Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 150.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 409 - 410: Oqaluttuaq Aleqakukiamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 98.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 98, s. 120.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 146, s. 470 - 471: A Woman named Alekakukiak.

Resumé:

Aleqakukiaq bliver svigerinde hos sine fjender, hvor hun føder en søn. Af en gammel kone, hun altid giver mad, hører hun, at svogrene pønser på at dræbe hende. Helt forstyrret går hun straks ud efter vand, sætter spanden fra sig og fortsætter mod øst ind i indlandet. Gemt i et dværgbirkekrat hører hun dem, der søger efter hende sige, at hendes lille søn er ved at græde sig ihjel. Hun er parat til at vende tilbage, da hun straks efter hører dem sige, at de vil dræbe hende.

En stor bjørn går pludselig til angreb. Men med et slag i luften med remmen fra sin amaat (rygpose, hætte) fælder hun den. På samme måde går det med en ulv / amaroq. Uden at spise af dyrene fortsætter hun til kysten, hvor man fra en konebåd synger, at man har fanget en hval. Al. bliver glad. Hun er atter hjemme. Men ingen kan se hende. Først da hun har haft fat i en hundelort, bliver hun synlig. Efter hjemkomsten gifter hun sig aldrig igen.

Kommentar: Som Thisted påpeger i en note, har Al. været så længe i det mennesketomme øde, at hun må gøre sig stoflig ved at gnide sig i ekskrementer. Indlandet svarer her til den 'anden' verden bag synsranden.

En stor angakkoq / åndemaner som nær var blevet taget af kanofolk / umiarissat.

Fortællingen er næsten enslydende med samme fortællers nr. 109 (NKS 2488, IV, 4'), id 1944. Se denne.

Resumé ved Kristen Thisted:

En stor angakkoq er samtidig en dygtig og meget gavmild erhverver. Derfor tiltrækker han mange folk til sit sted. Engang han er ude på fangst og har dræbt en sæl hører han tydeligt sælerne i en stor stime tale om at de vil komme og hævne sig. Da angakkoq'en kommer hjem befaler han imidlertid husfællerne at tømme urinbaljerne ud ved stranden og at besørge dér, hvor man lægger til. Om aftenen kommer en umiaq bemandet med sortsider og blåsider. Da de ser alt det fedtede der driver ud i en bred stribe fra stranden, springer de fra borde og bliver til almindelige sæler igen. Hvis ikke bopladsen havde haft så stærk en åndemaner, var den blevet udryddet.

Var.: Søg på umiariaq, umiarissat, kano, kanofolk, qajariaq, qajarissat

Resumé ved Kirsten Thisted:

Aviatsiaq

Aviatsiannguaq går ned til havet for at slibe et eller andet. Pludselig lugter han havvandet meget stærkt, besvimer og er blevet en netside, da han kommer til sig selv. Da han bliver træt af at være netside bliver han en hval, og derefter en lille blåside. Mens han er sammen med sortsiderne, får han en god ven. Sammen driller de rigtig sælfangerne. Da Aviatsiannguaq til sidst også bliver træt af at være sortside, tager han hen og lader sig fange af den barnløse kvindes mand. Nu bliver han så genfødt dér, og det går som han ønsker, at han får sit gamle navn igen. Engang mens han er blevet stor nok til selv at gå omkring, kommer hans far hjem og har fanget hans gamle ven. Han græder og græder og åndemaneren / angakkoq'en finder forklaringen.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 107 ss. 587 - 589.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 411 - 413: Nukappiatoqqamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 48, s. 89.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 125, s. 461: The Gifts from the Underworld.

Resumé:

En gammel ungkarl, der aldrig har held til at fange noget, inviteres en dag af en ånd i kajak med ud til en stor ø, hvor den fremmede skubber en kampesten til side. Nedenunder er der hul lige ned til det blå hav, hvor ungkarlen får besked om at sænke sig i sin kajak og vente på en konebåd med kajakker. Den første, der vil være fuldt lastet, skal han lade passere, men den anden, med kun en ringe last, skal han ro hen til. Han adlyder og får af den anden et stort stykke mattak, som han spiser af i følge med båden indtil et stort næs, hvor han kan vende tilbage til ånden. Denne råder ham til at gemme mattak'en i kajakken og kun spise en lille bid hver gang, han er på fangst. Midlet virker. Den gamle fanger nu altid og får sig endog en kone. En anden gammel ungkarl plager ham så længe, for at han skal røbe sin hemmelighed, at han tager ham med ud til stenen, bakser den fra åbningen og råder ham til nede i underhavet at henvende sig til båden med den store last. Denne gamle ungkarl bliver hængende ved den rige båd forbi næsset, kan ikke slippe fri og havner så hos innersuit. Den første gamle ungkarl har fortæret al sin mattak og vil hente mere, men fordi han misledte den anden gamle ungkarl, lader stenen sig ikke rokke. Og han falde tilbage i den gamle fangstløse skure.

Hist.: I en traditionel version ville årsagen til, at den første gamle ungkarl mister sit fangstheld, have været selve afsløringen af hullet ned til underverdenens hav. Se fx: Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske.

Kommentar: Den første åndemand er formentlig selv en innersuaq, en af ildfolket. Bemærk den direkte nedgang gennem et hul i et skær til innersuits hav. Deres hav er således et andet end det normalt synlige. Et underverdens hav. Innersuit siges oftest at bo under stranden og, noget sjældnere, under øer i skærgården. Undertiden skelnes der mellem dem: Dem længst nede (ude ?) er ondsindede og har slet ingen næse i modsætning til nærmere, der har meget flade næser og er mere omgængelige. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 90, ss. 116 - 117:

En kvindelig angakkoq / åndemaner fra Ilulissat.

