Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Ajagarneq.  At spille gribespil.

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

Her ender fortællingen.

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Legen med snorefigurer, ajaraaneq ?, må ikke overdrives, siges det. Det var faktisk hændt engang nær Aappilattoq på efterårsfangst. Om natten, da fortællerens morbror var ude og tisse, så han et helt uhyre stort isbjerg ligge lige ud for kysten. Alle hviskede af frygt, kvinderne turde ikke hente saltvand til kogning nede ved det. Heldigvis var det væk næste morgen. Kun et lille isbjerg sås. Derfor advarede man altid mod at overdrive både ajaraaneq og ajagaq-legen (kastespillet, pind i hul, ajagarneq).

Hist. : begivenheden med det store isbjerg må have fundet sted i begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Man kunne frygte, at isbjerget ville kælve med en flodbølge så enorm, at den ville skylle alt på kysten med sig i havet. Larm ville kunne få den til at kælve.

I arktisk Canada var der tabu mod at spille begge spil på hver sin side af vintersolhverv; Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:240 - 241.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 81 - 82: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Resumé:

Nerukkaq er gift med en tuneq-kvinde, Navarnaaq (Navaranaaq), der er

eneste søster til mange brødre, hvis navne alle remses op. Nerukkaq er

en plageånd. Han borer ofte sin kone i benene. Hun truer med sine

brødres hævn og løber hjem til dem. Brødrene kommer, men Nerukkaq har

stærke forsvarsmidler (sit barnetøj oversyet med hvalrostand), en mor,

der kan gøre ham stærk og pile med modhager. Brødrene flygter helt

ned til Kap Melville, og Navarnaaq lever skrækslagen resten af sit

liv i et hul, som hun graver under briksen. Den sladderhank!

Hist.: Om tuneq, fl. tornit: Se Kleivan 1996: Inuit Oral Traditions about Tunit in Greenland. The Paleo-Eskimo Cultures. New Perspectives in Greenlandic Archaeology. Ed. by Bjarne Grønnow and John Pind. Cphg.: Danish Polar Center.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Om en rejse Nordpå.

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte.

      En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan.

Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning.

Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind.

En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han

gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for.

Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var,

og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.

Hist.: autentisk

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en lille ældre mand, der var alle tiders

til at prutte. De havde deres vinterboplads et sted på fastlandet.

Når bærtiden kom om sommeren, satte de mærke der, hvor der var flest,

fordi de om vinteren godt kunne få lyst til bær. Når de så om

vinteren, hvor sneen dækkede jorden, fik lyst til at spise bær

henvendte de sig til gamlingen. Denne gik hen til det sted, hvor der

var mange bær og slog en ordentlig prut, så al sne i området

forsvandt. Så guffede man ellers bær. Når han inde i huset trængte til

at slå én, sagde han til de andre: "Hold fast på  husstøtterne." Når

han så slog én, slyngede den benene i vejret på dem, der holdt fast på

støtterne.

Man siger, at mens de endnu var der (på vinterbopladsen)

fik de nys om at der i nærheden overvintrede nogen med en stor hund,

en hund, sagde man, der dræbte alle dem, der kom på besøg. Og næppe

havde prutmesteren hørt dette, førend han fik lyst til at besøge dem.

En dag i fint vejr rejste han på besøg, idet han undervejs samlede

sammen til et ordentligt brag. Han roede langs stranden for ikke at

blive opdaget af hunden, før han gik i land. Så snart han gik i land,

opdagede den store hund ham; og den familie, han ville besøge, råbte,

at han omgående skulle flygte - ellers ville han blive dræbt. Vist

ville han ej. Han stillede sig blot op med ryggen til hunden. Da den

nærmede sig, trak han bukserne ned og slog en ordentlig skid. Han vendte sig om, men der var ingen hund. Men mens han stod der, så han nogle knogler falde

ned på jorden. Tænk, det var hunden, der var blevet slynget til vejrs

da han pruttede.

Nu da hunden var dræbt, kom der mange gæster til

familien. Som tak for at ha' gjort det af med hunden, blev han

overøst med gaver fra alle i familien, der ejede hunden.

På en dejlig dag, nogen tid efter han havde dræbt hunden, fik han

lyst til at tage ud på fangst vestover. Han roede ud forbi de yderste

øer. Mens han ventede på, at en sæl skulle dukke op, trængte en prut

sig på for fuld kraft og han roede til, alt hvad han kunne, for at nå

til land i tide. Ganske tæt på land blev trangen så voldsom, at han

end ikke var i stand til at ro. Han lå stille et stykke tid. Men han

fandt ud af, at det blev det kun værre af, så han fortsatte helt ind

til land og op på stranden. Nu kunne han ikke længere holde luften

tilbage, og han slog en ordentlig én. Kajakken knækkede over, der hvor

han sad, og den bagerste halvdel røg til vejrs og forsvandt. Den

forreste del var havnet oppe på stranden; og i den redelighed reddede

han sig kun selv med nød og næppe i land. Mens han stod på stranden,

roede der et par kajakmænd forbi. Han råbte til dem, og de fik ham med

hjem. Derefter holdt han sig til landjorden, hvor han bare døde, uden nogensinde at få sig en kajak igen.

                    Skrevet af John  Nikolaisen (seminarieelev)

Var.: Søg på prutmester; Storfjærteren

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om brødrene og deres eneste søster Seeqqunnguaq.

Det fortælles om en stor brødreflok, at de havde en eneste søster, der hed Seeqqunnguaq, og at de havde en vinterboplads på den yderste ø. Det fortælles også, at de tog ind i bunden af den store fjord om sommeren. Og når de opholdt sig inde i bunden af fjorden, plejede de at tage ind i landet og afskære renerne deres vej og jage dem ud i en stor sø. Når de havde jaget en stor flok rensdyr sammen, og de svømmede ud på den store sø, tog brødrene i kajak ud i søen og dræbte renerne med deres fuglepile. Når de tog af sted for at jage rener, tog Seeqqunnguaq altid med.

Engang da det blev sommer, tog de som sædvanlig ind i bunden af fjorden for at jage rener. Da de kom til deres vanlige jagtområde, fik de øje på en stor flok rensdyr og begyndte at afskære den vejen. Mens de var i gang med at afskære dyrene deres vej og var begyndt at nærme sig den store sø, opdagede de, at renerne var begyndt at slippe væk ved det sted, hvor Seeqqunnguaq var placeret. Det skulle vise sig, at Seeqqunnguaq var blevet gravid uden for ægteskabet med Månemanden / månen, og at hun på grund af graviditeten var blevet langsommere til bens. Hendes mange brødre spurgte hende, hvorfor hun var langsom, men Seeqqunnguaq ville ikke sige noget. Da hun ikke ville sige noget, besluttede hendes brødre at dræbe hende. Så blev Seeqqunnguaq nødt til at sige, at hun var blevet gravid ved Månemanden. Da hun nu fortalte sin hemmelighed, undlod brødrene med nød og næppe at dræbe deres søster. De tog så hjem derfra, uden at nogen af dem havde fået et eneste rensdyr. Da de kom hjem, tog de ikke af sted igen for at drive rensdyr sammen.

