel!

qajatortarneramik / om kajakroning

Print
Dokument id:2150
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 1(2): Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Kreutzmann, Johan
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:qajatortarneramik / om kajakroning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 20 - 28
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen (?)
Note:

Ikke oversat. Beskrivelse af fangstens årscyklus + erindringer fra yngre år som fanger:

 

Johan Kreutzmann var 80 år i 1901.

Muligvis velegenet til opdatering

Qatigaatsi som ikke frygtede angakokkerne

Print
Dokument id:225
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qatigaatsi som ikke frygtede angakokkerne
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:162 - 163
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 57h - 58v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 162 - 163: Qatiqaatsi angakkunik ersigisaqanngitsoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 196.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 32, der dog er kombineret med en anden variant fra Kraghs samling.

 

Samme i resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press

Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.

 

Resumé:

Qatigaatsi, som ikke frygtede angakokkerne.

 

Qatigaatsi besøger alle angakkut i omegnen og ødelægger deres evner ved midt under deres seancer at rive forhænget til sig og rive det i stykker. Da han hører om en stor angakkoq / åndemaner nordpå, rejser han derop, men ham kan han ikke klare. Forhængsskindet bevæger sig alt for meget, og da han i stedet går udenfor og ser åndemanerens, Qasileersuaqs, skævmundede hjælpeånd, Equngasoq nærme sig som ild, sætter denne en sådan skræk i livet på ham, at han flygter ind og gemmer sig i en bunke halvrådne skind, der ligger til garvning under briksen. Han pisser og skider dem endog til af skræk. Herefter generer han ikke mere nogen angakkut.

 

Var.: Qatigassii; Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik.

 

Hist.: Den skævmundede fra de yderste øer var godt nok kendt som hjælpeånd i Vestgrønland, men da i højere grad som slags klovn, end som en farlig ildånd. Som sådan virker den mere østgrønlandsk af væsen.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Qenakerssuaq

Print
Dokument id:201
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qenakerssuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 282 - 283, nr. 96
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq som sultede sig ihjel af sorg.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq aliasuutiminik perlertoq.

 

Kort resumé i Rink: 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr 155.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der blev fortalt om Kiinakersuaq, at han var en travl og driftig fanger. Om

sommeren havde han så travlt med at komme til randen af indlandsisen som den

første, at han ikke gav kvinderne lejlighed til at sove ordentligt. Kvinderne fik

ikke lov at lave mad, før de nåede målet. Når han en sjælden gang lod dem

lave mad, tillod han ikke madlaversken at sidde ned. Han sagde altid: "Maden bliver ikke kogt, hvis I sidder ned."

Når kamiksålerne gik i stykker, inden de nåede deres mål, lod han kvinderne sy nye såler, mens han selv stod op med stokken stukket ned i jorden. Først når han var fremme, sov han roligt.

     Hans vinterplads hed Amerlunnguaq. Han fangede meget og om vinteren, når

kulden satte ind, blev han sjældent hjemme. De fik en søn, som blev en dygtig

fanger og som de fik megen gavn af. Engang da de var kommet tilbage til

Amerlunnguaq efter sommeropholdet inde i fjorden, kogte de renkøller. Deres søn,

som var på vej ud i kajak, blev budt på mad, før han tog af sted,

men han afslog og sagde, at han ville spise, når han kom hjem. Da sønnen roede

ud, holdt faderen øje med ham fra land. Han så, at der dukkede en sortside op, og

at sønnen roede derhen og harpunerede den. Men i det samme kastede

sortsiden ham rundt, så han kæntrede. Da faderen roede ud til ham,

opdagede han, at han havde et sår i næseroden. Kiinaakersuaq blev meget bedrøvet

Han bad sin kone om at sy en pels af netside til sig. Iført pelsen lå han b'jet helt sammen på briksen ind mod væggen og tog ingen næring til sig. Han tog

godt nok imod den mad, de andre rakte ham, men så sagde han, at han

ville spise, når han kom hjem, så satte han den ned uden at spise noget. Han fik

kun vand i munden for at fugte den. Han sultede sig ihjel. Da så de andre, at

nyrerne og tarmenes indhold havde skubbet sig op som forhøjninger på huden.

 

Var. + Hist.: Kiinaki og Kiinakersuaq optræder i flere fortællinger, men det er ikke nødvendigvis samme historiske person.

Qulangiis forsøg med heksekunsten

Print
Dokument id:213
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qulangiis forsøg med heksekunsten
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 116 - 118
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 27h - 28h.

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 116- 118: Qulangiip ilisiitsuunermik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 219.

Resumeret oversættelse af afskriften i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 73.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 57, ss.328 - 330.

 

Resumé:

Qulangiis forsøg med heksekunsten.