Hun tager under en seance på åndeflugt mod syd. Idet hun hører råb fra hvalfangere

og følger det kommer hun til Aattartoq (?), hvor hvalfangeren Umigaq (?) har fanget en hval. Hun ber om at få et stykke mattak med som bevis på at hun har været der. Hun binder det om livet, flyver tilbage og fortæller om stedet, men da ingen kender det vil de heller ikke tro hende. Nogle rejser om foråret sydpå. De rejser hele sommeren, og da de om efteråret når Aattartoq bliver det dér bekræftet at åndemanersken har været der.

Hist.: Fortælling med en mulig historisk kerne i en seance. Pointen kunne være, at folk fra Ilulissat - med mindre det var sydlændinge på rejse og overvintring før og under den tidligste kolonitid - ikke var nær så stedkendte sydpå som sydlændingene nordpå. Den livligste trafik til Diskobugten gik ved kolonitidens begyndelse fra syd til nord. Luutivik er af sydlændinge-tradition.

Kommentar: Det er i fortællinger om angakkuts åndeflugter under seancer en hyppig episode, at den rejsende som bevis på at have været et bestemt, fjernt sted, hjembringer en stump af et eller andet, der ikke er helt nemt at fremskaffe på hjemegnen. Søg på åndemaner, bevis og på Naaja, rødt anorakstof. Evt. også på 'stof' og 'rensdyrtak'.

Fortællingen er ikke trykt på dansk, heller ikke i uddrag, men en meget tekstnær engelsk oversættelse er trykt i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den sidste af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 276-278.)

Resumé ved Kirsten Thisted:

Om en stor åndemaner på Isortoqfjordens Uummannaq

En åndemaner / angakkoq, der har vinterboplads på Isortoqfjordens Uummannaq, har gerne sin lille søn på skødet når han under en seance besøger Akilineq. Mens drengen nu er skødebarn besøger han en gammel grav, hvis knogler samler sig sammen af sig selv, og efter denne forskrækkelse er han blevet en endnu større åndemaner end sin far. Men først da sønnen er blevet voksen tilskynder faderen ham til at mane ånder. Under denne første seance udfordrer faderen sønnens kræfter og prøver at spærre ham vejen, men sønnen slipper fra ham og hullet lukker sig med et brag, så faderen bumper imod. 'Og så fløj han ikke mere!'

       Sønnen følger nu faderens spor. Han når til det sted hvor faderen har måtte opgive at komme videre, slipper selv forbi stedet og når et stort fremmed land og kommer til et hus med tre vinduer. Han kigger ind, og der sidder en mand, der har stær, men som den eneste opdager netop han gæsten derude. Gæsten beder om bukser og kommer ind på besøg. De beder ham prøve at skaffe fangst og han begynder at mane ånder. Et isfjeld helt sort af sæler driver indad, med overfladen med sælerne hældende ind mod land. Værterne begynder at gå ud på gulvet, først ægtefæller, så ugifte piger og mænd. Da en ung, ængstelig pige træder ud med en kinguleraq (kinguneralik ?, en anngiaq, barn født i dølgsmål, BS), drejer isbjerget den stejle side ind mod land. Gæsten, den unge åndemaner, vil sige det, men generer sig, og isfjeldet vælter ind over huset, mens han selv lige når at synke ned i jorden. Han får bagefter sine angakkoq-remme på (til åndeflugten) igen og flyver hjem, og de tænder lys helt ud i husgangen. Så ankommer den stærblinde og siger at han også vældig gerne vil prøve at skaffe dem fangst, 'bare et øjeblik'. Men de pisker løs og i fem nætter holder de ham på afstand på den måde. Bagefter afholdt den unge åndemaner sig fra at prøve at skaffe fangst.

Var.: Hejlmann: Quertitsialik; Inuit Fortæller I: Tunujorlersaq og Utakkaq; Hendrik: Angakkorsuarmik.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, se også initiation. Selve ritualet, hvor først ægtepar og så unge mennesker træder ud på gulvet minder om nytårsfester ledet af angakkut med konebytning hos inuit i Canada. Se fx Kleivan, Inge 1960: Mitârtut, Meddr. Grønland.

Åndemanere kan se, det der er skjult for andre. Det kan være tilstrækkeligt bare at lukker øjnene (Se Aadaarutaa). Er en åndemaner blind ser han rent logisk ikke andet end 'den anden verden'. Derfor er han den eneste der ser den ankomne angakkoq.

Fortællingen afviger, ifølge Kirsten Thisted, næsten ikke fra samme fortællers nr. 106 (NKS 2488, IV, 4'). Se id 1942.

Fortællingen afviger, ifølge Kirsten Thisted, næsten ikke fra NKS 2488, IV, nr. 72, fortalt af Hendrik. Se id 1769.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 96:

En gammel ungkarl og uduelig fanger ror langt nordpå, hvor han møder forskellige fugle, hvis tale han forstår. En mallemuk / stormfugl håner en ulk for dens tykke mave og denne håner stormfuglen for dens fæle lugt. Et par tejster besvarer hans spørgsmål om, hvem de er med: "Vi er Orrojokisak's" (?) og et par alker svarer, at de er Neriniarsimat's (spiseren's ?). En kajakmand, der fisker i mundingen af en fjord viser sig at være en skarv. I den tro at han nu er blevet angakkoq / åndemaner, fortæller han ingen om sine oplevelser, men da han når hjem og prøver at holde seance, mærker han ikke noget (fuglene han har talt med er ikke blevet hans hjælpeånder - BS.).

Hist.: Fortælleren synes at gøre grin med traditionelle forestillinger om folk, der får fugle som hjælpeånder, når de forstår deres tale.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 106.

Resumé ved Kirsten Thisted:

To brødre som blev skilt.