En dag da Seeqqunnguaq kom hjem efter en gåtur, var hun usædvanlig stille og trist. Det viste sig, at hun i området uden for teltet havde født et barn på størrelse med en tommelfinger, og at hun havde dækket sit nyfødte barn til med mos. En morgen tog hun hen for at se til det for tidligt fødte barn i den tro, at det nu var dødt, fordi hun ikke havde set det, siden hun forlod det. Da hun kom til stedet, hvor hun havde dækket barnet til, tog hun mosset væk, fordi hun troede det var dødt, men det levede endnu. Hun begyndte at amme det på stedet, og efter at have ammet det, lagde hun det tilbage og dækkede det til igen; og så gik hun tilbage. Da hun gik nedefter, kiggede hendes lille søn efter hende for at se, hvor hun ville gå ind. Mens han så efter hende, gik Seeqqunnguaq ind i et telt. Da hun var gået ind, tænkte hendes lille søn: "Måske skulle man forsøge at gå derned." Efter at have tænkt over det, begyndte han at gå nedefter. Mens han gik nedad, rullede han ind imellem hen ad jorden. Det fortælles, at fordi hendes afkom var så lille, var det kun hans forstand, der virkelig var vokset. Endelig nåede han teltet. Da han var kommet så langt, begyndte han at lede efter teltåbningen, og da han endelig fandt den, gik han ind mellem teltlagene og kiggede ind gennem et hul i teltets forhæng og så, at hans mor var lige ved at gå i seng, mens alle de andre allerede var faldet i søvn. Han tænkte ellers på at gå ind til sin mor, men fordi han var genert overfor hende, ventede han udenfor, til hun var faldet i søvn. Et stykke tid efter hørte han hendes sovelyde. Da hun begyndte at snorke, prøvede han på at falde ind gennem hullet i teltforhænget, og endelig lykkedes det ham. Så gik han hen til sin mor, bøjede sig ind over hendes bryst og begyndte at die. Han drak og drak og holdt først op, da han var mæt, og idet han bed sin mor i brystvorten, lod han sig falde ned på gulvet. Da moderen følte smerten på sit bryst, vågnede hun med et skrig. Da brødrene hørte hendes skrig, spurgte de: "Hvad er der?" "Å! Jeg var lige ved at tro, at et menneske bed mig i brystvorten." Da de havde talt lidt sammen og var faldet i søvn igen, forsøgte drengen at komme ud af teltet, og da han var komme ud, gemte han sig bagved mellem teltringens sten. Der ventede han til det blev nat. Og så gik han ind i teltet igen, diede sin mor igen, og da han var mæt, gik han ud og gemte sig bag teltet mellem teltringens sten. Nu blev han på stedet og gjorde det samme hver aften: Han drak mælk hos sin mor; og endelig fik han sul på kroppen.

En aften da han havde listet sig hen til forteltet for at gå ind og die hos sin mor, hørte han, at de derinde endnu ikke var gået i seng men endnu talte sammen: "En dag når det er godt vejr, må vi tage tilbage til vores vinterboplads, for det er ved at blive efterår." Da han hørte dem tale sammen om det, tænkte han: "Hvis jeg skal overvintre alene her, sulter eller fryser jeg ihjel, men måske kan jeg finde mig en kajak." Da han derefter gik ud gennem teltåbningen, begyndte han at lede efter en kajak på deres affaldsbunke. Mens han søgte, fik han øje på et afbleget hundekranium. Da han fandt det, slæbte han det ned til stranden. Han satte det i vandet, men da det begyndte at fyldes med vand, tog han det op igen. Da han havde fået det op, og ikke rigtigt viste hvad han skulle gøre, tænkte han: "Måske skulle jeg tætne det med jord." Så søgte han efter jord. Da han fandt noget blødt muldjord, løsnede han noget af den og smurte hundehovedet med det. Først da det så ud, som om det var blevet tæt over det hele, satte han for anden gang kraniet i vandet. Han ventede for at se, om der skulle sive vand ind i det, men da det ikke skete, tog han det op på land igen. Da han havde taget hundehovedet op, begyndte han at lede efter en kajakåre, og mens han søgte, fik han øje på knogler fra et menneskeskelet. Da de forekom velegnede, tog han smalbenet til kajakåre, bragte sin kajak ned og satte den i vandet. Da han var kommet ind i den gennem halsåbningen, begyndte han at ro. Da han havde roet lidt rundt, kom han tilbage, tog sin kajak op og lagde den mellem sine mange morbrødres kajakker. Da han havde lagt sin kajak på plads, gik han op og gemte sig som sædvanligt mellem teltringens sten bagtil.

Mens han var der, blev det morgen, og husets beboere fik travlt med at gøre sig klar til at komme af sted. Mens de havde travlt, begyndte han at gøre sin kajak klar. Først troede han, at han skulle blive set af de andre, men da det ikke skete, endte det med, at han til sidst gik rundt mellem brødrene, der var ude i det fri. Efter et stykke tid bar de deres konebåde ned til vandet. Lige fra de begyndte at gå ned med den, gik han ved siden af dem. Når de kom til at skubbe til ham, faldt han om på jorden. På et tidspunkt ville de omsider af sted. Da så de andre fik travlt med at gøre sig rejseklar, gik Seeqqunnguaq op for at se til sin søn, men han var ikke, hvor hun havde forladt ham, og så gik hun ned igen. Da hun gik ned og fik øje på sine husfæller, var de lige ved at støde fra land. I rask løb nåede hun lige at komme om bord, inden de stødte fra land.

