Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63;

Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Resumé:

Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.

En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.

Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses.

Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham.

Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter.

Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land.

Drabet holdes hemmeligt en tid.

To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.).

Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk.

Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.

Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Resumé:

Tid: ca. 1890. Maratsis søster Atsaajik blir ved Kangaartik nær

Kulusuk ramt af helvedsild, og skriger uudholdeligt af smerte. M., der

befinder sig i Sermiligaaq og kunne helbrede hende, kan man ikke få

fat i. Med møje får man overtalt bopladsfællen Kunnak / Eqeeqqoq, der

er Maratsis sangkampven, til at forsøge. A.s kostbare perlesmykke med

fem lange perlepiske, som man tilbyder ham til gengæld, lægger han det

over det angrebne brystparti og giver sig åndepustende til at gentage

en formular til sveden driver af ham og hans tarmskindsanorak blafrer

om ham. De fem perlepiske borer sig ned i A.s kød og efterlader en

vifte af ar, da hun senere kommer sig. Allerede næste dag er krisen

overstået, og smerterne fortager sig lidt efter lidt. K. tar nølende

mod smykket, og da hans egen datter senere dør uden at hans forsøg på

at genoplive hende lykkes, mener han, at A.s sygdom må være faret over

i hende.

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 137-138.

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Kunnak omtales gerne som ilisiitsoq, heks; En sådan, mand el. kvinde, opfattes i nutidens Grønland gerne som asocial. Kunnaks praksis omfatter imidlertid helbredelse i samme grad som skadevoldende hekseri. Og han tilkaldes ganske ofte, især til afværgelse af effekten af hekseri. Han er Kaakaaqs læremester i heksemidler, som hun ifølge flere kilder har brug for som "modgift" mod det frygtindgydende ved de hjælpeånder hun får sig. Søg på: Kunnak; Eqeeqqoq.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s.68 - 84.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han efter at have fået Navtãnguaq / Nattaannguaq begyndte at tænke på hævn. Han begynder dog at tale om Kúnak- / Kunnak-familien, før han vender tilbage til at tale om sin hævn:

Denne familie var så stor, at den havde to telte. G.Q. og hans mor boede forskellige steder, men mest hos Kunnak, der sædvanligvis opholdt sig i Ikkatteq. Der oplevede G.Q. meget, hvad angår hekse og åndemanere.

Engang lavede Kunnak en tupilak, fordi han var træt af, at der altid var nået andre kajakker frem på de steder, hvor han skulle på sælfangst. Det var meningen, at en af kajakmændene skulle harpunere tupilakken og komme af dage.

Kunnaks søn Nángajak / Nanngajak og G.Q. opdagede Kunnak, og Nanngajak tilkaldte sin hjælpeånd, så den kunne ødelægge tupilakken, før den nåede at lave ulykker, og bad sin far gå sin vej, for overværede han destrueringen ville han ikke leve længe. Faderen adlød og hjælpeånden gjorde det af med udyret.

G.Q. fortæller videre om, hvordan man kan lave tupilakker, og hvor farlige de kan være også for den, der har lavet dem.

Han fortæller også mere om Kunnak, som havde taget sig en medhustru Qivi, fordi dennes oprindelige mand  var en dårlig fanger og tilmed tilbøjelig til at stjæle andres ting. De to mænd lavede derefter en nidvise om hinanden, og endte med at blive sang-venner.

Til sidst fortæller G.Q. om Kunnaks tobakshunger. En dag Kunnak var gået ud for tobak, hvilket ofte skete, besluttede han at tage ud til to af sine fætre, som var brødre og som aldrig gik ud for tobak. Det var efterår, og der var høje bølger, men det generede ikke Kunnak, som ville have tobak. Først dagen efter hen imod aften kom han hjem.

Kunnak mistede flere familiemedlemmer og var ofte tynget af sorg, og Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om engang hvor han mistede en søn, og var fuld af sorg. På det tidspunkt G.Q. så en præst for første gang, han var lige kommet til østkysten og kom til Kunnaks familie, efter besøget mildnedes deres sorg.