To brødre vokser op sammen og holder af hinanden. De er altid sammen. Den mindste har en hund han holder meget af. Engang storebroren sidder på gulvet og arbejder bliver den ved at skubbe til ham, og til sidst er han lige ved at skære sig. Så slår han den med redskabet, og lillebroderen skælder ham frygteligt ud. Om natten tager storebroren af sted, men hans kone når at komme med på slæden. De kører helt over til Akilineq, hvor de flytter ind hos en mand hvis kone er højgravid. Som dagene går får denne mand travlt med at hugge og snitte en køllelignende genstand. Det er til hans kone når hun skal føde. Da konen skal føde støder hun sig tre gange mod det store stykke træ.

Mens de stadig bor dér bliver også gæstens kone gravid. Mens hun føder viger værtens to kiffaq'er / tjenestepiger ikke fra hende. Hun føder en søn, og da de opdager hans lille numsehul sætter først den ene, så den anden sig på en fuglepil for selv at få sådanne huller. De dør af det, begge to. Til sidst længes gæsten så meget efter sit hjem at han ikke mere er sig selv. Værten siger at han bare skal tage hjem. Det gør han og hjemme finder han sin lillebror sund og rask. Han forlader ham aldrig siden.

Var. Søg: Aron 62, der har samme overraskende blide slutning på et Akilineq-besøg.

Hyppig episode i Den blinde som genvandt synet; Narhvalens oprindelse.

Hist.: Man har tydeligvis fået en del viden om stammefrænder og andre ordentlige folk ovre på den anden side havet, Akilineq, dvs. Baffinlands østkyst (Søg på Beck). Skønt de her virker noget primitive i fødselshjælpsvaner og uden rumpehul, er de ikke - som traditionens Akilineq-boere - fjendtlige. Nærmest nogle rare tosser.

Fyldigt resumé ved Kirsten Thisted:

En historie om to fætre.

En nordlænding hører at han nede sydpå har en fætter, som skal være en stærk og betydningsfuld mand (pingaartorsuaq). Han tager af sted for at kappes med ham og når endelig frem. Ved første blik bliver han nu skuffet over fætteren, der ser lille og ussel ud, men da det er sent på efteråret, flytter han ind i huset hos ham. Nu kommer så efterårstrækket og nordlændingen fanger og fanger, men ser aldrig fætteren gå i kajak. Han bliver mere og mere irriteret. En dag tager fætteren imidlertid pludselig med, og han må undre sig over så hurtig han er, og så tæt på fangsten (dyrene tiltrækkes af ham, BS.)! Næste dag sover fætteren længe igen. Det er altså kun når han har lyst til at fange en sæl, at han så bare tager ud og gør det.

Om vinteren bliver der islagt, og de kan ikke længere tage ud i kajak. Nordlændingen bliver ordknap. Så siger fætteren, at der er masser af fangst at hente nede i den 3. fjord syd for dem. Meget tidligt tager nordlændingen så af sted, men når først til den anden fjord, da solen er kommet så langt i vest, at han må vende om. Langt op ad dagen den næste dag tager så sydlændingen af sted og kommer hjem med to store fjordsæler på slæb hen under aften.

Sådan bliver fætteren (sydlændingen) ved og fanger nu til ham, således som han (nordlændingen) forsørgede ham i efteråret. Nordlændingen lader være med at sige noget om, at han egentlig kom for at kappes, og selv om den anden siger at han endelig må komme igen, kommer han aldrig siden igen.

Var.: Den nærmeste variant er Hendrik 41: Aqissiaqs sønnesøn, med et par ekstra Aqissiaq - episoder. Se også: Kreutzmann: Den lille svoger og Rasmussen I: Kvinden som giftede sig med en ræv.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 141,

ss. 331 - 332.

Kort resumé i Rink 1866-71, I: nr. 141.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 105, ss. 450: The Kidnappers.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra gamle dage om mennesker, der er sådanne.

Det fortælles, at der i Ikaariaq boede en ganske almindelig kvinde, der havde en meget smuk datter. På Qaqqaliaq vest for Ikaariaq boede der mange mandfolk. ("anguterpait" er normalt betegnelsen på mange brødre). Disse mandfolk havde netop besluttet sig for at rejse til Ikaariaq for at fri (det betyder formentlig: for at hente pigen. chr.b.) til den smukke datter. I Ikaariaq boede en dygtig fanger. Da denne fik af vide, at mandfolkene fra Qaqqaliaq ville komme på frieri, blev han hjemme fra fangst, når det var godt vejr, fordi han agtede at forsvare kvinden og hendes datter mod mændene fra Qaqqaliaq. Han tog kun ud på fangst, når

det var dårligt vejr.

En morgen, hvor det ellers var stille vejr, tog han som vanligt ikke ud på fangst, fordi han forventede, at mændene fra Qaqqaliaq ville komme. Ganske rigtigt - tidligt på morgenen sås en konebåd sætte fra land fra en ø, der lå tæt ved Qaqqaliaq. Da pigen fik at vide, at en konebåd var på vej til deres boplads, løsnede hun sin hårtop og lagde sig ned bagest på briksen og blev dér. Lige før konebåden nåede til land, gik fangeren, den stærke mand, hen til huset, hvor de to kvinder boede og satte sig ned på briksen på tværs, så han spærrede vejen til pigen. Mens de sad dér og var spændte, sprang den ældste af mændene ind og de andre fulgte efter. Der sad de så uden at sige et ord, mens kvinderne rystede af skræk. Fangeren, der sad på briksen på tværs, svedte sådan, at der samlede sig damp over hans hoved. Da mændene så dette, forsvandt de uden at gøre nogen fortræd (meningen er vel: uden forsøg på at bortføre pigen med magt. chr.b.).