Qulangii har ingen kajak, fanger ikke og foretager sig aldrig andet end at bære andres kajakredskaber op, når de vender hjem fra fangst. "Ham der kommer ovenfra", kalder de ham, fordi han altid kommer ned, når de andre mænd kommer hjem. Qul. har en hjertensven, som han overrasker i at skaffe sig en stump kød og urinblæren fra et nyligt stensat lig. Vennen overtaler Qul. til at afprøve disse heksemidler. Han skal tørre kødet og anbringe det under benpladen mellem skaftet og forenden af sit offers harpun. Blæren skal han lade vinden fylde med luft og derefter slippe luften ud over sit sovende offer. Qul. afprøver kødstykket på en af stedets bedste fangere, der altid forsyner ham rigeligt med kød. Heksemidlet virker og Qul. ser sig efterhånden nødsaget til at fjerne det igen. Blæren får han afprøvet, da han langt om længe får en uven, sin svigerdatter, der er begyndt at skælde og smælde på ham. Han fylder blæren med sydvestenvind, hendes ansigt svulmer op, og en tilkaldt angakkoq / åndemaner / angakok afslører Qul. som gerningsmanden. Han tilstår straks, fortæller om vennens overtalelser, fremviser heksemidlerne, der kastes i havet, og vennen straffer man.

 

Hist.: Qulangii må være en historisk person, der har haft et venligt, men ikke synderlig foretagsomt gemyt. Hvori straffen over vennen bestod er svært at vide. Den har næppe været stor nok til gå over i historien.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

 

Tolkning: Hekseri med stumper af lig og skeletter var noget enhver vidste om og kunne udøve uden at "købe" viden om det fra andre. Ofte virkede hekseriet dog kun i kraft af en tilhørende trylleformular / serrat, og en sådan måtte man købe, hvis man ingen ejede. Vind fra sydvest bringer dårligt (fangst)vejr og altså også dårligdom fra en urinblære, der i lighed med andre oppustede blærer eller poser associeres til livskraft. Se pooq / puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Suilârssârfik / Tidsfordrivstedet

Print
Dokument id:1039
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 22
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Suilârssârfik / Tidsfordrivstedet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 25
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Sermilik ved Ikkamiut/Ikamiut boede der i gamle

dage to fangere - en gammel mand og hans søn.

Bopladsen lå i en lavning på det yderste forbjerg af et højt fjeld, som

senere kom til at hedde Suilaarsarfik. De tog ud og samlede mågeæg i

æglægningstiden.

Engang da mågerne var begyndt at lægge æg, fik de stor lyst til at

tage ud og samle æg. De kravlede op på Timmiannguit.  Da de kom op på

fjeldet, ville sønnen fire faderen ned. Faderen ville ikke og

opfordrede sønnen til at lade sig fire ned. Efter at have firet sønnen

ned kom faderen i store vanskeligheder. Til sidst, da han ikke længere

kunne magte ham og der var fare for, at han selv blev trukket ned,

måtte han slippe linen, og hans søn styrtede ned af den meget høje

klippevæg. Faderen blev dybt bedrøvet og tog hjem. Senere gik han

meget målbevidst ud af huset, direkte imod øst for at bestige det høje

fjeld. Da han oppe på fjeldet havde mindedes det, der var sket, gik

han hjem. Det store fjeld, som han kom op på, gav han navnet

"Suilaasarfik".

 

Hist.: Virker autentisk

Søskendebørn

Print
Dokument id:1077
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søskendebørn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 207 - 209
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

 

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.

Søsteren som insisterede på at være gift med en orm

Print
Dokument id:235
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søsteren som insisterede på at være gift med en orm
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 203 - 205
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 79h - 81v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 203 - 205: Aleqaq qullugissamik aappaqaannarusuttoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 230

 

Fyldig dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 29 ss. 121 - 122. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 21, ss. 186 - 188: The lost Daughter.  

 

Resumé:

Søsteren som insisterede på at være gift med en orm.

 

En enlig mor har to voksne sønner, som er dygtige fangere, og en datter, som brødrene forguder. En dag spadserer datteren ud og væk. Længe efter besøger hun sin mor, mens brødrene er på fangst. Moderen er nysgerrig efter at se barnet, som datteren har i sin amaat. Men da det skal ammes, advarer datteren hende mod at kigge, for det er ikke et rigtigt menneske. Moderen kigger ud gennem et hul i sin dyne, som hun har dækket sig under, og bider sin læbe til blods af vrede over synet af en babyorm. Efter mere udfritning røber datteren, hvor hun bor, og dér opsøger hendes brødre hende så, da de har hørt om ormen fra moderen. Ormemanden er ikke hjemme. De trænger ind i rummet, der er rigt udstyret med skind, dræber ormeungen, splitter liget ad og kaster stumperne bort. De skjuler sig udenfor, da ormemanden, der er kæmpestor, kommer hjem med en ren i gabet, smider renen og slynger sig om sin lille kone. Brødrene giver lyd, ormen farer forskrækket ud og bliver, efter langvarig beskydning med talrige pile og lansesår, dræbt af brødrene. De splitter også den op og fjerner alle stumperne. De vender hjem med al ormens enorme forråd og søsteren, der imidlertid igen slår sig på en orm. Denne gang en lille larve, som vokser sig større. Hun forsvinder med den, brødrene og moderen tager ud for at lede efter hende, men moderen dør og den ene bror brækker sit ben. Han bliver halt og brødrene opgiver den videre eftersøgning.

