Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Kristian fra Kangeq gav 144 resultater.

Aadaaridaat / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2031
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Simonsen, Josva
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

 

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

 

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

 

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

 

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

 

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

 

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk

Print
Dokument id:1474
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Lauritz
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

 

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

 

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

 

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

 

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

 

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

 

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

 

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

 

Han blir gift med en af kvinderne.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

 

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

 

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

 

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

 

blir han gift.

Akaak

Print
Dokument id:1767
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akaak
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 284 - 285, nr. 70
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

 

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

 

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

 

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Allunnguaq

Print
Dokument id:86
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Allunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 403 - 405
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

 

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

 

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

 

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Anako / Anaku / Det aflagte ekskrement / Den store æder

Print
Dokument id:1464
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anako / Anaku / Det aflagte ekskrement / Den store æder
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 13
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Kort dansk resumé ibid. s. 124

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

 

Trykt på grønlandsk i:

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

 

Resumé:

 

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

 

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

 

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

 

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

 

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

 

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

 

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

 

siden ofte om.

 

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

 

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

 

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Anarteq

Print
Dokument id:1470
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anarteq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 39 - 40
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

 

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

 

Trykt på grønlandsk i:

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

 

Resumé:

 

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

 

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

 

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

 

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

 

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

 

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

 

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

 

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

 

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

 

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

 

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

 

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

 

til menneske, forsørger derefter sin familie.

 

Var.: Anarteq; Anartoq;

 

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

 

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

 

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

 

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

 

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

 

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

 

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Anarteq, der blev til en laks

Print
Dokument id:1390
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Igna
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anarteq, der blev til en laks
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 15 - 16
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fortælleren er ikke Igna. Se Juua, Anarteq.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er eneste søn og har mange søstre, som han og

faderen tar med på renjagt. De klapper renerne fra baglandet ned i en

sø, hvor A. jager dem i kajak. En kalv, som han leger med, sparker

bagud og kæntrer kajakken. A. kommer ud af den, med når ikke land før

en laks fortærer ham nedefra. Han forvandles til en laks og vandrer

med laksene. Dem gamle far må genoptage fangsten, som var han en ung

mand. Flere år senere rejser han op til renjagten med døtrene. Han

mindes sønnen og græder. Denne griber som laks fat i hans styreåre.

Faderen trækker åren op. Det måtte være A., siger han. Efter nogen

tøven stikker han åren ned igen, A. griber fat i den, faderen hæver

den langsomt, og A. forvandles atter til et menneske og sin families

forsørger.

 

Var.: Anarteq; Anartoq

Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere

Print
Dokument id:1794
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Angakkorsuit nuliariit / Ægtefællerne der begge var åndemanere
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 141 - 143, nr. 32
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 32, ss. 123 - 128.

 

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866 - 71, II: s. 56 - 57 nr. 23.

 

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om Unneqs bedrifter og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. U. tar da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uumannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som A. selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygt "Kilderen". Under en anden seance

fortæller U.s innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt at han som den

eneste fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, s. 327.

 

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi. "Kilderen" findes i forskellige mytiske skikkelser i andre grønlandske fortællinger og hos mange østeskimoer. Bl.a. medbragt fra Baffinland til Thule området.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angákorssuarmik Imanermik / Angakkorsuarmik Imanermik

Print
Dokument id:470
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuarmik Imanermik / Angakkorsuarmik Imanermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 7, side 17 - 25
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

 

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

 

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

 

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

 

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

 

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

 

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

 

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

 

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

 

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

 

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

 

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

 

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

 

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

 

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Angakorssuarmik umiariarqajartitumik / angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik

Print
Dokument id:1944
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakorssuarmik umiariarqajartitumik / angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 591 - 592, nr. 109
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé ved Kristen Thisted:

 

En stor angakkoq er samtidig en dygtig og meget gavmild erhverver. Derfor tiltrækker han mange folk til sit sted. Engang han er ude på fangst og har dræbt en sæl hører han tydeligt sælerne i en stor stime tale om at de vil komme og hævne sig. Da angakkoq'en kommer hjem befaler han imidlertid husfællerne at tømme urinbaljerne ud ved stranden og at besørge dér, hvor man lægger til. Om aftenen kommer en umiaq bemandet med sortsider og blåsider. Da de ser alt det fedtede der driver ud i en bred stribe fra stranden, springer de fra borde og bliver til almindelige sæler igen. Hvis ikke bopladsen havde haft så stærk en åndemaner, var den blevet udryddet.

 

Var.: Søg på umiariaq, umiarissat, kano, kanofolk, qajariaq, qajarissat

Angangujuk

Print
Dokument id:1432
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angangujuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 170
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

 

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Angnorârsoaq

Print
Dokument id:1808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angnorârsoaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

                                       

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

 

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

                                                     

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

                   

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Arnarpaajooq

Print
Dokument id:78
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arnarpaajooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 382 - 383
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

 

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

 

Var.: Arnarpaajooq

 

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

âtârssuaq / Aataarsuaq, der hævnedes af sin søn, den store svømmer

Print
Dokument id:1444
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âtârssuaq / Aataarsuaq, der hævnedes af sin søn, den store svømmer
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 213 - 216
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Âtârssuaq".

Grønlandsk udgave:

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 141 -

144: "âtârssuaq" / Aataarsuaq.

 

Resumé:

Aataarsuaq (fuldvoksen sortside) har mange fjender, men er dem for stærk. Da

han får en søn, smider han ham straks i vandet, lader ham sprælle og

fisker ham op igen. Det gentager sig jævnligt. Sønnen lærer således at

svømme. Han får en svømmedragt, der er som en fangstblære man syer af

et helt remmesælsskind. Faderen oplærer ham til at svømme længe under

vand. Fjenderne kommer på hævntogt. Drengen tager sin dragt på og

kaster sig i havet, da de vil harpunere ham. Han lokker dem alle langt

ud til havs, hvor han bestiger et isbjerg og dræber i to omgange en

del fjender med store løse isstykker, mens de klatrer op ad isbjerget.

Resten fratager han årerne og lader drukne undtagen een, der begræder

at han lod sig lokke med på hævntogt. Han kan fortælle derhjemme, hvad

man kan vente sig, hvis man atter kommer på hævntogt. Ingen vover

siden forsøget.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Atdlarneq / Allarneq, den store æder

Print
Dokument id:1428
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atdlarneq / Allarneq, den store æder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 158 - 160
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Atdlarneq nerrersôrssuaq".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 21 - 23 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 144 - 146: "Atdlarneq nerrersôrssuaq" / Allarneq nerrersoorsuaq.

 

Resumé:

Allarneq ("klaringen") har let til fangst. En dag ror han sydpå og

standser ved et næs, hvor han ser et hus. Mens han venter i skjul,

kommer en kvinde ud med gult topbånd og gule sømme på klæderne. Lidt

senere kommer endnu en og til sidst en tredje kvinde ud af samme

udseende. De bærer alle tre et fad i hænderne. Han går inden for og

beværtes rigeligt, men gemmer sig bag skindtapeterne, da kvinderne

udtrykker ængstelse for deres erhverver, der er på vej hjem. Denne

lugter A., der må give sig til kende. Manden har kinder af kobber og

truer A. med at tæve ham med dem, hvis han ikke spiser en overdådig

mængde mad, der sættes frem for ham: En sæk ammassætter med spækket af

en halv sortside, en halv råfrossen sortside, en hel tørret sortside,

og til hver servering en hel spand vand. A. føler sig endelig rigtig

vel tilpas og mæt, men havde ædt sig ihjel, hvis han ikke forinden

havde slugt et græsstrå. Efter nattesøvnen ror han hjem.

 

Var.: Allarneq.

 

Hist.: Kobberet eg dets gule farve præger denne variant, der kan være

påvirket af "prinsesse Guldhår og de tre bjørne" og norske

folkeeventyrs trolde, der lugter kristenblod.

Attaarassaraq

Print
Dokument id:75
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attaarassaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 372 - 374
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 129 ss. 667 - 669.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 372 - 374: Oqalualaarut Attaarassaramik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 57.

 

Resumé:

Attarassaraq, der læsper kraftigt, er taget med sit hushold på bærplukning, men da han undervejs ikke selv gider ro længere, tages kajakken op i konebåden, som han styrer til et meget bærrigt sted. Gang på gang opfordrer kvinderne ham til at holde øje med konebåden, der ikke er fortøjet, og det ender da også med, at den driver bort med kajak og det hele.

Man må leve af bær på øen. På vinterens islæg kan Atta. dog komme over på fastlandet og fange en enkelt rype, der forslår godt til de mange sultende. Derefter oplever de, mens Atta. er på rypejagt ovre på fastlandet, gang på gang at et fad med noget stegt (!) bliver skubbet ind ad husgangen til dem, og at der lyder en ordre på, at det skal slikkes helt rent, da de skubber det ud igen efter at have spist og tilmed fyldt alle deres kamikker med rester. De får smag for det stegte, som de aldrig finder ud af, hvad er.

Om foråret bygger Atta. en båd med betræk af rypeskind og færger en for en kvinderne over til fastlandet, hvor de vandrer indtil de træffer mennesker.

Atta. får siden igen både kajak og konebåd.

 

Hist. + kommentar: Fortællingen er tydeligvis kun ment som underholdende, med den læspende hovedperson og den besynderlige opførsel, hvor kvinderne foretrækker at blive inden døre hele vinteren, mens Atta. uden besvær kan gå over på fastlandet og om foråret må færge dem over en for en i et interimistisk fartøj. Fortællingen udnytter dog samtidig fortælletraditionen, idet det hér normalt kun er forladte kvinder, afskåret fra at nå frem til mennesker, der får madhjælp fra 'den anden verden'. At denne tilmed består af noget stegt, dvs. af noget mad tillavet på kolonisternes manér (inuit kogte kun kødet el. fisken), som man har skulle vænne sig til, giver et ekstra spil på de nye tider.

Augpilagtok / Aappilattoq

Print
Dokument id:505
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Augpilagtok / Aappilattoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 61, nr. 9
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

 

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

 

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

 

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Augpilagtoq / Aappilattoq

Print
Dokument id:342
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Augpilagtoq / Aappilattoq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 115
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aappilattoq

 

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

 

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

 

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

 

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

 

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Aviaja og hans slægt

Print
Dokument id:983
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Puarajik (Henrik)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aviaja og hans slægt
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 130 - 132
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

 

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

 

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

 

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Beretning om en blind som blev givet synet igen

Print
Dokument id:73
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Beretning om en blind som blev givet synet igen
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 365 - 366
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 127 ss. 660 - 661.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 365 - 366: Oqalualaarut tappiitsumik uitsitamik.

 

Resumé:

En ung sydlænding bliver blind og skønt han opsøger den ene angakkoq / åndemaner efter den anden, kan ingen gøre ham seende igen. Han rejser nordpå efter en dygtigere angakkoq, men træffer stadig ingen, der er gode nok. På den tæt befolkede Kangeq råder deres angakkoq, Silaat, ham til at opsøge den mærkelige mand hos qallunaat, de hvide, som slog sig ned på Håbets Ø året før, og taler folk imod med helt andre ord, end dem man kender. Når han taler blandt sine egne, tier alle stille og lytter.

De rejsende besøger Hans Egede, der er yderst venlig og fortæller om både frelsen og om hvordan Jesus bl.a. kunne gøre blinde seende. Da fatter den blinde håb og besøger Hans Egede. Da han fortæller om alle sine forgæves konsulteringer af angakkut, lover Hans Egede, at holder de sig til angakkut, vil de blinde aldrig igen se verdens lys. Han smører den blinde med noget salve, mens han beder for ham, og nogen tid senere kommer den unge mand og takker ham, fordi han er blevet seende igen.

Begivenheden skal være beskrevet i en af herrnhuterne skrifter.

 

Hist.: Historisk fortælling (kaldes da også Beretning), som Hans Egede selv bevidner i sin dagbog af 1723, (Medd. o. Grønland, bd. 54, 1925), hvor han er på undersøgelsesrejse sydpå. Muligvis er den også kommet med i Historie von Grönland af David Cranz (1770), der kan have læst om begivenheden hos Egede (evt. i oversættelsen til fransk: Egede, Hans, 1763: Descriptions et histoire naturelle du Groenland. Tr. de D.R.D.P. Copenhague et Geneva)

Broderen som genfandt sin søster i Akilineq

Print
Dokument id:113
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:102 - 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

 

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

 

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

 

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:984
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Poulsen, Christian
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

 

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

 

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

 

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

De skibbrudne

Print
Dokument id:47
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De skibbrudne
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 441 - 443
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 19 ss. 64 - 66.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II,

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 441 - 443: Umiiarnernik; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 19, s.s. 101 - 102, med denne danske kommentar s. 321:

 

Resumé: Fortællingen indledes med, hvordan nogle kajakmænd engang opdagede et skibbrudent skib ude fra Cook-øerne. Næste dag finder man besætningen. I starten er man noget bange for de hvide mænd, men da de

viser sig at være flinke folk, lader man dem flytte ind hos sig på Kangeq.

Nu får de fremmede så ved tegn Kangeq-boerne betydet, at de skal tage

ud til skibet og bjærge hvad de kan. Herefter følger så fortællingens

hovedepisode: Med blandt bjærgningsfolkene er Jehorsuaq, "Den store Jehu". Nede i kaptajnens kahyt har han travlt med at trække skuffer

ud, og han finder en hel masse klædestof. Nu prøver han så dettes

beskaffenhed ved at prøve at suge luft igennem det, og da han finder

det alt for åbent, lader han det bare være. Men så i en anden skuffe

finder han en masse aviser. De er tætte, så dem tager han med.

Bagefter lader han sin kone sy sig en anorak, men beklageligvis giver

det sig til at regne den dag, anorakken er færdig, og han første gang

har den på!

Hist.: Ifølge K. Thisted s. 443: "På samme opslag en farvekopi af Arons illustration, hvor man tydeligt kan se, at anorakken er af avispapir, og ikke som hos Signe Rink af Poul Egedes grønlandske grammatik (jf. Signe Rinks påskrift på billedet gengivet i Jørgen Meldgaard: Aron. En af de mærkværdigste Billedsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982: 74). Man kan også se, at Aron forestiller sig, at historien foregår i begyndelsen af 1700-tallet, der står vistnok 1708 på den ene skulder, længe før Poul Egedes grammatik."

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den dygtige fjeldklatrer

Print
Dokument id:80
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den dygtige fjeldklatrer
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 389 - 390
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

 

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

 

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1395
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 52
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

 

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

 

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

 

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

 

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

 

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

 

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Den lille gamles søn

Print
Dokument id:57
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille gamles søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 314 - 316
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

 

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

 

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

 

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

 

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

 

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En fortælling om en halvvoksen dreng

Print
Dokument id:360
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en halvvoksen dreng
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 298
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

 

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

 

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

En fortælling om enlige kvinder

Print
Dokument id:76
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om enlige kvinder
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 375 - 376
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

 

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

 

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

En fortælling om et par ægtefolk

Print
Dokument id:71
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om et par ægtefolk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 360 - 362
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

 

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

 

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq

Print
Dokument id:60
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 321 - 323
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51.

Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.

 

Resumé:

Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham.

Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden.

Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.

 

Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.

 

Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.

 

Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq

En historie om en talende alk

Print
Dokument id:81
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en talende alk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 391
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

 

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

 

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

En historie om nogen som blev overrasket af storm

Print
Dokument id:64
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som blev overrasket af storm
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 334 - 335
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

 

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

 

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

En historie om nogen som fik fnat

Print
Dokument id:72
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som fik fnat
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 363 - 364
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

 

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

 

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

En rigtig lille forældreløs

Print
Dokument id:94
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En rigtig lille forældreløs
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 143 - 146
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 115 ss. 338 - 346.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 143 - 146: Oqaluttuaq iliarsoqqik.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 58.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 47, ss. 281 - 286.

 

Resumé:

Forældrene til en lille dreng dør. I det store fælleshus tager den ene familie efter den anden drengen til sig som plejesøn, men smider ham ud efter nogen tid, fordi han skider og tisser alt for meget.

Til slut tager en enke med en stor søn ham til sig. Han har også en anden ven, en voksen mand uden kajak, der dagligt træner ham i løb uden døre.

Et efterår kommer vinteren tidligt, man sner inde, alle sulter og lamperne slukkes en efter en. Enken deler ud af sit lille forråd af ammassætter og spæk, og den forældreløse er til slut den eneste, der magter at bevæge sig udenfor. Han må grave sig ud. Efter nogen tids løbetræning lykkes det ham efter en hel dags forfejlede stenkast at få ram på en ryle, en strandryle. Denne førstefangst deler enken mellem dem alle. Næste dag er det to ryler, osv. De ægtepar, der har smidt drengen ud, ærgrer sig grusomt, og det gør de hver gang han herefter vender hjem med en ny førstefangst: ryper, en lille netside fra en våge langt ude i isen, så en sortside, en større sortside og derefter dagligt to sortsider. Da han begynder på vågefangsten er hans løbetræningskammerat forsvundet, og til denne fangst låner han redskaber af sin stedbror, der skærer dem ned i størrelse.

En dag ude ved vågen overfalder en snestorm fra indlandet ham. Ude af stand til at se havner han langt sydpå, fordi vinden ubemærket er drejet om i syd, og han holder retningen mod vinden (mod østenvinden ville han således være nået stik hjem). I hus her i syd sulter man og han giver dem sin ene sæl. Det var rart, siger plejemoderen, der selv altid deler al mad ud: Således vil du blive ved med at fange.

I den sidste episode angribes han ude på isen af en stor isgroet bjørn, der forfølger ham til et isbjerg, hvor han løber rundt og rundt med bjørnen efter sig. Han er dog hurtigst og kan hugge sig en hule ud i en del omgange, gemme sig der og bombardere samme sted på bjørnens isdække med isstumper, hver gang den løber forbi. Til slut er der hul ind til pelsen, hvor han kan ramme den med lansen og få has på den.

Hjemme igen med et stykke af kødet inviterer han alle de stadig ret afkræftede fæller til at følge sig ud til parteringen næste dag. Flere sniger sig derhen om natten. Dem finder man døde undervejs derud næste dag.

Alle de andre mindre grådige redder den forældreløse således fra sultedøden.

 

Var.: Iteqitilik; (den forældreløse dreng der redder hele bopladsen med sine småfangster er et yndet motiv).

 

Kommentar: Den kajakløse løbetræner skildres som en husfælle, men da han jager fugle sammen med den forældreløse og det kun er drengens bytte, der bliver delt ud, er løbetræneren snarere en landånd, der bor i nærheden, og som åbenbart ikke skal nyde noget af at komme med ud på isen. Det er typisk for landånder i Østgrønland at de aldrig vover sig ud til havs. Og såvel i Øst- som Vestgrønland kaldes indlandskæmperne de 'kajakløse'.

Erluaraleeq

Print
Dokument id:88
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Erluaraleeq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 340 - 341
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

 

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

 

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

 

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

Famine à Isertok / Sult i Isertoq

Print
Dokument id:1940
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 127 - 130
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

 

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

Far og søn

Print
Dokument id:56
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Far og søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 380 - 381
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

 

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Fortælling om en falk

Print
Dokument id:83
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortælling om en falk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 396 - 397
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

 

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

 

Hist.: Traditionel fortælling.

Fortællingen om to brødre

Print
Dokument id:1856
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to brødre
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 309 - 313
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

 

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

 

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

 

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

 

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

 

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Fortællingen om to gamle mænd

Print
Dokument id:1855
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to gamle mænd
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 307 - 308
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

 

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

 

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig

Print
Dokument id:1921
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 73
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).

 

Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Historien om Mannik

Print
Dokument id:1854
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Historien om Mannik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 306
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 238 ss. 936 - 939.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 306: Oqaluttuaq Mannimmik.

 

Resumé:

Kun indledningen til fortællingen eksisterer i denne håndskrift:

M. drager nordpå (med familie) til ubeboede egne, hvor familien må overvintre. Tager selv senere yderligere længere mod nord, hvor han får øje på et hus, der virker forladt ....

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Hvordan mennesker var i gamle dage

Print
Dokument id:246
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hvordan mennesker var i gamle dage
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 179 - 181
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 116 ss. 347 - 351.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 60.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, I: 179 - 181: Oqaluttuaq itsarsuaq inunnik imaattunik.

 

Resumé:

En fanger har sin yndlingsfangstplads i udhavet, hvor han altid fanger godt. En dag er en kajakmand fra nabopladsen i nord derude og snakker og snakker, så fangeren først sent får fanget og ror hjem. Næste morgen prøver han at komme først derud, men den fremmede er der allerede, og igen står mundtøjet ikke stille på ham. Tredje dag er han der også, men siger først noget hen på dagen, og fjerde dag slipper det ud af ham, at konen er syg, og hvis han ikke møder op næste dag, er der nok sket noget. Det er der så, og fangeren tager næste dag igen på besøg, hvor den fremmede, i sorg over sin døde kone, dræber gæsten. En enkes søn sliber et blad på sin foldekniv og stikker morderen ihjel, hvorefter alle geråder i slåskamp med hinanden, og enken med søn og lille datter smutter ud af et vindue og ind i et skur. De øvrige udrydder hinanden alle til hobe, familien i skuret overvintrer dér, lever længe af forrådet og til sidst af enkens tørrede ammassætter og lidt spæk i små sulterationer. Så en dag ser sønnen frostrøg fra en våge langt ude på havisen og kommer hjem med en hvidhval. Under flænsningen får pigen frost i fødderne af hvalblodet, der er væltet ned i kamikkerne, og da hun endelig får lov at gå ind, falder hun om med knækket ryg. Men broderen, der først nu åbenbarer sig som angakkoq / åndemaner / angakok, vækker hende til live igen under en seance.

 

Var.: Episoden med slåskampen, hvor alle udrydder hinanden, forekommer i enkelte andre sagn.

Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne

Print
Dokument id:507
Registreringsår:1859
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 71, nr. 11
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort resumé i oversættelse s. 114 - 115.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 265 eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 9 er sammensat af 3 varianter, men følger Arons variant bortset fra indledningen. Samme version i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 137 - 139: Bedstevennerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivningnugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 137 - 139: Oqluttuaq ikinngutinnaariit.

 

Resumé:

To mænd, der er allerbedste venner, bor på hver sin boplads.

Hver vinter besøger de hinanden med få dages mellemrum. Om sommeren

går den ene på renjagt og lader altid talgen sidde på en hel uparteret

ren men lodne horn til sin ven. Den anden ven fanger sortsider og

gemmer dem hele hen. Straks renjægeren kommer hjem besøger han vennen,

den først beværter ham med lækkert kogt sælkød og om aftenen i heden

fra lamperne med en hel frossen sæl til at køle sig ved.

Næste dag inviteres han over til vennen og beværtes på samme vis med

renkød og den hele ren som køle-mad.

 

Et efterår bliver renjægeren så længe borte på sin jagt, at vennen af lutter længsel bliver så vred, at han beslutter at skade sin ven. Da denne endelig kommer med den undskyldning, at det var jagten efter en ren med lodne horn, der

sinkede ham, har sæljægeren smurt ligfedt på den ene side af

kølemaden. Men renjægeren advares af noget (sin hjælpeånd) under

briksen, der støder til ham. Han går ud for at tisse og ånden

fortæller ham ude i husgangen om den forgiftede mad.

Inde igen vender han kødet rundt, spiser dygtigt, men bliver dog lidt

syg, fordi kniven har strejfet ligfedtet en enkelt gang.

Han behandler så vennen på samme vis med ligfedt smurt på køle-maden,

men da denne ikke advares af nogen og spiser sig halv fordærvet får

han mavepine og tager syg hjem. Renjægeren træffer i mange dage ikke

sin ven, når han er ude på fangst, og besøgende fra vennens boplads

fortæller at han er blevet sindssyg og vil æde dem.

Renjægeren besøger af længsel sin ven, der bekræfter forlydendet og

jager sin ven for at æde ham. Denne slipper med nød og næppe bort og

hjem, fortvivler, men trods husfællernes advarelser, besøger han endnu

to gange vennen, der første gang jagter ham rundt i huset, ned til

kajakken, og nær får tag i ham, og anden gang sidder død i en hule,

som renjægeren lukker og dermed begraver sin bedste ven.

 

Var.: Mange, søg på: ligfedt.

 

Tolkning: Arons variant er den eneste af alle varianter, der tydeligt

begrunder sælfangerens onde handling, nemlig med en skuffet længsel efter

vennen. Dermed bliver også moralen tydelig: Det er ikke sundt at holde

så meget af et andet menneske, at kærlighed slår om i had ved mindste

foranledning. De to er ganske enkelt alt for gode venner.

Om den ideale sindsligevægt, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Opdragelse".

Iliarssúnguit / Iliarsunnguit / De små forældreløse

Print
Dokument id:1430
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssúnguit / Iliarsunnguit / De små forældreløse
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 162 - 164
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Iliarssúnguit".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 23 - 26 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 146 - 148: "Iliarssúnguit" / Iliarsunnguit.

 

Resumé:

To små forældreløse drenge går dagligt på rypejagt med bue og pil. En

dag opdager de i en kløft et hus, hvor den lille dreng leger "kajak"

inde i huset. Han er alene og bange, men beroliges af de to. De takkes

og bliver rigeligt beværtet med tørret ræve- og renkød af den enlige

mor, da hun kommer hjem fra jagt. I bytte for et sæt af de

forældreløses pile, som hendes dreng ønsker sig, får de store kødgaver

med hjem. Deres husfæller finder kødet meget lækkkert og, skønt den

enlige mor har forbudt andre at komme for at sælge pile, laver de en

mængde pile og presser drengene til at vise dem huset. Det er

forsvundet, og drengene går aldrig siden på rypejagt.

 

Var.: Hyppigt tema: hjælp fra ånderne til et eller to mennesker (som her) kan ikke udvides til deres fæller. Fx: Kartulukkunnut pulartut; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Iluliarliumik arnamik angakorssuamik / angakkorsuamik

Print
Dokument id:1943
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Iluliarliumik arnamik angakorssuamik / angakkorsuamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 589 - 591, nr. 108
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 90, ss. 116 - 117:

 

En kvindelig angakkoq / åndemaner fra Ilulissat.

Hun tager under en seance på åndeflugt mod syd. Idet hun hører råb fra hvalfangere

og følger det kommer hun til Aattartoq (?), hvor hvalfangeren Umigaq (?) har fanget en hval. Hun ber om at få et stykke mattak med som bevis på at hun har været der. Hun binder det om livet, flyver tilbage og fortæller om stedet, men da ingen kender det vil de heller ikke tro hende. Nogle rejser om foråret sydpå. De rejser hele sommeren, og da de om efteråret når Aattartoq bliver det dér bekræftet at åndemanersken har været der.

 

Hist.: Fortælling med en mulig historisk kerne i en seance. Pointen kunne være, at folk fra Ilulissat - med mindre det var sydlændinge på rejse og overvintring før og under den tidligste kolonitid - ikke var nær så stedkendte sydpå som sydlændingene nordpå. Den livligste trafik til Diskobugten gik ved kolonitidens begyndelse fra syd til nord. Luutivik er af sydlændinge-tradition.

 

Kommentar: Det er i fortællinger om angakkuts åndeflugter under seancer en hyppig episode, at den rejsende som bevis på at have været et bestemt, fjernt sted, hjembringer en stump af et eller andet, der ikke er helt nemt at fremskaffe på hjemegnen. Søg på åndemaner, bevis og på Naaja, rødt anorakstof. Evt. også på 'stof' og 'rensdyrtak'.

Imanermik / Om Imaneq

Print
Dokument id:506
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Imanermik / Om Imaneq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 65, nr. 10
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

 

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

 

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

 

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

 

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

 

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Indlandsboen

Print
Dokument id:2051
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Lange, Benjamin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Indlandsboen
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 88 - 89
Lokalisering:Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 97 - 98: "Tuneq / Tornit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Uujuaat, bror til Kalistiat (Kristian)?, var fra Sermilik syd for Illorpaat. Han var en stor bjørnejæger, men en dag han var ude efter sæl og var klatret med sin kajak op på et udsigtspunkt, så han i solopgangen noget mærkeligt glimte ude i vandet. Han skød efter det. Det viste sig et være et væsen med menneskehoved og blæsehul i brystet, som klemte en fanget sortside mellem sine lår. Han talte barnesprog og bad Uuj. om ikke at dræbe sig. Nej vi er kristne mennesker, der er bange for døden, svarede Uuj., der dog ikke brød sig om væsenets tilbud om at de skulle dele dets fangst. Væsenet forsvandt op i fjeldet med sortsiden under armen. Det var nok en indlandsbo, en tuneq. Tornit er meget store og taler barnesprog.

 

Hist.: Historisk fortælling. BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Inugtujussumik / Inuttujusoq

Print
Dokument id:500
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inugtujussumik / Inuttujusoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 27 - 51, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

 

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

 

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

 

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

Isigaaseraaq

Print
Dokument id:74
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigaaseraaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 367 - 371
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

 

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

 

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

 

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

 

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

 

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

 

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Isigâligârssik / Isigaaligaarsik

Print
Dokument id:1443
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Isigâligârssik / Isigaaligaarsik
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 210 - 212
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Isigâligârssik".Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 149 - 151: "Isigâligârssik / Qardlíkârssûp ássingajâ" / Isigaaligaarsík / Qarlikkaarsuup assingajaa.

 

Resumé:

Isigaaligaarsik (den lille med de kolde fødder) bor godt hos mange brødre, men en

åndemaner / angakkoq på stedet inviterer kun ægtepar til sine seancer. I. blir

gift med en enkes datter i brødrenes hus. Åndemaneren røver I.s kone

ved næste seance, håner ham ved de følgende seancer og sprætter maven

op på ham, da han endelig svarer igen. I. heler såret med sin første

barnedragt, som han tar på, og dræber åndemaneren i en kamp på bue og

pil, hvor I. først gør sig lille og derefter bruger en bittelille bue

og pil (formentlig hans første legetøj, BS).

 

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

 

Hist.: Måske er fortællingen påvirket af missionærenes forargelse

over, at ugifte deltog i lampeslukningslege, der ofte fulgte efter en

seance. Men den særlige virkning man tillægger den første klædedragt

og andre første-genstande er traditionel. "Lille" er fortællingens

bærende adjektiv, og heltens navn associeres traditionelt til mandlig

seksualitet og fangststyrke: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik

Print
Dokument id:370
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:isortup ûmánâne angákorssuarmik / Isortup uumannaani angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 729 - 736, nr. 149
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fortællingen er ikke trykt på dansk, heller ikke i uddrag, men en meget tekstnær engelsk oversættelse er trykt i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den sidste af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 276-278.)

 

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

Om en stor åndemaner på Isortoqfjordens Uummannaq

 

En åndemaner / angakkoq, der har vinterboplads på Isortoqfjordens Uummannaq, har gerne sin lille søn på skødet når han under en seance besøger Akilineq. Mens drengen nu er skødebarn besøger han en gammel grav, hvis knogler samler sig sammen af sig selv, og efter denne forskrækkelse er han blevet en endnu større åndemaner end sin far. Men først da sønnen er blevet voksen tilskynder faderen ham til at mane ånder. Under denne første seance udfordrer faderen sønnens kræfter og prøver at spærre ham vejen, men sønnen slipper fra ham og hullet lukker sig med et brag, så faderen bumper imod. 'Og så fløj han ikke mere!'

       Sønnen følger nu faderens spor. Han når til det sted hvor faderen har måtte opgive at komme videre, slipper selv forbi stedet og når et stort fremmed land og kommer til et hus med tre vinduer. Han kigger ind, og der sidder en mand, der har stær, men som den eneste opdager netop han gæsten derude. Gæsten beder om bukser og kommer ind på besøg. De beder ham prøve at skaffe fangst og han begynder at mane ånder. Et isfjeld helt sort af sæler driver indad, med overfladen med sælerne hældende ind mod land. Værterne begynder at gå ud på gulvet, først ægtefæller, så ugifte piger og mænd. Da en ung, ængstelig pige træder ud med en kinguleraq (kinguneralik ?, en anngiaq, barn født i dølgsmål, BS), drejer isbjerget den stejle side ind mod land. Gæsten, den unge åndemaner, vil sige det, men generer sig, og isfjeldet vælter ind over huset, mens han selv lige når at synke ned i jorden. Han får bagefter sine angakkoq-remme på (til åndeflugten) igen og flyver hjem, og de tænder lys helt ud i husgangen. Så ankommer den stærblinde og siger at han også vældig gerne vil prøve at skaffe dem fangst, 'bare et øjeblik'. Men de pisker løs og i fem nætter holder de ham på afstand på den måde. Bagefter afholdt den unge åndemaner sig fra at prøve at skaffe fangst.

 

Var.: Hejlmann: Quertitsialik; Inuit Fortæller I: Tunujorlersaq og Utakkaq; Hendrik: Angakkorsuarmik.

 

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, se også initiation. Selve ritualet, hvor først ægtepar og så unge mennesker træder ud på gulvet minder om nytårsfester ledet af angakkut med konebytning hos inuit i Canada. Se fx Kleivan, Inge 1960: Mitârtut, Meddr. Grønland.

Åndemanere kan se, det der er skjult for andre. Det kan være tilstrækkeligt bare at lukker øjnene (Se Aadaarutaa). Er en åndemaner blind ser han rent logisk ikke andet end 'den anden verden'. Derfor er han den eneste der ser den ankomne angakkoq.

Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq

Print
Dokument id:501
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31 - 37, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé i oversættelse s. 108 - 109.

Orig. håndskrift Rink, NKS 2488, nr. 259 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink, 1866-71, I, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 89.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 70, ss. 373 - 376: The strong Man on Umanak.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 168 - 172: Den stærke i Isortoqs Uummannaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 168 - 172: Isortup Uummannaani pingaartorsuarmik.

 

Resumé:

Manden, der bor på øen Uummannaq i Isortoqfjorden lidt syd for

Maniitsoq, kaldes den stærke, fordi han er meget stærk, en dygtig

fanger og hurtigroer, der fanger længere ude på havet end andre, og

tilmed en dygtig åndemaner. Sin lille søn har han på skødet under

seancerne for at træne ham til åndemaner.

 

Om vinteren efter solhverv fanger han gerne to drægtige sæler

udenskærs alene, anbringer en foran og en bag på kajakken og kan

således i godt vejr holde sig i en og samme bølgedal hele vejen hjem.

Hjemme inviterer han til fællesspisning på bryststykkerne. Han træner

sin søn til at blive sin lige som fanger og det lykkes så godt, at

faderen endnu i sine bedste år holder op med at fange og overlader

forsørgerrollen til sønnen.

 

En dag kommer sønnen ikke hjem fra fangst. Næste morgen ror den stærke

fader ud, kommer langt udenskærs, hører en fremmed stemmes fangstråb,

ror derhen og ser en qajariaq / kanomand, der har sønnens afskårne arm bundet på

kajakken. Han dræber qajariaq'en, ror videre udad, træffer endnu en

qajariaq med den anden arm og dræber også ham.

 

Den stærke ror nu mod syd og ser faderen til de to qajarissat, der har

sønnens krop på sin kajak. Den stærke lægger sig op ad

qajariaq-manden, der leder efter sine sønner, og de følges hen til først

den ene og så den anden, som q-manden begge genopliver. Om han ikke

også kan genoplive den stærkes parterede søn? Jo, det kan han godt,

hvis de kan finde et egnet sted. En isflage tjener som underlag, hvor

sønnens dele sættes sammen og genoplives. Da sønnen nu ingen kajak

har, låner han en af qajarissats kajakker på den betingelse, at ingen må

kigge i den og at den bringes tilbage. Kajakken er så stor, at sønnen

dårlig kan nå op over kanten. De når hjem, hvor en af fællerne ikke

kan dy sig for at kigge ind i den mærkelige kajak. Denne dør og den

stærkes søn blir lam i benene.

 

Den stærke ror tilbage med den lånte kajak til de ventende qajarissat

på isflagen, hvor de udtrykker glæde over at han har holdt sit løfte.

Q-faderen fisker så et lille sort rør op fra kamikskaftet, blæser ud

gennem det mod alle verdenshjørner, og de tre qajarissat ror bort.

En snestorm bryder løs som lyn fra en klar himmel og den stærke, der må

ro for sit liv, kommer først til et højt land, som han ved at ta'

bestik af stjernerne forstår er Akilineq. Stadig med pejling efter

stjernerne når han så helt til øen Aluk ved Kap Farvel, hvorfra han

krydser mod vinden nordpå og omsider når hjem.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

 

Kommentar: I flere fortællinger begynder uddannelse til åndemaner / angakok / angakkoq på skødet af en åndemaner under dennes seancer.

 

Tolkning: Qajarissat, ental qajariaq, en slags sælmennesker, har specielle kajakker uden bagende. På Rinks tid blev de opfattet som indianerkanoer af

bark ud fra den viden man havde om indianere i inuits baglande, fx

naskapi-indianerne i Labrador. Den traditionelle opfattelse af sælmenneskets kajak, der også viser sig i denne version, har sandsynligvis haft sælers krop som

model. Deres bagluffer egner sig glimrende til bevægelse gennem vand

men ikke til at gå med på land. Derfor bliver den

stærkes søn lam i benene efter turen i kajakken, der heller ikke har

menneske-kajakkens bagende. Og kajakken var metaforisk lig

kajakmandens krop (se fx. Therrien 1987: Le Corps Inuit, Paris: SELAF).

Qajariaq'ens evne til at blæse snestorm op fra alle verdenshjørner

gennem sit lille sorte rør associeres også til bevægelighed, dvs. til benene, idet han fisker røret op fra støvleskaftet. Fri bevægelighed under vand omsættes m.a.o.

til voldsom bevægelighed i luften, når han puster i røret, og den

stærke må helt ud til den kendte verdens grænser i vest og syd, før

han når hjem.

 

Flere betydninger kan gemme sig i fangsten af to drægtige sæler lige efter vintersolhverv og anbringelsen af dem for og bag på kajakken. De giver ham tydeligvis en flot fart og en god balance, der bringer den stærke i en og samme bølgedal helt til land. Fællesmåltidet bagefter gælder måske den ofte omtalte solhvervsfest - eller nytårsfestligheder, som vi har flest kilder til fra Østgrønland. Muligvis skal skindene af sælerne bruges til forhæng under hans efterfølgende åndemaning. Ellers er der intet i fortællingen, der berettiger at han også omtales som en stor angakkoq. Dertil kan nedlæggelsen af de to drægtige sæler have fremkaldt qajarissats hævn, der består i at dræbe og parterer den stærkes søn. Disse sælmenneskers angreb opfattes til tider som hævn for overfangst. Parteringen, samlingen af sønnens legemsdele og hans genoplivelse er et kendt forløb fra angakkoq-uddannelser.

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Iviangersooq

Print
Dokument id:79
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Iviangersooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 384 - 388
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

 

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

 

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

 

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Kaannassuaq

Print
Dokument id:323
Registreringsår:?
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaannassuaq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

 

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

 

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

   

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

 

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

 

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

 

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

 

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

 

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

 

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

 

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

 

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

 

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

 

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

 

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

   

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

   

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

 

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

 

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

 

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

 

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

 

Var.: Kaannassuaq.

 

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Kaassassuk

Print
Dokument id:93
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaassassuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 131
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. NKS 2488, II, nr. 252 eksisterer ikke længere.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 124 - 131: Kaassassuk.

 

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, II, 1860: 78 - 103.

 

Thisteds oversættelse er trykt første gang i Thisted: 'Som perler på en snor...'. PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 120 129.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Resumé:

Kaassassuk fødes på bopladsen Qoqqut i Godthåbsfjorden. Da begge hans forældre dør adopteres han af det ene ægtepar efter det andet. Hver gang får han mad, tøj, og megen omsorg, men da han ikke vokser ender der hver gang med, at plejeforældrene smider ham ud - på møddingen. En gammel kone i husgangens kogerum tager ham til sig med en bemærkning om at hvad der ikke er af sten vil nok vokse. Der har han det godt. Også i fælleshuset har han en velynder, der giver ham sine brugte kamikker og laver legetøjsspyd til ham. De andre drenge knækker straks spyddene, håner ham og slår ham med stokke. Pigerne tisser og skider på ham. Når han skal til fællesspisning inde i huset, hiver man ham op ved næseborene, det eneste der 'vokser' på ham. Hans tænder hiver man ud, for at han ikke skal spise for meget. Velynderen giver ham en kniv til hjælp. Endnu en anden mand får medlidenhed men Kaas. og opfordrer ham til at gå op i indlandet og kalde på Kraftens Herre, en kæmperæv, der gang på gang og dag efter dag vikler sin hale om Kaas. og kyler ham hen ad jorden. Hver gang falder der legetøj ud af hans krop: det er derfor han ikke har kunnet vokse, siger ræven. Kaas. bliver lettere i kroppen, hans fysiske styrke vokser og han opøver sine kræfter på sten. Han sparkede til dem og tilmed stejle klipper satte han skulderen til. Uden at vise sine nye kræfter lader han sig stadig forhåne af drenge og piger. Da kæmperæven er færdig med behandlingen, lover han ham to lejligheder til at afsløre sine kræfter: Et enormt stykke drivtømmer og tre bjørne.

Alle mænd bugserer det store stykke tømmer ind og fæstner det med talrige remme oven for højvandsmærket. Kaassassuk låner sin plejemors strømper med påsyede såler, går ned i aftenmørket, sprænger alle remme, bærer ene mand tømmerstokken op, placerer den på højkant ved husets bagside og går i seng. Stort postyr næste morgen: hvor er tømmeret blevet af. En kvinde, der er gået bag huset for at besørge, opdager den. Den er væltet. Det hørte Kaas. egentlig godt inden han sov. Ingen af mændene har flyttet den, siger de. Så splitter de den op til redskaber, Kaas. får sig således en ny, meget tung fuglepil af sin velynder. Den knækker de andre drenge straks.

Noget senere råbes der om de tre bjørne, som alle bopladsens mænd prøver at få nedlagt, men forgæves. De befinder sig på overfladen af et højt isbjerg. Igen låner Kaas. de forsålede strømper med remme, som han strammer godt, mens plejemoderen på skrømt beder ham skaffe sig dyne og underlag. Kaas. farer af sted så hurtigt, at en regnbue ses bag ham i den sne, han hvirvler op. Menneskemængden splittes som en stime ammassætter. Han nærmest løber op på isen, griber bjørnemoderen i forbenet, slynger hende rundt, kvaser hendes bækken, flækker hende i to, smider delene ned og dræber dernæst på lignende vis den ene unge. Med den anden i forpoten farer han ned og slynger den mod den ene efter den anden af de drenge og piger, der har plaget ham mest. De dør. Plejemoderen får alle bjørnene til flænsning med deres skind til det ønskede sengetøj.

Kaas. inviteres nu til fællesspisning, og da ingen længere tør røre ham, må hans velynder hive ham op i rummet ved næseborene. Alle smisker for ham, han får adskillige knive at vælge imellem, bl. a. en foldekniv (!), som han maser itu. Han holder sig til sin velynders kniv. Efter måltidet, der med en kniv er hurtig overstået for Kaas.´s vedkommende, henter en pige på forældrene ordre frisk drikkevand. Han takker ved at klemme hende ihjel. Sådan går det med alle pigerne, så drengene; og alle husfællerne, undtagen velynderen og hans kone, slår Kaas. også ihjel.

Om foråret øver han sig i en af de døde mænds kajakker og bliver rigtig ferm, men kan dog ikke klare en pludselig fralandsstorm. Han må blot lade sig drive, kæntrer og besvimer også, men han vågner op på stranden neden for den stærke Qaasuks/Qaassuk's hus. Denne tager vel imod ham, dog med lidt drilleri: Kaas. skal selv hente sin mad uden for huset: et fastfrosset flået hvalroshoved. Og da Qaas.'s stærke søn kommer hjem med en stor hvalros, må Kaas. slæbe den op. Det volder ham intet besvær. Heller ikke at overmande både Qaas. og hans søn, binde dem til husstolpen og elske med husets datter hele natten. Sin styrke viser han også som svigersøn i huset ved at dræbe de røde hanhvalrosser, som ingen tør binde an med. De kommer farende oprejst i vandet med baskende luffer mod kajakmanden.

Da rygtet når Kaas. om en meget stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han straks derop (over flere år) for at kappes med ham. De brydes fra solopgang til solnedgang, da Usus. endelig tar ordentlig fat, bærer han Kaas. ned til stranden, men stoppes af sin far inden han når at slå Kaas. ihjel ved at kaste ham ud i havet. Kaas. tager beskæmmet hjemad næste dag og illustrerer senere styrkeforholdet ved at sammenligne sig selv med en hvid sten, som han klemmer til smulder, og Usus. ved en sort sten, som han kun kan klemme aflang.

