Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Mangler tekst

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: s. 114 - 115, nr. 84.

Resumé: Sagnets ejer.

En mængde børn advares af deres eneste voksne, kvinden Akortalik, under bærplukning mod at fortælle sagn om aftenen i teltet. De trodser forbudet og skræmmes ihjel af sagnets ejer, der forsvinder igen som lysende ild. Akortalik overlever imidlertid, fordi hun dækker sit ansigt mens sagnets lysende inua er på besøg. Dette væsen forsvinder op til fjelds, hvor det åbenbart har hjemme.

Var.: Den store ild.

Kommentar: Alt muligt ondt synes i kolonitiden at vise sig som ild. Almindeligvis kommer den store ild, Innersuaq, der af Kreutzmann identificeres med Toornaarsuk, ude fra havhorisonten. Den skræmmer støjende børn ihjel.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en anden fortælling.

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

Var.: Aataatsiarsuaq

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 44v - 44h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 137- 138: Angakkoq angakkunnerminik puiguisoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 189.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 164,

ss. 346 - 147.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 110, ss. 452 - 453: An Angakok on Kekertarsuak.

Resumé:

En angakkoq / åndemaner fra Qeqertarsuaq har en søster gift et stykke derfra ved dets yderste forbjerg, Karramiut. Hende besøger han ofte, men en dag finder han alle husets indvånere døde af skræk over et kajakskind og sin søster sindssyg med opspilede øjne. Hun vil æde ham og sætter efter ham. Han lammes selv af skræk, men får dog slæbt sig ud til sine hunde ved slæden på isen, hvor han har måttet binde dem, fordi de ikke ville længere (hunde sanser det skrækindjagende før mennesker). Trods ihærdig piskning med istukken lykkes det ham først i sidste øjeblik at få hundene på benene og undslippe søsteren. Siden prøver han aldrig at besøge hende igen. Men han foretager en åndeflugt dertil og opdager årsagen: et kajakskind, der har trukket et dejligt drengebarn ned i husgangen og ind i døden.

Han besøger aldrig siden stedet, fordi han var blevet så bange, at han havde glemt, at han var angakok.

Var.: Søsteren eller vennen eller fætteren, der bliver sindssyg og får kannibalske lyster, er en hyppig episode i bl.a. "Fætrene" (mange varianter).

Tolkning: Kirsten Thisted tilføjer i en note Rinks note, at kajakskindet formentlig havde været brugt til at bære et lig til gaven i (Rink 1866-71, I: 368).

Skindet burde have været begravet med den døde eller på anden måde elimineret. Drengen, som det trækker på hovedet ned i husgangen, kunne være opkaldt efter den døde.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

Resumé ved Kristen Thisted:

En stor angakkoq er samtidig en dygtig og meget gavmild erhverver. Derfor tiltrækker han mange folk til sit sted. Engang han er ude på fangst og har dræbt en sæl hører han tydeligt sælerne i en stor stime tale om at de vil komme og hævne sig. Da angakkoq'en kommer hjem befaler han imidlertid husfællerne at tømme urinbaljerne ud ved stranden og at besørge dér, hvor man lægger til. Om aftenen kommer en umiaq bemandet med sortsider og blåsider. Da de ser alt det fedtede der driver ud i en bred stribe fra stranden, springer de fra borde og bliver til almindelige sæler igen. Hvis ikke bopladsen havde haft så stærk en åndemaner, var den blevet udryddet.

Var.: Søg på umiariaq, umiarissat, kano, kanofolk, qajariaq, qajarissat

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 24 -

25: "ángiarssuaq" / Anngiarsuaq.

Resumé:

En flok brødre vil ikke tillade deres eneste søster at gifte sig. Hun

blir gravid ved en gammel ungkarl, og føder en dreng i dølgsmål om

vinteren. Drengen vågner op om sommeren, finder vinterbopladsen tom og

sætter i et hundekranium med et hunderibben som åre efter beboerne,

der er taget ind på renjagt. Han skræmmer renerne bort, tar bue og pil

fra en af jægerne og skyder en ren. Ingen kan se ham, men pilen i

renen afslører, at en anngiaq må være på spil. Han følger om efteråret

med til vinterbopladsen, hvor han ror med ud på fangst og kæntrer en

for en alle sine morbrødre. Flere åndemanere holder seance, men

anngiaqen smutter ud for dem. Under tredie seance får de fanget og

dræbt den. Den føres hen over alle de unge mænds hoveder i eet hus,

men ungkarlen er der ikke. Den føres over alle de unge kvinders

hoveder i et andet hus og brister over sin mors hoved. Hun må gå til

bekendelse.

Var.: søg på: anngiaq

Hist.: Før kristen moral blev gældende, var en anngiaq normalt en

hemmelig abort. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

Resumé:

Åndemaneren Missuarniannga / Mitsivarniannga indbyder til en seance, hvor han

rejser ud over havet og fra horisonten over slettelandet til Månens

hus, der vogtes af hunde både ude og inde i husgangen. Den i husgangen

er vanskeligst at passere. Månen vredes over besøget, men formildes

straks, da gæsterne tilbyder at rense hans hus for skidt, der

forvandler sig til alskens sødyr, fugle, bjørne og ræve. Husets

bagside er en dyb, sort, grænseløs sø, hvorfra det regner ned på

jorden, og hvor åndemaneren fortabes, hvis den vrede, voldske Månemand

kaster ham ud i den. På gulvet foran indgangshullet drejer to store

sten larmende rundt, når en kvinde på jorden bryder sine tabuer.

Hendes arme vokser helt op til månen. Han kan ikke udholde larmen.

Han løfter så den ene sten. Der er hul under den. Man kan se

bopladsens små huse som hunde om et ædetrug, mens hundelortene dernede

ligner store uformelige dynger på nippet til at vælte ned over folk.

Derfor er månen så bange for hunde. Under den anden sten ser man alle

fangstdyrene dernede: mange fjordsæler og bjørne, men kun få

hvalrosser og narhvaler. Miss. rejser hjem igen efter således at have

skaffet sine fæller fangstdyr.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Missuarniannga var Kaarali Andreassens far. For en analyse af

evt. kristen påvirkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under Månen og Dødsriger + Sonne 2000.

Kommentar: slåskampen med Månen foregår i de allerfleste varianter på jorden, hvor Månen er ankommet for at straffe sin senere gæst, der har fanget et af hans (Månens) fangstdyr. Kampen og renselsen i Månens hus i Kaaralis variant forekommer stærkt påvirket af myten om angakkoqens / åndemanerens rejse til og renselse af Havkvinden.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.

Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.

Resumé:

Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med.

Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.

Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger.

Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen i notater på dansk.

Resumé:

Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på

åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en

seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil

trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med

forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle

Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet

sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han

taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens

åndemanereren er væk.

  Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort

besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal

af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må

kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves

over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det

nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og

forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og

synger meget.

Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af

medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene

samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham

skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med

deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu

tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om

håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til

at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen.

Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men

ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge

fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået

deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der

fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A.

erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og

himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe.

Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder,

han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og

A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine

fæller om himlen.

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens

notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var

han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga.

For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

Resumé: Aggu / Akku vil en tur ned til dødsriget under havet og får sig syet

sig skindstrømper og en tarmskindsanorak til rejsen. Hans arvede hjælpeånd,

Ajaqqisaaq, vil først ikke med, fordi A. aldrig kan komme helt ud til

Havkvinden / havets moder / sødyrenes mor, hvis han først besøger de døde.

Aggu overtaler sin hjælpeånd, Ajaqqisaaq, til at være med i følget af hjælpeånder. De går langs havbunden, hvor A. føler at han blir gennemblødt af finregn. De må ned af flere glatte skråninger frem til elven med tre spidse, glatte overgangssten, der

danner grænsen til underverdenens land. Aggu nøler, men sætter endelig

over som den sidste, da han ellers aldrig siden vil kunne overskride denne

grænse. Det fortæller Aj. Vejen fører videre op ad en stejl skrænt, der er

glat af de dødes safter, når de med besvær maser sig op mod dødsriget.

Her møder A. en afdød åndemaner med kun et øje (Karrak, Karraq / Uitsaleqanngitseq BS), der også

bebrejder A. at han ikke først er taget til Havkvinden og nu har sat

sin grænse ved dødsriget. A. undrer sig over en kajak på tværs over en

sortside. Men denne sæl har kæntret og druknet kajakmanden, fortæller

man. En anden sæl øver de nyankomne døde sig på at fange. Den lever op

igen hver gang den er dræbt.

   En masse døde er ved at gå i forrådnelse, fordi deres efterladte

sørger for meget over dem. A. hører pustene fra alle slags sødyr ude i

de dødes hav, men kan ikke se dem, fordi han endnu ikke er død. Da A.

skal hjem inden daggry bliver han spurgt om, hvor han helst vil være, i

himlens sletteland eller i kystlandet under vandet. Han afprøver så

drikkevandet. Det er lunkent. Himlens iskolde vand er bedre. Men

bliver han bisat i havstokken, vil han frit kunne skifte mellem de to

steder efter sin død. Han møder ingen vanskelige overgange på

hjemvejen, og fortæller sine fæller om sine oplevelser.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891, var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik.

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.  

For en fortolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger"; eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor; Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 33h - 36v (slutning mangler, ses i afskrift)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 125 - 129: Kamaaq makitasooq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 222.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn,

1866-1871, I: nr. 101.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 73, ss. 389 - 393: The Angakok from Kakortok (Qaqortoq).

Resumé:

Den hovmodige Kakamaaq.

Kakamaaq er en storangakkoqs / åndemaner / angakok eneste datter. Hun har en enkelt bror, der er gift. Faderen, der har hørt om fristende egne nordpå, rejser med familie til Pisuffik, hvor angakkoqen / åndemaneren Kajuerneq fortæller om sit yndlingssted Ilulissat. Familien ror videre nordpå og bygger lidt for sent hen på efteråret et lille hus ved Ilulissat. Kakamaaq bliver gravid i hemmelighed med en flot, ung mand, der ikke behager faderen på grund af sin dovenskab. Faderen rejser atter sydpå med hele familien. Undervejs føder Kakamaaq sit barn i dølgsmål. Tilbage ved Nuuk inviterer faderen en lille, meget mørklødet, men dygtig fanger til at blive sin svigersøn. Kakamaaq indvilger tavst, men er kun venlig, når han bringer hende snus fra butikken. Hun får tre børn, der alle dør som små af næseblod. Hver gang skælder hun sin forsagte svigerinde ud for at have forvoldt dødsfaldene med en anngiaq (et barn født i dølgsmål). Kajuerneq hentes fra Pisuffik, da faderen ikke kan finde ud af årsagen, fordi han er for nært beslægtet. Kajuerneq ser under seancen en anngiaq, der udpeger Kakamaaq som sin pooq (åndesprog for mor), også anden gang selv om svigerinden tilbyder sig som dens mor. Kakamaaq bryder sammen i gråd og får endelig læst og påskrevet af svigerinden. Kajuerneq prøver forgæves at fange anngiaq'en, der har indrømmet at have forårsaget børnenes død.

Også for Kakamaaqs bror ender det galt. Han bliver dræbt af misundelige fæller under en rensdyrjagt pga. sit store jagtheld. Faderen kommer sig ikke af sin sorg inden han dør.

Var.: søg på: anngiaq

Hist.: Det er en anngiaq-fortælling med tilspidset morale. I andre versioner skildres datteren, der hindres i at gifte sig, som kuet af brødre og/eller far og derfor nærmest uskyldig i deres død forvoldt ved hendes anngiaq. Kakamaaq derimod tegnes klart som modsætning til den kuede svigerinde med al sin skælden og smælden (det er i det hele taget markant, hvor meget der skældes ud og råbes op i JensKreutzmanns fortællinger). Kakamaaq bliver dog ikke beskyldt for med sin anngiaq at have forvoldt sin broders død.

Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195.

H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.

Resumé:

Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.

Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.

Resumé:

Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende.

En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.

Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq.

Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.

Var.: Niumak

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid., s.407.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

I begyndelsen (urtiden, BS) kan mennesker ikke dø. Der blir alt for mange børn. Han (?) overvejer at gøre noget ved det og fremsiger en morgen, hvor han kommer ind i huset en formular, der bevirker at folk blir til skum mens de sover. Nogle af dem dør. Den første døde har en besværlig vej at gå op til himlen ad en stejl bjergside med "omvendte" trin, og han må kæmpe sig gennem "aterqat" (? åndehuller eller tabuer ?, BS), men han bliver lykkelig, da han ser hvordan der er i himlen og bryder ud i denne sang:

Folk har nu fået en ny vane

De dør nu fra tid til anden (når tiden er inde)

Hugger sig små trin

Folk dør fra tid til anden

Efter at de er kommet igennem store hindringer.

Kommentar og Hist.: Thalbitzers oversættelse til engelsk af toquca´rpun: "De dør nu fra tid til anden", oversætter han andetsteds (ibid. s. 289) i en sang, der også tilskrives den første døde, med: "De er nu holdt op med at dø". Og det er sikkert den rette oversættelse (Jørgen Rischel, pers. medd.). At de nu er holdt op med at dø, giver dog ikke mening i forhold til fortællingens indledning, der refererer til den mytiske urtid, hvor folk ikke kunne dø og derfor blev for mange. I Vestgrønland og hos polar inuit fortalte man en kort myte om, hvordan man fik lys og død ind i verden, i stedet for urtidens mørke og evige liv. Men der er ikke indsamlet nogen version af den i Østgrønland. Måske er der dog en forbindelse mellem død og lys i "De første døde", fordi den lægger vægt på, at det er børn, der blir for mange af, og en fremherskende forestilling om nordlysene var i Østgrønland, at det stammede fra dødfødte, dræbte og aborterede spædbørn, der spillede bold med deres moderkage i himlen.