 

Var.: En vidt udbredt fortælling, der også fortaltes blandt inuit i Canada.

En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

 

Kommentar: Kæmpeorme (slanger i andre kulturer), der ikke forbindes med synd men med frugtbarhed, er udbredt i alverdens folkelige fortællinger. Hos inuit er der dog også associationer til død, fordi ormen undertiden kan opfattes som en ligædende maddike (Lusen og ormen).

 

Hist.: Som altid i Kreutzmanns fortællinger om sex med dyr ender det galt.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj

Print
Dokument id:234
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 199 - 202
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 77h - 79v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 199 - 202: Utoqqaat ernrat toqutaasoq paniallu eqalussuarnik meeqqiortoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 229.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar, med en næsten voksen søn og en datter, bor alene om sommeren med en enkelt nabofamilie og, på den modsatte fjordbred, en større sommerplads med folk, der ustandselig synger og danser med tromme udendørs. Sønnen tager på besøg derovre men bliver dræbt, og hans kajak bliver molestreret med store rifter. Naboen finder kajakken og bringer den til forældrene, der beslutter sig for hævn. De tager over fjorden, venter til et par unge mænd kommer ud, klovner for dem og foreslår dem at trække armkrog to og to. Manden kan en styrkende formular / serrat, og han får ret hurtigt gjort det af med sin modstander, mens hans kone har bidt sig fast i den anden med tænderne. Sammen får de også denne unge mand dræbt. De skærer testiklerne af dem og hænger dem op på deres pander. De skjuler sig i nærheden og overværer næste morgen de efterladtes sorg, hvor man bebrejder hinanden drabet på den unge mand, der altså har vist sig at have slægtninge. Forældrene flytter nordpå med deres datter, manden dør, og enken og den ugifte datter forsøger at slå sig igennem efteråret med bær. Datteren kommer dog aldrig hjem med ret mange bær, hvorfor moderen belurer hender og ser, at hun har et forhold til en haj. Da hun bliver gravid, finder moderen hver morgen en friskfanget ilanddreven sortside, og da hajungerne (to) er født, ligger der talrige sortsider hver morgen. Ungerne tumler sig på briksen, én af dem får derved slukket lampen, og begge tumler ned og durk ud i havet. Derefter bliver der ikke afleveret flere nyfangne dyr på strandbredden. Men mor og datter klarer sig gennem vinteren på det de allerede har samlet ind til forråd.

 

Var.: 1. episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

2. episode: Pigerne / Den forældreløse / Pigen der blev gift med en haj.

Lignende: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Moral: Som altid når Kreutzmann, fortæller om sexuelle forbindelser mellem dyr og mennesker, forløber det lidt anderledes end i de mere traditionelle varianter, hvor flere af dem til slut lader hajen blive dræbt af sin eneste fjende, kaskelothvalen. Forinden har den dog vist sig uegennyttig hjælpsom ved at tilbyde sig som de efterladte pigers eller forældreløses dygtige forsørger. Hos Kreutzmann betaler hajen kun sin skyldighed, indtil børnene følger hans natur. Måske adskillige europæiske koloniansattes alimentationssager er den legale model for denne hajs adfærd.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Trommesang af Pitiga

Print
Dokument id:576
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Trommesang af Pitiga
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 329 - 330, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4, side 295 - 297.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294.

 

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:301- 302.

 

Resumé: Begivenhederne bag sangkampen: Piitiga, der har været gift tre kortvarige gange, har røvet Maratuks / Maratses / Marattis kone på opfordring fra hendes svoger. Den berøvede M. udfordrer Piit. Denne, der beskylder M. for at have stjålet en sæl, ærgrer sig i den trykte svarsang over, at hans familie engang tog M. i hus og give ham mad.

 

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes i Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit

Print
Dokument id:230
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 184 - 186
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 68h - 70v(?)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 184 - 186: Tunnerluup pania tunernit aallurnneqartoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 225.

 

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Jeremias: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

 

Resumé:

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit.