 

Var. Kaassassuk

 

Hist.: Bemærk foldekniven, en europæisk handelsvare. I de fleste (traditionelle?) versioner resocialiseres Kaass. ikke.

 

Kommentar: Se Thisted 1993: Som perler på en snor. PhD afhandling, Københavns Universitet.

Aron har i denne nedskrift måske været noget overfladisk mht. mange detaljer, som ses i de øvrige varianter. Men han opdager sin lapsus med at lade velynderen forære Kaas. sine brugte kamikker: "Engang imellem når Kaassassuk kom ud, måske endda uden kamikker ..."; står der straks efter. Ellers ville lånet af plejemoderens strømper med sål ikke give mening. Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Kalaitdlit oqalugtuanik tusarumassarnerrat

Print
Dokument id:437
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2'
Fortæller:Tobiassen, Kristian
Nedskriver:Tobiassen, Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kalaitdlit oqalugtuanik tusarumassarnerrat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 4, 25 sider
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Med meget smuk skrift beretter Kristian Tobiassen I: om omstændighederne ved fortællingen af fortællinger og historier, og II: hvad hans far, Tobias har fået fortalt af andre om fangst, fangstredskaber og den slags.

Teksten, der dels er et essay og dels en beskrivelse, er ikke blevet oversat. BS.

Kánagssuaq / Kannassuaq / Kaannassuaq / Kaannarsuaq

Print
Dokument id:1471
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kánagssuaq / Kannassuaq / Kaannassuaq / Kaannarsuaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kanágssuaq. Om den største hustomt i Kangeq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 167 - 168: "Kãnagssuaq" / Kaannassuaq.

 

Resumé:

 

Kaannassuaq flytter fra Kujalleq til Angisoq (begge Cook-øerne), da

 

han gifter sig med mange brødres eneste søster. Under hungersnød tager

 

han som den eneste ud over isen med sin kajak på hovedet til åbent

 

vand ved Atorsuit. Han kommer hjem med en netside og derefter ofte med

 

sortsider. Kiteraq / Kittoraq / Qitoraq fra Illorpaat er samme slags modige og ihærdige fanger. De to mødes til havs, hvor K. netop har ordnet en sæl til

 

bugsering. Kiteraq fanger også en, men opsluges af en kæmpebølge, hver

 

gang han skal binde sælen på slæb. Han må bede K. hjælpe sig. Om

 

foråret, under Cook-øboernes fælles alkefangst, kommer Kiteraq roende

 

og forærer K. en stærk og smukt prydet bugserrem og et sædeskind til

 

kajakken som tak med ordene: "Her er det som skal bringe hint (K.s

 

hjælp) ud af mine tanker".

 

Var.: Kaannassuaq / Kaannarsuaq.

 

Hist. Fortællingen er autentisk (se Var.:). Bugserlinen er af hvalrosskind og

 

prydet med udskæringer af hvalrostand. Sædeskindet er af isbjørn. En

 

flot gave af stor symbolsk værdi. Bemærk Kiteraqs taknemlighedsgæld,

 

der har optaget og generet hans tanker.

Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq

Print
Dokument id:502
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 37 - 46, nr. 6
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort resumé i oversættelse ss. 109 - 11.

Orig. håndskrift Rink 2488, nr. 260 eksisterer ikke mere.

 

Ret tekstnær oversættelse bortset

fra de første, udeladte episoder i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 90, ss. 252 - 255.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 95, ss. 444: Kanginguak.

Resumé: Kanginnguaq, der er sydlænding, hører om de rige fangster ved

Kangeq, både af sødyr og alke. Han drager nordpå med sin familie,

spørger om afstanden til Kangeq på alle bopladser, hvor de gør ophold,

og når omsider frem. Strandklipperne er helt røde af blod fra de mange

fangster. Familien overvintrer, men K. føler sig ikke sikker blandt de

fremmede og opfordrer også sin søn, Tuneraq, til at være opmærksom på

tegn på fjendtligheder. Far og søn følges altid på fangst, men under

en fællesjagt på alke kommer de fra hinanden og T. omringes af

Kangeq-fangerne. K. fisker sin lemmingeamulet frem fra hættens pelsbræmme / halslinning (ilupaaruseq), opliver den i sin mund, sender den mod den bageste fanger, der dør. Så den næste,

hvorefter mændene flygter, men da K. befaler sin amulet at dræbe dem

alle, må også de lade livet.

 

Far og søn vender alene tilbage til Kangeq, og K. beslutter at flygte

nordpå med sin familie. De gør undervejs ophold i Ivianngernit (?) og

slår sig ned syd for Maniitsoq på øen Uummannaq i Isortoqfjorden.

Et forår får de besøg af to kajakmænd fra Ivianngernit, der fortæller

at deres fantastiske fanger (Erisaatsiaq) netop har skaffet dem frisk

klapmydskød fra disse sælers rute langt ude bag skærgården. Tuneraq,

der ror så hurtigt som en falk, får opgivet pejlemærkerne og tar næste

morgen afsted derud, hvor Erisaatsiaq allerede er fremme og har fanget

en klapmyds. Han fanger en til, men advarer T. mod at fange mere end

een, hvis han vil nå hjem inden aften. De følges indad, men skilles,

da E. vil undgå Isortoq-fjordens munding og fortsætte sydpå til Ivianngernit i

længere afstand fra kysten. E. ror bort med rasende fart med sine to

klapmydser på slæb, mens T. med sin ene sæl først når meget sent hjem.

Da T. alligevel mener at kunne klare E. i kaproning, besøger T. ham og

udfordrer ham. De ror side om side udad, men på tilbagevejen ror E.

til og kommer først. E. har dog ikke roet af alle kræfter. Når han gør

det lyder det som renkalve der brøler, fortæller man T., der beskæmmet

ror hjem og træner yderligere. Senere hører så T. om hurtigroeren,

Ajaqqitisaasuaq længere nordpå, ror i overmod derop og udfordrer ham.

A. indvilger, men er i ondt lune over sin kones nylige død, og da han

er nået først i land, vender han om, ror tilbage og kapper T.s hoved

af. Liget stensættes på et bjerg bag huset, hvor T.s fader næste

sommer henter det, bringer det til en åndemaner / angakkoq / angakok, der finder ud af at T.s tid endnu ikke er omme, og derefter genopliver ham. T. forsørger

sin far resten af livet.

 

Var.: En af mange forskellige fortællinger om to mænd der kappes, enten i brydning, i roning, i fangst, i frugtbarhed, i bueskydning, eller i åndmanerevner. Søg på: kappes / om kap; Tikaaq

 

Kommentar: Bemærk forestillingen om en tilmålt livslængde.

Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat

Print
Dokument id:1757
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Karrani nukariit pingasut / De trebrødre fra Karrat
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 258 - 259, nr. 60
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 60, ss. 316 - 319.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 12, ss. 35 - 36.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 80, ss. 418 - 420: About the Men from the Firth visiting the People at the open Sea-shore.

 

Resumé: Om fjordboerne der besøgte Kangeq.

To brødre fra Karrat i Godthåbsfjorden tager af lyst til alkekød til Kangeq, hvor man narrer gæsterne til at lande kajakkerne ved et stejlt forbjerg med brådsøer.

De klarer det, inviteres rundt hos alle, og forundringen over disse

fjordboeres evner bliver ikke mindre, da de fortæller om deres tredie

broder, der er endnu behændigere end de selv. De inviteres med på

alkejagt og kommer hjem med stort bytte.

 

For kommentarer til Rinks version af originaltekst se Thisted og Thorning 1996: nr.

60, s. 341.

 

Hist.: Adskillige historiske fortællinger omtaler alkefangst ved

Kangeq, som folk fra fjordkomplekset deltog i.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen

Print
Dokument id:504
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 57, nr. 8
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 111 - 112.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 262 eksisterer ikke længere.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 92, ss. 258 - 260.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 97, ss. 445 - 446: a Man living on Karusuk.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 187 - 189: Qaarusuk-manden. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 187 - 189: Qaarusummiumik.

 

Resumé:

Manden fra Qaarusuk, en boplads på sydkysten af Bjørneøen i

Godthåbsfjorden, er hurtigroer og en dygtig fanger, der i sæsonen ror

helt til Kangeq på alkejagt og tilbage samme dag. En innersuaq / ildmand, som

kun andre kan se på lang afstand, følger ham altid under kajakken, og

skønt den hurtigere får fanget alke end Qaarusuk-boen, er de

jævnbyrdige i kajakroningen.

Som hjælpånd tjener den en åndemaner nær Qoornoq-øen ved Bjørneøen

nordøstligste kyst.

 

En dag bosætter en del sydgrønlandske brødre sig i Qaarusuk. En af dem

er en berygtet morder, hvorfor de tidligere beboere flytter til

Marraasisoq øen(?). En dag længes Qaarusukboen dog efter sin vanlige

fangsttur Bjørneøen rundt og træffer ved Qoornoq morderen, der går til

angreb. Men Q.-boen undgår harpunen ved at kæntre rundt, håner

morderen for hans ondskab og uforstand, løfter hans kajak op på sin,

vipper den indtil morderen brækker ryggen, tar den døde kajakmand på

slæb og løsner ham ved Qaarusuk.

 

Brødrene, der er ude, får besked om årsagen til drabet og erkender at

de ikke kan indhente den hurtigroende Q.-bo. Denne underetter sine

slægtninge på et par nærliggende bopladser, men sydlændingene hævner

sig ikke.

Hist.: Muligvis en historisk fortælling fra hvalfanger- eller tidlig

kolonitid, hvor sydlændinge rejste nordpå og genbefolkede det næsten

folketomme Nuuk-område efter koppeepidemien i 1733-34.

Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat

Print
Dokument id:490
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Abraham (Aparât)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:6 sider, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse: "De gamle nordboere i Ameralik, deres

undergang."

Orig. håndskr. og afskrift eksisterer ikke længere.

Nyoversat i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 34 - 38.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 24 ss. 107 - 109 har Rink sammenstykket ialt 2 varianter: Første del af denne + en af Aron (se Rink 1875 nr. 54(1). Fortællingen om Uunngortoq indgår sammen med 5 andre i en tilsvarende sammenstykning, ibid.nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, hhv. nr. 18, ss. 174 - 176: Navaranak or Javraganak, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok/Uunngortoq.

 

Resumé: Grønlændere og nordboere bor i fredeligt samkvem ret nær

hinanden i Ameralik - fjorden. En grønlandsk kvinde, Navaranaaq, der

har lært nordboernes sprog, får held til at yppe kiv mellem de to

parter. Nordboerne angriber og dræber alle kvinder og børn, mens

mændene er på fangst. Da mændene kommer tilbage og ønsker hævn,

fremstiller de en sejlbåd (vist af en udhulet træstamme / drivtømmer)

uden årer, der ligner en kælvende isskodse, når den vælter rundt. På

denne vis narres nordboerne, der efter et smut ude til besigtigelse af

fartøjet, helliger sig et spil inde, hvor de morer sig med at dreje

det afhuggede hoved af en ung grønlandsk mor rundt på en pind.

Grønlænderne graver huller under huset og fylder både dem og husgangen

med lyngbrændsel, som de stikker ild til. De nordboere, der flygter

ud, bliver alle dræbt, undtagen Uunngortoq der når at flygte med sin

lille søn i favnen, men må smide ham ud i en sø, da han bliver

forfulgt. Han slipper bort. Grønlænderne tager så Navaranaaq under

behandling, og slæber hende ved remme hen over jorden indtil først

rygkødet er slidt af og siden indvoldene vælter ud. Da hun er død

sætter grønlænderne afsted efter Uunngortoq, der er nået langt sydpå.

De bosætter sig i nærheden, og to brødre søger forgæves at ramme Uu.

i hans hus gennem vinduet. Uu. kommer ud, forfølger brødrene, får tag

i den yngste, hugger hans hoved af og holder det hånende op for den

ældste, der ser sig tilbage ved Uu.s sejrshyl. Uu. flygter videre mod

syd til Igaliku, hævnerne følger efter, og det lykkes storebroderen

efter mange fejlskud at få ram på ham med en forhekset pil lavet af en

barnløs kones tørrehæk. Til slut fortælles det, at endnu en nordbo

undslap i en båd sydpå, hvorfra han nåede hjem med et skib.

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982: Grønlandske sagn om nordboerne. Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om betegnelsen qallunaatsiaat for nordboerne se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer.

Kigdlinararssungmik / Killinaraarsummik / Om Killinaraarsuk

Print
Dokument id:503
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigdlinararssungmik / Killinaraarsummik / Om Killinaraarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 53, nr. 7
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort resumé s. 111.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 261 eksisterer ikke længere.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 91, ss. 255 - 258.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 96, ss. 444 - 445: Kigdlinararsuk.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsummik.

 

Resumé:

Killinaraarsuk blir forældreløs som lille. Hans storesøster

tager sig af ham, og da hun bliver gift med en dygtig fanger, der også

holder af ham, kender han kun til mæthed og vellevned. Han går iøvrigt

alle til hånde og er meget vellidt. En dag alle mændene er taget ind i

fjorden og blevet derinde i flere dage, skal K. om natten ud at

besørge. Han hører en konebåd nærme sig og hviskende stemmer. Han

gemmer sig bag en stabel kvas, hører de hviskende gå ind i huset,

dernæst larm og skrig, og til slut gæsterne der forsvinder i deres

konebåd.

 

Inde i huset flyder gulvet i blod, alle er dræbt, også hans søster,

hvis foster ligger blottet. Een af morderne er også blevet dræbt. K.

genkender ham som en af deres naboer fra Sanerut. Mændene kommer

intetanende og glade tilbage, hører om ulykken og harmes, men de får

nye koner og tænker ikke så meget på at hævne sig som K., der ikke kan

glemme synet af sin døde, opsprættede søster.

 

K. vokser til, får kajak, og da han er udvokset finder han en dag et

stort stykke drivtømmer, hvoraf han laver skelettet til en umiaq. Den

skal bruges til hævntogtet, men han savner et ordentligt hævnmiddel, en

amulet / aarnuaq. Den søger han at skaffe sig nordpå hos en gammel kvinde, der

ikke mener hendes evner rækker. Hun henviser ham til sin ældre søster,

der giver ham en indtørret skallesluger og besked på, hvordan han skal

skære et hul i båden ved mastens sted, stoppe amuletten ned og dække

hullet så ingen kan se, at der har været hul. Kun da vil amuletten

virke. K. følger anvisningen og afprøver med fællerne ved årerne

bådens hurtighed i forhold til en flyvende skallesluger / angeltaske.

Da båden ikke står mål med fuglens flugt, bygger K. den om, og nu indhenter båden

fuglen og sejler hen over den. K. opfordre nu til hævntogt, som alle

mændene indvilger i, og ved Sanerut dræber mændene alle undtagen en

gravid kvinde, som K., der kommer sidst ind i huset, dræber med tanke

på sin søster. Derefter blegner mindet om hende og han får ro i

sindet.

 

Var.: Killinnaraarsunnguaq.

Kîlíka / Kiilikka

Print
Dokument id:557
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kîlíka / Kiilikka
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 47
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer.

K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få

lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet

passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man

når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand,

der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål.

Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv

klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af

mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det

bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i

det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På

samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe

mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter

ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside

med en krog på en lang line.

     Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K.,

der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han

har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser

han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig

spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.

 

Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede

fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265).

Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).

 

Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq

(forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave

at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land.

Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland

Print
Dokument id:1894
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 43h - 47h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En sydgrønlandsk åndemaner / angakok / shaman havde hørt, at der nordpå på

Kangeq boede en åndemaner, som ingen andre åndemanere kunne måle sig

med, hvad hans store viden angik. Da han havde hørt det, tog han

afsted nordover ganske tidligt om foråret for at kappes med ham. Når

han undervejs traf mennesker, spurgte han gerne om, hvor langt der var

til manden, som han var rejst op for at kappes med. De sagde så:

"Ham når du ikke frem til foreløbig."

Når de havde overnattet et sted, fortsatte de dagen efter. Til sidst

frøs jordsmonnet.

 

En dag de traf folk, som de som sædvanlig spurgte om hvor langt der

var til Kangeq, sagde de, at de efter en hel dagrejse ville kunne nå

frem. De overnattede og tog dagen efter videre nordover. Turen

fortsatte, og da de var roet over fjordmundingen til den anden side,

traf de mennesker og spurgte som sædvanlig, hvor Kangeq med

åndemaneren, som han ville udfordre var henne. Først var der tavshed,

men så sagde en af mændene: "Ikke lige nu. Det kan vi gøre en dag det

er godt vejr."

 

Åndemaneren fra Sydgrønland ventede og ventede. Når det endog var godt

vejr, tog manden, han ville kappes med, ud på fangst. En morgen

vågnede de så til et ualmindeligt dejligt vejr. Det var stille vejr,

men der var store dønninger. For manden, han ville kappes med, ville

jo vente til en dag med store bølger.

Man var ved at skulle på fangst, da åndemaneren på Kangeq lod

sige, at ingen måtte tage ud. Lidt efter blev der råbt ind

til manden, der var kommet for at kappes, at de skulle op til det

øverst beliggende hus for at kappes.

 

Han gik derop og da han kom ind så han en masse mennesker derinde. De

havde endog besat hele briksekanten. Iih, sikke en masse mænd! Han

satte sig yderst på briksen under vinduet. Da han satte sig, rejste

en mand sig fra sin plads ved stolpen. Han kiggede op og tog en stor

kniv fra bjælken. En anden mand trak et stort vandskind frem fra et sted

under briksen og bredte det ud på gulvet; og en mand, der viste sig at

være deres åndemaner, satte sig ned på skindet, mens han tog tøjet af

overkroppen, så han sad med bar overkrop. Så gav han sig til at skære

den venstre arm af, og blodet strømmede ud! Da han havde fjernet den

helt, faldt han livløs om og blev liggende. De andre foretog sig ikke

andet end at stirre på ham, for han var jo åndemaner. Midt i det hele

gav det et sæt i ham, og han satte sig op, og der var intet blod at se

("suname aussâ" måske kan det også betyde, at han var helt bleg?). Han

tog sin arm og begyndte at sætte den på igen. Han fik den på plads,

pustede på sin hånd og strøg hen over såret, og det efterlod end ikke

et ar på armen. Derefter drak han sit blod til sidste dråbe, og han

blev helt sig selv igen. Efter dette råbte mændene: "Nu er turen

kommet til hans kollega, der siges at være en ligeså stor åndemaner

som ham." Da dette råb umuligt kunne være møntet på andre end

udfordreren, rejste han sig op og tog den andens plads.

Han tog tøjet af overkroppen. Alle de mange

mennesker i huset fulgte afklædningen i stilhed. I bar overkrop

begyndte han så at skære sin venstre arm af. Ved siden af ham samlede

der sig efterhåndes en lille blank sø af blod. Da han havde fjernet

armen helt, faldt han livløs om og blev liggende.

De andre gav sig til at stirre på ham. Pludselig gav det et sæt i ham,

og han satte sig op. Han så afkræftet ud (sallaappoq) og var meget

bleg ( egentl: der var intet blod at se.) Da han havde siddet et

stykke tid, tog han sin arm og gav sig til at sætte den på plads.

Operationen lykkedes, han pustede på sin hånd, strøg hen over såret;

og det efterlod end ikke et ar. Til sidst drak han så sit blod til

allersidste dråbe og blev helt sig selv igen. Da han havde sat sig

tilbage på sin plads, rejste åndemanerkollegaen sig, han kiggede op

efter noget og gik hen til en line, der hang ned. Han tog den og gav

sig til at puste på den dertil fastgjorte harpunspids, der teede sig,

som om den var blevet levende, og krøb ind i hans mund. Straks rejste

et par mænd sig, førte den ene ende af linen over loftbjælken, og

halede i den. Da linen strammedes, hævede den udfordrede åndemaner

sig, og mændene ved linen rykkede i den med det resultat, at

åndemaneren faldt ned. Han gik så hen mod indgangsåbningen, og da han

nåede urinbaljen, gav han sig til at tisse.

Efterhånden som vandet begyndte at løbe kraftigere, (Egtl:

"nakimaleriannguarluni" / var blevet tøvende. Jeg har oversat det udfra

glosen "nakerpoq" (strømmer stærkt) som man netop bruger om vand, der

løber ud; det er mere sandsynligt. Chr. B.), faldt den store

harpunspids ned og satte sig omgående fast (på bunden af baljen).

Derefter gik han tilbage og satte sig på sin plads. Næppe havde han

sat sig så råbte de mange mænd:" Nu er turen kommet til hans kollega,

der siges at være ligeså stor en åndemaner som han." Da råbet ikke

kunne være møntet på andre end ham selv, rejste udfordreren sig. Han

kiggede omkring og fik øje på en stor spydspids, der sad fast i en

loftbjælke. Han stillede sig under den og pustede på den. Da den så

teede sig, som om den var blevet levende, tog han den; og i det

øjeblik han pressede den imod munden, gled den ind. Han blev stående

er stykke tid, men så gik han hen til urinbaljen og gav sig til at

tisse længe. Efterhånden som strålen tog til (se bemærkningen ovenfor)

faldt den store spydspids ned og satte sig dirrende i bunden af

baljen. Derefter satte han sig tilbage på sin plads.

Øjeblikkelig rejste den udfordrede sig op, kiggede sig rundt og

begyndte så at tage sit (ude) tøj på, og færdig påklædt gik han ud. De

mange mænd fulgte efter med udfordreren som den sidste. Han så, at

den udfordrede allerede var roet ud i kajak, og at han havde taget

sine redskaber med. Da han kom hen til sin kajak og undersøgte den, og

da han havde set at den udfordrede var taget af sted uden lanse og

blot med almindelige redskaber, hvor han havde sat harpunspidsen

på harpunens forskaft, gjorde han det samme. (Disse iagttagelser er

noget uklare i den grønlandske tekst. Chr. B.).

Han bar sin kajak ned,

kom ned i den, og idet han roede ud, hørte han lyden af roende kajakmænd der

roede bag sig. Et stort følge. De roede længe udefter.

Udfordreren anede intet om, hvad den anden ville jage. De roede i

retning af et lille skær; og da de var kommet på den afstand af det,

hvor man normalt sætter farten op for at harpunere det dyr, man jager,

begyndte den udfordrede at ro rask til uden at man kunne se, det dyr

han ville harpunere (Noget uklart i teksten).

Men han roede direkte imod det lille skær, der skiftevis forsvandt,

når dønningen slog op over det, og blev synligt igen, når der dannedes

en fordybning mellem to bølger. Da var det at den udfordrede lod sig

føre af en dønning helt hen til skæret; og idet vandet begyndte at

falde fra, hævede han harpunen til kast direkte mod skæret. Så dukkede

en akernannguaq (?) op med front direkte imod ham. Han kastede, ramte det

præcist, og blodet sprøjtede op. Øjeblikkelig rykkede han linen til

sig med harpunspids og det hele. Han rullede linen sammen og roede

tilbage til de andre.

 

Så såre han kom derhen råbte de mange mænd:" Nu

er turen kommet til kollegaen, der siges at være en ligeså stor

åndemaner som han." Råbet var ene og alene møntet på ham. Først

bakkede han en smule; og så roede han rask henimod det (formentlig

skæret). Da han var tæt på og i færd med at gøre klar til harpunering,

råbte de andre:" Kom så, skynd dig nu." Nu havde han harpunen klar, og

med er kraftigt kast ramte han præcist den lille akerna----?, og da

hans store harpun ramte akernannguaq'en (?) hvinede det gennem luften

i alle retninger.

 

Straks hujede og hånede de mange kajakmænd ham, så det rungede i

luften. Hans store harpun splintredes totalt undtagen harpunspidsen og

forskaftet("ilimaq" kender jeg ikke, kun "ilimmaasaq". Her gætter jeg

på, ar der menes "igemaq" forskaftet. Iøvrigt er det uklart, hvad der

egentligt skete, -f.eks. om harpunspidsen og forskaftet også

splintredes.Chr.B.) Udfordrerens kajak drejede lidt til siden, og han

begyndte at rulle sin line sammen, idet han indimellem tørrede en

tåre. Da alle de andre roede imod land, fulgte han efter, ganske

langsomt. De andre kiggede engang imellem bagud efter ham. Engang de

kiggede tilbage var kajakken kæntret. De kiggede bare på ham (uden at

foretage sig noget), for han var jo åndemaner. Men: I det øjeblik

kajakken, der ellers havde bevæget sig lidt, pludselig lå helt stille,

hørte man nogen sige:" Se den store renbuk heroppe". Ovre på den store

ø sås nu en gevaldig renbuk med et mægtigt gevir. De fik fart på mod

land. Så gav bukken sig til at gå ned mod dem, og da den nåede

stranden, sprang den i vandet, så det sprøjtede til alle sider.

Den forsvandt ned i vandet og viste sig ikke mere. De fandt, at der

var noget mystisk ved det, og kiggede på kajakken, Pludselig bevægede

den sig og rejste sig på ret køl igen, og han var ganske uskadt.

Egentlig gik det jo udfordreren (ligeså galt) som alle andre, der

ville kappes med nogen. Men det blev alligevel ham der vandt, da han

viste sig i en renbuks skikkelse.

 

Var.: Angakkorsiaq; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

Kumallaasi og Asalooq

Print
Dokument id:245
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kumallaasi og Asalooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 149 - 153
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 164 ss. 566 - 576.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 149 - 153: Kumallaasilu Asaloorlu.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Resumé:

Kumallasi er en gevaldig dygtig fanger, der holder meget af sin fætter Asalooq. Denne er derimod elendig til fangst og derfor ugift. Hver gang Kum. inviterer til fællesspisning giver han Asa. et skulderblad. Bopladsfællerne bliver misundelige og foregiver Asa., at Kum. pønser på at slå ham ihjel. Et helt døgn ryster Asa. af skræk for det forestående drab, og da intet jo sker, tager han hjemmefra. Kum. fortvivler, leder og leder forgæves efter Asa.. Han holder helt op med at fange men tager dog fat igen på sommerpladsen. En dag beder han sin familie tage det roligt, hvis han bliver lidt længe væk og ror så ind den nærliggende fjord, hvor han møder en kajakmand uden kajakredskaber, der er dygtig til at vende rundt og dræber sit bytte med en pil nedefra. Kum., der siger at han gerne vil opleve noget at forjage sin sorg med, bliver så inviteret med langt ind i indlandet til en teltplads ved en sø, hvor de to først sent om aftenen lister ind i værtens telt. Kum. inviteres på mad, spiser noget, men er for urolig til at blive. Værten lover at holde besøget hemmeligt, indtil Kum. har nået sin kajak igen. Først da ryster han sine bukser med et stort bulder. Hele teltpladsen, mænd og kvinder, myldrer ned til fjordbunden og skyder deres pile efter ham. Kvinderne er hurtigst, fordi deres pilekogger er amaat-kraven. Mændenes er deres støvleskafter. Kum. slipper hjem, hvor han længe kun laver pile til sin krig mod indlandsfolkene (der slutteligt omtales som eqqillit).

Under angrebet i mørke støder han på Asa., der også er på krigsstien. Kum. lister sig først ind i sin forrige værts telt og skyder konen en pil i brystet. Farer så ud, berordrer Asa. til at gemme sig bag sin krop og lader fjenderne afskyde alle deres pile. Et kort øjeblik, da Asa. kigger frem, får han en pil mellem øjnene og falder om. Men da Kum. erklærer, at han intet fejler, rejser han sig igen. Så angriber de Kum. dem med alle sine pile, og Asa. stikker dem bagefter med lansen. De eneste overlevende, børnene, finder de i rævesøvn i teltene og stikker dem ihjel gennem ørerne.

 

Efter hjemkomsten, hvor det gamle mønster genoptages, er Kum. ude på fangst, da tre isbjørne, som ingen tør give sig i kast med, har placeret sig nær bopladsen på et isfjeld. Asa. der som sædvanlig med længsel afventer Kum.'s hjemkomst ved stranden, siger, at hvis bare Kum. havde været der, skulle han nok have klaret bjørnene. De andre mænd håner ham: "Ingen kan klare dem." Da Kum. nærmer sig med to sortsider på slæb, ror Asa. ud og fortæller om bjørnene. Han overtager så bugseringen, mens Kum. ror rask til isbjerget, lægger til, fæster et par pile opefter i den stejle isvæg, klatrer op og overmander bjørnene én for én. Han smider en af dem ned som mændenes andel, og Asa. lader sin skadefryd høre.

 

Var. Søg på Kumal*; Asaaloq og Kumallaasi.

L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak

Print
Dokument id:27
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 179 - 180
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.

 

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en

klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles

rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved

han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en

lille sæl, der længe har været død.

 

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri

Print
Dokument id:36
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Ediarseri
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 95
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Nujapik (Rotolupis far) og Maniguta / Maniikullak (Martis far) nærede had til Taginadigitsek og samarbejdede på at skade ham. De placerede sager fra stranden forskellige steder ved og i huset: blæren af et stykke blæretang under indgangsstenen, en sandorm i venstre, et søpindsvin midt for og en tangloppe i højre ende af muren bag briksen, og over indgangshullet en død grå stenpikker. Tag. putaditisa så han ikke kunne se sig selv. Victor måtte spørge flere gange om hvad det betød. Alle skraldgrinede, en af dem gav sig til at ryste hovdet voldsomt, men det blev Victors ven, Kristian, der måtte forklare ham, at den forheksede fik en umanerlig voldsom rejsning.

 

Hist.: Historisk fortælling, formentlig fra omkr. 1900.

Mamingaq

Print
Dokument id:1753
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Mamingaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 248 - 251, nr. 56
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 56, ss. 301 - 306.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 108 - 109, nr. 71.

Resumé af uddraget: Maningaq (sic.) fra Kangeq vil altid udhavs på fangst,

hvorfor den ængstelige far flytter længere og længere ind i

Godthåbsfjorden med ham.

 

Der følger flere småbegivenheder om M.s kunnen og manglende evner:

Han redder engang en fangstfælle i kraftig storm. Han gifter sig og får to

sønner, der døbes Lars og Esaias ved kolonien, og det er Esaias, der efter faderens råd effektivt bedækker åndemaneren fra Karra's ansigt med et hundeskind,

da denne ikke kan dø, men hele tiden lever op igen. Engang afprøver M.

i smug sine fangstevner i forhold til Urukasis fra Qilangaat, og M. må

se sig overvundet. Hans sønner er store hvidhvalsfangere, men en

vinter går Esaias glip af hvalerne, fordi en vis Monika har forhekset

ham. Lars går senere qivittoq, og folk mener senere at have set ham i

blå anorak og lærredsbukser.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 56, s. 339 - 340.

 

Hist.: Familiehistorie fra den første missionstid på Nuuk-egnen.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Matiinarsuaq

Print
Dokument id:1745
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Matiinarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 460 - 462
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

 

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Meqqisaalik

Print
Dokument id:89
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Meqqisaalik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 283 - 287
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 231 ss. 869 - 877.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 283 - 287: Oqaluttuaq Meqqisaalimmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 14 - 20.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink 1866 - 71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Resumé:

Meqqisaalik og hans kone er gamle. De har kun een søn til at forsørge sig. De telter altid alene om sommeren i en bestemt fjord, hvor sønnen dagligt jager rener i omegnen med stor dygtighed og godt udbytte.

En stor flok brødre, med deres ligeledes gamle forældre kommer i konebåd og kajakker, lægger til og bliver inviteret på kød. Meq. inviterer dem til at blive, og der bliver stor glæde over samværet. Også Meq.´s søn liver enormt op, da han kommer hjem.

Næste dag da de følges på renjagt, beordrer brødrene Meq.´s søn til at bygge sit skydeskjul yderst, hvorved han ikke får en eneste af de mange rener, klapperne har drevet hen mod brødrene. Meq.´s søn hjælper dem med flåning og partering, men får tilsyneladende ingen fangstpart. På hjemvejen går han først en stund for sig selv, inden han atter slutter sig til brødrene. Denne dag er det så brødrene, der inviterer på nykogt kød, og den mellemste bror håner Meq.´s søn: Der må sandelig være mange rener i området, hvis det virkelig kan lykkes Meq.´s søn at fange noget. Meq.´s søn bliver vred, men tier. Ligeså Meq. selv, der dog råder sønnen til at rette sig efter brødrene, for det er dem, der er flest.

Næste dag gentager  hele forløbet sig, men tredje dag beslutter Meq.´s søn, at gøre noget for selv at få bytte. Trods brødrenes højlydte irettesættelser er han hele tiden meget urolig i sit skydeskjul. Det ser den forreste ren, der standser op i god afstand, vender om og følges af hele flokken bort. Meq.´s søn sætter straks efter dem. Brødrene nøler noget, men følger så trop uden på nogen måde at kunne hamle op i hurtigløb med Meq.´s søn. Da de når frem, har han allerede dræbt alle dyrene, flænset nogle stykker, og beder dem tage som part alt det, de kan brække op og bære. Selv starter han hjemad med to hele rener over kors over ryggen og lades alene af brødrene med lettere byrder, fordi de mener, det vil tage alt for lang tid at følges med Meq.´s søn. Denne når dog hjem længe før brødrene og kan byde på kogt kød, der allerede er nået at blive koldt. Under måltidet er brødrene mærkbart tavse, og da deres gamle far bliver hængende efter de er gået, liver Meq. op og snakker løs. Brødrenes far får på anmodning meget velvilligt en knæskal af en ren til et nyt mundstykke til et drilbor, men han bruger det til hekseri over Meq.´s søn, der snart dør af en voksende byld på knæet.

Forældrene sørger så længe, at de er nær ved at komme for sent ud af fjorden før islægget, og tilbage på deres vinterboplads samler Meq. knogler af alskens fugle og dyr til en tupilak. Da han har fået liv i den og sendt den ned ad elven, dukker den først op som en lille søkonge. Men sådan vil Meq. ikke have den. Så dukker den op som en alk, osv. Efter fuglearterne er det sælarternes tur og til sidst hvalerne, hvor Meq. endelig erklærer sig tilfreds med en meget smuk hval, som han sender til hævn over brødrene.

Med jævne mellemrum får Meq. besøg af en slægtning, der bor på brødrenes boplads. Og hver gang kan slægtningen fortælle om en af brødrenes død, der er forårsaget af en køn hval, som har fristet til fangst. Da alle brødre er døde, sørger deres forældre sig næsten ihjel, og Meq. får næsten ro i sit sind.

 

Var.: Meqqusaalik

Morderen Mangilarsuaq

Print
Dokument id:193
Registreringsår:1858
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Morderen Mangilarsuaq
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 287 - 288, nr. 104
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 88.

 

Resumé:

To sydlændinge, Aavak og Navak rejser nordpå og efterlader deres gamle, som skal på ammassætfangst. Denne myrdes af Mangilarsuaq, der efterhånden får mange mord på samvittigheden: Han skærer sig et mærke under tindingen efter hvert mord, og efterhånden er han begyndt på række nr. to fra tindingen ned til hagen. Hævnerne gør fælles sag med præsten i Paamiut, idet Mang., når han kommer først, skal i forhør hos præsten, hvorefter de udøbte kan dræbe Mang. Denne ankommer og skjuler intet for præsten, men da han udenfor forfølges af mange mænd, tyer han til sine slægtninge efter våben. Disse er i forvejen gemt af vejen, Mang. skydes og han sætter i eet spring over to konebåde med en kajak imellem sig, hvorefter han falder død om. Navak med familie får også senere gjort det af med Mang.´s yngre brødre, der er nået at flygte, men også er begyndt at myrde løs. Derefter lever man i fred uden angst for flere mord.

 

Hist.: Sikkert en fortælling med en historisk kerne. Lars Dalager fortæller tilsvarende fra sin tid som handelsbestyrer i Paamiut i 1750'erne, hvorledes han medvirker til planlægningen af et hævnmord på en massemorder (Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II). Måske er det samme begivenhed, der i overleveringen har fået præsten som medspiller, med tilladelse til, af de udøbte, at befri egnen for denne omvandrende livsfare.

Mordet på Katiaja

Print
Dokument id:941
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Besuk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mordet på Katiaja
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 129
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Fortællersken, der var Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster, var vidne til sin brors drab på Katiaja, kvinden, der havde sprængt huset med sin mand og medhustru i luften, og derefter havde hævdet at hun selv var den eneste der fortjente at leve. Aadaarutaa siges at være blevet mordlysten efter mordet på Sakua og hans plan om at myrde Kat. blev støttet af bopladsfællerne, enten af had til Kat. eller af skræk for Aadaarutaas vildskab. Han fortalte Kat. om det forestående mord. Hun rystede i dødsangst i flere dage. Ingen havde villet hjælpe hende på flugt i tide. Aad.s lillebror rejste fra stedet dagen før, men svogeren, Besuks mand, hjalp ham ved at bryde taget ned på huset, hvor Kat. havde skjult sig i et hjørne og nu kunne ses gennem taget. Aad. skød hende i brystet, begge mændene slæbte den døende kvinde ud, Aad. parterede hende og spiste af hendes hjerte (for at hun ikke skulle hævne sig som ånd) og stensatte liget. Kat.s lille datter blev også dødsdømt. Ingen ville have hende. En af kvinderne førte hende ud i fjeldet og forlod hende. Hun skreg i timevis, kom ind igen om natten, blev ført ud igen, men denne gang af Qitsuala, der knuste hendes hoved med en sten og lod hendes lig ligge i sneen. Om foråret rejste de til Frederiksdal og blev døbt.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven under opholdet i 1904 og senere rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.

 

Var.: Rasmussen 1932: 187 - 188 (Geografisk Tidsskrift 35(4)).

Naajarsuaq og Kuukajak

Print
Dokument id:359
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Kuukajak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 295 - 297
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 234 ss. 902 - 911.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 295 - 297: Oqaluttuaq Naajarsuaq Kuukajamillu.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 9 - 13.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

 

Naajarsuaq og Kuukajak

Naa. og Kuu. er bedstevenner, besøger hver dag hinanden og går på fangst sammen. Begge har store depoter af tørret kød. Mens Kuu. er inde i fjorden på rensdyrjagt åbner Naa. et hul i hans depot, og da Kuu. kommer hjem og længes voldsomt efter det tørrede kød, opdager han at ræve har været i depotet og ædt rub og stub. Folk fortæller at det er Naa. der har været på færde, men denne vedgår intet og spiller uskyldig da de ses. De har snakket en hel dag, da Kuu til slut kommer ind på miseren. Kuu. blir bitter og næste gang de er ude på lur efter sæler, men stadig kan ses fra land, harpunerer Kuu. Naa. bagfra og råber til folk på land, hvorfor han har gjort det. Naa.s far henter liget, de begraver det, og han opdrager sin sønnesøn til hævner, mens denne vokser op. Det gør han i nord, i Amerloq, hvor de rejser op, fordi Naa.s far ikke kan holde ud at være de steder hvor sønnen plejede at færdes. I Amerloq udvikler sønnesønnen sig til en habil hvalfanger og da tiden for hans hævn er moden, tager familien tilbage med en masse hvalbarder, som man jo ikke har hjemme i syd. Man kommer til bopladsen, hvor Kuu. endnu lever men ikke længere kan klare andet end at fiske ulke. Alle slægtninge og efterhånden mange andre kommer på besøg hos de hjemvendte og får hvalbarder i foræring til fiskesnører.

 

Naa.s søn ber sin bedstefar lave sig en passende stor harpunspids.  Det gør han af det midterste af en hvalkæbe, en ordentlig krabat af en harpunspids. Kuu. vil også gerne have barder, men tør ikke komme. Men da folk, der har været på besøg fortæller, at Naa.s familie ligefrem længes meget efter at se ham, forestiller han sig at de har glemt hans drab på Naa.. Modtagelsen er overstrømmende, ligeså beværtningen, men Kuu. får ingen barde, da han ror derfra. Han har næsten nået hjem i land, da Naa.s søn sætter den enorme harpunspids fast med et smæld, der kan høres vidt omkring, og sætter afsted efter Kuu. Lige før denne når i land, harpunerer Naa.s søn ham og råber til folk på land at det er som hævn for Kuu.s drab på faderen.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Nangmamik / Nammamik / Om Nammak

Print
Dokument id:516
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nangmamik / Nammamik / Om Nammak
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 54, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

 

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

 

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

 

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

 

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

 

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval

Print
Dokument id:1804
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 50 - 51, nr. 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

 

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

 

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

 

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

Niaqunnguaq

Print
Dokument id:95
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niaqunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 147 - 148
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 163 ss. 559 - 565.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 147 - 148: Oqaluttuaq Niaqunnguamik.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 83.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 67, ss. 362 - 366: Niakunguak.

 

Resumé:

Niaqunnguaq er en af de yngste i en stor, hidsig brødreflok, men selv er han fredeligheden selv, og det kunne ikke falde ham ind at fremhæve sig selv eller prale, skønt han er en fortræffelig kajakmand. Han forlader de ufredelige brødre og ror sydpå, hvor han bliver inviteret til at bo hos elskelige mennesker, får sig en kone og senere en søn. Denne er endnu en lille purk, da en flok brødre med en irritabel og aggressiv mellemste bror slår sig ned på bopladsen for vinteren. Denne bror følger Niaq. med ud i kajak i et voldsomt stormvejr, men kan ikke engang hjælpe denne med at lænse en harpuneret sæl. Han må ro hjem i forvejen og skræmmer den stakkels purk aldeles ved at antyde, at faderen bestemt ikke kommer hjem i det vejr. Det gør dog Niaq., med hele to sortsider og han bemærker tørt ved fællesmåltidet på bryststykkerne, at det blæste en del derude, da han fangede dem.

Niaq. deltager aldrig i boldspil og lignende konkurrence-lege, men lokkes så ud for dog at se på. Den aggressive skubber ham omkuld, men Niaq. rejser sig og børster blot sneen af. Den anden farer frem igen. Niaq. skyder ham stilfærdigt fra sig. Den anden bliver ved, og de kommer op at slås. Niaq. kaster modstanderen fra sig, og denne dør næste dag af blodtab. Så har Niaq. altså ufrivilligt fået fjender, nemlig den dødes to små sønner, der mange år senere, da også Niaq.´s søn er blevet stor, dygtig og stærk, ankommer med en masse andre mænd og slår sig ned på bopladsen. Hen på vinteren bliver der hungersnød. De tilrejste inviterer Niaq. og hans søn på en masse mad, hvorefter en af fjendens sønner nævner, at man er kommet for at hævne sig. Han demonstrerer sin styrke ved at klemme en kogt, tørret sællever, uden at den ændrer synderlig form. Niaq.´s søn klemmer den derefter til dryssende smulder. Hævnerne føler sig overvundne og rejser bort, og Niaq. og hans søn angribes aldrig nogensinde igen.

 

Hist.: Aron kommenterer, at denne fortælling skulle være meget gammel. Den er under alle omstændigheder stærkt overdreven i sin moralisering, og skønt det formentlig i Grønland som hos Inuit i Canada (Jean Briggs: Never In Anger, 1974 (1970)) var en dyd ikke at lade sig hidse op, er Niaqunnguaq næsten for eksemplarisk i sin "vende den anden kind til" adfærd.

Man bemærker tillige at det er i syd, hvor herrnhuterne, som Aron tilhører, netop havde deres andre missionsstationer, at Niaq. træffer de allerelskeligste mennesker.

Nikooq

Print
Dokument id:67
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nikooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 342 - 345
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 121 ss. 627 - 634.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 342 - 345: Oqalualaarut Nikuumik.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 52,

ss. 91 - 93.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 126, s. 461 - 462: The Tupilak.

 

Resumé:

Nikooq har engang været en dygtig fanger, men med alderen må han nøjes med at fiske ulke, som dog de mange dygtige unge brødre, han deler boplads med, er glade for at få i bytte for noget af deres fangst. En dag lykkes det minsandten Nik. ene mand at få dræbt en hvalros, der først kommer helt hen i nærheden af ulkepilkeren og byder sig til. Ligeså da han i huj og hast er roet i land efter sine gamle fangstredskaber og ud igen, lægger den sig perfekt for først hans harpun og siden hans lanse. Stolt vender han tilbage, konen bliver ligeså stolt, og lykkelige giver de kødgaver og lige store stykker stødtand til alle. Alle inviteres på kogt kød, men den mellemste af brødrene, der er blevet misundelig over Nik.s held, beder blot om, at man vil tage et stykke ribben med kød og hans tandstykke med hjem.

