Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 203 - 208.

Resumé: Når åndemanere og heksekyndige modtog dåbsundervisning skulle

de fortælle præsten alt om deres tidligere liv og intet glemme. Det

gjorde Kukkujooq / Apulu og efter dåben ville han ikke længere kaldes

andet end Apulu, fordi han nu havde aflagt sit tidligere liv.

Apulu har været i Tasiilaq til fods for at handle. På hjemvejen

snubler han over nogle sten, smadrer sin vrist, må slæbe sig hjem og gå

til sengs, hvor han ligger hele efteråret. Smerterne i foden er

slemme, men en dag da foden blir følelsesløs, vikler han forbindingen

af og opdager i det boblende, betændte sår en del blåbærkviste, som

han fjerner en for en. Derefter læges såret, han blir rask, og da han

funderer over årsagen, forstår han med eet, at den er noget han mente

var for ubetydeligt at fortælle præsten. Som ung hørte han, at

oldefaderen Naaja fik stukket glødende blåbærkviste ned i halsen, der

skulle fjerne hans angst for ånderne, når han voksede til. Apulu var

meget bange for de ånder, han skulle møde, og spiste bare nogle

blåbærgrene, fordi han ikke havde ild ved hånden. Han mærkede ingen

virkning af dem, og de var så åbenbart blevet inde i ham, men havde

såret ham, da de ville ud.

A. havde som sagt været meget bange, da han søgte efter hjælpeånder. Men det var de fremtidige hjælpeånder også for ham. En af hans dværge havde rystet så

kraftigt af angst, at snippen på dens anorak ligefrem smeldede.

Hist.: Tid: Efter 1917. Apulu / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui" (Kukkujooq).

Varianterne stemmer

ikke overens om det ritual, hvormed Naajas far blev gjort til

fremtidig åndemaner. Hos Sandgreen 1987: s. 72 - 74, får N. stukket

glødende mos ned i halsen. Men se også ibid. ss. 273 - 277, hvor

Kukkujooq rådgives om ritualet med blåbærrisene.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 66 - 67, nr. 15.

Resumé: Naajas mormor holder øje med, at han overholder sine tabuer i

dagtimerne, mens faderen er på fangst. Hun tager sin opgave alvorligt,

for også hun ønsker, at drengen engang bliver åndemaner.

En dag mens de to er ude sammen på bærplukning, giver hun efter N.s

ønske om selv at løbe hjem til teltene. Han ønsker det så kraftigt, at

hun mener at noget usynligt har magt over ham. N. kommer undervejs over

en slette til en lille elv, hvor han opdager et lille vandfald. Da det

pludselig løber opad og han har lært altid at være årvågen og opmærksom, sætter han sig ned og undersøger det. En stor rødlig hund dukker frem af

vandfaldet, N. flygter rædselsslagen, snubler, bliver liggende og

bliver ædt. Han vækkes af sin opvækker-ånd, er nøgen, fryser, husker

hunden og sætter hjemad stærkt utilpas, fordi han har lært, at han

aldrig må være ude med nøgen overkrop. Det må vordende åndemanere

ikke.

Fortæringen fremkalder det indre lys, qaammaq, det andet syn, dvs. for den Anden Verden og dens væsner. Sandgreen undrer sig lidt, fordi Naaja allerede havde fået 'lyset' med det glødende mos proppet i halsen efter fødslen.

Var.: Søg på: søens troldbjørn.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om denne initiation se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. .

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.

Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun

på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt

med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet

må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres

iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok

dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser.

Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de

heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en

anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun

skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S.

fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og

døde af det.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 112 - 114, nr. 32.

Resumé: Denne tekst er ikke en fortælling, men en gennemgang af: 1.

Åndemanerens forhold til sine hjælpeånder (uden dem ville han være

ligeså magtesløs og uvidende som almindelige mennesker, og åndemaneren

får ikke rigtig magt over sine ånder, hvis han ikke holder seance).

2. Åndernes liv, der i samfunds- og følelsesliv ikke adskiller sig fra

menneskers.

3. Det gængse forløb under en seance, hvor åndemaneren bliver

bundet, hvis han skal ud og flyve, og hvor han (hans åndedræt) i tre

forsøg skal dykke ned under gulvet og give plads for hjælpeånderne,

der på skift trænger ind i hans legeme. Dér får de varmen, beretter om

den fraværende åndemaners oplevelser, eller fortæller løst og fast,

eller afslører tabubrud o.l.

Hist.: Oplysningerne svarer til andre generaliserende beskrivelser fra

Østgrønland. Søg på: seance / åndemaning / mane ånder; åndeflugt.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 73 - 78, nr. 18.

Resumé: N. udvikler sig, har en gevaldig appetit og bliver ligefrem

temmelig buttet. En dag han vil tilse sin mågekrog, står der allerede

to mennesker ved den. Han genkender dem fra sin bedstes fortællinger

som "de næseløse" eller "innersuit / ildvæsner". De ligefrem trækker

ham hen til sig. De fortæller hinanden deres navne, N. rører ved dem,

og dermed er de blevet hans hjælpeånder. De inviterer ham hjem på

besøg. N. tør ikke rigtig, men har dog lyst. På kanten af en skrænt

tegner den ene ligesom en streg i luften med sin arm, hvorefter

ildvæsnernes flade strandland dernede med deres boplads viser sig for hans

øjne. Hjælpeånderne fører ham med ind i det største hus, der er fuldt

af tavse ildmennesker. Han får anvist plads på vinduesbriksen og

iagttager en af kvinderne, der koger kød og længe, længe øser mad op

til sin mand og de andre husfæller. De spiser hviskende, men byder ikke

Naaja noget. Deres kød består af lutter sælnyrer.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 78 - 82, nr. 19.

Resumé: Fortsættelse af "De store ildvæsner". Mens ildvæsnerne spiser

og hvisker, og da en af mændene giver sig til at lede efter noget,

forstår Naaja, at de ikke vil ham det godt. Han forsøger flere gange

at flygte, men bliver grebet i kraven og sat på plads igen. Han sætter

i at tude. De fleste kvinder ønsker ham ud, men manden finder det han

søger efter: en kniv, som han skærper (for at skære N.s næse af). N.

tænker i sin nød på sine hjælpeånder blandt dværgene. De kommer straks

til stede men kan intet rigtigt gøre. N. kommer så i tanke om en af

sine hjælpeånders hjælpeånder, en toornaarsuk. Da den sender sit

åndepust ind i rummet, farer de der holder vagt ved døråbningen ind

under briksen, og manden med kniven styrter tilbage på sin plads.

Kvinderne ønsker atter den skrigende N. ud af huset. Han smutter

snøftende ud i husgangen, forskrækkes over toornaarsuk'ens lysende

øjne i den ydre ende, men passerer uhindret forbi. Hans to ildvæsner

kommer til, undskylder fællernes opførsel, følger ham tilbage til

mågekrogen og forsvinder.

Senere opsøger N. ildfolket flere gange og de blir så gode venner, at

de tilbyder N. en af deres døtre som kone. Men N. afslår, fordi

ildvæsenerne ikke forstår sig på at sy det rette tøj til en kystbo.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 81 - 85.

Resumé: Allerede mens Kukkujooq er gift med Mamiak får han et godt øje til

Qaatsaarajik, som han efterstræber, da M. er død. Men Q. gør modstand,

vil ikke vide af ham. K. hævner sig ved at binde en hundesele til

hende families teltstang, og hun er da heller ikke spor attraktiv, da

han langt senere træffer hende igen.

K. har endnu ikke fanget en narhval og den sommer, hvor han er opsat

på det, passerer de dagligt langt uden for deres normale rute.

Ærgrelig ror han ind til land, hvor han går til fjelds, hører sang,

træffer en lille kvinde (ånd), der hedder Uddeq, ligger med hende og

erfarer, at narhvalerne holder sig så langt ude, fordi en kvinde har

begået tabubrud: Hendes hårbånd har lagt sig på tværs af dyrenes rute.

Hans hjælpeånder kan ikke afhjælpe miseren effektivt, fordi K. endnu

ikke har åbenbaret sig som åndemaner.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.

Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter,

hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og

mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far.

K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet

mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede

i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles

legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv

i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde

drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede

nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i

drengen.

K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig

ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå

længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor,

selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en

kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han

hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han

i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene.

Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver

efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker

bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første

mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at

kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs

havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet

skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et

enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med

udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser

sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand

på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så

siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i

ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er

ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans

normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig

over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det

så ikke var nødvendigt?

Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K.

adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få

sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride

den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også

helt at holde sin første seance.

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.

Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 135 - 141, nr. 39.

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Innartuaqboen, Naaja, holder seance næsten hver aften. Under en seance

kommer hans nære ven blandt hjælpeånderne, Aakaks søn, tilstede og

fortæller om Uppiinnguaqs ran af en ung mand. Upp. hører, at N. har fået

det at vide, og derfor vil han N. til livs. Upp. sender sin hjælpånd, en

ajumaaq, der viser sig i skikkelse af en stor falk over N. under et

ritual uden døre, hvor N. skal indvie sin nye anorak. Hans kone, der

er med ude, ser N. vakle og svinge frem og tilbage ude af balance. Hun

tilkalder deres sønner, der ser ham endelig falde om, og de hører

suset af hans åndedræt, der forsvinder ned i jorden. Man bærer ham ind

i huset, synger ham til live og ind kommer hjælpånderne Aakaks søn,

Nakattak og Pamialluk. På Naajas bud får de drevet ajumaaq'en ind i

huset, hvor de forfølger den rundt og rundt i rummet. Den ser sit snit

til at smutte ud gennem røghullet og op til Upp.s hus i indlandet, hvor

jagten fortsættes af Nakattak. Upp. kan ikke hindre det og beordrer sin

ajumaaq hjem til dens tunnel i indlandsisen, hvor Nakattaq med sit

mordvåben får gjort det af med det store utyske. Med mordvåbnet vender

sig af ophidselse mod N., der må synge det til ro med kælesange.

Nakattak vender tilbage til Upp.s hus, hvor også Aakaks søn er ankommet

og trods sit sangkampvenskab med Upp. går A.s søn løs på Upp., fordi denne

har ville aflive Naaja, i hvis legeme hjælpeånderne plejer at varme

sig. Upp.s egne hjælpeånder kan intet stille op. Upp. lokker sin halvbror

blandt de største kæmper til at hjælpe sig, men forgæves. A.s søn

stikker ham et velrettet slag, og Upp.s far giver sin mening til kende:

Har man opført sig forkert må man lide for det. A.s søn piner og

plager Upp., der ber ham dræbe sig. Det sker, Upp. bliver klædt i ligtøj,

stensat, graven omcirkles med solen, og alle vender tilbage undtagen Upp.s far, der synger

tryllesange ved graven og blir ved med det dag for dag i en hel måned.

Upp. kommer atter til live, men flytter længere op i landet til sine

stammefrænder, indlandets kæmper, hvor han bliver deres åndemaner.

Var.: Uppiinnguaq

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 91 - 94, nr. 23.