 

Storfangeren, den selvbevidste Tunnerluk, overvintrer alene med kone og datter ved en fjord. En dag bliver datteren røvet på et tidspunkt, hvor moderen er optaget af sit skindskraberi. Tunnerluk får fat i en angakkoq / angakok / åndemaner, der sporer hende til tornit, kæmper som bor på indlandsisens nunatakker. Med dobbelte kamiksåler, som konen har syet om natten, tager Tun. og angakokken sammen  helt ind til den østligste nunatak, hvor Tun. får en amulet, en præstekrave, af angakokken og besked om selv at hente datteren i tornits hus. Trinet op til indgangshullet er som en bjergvæg. Han klatrer op og ind, hvor datteren græder utrøsteligt. Han får hende uhindret med, fordi man opdager den præstekrave, han har med. Hjemme igen bliver datteren svagelig. Angakokken finder ud af, at Tun. ikke har fået datterens sjæl med. Den henter de da oppe hos tornit, men hjemme igen kan de ikke få den ind i datteren. Endelig får Tun. den idé at lade angakokken stikke sjælen ind i hendes anus, og da lykkes det at få den ind. Hun bliver rask, og den taknemmelige far belæsser angakokken med gaver ved afrejsen.

Senere kommer to mænd med lange næser med hvalbarder for at håne den selvbevidste Tun. Men han viser dem sit forråd fuld af hvalbarder og erklærer, at hvalen ellers ikke er den hans hyppigst fanger. De to mænd drager beskæmmede bort.

 

Var.: Tunerluk el. Tunnerluk ? (flere versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Hist.: Præstekraven er en fugl. Indlandskæmperne giver normalt nødigt den røvede pige fra sig og forfølger den flygtende far og/eller angakkoq. Afstanden til traditionen ses også i episoden med sjælen, der stikkes ind i anus. At den skulle ind den vej ville man i ældre tid ikke være i tvivl om - med mindre det skulle være en forestilling begrænset til Østgrønland (?). Endelig er det usikkert, hvem de to mænd med lange næser repræsenterer: Er det europæere eller indlandskæmperne, tornit? Muligvis de sidstnævnte, idet de lange næser står i modsætning til ildfolkenes / innersuits næsten ikke eksisterende næser. Se Sonne 1996, Cultural and Social Research in Greenland. Essays in honour of Robert Petersen, Ilisimatusarfik; og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Timersit er østgrønlændernes navn for tornit, der af arkæologer har været identificeret med dorset-folk. Se Kleivan 1996, der mener at identifikationen kun kan underbygges mht. inuit i Canada, men næppe i Grønland. Seneste udgravninger i Thule-området (1999) peger dog på mulige møder mellem de sidste dorset og de første thule-kultursfolk i Grønland.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Ugpatermiormioq qássiarssúmirdlo / Uppateqboen og Qassiarsukboen

Print
Dokument id:1041
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 24
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ugpatermiormioq qássiarssúmirdlo / Uppateqboen og Qassiarsukboen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 28 - 31
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Uppatermioq plejede at tage ud på fangst efter

fuldvoksne spraglede sæler langt ude for Isortoq.

Først når Uummannaq ikke var større end et sælhoved, standsede han og

gav sig til at vente på, at en sæl skulle dukke op.

I husene mod øst på bredden af fjorden Isortoq boede der et mandfolk

af en fanger ved navn Paamisaarsuaq. Han havde hørt sige, at der

tidligere var masser af sæler langt uden for kysten. Da han selv

aldrig havde roet længere ud mod vest, kom han til at more sig (der

menes dog sikkert: pileritsappoq), fik han stor lyst til ar ro langt

vestover, når vejret var godt og havet var roligt.

Da det en dag så ud til roligt hav derude, og det var det eneste han

ventede på, tog han afsted.

 

Allerede da han nåede Uummannaqs yderste forbjerg, syntes han, at han

var nået meget langt vestpå, og han var lige ved at vende om. Men

så fik han lyst til at fortsætte. Sådan blev han ved, indtil Uummannaq

i luftspejling antog størrelse af et sælhoved. Netop på det tidspunkt

fik han øje på en stor kajakmand syd-vest for sig.

Han blev overrasket, for han ventede ikke at se nogen kajakmand. Han

roede så hen mod ham, fordi han jo allerede var blevet set af den

fremmede. Noget tydede på at den store sydlænding, som ellers roede rask til, havde fået øje på ham og havde sagtnet farten. Paamisaarsuaq roede

langsomt hen imod ham; og idet han kom ganske nær, opdagede han, at

den fremmedes kajak slingrede ustandselig. Det viste sig, at hans

kajak var konstrueret sådan, at den ikke kunne ligge stille, idet den

kun havde én køl. (En kajak til brug i oprørt hav.) Nu var de kommet

helt hen til hinanden; og eftersom de slet ikke kendte hinanden, sagde

ingen af dem noget. Qassiarsukboen blev lidt undselig og sagde, for at

få den anden til at hilse: "Jeg er bare roet herud for at få bekræftet

noget, jeg har hørt; for jeg har hørt, at der fjernt herude i

vest, skulle være mange spraglede sæler. Jeg er herude for at se dem."