Da alle de mange morbrødre skulle til at tage af sted, gik Seeqqunnguaq´s søn ned med sin kajak og satte den i vandet. Mens han ventede på, at alle hans morbrødre skulle tage af sted, regnede han med at blive set, men ingen opdagede ham, og endelig kom han så af sted. Mens han roede der mellem kajakkerne, kunne han dårligt nok følge med, når de roede hurtigt, men til sidst indhentede han dem dog. Mens han på et tidspunkt roede lige ved siden af kajakkerne, blev han strejfet af en af kajakmændenes årer og kæntrede. Først bevægede han sig ikke, men så tænkte han: "Hvis jeg bliver liggende sådan, dør jeg; måske skulle jeg prøve at rejse mig i min kajak." Så ordnede han sit åregreb, og det lykkedes ham hurtigt at rejse sig. Da han havde rejst sig kiggede han efter konebåden og kajakkerne og så, at de var kommet langt foran, og han satte efter dem. Da han nåede dem, begyndte han at spekulere på, hvordan han skulle hævne sig over, at de havde fået ham til at kæntre: "Måske skulle jeg forsøge at få dem til at kæntre." Da han havde fået den idé, roede han hen til én af dem og forsøgte at få fat i hans åre. Da han på et tidspunkt tog et åretag, greb han fat i åren og trak ham ned ved den, og fik ham straks til at kæntre. Da kajakmanden kæntrede, forsøgte han at rejse sig, men nevøen trykkede hele tiden hans kajak ned, og til sidst druknede han og lå helt stille. Da de andre nåede hen til ham og vendte hans kajak op, så de, at han allerede var druknet. Det fortælles, at han på den måde druknede alle sine mange morbrødre. Da han havde dræbt alle kajakmændene, begyndte han at ro ind mod land samtidig med at han råbte på vind! Og selv om han selv kom til at ro hårdt til i den hårde vind, kom han dog i land. På den måde hævnede han sig på sine morbrødre, der havde været lige ved at dræbe hans moder.

Her ender fortællingen.  

Var.: søg på: anngiaq

Resumé i Rink, 1868-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 89, s. 116.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om en ungkarl.

Det fortælles om en ungkarl at han var en meget dygtig fanger, der næsten altid fik sæler når han var ude på fangst. Engang han havde været ude i kajak kom han som sædvanlig hjem med fangst. Da sagde hans mandlige bopladsfæller til ham: "Du fanger næsten altid sæler, så få dig dog en kone." Med den opmuntring fik ungkarlen lyst til at få sig en kone. Og først overvejede han at få sig en kone blandt bopladsfællerne, men han var ikke tilfreds med nogen af dem. Det fortælles så, at der nord for dem boede en brødreflok der havde en eneste søster. Hende fik han nu lyst til at få til kone, og en dag tog de afsted i konebåd for at hente denne søster hjem som kone til ham. Mens de roede så de længere fremme en stor kajakmand, der lå på lur efter sæler. Og midt mens de nærmede sig, roede denne stoute kajakmand rask afsted med ryggen til konebåden. Ungkarlen var styrmand, og da den store kajakmand roede væk, løftede han sin styreåre og råbte for at få ham til at komme. De havde ikke ventet at kajakmanden ville standse, men han holdt op med at ro og vendte siden til. Så vinkede ungkarlen med styreåren for at få ham hen til konebåden. Da den stoute kajakmand så roede hen mod dem, sagde ungkarlen til sine rorsfolk: "Skynd jer, ro hen til ham, skynd jer!" Så roede de til af alle kræfter hen mod kajakmanden. Da denne næsten var fremme, sagtnede de farten, og da han nåede helt frem uden at have sagt noget, sagde ungkarlen: "Du er en af brødrene?" "Ja, jeg er den mellemste", svarede han. Så rykkede ungkarlen sig frem og sagde: "Jeg kommer som frier til jeres eneste søster." "Hvor meget du end vil ha hende til kone og tilbød at betale med en helt ny konebåd og et helt nyt telt, vil vi alligevil ikke give dig hende, for hun er vores eneste kvinde."

Da ungkarlen fik den besked mistede han modet, og da kajakmanden vendte dem ryggen og begyndte at ro væk, sagde han til sine rorsfolk: "Lad os bare vende hjem." Da konebåden kom til syne, kom alle de tilbageblevne ned for at se ungkarlens nye kone. Men roerskerne fortalte at ungkarlen ikke havde fået sig nogen kone. Da ungkarlen nu var skuffet og vred tog han ikke mere på frierfærd.

Når ungkarlen tog ud på sælfangst fangede han altid. Men en dag i fint vejr, hvor han var taget ud for at lure sæler og var nået hen til sit planlagte fangststed og lige var begyndt at kigge efter sæler, følte han en ubændig tørst. Han blev mere og mere tørstig og gav sig derfor til at ro ind mod land af alle kræfter. Næsten fremme så han vand fosse ned fra en lille stejl klippe. Han skyndte sig at lægge til land. Det var højvande, siges det, og han bøjede sig ned over den fossende elv. Han drak og drak og først da han havde slukket tørsten helt ville han rejse sig op, men det lod sig ikke gøre, for hans læber hang fast til stedet. Så opgav han alle videre forsøg på at rejse sig. Nu begyndte vandet at falde ved ebbe. Til sidst hang han bare i luften ved sine fastklæbende læber. Mens han hang der, faldt vandet helt ned pga. ebben, og hans læber blev strakt mere og mere og blev meget lange. Endelig begyndte vandet at stige igen, og først da tidevandet nåede ham, slap han løs igen. Da han endelig kom fri måtte han tage hjem uden fangst, fordi han havde brugt hele dagen på at være klistret fast til en sten. Det fortælles, at han derefter altid vendte hjem til sin boplads for at drikke vand, når han blev slået af tørst ude i kajak.

Kommentar: Hos inuit var der ofte tabuer mod at drikke vand, for meget, eller på forkerte tidspunkter. Hér mener man måske at det er farligt at sammenblande fangst til havs med vanddrikning på ubeboet land.

Sammenhængen mellem den skuffede frier og hans oplevelse med vandet forekommer mig (BS) dunkel.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: 90, nr. 50:

En kajakmand drager ud blot for at besøge folk. Han kommer til et hus, hvor en bjørn æder dræbte mennesker. Han dræber bjørnen. Kommer til et andet hus, hvor kvinderne er ene hjemme og truer ham med, at deres mænd vil dræbe ham. Hjemme igen fortæller han kun om det første hus, men af skam ikke om det andet. En anden gang besøger han to kvinder, der praler grundigt af deres mænds evner. Han forstår, at de lyver, og opgiver herefter at tage ud på besøg.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om en kajakmand der tog ud på besøg.

