Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq
Dokument id: | 337 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 |
Fortæller: | Bech, Samuel |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 2 - 3 |
Lokalisering: | Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Apollo Lynge:
Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således: Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).
Her ender fortællingen
Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.
Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.
Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.
Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom. |
ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Dokument id: | 1953 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | s. 270 + 282 - 284 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq. En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder. Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.
1957, ss. 282 284: Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå. En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq, og folk gik derned. Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør- nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør- nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede. Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget. Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de ting min far plejede at fortælle. Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler, når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.' Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen, at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for- talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem. Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl, og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.
I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne, var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn. Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen. Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os ......... (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).
Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Dokument id: | 148 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 103, nr. 39 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift). En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre. Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.
Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige, en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde, at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede ham om, at han i forvejen havde en kone.
Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.
Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham, at hun somme tider trådte ham i hælene.
Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.
Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk. |
Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Dokument id: | 1030 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 14 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 18 - 19 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der ikke. De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død. Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til Amerlunnguaq i løbet af natten. På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse. En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet observeret en sæl lige ud for bopladsen. Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem." Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op, men det gjorde han ikke. De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var allerede død. Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise, men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst døde han af sult.
Var.: Ikke i denne bases samlinger.
Hist.: Muligvis autentisk |
Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning
Dokument id: | 1028 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 12 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 15 - 17 |
Lokalisering: | Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer tog han ind i fjorden til den samme sommerplads. En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme. Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende." En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende. Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere, der holdt aftenhygge sammen i dette store hus. Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke. En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte, og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden, der smed hjælpånderne ud, ham og kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham, når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå under forbriksen og trak ham med ud af huset. Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én, der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned. Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).
De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre
De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han intet havde fortalt. Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det; men er var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen. Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter rummet. Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage, og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt, fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for hende.
Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;
Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.
Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil. |
Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt
Dokument id: | 1029 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 13 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 17 - 18 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor gravstederne. Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut. Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der, faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han. Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken. Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted, hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han døbt.
Hist.: Virker autentisk |
Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup
Dokument id: | 444 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 15v - 15h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad
Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?). Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere. En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende efter en hæslig skik, som hun kendte. I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede, at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde han. De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og moderen døde, mens de endnu boede der.
Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg* |
Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Dokument id: | 1327 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 4 - 16, nr. 11 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone. Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik (Rypekylling og grydemanden) Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre. Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]
|
Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Dokument id: | 443 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 1 - 14 |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn, sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag hun døde. (1876). Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:
Umiddelbart efter at Uummannaq var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde. Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq; og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de, hvorefter de tog hjemad.
Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted, uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq, satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig (efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i stykker til at komme i gryden. CB)
Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk. Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom. Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte. Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager, Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt. De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende: Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.
Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting, den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting, faderen havde købt, var komme med hjem til dem.
I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og godt).
Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind, og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.
N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet, rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler. Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu". En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet: "Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib. Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem. Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og bomuldstøj fra skibet.
Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit. Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler. Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed. En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen, dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster Unaralak.
Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi, før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun kom til at ryste voldsomt.
Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik hende til det.
Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem, smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen. Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige og skøre adfærd.
I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt. Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii. Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut"). Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i Karrat. Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land, plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham at løbe en hare op og fange den.
En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage, da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet. Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem, blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham. Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen. Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på. Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.
Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og dets beboere, som han aldrig genså.
Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?" Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise. Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror. Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii, sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige søn, hurtigløberen.
Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden). Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld. Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet, af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den, uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels storebror.
De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet, hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at en af deres egne havde vundet.
Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over, smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags. Derfor var bolde stærkt eftertragtede.
I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par yngre mennesker til at passe dem. Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da han nåede hjem til sin boplads.
En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde, som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet, gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de, at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne, børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne. Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke. Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man ikke kunne se ansigtet. Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen. Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen. Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender ikke udtrykket)." Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.
Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.
Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS). Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger. |
Arqatulâq / Aqqatulaaq
Dokument id: | 447 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arqatulâq / Aqqatulaaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 1, side 21v - 24h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord ligesom opmuntrede dem til det.
Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte. Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq. De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget, selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"), fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt. Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker. Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt. Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og bragte ingen af delene i land.
De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom, spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab (som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")." Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne ("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit / strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede velbeholden hjem til deres boplads.
Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne. Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen, uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin fangst væk.
Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner. Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq. med et bælte lavet af remmesælskind.
Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen, om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af husstanden.
Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde dræbt ham.
Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner, der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen, sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham fortræd.
Var.: Ikke i denne bases samlinger
Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne. |
Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd
Dokument id: | 1020 |
Registreringsår: | 19021933 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 5 |
Fortæller: | Petrussen, Niels |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | |
Titel: | Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 6 - 7 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut. Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden. Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge |
Den lånte bibel
Dokument id: | 540 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. P. M. |
Indsamler: | Rink, H. J. |
Titel: | Den lånte bibel |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.
Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering. |
Drengen og den plettede fugl
Dokument id: | 544 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drengen og den plettede fugl |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 4 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.
Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale. I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik |
Giîngivit / Giinngivit / Kiîngivit / Kiinnguit, den store åndemane
Dokument id: | 1956 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Giîngivit / Giinngivit / Kiîngivit / Kiinnguit, den store åndemane |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 238 - 240 + 256 - 257 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Denne åndemaner havde lært hos åndemaneren Sigfiaq / Siffiaq. Da Kiinngivit var blevet åndemaner, havde Sigfiaq / Siffiaq sagt, at når han døde, skulle Giinngivit arve de to danske hjælpeånder, han havde. Og da Siffiaq døde, arvede Giinngivit disse to danske hjælpeånder. Siffiaq var i den grad åndemaner, at han ikke kunne dø. Så til sidst druknede han sig ihjel. Siffiaq havde fået sin søn til at fange for sig, men nogle, der var misundelige, dræbte ham, og faderen sørgede i den grad, at han blev på briksen. Ingen anede noget, da han sad i den inderste krog. Og der kom folk, som det senere viste sig, ville have dræbt han. De to mænd kom på besøg, efter at de havde talt indbyrdes, om at de ville dråbe Siffiaq. Da de kom ind, var det umuligt at se, at de havde våben med sig, og ingen af Siffiaq's husfæller fik mistanke. Men de havde regnet med, at de, når de gik, ville tage Siffiaq med sig og dræbe ham udenfor huset, fordi han nu, hvor han havde mistet sin søn, ikke havde nogen til at forsvare sig. Mens de lod som ingenting, hørte man pludselig en dansker tale fra krogen, et sted ovenover Siffiaq. Og Sigfiaq hang med hovedet, som om han ikke hørte noget. Husfællerne vidste, at den danske hjælpeånd ikke ville sige noget for ingenting, så en af husfællerne spurgte Siffiaq: 'Hvad snakker han for? Det er aldrig for ingenting, han taler. - Det varede noget, inden Siffiaq svarede: Det er måske fordi han så gerne ville leve lidt endnu, at han taler om en hund, der skal aflives, d.v.s. at han kaldte sig selv for en hund. Da han havde sagt det, kiggede de to mænd, der var kommet for at dræbe ham, på hinanden uden at sige noget. Og de gik ud af huset. En dag, mens Siffiaq sad der i krogen, og der ikke var nogen, der kiggede på ham, tog han en kniv og snittede sig i struben, så at han faldt død om. Og husfællerne kiggede forskrækkede på ham. Men så var det, at man fra snittet i struben, hørte en dansker tale. Og da man havde hørt det, heledes såret i struben, hvorefter Siffiaq begyndte at trække vejret igen. Og således reddede den danske hjælpeånd ham. Efter den tid tog Siffiaq ud i kajak under det påskud, at han skulle fiske. Men da han var nået udenfor de andres synsfelt, kæntrede han og forblev der, indtil han druknede. Det er muligt, at hans danske hjælpeånd ikke kunne svømme. Man siger, at Siffiaqs grav ligger på Usugtussoq / Usuttusoq, på en del af Qagsserssuaq / Qassersuaq øen ved siden af, hvor folk fra Sisuarssuit / Sisuarsuit samlede bær. Ved enden af Sisuarssuit er der et næs, hvor bærsamlerne slog telt op, som man kaldte for Usuttussoq. Og dér er der en gammel grav lige ved en bratning. Og man siger, at det er denne åndemaner, Siffiaq's grav. Da Siffiaq døde, arvede den store åndemaner Giinngivit de to danske hjælpe- ånder, som han havde fået lovet. Nu hørtes, når Giinngivit holdt åndemaning / seance, de to danskeres stemmer, som uafbrudt snakkede med hinanden under hele åndemaningen. Giinngivit blev altid godmodigt drillet af en af deres bopladsfæller og somme tider også for hans egenskaber som åndemaner. Han tog det imidlertid aldrig ilde op, fordi han aldrig blev irriteret over godlidende drilleri. En dag, da de var ude, var den anden med, der drillede åndemaneren, og han sagde, at de skulle se, hvem af dem, der først kunne fange en sæl. Åndemaneren var ikke nogen god fanger, og det var ikke hver dag, han fangede en sæl. Og han sagde, at det kunne han ikke, fordi den anden var en god fanger, mens han selv var en middelmådig. Og så sagde han, at vennen skulle prøve at vædde med en anden. Men vennen svarede, at hvis han selv var åndemaner, så ville han ikke have vanskeligheder ved at fange sæl. Og så sagde Giinngivit: 'Ja, prøv nu om du kan fange en sæl før jeg kan', og som sædvanlig sagde han det med et smil. Næste dag tog de afsted i kajak. Og da de kun havde været væk i kort tid, kom åndemaneren tilbage med en sæl på slæb. Men vennen, som havde indgået væddemålet, kunne nu ikke fange nogen. Der gik så lang tid, inden han fangede noget, at han fik mistanke om, at det var åndemaneren, der havde fjernet hans jagtlykke. Og da han så beskyldte åndemaneren for det, så grinte åndemaneren og sagde: 'Ja,nu kan vi jo se, om du kan fange en sæl før mig. Du er jo en dygtig fanger.' Og sådan drillede åndemaneren sin ven. Men så skete det en dag, at vennen fangede en sæl. Og da det først var sket fangede han atter sæler, som han plejede. Der var også en af deres bopladsfaller, Itertajâq / Itertajaaq, som var ungkarl, og han havde hørt, at der mellem Kiinngivit's hjælpeånder var en kvindelig hjælpeånd. Og åndemaneren plejede også ofte at drille ham, og i denne forbindelse navnede han tit, at denne var ungkarl. Men pebersvenden svarede igen og drillede ham med hans åndemaner-egenskaber og bad ham om at vise sig hans kvindelige hjælpeånd, hvis det altså var sandt, at han havde en kvin- delig hjalpeånd. Og da han selv var ungkarl, og derfor ikke var bundet tii nogen kvinde, så ville han give hende tilfredsstillelse. Og åndemaneren plejede at grine ad hans drillerier. Så var det en dag, da Itertajaaq var ude i kajak og roede langs med stranden. Og mens han roede, opdagede han en lækker kvinde inde på kysten. Og da han så det, kom han ganske automatisk ind til stranden. Han kom ud af sin kajak, trak den op på land, og gik op. Og da han nåede hende, var det en kvinde i ualmindeligt fint tøj. Hun havde en pels af spraglet sælskind. Hun smilede Itertajaaq ind i ansigtet, men sagde ikke noget. Itertajaaq fik en sådan lyst til hende, at han sprang efter hende for at tage hende. Men i samme bevægelse greb kvinden ham om begge håndled, og hun var meget stærk. Itertajaaq prøvede at trække sine arme til sig, men det kunne han ikke, for kvinden, der hele tiden smilede, havde et meget fast greb om hans håndled. Og selv om han prøvede at komme løs, kunne han ikke rokke sig af stedet. Da der var gået et stykke tid, lykkedes det dog Itertajaaq at befri sig for grebet, og han løb ned til sin kajak. Og inden kvinden tog ham igen, kom han i kajakken og stødte fra stranden. Så tog han et par kraftige åretag for at slippe væk fra hende, men han opdagede, at han ikke kom ud af stedet. Og da han kiggede ind mod land, blev kvinden ved med at stirre på ham. Pludselig kom han dog igang, og kunne ro fra stedet. Og han skyndte sig hjem. Da han kom hjem, lod han som ingenting, og han roede ganske langsomt. Han steg i land, hvor han plejede at stige i land og anbragte kajakken på den sædvanlige plads. Da han gik op, kom han forbi åndemaneren, der sad uden for sit telt og lavede et eller andet. Og da han gik forbi, kiggede han på åndemaneren uden at sige noget, og han så, at åndemaneren uden at sige noget grinte af ham. Og Itertajaaq sagde ikke andet end: 'Dit utyske.' Og Giinngivit / Kiingivit grinede så uden at svare ham. Engang lovede en af deres bopladsfaller Giinngivit en hund, når hans ældste tæve havde fået hvalpe og hvis det blev gode hvalpe. Hans tæve fik hvalpe, men da det var gode hvalpe, som voksede meget hurtigt, syn- tes han alligevel, at de var for gode til åndemaneren. Så han beholdt dem. Og da åndemaneren nævnte det for ham, sagde han, at de voksede så godt at han hellere ville beholde dem. Åndemaneren sagde ikke noget. Og hval- pene blev store. Og da de var udvoksede, nævnte åndemaneren det igen, fordi den anden jo havde lovet ham en af hvalpene. Men den anden syntes nu, at de trods alt var ham for værdifulde. Og selv om han havde givet ham det løfte, ville han alligevel ikke give ham den. Samme vinter skulle den mand, der havde lovet åndemaneren en hvalp, med slæde fra Tasiussaq / Tasiusaq til Augpilagtoq / Aappilattoq på besøg. Og han spurgte så Giinngivit om han kunne tænke sig at køre med. Og de kørte derfor begge to afsted. Dengang var der ingen beboede pladser mellem Aappilattoq og Tasiusaq. De to slæder kørte således at Giinngivit var bagest. Og da de var ved at nærme sig Qagsserssuaq / Qassersuaq, kørte den anden et stykke foran åndemaneren. Og han kom ret tæt på et lille næs ved dan nordlige munding af Qasserssuaq og han kiggede tilfældigt på næsset og så, at der var to mennesker. Han kiggede så på sin kammerat, der blot kørte frem, og så satte han hen imod de to mænd. De to mænd stod på isfoden, og da han var kommet dem ret nær, opdage- de han, at det var to danskere. Og så kom han i tanke om, at man sagde, at Kiinngivit, åndemaneren, havde to hjælpeånder, der var danske. Han standsede for at vente på Kiinngivit, og da Kiinngivit nåede op til ham, sagde han: 'Gad vide, hvad de to der taler om.' Så sagde åndemaneren, at de sikkert talte om den hund, som den anden havde lovet ham. Han havde næppe sagt det, før den anden svarede med høj røst: 'Nu skal jeg give dig en. Nu skal jeg give dig en.' Og han løb hen til sine hunde og løsnede den ældste hundehvalp fra slæden og gav den til åndemaneren. Og nu da åndemaneren havde fået en stor hundehvalp til sine andre hunde, kunne han køre sammen med sin kammerat uden at sakke bagud.