       Kristen påvirkning er dog også mulig, idet fortællersken af "De første døde" mente, at den stammede fra syd - fra Pitsaat (?), dvs. muligvis fra et område, hvor man fra missionen ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal havde hørt det glade budskab om de kristnes liv i himlen. I så fald er oversættelsen: "er holdt op med at dø" i overensstemmelse med det kristne budskab: Efter at være nået igennem hindringerne dør den døde ikke men lever videre i himlen.

For denne tolkning taler også det faktum, at man traditionelt havde to dødsriger, et undersøisk og et i himlen. Men "De første døde" undlader at tage stilling til efterlivet i det undersøiske, der i kristen tolkning identificeredes med helvede, mens det i det traditionelle verdensbillede var et godt sted at være.

       Vi ved ikke hvordan fortællingen har lydt i den sydligere version, og måske har den været delvis uforståelig for ammassalikerne. I det mindste opfattede Mitsuarniannga / Missuarniannga det hele lidt anderledes: Han mente, at fordi folk var holdt op med at dø på et tidspunkt, var der blevet for mange mennesker i himlen og kun få mennesker på jorden. Den sang han kendte lød:

"Deroppe, hvor jeg havde det held at komme, var folk holdt op med at dø".

Sangen stammede fra en mand, der havde levet for to generationer siden (dvs. ca. 1840), kom til himlen efter døden og stadig sang denne sang, da en åndemaner / angakkoq under et besøg i himlen på et senere tidspunkt hørte den af ham (Thalb. 1923: 289). Måske er det kristne budskab om evigt liv i himlen, der tolkes således af Missuarniannga.

Om historiske åndemaneres rejser, der mest ligner undersøgelsesrejser (hvordan var der egentlig?), til de to dødsriger, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ude ved Avalliit så PI som barn sammen med andre en flyvende qivittoq med det ene ben bøjet og bundet op under sig (qivittut har meget med remme) og ildgnister ud af munden. Den sagde ikke noget. Det var den slags man selvfølgelig kunne se i 1800-tallet. En gang (overgang?) troede PI ikke på qivittut og var altid i stand til at berolige sig selv, når han var ude alene og blev lidt bange.

Qivittut må træne længe for at lære at flyve, enten af en angakkoq / åndemaner eller en anden qivittoq. Nogle qivittut fortryder at de er gået til fjelds, men så er det for sent.

Hist.: Tolkning af oplevelse. PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune.

Den flyvende qivittoq har muligvis været en komet. Sådanne blev ellers hyppigt opfattet som åndemanere på besøg fra Østgrønland.

Qivittut synes i tiltagende grad at have fået en mere central placering i forestillingsverdenen i kristen tid, hvor åndemaneri og forestillinger om ånder blev officielt forbudt.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En forældreløs kaldet Kavsasak (Kaassassuk, BS) voksede op uden at være elsket af nogen. Bedstemoderens klæder brugte fyren når han gik ud. Fruentimmerne ringeagtede ham idet de strøg deres fingre under næsen på ham efter at (de) havde været med dem på et uskønt sted.

       En dag spankede han omkring og opdager at en af slægtningene havde fanget en hvidfisk (hvidhval). Han fik sig også et flænsestykke og efter at have spist sig mæt lagde han resten hen på et afsides sted så at ingen opdagede den. Men alligevel fik en af hans husfæller snuset det gemte op, og han der fandt det trak derpå Kavsasak ved næseborene og førte ham ind i huset, kastede ham derpå hen på sidebriksen. Kavsasak fik for meget at spise efter husfolkenes mening, og desårsag blev tænderne trukket ud af munden på ham. En stund efter denne plage opdagdes det at han alligevel spiste dygtig, hvorfor han blev han visiteret i munden; der fandtes da jern på gummerne, men blev disse atter borttagne. Til straf eller som en ondskab af de andre måtte Kavsasak ikkun nyde knoger (knogler ?) og drikke suppe så kogende hed den var. - Engang fandtes et stort stykke flydetræ (drivtømmer) liggende uden for deres telte; nogle mente at det var Kavsasak som havde ført stykket dertil. Herover blev fyren atter taget ved næseborene og bragt ind på sin plads.

       En vinter blev der engang set bjørne på isen og krøb disse senere ind i en fjeldhulning. Ingen turde nu gå hen til dem undtagen Kavsasak der ikke betænkte sig længe; med et bjørneribben til våben gik han hen til bjørnene inde i ishulen og sparkede dyrene ihjel. Den ene bjørn gav han nok til de andre og beholdt selv den anden og bragte den hjem. Senere blev han en dygtig erhverver, men uagtet sine husfæller langt overlegen betalte han dem ikke ondt med ondt.

Var.: Kaassassuk

Hist.: En stærkt amputeret version (muligvis blot oversætterens referat?) af Kaassassuk, der både har udeladt den episode, hvor han får store kræfter af et væsen i indlandet, og den hævn han normalt tager til slut over alle bopladsfæller undtagen den eller dem, der har søgt at afhjælpe hans elendighed noget. Den moralske slutning på Nikolaijs version skyldes sandsynligvis kristen påvirkning fra herrnhutmission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Eng. udg.: H. Ostermann: Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s.140 - 143.

Resumé:

Nikoline / Majivartariaq / mjuartariaq er ikke begejstret for at opfylde Knud Rasmussens ønske om at fortælle om sit tidligere udøbte liv på sydøstkysten. Hun vil helst glemme det hele, især trommesangene, som hun har oplevet stadig har et kraftig tag i hende. Det skete da en konebåd kom på handelsrejse fra hendes gamle hjemegn og dens åndemaner  med følge sang de kendte trommesange. Nikoline flygter, men da hun får at vide, at det ikke er syndigt at lytte til dem, og atter slutter sig til tilhørerne, oplever hun hvordan hun straks rykkes tilbage til hele tiden før dåben derhjemme. Hun vil glemme det hele, for det er et bedre liv som kristen. Især det at hun efter døden skal se sine kære igen. Søsteren, der døde som døbt, savner hun allermest.

       Da hun er flyttet med familie til Frederiksdal og går til dåbsforberedelse, kan hun intet lære. Hun tror det er hendes hang til trommesange, som til stadighed står hende i hovedet, der er årsagen. Men da det ikke hjælper at bekende det for præsten, og han spørger om hun ikke kan komme i tanker om andet, dukker det endelig op: som halvstor pige prøvede en gammel åndemaner at få hende som lærling. Hun og en veninde legede "skyggeleg", dvs. for rundt efter hinanden i et tomt, mørkt hus og skiftevis udråbte hinanden til skygger (en type af ånder, der somme tider identificeres med dværge, sommetider med spøgelser el. dødninge, BS). Da kom den gamle ind, hånede dem og inviterede dem til at opleve noget virkelig spændende. I et mørkt hjørne gned han en sten mod en anden, rundt og rundt venstre om, "imod det onde" (se kommentar ndf.), og fremmanede derved adskillige hjælpeånder, der lod sig høre både oppe og nede. Derefter lovede han den skrækslagne Nikoline at tage hende med op til en sø, hvor en kæmpehund ville dukke op af vandet og æde dem begge led for led og bagefter kaste dem op igen. Den var uhyggelig, men man skulle ikke være bange. Nikoline skulle ikke nyde noget. Allerede dengang havde hun en idé om engang at blive døbt. Hun får ellers endnu en invitation til en åndermanerkarriere, da en uhyggelig kraftig stemme kalder på hende fra en stensætning en dag hun er ude at plukke bær. Men hun blir rædselslagen og skal ikke nyde noget.

      Da hun har fortalt alt dette til præsten, kan hun pludselig lære det hele.

Hist.: Sydøstgrønlandsk selvbiografi fortalt i 1904.

Kommentar: Gnidningen med stenen skal normalt foregå med verdens gang (sila malillugu), dvs. med solen, el. solret (med uret). Hvorfor man mener at den bevægelse går mod venstre, skal jeg ikke kunne sige.

      Bemærk understregningen af, at man som døbt får mulighed for at gense sine kære efter døden. Det burde man strengt taget også kunne ifølge de før-kristne forestillinger om dødsrigerne, et i himlen og et under havet. Måske har forestillingen om at komme tilbage til det jordiske liv via navngivningen af en nyfødt været mere fremherskende end den logiske slutning om gensynet. Se Sonne 2000: "Heaven negotiated..." Etudes / Inuit / Studies. og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: Der er talrige versioner af fortællingen om Ferskvandets isbjørn eller hund, der fortærer lærlingen. Se fx : Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Det interessante ved to - tre versioner er dog, at læremesteren demonstrerer forløbet eller i Nikolines tilfælde tilbyder at de sammen kan lade sig æde og kaste op igen.

Forløbet var en initiation til at kunne tiltrække hjælpeånder ved det indre lys den installerede i lærlingen. Førløbet symboliserer en død og genfødsel over samme model som et fangstdyr, der blev dræbt, kødet fortæret, og knoglerne kastet i havet til en ny reinkarnation.

Søens bjørn eller hund har tilmed falliske konnotationer: den rejser sig, stiller sin sult, og kaster op. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

Hist.: Fangstrejser nordpå.

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.

Resumé:

Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en.

Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde

brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre

langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i

luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og

sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres

gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter

måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle,

hvor de døde brødre er.

Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten.

Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.

Resumé:

Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro.

       Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind.

Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.

Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd.

En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb.

Akkulturation / kulturmøde.

Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

Resumé:

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 46h - 47v (manglende sider ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 142 - 154: Maavammik ilisiitsumik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 191.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 142,

s. 332.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 106, ss. 450: The visiting Animals.

Resumé:

Heksemesteren Maavak og hans datter Isilerfik.

Maavak, der har et dårligt ry som heksemester, må forlade sommerbopladsen Saattormiut nær Maniitsoq, hvor han får skyld for en ung mands død. Det er fralandsvind, og dog driver en lille sort pose fuld af edderkopper i land. På den måde får Maavak stort set udryddet hele bopladsen. Maavak overvintrer i Appamiut, hvor han under en udlfugt med bopladsfæller til et mindre sted i nærheden, Illut, må fjerne en af de menneskearme han selv har anbragt her og der i elve under sin rejse til Appamiut for ikke selv at blive ramt af dette hekseri. Også i Appamiut får Maavak skyld for uhyggelige dødsfald og fortsætter derfor til Amerloq, hvor man blive glad for ham. Han dør dog som afsindig ligesom fangstfællen Pulorsuaq, fordi de begge ønsker sig den smukkeste tand af en hvalros de har fanget sammen. De skændes og skændes, bliver dødsfjender og svulmer op som to enorme oppustede fangeblærer / fangstblærer. De dør på een og samme gang. Man begraver hvalrostænderne sammen med dem.

Maavaks datter Isilerfik vokser sig stor og smuk, men da to unge mænd søger at komme hende på klods hold, opdager den ene, at hendes undekrop dirrer og at håret er delvis løst op. Den ene, der senere dør, slipper hende, hun forsvinder ned i jorden, og da de går hen til hendes telt, sidder hun der med bare ben og løsnet hår. Dvs. hun har været i gang med hekseri. Den anden unge mand overlever den sygdom, som hekseriet har påført begge unge mænd. Han hedder Anartalik, ham med lorten, pga. af en amulet, en lort fra en mand med livslang hård mave. Amuletten hindrer også hans sårede dyr i at ødelægge hans redskaber.

Kommentar: Man skal øjensynligt være barbenet for at kunne bevæge sig usynligt eller fra de usynlige til den synlige verden. Se også Kreutzmann om Kuannak.

Fæces er velegnet til at formidle overgang fra den usynlige til den synlige verden. Her gør den hårde klump åbenbart en fortræffelig modstand mod hekseriet.

Voldsomme skænderier og skældud karakteriserer mange af Jens Kreutzmanns fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

Var.: Imaneq

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420.

Resumé:

Åndemaneren / angakkoqen / angakokken Uitsataqanngitsoq, "Den Blinde", Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq rejser til

Havkvinden, havets moder for at skaffe fangstdyr under misfangst. Sammen med sine

hjælpeånder følger han de dødes vej under havet, men drejer til

venstre, hvor vejen deler sig for at komme længst ud - til Havkvindens

hus. To gange undervejs spærrer en strid elv med spidse, glatte

overgangssten vejen. Han kommer dog over efter sine hjælpeånder. Endnu

en elv i Havkvindens husgang løber indad. Derfor kan dyrene ikke komme

ud til fangstfelterne af hendes hus.

Oppe i huset må han slås længe med den vrede kone og passe på ikke at

blive slynget ned i det kvælende mørke bag hendes briks. Hjælpeånderne

søger at hviske hende beroligende ord i øret om, at man kun er kommet

for at rense hende. Hun hører det først, da hun er blevet træt. Hun

falder til føje. Den blinde reder snavs ud af hendes hår, der er to

favne langt. Snavset forvandler sig til bjørne, ræve, klapmydser,

remmesæler, fjordsæler, sortsider, spraglede sæler, hvalrosser,

narhvaler og alle slags fugle. De føres med elven ud, fordi dens strøm nu

er vendt. En ung sortside, hvis ansigt er hvidt i den ene halvdel og sort i den

anden, smiler til åndemaneren. Havkvinden / havets moder takker ham, fordi han ikke kun har tænkt på mad, men besværet sig med at rense hende. Hun

forklarer ham, at tabubrud ved fødsel og død sviner hende til. Ber ham

formane sine fæller om at overholde tabuerne, og han skal iøvrigt

komme ned hvert år for at rense hende. Han rejser hjem uden at møde

hindringer, formaner fællerne til ikke kun at tænke på mad, men

overholde tabuerne, og at de, når det snart vil regne og en sydvest

bryder isen op, kun må fange een sæl hver de første tre dage. Selv

fanger han en smilende sortside. Een mand, der fanger mere end een

sæl, fanger siden kun een sæl, når de andre fanger så mange de kan

overkomme.

Hist.: De gentagne formaninger mod altid kun at tænke på mad (på det

timelige i stedet for det åndelige, dvs. frelsen) skyldes kristen

påvirkning og virker aldeles ulogisk i denne sammenhæng, hvor formålet

med rejsen er at skaffe mad.