Der fortælles om en kajakmand, der tog på besøg. Da han havde roet et stykke væk fra sit hjemsted rundede han et lille næs og så et hus. Henne ved stranden neden for huset afventede han, at husets indvånere skulle komme ned, men da ingen kom gik han i land og op til huset. Da han kom derop så han, at jorden omkring huset var fuldt af blod. Han overvejede at gå ind i huset, men fordi han blev bange kiggede han ind ad vinduet og så en stor isbjørn spise af et menneske. Han ville først råbe efter den udefra, men da han ikke havde våben med gik han bare ned til sin kajak. Isbjørnen var åbenbart trængt ind til husets beboere, lutter enlige kvinder, og havde snart ædt dem allesammen. Nede ved sin kajak tog han sin lanse og sin harpun og gik op til huset. Deroppe var det hans første tanke at gå ind i huset men besluttede sig så for at lave en åbning i taget. Da han med megen møje havde lavet den åbning og omsider kunne kigge ned så han at bjørnen havde fået nok af det den havde spist af, og at den nu sad på hug ved siden af det halvspiste og ventede på at mætheden skulle fortage sig. Oppe på taget holdt manden sin lanse klar til at jage den i bjørnen, men da han var bange for at ramme forbi surrede han så sin lanse fast til harpunen. Da han var færdig ville han til at gøre forsøget med at få stukket den ned dernede, men inden han fik taget sig sammen til det, blev den store bjørn opmærksom på manden. Da den havde set ham begav den sig ud af huset. Da satte han sig hen oven over det sted, hvor den ville komme ud og afventede at den skulle dukke frem. Da bjørnen havde halsen ude jog han af al kraft lansen i dens hoved. Stikket strakte den til jorden og så gik manden ned og gav den nådestødet. Da han havde dræbt bjørnen begravede han de døde mennesker og forlod stedet.

Da han næsten var hjemme ved bopladsen slog det ham: "Nu har jeg været ude på besøg uden at få mulighed for at se dem jeg ville gæste. Jeg ror tilbage." Så begyndte han tilbagetuen. Denne gang roede han hen til en boplads der lå øst for den han netop havde været på. da han lagde til neden for huset, mon beboerne ned til ham og inviterede ham op. Da han kom ind så han, at husets indvendige vægge ikke var andet en tørv (uden sten imellem, eller uden skindtapet ?, BS). Efter en tid derinde sagde den kvinde der havde sin plads ved husets anden væg: "Det går nok som det plejer, at vore mænd ikke vil lade dig leve når de kommer hjem. Tag hellere hjem i en fart inden vores mænd kommer hjem." Da han fik den besked opgav han sit besøg og tog hjem, og hjemme igen fortalte han sine husfæller denne historie: "Da jeg i dag lagde til ved det første sted jeg ville besøge gik jeg op til huset, fordi der ikke kom nogen ned derfra. Da jeg så kom derop så jeg, at jorden rundt om huset svømmede med blod. Jeg tankte først på at gå ind, men da jeg blev bange og kiggede ind af vinduet så jeg en stor isbjørn i gang med at spise et menneske. Uden at gå ind i huset gik jeg ned til min kajak og tog min lanse og min harpun, og da jeg igen kom op til huset dræbte jeg bjørnen." Da han havde fortalt sin historie, roste hans husfæller ham i høje toner. Da han som jo havde været på besøg overvejede at fortælle om det andet sted han havde været, lod han være fordi han skammede sig for at fortælle om at han var flygtet. Derefter tog kajakmanden i lang tid ingen steder hen.

En morgen fik han lyst til at komme ud i kajak og tog af sted. Et sted lagde han sig stille på lur efter sæler, men så fik han den tanke at tage på besøg og roede ind mod land. Da han var kommet ind til kysten besluttede han sig for at opsøge mennesker. Langs kysten sydpå rundede han et lille næs og så et lille hus på den anden side af den lille vig. Straks roede han derhen, gik i land og op til huset. Da han gik ind så han to kvinder på briksen og to mænd på endebriksene. Da han havde været inde en tid, flyttede den ene kvinde et stykke ud på briksen og sagde, idet hun pegede på sin mand: "Ham der har fået en ny fuglepil. Da han lige havde fået den tog han ud for kysten for at prøve den. Første gang han kastede den, landede den uden for de vestligste kyststrøg. Da han havde fået fat i pilen igen og kastede den for anden gang, landede den i Akilineq, og han fortalte at han der så to kæmpemennesker slås." Da kvinden tav, rykkede den anden frem og sagde idet hun pegede på sin mand: "Men ham dér er dygtig til at spise sortebær med spæk til. Første gang han tog ud for at spise sortebær med spæk, tog han halvdelen af spækket fra en grønlandssæl med. Og da han kom tilbage havde han spist det hele. Næste gang han skulle afsted medbragte han spækket fra to hele grønlandssæler, og da han kom tilbage havde han spist det hele."

Kajakmanden der var ude på besøg tog hjem bagefter. Det var altså løgnhalse han havde været hos. Så havde han fået nok af at tage på besøg.

Var.: Episoden med den bær- og spækspisende storæder findes også i anden sammenhæng. Ligeså den hvor gæsten advares mod at blive dræbt af mændene når de kommer hjem. Undertiden er de bjørne i menneskeskikkelse. Måske har fortællingen om bjørnen inspireret fortælleren til at associere videre til det næste besøg.

Kommentar: Det fremgår ikke særlig klart hvad meningen med at fortælle denne historie har været. Den er både gruelig (isbjørnen) og latterlig (Gæsten der skammer sig og løgnehistorierne). En vis afstandtagen præger den. Men måske er den blot ikke særlig godt fortalt / nedskrevet.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om den ældre mand.

Det fortælles om en ældre mand, at han havde en enkelt søn og en yndlingssommerplads. En sommer døde deres eneste søn, mens de opholdt sig på deres vanlige sommerplads. Det siges, at de ville have bragt deres afdøde søn hjem til deres vanlige vinterboplads, men de var blevet så få, at der ikke var folk nok til deres konebåd, så de måtte begrave deres søn på deres vanlige sommerboplads. De troede også, at de måtte overvintre på dette sted og begyndte derfor straks at bygge sig et vinterhus. Mens de stadig var i færd med at bygge deres hus, hørte deres slægtninge, at den ældre mand og hans kone kunne komme til at overvintre alene, og så fik familien medlidenhed med dem og tog hen efter dem i deres konebåd. Da de kom til deres sommerboplads, tog de dem med hjem til deres vinterboplads.

Det fortælles, at da de var kommet til deres vinterboplads, begyndte den ældre mand at besøge sin eneste søns gravplads for at klage sin nød. Det siges, at han til sidst besøgte stedet hver dag og ikke længere gad tage på fangst. Når han kom til sin søns grav, sad han ved siden af den og havde ingen fornemmelse af, hvordan dagen gik. Og når han pludselig så, at solen allerede var ved at gå ned, måtte han tage hjem.