Var.: Nikkooq; Nikooq; Tupiwdliseq; søg også på: tupilak / tupilakmager; en del af Qujaavaarsuk er fortællinger over samme tema

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Ifølge denne og andre kilder til Kunnak er han tydeligvis kyndig i såvel hekseri (ilisiinneq) som åndemaneri. Det er en fasttømret opfattelse i dagens Grønland, at der var et skarpt skel imellem heksekyndige og angakkut. En anden sejlivet forestilling om fortidens heksekyndige i Grønland er den, at de alle var kvinder. Kilderne støtter ingen af disse opfattelser.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop.

Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.

Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq.

Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.

Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: 46 - 49

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han under sin opvækst sultede periodevis. Han fortæller om en af de længste sulteperioder:

Det var den første vinter i Tovqutaq / Toqqulaq, og en storm blæste i mange dage. Det var ikke langt fra, at de spiste menneskekød, men de undgik det ved at spise næsten alle deres hunde.

Kúnak / Kunnak, som var deres vise mand, hvad angik heksekunster og traditioner, gik op på et udkigspunkt for at "blødgøre" stormen, og senere blev det stille vejr.

G.Q. gengiver en af de gamles historier om en sultvinter ved Inigssalik / Inissalik. Denne vinter døde mange af sult, og de overlevende endte med at spise menneskekød: Når folk sultede, og de havde spist deres køddepoter og hunde, begyndte de at spise andet, som var næsten uspiseligt fx deres skindtøj.

Det var ofte de voldsomme storme, som var årsag til hungersnøden, for så kunne

fangerne ikke tage på fangst.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 179 - 184.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han og Nángajak / Nanngajak var gode venner og hjalp hinanden. Nanngajak ville dog være åndemaner af egen fri vilje, mens G.Q. gjorde det for at hævne sin mor, og hans mål var at komme på højde med fordums dygtige åndemanere.

På den tid da G.Q. havde færdiggjort sin nidvise og blot ventede på en passende lejlighed, ville Kúnak / Kunnak af sted mod Nôrajik / Norajik, og han ville have sin søn Nanngajak med, skønt denne ikke havde lyst. Kunnak bebrejdede sin søn, at det bare var fordi han ville blive og søge efter noget (fremtidige hjælpeånder, BS), og beordrede ham til at tage med til Norajik.

Under en fangsttur sammen med Sakkitivakki ved Norajik blev Nanngajak væk og blev siden ikke set. Dette var hårdt for G.Q., fordi Nanngajak var hans ven og skulle have fulgt og støttet ham til sangkampen (hvor G.Q. skulle synge sin nidvise mod Kilimii).

En dag G.Q. var på fangst alene så han en kajakmand, som roede mod ham, og dette viste sig at være Nanngajak. Denne var ikke død, men var blevet røvet af sin hjælpeånd Ajapertuarnaq da hans kajakfælle, Sakkitivakki, var taget hjem. Nanngajak fortalte, hvordan hans hjælpeånd havde tvunget ham med sig mod sin vilje. De tog af sted med stor fart i kajakker, og Nanngajak prøvede forgæves at bremse med sin åre. Så hørte han noget slå mod sin kajak, og det viste sig at være Sakkitivakkis kastetræ, som han havde lånt. Dette kastetræ ville hjem til sin ejermand, hvorfor det forsøgte at rive sig løs, og dermed sagtnede det farten på både Nanngajaks og Ajapertuarnaqs kajakker. Da kastetræet havde revet sig løs, fortsatte de to kajakker igen med stor fart til de kom til det sted, hvor hjælpeånden boede. Her skar Ajapertuarnaq Nanngajaks næse af og noget af en finger samt et stykke kød fra hans ankel. Dette skete, fordi Ajapertuarnaq var en af ildfolket, innersuit, de næseløse.