Resumé: Fortsættelse af "Indlandsisens menneske". Naaja bliver

øjeblikkelig klar over, at hans fangst er blevet stjålet, og måske

kan han endnu nå at indhente tyven. Han har roet længe spejdende, da

han pludselig opdager, at han ror langs et stort isbjerg, der når som

helst kan bryde i stumper og stykker. Hastigt ror han til, kommer

forbi og hen til et mindre isbjerg, hvor han finder tyven, en af de

unge fra den over for liggende boplads, Qipa. Tyven benægter tyveriet,

N. slår ham omkuld med åren, og tyven falder ud af sin kajak, som N.

smadrer i stumper og stykker. Straks efter bryder det store isbjerg

sammen. Da man senere finder den druknedes kvaste kajak, slutter man,

at isbjerget har smadret den.

Kommentar: som initierende ånd er indlandsisens menneske en variant af 'søens troldbjørn'.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 32 - 36, nr. 6.

Resumé: Vinteren går, mens Innartuaqboen fanger meget lidt, fordi han

kun spekulerer på, hvordan han skal få fat i den viden om det middel,

der skal til, for at han kan gøre det barn, hans kone venter, til

vordende / fremtidig / kommende åndemaner / angakkoq. Efterhånden har han fået forhørt sig hos alle fælleshusets gamle uden resultat. Bedre går det heller ikke på sommerpladsen, Qinngu / Qingek / Qinngeq, hvor ellers talrige familier opholder

sig på ammassatfangst. Hans kone tør ikke fortælle ham, at hun nu er

sikker på, at barnet blir en dreng. Det vil blot gøre ham endnu mere

fortvivlet, fordi han endnu ikke ved, hvordan han skal skaffe barnet

"forsvarsmidler".

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: bemærk udtrykket "forsvarsmidler" som forudsætning for at klare udviklingen til angakkoq, hvor lærlingen møder og efterhånden selv opsøger hjælpeånder i "ødemarken".

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 82 - 84, nr. 20.

Resumé: Naaja, der efterhånden har fået mange hjælpeånder og blevet

venner med dem, udvikles hurtigt, både psykisk og fysisk. Han har

allerede haft en del løse forbindelser, da han så småt begynder at

ønske sig noget mere fast. Hans storesøsters veninde, som hun sover

ved siden af på briksen, er helt vild med ham. Han får den ide at afprøve sine

evner som åndemaner på dem, mens de sover. Han puster deres sovedække

af dem og glæder sig over deres nøgenhed. Det gentager sig et par

aftener og en aften gør han mere ud af pusteriet end vanligt.

Sovedækket hæver sig, pigerne holder fast i det, og straks efter

styrter dækket mod gulvet. Naaja ender i sengen hos dem begge og de

leger længe sammen.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 61 - 65, nr. 14.

Resumé: Da Naaja har mistet sin mor, passer hans bedstemor ham, og

da han skal være angakkoq / åndemaner passer hun ham nøje, efter alle reglerne.

Da Innartuaqboen mistede sin kone, tog han enken, som han havde taget med fra ammassætpladsen, Qinngu, til livsledsagerske.

En sommer i Innartalik, går Naaja med sin Bedste ud

på bærplukning. Han er hele tiden i nærheden af hende, mens de

plukker bær. På et tidspunkt vil han gå alene ned til teltene og fordi han insisterer så kraftigt, at Bedste, der aner at noget med ånder er på færde, ikke tør standse ham.

Han løber raskt ned af fjeldet.

Midtvejs på sletten løb en lille elv, som han leger ved, idet han

springer frem og tilbage over den. Han standser ved et vandfald, som

løber opad, hvilket forbavser ham. Men da han altdi er blevet indpodet at være opmærksom på alt anderledes, mærkeligt, kigger han nysgerrigt på det.

Pludselig viser en stor, rødlig

hund sig, den ser farlig ud, og Naaja bliver bange og flygter bort.

Han falder og bliver bare liggende, fordi han er besvimet. Idet han

ligger besvimet hen bliver han spist af hunden. Hans klæder er af bar

angst flygtet bort. Så da Naaja kommer til sig selv hundefryser han,

fordi han er nøgen.

Han opfanger en stemme, som siger at han skal stå op, fordi solen allerede er ved at gå ned (hvis han sover efter solnedgang er han fortabt). Han kalder på

sin Bedste, som ikke kommer. Det eneste han husker er den

væmmelige hund. Han løber ned mod teltene, selvom han er nøgen,

hvilket en vordende angakkoq ikke må være.

Var.: Denne gængse østgrønlandske mytiske initiation til søgningen efter hjælpeånder er fortalt i talrige varianter: søens troldbjørn, fx.

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 114 - 115, nr. 33.

Resumé: Naaja (Innartuaqboen) har under sin første seance fået

"klarsyn" og kan dermed se hele horisonten rundt, fordi den klarsynede

ser med hårranden. Blot ser hårranden ikke så skarpt fremad som

øjnene.

Det var de vise forfædre, der blev klar over, at den hvide hårrand

rummede evnen til at se, hvad der er skjult for andre. Naaja bliver så

skarpsynet, at han kan se sæler, der blot er krusninger i vandet,

men som bliver til sæler, når han ser dem. Men når han kommer hjem

med dem, er de lige til at smide ud. De er blodløse og består blot af

saltvand. Større held har han altid med fangst af rigtige sæler, fordi

han ikke slipper dem af syne i det øjeblik de dykker. Han ser deres hvide

bug under vandet helt frem til det sted, hvor de dukker op igen og kan

nedlægges.

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 37 - 44, nr. 7.

Resumé: Efter mange dages forgæves udspørgen og fortvivlet humør, går

Innartuaqboen bort fra teltpladsen ved Qinngu. Kvinden, som

svigerforældrene har beskyldt for sjæleranet af hans tvillinger, er

selv barnløs, datter af Akorninnaq-boen Aqqii og har lært sig

åndemaning ligesom sin far. Men de har ikke fortalt svigersønnen om deres mistanke. Selv mener Innartuaqboen ikke den skyldige er Aqqii, mistanke til datteren har han heller ikke.

I sin fortvivlede søgen venter han ikke selv at møde ånder, for den slags har han aldrig forsøgt sig med. Men da han på

afstand ser en ældre kvinde springe op og flygte for ham, tror han en

overgang, at det er en ånd. Men hun flygter blot fordi hun er i færd

med at file sig en synål til af jern. Det er en kostbarhed hun nødig

vil frarøves. Innartuaqboen får dog beroliget hende, de ser hinanden

an med forskellige bemærkninger, og da konen forstår, at han vil

betale hendes viden klækkeligt, fortæller hun ham hvordan man gør en

nyfødt til en vordende åndemaner: Han skal tørre en bestemt slags mos

knastørt, få det til at gløde i lampeilden men ikke flamme op, og

stikke det ned i halsen på den nyfødte. Gløden vil udvikle det indre lys,

som enhver åndemanerlæring må udstråle for at tiltrække hjæpeånder.

Innartuaqboen takker henrykt, skynder sig tilbage, beordrer familien at

gøre sig rejseklar, farer selv hen til den gamle kones telt med et par

brikseskind som gave og hjælper derefter familien med at pakke.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 60 - 65.

Resumé: Som 12-årig har Kukkujooq endnu ikke turdet beslutte sig til

at blive åndemaner og endnu ikke fået kajak, men dog nu og da lånt en.

Han har en kæreste, Mamiak, og han ønsker sig et fangstmiddel. Det får

han om foråret ved elvens opbrud af en ældre kvinde, der tilbyder sig.

De ligger sammen, og K. får bagefter den viden af hende, at skindet af

hans første fangst inklusive snudepartiet skal lægges under

vandspanden og bindes med en rem til husstolpen. Da vil der aldrig ske

nogen forandring i hans fangst. K. bliver lykkelig, fordi den heldige

fanger misundes og ofte får stjålet nogle af sine fangster. Det vil

tyven ikke kunne få held til, hvis K. bruger midlet.

Hist.: Tid: 1897. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen

1987: s. 263 -264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.

Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med

drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut

med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser

sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den

kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et

vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe-

bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som

klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner

først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller,

at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine

bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses.

Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun

vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.

Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne

initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 112 - 113.

Resumé: En dag K. har harpuneret en sæl på den anden side af en

isflage, sætter linen sig fast under flagen, og K. må bruge så enorme

kræfter på at få linen løs, at hans tøj flænges i stumper over ryggen.

En anden gang har han sin unge søn Juuserfi med ude i kajak. Der

ligger megen is, men da sønnen bag K. er ved at blive klemt inde

mellem to isflager, vender K. lynsnart rundt trods den megen is og når

både at skubbe sønnen bagud gennem revnen og selv komme igennem, inden

den lukker sig.

Hist.: Tid: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på. Sandgreen 1987: s.

263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 138 - 143.

Resumé: Kukkojooqs kone Ukoorajivat har to uforlignelige egenskaber:

Hun elsker at ligge med sin mand til stor fryd for dem begge, og hun

er yderst sensibel. Det har hun været lige siden hun i barndommen blev

bevidst om sig selv, idet hun så længe hun kan huske altid har fået en

forudanelse, når andre ville hende ondt eller en ulykke ville ramme

hende. Således har hun undgået alskens fortrædeligheder, og derfor kan

hendes svigermor, der hader hende, ikke få ram på hende. Kukkujooq er

klar over moderens hensigter, der kan ramme hamselv, fordi hun kun ved

at skade ham kan få ram på hans kone. Han har også andre fjender, og

da han før eller siden må blive ramt, beslutter han at oplære sin

sidstfødte datter til fanger. Han synger over hende efter fødslen,

bygger en særlig smuk kajak til hende med opadsvungne spidser,

Ukoorajivat betrækker den uden andres hjælp, for at ingen skal

forhekse den, og K. indvier sin datter til fanger: Han lader hende

sidde i den nye kajak, bringer den i let slingren og synger om alle de

sødyrarter, der skal tiltrækkes af hende: "Et lille kødben" (en sæl);

"havets hvide mand" (en sortside); "den med neglene" (en spraglet

sæl); "stort snevejr" (en klapmyds), og tilslut en remmesæl.

Han lader hende stige op af kajakken, bærer den selv op, og hun leger

videre som om intet var hændt.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Om piger, der bliver opdraget til fangere se

GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Arbejdsdeling, tabuerede kønsskel og ...";

"Piaqqussiat, en blandingskategori...".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: metaforerne for sælarterne er muligvis åndesprogsgloser. Eller blot de gloser man bruger, hvis der er tabu mod at nævne sælen ved sit rette artsnavn.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 141 - 144, nr. 40.

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Den unge mand, som Naajas hjælpeånd, Upp., har røvet fra Naajas husstand, beslutter at

drukne sig, fordi han er led og ked af sin kone (Upp.s datter), der er

kæmpestor og alt for ivrig, når de boller. Han vil ned til sin fætter,

der nyligt er forulykket i kajak. Kæmpekonen, der ikke viger fra hans

side, er ikke for klog, og hun forstår ikke hvad hans ønske om at

følge efter sin fætter indebærer. Hun ser ham kaste sig ud over

skrænten, hører hans skrig langt nede, og forstår endelig, at hun er

blev enke. Upp. bebrejder hende ikke noget.

Var.: Uppiinnguaq

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Da landånderne, når de dør, ikke kommer til

nogen af dødsrigerne, forstår U.s datter ikke sin menneskemands snak

om, at han vil finde vejen til sin fætter. Iøvrigt overholder fortællingen den gængse regel i overleveringen, at menneskers og ånders samfund ikke lader sig integrere i hinanden.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 76 - 78.