Det samme gør Havkvindens opfordring til Den Blinde om både at

formane sine fæller til at overholde tabuerne og hvert år komme ned og

rense hende. Det skulle vel være unødvendigt, hvis alle overholder

tabuerne. Tanken er nok den blandede traditionelle og kristne, at man

skal føle medlidenhed med den stakkels Havkvinde / havets moder og ikke kun tænke på sig selv.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Flere danskere, der rejste langs kysten, troede måske,

at samtlige husruiner, man så, havde været brugt til at overvintre i.

Det var ikke tilfældet. I gamle dage var der megen overtro. Når man

byggede et hus og skulle overnatte i det første gang, tændte man

en lampe og ventede på, at flammen skulle blafre. Når den blussede op,

blev de glade; det betød overflod for beboerne.

Hvis flammen derimod slet ikke bevægede sig, forlod de huset, efter kun

at have sovet dér én nat; for flammen der ikke bevægede sig, varslede

nød. Så byggede de et hus et andet sted.

Kommentar: Brændslet i lamperne var spæk fra sødyrene. Deraf associationen mellem fangst og opblussende (levende) ild. En bekræftelse på dette ritual er jeg hidtil ikke stødt på i andre kilder.

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller.

Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 51.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 51.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuit-fortælling.

I gamle dage, da Narsarmiut endnu var beboet, var der en

tilflytter på stedet, der hed Uunnussuaq. Hans søn hed Napasoq. De var ved

at bygge deres vinterhus om efteråret, og en dag, da det var godt vejr, tog

Uunnussuaq af sted på fangst. Han var borte ganske kort tid, så så man ham

komme med en sæl på slæb. Han havde fanget en sortside. Det fortælles, at hans søn var meget snakkesalig og uartig. Mens han bar faderens bugserblære op, sagde

han: "Uunnuk berøver stedet dets sæler." Endnu engang har han frataget stedet en

sæl. Det fortaltes, at Uunnussuaq efter den tid, hele vinteren, ikke fangede en

eneste sæl.

Uunnussuaq måtte bruge kamikker uden inderstrømpe, når han var ude på

fangst i kajak om vinteren. Der var ingen hud på han ben (formentlig underben -

Chr.B.), og de væskede meget. Når han kom hjem tog han kamikkerne af og hældte

væsken ud af dem. Hans søn havde ingen kajak. Han var meget mager, selv om han

spiste uafbrudt. Når moderen syntes, at han spiste for meget, plejede hun at

sige: "Hans sjæl spiser ham, derfor tager han aldrig på."

En aften samledes mændene. Napasoq, som også var med, rejste sig midt i det hele op og begyndte at danse rundt og brugte Uunnuusuaqs "ermumigutíngua" (den danske kommentar kan vist tydes som "madske"? - Chr.B.) som tromme. Hans sang skulle lyde sådan: "Jeg er ikke andet end ben. Jeg er ikke andet end gnaveben. Fjern kødet fra mig, Isortoqs kraftige østenvind kan jeg ikke undvære. Ai, jeg kan ikke undvære den, ai, jeg kan ikke undvære den!" Det fortælles, at han (ikke klart, om det Uunnussuaq eller Napasoq - Chr.B.) drog nordpå langs kysten, da det blev forår, og han kom aldrig tilbage.

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

Var.: Kaassassuk

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 49h - 50v (begyndelse mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 150 - 151: Kapatuut erneralu Norsartooq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 193.

Resumé:

Ved Kangerlussuatsiaq bor Kapatuut, en lille, men flittig kajakfanger. En vinter får han en tilrejsende sydlænding som husfælle. Denne driller ofte Kapatuut med, at hans endeballer ligner en damenumse. Men efter en fælles hvidhvalsfangst, hvor Kapatuut pga. af en pludselig storm må bugsere både hvidhval og sydlænding hjem, holder drilleriet op, og sydlændingen udtrykker skam over sin dårlige opførsel.

Kapatuuts søn udvikler sig til en stærk og dygtig fanger og lynhurtig kajakroer, der kan tilbagelægge store strækninger. Hans kastetræ er så langt at fire mand kan sidde på det, og fordi han er så hurtig, fanger han lige nemt sortsider og hvidhvaler. Han fanger dog ikke noget fra andre. Først når dyrene er ude af deres kastevidde, sætter han efter dem og nedlægger altid et par stykker. Den første hvidhval, han møder om foråret, prøver han at komme til at røre ved uden at harpunere den. Da vil han fange mange om vinteren. Da han forelsker sig i en pige på en anden boplads langt væk, besøger han hende hver nat, men når både hjem og ud på fangst inden de andre vågner. Da de er blevet gift, fanger han så mange hvidhvaler, at hans kone ikke kan få plads til alle de luffer af unge hvidhvaler, som hun nu oplagrer. Senere opdager hun, hvor stærke vågehvalernes sener er, og hun vil herefter ikke bruge sener fra andre dyr. Kort sagt er Kapatuuts søn en fantastisk storfanger. Han møder dog én gang en slags hvaler, som han ikke kender og må opgive at få ram på.

Hist.: Formentlig en historisk beretning, der ikke uden videre kan tidsfæstes.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 66h - 68v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 179 - 183: kapisiaq nuliaminik ajornartorsiutilik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 224.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 16 ss. 89 - 90 har Rink sammenstykket flere varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 11, pp. 143 - 145: The Faithless Wife.)

Resumé:

Den dygtige fanger Kapisiaq bliver gift med de mange brødres eneste søster, men da de ikke kan få børn og Kap. i deres sommerlejr, hvor de er alene, opdager, at hans hund må have noget for med hans kone, belurer han hende og opdager, at de har sex sammen. Han håner hende, hun bliver blodrød af skam og han dræber hende. Hendes mange brødre kommer på besøg, og da han fortæller om drabet og årsagen, inden de når i land, tager de bort igen, dels fordi også de finder årsagen rimelig, og dels fordi Kap. har forsørget dem som små.

Den enlige Kap. tiltrækker derefter en hunræv, der hver dag har kogt mad til ham, men ikke viser sig. Da han endelig overrasker hende er hun en meget smuk lille kvinde med en stor, flot hårtop. Blot stinker hun fælt af ræv. Han gifter sig med hende, men en dag han inviterer sin fætter med hjem med advarsel om ikke at hentyde til hendes rævelugt, bliver fætteren så misundelig, at han alligevel siger, at hun stinker. Straks løber rævekvinden bort. Kap. sporer hende til en hule, han ikke kan trænge ind i, og da han beder rævekonen komme ud, sender hun i stedet det ene insekt ud efter det andet som ægteskabsemne. Kap. afviser dem efter tur pga. hver deres karakteristiske udseende. Til slut brænder han hulen af og overhører hendes råb om at blive hjulpet ud.

Den atter enlige Kap. mister efterhånden sin forstand og begår selvmord.

Var.: The fox wife and the penis of the lake: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv. Se denne vedrørende placeringen af brand-episoden i forløbet.

Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr. Søg på: penis sø; og: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.

Hist.: Kombinationen af de to fortællinger, der i Thule er fortalt af Amaunalik, er interessant fordi flertallet af hendes fortællinger stammer fra Sydøst-Baffinland.

Det er en usædvanlig slutning Kreutzman giver denne sammensatte fortælling, hvor de to episoder har crimen bestialitatis (sex med dyr) som fælles tema. Den traditionelle slutning lader manden falde i søvn og sove til foråret kommer. Insekterne, han tilbydes som koner, går på samme vis i dvale om vinteren. Den slags metaforik passer vist ikke ind i Kreutzmanns moralske univers. Samtidig er det netop ham, der også bryder med traditionen, når det gælder dens gennemgående regel om, at menneskers og menneskelignende ånders samfund holdes adskilte. Forsøg på gensidig integration er dømt til at mislykkes i de ældre fortællinger, men ikke altid hos Kreutzmann, fx: "Manden som fik en alliaruseq som svigersøn".

Se også Kirsten Thisteds glimrende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Qarnartoq og Aanaralâq"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qaarnartoq og Aaneralaaq.

Der var engang en storfanger, der havde to koner. Den ene af konerne

var fattig. Hendes mand fangede ganske vist meget, men hendes

medhustru var så jaloux, at hun ikke gav den anden noget. Derfor ejede

hun næsten ingenting. Engang manden var på vej tilbage efter en langvarig fangsttur, gik begge konerne som altid ned for at tage imod ham. Manden havde noget på slæb og det var en pæn netside, han havde fanget. Manden sagde til Qaarnartoq:

"Værsgo, det er din." Hun tog imod den med glæde og taknemlighed. Hun

parterede den; men hun skrabede ikke skindet lige med det samme. Da

hun ville skrabe det dagen efter, kunne hun ikke finde det. Så blev

Qaanartoq meget vred, men hun sagde ikke  noget. Hun besluttede at

blive fjeldgænger. Hun gjorde sig klar og samlede de ting hun skulle

have med: Nåle, sener, fingerbøl og såleskind samt barnets dukker. Så

tog hun af sted.

Hun gik meget længe. Så dukkede et stort forbjerg op,

og hun fik øje på et stort skær. Oven på det var der mange måger

(nâjârpassuit - egentlig: mågeunger). Så nærmede hun sig og da hun kom

derhen var det en stor hval. Hun satte sit lille barn ned på jorden

fra sin amaat (qitornángurane niutdlugo) og gav sig til at bære

stykker af hvalen længere ind i landet. Det gjorde hun i flere dage og

tænkte, at hun ville kunne have proviant til flere år. Hun begyndte at

bygge et hus, og hun brugte hvalribbenene som tværbjælker i huset.

Endelig blev hun færdig med det. isararpoq (? med en del af dens store

skind). Der boede hun så. Hun fangede også mange ræve og harer.

Skindene brugte hun til dyner og underdyner og til at beklæde

væggene med.

Hun var godt tilfreds med, at hun ikke længere boede dårligt, og hun

boede der længe. En dag hendes lille barn skulle lege med dukkerne,

hældte de dem ud af tasken. Og se, dukkerne løb af sted. Barnet

undrede sig og udbrød: "Nogle af mine dukker begynder at

løbe." Moderen sagde blot: "Det skal du ikke ta dig af." Hun legede

med sine dukker, men opgav det. Hun legede med dukkerne gentagne

gange. Til sidst blev alle dukkerne levende. Oven i købet begyndte

dukkerne at synge nidviser og mane ånder. En gang da en af dukkerne

havde manet ånder, sagde den: "Din far kommer, når det er

blevet aften, er blevet morgen og nat igen." Det lille barn gik dybt

forundret hen til sin mor og sagde: "Jeg vidste da ikke, at jeg havde

en far. Min dukke siger, at min far vil komme, når det er blevet

aften, er blevet morgen og aften igen. Moderen sagde: "Du har ingen

far. Hvis du havde en far, ville vi ikke være alene." Så tav barnet

stille.

Mens storfangeren endnu levede af at fange og pludselig ikke havde kunnet

finde sin kone ville han finde ud af, hvad vej hun var gået. Han

fandt den og fulgte efter hende. En aften kom han til dem; akkurat som

barnets dukke havde sagt. Da han havde ordnet sine hunde og var på

vej ind, standsede han ved indgangen, da han ikke kunne få døren op.

Så fik han en klump i halsen (? han begyndte vel at græde). Først da

lukkede konen døren op. Da han kom ind, sagde det lille barn: "Hvem er

han?" Moderen svarede: "Det er din far." Det var første gang, barnet

fik at vide, at det havde en far. Nu boede de sammen dér. Manden ville

have konen med hjem. Hun sagde først nej, men da han blev ved og ved, gik hun

alligevel med til det. De rejste hjem.

Manden blev skilt fra sin Aneralaaq, så han kun havde Qaarnartoq som

kone. Hun var nu ikke længere utilfreds med sin tilværelse.

Var.: Hvalfangersken. Episoden med dukkerne der blir levende findes også i andre fortællinger.

Hist.: I forhold til de gængse qivittoq-fortællinger er denne usædvanlig, fordi qivittoq'en her uden videre kan vende hjem. Desuden får hun rigeligt med mad og skind "af sig selv" ligesom andre fortællingers forladte kvinder og børn. Den mangler også det skær af lidelse og fortabelse, der er over mange, især de sydgrønlandske versioner: En kristen omtolkning af den traditionelle forestilling fx, at et menneske, der blir taget af innersuit og ikke har stærke hjælpeånder, ikke kan vende hjem til sine egne.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kâvêraq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles at Kaaveeraq var en meget heldig fanger, der også havde en samleverske.

Langt om længe blev hans samleverske gravid. Og en dag tog Kaaveeraq ud på sæljagt i kajak og var så heldig at fange en halvstor hval. Han roede indad for at lægge til land med den.

Da han var næsten inde ved land, tog hans samleverske selvfølgelig de kamikker på, som havde de bedste såler.

Da nu hvalen var så stor, var det umuligt at få den op på land, så de gav sig til at afvente højvande. Efter højvande blev det igen lavvande, og da vandet stod som lavest, begyndte de at flænse hvalen.

Hun var iklædt ny anorak, nye kamikker med sælskindsbroderi foran, og det store hårbånd, der var så grønt, at det så ud som grønne alger. Da hendes fødder efterhånden blev helt smurt ind i spæk, var hun flere gange ved at glide og falde. Og lige så hurtigt som hun skar med sin kvindekniv ned igennem spækket, lige så hurtigt var hendes samlever der og tog stykker fra.

Langt om længe blev de store stykker spæk båret op, og fordi hendes fødder var så indsmurt i spæk, gled hun og faldt. Det eneste der hørtes, var et stort smæld, og så var hendes mave revnet, og barnet lå ved siden af hende.

Hendes samlever blev så forfærdelig ked af det, at han helt holdt op med at tage på fangst.

Engang, mens han stadig holdt sig hjemme og ikke tog på kajakfangst, sov han om natten og led så frygteligt af savn, at han drømte, at det buldrede udenfor. Hurtigt kiggede han ud af vinduet, og straks genkendte han sin samleverske.