Det viste sig, at hjælpeånden havde hentet Nanngajak, fordi han var bange for, at der var andre, der skulle hente ham. Nanngajaks far havde nemlig ikke vist medfølelse med og kærlighed for sin søn og hans uddannelse til åndemaner. Så roede Nanngajak væk igen, og G.Q. så ham aldrig siden. Kunnak som var blevet meget bedrøvet over, at hans søn ikke var kommet hjem ville kaste sig i havet, men de andre på bopladsen fik stoppet ham.

Lang tid senere var Kunnak kørt gennem isen med sin hundeslæde og var omkommet.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar og tolkning: Bemærk forklaringen på at Nanngajak blir taget af de næseløse, dvs. af sin hjælpeånd blandt dem: Faderens negligering af sønnens forehavende viser at han ikke har medfølelse med ham. Denne glose, nallinneq, medfølelse, medlidenhed, oversættes ofte med "kærlighed", men går altså specielt på indlevelsesevne til at forstå og ville andre det bedste. Og når faderen svigter sin søn på denne måde, har han prisgivet ham til ånderne eller "den anden verden". For at ondskabsfulde ånder ikke skal røve N., træder da hans hjælpeånd til og røver ham, dvs. - i dette tilfælde - adopterer ham.

Innersuit, ildfolket, var slemme til at røve unge kakakmænd. Var en sådan udeblevet i kajak, var et sådant røveri ofte forklaringen. Og havde man først fået skåret næsen af hos de såkaldt næseløse innersuit, var der ingen vej tilbage. - Med mindre man - ifølge visse vestgrønlandske fortællinger - havde en meget stærk hjælpeånd, der kunne klare paragrafferne. Søg på equngasoq / Equngasoq og Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nukúnguasik" .

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 75 - 76: "Nukúnguasik" / Nukunnguasik.

Resumé:

Nukunnguasik er gift og bor sammen med en masse brødre. Den

mellemste bror laver tupilak mod Nukunnguasik, men Nukunnguasik

opdager ham i færd med fremstillingen. Da Nukunnguasik overrasker

tupilakmageren, dør denne af skræk, mens tupilakken dier hans testikler.

Brødrene savner deres mellemste bror. Nukunnguasik leder dem til

gerningsstedet, en fjern ø, hvor de finder den døde, ærgrer sig over

at han kunne være så dum at gøre den slags, begraver og begræder ham.

Nukunnguasik levede siden som den ældste på bopladsen og døde efter

mange års forløb.

Var.: Nikkooq; Nikooq; Tupiwdliseq; søg også på: tupilak / tupilakmager; Kunnak tupilak;

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.449.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

En mand ror langt, langt væk, ser et hus, lander, kravler ind gennem indgangen og ser derinde på briksen en kvinde af spæksten. Han spiser nogle madrester og kryber ind bagest på briksen. Nogen kommer ind og spørger stenkvinden, hvor levningerne er. Gæsten har spist dem, og han har taget sine kamikker af og lagt sig inderst på briksen, siger hun. Hendes mand ber gæsten komme ud og spise sammen med sig. Han forhører sig om, hvad man siger ud ved kysten (blandt rigtige mennesker, kystboerne) om ham. At han er en morder, svarer gæsten. "Sandelig er jeg det." Gæsten ber (til gengæld for at have fortalt det?) om en harpunspids af sten. Det får han. Manden skubber sin kone ned fra briksen. Hun falder ned i husgangen med et stort brag og svømmer som en flynder ud i havet. Selv forvandler manden sig i et lignende fald fra briksen til en innginngiwaq, en skolæst (Lang hale med meget store øjne, Macrouridae, Muus et al. 1981: 63).

Var.: 228B; søg også på: Spæksten; orsugiak.