I de følgende dage undrer Nik. sig over, at den mellemste bror, den dygtigste fanger af dem alle, tager ud før alle andre, bliver længe ude og vender tomhændet hjem. Nik. prøver forgæves at komme op og ud før ham og bliver drillet en del for det, men endelig en nat kommer han ud og venter til den mistænkte kommer ud. Nik. ser, at han ror ud til en ø og forsvinder dér. Næste dag venter Nik. til alle er taget på fangst, hvorefter han ror ud til øen, finder den mistænktes kajak under noget ral, leder videre og opdager ham splitternøgen i færd med at lade en færdig tupilak suge sig levende i skrævet.  Stakkels gale mand siger Nik. gang på gang og lader sig nu, som ved et tilfælde, falde ned på ham, hvorved tupilakmageren øjeblikkelig dør.

Da den mellemste bror ikke vender hjem starter alle eftersøgningen næste dag. Nik. græder (krokodilletårer) med de andre og leder dem på rette vej. De samstemmer i hans: Stakkels gale mand, da de finder ham. Nik. gør det nu af med tupilakken, som han fortæller blev lavet mod ham selv. Ribbenstykket falder ud, de parterer udyret i alle led og spreder dem. Den døde bror sænker de i hans kajak i havet, men da den gang på gang kommer boblende op, tynger de den til bunds med sten. Bobleriet fortsætter dog hørligt på lang afstand hele fem dage endnu.

 

Var.: Nikkooq; Nukunnguasik; Tupiwdliseq;

 

Hist.: En velfortalt fortælling fra overleveringen, der har en moderne tids større humor og foragt i stedet for skræk tilovers for tupilakmageren. Hvalrossens helt urokkelige ønske om at lade sig nedlægge af den gamle mand, er formentlig også ude på overdrevet, hvor man gør lidt grin med forestillingen om, at det er dyrene selv der afgør, om de vil lade sig fange.

Ninnittaq

Print
Dokument id:357
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ninnittaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288 - 292
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

       

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

       

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

       

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

       

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

       

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

       

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

 

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

 

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Nord- og Sydboerne

Print
Dokument id:411
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nord- og Sydboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 63v - 65h, nr. 321
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 134,

ss. 329 - 330.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 104, ss. 449 - 450: The Giant at Kangersuak or Cape Farewell.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Nord- og sydboerne var vrede på hinanden. Sydlænderne / sydlændingene ville ikke give efter og drog de desårsag imod nordboerne. En af sydlænderne havde en søn, som ikke kunne vokse. Dennes fader sagde til deres uvenner: "Hvor er eders store tapre?" "Han sidder på nordsiden af Kangersoak (Kangersuaq) og ser sig omkring efter fjendtlige kajakfolk for at dræbe dem", var svaret. Da sydlænderne kom til Kangersuaq holdt de stille. Næste morgen gik de ud for at træffe på nordlænderne; de så så også den store sidde på det af hans egne folk betegnede sted, hvorfra han skuede sig omkring. Da denne så kajakken, gik han ned til fjæren og stak i sin kajak udefter, for at møde den kommende. De kastede derpå med pilene efter hinanden; men kastede fejl af hinanden; nordlænderen opfordrede den anden at gå med sig i land og spise bær, og skyndte sig ad landet til for at være den første, men var de lige hurtige. Som de ville stige ud af kajakken betænkte de sig, eftersom de var bange for hinanden; dog med ét stod de begge i land på en gang. I førstningen ville de ikke hale kajakkerne på land, men det skete dog også og på en gang. De plukkede herefter bær og tudlerinernit (tullerunnaq, tullerunnat, rosenrod) ved en sø. Sydlænderne (Sydlænderen ?) gik og skottede til nordlænderne (nordlænderen ?) tænkende ved sig selv: "Han er ikke så stor og tapper at se til", men iagttog så snart efter at en kniv stak frem af hans ene støvleskaft. Sydlænderen tog derfor straks tag i den anden, men blev øjeblikkelig lagt under og dræbt.

       Der blev forgæves ventet på fangeren i hjemmet, hvorfor han antoges at være død. Konen græd derover som også over at sønnen ikke voksede og derfor ikke (kunne) opnå at hævne faderens død. En dag brød moderen ud i heftighed til sønnen: "Dersom du ikke kan vokse, så bliv dog til en angakkoq (åndemaner); thi ellers kan du ikke hævne din faders død." Han blev også til en angakkoq, blev så stærk at han løftede store sten op på skulderen, efter at have sænket sig i jorden hen under dem. Kom han i en snæver kløft, veg fjeldvæggene fra hinanden når han spændte sine ben ud imellem dem. Ligeledes kunne han bore sig ned i jorden og kom op på et ganske andet sted langt væk.

       Nordlænderne drillede atter sydboerne. En morgenstund bestemte den lille sig, da det var klart godt vejr, at rejse nordefter. Familien mente at han ville gøre nar af sig selv. "Aah, jeg vil bare se min faders drabsmand langtfra", sagde han. De ville holde ham tilbage, men han rejste alligevel alene i sin lille kajak. Han ville da gå uden redskab eller våben; men moderen bad ham dog, idet hun stak sin hånd ned i en lille pose, at tage en lille forrusten kniv med sig, og som hun gav ham. Da han kom i kajakken stak han den hen under remmene og fór så afsted, ikke større at se til end en alk der svømmede på vandet.

       Han roede længe, kom uden om Kangeq og så nu virkelig sin fjende på øen, skuende omkring sig. "Det må være den stærke", sagde den lille, "der dræbte min fader. Havde jeg været velskabt skulle jeg have hævnet ham", vedblev han talende til sig selv. Imidlertid gik han hastig fremad; manden på øen antog i førstningen at det var en fugl der kom svømmende imod øen, men ved at holde hånden over øjet betragtede han med forundring at det var en lille kajak med en mandsling i den som kom ham nærmere. Lidt efter stak han udefter i sin kajak og gik den lille i møde. Den store stærke holdt nu sin harpun i sigte efter den lille og denne rettede sin kniv imod den anden. Den gamle blev herover helt bange, hvorfor harpunen kom i ro og spurgte den lille ad om han ikke fulgte med i land og plukkede bær. De roede så indefter, men den gamle bestræbte sig for at komme foran den lille, men kunne ikke. Den lille roede så skummet stod højt op rundt onkring ham. Den lille var hurtigere ude af kajakken end den anden. De sankede nu tudlerit og havde den lille næsten glemt sit alvorlige ærinde; men pludselig opdagede han foran sig sin faders skelet; han begyndte at græde og løb derpå ned mod sin kajak af lutter angst. Den anden løb nu efter ham, men tabte ham hvert øjeblik af sigte.

       Da den lille var blevet væk for den store, løftede og kastede denne stenene væk der lå for ham, for om muligt at opdage puslingen; men på een gang begyndte denne nu at stikke med sin kniv under modstanderens fodsåler; han løftede den ene fod for at se stikket; men blev så stukket i den anden fod; han forsøgte nu at krybe frem ved hjælp af hænderne, men disse blev også stukket på ham, hvisårsag han satte sig hen et sted; men det hjalp ikke, han blev stukket på enden; han vendte sig, men uden nytte og enden på stikkene skete i hjertet og blev han så liggende død. - Da først kom den lille op af jorden. Han belavede sig for hjemturen, og faldt det ham i tankerne at hvis han intet medbragte af den dødes tøj ville de i hjemmet ikke tro ham med at have dræbt sin fjende. Derfor bestemte han sig til at aftrække bukserne på den afdøde, hvilket han også udførte og placerede han dem med møje i sin kajak, eftersom denne var så lille.

       En aftenstund, da vor lille havde været en tid væk, ytrede en af hans tilkommende medfangere at den lille nok var blevet dræbt af den stærke nordlænder; men i det samme trådte den omtalte ind af døren og fortalte sine landsfolk virkelig at have dræbt den stærke nordpå. "Du lyver", råbte alle i huset i munden på hinanden, og gjorde nar af den indtrædende. "Jeg har dræbt ham", svarede han blot på de andres spottende latter; men gik derpå ud efter den dræbtes blodige benklæder, og overbeviste dem om sandheden, som han havde talt.

 

Var.: Om en der boede i Ikaarisat.

 

Hist.: En af mange fortællinger om fjendtlige relationer mellem sydlændinge og nordligere boende grønlændere. Det er uvist i hvor høj grad sydlændingenes talrige rejser nordpå i 1600 og 1700- tallene affødte sådanne voldsomme fjendskaber.

nukagpiatoqaq inôrrôrtitsissoq / Nukappiatoqaq inooroortitsissoq

Print
Dokument id:307
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:nukagpiatoqaq inôrrôrtitsissoq / Nukappiatoqaq inooroortitsissoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 717 - 718, nr. 145
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 96:

 

En gammel ungkarl og uduelig fanger ror langt nordpå, hvor han møder forskellige fugle, hvis tale han forstår. En mallemuk / stormfugl håner en ulk for dens tykke mave og denne håner stormfuglen for dens fæle lugt. Et par tejster besvarer hans spørgsmål om, hvem de er med: "Vi er Orrojokisak's" (?) og et par alker svarer, at de er Neriniarsimat's (spiseren's ?). En kajakmand, der fisker i mundingen af en fjord viser sig at være en skarv. I den tro at han nu er blevet angakkoq / åndemaner, fortæller han ingen om sine oplevelser, men da han når hjem og prøver at holde seance, mærker han ikke noget (fuglene han har talt med er ikke blevet hans hjælpeånder - BS.).

 

Hist.: Fortælleren synes at gøre grin med traditionelle forestillinger om folk, der får fugle som hjælpeånder, når de forstår deres tale.

Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq

Print
Dokument id:486
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:Kristian Hendrik
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 2
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, I, nr. 113.

 

Orig. håndskrift (NKS 2488, II, nr. 242) eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 87. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 87: Oqaluttuaq Parpaamik.

 

Resumé: Tidspunktet er efter H. Egedes og herrnhuternes ankomst til

til Nuuk-området, men før alle områdets grønlændere endnu var døbte.

Parpaaq og hans bror var udøbte, storfangere, der leverede masser af

spæk og skind til handelen og var meget vellidte af både

handelsbestyrer og grønlændere. P. får ofte besøg, men efterhånden

bliver man klar over, at han dræber sin gæst på hjemvejen, hvis denne

er døbt. Da det forlyder, at han også har dræbt den døbte Christian

Frederik, flygter P. nordpå, og senere hører man, at han angrede sine

mange mord, da han skulle dø, fordi han havde set et billede af

frelseren på korset i Christian Frederiks hjerte, da han parterede den

dræbte.

Fortælleren selv har ofte hørt denne fortælling fra forskellige gamle

og mener, at selv om P. var en forræder, var han sikkert heller ikke

ved sin fulde fornuft.

 

Var.: Parpaaq; billedet af den korsfæstede i hjertet, se også Millasak.

 

Hist.: En historisk fortælling, der bl.a. viser, at modstanden mod

missionen ikke kun kom fra åndemanerne, men også fra en dygtig fanger

som Parpaaq, der måske følte sin autoritet el. i det mindste sin autonomi truet af de ny "herrer". Søg iøvrigt på Parpaaq.

Okalugtuak Akigssiamik / Om Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:493
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Akigssiamik / Om Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:16 sider, nr. 3
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse

Oprindelig håndskrift: Rink, NKS 2488, II, nr. 250, eksisterer ikke

længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 115 - 123: Aqissiaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 115 - 123: Oqaluttuaq Aqissiamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Resumé: Nær Ilulissat spiller de lokale bold på isen om

vinteren. Det ene hold sejrer gang på gang, fordi en af deres

spillere er hurtigere end alle andre.

Denne mands datter blir gift og får efterhånden fire sønner, hvoraf,

den ældste bliver så hurtig, at det vækker morfaderens misundelse.

Denne dræber den unge dattersøn, og af angst for hævn holder han sig

vågen dag og nat med en kniv på knæet og dens spids mellem øjnene.

Spidsen stikker ham og smerten vækker ham, hver gang han er ved at

døse hen. Svigersønnen og de tre dattersønner får dog alligevel

overlistet og dræbt ham. De flygter så til indlandet. Her gifter

de unge mænd sig med indlandsboere. Den ældste søns kone får otte

sønner og til slut endnu een, Aqissiaq, der bliver hurtigere og

stærkere end alle sine storebrødre og altid er på jagt, selv når

uvejret holder de andre hjemme.

 

Engang under hungersnød træffer Aq. på en kæmpeorm i en af dalene. Da

den ikke lader sig dræbe, skønt han tilføjer den mange stiksår,

flygter han forskrækket forfulgt af ormen og besvimer. Da han vågner,

ligger ormen død bag ham. Den består af lutter talg. Han tager et

stort flænsestykke med hjem og giver noget af det til nabohuset, hvis

beboere begærligt drager ud for at hente mere. De dør alle, enten

undervejs til ormen eller når de har taget en bid af den. Det ser Aq.

og hans brødre, da de næste dag henter byttet, som de så lever af hele

vinteren.

 

En anden hård sultevinter, hvor Aq. alene holder sig rørig, opdager

han langt ude på den tilfrosne havis noget frostrøg og løber derud til

vågen, der er fuld af edderfugle. Han fanger flere end han næsten

magter at bære og får næste dag sine brødre med ud. Alle fanger så

mange som og Aq. lidt flere end han normalt kan klare. Undervejs hjem

ser Aq. tegn til storm og skynder på sine brødre. Stormen kommer, men

da isen bryder op, springer Aq. over revnerne og brødrene ligeså. Alle

når velbeholdne i land med byttet, også Aq. med sin overvægt.

 

Undervejs hjem over land træffer de en indlandsbos hus. Skønt de

frygter ham, viser han sig meget gæstfri og de slår sig ned for

natten, men flygter alligevel, da en grydetrold / grydemand / ildstedsmand kalder indlandsboen ud til en tvekamp. De ser sig flere gange tilbage og erfarer, at

grydetrolden blir den lille.

 

En dag, da Aq. har fanget sin første spraglede sæl, møder han en

grydemand / grydetrold, der snupper byttet, parterer det og koger det i sin gryde

på skulderen, mens han går videre. Aq. følger med og skubber

grydemanden i afgrunden, da de når kanten af en bratning.

 

En anden dag træffer Aq. på et højt fjeld med udsigt over en fjord en

meget stor indlandsbo, der opfordrer ham til en kappestrid på

stenkast. Aq. kaster hver gang længere. En kajakmand kommer nu roende

ind i fjorden, og da indlandsboen opfordrer Aq. ham til at kaste efter

kajakmanden, nægter han, fordi han selv nedstammer fra kystboerne. Men

da Aq. frygter kæmpen, der insisterer, kaster han og rammer.

Indlandsboen bliver ganske tavs, Aq. bliver vred, de følges et stykke

vej, og ved en bratning skubber Aq. kæmpen i afgrunden som hævn over

den dræbte kystbo.

 

I næste episode ser Aq. på den ene bred af en stor indsø en kæmpelaks

svømme ind mod elvmundingen og på den anden bred en mængde bjergtrolde

(inorutsit, indlandskæmper, kæmper). Begge parter harpunere samtidig laksen, haler fra hver sin side, og mens Aq. alene er ved at få overtaget over de mange

bjergtrolde, brister hans harpunrem. Han løber i hast langs bredden

over til den anden side, hvor bjergtroldene, der er i gang med

flænsningen, flygter af skræk. Aq. skærer sig en enorm flænsepart og

bærer den hjem.

 

I den næste ligende periode drejer det sig om en hval, som en gammel

mand på et højt bjerg kan se på vej ind ude fra havet længe før Aq.

selv kan øjne noget. Aq. overtaler den gamle til at synge en serrat

(tryllesang), der skal trække hvalen gennem fjorden og op i elven. Den

gamle synger selv om sangen kun er møntet på laks. Den når ikke langt

nok ind, da inorutsit harpunerer den fra fjordens anden side. Hvalen

dykker og bliver nede. Aq. får den gamle til at synge sangen igen,

hvalen stiler mod elven og Aq. advarer dværgene mod at harpunere den

før den er helt oppe i elven. Først da den er helt oppe, hvor bjergene

blir høje, harpunerer inorutsit og Aq., der har glemt sin flænsekniv,

løber hjem efter den, får sine brødre med tilbage, skræmmer

bjergtroldene fra flænsningen, skærer halvdelen af til sig selv og

sine brødre, og da bjergtroldene strømmer til deres part, men får

trådt den gamle mand under fode, kyser Aq. dem væk, får reddet den

gamle og får skåret ham en fangstpart. De ni brødre skærer den halve hval op,

bærer det hele hjem og lever af den hele vinteren.

 

Den uovervindelige Aq. hører om en meget stærk og hurtig fjordbo,

Ikersuarmiu, som han får lyst at kappes med. Han træffer ham langt ude

på havisen, hvor Ik. fanger hellefisk i et lille snehus. Ik. har

mærket Aq.s komme, fordi hans snøre bliver tung, men det varer noget,

inden han ser en lille prik, der vokser til en rævs størrelse og

udseende, og endelig viser sig at være et stort menneske i flyvende

løb. De to løber om kap ind til bopladsen og ud igen til snehuset. De

løber nøjagtig lige hurtigt og vandrer sammen tilbage til bopladsen,

hvor Ik. erklærer at Aq. ikke er noget rigtigt menneske og indbyder

ham at trække krog. Aq. vinder, da de prøver med venstre arm fordi

han er kejthåndet, og Ik. vinder med højre arm i næste runde. Aq.

erklærer, at nu har han endelig truffet sin ligemand. Ik. inviterer

Aq. til at komme igen, når han lyster, og Aq. løber bort i hurtig

flugt, hvorefter man ikke hører mere til ham.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Traditionelt kan rigtige mennesker og ånder ikke blande

samfund. Det kniber åbenbart også for Aq.s familie, skønt de gifter

sig med indlandsboere. Deres naboer i indlandet dør allesammen af Aq.s

kæmpeorm, og Aq. udligner sit uønskede drab på en kystbo ved at myrde

indlandskæmpen. Den eneste indlandsbo Aq. får et godt omend kortvarigt

forhold til er den gamle mand med laksesangen. Og Aq. finder kun sin

lige blandt kystboerne i "fjordboen", men efter dette besøg hører man

ikke mere til Aq. Aq. er jo ikke noget rigtigt menneske, skønt hans

far engang var kystbo.

Ligesom i Østgrønland har indlandsånderne i denne variant evner til at

lokke sødyr modstrøms op i elvene og lignes ved landdyr og fugle, når

de løber hurtigt over land. Aq. selv har fået den sidstnævnte evne,

men må ha' hjælp af en gammel mand, når det gælder hvalen, der skal

synges op i elven.

Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:489
Registreringsår:1858
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:8 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 88.

Orig. håndskrift, NKS 2488, III, nr. 244, eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 88, ss. 245 - 249.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 85, ss. 431 - 434: Kagsuk.

 

Resumé: Qaassuk / Qaasuk, der er en stor uovervindelig morder, overvintrer

engang nær Amerloq, og hans søn gifter sig med mange brødres eneste

søster i Saattoq (Saattormiut ?) nær Maniitsoq. En aften denne og

konen skændes og han puffer lidt til hende, overfalder svogrene ham og

stikker ham med en kniv. Men Q.s søn kan hele såret og han nedkæmper

alle svogrene.

 

Senere flygter han en mørk nat til fods over isen bag

om Maniitsoq nordpå til Appamiut, hvor han deltager i hvalfangsten og

imponerer ved sin hurtighed i kajak. Derefter ror han på een dag til

sin fars sted ved Amerloq og fortæller om svogrene, som Q. straks vil

hævne sig på. De tar straks afsted om natten til Saattoq, hvor de

udrydder alle undtagen to små børn. Derefter blir Q. for alvor

massemorder. Han dræber endog alle sine husfæller. Q. og hans søn

skiftes af sikkerhedsgrunde til at være ude i kajak hver anden dag.

Kun når det stormer er de begge ude.

 

En dag det blæser op og kun Q. er

hjemme, kommer to vildfarne kajakmænd fra Amerloq til land neden for

huset og tror sig prisgivet. Men Q. inviterer dem inden for,

underholder dem længe med fortællinger, men ængstes for sin

udeblivende søn. Han beroliges dog, da husfællerne kan fortælle, at

sønnen er ude i den kajak med den smalle køl. Da sønnen kommer,

afværger Q., at han dræber de to gæster, og sønnen, der har fanget en

hvalros, inviterer dem til at spise med sig. Gæsterne sover længe,

vækkes af Q., fordi stormen har lagt sig, og han sender dem hjem med

rigelige kødgaver. En del andre amerloq'er vil nu også på besøg, skønt

Q. har frabedt sig det med trussel om mord. De kommer og han dræber

dem. To gamle mænd, der derved har mistet deres sønner, får deres

fæller med på en snedig plan, og da Q. advares af sin amulet, en

islom, om de mange ankommende kajakker ude på havet, opdager han ikke

de to gamle, der allerede har sneget sig i land og i baghold. De

skyder ham ned bagfra med bue og pil. Man frygter herefter Q.s søns

hævn, men det viser sig langt senere, at han er flyttet til

Ilulissat-egnen, hvor nogen træffer hans efterkommere: tre store mænd.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: Qaassuk er en udbredt fortælling (se også Kaassassuk) hvorfor de omhyggelige stedsangivelser ikke borger for nogen autenticitet.

Tidspunktet siges at være dengang man endnu jagede hvaler med

blæreharpun. Bemærk det mytiske træk: De ufrivillige gæster, der får masser af kødgaver med hjem med besked om, at ingen andre skal tro de kan komme og få tilsvarende gaver. Normalt er det ånder, der således forsyner en sultende hovedperson med besked om, at ingen andre vil få held til at få tilsvarende gaver. Da andre alligevel møder op, er ånderne forsvundet, og hovedpersonen har således mistet sine godgørere:

Qaassuk er dog ingen ånd (fortælleren er kristen og regner fortællingen for historisk), men aggressiv og kan overlistes - trods sin (hedenske) vagt-amulet.

Okalugtuak Kumagdlausimik / Kumagdlause / Kumallaasi

Print
Dokument id:497
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Kumagdlausimik / Kumagdlause / Kumallaasi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 10, nr. 1
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Forkortet oversættelse ss. 89 - 102.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 255, eksisterer ikke længere.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Resumé af forkortet oversættelse:

K. elsker sin fætter og bopladsfælle Asalooq, der aldrig fanger noget, mens Kumallaasi er stedets storfanger, der som den eneste fanger, når sulten truer om vinteren, og som altid, når han inviterer til fællesmåltid på bryststykkerne af

sine fangster, giver As. skulderbladet. Fællerne bliver misundelige og

enes om at binde As. den løgn på ærmet, at K. i virkeligheden pønser

på at myrde ham. De gentager løgnen så længe, at As. tror dem og

sniger sig bort. K. bliver fortvivlet, leder hele sommeren og

efteråret forgæves efter ham, og tar næste forår atter ud for at finde

ham. Inde i en stor fjord møder han en stor kajakmand, der skyder

sæler med bue og pil og venligt både fanger sammen med K. og inviterer

ham med hjem langt ind i landet ved en stor indsø, hvor mange hvide

telte ligner måger, der er landet ved bredden.

 

A. beværtes hos sin fangstfælle, der advarer ham mod de øvrige i

teltlejren. A. forstår, at det er de frygtlige eqqillit (som her er

oversættes til "grinetrolde"), og det lykkes ham at slippe ned til sin

kajak, men da han vil ro afsted, farves vandet rødt omkring ham af

spejlbilledet af mange eqqillits ansigter. Han ror bort under en regn

af pile, hvoraf han griber to. Hjemme igen laver han sig selv en

mængde pile af hvidt drivtømmer og en bue af det seje drivtømmer,

tager dem med til eqqillits lejr, hvor han støder på sin fætter A., og

sammen tar de tilflugt til en ø i indsøen, hvorfra de fører kampen mod

eqqillit på bue og pil. De sidste eqqillit-mænd flygter, K. og A.

dræber alle tilbageværende kvinder og børn undtagen to spædbørn. K.

tager A. med hjem på sin kajak, og de lever nu fredeligt bortset fra et

ophidsende besøg af tre bidske isbjørne, som det lykkes K. ene mand at

nedlægge på et isbjerg, nemlig med de to eqqilik-pile fra sin første

flugt fra dem.

 

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi

Print
Dokument id:494
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:12 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

 

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

 

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

 

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

 

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

 

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Om en fra Takisoq

Print
Dokument id:65
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en fra Takisoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 336 - 337
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 118 ss. 615 - 617.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 336 - 337: Oqalualaarut Takisormiumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:110 - 111.

 

Resumé:

I sin tid var folk fra Pisuffik eminente kajakroere. Fortællingen skildrer (ikke helt klart), hvorledes en kajakmand fra Pisuffik og en fra Takisoq følges indad fra fangst i pålandsstorm, hvor de lader sig overskylle af hver enkelt bølge, ror til under den og kommer ud i perfekt balance på den anden side. Med eet går det galt, vist nok for Pisuffik-manden, der rives ud af sin kajak. Den anden prøver at komme ham til undsætning og siger at han ikke kan redde ham, men at han kan hægte sig fast bag på hans kajak, og se om det går. Det gør det faktisk. Men redningsmanden må tage ham med til sin egen boplads. Da den reddede kajakmand endelig når hjem bliver hans familie naturligvis ovenud lykkelige.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk, men som sagt er det uklart, hvem der redder hvem.

Om en qivittoq

Print
Dokument id:82
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivittoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 392 - 395
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

 

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

 

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera

Print
Dokument id:876
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:19 sider: s. 17a + 2 - 16
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse:

 

Kaannassuaqs sultevinter.

Efter at Kaannassuaq selv var blevet fanger havde han een gang oplevet at lide nød:

Sidst på sommeren samlede familien som sædvanlig rigeligt med vinterforråd. Efteråret gik sin vante gang, og snart gik tiden mod årets korteste dag. Så begyndte nordenvind med snetykninger at blive det fremherskende vejr, og derefter blev nordenvinden af en ikke ringe styrke ved med at blæse. På grund af denne vind blev det jo efterhånden koldere og koldere. Da dagene nu blev så meget kortere, kom der meget frosttåge og havets lyde lød som torden. Selvfølgelig kunne Kaannassuaq og hans brødre ikke holde sig hjemme, når der endnu ikke var så mange isskodser, men da de nåede til årets korteste dage og vestisen begyndte at brække i stykker, holdt de op med at tage på kajakfangst, fordi vejret ikke mere klarede op. De begyndte nu at leve af deres ellers så rigelige forråd. Men da de nu udelukkende levede af det og det ikke blev suppleret med anden fangst, svandt det mere og mere ind. Når de gik i seng om aftenen og næste morgen vågnede, så de at vejret stadig var det samme, stærk frosttåge og snestorm. Til sidst blev de da klar over at resten af deres vinterforråd ikke ville kunne slå til. Og nu svandt resten af vinterforrådet hurtigt ind. De havde nået vintersolhvervsperioden, hvor dagene skulle blive længere, og da Kaannassuaq nu så, hvor lidt de havde tilbage af forrådet - som han ikke kunne supplere på grund af alle de isskosser som hindrede adgangen til det åbne hav - begyndte de at rationere, uden at der var nok til at dække det daglige behov, i lige store dele til både tjenestefolkene og selve familien. Snart mærkede de at de fik for lidt at spise, og at de nu virkelig led nød. Deres fysiske tilstand begyndte at ændre sig, selv om de stadig fik lidt at spise. Ved vintersolhverv havde de dagen før fået noget at spise, men da de vågnede den næste morgen havde de intet, og det var første gang nogensinde, at de prøvede slet ikke at få noget at spise. På andendagen uden mad gik tiden til hen på eftermiddagen, og så sagde Kaannassuaq som den eneste i huset - alle de andre stemmer i det store hus var forstummet: "Jeg var ellers begyndt at tro at jeg, efter at jeg selv begyndte som fanger, aldrig skulle opleve så stor nød og fattigdom. Nu er det den anden dags eftermiddag hvor vi ikke har fået noget at spise. Det eneste vi kan gøre er at koge noget af det aflagte skindbetræk til konebåden, for vi har ikke andet, vi kan spise." Da han havde sagt det, begyndte husfællerne at koge skindet. Selv om de derefter kogte disse skind og spiste dem uden sælspæk til, blev de allesammen uden undtagelse ændret rent fysisk, selv Kaannassuaqs krop blev forandret.

       En aften hvor de nu havde nået denne tilstand gik de i seng. Og da de vågnede af søvnen næste morgen, stod op og gik udenfor, opdagede de at selv om stormen var stilnet noget af, var der stadig stærk frosttåge og snefygninger. Da han gik op til fjeldtoppen oven for huset og begyndte at studere omgivelserne, opdagede han at der nord for Angisoq var lidt åbent vand, hvor havisen var brækket over. Da han så det, kiggede han østpå og så, at der lidt vest for Attorsuit og øst for Avalleq var tæt og klar frosttåge og at havisen flere steder var brækket over bag ved Avalleq. Men uden for denne grænse var der intet mørkt at se.

       Da han kom ned begyndte han at gøre sig klar. Da han var færdig med at klargøre sin kajak tog han sin helpels, som lå under konebåden. Han kom ind i huset med helpelsen, og da Kaannassuaq ikke havde for vane at fortie noget, sagde han: "Ikke kun for sjov men dog for at få dagen til at føles kortere, vil jeg tage ud i kajak, hvis revnerne i havisen ikke helt forhindrer mig i det. Der er klar tæt frosttåge øst for Avalleq, hvor grænsen for havisens revner åbenbart går, og derfra og vestover er der intet mørkt at se." Med de ord gik han ud for anden gang. Da han kom ud overvejde han først kun at tage sit fuglespyd med, men tænkte så: "Jeg kan da tage mine våben med, det er ikke umuligt af afise dem til havs." Da han var klar gik han ind i huset og trak sin helpels på, hvorefter han gik ud for at tage af sted. Det fortælles, at da Kaannassuaq tog af sted, ville han ikke nordpå. Han tog østpå og ventede hele tiden at støde på isbrækninger, mens han støt roede ind i den tætte frosttåge. Da han kom ind i den begyndte han at ro efter det sted, hvor han regnede med at Ikkarlup Tunua (Havet øst for Skæret) skulle ligge. Endnu inden han efter sin beregning skulle være i området, og endnu inden han var stødt på afbrækket havis, stødte han på store lomvie-flokke. Da udsynet var meget ringe, og selv om han var meget fristet af de mange lomvie-flokke, tænkte han: "Da det vist er ved denne tid at dagene bliver længere må jeg hellere først se mig om efter en sæl, og først bagefter give mig i kast med de mange lomvie-flokke." I den tanke fortsatte han mod vinden, og skønt sigtbarheden var meget ringe, holdt han udkig i sin vindside, og da fik han en stor flok havmåger i sigte. Da han så den store mågeflok lige i det øjeblik hvor det klarede lidt op, roede han hen mod den. Næsten fremme ved den store mågeflok så han i havet under dem en masse unge grønlandssæler, der ikke dykkede i dybet men kredsede rundt oppe i vandskorpen. Han mente ikke han gav lyd da han så dem, men så hørte han sig selv sige: "Her går vi og længes efter sælspæk, og så viser det sig at der stadig er sælspæk at få i et område af havet." Med de ord roede han ind på deres læside for at de ikke skulle vejre ham og dykke længere ned. Da han var fremme på læsiden af dem roede han nærmere og kom så ind imellem dem. Han havde længtes så voldsomt efter at se en sådan stor flok, at han ikke engang udså sig en stor en, men straks harpunerede den første den bedste. Da han gjorde den klar til bugsering overvejede han at fange en til, men så tænkte han på hvor meget hans brødre og husstand måtte glæde sig over den slags, og så roede han med vinden hjemefter. Da han kom hjem med sælen, spiste hans brødre og hans husstand sig mætte i sælspæk og sælkød i flere omgange og følte endelig, at de havde fået rigtig solid mad.

       Da de vågnede af nattesøvnen tog Kaannassuaq af sted endnu tidligere end dagen før, da han allerede i går havde set fangstmulighederne. Stormen var endnu ikke stilnet af. Det var stadig nordenstorm og stærk frosttåge, men han roede løs for at få øje på den store mågeflok. Så fik han igen øje på den, og da flokken måtte være den samme som dagen før, roede han derhen så snart han fik den i sigte.

       Han havde nu dem der boede i Illorpaat i tankerne, for når det var så streng en vinter her, måtte det være det samme andre steder, også fordi han endnu ikke heller her anden gang han var ude havde set nogen anden kajak. Da han nåede frem til den store flok unge grønlandssæler udsøgte han sig denne gang en af de største og harpunerede en, hvis sorte pletter var blevet meget store. Da han havde harpuneret den, dræbte han den med et enkelt kast med lansen. Da han havde dræbt den halede han den ind og begyndte at gøre den klar til bugsering, uden at ænse sine omgivelser det mindste.

       Tilfældet ville at netop den morgen gik Kittoraq / Qitoraq da han var vågnet og brødrene nu var sengeliggende, ud og opdagede, at stormen var lidt østligere end dagen før. Først da det var blevet lyst gik han hen til en lille høj lidt mod nord. Oppe på højen kiggede han udefter og så, at der var tæt frosttåge med afgrænsning til Itissaalik og Kangaatsaaq (stednavne lidt nord for Kangeq ved Nuuk, AL), og uden en eneste hvid plet imellem. Da han kom ned tog han sin helpels med ind i huset og begyndte at tø den op. Da hans brødre var holdt op med at kigge ud fra briksen, sagde Kittoraq: "Ikke for sjov, nej, slet ikke for sjov vil jeg prøve min kajak, og nu hvor iskanten strækker sig fra Itissaalik vil jeg ro langs denne kant." Da han var tilfreds med opblødningen af sin helpels ville han tage den på, men gik i stedet ud, fordi han var i vildrede. Han ville først fange noget med sit fuglespyd langs iskanten, men han ville også prøve at tage sine våben med i kajakken, da det var muligt at afise dem til havs. Han tænkte så, at han ville forsøge sig med at ro længere ud på havet, hvis han da ikke blev hindret af afbrækket havis undervejs. Han gik ind, trak i sin helpels og gik ud for at tage af sted. Han tog sin kajak på ryggen med bunden i vejret og begyndte at gå syd om Itissaalik hen imod iskanten. Han var faktisk urolig med hensyn til isen, som han følte sig usikker på. Da han så startede ud over den, så han at der vist ingen tynde steder var, og at både skrueisen og den plane is forekom lige fast. Da han nu vidste at isen var sikker, begyndte han at gå til for at holde varmen, og netop som han så småt følte en vis udmattelse, fordi han ikke havde brugt sine muskler længe, nåede han iskanten. Der slog han så den nederste del af sin helpels ud, satte kajakken ned på vandet og kravlede ned i den. Så startede udefter således at han regnede med at få Qaarajuttoq i sigte søndenfra. Da han nu kom til sydsiden af Qaarajuttoq uden at være stødt på drivstykker af havis, tænkte han: "Dette udløb af fjorden bliver ikke islagt, uanset hvor meget isen lægger til." Så vendte han ryggen til Qaarajuttoq, og da den forsvandt i den stærke frosttåge, roede han nu over bæltet mod det sted, hvor han regnede med at Qaarajuttuarsuk lå. Så snart han var fri af Qaarajuttoq og ude i bæltet, kom han ud på tværs i nordenstormen og tænkte: "Hvis jeg endnu havde min fulde kraft, ville det bare være lykken, for der er ingen tvivl om at der derovre bag Ikkarlu (Skæret) som sædvanlig vil være mange unge grønlandssæler, der på skift dukker op af vandet." Mens han tænkte sådan funderede han også videre: "Jeg kan endnu få en sæl på harpunhold, men mine kræfter slår nok ikke til, fordi jeg så længe ikke har brugt dem; så mon ikke man skulle prøve at komme forbi Qaarajuttuarsuk og videre ud." Det gik nu hurtigt, og snart var Qaarajuttuarsuk ude af sigte. Tilfældet ville så, at det netop var på samme tidspunkt Kaannassuaq havde harpuneret en sæl og var i gang med at klargøre den til bugsering uden at ænse sine omgiverlser. Og Kittoraq var netop på vej til stedet. Da Kittoraq var roet udefter regnede han efterhånden med at være ved Ikkarlup Tunua. Han skød stadigvæk en god fart og opdagede nu, at han var lige ved at ro ind i noget. Han så efter og opdagede at der på kajakmandens læside så ud til at være mindre vind, og at manden vist var beskæftiget med noget. Han kiggede nærmere på ham og genkendte ham så straks og så, at han med ryggen til var ved at gøre en sæl klar til bugsering. Da han havde set at han var ved at gøre en sæl klar til bugsering uden at ænse ham, og da han ikke ville overraske ham for meget, roede han om til hans læside og kaldte så på ham. Og først nu kiggede den anden kajakmand på ham, og da han så på ham, sagde Kittoraq: "der kan man se, i noget af havet er der endnu spækmad at få, og imens er den strenge vinter ved at overmande os sølle mænd." Til det sagde Kaannassuaq: "Hvis du længes så meget efter spæk, så spis en flænsebid først." Han trak nu sin sæl op foran sig og gav sig til at skære et bugstykke ud. Han skar et stort stykke ud, næsten lige ned til den bageste bugserrem, og da han havde skåret et bredt stykke af bugen, kastede han det over til Kittoraq. Da denne havde fået fat i det og taget en første mundfuld, syntes han at det nærmest smagte som sne, og at han slet ikke kunne lugte spækket; først med den anden mundfuld mærkede han spæksmagen. Da han nu kilede sin flænsebid ned ved sine kajaktværremme, sagde Kaannassuaq til ham: "Når man er kommet så langt ud i armod er man endnu mere opsat på at fange noget. Jeg skal nok følge dig. Ro nu op mod vinden; derhenne på vores vindside og når vi får øje på en stor mågeflok, er der mange unge grønlandssæler. Den tabte jeg af syne for lidt siden - men du skal bare se, dér er der unge grønlandssæler at fange, og de boltrer sig oppe uden at dykke i dybden." Han lagde så ud sammen med ham. Da de var kommet lidt nord for det sted, hvor Kaannassuaq klargjorde sin sæl til bugsering, fik de øje på den store mågeflok og så nu de mange sæler, der kredsede rundt uden at dykke i dybden, og hvor var der dog mange!" Da han så hvordan de teede sig, sagde Kittoraq til Kaannassuaq: "Det er de sæler du jager, prøv nu først at fange din anden sæl." "Du virker som du er sulten efter spæk," svarede Kaannassuaq, "nej, når du har harpuneret en, så skal jeg prøve at fange min anden sæl." Da han sagde det satte Kittoraq farten op mod sælerne, og da han roede hen til dem og var kommet ind imellem dem, udsøgte han sig ikke engang én af de større, og da han havde kastet sin fangstblære af kajakken, kiggede han sig tilbage og så, at Kaannassuaq var begyndt at ro hen imod ham. Kittoraq havde harpuneret sælen så godt, at den kun trak i fangstlinen en enkelt gang og døde netop som Kaannassuaq kom hen til ham, og Kittoraq sagde: "Førhen var det ofte at man fangede sådanne sæler, den er vist død nu." Da sagde Kaannassuaq: "Du har allerede dræbt den, ro bare hen og gør den klar til bugsering." Da det var vanskeligt at ligge side om side og støtte hinanden med pagajerne, sagde Kaannassuaq til Kittoraq da denne begyndte at ro hen til sin fangstblære: "Jeg kigger på dig fra læsiden." Kittoraq roede helt hen til sin fangstblære og da han var fremme begyndte han at hale sin fangst ind, og endelig fik han den hen på siden. Så lavede han et hul i sælen, hvor den forreste af bugserremmene skulle fastgøres. På det tidspunkt var strømmen i farvandet i Ikkarlup Tunua for udadgående og det gik mod ebbe, og ind imellem kunne der komme ret lange bølger. Da han skulle til at lave det første af bugserhullerne på den øverste del af sælens bryst hørte han Kaannassuaqs prajeråb dér fra læsiden, og han kiggede derhen og så, at Kaannassuaq ivrigt pegede mod vindsiden, og nu hørte Kittoraq bølgens tordnen, kiggede mod vindsiden og så, at en stor bølge allerede var ved at slå ind over ham. Han skyndte sig at binde sin sæl fast til nærmeste tværrem foran sig og rullede fangstlinen rundt om sin harpunholder. Så kom bølgen over ham, og da den dækkede ham kunne den anden lige i begyndelsen skimte ham, men da bølgen for alvor faldt over ham, mistede den anden kajakken af syne. Han beregnede hvor længe hans fælle kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet langt henne i læsiden, og netop som den sprang op og bølgen var ved at rulle væk, dukkede kajakmanden velbeholden og retvendt op af vandet. Han roede for anden gang hen til sin fangstblære, tog fat i den og begyndte igen at rulle sin fangstline ind og fik sælen ind ved sin side. Da han havde fået den ind og han igen var gået i gang med at lave det forreste hul til bugserremmen i den øverste del af sælens overkrop, prajede den anden ham igen. Han så sig tilbage og opdagede at denne igen pegede med åren mod vindsiden, og han kiggede den vej. Da så han at en endnu længere og større bølge end den forrige var på vej ind over ham. Da bølgens størrelse imponerede ham, rullede han nu sin bugserrems line rundt om sin harpunholder og forberedte sig af al evne til mødet med bølgen. Da han mærkede at den kom ind over ham, følte han ikke længere at han holdt på noget. Nu mistede hans fælle ham af syne. Han beregnede igen hvor længe den anden kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet i læsiden, og straks efter dukkede kajakmanden op langt henne i vindsiden, på ret køl og velbeholden. Han gjorde nu sin pagaj fri af tværremmene og skoddede væk fra sin fangstblære. Da han var kommet væk fra den, roede Kaannassuaq hen til ham, og da han var fremme udbrød Kittoraq: "Sådan måtte det jo gå; jeg er endnu ikke så stærk som normalt, så jeg bliver vel aldrig færdig med at gøre den klar til bugsering. Gør du den klar for mig." "Det kan jeg da prøve; så kan du jo passe på min fangst imens." Kaannassuaq trak nu sin sæl fri af sine kajak og roede hen til Kittoraq. Han roede hen til fangstblæren, halede fangsten ind og begyndte at gøre den klar til bugsering. Da han var færdig trak han den op mod læsiden for at tilkalde Kittoraq. Da Kittoraq havde halet Kaannassuaqs fangst væk fra sig og taget sin egen fangst for at fastgøre bugserremmen til sin kajak, kiggede han på sin kajakfælle og sagde: "Da jeg længtes så meget efter sælspæk var du den første, der gav mig noget spæk at spise, nu er det din tur til at få en flænsebid." Han skar nu næsten hele brystsiden af sælen og rakte den til sin kajakfælle. Da han havde givet ham den sagde Kaannassuaq: "Sælerne er nemme at fange, fordi de ikke har noget til at holde vagt; du må hellere fange én til inden du ror østpå." Til det svarede han: "Det ville jeg også helst, hvis det ikke var fordi jeg under de andre den sæl så meget. Det er vist lige op over for mine stakkels brødre, så jeg må hellere tage hjem for at nå dem i live."

       Da Kittoraq var roet østover landede han der, hvor han var taget af sted fra, og han bar sin kajak over land og slæbte sin fangst, og selvfølgelig så han ikke et menneske da han kom hjem. Han kom nu ind gennem husgangen uden at have kaldt nogen til, og da han dukkede op i indgangen til rummet med sælen og kom ind med den, råbte og skreg hans husstand og hans brødre af glæde. Og allerede dagen efter var Kittoraq igen derude og kom hjem med to sæler.