Det trak op til smil hos manden, han talte til, og han sagde: "Hvis du

aldrig har oplevet dem før, så følg mig."

Da den fremmede lagde ud mod sydvest, fulgte Qassiarsukboen efter.

 

De havde roet en tid, da den fremmede slog hættten på sin helpels ned

og begyndte at lytte, om der var noget at høre forude. Efter kortvarig

lytten udstødte han en kort lyd. I det samme standsede

han. Qassiarsukboen var usikker men roede hen til ham.

Den fremmede kiggede undersøgende i retning af land og sagde. "Dagen

kommer ikke til at slå til, for det tar altid så lang tid at

ro ind med fangsten på slæb. Lige derhenne mod vest holder de sig

flydende alle sammen." Nu fik de øje på dem. De lignede tang, der flød

på havet. Da de næsten var fremme, roede de et stykke fra hinanden.

Manden fra Uppateq roede videre uden at sagtne farten og gjorde sig

klar til at harpunere. Qassiarsukboen roede længere væk fra ham og

nærmede sig sælerne hurtigt for at kaste sin harpun, idet han havde

svært ver at beslutte sig for, hvilket af dyrene han skulle harpunere.

Han kom til at tænke på, at han havde lang vej hjem med fangsten på

slæb, så han udvalgte sig et af de mindre dyr. Havde det været

en almindelig sælside han havde harpuneret, havde han ikke

kastet sin fangstblære ud men da han ikke var vidste, hvor kraftige disse sæler var, lod han blot sin fangeblære / fangstblære glide ned. Han kiggede på

den anden og så, at han var ved at sætte harpunspidsen på skaftet

efter at have gjort sin fangst klar til bugsering. Qassiarsukboen fik

travlt. Han tog fat på dyret (apiisigutiinnaqa ?), som om det var en

lille sæl han havde med at gøre.

 

Da den fremmede kom hen til ham, roste han ham. Han opfordede ham til

at fange én til, men det ville Qassiarsukboen ikke. Manden fra Uppateq

sagde: "Jeg vil fange én til, til at bremse farten med." Med de ord roede

han til og gjorde sig klar til at kaste. Han holdt harpunen oppe så

længe, at man ikke troede, at han ville kaste den. Men idet han satte

et balanceredskab (pagkut ?) til en ene side af kajakken, hældede

han sig imod vinden og kastede efter et dyr. Dyret sprællede, så

vandet skummede (qapuk=skum). Da dyret blev roligere, så man blod

omkring det. Så gav han sig til at gøre dyret klar til bugsering.

Qassiarsukboen roede hen til ham; og den fremmede sagde: "Jeg

gjorde som i gamle dage i en tro, jeg stadigvæk kunne. Men jeg fik

det ikke dræbt med det samme." Qassiarsukboen følte sig et øjeblik

helt afmægtig i forhold til den anden, men sagde ikke noget.

 

Da den anden var færdig med at gøre dyret klar til bugsering, bandt de

sælerne fast til kajakkerne og begav sig mod land. Så

begyndte manden fra Uppateq ellers at fortælle. Når manden fra

Uppateq satte farten op, måtte Qassiarsukboen bruge flere kræfter,

selv om han kun havde et enkelt dyr på slæb. De havde roet et godt

stykke tid, sagde sydlændingen: "Nu passer strømmen lige for dem, der

skal sydover. Det er altid svært at komme aftenen i forkøbet. Jeg

skal prøve om jeg kan ro hurtigt. Kom og mød mig en anden gang."

Idet han sagde det, gav han sig til at ro sydover (så hurtigt), som

om han ikke havde noget på slæb. Så begyndte Qassiarsukboen ellers

at ro ind mod land. Det blev tusmørke, mens han endnu syntes, at han

befandt sig langt ude. Da han nærmede sig land, blev det helt mørkt;

og han begyndte at synge, alt imens han roede indefter. Han var

kommet langt ind, da det forekom ham, at han kunne høre lyd bagfra.