Kommentar: Stenen mener Thalb. er feldspat, etymologisk er det en spæksten (orsugiaq). Det er kryolit i Vestgrl., men da denne stenart ikke findes i Ø.grl. og da det af den næste version (228 B) fremgår, at stenen slår gnister, er det muligvis kvarts.

Endnu en mulighed: Måske kan disse spæksten associeres til de små, runde, hvide sten, der mentes at være faldet ned fra himlen og virke frugtbargørende i en kvindes husbukser: Thalbitzer 1923:249, 273-274. Se også fortællingen Anarteq el. Anartoq, hvor hovedpersonen formår at forvandle små hvide sten til næringsrig mad.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 37 - 43

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om slædekusken, der kørte ham det sidste stykke til Íkáteq / Ikkatteq under flugten fra stedfaderen, Kilimii: Taqqisima var både åndemaner og heksekunstner. Når han skulle påkalde sine hjælpeånder, satte han sig på et skind lige inden for indgangen til huset. Han blev bundet, og lyset blev slukket, og så begyndte han at påkalde sine hjælpeånder. Den ene hjælpeånd bad altid Taqqisimas kone om at komme med Taqqisimas tobak, og så kunne man høre hjælpeånden nyde tobakken. Hjælpeånderne kom også til deres ejermand for at få lidt varme, da de ellers bare drev rundt.

Taqqisima var også heksekunstner og fortællingen om et hekseri han lavede med en halshvirvel, men blev sendt tilbage mod ham selv af Kunnak, blev ifølge G.Q begået mod Sapangaq. Taqqisima blev ramt af sindssyge, ikke den rasende, men medkomplet ufølsomhed for sin omverden, indtil han døde. Taqqisima lavede også mange tupilakker. Hans bopladsfæller var derfor bange for ham. Engang havde Taqqisima prøvet at rane G.Q.s mosters sjæl (Kaakaaq ?)i raseri over, at hun ikke ville i seng med ham, da hendes første mand blev myrdet. Men hun havde klaret sig og over for ham selv afsløret, at hun vidste om hans mislykkede forsøg på at sjælerane hende. G.Q. blev efterhånden mere og mere ængstelig efter at have oplevet så mange ubehagelige og rædselsvækkende ting.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Taqqisimas hekseri har i ID 1257 en anden modtager, Sinngertaat, og hans mislykkedetilnærmelser til G.Q.s moster kunne være det, som Kaakaaq blev udsat for af sin svoger, se ID 1245

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 56 - 60.

Resumé: Fra lille dreng bliver Kukkujooq opfordret af sin morbror

Sinngertaat til at træne til åndemaner som forsvar mod sin fars

mordere. S. er selv åndemaner og giver K. to anvisninger på, hvordan

han skal sikre sin kajak mod at flyve bort, mens han selv under sin

træning i ødemarken undertiden dør (besvimer): 1. Han skal ro langt

bort, tynge kajakken godt ned med sten og helst have forsynet den for

og agter med to bestemte stykker sælskind, når den blir betrukket:

Stykket fra øjnene til forluffen og stykket over halen til baglufferne.

2. Pakke sine redskaber ind og lægge dem i kajakken. Senere opfordrer

S. ham gentagne gange til at styrke sine fysiske kræfter, idet han

hver gang puffer hårdt til ham. I sine vanter skal K. putte sener fra

falkeben. K. følger straks den sidste opfordring, men er længe om at

gå i gang med åndemanertræningen, fordi han ved, at fejltagelser kan

betyde den visse død. Af en gammel kone får K. et andet middel til sin

træning: Han skal stikke nogle blåbærgrene ned i halsen.

Ifølge Sandgreen havde S. selv et formål med at undervise Kukkujooq. S. var

bange for fjender og ønskede K. til forsvar. I det mindste vil

overleveringen vide, at åndemaneren Taqqisima, der var S.s fætter,

engang søgte at skade S. ved hekseri: Nogen har lagt halshvirvlen af

et menneske på S.s briks i teltet, mens familien er på ørredfangst. S.

tilkalder Eqeqqoq (Kunnak), der fjerner knoglen uden at røre den med

hænderne og spår, at man snart vil få syn for sagn. Et par dage efter

blir Taqqisima sindssyg og dør.

