Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)

De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i

Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage

sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted.

De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig

aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!"

Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på

denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at

undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord

for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj

lidt nord for deres boplads.

Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det

samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og

forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han

nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit

blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin

kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen:

"Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise

bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og

begav sig op.

De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at

den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se

at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på

udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i

den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen

i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål,

løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål.

Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham.

Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham

i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han

ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han

fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans

legeme og smed stykkerne ud.

Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje

med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den

anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke

længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog

aldrig mere sydover.

Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen).

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret. Lidegaard (se ndf.), der b.a. har brugt denne tekst og enkelte arkivalier, har ingen reference til tekstens håndskrevne forlæg.

Resumé:

Denne sandfærdige historie foregik i 1790 i Evighedsfjorden.

Habakuks og Marie Magdalenes søn kom ved et vådeskud til at ramme sin søster gennem næsen ned i kæben, og blodet styrtede ud med døden til følge, da han trak pilen med modhagerne ud.

Af denne store sorg mistede forældrene deres sunde fornuft. De fik mange mærkelige drømme og efterhånden stor magt over deres bopladsfæller. Ægteparret besluttede at al fangst skulle afleveres til Habakuk, der dernæst fordelte den. Kateketen Josef Bertelsen, søn af Bertel Laersen fra Kangaamiut, sluttede sig til bevægelsen og nedskrev alle ægteparrets profetier, der kom i en lind strøm. Hans bror, Frederik kom på besøg for at få ham tilbage på rette vej. Men forgæves. Og alle mændene holdt til slut op med at fange.

       Kun een mand holdt sig borte. Under et enkelt besøg, fandt han at folk lugtede fælt af orme.

       Fortællerskens bedstemor kunne fortælle, hvordan man pludselig faldt i en voldsom og langvarig fælles gråd, for senere at hengive sig en til ligeså vild og langvarig latter. Habakuk holdt lange taler om frelsen, der fik kvinderne til at hoppe så brysterne svuppede at lutter længsel efter himlen. Sommetider afbrød Habakuk sin tale for at udpege en, der var frelst. Mændene gik straks ud og skød med bøsserne af lutter glæde. Undertiden slog man kreds om gravene og sang salmer.

       Men Habakuks bevægelse fik to dødsfald på samvittigheden. Først et mord på en kvinde, der blev beskyldt for hekseri og lynchet, og dernæst en anden kvindes selvmord, da hun forstod at hun ville blive den næste.

       Maria Magdalene gjorde iøvrigt forskel på folk: nogle gav hun hele hånden, nogle kun en lillefinger. Desuden fik Habakuk en kedelig vane med at lade sig lyske af unge kvinder og beføle dem på upassende steder, en upassende opførsel for en profet.

       Da var det frafaldet så småt begyndte og det blev endelig beseglet en dag, da Justus nægtede at aflevere en nyfanget hvidhval til Habakuk: Herefter måtte han nøjes med at kommandere over sin egen fangst. Derefter blev ægteparret ganske almindelige mennesker igen.

Men hele deres lære med åbenbaringer, som den frafaldne kateket havde skrevet ned, gik tabt, fordi man brugte alt det beskrevne til at koge pernarneq - mad over, da Frederik Bertelsens ældste søn havde fået sin første sæl.

Hist.: Historisk fortælling over Habakuks profetbevægelse, der blev voldsomt bekæmpet af den danske mission. Se Mads Lidegaards analyse af de forskellige kilder til dette forløb i Tidsskriftet Grønland, årg. 1986. Akkulturation / kulturmøde.

Var.: Habakuk.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

Var.: Habakuk

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fangerne der forsvandt

De var blevet til mange mennesker ("inigiasîlerqîpúngôq"), og der boede også nogle syd for deres boplads. Hver gang nogle af mændene tog sydpå på fangst, kom de ikke

tilbage. På den måde blev stedets mandlige beboere færre og færre. Nedgangen fortsatte, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage. Han gav sig så til at træne stedets drenge i kajak. Træningen foregik nær ved stranden; og da de var ved at blive dygtige, gav ungkarlen sig til at lave fuglepile. Det blev til

ganske mange fuglepile; da han blev færdig, sagde han til drengene:

"Lad os tage sydpå og finde ud af, hvor de blev af." Så tog de afsted.

Lidt syd for bopladsen var der en lille ø. (Her er det uklart,

hvorvidt øen lå syd for deres egen boplads eller de andres. Jeg tror

det er deres egen boplads. Chr. B.) Først roede de uden om bopladsen, og så

til den lille ø. Herfra roede de mod syd, i række ved siden af

hinanden.

Da de nærmede sig nabopladsen i syd, kom en gammel mand ud af huset,

fulgt af en stor flok børn. De gik op til en høj og forsvandt bag den.