     Da mændene var taget bort, sagde kvindernes beskytter henvendt til

moderen: "Du vil åbenbart ikke foretage dig noget, selv om mændene har gjort

jer så bange." Da manden havde gentaget hentydningen mange gange, gik kvinden ud. Manden så hende gå ned til stranden. Her sad hun længe med bøjet hoved. På det

tidspunkt var konebåden kommet midtvejs over fjorden. Så rejste kvinden sig op

og begyndte at gå op til huset. Før hun nåede huset brød stormen løs med retning

fra Pulaqqavik og udefter. Vandet blev pisket op af stormen, så man intet kunne

se. Konebåden forliste og alle mændene omkom.

I Pisuffik, deroppe mod nord, var der en stor åndemaner, som engang var på

fangst langt ud for kysten i Kiinaalik-området. Så hørte han nogen sige: "I

Kiinaalik-området dukker der altid nogle sortsider op. Derhenne er der da også

en kajakmand." Da åndemaneren drejede hovedet udefter, hvorfra stemmen kom, så

han en flok spækhuggere, der var på flugt. Da en af de største af dem dukkede

op, sagde den: "Vi er de mandfolk, der friede til en pige på Ikaariaq. Jeg hed

Hooraavaarsuk, den ældste af dem, som var på frierfærd." De fik denne

underretning gennem åndemaneren.

Var.: Ikke præcis denne sammensætning af episoder i denne bases samlinger.

Hist. I en af Kreutzmanns fortællinger optræder en vis Horaajuk, der jo kan minde om Hooraavaarsuk i stavemåde. Man skal til Thuleområdet eller arktisk Canada for at finde ho som begyndelsesbogstaver, men det drejer sig formentlig blot om et øgenavn af ubestemmelig oprindelse. Se Hooraavaarsuk

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  100.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tvinges til at glemme.

Luutivik (Ludvig) (f.1886). Dengang vi kun var tre personer her, kom jeg kørende fra Qaarusulik med et hundespand af de fineste hunde. Så fik jeg øje på et vindue, og hvis ikke det var lige ovenover iskanten, så var det lidt ovenfor iskanten. Men da jeg ikke så nogen mennesker, kørte jeg bare videre, og det forsvandt af syne, uden at jeg kørte hen for at se efter, for jeg havde også besvær med at magte hundene.

   Jeg havde besluttet at fortælle om det, når jeg nåede hjem, men jeg glemte det fuldstændig. Først da jeg var flyttet til Nuussuaq, kom jeg i tanke om det og fortalte om det. Måske har nogen gjort, at jeg var ude af stand til at huske.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

Kommentar: Luutuvik har for så vidt været heldig i forhold til den mere traditionelle overbevisning, at man blev syg, måske ophovnet, indtil man fik fortalt om et sådant syn. Søg på Angajewdleq.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 104:

"Om Qaarnernarsuaq

Qaarnernarsuaq bor i Sermilikfjorden. Når dagene beynder at længes, står han altid på fjeldet og iagttager, når blåhvalerne kommer. Når så hajerne angriber en blåhval, der kommer op besat med sværdfisk over det hele som var det hår, ror han hurtigt ud til stedet, sænker sin kniv i vandet og siger: 'Giv også mig en flænsebid'. Og op kommer kniven i så stort et stykke spæk, at han har nok til resten af vinteren."

Hist.: En lidt usædvanlig fortælling. Vedr. Luutiviks fortællestil, søg Lûtivik, og se under Hist.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 212 ss. 1037 - 1040.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 419 - 421: Oqaluttuaq Tartitsiannaamik.

Resumé:

Tartitsinaaqs forældre flytter med hende til en anden boplads, fordi de ikke kan bære at kunne miste hende (ved ægteskab). Her opdager moderen efterhånden, at datteren ligger i med sin store hund hver dag, når hun går ud efter bær. Forældrene lader som ingenting, også da Tartitsinaaq begynder at svulme op og låner større og større fugleskindspelse af sin fars for at skjule graviditeten. Moderen stjæler sig også efter hende, da hun har født. Det er lutter hundemennesker, hund i den ene side og menneske i den anden. Kun een skiller sig ud ved at have forkrop som et menneske og bagkrop som en hund. Efter nogen tid beder faderen hende bringe hele molevitten hjem, men da de bliver større og for uhyggelige, ror han dem over til en ø med en konebåd fuld af mad / proviant. Den spiser de længe af. Faderen kommer derefter med mellemrum med en hel sæl, der, da han ældes med svigtende fangstevne, blot bliver til et stykke af en sæl. Datteren bliver arrig og beordrer børnene at dræbe deres bedstefar næste gang han kommer og de slikker hans kajak ren for blod og spæk. Han kommer ellers med et ordentlig læs af kød, men de lystrer, og bagefter, i endnu større raseri over ikke længere at have nogen forsørger, tryller hun over et såleskind og sender hele kuldet østpå (?) over havet med besked om at lave ting ud af alt muligt. De lander langt borte, går ind i landet allesammen undtagen den aparte hund, der må blive ene tilbage på en klippeknold.

Var. + Hist.: En speciel version af Kvinden der blev gift med en hund (se også Tartuneqi). Luutivik bryder sig åbenbart ikke om at nævne, at det er europæernes oprindelsesmyte. Det er usikkert hvem den aparte hundemand, der ikke kan følge med de andre ind i landet, hentyder til, men det er en transformation af det traditionelle skel mellem dem, der sendes til indlandet som eqqillit, livsfarligehundemennesker, der er hurtigløbere, og det andet hold, dvs. de hvide, der bliver hav-mennesker og kommer tilbage over havet med fremstillede handelsvarer. Heller ikke eqqillit vil Luutivik åbenbart kendes ved, idet han anbringer deres traditionelle stamfar ene på en øde ø's klippeknold.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 206 ss. 1016 - 1020.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 414 - 418: Tuattunnguamik.