En morgen vågnede de til en vindstille og skyfri dag, hvor himlen netop var klaret op, og det fortælles, at der kun var lidt skyer ude i vest. Så tog den ældre mand af sted på sælfangst. Da han havde passeret yderkysten undervejs vestpå, fik han øje på en stor sort genstand forude i horisonten. Så begyndte han at ro hen mod den. Da han var kommet den nærmere på hold, tænkte han, at det bestemt lignede et menneske. Endelig var han ved at nå den, men på grund af sin høje alder var han næsten nået derhen uden at genkende den. Først da han så en klapmyds bagved genstanden, genkendte han den som et stort menneske. Det viste sig at være en tuneq-mand, der var ude på sælfangst med en lille nedfalden sky som kajak, og da skyerne forsvandt, så han, at vandet var ved at nå ham til livet. Da han nåede hen til ham, spurgte han ham således: "Man har svært ved at få adspredt sine tanker, fortæl noget." Den tiltalte tav, og det var faktisk fordi den ældre mand var kommet ham i forkøbet, for han havde ellers tænkt sig at sige noget. I forventning om, at manden skulle sige noget, fulgte den ældre mand efter ham, og uden at tuneq-manden havde sagt noget, kom de et godt stykke ind mod land, og den ældre mand spekulerede over, hvilken retning tuneq-manden ville vælge. Til sidst opdagede han, at tuneq-manden havde retning mod hans søns gravplads. Mens han fulgte efter ham tænkte han: "Han er ikke meget for at sige noget, måske skulle man tage og harpunere ham." Så tænkte han videre: "Jeg kan harpunere ham, når han næsten er ved land." Da så tuneq-manden nærmede sig kysten, begyndte den ældre mand at vente på, at tuneq-manden skulle få et forspring; og da han havde fået et forspring, begyndte han at ro hurtigt hen mod ham, og han besluttede at harpunere ham lige mellem skulderbladene. Da han havde gjort sin harpun klar til kast, så han, at tuneq-manden var lige ved at kigge sig tilbage, og netop som han så sig tilbage, harpunerede han ham, så det straks boblede fra hans lunger og han begyndte at synke. Før han var sunket, tog den ældre mand fat i ham, og bugserede ham i land nedenfor sin søns gravplads. Først tænkte han på at lade ham ligge der, men kom meget i tvivl og besluttede sig for at sænke ham i vandet. Han hentede så sin fangstline fra sin kajak og bandt sænkesten om tuneq-mandens hals og sænkede ham, men tuneq-mandens storetå stak op af vandet. Han parterede også hans klapmydsfangst og sænkede den.

Da den ældre mand kom hjem, spurgte bopladsfællerne ham, hvor han havde været. Den ældre mand svarede: "Fremover tager jeg aldrig andre steder hen end til min søns grav, hvor jeg kan klage over tilværelsen." Bopladsfællerne lagde mærke til, at den ældre mand gik meget tidligt i seng om aftenen, men de sagde ikke noget. Da de andre havde sovet og vågnede, var den ældre mand der ikke længere, og det viste sig, at den ældre mand ikke havde kunnet falde i søvn, fordi han glædede sig så meget til den næste dag, og at han derfor var taget af sted uden at sove.

Da den ældre mand var taget af sted midt om natten, kom han som sædvanligt til sin søns gravplads og var som sædvanlig lige begyndt at jamre og klage, da han hørte en lyd bagved sig, og han kiggede sig tilbage og så, at en tuneq-mand var lige ved at nå hen til ham. Da den ældre mand så ham, spurgte han ham: "Hvad kommer du her efter?" Den store tuneq-mand svarede dertil: "Jeg søger efter min eneste søn, der tog på fangst i går og endnu ikke er kommet tilbage." Da han sagde det, var den gamle mand lige ved at sige: "Jeg har dræbt ham," - men han nåede lige at holde sine ord tilbage. Mens han var der sammen med tuneq-manden, begyndte denne at kigge udefter, mens han skyggede for sine øjne med hånden, og den ældre mand vendte hovedet væk fra ham. Så hørte han tuneq-manden udbryde: "Hvad er det derude, der dukker op og igen forsvinder fra havoverfladen?" Den ældre mand svarede: "Ja, hvad mon det kan være, måske skulle man tage derud og undersøge det." Tuneq-manden sagde: "Ja gør det, tag ud og find ud af det!" Så tog den ældre mand derud, og da han nåede derhen, hørte tuneq-manden ham sige: "Hør du dér, det er jo et menneske!" De store tuneq-mand svarede: Måske kunne du bugsere det ind:" Så trak den ældre mand med besvær mennesket op og begyndte at bugsere det ind. Da han var nået ind til land med det, genkendte den store tuneq-mand sin søn, og straks begyndte han at græde. Den ældre mand begyndte at græde sammen med ham, og da han havde grædt, sagde tuneq-manden: "Hvis jeg havde været alene, havde jeg aldrig fundet ham, kom nu med og få din belønning." Da han sagde, det, gik den ældre mand med til det. Så ordnede tuneq-manden sin bærebylt og begyndte at gå opad sammen med den ældre mand.

Det berettes, at den ældre mand på sine ældre dage kunne løbe alle slags landdyr op, og derfor regnede han med, at han kunne holde trit med den anden. Men tuneq-manden sagde: "Nu skal du løbe så hurtigt du kan." Derfra begyndte de at gå op ad et meget stort fjeld, men halvvejs oppe begyndte den ældre mand ofte at sakke bagud. Hver gang han kom bagud, løb tuneq-manden langsommere, og når den ældre mand nåede ham, sagde tuneq-manden til ham: "Så skynd dig dog lidt, ellers bliver det aften, inden vi når frem." Da de endelig var kommet over det store fjeld, fortsatte de støt ind mod indlandsisen. Da de endelig kom til indlandsisen, fortsatte de over den direkte østpå. Undervejs fik de længere fremme øje på en stor nunatak. Da de kom nærmere, så de et hus foran sig, der lå på vestsiden af den store nunatak. Da de nærmede sig huset, og der ikke kom mennesker ud, løb den store tuneq-mand endnu hurtigere, og den ældre mand sakkede hurtigt agterud. Kort efter at tuneq-manden var kommet ind i huset, kunne man høre tuneq-folkene begynde at græde og jamre sig. Den ældre mand tænkte først på at gå ind i huset, men så besluttede han sig for at blive stående udenfor. Der stod han endnu, da de bød ham indenfor. Det fortælles, at da den ældre mand var på vej ind gennem den store husgang, og regnede med bare at springe op på afsatsen til husrummet, men så rummets enormt høje afsats, standsede han, fordi han sikkert ikke ville kunne klare springet. Da han blev stående nedenfor afsatsen, tog tuneq-manden ham ved armen og hjalp ham op, og straks han var kommet ind, satte han mad frem for ham, lutter tørret rensdyrkød. Da den ældre mand havde spist nok og ville holde op, insisterede tuneq-folkene på, at han skulle spise sig rigeligt mæt, for de sagde, at hvis han ikke havde været til stede, ville deres fælle ikke være blevet fundet. Først da den ældre mand var stop mæt, holdt han op med at spise.