1955: 256 - 257 Dengang var der jo flere åndemanere, der var mege vennesæle, og selv om nogle havde det med at drille dem, plejede de alligevel at fortælle om de mærkelige ting, de gerne oplevede sammen med dem. Og på den måde fortalte Itertajãnguaq / Itertajaannguaq om sin store lyst. Også om dengang han opdagede, at han ikke kunne klare den store kvinde, således at han med nød og næppe kom fri af hendes garn, det fortalte han selv. Og den anden fortalte om, hvad han med egne øjne havde set: To danskere dér, hvor der ingen danskere skulle være. Han har flere gange senere fortalt om det, og nu har jeg altså fortalt om dem. Giinngivit døde som en gammel mand efter at han var blevet døbt og havde fået navnet Tobias. Men den slags historier drejer sig ikke alene om åndemanerne, for andre undrede sig over tryllesange, der tilhørte folk, der egentlig ikke var åndemanere. Og når de syntes, at disse tryllesange havde haft en virkning, så fortalte de det. Men sangene var ikke hverdagssange og blev kun sunget ved passende lejligheder. Og sangene var sammensat af gamle ord, som tilhørerne ikke med det samme kunne forstå. Og først når man havde øvet sig og gentaget dem, kunne man lære dem. Da Amitsualaaq døde levede min farfar, Tuutigaaq, også i Inugsuk / Inussuk, så ham omtaler jeg også i denne forbindelse. Og da det blev forår, mens han boede der, så fulgte han med folk ud til fangststedet. Han kom til Putugua, og det var i uuttoq-tiden / krybefangst-tiden, men det varede noget, inden han kunne fange noget. Når han nærmede sig en opkrøbet sæl, og han var i passende afstand, kom der gerne en ravn, der fløj over stedet og henimod sælen, der derfor hoppede ned i åndehullet. Og da det gentog sig hver gang han var på fangst, kunne han ikke komme hjem med sæl i lang tid. Og selv om han egentlig ikke havde smerter nogle steder, mærkede han en dag, at han var ligesom afkræftet. Det tog til med denne afkræftelse, og til sidst kunne han ikke tage på uuttoq-fangst. Og så lånte han sine hunde ud til en af de unge. Selv stillede han sig på næsset nede ved Putugua, fordi der her var åbent vand, og der ventede han på sæler, bevæbnet med en riffel. Det blev jo opsøgt af sæler, selv om det ikke var ret mange. Så en dag, da uuttoq-jægerne var taget ud, sad han der og ventede på sæler sent på formiddagen. Da kom en af de gamle fra fangststedet, Taka, det var den frygtløse mand, der var gået hen til den sindssyges grav. Han kom hen til ham, og uden at spørge ham, sagde han så: 'Jeg har mistanke om, at det ikke er din egen skyld, at du har det sådan, cg jeg prøver at gætte, uden at vide noget rigtigt, men sådan noget skal man betale for. Så hvis du har noget, så giv du mig til det.' Tuutigaaq lovede at give Taka en rulle tobak, som han havde i sin kiste. Og da Taka havde fået det løfte, stillede han sig ret op og ned bagved den siddende Tuutigaaq, og først vendt mod nord, fremsagde han en trylleformular. Og da han var færdig vendte han sig mod syd og gentog tryll1eformularen. Da han havde sunget, sagde han ikke mere, men gik ind i teltet. Og Tuutigaaq tænkte på ordene i tryllesangen. Taka havde jo sagt, at den skulle rettes mod noget, som han ville ramme. Men da han fremsagde formularen, lød det ikke som om det var rettet mod nogen bestemt, og der var enkelte ord, han kunne huske, og han mente, de lød sådan: 'niarqugkut ikiligssamik siggungnigdlo augssualingnik / niaqqukkut ikilissamik siggunnillu aassulinnik / Således at der kommer sår på hovedet og blodbesudlede læber.' Da Tuutigaaq gik hjem om aftenen, fortalte han en af de unge, hvad han havde oplevet, men fik ham til at love, at han ikke ville sige det til andre. Der skete ikke noget den næste dag. Men den tredje dag om aftenen, efter uuttoq-fangerne var kommet hjem, opdagede de en hundeslæde, der var på vej fra Upernavik. Da han kom, fortalte han, at mens Inequngnavãt / Inequnnavaat og hendes familie, der stammede fra Augpilagtoq / Aappilattoq, var på fangstpladsen ud for Søndre Upernavik på Kingatak øen, var hendes mand gået med deres søn på rensdyrjagt, og at der for to dage siden var faldet en sten ud af en klippe, der havde ramt manden i hovedet, hvorved det knustes, så at han døde med det samme. Og der var sendt bud til Upernavik dagen før, og nu bragte han nyheden videre. Og man sagde, at stenen ikke var kommet fra en stejl klippeside, men af den bare klippegrund. Man sagde også, at den kvindelige åndemaner Inequnnavaat / Ineqinnavaat havde en ravn til hjælpeånd. Og efter den tid skete det mærkværdigvis, at Tuutigaaq fik det bedre. Og endnu inden isen var helt forsvundet, blev han helt rask.
Kommentar: Vedr. citatet fra trylleformularen på grønlandsk står der på tryk augssialingnik, men da det ikke giver rigtig mening, har Robert Petersen rettet det til augssualingnik i overensstemmelse med versionen hos Hans Lynge 1967: Inugpait.
Var.: Hans Lynge: søg på Kiinnguit, Tuusingaaq, og Siffiaq (de forskellige fortællinger, registrerede hver for sig |
Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq
Dokument id: | 1954 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 257 - 259 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved. Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq. Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen. Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være. Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord. Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv. Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før. Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen. Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt. Og de andre jublede højlydt. Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af. Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende. Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud. Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle. Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.) En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter. Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige. Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet. Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS). Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.
Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955. Martin Nielsen.
Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort. Se: Ikerpaq der stilnede stormen.
Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.: Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn". Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs- havn. Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere. Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for- tøjes ved sten i land. |
Igdlorssuarne tupilak kingugdleq
Dokument id: | 888 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Igdlorssuarne tupilak kingugdleq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 53 - 55 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 59 - 60.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Den sidste tupilak i Illorsuit (bygd på Ubekendt Ejland).
E. Martin Mørch var kateket i bygden Illorsuit, der hører ind under Uummannaq kommune. Da kan kom på besøg hos sin bror Tobias Mørch i Upernavik, var jeg tolv år gammel, og dengang hørte jeg ham fortælle historier. Da han var blevet en ældre gråsprængt mand, kom han en gang sammen med Usaangassuaq og Iisaakassak, der kom med post, og overnattede hos os i vores hus i Kangaarsuk, hvortil vi var taget hen på jagt. Han fortalte, at dengang han var ung, plejede han at tage på jagt i kajak sammen med storfangeren Aarsuatsiaq, der boede i Illorsuit. Og denne tog ham ikke med for at lære ham op men derimod for at have ham med som hjælp til bugsering af fangsten. For når han havde fanget noget, overlod han fangsten til ham, så han kunne tage dyret på slæb, og så efterlod han ham og roede videre for at jage videre. Det fortælles, at denne fanger altid fangede noget; og det var naturligvis på den tid, hvor der var mængder af sæler at fange. En dag roede de på jagt i kajak mod øst. De nærmede sig fjeldet Qinngusaaq, der ligger øst for Illorsuit, og da de kom nærmere til land, kunne de høre en ræv gø dér højt oppefra, og de kunne høre, at den løb nedad mod havet. Da den nærmede sig vandet, begyndte den at lave lyde som mange forskellige slags dyr. Til sidst begyndte den ene af mændene at føle sig utryg ved, at den lavede alle mulige lyde, da den kom nærmede ned til vandet. Selv var han så bange, at han knap kunne bære det længere. Så sagde hans fælle: Den kan jo ikke gøre noget. Lad os nu bare se! Og med det samme roede han hen i retningen af den. Og da han ikke syntes, at han kunne lade storfangeren ro alene, fulgte han efter ham. Men selv om de kunne høre dyret være helt tæt på sig, hvor det skreg på stranden, kunne de overhovedet ikke se det. Til sidst hørte de noget ude fra vandet: aar, aar, ee!, der på den måde gjorde opmærksom på sig selv. De så sig om og fik øje på en stor sæl, der trygt lå i vandskorpen! Storfangeren kastede harpunen efter den, men sælen var for langt væk. Og igen lød det: aar, aar, ee! Så snart den skreg sådan, roede fangeren hurtigt frem for at kunne harpunere den, og så kastede han harpunen. Han havde vistnok ramt sælen, men den var ikke til at se. Og med et: Øv, hvor er den dog irriterende! trak han harpunremmen til sig og lukkede vanten om harpunspidsen efter at have spyttet i vanten. Da sælen igen dukkede op tæt ved ham, roede han hen mod den og kastede harpunen mod den, og denne gang dræbte han den. Og naturligvis sank den med det samme. Storfangeren kaldte på ham, og da han kom derhen, var han langsomt ved at trække den op. Og det var tydeligt, at han ikke var særlig tryg ved situationen, og at det var derfor, han bevidst var så lang tid om at trække den op. Og sikke dog en elendig stakkel af en sæl. Det fortæl-les, at dens luffer sad omvendt på, og den var så mager, at det så ud, som om fangerens pilespids var limet til siden på den. Og dens skind lignede mest af alt et gammelt kasseret brikseskind. En del af det havde en smule hår på, men resten var helt bart. Så vendte de da hjemad med sælen på slæb. Da de nærmede sig bygden og kom tæt hen forbi to ældre fiskere, sagde den ene af dem: Nå, det er da første gang Aarsuatsiaq kommer hjem uden fangst. Aarsuatsiaq svarede: Nejda, men denne gang har jeg fanget en tupilak. Og den gamle svarede: Du har godt nok mistet forstanden! Pas på, for han er ved at blive tosset! Og det fortælles, at da de kom op af kajakkerne, kom der en masse mennesker ned på stranden for at se på sælen. Efter at have samlet en hel flok hunde, smed de sælen hen til dem, men selv om de flænsede i den med tænderne, fik de den ikke revet i stykker. Da hundene nu ikke kunne klare sælen, tog de den fra dem og skar den i stykker. Og så fandt de ud af, at der hverken var kød eller spæk på den, og hele dens indre bestod nærmest af en slags rødder. Dens knogler var et sammensurium af alle slags dyrs knogler. Og den havde formodentlig også menneskeknogler, for da den svømmede ud i havet, fik den stemme som et menneske. Man skulle have troet, at den ikke ville kunne leve. Det siges, at den nok ikke var beregnet på fangeren, og at det nok var derfor, at den ikke gjorde ham noget. Måske var det den sidste tupilak i Illorsuaq og omegn.
Hist.: Fortælling om historisk begivenhed omkr. 1900. |
Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq
Dokument id: | 446 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 17h - 20h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr.mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles, at der i gamle dage boede en stor drabsmand ved navn Aataarsuatsiaq i Nordgrønland. Han boede ud for Kangersuatsiaq / Prøven. Dengang var øen Sioraq beboet.
Aataarsuatsiaqs kone havde en ugift lillebror ved navn Ekersaq / Ikersaq, der boede på Sioraq. Han var forældreløs, og der var dage, hvor han sultede. En dag midt om vinteren, hvor havet var frosset til, blev han som sædvanlig sulten, og han gik over for at besøge sin søster. Da han kom, gav søsteren ham noget mad. Den dag var Aa. kørt ud på slæde. Storesøsteren sagde til E.: "Du må hellere tage hjem nu, for han vil ikke lade dig leve, når han kommer hjem!" og hun beordrede ham til at løbe hele vejen til Sioraq. Han adlød og tog hjemover i løb, mens han undevejs spiste sin smule / dejlige mad. Kort før Sioraq vendte han sig og så jo som ventet, at en slæde fulgte efter ham. Det var jo hans store svoger, der fulgte efter for at dræbe ham. Han løb til og nåede Sioraq før ham. Da svogeren kom til kort, fordi han ikke kunne formå sine hunde til at indhente ham, vendte han om, før han nåede frem til Sioraq.
Dengang havde Aa. en elskerinde på Sioraq, som haltede på begge ben (pga. hofteskade), og som han af og til besøgte for at sove hos hende. Undervejs var der en klippehule, hvor han plejede at ligge på lur. E.s bopladsfæller, der i den isfri periode tog nordover på fangst, kom aldrig tilbage. Det viste sig at Aa. dræbte dem, når de var på vej hjem langs kysten med en sæl på slæb, og at han stjal fangsten. Når Aa. kom hjem med den dræbtes sæl, plejede han at sige: "Det er en sæl fra det yderste hav ("ímap qagdliup puisâ")"
Der var så en fanger fra Sioraq som vanlig på sælfangst og på vej sydover langst kysten med en sæl på slæb. Da han roede forbi den store klippehule og kiggede ind mod land, fik han øje på noget, der lignede overtræk til kajakspids,(ordret efter: "qaannap usuusaata puua" Chr.B.) der bevægede sig i takt med havets bevægelser. Han blev mistænksom, tog nogle åretag og vred kroppen for at kunne holde øje med, hvad der skete bagude ("kingumut alaatsinaalerpaa") og roede så kraftigt til for at nå hurtigere frem med sin sæl på slæb. Ganske rigtigt! Da han næsten var forbi hulen, roede en kajakmand ud af den. Han roede efter manden med sælen på slæb, men han kunne ikke indhente ham. Og da afstanden ovenikøbet øgedes, råbte han blot (truende): "Du fortæller det ikke til nogen!" (Men) fra da af vidste man med sikkerhed, at der var A., der havde dræbt deres bopladsfæller.
På Sioraq trænede Ekersaq uafbrudt til stærk mand for at hævne sig på sin store svoger, der havde stræbt ham efter livet. Og Aa. kom jævnligt til Sioraq og besøgte sin elskerinde. På et tidspunkt, hvor Ekersaq var blevet ganske tilfreds med resultatet af sin træning, kom Aa. til Sioraq for at sove hos sin elskerinde. Han stillede sin kajak dér, hvor han plejede, og gik op til hendes hus, uden at nogen hindrede ham i det. Om aftenen, da han havde lagt sig til at sove, gik E. ned til sin grimme svogers kajak. For han kunne ikke glemme, at han havde stræbt ham efter livet. Han tog svogerens kajakkniv og gav kajakbetrækket så mange snit på det sted, hvor manden plejede at sidde, at det blev helt sønderflænget. Den nat sov E. ikke, og han veg næsten ikke fra vinduet, hvorfra han hele tiden holdt øje med sin modbydelige svoger. Endelig kom svogeren ud af sin elskerindes hus iført sin halvpels. E. gik ned for at tage afsked med ham med begge arme trukket ud af pelsens ærmer. De nåede kajakken samtidigt. Da Aa. fik øje på sin kajak ovenfra, sagde han: "Jeg har glemt min halvpels," men den havde han jo på i forvejen. Idet han begyndte at gå op til huset, fulgte E. efter ham; og da der ikke var tid til at stikke armene i pelsens ærmer, sprængte han pelsen og greb svogeren bagfra om begge hans arme. Han pressede albuerne imod kroppen med sådan en kraft, at ribbenene brækkede, selv om Aa. sagde til ham: "Nu må du holde op." I det øjeblik E. greb om ham kom der folk ud af husene. De ville være med til at dræbe Aa. En af dem, Aqaasiaq, løb foran med en stor fremadrettet kniv. Han løb, og uden at sagtne farten et øjeblik stak han Aa. lige i hjertekulen, og det var netop i det øjeblik E. gav slip på ham. Hvis ikke, ville E. også være blevet ramt, for kniven gik helt igennem Aa. En mand, der hed Sioraq var også med. Han kom til i det øjeblik Aa. faldt om. Denne Sioraq tabte besindelsen og tævede løs på sin fjendes hoved. Han kom først til besindelse af stærke smerter i sin lillefinger. Tænk, han havde aldeles smadret sin fjendes hoved. Der var noget ejendommeligt ved den dræbte, for det viste sig at han havde to sæt ribben, det ene bag det andet. Da denne massemorder var dræbt, kunne folk i omegnen leve uden frygt for flere drab.
Var.: Aataarsuatsiaq. En ikke identificeret var. fra Knud Rasmussens samlinger er trykt i ny retskrivning i tidsskriftet Kalaaleq nr. 9, 2000, s. 9.
Hist.: De ganske mange versioner tyder på, at Aataarsuatsiaq er en historisk person. |
Inuarugdligak / Peter Ranthol
Dokument id: | 163 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inuarugdligak / Peter Ranthol |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 161 - 164, nr. 56 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h. Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:
Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.
Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift). En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende: For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.
Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket. Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.
Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene. Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år. Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.
Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres slægtninge.
Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år, blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de hinanden og antog igen dværgestørrelse.
Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han overlod knivene til de tre sønner.
Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.
Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele babystadiet.
(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt - Chr.B.)
Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter'). Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.
Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg. Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS |
Itakugdluk / Itakulluk, den store åndemaner
Dokument id: | 1957 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Itakugdluk / Itakulluk, den store åndemaner |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 224 - 225 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Efter at der var kommet kristne i Augpilagtoq / Aappilattoq og Upernavik, og efter at der også var nogle døbte i Aappilattoq, boede der nogle folk syd for Aappilattoq ved Savêrneq / Saveerneq. Og den ældste blandt dem var åndemaneren Itakugdluk / Itakulluk. Hen på vinteren var der en mand fra Saveernoq, der tog på slæde-besøg med sin kone og et barn. Og mens de var væk, åd strømmen af isen ud for Saveerneq, og man kunne ikke køre over isen nedenunder husene. Man holdt udkig efter den besøgende, for at man kunne give ham besked. Men et kort øjeblik var de optaget af noget andet. Og da de opdagede ham, var han allerede kommet ud på det farlige sted. Og lige idet de råbte til ham, faldt slæden igennem isen. Og mens man forsøgte at komme over til dem, tog strømmen dem, og de forsvandt under isen. De nåede hen til det sted, hvor de var faldet igennem, men de fandt ingen. Blandt dem var Itakulluk, den store åndemaner, og han sagde til dem, der begyndte at græde over dem, at de ikke skulle. Han sagde, at de skulle gå op i huset, fordi han ville prøve alene. Og de skulle først komme, når han råbte om hjælp. De adlød ham og gik op i huset. Itakulluk var ale- ne, mens de andre holdt udkig. Da han var blevet alene, kunne man høre ham tale. De, der var udenfor huset, kunne høre talen, men ikke forstå, hvad han sagde. Og da han begyndte at tale, så begyndte - skønt det var vindstille og meget fint vejr Saveerneqs fjelde og Akinas fjelde over- for Saveerneq og fjeldene overfor Inugsugârssoq / Inussugaarsoq syd for Saveerneq at tale med, når Itakulluk havde talt, og når han tav stille, begyndte fjeldene at tale med hinanden. Midt i det hele råbte Itakulluk, at de skulle komme og hjælpe ham. De gik ned til ham og opdagede, at han havde trukket dem op alle sammen, og at ingen af dem var druknede. De klarede sig og undrede sig meget over hændelsen, men Itakulluk sagde, at de ikke skulle sige noget til nogen. Først da der var gået nogle år, fortalte tilskuerne, hvad der var sket.