Han lyttede grundigt efter lyden; og det var tydeligt, at nogen råbte

"ooq". Da det var om natten, og han endnu befandt sig langt ude,

havde han ikke lyst til at vende om og ro ud ad; og han flygtede fra

lyden. Mens han endnu roede hurtigt til, mærkede han, at kajakken

ligesom "strammedes" (issúkâtdlarmat), og han mærkede, at han var

standset helt. Han turde ikke vende sig om. Så mærkede han, at

kajakken var ved at kæntre. Hvergang han skulle til at tage et

åretag til den ene side, fil nogen kajakken til at hælde til den

anden side. (Sætningen uklar.)

Da han efterhånden var blevet vred på vedkommende, som han umuligt

kunne se, tænkte han: "Nu har jeg alligevel mistet det, jeg havde

på slæb. Så kan jeg kæntre uden vanskelighed. Når vedkommende får

kajakken til at hælde til den ene eller til den anden side, vil

jeg bare kæntre med vilje."

Nu ventede han kun på den første lejlighed. Så mærkede han, at

kajakken begyndte at hælde til venstre, idet kajakkens sidelægte

blev presset ned. Han kæntrede, og han mærkede, at kajakken lå

med bunden i vejret; og han skyndte sig at rejse sig igen for at

komme den anden i forkøbet. Lige da han rejste sig op igen, så han,

at den anden var i færd med at rejse sig op. Han var kæntret, idet

det, han holdt fast på, var smuttet fra ham. (Han havde vel holdt

fast på den andens kajak?) Nu havde han rejst sig helt op. Hele

kajakken så ud, som om den var træbark, og den manglede en kajakstol

til at rulle linen på. Manden, der nu vendte hovedet imod Qassiarsuk-

boen, så endvidere lidt ejendommelig ud. Han smilede hele tiden.

Uden at sige noget roede han helt hen til Qassiarsukboens fangst

og tog den på slæb, og da han begyndte at ro indefter, slog han

følge med ham.

 

Hist.: Sydlændingene fra åbentvandområdet i det blæsende Sydgrønland havde ord for at være særlig dygtige kajakroere.

 

Kommentar: Sæltyven er bådenbart en qajariaq (flertal, qajarissat) - oversættes ofte med "kanomand" - der er en sæl i menneskeskikkelse, men associeres af Rink til indianere pga. af deres mærkelige kajak uden bagende, som skulle være bygget af bark.

Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne

Print
Dokument id:336
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2' læg 9
Fortæller:Bech, Samuel
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten (?)
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 2, nr. 1
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

OBS: Denne fortælling afsluttes med fortællingen "Agpamiormiúngôq pissuse imáijuit."