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 45,

ss. 86 - 88.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 124, s. 460: A Girl named Tuagtunguak.

Resumé:

Tuattunnguaq må flygte fra sin nygifte svoger, der også vil have hende til kone. Længe har han vogtet over hende, endog gemt hendes kamikker under dørtrinnet, men en forårsdag, han omsider er taget ud på fangst, finder hun kamikkerne og kommer af sted. Hun falder igennem isen på lavt vand, vender tilbage, tager mod nord, møder en væmmelig sort tingest og besvimer. Hun vågner, går videre, møder atter den sorte, besvimer igen, og er således ved at blive angakkoq / åndemaner. Efter fem dage på samme vis når hun en stejl skrænt, som hun bare flyver videre fra. Hun havner ved sit udgangspunkt, går atter nordpå til skrænten, flyver, havner atter hjemme, osv. i fem dage. Så går det videre nordpå til en fjord, som hun ved sit blotte ønske flyver over. Hun ser en masse gamle mennesker laste en konebåd og tage bort. Teltet står tilbage og vogtes af en kvinde, der kommer ud, fordi Tuat. ankommer med en kraftig vind på en blikstille dag. Tuat. får mad og besked om at sove oppe bagved i en hule, fordi hun har gjort modstand. Hulen er lækkert foret, men fluerne derinde råber hele tiden op om deres skaber og de holder først fnisende op, da hun skælder dem ud. Langt op ad dagen vågner hun, umiaq'en / konebåden kommer tilbage, man diskuterer om Tuat. skal blive og ender med at invitere hende til det, fordi hun er ung, og de har brug for hende. Det varer noget inden hun bliver gift, fordi hendes plejeforældre tror, hun ikke vil. Hun vågner ofte om morgenen med en hvid sten i munden, og den bliver til skum, når hun spytter den ud. Du er nok angakkoq / åndemaner, mener hendes mand. Om vinteren lader han hende efter ønske tage med ud på isen til vågefangst. En ø derude fanger hendes interesse. Hun undskylder sig med at ville tisse dér. Kan hun ikke bare gøre det på isen? Nej. Manden lader hende få sin vilje. På øen ser hun en husgang og går ind, hvor en masse mennesker endelig får bekvemmet sig til at sige, at de har kaldt på hende længe, fordi hun er så lysende. De har et sygt barn. Tuat. mener ikke, at hun er angakkoq / åndemaner, men kan se noget under barnet, et solbleget bækkenben, som hun lover at tage med ud. Man giver hende et midterstykke af et rensdyr med, men det slider sig løs undervejs, og hun må lade det flyve tilbage. Hendes mand har i mellemtiden fanget to sæler. Dem slæber hun hjem. Selv kommer han hjem med de næste to.

Næste dag gentager udflugten sig. Barnet er blevet rask, Tuat. får et stykke rensdyrtak som gave. Det skal være hendes mand, siger ånderne. Men også det slider sig løs og flyver tilbage, og hendes mand får i alt fire sæler også denne dag.

Var.: Tuattunnguaq

Hist. + kommentar: Initiation.

Luutivik er en spændende fortæller for den der interesserer sig for etnohistoriske ændringer:

Fortællingen gennemgår med episoder fra forskellige fortællinger flere trin i en (åndemaner) angakkoq-uddannelse: Faldet gennem isen ved forårstide (rejsen til Havkvinden); besvimelsen ved mødet med den første ånd (hér en slags sort djævel á la en toornaarsuk); flyveevne ved spring fra bratvæg; opnåelse af det indre lys, som kun ånder kan se; besøg hos ånder, der her er innersuit. Flere af disse træk peger klart på en tradition af østgrønlandske angakkoq-fortællinger. Dværgen Lûtivik / Luutivik hører da også til den herrnhutiske menighed, der fik sine tilhængere sydfra og dermed sydøstfra:

Episoden med den liderlige svoger genkendes fx fra fortællingerne om Kaakaaq (Sandgreen 1987: 245 - 248). Angakkoq'en der vækker opmærksomhed blandt ånderne og tiltrækker dem, fordi han/hun er så lysende (søg på lyser / lysende). Den runde, hvide sten, som i Østgrønland menes at være faldet ned fra himlen. Den kan gøre en ufrugtbar kvinde gravid, hvis hun bærer den i skridtet. Spæksten, orsugiaq, hedder den på østgrønlandsk, men det er næppe hér kryolit: orsugiak. Snarere kvarts (søg på kvarts). Almindelig i Østgrønland er også fortællingen om den unge angakkoq, der tilkaldes af ånder. De har en patient, som det lykkes åndemaneren at kurere. Denne får dog ingen glæde af åndernes takkegaver. Oftest forvandler de sig til nytteløse visne planter, men hér har Lûtivik sammenblandet dette træk med angakkoq'ens bevis på, at han har været hos nogle bestemte ånder: en stump usædvanligt stof eller lignende, som prøver at slide sig løs og flyve tilbage under hans flyvetur hjem. Al. får ikke sit bevis med hjem.

I Vestgrønland er det magiske tal for gentagelser: fem (I Østgrønland er det tre). Med hensyn til ideen med overnatningen i hulen spiller den især på myten om ungkarlen, der bliver gift med en ræv, bejles til af forskellige insekter og sover i rævens hi vinteren over. I Lûtiviks fortælling sover Al. dog kun til langt op ad dagen, og årsagen, at hun har gjort modstand, er formentlig hendes oprindelige uvilje mod et (også traditionelt uanstændigt) ægteskab med svogeren. Overnatningen i hulen med fluerne fungerer under alle omstændigheder som en initiation til livet med de nye mennesker. Men hvorfor er de alle så gamle? Det kunne være den kristne Lûtiviks begrundelse for at fortælle en angakkoq-historie fra gamle dage. Dels lader han Tuattunnguaq konstant forblive uvidende om sine angakkoq-evner. Det må en søn af 'de gamle' forklare hende. Og samtidig lader Lûtivik fluerne forstyrre Tuattunnguaqs søvn med deres råben på deres skaber, en glose af nyere dato i den kristne betydning. Se andre Luutivk-fortællinger, hvor også en synlig uvilje mod den 'u-kristne' tradition skinner igennem

Ånderne under øen i skærgården er innersuit, hvis gaver af rensdyrkød og rensdyrtak ikke vil med Tuattunnguaq hjem. Til gengæld går det fint med de to sæler, hendes mand allerede har fanget, der således kan betragtes som en slags erstatning. Måske er det de østgrønlandske innersuits ensidige orientering mod havdyrfangst / sødyrfangst, der har sat sig sit spor. De skyer alt, der har med land at gøre (Se GTV = Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Derimod findes der i Vestgrønland også innersuit, der jager på land. Måske har Lûtivik da inkluderet dette træk samtidig med at han har holdt sig til sine forfædres traditionelle adskillelse mellem land og hav, når det gælder innersuit. Samtidig gentages, tillige med denne rensdyrtak, ledemotivet: pigens uvilje mod ægteskab.  Ånderne vil jo give hende rentakken til mand. Måske tror Lûtivik, at det i gamle dage var helt i orden at blive medhustru hos sin søsters mand. Det reagerer han i så fald imod med de mange gentagelser: Afvisning af svogeren. Tuattunnguaqs fortsatte (antagede) modvilje mod ægteskab, der først betinger hendes associering til fortællingen om en, der blev gift med et dyr (ræv), dernæst plejeforældrenes overbevisning om, at hun ikke vil giftes, og slutteligt åndernes mislykkede forsøg på at gifte hende med en ren(tak). Endelig er en episode, som Aron har illustreret, blevet udeladt under nedskrivningen: To åndemænd møder Tuattunnguaq på kanten af den stejle skrænt. Den ene springer i havet og forvandles til en netside. Tuattunnguaq nægter at følge efter. Den anden springer så og kommer op som en netside. Hun vil åbenbart ikke forvandles fra rigtigt, normalt menneske til et umoralsk, dyrisk eller åndebeslægtet menneske, der må leve i den 'anden verden'. Formentlig er det så på dette tidspunkt, hun med afsæt fra brinken kan flyve.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 217 ss. 1063 - 1067.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 422 - 425: Tungujorlersaammik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 62.

Resumé:

Tungujorlersaat farer vild sammen med en kajakfælle langt ude til havs, da en snestorm overfalder dem. De ror i dage og nætter og holder kun tørsten fra livet med Tung.s bytte, som han har fjernet maven fra for at kunne ro hurtigere. På nippet til at dø af tørst når de fastisen ude til havs. Den rager højt til vejrs, men de opgiver at bestige den, fordi der er mange isbjørne deroppe. Også nede ved randen vrimler det med fangst. Tung. harpunerer en hvidhval, som de så må slukke tørsten ved under de næste mange døgns roning. Atter på tørstedødens rand øjner de land, ror derhen, finder et stort hus, hvor folk klart er bange for dem. De bliver bedt hen i en qassi, et stort hus uden vinduer, hvor de afskæres fra at komme ud og jages rundt af lanser, der stikkes ned mod dem gennem taget. Tung. husker noget i sin kajakpels og beder om at få den smidt ned. Med det hånlige råb: Han tror han kan redde sig ved den - smider man den ned. Han tager sin pelsboer (amulet) ud af kraven, opliver den i munden og sender den op med besked om at gøre det af med alle. Det sker. Der er ingen overlevende da de når ud og fortsætter i deres kajakker. De når et andet hus med en elskelig husfar, der gæstfrit sørger for dem i lange tider. Så blir Tung. tungsindig. Værten spørger hvorfor. Jo, Tung. længes efter alle sine slægtninge derhjemme. Jamen, de to kan rejse, når vejret bliver godt, foreslår den rare vært. Da de kommer hjem, er de børn, som er opkaldt efter de forsvundne mænd (i den tro at de længst er døde), allerede blevet store.

Hist.: Der er forskel på folk i Akilineq, lader det til. Traditionelt er de kannibaler eller morderiske, men i en del fortællinger dukker der, som her, flinke hjælpsomme mennesker op. Muligvis skyldes dette skel, at nogle grønlændere fra Ny Herrnhut sidst i 1740'erne havde været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

De fjendtlige Akilineq-boere repræsenterer således den traditionelle overlevering, mens de venlige er de gæstfri, rigtige mennesker man faktisk har besøgt derovre. For denne tolkning taler også, at fortælleren tilhører den herrnhutiske menighed i Nuuk / Godthåb.

Kommentar: En tihørende illustration af Aron viser, at deres vært sørger for deres hjemrejse over det enorme hav: Han sidder på en isflage med en hånd i hver kajak, hvor de to mænd sidder foroverbøjede med lukkede øjne.

Var.: Fx Qattaaq. Søg i øvrigt på Akilineq.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 66.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:  

Nogle konsekvenser af overtrædelser.

Luutivik (f.1886). Det fortælles, at forfædrenes efterladenskaber, såsom gammel beklædning og gamle knoglerester fra den mad, der ikke måtte spises under tabuperioden, sank direkte dérned - hvor havet ender. Og når hun blev rigtigt træt af alt det affald og begyndte at vælte sig uroligt rundt, blev havet sat i bevægelse, så der kom vældige bølger ud af det. Når åndemanerne / angakok manede ånder, tog de så derned og fjernede affaldet.

Hist.: Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor / Mor / Havkvinden. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone, Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Kommentar: Placeringen af Havkvindens bosted veksler noget, men der er altid en god bid vej derud under havet (eller over og så ned).

Resumé:

En lille ungkarl ror langt afsted og standser ved et lille næs, hvor

han ser et hus med røg op fra kogestederne i husgangen. Han går

derop, ser ned gennem røghullerne en stor gryde med menneskekød i kog

og flygter så ned mod stranden igen. Men en stor kvinde har set ham og

kalder ham inden for. Der er to kvinder og på briksen en gammel mand

med tildækket understel. Han får blot et par ammassætter serveret og

går ned for at ordne noget ved sin kajak, og da han ikke tør flygte,

skjuler han blot en stor stenplade på sit bryst. Mod denne knækker den

gamle mand sin knivhale af kobber, da han vil dræbe den sovende

ungkarl om natten. Den gamle dør, ungkarlen flygter, kvinderne

begræder den knækkede hale.

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

Hist.: Bemærk kobberet.

Denne Luutivik er ikke den samme, som herrnhuternes Lûtivik, der nedskrev fortællinger til Rink i 1867.

Kommentar: af fortællinger fra inuit i Canada fremgår det, at modellen for denne mytiske skikkelse er en humlebi. Søg på humlebi.

Resumé ved Kirsten Thisted:

En gammel mand har sin eneste søn til forsørger, men engang hvor sønnen er på fangst på det åbne hav kommer han ikke hjem. Faderen venter til vinden er den samme som da sønnen forsvandt, og tager ud. Da han er ude hvor landet bag ham er helt forsvundet ud af syne, hører han en der råber 'naa, naa'. Han harpunerer ham bagfra. På samme vis går det med endnu en. Den tredje siger 'naa, naa' med en dybere stemme. Den gamle lyver over for denne qajariaq og siger, at han ikke har set de to første kajakmænd (også qajarissat). De ror indad. Da de kommer til den, som den gamle senest harpunerede, genopliver qajariaq'en ham. Det samme gør han med den først dræbte.

       Under tværremmene på qajariaq'en kajak ligger kroppen af den gamle mands døde søn, og faderen spørger nu ligesom med de andre: 'Kan man ikke genoplive ham?' Qajariaq'en tager så kroppen fra sin egen kajak og armene fra hver af sønnernes kajakker, lægger stykkerne sammen som de skal ligge og stryger hen over dem. Så blir sønnen levende igen, men han har ingen kajak. De får lov at låne en af qajariaq-sønnernes kajak på den betingelse at ingen må kigge ind i den.

       Da de er nået til yderøen klager sønnen over at hans ben er lamme, og da de kommer i land kan han slet ikke bruge dem. Faderen holder åndemaning og kurerer lammelsen. Men da faderen bringer kajakken tilbage, rejser qajariaq'en en storm, der sender faderen helt over til det sydligste Akilineq før han ender helt ovre mod øst i Aluk. Så ror han hjem langs kysten og får atter sin søn som forsørger.

Var: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk (der dog også kan være umiarissat).

Kommentar: Qajarissat er en slags sælmennesker, der næppe har ben. Sandsynligvis er det derfor netop at sønnens førlighed i benene blir ramt (når tabuet mod at kigge brydes.

Hist.: En traditionel fortælling. Men fortælleren har tilsynelande ikke helt forstået pointen: at lammelsen skyldes at nogen faktisk kigger ind i den fremmede kajak. Også stormvejret, som qajariaq-faderen rejser (i flere varianter ved  at blæse igennem et rør han tager op fra kamikskaftet) må skyldes dette utidige kiggeri.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 99:

Om den gamles besøg hos menneskeædere / kannibaler / ligrøvere.

Man opdager at nyligt begravede lig forsvinder. Det sker også med liget af en gammel mands søn. Han lægger sig nu selv som død i en grav, hvorfra han bliver slæbt væk af en eller anden, og hen til et hus. Her gør en gammel kone forberedelser til at koge 'liget', der springer op, dræber den, der har slæbt ham derhen, og flygter. Han bliver forfulgt, men han sinker forfølgeren ved at befale først små sten og så små buske at blive store bag ham. Han springer over en elv, som han befaler at vokse, og da forfølgeren spørger, hvordan han kom over, svarer han: 'ved at drikke, ved at drikke af den'. Forfølgeren drikker så længe at vedkommende revner.

Hist.: Det er en sjov historie i sig selv, men det er alligevel påfaldende, at fortælleren har udelukket den vanlige slutning: at vanddråberne der slippes løs, når ligædersken brister, bliver tågens oprindelse.

Fortælleren, Luutivik, der er herrnhutisk døbt, er i det hele taget ikke meget for at tage de traditionelle fortællinger alt for alvorligt.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 114,

kompletteret således af Kirsten Thisted:

Et par gamle mænd plejer at besøge en naboboplads, hvor de modtages godt i et hus med mange brødre. Men engang den mellemste bor har fanget en lille hval, og de to gamle derfor igen aflægger besøg, lader man dem sidde uden at tale til dem eller byde dem noget. Hen ad aften giver den ældste af gæsterne den anden et vink, og da de kommer udenfor, siger han at de bør hævne sig over den sløje modtagelse. De drager af sted, men undervejs står de ud af kajakkerne og graver sneen bort ved siden af en stor sten. Da de har nået grønsværen siger den ene, at de skal grave videre, dernæst kaste det de graver op opad mod månen og så undersøge det ganske nøje. Omsider finder de en bille, en mariehøne. Den tager de med tilbage til brødrenes hus, hvor alle sover. Den ældste af de to gamle lister sig ind, placerer mariehønen under en gulvflise, som han løfter lidt foran den mellemste brors soveplads. Så lister han ud til sin ledsager og siger, at når den sovende næste morgen står op og er trådt ud på gulvflisen, vil han blive konfus, og når han er trådt ud med begge fødder vil han gå fra forstanden.

Nogle dage senere kommer der bud fra brødrene om at de gamle skal komme, for de kunne vist hjælpe den mellemste bror, der var gået fra forstanden.

De to gamle tager så med til bopladsen. Den ældste lader som om, han er åndemaner og 'finder' mariehønen. Den syge bliver rask, og i deres taknemmelighed tager brødrene de to gamle til sig og lader dem flytte ind.

Hist.: Et usædvanligt forløb af en fortælling, der oftest ender med tilbageslag mod de fornærmede gamle, der har forvoldt hekseriet (se fx Qujaavaarsuk og Kamillaannguaq / Barfod).

Muligvis er det den europæiske frase om at sende en mariehøne op til Vorherre for at bede om godt vejr, der har inspireret til jordkasteriet op mod månen.

Fortælleren, Luutivik, fortæller ofte morsomme, 'moderne' versioner af traditionelle fortællinger.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 63, ss. 104 - 105.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 130, s. 463 - 464: The help from Ingnersuit.

Resumé:

Den gamle mand der besøgte innersuit.

En gammel mand der bor sammen med mange andre fangere er - skønt godt til års stadig en habil fanger. Han plejer at følge med andre på fangst, men en dag det stormer fra nord er han den eneste ude i kajak. Da han har harpuneret en sæl ser han længere fremme ude til søs en stor skinnende hvid kajak, som han slet ikke kender. Den fremmede ror lige hen til ham og siger: 'Forleden ville jeg så gerne træffe dig ene for at invitere dig hjem, men hver gang jeg kom herhen var du altid sammen med andre. Endelig træffer jeg dig nu alene. Kom nu og besøg mig, så følges vi.' Den gamle følger med og omsider kommer de til nogle store skær. Så siger den fremmede:'I det øjeblik vi støder på dette skær løfter det sig, og når jeg så smutter ind under det, skal du bare uden betænkning følge efter. Det er så småt med gæster. Det er derfor jeg så gerne vil se dig. Du kan jo altid tage hjem igen i morgen.' Det går ganske som han har sagt. Skæret løfter sig og den fremmede smutter ind i rette øjeblik, hvorpå den gamle følger lige efter ham. De kommer så til et lille hus, hvor kvinderne modtager dem og inde er alting så hyggeligt indrettet. Kvinderne serverer straks store stykker mattak, og da de har spist tar Innersuaq-manden så hul på snakken og siger: 'Grunden til min invitation er den at jeg har noget at sige dig. Kom fra nu af bare hver dag uden ledsager og besøg mig. Når du bliver gammel og din fangst begynder at svigte dig skal jeg nok hjælpe dig. Nårsomhelst du skulle komme til at mangle noget, skal du bare komme til mig, så skal jeg nok sørge for at du ikke kommer i forlegenhed.' Den gamle siger så at det vil han da benytte sig af, og efter at have overnattet tager han hjem. Så blir han mere og mere affældig, men bliver hele tiden hjulpet af innersuaq'en. Men da han som ældgammel fortæller alle og enhver, at innersuaq-manden vil forsyne ham med alt, og han desuden en tid lang ikke har besøgt innersuaq'en og endelig dukker op, afvises han for stedse med den besked, at nu har han, innersuaq'en, gjort tilstrækkeligt for 'dagslysets beboer'.

Var.: Ingen præcis som denne, men søg på innersuit.

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen, at man ikke fortæller om endsiger praler med givtige forbindelser med ånderne. Desuden skal forbindelsen plejes med hypige besøg. Luutivik har tilsyneladende udeladt den episode, der gerne forkommer i andre versioner, nemlig at manden (der er angakkoq / åndemaner, ellers slipper han ikke levende fra innersuit) skal hjælpe innersuaq'en med at opklare noget hekseri el. lign. Se også Luutiviks andre fortællinger vedr. hans let afstandtagende forhold til traditionen, der iøvrigt undertiden karakteriserer de yderste el. nederste innersuit som ondskabsfulde.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 97:

Et ældre ægtepar får besøg af en stor mand, der frier til datteren, får forældrenes ja og tager hende med sydpå. Faderen efterkommer svigersønnens invitiation til et besøg, rejser derned og kommer ind i huset, hvorfra så svigersønnen går ud og viser sig som en skarv, der dykker ned i havet, kommer op med en ulk og kommer ind i svigersønnens skikkelse med den. Den får svigerfaderen at spise. Hjemme igen vil han efterligne sin svigersøn. Han binder en sten om halsen, et langt reb om livet og beder sin kone hale sig op, når han trækker i remmen. Da konen får ham op, er han druknet.

Hist.: Fortælleren Ludvig / Luutivik gør ofte grin med gamle forestillinger, der er tåbelige i kristne øjne. Fx myldrer den traditionelle overlevering med fortællinger om drenge, der lærer at svømme under vand (Var.: Svømme under vandet som en sæl), og om kajakmænd der drukner og vender hjem igen (angerlartussiaq).

Resumé ved Kirsten Thisted:

Den lille gamle mands modige søn.

En lille gammel mands søn er ikke bange for nogetsomhelst. Engang går han tur ind i landet og opdager nede på bunden af en dyb hule et mystisk dyr med skal på. Den er ikke til at få fat på med fingrene. Så går han hjem og henter sin harpun, og da han kommer hjem med den, koger moderen den og de bliver småtossede i hovderne allesamen. Nord for dem er der en boplads med mange mennesker. Dér tager de hen for at også de kan smage! Dér bliver de også skøre i hovderne. Det var altså en ond ånd han havde fanget!

Hist.: En temmelig usædvanlig historie i grønlandsk sammenhæng.

Fortælleren Luutivik synes at have gjort sig sine egne tanker om mange fortællinger.

Oversættelse mangler pga. mindre kommunikationsbrist.