Da der var kommet udliggere ved Aappilattoq, og Itakulluk levede der, var han vældig glad for kaffe. Engang, da der skulle handles, kom Itakulluk også og ville købe kaffe. Han gav ganske få skilling til udliggeren og sagde, at han gerne ville have meget kaffe. Udlæggeren lagde ganske få kvint på vægten, og nu stod Itakulluk ret. Udliggeren tog så en pot og skulle lige til at hælde ind i skæppen, da Itakulluk begyndte at tale til kaffen, idet han sagde: ukililerdluse, ukililerdluse (bliv lette, bliv lette). Og potten blev tømt uden at de få kvint blev løftet. Udliggeren fyldte en pot igen. 0g da han skulle hælde den i, sagde Itakulluk igen: 'ukililerlusi, ukililerlusi.' Og potten blev tømt igen uden at løfte kvinterne. Udliggeren lagde fingeren på skæppen og trykkede ned. Og naturligvis vippede den. Men lige så snart han løftede fingeren, sank kvinterne. Og nu skældte udliggeren Itakulluk ud. Itakulluk grinede lidt og vendte ryggen til. Og da han gjorde det, svingede vægten til den anden side. Og nu begyndte udliggeren at tømme posen for kaffe. Og da han var færdig, var der kun lidt bundfald i posen. Itakulluk sagde smilende tak til udliggeren, og uden at vårdige de andre undrende tilskuere et blik, gik han ud. Det fortælles, at Itakulluk døde i Aappilattoq som en meget gammel mand. |
Ivaniisaq
Dokument id: | 66 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ivaniisaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 338 - 339 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.
Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9 Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.
Resumé: Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken. De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende. Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.
Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus. Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk. Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq). (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380. Akkulturation, kulturmøde.
Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist. |
Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq
Dokument id: | 1031 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 15 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 19 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person: indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: I Kangiusaq boede der engang en meget dygtig kajakmand. Når efterårets kraftige blæst satte ind, plejede han på vindsiden af Qernertoq at lægge sig med siden imod bølgerne og rulle sin line op (måske: trækker han sælen, som han har harpuneret, til sig - uden at kaste fangstblæren ud- usikkert, CB). Han mente, at han var blevet nok så dygtig en kajakroer. Han havde hørt, at der i Qimatut boede en dygtig kajakmand ved navn Miteq, så han tog afsted for at kappes med ham. Dagen efter han kom til Qimatut, blæste det en kraftig nordenvind. Miteq tog ud på fangst. Han kiggede jævnligt ind imod land. Som ventet kom udfordreren til syne. Han nåede så langt som til området mellem ham og kysten, men så roede han tilbage imod land. Da Miteq kom hjem fra fangst, var udfordreren kommet hjem. Dagen efter tog han hjem, og folk sagde: "Han er taget hjem, fordi bølgerne var større, end han havde forestillet sig." Da Miteq blev ældre, tog han sin søn med ud på fangst. En gang, de var ude begge to, fik de hver en sæl. På vej hjem lagde vinden sig; Miteq sagde til sin søn: "Jeg mister altid mine kræfter, når det bliver stille vejr." Miteq havde det nemlig sådan, at han fik flere kræfter i blæsevejr. Efter den bemærkning overlod Miteq sin fangst til sønnen og roede hjem. Næppe var han hjemme, før det blæste op igen; og i det samme kom hans søn hjem. Miteq gik ud og sagde til sin søn: "Nu har jeg igen fanget en fuldvoksen sortside; er det ikke rigtigt?" Sønnen svarede: "Den mistede jeg, da det begyndte at blæse." Det fortælles, at udfordreren, der måtte rejse hjem, aldrig kom igen for at kappes.
Var.: Egentlig i denne bases samlinger. Men der er en del fortællinger om at kappes i kajak. Fx. Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq Hist.: Kan være historisk. |
Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger
Dokument id: | 445 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 16v - 17v |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq / Nuukkaatsiaq (?): Uummannaq |
Note: | |
Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq. Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget. Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd, blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske. På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes innersuaq, der bragte hende mad. Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget. Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen, hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind, slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af tran. Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække tørret renkød ud fra væggen.
Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;
Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det. |
Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen
Dokument id: | 546 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: natserssuaq / natsersuaq.
Resumé: På Angisoq ved Kitsissut - øerne syd for Nanortalik - bor fem brødre med en eneste søster, som de ikke vil lade gifte sig før den eneste søn af et ægtepar melder sig som frier. Han flytter straks ind til svogrene, men da deres søster ingen børn får, blir de ondskabsfulde. Mandens følelser ændrer sig ikke, ikke før brødrene i ondskab har efterladt ægteparret ene med en plejesøn. Da blir manden vred, skyder skylden på sin kone, som han tæver hver gang han kommer hjem fra fangst. Hun træner da til angakkoq / åndemaner (eller heks, sic) i en sø. Da hun magter at forvandle sig til en sæl, tager hun afsked med plejesønnen, slår anorakhætten op (= klapmydsens hætte) og svømmer mod nord efter brødrene. En af dem træffer hun i kajak og med overvindelse af sine tidligere ømme følelser for ham lader hun ham omkomme i kajak. På samme vis også sin egen mand. Den stakkels plejesøn ser hende aldrig mere. Selv er hun forvandlet til en klapmyds (med hætte) og holder sig ude bag Kitsisut øerne, hvor klapmydserne årligt trækker forbi i august og hunnerne er farligere og mere aggressive end hannerne.
Var.: Ikke i denne bases fortællinger. Den årlige jagt på klapmydser tiltrak et meget stort antal familier til øerne vest for Nanortalik.
Kommentar: Det er tydeligvis det særlige, at hunnerne er de mest aggressive af de i det hele taget temmelig farlige klapmydser, der har givet anledning til fortællingen. |
Kvinden, der opfostrede en orm
Dokument id: | 1604 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Uusaqqaq (Uusarqaq) |
Mellem-person: | Nielsen, Jonasine ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kvinden, der opfostrede en orm |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 198 - 199 |
Lokalisering: | Tasiusaq: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9. Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.
Resumé: En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm, som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen. Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger over tabet, som var den et rigtigt barn.
Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften: Kvinden som adopterede en orm. En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.
Jonasine Nielsen, Saattoq.
Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).
Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.
Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen (alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive frugtbar. |
Lommen (colymbus septentrionalis
Dokument id: | 550 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lommen (colymbus septentrionalis |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qarssâq / qarsaaq.
Resumé: Et ægtepar har lutter pigebørn. Den mellemste blir hundset med og udskældt af dem alle. Hun græder meget og træder altid sine kamikskafter ned når hun går. En dag under et skænderi blir hun slået, får næseblod, jages hjemmefra og går blødende og fortvivlet til fjelds, hvor hun dumper i en sø og bliver en rødstrubet lom. Den kluntede gang, røde stribe ned ad halsen, dens små forgrædte øjne og dens skrig: ah, ah, ataata (far), anaana (mor), angaju (ældre søster), ah, ah, forklares med denne oprindelsesmyte. |
Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster
Dokument id: | 1108 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo, Second Part |
Tidsskrift: | Meddr- Grønland 40(3) |
Omfang: | side 454 - 460 (4 sider), nr. 230 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)
Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.
Resumé: Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed. Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder. Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen. På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø. På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen. På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig. Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse. Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge. Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.
Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932. Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana. Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67. Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).
Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.
Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231. Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.
Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Narhvalen (monodon monecerus)
Dokument id: | 548 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Narhvalen (monodon monecerus) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.
Resumé: Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.
Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.
not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.
Summary:
Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps. which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.
Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.
Transl. by Lucy Ellis. By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue Anchorage, AK 99516, [email protected] |
Nivâme Lars Nûlsep ? takusainek / takusaaneq
Dokument id: | 2270 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Nielsen, Lars ? |
Nedskriver: | Brandt, Ville |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nivâme Lars Nûlsep ? takusainek / takusaaneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 1 s. A6-størrelse |
Lokalisering: | Nivaaq: Aasiaat / Egedesminde ? |
Note: | |
måske menes der med overskriften at Lars, som måske hedder Nielsen og er fra / eller i Navaaq ? har set noget (takusaanera?) el. bare noget om et sygebesøg ? Her må kyndigere folk med bedre tid end BS p.t. træde til.
Hist.: Beretningen skrevet i 1. pers. ental.
Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering. |
Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)
Dokument id: | 1960 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 191 - 192 + 199 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled- ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter. Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der. Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir. Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere. Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for- ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden. Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå. Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene. Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge. Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter. Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler. Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb. Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget. Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har- punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den. Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med. Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med. Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre, begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ- de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste. Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ- den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen, og lod ham røre lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen. Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe: Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag. Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham: "Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene. Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.
s. 199: Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.
Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer, han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på- virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen. Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar. Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen. Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.
Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.
Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?) |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Dokument id: | 1951 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 127 - 129 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.
Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval- fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne. Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav- de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om. Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således: Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på et fladt stykke, kunne de se en lille bygning. Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land. En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord. Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq, at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq. Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo). Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet. Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj- nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være synd for dem at få sådan en straf. Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise. Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget. Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning. På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.
Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske. En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval. Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.
Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq. Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.
Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.
Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.
Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet. Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.
Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Dokument id: | 1949 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 141 - 142 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).
Man gav også Nappalik skylden for at Suersaq (Hans Hendrik) i Upv. næsten var blevet dræbt af amerikanerne. Denne dansker skulle have haft let til at blive misundelig og han havde med en løgn fortalt amerikanerne, at Suersaq havde dræbt en astronom, som i virkeligheden døde ved at falde gennem isen. Og de var lige ved at dræbe S. for det. Dengang boede mine forældre ved Upernavik, og Suersaq og hans familie kom med amerikanerne. Skibet lå ved skibshavnen og der var ikke noget mistænkeligt. Men så hen på formiddagen kom grønlænderen (Ukuarluk) løbende og fortalte, at amerikanerne ville dræbe S. Hans kone var hos kolonibestyreren. Og dengang virkede en læge som kolonibestyrer. Så snart han hørte det, løb både mænd og kvinder nordpå og S.' kone gik ud af kolonibestyrerens hus og løb, så hun løb forbi flere mænd, og hendes hættesnor lå næsten vandret i luften. Hun var meget hurtigt løbende. Mine forældre kaldte Suersaq, Hans Hendrik, for Aalaa. En af de første der kom til stedet var Kolonibestyreren. Han var tyk med en vældig mave, så ingen havde regnet med at han kunne løbe hurtigt, men det viste sig, at han kunne løbe fra de fleste. Så man kunne ikke lade være med at beundre ham for det. Det viste sig, at da Avate opdagede, at de ville dræbe ham, kom han ombord i en båd og begyndte at ro imod land. Men så tog de andre en anden båd og indhentede ham, bragte ham tilbage på skibet og halede ham op i masten, hvor de bandt ham fast. Så nåede koloniarbejderne og kolonibestyreren frem i rette tid og kom ombord. Og grønlænderen kom så ned. Kaptajnen stod nedenunder med bøssen rettet mod ham. Og lige så snart kolonibestyreren kom ombord, gik han lige hen til kaptajnen alt imens han skældte ham ud. Og koloniarbejderne fulgte lige efter bestyreren. Skældende tog så kolonibestyreren bøssen fra kaptajnen, og han vendte bøssen bort fra menneskene, og trak på aftrækkeren. Det viste sig at den var skarpladt. Og da det gik op for ham, smed han bøssen på dækket, og den trillede som et stykke træ. Kaptajnen flygtede til sin kahyt men bestyreren fulgte ham skældende og smældende. Og da han gik derind, stillede koloniarbejderne sig udenfor. Og da kolonibestyreren kom ud, sagde han, at S. skulle bringes ned og løsnes. Og da han var blevet bragt ned, roede kolonibestyreren sammen med dem og S. og hans kone iland og fik dem til at standse ved Upernavik. Jeg ved ikke om man har lagt noget til den historie. Men det kommer heller ikke mig ved, jeg fortæller den, som jeg har fået den. Dengang var de fleste koloniarbejdere meget venlige mod grønlænderne, og nogle af dem var grønlandsk gift. Og adskillige af grønlænderne i Upernavik havde hvert forår søgt hvalfangerne, og efterhånden forstod de meget af, hvad hvalfangerne sagde. Denne Naffalik / Nappalik, som skulle have været skyld i, at Aalaati (Suersaq, Hans Hendrik) næsten blev dræbt, blev udstedsbestyrer ved Tasiussaq / Tasiusaq og en streng vinter, da folk ikke kunne fange sæler i en periode, gik de til butikken og købte spæk, som de suttede på. Da N. opdagede dette, lukkede han for udhandlingen af spæk, idet han kun lod dem købe hajlever. Og når nogen kom hjem med fangst og solgte spæk, betalte han dem hverken i penge eller skind, men lod dem bare nævne, hvad de ville have i varer. Det kunne befolkningen ikke lide, og de sagde det til ham uden at det hjalp. Og indimellem kunne de mærke, at han gav dem for lidt, så de skændtes med ham. Til sidst kunne de ikke tage ham mere, idet det var første gang, at en dansk udligger behandlede dem på den måde. Blandt folk i Tasiusaq var der to, sådan var det nu engang, to der på gammel vis havde øvet deres kræfter for at blive hævnere. Det var brødrene Usunnguaq og Ernersuannguaq. Nappaliks bror var dengang der ved Tasiusaq, idet han var kommet for at besøge sin bror. Ernersuannguaq var blandt kunderne i butikken. Han havde lagt de varer, han havde købt på anorakkens opadbøjede kant, og da han skulle ud kom han uheldigvis til at træde Nappaliks hund på foden, så den hylede. På vej ud af butikken, hørte han skridt bagfra og opdagede, at N. var lige ved at slå ham med et stykke træ, som blev brugt til at måle tobak med (rulletobak). Da han indhentede ham, og ligesom han kiggede på ham, slog han ham på kroppen med det stykke træ. Da han fik det slag, kunne han ikke holde sig i tømme længere. Han slap hvad han havde i anorakkanten, tog N. om livet og løftede ham straks op fra jorden. Og efter nogle skridt, kastede han ham mod jorden, så det kunne høres som noget tungt og luftfyldt. Da han havde kastet ham fór han over ham. N. prøvede at vride sig og prøvede at bokse ham væk. Men Ernersuannguaq låste hans arme fast. Og så råbte N. til sin bror, at han skulle komme ham til hjælp. Usunnguaq var blevet en gammel mand, og han så til. Nappaliks bror løb til og skubbede meget ublidt til Usunnguaq. Og da det skete, tog Us. ham om livet og låste ham fast. Han prøvede at rive sig løs, men da han ikke kunne røre sig, standsede han. Da han ikke kunne komme, slap Ernersuannguaq N., og det viste sig senere, at han havde brækket to eller tre ribben. Da N. gik hjem, holdt han sengen over en uge. Da historien nåede Upernavik, kom myndighederne fra Upernavik og undersøgte sagen, og det gik op for dem allesammen, at det var Nappaliks egen skyld. Og efter den tid måtte Nappalik forlade Upernavik og hele egnen, og han kom heller siden tilbage. Brødrene Usunnguaq og Tiggak var to fangere, og deres far, Kuungasoq, var blevet dræbt. De havde øvet deres kræfter til hævn, men da de var blevet kristne, opgav de at tage blodhævn, men ind imellem fandt de anledning til at bruge deres kræfter. Og dengang Usunnguaq fastlåste Nappaliks bror, der var kommet for at hjælpe sin bror, fortalte en af tilskuerne således: Hvor stærk havde U. ikke været, da han var i sin bedste alder. Han (Nappaliks bror) var en meget kraftig dansker, men da han mærkede, at en stærk mand havde grebet om ham, standsede han og sagde at han ikke var vred. Og så sagde U. at han selvfølgelig heller ikke var vred, men han slap ham først, da broderen gik fri.
Hist.: Beretning om Usunnguaqs bror: søg Usunnguaq. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Dokument id: | 1950 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 129 + 141 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal- om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger. Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen. Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem. Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham. Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke. s.141: Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde. Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel. Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.
Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1947 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 152 - 153 + 171 - 173 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).
Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for, for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.' Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.' De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke. Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog. Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget. Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå. Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt). En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, - før han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen." Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren. Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen, så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården. (171 173:) Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva- de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal, Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der. Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.
Engang kom der skibbrudne til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det. Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet. Og så fik de også brød på den måde, mens de legede. Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk, der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.
Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt. Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst. Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke. Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom. Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet. Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige. Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk). Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn- ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ- sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne, der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det. Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om, hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd, der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham. Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar. I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg. Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.
Kuvdlorssuaq Maj 1957.
Martin Nielsen.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu. Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1948 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 142 - 143 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq. Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere). Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte. En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan. Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning. Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind. En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for. Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var, og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.