Lidt efter de var forsvundet bag højen, gik den gamle mand ned til

huset. Da han havde været inde en tid, landede en falk oven over

husets vindue. Der sad den så en tid, hvorefter den lettede og stilede

direkte mod kajakkerne, hvor den straks med foden skubbede så hårdt

til en af nybegynderne i kajak, at han kæntrede. En af drengene rejste

kajakken op igen, men han var allerede druknet.

Falken fløj igen op og satte sig oven for vinduet. Da den havde sat

sig, sagde ungkarlen: "Den vil udrydde os alle på den måde." Og han

bad så drengene om at placere sig i kæde og på linje bag ham. Falken

var igen på vej mod dem. Da den nærmede sig i fuld fart, greb

ungkarlen sin fuglepil, kastede den og ramte falken lige i

halshulningen over brystbenet; og den faldt ned, så vandet sprøjtede

til alle sider. Så sagde han til sine nybegyndere: "Hold den nede med

jeres fuglepile!" Da de havde gjort det, roede de ind til land. Der

var ikke et menneske at se. De gik op til huset og kiggede ind gennem

vinduet, men det var tomt. Så gik de op til højen, hvor børnene var

forsvundet. Man vidste jo aldrig.

Omme bag højen opdagede de en stor slette med fjeldsimmer (grønlandsk

fjeldsimmer). Midt på sletten lå en stor sten. Da gik derhen og nu

kunne de høre barnestemmer inde fra den store sten.

Da alt andet var omsonst sagde ungkarlen til dem: "I kender vel

heller ingen tryllevise / serrat, der kan få en sten til at flække?" "Jo!"

sagde en: "jeg kender én!" "Syng den så!" sagde ungkarlen.

Så snart han begyndte at synge, flækkede den store sten, og så myldrede

der ellers børn ud. Hvergang et barn kom ud blev det dræbt.

Da de havde dræbt dem alle sammen, så de efter i huset, om der skulle

være flere. De forstod så, hvordan det var den gamle mand (i skikkelse

af en falk) der havde udryddet alle mændene fra deres boplads. Da

ungkarlen og hans ledsagere ikke mente, der var flere mennesker, tog

de hjem. Og de fik ro i sindet.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal-

om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit

og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger.

Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde

min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen.

Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem.

Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham.

Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke.

s.141:

Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet

til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde.       Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel.

Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.

Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

Var.: Kaassassuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En der bragte noget (mad) til dem, der var på bærplukning

Undervejs om et lille næs så han et lille hus, han lagde

til neden for at straks efter, kom en mand ned og og sagde: "Stig op

af kajakken!"

"Jeg skal ikke op af kajakken, jeg har travlt. For jeg er på vej til

bærplukkerne med noget!"

"Jeg skælder dig ud hvis du ikke kommer op af kajakken!" Han steg i

land.

"Kom op til huset!"

"Jeg går ikke op til huset, jeg har meget travlt, for jeg er på vej

med noget til bærplukkerne!"

"Han skælder dig ud, hvis du ikke kommer op!" Han gik op.

"Jeg vil ikke ind, jeg har meget travlt. For jeg er på vej med noget

til mine bærplukkere." Han gik ind.

"Sæt dig."

"Jeg vil ikke sidde, jeg har travlt, for jeg er på vej med

noget til mine bærplukkere."

"Tag kamikkerne af."

"Det vil jeg ikke, for jeg har travlt!"

"Hvis ikke skælder han dig ud!"

"Tag anorakken af."

"Nej, jeg har meget travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget."

 "Tag bukserne af."

"Nej, jeg har meget travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget." Han tog bukserne af.

"Læg dig ned på briksen."

"Nej, jeg har travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget." Han gik i seng.

"Sov så!"

"Nej, jeg har travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget." Netop som han belavede sig på at sove, sprang noget

menneskelignende ud fra under briksen: "Jeg vil mørbanke

("kaavartassaqaara"?) den kære gæst ("naggoq"?)" Så

fortsatte han: "Hør, mor, ("kiass"= jeg sveder?). De siger at de vil

mørbanke mig ("kaavartugssaqaunga") ("naggoq"?).

Idet samme gik væsenet udenfor og forbi vinduet. Gæsten sprang op, og

med tøjet i hånden for han ud i gangen. Han passerede væsenet ved

indgangen til kogerummet og viste ham vejen ind, hvorefter han gik ud

og løb ned mod sin kajak. Han kom ned til den, fik sit tøj på, kiggede

op og så, at der skiftevis var skygger og lys i de små vinduer.

Han tog hjemover; siden bragte han aldrig noget til sine bærplukkere.

Var.: tildels: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk;  Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Salik, den ivrige rensdyrjæger

Engang kajakken trængte til nyt betræk, tog Salik på

renjagt tidligt om morgenen, og først da han var af sted, kom han i

tanke om, at han havde glemt sin økse. Så vendte han om. Han gik i

land, og da han kom op til huset, opdagede han, at den var kommet en gammel

fjeldgænger derind. Han gik ind og da han længe havde lyttet til

fjeldgængeren, der fortalte løs, sagde denne skam at han var ude efter

noget spæk, så han kunne blive tungere. Da fangeren så spurgte ham:

"Hvad hedder du?" svarede han skam: "Jeg hedder Salik!" Tænk, så var

det altså en navnefælle han her havde mødt. Og han fortalte fjeldgængeren,

at han hed det samme.