Og hvor hendes øjne dog udtrykte længsel! "Måske kunne man lægge sig lidt hos Kaaveeraq! Men hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Hun kom ind og svævede hen over ham og sagde: "Å, jeg lægger mig bare hos Kaaveeraq! Å, hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Da hun gik ud, buldrede det gevaldigt. Han vågnede og var blevet helt glad, og så tog han på sælfangst. Da han kom hjem, havde han sin gamle vane tro fanget en sæl. Kvinderne udviste venlighed og kogte kødet og lagde sælens hoved på dets skind inde under briksen. Omsider var de imødekommende. Om aftenen lagde Kaaveeraq sig på sit sted på briksen. Og nu var hans samleverske endnu tidligere på færde om morgenen. Igen kiggede hans samleverske ind gennem vinduet, og nu sagde hun: "Kaaveeraq har sandelig fanget en sæl igen. Dér under briksen er kødet og skindet jo helt friskt. Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst."

Derude dundrede det, da hun var på vej ind. Hun kom ind og bukkede sig ned under briksen. Og så sagde hun: "Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst. Men hvis jeg spiser, bliver jeg nok helt afkræftet."

Da hun gik ud, lød der en buldren derudefra. Lige da hun var gået ud, vågnede Kaaveeraq og følte sig endnu gladere end før. Og på sin kajaktur fangede han to grønlandssæler. Hans bopladsfæller undrede sig nu over, hvorfor Kaaveeraq havde forandret sig. De kogte kødet og fyldte alle fadene. Om aftenen gik de i seng, og som sædvanlig tænkte de ikke på, at der overhovedet kunne ske noget.

Denne morgen var hans samleverske endnu tidligere på færde. Hun kiggede hen over skillevæggen og sagde: "Måske skulle man tage og lægge sig hos Kaaveeraq!"

Efter at have taget kamikkerne af lagde hun sig. Kaaveeraq vågnede om morgenen, og hvad i alverden var det, der trykkede sig ind til ham - hans samleverske lå sammen med ham. Han blev utrolig forbavset! Og hans fæller blev endnu mere forbløffede. Og det fortælles, at hans husfæller forståeligt fik bange anelser i begyndelsen, fordi han jo havde genoplivet sin samleverske. Derefter levede han sammen med hende som sin kone. Og efter at hans samleverske var revnet, havde han aldrig mere nogen samleverske.

Her ender historien.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Kristen morale: Man bør gifte sig og ikke bare leve på polsk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En af grønlændernes tidligere skikke gik ud på, at enken

efter en mand, der omkom i kajak, blev liggende på briksen med sin

afdøde mands ene bukseben som hætte. Sådan én kaldte man for en

nasaviartoq- èn, der havde trukket hætten over hovedet.

Engang udeblev en fanger ved navn Iluliugaaq. Så klippede hans kone

hans bukseben over og tog det over hovedet som en hætte. Hun blev

liggende i flere dage og havde kun sit lille barn til selskab.

Det viste sig, at han var én, der var bestemt til at skulle vende

tilbage igen, hvis han omkom; ("anginaq= angerlartussiaq),

men han var taget hjem til en anden boplads.

Mens konen var alene med sit lille barn, kom der en for at give hende

besked og råbte ind af vinduet: "Jeg skulle sige at Iluliugaaq er

"taget hjem" til Illutsiaat."

Hans kone smed sin dyne og sprang ud på gulvet og gav sig til at danse

voldsomt. Herefter havde hun gudskelov stedse sin forsørger.

Var.: Ikke præcis som denne. Men talrige fortællinger om angerlartussiat / ent. angerlartussiaq.

Hist.: Det kunne nemt forekomme at forulykkede kajakmænd, der alligevel reddede sig nåede i land langt fra hjemmet

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 9h - 10v, som er Kreutzmanns 2.

gennemskrivning af fortællingen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 92 - 95: Kunniiliusi ilisiinnerminik eqqugaasoq.

Afskrift af seminarieelev: NKS 2488, II, nr. 207.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 110.

Resumé:

Kornelius, der af grønlænderne kaldtes Kornalius / Kunnaaliusi, lærer til åndemaner / angakkoq i Narsarmiut og har fået store evner, fordi han har ladet højvandet overskylle sig. Han kan dog endnu ikke flyve. Pussi, som misunder ham, fratager ham evnerne ved at feje gulvet med en skarvevinge, og fremstår selv som angakkoq. I ærgrelse øver Kornelius sig i hekseri, som han afprøver ved at skære et rundt hul ved hjertet i den døbte Petrus' halvpels og hans siddeskind. Petrus opdager det og varsler tilbageslag af hekseriet. I lang tid mister Petrus gang på gang sine harpunerede sæler, som Kornelius´ søn finder døde. Petrus erklærer at de tilhører Kornelius´ søn.

En vinterdag kommer Kornelius´ søn ikke hjem fra kajakturen. Kornelius sørger længe og dybt - det gjorde man dengang. Han bliver ældre og sørger stadig. Under en hvalrosfangst lykkes det så Petrus at rive Kornelius ud af sorgen ved at skubbe hans kajak frem mod en rejst hvalros, netop som Kornelius har harpuneret den. Kornelius skynder sig fra den og brister i latter. Han ved ikke rigtig, hvordan han skal takke Petrus for at have brudt hans melankoli. Han kommer i bedre humør herefter.

En dag holder alle kajakmændene kvinderne for nar ved at sætte en fangstblære på en isskodse, der ganske ligner en hvidhval, bugsere den til land og råbe eeq! (vi har fanget, kom!). Kvinderne hævner sig, idet Kornelius´ mor, Ingiluk, spiller døende og rejser sig leende, da alle er forsamlede om hende. Kornelius skælder dem gevaldigt ud.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Hist.: En historisk fortælling. Kreutzmann tidsfæster begivenhederne til kort efter hvalfangerne (hollænderne?) holdt op med at aflæsse mattak fra hvalerne ved Uummannaq nær Narsarmiut, mødested for handel med hvalfangerne. Heller ikke alle er endnu døbte. Dvs. fra midten til sidste halvdel af 1700-tallet. Læs iøvrigt Kirsten Thisteds oplysende Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Tolkning: Skarven er bl. a. associeret til kajakløse mænd, der kun kan fiske, og som amulet til forsvar mod tupilakker. Ovf. egner den sig åbenbart til bestjæling af angakkoq-evner.

Petrus har tilsyneladende kun sin dåb som virkemiddel til hekseriets tilbagesendelse via de mistede dyr, som Kornelius´ søn meget symbolsk finder som ådsler, hvorefter han selv forulykker til havs. Det er da ikke Petrus' onde hensigt, der bevirker tilbageslaget, hvilket også ses af hans senere vennetjeneste over for den sørgende Kornelius.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 45v - 46v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 139 - 141: Kuannak angakkuujunnaartoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 190.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 161,

ss. 344 - 345.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 109, ss. 451 - 452: Kuanak, an Angakok in South Greenland.

Resumé:

Kuannak er en lille, rar mand og en stor angakkoq / åndemaner. Han inviteres ofte til at holde seance i husene på bopladsen. Under en af dem bindes han til åndeflugt og flyver sydpå for at se til sine slægtninge. De har det godt, konstaterer han, og flyver tilbage. Undervejs angribes han af den stejle bjergsides amaarsisartoq / amaarsiniooq, der vil putte ham i sin hætte. Han undslipper ved at lade sig dumpe i havet, videre ned til bunden og gennem jorden tilbage til huset, hvor han stiger op nedefra jorden.

En anden gang stiler han på åndeflugt mod nord, men standses af et kajakskind, hvis spidser ikke er skåret af. Han lander i en snedrive.

Om foråret da Kuannak med familie er flyttet til Appamiut, og han en dag er alene ude i kajak, bliver han trukket ned under vandet af en sortside, han har harpuneret. På havbunden snører hans bedstemor ham fuldstændig til og putter remmen i hans navle, giver ham bundskindet af kajakken til transport og trækker kamikkerne af ham. Han stiger til overfladen, driver ud til horisonten og ror derefter mod land. To gange hindres han i at komme i land, ved Appamiut af en urinpotte, der tømmes, og ved Saattormiut af en kvinde, der løser sit hår. Ved Pisuffik kommer han i land og ind gennem en husgang. Man forstår han er en angerlartoq, en hjemvendt, og synger ham tilbage til livet. Han må overvintre i Pisuffik. Da han transporteres hjem til Appamiut om foråret vil familien først ikke tro råbet om, at han er på vej. Han genoptager da sine pligter som deres gode forsørger.

Hist.: Kuanak er muligvis en historisk person.

Kommentar: Navlestrengssymbolikken viser tydeligt, at det er en genfødsel bedstemoderen sørger for. Vedr. angerlartoq søg angerlartussiaq, Imaneq, pooq, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)om angerlartussiaq og pooq. Om pooq se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

I denne fortællings rumlige verdensbillede går der en passage fra havbunden gennem jorden og op gennem jorden til huset. Vedr. passager til de andre verdener se og søg på Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2). Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kappestrid mellem sydlændingenes stærke mand og den stærke mand fra

Nuuk

I gamle dage var der en fanger ved Nuuk, der var ved at

komme op i årene, og havde en plejesøn ved navn Erisaatsiaaaq. Så kom

der en konebåd sydfra. Så snart konebåden lagde til, sendte E., som var

utålmodig eftr nogen at kappes med, en forespørgsel om, hvornår

kappestriden skulle finde sted. Sydlændingen svarede, at det blev, når

der var kommet is på søerne.

Da søerne var islagte, lod han spørge endnu engang. "Når der er kommet

sne, og isen er blevet glat," var sydlændingenes svar.

Så kom den dag, hvor de skulle kappes. De gik hen til søen.

Sydlændingene samledes i den ene ende af søen og folk fra bopladsen

ved Nuuk i den anden.

De to stærke mænd gled fra hver sin ende hen over søen og stødte

sammen, hvorefter de begyndte at brydes. Midt i det hele løftede E.

sin store modpart og drejede rundt med ham. Så kastede han ham over

imod hans fæller. I sin liggende stilling gled han helt over til sine

fæller og standsede, hvorefter han krøb ind imellem dem.

Dagen efter tog sydlændingene afsted sydover, da kappestridens udfald

viste, at sydlændingene langt fra kunne klare sig overfor sin modpart.

Således blev E.s sejr også bopladsfællernes. De jublede højlydt.

Var.: Egentlig ikke, men kappestrid mellem tilrejsende sydlændinge og lokale er et yndet tema.

Hist.: Nuuk var et af handelsstederne på sydlændingenes rejserute nordover i hvalfanger- og tidlig kolonitid.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 65h - 66v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 175 - 178: Arnaq angutaarusuttoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 223.

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

Resumé:

En mor er utilfreds med sin eneste søns fangstevner, og hendes udskældninger bliver endnu værre, da han har giftet sig med Ukuamaaq og tilmed fået en datter yderligere at forsørge. Moderen stikker til indlandet med svigerdatteren. Sønnen finder efter lang tids venten og søgen sin kone ene hjemme i et lille hus tykt tapetseret med renskind. Uk. fortæller, at hendes svigermor har lokket hende med og hindret hende i at flygte hjem. Manden kryber i skjul, hans mor ankommer i mandetøj, taler med dyb stemme, spiser og brokker sig, da Uk. ikke er villig til samleje bagefter. Hun har en kajakspids som penis og synger bagefter vrængende om hvor uduelig en søn hun har følt sig berettiget til at erstatte. Sønnen dukker frem, moderen flygter med sønnen efter sig, og hun magter at løbe hurtigst, indtil hendes kunstige penis falder ned og knækker. Han slår hende ihjel og sammen med sin kone lever de højt og flot hele vinteren på det store forråd af renkød, som denne lesbiske svigermor har skaffet.

Var.: Ukuamaaq. Talrige, allevegne fra.

Kommentar: Der er tydeligvis en direkte sammenhæng mellem fangstevner og seksuel ejendomsret.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Oqilaitsoq Oqînalo"

Resumé:

To unge kvinder, Let og Langsom, søger sammen efter hjælpeånder i indlandet, når de er på bærplukning. De kappes om at være den første til at se et dyr og dermed få en hjælpeånd.  De kan efterhånden høre lyde over umådelig afstande og bliver usårlige for alt, der ellers rammer mennesker.

       Engang tager de med mændene ind i landet på renjagt. Mændene spredes, pigerne tyr til hulen, hvor man plejer at overnatte, men mændene kommer ikke tilbage og pigerne sulter. En nat bliver de stjålet af kæmper og besvimer. "Langsom" vågner til bevidsthed nøgen og fastsurret i kæmpens hus. Hun tilkalder alle sine hjælpeånder, der blot vækker hån hos kæmpen. Til slut får hun dog sin store isbræ-ånd, som hun engang havde fået af sin bedstefar, til at komme med bulder og brag, så stenene falder ud af husets mure. Da bliver kæmpen den lille, remmen løsner sig om Langsom, der flygter ud og møder Let derude. Også hun er nøgen, men deres klæder kommer flyvende efter dem, styk for styk, og klæder dem på af sig selv. Undervejs mod kysten besøger de først bier i menneskeskikkelse og spiser en anelse af deres honning; så rypekvinder, der serverer dem en smule af rypekroindhold og truer med at deres mænd vil slå pigerne ihjel, når de kommer hjem. Fremme ved havet ønsker Langsom sig, at et isfjeld ude i havet vil udvikle røg og kælve for at de kan rejse videre gennem havet. Det sker, men de rejser ikke sammen. Langsom blir svimmel og får følge af sin døde bedstefar, der hjælper hende gennem flokke af tanglus, tang med hajer, der ligner skove med hunde. Hun bliver svimmel og kommer til sig selv på stranden, hvor Let også er. De tørrer tøjet lidt, går hjem, men er usynlige og blive først synlige igen, da de har spist fedtet af sælsuppen i gryden.