Hist.: autentisk |
Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"
Dokument id: | 1021 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 6 |
Fortæller: | Amossen, Nathan |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren" |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 7 - 8 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person: indsamler, N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage, da der kun boede få mennesker i Kangaamiut, var der en fanger, der havde et enebarn, en pige, som var hans kæledægge. Dengang var der hist og her døbte grønlændere, og pigen hed således Margrethe. Når hun om aftenen begyndte at græde, søgte de at få hende til at tie ved at forskrække hende: "Nu må du holde op. Hvis ikke, kommer der en stor "slikker" og slikker dig. Øjnene på dem, der bliver slikket, lukker sig, så de ikke kan se noget." Hun tav gerne når hun fik den historie fortalt. Engang tog M. som sædvanlig til at græde sent på aftenen, da alle husfællerne var gået i seng. Da husfællerne jo havde lagt sig til at sove, tyssede forældrene på hende; men de faldt i søvn, mens hun endnu græd. Midt i det hele blev hun meget bange og holdt af skræk op med at græde. Så hørte hun smasken ind igennem gangen. Det lød som én, der slikkede noget. Hun måtte tørre tårerne ustandseligt. Så såre hun havde tørret øjnene, begyndte tårerne igen at pible frem. Efterhånden som lyden kom nærmere, kunne hun ikke længere holde det ud for angst. Hun prøvede forgæves at vække de andre. Da hun hørte nogle komme ind, drejede hun hovedet i retning af lyden og så et stort skrækindjagende menneske. Det havde en meget stor krop og ganske tynde ben. Dets store tunge kom skiftevis ud og forsvandt ind i munden igen. Det gav hver gang et smæld så kraftigt at det burde have vækket de sovende. Hun søgte efter noget at forsvare sig med. Hun kastede skidt og møj ("saningnik") imod ham; men hver gang kom det tilbage til hende. Da mennesket kom nærmere og nærmere, tog hun flugten og kravlede skrigende hen over de sovende; og da nogle af dem begyndte at vågne, forsvandt han ud i gangen. Hun sagde det til dem. Hendes far stod op, og han tog sin store nye økse, som han ellers var meget øm over, og på vej ud gennem gangen slog han løs på klippen, så det glimtede, og samtidig snakkede han uafbrudt. Og så havde M. ellers fået nok af at græde om aftenen.
Var.: Ikke i denne bases samlinger. Heller ikke "slikkeren" optræder andre steder i basen her. |
Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner
Dokument id: | 1027 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 11 |
Fortæller: | Onesemossen, Juliane |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 14 - 15 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage boede to venner, Aatsakasik og Orrallak i Timerliit. O. plejede at tage ind i fjorden (for at jage rensdyr), mens A. forblev på sin boplads. Da der om sommeren altid var klapmydser i fjordmundingen, fangede A. en del; og han plejede at lægget et hvalroshoved til gæring til sin bedste ven, mens O. havde noget tørret og frisk rensdyrkød og rentalg med til A. Engang, da O. vendte hjem fra fjorden, serverede A., som vanligt, et gæret hvalroshoved for sin ven. Da han havde spist, gik han hjem. Han havde det skidt, og han blev dårligere og dårligere, indtil han blev sindssyg. Han sagde hele tiden: "A. har forgiver mig." Da han kom i den tilstand, kunne hans husfæller ikke længere blive hos ham. De rejste og lod ham alene tilbage i huset. A. kunne ikke glemme vennen, han havde gjort fortræd. Derfor tog han hen for at se til ham. Han gik ind i huset, men han så ingen mennesker. Han kiggede efter ham og opdagede, at han lå oppe på tørrestativet og kiggede ned på ham. Da han var blevet opdaget, sprang han ned på gulvet og sagde: "Du har forgivet mig, derfor vil jeg spise dig." Så begyndte han at løbe efter ham inde i huset. Nu kunne O. dårligt undgå at blive spist; men idet han passerede åbningen ud til gangen smuttede han ud og løb ned til sin kajak, kom ned i den og roede ud. Han kiggede tilbage og så, at den anden fulgte efter ham og var synlig som ild. Han blev bange og flygtede; så hørte han ham sige bag ved sig: "Jeg kan ikke komme videre for en stor revne." Han så sig tilbage og opdagede, at forhindringen var en lille fordybning, fra bølgeslaget. Han kunne ikke kommer over den. O. tog hjem; og han besøgte ham ikke igen; for han var jo nær blevet dræbt.
Var.: Søg på ligfedt; bespiste ondt.
Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne. |
Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Dokument id: | 1026 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10 |
Fortæller: | Sommer, Kristoffine |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 13 - 14 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen. Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy inderbeklædning til et telt, at han blev alene. Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var (tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han pludselig angst og vendte ansigtet bort. Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden, fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.
Var.: Ikke i denne bases samlinger.
Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt. |
Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild
Dokument id: | 1024 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 8 |
Fortæller: | Sommer, Kristoffine |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 11 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang i gamle dage ville folk, der havde vinterboplads i Kangiusaq, til Appamiut for at danse (trommedans?). De tog deres pæneste tøj på og ordnede sig til rejsen. Børnene lod de blive hjemme i en lille ældre mands varetægt.
Nær Appamiut, lagde de undervejs til ved et hus. En kvinde, som boede der, ville gerne med, da hun hørte, at de skulle til dans i Appamiut. Fra mandens line skar hun et stykke af, som hun bandt om livet, og de tog afsted. De nåede til Appamiut, dansede og tog så hjemover igen.
Dengang Kangiusaqerne var taget afsted, gav børnene sig til at lege helt vildt. Den lille gamle mand, der skulle passe dem, søgte forgæves at få dem til at holde op; og gik så udenfor. Mens han kiggede sig omkring, så han, at der kom en kraftig ild (lyn?) ud af et højt fjeld. Det forsvandt bag et andet fjeld, der lå længere væk; men så kom det frem igen og fór nedad. Gamlingen søgte efter et skjulested; og han krøb ind under en konebåd. Da larmen fra vildt legende børn stilnede, kiggede han ind i huset og så, at de var blevet skræmt til døde med sprængte øjne (der står egentlig kun: øjnene). Da det blev lyst, gik han og ventede på, at konebåden (med børnenes forældre) skulle vende tilbage.
Så kom de hjem, og han fortalte om børnene, der var blevet skræmt til døde. De ankomne modsagde ham og mente, at det var ham, der havde skræmt dem ihjel. Gamlingen sagde: "Prøv selv at lege vildt i aften." De gav sig til at stege spæk i beredskab til legen. Da de gamle havde leget, holdt nogle af dem øje med, hvad der ville ske. Omsider kom der ild ud af et højt fjeld. Det forsvandt ind i et fjeld overfor, hvorefter det fór ned, og da det var på vej ind i huset, hældte de noget af det stegte spæk (hedt tran), ned over den, hvorefter den stivnede ("issiopoq").
De skrævede over den stivnede ild og gik udenfor. Gamlingen var også på vej ud, men faldt og klistrede fast til den. Da han fik revet sig løs, havde han et stykke ild siddende på sig. Han blev ved med at gnide det imod klippen, så han tilsidst sled hul på huden. Det fortælles, at de døde af skræk.
Var.: Den store ild. Innersuaq. |
Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene
Dokument id: | 1019 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' |
Fortæller: | Petrussen, Niels |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 9, side 5 - 6, nr. 4 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang mens sydlændinge rejste nordpå, var folk fra Saqqaq på sydsiden af Kangaamiut, på fangst. De lå og ventede på en kajakmand, der var på vej til (fra?) Ikerasaarsuk. Da han nåede frem, opfordrede han en af dem til at de to sammen skulle dræbte en kajakmand lidt længere oppe. Manden sagde i første omgang nej, fordi den efterstræbte var hans bopladsfælle, og de andre godt kunne dræbe ham til gengæld. Men han gik alligevel med til det, fordi han blev bange for ham. Manden, der ville begå drabet, sagde: "Jeg ror forrest, og du følger efter." Han fortsatte: "Du skal se det, når jeg har harpuneret ham lige tæt ved lænestøtten og han vender ansigtet imod mig med sit strittende skæg." Da manden, som sydlændingen roede frem til, hørte plask i vandet bagved, vendte sig om og så, at manden bagved netop havde harpuneret sydlændingen, fået ham til at kæntre og straks flygtede, da han blev set. Den anden ville gerne snakke med ham, men nåede det ikke; han roede så efter ham. Og da han indhentede ham, fortalte denne ham, at den dræbte jo havde til hensigt at dræbe ham. De vendte tilbage til den dræbte kajakmand, slæbte ham ind til stranden, sænkede liget ned på bunden af havet ved at binde en sten til det, og de gemte alle hans redskaber. Da konebåden i løbet af aftenen nåede frem til bestemmelsesstedet konstaterede de, at deres ledsagende kajakmand ikke nåede frem. De andre fortalte ikke, hvad der var sket, da det var gået op for dem, at han havde fået for vane at begå den slags drab. Så det var jo heldigt at de dræbte ham.
Hist.: Kan være historisk for så vidt som forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid var harmonisk. |
Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks
Dokument id: | 1023 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 7 |
Fortæller: | Augustussen, Siverth |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 8 - 10 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.
Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde: "Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare, fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet). Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne. Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De begravede hende og fortsatte så deres vandring. De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden. Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på knæ.
Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel masse kajakmænd, der jagede.
En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden. Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et stykke indvold på længde med en underarm. Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle mand.
Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i jorden.
Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også skulle have været på fangst, blev hjemme. Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev der lige til aften. Så først gik de ned.
Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset blev angrebet af løberne. "Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."
Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.
Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle mands døtre til kone.
De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret og slæbte det ind til land.
Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.
Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.
Var.: Kunuk |
Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Dokument id: | 1025 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr 9 |
Fortæller: | Sommer, Kristoffine |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 12 - 13 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd. Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet. Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte at spise af forrådet, fangede han i snare. Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her fiskede man. Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til et sted på den sydlige side af Uummannaq. Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og perler for ræveskindene. En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende. Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem, røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld. Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til bopladsfæller. Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen. Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at hans kone var svømmet ud i søen og druknet. Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig blot ned. Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads. Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag på kajakken roede han afsted. Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få fat i dem. Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn. Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde. Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han, fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.
Var.: Niumak
Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden. |
Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq
Dokument id: | 1022 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' læg 9, nr. 3 |
Fortæller: | Petrussen, Niels |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 4 - 5 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles om Salliligaq, at han boede i Tasiusannguaq. Hans datter havde en søn der hed Petrussen. Han blev forældreløs endnu mens han var barn. Et forår tog sydlændinge nordover og kom til Kangaamiut. Da sydlændingene en dag tog til Upernaviaarsuk for at samle rødder af kvan (eller blot kvan?) inde i landet, tog Petrussen med. Der var tre sydlændinge i kajak - to nybegyndere og en fanger. Mens de roede over fjorden på nordsiden af Kangaamiut, lod sydlændingen de andre ro i forvejen så han kom til at følges alene med Petrussen. Han skar betrækket på Petrussens kajak itu og forlod ham.
Da sydlændingen var roet bort, fossede vandet ind i Petrussens kajak; han måtte to til af alle kræfter da han var ved at synge; og han nåede land længere inde i forhold til Qerrortusoq. Han kom til Kangaamiut over land. Efter den hændelse rejste sydlændingene igen sydover til deres boplads.
Så omsider, nogele år senere, da Petrussen var blevet ældre og var på fangst syd for Kamngaamiut fik han ovre ad Ikerasaarsuk til øje på en konebåd, der nærmede sig. Da den kom ganske nær, genkendte han den mand som i sin grønne ungdom, havde skåret i P.s kajakskind. Nu var han blevet familiens overhoved og styrede konebåden.
Mens P. fulgte konebåden, lagde han mærke til, at dens overhoved, var meget glad for en måge, der tilhørte barnebarnet. Han begyndte for sjov at kaste blærespyd ved siden af konebåden. Som blære havde han svælget / halsen af en hvidhval. Han havde skiftevis haft det liggende i vandet til blødgøring og pustet luft i det, indtil det blev som det skulle være.
Da mågen satte sig på konebådens ræling, skubbede han den med sin åre ned i vandet, greb den, rev brystet fra og kastede det imod styreren, så der blev rødt dér, hvor han ramte; for manden havde en hvid anorak på.
Således hævnede han sig på ham, der skar, betrækket på hans kajak i stykker, og tilgav ham hans (u)gerning. Det fortælles at denne Salliligaq lå begravet i Kangaamiut.
Hist.: Lyder autentisk. |
Pângo ilaqutailo
Dokument id: | 1946 |
Registreringsår: | 1949 |
Publikationsår: | 1949 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Pângo ilaqutailo |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 113 - 116 + 127 - 128 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
Pângo / Paangu og hans slægt. Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk. Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden. De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret- ning. Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle. Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for- tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger: Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham. Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky. Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme. Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således: Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere, og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd- te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe- den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me- get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem. Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til bjørnen, vendte bjørnen sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde. Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky- de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter. Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn. Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5 andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt. Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen. Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset. Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin. Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.
Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden. De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me- get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af. Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv- dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn. Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud- mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde. Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be- gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst. Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune- rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte, en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde. Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem, fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900 oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende. Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os. I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget, for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø- re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka- ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige ting, de havde været ude for. Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde. Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside, så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at se.
(127 - 128:) Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte. Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst- parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset. Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt, og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam- men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned- lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den. Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre. Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten, trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung. Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde: 'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo- stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk- ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre, men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre. De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle. Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand- synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.
Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS). Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn- dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan- ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der- selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier. Forskellige notater, der er tilføjet af enten RP el. Keld Hansen:
Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356, "Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen". Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger..... Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt i det svenske tidsskrift "Ymer"
Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232. ...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr. Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her- boende grønlændere underkastet antropologiske målinger. s 243: Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin- teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho- ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes, er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin- lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for- talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn- dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ- gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP). |
Qilaneq
Dokument id: | 889 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qilaneq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 56 - 57 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 61 - 62.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Åndefiskning.
M. I Upernavik så min mor den sidste ikke-døbte person, der var blevet døbt, og det var Uilluaq, der blev døbt sammen med Mequ (Suersaqs / Hans Hendriks kone). Denne Uilluaq (som i 1864 blev døbt og fik navnet Martin Kragh) sagde inden sit ønske om at blive døbt, at han følte det, som om en vandflod var ved at indhente ham. Det fortælles, at han ønskede at blive døbt, efter at han var begyndt at føle det på den måde, da han altså var blevet meget gammel (da var han måske 60 år gammel, i hvert fald hvis man sammenligner og ser på folks navne). Men min mor fortalte, at hun ikke deltog i gudstjenesten, fordi hun skulle passe Mequs lille pige Pinnii, mens hendes mor blev døbt. (Da Mequ blev døbt, fik hun navnet Birgitte Juditte). Også Uilluaqs storebror var én af de usædvanlige mennesker. Jeg ved at han hed Simon. Det fortælles, at han tog sydpå til Uummannaq på hundeslæde, og i Uummannaq var der én af danskernes kiffakker, der hed Løvstrøm. Simon syntes, at det navn var så smukt, at han ikke kunne få det ud af hovedet igen, og da han kom tilbage, havde han fået en søn. Denne søn gav han navnet Løvstrøm, selv om de ikke selv var døbt. På den måde fik en stor del af Søndre Upernaviks (Upernavik Kujalleq) befolkning dette efternavn. Selv kunne han kunsten at udspørge ånder, og da der kom danskere til Upernavik, blev han døbt og blev kateket. Han var altså kateket, og så kom verdenskrigen, og danskerne forlod Upernavik, og så begyndte han igen med kunsten at udspørge ånder. Nogle mennesker fortæller også forbavsede om barnet, der kun ville sove hos sin bedstemor, og selv om han var sammen med andre mennesker, var han så glad for sin bedstemor, at han kun ville sove hos hende. En nat vågnede han ved, at hans bedstemor ikke var, som hun plejede. Han blev så forskrækket, at han prøvede at flygte, men hans næserod sad fast på briksekanten, så han kom ingen vegne. Det viste sig, at hans bedstemor brugte ham og udspurgte ånderne gennem ham, for at finde ud af, hvorfor nogle kajakmænd stadig ikke var vendt tilbage. Da han våg-nede sagde hans bedstemor til ham, at de havde det godt. Og noget senere vendte de uskadte hjem.
Hist.: Usikkert om begge fortællinger handler om Simon, som voksen kateket plus qilasoq, og som barn / eller et andet barn, der har fungeret fint som medium. Fortællingernes begivenheder må nok tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Hans Hendrik (der havde boet 5 år i Thule-området) og Mequ kom til Upernavik-sistriktet i 1860, hvor de boede de næste ti år. |
Ræven og ulven
Dokument id: | 543 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ræven og ulven |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 3 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Terienniak amarordlo, ss. 12 - 14, nr. 3. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv, der får stjålet sin fangst af en ulv, binder en fisk til sin hale og råder ulven, da den træffer den igen, til selv at fange fisk med sin hale. Den skal holde halen i vandet indtil den svier. Ulven takker, og fisker med sin hale og mister den, fordi den når at fryse fast. Morale: Man skal ikke tirre den, der er klogere og listigere end en selv. Vedkommende vil hævne sig dobbelt af list og ondskab.