Resumé: Fortsættelse af "Hvalrosfangeren Kukkujooq".

Imaakka bliver først stolt af Kukkujooqs hvalrosfangst, men dernæst så rasende på ham, at han flænger hans klæder med en kniv. Kaakaaq beordrer straks sin søn Kukkujooq at smide dem væk.

Dernæst vil I. lave en tupilak mod Kukkujooq og stjæler til formålet tungen

af hans hvalroshoved, der ligger dækket af sne. Næste dag vil K.

flytte hovedet til lagring, opdager tyveriet, blir rasende, mistænker

stedfaderen I. og flytter hjemmefra til sin kæreste Mamiak, der er

Ujarneqs datter. I. ærgrer sig over ikke allerede at ha' dræbt K.

Kaakaaq tar det roligt på K.s vegne, for hun ved, at han har en af "de

tyndhårede" ("netside unge", men en eufemisme for "hvalros") som

amulet. Derimod frygter hun for, hvad der nu kan ske Imaakka.

Var.: Søg på: Imaakka.

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreeen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisuui. Imaakka (ca. 1875 -

1915), åndemaner, gift med Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.

Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig

selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik

og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev

hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange

havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge

enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til

Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq.

P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen

Sinngertaat.

Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s.

281 - 285: "Kâkâq".

Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153, nr. 43.

Resumé: Foruden Niimilaa har Naaja også en anden skræmmeånd, der

sender folk på flugt rundt i huset, hvor de prøver at undgå dens

stokkeslag.

Naajas kone har sjældent lyst til at deltage, og en aften kommer

skræmmeånden (ifølge Naajas senere forklaring) til at strejfe hendes

ryg. Hun dør af sine kvæstelser.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midte af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 74 - 76: "Ersiornera"

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 130 (dialekt) og ulige sider: 131 (engelsk).

Resumé:

En aften da ED havde besørget et ærinde i Nanortalik for den hjemlige kateket og skulle ro hjem til Illukasik, blev han slået af angst, skønt vejret var fint og intet burde forurolige ham. Forbipasserende fugle vil ham ondt, troede han. Og at der nårsomhelst ville dukke en hårtop op af vandet, der ville trække hans paddelåre med ned i dybet. Med idelige bønner til Gud og gentagne forsøg på at se væk fra billedet af hårtoppen, nåede han helt udaset og gennemsvedt hjem og i land. Skønt moderen spurgte til hans tilstand lod han en passende tid gå, før han fortalte om oplevelsen. Juusefi / Juuserfi fortalte senere, at han også har set den hårtop og kun reddede sig ved at fortælle om sin omvendelse.

Måske var hårtoppen en tupilak, slutter ED.

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

Der er flere fortællinger om sådanne angstanfald, der formentlig også kunne føre til den frygtede kajaksvimmelhed. Søg fx på Kukkujooq kajaksvimmel.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 156 - 157, nr. 45.

Resumé: Under en åndemaning om foråret melder trommen med en voldsom

lyd, at der er fare på færde. Naaja udspørger sine ånder der

fortæller om en kampesten, en gammel offersten, der er på vej ned mod

huset fra fjeldets top.

N.s ånder prøver forgæves at standse stenen, der har skikkelse som en

slags fugl. Nu tilkalder N. for første gang sin Eqingaleq / Eqingasoq / Equngasoq, der selv består af sten undtagen mundvige og bagsiden af albuerne. De består af

kød. Den sender uden virkning sit blærespyd mod stenfuglen, griber den

derefter bagfra om vingerne, såres gentagne gange i sine bløddele,

kysser sårene hele, og får omsider båret stenfuglen op på toppen af

fjeldet. Stenen hæver sig et stykke i vejret, falder og knuses i

faldet. Nu er den kun sten.

Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Det sker nu og da at en sådan stor sten løsner sig og med bulder og gnister ruller ned af fjeldet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Det anbefales at læse resuméerne af de foregående afsnit:

Søg på Sandgreen 1987. Om den truende kampesten, der har samme mytiske

funktion som Månen om foråret, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen" og

Sonne 1990: 14 - 16.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 91 - 94.

Resumé: Kukkujooq, der har fjender (sin faders to mordere), er endnu

ikke tilfreds med de midler og hjælpeånder han har fået sig. Han

savner endnu to ting: 1. Et skjulested til en røvet sjæl, som hverken

åndemanere eller heksekyndige kan opdage, og dermed måske redde hjem

til patienten i tide. 2. Et middel til at nedlægge tupilakker med.

En dag i smukt vejr lander en havlit på vandet lige ud for ham. Han

tar en sten op, men undlader at kaste, fordi der er noget særligt ved

fuglen. Den vender skiftevis den ene og den anden side til. Den ene

side er hvid, den anden sort. Den ber på åndesprog om at blive hans hjælpeånd (blive den der kommer til ham under seancerne),

fordi han lyser så tiltrækkende. K. indvilger. Den lover ham så, at

hvis nogen vil sjælerane ham og befinder sig i nord, vil han gøre K.

usynlig med sin mørke side. Og når K. så til gengæld vil røve sjælen

fra den uheldige sjæleraner, vil den gøre ham usynlig i blændende

modlys med sin hvide side. K. er forløbig godt tilfreds. Senere møder

han havlitten igen, netop som han har fået den strålende ide, at det

omvendte spejlbillede af landet i havet ved kysten må være det bedst

tænkelige skjulested for røvede sjæle. Havlitten fører ham ned i

spejlbillede - eller skyggelandet, hvor det vrimler med ørred- og

fugleskygger, og lader ham stige op til overfladen igen, da han må ha'

luft.

Hist.: Piisui / Kukkujooq persondata, søg på: Sandgreen 1987. s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "tarneq, inua..."; "Situationens "sjæl"

og "selv". Og: "Åndemanerens afbalancering...". Og:

eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. 

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 174 - 184.

Resumé: Kukkujooq er en hjemmefødning, der elsker sin hjemegn, og

skulle nogen driste sig til at tale nedsættende om dens

fangstmuligheder, skal han nok vide at tage hævn. En dag går han op

til en gammel grav, sparker til den et par gange, indtil den giver lyd

(den dødes accept), og fjerner skulderbladet, hvis evne til at hæve

havbunden han dernæst afprøver. Han sænker det ned på fjordbunden ved

ebbe, mærker sig vandets dybde på stedet, og da han nogle dage senere

afprøver dybden på stedet ved samme ebbestand, er den blevet mindre.

Han vil da kunne hævne en eventuel fornærmelse ved at nedsænke den

dødes andet skulderblad i vandet på den formasteliges fangststed,

hvorefter sælerne vil forsvinde fra det lavere vand.

K. er sælernes ven, men hans forhold til bjørne er mere problematisk.

Han har længe været storfanger, da han endelig ser en bjørn på en

isskodse. Han ror derhenad. Bjørnen, det store land-og havdyr, lader

sig tyst glide ned i vandet, og vender sig brummende med blottede

tænder imod ham, da han vil kaste lansen. Forskrækket jager han den i

stedet med åre og skumsprøjt ind mod bopladsen, hvor både en

fangstfælle i kajak og kvinderne i konebåd kommer roende til hjælp.

Kort før bjørnen når i land, får K. travlt med at nedlægge den. Hans

mor, den næsten blinde Kaakaaq, hører tumulten og er den første til at

røre den, hvorefter hun gnider dens hoved ind i urin. Alle skærer nu

flænseparter af det store dyr uden at spare skindet, med K. får

hovedet og hele ryggen. Kødet koges udendørs i de tre dage, hvor intet

af det må bringes ind i huset.

I sit overmod, fordi han nu har fanget bjørn, præsterer K. noget

senere egenhændigt at bære et stort stykke drivtømmmer og en nedlagt

sæl fra kysten op på det sted på Qeqertaasuk, hvor han i sin tid

afprøvede sit nyerhvervede middel i tupilakfangst. Derefter mister han

sit fangstheld, som han først genvinder, da han er flyttet til

Akorninnaq. Det var sammenblandingen af fangst og afprøvning af

tupilak-middel, der havde hindret ham i at fange.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 26 -

264. "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.

Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller,

der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir

gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og

skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne

og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader

hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer

teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får

vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men

hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der

skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 68 - 70, nr. 16.

Resumé: Indledningsvis filosoferer fortælleren over glemsel: Man har

en tendens til at glemme det, man burde huske og huske det, man burde

glemme. Især burde man huske andre menneskers gode handlinger i stedet

for deres fornærmelser mod en.

Naajas bedstemor glemmer Naaja for alle de dejlige bær hun forspiser sig

så kraftigt i, at hun omgående falder i søvn, da hun når hjem til

teltet. Da hun vågner, er han ikke kommet hjem.

Scenen skifter til Naaja på flugt, efter at han er blevet spist af

hunden (se: Den lille elv med det store dyr) og vågnet nøgen op igen.

Undervejs møder han et frygteligt

væsen med udbredte arme, men uden understel. Det viser sig dog at være

hans anorak, som han tar på. Næste gang er det bukser og kamikker,

og han bliver endelig sig selv, da han får dem på. Klæderne flygtede

fra ham og skjulte sig, da han besvimede af skræk. Da han når op på en lille høj og kan se teltene, glemmer han hele den uhyggelige oplevelse. Han blander sig med pladsens legende drenge og flår imens kødtrevler af et skankeben med tænderne. Udmattelsen driver ham tidlig i seng.

Var.: søg på: søens troldbjørn (afslutningen). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om lærlingens mytiske initiation søg uddannelse

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 122 - 129.

Resumé: Sandgreen skildrer det velsignelsesrige liv på sommerpladsen

Aammat i Sermilik-fjordens bund. Der fanges sæler, der tørres kød,

ordnes skind, laves blodpølse, altsammen til vinterforråd. Vejret er

strålende, kvinderne sludrer, mændene fortæller hinanden

jagtoplevelser og fortællinger, de store drenge kappes, og piger og

drenge leger "livet", dvs. "far-mor-og-børn" i konturer af hus, kajak

og konebåd, som de har "tegnet" med små hvide sten, der lyser mod den

mørke jord. Man taler lidt om præsten, der er kommet til Tasiilaq, men

skal være svær at forstå, og om handelsbestyreren, som de fleste har

handlet med. Man har hørt, at præsten vil komme på besøg, og da man

venter Maratsi til sangkamp, håber man, at præsten vil komme senere.

Deres konebåde ankommer dog samtidigt, besætningerne går på rundvisit og

bespises alle steder, og præsten, der hurtigt blir mæt, prøver at

belære Qaartuq og hans familie om Gud. Q. finder det lidt svært at tro

på nogen, som ingen har set, og som tilmed er kommet til Aammat med

præsten uden at blive set. Præsten forklarer, at det er Guds ord, der

er kommet. Han vil se sangkampen næste morgen for at erfare om den er

syndig og går tidlig i seng. De øvrige samles til sangfest i et telt,

hvor varmen stiger, og man bruger den som undskyldning for at slukke

lamperne og hengive sig til lampeslukningslegen. Da en af præstens

roersker sladrer næste morgen, opgiver han at overvære sangkampen og

tager bedrøvet af sted med det samme.

Hist.: Datering til slutningen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 152 - 159.