Da han holdt op med at spise, sagde én af tuneq-folkene: "Måske skulle jeg mane ånder bare for at prøve," og straks bad han om at få slukket lamperne, mens han satte sig i krogen ved afsatsen til husrummet. Så fik den ældre mand brug for et gemmested. Inden han havde fundet sådan et gemmested, bad åndemaneren om at få lamperne tændt. Så snart lamperne var blevet tændt, sagde han til den ældre mand: "Det er dig, der har gjort det, det er dig, der har dræbt ham." Den ældre mand tænkte først på at benægte det, men fik så den tanke, at hvis de kunne genoplive den dræbte, kunne han selv fortælle, at det var den ældre mand, der havde dræbt ham, og så sagde han: Ja, jeg har dræbt ham, fordi han nægtede at sige noget som helst." Da den ældre mand sagde det, sagde den dræbte mands fader: "Vent lidt, jeg vil først prøve på at genoplive ham." Så forsøgte de at genoplive den døde. Da de havde fået ham til live igen, spurgte de ham grundigt ud, om hvad der var sket. En af tuneq-mændene spurgte den dræbtes fader: "Hvordan vil du tage hævn over ham, der så usselt har dræbt din søn." Denne svarede ikke, men begyndte så at hviske til de andre. Da de havde hvisket sammen, gik to af mændene ud efter at have taget armbeskyttere med sig. Snart efter kom de tilbage med to fyldte armbeskyttere. Det viste sig, at de havde hentet tanglopper fra havet. Da de kom ind, trak de kamikkerne af den ældre mand og gav ham armbeskytterne på som kamikker og snørede dem tæt til for oven, hvorefter de hængte ham op på væggen bag ved briksen. Den ældre mand måtte blive der, da de havde hængt ham op. Mens han hang der, blev han tyndere og tyndere, fordi tanglopperne spiste af ham. Til sidst var han helt afmagret, og først da han næsten ikke havde mere kød tilbage, tog de ham ned. Da de havde taget ham ned, faldt han hele tiden til siden, når han forsøgte at træde på fødderne, fordi hans ben var helt døde. Så blev han dér på stedet for at samle lidt kræfter. Da han havde fået flere kræfter, startede han hjemturen, og han var adskillige dage om at nå sin kajak. Da han nåede den, tog han hjem til sin boplads.

Da den ældre mand udeblev så længe, troede hans familie, at han var kæntret og druknet. En dag rygtedes det så, at den ældre mand var komme tilbage. Det fortælles, at da den ældre mand var nået hjem, tog han ikke ud i kajak i et godt stykke tid. Senere da han regnede med, at den tuneq, han havde dræbt, havde glemt hændelsen, fik han lyst til at se sin søns gravplads. Så tog han af sted for at se sin søns gravplads. Da han var roet derhen og kom til stranden nedenfor sin søns gravplads og skulle op af sin kajak, rakte han armen indefter for at støtte sig, og tænk, så stak han sin arm lige ind i gabet på den tuneq, som han havde dræbt, og tuneq-manden bed den ældre mands arm af lige op til armhulen. Den dræbte var nemlig, for at tage hævn, kommet derhen og havde lagt sig på lur lige ved strandkanten. Således fik tuneq-manden sin hævn over den ældre mand, som på et tidspunkt havde taget hans liv.

Her slutter fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Kommentar: John Nicolaisens fortællinger er ikke helt almindelige, men det er vanskeligt at klargøre hvordan og hvorfor.

Om en ældre mand.

Resumé på dansk i Rink 1866-71, II: nr. 49, s. 89 - 90.

Resumé:

Genoplivelse ved amaroq'en. En ung mand kæntrer og drukner under renjagt i en sø. Amaroq-unger æder liget, deres bedstemor samler deres lort, lægger det på knoglerne, bedækker det med mos, manden kommer til live, lever blandt amaroq'erne, der blir misundelige, fordi han altid får de største rener, og bedstemoderen fortæller ham om hans herkomst. Han flygter hjem og opholder sig undervejs en kort tid hos myg i menneskeskikkelse.

Hist.: søg på amaroq.

Om et ældre ægtepar.

Ikke oversat, men i korte træk handler den om et ensomt boende ægtepar, der mister deres dygtige søn under en fangsttur. I stedet må så den gamle far, der ellers havde lagt fangsten på hylden, tage fat igen. Hans fangst skildres og ligeså konens store glæde da han kommer hjem med fangst. Nu kan hun igen flænse og koge mad som da sønnen levede. Om aftenen får de besøg i deres ensomhed og glæder sig over underholdningen, men da kone sætter maden frem, udbryder gæsterne, at fadet jo hælder, hvorefter de i skræk flygter ud og væk. Manden kommer med besvær i noget tøj og kommer tids nok ud til at se gæsterne forsvinde op i himlen som stjerner, Siattut, Orions Bælte.

Var.: Rink 1866-71, II: nr. 32, s. 73. ID 103, 1431, 1782, 1788, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.  Søg også på illukoq; fadet hælder.

Kommentar: Rink nævner ialt 3 varianter af denne fortælling, hvoraf den han har oversat er af Hendrik / Hintrik. Forgæves har Rink søgt at få det mærkelige udsagn om fadet der hælder forklaret. "Fad" hedder her illuvigaq, der betyder snehus, siger han. Illukok er en anden betegnelse, der betyder "halvmenneske" (der har det svært med balancen). Også på Kodiak var stjerner halv-mennesker (Fienup-Riordan: The Living Tradition of the Yup'ik masks. Seattle & London: University of Washington Press, 1996: 99.

Vedr. en tolkning af dette hældende fad se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Det hele menneske, og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Oversættelse: Om én der forsøgte at stikke af fra de andre.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Det fortælles om en kajakmand, at han tog af sted for at stikke hjemmefra. Han rejste mod vest, for hvis han rejste østpå, kunne han risikere at møde sin familie igen. Han drog så vestpå, og mens han var på vej og var kommet langt mod vest, begyndte han igen at ro mod land, fordi han tænkte: Hvis jeg fortsat ror vestpå, vil skindbeklædningen på min kajak rådne og gå i stykker. Da han roede indefter, kom han tilbage til sin boplads.