Var.: Quppersimaan / Qúpersimân 1982: s. 34 - 41: "Tarqisima".

Hist.: Tid: 1890'erne - 1905. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen piisui". Sinngertaat (ca. 1854

- 1907), åndemaner. Taqqisima (ca.. 1852 - 1905), åndemaner.

Sandgreens fortæller siger, at Kukkujooq ikke fulgte den gamle kones råd med

blåbærgrenene. Fortællingen: "Apulu får et knæk" ss. 444 - 450, siger

dog det modsatte.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: Kukkujooq får ikke nogen vanlig instruktion i uddannelse til åndemaner.

Søg på uddannelse og/eller initiation.

Tolkning: Amuletterne af sælskind, der skal hindre kajakken i at flyve

bort, mens dens ejer mister sin sila, skæres af skindet for og bag,

men inkluderer ikke forluffer, bagluffer og haleparti. For symbolikken

af disse stykker se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): legemsdeles symbolbetydninger.

Taqqisimas sindssyge forklares som vanligt med tilbageslag af hekseri.

se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kunnak / Eqeeqqoq var en heksekyndig af højeste rang og på anmodning kurerede han Sabanga (?) fra Sermilik for kajaksvimmelhed. Et stykke is med krybe-planter som hår og et menneskekranium med tang som hår blev stillet over for hinanden som til sangkamp. Nogle formularer blev fremsat, hvorefter de to mænd hylede af fuld hals.

Kommentar: Samme middel blev brugt mod is der hobede sig op og hindrede kajakfangst. Ibid. s. 299, hvor sangkampen siges at være en duel mellem elementet jord og elementet hav.

Begge hoveder må repræsentere begge elementer: havis med landplanter og menneske (land) med tang. I begge tilfælde er der tale om en genoprettelse af balance.

Vedr. hekseri, ilisiinneq: Både Sandgreens og Victors indformanter omtaler Eqeeqqoq / Kunnak som særdeles kyndig i såvel heksekunst som helbredelse og traditioner / traditionel lægedom. Han var muligvis også åndemaner / angakkoq, men som ilisiitsoq under ingen omstændigheder en vismand, der blot gjorde andre skade. I nutidens Grønland har ordet ilisiitsoq oftest kun negative konnotationer.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nangaja / Nanngajak, Ancupias far blev taget af innersuit / ildfolk / de næseløse. Som ung havde han været i åndemanerlære men var ellers noget grædevorn og ingen ivrig fanger. Engang var Kunnak (hans far) med familie taget på sommertur fra Kuummiut til Tasiilaarsik, Nanngajak nølende i kajak. Han kom dog frem med hele tre sæler på slæb. Næste dag med to, og næste dag igen med to. Den dag havde det dog været svært for ham at få kajakken op på land. Det lykkedes da han havde taget sårproppen ud af sælerne og ladet blodet flyde ud. Næste dag tog han ud igen, men kom ikke hjem. Faderen Kunnak / Eqeeqqoq og andre hørte ham rundt omkring på havet i flere dage uden at se ham.

Var.: Qúpersimân 1972: 165 - 170. Af denne fremstilling får man det indtryk at Nanngajak (hvis det er ham) er ganske ung, da han drukner. Men han er åbenbart far til den nævnte Ancupia.

Kommentar: Teksten tyder på at man har tolket Nanngajaks pludselige fangstheld som et udslag af hans forbindelser med innersuit, der netop var eminente sødyrfangere og som hjælpeånder gerne gav deres angakkoq / åndemaner god fangst. Vanskeligheden ved at komme i land skyldes at innersuit allerede er begyndt at trække ham til sig.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 43 - 46

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de efter at have overvintret i Íkàteq / Ikkatteq tog de sydover. G.Q. og hans mor var med Kúnaks / Kunnaks konebåd, og da de kom til Tovqutaq / Toqqutaq tog Kunnak G.Q.s mor til kone. Efter at have boet i et gammelt hus et stykke tid, byggede de et nyt, og senere da Sapangaqs og Nusugkalivats / Nusukkalivats familie ankom, udvidede de huset.