Resumé: Det har været sløjt med fangst et stykke tid. Kukkujooq er

roet ud til sit vanlige lurested i fjordmundingen og har længe ventet

forgæves på en sæl, da han beslutter at ro ud på det åbne vand til et

godt fangststed. I samme øjeblik ser han så noget, der ligner en sæl

langt inde i fjorden. Han gør omkring, ror derhen, jo, det er en sæl,

endda en stor en. Næste gang den dykker ser han, at det kun er

hovedet, der er stort i forhold til en lille underkrop. Han harpunerer

den vanskabte sæl, mister sin åre, kæntrer, kan ikke vende rundt uden

åre, og roder forgæves efter den i overfladen, mens han tænker på alle

de hjælpeånder, der kan redde ham. Det blir hans innersuaq, ildmand,

ved navn Qapuneq, der får ham på et køl, befaler ham at smide

fangstblæren ud, ro sin halvt sunkne kajak i land, tømme vandet ud af

den og få vredet og tørret sit tøj. Sælen holder sig nede, og Qapuneq

holder vagt ved fangstblæren, der står lodret og hopper på

vandoverfladen. Kukkujooq kommer tilbage i tømt kajak og tørt tøj, men

remmen er stadig stram og sælen, der altså er en tupilak er ikke til

at rokke. Det lykkes dog K. ledsaget ad Qapuneq at få slæbt den mod

land, hvor Q. forlader ham, da K. forsikrer ham om, at han har et

fangstmiddel til tupilakker. K. maser videre, mens han tænker på

Paqqi, der gav ham fangstmidlet, og pludselig går det så let, at han

nær falder bagover. Paqqi er ankommet og haler sammen med P., der synger

fangstsangen til tupilakker og tæver utysket ihjel, fraråder K. at

partere den på stedet, fordi den vil leve op og begynde forfra, hvis

han spilder noget af blodet. Hjemme kan han uden risiko partere den.

P. flyver bort.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 104 - 105, nr. 29.

Resumé: Fortsættelse af "Innartuaqboen på frierfødder".

Da Naaja kommer

til at bo i hus sammen med sin udkårne og hendes grimme søster, bliver

han klar over, hvor sjusket den skønne er, mens den grimme altid er

ordentlig og ikke kan fordrage snavs. Derfor ender det med, at han

gifter sig med den grimme.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 125 - 128, nr. 36.

Resumé: Naajas kone er omhyggelig med sit arbejde og sidder aldrig med

hænderne i skødet. Tager man i konebåd ud på bærplukning har hun altid

en passende bunke skind med, som hun ordner undervejs og spiler ud til

tørring i solen på bærplukningsstedet, før hun selv plukker bær. Når de tager tilbage er skindene tørre og færdige.

Naaja kommer en dag hjem med en sortside af den sjældne slags, hvor de sorte

pletter står kraftigt frem mod en kridhvid bund. Af skindet skal A. sy

ham en yderpels. Senere fanger han en tilsvarende sæl, hvis bundfarve

er lidt mørkere. Ved en fejltagelse får A. lagt det smukke skind

nederst i en bunke, hvor det mugner og går til. Hun røber intet,

graver det ned i møddingen, tar det lidt mørkere skind, laver et snit

og syr det sammen dér, hvor harpunsåret sad på det ødelagte skind og

narrer Naaja til at tro, at dette er det smukke skind. Det var den

eneste gang A. ødelagde noget.

Var.: Ipissuutilik

Hist.: Naaja og hans kone levede i første halvdel af 1800-tallet.

Episoden findes også i andre fortællinger om andre personer. Se Var. ovf.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 74 - 76.

Resumé: K. er blevet storfanger og har fanget alle slags dyr undtagen

narhval og hvalros. Narhvaler ser man gerne nogen stykker af i

sæsonen, men hvalrosser er sjældne. K. har end aldrig hørt en hvalros

puste, da han under en fangsttur ligger på lur og hører et pust så

kraftigt, at det kun kan være fra en hvalros. Dyret er ikke opskræmt.

Heller ikke da det er dykket og kommet op igen. K. sender harpunen i

det, tilkalder to andre fangere der er ude, og sammen får de dyret dræbt. Alle blir glade, men Kaakaaq, der ved at Imaakka vil blive rasende af

misundelse, drejer i al ubemærkethed hvalroshovedets stødtænder i

retning af sin mand, Imaakkas kajak.

Var.: Søg på: Imaakka

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 70 - 73, nr. 17.

Resumé: Naaja, der leger med andre drenge og udvikler både sine

kræfter og træfsikkerhed i leg, forstår ikke hvorfor der er så meget

han ikke må til forskel fra sine legekammerater. Han spør sin

bedstemor, der ikke vil svare ham. Han mister humøret og da det igen

bedres lidt i forsommeren, beslutter hans far at fortælle ham det, for

at N. ikke skal tage skade. N. er ellers ikke så gammel, at han kan

forventes at forstå det. Men faderen går klogt til værks, idet han

beslutter at familien skal blive alene tilbage på bopladsen sommeren

over. N. bliver sur over at skulle være uden legekammerater. Faderen

fortæller ham så, at han skal være så ensom, fordi N.s tidligere

søskende er døde af sjæleran. Da han således har pirret N.s  tænkeevne

kommer forklaringen: N. er gjort til fremtidig åndemaner, for at ikke

også han skal blive sjæleranet. N. viser sin lettelse. Han har trods

sin unge alder forstået det hele. Faderen ber ham altid sørge godt for

den ældre kvinde i Akorninnaq, der gav faderen viden om, hvordan N.

skulle gøres til åndemaner-emne. Hende skylder N. sit liv.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Resuméet her er detaljeret, fordi den

traditionelle opfattelse af børns psykiske udvikling og modtagelighed

for belæring kommer så klart til udtryk. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Opdragelse".

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 120 - 125, nr. 35

Resumé: Innartuaqboen Naaja er holdt op med at søge efter flere

hjælpeånder og bliver nu mere og mere optaget af at hævne de formodede

sjæleran på sine tidligere storebrødre og sin mor.

Han har hørt at sjælerenerne skulle være åndemaneren Aaqqii ved

Akorninnaq og dennes familie. N. flytter til Akorninnaqs naboplads

Sarpaq med sin familie for sommeren. Hér er han så heldig sammen med

sin søn Kukkujooq at fange en narhval. Men hævntankerne kan denne

fangst ikke fordrive. Under et æggetogt til en af småøerne i fjorden

lykkes hævnen. Han opdager to forladte kajakker ved stranden og deres

ejere, der ligger i dyb søvn efter nattens æggetogt et stykke derfra.

N: skærer usynlige flænger i kajakken, ror hjem og opdager undervejs

med tilfredshed, at det trækker op til kraftig blæst. De to unge mænd

fra Akorninnaq kommer da heller ikke hjem.

Hist.: De to unge mænds død kan tidsfæstes til første halvdel af

1800-tallet. Naajas søn, Kukkujooq er farfar til denne publikations tredje hovedperson, Kukkujooq, døbt Apulu.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.

Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er

på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden,

en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den

blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand

Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op,

river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og

giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går

tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der

engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har

fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber

børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger

da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner

dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.

Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.

Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med

Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 86 - 91, nr. 22.

Resumé: Naaja er blevet en dygtig kajakroer og har så mange
hjælpeånder, at han ikke kun tænker på at skaffe sig flere, når han er
ude.
Men en dag tiltrækkes han af en nordvendt tunnel i brækanten, forlader
sin kajak, går derop, kalder tunnelens væsen ud, og det er en enorm
kæmpe, der griber ham i sin venstre hånd, holder ham der som en
spurveunge og fortærer ham styk for styk. N. er hele tiden ved
bevidsthed, men da kæmpen river hans hjerte ud og fortærer det,
besvimer han. Hans to opvækker-ånder (dværge) vækker ham syngende mens
de uafbrudt omcirkler ham den modsatte vej, ind i mørket. De synger
fortsat og leder ham ved hånden. Da et svagt lys viser sig, giver de
slip og flyver i forvejen. N. prøver at følge efter, men standses af
kampesten. På afstand ser han en revne mellem dem, men nær på er de
gledet helt sammen. Til slut løber han imod dem, lukker øjnene og
kommer uskadt igennem. Da de endelig når ud til lyset, hvor tunnelen
spærres af en stor sten, springer N. let forbi med lukkede øjne ud i
det blændende sollys. Dværgene nøler. Den første tar mod til sig,
kommer ud, men løber straks tilbage i mørket. Det går den anden på
samme vis. De fjerner sig syngende. N. går ned til sin kajak, som han
forlod om morgenen. Nu er solen på vej ned. Han føler sig rigere i evner og færdigheder, men hans fangst, en stor remmesæl, er væk.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Fødselssymbolikken er kraftigt understreget i
denne ritualmytiske død og genfødsel.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 45 - 47, nr. 8.

Resumé: Da Innartuaqboen har fået viden af den ældre kone om hvordan

han skal gøre sit ventende barn til vordende åndemaner fra fødslen,

får han sin gamle energi tilbage og fanger dagligt sæler. Han har

taget en enke med to halvvoksne børn, en søn og en datter, i hus.

Sønnen tager han med på fangst, og enken og hendes datter hjælper hans

svigermor med at ordne al fangsten, fordi hans kone nu er højgravid.

Da hun føder, er det en dreng. Innartuaqboen tar noget af det særlige

mos han har samlet og tørret, får det i glød i lampen og propper det

et øjeblik ned i halsen på den nyfødte. Snart efter ror han til

åndemaneren Aaqqiis fælleshus i Akorninnaq med en værdifuld bunke

skind til den ældre kvinde som tak for den viden hun har givet ham.

Hun er Aaqqiis anden-kone, som han delvis har forskudt.

(En af fortællingeren om Naaja).

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 115 - 120, nr. 34.

Resumé: For at blive en ægte stor-angakoq (stor-åndemaner) skal

Naaja (Innartuaqboen) "hylles ind" / "få pooq". Han vægrer sig længe af

angst, men beslutter så at forsøge. Da han under seancen hører den

store bjørns brummende lyd nærme sig, forestiller han sig hvad der vil

ske og bliver bange: Bjørnen vil komme ind, lukke gabet om hans

testikler, bære ham ned til stranden, hvor kæmpehvalrossen vil stikke

stødtænderne under hans nøgleben og kaste ham ud over havet til

bjørnen, der allerede er derude, og således videre i en kastestafet

helt ud til himlens rand.

Undervejs vil isbjergene snuppe hans kød stykke for stykke, for at det

ikke skal gå til. Ved himmelranden, qilap sillia, Mælkevejen, vil de to dyr være borte, han må selv finde hjem og finde alt sit kød, og ingen af hans ånder kan

hjælpe ham helt derude. Skrækken får ham til at græde og vækker et par

aflagte bukser fyldt med lampemos til live i husgangen. De sender den

ankommende bjørn på flugt. Straks kommer Naaja sig af sin skræk og vil

alligevel efter bjørnen, men bliver selv standset af bukserne. Der

lyder et vældigt spektakel. Trommen tier, man får blus på den mindste

lampe, og N.s kone finder ham i husgangens åbning i omvendt

retstilling. Man lemper ham ind på gulvet, synger tilkalderåb til hans

hjælpeånder, der besætter ham og får liv i ham. Han vræler som et

spædbarn og kommer stærkt svedende til sig selv. Således blev Naaja

aldrig en ægte stor-angakkoq.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Vedrørende "at få pooq" blive en angakkoq puulik, se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 157 - 160, nr. 46

Resumé: Med alderen udvikler Innartuaqboen Naaja sig til en berygtet

sjæleraner, der får skyld for alle uforklarlige dødsfald og han

bliver helt skeløjet af at kigge efter sjæle han kan rane.