Kommentar: Fortællingen har tilsyneladende ikke efterladt sig spor i den grønlandske overlevering. |
Sagnet om Nivigká / Nivikkaa
Dokument id: | 547 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sagnet om Nivigká / Nivikkaa |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: Nivigkâ. Resumé: Nivikkaa er en forældreløs tjenestepige hos en storfanger, der altid tager på sommerrejse som den første. En sommer nøler han. De andre tør ikke rejse af angst for, at han i så fald blir vred på dem. Men til sidst kan de ikke vente længere. Storfangeren sikrer sig at ingen er tilbage, da han lader konbåden pakke og Nivikkaa knokle dobbelt så meget som de andre. Det lykkes hende at få plads til sine eneste ejendele, en hund og en lampe. Ude i rum sø springer storfangeren fra styreåren hen til Nivikkaa ved en af de forreste årer og kaster hende overbord med samt hendes lampe og hund. Hun klynger sig til hunden, får fat i rælingen, men får sine midterste tre fingre af den ene hånd hugget af. Hun tager afsked med verden alle fire verdenshjørner rundt, kalder alle sødyr og søfugle til sig og synker med sin hund under armen til bunds, hvor hun finder sin lampe og tager den med længere ud, til Naajat uden for Kingittuarsuk, dvs. så langt ude at hun kan se alt hvad der foregår hele verden rundt. Her bygger hun hus på havets bund. Det år mislykkes fangsten aldeles, og det gør den hver gang en morder, forbryder, eller en med tøj på fra en død kommer ud på hendes gebet. Da lukkker hun dyrene inde med den slemme sydvest: imarsarneq. Dyrene i sin lampeskål slipper hun ud, når ingen har forbrudt sig på hendes enemærker, og som tegn på en god klapmydsfangst i isfrit vand viser hun sin hånd med de afhuggede fingre ud for Kingittuarsuk. Var.: Havets mor; Sødyrenes Moder; Havkvinden. Kommentar: Bortset fra Poul Egedes resumé ID 2303 (Continuation af Relationerne, Meddr. Grl. bd. 120 1939, s. 50, se ndf.) af fortællingen om Havkvindens oprindelse, som den blev fortalt ved Ilulissat i 1730'erne, er der kun indsamlet varianter af denne fortælling fra Sydgrønland - og Thule-området, hvor den kan være kommet til med indvandrerne fra Baffin Island i 1861. Angakkoq'ens / åndemanerens rejse til Havkvinden er der derimod varianter af fra hele Grønland. Kommentar: Den delvis fingerløse hånd som tegn på en god klapmydsfangst, minder mig mere om en hvalstjert end om en hale af en sæl; eller om djævletegnet i kristendommen! Var.: ID 2070, 1524, 2304. |
Simon fra Qaersoq / Qaarsoq
Dokument id: | 1962 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Simon fra Qaersoq / Qaarsoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 146 - 148 + 166 - 167 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
Sîmuk Qaersormio / Qaarsormiu. En af de personer, man fortalte historier om fra den tid, hvor kristendommen blev indført ved Upernavik, var Simon fra Qaersoq. Nu vil jeg fortælle lidt om ham, idet jeg forsøger at følge, hvad jeg selv har fået fortalt om ham. Da mine forældre begge var børn i Upernavik, kendte de ikke alene lokali- teterne omkring stedet, men de kendte også til, hvad der var fortalt om forskellige personer i omegnen. Og de fortalte gerne om dem, og jeg hu- sker nogle ting, som jeg her vil fortælle om. Jeg kender ikke Simons navn før han blev døbt, jeg har aldrig hørt om det. Han havde boplads på syd- siden af Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq og havde et hus der foruden et hus i Naujât / Naajaat hvor han kom for at gå på fangst derfra. Han plejede at komme til Naajat midt om vinteren, hvorfra han drev kiggefangst lige ved en af de små øer ved Kingigtoq / Kingittoq (lige nord for Upernavik). Man kan endnu se hustomten efter ham. Simon var blevet storfanger, havde giftet sig og havde børn, som han holdt meget af; men engang døde et af børnene. Og det var i det bedste forårsvejr. Simon sørgede meget og undlod helt at gå på fangst og blev hjemme. Da tabu- dagene var omme, tog han på uuttoq-fangst, indenfor deres ø, hvor de boede. Efter at have fået fangst tog han hjem, selvom det ikke var blevet aften endnu. Og da der nu var dødsfald blandt hans børn, gik han bort fra land, da han nåede til Lomviefjeldet ved Kingittoq, som ligger på en del af Qaarsoq-øen. Det var et fuglefjeld, som han havde hørt, man skulle holde sig væk fra, når man var under tabu, og han var da ikke værdig til at være i nærheden. Det var ved den tid, hvor alkene og lomvierne var kommet. Da han var ud for lomviefjeldet og kiggede mod det på lang afstand, så han at hele isen nedenunder fjeldet vrimlede af lomvierne. Men da han så dem, tænkte han: Ja, normalt ville jeg gå derhen og fange alle de lomvier, jeg kunne få fat i, men nu er det "piungnaitsoq" (et ord man brugte om en, der på grund af tabu måtte holde sig fra visse ting), og jeg kan ikke gå derhen. Men til næste år ved denne tid, da vil jeg kunne fange dem. Idet han gik og tænkte sådan, hørte han ligesom nogen bagved sige: "Det er den slags man bare kan fange, så meget man vil". Han kiggede sig bagud men fandt ingen. Han fik standset sine hunde, stod af slæden og kiggede rundt til alle sider men så ingen. Så forstod han, at der ikke var noget der bandt ham til at holde sig fra fuglefjeldet, for han hørte godt ordene og forstod dem, nemlig, at man havde lov til at fange dem, hvis man havde lyst. Så lagde han hvad han havde på slæden ned på isen, og kørte så mod fuglefjeldet. Da han kom nedenfor det, bandt han sine hunde til et isskruningsstykke, og først da han havde fået lomvier nok, kørte han tilbage til det sted, hvor han havde lagt sine ting og læssede dem på igen. Og da han kom hjem til Qaarsoq, blev hans familie forskrækket. Men da Simon havde fortalt dem det han havde hørt fra luften, og da de stolede på hans ord, så beroligede det dem helt. Senere end denne begivenhed var Simon med nogle andre på slæde ned til Uummannaq for at handle. Der var danske i Uummannaq, og da de var kom- met frem, hørte Simon nogle gange kolonisterne tiltale en af dem ved navn, og så syntes han, at han aldrig havde hørt sådan et smukt navn før. Det var en, som de andre kolonister kaldte Løvstrøm (han var svensker). Og så tænkte han, at hvis han nu fik en søn, så ville han kalde ham ved det navn. Og det passede godt, for da han rejste hjemmefra, var hans kone gravid. De tog tilbage til den aftalte tid, og da han kom i nærheden af bopladsen, kom der folk for at hilse på dem, og de fortalte, at han havde fået en søn, mens han var væk. Og da Simon kom ind og så drengen, som man havde kaldt Tujormiaq, så gav han ham selv tillige det navn, som han syntes om, Løvstrøm. Og denne Tujormiaq blev forfader til de familier i Upernavik-distrikt, hvis familienavn er Løvstrøm. Det fortælles at Tujormiaq, da han blev døbt, fik dette europæiske navn til efternavn. Min nor plejede at sige, at da hun fik forstand, var der to gamle men- nesker, en mand og en kvinde, der begge hed Tujormiaq. Og hun havde altid hørt, at vore forfædre opkaldtes efter en bestemt person, og at man opkaldte børn efter afdøde uden at tænke på, om det var en mand eller en kvinde, der havde båret navnet. Simon var storfanger og samlede tilstrækkeligt vinterforråd, så der ikke alene var nok til hans familie, men også til hans bopladsfæller, så han var afholdt, især fordi han hjalp de forældreløse i den strenge vintertid. Og når det begyndte at knibe med spæk om vinteren, så fik han dem til at flytte ind til sig, for at de kunne få varmen. Og så kunne de altid vende tilbage til deres respektive huse ved forårstid. Og derfor skete det, når han havde samlet forældreløse og andre, der havde svært ved at klare sig i deres huse, at der kunne være så mange mennesker i huset, at han selv dårligt kunne sove roligt om natten og få udsovet for alle de mange mennesker dér på briksen. Og ind imellem satte han sig op, og i den stilling ventede han på morgenen. Og ind imellem, når de havde samlet en masse mennesker på den måde, og de skulle spise, og de tog frossent kød ind, så skar han det i stykker. Og hver gang havde skåret et stykke, så gav han det til en anden, ind imellem et godt stykke frossent kød, så der ikke var noget tilbage, og ingen lagde mærke til, om han selv havde spist. Men de smuler, der smuttede ud fra delingen, puttede han i munden og slikkede sin kniv ren og stak den så fast i loftbjælken. Og når hans kone så sagde til ham, at han skulle tage et andet stykke ind og spise selv, så svarede han altid, at når han havde bespist så mange sultne mennesker, så følte han sig selv mæt ved det og ikke længere sulten. Derfor var der mange mennesker der holdt af Simon, og man troede ham på hans ord. Og det var både børn, forældreløse og ældre mennesker han hjalp. Da der kom danske til Upernavik og der kom missionærer, var Simon en af de første, der blev døbt. Da han var døbt, vendte han tilbage til Qaarsoq, sin boplads. Da han skulle hjem, overtalte man ham til at blive kateket og undervise børn og voksne på bopladsen, og da han åbenbart var lærenem, blev han kateket på sin boplads. Men han var kun kateket ganske kort tid, for da Upemavik blev forladt på grund af den store krig, og alle danske forlod stedet, og selv missionæren rejste hjem, holdt Simon op med at undervise. Og mens han var udøbt, havde han været en "hovedvipper" / hovedløfter, qilassartoq. Og da nu missionæren var rejst, blev han hovedvipper igen. Men der gik nogen tid, og så kom der atter danskere til Upernavik, og han blev da kateket for anden gang. Og denne gang opgav han sin hovedvipning for alvor, fordi det ikke var nogen kristen skik. Det siges, at han var meget omhyggelig i sin undervisning, og at han plejede at undervise børnene om morgenen før gry, mod dagningen, fordi de endnu havde livet foran sig. Men de gamle underviste han henimod aften, fordi deres liv ligesom gik mod aften. Mens Simons børn voksede op, boede han sammen med dem ved Qaarsoq. Men da de var blevet gift og havde fået børn, fik han børnebørn, som han holdt meget af. Og en vinter døde et af hans børnebørn. Dengang var Simon ble- vet gammel, og var holdt op med at gå på fangst. Om foråret, da vejret var ved at blive varmt, og solen skinnede og varmede uden for om dagen, gik han ud af huset og op til sit barnebarns grav og satte sig ved siden af den, og dagen lang sad han der ved siden af, ligesom om han "ledsagede barnet". Og først om aftenen gik han ned. Engang mens han sad dér som sædvanlig, og alene, var det som om nogen bagved ham sagde: "Nu har du kun to dage tilbage at leve i." Ordene var meget klare, og han lyttede lidt, om der skulle komme mere. Så rejste han sig og kiggede rundt, men han så ingen. Han syntes dog han havde hørt noget ligesom vingeslag, efter at ordene var blevet sagt. Efter forgæves at have kigget sig omkring gik han atter ned til huset. Og da han var kommet indenfor, fortalte han de andre, hvad han havde hørt, og sagde så: Nu er jeg rask. Jeg vil måske dø, når der er gået to år. Det siges, at hos Herren er et år som en dag. Prøv at læg mærke til hvor mange år jeg endnu lever. Og Simon døde, da der netop var gået to år. Simon døde på bopladsen Inugsuk / Inussuk, som dengang var beboet. Han var meget gammel, og da han blev syg der, blev han ind imellem ligesom væk og kom til sig selv igen. Og når han kom til sig selv, læste han op for sine slægtninge af Bibelen, og også for nogle af deres bopladsfæller. For nogle af bopladsfællerne var endnu hedninge. Ind imellem blev han ramt af sindsforvirring, og han rejste sig fra sit leje og grinte lidt, som om han grinte af noget i luften. Og når hans husfæller tog fat om ham og lagde ham ned, sagde han: Når de forældreløse, som jeg havde ondt af, når de frøs om fingrene, og jeg gav dem varme, og de genkendte mig og kom mig smilende imøde, så havde jeg det godt. Og ind imellem navnte han navne. Men det var navne på personer, der var døde for flere år siden. Og da Simon skulle dø, var det sidste han sagde: "Jeg går hen til et sted, hvor der er det evige liv." Dengang havde man sagt til folk i Upernavik distrikt, at når forholdene ikke forhindrede det, og en kristen døde, så skulle de bringe vedkommende til Upernavik, for at vedkommende der kunne blive begravet i indviet jord. Da Simon døde som kristen, gjorde man to slæder klar, og der var ikke så langt fra Inussuk til Upernavik. Således kunne de ved daggry bringe hans afsjælede legene dertil, og fordi det var en person, de havde haft tillid til, mens han var i live. Og henad morgenen startede så slæderne. Mens de kørte mod Upernavik, var der i et hus i Upernavik et ægtepar, Tuua og Uvsupi / Ussupi, der vågnede tidligt om morgenen. Og Tuua fortalte sin kone, hvad han havde drømt: Jeg drømte, at jeg kom ud af huset, og da jeg kiggede mod havet og isen, så kom der fra næsset derhenne to slæder, og den ene med et lig. Da jeg gik ned for at høre, hvad det var, sagde de, at det var Simon, der var død. Og derfor var de kommet med hans lig. Da de sagde, at jeg skulle gå op til præsten for at give ham besked blev jeg betænkelig, for jeg turde ikke rigtig gå ind hos danskerne mens de sov. Men da jeg alligevel gerne ville meddele ham Simons død, fik jeg en idé. Jeg gik hen til koloniens klokke og gav den to slag. Og så kom præsten ud, hvorefter jeg gik hen til ham og fortalte, at Simon var død. Og drømmen var så klar, at jeg blev lysvågen, straks jeg vågnede. Da han havde fortalt om sin drøm, tog han tøj på, og da han var kommet ned på gulvet, hørte de klokken slå to slag. Ingen af dem sagde noget, men Tuua og hans kone kiggede på hinanden, for hvem ville dog ringe så tidligt om morgenen. Tuua gik hen til vinduet og kigge ud. Da han havde stirret en passende tid, dukkede to slæder op ude ved næsset, den ene med læs på. Og mens han rejste sig fra vinduet sagde han til sin kone, at der kom to slæder, den ene med læs på. Så hans drøm blev virkelighed.
ss. 166 - 167 Så kom slæderne med Simons afsjælede legeme. Men da de prøvede at finde ud af, hvem der havde slået de to klokkeslag, fandt de ikke ud af det. Således kom Simons afsjælede legeme til den kristne kirkegård og blev lagt til hvile der. Min mor havde kendt både Tuaa og hans kone, og hun sagde, at Tuua's kone, Ussupi, var hendes faster, hendes fars storesøster, og hun skulle flere gange have hørt dem selv fortælle om det. Min mor havde også set Simons sønner, Tujormiaq, og hans lillebror, Uvigdluaq / Uilluaq, mens de levede i Qaarsoq. Og hun havde selv besøgt dem i sin barndom. Og nu vil jeg lige fortælle om en slædekamp, hun havde fået fortalt om af Tujormiaq: Han havde et europæisk navn allerede før han blev døbt, Løvstrøm. Engang fulgte han sin far til Naajat / Naajaat på kiggefangst. Og det var om foråret, da de lyse nætter var begyndt, at der kom folk til huset for kappes i boldspil. Og der kom folk med slæde både fra Upernavik og egnene for at spille bold ved Naajaat. Og det var som sædvanlig et sælskind, der var fyldt med noget tungt til at spille ude på isen med. Tujormiaq og andre børn, store børn i samme alder, gik rundt mellem de forskellige slæder og så mændene gøre slæderne og hundene klar til dysten. Der kom også en mand nordfra, og da de gik hen til ham, så de, at hans små hunde havde skagler, der virkede alt for store til dem. Og hundene var også magre. Og skaglerne var så store, at nogle af hundene var lige ved at glide ud af dem. Men manden, der havde dem, klappede dem, og klarede skaglerne og sagde til hundene, at de skulle være klar. Og så råbte han pludselig til de andre slæder, som han havde fulgtes med nordfra, at de skulle prøve at komme med bolden herover på hans slæde. Og da han havde råbt det, opdagede folkene sydfra, at hans bopladsfæller, til trods for at de havde meget bedre hunde, prøvede at anbringe bolden på hans slæde. Det lykkedes også for en af dem, der kom nordfra, efter nogen dysten at bringe bolden ud af en klynge. Og endnu inden han blev indhentet af nogen af de andre, nåede han manden, hvis hunde havde for store skagler og lagde bolden på slæden. Straks kørte manden nordpå. De forskellige slæder kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde nordpå. Og man regnede med, at de snart ville vende tilbage med bolden. Men der gik nogen tid. Lidt syd for Tasiusaq ligger nogle øer, som nu kaldes Erqordlikut / Eqqorlikkut, men som dengang kaldtes for Navssât / Nassaat. Først langt hen på natten vendte slæderne tilbage, og de havde ikke fået fat i bolden, fordi den var blevet kørt fra dem nordpå. Og de, der vendte tilbage til Naujât / Naajaat, fortalte, at de lige efter starten nok havde kunnet holde afstanden. Men da de nåede ud for Navssat / Nassaat, så spredtes hundene, hvis ejer havde bolden på slæden, og der stod ligesom tåge af snestøvet efter hundene. Og man kunne på sporene se, at de tog større og større spring. Og man kunne også se, at slæden kom længere og længere foran. De standsede så allesammen på isen og nød at se en god slædekører fare nordpå. Og inden længe forsvandt slæden helt ud af syne. De havde aldrig før set hunde, der kunne løbe så hurtigt, og som var så udholdende. Han måtte være en af dem, der havde hemmelige signaler til hundene. Det var jo normalt blandt vore forfædre, at man ikke fortalte noget videre om nogen, der kunne klare mere end de andre, selvom disse selv ønskede at vise sig. Og de plejede jo også at vente med at vise sig, til de virkelig kunne vise sig.