Efter sin hjemkomst begyndte han at tage på fangst for at samle skind til sin kajak, som han ville betrække med tre lag skind. Da hårene på skindene havde løsnet sig, betrak han sin kajak første gang, og så ventede han på, at det nye betræk skulle tørre. Først da det var helt tørt, gned han det med sælspæk, og først da spækket var trængt helt ind i skindet, og det var blevet tørt, satte han nyt skind på kajakken oven på det første skindbetræk, og da det var blevet helt tørt, gned han det med spæk. Da spækket anden gang var trukket ind i skindet, betrak han kajakken for tredie gang. Da skindene var tørre, gned han dem igen med spæk, og nu ventede han på, at det skulle tørre, så han igen kunne komme af sted vestpå. Først da betrækkene var knastørre, tog han igen af sted for at komme væk fra de andre.

Da han var roet afsted, og det var tredie dags morgen, og han ikke rigtigt kom nogen vegne, fordi hans kajakbetræk var blevet for vådt, tog han betrækket af ved at snitte systingene op, og da han havde taget det øverste lag af, roede han nu noget hurtigere. Efter to dages roning, kom han igen ingen vegne, og så tog han det andet skind af, og kom igen noget hurtigere af sted. Da han roede videre, så han næste dag noget mørkt på vandet forude. Da han kom nærmere og så nøjere på det, så han, at det var land. Så begyndte han at ro hurtigere ind mod det. Han roede hurtigt og kom endelig i land. Da han var kommet i land, sov han først, og da han vågnede roede han sydefter langs kysten. Mens han roede af sted, så han på et tidspunkt en ravn langt fremme, og idet han fik øje på den, tænkte han: "Der vil altid være en ravn i nærheden at mennesker." Han roede videre, rundede et næs og fik øje på mange telte. Da han havde fået øje på dem og ville til at søge ind i land, fik de øje på ham og råbte: "Qajaaq! (En kajakmand!)" Da de begyndte at råbe, at der kom en kajakmand, roede han ind for at gå i land, og da han nærmede sig land, kom der mange mennesker for at tage imod ham. Da han var kommet op af sin kajak, gik de mange mennesker op og ind i teltene. Nu blev han stående på stedet et stykke tid, men da han var meget sulten, begyndte han at gå op. Da han på vejen op kom til deres affaldsdynger, så han nærmere på dem og opdagede, at der var menneskeknogler i deres møddinger. Da det gik op for ham, hvad det var, gik han ned igen og roede videre. Mens han fortsatte mod syd og havde roet et stykke tid, rundede han et lille næs og så igen mange telte. Da han havde set dem, roede han derindad for at gå i land. Han var næsten fremme, da alle menneskene kom ned for at tage imod ham, bortset fra en mand, der var beskæftiget med noget håndværk ved et telt. Da han var kommet op af kajakken, gik de mange mennesker, der var kommet ned for at tage imod ham, op igen og gik ind. Da de alle var gået ind, kom den mand ned, der var i gang med sit håndværk. Da han var nede bød han ham med op. Og han gik med og ind i deres hus, og dér i huset var der tre kvinder, og denne mand var deres (fælles) eneste mand i huset.

Da han havde været inde lidt, spurgte manden: "Hvor kommer du mon fra?" Han svarede ham: "Jeg kommer langt østfra, og jeg er nået hertil, fordi jeg er stukket af. "Da han sagde det, sagde manden i huset: "Jeg er også kommet fordi jeg stak af langt østfra; skynd jer nu at give ham noget at spise." Da han sagde det, gik hans kvinder ud. Da de havde været væk et stykke tid, kom de ind igen med mattak af narhval. Nu begyndte gæsten at spise, og han holdt først op, da han var godt mæt. Da han havde spist færdigt, gik kvinderne ud for anden gang, og så kom de ind med tørret rensdyrkød. Da de kom ind med det, begyndte gæsten at spise igen, og han holdt først op, da han var mæt.

Da han havde spist, begyndte manden i huset at fortælle: "Vores bopladsfæller lever af at spise deres bopladsfæller, og nu har de mindsket tallet af dem ved at spise dem. Hvis du har lyst til at bo her i huset, kan du sagtens gøre det; alle mine bopladsfæller er bange for mig." Da han var færdig med at fortælle, blev gæsten søvnig og lagde sig, og da han lagde sig, sagde manden: "Du kan roligt sove uden at være bange for noget." Da gæsten hørte det, sov han roligt denne nat. Den næste morgen vågnede han og tænkte først på at blive, men så fortsatte han alligevel sydpå. På sin vej sydover rundede han et lille næs og så et enkelt hus inde i bunden af en lille vig, og da han derfra roede hen imod det, lagde han til, inden der var kommet nogen ud af huset. Da han havde lagt til, stod han ud af sin kajak og gik op mod huset, og da han kom op til huset, så han, at der var ild i kogestedet, hvor kød var ved at koge. Da der stadig ikke kom nogen ud, væltede han gryden og flygtede om bag huset og afventede, at nogen skulle komme ud. Straks efter hørte han en komme ud og udbryde: "Det må være en mand, der har væltet den." Han hørte vedkommende ordne den og gå ind igen. Da denne var gået ind, gik han for anden gang hen til gryden, væltede den og flygtede. Han hørte nogen komme ud og sige: "Det må være en mand, der har væltet den." Han hørte vedkommende ordne på den, og da det var gjort, gik denne ind igen. Da han hørte personen gå ind, gik han hen og væltede gryden for tredje gang, men denne gang flygtede han ikke. Han blev stående ved husindgangen og ventede på, at nogen skulle komme ud. Så hørte han nogen komme ud i husgangen. Da vedkommende kom ud med den samme bemærkning, viste han sig bare. Da han havde vist sig, blev han budt indenfor. Og da han kom ind, så han, at væggene helt og holdent var beklædt med nye skind fra grønlandssæl, og at der under deres loft hang en masse bugserblærer. Da han så dem hænge der, spurgte han dem: "Hvad bruger I dem til?" De svarede: "Nu er det snart tiden, hvor det bliver meget lavvandet. Ved laveste ebbe er der så intet vand i vid omkreds, og både en masse grønlandssæler og en masse fisk kommer til at ligge på tør bund. Så sætter vi fangstblærer på dem."