"Hvorfor er jeres klæder så våde?", spørger moderen. Fordi vi har haft menstruation, siger de.

       Begge blir snart efter gift, hver med sin "store troldmand" / angakkoq / åndemaner (el. ilisiitsoq? - fortælleren er jo døbt, BS).

Som meget gamle drømmer begge kvinderne om deres forestående død. Langsom drømmer at hun skal dø tre gange, hvorefter hun indsvøbt i ligskindene skal bæres venstre om husstolpen tre runder og hendes ene ben skal sættes på hendes grav. Ved det skal hun så ride ud i havet. Frelseren vil ikke tage imod hende pga hendes mange synder, siger hun til Let. Efter begravelsen sover hele bopladsen ikke af skræk i fire døgn. Kun hendes mand falder i søvn, men skriger op i mareridt, blir vækket og fortæller at de må skynde sig at flygte til Tartunaq. Kvinderne skal gå barfodede over ved fjæren og mændene ro i kajak med venstre-foden bar: Intet ondt kan komme frem, hvor en blottet venstre fod har trådt. To mænd søger med kødvender og støvlestrækker at slå alt ondt ud af huset, da man forlader det, og hele vejen til Tartunaq kaster mændene deres harpuner op i luften. Vel fremme bliver man antastet af en ild, der først nærmer sig det tomme hus, antager forskellig former, bl.a. som regnbue, gennemlyser huset og følger de flygtendes spor; men gang på gang standses den af venstrefods-sporene. Den slipper alligevel igennem et sted og nærmer sig Tartunaq, hvor et par modige mænd går ilden i møde med lampespæk og således får bugt med den. Den viser sig at være en glødende hund, som den døde Langsom har sendt imod dem. Og hun gentager det flere gange.

       Med Let går det bedre. Hun drømmer at frelseren vil tage imod hende når hun har været død tre gange og havde frasagt sig alle sine hjælpeånder og synder. Da ville hun få en ny hud som et spædbarn. Straks efter drømmen fortæller hun sine fæller alt, aften efter aften, og da hun efter et par gange at have været død får skind som en nyfødt, dør hun i fred, begraves og misundes af alle sine landsmænd.

Store Daniel som lever på halvøen Nuussuaq endnu (omkr. 1900), sige at være Langsoms barnebarn.

Var.: fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr + Glemsel. ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

       Imaneq

       Den store ild.

Hist.: Frasagn om et par store kvindelige åndemanere (kvindelig angakkoq) fra ca. begyndelsen af 1800-tallet. Fortællingen er spækket med adskillige før-kristne mytiske episoder, der hørte hjemme i angakkoq - uddannelsen  (åndemaner / angakok), men i ny versioner er blevet omtolkede i kristent regi. Langsom bliver tydeligvis den største åndemaner af de to. Det må være derfor hun nægtes frelse og i stedet associeres til helvedes ild og de før-kristne fortællinger om Den store ild, der kommer ude fra havet og dræber støjende børn.

Denne store ild blev i 1800-tallets midte kaldt Toornaarsuk af Jens Kreutzmann i Kangaamiut, og Toornaarsuk var missionærernes grønlandske betegnelse for Djævelen. Akkulturation / kulturmøde.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere),

og søg iøvrigt på toornaarsuk / Toornaarsuk / toornaarsuks / Toornaarsuks.

Kommentar: Episoden med tilfangetagelsen hos indlandskæmpen og den efterfølgende med klæderne, der kommer farende tilbage af sig selv, ligner en initiation til åndemaner, som vi bedst kender den fra østgrønlandske fortællinger. Den efterfølgende lange rejse ligner en indvielse i kendskabet til hele verden, idet den fører helt inde fra  indlandet ud til kysten med besøg hos flere slags dyr i menneskeskikkelse og dernæst ud gennem havet med støtte fra en død bedstefar derude. Med sin tidligere gave til Langsom: den mægtige isbræ-ånd, spænder hans virkefelt fra inderst til yderst af den kendte verden.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 18 - 20: Oqalugtuaq.

Resumé:

Tre forældreløse, en pige og to storebrødre, bor hos mange brødre. Den

mellemste bror vokser ikke, men den ældste udvikler sig tidligt til så

dygtig en kajakfanger, at brødrene blir bange for hans kræfter og

beslutter at få ham dræbt. De vil ud til en ø for at jage en farlig

kæmpehvalros. Drengen, hvis navn nu oplyses, Aaversuakaaq,

"kæmpekæmpehvalros", vil selvfølgelig med. Han lokkes til at forsøge

sig alene med dyret, der såret farer over ham og kløver både ham og

kajakken i to. Brødrene holder drabet hemmeligt og håner søsteren, der

derefter træner til åndemaner og modvilligt går ind på at holde sin

første seance. Hun kaldes nu "Den ganske store kæmpehvalros". Under

seancen opdager hun hurtigt, hvad der er sket med storebroderen og

tager øjeblikkeligt hævn, idet hun ønsker at gulvet vil revne. Alle

brødrene falder da ned i afgrunden.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Tolkning: Om kæmpehvalrossen se Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: I kristen tid har hvalrossen undertiden fået konnotationer af djævelen. Kæmpehvalrossen kendes også fra andre eskimo-kulturer. Fx på Nunivak. Se Sonne 1988: Agayut.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 22h - 25v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 109 - 111: Malaasi Akilinermut angalaartoq.

Rink 1866-71, I, nr. 23 refererer Kreutzmanns fortælling med en slutning fra sydgrønlænderen Nikolai's Maledok. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 17, ss. 169 - 173:

Malaise  The Man who travelled to Akilinek / Akilineq)

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, 4', nr. 217.

Resumé:

Malaasi er en uforfærdet fanger, der aldrig lider nød. Hans to yngre søstre følger ham gerne på land, når han er ude på fangst. En vinterdag går de to søstre over isen til de yderste øer i skærgården for indsamle rødder, men da en fralandsstorm river isen op, driver de til havs på en isflage. De når land på den anden side af havet, fordi de begge har måger som amuletter. De vandrer sultne rundt i det fremmede land til bunden af en fjord med en lakseørredelv. De fanger et par stykker, tilbereder og spiser dem. Ved lavvande strander en mængde sæler, hvoraf de samler sig tilstrækkeligt til forråd. To unge kajakmænd kommer på besøg og vælger dem til koner. Derefter ror de hjem og lader en konebåd hente dem. Søstrene får det godt i det fremmede. De får børn, den ene en søn og en datter, den anden to døtre, hvorfor hun frygter at blive dræbt af sin mand, hvis hun også tredje gang får en datter. Derfor planlægger de at flygte hjem, når hele bopladsen er optaget af festligheder med trommesange, og efter en mindre spændingsbefordrende afbrydelse lykkes det dem at komme af sted over det islagte hav. De eftersøges, men opdages ikke. Undervejs over isen dør deres børn, som de efterlader på isen. De når heldigt frem til deres gamle boplads, hvor Malaasi ved at høre om de rigelige fangster i Akilineq, beslutter at de skal tage derover hele familien en vindstille og skyfri sommerdag. Hans kone, der ikke har mod på rejsen, græder heftigt undervejs og drilles af Malaasi med, at nu ser man noget uhyggeligt sort vand forude. Hun skråler af skræk, Malaasi griner, og så får de endelig landet i syne. Da holder konen straks op med sin gråd og lægger alle kræfter i åren. Familien slår sig ned i bunden af fjorden (med den rigelige fangst), men søstrenes mænd kommer og kræver forgæves deres koner tilbage. Det lykkes først, da de slår Malaasi ihjel.

Var.: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

Hist.: Slutningen på denne version af Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq er overraskende, idet det i andre versioner er Malaasi, der går sejrrig ud af konfrontationen med Akilineq-boerne og tager sine søstre med hjem uden deres ægtefæller. Fortælleren, Jens Kreutzmann, var selv af blandet herkomst, og han deler åbenbart ikke den traditionelle opfattelse af Akilineq-boerne som fremmede, dvs. umennesker. Iøvrigt vidste man på den tid udmærket at der boede stammefrænder i Akilineq. Søg på Akilineq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Malarssivaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 39 - 42, "Malarssivaq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 71 - 74: "Malarssuaq" / Malarsuaq.

Resumé: Malarsivaq har to søstre. Den ældste passer hus og tøj, men

en dag blir hun borte. Malarsivaq gifter sig og de får et barn, men da det

er en dreng opkalder Malarsivaq ham ikke efter søsteren. Malarsivaq

vil finde sin søster. Med kone, barn og en mængde forråd kører de mod

øst om vinteren. Kommer til de store fjorde. På den anden side af en

af dem er der en vrimmel af orme. De kører uden om. Kommer til en

boplads, hvor Malarsivaq finder sin søster i det nordligste, øverste

hus. Hun er gift med en firskåren ormejæger. Alle de andre på

bopladsen jager ikke orme, men spiser mennesker. Svogeren bliver meget

venlig  mod sine slægtninge. Serverer ormekød og advarer dem mod at

skære sig. De andre vil kunne lugte blodet. En skeløjet kommer tre

gange på besøg. Tredje gang dræber svogeren ham. Den dødes mor kommer

og blir henrykt over at sønnen er dræbt. Malarsivaq går på besøg med

kone og barn og oplever uhyrligheder ved menneskeæderiet. I et hus

bliver konen lidt længere end Malarsivaq og lader folk beholde barnet.

Malarsivaq får det at vide, de skynder sig tilbage, men barnet er

allerede dræbt og hovedet skåret af. Nu vil de hjem. Skærer sammen med

svogeren alle surringerne over på bopladsens slæder, men glemmer en af

dem og de andre optager forfølgelsen til fods. Malarsivaq dræber en af

dem, der når hans slæde. De andre kaster sig over liget. Malarsivaq og

kone slipper nu let af sted og imod svogerens advarsel passerer de

ormene, som de kun med nød og  næppe slipper fra og hjem. Siden rejste

de aldrig ud igen.

Hist.: Navngivning tog oprindeligt ikke hensyn til den dødes

og den nyfødtes køn. Kristen påvirkning.

Var.: se Maledok, Malaasi, Manutooq.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 29h - 31v.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 119 - 121: Angut alliarutsimik ningaalik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 220.

Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 28, ss. 120 - 121. På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 20, ss. 183 - 186: The Girl who married an Atliarusek)  

Resumé:

Et ældre ægtepar vil ikke gifte deres eneste barn, en datter, bort. Mange unge dygtige fangere går forgæves. Da til sidst én i vrede truer med at dræbe dem, ror de gamle skyndsomt bort med deres datter, men folk på land råber op om, at de aldrig får hende gift med en storfanger. De slår sig ned på en af yderøerne, hvor en alliaruseq (en der bor under stranden) i hemmelighed sniger sig ind og ligger med pigen. Faderen er lykkelig for sin svigersøn, der fanger umådelig meget og bare skal flytte ind. Svigersønnen har også forpligtelser overfor sin egen familie, som får halvdelen af hans fangster. Sammen tager de to familier i konebåde ind i fjorden på renjagt. Undervejs, hvor der er mennesker i nærheden, dykker alliarutsit-båden, menneskebåden følger efter, og begge både ror fredsommeligt et langt stykke under vandet. De kommer fuldt lastede tilbage. Datteren får et barn, der knytter de to familier endnu tættere sammen, og faderen rejser på besøg med pralende mattak-gaver til dem, der spåede, at han aldrig ville få sin datter gift med en storfanger. Og de kommer på besøg og bliver rigeligt bespist, da hungersnøden truer alle undtagen familien med den indgiftede alliaruseq-mand.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Hist.: En forbavsende fortælling, der ikke er historisk, men - på tværs af traditionens kategorigrænser - tillader den, at et åndemenneske, med sin egen familie, integreres i rigtige menneskers familie og samfund. I ældre fortællinger opløses den slags forsøg på raceblanding, når dyret eller åndevæsenet viser sig ikke at kunne leve op til menneskers sociale forpligtelser. Denne åndemand sørger efterhånden ikke blot for hele egnens befolkning med sine fangster, men lader endog de to besvogrede familier følges og samarbejde på renjagten. Betingelserne er dels en gradvis tilvænning og dels, at den menneskelige familie for alvor byder den fremmedartede velkommen.

Kristendommens afmytologisering af traditionens fortællinger har gjort sin virkning sammen med tilvænningen til først hvalfangerne og siden kolonisterne. Kreutzmann selv var af blandet dansk-grønlandsk herkomst.

Betegnelsen alliarutsit er desuden med tilhænget -ruseq en svækket udgave af allit, der undertiden siges at være langt mere ondsindede og bo længere nede (måske snarere længere ude og nede under havbunden, dvs. under skærene) end innersuit, ildfolkene nede under stranden.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Ifølge Kr. Lynges grønlandske publikation Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, 1938, af tilsyneladende ganske det samme håndskrift, er fortælleren Jaakuaraq. Søg Jaakuaraq og Manguaraq, hvor referencen til håndskriftet findes.

Samlingerne rummer ikke nogen variant fortalt af Esaias.

Resumé:

Manguaraq (Lille Rod) er søn af Manngorsuaq (Store Rod). M. drister

sig til at nedlægge et af Månens fangstdyr, en hvid hannarhval med en

sort plet under armen. Faderen spår sin søn Månens hævn og tænder lys

helt ud i husgangen. Månen ankommer uden for. Råber to gange på M.,

der snører sit tøj tæt om sig og går ud, da faderen befaler ham det.

Faderen følger lidt senere efter for at samle resterne af sønnen op,

men forbavses over en ligeværdig pralekamp mellem sønnen og Månen. De

nævner på skift alle deres førstefangster af forskellige fuglearter,

støder istukken i isen, så den splintrer som udtryk for jagtens

ophidselse dengang. Dernæst kommer turen til fiskene. M. fortæller om

sin første havkat. Da blir Månen spag. Han blev bange og flygtede fra

den første havkat da han så dens bidske fjæs over rælingen.

