Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Martha gav 5 resultater.

Drengen, som for til genfærdenes land

Print
Dokument id:945
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen, som for til genfærdenes land
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

 

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

 

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

 

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

Fjeldkløften, som lukkede sig

Print
Dokument id:947
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:
Titel:Fjeldkløften, som lukkede sig
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 140
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai".

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 149 - 151.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 26 - 27, "The Ravine

that closed up".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai" / Merlertorajiit qunnersuup kiigaa.

 

Resumé: Et stort fjeld. Midt på det en kløft. I kløften en dal. I

dalen et hus. Børnene leger og støjer i kløften, fordi de ikke tænker

på mad. En voksen kvinde med barn i amaaten / rygposen er hos dem. De skræmmer to

gange sælerne væk fra en gammel mand på isfangst ud for huset. Anden

gang råber han i alvorlig vrede, at kløften skal lukke sig. Den lukker

sig som en sammenbidt mund. Intet kød kan presses ned gennem revnen.

Kun lidt blod, der hældes ned, og senere lidt blod fra en nyfanget

sæl, fyldt i en tarm, der presses ned gennem revnen. Børnene bliver

mætte, men ikke barnet i amaaten. Der er ikke plads til at die det.

Det dier kvindens nakke og æder dens kød fra benene. Den gamle mand

lover at åbne kløften igen, men undlader det, fordi han næste morgen

vredes over en gammel kones svar på hans spørgsmål om himlen mon vil stå

blå i dag: Selvfølgelig, solen vil skinne, fordi barnet i dag vil æde

sig ind i hendes nakke. Svaret skal vække hans samvittighed og er en

hentydning til, at han ikke burde have ladet sin vrede løbe af med

sig. Børnene sulter ihjel.

 

Var.: id 123, 623, 820.

 

Tolkning: En variant med sjældent stærke metaforer. Temaet i alle

varianter er børns tankeløse støjen, der skræmmer dyrene bort. De

tænker ikke på mad (kød). De bør holde mund. En ekstremt lukket mund

er billedet på klippen, der lukker sig og sammenbidt ikke tillader kød

at passere. Kun blod i en tarm. Det kød-diende spædbarn alluderer

først til myten om spædbarnet, der blev sultet og åd sine forældre, og

dernæst til forestillingen om Solen, der har afskåret sine bryster og

er hul i ryggen. Moralen er dobbelt: Børn bør ikke støje. Og gamle

(mænd) bør ikke lade vreden over tankeløse børn løbe af med sig.

Hist: Evt. påvirkning er ikke synlig.

Kivioq, der rejste bort, fordi konen var utro

Print
Dokument id:595
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivioq, der rejste bort, fordi konen var utro
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 135 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kivioq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 52 - 55, "Kivioq, who

left his home because his wife was unfaithful".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 91 - 96: "Kivioq".

 

Resumé: Kivioq's kone er ham utro med en ung mand og hun lader endog

sin mor trække K.s fangst op fra stranden. K. samler vanter i mængder

og ror bort, ud fra land, ud forbi havets synlige grænse fra land.

Møder først træædende havlus, der ikke spiser skindremme. Længere ude

en mænge ufarlige spraglede sæler, der stikker snuderne op over

havoverfladen. Dernæst udspændte, ligesom vandfyldte tarme af

remmesæl: "Det er havets midte", forklarer en stemme ovenfra. Senere kommer han til en strømhvirvel: "Det er verdens navle." Så ser han land, ror derhen, og

flytter i hus hos to enlige kvinder, der onanerer på husstolpernes

knaster. K. skærer knasterne af i vrede. Kvinderne er hurtige til bens

og henter fangst langt ude, når lavvande lægger stranden bar videre

end øjet rækker fra land.

Mærkelige dyr ligger rundt omkring på den blotlagte havbund. K.

forskrækkes og vender om. Kvinderne fortsætter udover og kommer hjem

med klapmydser. Næste gang følger K. med helt ud til havet, hvor en

mængde sæler ligger i bunker som krybende maddiker. Kvinderne tager

et par nyligt affældede fjordsæler med. Højvandet kommer brusende.