Ingen har længere lyst til at dele hus med familien om vinteren. En

kyndig kvinde flytter dog ind en vinter og undgår længe Naajas

efterstræbelser, indtil han en dag får sneget sig ind på hende bagfra

og kyst sjælen ud af hende med et "bøh!" En senere vinter overvintrer

familien ude ved mundingen af Sermilik ved Savangarnaartuk / Sivinganaartik. En kyndig enke med en voksen søn sørger for at mure noget af "sin viden" ind i

husgangen nær åbningen ind til rummet. Hen på efteråret, da konebådene

for længst er lagt op for vinteren, skal N. ud i et ærinde, men falder

bagover nær åbningen, må kravle op på briksen og døjer de frygtligste

smerter. Han beordrede sine sønner at ro sig til sin egen boplads,

Innartuaq / Innartivak, hvor han vil dø. De må søsætte konebåden, her og der ro

gennem tyndis, men N. dør, da de har passeret Akorninnaq, og sønnerne

stensætter ham på øen Immikoortaajik / Immikkeerterajik (?).

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Naaja er formentlig blevet halvsenil med alderen. Om hans

tendens til sjæleran se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ...

heksemidler".

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 98 - 102, nr. 26.

Fortsættelse af: Naaja begynder at blive angakkoq / åndemaner.

Resumé: Naaja ligger besvimet hele natten og næste dag med, indtil en

lysstribe fra årets første kortvarige, røde solskin, falder ind

gennem vinduet. Det er m.a.o. vintersolhverv. Han åbner øjene, stirrer tomt på lysstriben og falder

om igen, da den slukkes.

Om natten, hvor der er stjerneklart med nordlys og måneskin, sætter N.

sig atter op, lader sit tomme blik vandre husrummet rundt og falder om

igen. Hans far, der nu er vis på, at N. er ved at blive åndemaner,

byder husfællerne til spisegilde. Mens man guffer i sig, opdager man

pludselig, at det bløder fra N.s mundvige. Så er faderen helt sikker i

sin sag og inviterer til kapløb ud over isen om sit siddeskind af

isbjørn og to lår af en hengemt remmesæl. N.s ånd deltager i kapløbet,

men da det ikke tilkommer ham at vinde, vender han tilbage til sit

bevidste legeme. På tredjedagen vågner Naaja og denne gang rigtigt med klare forundrede øjne. Han styrer direkte hen mod kødfadet og guffer i sig med glubende appetit.

Alt dette har N. senere fortalt, og desuden, at den ånds

ansigt, der ikke lod sig skræmme bort af kniv og urin, var Niimilaa.

Kort efter N.s "forløsning" / indvielse / initiation, hvorved han først for alvor bliver sine hjælpeånders herre, dør hans far. Derefter kaldes Naaja: Innartuaqboen.

Hist.:Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 103 - 104, nr. 27.

Resumé: Naaja er blevet voksen. Han har længe kunnet komme i seng med

hvemsomhelst i kraft af en elskovsformular han ejer. Men efter faderens død

får han lyst til at gifte sig. Om sommeren flytter en familie med to

døtre til Innartuaq. Den ene er underskøn, den anden temmelig grim. N.

bliver vildt forelsket i dejligheden, skønt han efterhånden forstår,

at hun er temmelig doven i modsætning til den grimme, der er yderst

flittig. Familien med de to døtre beslutter sig for at overvintre ved

Innartuaq.

Hist.: Fortællingen om valget mellem den kønne, dovne og den grimme, flittige er formentlig en vandrehistorie.

Datering: første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 109 - 112, nr. 31.

Resumé: Naaja (Innartuaqboen) her endnu ikke holdt sin første seance.

Han øver sig på det alene i en gammel husruin, og da hjælpeånderne

begynder at møde frem, lader han det være nok, og beordrer en aften i

mørketiden lamperne slukket undtagen den mindste. Han lader sig binde,

remmene snærer, men da han får trommen til at lyde og danse på gulvet,

glemmer han smerterne. Trommen danser på hans ryg, men da den når

nakkehulen og han bliver isnende klar i hovedet, mærker han atter

smerterne. To gange til kommer trommen op i nakkehulen. N. bevarer

roen og ser et gulbrunt lys langt ude. To bjerge spærrer dog noget for

udsynet, hvorfor man beordrer ham til at dreje fødderne til side. Nu

er bjergene forsvundet, og han kan se det, der er skjult for andre.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Naaja får som så mange østgrønlandske

åndemanere synsevnen "sila" under sin første seance. Oversættes også med "viden". Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Sila.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.

Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på

Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs

lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han

ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil

for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort

hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås.

N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver

åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem

reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin

finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom

dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s

hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme,

og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en

hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig

hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til

bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen

kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land.

N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende

fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil

tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og

han gemmer den godt livet ud.

Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213.

Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt".

Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som

vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev

kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 105 - 107, nr. 29.

Resumé: Innartuaqboen Naajas grimme kone hedder Aaviitsuk, og hun er

et jern, der altid arbejder, klarer alt hun skal, føder ham det ene

drengebarn efter det andet, og sørger endog for både forældreløse og

andre, der har behov for hjælp. Ofte sover hun siddende om natten, og

kun et lille blund. Med al denne ihærdighed viser hun uimodsigeligt

N., der stadig er forelsket i hendes kønne søster, at hun udmærket kan

klare alt arbejdet og derfor ikke har brug for, at han tager sig en

anden-kone.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik 1967, , 191 - 197, nr. 41, I s. 144 - 150, nr. 41.

Resumé: I en periode, hvor det er meget småt med sæler, rejser

Innartuaqboen Naaja med sine hjælpeånder ned til kvinden under havet,

hvor sælerne holdes indespærrede i hendes hus, når mennesker begår

tabubrud. Hun kan ikke hjælpe dem, hvor gerne hun end ville. Fra

stranden et langt stykke nedefter er der meget mørkt. Så

bliver det lysere af skummet fra en rivende elv med mange sten, der er

slimede af algevækst. N. vil vende om, men belæres af sine hjælpeånder

om, at i så fald sætter han for altid sin grænse ved denne elv. Han

slipper over og kommer til en boplads med huse og telte, hvor der er

ganske uddødt. Heller ikke hernede er der sæler at fange. Han vader

ind gennem det største hus' indgang, hvor en elv løber indad med en

masse skidt og ragelse. På briksen derinde sidder en stor enson kvinde

med en masse skidt i håret. N. springer ind, hager sig fast i håret,

bliver svunget frem og tilbage, og kan endelig komme til at rense

kvinden. Derefter flyder elven ren og gennemsigtig ud af huset med en

masse forskellige sæler, hvoraf een er en sortside med et tvefarvet

hvidt og sort snudeparti. Kvinden forærer N. denne sæl som tak for

rensningen. Da N. kommer tilbage og kan love fangst næste dag,

forbyder han dem at fange mere end een sæl hver denne første dag. Nogle

overtræder forbudet og kan siden kun fange to sæler hver dag, mens de

andre fanger langt flere. N. har glemt Havkvindens gave, da sortsiden

med det tvefarvede snudeparti en dag ganske roligt lader sig fange af

ham.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor; sødyrenes moder o.l.

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Mens denne ritualmyte er nedskrevet i varianter langs hele Grønland er Havkvindens oprindelsesmyte i historisk tid kun nedskrevet i Midtvest-Grønland af Poul Egede i 1730'erne, i Thule området før og efter 1900, og i Sydgrønland i 1870'erne og efter 1900. Hos inuit i Canada var den udbredt hos de fleste inuit, men den blev også udvekslet i nye varianter mellem forskellige grupper dér. Se Sonne 1990: The Acculturative Role of Sea Woman, Meddr. Grønland No. 13.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 150 - 152, nr. 42.

Resumé: På sine ældre dage - og i modsætninge til andre gamle - sover Innartuaqboen Naaja mere og mere og han

mister lysten til at holde seancer. Når sønnerne endelig får vækket og

overtalt ham, tilkalder han gerne sin skræmmeånd, Niimilaa, som alle

må flygte ud af huset for, inden den ankommer med lynets hast. En

aften gemmer to af N.s sønner sig i huset og bliver vidne til at Niimilaa roder rundt efter noget spiseligt, river skindtapeterne ned og efterlader rummet i et syndigt rod.

En anden aften, hvor en enke må blive inde pga. sine dødstabuer, skærmer man hende af med fyldte urinkar og hænger hendes ene strømpe fyldt med halvrådden

spæk op på bjælken. De, der er flygtet ud på god afstand af huset, ser

blot et strejf af den ankommende Niimilaa, der inde i huset roder

rundt, finder strømpen, fortærer dens indhold og heldigvis træder i

urinkarret, da den vil gå løs på enken. Ånder tåler absolut ikke urin. Uden for ser man så Niimilaa komme farende ud og

bevæge sig mod syd (nord?), svingende fra side til side mens den nu og da standser

op. Den er blevet synlig af spækket den har spist. Næste dag i dagslys

ser man dens spor: spækket som den har kastet op, hver gang den

standsede.

Var.: Skræmmeånden Niimilaa har tilsyneladende været kendt / brugt i Ammassalik området i flere generationer. Om det er en enkelt ånd eller en art af ånder kan ikke afgøres ud fra de få tekststeder til den.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om Naajas erhvervelse af Niimilaa se Sandgreen 1987:

131-133

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 28 - 32, nr. 5.

Resumé: Innartuaqboen beslutter, at det barn hans kone venter må gøres

til vordende åndemaner fra fødslen. Ellers bliver det bare sjæleranet

ligesom tvillingerne. Han meddeler beslutningen til sin kone, der

indvilger ved forsigtigt at spørge, om han ved, hvad han i så fald

skal gøre ved barnet. Det ved han ikke, men mener han kan få det at

vide af ældre åndemanere eller heksekyndige, og som de første spørger

han sin kones forældre, der dog ikke kan hjælpe ham. De ved ingenting

om den slags. Nu ankommer vinterens husfæller.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: bemærk at forældrene selv kan gøre et barn til fremtidig angakkoq. Det er således ikke altid ånderne - eller en ældre åndemaner, der udvælger en lærling.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 198 - 203.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han har oplevet skikke og vaner, som de troede var uforanderlige, men som efterhånden blev erstattet af andre gennem mission og dåb. Han giver sig dog til at fortælle om nogle flere af de gamle skikke, fordi de har haft betydning for hans liv: Dengang regnedes sjæleraning for at være årsag til sygdom og død, og opdagedes sjæleraning, resulterede det i hævn.

G.Q. fortæller at Kilimês / Kilimiis kone døde, fordi nogen havde taget hendes skygge, og Kilimii selv døde af vådeskud.

Ikke kun mennesker, men også dyr kunne rane sjæle, derfor var der forskellige regler for, hvordan dyrene skulle behandles.

Det var ikke kun gengæld som hævn, der praktiseredes, men også som tak og G.Q.giver forskellige eksempler. Han siger senere, at det var meget underligt, da missionærerne begyndte at sige til dem, at disse skikke var til ingen nytte, for det var jo skikke, de ikke mente de kunne opgive. De var dog nødt til at opgive dem, hvis de ville døbes. Derfor fortalte G.Q. missionærerne om sine forskellige hjælpeånder, dog ikke om snespurven, som var den første han mødte, da han ikke troede, det havde betydning.