Månen inviterer derfor M. med hjem, flyver

op gennem luften med ham, advarer ham mod fjeldånden, der røver

indvoldene fra folk, hvis de ler af ulkene i hendes skræv og latterlige

bevægelser (Indvoldsrøversken).

M. holder sig gravalvorlig og fjeldånden fjerner sig med

en latter så lang, som der er luft i dens lunger. Hos Månen henter en

smuk kvinde, der bor i et aflukke i den ene ende af briksen, mattak og

tørret renkød til gæstens måltid. Hun viser sig at være hul i ryggen,

da hun atter forsvinder ind i skjul. Månen fortæller da om sin og

Solens oprindelse i en lampeslukningsleg, hvor han i ly af mørket

stjal sig til at ligge med sin søster. Hun havde dog sværtet ham med

sod, identificerede ham, da lyset tændtes, blev rød som dryppende blod

af skam, vædede en fakkeltørv i tran, tændte den og fløj til himmels.

Månen gjorde ligeså, men gav sig ikke tid til at få tørven i andet end

glød, og forfulgte hende. Han har endnu ikke nået hende, siger han,

skønt de bor i samme hus (bemærker fortælleren). På M.s spørgsmål om

hvorfor solen er varm og lysende, når den står op, men kold og

svagt lysende, når den går ned, svarer Månen, at det er fordi

mennesker er gode, når de har sovet en nat, men slette efter dagens

dont. Fjeldånden kommer atter på besøg og jages væk. Månen snitter

spåner af narhvalstand og åbner en lem i gulvet. M. ser husene nede

på jorden, hvor husgangene i det høje fugleperspektiv ser ud som om de kysser hinanden pga. afstanden. Månen smider spånerne ud, der falder ned som sne og dermed dæmper folks selvrådighed. De bringes til eftertanke. Næste morgen

rejser M. hjem.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Kristen påvirkning er markant. Fx: Den, der sover synder ikke.

Se analysen i eksempel i "Fortolkningsmuliger": Før kristen religions og kristendom.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Et kajakvæddeløb.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Qaannamik sukkanniuttut.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 159

Oversættelse ved Berthelsen:

I Appamiut var der engang en kajakmand, som var ivrig efter at tage ud

på fangst, og som roede hurtigt. Om vinteren, når nordenvinden rasede, plejede

han at jage alke ved mundingen af Appamiutbugten - uden at bruge sin fuglepil.

Han slog alkene med sin åre. Når han kom hjem med alkene stukket ind under

samtlige tværremme på sin kajak, gik folk ud fra, at han havde

fanget alkene med sin fuglepil.

På Ikkamiut boede der en sydlænding, en tilflytter. Denne fik engang lyst

til at udfordre manden fra Appamiut til at ro om kap. Han kom til Appamiut netop

på den tid, hvor nordenvinden var fremherskende. Stormen piskede vandet sådan

op, at det dækkede himlen som et hvidt slør. (Denne oversættelse er usikker. Der

står i virkeligheden kun, at himlen var blevet helt hvid - Chr.B.). På det

tidspunkt var Appamiut-fangeren endnu ikke kommet hjem fra fangst. Ved mørkets

frembrud blev der meldt, at han var på vej hjem. Så såre han lagde til, var der

én, der fortalte ham, at en af sydlændingene var kommet for at ro om kap med

ham. Bag på kajakken havde Appamiut-fangeren en fuldvoksen spraglet sæl, som han

havde viklet fast til kajakken med en line. Da folk nu var kommet ned for at

tage imod ham, roede han et stykke ud fra land og vendte rundt flere gange for

at vikle den ud. Sydlændingen kiggede med, idet han samtidig skævede mod vest,

(hvor vejret rasede). Fortælleren kunne ikke huske, hvad sydlændingen hed. Men

Appamiut-fangeren hed Mitinnguaq. Der var en anden Appamiut-beboer, der hed

Tikaaq.

Sydlændingen som udfordrede til kaproning, tog hjem dagen efter med

uforrettet sag, men da han blev drillet en del af de andre, gentog han

udfordringen. På Mitinnguaqs opfordring gik Tikaaq med til at ro om kap med

sydlændingen. Det blev ydermere aftalt, at Mitinnguaq skulle træde til, hvis Tikaaq ikke kunne klare sig.

Tikaaq og sydlændingen roede over fjorden ved Appamiut. Da de begyndte at

ro hurtigt til, hævede den forreste del af sydlændingens kajak sig op over havet

til dér, hvor benene var. Forenden af Tikaaqs kajak kom derimod til at stikke

ned i vandet, fordi de bobler, som hans årer lavede, hævede kajakkens bagende

op. De roede efter hinanden, men ingen af dem sakkede agterud. Tikaaqs

bopladsfæller sagde: "Tikaaqs årer er endnu ikke begyndt at lave et hul." Når

Tikaaq roede rigtig hurtigt til, så det nemlig ud, som om der drejede et hjul på

hver sin side af kajakken. Efter en ganske kort pause begyndte de at ro med

stævnen imod bopladsen. Tikaaqs bopladsfæller sagde: "Nu er Tikaaq begyndt at

lave hul med sin åre." I det samme fjernede Tikaaq sig fra sydlændingen, og han

roede i ring omkring ham. Det gjorde han uafbrudt, indtil de nåede land.

Sydlændingen gentog ikke udfordringen, han tog tilbage til Ikkamiut.

Var.: Brandt Ikaq; Om Kanginnguaq (delvis)

Hist.: Konkurrencer mellem syd- og nordlændinge - i roning o.l. og i åndemaneri / angakkoqkunst forekommer i mange fortællinger. De fleste foregik formentlig på samlingspladserne, aasiviit, hvor man mødtes under sommerens rejseaktiviteter.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 191 - 194: Naajarsuaq aamma Horaajuk.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 227.

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

Resumé:

Naajarsuaq og Horaajuk.

Naa. og Ho. er husfæller, men da Naa. er kommet til at lave en åbning i Ho.s forråd om efteråret, og der (formentlig pga. af ræve) intet er tilbage da Ho. kommer for at hente noget, bliver Ho. rasende. Han opsøger Naa. på havet, følger ham hjem, viger ikke fra ham og skælder ham hele tiden ud. Naa. svarer intet, så Ho. truer til sidst i irritation med at dræbe ham, hvis han ikke svarer. Naa. tier stadig og Ho. dræber ham til havs. Naa.´s gamle far ser det hele, henter liget på havet, begraver det og begynder derefter igen at fange, men først en dag vejret er nøjagtig som på dagen for mordet, går der hul på hans sorg. Han sørger og sørger og holder først op, da hans kone blir gravid. Sønnen hun føder opdrager Naa.´s far med stadig tungere fangstvåben og en masse nynnende trylleviser. Han bliver meget stærk og dygtig fanger (og - fremgår det senere - familien rejser nordpå til et hvalfangstområde). De rejser sydpå igen og Naa.´s far fortæller sin søn, hvordan han skal hævne Naa.´s død med en harpun med en kæmpestor harpunspids. Ho. inviteres fra sit sommersted over fjorden til Naa.´s fars sted, hvor han beværtes med både hval og sæl, og tryg ved al denne venlighed ror han tilbage. Men den unge mand ror, på sin fars opfordring, efter Ho., og skønt Ho.´s fæller råber om forfølgeren fra land, ser Ho. kun på dem og dræbes af den enorme harpunspids, som Naa.´s fars søn blot lader sidde i hans ryg, idet han skærer remmen fra. Ho.´s fæller bliver passende imponerede over dens størrelse, og Naa.´s far med kone og søn tager uskadte tilbage nordpå.

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Hist.: Det er lidt uforståeligt hvorfor Kreutzmann ikke har episoden med, hvor familien af sydlændinge rejser nordpå og skaffer sig både barder og hvalben til at forære væk og handle med hjemme i syd. Måske man selv skal være sydlænding og have husket behovet dér for barder til fiskeliner for ikke at glemme den episode.

Kommentar: Bemærk den voldsomme gang skæld ud i starten af fortællingen. Den er typisk for Kreutzmann.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 25h - 27v + 21 (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 113 - 115: Niumak aamma Equngisoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 218

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 100.

Resumé:

Niumak og Equngisoq er fætre og husfæller. Begge er dygtige fangere, Equngisoq især til sæler, omend Niumak, der er stor på den, søger at nedgøre ham overfor sine børn. De flytter en del rundt, også om vinteren, til de steder, hvor fangstmulighederne er bedst. Niumaks hushold er enormt stort med mange kiffakker, enker efter hans slægtninge. De bidrager gevaldigt til hans forråd, både af ammassætter og rensdyrkød og -skind. Selv jager Niumak kun. Han bærer aldrig byrder hjem fra fangst og jagt. Går kun i spidsen for de bærende kvinder - og Equngisoq, der forgæves beklager sig. Men Niumak sørger for at holde sine kvindelige hjælpere velforsynede med tobak, som han køber hos hvalfangerne. Selv "ryger" han kun tørvemos - for sjov.

En vinter sner de inde. Da stormen endelig holder op maser Niumak sig vej ud, Equngisoq hjælper til, hvorefter alle kiffakkerne beordres at skovle sne væk. Man opdager, at ræve har været i forrådet. Niumak binder en rem fra rævesnarer opsat ved rævenes huller ind i forrådsskuret og hele vejen ind til tørrestativet, der falder ned, hver gang en ræv er gået i fælden. Flotte blåræve, der fylder en hel konebåd til handel med hvalfangerne, når de kommer. Folk strømmer nu til Niumak fra hele omegnen, hvor de har sultet. De bliver beværtet og får masser af tørrede ammassætter med hjem.

Da hvalfangerne lægger til ved Kangaamiut går der bud til Narsarmiut om at både Niumak og Equngisoq skal komme og handle med den kaptajn, som man kalder "den kvindekære", Arnalupaasi. Rækken af Niumaks stærkt belæssede kiffakker er lang, og han og Equngisoq tilhandler sig bl.a. bøsser og ammunition, så meget, at der mere end en generation senere, da der ingen hvalfangere kommer længere, endnu er hagl i omløb, som Niumak dengang købte. Efter handelen beværtes Niumak og hans følge og de overnatter på "Den Kvindekære"s skib.

Ved et senere sangkampstævne i Appamiut optræder en kvinde, "den bukseløse" så udfordrende, at alle mændene efter tur ligger med hende, uden at hun gør vrøvl. Det eneste, hun siger bagefter, er, at Equngisoq er en stor elsker.

Hist.: En historisk fortælling, der kan tidsfæstes til ca. 1760-70. En anden fortælling om Niumak er en generation efter Kreutzmann fortalt af Katrine Sommer.

Der har næppe været mange folk af Niumaks kaliber. Som fortræffelig erhverver og den der tiltrækker sig yderligere slægtninge som arbejdskraft i større stil, lever han op til antropologernes definition af en "Big man". Måske havde en kraftigere social rangorden udviklet sig i Vestgrønland, hvis handelen med hvalfangerne var fortsat uhindret af kolonisationen og dens forbud mod handel med fremmede.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151

Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret.

Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel

blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der

for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter

en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have

lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre

kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg

straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får

den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til

bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i

ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt.

Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med

tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i

pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på

besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive

døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der

gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald

ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste

med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener

også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne

giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at

dåben skulle være noget for ham.

Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 -

1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken

blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i

1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i

overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed.

Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

En bette purk

En mand har to koner, en på hver sit sted. Kone nr. 2 ved ikke noget om den første, men da manden ofte forsvinder ud af syne under fangst, går hun derhen, hvor han blir borte og finder et hus med en lille dreng og en masse kød. Hun genkender sin mands harpunrem derinde, forstår sammenhængen og hænger en løkke af remmen op over indgangshullet, hvor drengens mor, da hun vender hjem fra bærplukning, fanges og dør. Kone nr. 2 tager drengen med hjem, men da manden kommer hjem efter at have fundet sin første kone hængt, skælder han ikke andenkonen ud, fordi hun har ladet sønnen leve.

      Sønnen vokser op til en stor og stærk fanger og fisker, og det gør et dybt indtryk på ham, da han fra faderen hører om sin biologiske mors død. Da han har fanget sin allerførste hvidhval og man har nydt af dens mattak (hvalhud), river han i raseri sin harpunrem fra fangsten i små stumper, siger at en sådan rem også kan bruges som snare, der kan få den fangne til at åbne munden (dø). Han underskylder sig med at han bare ville rulle remmen op.

Hist.: Helten der stækker sin hævnlyst, kunne tyde på kristen påvirkning. Men han viser at han sagtens kunne have taget den, idet der skal enorme kræfter til at rykke en så tyk rem itu. Også det kristne forbud mod flerkoneri har sat rammen anderledes end i ældre fortællinger.

Men iturykningen er et hyppigt udtryk for stor vrede i traditionelle fortællinger

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er

trykt i Rink 1866-71, I, nr. 105.

Originalt håndskrift eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 190 - 193: Akamalik. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga, Aron', I: 190 - 193: Oqaluttuaq Akamalimmik.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.  

Resumé: Akamaliks elskede fætter dør, og da hans kone ingen børn

kan få, der kunne navngives efter fætteren, sårer han hende med sin kniv i vrede.

Da en kvinde på en anden boplads får en søn, der opkaldes efter

fætteren, bliver A. så glad at han ikke sover i fem døgn. Da han

endelig den sjette nat sover, drømmer han:

En kvinde beder ham komme med sig til Ussulikso / Ussulissuaq, der har fanget en hvalrosunge, for at få en flænsepart. Denne U. har A. engang været med til at myrde.

Kvinden fører ham over en slette så stor som et hav, der skråner opad

hvor det blir stadig lysere, mens sten i mængde kommer rullende

nedad som en elv. Det lykkes ham at komme op over stenene efter kvinden

til en ny slette, hvor de døde leger med et hvalroshoved. A. vil gerne

blive hos dem, men kvinden fører ham videre i raske spring op ad tre

trin til en ny slette med en sø, hvor smukt klædte mennesker flænser en

hvalros ved bredden. Blandt dem genser han U. og disse døde kan læse

hans tanker. De bliver kaldt til gudstjenste, vasker sig, og A. følger

med. Han må nølende springe over en endeløs sort stribe fra nord til

syd, og dernæst en afgrund, hvor der brænder en stor ild. Han får

anvist en plads lidt borte fra forsamlingen, fordi han ikke er døbt.