Husbyggeri var mest kvindearbejde. G.Q. fortæller, hvordan huset byggedes og hvad det bestod af. Georg nævner tillige et hus uden vinduer op ad en klippevæg, der er et kulthus, som de, der ville være de allerstørste angakokker benyttede. I den grønlandske tekst nævnes det, at det er dem der vil være angakkut puullit (ental, angakkoq puulik). Det er et hus, der er understøttet på særlig vis: ajangiaaliffik.

Kommentar: Saajooq fortalte i 1961 Jens Rosing (1963:180f) om et sådant kulthus, hvor man kunne sidde beskyttet og rådføre sig med toornaarsuk, der blev holdt ude af et par udstikkende 'horn', fordi den var for farlig at få indenfor.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 18 - 27.

Resumé:

Efter eet forgæves flugtforsøg, hvor G.Q.'s stedfar, Kilimii stikker G.Q.'s mor dybt i låret, lykkes det hende og G.Q. at flygte over isen til Nunakitsut, hvor de får mad hos Quninngi-familien, og derfra videre. Moderen går alene over isen til Ikkatteq ved Sermilik, men først til Tasilaartik, hvor hun får sin svoger, G.Q.'s farbror, til skyndsomt at hente G.Q. Kort efter affarten ankommer Kilimii for at hente og drukne G.Q. i en revne i isen. G.Q. finder aldrig ud af hvorfor Kilimii hadede ham så inderligt. Moderen, der har været i Ikkatteq (formentlig bare for at høre om de kan bo der, BS) kommer tilbage, og de blir kørt et stykke af en af mændene på farbroderens boplads, hvorefter de går til Illumiut. Dér smager G.Q. i flere omgange dansk mad, men han kan ikke få det ned. De besøger også en dansk dame i et specielt udseende hus. Begge blir hentet undervejs af Kunnak, Imaakka og Taqqisima, som G.Q. omtaler som sin tids største åndemaner / angakkoq. Kunnak opfordrer den lille G.Q. til "at søge", når han kan begynde at gå omkring på egen hånd. Altså en opfordring til at uddanne sig ril åndemaner.

       I Ikkatteq har G.Q. mange slægtninge, viser det sig. Han får plads på briksen hos sin fætter, dvs. en stor dreng hvis fætter G.Q. var opkaldt efter (navngivning). Forældrene er Uvaanni og Piitakkaat, der på det tidspunkt allerede er blevet dræbt af Ajukutooq nær Kulusuk. Denne havde lokket Piitakkaat til Kulusuk, hvor han ellers aldrig kom, med en tryllesang, og efter nogen kamp lykkedes drabet. Da G.Q. senere er begyndt i kajak, opfordrer fætteren ham til at tage med til Kulusuk for at hævne sig på Ajukutooq, men G.Q. nægter af angst. Fætteren hævner sig så vidt G.Q. ved, aldrig.

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Fortællerens motivation for at blive angakkoq / åndemaner er den, at han er faderløs og at hans mor er andenkone hos den ondskabsfulde Noortiit (eller er det bopladsen på Kulusuk?), der gang på gang dolker hende i lår og underliv og desuden håner drengen nårsomhelst. Den onde mand smider dem omsider til ud, de kommer til Sermilik, og der begynder drengen sin træning ved en sø langt inde i landet nær indlandsisen. Han kaster sten i vandet, længe, blir træt, men netop som han vil give op kommer der en voksende bevægelse i vandet. Han kaster oplivet flere sten og råber, hvorefter søens kæmpebjørn, der er hvid men med korte lemmer og lang snude, dukker op med ryggen til. Drengen får skræk men bliver med vilje stående, og han besvimer før han blir ædt. Han vækkes af to dværge med det vanlige råb, går splitternøgen hjemad og hans klæder kommer i to omgange flyvende til ham bagfra. Han vil fortælle alt når han kommer hjem, men det tør han alligevel ikke. To gange til gentager han denne proces med søens bjørn. Herefter får han en del hjælpeånder blandt innersuit (ildfolket) og timersit (kæmperne).

