Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 366.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sulluitsoq (Vingetang. el. rørtang. Da han var død, generede man sig

ved at nævne dette navn og kaldte ham istedet for Kapisassaq).

Sulluitsoq var fanger og temmelig høj af vækst. Han plejede at

overvintre i Ammassalikfjorden, men tilbragte forsommeren i nærheden

af Sermilik. Han var gift anden gang (hér havde man den skik, - især

i gamle dage, at mændene straks efter konens død tog sig en ny kone,

medmindre man havde to koner). Man fortæller om ham, at han var et

slet menneske, og at han var hidsig, fordi han var sur. Somme tider

var han grov overfor sin lille søn (stedsøn) og pinte ham, mens konen

var ude, eller (også) mens hun var inde.

Engang da han som sædvanlig var grov imod ham, klemte han

hans næse og trak den op, så den blev flået fra overlæben. Det var

ikke mærkeligt, at drengen havde store smerter. Den blødte uafbrudt,

og så længe, at drengen døde af blodtab. Mens det stod på, lå han på

maven med ansigtet imod puden. Han rejste sig ikke, og han hverken

svarede på spørgsmål eller vendte hovedet imod dem, der snakkede til

ham.

Denne Sulluitsoq var ikke blot sur, men opførte sig også slet med sine

lyster, idet han begærede sin lille datter, konens datter (sin

steddatter), og ville have hende til kone. Naturligvis blev den lille

kvinde bange for ham og ville slet ikke gå med til det. Resultatet

var, at hun blev pint og plaget af Sulluitsoq; og moderen var både ked

og plaget af det.

Den gang boede der i Sermilik en vis Aarluarsuk med sin søn, der var

fanger, og netop var begyndte at fange godt. Han friede til den

lille kvinde. Hun var lykkelig, for hun var meget bange for den

modbydelige stedfar; og moderen var godt tilfreds med, at datteren

ikke længere skulle lide.

Pigen blev gift med den unge mand. Hun kom til at bo i Sermilik og var

nu fri af sine lidelser, og hendes svigerforældre var meget glade for

hende.

Dengang tilbragte Sulluitsoq forsommeren på Nuukasik syd for Sermilik.

Aarlursuk og sønnen tilbragte forsommeren på Avalineq; og der boede

også andre på stedet.

Da begyndte Sulluitsoq at pine sin kone, for at hun skulle få datteren

tilbage; konen ville naturligvis ikke, men måtte alligevel give efter,

da han blev ved med at pine og plage hende.

Da det rygtedes til Avalineqbeboerne, at Sulluitsoq ville hente sin

lille datter, da tog Aarluarsuk ikke ud på fangst de følgende dage,

fordi han ventede, at der skulle komme nogen; men Sulluitsoq viste

sig ikke.

Så endelig en dag, da Aarluarsuk og hans søn tog på fangst og var

kommet et stykke ud, råbtes der, at der kom en konebåd. Det var

Sulluitsoqs der kom, men da de lagde til, gik han ikke i land. Han

sagde til sin kone: "Hent hende!" Konen gik i land og op til teltet,

hvor datteren boede. Datteren havde trukket sine kamikker af

(pequtaiardlune ?), da hun hørte noget om stedfaderen. Og moderen kom

ingen vegne med at tale godt for hende. Sulluitsoq ventede længe i

konebåden, men var nu ved at blive utålmodig. Han blev så utålmodig og

hidsig, at han gik i land og op til teltet. Han gik ind og sagde: "Skynd dig så!" og beordrede sin lille datter at gøre sig klar; men hun

ville ikke. Sulluitsoq inisterede stadig kraftigere, og da han så

truede med at dræbe hende, blev den lille datter bange, hun fik fat i

sine kamikker, tog dem på; og straks trak hendes modbydelige stedfar hende

ud på gulvet. Så fik han hende med ud. Stakkels pige. Hun blev skubbet

afsted. Så såre hun sagtnede farten, blev hun skubbet, så hun hoppede.

Da de nåede ned til konebåden, greb han hende og smed hende om bord.

Hun havnede midt i konebåden, og blev bare liggende.

Idet Sulluitsoq kom om bord, stødte han konebåden fra land; og de tog

afsted. Kort tid efter forsvandt de bag et næs.