       Da de havde sovet og vågnede næste morgen, gik Kittoraq ud og så, at den tætte frosttåge og snefygningen derude ikke længere var så kraftig, og at det var blevet helt fint vejr. Da han selv og hans brødre nu alle var begyndt at tage på fangst mærkede de ikke længere noget til fattigdom eller anden form for afsavn. Da den tid kom hvor man kunen regne med at klapmydsen trak nærmere ved land og Kittoraq skulle på fangst derude, tog han sin helpels på og skulle til at gå ud, og så tog han et sæt bugserremme, hvor benbesætningen var af hvalrostand, op under armen. Anden gang han rakte armen ind efter noget under sin briks tog han et stykke isbjørneskind frem, der var rigelig stort til siddeskind i kajakken. Da han havde rullet bugsersættet og isbjørneskindet sammen gik han ud uden at sige noget. Da han havde bragt det ned lagde han først isbjørneskindet i agterenden og derefter bugsersættet yderst. Da han havde stukket sagerne ind, satte han af sted derudefter. Han nåede Avalleq uden endnu at have set nogen kajak, men han fortsatte vestpå. Endelig fik han øje på en anselig kajak, og han genkendte så Kaannassuaq, der lå stille på vandet. Da han kom hen til ham, så han at han allerede havde en klapmyds med meget store pletter på slæb, og Kaannassuaq sagde: "Her dukker sæler op ind imellem, men de dukker bare op lidt længere væk." Da han sagde det roede Kittoraq tættere på Kaannassuaq. Så stak han pagajen ind inder tværremmen på hans lændestykke. Da han havde stukket åren derind, løsnede han sin kajakpels fra kajakringen og begyndte ligeså stille og roligt at rode rundt efter noget inde i sin kajak og tog så et sæt bugserremme med besætninger af lutter hvalrostand, og han lagde dem ovenpå sin kajakstol. Da han anden gang helt roligt rodede rundt inde i sin kajak trak han et stykke isbjørneskind frem, der var rigeligt stort til et siddeskind. Da han havde taget skindet frem, tog han bugsersættet op, rullede tingene løseligt sammen og gav dem til Kaannassuaq, og først nu sagde han noget: "I vinters, hvor jeg længtes så meget efter sælspæk, var du den første, der gav mig sælspæk at spise. Det kan være du slet ikke mangler den her slags, men jeg vil nu med disse ting sige dig tak for det første sælspæk jeg spiste og bringe balance i vores forhold igen." Selvfølgelig følte Kaannassuaq at gaven var for stor, men da han ikke kunne gøre andet, tog han imod den og takkede ham. Da de havde talt med hinanden og skiltes, fangede de hver en klapmyds, og inden Kaannassuaq havde fanget sin anden klapmyds, tog Kittoraq af sted.

       Den vinter der var så streng var den eneste gang, hvor Kaannassuaq og Kittoraq i hele deres fangerliv oplevede en sultevinter og følte fattigdommens svøbe, og siden oplevede de alrig en sådan armodig vinter.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Kaannarsuaq, Kaannassuaq

 

Hist.: Fortællingen er autentisk. En tidligere version fortalt af Kaannassuaqs oldebarn, Hendrik (NKS 2488, IV, nr. 2), findes oversat i uddrag i Rink 1866-71, II: nr. 65. Se også Thisted & Thorning 1996: nr. 2.

Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq

Print
Dokument id:346
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 23h - 36h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

 

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

 

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

 

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

 

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

 

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

 

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

 

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

 

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

 

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

 

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

 

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

 

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

 

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

 

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

 

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

 

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

 

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

 

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

 

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

 

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

 

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

 

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

 

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

 

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

 

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

 

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

 

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

 

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

 

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

 

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

 

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

 

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

 

Var.: Milortuaraq

 

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

Oqalualâq Mitdlasangmik / Historien om Millasak

Print
Dokument id:483
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Mitdlasangmik / Historien om Millasak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 19 - 35
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrift NKS 3536, II, 4', læg 21, 12 sider.

 

Resumeret oversættelse ved Grethe Lindenhann:

 

Det fortælles, at Millasak boede i Sermeraaq lige nord for Kangaatsiaq, som ligger nord for Kangeq.

 

Der var selvfølgelig ingen, der gjorde noget, da ingen var klar over, hvordan det var fat med ham. Dengang Kangeq og omegn var tæt befolket, skete det uden undtagelse, at en enlig kajakmand ikke kom hjem. Alle gik ud fra, at vedkommende var druknet derude. Og så kom det frem senere, at det var Millasak, der dræbte dem. Men dengang var der ingen, der havde anelse om det eller var blevet klar over det.

 

Dengang han efter vane dræbte en ung mand, åbnede han liget omkring det sted, hvor leveren var, for at spise hans lever. Før han skar noget af leveren, opdagede han på det nederste af hjertet, som kunne ses, et lille billede, der forestillede en mand med udseende som en hvid mand, og som havde strakt armene ud til siden. Han undersøgte ham nærmere og så, at han havde blod på midten af  håndfladerne og midt på vristen. Selv om han havde i sinde at spise liget opgav han, af lutter forundring over det, han så. Han fortalte, at han dræbte manden ved elven i den nordlige del af Qaquk.

 

Efter hjemkomsten kunne han slet ikke glemme det passerede. Selv da året var omme, tænkte han endnu mere intenst på det, fordi han var meget forundret. Efterhånden som hans forundring voksede, og han ikke længere kunne holde ud at tænke på det, - det fortaltes, at han i Illorpaat havde en aldrende slægtning - tog han sin slægtning fra Illorpaat med på en kajaktur til Sermeraalik.

Millasak havde i forvejen sagt til sin slægtning, at han i tilfælde af godt vejr ønskede at tage ham med på en kajaktur, og da det var skønt vejr, gjorde han sig klar og roede til Illorpaat. Da han var ud for stranden, gik hans slægtning ned for at modtage ham. Idet slægtningen var kommet ned til stranden, så han op og sagde til ham: "Hvis du ikke har noget, der holder dig tilbage, så er jeg her for at tage dig med, som jeg sagde i går." Den anden begyndte selvfølgelig at gøre sig klar, og da han var klar, tog Millasak nordpå sammen med ham.

 

Undervejs nordpå sludrede slægtningen ubekymret løs om lidt af hvert, mens Millasak opmuntrede ham til det. Efter at de havde passeret Ulittarfik og nærmede sig Ukkusissalik blev Millasak tavs. Slægtningen fik mistanke om at han brændte inde med noget. Så var det altså det, som han skulle fortælle om drabet, han ikke kunne få sagt. Efter nogen tavshed sagde han endelig:

 

"Da du ikke er fremmed for mig, vil jeg fortælle dig noget. Det må efterhånden være et års tid siden, at jeg så en ung kajakmand, da jeg roede til elvmundingen. Som jeg har for vane, fik jeg stor lyst til ham, og som jeg plejer overlistede jeg ham og dræbte ham. Jeg har uden undtagelse for skik at spise leveren hver gang, jeg dræber et menneske. Efter drabet ville jeg spise leveren og åbnede ham op ved leveren. Inden jeg skar noget af leveren, kom hjertekulen til syne, og da jeg fik øje på oversiden af hjertekulen, så jeg noget, der lignede et menneske. Men det havde ikke udseende som vi og strakte armene ud til siden. Det, jeg kunne se var ellers småt, men jeg så også, at han havde lagt fødderne over hinanden, og at der midt på begge hans håndflader var små røde pletter, som om nogen havde smurt blod på dem. Det samme var tilfældet med fødderne, som også var lagt over hinanden. Selv om det snart er et år siden, fortæller jeg det til dig, da jeg er meget forundret over det. Men du må ikke fortælle det til andre." Først efter disse ord talte han igen som han plejede. Han havde været tavs, fordi han brændte inde med det han ville sige.

 

Uden at have fanget så meget som en sæl tog de sydpå. Da de var ud for Illorpaat, og manden fra Illorpaat drejede indefter, roede Millasak hjem uden om Illorpaat og bag om Aappilattortooq.

 

Det fortælles, at manden fra Illorpaat ikke fortalte noget, da han kom hjem, men at han hen på erfteråret tænkte mere og mere på sin slægtning Millasaks fortælling. Hans viden trykkede ham mere og mere, og en aften om efteråret tog han afsted for at besøge Kittoraq / Qitoraq. Derhenne var der som sædvanligt mange mænd på besøg. Så snart han kom ind, sagde Kittoraq til ham: "For en gangs skyld var du længe om at komme på besøg." Han svarede: "Ja, det er rigtigt, jeg har ikke været så meget omkring, da jeg har puslet med mange ting." Det var ikke den rigtige grund, men hans slægtnings fortælling havde forskrækket ham i den grad, at han for en tid holdt op med at gå på besøg og opsøge andre mennesker. Længe var han på besøg uden at sige noget, da han havde svært ved at få sit ærinde sagt. Først sagde han midt i et ophold af fortællinger:

 

"Mit ærinde er svært at få sagt, men jeg vil ikke undlade at sige det. I efteråret var jeg på kajaktur med Millasak, da han bad mig om det. Jeg vidste jo ikke, hvad han ville. I må have lagt mærke til min nedbrudthed, siden jeg har undgået mennesker og er holdt op med at gå på besøg. Det, Millasak fortalte mig, kan jeg ikke længere fortie. Når en enlig kajakmand ikke kom hjem, gik vi altså ud fra, at han var omkommet på havet. Dem har han ikke sagt noget om, men jeg er blevet vis i mine tanker på grund af det, han fortalte, også fordi alle, som vi ikke længere ventede på, aldrig kom hjem. Jeg har fået den tanke, at min stakkels slægtning Millasak har dræbt disse mænd. Jeg er begyndt at tro, at han bliver ved, hvis jeg ikke siger, hvad han fortalte mig; derfor vil jeg fortælle hans historie, som er følgende: Han fortalte, at han var på vej nordpå i kajak og var kommet ud for elven, da han som han plejede dræbte en dejlig ung mand. Hver gang han dræbte en mand, spiste han uden undtagelse leveren. Også denne gang ville han gøre det og ville sænke ham ned i havet eller smide ham i en kløft bagefter. Han skar manden op, så hjertet kom til syne. På oversiden af hjertekulen fik han øje på et menneske, der var så smukt, at det ikke var til at sammenligne med et menneske. Han havde rakt begge armene ud til siden og havde lagt fødderne oven på hinanden. Endnu mens han undersøgte det, fik han midt på begge håndflader øje på noget, der så ud som sår, hvorfra blodet løb. Der var også sår oven på de sammenlagte fødder. Han fortalte, at han forundredes meget over det han så og blev ved med at tænke på det resten af året uden at kunne få nogen mening i det, og at han fortalte mig det, da han ikke længere kunne holde ud at tænke på det. Hans ord: "Men du må ikke fortælle det til andre," ligesom gav mig vished om noget. Det kan være, at de, som kunne have klaret sig, men ikke kom hjem, blev dræbt af ham."  

 

Da han havde sagt det, blevder stille blandt de resterende mænd, men Kittoraq vendte sig mod ham og sagde: "Vi kan ikke være sikker på andet, fordi der er for mange mænd, der med korte mellemrum ikke kommer hjem. I skal vide, at alle I, som plejer at tage til Qaquk, til sommer ved den tid hvor sortsiderne er på vej ud, skal tage derind allesammen. Giv alle vore bopladsfæller besked, så giver jeg folk fra Kangeq besked. Ved højsommer forsøger jeg at få ham med til Qaquk."

 

Det fortælles, at alle mænd i Illorpaat nu var på vagt.

Vinteren var omme, og foråret hældede mod sommer. En forårsdag, endnu mens mange udflyttere opholdt sig deroppe (i Qaquk), blev Kittoraq for en gangs skyld tilbage, alene på grund af Millasak. Først da sortsiderne rigtig var på vej ud ved højsommer, tænkte han, at vejret var uendeligt smukt uden en sky på himmelen og det var helt vindstille! Da han gik udenfor tænkte han udelukkende på Millasak. Han fortalte, at han ikke engang tænkte på et eneste fangstdyr. Da han vidste, at Millasak var en sovetryne og ikke ville stå op foreløbigt, gav han sig til at vente på, at solen kom fri af fjeldene. Eftersom Millasak ikke boede langt væk, havde Kittoraq kun halvpels på, da han tog afsted derhen. Efter at have roet over Sassivik rundede han Sermeraaqs lille vig og så, at der selvfølgelig ikke var ét menneske ude. Da han var ud for stedet, så han, at hans kajak var gjort klar. I første omgang ville han vente på, at manden gik ud, men tog sit kastetræ og gav sig til at slå på tværtræet foran sit mandehul og råbte uaa. Ikke så snart han havde råbt uaa, så sprang Millasak udenfor. Vel ude af husgangen kiggede han ned på ham og skridtede derned i en fart. Nede ved strandkanten stillede han sig op. Idet han stillede sig op, sagde Kittoraq: "Det er vel nok smukt vejr. Vi er midt i stilheden uden at have nogen at tale med, og tænk, lige derhenne er der mennesker, der morer sig." Ved hans ord begyndte Millasak at undersøge vejret. Derefter sagde han: "Når vejret er således, er jeg undertiden betænkelig, fordi det smukke vejr i løbet af dagen kan skifte om til frisk sydvest." Og da han havde sagt det, sagde Kittoraq: "Men du ved dog, at vejret ved højsommertid uden blæst plejer at være magsvejr." Herefter tav Millasak lidt, men sagde så ja, hvorpå Kittoraq dårligt kunne tro, at han tog med. Han fortalte, at han havde sagt: "Slå du følge med mig, jeg slår følge med dig."

 

Selv da Millasak endelig begyndte at gøre sig klar, gik Kittoraq ikke i land fordi han i den grad ønskede, at han tog med. Endelig kom han afsted uden at fortryde.

 

Vel afsted roede Kittoraq med vilje bag om Itissaalik, og efter sundet ved Aappilattoq drejede han nordpå. Vandet var netop begyndt at stige, da de vendte indefter mod udløbet. På vej ind var de nået til skærene Sapanngat, da Millasak satte farten ned og sagde efter grundigt at have undersøgt vejret, som var helt skyfrit og blikstille: "Jeg blir så urolig i den slags vejr, så nu vender jeg bare om og ror udad." Kittoraq sagde: "I sådant vejr kan man ikke vente nogen vind." Til det sagde Millasak tøvende: "Lad os da fortsætte."

 

Kittoraq føjede ham, og de fortsatte indefter samtidig. De var netop roet ud på sydsiden af Qeqertarsuaq, hvorfra de kunne ro ind i Qaquk, da de hørte uaa-råb. I det øjeblik de indstillede samtalen, lød uaa-råb for anden gang, og denne gang nærmere. Det viste sig, at man havde fulgt en stime sortsider. De var nået til en lille ø, som man kaldte Kujalequtinnguaq, da Kittoraq sagde til sin sølle følgesvend: "Vi kunne ellers gøre forfølgerne selskab, men vi er nok kommet for sent." Lige da han havde sagt det, kom sortsiderne til syne uden forfølgende kajakker. Et stykke tid efter kom en forfølgende kajak til syne uden de andre kajakker efter sig. Kittoraq genkendte manden, ham man kaldte Amaalik (ham med barn i amaut). Hans første tanke var, at de på skrømt skulle sige hinanden ukvemsord når de mødtes. Det gjorde de altid, når de så hinanden igen, fordi Amaalik var navnebror til Kittoraqs ældste søn. Kittoraqs "ukvemsord" til Amaalik var kvindagtige, fordi denne i stedet for harpunen brugte fuglepile til sæler.

 

Lige før de rundede Kialaarfik, kom der så mange kajakker til syne, at de lignede perler på en snor. Da de var kommet for sent til at slå følge med dem, roede de bare ind til den første boplads Pamialluk. Da de lagde til land, anbragte Kittoraq sin kajak højt oppe, et godt stykke væk fra stranden, mens Millasak anbragte sin lige ved siden af stranden. Da Kittoraq så det, sagde han til ham, at det altid gik stærkt mod højvande her, fordi vandet hurtigt fossede ind gennem begge udløbene. Da anbragte den anden sin kajak ved siden af Kittoraqs. Derefter gav de sig til at vente på de mange kajakker.

 

Et godt stykke tid efter vendte de tilbage én efter én. De hjemvendende bugserede sæler! Nogle havde fået mere end én, og andre havde ikke fået nogen. Da kajakmændene fra Pamialluk lagde til, spurgte Kittoraq til Amaalik og fik det svar at: "Han trækker dem på snor som sædvenligt." Kittoraq udbrød et tak og ikke andet.

 

Snart efter rundede Amaalik næsset ved Kialaarfik. Nu kunne man forstå hans ringe fart. Mens han roede ind, så det grangiveligt ud som om han bugserede bølgende sæltarme. Da han lagde til, kiggede han mod land et stykke tid og så sig ikke tilbage siden. Det viste sig, at han vendte ryggen til, fordi han genkendte Kittoraq. Det fortælles, at Amaalik skyndte sig hjem for at give sin kone besked om straks at koge ribbensstykker, da han genkendte Kittoraq. Man fortæller, at Amaalik løftede sin kajak og gik op med den langt uden om de andre, og at han, da han var færdig med sin kajak, uden videre gik ind i sit telt og blev derinde. Da han blev derinde, gik Kittoraq heller ikke derhen på besøg, fordi han ikke var blevet opfordret.

 

Kittoraq, der ikke var blevet budt indenfor af nogen på grund af det gode vejr, så' kort tid efter, at Amaaliks kone var ved at øse mad op. Det viste sig, at der var øst op af to gryder. Da konen var færdig med at øse op, lagde hun mange underlag på et velegnet sted og gik ind i teltet - det var så for at give manden besked. Lidt efter gik hun ud med manden i hælene. Idet Amaalik gik ud, begav han sig hen i retning af det lille næs ved deres boplads.

 

Da han nåede stranden ved næsset, bøjede han sig ned mod vandet med front mod alle på bopladsen og råbte højt flere gange: "Alle mænd til fællesspisning!" I det gode vejr var det som om det gav genlyd over hele det indre Qaquk. Og straks efter myldrede det frem med kajakker fra alle bopladserne fra Qinngoq, Portusooq, Qoornuatsaaq og Qaqqivik.

 

Det fortælles, at da de mange mænd havde anbragt kajakkerne over vandlinien og gik op, gik Amaalik frem til de mange underlag og sagde: "Der er mad nok, spis af hjertens lyst! Når man spiser i hinandens selskab, smager det bedst." De mange mænd satte de sig i en stor kreds uden om de mange underlag. Amaalik trådte tilbage, og det viste sig, at han havde fået en idé. Idet de mange mænd begyndte at spise, gik Amaalik i stedet for at lange til maden hen til en lille forhøjning og satte sig der. Det var så for at overraske Kittoraq bagfra. Kittoraq, som havde taget en benløs klump under ribbenene og spist den, stak i endnu en klump. Og da han uden tanke på andet gik igang med at spise den, rejste Amaalik sig op og begyndte at at nærme sig Kittoraq bagfra. Mens han stilede hen mod ham, begyndte de mange mænd at kigge på ham. Nu var han ganske tæt på. Det sagdes, at Amaalik var utilnærmelig, men så overhovedet ikke utilnærmelig ud. Da han kom hen til Kittoraq, som uden tanke på andet var godt igang med at spise en stor klump overarmsben, lagde han forsigtigt sin hånd på hans venstre skulder, rystede ham blidt og sagde: "Mon du så os, da vi var på vej ind her, for jeg så jer. Du så vist nok, at jeg var foran de andre kajakker og var nærmest den store stime. Da stimen som sædvanlig kom på lavt vand, fik jeg ikke flere, fordi jeg ikke havde redskaber nok og havde kun fået fem, da stimen drejede mod nord." Han bøjede sig ned, så op på Kittoraqs ansigt og sagde: "Jeg gad vide hvordan de, som ikke er kvinder ror i kajak." Endelig havde han altså fået en god lejlighed til at "overfuse" / drille ham som kvindagtig.

 

Ved den tid højvandet for alvor satte ind, og mændene havde spist, hørtes uaa-råb fra Qoornuatsaaq. Ved uaa-råbene begyndte de mange kajakmænd uden undtagelse at gøre forberedelser - og sikken larm af kajaklyde! Under forberedelserne gik Kittoraq hen til Millasak og sagde til ham: "Vi skal ikke blive hængende tilbage; lad os to gøre os parat og se efter partier mellem skulderblade." Ved disse ord begyndte Millasak at gøre sig klar, og da han gjorde det, kunne den anden næsten ikke tro det. Mange kajakker var væk, da de to blandt de sidste sendrægtigt tog afsted.

 

Da de kunne se forbi Paarmaligaatsaaq så de, at de første kajakker gjorde sig store anstrengelser for at holde farten oppe - det viste sig, at det var for sjov -, roede Kittoraq og den anden ind i flokken, skønt de første endnu var langt forude. Næsten ud for Paarmaligaatsaaq var der flere, som sakkede bagud, mens andre lidt efter lidt kom længere foran. På vej mod Imaqanngitsorsuaq nærmede de sig Qinngoq. Ud for Qinngoq opdagede Kittoraq midt i forvirringen, at mange kajakker havde samlet sig foran dem, og da de kiggede tilbage, så han andre der havde samlet sig bag ved dem og var ved at omringe dem. Da de blev mere og mere omringet, begyndte Kittoraq at ro baglæns, hvorpå hans sølle fælle gjorde det samme. Det fortælles, at Kittoraq selvfølgelig roede fra sin fælle og kom ind i den store flok af kajakker. Kittoraq var vel inde i flokken, da de mange kajakker sluttede sig tættere og tættere om Millasak, hvorpå den stakkel bare holdt op med at ro. Ikke én af de mange kajakker sagde noget. Midt i stilheden sagde Kittoraq med høj røst: "Den der er nærmest i slægt blandt de dræbte, sårer ham først. Ingen sagde noget eller nærmede sig ham. Da ingen reagerede, sagde han anden gang med høj røst: "Den der er i slægt med den første blandt de dræbte, tager hans redskaber og årer fra ham." Da han sagde det, roede en stor ung mand ud af flokken. Uden at nøle nåede han op på siden af Millasak og stak voldsomt sin åre ind under hans tværrem. Derefter tog han alle hans redskaber en efter en, brækkede dem og smed dem væk til højre og venstre. Da manden kun havde sin åre tilbage, ville den unge mand også tage den fra ham. Manden, der skulle fratages paddelåren, gjorde modstand, og den unge mand måtte bruge kræfter for at rive åren fra ham. Da det lykkedes, brækkede han også åren og smed resterne ud til hver sin side. Derefter roede han tilbage ind i flokken af kajakmænd. Mens han roede tilbage hørtes kun Kittoraqs bydende stemme: "Hvornår mon han får det første sår af sin nærmeste fjende!" Efter dette udbrud roede en lille nybegynder af en kajakmand frem fra flokken - selvfølgelig meget nølende, mens han roede hen til ham. Idet han nåede op på siden af ham og tog sit kastetræ frem, sagde Millasak efter et lille glædesudbrud: "En klar himmel uden lys!" Det viste sig, at han allerede kun så mørke. Den unge mand stødte sin fuglepil ind i hans midte, men stak kun halvdelen af spidsen ind. I det samme kom alle kajakmændene hen og stak deres fuglepile ind i ham under stor larm. Millasak kæntrede ganske vist, men hans ene kind stak op af vandet, fordi de mange fuglepile holdt ham oppe.

Det var så den sidste lystmorder i nærheden af Kangeq, og siden var der ikke flere af hans slags.

 

Hist.: Overordentlig detaljeret historisk fortælling. Kittoraq / Qitoraq er med også i andre historiske fortællinger fra samtiden. Billedet af Kristus i hjertet se: Om Parpaaq.

 

Kommentar: Bemærk drille-relationen / joking partnerskabet mellem Kittoraq og navnefællen.

Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq

Print
Dokument id:482
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 1 - 18
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En anden renskrift af Hendrik Olsen: NKS, 3536 I, læg 21.

Oversættelse i resumé ved Grethe Lindenhann:

Ved den tid, da åndemanerne var blevet ganske få på Kangeq ved Nuuk, var Unneq en af de sidste. Han var en god åndemaner, og dog kaldte nogen ham "Den pralende åndemaner"

Han boede fast på Kangeq, og hans hus lå ved den lille vigs solside. Skønt hans åndemaner-evne egentlig ikke var tilstrækkelig, fik man ham af mangel på bedre åndemanere til at påkalde ånderne. Bopladsfællerne eller andre henvendte sig til ham, når der var et eller andet, de måtte have opklaret. Når han fandt en løsning, blev han altid godt betalt. Som den eneste, folk henvendte sig til, syntes han af og til, at det gik lidt ofte på med at påkalde ånder. Men han undslog sig aldrig, fordi han fik det godt betalt, og da dette var hvad man lagde mærke til ved hans åndemaneri, kaldte både fællerne og andre ham 'Den pralende åndemaner'.

I denne periode begyndte mange at Kangeqs mange indbyggere at lade sig døbe. Også en driftig fanger med en stor husstand lod sig døbe. Hans hus lå på solsiden af vigen, lidt syd for såkaldte Atilleq.

Engang efter en tur til Nuuk sagde han om aftenen til sine husfæller: "Da jeg kom til Nuuk, kom den ene af de tre europæere ned til mig og sagde, at hvis jeg oprigtigt ville, og I ville - jeg sagde, at jeg havde en stor husstand - omvendes, kunne vi komme til Nuuk og blive døbt, når vinteren er omme." Han fortalte så om sit svar: "Jeg er villig til at tage til Nuuk, men kun for en kortere tids ophold." Han fortsatte: "Det var så mine ord. Man han sagde altså, at også I kunne komme til Nuuk efter vinteren." Nogle af dem fik stor lyst, men andre var betænkelige, hvorfor manden tilføjede: "Det ville være bedst, om vi alle havde lyst!" De betænkelige lod han være, skønt han tvivlede på dem, men sin vilje ændrede han ikke.

Om vinteren med de korte dage begyndte Unneq på eget initiativ at påkalde ånder, så snart der var gået nogen tid, hvor folk ikke havde opfordret ham til det. Straks de døde hørte om det, gik de hen for at håne ham. Selv ville de ikke gå ind i hans hus, men opfordrede de udøbte til at gå ind og høre på. De bad de udøbte nøje at lægge mærke til, hvad han gjorde og sagde. Når tiden kom, gik folk på besøg. På et passende tidspunkt om aftenen bad Unneq om at få vinduerne dækket til og begyndte at påkalde ånder. Når der ikke længere slap lys ud af vinduerme, kunne folk i nabolaget se, at han var igang. Et par af de nydøbte gik så hen for at stå uden for hans hus. Hver gang de nåede hen til den lille skrænt Atikilleq lidt syd for huset, sagde Unneq: "Så, nu hænger mit skindforhæng helt stille uden at bevæge sig mere. Det store lys er altså nået til Atikilleq. Han kunne mærke de døbte som et stort lys, når de kun var nået til Atikerleq. Og så kaldte de ham "Den pralende åndemaner!"

Fangeren, som blev opfordret til at lade sig døbe, tog til Herrnhutdalen med sin husstand og gik hele sommeren til dåbsforberedelse. De blev alle døbt, og manden fik navnet Kristian.

Om efteråret vendte de tilbage til Kangeq. Manden havde den ulykke, at der skete noget med hans familie, når en af hans ejendele blev væk og ikke var til at finde. Hver gang døde enten et af hans børn eller en nær slægtning.

En vinterdag kom han hjem fra fangst og sagde, selvom hans vanter ikke var slidt: "Jeg har ikke fået nye vanter, siden vi kom hjem fra Nuuk. Skær skind til, og læg det i blød i havvand et øjeblik, tag det op og sy vanter til mig. Jeg vil have nye i morgen, da de andre er for våde." Straks skar konen skind ud, lagde dem i blød, tog dem op og tog mål til vanter og skar skindet til. Da hun fik hjælp til den anden vante, var de færdige inden det blev mørkt. Manden tog dem og bad om at få bragt nyt havvand op. Han fyldte de nye vanter med det og lagde dem under lampen. Senere tog han dem op, tømte dem for vand og gled dem bløde og myge. Derpå trak han dem over hver sin ende på et stykke træ og lagde dem igen under lampen, så de var klar til brug næste dag.

Om aftenen gik de i seng til vanlig tid. Næste morgen tog Kristian kamikker på og gik udenfor. Vejret var smukt, og der blæste en blid nordøstenvind. Han tog sin vandpels, der var anbragt under konebåden og gik ind med den for at blødgøre den. Da han var klar til at tage den på, følte han efter sine vanter under lampen, men fik ikke fat i dem. Han så nøjere efter, men så kun det tomme træstykke. Lampen brændte endnu, og han tog noget tørv, der var dyppet i tran, tændte det og så efter endnu engang. Hans første ord den morgen var: "Det er da underligt, mine nye vanter, som jeg stak i træstykket i aftes, er der ikke." Konen og husstanden undersøgte alt inde i huset. Da dagslyset kom, ledte de også uden for huset, men forgæves.

Da alle opgav at lede mere, sagde manden: "Når mine ting bliver væk, varsler det altid ulykke blandt mine nærmeste. I dag tager jeg ikke afsted, før de er fundet." Manden blev hjemme, og det blev over middag, mens de stadig ledte, men forgæves.

Om eftermiddagen sagde Kristian: "Nu sker der altså noget med mig. Jeg har frigjort mig fra den gamle tro og omvendt mig, men da der er sket noget uforklarligt, får jeg ondt i sinde." Derefter sagde han til en af sine folk: "Gå hen til Unneq og fortæl ham hvad der er sket. Hvis han kan finde mine nye vanter, vil jeg give ham tre sortsideskind, spæk af en halv sortside og noget kød." Budet gik i det svindende dagslys, og da hun kom ind i Unneqs hus, fandt hun huset mørkt og uden ild.

Unneq sad og skar i træ ved enden af briksen og bad budet om at sætte sig på briksen. Men denne undskyldte sig og fortalte, hvad der var sket. Unneq tænkte sig om et øjeblik og sagde så, at han ville gå derhen om aftenen, når tiden var passende. Budet gik hjem og sagde hvad Unneq havde svaret.

Dagen var lang for de ventende. Da man i vinduerne kunne se dagslyset svinde, sagde Kristian til en af sine folk: "Tiden er inde, gå hen og sig, at vi dækker vinduerne til, hvis han synes, det er for lyst."

Da budet kom hen til Unneq, sad han på briksen med hovedet mod væggen, men satte sig til rette for enden af briksen uden at sige noget. Budet fremkom med sit ærinde, men Unneq sad længe med bøjet hoved uden at svare. Endelig svarede han: "Sig, at jeg kommer i al beskedenhed." Budet gik hjem og gav svaret videre.

Manden var tilfreds med svaret, men sagde til sin kone: "Han er en elendig åndemaner, men I kan da i det mindste ordne det sted, hvor han kan sidde." Konen lagde noget til rette på langsiden af briksen. Lidt efter kunne de høre nogen gå ned i husgangen og troede, at det var en anden, men da vedkommende var meget langsom, blev de sikre på at det var Unneq. Han kravlede op og fik af manden udpeget det sted, han skulle sidde, hvorpå manden sagde: "Jeg er ellers gået fra den gamle tro. Men jeg sendte bud efter dig, fordi der altid sker noget med min familie, når noget bliver væk for mig." Gæsten forblev tavs, og værten fortsatte: "Hvis du synes, det er for lyst, dækker vi vinduerne til." Endelig sagde Unneq: "Det havde været bedre, hvis det foregik senere på aftenen, men dæk bare vinduerne til." Selvfølgelig skyndte husstanden sig ud for at dække vinduerne til. Derefter spurgte Unneq: "Har I en spand?" Manden svarede: "Spanden står derhenne." På Unneqs spørgsmål om der var noget i den, svarede værten, at den selvfølgelig var fyldt med vand. Unneq befalede da, at de skulle hælde vandet ud, tørre spanden omhyggeligt og stille den midt på gulvet. Spanden var et kogekar af messing, som var købt af hvalfangere. Den blev så tømt og stillet midt på gulvet.

Unneq gik hen til spanden og begyndte at betragte den, alt imens folk så på ham uden en lyd. Efter at have undersøgt den sagde Unneq: "Fyld den til randen med havvand!" Husstanden tog nogle vandbeholdere af skind og begyndte at fylde spanden. Da den sidste beholder fyldte spanden op uden at tømmes helt, sagde Unneq til dem, at de ikke skulle smide resten ud, og gik hen til spanden og begyndte at betragte den igen, alt imens han hældede hovedet fra side til side. Derpå sagde han, at der skulle hældes lidt mere i spanden. Mens det blev gjort, holdt han selv øje med det og sagde stop, da han syntes, at der var nok i. Uden at sætte sig, sagde han: "I skal tage et lille stykke skind, ikke fra et landdyr, men sælskind og lægge det ved siden af spanden, så jeg kan sidde på det." Manden ønskede ikke, at nogen skulle tro, at konen manglede noget, og sagde derfor til hende: "Hvis du har det, han ønsker, kan du give ham det at sidde på." Konen gav sin mand et sælskind, som han bredte ud ved siden af spanden. Unneq sagde: "Når jeg gør således, kan jeg træffe at være heldig." Han satte sig og gav besked om at slukke alle lamperne, begyndende fra nordenden af huset. Mens lamperne blev slukket, spurgte manden Unneq, om han mente, at der kom tilskuere. Unneq svarede, at det ikke var nødvendigt, da der var folk nok tilstede. Imidlertid var alle lamperne slukket på nær gulvlampen. Unneq satte sig med spanden mellem benene, løftede det ene ben, vendte sig om og slukkede lampen, hvorefter alt blev mørkt. Unneq, som havde sat sig til rette igen, var ført tavs et stykke tid. Så begyndte han at mumle højt og gav sig til at slå på spanden med begge hænder. Den metalliske klang steg efterhånden til en ringen i hele huset. Derefter blev klangen svagere og finere for helt at holde op, samtidig med at Unneq holdt op med at slå på spanden og gav besked om at tænde lamperne. Gulvlampen blev tændt, og de kunne se ham bøje sig over spanden og betragte den uden at rejse sig eller se tilbage. Lidt efter rejste han sig, satte sig på sin plads og sagde til manden: "Dyp en hel ny og ubrugt tørv i tran, tænd den og kig under gulvlampen!" Manden tændte noget tørv og ventede på, at den skulle begynde at lyse. Unneq kiggede. Med hans øjne i nakken bøjede manden sig ned og lyste under gulvlampen. Hans vanter var stukket ind på hver sin ende af træstykket! Han sagde da til sin husstand: "Det er mærkeligt, se selv efter!" Alle gik hen og så, at vanterne var der og trak sig tilbage. Manden sagde igen: "I ved selv, at vi alle har ledt med lys og lygte inde i huset og undersøgt alt udenfor, da det blev lyst." Han pustede vægen ud, satte sig ved sin kones lampe og sagde til Unneq: "Vi vil ikke invitere dig for ingenting. Du skal ikke gå, før du har spist." Unneq svarede: "Jeg afholder mig fra at spise et stykke tid efter sådan en gerning." Og da han rejste sig, sagde Kristian til ham: "Vi troede, du blev her lidt." Unneq svarede, at han ikke plejede at sidde længe efter sådan en gerning og var på vej ud.

Værten sagde da: "I morgen, når det er blevet lyst, bringer min husstand tre sortsideskind, det halve af spækket fra en sortside og kød nok til jer. Når det er brugt, kan jeg hjælpe lidt med, hvad du må mangle." Unneq sagde tak, men på vej hen til husgangen kom han med et udbrud, standsede og sagde til værten: "Det var jeg lige ved at glemme. De nye vanter skal du ikke bruge i morgen, men vente endnu en dag." Derpå bød han godnat og gik.

Som sagt lod Kristian den lovede betaling bringe hen den næste dag, endda i flere omgange. Efter den tid kom Unneq ikke på besøg hos den familie.

Unneq døde af alderdom på sin faste boplads Kangeq. Før hans død kunne hans bopladsfæller mærke, at hans trolddomskraft / angakkoq / åndemaner-kraft ebbede ud. Dette forklarede de med, at endnu flere var blevet døbt.

Var.: Unneq

Hist.: Historisk fortælling fra den periode, hvor nogle af beboerne (sydlændinge)på Kangeq, herrnhuternes proselytter, endnu ikke var døbt.

Oqalualârut / oqlualaarut

Print
Dokument id:2162
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(18): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualârut / oqlualaarut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider (A6)
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift.

 

Teksten er Tobias Heilmanns selvbiografi. Fra fødslen i 1873 til dato (1903). Han blev født og voksede op på Kangeq mens beboerne endnu hørte under herrnhuterne. Moderen var jordemoder, faderen, Salomon Hejlmann fanger. Beskrivelsen vidner om mange flytninger)

 

Ikke oversat.

Egnet til opdatering

oqalualârut Migdlissamik

Print
Dokument id:249
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut Migdlissamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 372 - 373, nr. 119
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 168.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 90. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 90: Oqaluttuaq Millisamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Millisaq (én, der er blevet gjort mindre).

 

For ikke alt for mange år siden, da nogle grønlændere var blevet døbt, mens andre endnu var hedninger, var der en fanger, der havde sin vinterboplads ved Qaquk. En

anden fanger, der hed Millisaq, boede på Kangeq om vinteren.

På et tidspunkt om foråret, hvor vinterisen var ved at forsvinde, roede fangeren fra Qaquk ud til Kangeq-området. Han kom ikke tilbage.

Det viste sig, at Millisaq havde dræbt ham. Samme Millisaq havde også dræbt

andre, der var blevet døbt. De døbte drøftede den opståede situation og sagde

til hinanden: "Vi kan ikke hævne os på Millisaq og dræbe ham (fordi vi er døbte). Men vi kan give ham en ordentlig forskrækkelse, når vi engang møder ham på stenbiderfangst i Qaquk."

Engang traf de kristne fangere så Millisaq under stenbiderfangsten i

Qaquk. Han var sammen med en anden fanger, der gerne halp ham, når han

begik sine drab. De mange kristne kajakmænd omringede

ham og begyndte at skræmme ham ved at rydde hans kajak for

alle hans redskaber; og ved at vælte kajakken med manden ned i vandet og

op igen gentagne gange, så han blev han våd over det hele. Hans

medskyldige, der befandt sig i nærheden rystede af skræk. Millisaq

vendte tilbage til Kangeq, men da han fortsat var urolig, ville

han nordpå. Men i Napasoq havde han også fjender, og de dræbte ham,

da han kom derhen. Millisaq og Parpaaq skal have været de

sidste drabsmænd i Nuuk-området. Slut.

 

Hist.: Historisk fortælling om blodhævn, som dåben forhindrer. Om Parpaaq findes desuden en selvstændig fortælling.

Oqalugtuaq aleqaliat

Print
Dokument id:191
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq aleqaliat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 237 - 241, nr. 86
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 140 - 142: Brødrene som besøgte deres storesøster.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 140 - 142: Oqaluttuaq aleqaliat.

 

(Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 13 ss. 77 - 79 en let forkortet oversættelse. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 9, pp. 128 - 132: The Brothers visit their Sister.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To Brødre, der tog på besøg hos deres søster.

Der var engang en mand, der havde tre børn - en pige og to små drenge. Pigen giftede sig med én, der boede på en boplads sydpå, inden de to små drenge begyndte at kunne huske noget / sila. De voksede op og begyndte at fange, uden at forældrene havde fortalt dem, at de havde en storesøster. Men en dag fortalte moderen sine sønner, at de havde en søster. Meget overraskede spurgte de, hvor hun så var henne. Moderen svarede: "Kan I se de store fjelde der oppe mod nord. Derunder ligger en vinterboplads, og dér bor hun. Hun er nem at kende, fordi den ene side af hovedet er helt hvid. Men I må ikke besøge hende. Hvis I gør det, vil I blive dræbt af hendes bopladsfæller, for de er menneskeædere." Da hun sagde det, mistede den ældste lysten til at tage hen og besøge sin søster, men den yngste var stærkt opsat på at få hende at se. Da brødrene dagen efter tog af sted, sagde forældrene, at de skulle holde sig på afstand indtil folk på stedet var gået i seng - for ikke at risikere at blive dræbt.

Brødrene tog af sted, og forældrene opgav helt at se dem igen. Brødrene kiggede efter huse og den ælste sagde, at når de så ravne, der slog kolbøtter i luften, var det et tegn på, at de var nær et beboet sted. Det varede

ikke længe, så så de en masse ravne. De kom op på land og bandt slæderne fast.

De ventede med at køre derhen, til det blev helt mørkt. Der var en hel

masse huse og de kørte til det nærmeste hus med tre vinduer og kravlede

forsigtigt op på taget, og den ældste kiggede ned gennem røghullet og så, at der

sad (lå?) en stor mand på briksen nærmest lampen og blev lysket af sin kone. Den

ene side af kvindens hoved var hvid som sne. Lillebroderen kiggede også ned

og de var sikre på, at kvinden måtte være deres søster. Den ældste samlede noget

spyt sammen i munden og lod det falde ned, så det ramte gulvet lige foran lampen

med et smæld. I det samme ruskede konen sin mand og sagde: "Der er sikkert kommet

gæster fra en fjern boplads, skynd dig op." Manden rejste sig op og var straks på

vej ud uden overtøj medringende sin bue. Han kom ud med en spændt bue og endnu

før de blev set, sagde den ældste af brødrene: "Vi kommer for at besøge vores

søster. Vi har fået fortalt, at den ene side af hendes hoved er helt hvid."

Manden svarede hviskende: "Jeres søster er derinde, kom indenfor, I kære." De

kom ind, og manden ville vise sig som en god svoger og forlangte, at der skulle

sættes mad frem. Konen tog kamikker på og bad nogle af sine mange børn hjælpe

sig. Det gik op for brødrene, at alle de andre i huset var søsterens

børn. På en stang i huset hang en hel masse kamikker ordnet efter størrelse -

fra de yngstes til de ældstes kamikker. Der gik et stykke tid. Så kom de ind med

et fad, der var fuld af bær, der var blandet med forskellig mad og spæk.

Søsteren satte maden frem og sagde til sine brødre: "Værsgo' og spis." Brødrene

skulle til at tage noget fra den lækre anretning, da de fik øje på en hånd af et

menneske skåret af ved håndleddet ligge i fadet - med bær i den hule hånd. De

gøs ved synet af dette og sagde, at de ikke spiste den slags mad. Så blev fadet

trukket væk fra dem og de andre gav sig til at spise. Deres søster tog denne

hånd af et menneske og holdt tommelfingeren fast mellem tænderne for at skære et

stykke fra. Så skreg børnene: "Giv mig et stykke af hånden." Hertil svarede

moderen: "Lad mig selv spise den hånd." Brødrene sagde til hende: "Hør er du også

blevet menneskeæder?" Idet søsteren skubbede til sin mand, sagde hun: "Ham dér har

fået mig til det."

Deres store svoger bad sin kone koge mad, men det skulle

være på lavt blus, for at bopladsfællerne ikke skulle få færten af, at der var

gæster i huset. Ellers ville de komme og dræbe gæsterne. Mens søsteren kogte

mad, fortalte hun følgende: "Vores bopladsfæller fangede som altid nogle hvaler i

vinter. Når der under flænsningen faldt et menneske, så dræbte de det bare og

flænsede det med." Endnu før maden var kogt færdig, sagde svogeren til sine

børn: "Stå op og gå hen og skær surringerne over på vore bopladsfællers slæder og

gør det meget stille." Da de kom tilbage, spurgte faderen dem, om de havde skåret

surringerne på samtlige slæder. Ja, sagde de, men det viste sig senere,

at de i skyndingen havde sprunget en slæde over. Da maden blev færdig og de

skulle spise, sagde svogeren til brødrene: "Når I tager af sted, straks

efter I har spist, tar jeg med; og når I er kommet et godt stykke ud på

isen, vil jeg huje (råbe). Så skal I bare se, hvad der sker." Ved afrejsen

sagde svogeren til brødrene: "Nu kender I vejen. I må endelig komme og besøge jeres søster igen." De tog af sted, og da de var kommet et godt stykke ud på

isen, hujede svogeren og råbte: "Nu er gæsterne taget af sted!" Brødrene så

tilbage og opdagede, at folk strømmede ud af husene - ud gennem gangen og gennem

vinduerne. Nogle havde anorakken over armen og andre var i bar overkrop. De tog

af sted på slæde, men efter ganske kort tid brød slæderne sammen. Brødrene anede uråd og satte farten op. Men de opdagede, at en slæde fulgte efter dem og

hurtigt halede ind på dem. Det opdagede svogeren, satte efter slæden,

som forfulgte brødrene, og dræbte manden med sin pisk. Så begyndte han ellers at

slagte løs, og han lastede slæden fuld af arme og ben, der var skåret af og

kørte hjem.

Brødrene kørte hele natten og nåede hjem. De fortalte om deres søster, der

var blevet menneskeæder og om, at de selv med nød og næppe slap med livet i

behold, takket være deres svoger, der hjalp dem. De gentog ikke besøget, for de

var jo nær blevet dræbt.

 

Var.: Nerrersuujuut;

Oqalugtuaq ãtâliánguamik

Print
Dokument id:473
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ãtâliánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 60 - 72
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Fortællingen om Aataaliannguaq

Det fortælles, at Aataaliannguaq og Aataaliarsuaq var hjertevenner, fordi de, som man siger, aldrig forlod hinanden. Det siges at Aataaliannguaq var ungkarl. Han boede på Kangeq og tog ene og alene til Qooqqut, når han skulle på ammassætfangst. Engang han så regnede med at (det var ved den tid da) ammassætterne skulle til at gyde, tog han af sted for at fange ammassætter. Han var alene i sin konebåd, hvor han ene mand roede med to årer, fordi han aldrig tog andre med. Da han kom til Qooqqut var ammassætterne begyndt at gyde og han begyndte at øse ammassætter op med ketsjernettet uden at sanse noget andet. Først da han mente at han hvade fanget nok, holdt han op. Han bragte fangsten op på land og lagde fiskene ud til tørring, og først da begyndte han at tænke på kajakfangst. I ventetiden mens ammassætterne tørrede fangede han mange sæler. Når han kom tilbage og havde flænset sin rigelige fangst, skar han kød ud til tørring, mens han (samtidig) kogte kød og ind imellem skrabede skindene af sin fangst, for han var øvet i al slags arbejde. Han var så småt tilfreds med ammassætternes tørring og havde allerede vendt dem, mens han stadig fangede mange sæler.