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ukiivinnguaqboerne havde deres boplads en smule længere ude ved kysten end Appamiut. Det var dejligt at besøge dem, da der herskede et dejligt og fordrageligt forhold beboerne imellem. Men de kunne jage en skræk i en, når de stillede sig op til forsvar for deres børn, hvis de mente, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Kvinderne havde ikke andet på inde i huset end deres korte skindbukser (natit). Deres lamper brændte hele dagen, fordi der blev kogt mad til mændene, når de kom hjem. Over gulvlampen på tørrestativet lå der altid et stort isstykke med en spand under. Deres bedstemor og kvindelige overhoved hed Aqqiissuaq. Engang blev man inviteret til det nordligst beliggende hus; og da man kom, blev man budt på alkekød og frosne indvolde af måger. Da man begyndte at spise, sagde de: "Vi vil ikke fortælle dig om vores skikke. Det kan Aqqiissuaq gøre." Mens man var inde i huset, var der én, der pegede på noget. Man kiggede hen i den retning og så en mandsperson stå på indgangstrinnet og dreje rundt hele tiden. Da han gik ud, sagde en af dem: "Han skulle naturligvis se, hvad de fik at spise." Da man kom ind (til Aqqiissuaq?), spurgte de: "Hvad fik du at spise?" Man svarede: "Kød af alke og indvolde af måger." Manden var åbenbart spion. En aften legede børnene på gulvet og var uartige. Den gamle bedstemor bukkede sig sammen og begyndte at rømme sig. Midt i det hele begyndte så tarmskindsruden (umeramineq?) at bule indad. Da børnene skrækslagne flygtede længere ind i rummet, satte en kvinde en bar fod ned på gulvet, og straks sagde nogen "eeq", og trak tarmskindsrudens bule udad med et vældigt smæld. Den gamle bedstemor skældte kvinden ud for hendes dumhed i ærgrelse over, at det hun var i færd med glippede, nemlig at få den tilbage, der ville hjem (en angerlartussiaq). Det fortælles jo, at de var flygtet for løberne, disse Ukiivinnguaqboere, d.v.s. Quiagi-familien, folk fra Qeqertarsuaq, fra kystpladser ud for Upernavik og fra Tappiitsoq. Det fortælles, at Eva Livesens far var fra Appamiut. Der boede også mange mennesker både i Nutaarmiutoq i Upernavik. Deres døde begravede de på den store begravelsesplads Iliversuit. En mand fik alle sine ejendele med i graven, og selv en kvinde fik sine med. De afgnavede ben af en førstegangsfangst bragte deres åndemaner / angakkoq hen til det sted, hvor vordende åndemanere øvede sig og smed knogler ned ad det ganske høje fjeld, Kingittuatsiaq. Denne, deres åndemaner kaldte de Kiasikaaq (Stedet med det store skulderblad). Han boede i Nutaarmiut, og han plejede at holde åndemaning. Når han under seancen gik ud, fulgte de ham ud; og i det rødlige skær så de ham nærme sig det som ild med lemmer, der lignede trævler. Når han var helt fremme ved (himmelranden) og forsvandt, gik de ind igen, og der sad han på sin plads, oven i købet smilende. Han døde i Appamiut, en gang de var dér på fangst. De gravlagde ham. Men da der et stykke tid efter hørtes skrig fra graven, fik de bange anelser og flyttede ud til dem, der boede længere ude. Da de var flyttet der ud, sagde den døde uafbrudt: "Åh, så kom de ind. Åh så kom de ind!" Man siger, at de er ved at løbe efter dem. Kun dem fra Qarlingajuk (Qarliingajooq ?) flyttede ikke ud. Dem i Appat havde følgende skik: Når de forventede, at Unneraarsuk (Strandens bussemand) ville komme for at få noget at drikke, fyldte de alle store vandspande helt op til randen. Når Unneraarsuk kom, gav den sig til at drikke. Bagefter nikkede den gentagende gange, som tak, og gik ud. Man fortalte også, at den gav rigeligt igen i form af sæler. De lod den komme for at få vand. Den kunne også godt lide at tygge fugleskind og suge fedtet ud. De sørgede for, at der var edderfugleskind og andre fugleskind at tygge. Når de mange, der var til tørring, blev tørre, plejede åndemaneren at tage en tur gennem luften, og når han var færdig, sagde han: "Tænd lyset!" Der var pause et stykke tid, så kom der nogle mindre drøn, hvorefter der trådte et væsen ind. Dets ben lignede en ladestok (eller en skorstensfejerkost). Når det gav tegn med sin arm, gav de det en hel masse ting. Når det så forsvandt godt belæsset, fulgte de det ud. De iagttog det og så det gå op; og når det nåede frem til en lille fjeldvæg, åbnede de den, gik ind, lukkede det igen omhyggeligt og blev derinde. De lod det komme med korte mellemrum. De kaldte væsenet Angulaasseritooq, en der ivrigt ønskede sig fugleskind at tygge. Det fortælles, at de var flygtet til bopladsen længere ude, engang nordboerne var efter dem. Siden viste der sig ikke flere nordboere. Efter de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, fandt man et hvalådsel og hele bopladsen skulle hen og flænse hvalen. Da var det, at en af kvinderne, Kuiagik, da hun havde fået sin amaat på, kom til at mangle ("qavssugaut", en livrem til amaaten?), hun måtte skære et stykke af mandens line og brugte det som "qavssugaut" Derfor kom hun til at hedde "lænden": "kuijagi" (?). Apollo Lynge der har oversat en næsten enslydende version mener navnet er Quijagi, dvs. "den morsomme" (se doc. 337).

Var.: Apollo Lynge har oversat de sidste afsnit lidt mere forståeligt: se ID 337.

Hist.: Teksten beretter om folk i Ukiivinnguaq, med vægt på flytninger dertil fra andre bopladser, rituelle skikke og særlige begivenheder. Pointen med spionens besøg i første afsnit om måltidet i det nordlige hus i Ukiivinnguaq er noget uklar. Ligeså hvem der er på besøg. Næste afsnit om bedstemoderens ritual, der skal kalde en angerlartussiaq hjem, består åbenbart i at hun med bøjet hovede mumler en formular / serrat, der får tarmskindsruden til at bule indefter; men forsøget, der skræmmer de støjende børn, standses af en kvinde, der sætter sin bare fod på gulvet (kvinder skulle trække i kamikker, når de gik ud fra briksen). Måske skulle forsøget samtidig skræmme børnene til ro. For flugten fra løberne, dvs. nordboerne (eller blot qallunaat), der gentages til slut, er der ikke uniddelbart noget historisk belæg. En udflytning fra Appat til Ukiivinnguaq får iøvrigt en anden begrundelse, nemlig i skrækken for den afdøde åndemaner fra Nutaarmiut, Kiasikaaq, der dør under et besøg i Appat, begraves dér og råber fra sin grav. Råbet er nok åndemanersprog, men hvem der kommer ind (i den modsatte dagligdags betydning: går ud) røbes ikke. Men om ham fortælles det, at han, da han var i live, lod knoglerne fra førstefangsterne falde ned ad en fjeldside nær angakkoq-lærlinges øvelsessted (angakkussarfik) og under sine seancer kunne forsvinde som brændende trævlemand ud over havet i skæret fra solens op-eller nedgang. Og dog modtog han folk med et smil, når de kom ind igen. Andre ritualer gik ud på at skaffe sig fangst ved at byde strandens bussemand på drikkevand og lade en mærkelig skikkelse, en fjeldbo af en slags med ben som ladestokke tygge fedtet af fugleskindfugleskind og modtage en mængde gaver. Den sidste beretning om kvinden, der i mangel af bedre måtte bruge et stykke af sin mands harpunrem til slukke lampen med, forstår jeg ikke. Ifølge Apollo Lynge (se doc. 337) fik hun af den grund tilnavnet "den morsomme". Måske har hun lavet sjov med den lyseslukning - som en animerende optakt til en lampeslukningsleg der skulle fejre fundt af hvalådslet? Endnu i dag husker gamle mennesker Unneraarsuk som en tidevandsånd, hvis stemme hørtes i tidevandet når isflagerne skurren mod hinanden (Prof. Robert Petersen, pers. medd.). I Apollo Lynges oversættelse, ID 337, står det klart, at Unneraarsuk og Angulaasseritooq er to foreskellige skikkelser.