Noget efter de var forsvundet bag næsset, blev der sagt, at Aarluarsuk

kom hjem. Sønnen var ellers kommet hjem før faderen; men han var bange

og turde ikke gøre modstand. Aarluarsuk gik op til sit telt, og lidt

efter at han var kommet op, hørte man ham råbe. Sig til Naqiikka, at

hun skal ud at ro!" Naqiikka ville ikke og sagde: "Hvorhen?"

"Man siger, at Aarluarsuk vil hente sin svigerdatter!" Selv om

Naqiikka ikke ville, fordi hun var bange, skyndede de uafbrudt på

hende; og da hun kom ud, var konebåden allerede bragt ned til vandet.

Da hun var kommet ombord, men inden de sejlede ud, steg Aarluarsuk i

land og gik hent til sin kajak. Nu var han på vej ned med sin

lanse og en kniv til at flænse med. Roerskerne spurgte ham: "Hvad skal

du bruge dem til?" Han svarede: "Til at registrere med

(nalunaarsuutissakka ? til at forklare / bekendtgøre mig med?, CB)"

Straks gav de sig til at ro, fordi han skyndede på dem.

De var meget bange; og da de kom så hurtigt frem, ville de sikkert snart indhente dem.

De roede og roede og rundede et næs, men de så ingen konebåd. De kunne

umuligt være nået i land på den anden side (ungataanut) - så hurtigt

kunne de ikke ro. De var væk. De var i vildrede, så sig rask omkring,

og selvfølgelig fik de øje på dem bagude ind imod land ud for stranden

hen imod landskyggen (qoqassap nalaani; qoqassaq er formentlig =

qoqaaq, CB).

De roede hen til dem. Da de nærmede sig, havde Aarluarsuk allerede

gjort lansen klar. Nu var de næsten fremme ved dem. Da de to konebåde

lå ganske nær hinanden, placerede Sulluitsoq (i kajak) sig imellem dem og holdt

dem fra hinanden med en hånd i hver, så han på denne måde forhindrede

dem i at lægge til hinanden. Aarluarsuk fik dog fat i den anden

konebåd med sin styreåre, og da den så var kommet tilstrækkelig nær,

entrede Aarluarsuk den anden konebåd. Han løftede sin svigerdatter op

fra midten af konebåden, holdt hende i sin favn som et lille barn og

flyttede hende over i sin konebåd.

Så slap Sulluitsoq grebet i sin konebåd, og prøvede på at få

Aarluarsuks konebåd til at kæntre. Når han trykkede på rælingen,

hældede den så meget til den ene side, at den var lige ved at tage

vand ind, for den havde jo ingen last. Når han så trak den op, hældede

den til den anden side. Så løftede rorsmanden sin styråre for at slå

ham, idet han sagde: "Slip den, og prøv ikke at tage fat igen.

Hvis du ikke slipper, slår jeg dig på dine lemmer (i dette tilfælde:

armene)." Endelig slap han taget. Aarluarsuks roersker, som havde

holdt sig nede i bunden af konebåden, dukkede herefter op.

Idet Sulluitsoq slap konebåden, fjernede han sin lanse og satte den i

kastetræet (eller: fjernede sin lanse fra kastetræet), hvorefter han

løftede sin arm til kast. Aarluasuk løftede ligeledes armen til kast

fra toften i konebåden; og han havde en kniv i den anden hånd. Begge

holdt armen oppe, klar til kast. Sulluitsoq sagde: "Kom så, giv mig

sår!" Aarluarsuk svarede: "Det var ikke mig, der først greb til våben.

Du var først. Så må du være den første til at såre mig; og så skal jeg

nok gøre gengæld!" De skiftede nu til at true hinanden

(kissuaqattaatilerput - kisuarpoq, er lige ved at slå). Hvornår mon

den ene ville sende lansen mod den anden? Sådan blev de ved længe.

Langt om længe lagde Sulluitsoq sin lanse, hvorefter han tog kursen

hen mod sin egen konebåd. Aarluarsuk og hans fæller tog hjem til deres

boplads - medbringende svigerdatteren. Sådan fik sønnen alligevel sin

kone tilbage.

Hist.: Virker autentisk.

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.