Var.: Hans Lynge 1967: s. 56 Qilaneq
Hist.: Ifølge "Uddrag af Martêraqs selvbiografi" ved Regitze Søby, Tidsskriftet Grønland 1973: 309-319, var hans far født i 1845 og mor i 1850, begge Upernavik.
Ifølge prof. em. Robert Petersen (pers. medd.) giver de ældste kirkebøger fra Upernavik uklare oplysninger om denne Simon, hvis grønlandske navn Marteeraq åbenbart ikke kendte. Der nævnes to Simon'er, en (Ungaaq) der i 1827 var 54 år, fra Kingittoq, og døbt i 1783 som 10-årig, - og en anden (hedensk navn ikke nævnt), der i 1834 var 52 år og boede på Inuksuk. Der kan være tale om samme Simon, selv om de to nævnte ikke har ganske samme alder. Deres koner hedder det samme, men ikke deres børn (med mindre de hver havde flere navne og er benævnt forskelligt i arkivalierne, se ndf.). Desuden er det kun Simon fra Inuksuk har en søn ved navn Tiormiaq / Tujormiaq. For ingen af disse to Simon'er kan det dog passe at han (som mindreårig) skulle have været spåmand (qilasartoq ved qilaneq-metoden) før dåben. Vedr. navngivning har Martêraq - stadig ifølge Robert Petersen - selv følgende udredning i sin (selvbiografi): Mêraugatdlarama oKakugpalârsiáka, 1952: 200-202: Det første navn et barn fik tog ikke hensyn til om barnets og den dødes køn var det samme, men græd barnet og fortsatte med det, fik det navne fra døde af sit eget køn. Barnet beholdt alle disse navne, men det navn, der havde stoppet gråden, blev kaldt for dets rette navn: atavia. |
Sværdfisken (delphinus orca)
Dokument id: | 549 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sværdfisken (delphinus orca) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: ârdluk / aarluk.
Resumé: Fem brødre vil giftes med syv brødres eneste søster. De kommer op at slås, hvorved pigen kommer af dage. Af forbitrelse springer de fem friere i vandet, forvandles til spækhuggere og slår alt levende de træffer ihjel. Dog ikke hunkønsvæsner. De forfølger stedse brødrene der flyttede sydpå, og i de sjældne tilfælde hvor der er isfrit ved Kap Farvel (storisen driver altid omkring dér, BS) ser man gerne fem kajakmænd ro sydpå, kun bevæbnet med lanser, som var fortidens eneste mordvåben når man var på hævntogt.
Var.: ingen i denne bases samlinger. Men farlige havdyrs oprindelse forklares ofte med et hævnmotiv. Fx Klapmydsens oprindelse; narhvalens oprindelse. |
Târtume / Taartumi perdlerortoq / perlerortoq
Dokument id: | 1959 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Târtume / Taartumi perdlerortoq / perlerortoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 199 - 202 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse Den sindsforvirrede Târtoq / Taartoq. En af de bopladser, der tidligere var befolket, var bopladsen Taartoq, over for Inussuk's boplads, der kaldes Qaumaneq/ Qaamaneq, og som kun var skilt fra Inussuk med et smalt bælt (sund), ganske tæt ved Qaamaneq. På denne tid, hvor der nyligt var kommet danske til Upernavik, var der et hus på hver af de to små bopladser, men i hvert hus var der en masse men- nesker, flere fangerfamilier. Dengang fangede folk ved Taartoq en masse narhvaler. Og engang, da de havde været ude i kajak, kom Amitsualâq / Amitsualaaq hjem med en hun-narhval med unge. Han havde fået dem begge to. Hans datter var død nogen tid før, og den var blevet flænset, hvorefter han gik op i huset og sad lidt. Og efter nogen tid så han, at man havde taget narhvalungens sener op. Og da han så dem, sagde han: "Ih, hvor er de søde. Hvor ville det vare dejligt, hvis der var et lille barn der kunne lege ned dem." Det viste sig, at han sørgede så meget, at sorgen fyldte hans hoved, og at han ikke rigtig kunne få det sagt på anden måde. Og da de vågnede naste morgen, var Amitsualaaq blevet ramt af sindsforvirring. Da han i sindsforvirringen slog om sig, begyndte andre mænd at brydes med ham. De holdt op med at ro i kajak og måtte passe på ham. Til sidst kunne alle mændene ikke klare ham mere. Og på det tidspunkt var der kun een mand, som den sindsforvirrede ikke kunne klare. Når han brugte kræfterne på denne måde, så kom denne mand ind mellem de andre for at hjælpe dem. Og lige så snart han rørte ved den sindsforvirrede, så sagde han av, faldt sammen og slappede af. Denne mand var Ujaragtalik / Ujarattalik, en mand, der har en sten som amulet. Den sindsforvirrede havde i virkeligheden ikke hørt om denne mands amulet, men så stærk var dens virkning på ham. Ujarattalik's amulet stammer fra et hus, et sted lidt øst for det nuværende Upernavik, ved passet fra den gamle skibshavn. Der er en husruin med en stenstøtte, som står opret. Og det siges, at vore forfædre hentede amuletter fra den sten, eller fra husruinen. Det skete, mens han spillede med musklerne, og de andre ikke rigtig kunne klare ham, at Ujarattalik rørte ved ham, så at han faldt sammen. Og Amitsualaaq kiggede liggende op på ham fra tæerne mod hovedet, og ned igen. Og når han havde kigget således på ham, plejede han at sige: 'Når jeg ser på ham der, så ligner han alt andet end en stående sten.' Da Amitsualaaq ikke havde spist i mange dage, blev hans kone betænkelig, og så sagde hans husfæller, at hun skulle give ham noget at spise. Man gav ham et stykke mattak i munden, og han tyggede længe, og slugte det. Da man gav ham et andet stykke, tyggede han det kun nogle få gange, før han slugte det. Og han bad om mere. De opdagede, at han spiste ivrigere og ivrigere og hurtigere og hurtigere, og når man nu gav ham et stykke mattak, slugte han det uden at tygge det. Og da han nu havde fået nok, gav man ham et stykke, der stammede fra Ujarattalik's narhval, uden dog at gøre ham bekendt med det. Man gav ham en lille mundfuld, som han prøvede at sluge uden videre, men det lykkedes ikke. Han tyggede det gentagne gange og prøvede at sluge det. Men da han stadig ikke kunne sluge det, tog han det ud af munden og smed det på gulvet og sagde: Jeg kan ikke sluge det. Det er som en sten. Og han bad ikke om mere. Men de havde sværere og sværere ved at klare ham (kunne klare ham mindre og mindre), og en dag begyndte han at sige, at de ikke ville kunne klare ham nu til aften. Og at når de nu ikke mere kunne klare ham, så ville han æde dem alle sammen. Derfor fandt han det bedre, at de begravede ham le- vende, fordi han syntes, at det var så ækelt at skulle æde mennesker. Og så sagde han også, at hvis danskerne i Upernavik bebrejdede dem at han var blevet levende begravet, så skulle de fortælle, hvad han selv havde sagt, at han syntes det var så ækelt at skulle æde levende men- nesker, og at det var derfor, han havde bedt om at blive begravet levende. Og da de troede ham på hans ord, gjorde de forberedelser til at begrave ham levende. Når man skulle begrave mandlige hedninge, voksne, så plejede man at binde ligsvøbet med harpunlinen. Og liget, der skulle bringes ud, blev ikke ført ud gennem husgangen, men ud af vinduet og hen over husets tag og bragt ned til jorden på bagsiden af huset. Amitsualaaq blev slap, da de ville begrave ham. Og for at glæde ham, svøbte de ham ind på normal måde og bandt hans harpunline rundt om ham. Muligvis har de været mindre påpasselige af angst. For da de var færdige med ham og førte de ham ud af huset over vinduet, og da de lagde ham på hustaget, faldt alle beviklingerne af ham i ringe. De bar ham så ned igen og bandt ham atter, alt imens manden, der skulle begraves skyndede på dem, fordi de ikke ville kunne klare sig hen imod næste morgen. Denne gang gik det godt. De lagde ham i graven på rensdyrskind, der stammede fra hans søns første rensdyr, og som han selv havde gemt for at kunne ligge på det i graven. De lagde så flade sten hen over gravkuplen. Og først da man havde lagt mange sten, løftede han dem nedefra og begyndte at tale: "Nu begynder mit liggeskind at løfte mig op, så jeg sagtens kan klare de sten, der ligger over mig. Dæk mig endelig til. Dæk mig endelig til." Og de blev ved med at dynge sten på. Og der var til sidst så mange, at der ikke kunne være flere. Og de sten man lagde ovenpå, gled ned til siderne. Da det ikke rigtig kun- ne klares mere, var der en af dem, der deltog i begravelsen, som gik ned til strandbredden uden at sige noget. Han skulle være samunga sangmissoq / sammisoq, (en, der er vendt nedad, og som havde en amulet blandt en af strandplanterne). Da han var kommet ned til stranden, tog han et lille stykke is fra vandet. Og da han nåede op til de andre, lagde han det roligt hen på graven, stadig uden at sige noget. Men da han lagde det, hørte man Amits. sige: "Så, nu kan jeg ikke klare det mere." Da de havde lagt ham, ville de flygte til den anden side af Qaamaneq, fordi der dér er et beboelseshus. Og det viste sig ved et tilfælde, at der var tynd is under huset, og at et stort isfjeld havde sat sig lige der, hvor de skulle ud. Midten af sundet var uden is. Og da de ikke kunne klare det på anden måde, bar de umiakken ned. De lagde umiakken i vandet og prøvede at komme i den. Da det begyndte at gå hen over den nye is, råbte man inde fra land: "Nu begynder det at give efter nedad. Spred jer." Og når de så efter, var de i en fordybning. Og ingen af dem var på nogen måde bange for isfjeldet. Men det lykkedes dem til sidst alle at komme i umiakken, og de sejlede så til Qaamaneq ovre på den anden side. Når man gik ud om aftenen, kunne man høre lyden af den, man havde begravet tidligere på dagen. Han råbte: "apapaaq og pupigsukaaq, og kaldte på hundene og forskrækkede dem. Og så kunne man høre hundene gø. Og der var ikke andet at gøre end at prøve at ignorere ham. Da han lå der i graven, var der en af dem der flygtede, der tog over fra Qaamaneq i kajak, for at se til ham. Det var en af de gamle mænd, Taka. Da det var blevet lyst om morgenen, roede han derop i kajak, kom i land under huset ved Taartoq, bragte sin kajak lidt op. Og så gik han stille op mod graven. Henne ved den standsede han. Og så spurgte manden inde fra graven; 'Hvem er du? Er du Taka?' Han gik derfra igen uden at svare, gik ned i huset og fandt der en gammel narhval-halefinne, som var i sin mest velsmagende tilstand. Han satte sig ved vinduesbriksen og spiste, spiste og spiste. Og først da han ikke kunne spise mere, holdt han op. Og så tog han en citar, der stammede fra engelske hvalfangere, og spilledepå den. Og da han havde fået nok, forlod han huset og gik ned til stranden og roede over til Qaamaneq, hvor han sagde, at Amitsualaaq levede endnu. Dengang i Qaumaneq, hvor der jo var kommet en masse mennesker, og de gamle om aftenen begyndte at underholde sig med hinanden, kom de unge mennesker ud, og de kunne jo heller ikke holde sig alvorlige hele tiden. Så når de ældre underholdt sig med hinanden, begyndte de unge at lege tagfat så stille de kunne, idet de løb rundt om huset. Og når de var kommet væk fra vinduet, så råbte de til hinanden. Så en aften hvor som sædvanlig lutter unge var ude, havde min farfar, der dengang var ung, endnu udøbt, og med bopæl ved Qaumaneq / Qaamaneq på Inussuk / Inussuk, fået en ide, hvorfor han sagde til de andre unge: Lad os tage derhen og lege skjul. To skal søge efter de andre, først mænd og derefter piger. De fandt ideen god, men det viste sig, at en af de unge var så bange for den sindsfovirrede, selv efter at han var kommet i graven, at min farfar ville more sig med at give ham en forskrækkelse. Da man nu fandt ideen god, så skulle Tûtigâq / Tuutigaaq først lede efter de andre, og han valgte Mâse / Maasi, bangebuksen, til makker, og denne sagde ja med det samme uden at vide, at det var for at forskrække ham. De to skulle så skjule sig, og de andre lede efter dem. Og Tuutigaaq sagde så til de andre: I bliver her i nogen tid, og når I regner med, at vi har skjult os, kan I søge efter os. Da de var gået fra dem, sagde Tutigaaq til Maasi: 'Følg mig derned.' Nede ved siden af huset var der Tuutigaaqs store kiste, der stammede fra skibbrudne hval- fangere, og som var tom. Da de nåede hen til den, sagde Tuutigaaq: 'Gem dig i kisten der. Jeg skal komme helt tæt på skrænten og du skal ikke sige noget, selv om de andre råber efter os.' Maasi syntes, det var en god ide. Og da Tuutigaaq lukkede op, krøb han ned i kisten. Tuutigaaq lukkede den, og da der var slå for, ordnede han den, så den ikke kunne åbnes indefra. Og så gik han ganske stille hen til de andre, og da han nåede derhen, sagde han: 'Det var ikke for at lege skjul, at jeg foreslog dette her. Men Maasi er så bange, at jeg ville drille ham. Jeg går ned i nærheden af den store kiste, og I skal lade som om I søger efter os. Og så skal I derfra sige, at I kan se den sindforvirrede komme ud af graven og at han er ved at sætte over sundet. Så skal I lade som om I flygter, og jeg har lukket ham inde i den store kiste.' Nu begyndte de så at lade som om de søgte. Og når de kom i nærheden af kisten, kunne Maasi derinde høre dem snakke: 'Gad vide, hvor Tuutigaaq og Maasi er henne?' Men det var bare for at drille Maasi. Pludselig var der en, der pegede for de andre: 'Hvad er det for noget derhenne? Det der ud for huset ved Taartoq i havet. Det er ligesom en mand, der går imod os.' Da de sagde det, hørte man Maasi inde fra kisten: 'Hør, I derude, luk mig ud, jeg er herinde.' Det var da det gik op for ham, at slåen var slået for, så at han ikke kunne lukke den op indefra. Men da han råbte, lod de som om de ikke hørte ham, og de blev ved med at pege og sige: 'Ja,det er den sindsforvirrede, som er kommet ud af graven og nu er på vej over til os.' Og de lod som om de var ved at græde. 'Nu prøver han at komme op på stranden under os.' Og så begyndte de at løbe, ligesom for at flygte. Og så kunne man høre Maasi indefra kisten slå på den flere gange. Men da det ikke hjalp, brast han i gråd. De andre kunne næsten ikke holde latteren tilbage, og lige så snart de var nået væk, smed de sig ned på jorden og lo af deres stakkels kammerat. Og når de tav og lyttede, hørte de ikke andet end Maasi, der gred inde i den store kiste. Da de havde grinet tilstrækkeligt, gik Tuutigaaq ned til ham og lukkede låget op. Og Maasi, der var i sin ungdoms bedste alder kom ud af kisten med tykke og røde øjenlåg. Den mand, der var begravet, døde først, da han frøs ihjel under en stærk blæst. Da stormen havde lagt sig, gik den mand, der plejede at tage derover, ham Taka, derover. Han var henne ved graven, men hørte ikke noget. Og han blev klar over, at manden var frosset ihjel. Han roede så tilbage uden først at gå ind i huset, fordi han havde så ondt af den afdødes kone og børn og skulle fortælle dem om den døde husfar. Og først da han fortalte dem om den døde, begyndte de at græde. Efter at Amitsualaaq var død, vendte Taartoq-folkene tilbage, inden isen lagde sig. Da vinteren var forbi, og det var blevet sommer, var det isstykke, som den nedadvendte havde lagt på Amitsualaaq's grav, ikke tøet op. Og da det blev efterår, var det faktisk blevet større end året før. Og dette isstykke voksede mere og mere og dækkede hele området omkring Amitsualaaqs grav. Og da der var gået nogle få år, efter at manden var lagt der, var der ikke nogen, der med sikkerhed kunne sige, hvor graven lå. Nu har jeg fortalt om Amitsualaaq's død ved Taartoq, idet jeg nøje har fulgt den måde, som mine forældre plejede at fortælle det på. Og de ple- jede at fortælle det efter fortællingen om Tuutigaaq, som dengang havde bo- et der, og som selv havde set det.