Kvinderne styrter imod land. K. får den første bølge over sig ved

kysten, men reddes dog i land af kvinderne. Næste jagttur går til en

stor indsø efter edderfugle. K. går selv derop næste dag, vader ud i

vandet, og en stor penis dukker op af det. Det er den, der giver

kvinderne de mange edderfugle som tak for sex. K. hugger den af med

sin økse, vredes på kvinderne, rejser hjem, hvor en falk melder hans

komme, og at hans kone stadig har sin elsker.

K. vil afsted igen, men en gl. kone får fat i hans stævn, overtaler

ham, og K. udfordrer den unge rival til en brydekanp. K. vinder, og

vinder dermed retten til sin kone. Indtager sin rette plads på

hovedbriksen. Elskeren må luske hen på sidebriksen.

 

Var.: Kivioq

 

Tolkning: Temaet er ægtemandens seksuelle rettigheder. I

jalousi rejser K. til den traditionelle "omvendte verden" bag

synsranden. Den har fire grænsemarkeringer med krops- og dyre- og

bevægelses- symboler: Lus (hoved, liv), sælsnuder (næse, ånde),

remmesælstarme m. vand (midte, indre, navle-strenge?) og strømhvirvel (navle).

(Se Sonne 2005 om pooq og angakkut puullit).

Den "anden verdens" to kvinder er "modsatte" i forhold

til rigtige kvinder. De behøver ingen mænd. De er stærkt bevægelige

til lands (den blotlagte havbund), forsørger sig selv, og deres

fangster associeres til "død" (sæler som maddiker). Deres mænd er

stolpernes knaster og indsøens penis, som K. afliver med hhv. kniv og

økse. Hjemme igen overvinder han på mere civiliseret vis sin rival i

en brydekamp. Luftens stemme belærer ham om den "anden verden"s

grænser, ligesom en luft-fugl, falken, melder hans ankomst. To gange,

ved højvande og hjemme igen, reddes han i land af kvinder (kvinders

livreddende tiltrækning på mænd).

 

Hist: Episoderne i den "anden verden" er andre end i de fleste

varianter af den jaloux Kivioq, og måske er denne ny under vestlig

påvirkning, hvor mandens ret til hustruvold er kommet til diskussion.

Men episoderne genkendes fra andre fortællinger, og denne fortælling

er i sin symbolik i fuld overensstemmelse med det traditionelle

verdensbillede.

Ligrøveren

Print
Dokument id:430
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ligrøveren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 141 - 143
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"pujúngortorajik".

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 55 - 57: The Woman who was canged into a Fog.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 96 - 98: "pujúngortorajik" / Pujunngortorajik.

 

Resumé:

Forældrepars børn dør, en for en, men ligene stjæles af en

ukendt. Faderen lader sig stensætte / begrave med en stenplade på brystet.

Ligrøveren henter ham, må gang på gang lukke hans stirrende øjne og

besværes i sin gang, fordi manden griber fat i alskens buske og krat

undervejs. Hjemme hos ligrøveren glæder hans sønner sig til måltidet

på liget, der vil smage af kamikhø. Deres mor vil flænse det, uluen

mister sit skær på stenpladen, hun går ud for at slibe uluen, "liget"

griber en blodig økse, hugger hovedet af ligrøveren og flygter. Konen

efter ham. Han sinker hende ved at fremtrylle først buske, så store

bunker af sten, så en klipperevne, så en klippe, og sluttelig en elv.

Den sidste kan kællingen ikke klare. På "ligets" anbefaling giver hun

sig til at drikke vandet bort. Hun revner, det bliver finregn, og fra

hende stammer tågen. Hendes børn græder snot. Det hænger dem fra næsen

helt ned til gulvet, og sådan udånder de.

 

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen. Holtved 42 fog;

 

Hist.: Fortællingen adskiller sig kun fra traditionelle varianter af "Tågens

oprindelse" ved at være særdeles godt fortalt med stringens i brug af

land-symbolik (jordvækster, sten, kløft og bjerg der hæmmer bevægelse;

elven i bevægelse, der sætter grænse; tåge fra elven, der spærrer

udsyn; dødt menneske, der sammenlignes med dødt græs) og

fortællelogik.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo

Print
Dokument id:1951
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 127 - 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

 

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

 

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

 

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

 

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

 

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

 

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.