Fjeldgængeren fortalte, at han også var taget af sted på renjagt på et

tidspunkt, hvor hans kajak trængte til at få et nyt betræk. Da de kom

til deres lejrplads, gik der at par dage, hvor de ikke kunne komme på

jagt. Da det endelig blev godt vejr, tog de øvrige afsted, mens han

måtte blive hjemme, fordi hans kajak netop skulle betrækkes. Så

begyndte en af kvinderne at stikke til ham for ikke at være

særlig ivrig efter at komme på renjagt, når han ikke tog afsted.

Så hidsede han sig op, for de var også alt for længe om at den kajak

betrukket. Ja, han blev så vred at han svedte af det.

Så såre kajakken var færdig tog han afsted med bare en lanse som

redskab. Han fortalte: "Mens jeg roede langs stranden, hørte jeg noget

støj bag mig. Jeg vendte mig om mod støjen og så en stor renbuk,

som havde hidset sig voldsomt op. Jeg gik i land med min lanse og

nedlagde den. Jeg fjernede talgen fra den ene side af dyret og forlod

den. Mens jeg roede, fik jeg endnu engang øje på en stor renbuk. Jeg

gik i land, jagede og fangede den. Jeg kom ned i kajakken, roede

videre, og kom til et sted med en stendynge, hvor jeg gik i land. Jeg bar

min kajak op, og da jeg havde placeret den mellem stenene, trampede

jeg den i stykker. Jeg vandrede rundt og kom så til en nunatak. Da var

mine kamikker blevet så våde, at jeg vendte vrangen ud på dem for at

tørre dem. Så fik jeg øje på en lille sort plet på indlandsisen. Det

forekom mig, at den blev større. Mens jeg stirrede på den, fordi den

voksede så forfærdeligt og blev så stor som en konebåd på stillads,

blev jeg bange og vendte retten ud på mine kamikker for at få dem på,

hvorefter jeg flygtede væk. Tænk, væsenet gik efter lugten af

kamikkerne.

Det kom nærmere og nærmere, og jeg begyndte at hopppe over de

store revner i indlandsisen. Nogle gange syntes jeg, at revnerne var

for brede, men sprang alligevel over dem; men væsenet skrævede blot

over dem. Så var der en meget bred revne, som jeg egentlig var bange

for ikke at kunne klare. Jeg sprang alligeval over dem, da væsenet

nærmede sig alt for hurtigt. Under springet vendte mit ansigt først

fremad, så bagud, og da jeg landede på den anden side, vendte det

fremad. Da jeg nåede over flygtede jeg videre. Så hørte jeg en mægtig

støj; og da jeg vendte mig om, så jeg væsenet var på vej ned i den

store revne med ryggen imod mig. Jeg gik hen til det, og jeg kunne kun

høre, at det rungede voldsomt dernede, hvor det styrtede ned.

Da han sluttede sin beretning, opdagede han, at solen var ved at komme

dér, hvor den skulle gå ned. Han (mennesket Salik) skyndte sig afsted

efter konebåden (med hans husstand). Han nåede frem til lejren og tog

ud på renjagt. Det var hans sidste renjagt, fortælles det.

Var.: Saalik; Salik

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 145 - 146.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 153 - 154.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Marteeraq's kones bedstefar, Isitêwq, havde en bror, Uumaq, der blev hyret af en amerikansk ekspedition til Nordpolen, men var endt med at flygte fra skibet i land i Thule-området og dér frosset ihjel nær en boplads. En matros, der kunne grønlandsk havde af misundelse bagtalt ham over for ledelsen og havde til Uumaq sagt, at når lederen var så flink mod ham var det bare for senere at dræbe ham og præparere hans skelet til sin samling. Uumaqs familie hørte aldrig om hans forsvinden. Senere erfarede en anden mand, Josef, der blev hyret af en anden ekspedition, at man i Thule-området havde opkaldt et barn efter Uumaq. Han hed nu Uumarsuaq.

Så vidt kunne det gå, når en mystisk begivenhed skulle forklares, kommenterer Marteeraq.

Hist.: Fortælling til forklaring på en historisk begivenhed i 1800-tallet og et senere erfaret navne-sammenfald. Dog nok en skrøne, idet fortællingen understreger, at den flygtede Uumaq frøs ihjel inden han nåede bopladsen. Ingen har således kunnet oplyse om hans navn.

Iøvrigt kunne Martêraq fortælle (ibid. s. 113) om en gammel husruin under højvandsbæltet i Ikermiut, hvor man engang havde fundet en økse af ammaaq, kiselskifer med skaft af moskusoksehorn. Dette skaft tydede på at øksen var efterladt af en familie undervejs fra nord mod syd.