En tid efter at de var blevet døbt, blev G.Q. imidlertid syg, og et af hans børn undrede sig over, hvorfor der var en snespurv, der hver aften sad over deres vindue. Da G.Q. kom i tanke om sit første møde med snespurven, fortalte han således dette og fik det straks meget bedre.

G.Q. fortæller, at efter de var blevet døbt, blev de klar over, hvor besværligt og ubehageligt deres liv havde været, men det var svært at frigøre sig fra de ting, de havde levet med hele livet og at få dem stemplet som nyttesløse. Dog følte han sig lykkelig, da han ikke længere var uvidende om Gud.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Tolkning: Missionærerne forlangte af dåbskandidaterne, at de fortalte alt om deres tidligere "hedenske" handlinger og forestillinger. Hvis ikke alt blev fortalt mente man, at det glemte efter dåben før eller siden ville volde uheld, sygdom, død. Den døbte Kukkujooq / Apulu / Abudu blev ligeledes ramt af en forglemmelse: Apulu får et knæk.  

Fortællingen om G.Q.s første møde med snespurven: Hvad mor lærte mig.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.

Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq

begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død,

begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed

i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde

synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og

tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig,

men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre

spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil

hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse.

Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten,

"mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden

resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt,

at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et

menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det

viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved

at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.

Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til

at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med

blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme.

Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet.

Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun

bliver blind.

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.

Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en

sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den.

Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød,

som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt

senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har

hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke

rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive

hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine

fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.

Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.

Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først

nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver

hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat

næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren

(Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk

modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens

anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder

atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K.

hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka,

idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil

da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og

fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives,

vender Imaakka tilbage.

Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963:

s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne

sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds

koner, der vil lide under rendemaskens eventyr.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.

Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er

gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun

forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med.

En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op

og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver

synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig

flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste

gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten.

Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at

barnet var lampemossets person (inua).

Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.

Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs

kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods

alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer

den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje,

og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af

sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med

en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele.

Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af

ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun

ikke selv har skabt tupilakken.

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere

tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det

stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for

blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.

Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en

snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at

gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i

håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej

til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger

den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer:

"Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min

bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen

skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død

til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til

slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig

mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.

Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.

Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285. "Kâkâq":

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.

Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux

på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende

så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det

straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K.

afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af

hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer

moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør

bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget

moderen af dage.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.

Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters

mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn

på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende

pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til

at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist

svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.

Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq

finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq

at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv

en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med

mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet

beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det

svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som

tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin

svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været

rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv.

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 fra Resumé:

Kaakaaq går hjemmefra i vrede over skældud, hører et hyl og forfølges

af en "stor-spædbarneånd", der løber hende over ende, så hun besvimer.

En ånd med en stor næse Uttuk / Uttu, vækker hende til live, blir

hendes opvækkerånd og identificerer den skræmmeånd, der netop

forfulgte hende. Dette gentager sig endnu to gange. Sidste gang får K.

selve skræmmeånden at se.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Resumé:

Kaakaaq og hendes kusine Isaangaleq får lyst til at gnide en død frem

af dens grav og udspørge den om årsagen til, at gravens dæksten er så

tunge. K., der er den modigste, foretager strygningen, den døde melder

sig med en summen, der blir stærkere, og svarer at fordi han engang

tog sin søsters bjørn fra hende, døde han og blev begravet af

søsterens barn og sit eget barn.

Var.: Sandgreen 1987: 267 - 268.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Tolkning: Det er uklart om den døde har franarret sin søster en bjørn,

der var hendes, fordi hun havde set den først, eller om han har sendt

en tupilak mod hende og fået tilbageslag.

Resumé:

Som en af de sidste af sine talrige hjælpeånder får Kaakaaq Iikiaq, en

ildmand (innersuaq), der selv tilbyder sig, fordi dens forrige herre

(åndemaner) er død. Den synger pralende om alle de fjender i

åndeverdenen, som den har dræbt.

Var.: Sandgreen 1987: 250 - 253: "Ungmøen Kaakaaq", hvor ånden dog er

en indlandsbo.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Resumé:

Som lille skældes Kaakaaq ud af sin mor, da hun ved et uheld vælter en

spand med blod, og hun går grædende til fjelds, hvor en ånd ved navn

Aadaadak / Aataatak tilbyder sig som hendes vejleder i åndemaning. K.

vægrer sig i angst, men overtales. Næste morgen ved solopgang finder

hun to gnidesten, en hvid, for mænd og en sort for kvinder. Hun tar

den sorte med ind til en sø, gnider den mod en flad klippe, slår

derefter smut med småsten, der fremkalder bevægelse og til sidst en

vandboble. Den sprænges og ud af den kommer en stor bjørn. Synet lammer

hende, bjørnen nærmer sig, æder hende og kaster hende op igen. Hun vågner

nøgen efter en lang besvimelse og møder på hjemvejen både sin anorak

og sine bukser, som hun ifører sig. I kraft af dette mytiske ritual

får K. "klarsyn".. Hun kan se det, der er skjult for andre.

Var.: Den faste mytiske initiation for en østgrønlandsk åndemanerlærling.

Søg på: søens troldbjørn.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

   Fortælleren undrer sig med rette over, at K. først møder sin

vejlederånd efter at hun allerede har mødt og fået sin første

hjælpeånd, Papeqqia. Begge møder resulterer jo også i, at K. får

"klarsyn". Hos Sandgren (1987), hvis fortæller sandsynligvis også var

Piisui / Kukkujooq, møder K. først vejleder-ånden, dernæst et par indlandsånder,

der blir hendes første hjælpeånder, og derefter P.   Den rette

rækkefølge er umulig at afgøre.

Tolkning: Om åndemanerens "klarsyn" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Var.: Sandgreen 1987: 231 - 235: "Den store bjørn æder hende".

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 85 - 87.

Resumé: Narhvalerne er kommet så tæt på kysten, at de lader sig fange.

Kukkujooq ror ud mod dem, men hans kajak tar vand ind, og han når land i

sidste øjeblik. Forarget meddeler han sin mor Kaakaaq, at nogen har

flænget hans kajak. Hun syr riften sammen, gnider den rasende med

fingrene og siger efter en rum tavshed, at et barn af den, der har

skåret flængen, vil stivne. Tre dage senere stivner et af Naammatseqs

børn og dør.

I sin vrede træner K. endnu ihærdigere sine kræfter (riften har jo

vist, at han har fjender). En dag får han rokket en kampesten løs,

bakset den op på sit knæ og vil lempe den ned igen, lyner en smerte

gennem ham, og han hoster blod op. Hans mor læger ham effektivt med en

formular og siger: "Fra nu af behøver du ikke længere at tage hensyn

til skrøbelighed."

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 71 - 74.

Resumé: K. er blevet en stor sælfanger og uhyre let til bens. En dag

under en bjørnejagt, hvor han låner sin stedfars hunde og slæde,

kommer han dog til kort, da hundene har fået færten af bjørnen og

styrter afsted. K. løber i opstænderne og må opgive at kaste sig op

på slæden. Så havde de gamle alligevel ret, når de påstod, at ingen

kunne følge med, når hunde løb efter en bjørn.

K.s stedfar Imaakka, der ellers ikke bryder sig om K., bliver denne

gang så stolt af ham, at han belærer ham om, hvordan han skal undgå,

at der bliver lavet tupilak imod ham. Han skal tage en rødfisk, som en

ung klapmyds er kommet op med i gabet, tørre den ved briksens gulvstolpe,

og derefter gemme den.

Senere fortryder I. sin belæring, af had til K.. I. forsøger endda, men

forgæves, at overliste K. for at stikke ham ned.

Hist.: Tid: Omkr. 1900. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 88 - 91.

Resumé: Kukkujooq forbereder de amuletter hans børn skal ha', inden de blir

født, og til den første fødsel har han lært sin kone en formular om en

hund, der slikker blodet op. Den letter fødslen. Til den førstefødte,

en søn, har han skaffet sener fra en snespurvehan, der levede på et

næs og hvis unge netop var kommet ud af ægget hen på efteråret (?BS).

Senerne fra vingerne lægger han på drengens hænder og dem fra fødderne

på hans fødder. Da vil han ikke blive skadet på sin krop, når han

senere træner sine kræfter. Den næste søn vil blive forsvaret mod alt

ondt af hundene, fordi K. kort før drengen blir født fæstner en tand

fra en spraglet sæl til sin førerhund, der selv er gravid. Spraglede

sæler er meget glubske. Sin ældste datter giver han evnen til at gøre

sig usynlig i kraft af en snespurverede, som hendes sjæl vil gemme sig

i, hvis nogen efterstræber hende. Og den næste datter får en

sommerfuglelarve som amulet. Hendes fingre vil blive som dens

knibeklør og derfor gode til at sy.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Der er muligvis en forbindelse mellem K.s kælenavn Piisui

(snespurveunge) og de to amuletter han laver af snespurve.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 65 - 67.

Resumé: Langt om længe bygger Kukkujooqs stedfar, Imaakka, kajak til ham og

oplærer ham i kajakfangst. K.s mor Kaakaaq sørger for kajakkens

amuletter: forluffer af voksne netsider i forstavnen og sæltænder

agter. De vil slå ethvert forsøg på hekseri mod hans kajak tilbage og

ramme heksen selv. K. havde gerne fulgt sin morbrors, Sinngertaats råd om andre

skindstykker som amuletter (Sandgreen 1987: s. 273 - 278), men tør

intet sige og har derfor altid disse stykker skind med i kajakken som

ekstra amuletter. Kaakaaq gør sit til at øge hans fangstlykke. Hun

deler isstykker ud til alle ved hans førstefangst, idet is aldrig

slipper op. Hun hverken vrider skindet eller lægger det i urin. Ligeså med

skindene af hans senere fangster. K. blir snart

en dygtig kajakroer og fanger, og Imaakka blir misundelig på ham.

Hist.: Tid: Slutningen af 1890'erne. Piisui / Kukkujooq persondata,

søg på: Sandgreen 1987: s. 263 264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca.

1854 - 1907), åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 78 - 81.

Resumé: Kukkujooq har det godt med sin kone Mamiak. Fuglefri flytter de fra

sted til sted som de lyster. K. er i højt humør, fanger godt, søger

efter hjælpeånder med ildhu, og træner sine kræfter. De overvintrer på

deres sidste sommerplads, hvor de deler hus med både Mamiaks og Kukkujooqs

forældre, og M. føder en søn, men hun dør i barselseng. Barnet vil

ikke tage andres bryst og K. må lægge den nyfødte ud på M.s grav. Mens

han holder sine dødstabuer og plejer sin vrede sorg, bliver der syet nyt

tøj til ham. Inden han efter de tre sørgedage ifører sig dem, skal han

vaske sig over det hele med en stump mågeskind dyppet i urin.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 114 - 117.