Jesus holder gudstjenste ved et alter, der flyder med sød mælk.

Menigheden drejer i en række efter størrelse med solens gang. Jesus

nævner salmenummeret, og alle slår op i salmebogen. De synger

flerstemmigt, mens A. ser op mod lyset og blændes af en stor ild, der

bevæger sig og tabes af syne. Jesus læser teksten, menigheden svarer

syngende. Jesus siger fadervor og der sluttes med en salme.

A. gemmer alle ordene i sit hjerte. Jesus tager så A. i forhør og

bebrejder ham både hans hustruvold og medvirken i drabet på U. Skønt

U. og andre myrdede personer var hedninge tog Jesus dem til sig, fordi

de ligesom han blev uskyldigt dræbt. Jesus fortæller så først om

korsfæstelsen og viser A. sine sår, der stadig volder ham smerter og

skal forblive åbne til dommedag, dernæst om sin jordiske mor og

himmelske far, og udpeger faderen som det lys, som A, troede var

solen. Jesu legeme er kun sjæl og uden mangler, siger Jesus, ligesom

A.s legeme kun er sjæl men med mangler. Jesu legeme skinner som solen.

Jesus tager A. med hen til afgrunden med den store ildmand,

'dømmestedet', og spørger A. om der er djævle, toornaarsuit, nede på

jorden. "Ja", svarer A., "der er mange og nogle har flettede og hullede

huer på." "Nej!" præciserer Jesus, "der er kun én djævel" og peger på

det fæle menneske nede i afgrunden. Hvis A. ikke vil havne der, skal

han tage til Nuuk og melde sig enten hos herrnhuterne eller den danske

mission.

A., der nu skal tilbage, frygter afgrunden, men blot han følger Jesus,

hindrer intet ham i at komme over den. Hjemme igen væmmes A. ved sit

maddikefyldte legeme, der raver rundt i sindssyge. Han må dog ind i

det, besvimer, og kommer til bevidsthed og fornuft igen. Han angrer

sit ryggesløse liv, rejser til Nuuk, søger til herrnhuterne og

forstår, at hans drømmesyn stemmer overens med deres lære. Han bliver

en sand kristen.

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Hist.: Historisk fortælling. Skønt den er indsendt fra Sisimiut,

stammer den fra Sydgrønland, hvorfra Akamalik / Akamelik er rejst til

Nuuk. Ifølge Rink 1866-71, I: 365 skulle det være sket i 1743. Det er en formodning. Ifølge en beretning fra Sydgrønland, hvor drabet på Ujooq (måske identisk med Ujulissuaq) fandt sted, var netop Akamalik ikke indblandet: ID 2039.

Herrnhuternes lære, der lagde vægt på Jesu sår og lidelser, kan nemt

være bragt med hjem af sydlændinge, der undevejs på deres handelsrejser har gjort ophold hos herrnhuternes døbte sydlændinge.

Fortælleren nævner, at han har hørt fortællingen af en vis Tobiannguaq

i 1835.

Vedr. "toornaarsuk" se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.+ GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Bemærk at Djævelen, toornaarsuk, også kaldes 'Den store ild' ligesom i Kreutzmanns version af fortællingen om 'Den store ild', en traditionel mytisk skikkelse.

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 88.

Orig. håndskrift, NKS 2488, III, nr. 244, eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 88, ss. 245 - 249.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 85, ss. 431 - 434: Kagsuk.

Resumé: Qaassuk / Qaasuk, der er en stor uovervindelig morder, overvintrer

engang nær Amerloq, og hans søn gifter sig med mange brødres eneste

søster i Saattoq (Saattormiut ?) nær Maniitsoq. En aften denne og

konen skændes og han puffer lidt til hende, overfalder svogrene ham og

stikker ham med en kniv. Men Q.s søn kan hele såret og han nedkæmper

alle svogrene.

Senere flygter han en mørk nat til fods over isen bag

om Maniitsoq nordpå til Appamiut, hvor han deltager i hvalfangsten og

imponerer ved sin hurtighed i kajak. Derefter ror han på een dag til

sin fars sted ved Amerloq og fortæller om svogrene, som Q. straks vil

hævne sig på. De tar straks afsted om natten til Saattoq, hvor de

udrydder alle undtagen to små børn. Derefter blir Q. for alvor

massemorder. Han dræber endog alle sine husfæller. Q. og hans søn

skiftes af sikkerhedsgrunde til at være ude i kajak hver anden dag.

Kun når det stormer er de begge ude.

En dag det blæser op og kun Q. er

hjemme, kommer to vildfarne kajakmænd fra Amerloq til land neden for

huset og tror sig prisgivet. Men Q. inviterer dem inden for,

underholder dem længe med fortællinger, men ængstes for sin

udeblivende søn. Han beroliges dog, da husfællerne kan fortælle, at

sønnen er ude i den kajak med den smalle køl. Da sønnen kommer,

afværger Q., at han dræber de to gæster, og sønnen, der har fanget en

hvalros, inviterer dem til at spise med sig. Gæsterne sover længe,

vækkes af Q., fordi stormen har lagt sig, og han sender dem hjem med

rigelige kødgaver. En del andre amerloq'er vil nu også på besøg, skønt

Q. har frabedt sig det med trussel om mord. De kommer og han dræber

dem. To gamle mænd, der derved har mistet deres sønner, får deres

fæller med på en snedig plan, og da Q. advares af sin amulet, en

islom, om de mange ankommende kajakker ude på havet, opdager han ikke

de to gamle, der allerede har sneget sig i land og i baghold. De

skyder ham ned bagfra med bue og pil. Man frygter herefter Q.s søns

hævn, men det viser sig langt senere, at han er flyttet til

Ilulissat-egnen, hvor nogen træffer hans efterkommere: tre store mænd.

Var.: Qaassuk / Qaasuk

Hist.: Qaassuk er en udbredt fortælling (se også Kaassassuk) hvorfor de omhyggelige stedsangivelser ikke borger for nogen autenticitet.

Tidspunktet siges at være dengang man endnu jagede hvaler med

blæreharpun. Bemærk det mytiske træk: De ufrivillige gæster, der får masser af kødgaver med hjem med besked om, at ingen andre skal tro de kan komme og få tilsvarende gaver. Normalt er det ånder, der således forsyner en sultende hovedperson med besked om, at ingen andre vil få held til at få tilsvarende gaver. Da andre alligevel møder op, er ånderne forsvundet, og hovedpersonen har således mistet sine godgørere:

Qaassuk er dog ingen ånd (fortælleren er kristen og regner fortællingen for historisk), men aggressiv og kan overlistes - trods sin (hedenske) vagt-amulet.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Fortælling til en sang, se: Thalbitzer, ibid, s. 234 - 235. (2 versioner).

Resumé:

Det er en efterkommer af Bibelens syndige Adam og hans familie, en kvinde, der uddanner sig i kajakfangst og fanger en grønlandssæl helt ude på det ydre fangstfelt. Hun håner sin søn og mener sig at være en bedre fanger end ham og derfor berettiget til at bortføre sin kommende svigerdatter. Med hende lever hun som sælfanger og mand. Sønnen finder huset, bliver af konen opfordret til at gemme sig bag skindtapetet og herfra ser han sin mor komme hjem, dampende af sved i mandstøj, med mandsamuletter på brystet og en penis af en kajakspids. Hun har samleje med sin svigerdatter, der jamrer sig af smerte. Derefter parteres den hjembragte sæl, kødstykker koges og i dampen, der animerer moderen til at padle i kajak (hun svæver vist rundt som i en kajak i luften båret oppe af dampen, BS) og synge sin sang om den grønlandssæl hun har fanget langt udenskærs. Sønnen dræber sin mor, hvorefter han beundrer hendes smukke fangstgrej med fine harpunspidser af hvalrostand. Men lidt senere er det bare tørre kvan / angelika stængler, som moderen havde forvandlet vha. sine angakkoq - evner / åndemaner / angakok. Han dræber så også sin kone, fordi han ikke kan udholde hverken at forlade eller jage hende bort, og han begraver mor og kone oven på hinanden i en stensætning.

Var. Ukuamaaq.

Versionerne A og B: søg: Thalbitzer 1923: 234 - 235.

Versionen 260 DX (s. 515) er blot fortælleren, Molättes kortfattede forklaring til sin version af Ukuamaaqs sang. Molätte er oprindelig fra Timmiarmiut, Sydøstgrønland.

Hist.: Fortælleren, Kuannia, der er voksendøbt kristen, opfatter tydeligvis den lesbiske svigermors handlinger som dybt syndige. Det ses både af hendes direkte nedstamning fra arvesyndens indstifter, Adam med familie, og af hendes status af angakkoq, der hørte djævelen og hans værk til i missionærernes fortolkning. Fordi hun er angakkoq kan hun både forvandle sig til mand, ligesom indlandskæmper bruge damp (lig tåge) som transportmiddel i stedet for kajak, og ligesom de fleste landånder forvandle tørrede planter til redskaber (Det er et almindeligt træk ved de gaver som mennesker får af ånder, at de i den synlige verden forvandler sig til visne planter). Thalbitzer (1923: 211 - 212) mener at fortællerens association til syndefaldet skyldes østrønlandske misopfattelser af visse vestgrønlandske ord i sen førkristen tid.

Vedrørende seksuel ejendomsret, piger opdraget som drenge til fangst og drenge til kvindearbejde se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Kønsrelationer.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 39 - 40.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 130 - 132: Appamiuni kaannersuarmik meeraaqqamillu pillerortumik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 187.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-1871, I: nr. 87: Enken ved Agpamiut.

Resumé:

I Appamiut, i et lille hus ved siden af et stort med mange mennesker, bor en kone, der nyligt er blevet enke, med sin lille søn og datter. Folkene i det store hus håner dem ved at traske hen over deres lille hus, når de tager på fangst. Vinteren stunder til, enken forbliver af sorg inden døre, men opildner hele tiden sine børn til at fange ryper i snare og senere at fiske ulke. To piger fra det store hus, hvor man efterhånden sulter, får altid lidt mad med, når de kommer på besøg. Da vinteren er omme er mange i det store hus døde af sult, fordi ingen dér har udvist initiativ til fangst. De overlevende rejser bort i deres konebåd. De to børn vokser imidlertid op, drengen udvikler sig til fanger. Han og søsteren overvintrer igen i det lille hus ved siden af det store, hvorfra de får besøg af skrækslagne beboere. I deres store hus er et spædbarn ved at spise sin mor og derefter sin far. Alle flygter for utysket undtagen de to forældreløse, som spædbarnet ikke angriber.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents nr. 44 + 44a; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Hist.: Der må være en sammenhæng mellem spædbarnets unormale udvikling til rasende kannibal og den sult, man har lidt i det store hus. I ældre og/eller mere gammeldags versioner (se ovf.) skyldes spædbarnets udvikling, at det bliver decideret sultet af forældrene, dvs. at det nok får bryst men ikke tyggemad fra moderens måltider. Den sammenhæng synes noget uklar i Kreutzmanns version, der er mere optaget af umoralen i de sultendes tidligere hovmod og svigtende jagtiver.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 63h (Begyndelse mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 173: Tunumiut Kitaanik nassaarinninnerat.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 198.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71 (Rink 1866-71, I-II), I: 154.

Resumé:

Dengang landet endnu ikke var beboet kom en angakkoq / åndemaner / angakok flyvende over indlandsisen fra Østgrønland til Kangerlussuaq, hvor han så en dejlig sø med mange rensdyr omkring. Han fulgte fjorden ud for at finde egnede vinterbopladser. Det var der, og han tog turen tilbage langs kysten rundt om Kap Farvel. Han ville flytte og mange rejste med ham. På et år nåede de et godt stykke op langs vestkysten, hvor de overvintrede, og da de næste forår kom til Narsarmiut, genkendte den lokale åndemaner dem. Efter overvintringen drog de ind ad fjorden og fandt søen, Tasersiaq, den fundne sø, som de kaldte den. Det har den heddet siden. Efterhånden blev Narsarmiut og omegn befolket af østgrønlænderne.

Hist.: Dette er næppe en historisk fortælling, og helt logisk er den jo heller ikke i og med at Narsarmiut har en angakkoq og dermed allerede er befolket. Men det er muligt, at nogle familier på egnen menes at stamme fra sydøstgrønlændere, der i 1700- og især 1800-tallet flyttede til vestkysten.

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler, men ikke i afskriften her: NKS 2488, V, nr. 158).

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207: Akaajarsi som to gange kom ud for at lide nød.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 100.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

Det fortælles, at Akaajarsi ikke manglede noget. Han boede sammen med

en anden i teltet. En gang tog de af sted for at sejle ind i en fjord.

Det var fint vejr, og det var varmt. For at afkøle sig tog de tøjet af

overkroppen. Begge var søsyge (umijarmijodlotik). Da de passerede et

fuglefjeld, hvor tateratter (rider) og måger rugede, fik Akaajarsi

lyst til at tage derhen for at samle æg. Da de lagde til ved en stor

afsats, gik hele konebådsbesætningen i land og gav sig til at samle æg

ved at klatre op på en afsats på den stejle fjeldvæg. Mens de var

dér, opdagede de, at konebåden drev fra land og var kommet så langt

ud, at de ikke kunne nå at få fat i den; og det var umuligt, at klatre

op på fjeldet. Det varede ikke længe, så var båden drevet i land på

den anden side af det lille sund, og vandet trak sig tilbage, så den

lå tør. Alle deres brugsting var i konebåden. Så blev vejret meget

dårligt. De brugte den smule jord, der var på afsatsen, til en

jordhytte. De havde ingen lampe. Når det blev dårligt vejr, varmede

de sig ved at lægge sig oven på hinanden. Når de nederste havde varmet

sig, byttede de plads med de øverste, som var kommet til at fryse. Når

der sejlede en konebåd forbi ind i fjorden, råbte de og skreg; men de

sejlede blot forbi mod øst uden at høre dem.