Kommentar: Betegnelsen for den sindssyge i teksten er rettet fra pillerortoq, der er den såkaldte 'polarkuller´ med et relativt kortvarigt forløb, som man bagefter ikke kan huske noget af. Er man fx løbet splitternøgen ud i sneen, skal det være meget ubehageligt at komme til sig selv igen. Den form for sindssyge, som Amitualaaq lider af, hedder perlerorneq der nærmest kan oversættes med 'sultesyge': perlertoq: 'en der er sultet ihjel (RP). Sygdommen mentes at indebære patientens lyst til at æde sine nærmeste slægtninge. En overbevisning Amits. åbenbart også delte i sine klare øjeblikke.
Var.: Hans Lynge 1955: Amitsualaaq. (Som Marteeraq fortalte den til H.L.) |
Uden titel (at sende hekseri tilbage)
Dokument id: | 1955 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uden titel (at sende hekseri tilbage) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | s. 257 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Min mor kaldte sin mormor Lisa / Liisa, og hun havde mange fortællinger om hende og stolede meget på, hvad hun fortalte. Lisa havde også fortalt, at hun havde haft mange tryllesange, dengang hun var udøbt, men hun havde aldrig sunget tryllesange for at skade nogen. Men det var engang sket, at hun havde sunget en tryllesang, og at der så tilfældigt var sket en ulykke ved det. Så hun havde bebrejdet sig selv, når hun tænkte på det, og hun mente, at det var hendes skyld. Dengang hendes mand levede, fulgtes nogle rensdyrjægere med deres børn til Eqalugârssuit / Eaqalugaarsuit. Og mens de boede der, fik hendes yngste søn en hævelse i benet. Man kunne ikke flytte barnet nogen steder, og til sidst blev det umuligt bare at have det på skødet. For hvis det var muligt at have ham på skødet, kunne de godt have taget ham med hjem. Men da han ikke kunne flyttes, blev de på den plads. Det var om sommeren, og til sidst kom der tyndis på havet, og det blev mørkt om aftenen. Og så blev de bange for, at isen måske ville lukke dem inde. Det blev hverken værre eller bedre med sønnens ben, og så fik hun efterhånden mistanke, og en aften gik hun ud af deres telt og et stykke bort fra teltet, hvor hun begyndte at synge en tryllevise uden at rette den til nogen bestemt, men sådan at trolddommen skulle vende tilbage til sin ophavsmand. Da hun havde sunget visen færdig, gik hun hjem. Og dagen efter var det så meget bedre med sønnens ben, at det var muligt at have ham på skødet. Og de startede så hjemad, imens de prøvede at fange sæler undervejs. Det tog nog- le dage at nå hjem, og til sidst kom de hjem og fik at vide, at en af familierne havde mistet et spædbarn. Man fortalte følgende om dette spædbarns død: Dengang havde Oqimaitoq / Oqima'tsoq / Oqimaatsoq og hendes familie sommerplads ved Ikerasannguaq og telt ved Qarmat(teltpladsen kaldtes således), var det første gang Oqimaitoq og hendes mand havde en datter, en stor og tyk pige (spædbarn). Om aftenen da alle var i teltet, gik en af de gamle mænd ud. Han var ude i nogen tid, og da han kom tilbage, sad han lidt. Og efter at have set på de forskellige og havde overbevist sig om, at ingen af dem syntes at skjule noget, sagde han: "Da jeg var derude, var der en af de gamle her, der sang en tryllesang. Og de sagde, at der ikke var nogen af dem, der havde sunget tryllesang. Men manden sagde, jo, mens jeg var ude, var der en af jer, der sang en tryllesang. Men de forsikrede allesammen at de ikke havde sunget nogen tryllesang, og de prøvede ikke at lyve overfor ham. Og der var ingen der var gået ud, mens han selv var ude. Og ham, der hævdede at have hørt tryllesan- gen begyndte at undre sig, og sagde: 'Da jeg var derude et sted, hørte jeg nogen synge tryllesang, og det var en kvindestemme.' Han vendte tilbage til det flere gange i løbet af aftenen, idet han undrede sig mere og mere. De gik så i seng. Og da de vågnede, opdagede de Oqimaitoq's spædbarn, der lå isoleret fra de andre, var død, og allerede stiv. Barnet døde mens de sov uden at nogen opdagede det. De der havde været på rensdyrjagt ved Eqalugaarsuit prøvede at tælle dagene tilbage, og det syntes fuldstændig at stemme med det tidspunkt. Og dengang min mors mormor sang tryllesang ved Eqalugaarsuit, var det at en mand ved Qammat havde hørt en kvinde synge en tryllesang (man skulle tro, de også hvde radio dengang). Oqimaatsoq's mand var åndemaner, og man mente, at det var hans hekseri, der vendte tilbage til datteren. Fordi tryllesange var beregnet til at trylleriet vendte sig imod dets ophavsmand (hvis det blev sendt tilbage, BS).
Var.: Hans Lynge 1955 og 1967: Søg på Lisa el. Liisa. |
Uden titel (Besøg af hvalfangere
Dokument id: | 1952 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uden titel (Besøg af hvalfangere |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 284 - 285 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: ss. 284 spalte 2, linie 12 fra neden - 285: ...... Ved Tugssâq / Tussaaq går isen ret hurtigt (tidligt) og min mor- broder plejede at tage på fangstpladser hvert forår til et sted, hvor der stadig var is. Og samtidig med at vi prøvede at træffe vore bopladsfæller ved Kingigtoq / Kingittoq, var jeg med på udflugter i umiaq, når de roede ud for at træffe hvalfangere. Og da jeg som sædvanlig var roer på disse ture, var det altid sjovt, når vi kom til hvalfangerne. Engang kan jeg huske, at vi rejste til hvalfangerne sammen med to brødre, den ældste kaldte vi for Ilinga. Når vi traf hvalfangerne, og mine rejsekammerater havde fået en masse, havde jeg stadig ikke solgt nogle tobakspunge, som jeg havde med for at sælge. Da jeg gik lidt bort fra de andre, kom der en kæmpestor hvalfanger. Han ville gerne se, hvad jeg havde i posen. Jeg viste ham, at det kun var tobakspunge. Det var egentlig kun skindrester, som min mor havde syet af. Hun kendte jo noget til hvalfangernes smag, fordi hun havde deltaget i turene til hvalfangerne. Og denne hvalfanger sagde, at de var gode, og ville gerne have dem selv, og han bad mig følge ham. Så gik jeg med ham hen til kahytten foran, og han sagde, at jeg straks kunne få en kop the og lovede mig noget at spise. Det viste sig, at det var en, som havde gode minder fra sin barndom, og derfor var han venlig imod mig, selv om jeg ikke havde mange ting at faldbyde. Han gav mig en kop the og bød mig noget at spise, og eftersom jeg var en fattig dreng, havde jeg jo ingen særlige sager. Men han gav mig god betaling for dem af brød, the, kaffe, der var malet og noget der lignede tørret kød (måske skonrogger), tændstikker og porcelæn, piber og tørklæder. Mens jeg var sammen med ham, kom de to brødre. Og nu genkendte denne hvalfanger dem, fordi han havde set dem, da han var barn. Da denne hvalfanger begyndte at tale til dem, gik der nogen tid, inden de to brødre kunne genkende ham. Men så kunne de også huske ham. Hvalfangeren fortalte, at han havde været ved Tugssâq / Tussaaq ombord på sejlskibet Margrethe med Penn som kaptajn. Og de var der i flere dage, og hver dag kom han iland. Han kunne huske de to brødres navne, og med udmærket hukommelse huskede han også deres søstres navne og spurgte hvordan de havde det. Og han viste med hånden, hvor stor han var dengang, og han var nok ca. 5 år gammel. Og da han sagde det, kunne Ilinga og hans bror huske, at de dengang var på forårsfangst ved Tussaaq. De var kommet fra Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq, og hvert forår var deres forældre, Paikkut på forårsfangst ved Tussaaq, og de fortalte sådan om det: Dengang kom der et hvalfangerskib, og der var sket det, at på et for sent tidspunkt, da de (på skibet) var kommet (et godt stykke) hjemmefra, havde det vist sig, at tre drenge havde skjult sig i lasten. Helt intetanende var skibets besætning taget afsted. Og først da det var blevet for sent at vende om, opdagede de, at de havde tre børn ombord. Da de ikke kunne vende om, beholdt de dem ombord. Og mens de ventede på gunstig vind ved Tussaaq, sendte de den lille dreng iland, for at han kunne lege med børnene. Men de to andre børn var større, og derfor måtte de hjælpe til ombord, og derfor fik de ikke lov til at komme i land.
Man fortalte, at denne hvalfangers forældre var blevet dræbt af banditter (tyve), og så var drengen sendt et andet sted hen af sin værge. Og da denne drengs handling kun skyldtes at han fulgte efter de andre, gjorde de ham ikke noget ondt, men prøvede at underholde ham så godt de kunne. Og denne hvalfanger viste et billede af sin kone og to børn, og han bad dem endelig fortælle om ham til deres søskende. Dengang da vi kom fra Itivdliarssuk / Itilliarsuk til Tussaaq, så jeg i de næste ti år hvalfangere. Når man vænnede sig til dem, var det meget sjovt at komme til dem. Efter at jeg havde vænnet mig til hvalfangerne, og så skibe, der lå stille, somme tider flere dage, så syntes jeg altid det var morsomt at se,hvordan de vækkede mandskabet. Og derfor plejede jeg at være i nærheden, inden de skulle vækkes. Når matroserne efter aftenens arbejde var kommet til køjs, gik en af agterfolkene (officererne) især Sipisiat (Sipitak / Sipitaaq) rundt. Han gik i hele skibets bredde frem og tilbage hele natten samtidig med at han ustandselig kiggede på klokken på kommandobroen. Og kl.6 om morgenen skulle han vække de andre. Da jeg havde opdaget, at de gjorde det på den måde, gik jeg gerne i forvejen i kabyssen for at kunne se det. Og kl.6. gik Sipitak hen til klokken og slog to slag og igen to slag og atter to slag ialt tre gange, 2 slag af gangen, og til sidst eet slag. Og vagterne i kabyssen talte kun hviskende sammen, men når de havde hørt klokken slå, så begyndte den ene af dem at trampe i midten af kabyssen og at råbe med en melodi alt hvad han kunne. Ikke blot råben, men med ord. Han sprang rundt på gulvet og begyndte med Sipissinissuatsiaaq (?), og alt hvad han sagde havde melodi på. Jeg kunne opfatte enkelte ord sådan omtrent som klokken og uret, men selv om jeg ikke kunne opfatte de andre ord, fandt jeg det meget morsomt. Hvert forår tog jeg med umiaq'erne fra Tussaaq til Kingigtoq / Kingittoq til hvalfangerne. Og hvalfangernes tale, især skotternes, som kom der, var noget rullende. Og hvis man kunne huske ordene, ville det ikke være så vanskeligt at lære, hvad de sagde. Men vi der var ret unge, sov næsten ikke i den tid der var skibe, og derfor kneb det til sidst med at huske noget. Men alligevel, når hvalfangerne var rejst igen, prøvede vi unge mennesker når vi mødte hinanden, at snakke skotsk. Det var meget morsomt. Derfor skete det også, efter at jeg var begyndt at fange sæler, før jeg forlod Tussaaq, at jeg altid fulgtes med umiaq'erne der skulle ud til hvalfangerne ved Kingittoq. Og efter at jeg havde fået en kajak, fulgtes jeg også altid med dem til hvalfangerne. Og vi savnede også i nogen grad hvalfangerne, da de holdt op med at komme.