Resumé: K. nyder livet ved sin kones side, han kan ikke længere selv

rammes af tupilakker eller sjæleran, men hvad hvis hans kone eller

børn bliver udsat for sjæleran? Han søger efter middel en smuk morgen,

hvor tågen langsomt letter og møder en ånd ved foden af en bræ, der

nylig har trukket sig tilbage og efterladt stenene nedenunder hvide og

golde. Ånden giver ham to midler, der kan levendegøre den sjæleranedes

"menneskevæsen". 1. Han skal give personen nogle uanselige brune

blomster, der vokser på stedet, at spise. Da vil den sjæleranede kaste

"hindringen" op. 2. Han skal omvandre de små blå sne-ensianer medsols.

Da vil den sjæleranede rejse sig på højkant igen.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Bemærk associationen mellem menneske- og planteliv (planter

er opretstående) og den livsfornyende kredsgang med solen eller

"verden". For flere detaljer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den tredelte

verdens.."; og: "Sinds- og sjælerørelser..."; og:

"Menneskekroppens balanceevne"; og: "Konklusion om sila's

semantiske felt".

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Havets bjørn var så kæmpestor at vandet kun nåede den til brystet når den gik i fjordene. Den ville have dræbt alle mennesker hvis ikke nogle havmennesker, makakajuvit, havde skåret senerne i dens poter over så den døde (af forblødning, foreslår Victor). Disse havmennesker har for vane at stjæle folks fangst ved at skære harpunen ud med en luns kød på. Faktisk træffer man sommetider på sådanne harpunspidser med noget kød på.

Abudu er identisk med Kukkujooq

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed.

Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder.

Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen.

På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø.

      På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen.

      På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig.

      Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse.

      Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge.

Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.

Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana.

Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).

Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). 

Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.

Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231.

Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.

Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Resumé: Datteren Elisabeth fortæller om sin blinde mors hyppige

besættelser efter at hun havde fattet interesse for kristendommen. De

foregik ofte ved fuldmåne, gav hende tilsyneladende synet tilbage og

desuden enorme kræfter, som ikke en gang K.s søn Piisui / Kukkujooq

kunne klare.

Først blev hun som regel angrebet af et uhyre i menneskekrop, et

hundeben og et fugleben, som hjælpeånderne forsvarede hende imod.

Dernæst af hjælpeånderne selv. Først når det lykkedes Piisui at snige

sig ind på hende og klaske hende på begge ører, faldt hun sammen og

var derefter længe om at komme til kræfter. Elisabeth var engang så

uheldig at møde K.s sidste trofaste hjælpeånd, som gav sig til kende

ved navns nævnelse. K. blev rasende, da E. fortalte om det, og

besluttede at bekende alt om denne Pukuanna og dermed sende ham bort

for altid. Men mens det suste og klaprede i hele huset, forstod man

ikke andet af K.s tilståelse, end at P. havde villet dræbe hende,

fordi hun ville døbes - men kun havde magtet at blinde hende.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 96 - 98, nr. 25.

Resumé: N. mangler endnu noget i at blive en vordende stor-åndemaner,

men hans hjælpånder presser på, for at han skal afsløre sig som

åndemaner, fordi hans far, der ikke har langt igen, ønsker sig vished

for, at sønnen faktisk er blevet åndemaner. Ånderne visker N. om

ansigtet hele efteråret. Han synes det er for tidligt at afsløre sig.

Men dagen før midvinter kan han ikke bortvejre et åndeansigt på

størrelse med en hånd ved sin kind. Han sætter sig på fars kniv. Det

hjælper ikke. Han sætter sig på urinbaljen. Ansigtet bliver på samme

sted, og N. besvimer.

Hist.: Begivenheden kan tidfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om sådanne optakter til initiationen, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.

Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på

kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde.

N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham

lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer,

men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk

ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt

belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud

og væk. Han går mod indlandet.

Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 60 - 61, nr. 13.

Resumé: det første dyr Naaja nedlægger er en snespurv, som han rammer med

et stenkast. Hans far skærer galdeblæren ud, smører galden ud over

hans kødmad. N. synes ikke det smager godt, men tier. Det samme sker

med alle hans andre førstefangster. N. fortalte selv senere, at galden af

hvalros og af ravn smagte værst.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 47 - 49, nr. 9.

Resumé: Ritualet med det glødende mos, der stikkes i halsen på den

nyfødte, gentager Innartuaqboen hver gang drengen får nyt tøj, sin

første kajak, osv. At disse gentagelser er nødvendige har Inn. erfaret

fra andre, og skønt den ældre kone, der gav ham viden om ritualet med det brændende mos, hverken kan be- eller afkræfte kravet om gentagelserne, får

hun fortsat store gaver af skind for sin første afgørende viden.

Drengen får navnet Naaja ("Måge"). Mens han endnu dier sin mor, men

dog er begyndt at spise kød, sygner hun hen og dør. Langt senere

forstår man, at det må være Aaqqii, der har kastet onde øjne på hende,

idet A. hverken kan ramme Naaja, hvis indre lys A. allerede har kunnet

se, eller Innartuaqboen, der er ham for stærk.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: ritualer - ofte gentagne - ved afgørende første-begivenheder er karakteristisk for hele eskimo-området.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 9 - 11.

Resumé: Naaja og hans kone fik mange sønner: Tiardukku, Kukkujooq,

Pikkinaq, Kaakajik, Ilinngivakeeq og Aardivartik. De blev alle

åndemanere, men ikke særlig fremragende. Kun muligvis Kukkujooq, hvis

han i overensstemmelse med overleveringen vitterlig engang fangede en

tupilak under en seance. Ilinngivakkeeq ranede engang en sæl.

Kukkujooq fik fire sønner, bl.a. Kajammat, der blev gift med Kaakaaq,

og tre døtre. De fleste omkom dog engang, da et isbjerg kælvede ned

over en konebåd. Den eneste overlevende var Quinngi fra en anden

Sermilik-familie.

Hist.: Ifølge Victor 1989 - 93, II: 408, skulle Ilinngivakkeeq /

Ilinnguakkii / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) være født før Kâvkajik /

Kakasik (ca. 1835 - 1885). Quninngi blev født i ca. 1874 og døbt

Nataanialik i 1920.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Resumé:

Sommeren efter sit besøg hos falkeånderne (se J. Rosing 1963: 204 -

207), gentager N. besøget, bliver vel modtaget, og alle undrer sig

over så stor han er blevet. Han får repareret et hul i sin kamik af to

monstrøse åndepiger, et rødt og et sort uhyre, der holder til under

briksen. På hjemvejen løber eller rettere flyver N. om kap med sine to

hjælpeånder. Denne gang forsøger de ikke at fange ham. Piisui / Kukkujooq

slutter med at gøre rede for fortællingens overlevering fra Naaja til sin søn,

og fra denne til sin søn, der var P.s far. Han blev dræbt mens P. var

spæd, men nåede at fortælle den til P.s mor, der har fortalt den til

ham.

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Piisuis far

Kajammat blev myrdet i 1890.

Resumé:

Naajas far ber ham lægge en udtørret (læder)spand i en pyt ved ebbe og

fylde sten i den. N. adlyder, men fylder blot spanden med en lille

sten og nogle isstykker. Næste dag er spanden væk. Faderen forklarer

hvorfor, og N. går beskæmmet over belæringen langsomt hjemmefra langs fjorden indefter, hvor han møder to ånder. De ved, at han er skamfuld, fordi "hans indre synger", og de inviterer ham hjem på besøg. Nær åndernes usynlige hus lagdeles

N.s syn, hvorefter det afklares. Nu kan han se husgangen. Inde på

briksen sidder en temmelig stor kvinde, Itiva, og fletter senetråd.

Hun forhører sig om N. og hans ærinde. Han er vandret ud for at prøve

sine evner, svarer hans to ånder. Hun giver ham mad, først noget, der

ligner et rypebryst, og senere da hendes mand Kikkeeq er vendt hjem

fra jagt, et kogt rævelår. Han skal spise det hele op, hvis de to

ånder skal blive hans hjælpeånder. Da endnu en af husfællerne er på

vej hjem, skal N. afsted fulgt af to ånder, der puster på ham og gir

ham fart så han flyver til sidst. N. vil se husfællen, der nærmer sig

gennem lavningerne. Men denne flygter for ham.

De to hjælpeånder tager ham i hænderne og sender ham afsted, flyvende ned ad fjeldet, slipper ham så. Endnu engang er han tæt på den flygtende ånd, der pludselig forsvinder. Ved hans forældres vaskested sender hjælpeånderne ham

i et kast helt frem og lige ind i husgangen, så den brager. N. når uskadt ind, og har intet at fortælle sine forbavsede forældre om årsagen til tummelen.

Hvis de to ånder havde fanget ham på det sidste stykke, havde de

forvandlet sig til ondsindede fjeldånder i stedet for hjælpeånder. De

er to falke i menneskeskikkelse.

Var.: Sandgreen 1987: 77 - 90: "Naaja bliver fornærmet".

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Da tidspunktet

for begivenheden er om sommeren, er det lidt mærkeligt, at forældrene

bor i hus i stedet for i telt. Sml. versionerne hos Sandgreen, hvor

ånderne er dværge, hvor N. intet må spise, hvor han og de to ånder

flygter for ånden, der nærmer sig gennem hulninger i terrænnet, og

hvor N.s familie på det tidspunkt bor i telt.

Tolkning: Der er små forskelle på denne version og den, som Sandgreen fik, hvor det er den sidst ankomne ånd, der er ondskabsfuld, vil se Naaja, og forfølger ham og de to hjælpeånder (se ovf.). Interessant i den version, Rosing har fået, er den rumlige kosmologi: Her tegnes klart flere skel mellem den normalt synlige og den "anden" verden: Først efter et lagdelt dobbeltsyn / tvesyn kan Naaja se åndernes hus og senere danner bostedets vaskeplads grænsen mellem det beboede og det mennesketomme "asia": Hvis hans to hjælpeånder var kommet over den grænse, var de blevet ondsindede og aggressive. Under en seance kan de komme helt ind i huset, men da er rummet rituelt omskabt til at kunne huse de "andre" med sin mørkelægning. Og de fleste hjælpeånder kommer da også op gennem gulvet - ikke ind gennem husgangen. I en del østgrønlandske fortællinger danner stedet op mod indlandet, hvor man ikke længere kan se / ses fra teltene, grænsen til asia, hvor man kan være heldig at træffe hjælpeånder.

Resumé:
N. rejser under en seance med talrige tilhørere afsted mod det store
tidevands land (Vestkysten) med sine to stærkeste hjælpeånder, den
gamle dværg, Artiaq og kæmpen Nuukattiq. De følger kysten mod syd,
standser på toppen af et lagdelt fjeld i flotte farver for at
orientere sig, men da ingen af hjælpeånderne kender vejen og N.
foreslår at de vender om, afslår hjælpeånderne det, fordi N. dermed
vil have sat grænsen for sine åndeflugter mod syd ved dette lagdelte
fjeld. Men Toornaardik / Toornaarsuk nede ved fjeldets fod finder vej
ved at lytte med sine kæmpestore ører og flyver i spidsen til
tidevandets land, hvor man fanger narhvaler og hvidhvaler i
faldgruber, som man graver ud i stranden ved ebbe. N. vil straks ind i
det hus, de kommer til, men A. holder ham tilbage. Under huset
afprøver de dets åndemaneres følsomhed ved at glide hen under dem. I
hveranden briksebås er der en åndemaner, der oplyser båsen. Kun én af
dem, der spiser indmad af hvidhval, reagerer med råbet: "Det er som
dengang, åndemanere opsøgte os til hjælpeånder".
   N. og hans følge trænger sig op i husrummet, hvor to ånder straks
flyver på udvekslingsbesøg hjemme hos N. De blir hans hjælpeånder. Man
løser hans remme, der flyver alene hjem til N.s far, der tar det som
et dårligt tegn. Men N. klarer sig, skønt han føler sig fanget uden
bånd. Han har held til at ramme et af hullerne i en hvalroskindtand,
der hænger skjult mellem en masse bjørnekindtænder. Det betyder at han
skal leve sin tid til ende. Dernæst raner han sjælen fra to unge mænd,
og flyver hjem med sit følge. De to åndemænd sygner hen med indfalden
brystkasse og dør.