 

Uteriitsoq og Qipisoq, to vidt berejste mænd

Print
Dokument id:218
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uteriitsoq og Qipisoq, to vidt berejste mænd
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:133 - 136
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 41 - 43.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 133 - 136: Uteriitsoq aamma Qipisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 188.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 102.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 74, ss. 392 - 396.

 

Resumé:

Uteriitsoq rejser fra sin boplads, Ilulissat, mod nord, helt op langs iskanten i Melvillebugten til Thuleområdet. Undervejs træffer han nord for Upernavik stadig en del mennesker. De har intet træ og sætter stivfrosne skind op til telte uden stivere. Deres børn har alle hul i anorakhætten lige over issen for at Månen kan holde øje med dem. Videre undervejs langs iskanten, hvor kysten er utilgængelig, sover Uteriitsoq med familie på isen, som de dækker med mattak fra nyfanget hvidhval. Næste morgen lader de bare resterne ligge. Uteriitsoq træffer ingen mennesker, kun et lille forladt hus i nord. Heller ikke her er der træ. Stiverne er af narhvaltand, og en særlig glat tand til husstøtte tiltaler Uteriitsoq, der bytter den ud for en teltstang af træ. Familien rejser på samme måde tilbage langs iskanten til det nordlige Upernavikdistrikt. Her overvintrer de hos folk, der er ivrige boldspillere, og spillet, hvor hundeslæder indgår, beskrives i muntre detaljer. Om foråret rejser Uteriitsoq hjem til Ilulissat, hvor Qipisoq fra Kangaamiut (Kreutzmanns hjemsted) er nået op på sin rejse. Denne hører af Uteriitsoq om et tidligere besøg i Ilulissat af nogle ukendte mennesker en hel måneds slæderejse nordfra. De var klædt i renskind, og kom for at købe sig skydevåben og ammunition for ren- og ræveskind. Købmanden ville gerne for en høj pris købe mandens hunde. Men efter nogen tøven erklærerede manden, at han ikke kunne undvære sine hunde til boldspillet derhjemme.

Uteriitsoq og Qipisoq skilles igen. Uteriitsoq rejser atter nordpå i håb om at træffe mennesker i området med det tomme hus, Qipisoq rejser tilbage til Kangaamiut, hvorfra han så fortsætter mod syd til Qaqortoq, hvor en vis Sakkat med fire koner netop har fanget en pukkelhval. Den kone, der forestår husholdet (førstekonen formentlig), er særdeles nærig og under end ikke stedets gamle andet end småbidder. Hun rammes så af ædedille. Hun spiser ustandseligt, føler der vokser mattak ud på hende. Hun æder sig ihjel. Derefter kan de tre medkoner endelig spise sig mætte, så ofte de lyster.

Qipisoq tager hjem igen om foråret til Kangaamiut, hvor han får (til)navnet Egede.

 

Hist.: Fortællingen bygger på historiske begivenheder, idet de kan genkendes i Qipisoqs barnebarn, Hans Egedes fortælling indsendt til Rink i 1867. Den beretter om både egne oplevelser og hans farfars lange rejser som bl.a. Anders Olsens hjælper ved anlægget af kolonien Qaqortoq i 1774. Se Rink 2488, V, nr. 227. Beretningen rummer ligeledes en kort udgave af fortællingen om rejsen til Thule-området: se Vejledningen for udredning og henvisninger.

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.