 

En dag han kom hjem fra fangst og havde slæbt sin fangst op, gik han op til sit telt, hvor han så så at hans kogested ved indgangen røg og at der endnu var gløder. Fuld af undren gik han hen til sin gryde, og dér var nykogt sælkød som stadig dampede. Da han gik ind i teltet så han, at skindet af en fuldvoksen grønlandssæl lå færdigskrabet og at et andet var efterladt halvfærdigt. Han kiggede på sin vandspand og så, at den var helt fuld. Han undrede sig endnu mere. Så tog han begge sælskindene og smed dem i havet, smed indholdet af vandspanden ud, og endelig smed han de allerede kogte kødstykker fra sin gryde ud i havet. Først da han selv havde hentet vand og kogt sin mad, spiste han.

 

Da han havde sovet tog han næste dag ud på fangst. Først ville han midt ud på fjorden, men tænkte så: "Måske er der et menneske, der vil opnå forbindelse med mig og færdes i nærheden af mig." Da han nu havde besluttet sig for at undersøge hvad det var der foregik, gik han først i land da han var kommet til et sted, hvorfra han ikke kunne se sit telt. Og da han havde bragt sin kajak et stykke op fra strandkanten begyndte han at undersøge sine omgivelser. Lidt længere hen på morgenen fik han øje på en lille sort prik oven over et område med små røde blomster (stednavn ved Qooqqut, AL). Han stirrede på den og opdagede at den undervejs ned (fra oplandet) passerede visse steder ligeså hurtigt som en trækvind. Han holdt intenst og uafbrudt øje med den, men så forsvandt den bag noget, uden at han havde fundet ud af hvad det var. Men efter et øjeblik kom den til syne igen, og nu mente han at den lignede et menneske. Den stod stille et stykke tid, og da den fortsatte nedad var det som om den fløj lavt hen over jorden, men så forsvandt den igen bag noget, uden at han fandt ud af hvad det var, men da den dukkede op igen, kunne han se at det var en kvinde. Hun standsede op, så sig omkring og tog så retning mod hans telt. Han mistede hende atter af syne, men så lagde han sig helt faldt ned på jorden indtil hun måtte dukke frem igen. Da hun kom til syne så han at det var en rigtig kvinde! Bred og fyldig om hofterne, smal om livet og med en hårtop som en hel lille pude, - alt nåede han at se ved hende. Da hun gik hen mod hans telt efter at have set sig omkring, troede han at han bare tænkte, men greb sig så i at have istemt: "Bredhoftet og smallivet, og med en flot hårtop." Da han var færdig med visen og stødte fra, stoppede han brat, og han bebrejdede sig selv: Jeg fjols, når jeg for en gangs skyld ser en kvinde, lader jeg hende høre at jeg er her." Nu ville han ikke videre, og selv om han lå fladt på maven holdt han øje med alt, fordi han troede at hun ville gå op i landet igen. Hun gik dog endnu hurtigere hen mod hans telt og ind i det, men hun kom straks ud igen for at hente saltvand. Da hun var gået ind igen, begyndte det at ryge fra hans kogested ved indgangen. Da hun havde været nede efter kød til kogning, hentede hun vand. Anden gang hun gik ned, kom hun op med store sælskind og tog dem med ind i teltet, og så kom hun ikke ud igen. Han blev ved med at kigge på sit telt, men da hun stadigvæk ikke kom ud, skyndte han sig ned i sin kajak og roede hjem af alle kræfter.

 

Da han kom i land neden for sit telt og bevægede sig op til det lige så stille han kunne, nåede han op foran indgangen, før hun var kommet ud igen. Da han så ville ind i teltet, lød det som om noget kradsede på skind da hun krøb ind mellem teltets skindlag. Man kunne se hendes fødder stikke ud, og da han kom derind sagde han: "Jeg har allerede set dig, kom du bare ud." Da hun kom ud kunne han se, at det sandelig var en rigtig kvinde. Brede og fyldige hofter, smal om livet og en hårtop som en hel lille pude.

 

Da Aataaliannguaq nu for første gang så en kvinde efter sit hoved, holdt han op med at tage på fangst og tænkte ikke på andet end flirt og kærtegn. Efter flere dage med det sagde så hans kone: "Jeg forlader dig ikke, for jeg kan ikke længere undvære dig. Tag nu ud på fangst en gang imellem."

 

En morgen hun så flere gange havde bedt ham tage på fangst, roede han da afsted og ville først hen et sted, hvor han ikke kunne se sit telt, men han roede alligevel ikke længere væk, end at han kunne holde øje med det, og han så sig hele tiden tilbage for at se om hans kone skulle gå ud. Han harpunerede kun to sæler og roede så indefter, og da hans kone kom ned til ham, følte Aataaliannguaq at han havde været lige ved at dø af længsel.

 

Nu genoptog han sin fangst og fangede snart rigtig mange sæler. En skønne dag var deres ammassætfangst blevet tør. Da de havde pakket dem ind og bundet det tørrede kød sammen, sagde konen: "Årerne til din konebåd er for spinkle. Lav nu nogen solide årer til mig." Aataaliannguaq lavede da årer til hende, som ikke var sådan at knække. Da alt nu var i orden, begyndte de en morgen da de var vågnet at gøre sig rejseklar. Da de havde lastet deres konebåd, sad Aataaliannguaq i agterenden og så sin kone gøre sine årestropper klar, og så, da konen tog et åretag, faldt han bagover. Han famlede efter noget at holde fast i og nåede lige at få fat i rælingen. Han sagde: " Vent lige lidt med at ro, jeg skal først gøre mig fast." Han klemte sine fødder fast inde bag sidelægterne og lænede sig kraftigt forover, og da nu konen begyndte at ro til med en åre på hver side af konebåden, var det som om de gled ned ad bakke, ud af fjorden, fordi det gik så hurtigt.

 

Ved den tid Aataaliarsuaq så småt kunne vente sin hjertensvens hjemkomst tog han ikke længere andre steder hen end ud for Uigorlequtaa. En dag han var på fangst og spejdede mod øst, skønt det endnu kun var op ad formiddagen, fik han skam øje på en konebåd, der roede over til nordsiden af fjorden mod Paattorfik og derpå videre nord for Qeqertat. Det kunne ikke være andre end Aataaliannguaq, for for han roede ad den rute han normalt fulgte. Da Aataaliarsuaq havde set konebåden, roede han hen imod den af alle kræfter. Mens han hurtigt nærmede sig og så nærmere efter, opdagede han at der både var en rorgænger og en anden der roede. Og da Aataaliannguaq aldrig plejede at have nogen med, satte han farten yderligere op. Aataaliannguaqs kone vejrede mod vest og pegede: "Derude er der en kajak." Hun trak årerne ind og krøb ind mellem teltovertræksskindene mellem deres last, og det eneste man hørte var en skraben af negle mod skind. Hendes mand spejdede, men så ingenting og sagde: "Der er ingen kajakmand, ro nu igen." "Nej, der er en kajakmand derude." Da han ikke kunne overbevise hende lod han sin styreåre være og bandt åreremmene om sine egne årer, fordi hans kones årer var ham for tunge. Han begyndte langsomt at ro mens han nu og da kiggede over mod vest, og nogen tid senere kom en kajakmand til syne der roede godt til. Han genkendte nu sin hjertensven, og da denne var kommet tæt på, spurgte han: "Hvor er din rorgønger?" Han tav en tid, men svarede så: "Hvilke andre mennesker skulle der være end mig? Jeg kommer som altid helt alene ovre fra øst." Da kom Aataaliarsuaq helt hen til dem, tog fat i rælingen og kiggede rundt inde i konebåden, og så pegede han: "Der er jo en kvindes fødder mellem jeres gods!" Manden sagde: "Han har allerede set dig, kom du bare frem." Så vrikkede hun sig ud, og det var sandelig en rigtig kvinde: Bredhoftet, smallivet og med en hårtop som en hel lille pude. Da hun tog fat i sine svære årer og begyndte at ro, roede Aataaliarsuaq så hurtigt han kunne for at komme foran, men han kunne ikke komme fri af dem, fordi de havde en sådan fart på, at de ikke var til at hægte af. Først da de næsten var fremme ved Kangeq lykkedes det ham endelig at komme foran.

 

Da han rundede pynten og kunne se Kangeq råbte han af sine lungers fulde kraft: "Aataaliannguaq har fået sin en kone!" Kangeqboerne tog nyheden som sig hør og bør! Aataaliannguaq ankom med en kone, og man syntes det var så herligt, at der ikke var det hus hun ikke blev inviteret ind i, og de roste hende, fordi hun var så dygtig og hurtig til sit arbejde. Men hun spiste nødigt kogt mad og foretrak råt kød. Ofte så de hende på stranden, hvor hun spiste rå ulke. Alligevel spurgte de hende ikke ud om det, for hun kunne klare al slags arbejde og blev færdig med det næsten før hun var begyndt.

 

Sådan gik tiden, sommeren gik og det begyndte at blive efterår. Om efteråret, hvor fangerne nu kom hjem med mange sæler, havde de det en aften rigtig varmt og hyggeligt i deres hus. Da sagde en af deres mindre drenge, der legede kajakmand på gulvet: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" Da drengen havde sagt det, kom Aataaliannguaq til at kigge på sin kone og så, at hun rødmede som én man har kastet blod på så det løb helt om bagved ørerne. Hun lagde sit sytøj, trådte ud på gulvet og gik ud. Da hun var gået sagde de til drengen: "Sådan noget må du ikke sige igen, for vi har én hos os, der ikke er rigtigt menneske." "Jeg skal aldrig sige sådan igen," svarede drengen. De ventede længe, og så kom hun endelig ind igen.

 

Senere, da efteråret var gået og dagene virkelig var blevet korte, legede drengen som saædvanlig kajakmand på gulvet, og netop som alle tav hørte de ham pludselig sige: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" De gjorde fagter til ham for at få ham til at tie stille, men da havde han jo allerede sagt det. Aataaliannguaq kiggede på sin kone og så at hun kastede sytøjet fra sig, trådte ud på gulvet, tog sin pels på og skyndte sig ud, og netop da hun nåede udgangen kunne man se, hvordan hendes store hale snoede sig. Hendes mand skyndte sig i tøjet, og da han fulgte efter hende ud så han, at hun gik stik op mod øst. Han fulgte hendes spor, der i den ene side var menneskespor og i den anden side rævespor. Omsider var han nået tværs over øen mod øst, fordi hun var gået over Qaquk (tidligere Nepisat-sundet, AL.). Hun var gået ud på sundisen ved Paarmaligaatsiaat og i land igen ved Qaqussuisortunnguaq.

 

Langt ud på aftenen, da han var kommet ind i landet ved Saarloq, fik han øje på en lille lysplet længere fremme, og da han kom derhenad så han et lille hus. Han kiggede ind af vinduet og så sin kone sidde og sy bag sin lampe. Udefra sagde han: "Kom ud, jeg er kommet for at hente dig." Hans kone svarede: "Kom du herind." Da han var kommet ind satte han sig for enden af lampebriksen og så huset an, og da opdagede han en mængde smådyr, der bevægede sig rundt på væggene. Konen flyttede sig og sagde: "Lad mig lyske dig!" Hun lod ham ligge hen over sine lår mens hun lyskede ham, og så sagde hun: "Bier, edderkopper, fluer, myg, hvepse, skarnfluer og alle jer af denne familie, syng nu en vuggesang for Aataaliannguaq." Da brummede de først lidt, men så stemte de i og sang rigtig højt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til sommer." Aataaliannguaq følte sig snart meget søvnig, og så snart de holdt op med at synge, sagde konen: "Orme maddiker og alle I andre bløddyr, syng nu så smukt I kan en vuggevise for Aataaliannguaq." Ormene og maddikerne og flere af deres artsfæller samledes nu på eet sted, og efter lidt brummen sang de flerstemmigt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til midsommer." Mens Aataaliannguaq lyttede til deres vidunderlige sang faldt han i søvn.

 

Aataalinannguaq vågnede fra en dyb søvn meget tissetrængt og fordi der var en kraftig summen af fluer. Hans kone var væk, og da han kiggede på hendes vinduer kunne man ikke se dem for fluer. Da han kiggede ud af vinduet var der overhovedet ingen sne, og da han kom ud var alt blevet grønt. Det var højsommer, og han var faldet i søvn før vintersolhverv. Udenfor tissede han så længe at han urin blev til en stor elv. Imens så han sig tilbage på det han var kommet ud af, og det var altså en rævehule han havde været gæst i. Det fortælles at hans urin undervejs havde skyllet en familie og deres konebåd væk, da de havde holdt rast på vej ind i fjorden.

 

Aataaliannguaq tænkte på at tage hjem, men af lutter skam gik han ud i sin urinflod og blev til en ørred. Han søgte at slutte sig til ørrederne, men da de havde det med at bide, tog han med strømmen ud mod havet. Da han dér søgte efter venner og mødte en lille netside, blev han ven med den. Han gjorde sit bedste for at blive gode venner med den, men da den var vild med at kradse og han ikke længere kunne affinde sig med det, blev han til en spraglet sæl, da han mødte en spraglet sæl. Men da den var endnu gladere for at kradse, forlod han den. Da han så mødte en sortside blev han ven med den og blev en sortside, og da den var så mild og kærlig og ikke ville ham noget ondt, blev han rigtig gode venner med den, og de forlod aldrig hinanden. Når det var stille i vejret og de mente de kunne risikere at møde kajakmænd, sov den ene mens den anden holdt vagt. Hvis den der holdt vagt så fik øje på en kajakmand, dykkede den og prikkede nedefra lidt til den anden, der så skyndte sig at dykke. På den måde var de altid opmærksomme på omgivelserne. Når det var stormvejr og de ikke forventede at træffe kajakmænd, sov de begge samtidigt.

       

Engang det stormede og de ikke ventede at møde kajakmænd, var de begge faldet søvn på en og samme gang. Mens de sov følte Aataaliannguaq pludselig en sviende smerte, og da han forsøgte at komme væk i en fart, blev han straks holdt fast. Han søgte op til overfladen, og da han var oppe så han én han bestemt ikke havde ventet at se, og genkendte med det samme sin gamle hjertensven Aataaliarsuaq, der havde harpuneret ham. Da han stak ham med lansen lod han, som om han døde. Aataaliarsuaq rullede sin fangstline sammen og gjorde Aataaliannguaq klar til bugsering, og da han ville sætte den forreste slæbeline fast, kildede det så meget at Aataaliannguaq krummede sig sammen og til tider var lige ved at fnise. Men endelig blev han da færdig med at gøre ham klar. Aataaliarsuaq havde ham på slæb hjemover, og da han landede ham neden for sit hus og hans kone kom ned, kunne han nu se helt ind i hendes indre, og det var fyldt med is, fordi hun aldrig havde kunnet få børn. Han var ved bevidsthed da de slæbte ham op og begyndte at flænse ham. Først da de havde skåret alle hans led over besvimede han. Han havde været bevidstløs længe, da han vågnede op og fandt ud af, at han var inde i et lille hus fyldt med is. Da han følte sig utilpas ved at være sådan et sted, begyndte han at muge ud. Netop som han skulle til at smide det affald han havde samlet ud af husgangen, så han et par store hænder fyldt med tatoveringer parat til at snuppe ham. Så flygtede han. Da han flygtede, sagde nogen uden for: "Den var der ellers lige, men den trak sig tilbage." Derefter stirrede han hele tiden på indgangen, men da der ikke igen dukkede noget op, ville han for anden gang smide sit affald ud gennem indgangen. Og denne gang kom der hænder, som man ikke behøvede at være bange for, og han fulgte bare med og blev grebet. Da hænderne havde trukket ham ud så han, at han var kommet ind i et andet hus, og det var altså konen, der havde født ham. Da fødselshjælperen havde taget ham sagde hun: "Det var vel nok en stor fin dreng." Ved de ord kiggede Aataaliannguaq op og så nu sin gamle hjertensven, der bøjede sit hoved, som om noget tungt var blevet lagt ovenpå ham, og efter en rum tavshed rettede han sig op og sagde: "Lad ham være navnefælle med ham den ulykkelige, der forsvandt, lad os kalde ham Aataaliannguaq." Aataaliannguaq var blevet født for anden gang. Og da det var deres førstefødte elskede de ham selvfølgelig højt, og hver gang han klarede noget for første gang, holdt de fest for ham.

       

Da Aataaliangguaq var blevet en lille dreng, gik hans barnepige en dag gik ude og holdt ham i hånden, mens han legede med en lille drengeharpun. Som vanligt rundede faderen nu næsset med en sæl på slæb, og hans lille søn gik henrykt ned til ham. Da faderen rakte linen i sælen indefter, genkendte Aataaliannguaq straks sin sæl-ven. Det var den faderen havde fanget, en sortside med en enkelt kulsort plet på halsen. Straks Aataaliannguaq så det brast han i gråd, og han var utrøstelig hvor meget de end prøvede at få ham til at holde op. Flere gange spurgte de barnepigen om han havde slået sig, men hun svarede hver gang, at det vidste hun ikke af. Det blev aften og han blev ved at græde, så han også holdt familien vågen hele natten med sin gråd, og om morgenen græd han stadig. Da der ikke var andet at gøre måtte faderen skaffe ham en åndemaner til at finde ud af årsagen, og da åndemaneren kom med det samme, sagde de: " Vi skal nok betale dig rigtig godt, bare du finder ud af, hvorfor han græder så meget." Da åndemaneren var opsat på sin belønning manede han ånder alt det han kunne og sagde snart: "Det er fordi han græder over sin ven som er blevet fanget, en sortside med hen helt sort plet på halsen." Da åndemaneren havde forklaret det, holdt Aataaliannguaq straks op med at græde. Det fortælles at Aataaliannguaq levede lige til sine gamle dage efter at han var blevet født for anden gang.

Her slutter fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Aataaliannguaq / Den lille eftergjorte sortside; gift med en ræv + Navagiaq; denne sammensætning forekommer i den del varianter: Ræv til hustru, forvandling til sæl; Maqu;

 

Kommentar: udrensningen af kvindens indre is: den "smelter" til blod ved fødslen. Menstruation opfattes på samme måde: Den mandbare kvinde er varm indvendig

oqalugtuaq Augpilagtuârssuk

Print
Dokument id:299
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, Enos
Nedskriver:Boasen, Enos
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtuârssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 609 - 613, nr. 172
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattuaarsuk.

 

Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter -   Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.

 

Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for

at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I

Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle

dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han

tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han

og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.

     

Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved

Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han

kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med

sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude

for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng

og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden,

men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste

resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom

ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste

gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der

gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den

grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang

igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og

begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå

under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der

ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst

den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med

sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn-

nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden

først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag

var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.

 

Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede

konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden,

så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som

holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît,

nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at

give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at

sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen

klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde

løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og

lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj

harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du

kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste

harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.

 

Dagen efter var

vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted

('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens

han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden

løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt,

og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj

harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede

kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer

ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste

gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da

han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde

gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis

han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han

igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn

harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød

med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen

for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham,

ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og

sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han

roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua

akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene?

BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et

stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde:

"Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at

have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en

stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften.

Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen

skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da

sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en

stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og

inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:294
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 585 - 593, nr. 167
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattoq.

 

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

 

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

 

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

 

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

 

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

 

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

 

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

 

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

 

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

 

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

 

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

 

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

 

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

 

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

 

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

oqalugtuaq Avarúnguaq

Print
Dokument id:194
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian fra Kangeq
Nedskriver:Kristian fra Kangeq
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avarúnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 257, nr. 89
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

 

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

 

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik

Print
Dokument id:309
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq igdlorînik / Oqaluttuaq illoriinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 740 - 749, nr. 151
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldigt resumé ved Kirsten Thisted:

 

En historie om to fætre.

 

En nordlænding hører at han nede sydpå har en fætter, som skal være en stærk og betydningsfuld mand (pingaartorsuaq). Han tager af sted for at kappes med ham og når endelig frem. Ved første blik bliver han nu skuffet over fætteren, der ser lille og ussel ud, men da det er sent på efteråret, flytter han ind i huset hos ham. Nu kommer så efterårstrækket og nordlændingen fanger og fanger, men ser aldrig fætteren gå i kajak. Han bliver mere og mere irriteret. En dag tager fætteren imidlertid pludselig med, og han må undre sig over så hurtig han er, og så tæt på fangsten (dyrene tiltrækkes af ham, BS.)! Næste dag sover fætteren længe igen. Det er altså kun når han har lyst til at fange en sæl, at han så bare tager ud og gør det.

 

Om vinteren bliver der islagt, og de kan ikke længere tage ud i kajak. Nordlændingen bliver ordknap. Så siger fætteren, at der er masser af fangst at hente nede i den 3. fjord syd for dem. Meget tidligt tager nordlændingen så af sted, men når først til den anden fjord, da solen er kommet så langt i vest, at han må vende om. Langt op ad dagen den næste dag tager så sydlændingen af sted og kommer hjem med to store fjordsæler på slæb hen under aften.

 

Sådan bliver fætteren (sydlændingen) ved og fanger nu til ham, således som han (nordlændingen) forsørgede ham i efteråret. Nordlændingen lader være med at sige noget om, at han egentlig kom for at kappes, og selv om den anden siger at han endelig må komme igen, kommer han aldrig siden igen.

 

Var.: Den nærmeste variant er Hendrik 41: Aqissiaqs sønnesøn, med et par ekstra Aqissiaq - episoder. Se også: Kreutzmann: Den lille svoger og Rasmussen I: Kvinden som giftede sig med en ræv.

oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat

Print
Dokument id:244
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 333 - 337, nr. 114
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om grønlændernes første møde med nordboerne.

 

Fra et sted syd for Nuuk tog en konebåd afsted nordover. Det var i gamle dage, hvor der ikke boede så mange mennesker i Grønland. I Nuuk traf de ingen mennesker. Der var høje skrænter ovenover stranden med de mange rullesten, og der var mange sortebær / revlinger på skrænterne. Herfra tog de ind i fjorden til Kangersuneq. Øst for Qoornoq i bunden af Kangiusaq (? BS) fik de øje på et stort hus. Da de kom derhen, opdagede de, at beboerne ikke var grønlændere. De var qallunaat (hvide mænd). De var faktisk nordboere. Nordboerne var glade for at få besøg, for det var første gang, de så grønlændere. Men grønlænderne var bange for dem, selv om disse elskede dem. De brød snart op og tog af sted igen, selv om nordboerne opfordrede dem til at blive. De roede videre til Kangersuneq og så, at der boede mange nordboere på Ilulialik, Ujarassuit, Ivisaartuut og Nunatarsuaq, men så snart de havde set det sejlede de hurtigt videre - ud af fjorden. Når de på deres rejse mødte andre grønlændere, der boede længere væk - for der var ikke så mange mennesker i området - fortalte de om nordboerne. Rygtet om de mange nordboere i Nuuk-området fik flere konebåde til at tage ind i fjorden. De endte med at bo sammen med nordboerne, da de opdagede, at de var venlige og elskværdige. Siden kom der flere konebåde til. Nyheden om, at grønlænderne og nordboerne levede fordrageligt sammen, fik mange til at bosætte sig i området. Grønlænderne opdagede, at der også var nordboere såvel i Kapisillit som i Ameralik.

 

Det fortælles, at en nordbo og en grønlænder i Kapisillit blev meget gode

venner. Grønlændere og nordboere kunne efterhånden forstå hinanden, og nordboerne

i Ujarassuit fik en grønlandsk pige ved navn Navaranaaq til kiffak og kom til

at holde meget af hende. De to venner i Kapisillit, nordboen og grønlænderen,

var altid sammen og kappedes om, hvem der der skød længst og ramte bedst med bue og pil. Det var dengang da bue og pil var den eneste form for skydevåben.

 

Nordboerne og inuit morede sig over, at de to venner var så

lige. Deres pile ramte altid målet ved siden af hinanden. En dag da de skød om

kap i overværelse af nordboere og inuit, sagde nordboen til sin grønlandske ven:

"Lad os gå op på det høje fjeld og skyde til måls efter et skind af en

fuldvoksen renbuk uspilet på jorden på en ø under fjeldet. Den, der

rammer ved siden af, skal skubbes ned ad den stejle skrænt." Da nordboen sagde

sådan, svarede grønlænderen: "Det vil jeg ikke gå med til. Vi er venner og ingen

af os skal dø." Men nordboen blev ved og mere og mere ivrig, selv om hans

grønlandske ven advarede ham. Til sidst sagde de andre nordboere til

grønlænderen: "Pyt med det, lad ham dog blive skubbet ned ad den stejle skrænt,

når han så gerne vil." Sådan sagde de om deres landsmand, fordi han var så

stædig. Til trods for grønlænderens protest var de nu på vej op til fjeldet

fulgt af mange grønlændere og nordboere, mens andre var i lag med at spile

skindet af en fuldvoksen renbuk på en lille ø under fjeldet. Nordboen var den

første, der skød. Ham ramte ikke skindet. Grønlænderen sendte nu sin pil af sted

og ramte skindet lige i midten. Det blev sådan, som nordboen ville have det. Han

blev skubbet ned af den stejle fjeldvæg i overværelse af hans landsmænd, som

ikke gjorde noget for at hindre det, når det nu var det han ville. Det ødelagde heller ikke det fordragelige forhold mellem nordboerne og grønlænderne.

Det store fjeld, hvor nordboen og grønlænderen skød om kap, gav grønlænderne

navnet Pisissaarfik - stedet, hvor nordboen og grønlænderen kappedes på bue

og pil.

 

Efter denne begivenhed var der fortsat fred og fordragelighed. Navarannaaq, som var kiffaq hos en nordbofamilie på Ujarassuit i Kangersuneq, fik for vane at sige til dem: "Grønlænderne er vrede på jer." Og til sine landsmænd sagde

hun: "Nordboerne vil komme for at udrydde jer." Hun løj jo, for der var

fordragelighed mellem dem. Til sidst fattede nordboerne dog tiltro til, hvad Navaranaaq sagde, og blev vrede. Engang mens mændene fra Kussangasorsuaq ved mundingen af den fjord, hvor Ujarassuit var beliggende lå, var på rensdyrjagt, tog nordboerne herhen for at udrydde dem. Mens de myrdede løs i teltene, slap der to kvinder ud, den ene med sit barn i rygposen - det første barn, hun havde fået lov til at beholde, for de forrige døde altid som spæde. Nordboerne gav sig til at forfølge de to kvinder. Den ene fik held til at krybe ind i en klipperevne, og

kvinden med barnet på ryggen sprang op på en stor sten, lige før nordboerne nåede

hende. Forfølgelsen fortsatte. Flere gange forsøgte de forgæves at ramme hende

med øksen, netop som hun sprang op på en stor sten. Til sidst blev hun træt

og de dræbte hende og barnet.

 

Da nordboerne var taget af sted, vendte kvinden fra klipperevnen tilbage

til teltene og blev klar over, at alle de andre var blevet dræbt. Mændene kom hjem

fra rensdyrjagten og så, at kun én var tilbage af deres kvinder. Især var

manden til kvinden med barnet i rygposen meget vred. Han rejste rundt blandt sine

landsmænd efter én, der var dygtig til trylleformularer / serratit. Endelig

fandt han en. Ham fik han til at bo hos sig og gav sig til at bygge en ganske

almindelig konebåd, som han ville bruge, når han skulle hævne sig på nordboerne.

Den blev betrukket med hvidt frostbleget sælskind og med noget mørkt

indimellem. Derefter fremsagde den dygtige mand formularer over den. Da betrækket blev tørt, var den på prøvetur med mennesker i. Set fra land lignede konebåden noget snavset kalvis, noget hvidt og mørkt indimellem hinanden. Ikke et menneske var at se, selvom der var mange ombord. Folk i konebåden kunne gennem små

kighuller hist og her på siden se alt udenfor.

 

Så råbte konebådsbyggeren ud til dem indefra land: "Lad den gå i stykker og vælte

rundt." Den væltede rundt og gik i stykker nøjagtigt som et (kælvende) isfjeld

af hvide og mørke isstykker. Da disse stykker drev i land, gik folk i land

forskellige steder. Konebådsbyggeren gjorde et eller andet ved den, og den blev

igen til en båd. Med disse egenskaber fandt man båden velegnet til det planlagte angreb på nordboerne.

 

De tog ind til Ujarassuit og for at overliste nordboerne. De fandt alle

husene tomme. Det viste sig, at de havde anet uråd og var rejst til Ameralik for

dér at slå sig ned i samlet flok - sammen med de andre nordboere fra Ivisartut,

Nunatarsuaq og Kapisillit. Da manden til kvinden med barnet i rygposen fik dette

at vide, tog han sammen med alle de andre af sted til Ameralik. Netop som de kom

ind i Ameralik og befandt sig vest for det sted, hvor nordboerne havde samlet

sig, begyndte det at blæse ind ad fjorden. I deres specialbyggede konebåd,

hvor manden, der var dygtig til trylleformularer, også var med, var de

nu på vej ind til nordboerne. Desuden tog et ret stort antal mennesker vejen

over land. Nu viste husene sig - store huse, der var malet eller betrukket

sorte. I gamle dage var amernerutit (betræk) betegnelse for farver. Først efter

denne kamp mellem grønlændere og nordboere fik fjorden navnet Ameralik.

 

Den blide fjordvind førte konebåden ind mod land. Da den nærmede sig

kysten, kunne de fra båden se, at folk skiftedes til at holde udkig. De gik hele tiden ind og ud af huset. En af dem kiggede meget grundigt over mod

konebåden med hånden over øjnene og råbte ind: "Nu kommer grønlænderne." Folk

styrtede ud, og man hørte en af dem sige ganske tydeligt: "Det er ikke en konebåd,

det er et isfjeld." Efter den bemærkning sagde konebådsbyggeren:

"Lad den gå i stykker og vælte rundt." Den væltede rundt og gik i stykker som et

isfjeld - i hvide og mørke isstykker. Da de drev til land, sagde de til

trylleformulareksperten, at han skulle fremsige en formular, der bevirkede, at ingen kom ud af huset. Da der ikke længere kom nordboere ud,

fyldte de gangen med kvas og en af dem hentede ild fra et hus, der lå længere

mod vest og som hed Nuriarsiaq (det kan også være navnet på stedet). Så stak de ild til kvaset. De kunne se, at nordboerne inde i huset brugte kraniet af kvinden med barnet i rygposen som et spil ved at dreje det rundt omkring en pind, som de

havde stukket op i kraniets bageste del. Hendes mand blev rasende da han så det.

 

Først da flammerne nåede ind i stuen, blev nordboerne klar over, hvad der

skete. Alle, der forsøgte at komme ud, blev dræbt af pile. Manden til

kvinden med barnet i rygposen kiggede efter nordboernes fører. Endelig så han

Uunngortoq springe ud gennem vinduet med sin lille søn under armen, og han

satte efter ham. Han var lige ved at indhente ham, da de passerede en

sø. Da smed nordboen drengen, han havde med, ud i søen, efter at have givet ham

knus og kys, hvorefter forfølgeren sakkede agterud, så at han ikke fik dræbt

nordboen. Men alle de øvrige nordboer blev udryddet. Uunngortoq var den eneste,

der slap levende fra det. Da de kom tilbage til bopladsen, løb de rundt

med Navaranaaq slæbende efter sig, idet de med mellemrum spurgte hende, om hun nu

var glad. Mens de endnu slæbte hende, døde hun af blodtab.

 

Var.: Søg på Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik. Betegnelsen qallunaatsiat, de ondsindede qallunaat, findes kun i overskriften og to gange i teksten, der er en seminarieelevs afskrift af den nu tabte original. Ellers bruges den mere neutrale betegnelse qallunaat i hele teksten. Som betegnelse for grønlænderne bruges inuit og kun nu og da kalaallit. Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder" i Vejledningen under De hvide.

Oqalugtuaq Qivâqijarssungmik

Print
Dokument id:1941
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Qivâqijarssungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 54 - 60
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Denne version er ikke publiceret af Knud Rasmussen. I hans Inuit fortæller, II 1981: s. 30 - 32 er Rinks bredt resumerede version af Arons Qivaaqiarsuk trykt ord til andet. Se ID 69.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Qivaaqiarsuk.

Det fortælles at Qivaaqiarsuk boede inde i fjorden men hørte at der ude ved Kangeq altid var mængder af fangstdyr. Længe holdt han det han havde hørt for sig selv, men så bestemte han sig omsider til at tage dertil og overvintre, og da det blev forår tog de til Kangeq for at overvintre. Da de nåede Kangeq var han kommet til et område netop så rigt på fangstdyr, som han havde hørt. Imponeret over det kunne han dårlig bestemme sig til hvad han skulle jage, mens han i husbygningsperioden hele tiden kom hjem med fangst. Desuden var der masser af helleflyndere og alt muligt andet at fange. Efterhånden som efteråret skred frem blev der kortere og kortere mellem grønlandssælerne, og Qivaagiarsuk landede flere og flere fangster.

       En dag var han ude sammen med mange kajakmænd fra Kangeq på deres fangstfelt. Det var en dag med mildt og meget smukt vejr, og de gjorde holdt dér hvor de ville ligge på lur efter fangstdyrene. Qivaaqiarsuk, der som altid var opmærksom på omgivelserne, spejdede rundt, og da så han at det var begyndt at fyge inde fra fjeldene af en fralandsstorm, og at fjeldene så helt lodne ud. Han blev ved med at holde øje med dem og så, at det efterhånden begyndte at fyge helt ude ved kysten. Han roede hen til en af sine kajakfæller og sagde: "Nu har vi snart stormen over os, for de store fjelde er begyndt at fyge af en fralandsstorm." Men den tiltalte sagde bare: "Stormen når næppe herud." Da han ikke sagde mere, forlod han ham bare. Netop som han fjernede sig, nærmede fygningen sig endnu hurtigere. Så nåede den ud til de yderste fjeld og lignede nu en stor sky. Han roede hen til en kajakfælle og sagde: Når fralandsviden ter sig sådan, er det ikke nogen blid vind der kommer. Nu falder stormen over os." Først nu blev hans kajakfæller opmærksomme og klar over faren. De samledes allesammen, bandt alt det fast der kunne fastgøres, og så var der ellers ingen der virkede tunge og langsomme da de alle gav sig til at vende rundt med kajakken for at gøre helpelsen blød og smidig. Og nu var kysten helt forsvundet i den forfærdelige fygning. De var kun lige begyndt at ro indefter da stormen var over dem, så alt blev usigtbart og de ikke længere kunne se land. Først fulgtes Qivaaqiarsuk med de andre kajakmænd, men da han syntes det gik for trægt fordi de var for langsomme, roede han i forvejen. Meget længe kunne han intet land se forude, og han var blevet helt utålmodig efter at få land i sigte, da han pludselig fik øje på land ret fremme. Han søgte længe at finde ud af hvor han var, men så begyndte det at lysne og han kunne slet ikke genkende de mange omkringliggende øer. Da så området i syd blev synligt og han fik set nærmere på det, genkendte han fjeldene ved Kangeq langt dernede sydpå. Han var faktisk nået til land ved øgruppen Satsissunnguit, fordi vinden havde bragt ham et godt stykke ud af kurs. Da han nu endelig genkendte omgivelserne og det klarede op hele vejen sydpå, roede han i den retning. Da han kom hjem så han, at alle de mange mænd fra Kangeq endnu ikke var kommet hjem, og de ventede og ventede, men det blev aften uden at nogen endnu var kommet hjem. Ikke en eneste af alle de mange kajakmænd fra bopladsen kom tilbage.

       Da Qivaaqiarsuk nu havde mange mennesker at forsørge tog han på fangst og harpunerede sæler efter antallet af kvinder i Kangeq. Når han mente han havde fanget nok vendte han hjem, og når han havde givet de mange Kangeq-enker hver en sæl at slæbe op, slog det lige til, og hver havde fået sin sæl at trække hjem. Således sørgede han for at ingen kom til at mangle noget.

       Mens han sådan sørgede for at alle fik hvad de havde brug for, blev det rigtig vinter. Så en dag var Qivaaqiarsuk for en gangs skyld ikke taget på fangst men beskæftiget med noget håndværk. Det var springtid og meget lavvandet netop på det tidspunkt. Netop da ebben var på sit laveste blev der råbt ind af vinduet:

"Man beder Qivaaqiarsuk om at ro os allesammen ud til det lille skær, for vi ville gerne ud og samle søl (spiselig rødalge)." Qivaaqiarsuk reagerede ikke på det. Efterhånden blev der råbt oftere og oftere. Da han så blev træt af råbene og de stadig ikke ville gi' sig, lagde han til sidst sit arbejde fra sig og kom ud. Og da han havde bragt sin kajak ned til vandet roede han kvinderne over til skæret (en for en). Da han havde fået dem over allesammen bar han sin kajak op, og da han var inde igen fortsatte han med sit håndværk. Nogen tid senere var havet begyndt at stige igen, og så blev der råbt: "Man beder Qivaaqiarsuk fragte os ind fordi vandet stiger." Han reagerede ikke og deres råb blev efterhånden mere og mere bønfaldende. Til sidst klamrede de sig fast til hinanden derude. Da højvandet nåede op over dem kunne man høre dem skrige, og da det yderligere steg, blev der endelig stille.

       Først da højvandet var nået op over dem gik han ned med sin kajak og roede ud til dem, og derude flød de rundt omkring i vandet. Det tog sin tid at få fragtet dem ind. Men da han havde fået dem op på land allesammen, sprættede han maven op på den mest fjantede af dem og skar mavesækken ud, tog den med hjem og pustede den op, og så hængte han den op til tørring. Hver morgen når han følte efter, fandt han den endnu ikke tør nok. Så en morgen da han var vågnet og følte efter, gav den en ganske svag trommelyd fra sig, for nu var den knastør.

       Han gjorde sin kajak klar, bandt spilopmagerens mavesæk fast på tværremmene på sin kajak og roede stik udefter. Da han var kommet lidt forbi det store skær fik han øje på netsider, der i en stor flok svømmede hastigt indefter uden at dykke. Da han var kommet ganske tæt ind på dem, satte han farten op og kom midt ind i flokken, hvor han slog løs på dem med spilopmagerskens mavesæk mens han sagde: "Kom aldrig mere ind (bliv aldrig ?) bag øerne i så stor en flok", og mens han stadig slog løs på dem kom han ud af midten og forbi flokken. Så bandt han igen mavesækken fast på tværremmene på sin kajak. Kort efter han var forbi flokken traf han på en stor flok sortsider, der svømmede indefter uden at dykke. Han satte igen farten op og kom ind midt i flokken, rev den tørrede mavesæk fra kajakkens tværremme og slog igen løs på dem med samme ord: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Igen nåede han forbi flokken uden at mavesækken gik i stykker. Han fortsatte med at ro udefter, og da han nu var forbi denne flok fik han øje på en endnu mørkere stime. Tæt på så han at det var en stor flok fuldvoksne grønlandssæler der svømmede indefter, og igen uden at dykke. Igen satte han farten op, slog også løs på dem og gentog sin frase: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Mens han fortsatte med at slå kom han midt tværs igennem flokken. Da mavesækken stadig holdt roede han videre udefter. Langt ude til havs fik han øje på et lille isbjerg som dønningerne løftede op og ned så det indimellem forsvandt i havet. Da han roede derhen og næsten var fremme, satte han farten op, og netop som det igen hævedes op af vandet, rev han den tørrede mavesæk af sine kajaktværremme, slog på isfjeldet af al kraft og kunne ikke høre andet end en ringen for ørerne. Han følte det som om han var ved at besvime. Det varede en rum tid før han genvandt bevidstheden og fik set på det han havde i hånden: Mavesækken var sprængt. Qivaaqiarsuk roede så mod land og kom hjem uden at have fanget noget. Senere forlød det at folk på de omkringliggende bopladser den dag havde oplevet at det spøgte med tordenagtige brag.

       Da Qivaaqiarsuk hele vinteren ikke havde truffet andre mænd ønskede han nu og da at få gæster, fordi han levede ene mand blandt kvinder. Da dagene tog til at længes var der så engang han først tænkte på at tage til havs, men i stedet bestemte sig til at tage på fangst syd for bopladsen. Han tog af sted og ville forbi Qeqertangusakkuluk på fangst. Vest for øen havder der siden efteråret ligget et stort isfjeld på grund. Han var nu lige ved at passere det store isfjeld da han ud af øjenkrogen fangede en lille sort plet i strømhvirvlen ved det store isfjeld. Han vendte øjnene derhen og så nu, at spidsen af en kajak var på vej op mens den drejede rundt i strømhvirvlen. Mens han kiggede på den dukkede der en kajakmand op af vandet, helt lysblond og med et stykke hvidhvalshud klemt fast under sine kajaktværremme. Da han var helt oppe, dukkede endnu en kajakspids op af vandet, mens Qivaaqiarsuk bare sad og så på. Op kom så en anden kajakmand, og han var helt igennem grønlænder. Kun hans øjne lyste op i ansigtet, og han havde et stort stykke mattak af en ung hvidhval klemt fast under sine kajaktværremme. Begge sagde at de var kommet for at besøge ham, og Qivaaqiarsuk blev meget taknemmelig over igen at træffe andre mænd. De fulgtes med ham hjem og selv om han bad dem blive natten over, tog de af sted hen på eftermiddagen.

 

       

De store stykker mattak som de var kommet med som gæstegaver, havde han ikke lysttil og spiste ikke af dem. Næste dag tog han på fangst, og da han var væk kom hans kone i tanker om dem og spiste noget af dem. Da Qivaaqiarsuk havde været ude på fangst og kom hjem, opdagede han at hans kone havde mistet forstanden i den grad at det var umuligt at styre hende. Kajakmændene var altså kommet med disse gæstegaver for at få Qivaaqiarsuk til at miste forstanden. Da konen døde uden at være blevet rask, siges det at Qivaaqiarsuk det følgende forår vendte tilbage til sin boplads inde i fjorden uden at have taget sig en ny kone.

Her ender fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Qivaaqiarsuk.

 

Tolkning: Det forklares ikke hvorfor Q. forbyder de tre sælarter at komme ind i store flokke bag øen. I Arons variant sker det, fordi Q. på vej ud forbi øerne har svært ved at passere de tætte stimer. Hos Aron (se ID 69 med kommentarer) ender Qiv. med at dø af sult, fordi han har forbudt sælerne at komme i sådanne mængder. Måske skal det yderlige begrunde at mængden af fangstdyr ikke længere er så overdådig ved Kangeq som de gamle sagn fortæller. Det er forklaringen i Simon Nielsens version, der imidlertid lader Qiv. afhjælpe mangelen med de mange sæler han skaffer med den oppustede blære. Varianten blev fortalt i Grønlands Radio efter 2. verdenskrig og er analyseret af Arnaq Grove i hendes Ph.D. afhandling: Nedskrivning af nyere grønlandsk mundtlig fortælletradition. Upubl. Institut for Eskimologi, 2000.

oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden

Print
Dokument id:354
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Fontain, Sivert Ely
Nedskriver:Fontain, Sivert Ely
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 783 - 788, nr. 213
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

       

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

 

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

 

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

 

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

       

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

 

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

       

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

 

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

 

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

 

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

       

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

 

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid

Print
Dokument id:492
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:10 sider, nr. 1
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

 

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 248, eksisterer ikke længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit oqalugtuait oqualâvilo", III, ss. 127 - 135, under oveskriften "kalâtdlit qavdlunâtsiatdlo", der indledes med en anden, mindre fortælling.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 100 - 105: Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 100 - 105: Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqaarnerinik.

 

Resumé: En konebåd sydfra ror ind i fjordsystemet bag Nuuk og træffer

for første gang nordboere, som morer sig meget over dem, mens

grønlænderne er bange. Angsten aftager ved fredeligt samvær, og de ror

længere ind, hvor de på alle kendte steder med nordboruiner træffer

nordboere. Undervejs hjem fortæller de alle om nordboerne. Mange

grønlændere bosætter sig i fjordene og kommer godt ud af det med

nordboerne. Ved Kapisillit kappes de to parter ofte i bueskydning. Da

en nordbo opfordrer til en kappestrid, hvor den tabende skal styrtes

ned af et højt fjeld, vil grønlænderen ikke være med, men må indvilge

på nordboernes tilskyndelse. Grønlænderen vinder, nordboen styrtes ned, og

fjeldet har siden heddet Pisiffik, bueskydningsstedet. Nordboen var

selv ude om det, og der opstår ingen konflikter, før en ung grønlandsk

kvinde, Navaranaaq, ypper kiv mellem parterne. Nordboerne udrydder

alle teltlejrens kvinder og børn, mens mændene er på fangst.