Samme bjørn hjælper denne dreng på et senere tidspunkt, hvor han  og en kammerat, som han søger efter hjælpeånder sammen med (den der ser en ny ånd først, får retten til den), er ude i kajak sammen. Her får fortælleren harpuneret et skaldet, nøgent, rødt menneske på et skær (der dukker frem ved lavvande). Utysket farer under vandet afsted med harpunspidsen i sig og fangstblæren efter sig op i en elv og videre op til en sø. Drengene prøver forgæves at indhente den, hvorfor fortælleren kalder på bjørnen. Den fanger den skoldede skaldede, giver fortælleren hans fangstblære tilbage, åbner en kløft ned til en boplads, og smider umennesket derned med en bemærkning om at 'den slags smager dem godt, dernede.' Og fortælleren glæder sig over at have fanget en lækkerbid til sine hjælpeånder.

            En anden gang afprøver de to drenge deres angakkoq-evner til at bevæge sig hurtigt gennem hvadsomhelst. Ved et roligt vandløb smider de tøjet og hopper i, først kammeraten, så fortælleren, og en rivende strøm fører dem lynhurtigt afsted ud i havet og hen på en strand, hvor de aldrig har været før.

Hist.: Dette må være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

Den røde, skaldede og nøgne ånd, som fortælleren får bugt med hjulpet af søens bjørn, hører ikke hjemme i det vanlige galleri af åndetyper. Det kunne være billedet på en (kristen) djævel, der havde været udsat for en ligeså voldsom varme, som drengen, der ifølge en østgrønlandsk myte blev slugt af en stor bjørn, men fik skåret sig ud af bugen og fremstod skaldet og skoldet af heden derinde. Eller det er blot en af de nederste innersuit, der boede længst nede (eller ude) på undersøiske skær og blev opfattet som decideret ondskabsfulde. Det er ikke klart hvilke hjælpeånder nede i kløften, innersuit eller kæmper (timersiit), fortælleren har skaffet en godbid.

Kommentar: Det er ikke nævnt, at Georg Quppersimaan er fortælleren, men det kan næppe være andre.

Var.: Ifølge Georgs selvbiografi fortalt til Sandgreen (1982) blev hans far (og purunge farbror) myrdet af Iisimmardik, mens Georg endnu var spæd. Hans mor blev andenkone hos Kilimê (hed han også Noorsiit / Noortiit, eller boede han dér en overgang?), der ofte stak hende i lårene med sin kniv. Mor og søn blev dog hos Sandgreen ikke smidt ud, men flygtede nordpå til moderens slægtninge i Sermilik-fjorden, hvor Georg søgte efter hælpeånder sammen med en ven, der var Kunnak's søn. Denne søn omkom senere i kajak.

            Fortællingen om søens bjørn er yderst kortfattet hos Sandgreen, mens den her hos Rasmussen nøje følger hele forløbet i de fleste varianter (den østgrønlandske lærlinge-fortælling, der forekommer hyppigst og varierer mindst). Se: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.  ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq.

            De to fortællinger om den røde ånd og lynrejsen ned ad det ellers rolige vandløb forekommer ikke hos Sandgreen.

            Det gør til gengæld fortællingerne om Georgs toornaarsuk, der svarer ret nøje til dem i Rasmussen 1938: 114 - 117. Se: En åndemaners toornaarsuk.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation