Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Resumé:

Sted: Bopladsen ved Narsaq i Diskobugten. Storesøster og lillebror er

forældreløse i et stort, tæt beboet hus, hvor kun én fanger under

dem lidt mad. En vinter under hungersnød forsøger bopladsens to

største åndemanere i samarbejde at skaffe fangst uden held. Pigen

håner dem og befaler lamperne tændt. Man skælder hende ud og tæver

hende. Hun græder og ber om et helt kajakskind, der skal bredes ud på

gulvet. Med storetåen i et af tværremshullerne på skindet snurrer hun

rundt, borer sig ned i jorden, kommer snurrende op ved stranden og

forsvinder ned i revnen med åbent vand ved stranden. Lillebror følger

hende på samme vis. Ad havbunden drager de langt, langt nordpå, må

springe over "havets navle", en malstrøm med tre store isstykker,

der nu og da glider fra hinanden. De må balancere på en vej tynd som

en knivsæg over en skummende elv ind gennem husgangen til den vrede

Havkvinde / havets moder / Sassuma Arnaa. De renser hendes hår for jord

og smuds, og hendes mund,

næse og øjne for tøjstumper. Til tak flytter hun sin lampe, og fra

lampeskålen strømmer sødyrene ud i elven. Storesøster trækker hår ud

af ryggen på de to første. På tilbagevejen er der ingen hindringer og

de snurrer gennem jorden ind under og op i huset, hvor de med besked fra havkvinden / havets moder

forbyder folk at fange mere end én sæl hver de første fem dage. Om natten river

en storm isen op, og havet ligger blankt næste dag. Alle overholder

fangsttabuet og pigen får skindet af de to sæler, som hun har fjernet

hår fra, til bukseskind.

   Bopladsen inviteres til åndemaner-konkurrence nord for Uummannaq,

hvor den generte lillebror, der er en klodset trommesanger, brillierer

overfor den lokale åndemaner. Denne blir ikke blot ynkeligt til grin,

da han ligesom drengen vil omskabe sig til en ren og blot kommer

kravlende på alle fire. Han er også på nippet til at drukne, da han i

den sidste styrkeprøve vil gøre drengen den kunst efter at glide på

vandet. Morale: Man skal aldrig ringeagte de små.

Var.: ID 467. Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Hist.: Konkurrencer mellem angakkut / åndemanere er sikkert ofte foregået, måske som her via en invitation, eller ved sommerens aasiviit. Det har formentlig drejet sig om at kappes på imponerende tricks som hér, mindre måske om helbredelser o.l.

Kommentar: Vedr. åndemaneres evner søg på: glideflugt (der ofte forekommer i forbindelse med rejsen til Havkvinden).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 1 - 3: ikíngutigît.

Resumé:

De har været venner fra barnsben og bosætter sig som voksne, den ene

inde i en fjord, den anden ved kysten. Da fjordboen er den dygtigste

fanger, blir kystboen misundelig og prøver at forgifte vennen med

sælkød smurt med menneskehjerne. Men vennen advares af sin hjælpeånd,

skær fra bagsiden af kødstykket og får kun lidt ondt i maven.

Fjordboen gør gengæld med oversmurt renkød, og kystboen bliver

sindssyg, fordi kødet er indsmurt i hjerne over det hele, og han ingen

hjælpeånder har. Flere gange besøger fjordboen sin sindssyge ven og er

hver gang på nippet til at blive grebet og ædt. Sidste gang finder han

vennen død i en klippehule, bygger ham en smuk grav, begræder tabet,

men trøster sig med, at det ikke var ham selv, der yppede kiv.

Var.: Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 17 - 20.

Resumé:

En ung, dygtig fanger bor med sin mor og andre husfæller i bunden af

en fjord. En dag han er ude i kajak inviteres han op at flyve i

kajakken med hænderne i rælingen på en flyvende konebåd. Bådelauget

synger om deres længsel efter renernes madsteder, flyver gennem et pas

til en sø, hvor de ved hjælp af en anden sang daler ned, lander som en

islom og slår lejr. Om aftenen flyver den unge mand hjemad i sin kajak

med en tilsvarende sang om hellere at flyve end at ro, men pga højden

har han svært ved at kende sin boplads, forvirres, glemmer sangen og

styrter ned ved kanten af en stejl klippeskrænt. Han falder stejlt

ned, husker stadig ikke sangen, og må bøje ryggen for at holde

balancen. Husker så melodien, og synger om, at han burde være

årvågen, men kan ikke hæve sig op. Da han ved solnedgang har fået

for ondt i ryggen, husker han sangen, sætter kursen mod sit hus, river

sin mor omkuld i farten, ryger lige lukt gennem husgangen og smadrer

bagvæggen, fordi han ikke kan holde op med sangen. Da nu både han og

moderen er døde, flytter husfællerne, som ikke længere har nogen til at

forsørge sig.

Var.: Den flyvende kajakmand.

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Tolkning: Rasmussen kommenterer, at dem, der kunne flyve, må være

indlandsboere ifølge en variant fra Narsalik. Om den tætte association

mellem indlandsånder og fugle se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge " og "kæmper".

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 24 - 27.

Resumé:

En ung dygtig fanger bor alene på et ensomt sted med sine forældre.

Sydlændinge kommer forbi på vej nordpå. Den unge mand udebliver,

faderen tager ud efter ham og finder ham dræbt, stivet af drivved og

med sine testikler som pynt i panden. Forældrene sørger, tar på

hævntogt, hører undervejs på en af bopladserne den smædesang

sydlændingene har lavet over deres offer, græder, og når omsider den

indsø, hvor sydlændingene har slået sig ned. De gemmer konebåden under

en mængde fuglefjer, lægger sig i skjul, og da to unge mænd kommer

halvnøgne ud, lokker manden dem bort fra huset med en sang. Han og

konen overfalder og dræber dem, og sætter dem op på samme måde som

deres dræbte søn med testiklerne i panden. De når det hele, inden folk

kommer ud efter de to unge, fordi manden med en sang har holdt dem

inden døre. Med en anden sang gør han sig selv og konen usynlige i en

klippekløft, og fniser af glæde, mens sydlændingene leder og til slut

giver op. På hjemvejen digter de en smædesang på sydlændingenes melodi, synger

den for alle de møder undervejs, og når temmelig hæse hjem, men med

fred i sindet.

Var.: Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; ortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut". Venstgrønlænderes relationer til sydlændingene, der rejste nordpå på handelsrejser, skildres ofte som fjendtlige. Men der kan ikke laves statistik på disse tilfælde i fortællingerne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 20 - 24: Ersigissaqajuitsut quniutitânerat.

Resumé:

En navnkundig sydgrønlænder med store færdigheder rejser nordpå med

kone og to små sønner. De overvintrer på en boplads, hvor faderen

fanger så godt, at de lokale kajakmænd dræber ham af misundelse. Kone

og sønner rejser sydpå, og sønnerne, der var store nok til at huske

tabet af deres far, øver deres kræfter. Også moderen opfordrer dem gang

på gang til hævn. Den yngste bliver den stærkeste. De rejser nordpå,

forbi fjendernes boplads til en øde egn for vinteren. Her venter de

blot på, at fjenderne skal komme på besøg. Brødrenes koner driller dem

så ofte med at råbe om ankommende slæder, at brødrene til slut ikke

reagerer på råbet. Heller ikke da der faktisk kommer to ægtepar på

slæder. De inviteres inden for og hen på aftenen kryber lillebror

tilbage på briksen. Han sveder af ophidselse. Storebror bliver også

ophidset. De river begge mændene midt over og kører enkerne hjem.

Disses husfæller sætter efter dem med bue og pil. Men brødrene undgår

behændigt hver eneste pil og dræber alle deres fjender. Næste sommer flytter

de sydpå, men beslutter at gå ind i landet mod syd for at møde en

værdig modstander.

       Langt inde i landet finder de et kuld legende ulveunger, som de først

morer sig over og så dræber. Da hunulven kommer og sætter i et hyl,

klasker de hende ihjel uden våben. Det gentager sig med hanulven, og

de fortsætter længere indad og mod syd, hvor de i en aldeles øde egn

møder klodyret, kukissoq, der kan grave sig gennem sten og ned i

jorden for at føde sine unger. Det besluttes at lillebror skal

overmande den, mens storebror bringer sig i sikkerhed på en

klippehylde. Efter en voldsom kamp må lillebror søge tilflugt på

klippehylden, hvor dyret rækker op og flænger hans pels. Storebror

stikker gang på gang ned i dyret og får dræbt det, netop som han er

ved at give op. Han erklærer sig så parat til at møde hannen, men det

fraråder lillebror klogeligt, og de tar flugten ned til havet, følger

stranden, finder konebåden og rejser hjem i rolig forvisning om, at de

har truffet deres overmand i hanklodyret.

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Første episode + den senere med ulvene kunne være en grønlandsk udgave af den nordiske fortælling om drengen, der råbte "ulven kommer" (trykt på grønlandsk i Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg) og muligvis tillige den om Hans, der drog ud for at lære frygten at kende. Dette tema er dog hyppigt i sene fortællinger og om stærke, asociale mænd.

Da man ikke har slæder i syd (her ved Paamiut), er det et fremmedelement, som kunne tyde på en anden proveniens. Se for en mulig forklaring i not. til "Mennesket og bjørnen".

Redaktør: Søby, R. M.  

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 4 - 8: qîlasorssuaq Ungãnguaq.

Resumé:

Ungaannguaq bruger ingen bue og pil men harpun når han jager rener dybt inde i indlandet. En dag træffer han to dværge derinde, der overtaler ham til at sælge dem sin harpun for deres pegevåben. De inviterer ham hjem til deres lille tue, hvis alt for lille åbning den ene dværg udvider med en støvlestrækker. U. kan nu komme ind. Han får alskens dejlig mad og tar næste dag med dem på sælfangst ved en fjord langt borte. Dværgene løber hurtigere end ham. De demonstrerer pegevåbnet, der dræber en sæl blot man peger på den. Derefter haler de den ind med en krog på en line. U. får på samme vis en sæl. Da han på hjemvejen ikke kan følge med, beordrer den ældste dværg dem til at lægge sig fladt ned på række, holde hinanden i hælene og lukke øjnene. Straks efter har dværgen trukket landet sammen under dem, og de er hjemme. Om aftenen kommer indlandsboerne, dværgenes fjender, på besøg for at få sig koner. De beværtes. Næste dag trækker de armkrog og afprøver hvem der kan gøre sin ryg hårdest. Dværgene vinder i armkrog, ingen slag bider på deres rygge og da en dværg stikker hånden tværs igennem en indlandsbos ryg, river han dennes hjerte og lunger ud. Indlandsboerne flygter, og en af dværgene maner rasende og gnistrende som en ildsten sin hjælpeånd op af jorden. Den optager forfølgelsen og dræber alle indlandsboerne. Dværgene får lov til at besøge U. en nat i mørke. Man hygger sig med mad, men dværgene kommer aldrig på besøg igen, fordi de vist ikke kunne tåle mennesker tunge mad.

Var.: søg på: pegevåben

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Europæiske bøsser er sandsynligvis modellen for pegevåbnet. Dværgene deler træk med innersuit, ildfolk, og med østgrønlandsk timersit i indlandet. Se også en anden vestgrønlandsk version fra Aasiaat: Qvinden som kom i slægt med innersuit i Kraghs samling.

Også canadiske inuit havde ildfolk i indlandet.

Men fortællingernes forskellige ånderacer låner træk af hinanden i en grad, der gør enhver generalisering usikker. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Håndskrift: KRH, kasse 51, nr. 5.

Resumé:

Den ene efter den anden af mændene på en boplads udebliver på

kajakfangst sydpå. Kun en ungkarl er tilbage. Han lærer alle drengene

at ro i kajak og laver dem fuglepile. Sammen ror de sydpå og lægger

sig ved siden af hinanden ved en ø syd for nabobopladsen. Dér kommer

en gammel mand ud af huset med en masse drenge, som han fører om bag

en bakke. Han kommer alene tilbage og går ind i huset. En falk lander

på taget og går derefter til angreb på drengene. En af dem kæntres af

den og drukner. Ved næste angreb, har ungkarlen beordret drengene til

at ligge i rad i forlængelse af hinanden. Han rammer falken i struben,

og alle drengene dræber den med deres fuglepile. Alle de fremmede

drenge myldrer ud og blir dræbt. Ungkarlen ror hjem med drengene. Det

var den gamle mand, der havde dræbt alle bopladsens mænd.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  100.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tvinges til at glemme.

Luutivik (Ludvig) (f.1886). Dengang vi kun var tre personer her, kom jeg kørende fra Qaarusulik med et hundespand af de fineste hunde. Så fik jeg øje på et vindue, og hvis ikke det var lige ovenover iskanten, så var det lidt ovenfor iskanten. Men da jeg ikke så nogen mennesker, kørte jeg bare videre, og det forsvandt af syne, uden at jeg kørte hen for at se efter, for jeg havde også besvær med at magte hundene.