To kvinder når at flygte. Den ene skjuler sig og kan senere fortælle

mændene om forløbet, men den anden, der har et lille barn i amaaten,

dræbes. Hendes enkemand bygger ved en heksekyndig mands hjælp en

konebåd betrukket med hvide skind og kighuller i siderne. Den ligner

en isskodse og en kælvende isskodse, når de lader den kælve. Gemt i

den narrer de nordboerne, der går ind igen efter at have været ude og

kigge. De spiller lykkehjul med hovedet af kvinden, der havde et

spædbarn i amaaten. Enkemanden ser det gennem vinduet og græmmes.

Grønlænderne fylder husgangen med brænde, stikker ild til det, dræber

nordboere, der kommer ud, og også Store Olav, der kommer hjem fra

fangst og iler mod det brændende hus. Men det lykkes høvdingen

Uunngortoq at flygte med sin lille søn i favnen ud gennem vinduet,

enkemanden sætter efter, haler ind på ham, og Uu. må smide sin søn i

en indsø for at slippe bort. Han løber sydpå og bosætter sig øst for

Qaqortoq. En af nordboernes tjenestefolk undslipper på et skib, og tar

klagende afsked med det dejlige land med de mange rodfrugter.

Den sidste episode, hvor grønlænderne hævner sig på den løgnagtige

Navaranaaq, har Rink udeladt, fordi den svarer ganske til samme episode

i Abrahams fortælling trykt i bind I. ss. 63ff. Den er dog en anelse

mere detaljeret. Arons fortælling slutter: "Herefter boede der aldrig

nogensinde nordboere i nogen af Nuuks fjorde."

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq.

 

Oversat af Chr. Berthelsen:

Måske den (nu tabte) version der er kortfattet oversat i Rink 1866-71, I: nr. 21.

 

Hist.: Vedr. nordbofortællinger se I. Kleivan 1982. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat". Aron bruger kun qallunatsiaat én gang i begyndelsen af fortællingen. Derefter qallunaat, og kun inuit én gang som betegnelse for grønlænderne med denne forklaring: "... inuit, dvs. kalaallit." Kalaallit er derefter den anvendte betegnelse.

Rink modtog også en variant fra Labrador (ikke registreret her) hvor det er indianere i stedet for qallunaat.

Orunilik

Print
Dokument id:62
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Orunilik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 329 - 331
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 115 ss. 607 - 611.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 329 - 331: Oqalualaarut Orunilimmik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 19.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 101 - 105.

 

Resumé:

Orunilik var fra Alluitsoq / Lichtenau og berømt viden om,  dels fordi han stammede, men især for sit resolutte talent for at skaffe sig store fangstparter. Når en klapmyds el. lign. stort dyr var harpuneret af andre, sprang han i vandet i springpels og med kniven i munden og dræbte dyret nedefra. Derefter krævede han, at man parterede dyret i vandet og ikke på land, hvorved han absolut fik broderparten fra sin favorable position i vandet.

Om ådselet af en pukkelhval fortæller man, at Orunilik først nåede frem, da der var tykt af flænsende mennesker ovenpå den. Han for imod dem med kniven mellem tænderne og op på hvalen, hvor mængden skiltes som en stime ammassætter. Da han havde skåret sig en stor part i fred og ro, opfordrede han de andre til at deles lige om resten. Det gik godt, indtil man kom op at toppes om den store underkæber, hvorfor Or. resolut skræmte alle væk, delte den i to, fordelte den ene halvdel ligeligt mellem alle til stede og beholdt den ene halvdel ubeskåret for sig selv.

Or. tog også affære, engang en gift mand havde taget sin steddatter til medhustru / andenkone. Or. mødte op i mandens hus, hvor kun kvinderne var hjemme, og da manden kom fra fangst om eftermiddagen, tog denne til at skælde ham ud på det groveste. De gerådede i klammeri, lamperne væltede, de tumlede udenfor og Or. sendte manden på ryggen ned ad skrænten med hovedet først. Han nåede at kaste sig til side inden isfoden og kom skældende og smældende op igen. Da manden klamrede sig fast ved den ene husgang (der var to) smuttede Or. ind gennem den, for ikke at vride hans skulder af led, og manden efter. Han flygtede dog hen i et hjørne, og Or. tog steddatteren med ud og hjem.

En sidste episode fortæller om Or.s kamp mod en isbjørn, som han nær havde tabt. Han gik imod den ude på isen, alene, kun bevæbnet med en kniv, og han fik slet ikke stukket den langt nok ind. To gange slæbte bjørnen ham ud og lagde ham fra sig på isen for at vente på, at han skulle blive kold (som den gør med sine dræbte sæler). Anden gang lå Or. stille længe nok til, at bjørnen blev så uopmærksom, at han stille kunne komme på benene og flygte hjemad, hvor folk stod parat og fik has på den med deres våben.

Or. måtte sys bagefter, for kødet på hans overarm hang og blafrede med vrangen ud. Under syningen blev dog håndfladen vendt opad.

Arons fortæller, der var sydøstgrønlænderen Sarahs bror, havde selv været i kajak med Or. og bemærket, at den vendte håndflade ikke hindrede ham i at ro og fange.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

 

Springpelsen gik af brug med hvalernes forsvinden fra de fleste egne i 15-1600-tallets tiltagende kulde.

Orunilik har mere eller mindre overholdt fangstdelingens regler ved sin uortodokse måde at dræbe harpunerede sæler på. Men han har tydeligvis også tillagt sig en usædvanlig autoritet med sin indgriben i såvel fangstdeling som umoral.

Paulina

Print
Dokument id:85
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Paulina
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 399 - 402
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 140 ss. 699 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 399 - 402: Oqaluttuaq Paulinamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 44.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 32 - 39 (Pôrdlîna).

 

Resumé:

To brødre, Paulina og Qisuilaaq, har mange fæller på vinterbopladsen. Paulina er vennesæl og social, Qisuilaaq derimod dybt genert og holder sig altid for sig selv. Paulina er en dygtig angakkoq / åndemaner / angakok, der ofte holder seance, tager på åndeflugt og kommer tilbage med nyheder fra steder, andre ikke kan nå. Når han smutter ud ved vinduesstolpen, prøver Qisu. forgæves at følge efter. En dag når Paul. over indlandet til et hjerteformet fjeld på den anden side. Neden for er der huse. Han sniger sig hen til det nærmeste med lys i og ser er par store ægtefolk med en smuk datter, der bliver sendt ud med kødgaver fra en nyflænset sæl. Da hun kommer tilbage prikker Paul. hende i siden, så hun falder over dørtrinnet og dør. Faderen truer Paul. på livet, han beder om et par bukser. De når den store Paul. helt op under armhulerne. Da han har genoplivet pigen og kan lide hende og familien, gifter han sig med hende og bliver på stedet.

Qisu. træner for alvor til angakkoq. Endelig kan han selv smutte ud ved vinduet på åndeflugt, hvor han kan følge sin storebrors spor helt frem til huset, hvor han i skjul under sidebriksen gør tegn med øjnene til Paul. om at komme med uden for. Paul. driller sin kone med, at nu kan hun jo prøve at finde ham, hvorefter han forsvinder ind i en sten med sin bror, hvor de glæder sig over gensynet og snakker løs. Paul.s kone leder længe og hører dem til sidst derinde. Hun går grædende ind i huset, hvor forældrene trøster hende med at Paul. nok kommer, når han er færdig med sine angakkoq-kunster. Det gør han da også. Men lillebroderen kommer oftere og oftere på besøg. Til sidst hver dag. Paul. beslutter at hente sin familie og har til det formål brug for, at lillebroderen om foråret leger netside på isen, hvorfra han må springe op på Paul.s slæde, for at hundene ikke skal overfalde ham. Derhjemme har man så ofte drillet de gamle forældre med, at nu kom Paul. hjem, at det varer noget, inden de lader sig overbevise af råbet om hans hjemkomst. Hans tidligere kone har fået et barn med en gammel ungkarl. Det bliver sygt. Paul. skærer det op i maven, trækker alle indvolde ud og undersøger dem, uden resultat. Sårene heler han gesvindt. Så tager han fat igen med samme operation, men skærer denne gang også struben op, hvor noget sort sidder og generer. Paul. fjerner det, stopper indevoldene tilbage og heler alle sår. Straks bliver drengen helt sig selv igen.

       Da familien skal af sted beordrer Paul. sin bas til at dræbe ekskonen og den gamle ungkarl. Den får has på dem efter at have rodet dem ud fra bunden af bunken af alle husfællerne, der har smidt sig ovenpå hinanden.

Tilbage i øst bliver Qisu. endnu mere genert end før. En stor ugift kvinde, som alle mændene besøger efter fangstdagen, indynder sig forgæves hos ham. Qisu.s mor bliver irriteret, får ondt i sinde og hekser med kvindens og Qisu.'s afføring, som hun lægger ovenpå hinanden. Kvinden bliver gravid, og da alle mændene stimler sammen hos hende under fødslen, kan Qisu. trods alt ikke nære sig for at være med. Han stiller sig ved hendes lampe og hun får øje på ham. Straks bliver de begge til hver sin store lort. Moderen havde altså hekset kvinden gravid med en lort, men kom desværre til at gøre det af med sin søn også.

 

Var.: Palineq / Paalineq; ID 946; Paaleeq; Paulineq; Puulineq

 

Hist.: Også den samtidige variant gør grin med hekseriet. Men det ender mindre absurd. Desuden begrunder den bedre Paulinas bortrejse, idet konen allerede inden er ham utro med den gamle ungkarl. Alt i alt konstaterer man en kraftigere latterliggørelse af traditionen i Arons version.

 

Kommentar: Lars Møller Lund har læst hovedpersonens navn: Poorliina (se ovf.). Dvs. en der bare er poorlik eller på en angakkoq med pooq, en angakkoq puulik. Det synes også at være ideen i de østgrønlandske varianter: Puulineq

Pebersvenden, der altid gik på rypejagt

Print
Dokument id:1472
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, der altid gik på rypejagt
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 42 - 44
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nukagpiatoqaq aqigssiliáinartoq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: "Nukagpiatoqaq aqigssiliáinartoq" / Nukappiatoqaq aqissiliaannartoq.

 

Resumé:

 

Under en af sine vanlige rypejagter kommer pebersvenden / ungkarlen ind i et øde område til et hus, hvor han gennem taghullet ser en stor hund og et gammelt,

 

frygteligt ægtepar derinde. Han tager flugten, hunden forfølger ham

 

med hånlatter, og han redder sig ned i en klipperevne. Hunden passerer

 

og opdager ham heller ikke på tilbagevejen. Derefter går han aldrig

 

mere på rypejagt.

Piratskibet

Print
Dokument id:49
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Piratskibet
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 426 - 428
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 15 ss. 37 - 41.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 4.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 426 - 428: Umiarsuapilunnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 15, ss. 77 - 80, med kommentarer s. 319: Røverskibet.

 

Resumé: Fem sydlændinge er på fangst ved Kilangaarsuit. En

bliver tilbage på fangststedet, da de fire ror videre og møder et

handelsskib med mange bøsser og sværd. De kommer ombord, ser våbnene og

når at flygte. Senere kommer de døbte Ignatius og Frederik ombord.

De spærres inde, men bryder døren op og slås med alle på dækket. Begge

slår hver sin qallunaaq / europæer halvt fordærvet, de øvrige giver op, hejser Ignatius´s og Frederiks kajakker ned fra råen og lader dem ro hjem. Nu kommer den

efterblevne, femte sydlænding forbi og bliver hejst op i kajakken,

men ved synet af våbnene vil han flygte. Det lykkes ham vha. sin

lakseamulet, der gør ham glat og ikke til at fastholde. De fire første undslupne sydlændinge bringer nyheden om røveriet af Ignatius og Frederik til Nuuk, hvor man straks bringer den videre til Ignatius´s far Moorsasi på Kangeq. Han ror straks af sted, synger sin qallunaaq-sang, men ser blot skibets master dykke ned bag horisonten. Men Ignatius og Frederik er jo sluppet væk takket være deres store fysiske styrke. Almindelige mænd havde ikke klaret frisag.

 

Var.: Pukkitsulik er skåret over samme læst, men som en farce. Ligeså: To stærke brødre.

 

Hist.: Tusilartoq / Moorsasi var fortællerens tipoldefar og søn af

Singajik / Singajuk. Selve  fortællingens historicitet er vanskelig at

bedømme. Se "Fortolkningsmuligheder", Holdningsændringer: "Qallunaat / De hvide".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Pissassaq

Print
Dokument id:358
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pissassaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293 - 294
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 233 ss. 897 - 902.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 293 - 294: Oqaluttuaq Pissassamik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 70.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 55, ss. 321 - 324: Pisagsak and the Kivigtok / qivittoq.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 66 - 69.

 

Resumé:

Pissassaq

Piss. har lavet sig en ny fuglepil, som han afprøver så længe, at han i kajak når langt væk fra kendte vande og kommer til en høj fjeldside med en lang rebstige fra top til bund. Han kan ikke nære sig for at klatre op og mister næsten pusten undervejs op. Heroppe møder han en qivittoq, der blir glad for selskab men han må fløjte sig til at komme i gang med menneskelig tale igen. Qiv. forsvinder næste dag på jagt, og Piss. må få tiden til at gå med kvindelige gøremål. Han tørrer alle værtens kamikker og koger kød til hans hjemkomst med to nedlagte rener, som han sender Piss. ud for at flå og partere.

       Efter en tid skaffer qiv. dem en ung, hvid pige (qallunaaq), som de røver ved de hvides vandhentningssted. Hun er længe om at falde til, men da hun så overtar husholdningen kan begge mændene gå på jagt og de lever godt og rigt. Senere synes qivittoq'en at Piss. også skal ha' en pige, men til hans store undren røver Piss. ved vandhentningsstedet ikke en af de unge, smukke, men en gammel grim kælling. Hun er ikke mere end en dag om at holde op med at længes hjem. Og med hele to kvinder i huset lever de endnu bedre.

       En dag ved qivittoq'en at nu kommer der en hel masse qallunaat, hvide, for at bekrige dem. Han og Piss. går sammen hen til rebstigen, hvor de hvide ankommer for neden, og da alle er kommet op ad stigen med den øverste synlig over kanten, vælter qivittoq'en hele molivitten i havet.

       Først da den gamle røvede kvinde er død, længes Piss. hjem. Qiv. gør ikke noget for at holde på ham, men gir ham besked om at meddele de hvide, at de ikke senere skal forsøge at bekrige ham, for så udrydder han dem allesammen. Piss. følger ordren og når hjem til sin forbavsede familie, der for længst har troet ham død.

 

Var.: Søg på nordbo.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Den indledende episode er identisk med den, der indleder en af nordbo-fortællingerne, men i den skyder Piss. en nordbo der er kommet ned til stranden. Rebstigen kendes også fra andre versioner, men her flyttes en del af skylden for nordboernes udryddelse over på den ikke rigtige grønlænder, qivittoq'en. Denne røver en ung, hvid kvinde og sender alle de hvide i druknedøden. Piss. selv røver kun en gammel kvinde, der åbenbart ikke er ked af at få en ung mand.

Puagssuaq / Puassuaq / Den store lunge

Print
Dokument id:1473
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Puagssuaq / Puassuaq / Den store lunge
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 44 - 45
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Puagssuaq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 170: "Puagssuaq" / Puassuaq.

 

Resumé:

 

En ungkarl / pebersvend der går på rypejagt, ser en stor sten, der viser sig at

 

være et gammelt ægtepars hus. Han kravler lydløst ind, fløjter, og

 

manden ber sin kone, Puassuaq, udspørge ånderne om, hvem det er. Ved

 

ungkarlens næste fløjt gætter manden, at det må være en kystbo og

 

ulkepilker, mens P. løser sin hårtop til åndemaningen. Ungkarlen ser

 

husgangen lukke sig bag sig. Da den åbner sig lidt igen, smutter han

 

ud og når hjem uden at blive forfulgt.

 

Tolkning: Bemærk fødselssymbolikken i passager, der skiftevis åbner og

 

lukker sig i association til både åndedræt (Den store lunge) og - ved

 

overgange til "den anden verden" - løsningen af håret. Udslået

 

kvindehår er symbol på overgange, fx når en kvinde skal føde.

 

Stenens beboere er ånder ses det, fordi de skelner mellem kystboere (rigtige mennesker) og sig selv.

Púkitsulik / Pukkitsulik, Hollænderen

Print
Dokument id:1447
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Púkitsulik / Pukkitsulik, Hollænderen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 253 - 261
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Púkitsulik".

Se også Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe" side 57 ff "Støvlemanden"

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 3 - 12 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 172 - 181: "Púkitsulik" / Pukkitsulik.

 

Resumé:

Pukkitsulik ("hollænderen") er ung, ugift og bor med sin mor på en boplads i

syd. Han fanger om vinteren en blåræv i en fælde, og moderen

fortæller, hvor ivrige de hvide, der handler med fristende varer oppe

i nord, er for sådanne skind. P. bygger sig en konebåd til

sommerrejsen og røver på afrejsedagen bopladslederens stærke datter,

der hidtil egenhændigt har smidt alle sine friere på porten. Hendes

far kommer efter hende på den første boplads, hvor de overnatter, men

hans kastevåben preller af på P.s ryg, fordi han har iført sig sin

babyanorak af tarmskind. Til at ro båden røver P. flere stærke piger

undervejs. P. modtages godt af en mængde mennesker på en sommerplads

(aasivik) i nord, hvor ankomsten af et skib vækker vildt postyr, og P.

har slet ikke fået handlet, da han kommer til sig selv oppe på

"udsigten". I den tidlige morgen ror han alene ud til skibet, hvor

nogle søvndrukne matroser har lyst til at snighandle men ikke kan enes

om, hvem der skal købe de ræve- og sortsideskind, som P. viser dem

nede i sin kajak. Kaptajnen kommer til, tæver matroserne, og da han

har beordret P. hejst ombord i kajakken, bliver der stadig intet ud af

handlen fordi P. falder i undren, først over takkelagen, så i

kaptajnens kahyt over virkningerne af et spejl og et pendulurs

gentagne svingninger. Han blir båret op på dækket, hejst op i råen og

man begynder forgæves at skyde til måls efter ham med dårligt sigte og

slette bøsser. Ingen kugler bider på ham. Han må være en stor

åndemaner / angakok / angakkoq og skyderiet ender i ren farce. P. blir hejst ned igen, får frit valg mellem bøsser og belæsses med så mange andre gode varer for

sine skind, at kun hans næse er synlig over havet, da han ror hjem.

Moderen, der har genkendt hans næse på afstand, trækker ham i land med

alle varerne. Undervejs tilbage mod syd afleverer han alle de stjålne

roersker, men da faderen til den første pige derhjemme netop er død,

stensætter P. ham med mange tunge sten som tak for sidst og lever

resten af sit lange liv med datteren.

 

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; den indledende rejse: Mannik; Piratskibet; To stærke brødre;

 

Hist.: Bortset fra P.s navn referer denne herlige farce snarere til

snighandel med skotter og briter i 1800-årene end til den med

hollænderne i 1700-årene.

 

Kommentar: bemærk babydragten af tarmskind, der er en pooq (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor) med klar reference til Østgrønland

Qajuuttaq

Print
Dokument id:61
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qajuuttaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 324 - 328
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 114 ss. 602 - 607.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: Oqalualaarut Qajuuttamik.

 

Resumé i Rink 1866-71, II: nr. 18.

 

Resumé:

Qajuuttaq er fra Alluitsoq / Lichtenau, hvor han opdrages fra lille til hævner over sin myrdede far og derfor udvikler sig til massemorder. Da han vil giftes, slår han forældrene til to kvinder ihjel, gifter sig med dem begge og tager lillebroderen, som han også holder oprigtigt af, med i husholdningen. En anden gang kommer han til et hus inde over land, hvor han slår alle indvånere ihjel bortset fra en kvinde og hendes to små sønner.

Hans lille svoger bliver voksen, flytter for sig selv og udfordrer gang på gang Qajuuttaq til kamp ved at knække hans bedste knive og andre sager, når han kommer på besøg, og Qajuuttaq beværter ham med det bedste. Qajuuttaq søger hver gang at slå fornærmelsen hen med en stor latter, men en dag kommer svogeren så ind i stramtsiddende tøj og giver sig ikke, før han har tirret Qajuuttaq tilstrækkeligt til at denne mister besindelsen. Først giver Qajuuttaq ham flere gange en lærestreg med nogle drøje knubs. Men svogeren bliver ved, og til slut gør Qajuuttaq det af med ham uden døre og smider liget ned under isfoden. Dér kan søstrene hente ham, hvis de vil begrave ham, siger han. De siger drabet var i orden, han var selv ude om det. Men de siger det af skræk, og næste dag, da Qajuuttaq er taget på fangst, henter og begraver de deres lillebror.

Senere på vej til sin fangstplads på de yderste øer, Tunnulliorfik, redder han en flok forliste søfolk i storisen, lader dem overvintre hos sig og føder dem mod, at de går til hånde med alt, de kan. En skibsdreng, der er fælt befængt med lus, skærer han skaldet og kommer til at skære noget af huden med. Om foråret rejser de hen til et sted, hvor de kan komme hjem med andre qallunaat, europæere / hvide søfolk.

En anden gang i baglandet på rensdyrjagt træffer han to velvoksne mænd med hver en rem rundt om halsen. De kommer fra landets bagside (Østgrønland), er efterkommere af den lille kvinde, og de leder efter en fjende, man har fortalt dem bor i Alluitsoq. Qajuuttaq bliver klar over, at fjenden er ham selv, hvorfor han undskylder sig på naturens vegne, springer over elven, løber i skjul og får derfra skudt den ene med sin bøsse. Den anden bakser med den døende, men da han ser, at Qajuuttaq lægger an til et nyt mord, tager han flugten som en ravn op over fjeldkammen østpå. Det er altså de overlevende fra huset, som var flygtet til østkysten og blevet opdraget af deres mor til hævnere. Da Qajuuttaq senere vil tage liget i øjesyn, har broderen åbenbart hentet det, og skønt det rygtes, at folk fra østkysten vil rejse omkring Kap Farvel til Alluitsoq og hævne sig, sker der intet.

Efter Qajuuttaqs død kommer et skib til Qaqortoq. Kaptajnen taler til alles forbavselse grønlandsk og længes enormt efter noget grønlandsk mad. Man kommer ombord med den, han spiser af den og fortæller, hvordan han blev vænnet til den slags mad, da Qajuuttaq reddede dem fra forliset. Om Qajuuttaq stadig lever? Nej. Den fremmede vil dog hævne den smerte Qajuuttaq forvoldte ham med ragekniven, men en blid hævn, fordi Qajuuttaq reddede deres liv. Han slår knude på en jernstang og erklærer, at sådan ville han have slået knude på Qajuuttaq, hvis han endnu havde levet.

 

Var.: Qorfik

Hist.: Som Aron rigtigt bemærker, knyttes samme fortælling om de skibbrudne til en vis Qorfik, fra Julianehåb / Qaqortoq.

Aron har fortællingen fra Asa i Ny Herrnhut, hvor man havde nære slægtskabsforbindelser til sydlændinge ved herrnhuternes andre missionsstationer ved bl.a. Lichtenau / Alluitsoq.

Blodhævn.

 

Kommentar: Slutningen virker ikke ganske logisk og synes mest at være en variation over slutningen på Arons Kaassassuk, hvor denne demonstrerer sin og hans overmands forskel i styrke ved hhv. at ændre formen på og knuse en sten.

Qallikaarsuk

Print
Dokument id:87
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qallikaarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 406 - 408
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 142 ss. 708 - 712.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 406 - 408: Oqaluttuaq Qallikkaarsummik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 95.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:176 - 180.

 

Resumé:

Qallikkaarsuk er en mådelig fanger, der kun fanger til husbehov, når der er mange dyr. En bopladsfælle derimod er stedse heldig og kommer altid hjem med fangst. Efter længe ikke at have fanget noget ror Qall. ind i en fjord, hvor han helt inde i bunden ser en mængde spættede sæler bevæge sig op på land. Netop som han vil harpunere en helt hvid spættet sæl, hører han nogen bag sig. Det er indlandsdværge, inorusit / inoruseq, der tilbyder ham en pegepind i bytte for hans kniv. Svinger man pinden rundt om hovedet medsols og peger på noget levende, dør det uden sår af hjerteslag. Betingelsen er, at han aldrig peger på noget menneske. Dværgene fanger fem sæler hver, Qall. prøver pinden og får to, den anden desværre den store hvide, som han ifølge dværgene ikke måtte dræbe. Det er den, der sørger for, at der altid er spættede sæler i den fjord. Dværgene inviterer ham med hjem til et fjernt fjeld på besøg. De bunker deres sæler plus ham op på ryggen, befaler ham at holde øjnene lukket, og gyngende når de til fjeldet på ingen tid. Efter en overnatning og endnu en tur til havet med samme fangster som dagen før, tager Qall. endnu engang med dem hjem og lader dem smage hans fangst. Det glæder dem meget, for de længes sådan efter at smage en andens fangst.

Vel hjemme igen med en hale af dræbte spættede sæler efter sig, kan han nu næsten konkurrere med den dygtige fanger. Dog får denne hver dag en sæl mere end Qall, der blir misundelig. En dag den anden har fået en mindre end Qall., men så alligevel fanger en kort før, man når land, retter Qall. pegepinden mod ham. Han synker sammen, kæntrer og er død. Qall. bemægtiger sig hans fangst. Men næste gang han kommer ind i fjorden kræver dværgene, der stadig fanger spættede sæler derinde, pegepinden tilbage og returnerer ham hans kniv med en streng reprimande. Herefter fanger Qall. ikke mere end han tidligere gjorde.

 

Var.: søg på: pegevåben

 

Kommentar: Indlandsdværgene har - ligesom i Østgrønland - den evne at trække sæler til land. Hér ovenikøbet op på land, i Østgrønland ofte op i elvene, modstrøms. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Aron må rette en forglemmelse senere i teksten: forbudet mod at dræbe den store helt hvide sæl, som Qall. overtræder. Det får dog tilsyneladende ikke de alvorlige følger, som dværgene forudskikker, idet der stadig er spættede sæler i fjordbunden, da Qall. atter træffer dværgene derinde.

 

Hist.: Den effektive pegepind må være en åndemodel af europæiske bøsser.

Qingakkaaq

Print
Dokument id:68
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qingakkaaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 346 - 347
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 122 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 346 - 347: Oqalualaarut Qingakkaamik.

 

Kort uddrag i oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 53, s. 93: 'Kingakak'.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 112 - 114.

 

Resumé:

Qingakkaaq er så glad for vingetang, at han rejser længere og længere nordpå med sin familie for at finde et sted, hvor man har så rigeligt med vingetang, at forrådet rækker til hele foråret med. Han når omsider så langt mod nord, men rejser i sin grådighed alligevel endnu længere mod nord, hvor ingen bor, og de må overvintre alene. Næsten umætteligt æder Qing. vingetang på det sted, og skønt han har sørget for at fange noget forråd til vinteren, er den lang og snerig heroppe. Da der bliver smalkost, slår Qing. sit spædbarn ihjel, lader sin kone koge det til sig og befaler hende under dødsstraf at spise med. Efterhånden går det sådan med alle børnene, alle husfællerne og til slut konen, hvorefter Qing. graver sig ud, tager sydpå igen i strålende forårsvejr og fortæller alle, at hele hans husstand sultede ihjel deroppe i nord. Selv tager han aldrig siden nordpå.

 

Hist.: Ikke en autentisk fortælling. Giver blot et indtryk af en vis viden eller forestillinger om hvor lang og kold vinteren er længere mod nord. Om der specielt gror meget vingetang i nord kan vel undersøges.

 

Kommentar: Der blev spist en del tang, især om vinteren og især i Østgrønland. Men det blev kun betragtet som nød-mad. Der var tabuer forbundet med fortæring af visse tangarter, da der i østgrønlandske fortællinger kan rejse en storm fra havbunden, hvis man puster i dem. Fortællingens morale er da også tydelig hér: Ikke blot bringer Qing.s abnorme forkærlighed for tang ham uden for lands lov og ret, men også ud i en hungersnød, der ender med kannibalisme.

Qivaaqiarsuk

Print
Dokument id:69
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qivaaqiarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 348 - 357
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 123 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 348 - 357: Oqalualaarut Qivaaqiarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 40 - 58.

 

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 54, der er genoptrykt i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 30 - 32.

 

Resumé:

Qivaaqiarsuk er fra Kangersuneqfjorden, bopladsen Illunnguit ved Karra i  Nuukområdet. Han er et sølle skrog, nærmest kun skind og ben, men en gevaldig fanger med en masse kvinder at forsørge. En dag fristes han over evne af forlydender om store fangstmuligheder vestpå. I vest træffer han masser af mennesker på Kangeq, der inviterer ham til at bo hos sig. Fangsten er rigelig, men en dag i storm omkommer alle øens fangere i kajak, mens alene Qiv. klarer sig tilbage og nu igen har en masse kvinder at forsørge. Han kommer dagligt hjem med en hel vifte af sæler på slæb.

Efterhånden kommer han til at længes hjem, specielt efter lyden af kælvende isfjelde i Kangersuneq. Han lokker skruppelløs bopladsen ud ved ebbe på en ø med rødtang og lader dem drukne derude, da vandet stiger. Senere på sommeren opdager han et isfjeld i en klippespalte. Han farer derhen, slår henrykt løs på det med sin fangeblære / fangstblære og får lyden af kælving frem, så det drøner vidt omkring. Da han atter har fået vejret og ror ud mod sin fangstplads, stiger en stor boble op foran hans kajak og af den en smilende kæmpestor havmand (Qungussutariaq). Qiv. smiler igen, bliver skældt ud - for det må man ikke - og får så at vide at hans kone er ufrugtbar, fordi hun er angakkoq / åndemaner i det skjulte. Hun bør åbenbare sine evner.

Men da han er kommet hjem med en masse fangst og har delt den ud (til hvem? de kvinder han tidligere forlod? BS), glemmer han budskabet. Gang på gang ror han til isfjeldet og slår løs på det. En dag dukker to fremmede kajakmænd op, en ældre med skæg og en yngre, i pinligt hvide kajakker. De er åndevæsener, men Qiv. inviterer dem med hjem og præsenterer dem som ikke rigtige mennesker, hvorfor de ingen mad får. Den ene skuler ondt til Qiv.s kone og hiver et lille stykke sort mattak frem fra sit kamikskaft med ordene: dette er et stykke af min fars uutuersat (til at fjerne arp med). Tilsvarende forærer den anden Qiv.s kone et stykke hvid mattak, der er hans fra hans bedstemors uutuersat. Qiv.s kone ser ikke engang på gaverne. Måske (siger fortælleren?) disse to stykker var noget til helbredelse (af barnløsheden?, BS). Gæsterne overnatter, følges med Qiv. på fangst næste dag og forsvinder, da han begynder at fange.

Da han kommer hjem med en mængde fangst, er hans kone døende. Da hun udånder, og inden hun sys i ligskind, skærer han hendes mavesæk ud, tørrer den og får nu en kridhvid fangeblære / fangstblære, der rummer den angakkoq - kraft, som hindrede hende i at få børn, fordi hun ikke ville ud med den.

Isfjeldets lyd bliver endnu flottere ved slagene med denne blære og hidkalder en stor kajakmand med fine benskæringer på redskaberne. Hvad det er for en støj? Jo, Qiv. har også med undren hørt den i nogen tid. Den fremmede slapper af, inviterer Qiv. med hjem lidt vestpå ved Uummannaq Hussted, hvor han bor med mange brødre og en eneste søster, som Qiv. naturligvis bliver varm på, men absolut forbydes at nærme sig. Brødrene kommer hjem med hvalrosser, som Qiv. aldrig før har set. De er sydlændinge, men har fjender både mod nord og i syd, ved Qarajat. Qiv. taler om aftenen alle i søvn, lægger sig hos pigen, og da hun er mere end villig, opgiver brødrene surmulende at hindre dem. Qiv. ligger også hele dagen med sin nye kone og mærker ikke tiden gå, men da svogrene om aftenen taler om nogle fangstdyr med store stødtænder, de har set, bliver Qiv. tilstrækkelig fristet til at tage med dem ud igen.

På denne fangsttur nedlægger han sin første hvalros, en stor rød hanhvalros, som det lykkes ham at dræbe med et eneste harpunkast, netop som den har rejst sig over ham foran kajakken. Svogrene bliver imponerede, men håner ham alligevel med en opfordring til at lade fangsten være, fordi han aldrig magter at bugsere den hjem alene. Men Qiv. bugserer naturligvis dyret hjem i rimelig fart.

Helt har han dog ikke glemt de mange uforsørgede kvinder. Han bringer dem en del fangstdyr til vinterforråd og opfordrer dem til selv at tage på ammassætfangst til foråret.

Tilbage hos sin nye familie bliver hans næste store dåd helt alene fra kajak at dræbe en stor hval ved at harpunere den i nyreregionen. Svogrene mener den vil tage flugten udefter, men Qiv. erklærer, at det er blevet ham spået, at alle hans førstegangsfangster skal svømme op ad den lille elv. Hvalen søger mod land og spræller lidt som en ammassæt i dødskamp. Atter opfordrer svogrene ham til at lade det alt for tunge bytte være, og de ror hånende i forvejen, mens han bakser med at få kæmpebyttet vendt rundt på slæb. Han tilkalder sin lakseamulet, der får kajakken til at glide langt lettere, og da han så vælger en skrap genvej, når han hjem længe før svogrene. En hvalros har han også fået. Konen deler masser af mattak ud og Qiv. får andre til at sy sig en flot hvid tarmskindsanorak af hvalrossens tarme. I den modtager han svogrene, der er kommet så sent, at det kogte kød er blevet koldt. Men de erklærer, at nu skal de nok vinde.

Qiv.s kone blir gravid og får en søn, som den ene af morbrødrene bliver ellevild med og tager sig af som var det hans stedsøn, med fangeruddannelse osv. Han blir en stor dygtig fanger.

Dem, som brødrene har fablet om at vinde over, viser sig at være modstanderne i syd, som de besøger og trækker armkrog med. Qiv. går ud af kampen som den absolutte sejrherre. Han har dog ikke lagt alle sine kræfter i, siger han, og prøver på ikke at få det til at lyde som pral. Dem har han kun brug for, når han slås med den store tuneq oppe bag sin gamle boplads i Kangersuneq.

Engang Qiv.s søn ikke vender hjem fra fangst, får han overtalt en af sine svigerinder, der ikke kan få børn og derfor formentlig er uåbenbaret angakkoq / åndemaner, om at bruge sine skjulte evner. Hun indvilger, holder seance, smutter ud af et hul i hjørnet af huset og følger den unge mands spor, der fører hen til de overvundne fjender ved Qarajat i syd. Hans kajak ligger knust udenfor. Hun lister sig til at se ind gennem vinduet: Alle sover. Kun et gammelt ægtepar holder både sig og fangen vågen. Næste dag tager Qiv. med angakkoq, svogre og et gammelt ægtepar derhen, hvor de gamle synger det gamle vogterpar i søvn derinde. Qiv. trænger ind, brækker alt der er spidst, befrier sin søn og slår dernæst alle de nu våbenløse indvånere ihjel. Udenfor har man sat den unge mands kajak i stand igen, og alle drager tilbage. Så har man fred for de fjender.

I den sidste episode har svogrene så længe plaget Qiv. om et besøg hos den omtalte stærke tuneq, at han en meget smuk, blikstille dag indvilger, omend med trusler om, at de nok ikke alle vender levende hjem. Tuneq'en bor på en helt flad slette i et lille hus, hvor han ligger på siden, da Qiv. ved vinduet inviterer ham ud for at hilse på sine mange svogre. Tuneq'en farer ud som en vind, stiller sig op med bøjet ryg og rumpen til, og da han derved blotter et hul i skrævet, hopper først Qiv. og dernæst alle svogrene igennem hullet. Dernæst giver Qiv. og tuneq'en sig til at slås, men skønt Qiv. har bedt svogrene rykke på afstand, bliver en af dem alligevel ramt af kæmpen og dør på stedet. Tuneq'en skammer sig, smutter ind i sit hus som en ulk, og Qiv. beklager på skrømt uheldet, idet han med vilje har villet give svogrene en lærestreg. Men de erklærer, at de altså ikke er blevet fjender. De begraver den døde, og på hjemvejen sender tuneq'en dem af sted med en voldsom østenstorm / fralandsstorm.

Atter længes Qiv. ind i Kangersuneq, hvor han stadig forsørger alle kvinderne (vist nok dér). Sammen med sønnen tager han derind, de bestiger Kingittorsuaq / Hjortetakken, hvor Qiv. beder sønnen gå ned i forvejen for selv at nyde udsigten lidt i ensomhed. Han giver sig da til at tisse. Han tisser og tisser. Sådan bliver isbræen til deroppe. Selv vender han aldrig siden hjem. Måske er han flygtet bort af skam.

 

Var.: Qivaaqiarsuk. Se også Arnaq Grove ndf.

 

Hist.: En traditionel fortælling med mange kendte episoder fra overleveringen, men også med visse unikke særheder.

Ifølge Arnaq Grove, der i sin Ph.D afhandling (2000, Inst. f. Eskimologi, Kbh. Univ.) har analyseret en meget yngre version fortalt i KNR (Grønlands Radio), betyder qivaaqiarsuk en ulk med tydelige falliske / seksuelle konnotationer. Denne yngre version går ud på at skaffe fangst til kysten og det lykkes overmåde. Det som de to stykker mattak skulle helbrede er, også ifølge den yngre version arp, altså en smudsig skorpe i hovedbunden, der, hvis den fjernes, muligvis vil afhjælpe kvindens sterilitet. Arnaq Grove associerer arpen til det snavs i havkvindens hår, som skal fjernes, hvis sælerne skal slippe ud til fangstfelterne igen (søg: havets mor).

I Arons version er det for så vidt ikke fangstdyr, der mangler, men Qiv. er klart en fantastisk fanger, der får endnu større held vha. sin afdøde kones mavesæk med hendes iboende angakkoq-kraft. Han har også en slags fælle i den store tuneq, der med sit hul i skrævet og evne til at fremkalde storm giver kraftige mindelser om indvoldsrøveren / indvoldsrøversken nær Månens hus. I Vestgrønland i 1700-tallet kunne denne identificeres med vejrets Sila, der var i stand til at vælte himmelstøtten. Han / hun synger om huller i sit skræv, hvor der hænger en fallisk ulk. Bemærk at såvel Qiv. som tuneq'en associeres til ulk. Qiv. ved sit navn og usselige statur, tuneq'en ved sine bevægelser: han smutter skamfuld ind i sit hus som en ulk.

 

Aron har næppe selv været bevidst om alle disse referencer til den før-kristne religion, og der har været flere versioner i omløb, som har afsat den yngste version fortalt i KNR i 1950'erne.

Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk

Print
Dokument id:1445
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 233
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qujâvârssuk".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 76 - 94 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 151 - 166: "Qujâvârssuk" / Qujaavaarsuk.

 

Komplet oversættelse til dansk: Thisted, K. 1993, "Som perler på en snor", Tekster: 78 - 95.

 

Resumé:

En storfanger ved Ikersuaq er barnløs og ber sin nabo, en gammel

ulkepilker om at ligge med sin kone mod for fremtiden at få

fangstparter. Selv henter han i kajak en havorm langt mod syd. Med den

pisker han nede ved strandkanten sin kone på den bare ryg. Det

kildrer. På den gamles anbefaling finder han to amuletter til sit

kommende barn, et renpillet skarveskelet på en høj klippehylde langt

mod syd, og en klump fedtsten som solen aldrig har skinnet på (og

derfor associeres til "nord", BS). Drengen, der fødes, skal den gamle

give navn. Han vælger navnet Q. efter en slægtning, der døde af sult

ved Amerloq. Drengen vokser til, den gamle laver kajak til ham, og da

han lader drengen afprøve den, tiltrækker den sæler. Den gamle laver

hans redskaber og ber storfangeren tage drengen med ud på fangst, hvor

han straks fanger en sortside, og siden fanger hver gang han er ude.

  Gæster strømmer til sydfra under hungersnød til den nu voksne Q.,

der altid har stort forråd. Blandt gæsterne er Tuttu og hans kone, der

er en større åndemaner / angakkoq / angakok end Tuttu. De kommer op at skændes, konen går qivittoq og T. må skaffe sig større evner, hvis han skal kunne få konen hjem igen. Det gør han ved isfangst af en kæmperødfisk med en

uhyre lang snøre af fuglefjer. Fisken får ham til at besvime på vej

hjem med den over en tilfrosset sø. Da han vågner og føler sig som en

større åndemaner, søger han flere gange at undgå et håret uhyre,

indtil han husker, at han ved at sønderrive det vil få evnen til at

rejse ned gennem jorden. Det gør han så. Under en seance finder han

sin kone, der flygter ned gennem jorden med ham i hælene og lader

sig bevæge til at følge med ham hjem.

  Vinteren strenges og to gamle mænd kommer på besøg hos Q. De

beværtes rigeligt og får kødgaver med hjem. Alligevel er den ene

blevet fornærmet på Q. og beslutter at lave en tupilak mod ham. Alle

våger lukkes og Q., der tilsyneladende kun tiltrækker sæler i kajak,

kan intet længere fange. Han ber sin mor bevæge Tuttus til - mod en stor

kødgave - at fjerne isen. T. beordrer sin kone at forsøge. Under en

seance ser hun to flammer nærme sig fra havhorisonten. En isbjørn kommer ind efter hende. Dens kraftige åndedræt sender hende frem og tilbage over gulvet. Den bærer hende ned til den anden 'flamme', en hvalros der venter i vandkanten. Derpå kastes hun ud over isen af bjørnen og hvalrossen, der skiftevis griber hende i kønsdelene og kaster hende videre. De forlader

hende kort før isen brydes op af en storm, hvor hun må redde sig op på

et isbjerg men transporteres videre af en "skæv" kajakmand til

havkvindens land. Da hun tørstig fristes til at drikke af noget vand, der trænger frem gennem  sneen, advares hun mod det af en stemme. Drikker hun vil hun aldrig nå hjem igen. Havkvindens kæmpehus bevogtes af en bidsk hund, og

husgangen er en beskidt elv med en passage så smal som en knivsæg. T.s

kone balancerer ind, slås med den vrede kæmpekvinde, reder og renser

hendes hår og får som tak lov til at flytte hendes lampe til siden,

først til den ene så til den anden side. Ud strømmer først alke, så

mennesker. De forvandles til sortsider i elven, der nu er ren og

strømmer den rette vej, udefter. Havkvinden / havets moder ber hende hilse hjemme og sige, at de ikke må tømme deres skarn udefter mod havet. Hjemme igen

uden hindringer undervejs lover T.s kone isens opbrud, når hendes sår

er lægte og derefter fangstforbud i fem dage. En tabubryder fanger

intet. De andre venter og giver Tuttus deres førstfangst.

  Den ondskabsfulde gamle mand opliver tupilakken og sender den over det nu isfri hav mod Q. Tupilakken lægger sig parat ved Q.'s kajak, men da denne om morgenen stiger i sin kajak, bliver han usynlig for tupilakken. Hele dagen leder den forgæves efter Q. Det samme gentager sig næste dag. Tredje dag prøver den at få fat i Q. på land. Den svømmer under vandet ind mod stranden hvor Q. står, men ramler lige imod en stejl klippevæg, der er skudt op i stedet for stranden. Næste dag sker der det samme, selv om den svømmer i overfladen. Denæst ramler et klippestykke ned ovenfra og smadrer dens ene ribben. Helt udsultet trænger den nu gennem jorden og op under husgangen, men da den ikke kan trænge op gennem gulvet fortsætter den om bag huset, skubber et par tørv til side for at komme ind, da så pludselig en stor fugl, der misundelsesværdigt er i færd med at spise, hakker tupilakken et stort sår ved øjet. Da mister tup. modet, svømmer hen til den gamle tupilakmager, angriber ham, æder hans indvolde, men skammer sig så over hvad de andre tupilakker måske vil sige og svømmer langt ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

  Q. rejser med familie til Amerloq, hvor hans navnefælle døde af

sult, og hvor folk kun fanger helleflyndere. Men Q. tiltrækker

naturligvis sæler, som han fanger, og han vinder et væddemål foreslået

af bopladsens stærke mand om først at fange en spraglet sæl på et

bestemt sted længere mod nord. Skindet skal bruges til

hvalfangstblære. Q. hører om natten hvalernes åndepust før nogen

anden og nedlægger også en hval før den stærke, skønt Q. giver sig

god tid med at finde roersker og bliver i kystvandet, hvor han

tiltrækker hvalen, der harpuneres og ved næste opdukken havner på

stranden som var den blot en ammasæt. Q. befaler, at hans mor skal spise først af

hvalen, og den stærke, der trodser ham, får store sår i munden. Q.s

mor opfordrer nu forgæves sin søn til at gifte sig og udvælger ham en

grim pige med så velsignet en appetit, at intet af Q.s fangster siden

vil gå til spilde. Q. fanger endnu en hval og rejser hjem om foråret.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Ang. Rasmussens brug og oversættelse af Juuas version se

Thisted 1993, kap 4.