Var.: Rosing, J. 1963: 199 - 202: "Naajas åndeflugt til det store
tidevands land ...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens
himmelrejse".

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det
store tidevand kunne være et af flere steder langs vestkysten, hvor man drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland, hvortil sydlændinges rejser næppe nåede op). Qaquk var det givtigste sted. Den ældste kilde til østgrønlændernes rejser til og op langs vestkysten er fra 1724 i Hans Egedes dagbog (1925, Meddr. Grønland).
Fortællingen afspejler østgrønlandske
forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere kan
tjene som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I Vestgrønland
er stedet for tidevandsfangsten også placeret mod vest, i Akilineq
(varianter af "Kivioq").

Toornaarsuks tilstedeværelse ved klippens fod virker påfaldende, fordi
Naaja kun medtager to andre navngivne ånder. I Sandgreens variant
1987: 201 - 204 optræder ingen Toornaarsuk, mens denne ånd har en
begrundet placering i Kaaralis variant: J. Rosing 1963: 199 - 202- Om
Toornaarsuk i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Tolkning: Lyset i åndemanernes briksebåse er naturligvis synlige for
åndemaneren N. og hans hjælpeånder.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 94 - 96, nr. 24.

Resumé: Naaja er ikke længere bange for at dø, når han opsøger

hjælpeånder, men da han en dag har kaldt en ånd ud af en hule med

åbningen mod læsiden (vest), lader han sig ikke æde af ånden, men

flygter. Ellers vil han nemlig ikke vågne til live igen. Ånder i

huler, der vender mod solnedgangen, er dødelige. Den har et våben af

jern, og den råber hele tiden niimilaa, mens den forfølger N. rundt og

rundt om en sø. Da N. blir træt og ånden vinder ind på ham, stikker

han tilfældigt sin ene fod i søbreddens sump, og ånden stryger lige

forbi og videre rundt. Efter nogle omgange søen rundt, forsvinder

ånden atter op til sin hule.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Solnedgangens betydning er åbenbart endegyldig

"død". N. har tidligere med held ladet sig æde af en ånd i en hule,

der vender mod nord (se "Indlandsisens menneske). Måske vendte den i

virkeligheden mod syd (det livgivende verdenshjørne) ifølge

østgrønlændernes spejlvendte retningsbetegnelser, som Sandgreen måske

ikke har kalkuleret med. - Jeg spurgte Sandgreen om dette problem i sin tid, og svaret var at det havde han ikke slet ikke overvejet. Det giver da også kun problemer i oversættelsen til verdenshjørner, der retter sig efter solens gang, o.a.: BS

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 107 - 108, nr. 30.

Resumé: Dette kapitel beskriver de forskellige slags forråd, som

Naajas kone ligesom andre grønlandske kvinder tilbereder af sommerens

ammassat- og sælfangst. En opskrift på blodpølse kan anbefales.

Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967 s. 69 - 71.

Resumé: Kaakaaq laver ialt tre tupilakker, de to dog ikke for at

dræbe. De skal kun skade hendes fjender. En af dem retter hun mod sin

svigersøn, fordi hun finder ham slap og doven.

Til den ene tupilak bruger hun hovedet af en sortside og nogle dele

af en sæl. Til den anden en ravn og noget af en sæl. Dernæst beskrives

i generelle vendinger, hvordan man får liv i en tupilak med en

formular. Tupilakken tiltales som ens pattebarn, der skal passere over

landtangen, dvs. tupilakmagerens ben. Når den er blevet levende og

kommet over "tangen" slutter sangen: "Så kom den over!"

K. laver som sagt tupilakker, men hun vil ikke stå offentligt frem som

åndemaner, skønt hendes hjælpeånder presser på. Hun søger stadig nye

ånder. En dag går hun i indlandet i trance med fremstrakte håndflader.

En vipstjert lander på dem. Hun river den i stumper uden at spilde den

mindste dråbe blod, sætter den sammen igen, puster den levende og

sender den op at flyve. Den vender tilbage med ordene: "Så kan du

begynde at mane ånder." K. vil stadig ikke. Fuglen truer hende da med,

at hun vil blive blind.

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Vipstjerten forlener K. med den egenskab hun gik glip af, da

hun ikke fik pooq. Nu er hun derfor initieret til at holde sin første

seance. For "pooq" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kaakaaqs uvilje mod at stå offentligt frem som åndemaner skal både

forklare hendes senere blindhed og heksekyndige tupilakmageri.

Optakter til at stå offentlig frem som færdig angakkoq / åndemaner associeres ofte til blod. Hér til blod der ikke må spildes. Søg på: forløsning; blod; o.l.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 85 - 86, nr. 21.

Resumé: Naaja søger fortsat efter nye hjælpeånder hver eneste sommer,

og inden han er udvokset har han så mange, at han føler sig beskyttet

mod fjendske anslag. De berømteste hjælpeånder er kæmpen fra det

midterste indland, Uppiinnguaq (den kære ugle), to dværge ved navn

Nakattak (Hængehoved) og Pamialluk (Haleben), og de tre ildvæsner

eller innersuit: Aakak, Aakaks søn og Qusugarisaq. De to dværge har

begge et våben skjult i venstre hånd. Fortællerne er ikke helt enige

om, hvor vidt Pamialluks håndvåben er en ravneklo, tre fingre af et andet væsen,

eller hans egne tre fingre.

Støder han det ned i isen under lurefangst, falder sælen død om på

stedet. Nakattaks våben har ingen nogensinde set.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallat.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Om "dværge", "kæmper" og "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151

Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret.

Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel

blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der

for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter

en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have

lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre

kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg

straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får

den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til

bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i

ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt.

Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med

tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i

pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på

besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive

døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der

gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald

ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste

med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener

også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne

giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at

dåben skulle være noget for ham.

Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 -

1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken

blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i

1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i

overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed.

Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 165 - 174.

Resumé: Kukkujooq, der nåede en alder af 75 år, var en hjemmefødning.

Fx. besøgte han aldrig Kuluksuk, og hans yndlingssteder i

Sermilik-fjorden var øerne Qeqertaasaq og Qeqertarsuatsiaq.

Som aldrende tar han ofte med slæde til Qeqertaasaq, hvor han sætter

sig med udsigt over den velkendte egn og mindes sine tidligere

oplevelser.

Ved synet af et næs husker han dengang, han dér mødte to dværge, som

stak hinanden med knive og straks helede deres sår. En af dem stak

også ham med sin kniv og helede det dybe smertende sår. Sådan fik han

et sårhelingsmiddel mod eventuelle fjenders harpunsår.

Som yngre foretrak han at gå frem for at køre slæde. Hundene var ham

for langsomme. Ofte gik han således over til Tasiilaq for at handle,

og engang mødte han på hjemvejen en bjørn, som han ikke fik. Til

gengæld fik han skindet af den sæl, som bjørnen netop havde fanget.

Under opvæksten blev Kukkujooq gang på gang opfordret af sine

farbrødre til at være årvågen, at lægge mærke til alt, fordi han var

faderløs. Derfor lærte han at give agt på de mindste forandringer i

vejret.

En dag havde han nok mærket noget, men da tegnene på storm udeblev,

roede han ud, og blev pludselig overrasket af vestenstormen,

piteraq'en inde fra land, der voksede til orkanstyrke. (K. fantastiske manøvrer i

kajakken beskrives derefter i detaljer). Da han nåede hjem, hvor man

havde opgivet at se ham igen, sagde han blot: "Så fik den da endelig

indhentet mig!"

De opkrøbne sæler ude på isen får K. til at mindes de gange, han tog

sin lillesøster med på krybefangst, for at hun kunne slæbe byttet

hjem. Hun søgte også efter hjælpeånder, og han mistænkte hende for at

bruge sin skræmmeånd mod de sæler han ikke fik. Han hørte kraftige

lyde, der skræmte den opkrøbne sæl ned i vandet. Hun gad nok ikke

slæbe byttet hjem, mente K., men fortalte aldrig om det til de andre,

fordi han ikke ville være uvenner med hende. En anden gang hjalp han

hende. Hendes mand havde forladt hende, hun skulle føde sit første

barn, fødslen gjorde knuder, og på deres mors opfordring sendte han

alle ud af huset, pustede på sin søster, og straks var barnet født.

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Begivenhederne må dateres til begyndelsen af 1900-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: Opfordringen til altid at være årvågen, opmærksom er en fast del af opdragelsen hos alle eskimoer. I Alaska oversættes sila / ella (SV Alaska) med årvågenhed, awareness. Noget af samme betydning ligger der - traditionelt - også i sila som fornuft og indsigt i Grønland og arktisk Canada.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 53 - 55.

Resumé: Piisui var Kaakaqs kælenavn for sin søn, Kukkujooq. Ingen kender P.s rigtige navn, men måske var det Aaqqii, fordi han skulle følge i denne berømte

åndemaners spor. Som voksen blev han kaldt Kukkujooq efter sin farfar.

Det vælger Sandgreen at bruge i sine genfortællinger af P.s biografi.

P. får dårlige kår, fordi hans stedfar Imaakka ikke vil forsørge ham.

P. bliver bange for I. Når P. bor hos sin mor, må hun stjæle sig til at

give ham lidt mad. P. bor oftest hos sin morbror Sinngertaat, og nu og

da hos sin yngre morbror Aaviaakuluk, hvor han har det bedst. Men der kan han kun

bo, når A.s familie, der flytter meget rundt, bor i nærheden af P.s mor og

morbror.

P. er en stor knægt, da hans åndedræt en nat under søvnen pludselig

synker. Da P. får vejret igen fortæller åndedrættet ham, at det har

forsvaret ham mod en af Taqqisimas hjælpeånder, der ville trænge ind i

P. (gennem rumpehullet, BS) og rane P.s sjæl. T. ville egentlig have

ramt Imaakka, som han påstod havde sjæleranet en af hans slægtninge,

men vendte sig i stedet mod P.

Hist.: Tid: 1890'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Åndemaneren Taqqisima

(ca. 1852 - 1905) var Kaakaaqs fætter. Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner. Imaakka (ca. 1875 - 1915), åndemaner. Aaqqii (første

halvdel af 1800-tallet), åndemaner, var P.s oldefars arvefjende ifølge

Sandgreen 1987: s. 161 - 167: "Hævneren Innartuaqboen". P.s egennavne

er oplyst i Victor 1989 - 93, II: s. 409.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Bemærk at åndedrættet har sit eget liv. Glosen bruges i Østgrønland ofte for samme livsfunktioner som tarneq hos andre inuit. Tarneq oversættes ofte med "sjæl", men det tarneq dækker ikke ganske vores opfattelse af sjæl. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Tarneq, inua..."