   Jeg havde besluttet at fortælle om det, når jeg nåede hjem, men jeg glemte det fuldstændig. Først da jeg var flyttet til Nuussuaq, kom jeg i tanke om det og fortalte om det. Måske har nogen gjort, at jeg var ude af stand til at huske.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

Kommentar: Luutuvik har for så vidt været heldig i forhold til den mere traditionelle overbevisning, at man blev syg, måske ophovnet, indtil man fik fortalt om et sådant syn. Søg på Angajewdleq.

Redaktør: Søby, R. M.  

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 8 - 17: qajavigssuaq Tunêraq.

Resumé:

T. er sydlænding og opdrages af sin stærke far til en dygtig

kajakroer. T. savner nogen at kappes med, hvorfor familien rejser

nordpå. De overvintrer på en boplads, hvor folk er dårlige fangere,

kun fanger lomvier og er misundelige. T. er på nippet til at blive

myrdet ude til havs, da hans far beordrer sin amulet, "bærrenes lus",

at gennemløbe alle mændenes kroppe fra anus til mund. De dør. T. og

hans far røber intet, forsørger alle enker og børn resten af vinteren,

forlader dem og drager nordpå. Der er få bopladser, og de må slå sig

ned et øde sted. Men en stormfuld dag møder T. en dygtig kajakroer og

-fanger ude til havs og aftaler et besøg. I storm ror T. nordpå til

sin nye ven, Aterfiu, der fortæller om dengang han undgik to angreb

fra sin ven, Sukalasoq, men anden gang dræbte ham i vrede, skønt hans

mor havde advaret ham. S.s slægtninge kom på hævntogt, men alle deres

harpunspidser splintredes på A.s bare ryg, fordi han fik en slibesten

til fødselsamulet. Den gjorde ham hård som sten. Han inviterede

gæsterne på festmad, men de luskede snart bort. Skønt de ikke kom

tilbage, flyttede han med sin familie sydpå. Aterfiu har også en søn,

der var hurtigroer, men blev lam engang han blev fanget og dræbt af

tre qajariisat, der skar hans arme af. Men ved A.s mellemkomst gjorde

de ham hel og levende igen, og lånte ham en kajak til hjemturen. Den

måtte man blot ikke kigge ind i. Sønnen var lam, da man trak ham ud af

kajakken, og en gammel kone, der kiggede i den, døde.

T. rejser videre med sine forældre nordpå til egnen omkring

Kangaamiut, hvor en vis Erisaatsiaq ror så langt ud på fangst, at

fjeldet Sukkertoppen blot ligner hovedet af en sæl oven vande. T. får

lyst til samme langtur, møder E. derude, hvor E. fanger to og T. een

klapmyds, og sammen tilbagelægger de hurtigt hjemturen. Næste dag

kappes de i roning, og T. taber. Trist over nederlaget rejser han

videre nordpå, hvor han kappes i roning med Ajakisaq, der sørger over

sin kones død og virker langsom og sløv. Han skyder dog en betragtelig

fart, og da han først lægger kræfterne i, driller han T. med bl.a. at

ro rundt om ham i kreds. Til slut dræber han T. med et åreslag, og

faderen må transportere liget til en åndemaner så stor, at han aldrig

spiser spæk. Denne opliver T., og da T. er rask, rejser familien hjem

til deres gamle boplads i syd.

Var.: bl.a. : qajarissat;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Erisaatsiaq og Tuneraqs kaproning nævnes også i Qilerartuussuaq; og Erisaatsiaq i: Om Kanginnguaq.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 97:

Et ældre ægtepar får besøg af en stor mand, der frier til datteren, får forældrenes ja og tager hende med sydpå. Faderen efterkommer svigersønnens invitiation til et besøg, rejser derned og kommer ind i huset, hvorfra så svigersønnen går ud og viser sig som en skarv, der dykker ned i havet, kommer op med en ulk og kommer ind i svigersønnens skikkelse med den. Den får svigerfaderen at spise. Hjemme igen vil han efterligne sin svigersøn. Han binder en sten om halsen, et langt reb om livet og beder sin kone hale sig op, når han trækker i remmen. Da konen får ham op, er han druknet.

Hist.: Fortælleren Ludvig / Luutivik gør ofte grin med gamle forestillinger, der er tåbelige i kristne øjne. Fx myldrer den traditionelle overlevering med fortællinger om drenge, der lærer at svømme under vand (Var.: Svømme under vandet som en sæl), og om kajakmænd der drukner og vender hjem igen (angerlartussiaq).