Tuttu og hans kones åndemanerevner afspejler en

østgrønlandsk tradition, deres ophold i Sydgrønland, herrnhuternes

tiltrækning på syd- og sydøstgrønlændere (Lichtenau, Alluitsoq) i

fortiden, og Q.s rejse til hvalfangsten ved Amerloq nær Sisimiut afspejler sydlændingenes rejser derop i samme fortid (1700-årene) Se: Sonne 1986: Angakkut puullit i Grønland og Alaska. Vort Sprog - Vor Kultur, Atuakkiorfik ss. 143-155. Søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Tupilakker var skræmmende, ikke mindst fordi de var menneskeskabte af folk, der ville en det ondt. Her har kristendommens latterliggørelse af tidligere forestillinger forvandlet tupilakken til en stakkels nar, der tilmed ender med at få en helt nyopfundet titel af stor-tupilak, da den er gået qivittoq til det ydre hav.

 

Tolkning: Geografisk er fortællingens centrum Sydgrønland (Ikersuaq,

Tunulliarfissuaq, Saarloq), men strukturelt set er centrum placeret

midt mellem "syd" og "nord". Q.s biologiske far, ulkepilkeren, der

ikke kan fange, er associeret til sultedød i nord og gamle folks

ekstra viden, mens Q.s andet ophav, der henter havormen langt mod syd,

er associeret til storfangst. Q.s særlige tiltrækning på sødyr må

skyldes den ekstra befrugtning med denne havorm sydfra, som formentlig

også gør ham usynlig for tupilakken, når han er i kajak. De to amuletter fra henholdsvis syd og (med association til) nord er andre forsvarsmidler mod

tupilakken i en passage af fortællingen, som Rasmussen har udeladt (Se

Thisted op. cit.). Det er da også åndemaneren sydfra, T.s kone, der

fjerner den livstruende is og åbner for trækkene af alker og

sortsider sydfra. I nord er det Q.s egen tiltrækning på sødyrene, der

bringer dem ind i det kystnære vand, hvor de lokale kun kan fange

helleflynder. Da Q.s mor endelig heroppe i det "sultne nord" skaffer

ham en kone, der er grovæder, har Q. for alvor overvundet den skæbne,

der klæber ved hans navn.

  Ud fra fortællerens synsvinkel er strukturen interessant. Juua var

fra Kangeq, hvis befolkning stammede fra Sydgrønland eller muligvis

Sydøstgrønland. På den baggrund er det forståeligt, at Q., der er et

blandet afkom af syd og nord, får de evner og den hjælp langt sydfra,

hvormed han overkommer de livstruende egenskaber, der hæfter ved hans

nordlige navn og hans biologiske far. Kangeq-boerne har, også i kraft

af deres tilknytning til herrnhuterne, hellere identificeret sig med

den sydlige end den nordlige del af fortællingens geografiske område.

Qulorqumik / Quloqqumik

Print
Dokument id:348
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qulorqumik / Quloqqumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 135 - 143
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt med en lidt anden ordlyd (enten redigeret eller nedskrevet igen af Jaakuaraq) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 7, ss. 51 - 54 + nr. 8, ss. 58 - 59: Quloroq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om Quloroq

I gamle dage, da der var mange fangstdyr omkring Kangeq, hørte Isiguaq om det rige Kangeq med den store mængde af fangstdyr. Da han ikke længere kunne nøjes med bare at vide det drog han i forsommeren med hele sin husstand til Kangeq for at overvintre.

 

De rejste og kom til Kangeq og så at der var et hus. Fra huset kom en meget kraftig mand ned til dem og bød dem meget hjerteligt velkommen. Det viste sig at være Quloroq, og han insisterede straks på at de skulle bo sammen med ham og ikke noget andet sted. "Man møder ikke mange andre mennesker her. Du skal ikke bygge dit eget hus for jeg vil være glad for at du bor sammen med mig," sagde han. Da Quloroq altså ikke ønskede at de skulle bo noget andet sted, og Isiguaq ikke kunne sige ham imod, flyttede de ind i Quloroq's hus.

 

Da Isiguaq nu var blevet bofast på Kangeq og opdagede fangstrigdommen, kunne han dårligt bestemme sig for hvilke fangstdyr han ville gå efter fra dag til dag. For eksempel var der masser af helleflyndere, og fordi Isiguaq kom inde fra fjorden var han særlig glad for nu at kunne spise dem. Der var (også) så talrige klapmydser og grønlandssæler at han kom i vildrede med hvad han skulle stile mod. Derefter gik tiden så hurtigt på grund af de rigelige mængder fangstdyr, at han knap nok opfattede / sansede sommeren. Da efteråret nærmede sig og sæltrækket begyndte, blev der endnu flere dyr at jage. Da grønlandssælerne begyndte at trække forbi i flokkevis, var det bare at trække fangsten i land. Når de havde fået sæler nok på slæb roede de hjemefter, og det virkede som om sælerne af sig selv kom op på stranden neden for huset. Hen på det sene efterår kom hvalerne nærmere kysten, og alle steder kunne man nu øjne skyer af deres blåst. Når de tog ud på fangst passerede pukkelhvaler og finhvaler forbi, og Quloroq lod som om han ikke så dem.

       

Langt hen på efteråret mens de endnu var fuldt optaget af al den fangst, vågnede de en morgen til en svag nordøstenvind og meget fint vejr. Da de var ved at gøre deres kajakker klar, så han sin husfælle montere en svær fangstline, som han ellers aldrig brugte, til sin harpun. Og denne gang tog han ikke fangstblæren med. Han bandt fangstlinen rundt om sin kajakring og trak linen ud under alle sine kajaktværremme. Heller ikke sin lanse tog han med, men nøjedes med en harpun og klemte en stor kajakkniv fast under sine tværremme. Han husfalle fattede ikke hvad de forberedelser skulle betyde, men spurgte ham ikke. De tog af sted sammen og var kommet forbi det lille skær, Ikkarlunnguaq, da de lidt syd for det store skær (Ikkarlussuaq) så en pukkelhval, der så vedholdende holdt sig oppe i vandskorpen, at den lignede et stort stykke træ. De roede derhenad og ville vel ind på den fra vindsiden, men hans husfælle roede bare direkte hen imod den. Quloroq roede hurtigere og hurtigere jo nærmere de kom hvalen, og da han var helt inde på den, sagtnede Isiguaq farten. Hvalen havde endnu ikke blæst ud, da Quloroq lagde an til kast, endda uden han havde sin fangstblære med. Han harpunerede den så hårdt på dens overside, at den kraftige harpun stod og vibrerede i hvalen. Den store hval udstødte nogle syngende lyde og viste stjerten. Den modige kajakmand blev trukket sidelæns hen mod den og videre ned under vandet. Så gav hans husfælle sig tålmodigt til at vente mens han langsomt roede udefter. Aftenen stundede til uden at Isiguaq havde forsøgt sig med noget fangstdyr, fordi han hele tiden var på udkig efter sin fælle. Og da det blev aften havde han ligesom ikke lyst til at tage hjem, fordi han havde så frygtelig ondt af den lille søn, der ville komme ned til stranden efter sin far og selvfølgelig spørge efter ham.

       

Da aftenen så småt faldt på var der dog ikke andet at gøre end at vende hjemad hvor meget han end følte det uoverkommeligt. Da han kom roende lige ved strandkanten og deres hus kom til syne, så han en kraftig mand der med ryggen til stille og roligt bearbejdede noget med en økse oppe på taget af husgangen. Da de

ikke havde andre bopladsfæller spekulerede Isiguaq på hvem, der mon var kommet på besøg. Endnu med det i tankerne fik han øje på en helt sort klipperyg på stranden neden for deres hus. Da han langsomt nærmede sig genkendte han sin husfælle, og efterhånden gik det op for ham hvad han så. At det var en pukkelhval der var ved at komme til syne i ebben. På det tidspunkt så Quloroq endelig på ham, slap det han huggede til og gik ned til ham. Da han var nået ned på stranden sagde Isiguaq: "Tidligere på dagen trak pukkelhvalen dig ned under vandet og hele resten af dagen har jeg kigget efter dig, men har overhovedet ikke set dig. Jeg kunne næsten ikke holde ud at ro hjem, fordi jeg havde så ondt af din lille søn, der ville spørge efter dig, hvis jeg kom alene tilbage, og kun med våben. Quloroq udstødte en kort latter og udbrød: "Det er nu min vane, at når jorden er blevet kold nok til at man kan fryse noget ned og hengemt mad ikke længere fordærves, sørger jeg for at fange en pukkelhval til frossent forråd. Tidligere på dagen så du, at jeg klemte en stor kajakkniv fast under mine tværremme. Så da hvalen trak mig ned under vandet, trak jeg mig tættere på den ved fangstlinen, og den trak mig så hen imod mit hus, mens jeg stak den ihjel, og den kom først op af vandet da den var død ud for mit hus."

 

Herefter havde de endnu rigere mængder af mad, og derudover adskillige hele grønlandssæler. Når de tog på fangst nøjedes de aldrig med kun at fange en enkelt, fordi de begge kunne klare sig i al slags vejr. Selv om Isiguaq var fjordbo, holdt et almindeligt stormvejr ham ikke hjemme, og mens de endnu havde rigeligt med fangst, begyndte dagene at blive længere, og der var også stadig masser af lomvier at fange. På det tidspunkt begyndte de fuldvoksne grønlandssæler så småt at trække længere ud. Så nøjedes de med at fange en enkelt grønlandssæl af gangen, og sortsider var der stadig rigeligt af.

       

En dag da Quloroq som sædvanlig kom hjem med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Af skindet af min fangst i dag vil jeg have en uskrabet helpels. Konen lod så være med at skrabe skindet. Da hun var færdig med den, tog han og blødgjorde den grundigt ved at gnide den mellem hænderne, og så lagde han den under sin vinteroplagte konebåd, idet han klemte den fast bag sidelægterne og lod den blive dér. Isiguaq gjorde ikke straks som sin husfælle, men da han en dag kom hjem fra fangst med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Skindet af min fangst skal bare skrabes en anelse." Hans kone syede ham så en ny helpels, der bare var skrabet ganske let. Da hun var færdig med den blødgjorde han den, og lagde den pænt sammnrullet under sin konebåd med den tanke, at han først ville bruge den når hans husfælle tog sin nye helpels på.

       

Tiden gik uden at de havde prøvet deres nye helpelse. Da dagene var blevet længere og deres fangst bestod af lutter sortsider, vågnede de en morgen til meget fint vejr med nordøstenbrise. Alt åndede fred og ingen fare. Quloroq gik ind under sin kondebåd og kom så ind i huset med sin nye uskrabede helpels, og Isiguaq kom også ind med sin nye helpels. Så sagde Quloroq: "Her går vi og mangler grønlandssæler, men længere derude på havet er der mange af dem. Nu har jeg tænkt mig at fange grønlandssæler." De tog deres nye helpelse på og satte af sted udefter, mens de undervejs bare roede mellem flokkevis af sortsider. Endelig kunne de se de yderste landområder som sammenhængende stykker land, men først var kun fjeldtoppene synlige. Ude i horisonten strakte isen sig hele vejen fra nord til syd; og da de kom nærmere så de noget mørkebrunt under disen, og så kunne de se at der var mængder af grønlandssæler, der aldrig dykkede særlig længe men bare kredsede rundt. Da de netop var ude for at fange noget harpunerede de begge hver to grønlandssæler og surrede dem fast bagpå og foran på kajakken. Da de så tog indefter, holdt Quloroq som sadvanlig udkig og han fik nu øje på enkelte skyer, der så småt voksede frem ude i vest og varslede nordenvind, og samtidig mærkede han, at havvandet begyndte at virke "blødere". Quloroq drejede hovedet mod sin fælle og sagde: "Skyerne vokser ikke op for sjov derude. Vi får snart en nordenstorm over os. Ro, ro indad alt hvad du kan." De havde kun roet kort tid da dønningerne begyndte at komme før nogen markbar vind. Stormskyerne drev så hurtigt at de var ved at nå hen over dem, og toppene af dønningerne begyndte at fyge før de selv mærkede vinden. Quloroq nærmede sig nu sin fælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler end anden dag. Smid bare den du har foran dig på kajakken, det gør jeg også med min. Og så befriede han sig for sælen foran på kajakken. Nu havde hver een sæl tilbage bag på deres kajakker og fortsatte så hurtigt de kunne ind mod land, og ingen af dem sagde et ord.

       

Nu da stormskyen var henne over dem og der stadig ikke var nogen vind,

kunne stormens buldren så småt høres. Og nu kom vinden op mod dem, mens den formede vandet i bakker og dale. Da det var kommet så vidt nærmede Quloroq sig sin kajakfælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler en anden dag, smid bare den du har på kajakken, det gør jeg." Idet han frigjorde den fra kajakken, kom stormen over dem som en stor tæt sky, og det var en vaskeægte nordenstorm. Men ingen af dem syntes at være i overhængende fare, og nu hvor de ikke længere havde noget oppe på kajakken fortsatte de støt mod land og holdt en rimelig god afstand til hinanden. På et tidspunkt hørte de gennem stormens tordenlyd en endnu kraftigere brølen, og det lød ligesom når et yderskind af et telt slæbes hen over ujævn stengrund. Med et blik over mod vindsiden så Quloroq, at en bølge uden ende fra øst til vest var på vej hen imod ham. Quloroq nærmede sig sin kajakfælle og mens han pegede med åren mod vinden råbte han: "Når sådan en bølge uden ende nærmer sig, kan man ikke flygte fra den. Nu skal du kigge på, mens jeg ror hen imod den, og bagefter skal du prøve at gøre ligesom mig." Derpå vendte han sig op mod vinden og begyndte at ro hen imod bølgen fra læsiden. Da han var kommet på et fuglepilkasts afstand fra bølgen klemte han sin sin kajakåre fast mellem sine kajaktværremme, tog et godt greb rundt om sin kajak og vendte bunden i vejret. Hans kajakfælle spejdede nu efter ham fra han læside, og langt om længe, netop da vandfoget på bølgens vindside var stilnet lidt af, stak hans kajakspids lidt op af vandet men forsvandt igen under vindskruningerne; efter lang tids venten endnu engang dukkede hans kajakspids op igen, og i det samme var han helt oppe med vinden mod sin højre side. Han ludede lidt mod højre med sin åre ude og roede derefter mod bølgen fra læsiden, så vandet sprøjtede omkring hans kajak da han gled over vandet på grund af medvinden. Fra hans læside kunne Isiguaq ikke gøre andet end at ro af alle kræfter mod bølgen, og da han satte sin åre fast mellem sine trværremme og ville til at vende kajakken, nåede bølgen lige at fange ham og komme over han, og så forsvandt kajakken. Quloroq spejdede nu efter sin kajakfælle, og da den store bølge efterhånden blev fladere på vindsiden, kom Isiguaqs kajakspids så småt til syne, og så dukkede kajakken op med bunden i vejret. Quloroq ventede lidt i den tro at han ikke ville bruge sin åre, men da han pludselig brugte den, var det som om han med hånden havde skubbet sig op fra bunden. Da Isiguaq havde rejst sig, flyttede han sig ikke af stedet og så ud som om han ikke havde det godt. Da Quloroq nåede hen til ham så han, at hans helpels af let skrabet skind fra en fuldvoksen grønlandssæl var revnet. Da Quloroq ikke kunne gøre andet, begyndte han at surre ham til rundt om overkroppen men opdagede, at Isiguaq sad og ømmede sig. "Hvorfor sidder du og bliver ved at ømme dig?" spurgte Quloroq. "Da bølgen var ved at komme over mig, stemte jeg den ene fod mod kajakkens sidelægte og kom derved til at sprænge min ene testikel." Og det var altså det han ømmede sig over.

 

På vej ind stødte de ikke på flere vanskeligheder og kom vel i land, men efter den tur tog de ikke senere så langt ud på havet på fangst.

       

Da de havde overvintret og det var blevet sommer tænkte Isiguaq først på igen at overvintre på stedet på grund af den rige fangst, som han ellers var så glad for, men da han tænkte at han nok ville ende med at miste begge sine testikler hvis han overvintrede endnu engang, fortælles det at han vendte tilbage til sin boplads.

       

Her ender beretningen.

 

Var.: Om venner 473 - 475

 

Hist.: Muligvis en historisk fortælling. Kangeq-områdets rigdom på fangst er legendarisk. Hertil kom mange sydlændinge, nogle fra sydøstkysten, og ligesom andre immigrerede sydlændinge sluttede de sig til herrnhuterne. Derfor genfinder man også ofte østgrønlandsk fortællestof i fortællingerne fra Kangeq, Noorliit (Ny Herrnhut)og Uummannaq - området (i Godthåbsfjorden). Varianten er fortalt af Hendrik fra Ny Herrnhut i 1860'erne.

Sakua's død

Print
Dokument id:997
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Besuk
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Sakua's død
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 124 - 125
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Fortællersken, der er Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster var vidne til sin brors drab på Sakua, som han havde taget til medhustru, men vekselvis var dybt betaget af og foragtede - det sidste fordi hun ingen børn fik. Engang fór Aadaarutaa over hende i raseri. Hun gik op i fjeldet, han efter hende med hånsord og så et skud hagl i brystet. Hun døde ikke. Han tævede hende med bøssekolben og dræbte hende endelig med en fuglepil som han lånte fra en dreng og borede i hendes hals. Bagefter overskar han alle hendes led, kastede hovedet i havet, spiste af hendes hjerte og lod kroppen ligge i sneen. Søsteren karakteriserer Aadaarutaa dengang som farlig og utilregnelig og lægger vægt på at han var åndemaner / angakkoq.

 

Var.: der er talrige fortællinger om Aadaarutaa, både selvbiografiske og senerebiografiske.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven og rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.

Salik

Print
Dokument id:1114
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Salik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 299 - 302
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, II, 4' nr. 236 ss. 912 - 928.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 65: 192 - 196.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 53, ss. 302 - 308.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lynge, Kr. Oqalugtuait oqalualâvilo, III, 1939: 19 - 27 / 1978: 261 - 267.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 299 - 302: Oqaluttuaq Salimik.

 

Resumé:

Salik

Salik tager med sin familie nordpå, overvintrer og videre nordpå om foråret. Han har glemt sin kniv, opdager han og tar tilbage til huset, hvor han famler efter sin kniv mørket og pludselig opdager noget brunt, der viser sig at være en qivittoq, der har søgt forladte boliger for at finde sig nogle snavsede rester at spise. Denne bliver meget overrasket over at Salik er kommet bag på ham, og da det så viser sig at de er navnefæller, får Salik hele qivittoq'ens historie.

       Han var en af ti søskende og sammen med dem legede han hver dag ude indtil faderen kom hjem fra fangst og bad deres mor give dem mad. De fortærede hele to fade fulde før de var mætte. En aften blev de ude efter faderens hjemkomst fordi det endnu var lyst, og da de kom ind havde forældrene skændtes. Moderens lampe var væltet og faderen erklærede, at hvis han havde kunnet havde han forladt dem alle ligesom sin morbror. Moderen svarede, at kun idioter siger den slags sludder. Så fik børnene mad, men Salik var blevet trist over uenigheden, kunne ikke få en bid ned og med tiden blev han mere og mere bitter over den. Faderen tog dem alle på ammassætfangst til et sted, hvor de hen på foråret også kunne fange ørreder i dæmning. Børnene hjalp først deres mor med ammassætterne og dernæst blev der tid til laksefangsten i afspærringen ved ebbe, en lystig affære, hvor hvert barn fik sine laks at bære hjem. På slutningen af sæsonen besluttede qivittoq-Salik så at gå hjemmefra og prøvede forgæves at få sine forskellige søskende til at bære sine laks hjem. Den mindste lod sig endelig overtale og Salik gik til fjelds og mistede straks sit sunde omdømme af irritation over at den mindste sådan havde adlydt ham.

       Som qivittoq levede han af ryper hele efteråret, indtil sneen kom væltende. I en klaring opdagede han noget brunt forude, i den næste klaring at det var en ren, osv. indtil han i klaring efter klaring kom tæt nok på til at stikke dyret ihjel. Af det levede han hele vinteren.

       Hans voldsomste oplevelse i ensomheden var engang han var nået helt ind på indlandsisen, hvor han fik udblik over hele bræen og så et væsen så lille som en ravn langt inde over den. Den voksede fra ravn til ræv, fra ræv til ren, fra ren til større end en ulv, efterhånden som den kom nærmere og blev tydeligere. Den fik færten og forfulgte qivittoq-Salik, der måtte løbe for livet og først reddede sig da han ligeglad med om det gik galt i et langt spring kom over en gevaldig bred spalte i isen. Uhyret bag ham fik ikke bagbenene med og styrtede klirrende længere og længere ned. Han vendte rundt men nåede ikke engang at se uhyret ordentligt.

       Endnu et par gange oplevede han noget til sin adspredelse. Første gang var det små lyse kvinder med hareskår, der myldrede ind i hans hus med fulde bærposer og bad ham spise med mens de underholdt sig sammen. Han serverede både talg og tørret rensdyrkød, men det var ikke noget for dem. Til sidst fik de sig et herligt grin over rævenes måde at opføre sig på: De tar på tyvetogter til menneskers depoter, og når nogen overrasker dem farer de af sted på tværs med halen strittende i vejret. Da gæsterne gik viste det sig at de var harer, som Qivitoq-Salik så undrer sig over at have taget for rigtige mennesker. Det næste besøg var af mørke kvinder også med fyldte bærposer, men de spiste med stor appetit af både talg og tørret rensdyrkød. Da de til sidst morede sig over andres besynderligheder, var det harerne det gik ud over, fordi de altid bare sidder og glor på mennesker, og når de løber og der bliver råbt røvhul efter dem, sætter de sig straks på deres numser. Qivittoq-Salik mindes endnu med fryd hvor dejligt de grinede sammen. Han fortæller igen, at han søger spiselige rester, fordi han er blevet så let, og fordi han tidligere har fortalt at den gode lange kniv han startede med er blevet ganske slidt ned, forærer Salik sin qivittoq-navnebror sin kniv som tak for fortællingen. Qivittoq-Salik er blevet lidt tungere af alle de rester han har spist, men han forsvinder alligevel afsted så let som en ravn. Den fortælling har Salik siden fortalt videre mange gange.

 

Var.: Salik; Saalik, Rasmussen 1924. Vedr. besøg af dyr i menneskeskikkelse: Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar; Nassaaq.

 

Kommentar: Kirsten Thisted forklarer dette med at søge madrester og spise dem som et middel til at få lidt tyngde, dvs. som modvægt til den lethed, der kan blive plagsom for qivittut / fjeldgængere. Ligeså kan det hjælpe at rulle sig i ekskrementer og mudder. Fjeldgænger-Salik har jo også mad nok lader det til.

Saliviaa

Print
Dokument id:70
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Saliviaa
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 358 - 359
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 124 ss. 652 - 655.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 358 - 359: Oqalualaarut Siliviaamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: 55.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller:'Âlup oqalualâve', 1972: 204 - 206.

 

Resumé:

Lille Saliviaa er med på rejse nordpå. Heroppe bliver der ved hele tre fjordmundinger råbt ud indefra: Giv mig lille Sal. som plejesøn.

Nej, svarer man i båden, lille Sal. er ikke for ingenting opdraget af sin bedstefar og bedstemor.

Den næste fjord er ikke ret dyb. Der tager man ind, hvor i forvejen en familie med dreng på samme alder som lille Sal. er på ørredfangst. Drengene får forbud mod at fange i den øverste del af elven nær en sø, hvor tornit har deres fiskeplads. Det frister lille Sal. over evne. Han lister sig til at komme helt derop, giver sig til at fiske, og må flygte over hals og hoved, da en stor tuneq dukker op og truer ham på livet. Gang på gang er tuneq'en lige ved at få tag i ham, men da lille Sal. snubler af udmattelse og besvimer, sker det samme med tuneq'en. Det opdager lille Sal. da han kommer til sig selv, og han beslutter at give tuneq'ens familie besked om dødsfaldet. Lidt længere inde i landet finder han deres hus, tager mod til sig, går ind og giver dem besked om, hvordan en af deres slægtninge er død. De forstår, at det ikke er et drab, og i taknemmelighed inviterer de lille Sal. på lækkert tørret mavekød af ren med talg. Men han har ikke nerver til at spise ret meget. Han tager i stedet noget med hjem, hvor han skynder på familien: De er nødt til straks at flygte, for tornit vil sikkert alligevel hævne drabet, mener han. De rejser hovedkuls ud af fjorden, og skønt de ville videre nordpå tager de tilbage mod syd, hvorfra lille Sal. aldrig siden vover sig nordpå. Men han har fået en god historie at fortælle.

 

Kommentar: Farerne lurer i det ukendte nord for sydgrønlænderne. Men de største oftest i indlandet bag fjordene.

Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga

Print
Dokument id:1450
Registreringsår:1919
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Esaia + Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 354
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

 

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

 

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

 

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

 

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

 

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Singajuk som kom sydfra

Print
Dokument id:50
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Singajuk som kom sydfra
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 429 - 437
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 16, ss. 42 - 49.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 429 - 437: Singajuk qavanngarnisaq; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 16 ss. 81 - 88, og 94 - 100, med dansk kommentar s. 320.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 1.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 111, ss. 453: Singajuk and his Descendants.

 

Fuldstændig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 1 - 9, nr. 1.

Resumé: Sydlændingen Singajuk, der er kommet til Kangeq og blevet gift,

får med sin kone tre børn, der alle dør som små. Det fjerde, sønnen

Mangilaq, bliver født for tidligt, og en naboerske håner forældrene

for, at ville holde liv i det. Singajuk beordre da sin kone en længere faste

til fremme for sønnens overlevelse. Den virker, Mangilaq vokser til, får

kajak, som S. forsyner med kraftige amuletter. En gammel kone, der vil

forhekse kajakken, dør med hovedet inde i den. M. udvikler sig og

bliver både vismand og storfanger. En dag træffer han en flot ukendt

kajakmand, som han vil byde hjem på rensdyrtalg. Men da denne er

uvenlig og vil dræbe M., kommer M. ham i forkøbet og sænker senere

liget med kajakken ved en bratning nær Uummannaq (på Nuuk-egnen). M.s

mor beklager sig over, at M. ikke har husket at spise af den dødes

lever (som værn imod den dødes hævn) og lader ham som modgift drikke

tran fra en muslingeskal. Da man intet hører fra den dødes slægtninge,

må den myrdede have været en innersuaq. Derpå tydede også hans fangstblære og

klæder af skinnende hvidt skind og hans lyse øjne. De var ligeså lyse

som en qallunaaqs øjne. M´s mor får efterhånden endnu tre levedygtige

børn, to sønner og en datter. Senere træffer M. under en storm ude til

havs en måge, der lærer ham en sang til at stilne stormen med.

Den bruger han med held og bliver så ivrig en kajakroer, at han bliver

døv og derfor får øgenavnet Tusilartoq. Snart efter bliver han, på sin

mors opfordring, gift, men konen bliver syg, sygner hen og dør, og

Tusilartoq besøger hende ofte i graven, hvor hun med ham deler den mad,

folk har givet hende. Under et besøg giver hun ham et visdomsmiddel,

nemlig en muslingeskal med spildtran fra lampen. Han drikker det, ser

udgangen lukke sig, besvimer og vågner op ude ved siden af sin kajak.

Fra nu af besøger han ikke længere graven (han har fået de dødes

"klarsyn". BS) T. gifter sig igen og får sønnen Aqajaroq. T. tager

nu på rejse nordpå. Imens bliver en af hans to brødre dræbt derhjemme

under en alkejagt. Morderen er Qitoraq, der lader alle sine mandlige

slægtninge gøre sig til medskyldige. Først nu begynder T. at tænke på

drab. Han bliver dog skyldig i sin anden kones død, fordi han en aften,

da han ikke kan sove for sønnen Aqajaroqs gråd, beklager sig over det.

Fornærmet begår konen selvmord, og T. kommer til at afsky sin søn, der

senere bliver bange for sin far og tyr til sin farbror.

Denne drukner imidlertid under en alkefangst, hvor han er taget ud

alene, og da han er en angerlartussiaq, kommer han til live og i land

igen, men desværre hos sin fars fjender i Sydgrønland. De genopliver

ham, forhører sig om hans slægt og dræber ham. Dette får Aqajaroq

senere at vide af morderfamilien, der er på rejse til Nuuk, men ikke

ved at A. er den myrdedes nevø. A., der er døbt Ignatius, må tage sig

sammen for ikke at hævne sig. Han fortæller om slægtskabet og søger at

berolige sine gæster. Men de flygter om natten.

Ignatius får en dødelig byld på skulderen, men kommer sig. Og han

får sig sat i respekt hos sin gnavne far, engang denne under

sommerrejsen beklager sig over regnvejr. I. demonstrerer tavs sin

enorme fysiske styrke, hvorefter Tusilartoq holder bøtte med sine

beklagelser. T. bliver døbt Moorsasi, men kun af navn. Han kan heller

ikke dø rigtigt, hans åndedrag kan ikke fare opad, kun nedad med et

brøl, og han er ved at skræmme livet af sin familie, hver gang han

kommer til live igen. De får ham dog transporteret til Ny Herrnhut /

Nuuk / Godthåb og forsvarligt begravet i Guds Urtegård dér.

Man hører end ikke det mindste fløjt fra ham sidenhen. Senere ligger

Ignatius selv for døden af en byld på ryggen og takker af hjertet for,

at han ikke dræbte sin og faderens fjende, Qitoraq. Det havde han

engang været på nippet til, men havde i stedet harpuneret en sæl,

hvorefter Qitoraq var flygtet.

 

Var.: Singajik / Síngajik / Singajuk / Síngajuk

 

Hist.: Historisk fortælling, en saga om en af de mange sydlændinge, der kom til Kangeq, og hans efterkommere. Ved hjælp af denne og en yngre variant har Gulløv og Kapel, (Folk 1979/80), kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Se Esaias version.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Sungersussak / Sungersuusaq

Print
Dokument id:499
Registreringsår:1859
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sungersussak / Sungersuusaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 26, nr. 3
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. NKS 2488, II, nr. 257 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Sungersuusaq var mange samboende brødes svoger. Nogen

tid efter at han var blevet deres svoger, og de mange brøde vågnede

tidligt om morgenen, så, hvis de trods alt ventede til deres nye

svoger stod op, var han altid så umulig til det der med at komme på

benene, at de bare tog afsted i kajakkerne. Efterhånden lod hans mange

svogre ham høre for, at han slet ikke havde lyst til at ro i kajak.

Når S. stod op, var nogle af kajakkerne netop kommet hjem; ligeså

snart han vågnede, plejede han at kæle med sin kone og blive ved,

indtil han gik i seng.

 

En aften kom hans mange svogre hjem, og da de mellemste bryststykker

var kogt, og hans dumme svoger serverede for ham, sagde denne så det

kunne høres: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Men da maden var sat frem, spiste S. sig helt

mæt. Og lige siden da opførte hans svogre sig på samme måde overfor

ham, ja det blev en vane, at når de satte mad frem, sagde (ærtede) de (ham) sådan her: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Uden at mæle en lyd plejede S. så at hugge i sig.

 

Da endelig om vinteren dagene så småt blev længere, var deres sølle

svoger endnu ikke kommet med nogetsomhelst levende.

Da så dagene blev ganske lange, og han absolut ikke ville ud i kajak,

blev det dem for meget. Så en nat da de havde sovet, var de jo så småt

ved at vågne, men så var der en frygtelig tuden i luften, og da de

kiggede ud gennem vinduet, var det nordenstorm. De mange mænd gik ikke

i kajak. Da de herefter helt holdt op med at gå i kajak, begyndte de

at spise af deres vældige forråd, indtil de omsider havde gjort kål på

det alt sammen.

 

Så hændte det en morgen, endnu mens det stod slemt

til, at deres sølle svoger uden videre var taget afsted, uden at de

så meget som havde nået at se ham. Da de mange mænd ikke magtede det

(vejret), var de ikke ude i kajak. Hen på eftermiddagen holdt de bare

udkig efter en kajak, fordi det sneede så tæt. Da det blev aften,

hørte man praj om kajak! - og da de mange mænd fik øje på ham, havde

han to sortsider på slæb, og de fik sandelig respekt for ham. S. bød

dem straks at lave bryststykkerne til, fordi det for en gangs skyld

var ham, der havde noget at servere. Da bryststykkerne var kogte,

satte han dem frem, mens han sagde så det ellers kunne høres: "Nu er de gode

nok, nu kan man lige klare dem, spis dog endelig bryststykker!" Da han

havde sagt sådan, lod de sig det ikke sige to gange, men huggede

straks i sig uden en lyd.

 

Næste dag da det var lyst, nåede de heller ikke at se ham (inden han

var væk). Men det skulle vise sig, at dét skulle de komme ud for gang

på gang, og se om det ikke var ham, der nu kom hjem med to store

sortsider på slæb. Når brysterne var kogte, sagde han så med sin

svogers ord: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Og hans svogre spiste, uden at mæle en lyd.

Hver eneste dag lige til midsommer fangede han til dem, men da det

var sommer holdt han jo op med at gå ud i kajak. Derfor begyndte hans

mange svogre at fange til ham.

 

Så fik S. sig en plejesøn. En vinter, mens de opholdt sig på deres

vinterboplads, satte det ind med bidende frost. Til sidst var hele

havet islagt, langt langt vesterud. Nu, hvor der ikke var noget

åbent vand, og ikke det mindste at fange, var det S. der alene

bevægede sig omkring ude på isen. Hans mange svogre var færdige med at

ta' ud og forholdt sig i ro. Aftenen var faldet på, da han kom hjem,

bar sine redskaber ind, og sagde: "I morgen tror jeg, jeg vil gå meget

langt udad til noget frosttåge, for der må være åbent vand."

 

Om aftenen gjorde han sine redskaber klar; næste dag var han væk, førend

hans svogre nåede at se ham; såsnart S. var vågnet, begav han sig

udefter. Da han havde lagt de bageste øer bag sig, blev det lyst, og

endelig, da han var kommet længere fra land end sædvanligt, fik han

øje på en frosttåge. Da han nåede derhen, var det i virkeligheden en

stor våge, propfuld af sortsider, der dukkede op og ned. Ved isranden

havde der dannet sig en høj kant ved de opdukkende sælers åndepust.

Han trådte hen til iskanten og sigtede lige på det ophøjede sted; men

når de store sortsider dukkede op, fangede han dem ikke. Så engang

var en lille netside på vej op, og den harpunerede han. Allerede da

han havde fået to, brød han op og gik ind efter; og endelig, i

buldermørke kom han hjem. Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg har

såmænd kun fået to rigtig pæne netsider, og her ligger vi og savner

ny-fangst; der en sandelig ny-fangst at få! Langt derude holder

sortsider en stor våge åben i isen." Næppe havde hans svogre hørt det, førend de fik travlt med at gøre sig rede, de begyndte øjeblikkeligt at ordne deres

redskaber.

 

De tog afsted næste dag før det var lyst. Undervejs udefter

fulgte de store svogre bare lige i hælene på deres søsters sølle mand,

indtil de endelig fik øje på frosttågen. De kom jo derhen, men så var

der så mange, mange sortsider, at de propfyldte hele vågen. S. sagde: "I skal nu ikke gøre noget forsøg på at harpunere en stor

sortside, sats hellere på at harpunere en lille netside." Selv

harpunerede han en lille blåside. Hans svogre gjorde ligesom han,

nogle med netsider, andre med blåsider.

 

Med byttet på slæb gik de ind mod land. Når deres sølle svoger satte

farten op, kunne de dårlig holde trit med ham. Da mændene på denne

måde nåede hjem, kom deres koner ned, og de fik alle som én noget at

slæbe op, både sortsider og netsider.

 

Herefter blev det meget fint vejr, og de fortsatte på samme vis. En

dag var det virkelig ganske lyst, det var skyfrit, og ikke en vind

rørte sig. Da henkastede S. til sin plejesøn: "Og du skulle vel prøve

at få din førstefangst sammen med os?" Da det netop var, hvad hans

plejesøn mest brændende ønskede sig, gjorde han sig straks rede; og da

de vandrede udefter, gjorde hans svogre jo det samme, indtil de kom

til vågen, hvor S. gav sig til at kigge ned gennem isen; for det var

nemlig hans vane at stikke et hul gennem isen for at undersøge,

hvorledes havet teede sig. Han stirrede længe ned, rejste sig op og

sagde: "Huuha, det er nok lige før det bryder løs, svævet i havet

strømmer indefter, ligesom en lille kraftig elv dernede, se bare efter

selv." Da hans svogre så efter, var dét, der altså var unormalt, noget

som lignede en kraftig elv, der strømmede indefter. Da de rettede sig

op, sagde S.: "Fralandsstormen er lige straks over os, lad os komme

indefter." Nogle af dem troede ham egentlig ikke, alligevel lod de

bare de store sortsider være, og lavede sig til at gå hjemad,

selvom det var helt skyfrit og vindstille.

 

Næppe var de brudt op, førend det så småt begyndte at skye til og bjergene at fyge med sne. De var faktisk næsten fremme ved de yderste øer, men med eet kom østenvinden stormende ud fra land, og straks flængede den isen op.

S. måtte jo skynde på sin plejesøn, men han fulgtes hele tiden med

ham; hver gang isen slog en revne, satte de over den i spring. Men så

skete det hverken værre eller bedre, end at netop som de var fremme

ved det faste land, gik der een meget bred revne i isen; og da alle de

andre var sprunget over, fulgte S.s plejesøn bare kanten af revnen,

men der var slet ikke nogen mulighed, så hans plejefar fik medlidenhed

med ham og sprang tilbage til ham. Da han var sprunget, hoppede alle

hans svogre bare efter ham. Herefter tog de flugten i den modsatte

retning udefter, mens de temmelig små bølger løb hurtigt efter

hinanden langs kanten af revnen. Da de så begyndte at vade i vand, var

de alle noget spagfærdige. Midt i alt det sagde en af de mange brødre

til deres sølle svoger. "Man siger eller, at Tiggâq (den gamle hansæl)

er så klog? - det lader jo til at vi skal forsvinde til havs!" - "Ja,

forresten, men det eneste jeg har, er et lille skum-middel-," og så

sang han den (serrat). Imens foer de små bølger i hælene på hinanden

langs renden. Da han havde endt sin serrat, fik de øje på et stort

isbjerg forude, hvis overflade var plant som et gulv, og en- to- tre

var de henne ved det, endnu mens det til stadighed sank nedad og steg

tilvejrs igen. S. var den første til at springe over på det, mens det

var nede, hvorefter hans plejesøn fulgte ham; derefter sprang alle

hans svogre. Så drev de udefter, og mens vinden stadig førte dem

afsted, var det jo at en af hans svogre sagde: "Så skal vi altså bare

dø af tørst! og man siger ellers, at Tiggaaq er så klog!" Hans svoger

svarede: "Jah, forresten, men det eneste jeg har er et lille middel

til at skaffe vand;" og så sang han den serrat. Såsanrt han havde

endt den, sprudlede der vand frem midt på isbjerget, akkurat som en

kilde på land. Da hans svogre var ved at gå til af tørst, forsøgte de

øjeblikkeligt at få noget at drikke, men deres svoger standsede dem

ved at sige: "Den vil straks løbe tør!" Først da han selv havde

drukket, tillod han dem at drikke. Da de allesammen havde drukket af

den, strømmede den uforandret.

 

Såsnart hans svogre havde drukket, blev de tissetrængende, men netop som de skulle til at tisse, standsede deres svoger dem ved at sige: "Hvis I tisser og jeres urin

drypper derhen, komme i bestemt aldrig i land; I skal tisse vandret ud efter, mens I holder jeres nedre vedhæng frem." I samme øjeblik da han som den første skulle til at tisse, pressede han maven frem, og nogle af dem støttede ham bagfra med hænderne. Da han var færdig med at tisse, tissede den næste på samme måde, og sådan tissede de alle sammen.

 

Endnu mens de drev for vinden, fik de et stort land i sigte. Lige før

de drev i land, sagde S. til sin mange svogre: "Pas nu på, for vi er

snart inde, og så skal I en for en stige i land; men I må overhovedet

ikke se jer tilbage, for hvis nogen af jer vender jer om, er vi andre

færdige med at komme i land! For så kan det isbjerg ikke bruges

længere, det vil gå i stykker."

 

Da de var drevet ind, steg den første i land uden at se sig tilbage;

en for en steg de i land, uden at se sig tilbage. Men da de var kommet

på land, vendte S. sig om og sagde: "Se nu godt på det sted, I har

holdt til på!" Det eneste de så, var en lille ilanddrevet skumklat.

Siden de nu var afskåret enhver vej tilbage, sagde de: "Mon der bor

nogen derovre? Lad os se om vi kan træffe mennesker derhenne," hvorpå

de gik indad over land.

 

Og mens de var på vej dukkede en stor by frem (af landskabet). Næppe

var de fremme ved den, førend dens beboere bød dem indenfor. De tog

deres overtøj af, lagde det hen på nogle store stilladser, gik ind -

og da de var inde og omsider skulle have noget at spise, var der en

meget skeløjet, halvvoksen dreng, som støttende sig til husgangens ene

væg dukkede op i indganghullet, og sagde: "Man spørger, om de der

er kommet østfra, ville kigge indenfor?" Han gik ud, men kort efter

dukkede han atter op, fra den inderste ende af husgangen, og sagde det

samme.

 

Omsider sagde deres vært: "Han blir bare ved på samme måde, så gå I

hellere på besøg." Da de var kommet ud der oppe, krøb de jo indenfor,

men en hel masse mænd var (allerede) derinde, og henne på briksen så

de en kæmpestor mand sidde, og ved siden af ham stor kælling,

som gnavede på et stort skulderblad. Nu, hvor de var inde, skubbede

kæmpen sig frem (på briksen) og trak et stort vandskind ud fra rummet

under briksen; og da han havde bredt det ud på gulvet, trådte han frem

og sagde, med en dyb brummen: "Så trækker vi krog!" Sungersuusaq's

svoger hviskede til ham: "Kunne du ikke lægge ud med ham, og så os bag

efter?" Men Sungersuussaq svarede tværtimod: "I skal begynde med ham,

så kommer jeg til som den sidste." Og så begyndte de mange mænd at

strømme ud. Tilsidst var den store kælling den sidste tilbage,

og på vej ud lukkede hun den inderste ende af husgangen til, med sit

store afgnavede skulderblad, så det ikke var til at rokke og gik ud.

 

En af hans svogre satte sig overfor ham (kæmpen) og begyndte at række

krog med ham: men da han sagtens kunne klare den store, begyndte han

at rette hans arm ud; men uden omsvøb krængede han bukserne af ham,

gik lige i skridtet på ham, og med nogle voldsomme ryk i testiklerne

fjernede han hans kønsdele. Da det var sket, hev han (S.s svoger)

blot lidt efter vejret; og da han (kæmpen) hurtigt havde gjort det af

med ham, råbte han op efter: "Så er det rebet! Kom så med rebet!" Et

langt reb blev firet ned oppe fra loftet, og da det ramte gulvet, greb

han det, snørede det om halsen på sit offer, og råbte: "Så!" Da de så

trak ham opad, og havde fået ham helt op, huii som det sang af knive i

luften. De hørte en af dem deroppe sige: "Lad mig først fjerne det ene

øje til vores kære store husfar."