Da det blev aften, sov han der. Næste morgen vågnede han og opdagede, at de tre kvinder han besøgte var væk. Da han gik ud, så han, at de var ved at sætte fangstblærer på fangstdyrene ude på den tørlagte havbund. Han skyndte sig ned og satte alene fangstblærer på helleflyndere. Mens han var igang med dette arbejde, sagde kvinderne til ham: "Når der lyder et drøn langt udefra, må du flygte med det samme." Mens han stadig satte fangstblærer på fiskene, hørte han et drøn, og han kiggede efter de andre og opdagede, at de næsten var ved land langt deroppe på flugt fra den tørlagte havbund. Da han nu så det frembrusende hav, stak han i rend, så hurtigt han kunne, og hele tiden var vandet på nippet til at indhente ham, men endelig nåede han ind på land. Han var dårligt kommet op på land, før havet bragede ind mod kysten og bragte alt, der var forsynet med fangstblærer ind mod land.

Det fortælles, at kajakmanden vendte tilbage til sin boplads efter at have været på besøg dér. Han var stukket af fra mennesker, men havde hele tiden været sammen med mennesker. Det fortælles også, at han derefter forsørgede sine husfæller ved fangst.

Her slutter fortællingen.

Var.: Kivioq

Hist.: Se også kommentarer til Akilineq-fortællinger

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "sujugdlît" / Siulliit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Tegning af denne stjerne konstellation med et par kommentarer findes i KRKB, Dagbøger fra 1. Thuleekspedition 1912-14, 1(2).

En fortælling om nogle stjerners oprindelse, formentlig Arcturus og Muphrid, der opfattes som 'de første', dvs. foran Karlsvognen (Se MacDonald, John, The Arctic Sky 1998.)

Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 37 - 38.

Resumé:

Et barn lavede intet andet end snorefigurer. En dag kom en

mand, som lavede snorefigurer af sine indvolde. Han kendte mange

forskellige snorefigurer. Han sagde til barnet:" Lad os se, hvem der

først kan lave "rensdyret"?" Barnet var hurtigst. Så sagde manden:"

"Lad os se hvem der først kan lave "ræven"!" Barnet var igen hurtigst.

Manden, der lavede snorefigure ud af sine indvolde, indså at barnet var

hurtigst, og lod det være i fred.

Kommentar: Hos mange inuit var der tabu mod at lave snorefigurer på bestemte tider af året. Se: At holde op mens legen er god; og MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 46.

Oversættelse: Fortællingen om ravnen, der ville være svoger.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Det fortælles, at en ravn fik lyst til at blive svoger hos en flok gæs i en periode, hvor det var ved at være efterår. Da gæssene hørte ravnen tale om at gifte sig med en af dem, søgte de at fraråde den det og spurgte den, hvordan den ville kunne følge dem, når de om efteråret skulle trække sydpå over de vestlige farvande. Men ravnen fastholdt sit ønske, og den sagde gerne: "Når I begynder at trække sydpå over de vestlige farvande, og når I lander på vandet for at hvile jer, vil jeg slå baglæns kolbøtte oven over jer, mens I hviler ud." Når den talte sådan, svarede gæssene: "Men vi flyver på træk i adskillige dage." Til det svarede ravnen: "Da vi har store vinger, når vi vidt omkring i løbet af en enkelt dag." Da ravnen blev ved med sin snak, ville gæssene efterhånden godt tage ravnen som svigersøn. Da ravnen nu blev gift med en gås, blev den meget vigtig.

Tiden var inde da gæssene ville sydpå, og ravnen ville stadig følges med dem. En dag gjorde de sig klar til at flve vestover, og ravnen begyndte at rejse sammen med dem mod vest. Da de havde fløjet mod vest i to dage, begyndte de endelig at flyve mod syd. Da de nu fløj på fjerdedagen, og gæssene endnu ikke var trætte, blev ravnen efterhånden træt. Da den næsten ikke kunne mere, sagde den til gæssene: "Tag nu et stop og lad mig få en hvilepause!" Gæssene svarede: "Du snakkede altid om, at du på en enkelt dag kunne nå vidt omkring." Da de svarede sådan, begyndte ravnen at fortryde, at den absolut havde villet være svoger. Selvom gæssene endnu ikke var trætte, fik de ondt af ravnen og ventede nu bare på at støde på et isfjeld, hvor ravnen kunne hvile ud. På et tidspunkt hvor ravnen var helt udaset, så de et stort isfjeld foran sig. Da de fik øje på det, satte de kursen derhen. Da de næsten var ved isbjerget, var ravnen begyndt at røre vandet med halefjerene og var lige ved at plumpe ned i vandet, men endelig lykkes det den stakkels ravn at lande på isbjerget. Såsnart den var landet, faldt den i søvn af bare træthed. Da gæssene, der lå på vandet ved siden af, blev trætte af at vente, begyndte de at tale sammen: "Den er så længe om at hvile sig, lad os bare efterlade den." En af dem sagde: "Vent lidt, jeg forsøger alligevel at vække den, hvis den ikke vil, kan vi bare efterlade den her." Så gik én af dem hen til ravnen, vækkede den og sagde: "Er du ikke udhvilet endnu? Vi er allerede udhvilede, og nu fortsætter vi rejsen." Ravnen ville ellers gerne sove videre, men den fortsatte alligevel med de andre.

Derfra rejste de så igen mod syd. Da de fløj videre, blev ravnen igen meget træt og denne gang efter kun to dages forløb. Når den sakkede bagud af træthed, fastholdt gæssene den det, den havde sagt, men ravnen svarede absolut ingenting. Som tiden gik, begyndte ravnen af og til at strejfe vandet, og efter kun at have strejfet vandet ind imellem, plumpede den endelig i vandet. Da den var faldet i vandet, landede gæssene på vandet ved siden af den, selvom de ikke var trætte. Da de var landet dér, begyndte de at bugsere den ind mod land, selv om de endnu ikke havde land i sigte. Mens de sådan svømmede af sted, havde den ind i mellem sit hoved længe under vandet, og så sagde den til gæssene: "Prøv lige at holde mit store hoved lidt oppe over vandet." Hvergang understøttede de så dens hovedskal og holdt derved dens hoved lidt oppe. Da de på den måde var nået et stykke ind mod land, ville gæssene alligevel efterlade ravnen. Da de fik lyst til det, sagde ravnen: "Jeg fik den store lyst til at være sammen med jer." Gæssene forlod så ravnen og fortsatte rejsen mod syd. Det fortælles, at ravnen druknede, da gæssene havde forladt den.

Her ender fortællingen.

Var.: Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.