De tilbragte hele sommeren på afsatsen i næsten ingen tøj. Der var æg at spise til at begynde med; men da de slap op, og da der ikke var mange rødder

tilbage i jorden, måtte de søge  noget spiseligt nede ved stranden;

men da det var en stejl strand, var bestanden af muslinger hurtigt

opbrugt. De spiste alle de små dyr, de fandt. Når de fandt småulke,

gav de dem til børnene. De blev efterhånden så svage og udmattede, at

de kun kunne kravle.

En dag, hvor der ikke var flere, der kunne rejse

sig op, så de en konebåd sejle forbi. De råbte og kravlede rundt på

afsatsen, alt hvad de kunne; og konebådsbesætningen så dem kravle

rundt og roede tilbage. Konebådens besætning var betænkelig ved at

lægge til, fordi de var bange for dem. De troede ikke det var

mennesker. Men da de sagde, at de var mennesker, og at de var ved at

sulte ihjel, tog de dem om bord. Første gang de fik noget at spise,

gjorde det frygteligt ondt i maven.

Da de var blevet raske, var de to,

der boede sammen i et telt, igen ude at rejse og var kommet til at

lide nød endnu en gang, selv om de havde kajak. Mens de sultede,

kom to skibe til syne. Akaajarsi opfordrede sin teltfælle til at tage

med ud til skibet. De fyldte kajakkerne med ting, de kunne handle med,

og tog ud til skibene. Da de nærmede sig skibene, sagde Akaajarsi til sin teltfælle: "Jeg går om bord i det ene skib og køber

udelukkende kugler til patroner. Gå du om bord i det andet og

køb krudt. Kun krudt." De kom om bord på skibene. Det fortælles, at

Akaajarsi udelukkende købte kugler, og at han endog også havde solgt

sin helpels. Han kom om bord på det andet skib for at se efter sin

teltfælle. Denne havde udelukkende købt krudt, og han havde også solgt

sin helpels. De vendte tilbage til deres telt. Siden har ingen hørt,

at de kom i nød. Her slutter fortælleren.

(Utydelig håndskrift, hvorfor oversættelsen er usikker. Chr. B.).

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Historisk fortælling

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Fortællingen om Ataatsiarsuaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Aataatsiarsuarmik oqaluttuaq.

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aataatsiarsuaq.

Aataatsiarsuaq, som var åndemaner / angakkoq, overvintrede i Sermiligaarsuk. En dag var han ude på fangst ved mundingen af Sermiligaarsuk fjorden. Der dukkede en sæl op, som holdt snuden oppe over overfladen. Han roede hen mod den, men sælen forsvandt. Han ventede dagen lang på, at den skulle dukke op igen. Det gjorde den så, efter at det var blevet aften. Han roede hen og harpunerede den. Han ville kaste sin fangeblære / fangstblære ud. Da linen var ved at løbe ud, forsøgte han at trække sælen til sig. Men sælen rykkede ham ud af kajakken, og der var ingen andre i farvandet. Så kom han i tanke om, at han havde en strandtrold til hjælpeånd. Straks kom en mængde kajakker. Disse kajakmænd bandt Aataatsiarsuaqs kajak sammen med to af deres kajakker og tog ham med hjem til deres boplads. Folk på bopladsen blev glade, da de så dem komme, fordi de troede, at de medbragte fangstparter. De råbte udefra: "Vi har ikke nogen fangstpart med, men vi kommer med en gæst." Folk blev glade. Aataatsiarsuaq kom på den måde til at bo hos strandtrolde (alliarutsiit / innersuit).

Det viste sig, at den dygtigste fanger på stedet lå syg og ikke kunne blive rask, og man mistænkte en heks for at have skadet ham. Man bad Aataatsiarsuaq om at mane ånder. Det gjorde han, men han fandt ikke ud af noget. Dagen efter gentog han sin åndemaning. Da så han en heks ved fodenden af den syge. Han udspurgte heksen om, hvorfor hun havde gjort manden syg og hun fortalte følgende: "Den mand kom engang hjem fra rensdyrjagt og havde fanget en stor renbuk. Han var så venlig at forære mig et stykke kød. En anden gang var han igen på rensdyrjagt og kom også denne gang med en stor renbuk, men han forærede mig ikke noget." Det var årsagen. Åndemaneren harpunerede heksen i fodsålen, så senerne blev trukket ud. Den syge blev rask, men heksen blev dårlig og døde.

Var.: Ataasiaq; Ataatsiarsuaq

Kommentar: alliarutsit betegnes som de nederste innersuit, og er muligvis kommet til med kristendommen som onde djævle

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 76: Itinngitsoq som ikke kunne vågne af sin søvn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 76: Kangerlussuarmi ukiisoq itinngitsoortoq.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 157.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling.

En af Narsaq-beboerne ved navn Itinngitsoortoq, øvede sig i

at være åndemaner. Da han var blevet angakkoq, generede han sig for meget for at træde offentligt frem. Han ville derfor bo et sted, hvor der ikke var andre

mennesker, hvorfor han rejste sammen med sin husstand ind i Kangerlussuaq (her

er tale om Sdr. Strømfjord - Chr.B) for at overvintre dér. En Sisimiut-bo, som ikke kendte årsagen til Itinngitsoortoqs bosættelse i Kangerlussuaq, slog sig ned

samme sted. Også overfor ham var Itinngitsoortoq genert. Der var nok af

laks og rensdyr, så de manglede ikke mad. Men da kulden satte ind, blev

rensdyrene meget sky. Itinngitsoortoqs børn, en dreng og en pige, var hurtige

løbere. Når dyrene blev trætte af at løbe, fangede de dem ved at stikke dem ned. De forsynede familien med kød hele vinteren.

Normalt vågnede Itinngitsoortoq meget tidligt om morgenen. Men en morgen,

efter at dagene var blevet længere, skete det, at han ikke vågnede til sædvanlig

tid. Børnene forsøgte at vække ham, men det lykkedes ikke. Han sov endnu, da de

vendte tilbage fra jagt. En ny dag kom, men han sov fortsat. Efter at isen var

forsvundet fra fjorden, tog familien af sted med ham for at komme til et sted,

hvor der var en åndemaner. På vej ud af fjorden mødte de nogle slægtninge på vej ind i fjorden. Også disse forsøgte at vække ham. Nogle gange strakte

han sig og det så ud, som om han var ved at vågne, men når han begyndte at

snorke, faldt han i dyb søvn, så han ikke var til at vække. De nåede så langt

som til det yderste forbjerg på Sermersuut, og her udåndede han. Årsagen til, at

han sov så længe uden at vågne skulle være, at han var så længe om at meddele de

andre, at han var åndemaner.

Var.: Kun forestillingen, fx: Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait; ikke selve fortællingen. Se ndf.

Kommentar: Fortællingen lever op til den traditionelle forestilling om, at det kunne koste liv eller forstand, hvis man som færdiguddannet angakkoq ikke afslørede sine erhvervede evner / hjælpeånder, dvs. holdt en offentlig seance.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 77: Svigerdatteren som blev begravet levende.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 77: Ukuaq inuutillugu iliverneqartoq.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 158.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling.

Følgende historie fortælles om et gammelt ægtepar, deres

søn og dennes kone, som plejede at tage ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. De

plejede at transportere konebåd og bagage ind i land til Taseriaqs bred. Stedet,

hvor de slog lejr, hed Qaarsormiut. Engang mens de boede dér, døde sønnen. De

blev jaloux på deres svigerdatter. De overvejede at dræbe hende, men i stedet

for begravede de hende levende ved siden af hendes mand. Dér, hvor hun lå,

lavede de i siden af graven en åbning, der passede til et knivsblad. Kvinden

fattede mistanke. Hun rullede hen over sin døde mand, over til den side af graven,

hvor der ingen åbning var. Knap var hun rullet over til den anden side, så

blev der stukket en kniv ind. Sådan dolkede de deres døde søn i den

tro, at hans kone lå der. Bagefter hørte kvinden dem græde - ja, det gjorde de i

flere dage. Kvinden var ved at sulte og tørste ihjel. Så en dag tav stemmerne

udenfor. Hun skubbede til stenene og fik efterhånden lavet et hul i graven og

kravlede ud. Lige ved siden af graven var der en vandpyt, hvor der svømmede

mange forskellige insekter. Hun drak vand deraf, og af sine hår lavede hun en

snare og fangede gråsiskener. Efterhånden som hun kom til kræfter, kravlede hun

op ad en skråning på ca. en halv mil, og jeg mener, at der derfra var over fire

mil til kysten. Først kravlede hun videre til en teltplads, hvor folk plejede

at være på laksefangst om sommeren, men da havde folk forladt stedet. Derfra

kravlede hun til Anguujaartarfik på kysten, hvor konebåde plejede at lande. Her

var én familie tilbage, og hun fik lov til at komme med hjemover med den konebåd, der tog af sted dagen efter. Faktisk havde hendes svigerforældre

fortalt familien, at både sønnen og svigerdatteren var døde, og de havde grædt

over dem sammen med familien. De havde alligevel den frimodighed at gå hen til

deres svigerdatter, som nu var kommet tilbage og spørge hende, om hun havde sørget for at stoppe åbningen til på sønnens grav. Hun svarede: "Det gjorde jeg

ikke, for det var vel meningen, at den åbning skulle være der." Det var hertil

jeg fik fortalt historien. (Den sidste sætning er fortællerens, Jens

Kreutzmanns, bemærkning - Chr.B.).

Var.: Den lille gamles søn

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

Another tale:

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler), som er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 88 - 90: Om dengang Toornaarsuk besøgte Kangiusaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 89 - 91: Toornaarsuup Kangiusamut tikerarnera.

Denne version er afskrevet af seminarieelever i Rink NKS 2488, II, nr. 206.

Oversættelse af seminarielevs afskrift her: NKS 2488, II, nr. 108,

ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling. (Den store ild).

I gamle dage boede der i Kangerlussuatsiaq en mand uden kajak. Om foråret plejede han at opholde sig på Kangiusaq og fange mange rensdyr. Han var en hurtig løber. Han skaffede sønnen sener fra halsen af fuldvoksne renbukke, og af dem lavede sønnen liner. Sønnen var en stærk mand, der fangede mange sæler og hvidhvaler. Når vinteren indfandt sig, havde faderen ikke mere at tage sig til. Han holdt op med at jage. Derimod tog sønnen ud på fangst. Moderen holdt ham med selskab ved at følge ham langs kysten. Hun fangede mange ryper i snare.

Et år fik de nye bopladsfæller, og engang ved forårstide tog de sammen med de nye bopladsfæller til Pisuffik for at synge nidviser mod dem. Kun de voksne tog med i konebådene. De lod børnene blive hjemme, og de satte en lille ældre mand til at passe dem. Så såre konebådene drog af, gav børnene sig til at lege og støje helt vildt. Den ældre mand forsøgte at skræmme dem til ro, men da han slet ikke kunne styre dem, gik han udenfor. På den anden side af bopladsen var der et højt fjeld. Han så, at der fra dette fjeld udgik ild, som for over til et andet fjeld og vendte tilbage til udgangspunktet. Han gik ind igen og forsøgte igen forgæves at få børnene til at holde op med at larme så vildt. Og da ilden nærmede sig dem, satte den lille ældre mand sig op på bjælken i skjul, hvor man lagde tøj og lignende til tørring. Nu kom ilden og derudefra sagde den: "De dumme unger, der morer sig med at danse rundt, dem skal toornaarsuk (åndemanerens særlige hjælpeånd - Chr.B.) tage sig af (rent gætværk. Jeg ved ikke, hvad "pisarssorpai" betyder - Chr.B.)." Det sagde han undervejs ind. Da han trådte ind, skræmte han alle børnene ihjel.

Den lille ældre mand boede så alene i huset en stor del af foråret. Da de andre vendte tilbage, var han nede på stranden og tog imod dem. De spurgte ham: "Hvor er vores børn?" Han svarede: "De er alle døde af skræk." De nyankomne mistænkte den ældre mand for at have skræmt børnene ihjel og planlagde at dræbe ham. Og den lille ældre mand sagde: "I kan godt slå mig ihjel som hævn, men prøv først at te jer vildt i aften, som børnene gjorde." Da han sagde dette, udsatte de deres forehavende og ventede til det blev aften, hvor de så gav sig til at støje voldsomt. De fyldte en fangstblære med stegt spæk. Da de var midt i deres støjende "leg", udgik der ild fra fjeldet overfor og den for over til det andet fjeld, hvorefter den begyndte at nærme sig bopladsen. De fortsatte med deres larmen. Nu var ilden på vej ind og en af dem stod parat til at hælde spækolien på ham og det gjorde han i det øjeblik, han viste sig, og derved dræbte han toornaarsuk på stedet. Først forsøgte de at tage den døde toornaarsuk og smide ham ud gennem vinduet, men da de ikke kunne smadre tarmskindet, ville de tage ham ud gennem gangen. Folk slap ud af huset ved at skræve over toornaarsuk. En gammel kone, som var den sidste, trådte forkert undervejs og satte sig ned på toornaarsuk. Hun klistrede fast på toornaarsuk, og de andre kunne ikke slide hende løs. De forsøgte forgæves at løsne hende fra ham ved hjælp af en stang. Til sidst måtte de med kniv fjerne et stykke af toornaarsuk, og da hun rejste sig, havde hun dette stykke siddende på sin bag. Hun gned bagen på klippen for at komme af med det. Det blev hun ved med, indtil der kom hul på hendes egen bag. Nogle af dem blev bange for at bo på bopladsen og rejste væk.

Dertil har jeg fået fortalt. J.K.

Var.: Den store ild. Den store ildånd; Hvorledes muslingen blev til;