 

S. blev klar over, at hvis det her fortsatte, ville hans svogre alle

som een bare blive dræbt! Da en af hans svogre nu skulle til at gå

frem, hviskede han til ham: "Jeg må hellere trække krog med ham - "

S. placerede sig over for ham, og begyndte at række krog med ham. Og

når han (S.) kun brugte sine kræfter halvt, og næsten havde trukket

hans arm ud, holdt han bare inde - men så lagde han alle kræfter i,

trak til, og rettede den helt ud! På det tidspunkt kom hans svogre

til, og holdt den nede. Da Su. ikke magtede hans store testikler (på en

gang), gav han sig blot til at rive dem i stykker; og til sidst fik

han dem rykket helt ud! og kæmpen snappede efter vejret...

Da han døde, sagde S. til sine svogre: "Hvad ska vi nu gøre?" De

svarede: "Du kunne jo bruge hans ord?" S. råbte meget spagt: "Så er

det rebet, kom så med rebet!" Hans svogre sagde til ham: "Gå bare hen

til den! Du efterlignede ham meget godt." Da han næste gang råbte

Rebet!, røg det ned. Da det ramte gulvet, sagde hans svogre: "Råb nu

akkurat som han gjorde!" Med rungende bas råbte S.: "Så!!" Næppe tav

han stille, førend de straks halede løs, og da man kunne høre, at de

straks begyndte at flænse ham, hørte man en af dem deroppe sige: "Lad

mig først fjerne hans ene øje til vores kære store husfar." Pludselig

blev der stille deroppe. Og så sagde han: "Vaaa! Det er jo vores egen

kære husfar vi har flænset!"

 

"De tror vist, dernede, at de skal overleve!" Men straks så fjernede

de deroppe hustaget, og væltede en masse vand ned. S. begyndte at

flygte rundt inde i huset, og de var jo afskåret fra at komme ud. Til

sidst var der kun tag over et eneste hjørne af huset. Nu var de helt

gennemblødte, og kunne ikke komme ud! Endelig kom S. i tanke om det:

"det er da osse sandt, jeg har jo en halslinningbeboer!" Og så, skønt han

bestemt ikke regnede med at blive adlydt, råbte han: "Min store

yderpels, som ligger der henne, jeg skal have den som ligdragt!" Da

han havde sagt sådan, hørte man dem sige, mens de smed den ned: "varm

du dig kun ved den, frels du dig kun ved den!" Da den tørnede i

gulvet, tog han pelsen under behandling, - der var den (aarnuaq'en) jo-

han snuppede den og puttede den i munden. Og straks han tog den ud

igen, smed han den op i det fri med ordene: "Så er det dig, der gør

gengæld!"

 

De tilbageblevne inde i huset hørte en af dem sige derude: "Der

styrtede en, og der en, og der en!" Det lød nu, som om de faldt i

hobetal derude. Lidt efter faldt aarnuaq'en ned, og da var den helt

uigenkendelig for bare blod. Dens ejer greb den, rensede blodet af

den, og smed den op i det fri med ordene: "Dem alle sammen!" Denne

gang fik den dræbt den sidste. Da der ikke længere var

menneskelyde, kom de ud ved at skubbe hinanden op fra et hjørne af

briksen; men da de var ude, lå der en masse (døde) mennesker. Da de nu for

anden gang ingen mennesker kunne se, gik de ind i en ny husgang, men

da kunne ikke få øje på nogen. Da de var hundesultne, gav de sig til

at spise; først da de var i fuld gang med at spise, stak den

halvvoksne dreng hovedet ind fra den inderste ende af husgangen, og

sagde: "Nu er hun da blevet skrupskør, hende Apiaq, hun (sidder)

deroppe og koger sin søns hjerne med hænder og fødder."

 

S. forstod ham faktisk ikke. Også næste gang han bare lige viste sig i

indgangshullet, sagde han det samme som første gang. Da S. stadig

intet fattede og skulle til at spørge ham, var han derude

forlængst på vej ud igen. En af hans svogre,- ham der plejede at sige:

"Man siger ellers at Tiggaaq er så klog",- sagde til ham: "Det

er dit offers (din myrdedes) hjerne der oppe, hans morlil koger den,

sammen med hænder og fødder. Pas på! hun vil sikkert forgifte dig med

den, vent du bare, om lidt indbyder hun dig til at gå ind gennem

deres store indgang. Lige inden for vil der stå at fad af hval-barder

med træbund, fyldt til randen med hjerne, den er fantastisk lækker! Så

snart du kommer ind, skal du gribe om den, og uden at sætte dig ned

skal du vende dig mod hende og spise med lukkede øjne; for spiser du

med øjnene åbne, kommer du til at tale usammenhængende. Mens du tømmer

den, og når du har tømt den til bunds, vil du dø! Altså husk!, at hvis

du spiser med lukkede øjne, sker der dig ikke noget. Når du så har

slikket den helt ren, skal du sætte den på plads med bunden i vejret.

Og først nu kan du, med åbne øjne, sætte dig hen bag den bagerste

lampe. Hvorpå hun (når hun har set) om retten virker på dig, og du

ikke blir anderledes, så vil hun uden tvivl rejse sig fra briksen og

vende fadet, hvis indhold er det samme som før; og hvis der ikke sker

nogen forandring med dig, siger du: "Så er det din tur, spis nu, og

gør ligesom som jeg gjorde." Og med blikket ufravendt rettet på

dig, vil hun begynde at spise af det; så skal du bare vente og se hvad

der sker."

 

Da han havde fortalt ham alt det, var der én på vej ind derude i

husgangen, og da denne kun lige stak hovedet indenfor, sagde han:

"Man spø'r, om I ikke vil kigge ind?" S. gik på besøg, og netop

som indgangshullet åbnede sig for ham, så' han netop det hans svoger

havde forudsagt; og på vej ind vendte han sig omgående imod hende, og

gav sig til at spise med lukkede øjne. Inderst inde lå hun (Apiaq) på

maven, med begger hænder under kinderne, og gloede på ham. Han tømte

fadet, satte det på plads med bunden i vejret, og satte sig med åbne

øjne bag den inderste lampe. Fra rummets indre iagttog Apiaq jo, at

der ikke skete noget med ham, og på bare fødder sprang hun ud (på

gulvet). Og da hun vendte fadet, var indholdet det samme som før. Hendes gæst

sagde til hende: "Så er det det din tur; spis nu, ligesom jeg gjorde!"

Da han havde talt så hårdt til hende, gjorde hun som han havde sagt.

Hun vendte front imod ham, stirrede ufravendt på ham, og slubrede i

sig. Men da hun uden at spise op, gjorde mine til at holde inde,

vendte S. sig mod hende indefra: "Spis nu op, ligesom jeg gjorde."

Næppe havde hun tømt det til bunds, førend hun uden en lyd faldt om på

siden og lå ubevægelig. Da også hun var død, gik S. ud derfra.

Han kom ind til sine svogre, og sagde: "Så har jeg også fået hende

dræbt! Hvis vi bare blir her, fortsætter de bare på samme måde med os:

lad os gå tilbage over land."

 

De brød op derfra, undtagen S.s ene store svoger, da han var død.

De vandrede østover, nedad mod havet, hvor de fik øje på en stor stejl

snedrive. De gjorde holdt, og S. spurgte sin ældste svoger: "Den gang

du blev dig selv bevidst, hvilken slags amulet havde du da?" Denne

grundede lidt over det, og sagde: "Da jeg blev mig selv bevidst, havde

jeg et lille lækkert stykke bjørneskind som amulet." S. sagde: "Jamen

så kan du jo sagtens!" Også den næstældste spurgte han om det samme,

og han havde den samme slags amulet. Da han havde spurgt dem alle og

var kommet til den yngste, spurgte han ham: "Og du, hvilken slags

amulet havde du, da du blev dig selv bevidst?" Han svarede: "Det ved

jeg ikke, men da jeg blev mig selv bevidst, havde jeg udelukkende

klæder af bjørneskind." S. sagde: "Nåeh, lutter fine sager, hva, I

lømler!" S. spurgte sin plejesøn: "Men du hvilken slags amulet havde

du, da du blev dig selv bevidst?" Hans plejesøn tænkte sig virkelig

grundigt om, men måtte sige: "Det ved jeg ikke." Hans plejefar sagde

til ham: "Så kommer vi til at forlade dig, sig det nu." - "Jamen jeg

ved det ikke!" - "Hvis du bare lader stå til, så må vi altså lade dig

blive alene tilbage, spyt nu ud!" Hans plejesøn sagde: "Da jeg blev

mig selv bevidst, havde jeg en amulet af en lille bitte

snespurveunge." Da rystede S. opgivende på hovedet uden at sige noget. Længe stod han sådan, men sagde så: "Nå, det går nok, så må du hvile ud på os." S. gik et par skridt tilbage, og satte så afsted i løb, nåede skrænten, smed sig på maven, og

rutsjede ned; han plumpede i havet, og væk var han! Han bevægede sig

udefter, og dukkede op, mens han ret længe hældte vand ud af ørerne.

Han vendte sig indefter, og sagde: "Og så - !" Alle gjorde nøjagtig som den første. Den yngste nåede kun lige at forsvinde, og

dukkede så straks op igen, for han havde jo gået i bjørneskindstøj.

Til allersidst var det plejesønnens tur; men hver gang han satte i

løb, og lige netop skulle til at lade sig falde, blev han bare stående

ret op og ned. Langt om længe, da de havde skældt ham ud derudefra,

fik han da revet sig løs og gled nedad, og så, ligesom han nåede til

havet, prøvede han bare for sjov at flyve; men han fløj skam!

De begav sig indefter. Når de dykkede ned under ham, fløj han lige

over dem; og når han blev træt, hvilede han ud mellem deres ører.

Langt om længe nåede de land ved at passere nordenom deres boplads.

Da de først kom op på land, rystede han sig og lod bjørneskindet

falde, sådan gjorde de alle. Da hans plejesøn landede, lod han et

lille snespurveskind falde. Tænk, efter at de (fællerne) havde opgivet

dem, kom de hjem - kun en eneste manglede... Og siden har der ikke

været is på samme måde.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Søskendebørn

Print
Dokument id:1077
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Søskendebørn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 207 - 209
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

 

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

 

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.

Taatsiarsuaq

Print
Dokument id:1853
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taatsiarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 303 - 305
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 237 ss. 928 - 936.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 303 - 305: Oqaluttuaq Taatsiarsuarmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 62 - 65

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Resumé:

Taat. er storangakkoq / åndemaner. Han tar altid ud på fangst alene og aldrig langt ud fra bopladsen. Vil han have selskab tilkalder han sine hjælpeånder blandt innersuit og fanger sammen med dem.

En dag harpunerer han en stor sortside, der kæntrer ham så akavet at han må ud af kajakken for at komme oven vande. Først da han ryster af kulde husker han sine hjælpeånder, hvoraf een ankommer på et øjeblik og får ham vippet op på sin kajak. De andre støder til også deres bedste fanger, der sinkes af den fangst han har på slæb. Denne vender og tømmer hans kajak og tilbyder ham en dejlig mønstret sweater, som han nyligt sammen med en masse andet uldtøj har købt af de engelske hvalfangere. Innersuit bringer ham med hjemad, råber til dem inde på stranden at de medbringer ham, som de plejer at gå i læ hos. Vel i hus afklædes han alt sit tøj, farer pludselig nøgen rundt som en gal, får varmen, falder til ro og beværtes med alskens mad.

       Derefter ber man ham som åndemaner at finde ud af hvad der er i vejen med deres bedste erhverver, der ligger sygelig hen.

       Om aftenen holder Taat. så seance og ser mandens gamle tante tæt på den syge. Diagnosen er således stillet: hun er i færd med at forhekse ham. Under næste aftens åndemaning skal hun så fanges, dvs. harpuneres. Men først får Taat. hende til at snakke, og hun fortæller at hendes vrede mod den unge slægtning skyldes, at han tidligere har givet hende en rigelig kødgave efter rensdyrjagten, men sidste gang, hvor han endda både havde nedlagt ren og en stor hvidhval, fik hun intet. Taat. får nemt tilladelse af de andre til at dræbe hende og ber dem hjælpe med at holde harpunlinen efter kastet. Da hun ikke som håbet blotter sin front ved at læne sig bagover, men stikker hovdet ind under albuen, kan han ikke ramme hende ordentligt. Hun opdager hans hensigt, smutter væk, men bliver alligevel ramt i fodsålen. Taat. ber så om at man går hen og ser til tanten, der ganske rigtigt ligger død af blodtab fra såret i fodsålen.

       Taat. får talrige værdifulde taknemmelighedsgaver med hjem. Men undervejs vil de uafbrudt ud og væk fra kajakken og gaven af hvalrostænder stikker ham voldsomt. Han kommer dog hjem med det hele og hver gang så længe han fanger og han er ude slutter den unge innersuaq sig til ham og forærer ham et eller andet værdifuldt med hjem.

 

Var.: Ataatsiarsuaq; Ataatsiaq

 

Hist.: Det er en almindelig opfattelse i mange fortællinger om innersuit at de har meget gode handelsforbindelser med de europæiske hvalfangere.

       Fortællingens østgrønlandske baggrund virker iøjnefaldende:

hér er den almindelige forestilling om relationen mellem en åndemaner og hans hjælpeånder, at de varmer sig i hans indre (altså ikke blot søger læ hos ham) under seancen, når hans tarneq er på rejse og de på skift smutter ind i hans krop. Det samme gælder åndernes gavers uvilje mod at følge deres ny ejer. De vil hjem igen. Se fx Sandgreen 1987, Innartuaqboens himmelrejse.

Kommentar: Bemærk at Taatsiarsuk som optakt til sit ophold hos ånderne gennemgår en lille initiationsrite, hvor han nøgen mister besindelsen og farer rundt som gal. Forløbet minder stærkt om både den østgrønlandske lærlings opvågnen i nøgen frysende stand efter at have været ædt af isbjørnen eller kæmpehunden, og om hans "forløsning" i rasende omkringfaren: Se fx Sandgreen 1987, Den lille elv med det store dyr; og Jens Rosing 1963: Aggu / Akku.

Tre brødre

Print
Dokument id:2054
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Tre brødre
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 115 - 116
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.
Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 125 - 126: (Ingen titel. Fortællingen begynder efter indledende samtale og en sang, der også er trykt i Vebæk, M.: Niperujûtit, 1983, nr. 55.).

Denne fortælling er ikke med i:
Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:
Ved Kangeq, som er Sermersooq-øens sydligste spids kappes tre brødre i styrke. De to ældste håner den yngste for hans ringe styrke og kalder ham kvindagtig. Han får dog oprejsning ved i sin vrede at flyve i den rette flyvestilling ind til den store indsø, hvor vreden netop sætter ham i stand til at fange en af de mange sky sæler. Kun meget vrede personer kan fange dem. Tænk at grønlændere dengang kunne flyve. I dag sker det kun med hvide menneskers flyvemaskiner. Da lillebroderen kommer hjem synger han om hvordan han overvandt den hån at være kvindagtig, omend hans lår ikke er ret kraftige.

I den grønlandske udgave (se ovf.) indleder Vebæk interviewet med kort resumé af en fortælling om en kendt qivittoq / fjeldgænger, hvorefter JJ synger den tilhørende sang (s. 124 - 125):

Man fortæller at en ung mand der elskede sin kæreste, Kattaliit, meget højt gik qivittoq fordi han ikke måtte få hende, selv om han endda allerede havde gjort hende gravid. Derefter forsvandt Kattaliit. Man ledte og ledte men fandt hende ikke. Næste vinter blev Kattaliit set mens hun gik op i nærheden af et stejlt fjeld med et barn i amaaten (rygposen), og så kunne man høre en mand synge sådan hér:
Den første tid jeg var borte
boede jeg på næsset

Derefter boede jeg på et stort, smukt fjeld

Min hjemlængsel hørte op
da jeg fik Kattaliit til at sørge / sy for mig.
(oversat i Niperujûtit nr. 55)

Iiih, han havde rigtig fået fat i hende, hvor heldigt!
Ha, ah, hi, hi, har, har.


Hist.: JJ var 66 år i 1965. Traditionel fortælling.

Kommentar: Fortællingen berømmer grønlænderes evner i gamle dage og røber en vis statusforskel mellem mænd og kvinder.

Tungujuluk og Saunikoq / Saanikoq. Blåmand og Afgnavet ben.

Print
Dokument id:1401
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tungujuluk og Saunikoq / Saanikoq. Blåmand og Afgnavet ben.
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 96 - 98
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Tungujuluk Saunikordlo".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 171 -

172: "Tungujuluk Saunikordlo" / Tungujuluk Saanikorlu.

 

Resume:

Tungujuluk  og Saanikoq er bopladsfæller og begge åndemanere. T. er i bjørneham, S. i hvalrosham under seancerne. S. er misundelig på T., fordi T. har en

søn. S. tilkalder sin bjørneham fra en ø, løber som bjørn efter T.s

søn, og denne løber med bjørnen i hælene hen til sin far. T. husker,

at S. har en bjørneham og bliver meget vred. T. tilkalder sin

hvalrosham fra en ø og lader sig som hvalros harpunere af S. T. dykker

med fangstblæren, lukker luften ud af den, svømmer ind til land med

den og harpunlinen, forvandler sig tilbage til menneske, ror ud i

kajak, fanger en sortside og lader sin kone invitere på fællesmåltid

på bryststykkerne. S. fortæller under måltidet om uheldet med

hvalrossen, får sine redskaber tilbage af T. og blir i den grad til

grin, at han flytter langt bort.

 

Var.: Katerfarsuk, Qaaterfaarsuk, Katerfaarsuk, Katerparsuk; Qatigaarsuk.

 

Tolkning: Bemærk at til havs er hvalros stærkere end bjørn. For

analyser af bjørn og hvalros se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:814
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 99
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden

med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu

havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt.

En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din

hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min

pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har

også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling

for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de

andre."

Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden.

Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre

mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom

endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede,

men der var ikke noget at gøre.

Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der

købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand

afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage."

Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden

tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en

død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte:

"Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at

hundekøberens barn var død.

De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle

også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til

vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen

mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til

denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog

spædbarnet, gik ned og roede afsted med det.

Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind."

Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig

pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget.

("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke).

Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i

konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op

fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev

borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side

af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden

hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk

længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig

lidt bedrøvede.

Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned.

Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen.

De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det

var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da

havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De

svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn.

som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende).

Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn.

Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som

døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det.

Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog

faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.

 

Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra

land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det,

dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra

Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne

kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare

tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det

blev de enige om og tog afsted.

De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev

færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun

Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS)

var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.

 

Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til

siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu

siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór

afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom

ikke en lyd.

(Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da

kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han

måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem

fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med

dem. Det skal du, som læser dette, huske.)

Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men

forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den

efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder.

Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter

formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men

ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår

manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet."

Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den

anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"

 

Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det,

var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder.

Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder

taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem

løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op

af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da

jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet.

Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en

vældig glæde.

 

Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som

sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og

forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne

skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane

ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i

nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien

har jo mistet mange børn."

Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde

faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og

kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så

hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken

og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet

gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det

store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig

ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i

tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip

af det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom

igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet

sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af

anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De

undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op

til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats

("tuiusaanut") under toppen.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere

børn. Man har ikke siden hørt noget om dem.

Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet

denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af

hunden.

Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde

dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre

mennesker, der pustede den ud.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom

Print
Dokument id:1789
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 126, nr. 27
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.

 

Uddrag  i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33,

ss. 73 - 74.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.

 

Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten

og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det

forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod

syd langs vestkysten.

I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på

en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse

tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en

bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end

"blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de

næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har

fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved

Nuuk.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 27, s. 325 - 326.

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian

Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis

navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85.

Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til

at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait / Tuapaat

Print
Dokument id:1463
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait / Tuapaat
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 178 - 185
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, side 33 - 40: Oqalualâq / Angákoq Ujuunnguaq Tuapangmiormioq.

 

Resumé:

 

Ujunnguaq, der er stærk, en dygtig fanger og en stor åndemaner, har

tre små døtre, da han mister sin kone. I sorg går han ikke på fangst i

et helt år, og fanger intet, da han endelig tager ud igen. På

hjemvejen bliver han trukket uimodståeligt afsted af en innersuaq i

Kajak og med ned til ildfolkets land gennem en slags mund, der åbner

og lukker sig ved stranden. I deres hus hænges han op i en rem, får

kødet ædt fra sine ben i et par lange kamikker fyldt med orme og kryb,

og skåret sin næse af. En for en tilkalder han sine hjælpeånder, først

sin dværgulk equngasoq (den skævmundede). Den skælder ud over det onde, man gør ved ham, som den plejer at krybe ind i ved sit hylster (pooq). Den formår

kun at få ildfolkene til at skære U. ned. Den næste er U.s døde

bedstemor, hvis skrækkelige stemme får en ildmand til at advare sine

fæller mod den slags røveri og hårdhændede behandling af mennesker.

Men ånden kaster hende en stor slibesten i hovedet. Hun forstummer. Så

tænker U. på sine langhårede innersuit fra Qeqartaarsuit. De ankommer fluks ognedkæmper dem, der holder U. fanget, frigør ham og slæber ham ud i kajakken,

hvorefter hans tuneq, Pillingajak, der finder på alskens narrestreger,

kommer på eget initiativ, går ind i huset og overmander beboerne.

Equngasoq kommer ud, trækker afsted med U. i kajakken, og et

kæmpeisbjerg hjælper til med at få U. ud af ildfolkets tiltrækning og

hjemad. Nær de langhårede innersuit's Qeqertarsuit (storøer) kommer hans næse

flyvende, men sætter sig desværre lidt skævt i ansigtet. Hjemme ser

bopladsfællerne ham komme strygende hen over vandet uden at ro. De

griber ham, slås med ham og får ham endelig til fornuft ved at gnide

ham med spækket fra en årgammel sæls haleben. U. er stadig bundet,

båndene snærer, man slukker lamperne, han synger og ind myldrer

ånderne, der har hjulpet ham. De triumferer, fjerner innersuit's

snærende bånd fra U., hænger dem op over tørrehækken og tager bort.

 

U. er nu blevet en endnu større åndemaner end før. Han klarer dog ikke

andemaneren ved Kangeq, som han rejser op og udfordrer. Og da U. af

denne hører om en endnu stærkere åndemaner længere nordpå ved

Kitsissuarsuit-øerne, ror han hjem. Han må hales i lands og bringes

til fornuft ligesom forrige gang. Det sker også efter at han under

klapmydsfangsten har harpuneret en tupilak - en klapmydshun med en

stor plet - og mistet sin fangstblære. Denne gang må dog den stærke

Mannguttalik fra Itilleq til for at klare ham.

  Først da U. bliver gammel forlader han ikke længere sin boplads.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq;  Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: En ægte åndemanerfortælling med sandsynlige østgrønlandske elementer

som fx forestillingen hjælpeånden, der plejer at krybe ind i åndemaneren ved sin

pooq / hylster (søg på: pooq / puulik og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor). Østgrønlandske hjælpeånder fik på denne måde varmen under seancen, en varme de var afhængige af. Bemærk at det er innersuit under stranden, der er ondskabsfulde og de langhårede ude fra øerne, der er stærkere og kommer U. til hjælp. I andre versioner er det omvendt. Om de to innersuit-racer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "innersuit".

Ukutserpak

Print
Dokument id:84
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ukutserpak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 398
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 139 ss. 697 - 699.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 397 - 399: Oqaluttuaq Ukutserpammik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 163 - 163

 

Resumé:

Ukutserpak vil kun eet bestemt sted hen på bærtogt, og til slut føjer man hende og tager derhen. Men hun plukker ikke rigtig noget. Hun stirrer hele tiden mod indlandet. De andre undre sig. Men der er noget stort, der bevæger sig, siger hun, hvorefter man ser, at det er en kæmpeorm (kæmpemålerlarve), der lynhurtigt skubber sig ned mod dem. De flygter hovedkuls ned i konebåden, men Ukut., der er noget gumpetung, får afbidt en del af sin bagdel og halesnippen på pelsen i springet ombord. De møder Qasigiaq, der med sin nye fuglepil dræber ormen. Ukuts. får under flænsningen fat i maven og får sin småfordøjede ende ud. Man syr den på hende, den heler straks, og derefter halesnippen. Derefter taber hun helt lysten til at komme på bærtur.

 

Var.: Ukursurbâk / Ukursurpaak.

Ulaajuk

Print
Dokument id:59
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ulaajuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 319 - 320
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 112 ss. 597 - 602.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 319 - 320: Oqalualaarut Ulaajummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup Kangermiup oqalualâve', Godthåb: Det grønlandske forlag 1972: 75-76.

 

Resumé:

Dengang mange er blevet døbt af herrnhuterne, modsætter den tilrejsende sydlænding, Ulaajuk, sig trodsigt dåben, og da hans familie egentlig gerne vil, sørger han for ikke at komme til at overvintre i nærheden af Nuuk, men i Ikaarussat.

Engang han er i Nuuk, forelsker han sig i en ung kvinde, Pernille, og vil bortføre hende som sin andenkone, men det modsætter familien sig. Hun er så med på et bærtogt til nedenfor Kingittorsuaq, hvortil Ulaajuk også kommer roende, og man får snydt ham rigtig godt ved at lade Pernille skabe sig, som hun er syg og er blevet vanvittig. Da mister Ulaajuk lysten og hele selskabet opgiver bærplukningen og får sig gang på gang et hjerteligt grin på hjemvejen.

Hvis Ulaajuk er til stede, når de mest troende taler om verdens undergang, erklærer han højrøstet, at når det sker, vil han sidde oppe på toppen af Kingittorsuaq (Hjortetakken) og grine af hele hurlumhejet nedenfor.

Da han er døende, mens familien ligger i lejr under Kingittorsuaq, angrer han trods alt sin modstand og erklærer, at nu kan man fortælle, at her ligger han og venter på verdens ende med udsigt til Kingittorsuaq.

 

Var.: til episoden om verdens undergang og Kingittorsuaq, se Hans Lynge, 1978: Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid. Det Grønlandske Forlag, ss. 6-8. Søg på Ulaajuk. Navnet forbindes ofte med angakkoq / åndemaner-fortællinger.

 

Var.: I en anden mere sagnagtig fortælling i mange varianter, er hovedpersonen i nogle af dem Ulaajuk. Han er angakkoq, han røves af innersuit, får skåret næsen af og reddes af en af sine hjælpeånder.

 

Hist.: Fortællingen er historisk. Hans Lynge har en kortere version, som han muligvis selv har hørt, i: Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid. Det grønlandske forlag, 1978: 7-10.

Ulâjuk

Print
Dokument id:878
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ulâjuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Første nedskrift (?) ved Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, side 4 - 10:

Ulâjuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Ulaajuk

Det fortælles at Kangeq var blevet Ulaajuks yndlingsboplads. Og fordi Kangeq nu var hans gamle boplads og han ikke flyttede andre steder hen, tog han vanligvis til Kangerluarsuk når man kunne regne med, at ørrederne begyndte at søge op i elvene.

       Når så ørrederne kom op i elvene lod han fangsten flække til tørring, og når de flækkede ørreder var blevet tørre nok, begyndte han at binde dem sammen i bundter. Når han var færdig med bundtningen af tørrede ørreder tænkte han endnu ikke på at stå fjorden ud, for han var også inde i fjorden for samtidigt at få plukket sortebær / revlinger / krækkebær når de var blevet modne, og først når han havde ladet husfællerne plukke bær, så hans konebåd fik fuld last, stod han fjorden ud langt hen på efteråret.

       Engang imellem når det var det han ville, fordi hans husbjælker var blevet for gamle, tog han andre steder hen end til Kangerluarsuk, og det var nordover for at samle drivtømmer.

       Når han var kommet hjem fra Kangerluarsuk, men først når jorden lå dækket af sne, og man ikke længere forestillede sig at få serveret bær, inviterede han mænd på mad. Og hver gang satte han først tørrede ørreder frem og sagde så gerne sådan her når han serverede dem: "Spis jer nu godt mætte i ørreder fanget ikke så langt herfra!" Når de var færdige med de mange tørrede ørreder han havde sat frem, og når dem, de ikke havde kunnet spise, var blevet fjernet, satte han flere fade frem, hvoraf nogle var ret store, og de var fyldt med sortebær, og så hældte han flydende spæk over dem og sagde: "Spis jer nu rigtig mætte i sortebær plukket ikke så langt herfra!" Når han havde trakteret de mænd han havde inviteret med sortebær, og når de var færdige med at spise, var der altid noget tilbage af bærrene, fordi han altid satte flere fade frem til spisingen.

       Ulaajuk holdt meget af at fortælle, og man siger, at når han fik lyst til at fortælle, inviterede han mænd, og når han tog af sted på sin ørredefangst, begyndte hans mange bopladsfæller at snakke om alle de ørreder og alle de sortebær, som de glædede sig til at spise. Det var det Ulaajuk beskæftigede sig med hver sommer.

       Det fortælles at Ulaajuk var meget glad for at fortælle om de ting og hændelser, man kommer ud for og taler om i hverdagen, og derfor havde han altid besøg af nogle af mændene om aftenen. Når han så fortalte løs om forskellige hændelser og begivenheder, kunne han ind imellem lige stoppe op, og så fortsætte, og jeg har hørt følgende beretning - "Det fortælles, at verden engang skal gå under, og når den begynder at gå under", - ja, sådan sagde han til sine gæster, når han fik lyst til at give udtryk for sine tanker - så ville Ulaajuk selv tage en masse tørret kød med og klatre op på toppen af Hjortetakken og netop med en masse tørret kød og flydende spæk. Når han så var kommet op på toppen af Hjortetakken ville han spise tørkød mens han kiggede ned på sin mange medmennesker. Der var naturligvis ingen af hans mange gæster der gav ham ret, for de kendte ikke til sagen, og da han havde sagt det, udbredte han sig ikke videre om det sidenhen.

       Engang da de drog til Kangerluarsuk på ørredfangst, og da de havde fanget, tørret og sammenbundtet ørrederne, ventede de til sortebærrene var blevet modne, og da de havde plukket en mængde bær og efterhånden syntes der var nok, stod de omsider ud af fjorden sent på efteråret. Da de var kommet hjem og bærsæsonen var forbi, sagde han en aften til sine husfæller: "Aftenerne virker for lange når man ikke har nogen at tale med, gå nu ud og inviter nogle mandfolk på ørreder og sortebær, hvis de har lyst." Så gik hans husfælle ud og inviterede alle de mænd, der boede nordligst, for lige da hun gik ud havde Ulaajuk sagt: "Du inviterer først dem der bor nordligst; bagefter inviterer vi så dem der bor sydligst." Naturligvis kom de alle straks de var blevet inviteret. Da de alle var kommet sagde Ulaajuk til sin kone: "Vi har jo ikke andet at byde på, så tag en med ud og hent ørreder og sortebær!" Nu gik konen ud sammen med en anden, og da de kom ind igen havde de store bundter af ørreder og masser af sortebær med. Han satte det frem og sagde som han plejede: "Spis jer nu rigtig mætte i ørreder og sortebær, der er skaffet ikke så langt herfra!" Så spiste de mange mænd ellers løs af sortebærrene, men som sædvanlig nåede de ikke at spise alt der var sat frem. Først bagefter, da de havde spist, sagde Ulaajuk: "Det kan være I har glemt det. Men da jeg efterhånden tænker mere og mere på mig selv, har jeg gået og tænkt over det jeg sagde til jer, da I var på besøg for bare et par år siden, men siden har glemt." Ingen af gæsterne havde selvsagt noget at sige til det. I stedet kiggede de vedholdende på ham, og så fortsatte Ulaajuk: "For et par år siden inviterede jeg til spisning på ørreder og sortebær, og så fik jeg stor lyst til at give udtryk for mine tanker, og jeg er kommet i tanker om mine ord og noget, jeg aldrig har tænkt over før." Hans gæster sagde stadig ikke noget og kiggede fortsat på ham, og det blev de ved med da Ulaajuk sagde: "Jeg sagde noget om noget jeg havde hørt, og pludselig sagde jeg følgende uden at lægge noget særligt i det: Når verden begynder at gå under, vil jeg bestige Hjortetakken og medbringe masser af tørret kød og flydende spæk. Så vil jeg sætte mig til at kigge ned på mine mange medmennesker, mens jeg spiser masser af tørret kød dyppet i spæk. Dengang jeg sagde det forstod jeg ikke selv betydningen af det, men senere, da vi kom til Kangerluarsuk kom jeg i tanker om det og har siden ikke kunne glemme det." Og han fortsatte: "Mon ikke jeg derved selv har forudskikket mit endeligt?"

       Da vinteren var omme og det blev sommer, mente Ulaajuk at det var ved den tid hvor ørrederne ville søge op i elvene. Og som altid tog han på ørredfangst i Kangerluarsuk. Da han som vanlig havde fanget ørreder og fået plukket sortebær dér, og de næste dag skulle hjemefter, gik de i seng. Hen på aftenen blev Ulaajuk syg for første og eneste gang. Hans sygdom blev stadig værre hen imod morgenen, hvor hans kone og husfæller talte med hinanden: "Da han er vores eneste forsørger, vil det nok være det værste hvis der sker ham noget her i det øde. Vi må nok hellere prøve at få ham hjem til hans yndlingssted, Kangeq." De gjorde klar til rejsen og så roede de ud af fjorden. På vej ud ved Ivittarfik begyndte Ulaajuk at tale i vildelse. De var nået ud af fjordmundingen da han var begyndt på det, og så sagde hans kone: "Når et menneske er kommet i den tilstand han er i nu, er det ikke længere tilrådeligt at transportere det. Lad os slå lejr for ham her." De slog så lejr på et sted med en lille rullestensstrand. Da de havde rejst teltet, begyndte Ulaajuk at trække vejret ret uregelmæssigt, og så døde han. Da han var død sagde hans kone: "Vi har ikke for vane at transportere døde mennesker sammen med forråd af mad. Det er min mand her jeg tænker på. Der er jo plads allevegne, så lad os begrave ham her." De syede ham ind i ligskind og næste dag begravede de ham. Selvfølgelig drog de ikke videre samme dag, for konen ville ikke forlade sin mand. Først næste dag kom de hjem til Kangeq. Det fortælles, at det var Ulaajuks udsagn, der havde virket således ind på hans videre skæbne, at han fik sin grav på nordsiden af fjordmundingen under Hjortetakken. Det fortælles også, at landet dér tidligere hed noget andet, men derefter fik det den afdødes navn og blev kaldt Ulaajuk.

Var.: Ulaajuk

Hist.: Fortælling om historisk person. Om Ulaajuk går der en del fortællinger.

univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi

Print
Dokument id:247
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 358 - 372, nr. 118
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 14 - 22.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om grønlændere fra ikke så gamle dage.

En flok brødre (anguterpaat; eller: en husstand af mandfolk. Chr.B.) havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord (det kan også være navnet Kangerlussuaq (dem var der jo mange af)). Den hændelse, som berettes her, foregik ved vintertide, hvor der var kommet is på søerne. I husstanden var der to ret store drenge, der var flinke til at hjælpe til. Om morgenen, før mændene tog af sted på fangst, hjalp drengene til med forberedelserne med at vende retten ud af vanterne og lægge redskaberne på plads på kajakken. Så hentede de vand, for at mændene skulle have noget at drikke, før de tog af sted. De tog af sted sammen med mændene og fangede fugle med fuglepil lige i nærheden af bopladsen. De blev ude hele dagen, men de sørgede for at være hjemme, når fangerne kom hjem fra fangst, for at de kunne hjælpe med at bære redskaberne op. De gik først hjem, når den sidste fanger var kommet hjem og inden de spiste, hentede de vand. I mellemtiden var det så blevet aften.

 

En måneskinsaften midt om vinteren var de ude at hente vand. Henne ved vandhentningsstedet sagde den yngste til sin storebror: "Kan du se de mange ansigter i vandet?" - "Det er bare månens skygge", sagde storebroderen. Men Kunuk - det hed storebroderen - kiggede alligevel ned i vandet og så, at bevæbnede mænd nærmede sig. "De kommer for at angribe os", sagde han, og de skyndte sig hjem for at sige det til de voksne i huset. Men de troede dem ikke og sagde, at det måtte være månens skygge. Drengene blev igen sendt ud efter vand. Da de henne ved vandet kiggede ned så de, at de var kommet nærmere. De løb tilbage til huset og fortalte det. Men ingen troede dem. Tredje gang de var på vej til vandet måtte de vende om, fordi angriberne snart ville vise sig. På tilbagevejen talte de om, hvordan de skulle skjule deres lillesøster, for de selv var også indstillet på at gemme sig. De bad deres lille søster følge med ud, ud i kogerummet, hvor var der spåner som dækkede de hende til med og sagde, at hun skulle ligge ganske stille. De selv anbragte sig på tværbjælkerne i husgangen ved at

klynge sig fast med armene om den ene bjælke og med strakte ben støde

imod en anden bjælke. Knap nok havde Kunuk anbragt sig på bjælkerne, så kom syv

bevæbnede mænd ned i gangen og videre op i rummet. Inde fra rummet hørtes skrig.

Mens mændene endnu var inde i rummet, blev Kunuks lillebror så træt, at han

nærmest hang ned fra bjælkerne, og endelig var mændene på vej ud, idet de

gentagne gange stak ned i jorden langs væggene med dere spyd. De så også, at de

stak ned med deres spyd i kogerummet, hvor deres lillesøster lå. Så såre den

sidste af mændene forsvandt ud af gangen, lod de sig falde ned på gulvet - først

lillebroren og derefter Kunuk. De fjernede spånerne fra deres lillesøster og

så, at hun var blevet stukket på maven, så hendes indvolde kunne ses, men de

havde ikke mulighed for at forbinde såret. De kiggede ind i rummet

for blot at konstatere, at alle var blevet dræbt. En af angriberne var da også

blevet dræbt.

 

De havde ikke andet valg end at drage af sted ind i landet midt om natten.

De skiftedes til at bære lillesøster på ryggen, mens den anden

måtte passe på, at indvoldene ikke faldt ud af såret. Inde fra land kunne

de se, at der var is på havet uden for fjorden. De gik ned på isen, og da de var

på vej uden om et næs, døde deres lillesøster. De gravsatte hende ved at grave

sig ned i sneen og dybt ned i den frosne jord.

 

De gik videre og under deres vandring øvede de deres kræfter ved at

bakse med store sten og ved at brydes. Inden de endnu traf på mennesker, var

de ved at være fuldt fysisk udviklede.

 

Engang gik de på isen ind ad en stor

fjord. I bunden af fjorden fik de øje på et lille hus. Det var på et tidspunkt,

hvor solen var ved at få magt. Det var lavvande og isen ved stranden var begyndt

at brække op. Ind imellem isstykkerne så de en pind, der bevægede sig. Da de kom

helt hen til den, så de nede mellem isstykkerne en ældre kvinde, der gik og

samlede muslinger med pelshætten slået op om hovedet, det var derfor hun ikke

havde opdaget dem. Kunuk samlede spyt i munden og lod det falde ned lige ved

siden af hendes hænder for på den måde at henlede hendes opmærksomhed på sig.

Da hun ikke reagerede, rystede de skaftet af den pind, hun brugte til at skrabe

muslinger med, så hun fik et helt chok. Hun inviterede dem straks op til

huset. Hendes mand var altså på fangst, og de havde ingen børn.

 

Den ældre kvinde satte mad frem. De havde alt: spækposer, sække med tørrede

ammassatter, tørret sælkød og tørret rensdyrkød. Deres sengetøj var af ræveskind

og rensdyrskind. Den ældre kvinde beklagede sig over, at hendes mand altid lod vente på sig. Det var nok, fordi han skulle rundt og se til sine

rævefælder, og han havde sikkert fanget så mange, at han knap nok kunne bære dem

alle på ryggen - mente hun. Hun gik ud en gang imellem for at holde udkig

efter ham. Endelig meldte hun, at han var på vej hjem. Hun gik ham i møde for at

fortælle, at de havde fået gæster. Kunuk og broderen, der hed Kumallaasi,

kunne igennem vinduet se, hvordan hun viftede med armene. De to ældre mennesker

bad dem inderligt om at blive hos dem. Det sagde Kunuk og Kumalaasi ja til.

 

Da de havde været hos dem en tid, begyndte de at tage ud på fangst, og de

fangede ryper og ræve blot ved at kaste med sten. En dag blev de længe ude og

da de kom hjem først om eftermiddagen ... (Jeg tror, at der her mangler noget om

en isbjørn, de havde fanget. Forklaringen om, hvordan de fangede den, kommer

senere. Chr.B.). De to ældre mennesker var meget taknemmelige for, at de på den

måde havde fået gode og meget stærke forsørgere. For de to unge mennesker måtte

opøve styrke ved at bakse med store sten, eftersom de havde

fuldt bevæbnede fjender. Når de brødes gjaldt det om at slynge modparten væk.

De var meget jævnbyrdige. Når de ramte jorden, skete det med små hop og et langt

spring til sidst - altså uden at vælte. Men Kunuk havde efterhånden sværere ved

at klare Kumallaasi. De var netop yderst veltrænede, da de fangede denne store

isbjørn på følgende måde: Bjørnen slog til den yngste af brødrene, uden at der dog

skete noget med ham. Men næste gang bjørnen slog ham, vendte han sig om og greb

den og han dræbte den som kunne det have været en hare.

 

Da de således var blevet meget stærke, blev de enige om at drage af sted

for at træffe mennesker. De tog nordover. De gik længe uden at træffe nogen. Men

så en dag så de på den anden side af en fjeldryg et stort hav, hvor en stor flok

kajakmænd jagede en stor hvalros. Det så ud, som om kun en af kajakmændene var

forsynet med fangstredskaber. Det var den stærke mand, åbenbart deres

leder. Det var ham, der skulle fange hvalrossen. Selv når hvalrossen dukkede op helt tæt ved de andre kajakker, dykkede den ned igen, uden at nogen gjorde forsøg på at harpunere den, for hvis en af de andre fangere sårede dyret før den stærke, fik de ordentlig skældud. Endelig lykkedes det den stærke mand at ramme

hvalrossen med sit blærespyd, og straks gjorde de øvrige det samme og dræbte

dyret.

 

Kunuk og hans bror holdt sig tilbage. De ville vente med at gå ned til

bopladsen, til det blev aften. Hvalrossen blev flænset og alle fik en pæn

fangstpart undtagen en gammel mand, der fik tildelt hvalrosssens endetarm som

fangstpart, og hans telt var ringere end de andres. Kunuk og hans bror lagde

mærke til, at hans to døtre var nede for at tage imod ham, da han kom hjem fra

fangst. Den familie besluttede sig for at besøge, når det blev aften, fordi

de fik ondt af denne forsagte og sørgmodige mand.

 

Da det blev aften, og folk var gået til ro, gik de ned. Kunuk, som ikke var

så genert som sin lillebror, kiggede ind i teltet. Den gamle mand, som var

blevet vækket ved, at den fremmede trådte ind i teltet spurgte, om den fremmede

var alene. Kunuk fortalte, at hans lillebror var udenfor, fordi han var så

genert. De blev begge to budt ind i teltet - og hvilken lillebror! Han var

større og kraftigere, fordi han var så muskuløs. Da de havde fået noget at

spise, sagde den gamle mand, at de gerne måtte gå i seng hos døtrene, fordi han

gerne ville have dem til svigersønner. Kunuk gik i seng hos den yngste datter og

Kumalaasi hos den ældste.

 

Det første Kunuk og hans bror havde gjort, da de tidligere på aftenen kom ned

til bopladsen, var at undersøge samtlige kajakker. De tog den ene af den stærke

mands vingeharpuner med hen til en kilde, hvor bopladsfolkene plejede at hente

vand. Her, ved siden af kilden, eksperimenterede de med at stikke harpunen ned i

jorden og trække den op igen. Lidt efter lidt kom de til

noget hårdere og tørrere jord et stykke væk fra kilden. Her var det sværere at stikke harpunen ned og trække den op igen. Kumallaasi stak harpunen så dybt ned, at der kun lige var plads til at klemme to fingre omkring enden for at trække den op. Han bad sin bror trække den op, og det gjorde Kunuk. Så stak Kumallaasi harpunen ned igen og sagde: "Sådan, nu må det være godt!" Så gik de hen til den gamle mands telt, hvor de gik i seng.

 

Straks efter de var gået i seng, hørte de nogen løbe udenfor. Så blev

forhænget til teltet trukket til side, men vedkommende gik igen. Det var såmænd den stærke mands mor, der var ude at spionere. Det varede ikke længe, så kom en nysgerrige myldrende og kiggede ind gennem teltets åbning for

at se de fremmede. Da al den nysgerrighed blev Kunuk og

Kumallaasi for meget, bad deres svigerfar folk om at forsvinde og gå i seng, for det var jo midt om natten. Så fjernede de sig.

 

Om morgenen vågnede Kunuk og Kumallaasi ved at den stærke mand råbte: "Det er lig