Kommentar: Artiklen uafsluttet (Avangnâmioq udkom sidste gang i 1958, men der er ingen fortsættelse af hvalfangerhistorierne i det bind. Kun erindringer om sult, om et mærkeligt dyr og om Månens ejendom ss. 31 35. Og noget af Upernaviks administrationshistorie ss. 181 182) |
Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne
Dokument id: | 336 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' læg 9 |
Fortæller: | Bech, Samuel |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten (?) |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1 - 2, nr. 1 |
Lokalisering: | Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
OBS: Denne fortælling afsluttes med fortællingen "Agpamiormiúngôq pissuse imáijuit." Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Ukiivinnguaqboerne havde deres boplads en smule længere ude ved kysten end Appamiut. Det var dejligt at besøge dem, da der herskede et dejligt og fordrageligt forhold beboerne imellem. Men de kunne jage en skræk i en, når de stillede sig op til forsvar for deres børn, hvis de mente, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Kvinderne havde ikke andet på inde i huset end deres korte skindbukser (natit). Deres lamper brændte hele dagen, fordi der blev kogt mad til mændene, når de kom hjem. Over gulvlampen på tørrestativet lå der altid et stort isstykke med en spand under. Deres bedstemor og kvindelige overhoved hed Aqqiissuaq. Engang blev man inviteret til det nordligst beliggende hus; og da man kom, blev man budt på alkekød og frosne indvolde af måger. Da man begyndte at spise, sagde de: "Vi vil ikke fortælle dig om vores skikke. Det kan Aqqiissuaq gøre." Mens man var inde i huset, var der én, der pegede på noget. Man kiggede hen i den retning og så en mandsperson stå på indgangstrinnet og dreje rundt hele tiden. Da han gik ud, sagde en af dem: "Han skulle naturligvis se, hvad de fik at spise." Da man kom ind (til Aqqiissuaq?), spurgte de: "Hvad fik du at spise?" Man svarede: "Kød af alke og indvolde af måger." Manden var åbenbart spion. En aften legede børnene på gulvet og var uartige. Den gamle bedstemor bukkede sig sammen og begyndte at rømme sig. Midt i det hele begyndte så tarmskindsruden (umeramineq?) at bule indad. Da børnene skrækslagne flygtede længere ind i rummet, satte en kvinde en bar fod ned på gulvet, og straks sagde nogen "eeq", og trak tarmskindsrudens bule udad med et vældigt smæld. Den gamle bedstemor skældte kvinden ud for hendes dumhed i ærgrelse over, at det hun var i færd med glippede, nemlig at få den tilbage, der ville hjem (en angerlartussiaq). Det fortælles jo, at de var flygtet for løberne, disse Ukiivinnguaqboere, d.v.s. Quiagi-familien, folk fra Qeqertarsuaq, fra kystpladser ud for Upernavik og fra Tappiitsoq. Det fortælles, at Eva Livesens far var fra Appamiut. Der boede også mange mennesker både i Nutaarmiutoq i Upernavik. Deres døde begravede de på den store begravelsesplads Iliversuit. En mand fik alle sine ejendele med i graven, og selv en kvinde fik sine med. De afgnavede ben af en førstegangsfangst bragte deres åndemaner / angakkoq hen til det sted, hvor vordende åndemanere øvede sig og smed knogler ned ad det ganske høje fjeld, Kingittuatsiaq. Denne, deres åndemaner kaldte de Kiasikaaq (Stedet med det store skulderblad). Han boede i Nutaarmiut, og han plejede at holde åndemaning. Når han under seancen gik ud, fulgte de ham ud; og i det rødlige skær så de ham nærme sig det som ild med lemmer, der lignede trævler. Når han var helt fremme ved (himmelranden) og forsvandt, gik de ind igen, og der sad han på sin plads, oven i købet smilende. Han døde i Appamiut, en gang de var dér på fangst. De gravlagde ham. Men da der et stykke tid efter hørtes skrig fra graven, fik de bange anelser og flyttede ud til dem, der boede længere ude. Da de var flyttet der ud, sagde den døde uafbrudt: "Åh, så kom de ind. Åh så kom de ind!" Man siger, at de er ved at løbe efter dem. Kun dem fra Qarlingajuk (Qarliingajooq ?) flyttede ikke ud. Dem i Appat havde følgende skik: Når de forventede, at Unneraarsuk (Strandens bussemand) ville komme for at få noget at drikke, fyldte de alle store vandspande helt op til randen. Når Unneraarsuk kom, gav den sig til at drikke. Bagefter nikkede den gentagende gange, som tak, og gik ud. Man fortalte også, at den gav rigeligt igen i form af sæler. De lod den komme for at få vand. Den kunne også godt lide at tygge fugleskind og suge fedtet ud. De sørgede for, at der var edderfugleskind og andre fugleskind at tygge. Når de mange, der var til tørring, blev tørre, plejede åndemaneren at tage en tur gennem luften, og når han var færdig, sagde han: "Tænd lyset!" Der var pause et stykke tid, så kom der nogle mindre drøn, hvorefter der trådte et væsen ind. Dets ben lignede en ladestok (eller en skorstensfejerkost). Når det gav tegn med sin arm, gav de det en hel masse ting. Når det så forsvandt godt belæsset, fulgte de det ud. De iagttog det og så det gå op; og når det nåede frem til en lille fjeldvæg, åbnede de den, gik ind, lukkede det igen omhyggeligt og blev derinde. De lod det komme med korte mellemrum. De kaldte væsenet Angulaasseritooq, en der ivrigt ønskede sig fugleskind at tygge. Det fortælles, at de var flygtet til bopladsen længere ude, engang nordboerne var efter dem. Siden viste der sig ikke flere nordboere. Efter de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, fandt man et hvalådsel og hele bopladsen skulle hen og flænse hvalen. Da var det, at en af kvinderne, Kuiagik, da hun havde fået sin amaat på, kom til at mangle ("qavssugaut", en livrem til amaaten?), hun måtte skære et stykke af mandens line og brugte det som "qavssugaut" Derfor kom hun til at hedde "lænden": "kuijagi" (?). Apollo Lynge der har oversat en næsten enslydende version mener navnet er Quijagi, dvs. "den morsomme" (se doc. 337). Var.: Apollo Lynge har oversat de sidste afsnit lidt mere forståeligt: se ID 337. Hist.: Teksten beretter om folk i Ukiivinnguaq, med vægt på flytninger dertil fra andre bopladser, rituelle skikke og særlige begivenheder. Pointen med spionens besøg i første afsnit om måltidet i det nordlige hus i Ukiivinnguaq er noget uklar. Ligeså hvem der er på besøg. Næste afsnit om bedstemoderens ritual, der skal kalde en angerlartussiaq hjem, består åbenbart i at hun med bøjet hovede mumler en formular / serrat, der får tarmskindsruden til at bule indefter; men forsøget, der skræmmer de støjende børn, standses af en kvinde, der sætter sin bare fod på gulvet (kvinder skulle trække i kamikker, når de gik ud fra briksen). Måske skulle forsøget samtidig skræmme børnene til ro. For flugten fra løberne, dvs. nordboerne (eller blot qallunaat), der gentages til slut, er der ikke uniddelbart noget historisk belæg. En udflytning fra Appat til Ukiivinnguaq får iøvrigt en anden begrundelse, nemlig i skrækken for den afdøde åndemaner fra Nutaarmiut, Kiasikaaq, der dør under et besøg i Appat, begraves dér og råber fra sin grav. Råbet er nok åndemanersprog, men hvem der kommer ind (i den modsatte dagligdags betydning: går ud) røbes ikke. Men om ham fortælles det, at han, da han var i live, lod knoglerne fra førstefangsterne falde ned ad en fjeldside nær angakkoq-lærlinges øvelsessted (angakkussarfik) og under sine seancer kunne forsvinde som brændende trævlemand ud over havet i skæret fra solens op-eller nedgang. Og dog modtog han folk med et smil, når de kom ind igen. Andre ritualer gik ud på at skaffe sig fangst ved at byde strandens bussemand på drikkevand og lade en mærkelig skikkelse, en fjeldbo af en slags med ben som ladestokke tygge fedtet af fugleskindfugleskind og modtage en mængde gaver. Den sidste beretning om kvinden, der i mangel af bedre måtte bruge et stykke af sin mands harpunrem til slukke lampen med, forstår jeg ikke. Ifølge Apollo Lynge (se doc. 337) fik hun af den grund tilnavnet "den morsomme". Måske har hun lavet sjov med den lyseslukning - som en animerende optakt til en lampeslukningsleg der skulle fejre fundt af hvalådslet? Endnu i dag husker gamle mennesker Unneraarsuk som en tidevandsånd, hvis stemme hørtes i tidevandet når isflagerne skurren mod hinanden (Prof. Robert Petersen, pers. medd.). I Apollo Lynges oversættelse, ID 337, står det klart, at Unneraarsuk og Angulaasseritooq er to foreskellige skikkelser.
|
Uluutui
Dokument id: | 2055 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uluutui |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 117 - 118 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 127 - 128: "Uluutui".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: JJ. har kendt Uluutui fra Kanajormiut, der blev smidt ud af sin kone, fordi han havde købt et blankt sort tørklæde til en anden kvinde, som han begærede. Slukøret roede han til elven ved Ammassiveerunit, gik op ad det mellemste Asallut fjeld i skjul for dem, der var på sommerfangst dernede, og tilkaldte sine forældre, der levede som qivittut déroppe. De vil ikke vide af ham. De meddeler sig i en vekselsang til hinanden. Selv er forældrene (også) gået til fjelds pga en kvinde. Ul. svarer i sang og må ned igen, hvor han sætter sig på en sten og tililende folk fra sommerlejren må spytte tobakssovs rundt om hans ende for at få ham løs derfra. Tænk alt det man kunne dengang! Men i dag interesserer det ikke nogen. Det er som en ild der er ved at gå ud.
Den lidt længere tekst i den grønlandske udgave (se ovf.) slutter således, s. 128 (overs. Signe Åsblom): Sikke mange åndemanere / angakkut der i virkeligheden var dengang! Alle og enhver kendte til dem. Hver eneste grønlænder vidste det. Ind imellem var der nogen der forsøgte sig med åndemaning. Men nu er der ingen længere der tror på dem, eller har tillid til dem, og efterhånden regnes de ikke for noget. Det virker som om al den slags efterhånden henligger i mørke. Det er som om der ikke længere er lys i husene! Der blev virkelig sagt noget (dengang). Selv innersuit! Dem der bor inde i jorden, de fortalte også.
Hist.: Historisk fortælling. JJ var 66 år i 1965. Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere. Den overleverede sang, der omtaler tørklædet, er velsagtens fortællingens 'kilde' er muligvis hæftet på fortællingen, der findes i Martin Mouritzens mere 'historiske' version:
Var.: Min fars qivittoq-historie. |
Ulven og mennesket
Dokument id: | 541 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Kragh, J. M. P. |
Titel: | Ulven og mennesket |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 1 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok innugdlo, ss. 7 - 9, nr. 1. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv fortæller en ulv om menneskets styrke der er så stor, at det kun kan overvindes ved list. Ulven erklærer sig parat til at angreb. Ræven viser ulven en veteran (en der har været menneske), en dreng (på vej til at blive menneske) og så en jæger med haglbøsse og kniv i bæltet. Haglene generer kun ved andet skud, hvorefter jægeren skærer store flænger i ulven med sin kniv. I sine beklagelser over behandlingen til ræven bliver bøssen forklaret som en kæp man puster igennem og kniven som et glinsende ribben, der trækkes ud af siden.
Hist.: Sammenligningen af en bøsse med et pusterør findes også i flere grønlandske fortællinger om ånder i indlandet: pegevåben. Muligvis er det rør, som månemanden og qajariaq'en bruger til at puste hhv. sne ud af og en voldsom orkan op af også en association til europæiske bøsser. En bestemt slags rørtang blev dog også brugt traditionelt som pusterør. Det synes at have sat sig spor i fortællinger om at rejse en storm via tang på havbunden, søg: "svømme under vandet", en el. to af varianterne. |
Ulven og ræven
Dokument id: | 542 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Kragh, J. M. P. |
Titel: | Ulven og ræven |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 2 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok terienniardlo, ss. 9 - 12, nr. 2. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv, der er tjener hos en ulv, vil gerne slippe fra sin herre. Ræven narrer ulven i tre omgange til at få tæv af folk som de stjæler mad hos. Sidste gang blir ulven slået ihjel. Moralen er den, at ulven får tæv og blir dræbt, fordi den er grådigere end snild. Mens ræven altid slipper bort i tide, fordi den er snild.
Kommentar: De kæmpe-ulve, fantasi-dyr, der optræder i visse vestgrønlandske fortællinger, kunne være inspireret af denne fortælling, der har været tilgængeligt læsestof på seminariet, fx. Men i indholdet ses ingen overbevisende overensstemmelser.
Amaroq, ulv, er stadig en glose på vestgrønlandsk, selv om der ingen ulve var i Grønland. Kun i arktisk Canada, hvor glosen også er amaroq. |
Upernavik
Dokument id: | 1958 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Upernavik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 212 - 214 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Byen Upernavik blev ikke kaldt Upernavik af vore forfædre. Vore forfæd- re kaldte de steder, som de kun brugte på bestemte årstider til fangst, Upernivik (forårsstedet). Jeg vil lige fortælle om de folk, som missionærerne første gang kom til i Upernavik. Måske beskriver jeg ikke så tydeligt. Da missionærerne kom, var der også en del åndemanere / angakokker / angakkut, og jeg vil lige fortælle om nogle af dem, vi stadig hører om. Omkring 1772 i nærheden af Upernivik / Upernavik, da stedet først blev en koloni, var der nogle af disse åndemanere, og nogle af dem blev åbenbart først døbt efter 1826, da danskerne kom igen. En af de store åndemanere i Augpilagtoq / Aappilattoq var Avalak, der også boede ved Aappi. En vinter, da Avalak var i Aappi, begyndte folk midt om vinteren at opfordre ham til at underholde dem med åndemaning. Avalak sagde ja, og da han ville gøre sig klar, bandt de ham på gulvet, sådan plejede de at gøre, og de tog så brikseunderlagene og satte en slags forhæng op foran den åndemanende, slukkede lamperne og begyndte at synge efter at have lagt trommen med trommestikken øverst ved siden af åndemaneren. De var godt igang med at synge de sange, de plejede at synge til åndemaning, noget de kaldte aquutit, styresange, og efter at forhangsskindene var begyndt at rasle meget højt, hørte man en hund give hals. Dengang var der en mand blandt kolonisterne i Upernivik / Upernavik en mand, der var meget glad for at køre i hundeslæde. Og han plejede at komme på slæde til en eller anden boplads om aftenen i måneskin. Dengang, da Avalak var godt i gang med åndemaningen, og det var fuldmåne udenfor, hørte man hundeglam. En af de personer, der var til stede ved Avalak's åndemaning, kiggede ud (gennem et hul i tarmskinds-) vinduet fortalte, at denneher dansker, der var så glad for at køre hundeslæde, var kommet. Og da han aldrig undlod at komme ind i huset, ville de lade, som om de sov. De tog soveskindene, som de havde brugt til forhæng og lagde dem tilbage på plads. Og de tog så Avalak uden først at have løst hans bånd, bragte ham op på briksen og dækkede ham til med underlagsskind. Han var jo helt væk og snakkede usammenhængende og prøvede at komme op. Og de andre, nog- le af dem, lagde sig ovenpå ham, for at holde ham på plads, mens de andre lagde sig ned og lod som om de sov. Danskeren kom ind. Men da de alle- sammen sov, gik han ud igen. Da danskeren var gået og kørt bort igen, fortsatte de. Og da Avalak holdt op med sin åndemaning, opdagede de, at de i skyndingen, da danskeren var ved at komme, havde lagt nogle af underlagsskindene med hårene nedad, og da de næste aften omtalte nattens begivenheder, fik de sig et billigt grin. Avalak kunne også spå. Og da han havde taget sig en kone, blev han drillet ind imellem, fordi hans kone var så åben og snakkesagelig. De drillede ham med, at det var fordi hun var så glad for andre mænd, at hun også talte med andre mand. Avalak syntes ikke berørt af dette, men hans kone, Akuia var så glad for at hendes mand var så glad for hende, at hun havde ondt af, at man drillede hende på den måde. Engang da Avalaks kone sagde, at det var synd for Avalak, sagde han, at han nu ville give hende et tegn: 'Hvis jeg er din eneste mand, så vil du få seks drengebørn i træk. Og den syvende, den yngste, skal være en pige.' Da Avalak sagde det, troede Akuia ikke rigtig på det, men da der alligevel var nogle, der var venlige imod hende, så lod hun dem vide, hvad hendes mand havde sagt. Årene gik, Akuia blev gravid og fik børn flere gange, og de fik seks sønner i træk, og den syvende, den yngste, var en pige. Og de fik ikke flere børn. Avalaks børn blev store, giftede sig og fik også børn. Og efter at Avalak var blevet enkemand, boede han som gammel mand hos sin ældste søn. Men børnesygdomen ramte, og en række børn døde, og hans ældste søns tre børn var også alvorligt syge. Da der ikke syntes at være redning for nogen af dem, sagde Avalak til sin svigerdatter, at hvis nogle af børnene døde, så var der stor sandsynlighed for, at de andre ville dø. Men han bad hende om inden nogle af dem døde, vælge det af børnene, som hun helst ville beholde levende. Selv om svigerdatteren gerne ville beholde alle de tre børn levende, så var det, da hun selv ingen brødre havde, at hun syntes, at det var bedst at beholde drengen. Det sagde hun, selv om hun også gerne ville beholde pigebørnene. Da svigerdatteren havde sagt det, gik Avalak ud af huset. Det var hen på aftenen. Han var ude temmelig lange, inden han kom ind igen. Og efter at have varet inde i nogen tid, sagde han til sin søn og sin svigerdatter: 'Jeg har sunget en tryllesang. Da I sagde, at I helst ville beholde drengen, selv om I også gerne ville have beholdt pigebørnene, så vil drengens sygdom gå over til søstrene. Søstrene vil dø, men drengen vil leve.' Og således skete det. Drengen blev rask, men søstrene døde. Senere blev svigerdatteren gravid, og da det var blevet tydeligt, var han engang udenfor om aftenen, og da han kom ind igen, sagde han til sin søn og svigerdatter: 'Nu skal I få et barn, en pige, og hende skal I navngive efter jeres ældste datter. Jeg har givet hende et mærke, fordi det skal være den ældste piges navne. Hun skal fødes med en fortykkelse på ven- stre storetå.' Da Avalak havde sagt det til sønnen og svigerdatteren, så fortalte svigerdatteren det videre til andre, fordi hun fandt det mær- keligt. Og hun fortalte det især videre til hende, der skulle agere jordemoder. Efter en tid skulle hun føde. Og da hun fik en datter, kiggede de først på venstre storetå. Og tænk, Avalak havde haft ret. Der var en fortykkelse på venstre storetå. Avalak døde som en meget gammel mand, efter at være blevet døbt, og han fik navnet Jens.
Var.: Den sidste fortælling har Marteeraq også fortalt til Hans Lynge, 1955: Awalak / Avalak.
Kommentar: Man lavede kighul i tarmskindsvinduet med en glødende pind, der brændte en hård, modstandsdygtig rand i kanten (RP) Vedr. den afbrudte seance: Måske griner man ikke blot af at have narret danskeren, men også af den omvendte placering af skindene. Det omvendte vækker nemt latter eller afsky i grønlandske fortællinger, men måske skyldes latteren især at danskeren ikke opdagede hvor interimistisk sovescenen på denne måde virkede. |
Uvigdluaq / Uilluaq
Dokument id: | 1961 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uvigdluaq / Uilluaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 167 - 168 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Uilluaq var først blevet døbt, da han var meget gammel, og da blev han døbt sammen med polareskimoen Meqo / Mequ, Suersaq's (Hans Hendriks) kone, der blev døbt i Upernavik ca. 1860. Min mor var dengang en ung pige. Hun var født i 1850 og havde set de to blive døbt. Hendes forældre havde et hus ved Qattarmiut, og mens Uilluaq gik til dåbsforberedelse, kom der et amerikansk skib nordfra, og med det kom Suersaq og hans familie til Upernavik og blev landsat der. Da Mequ hørte, at der var en som skulle døbes, fik de det ordnet sådan, at hun kunne blive døbt ved samme lejlighed. Dengang havde Suersaq og hans kone kun eet barn, en lille datter, der hed Pinik. Og min moder passede da barnet, når moderen gik til undervisning. Derfor plejede Mequ at besøge mine bedsteforældre i Qattarmiut, sammen med sin lille datter. Efter at Meqo var kommet nordfra og var begyndt at be- søge Qattarmiut, kunne min mors farmor forstå på Mequ's opførsel, at hun måtte have mistet en af sine nære slægtninge indenfor ret kort tid, fordi hun altid havde hætte over hovedet, også om sommeren, ligemeget hvor varmt det var. Hver gang hun skulle ud, tog hun hætte og vanter på. Og der var engang, da hun kom til Qattarmiut, hvor min mors farmor så spurgte, om hun havde haft dødsfald blandt sine nærmeste for nyligt. Hun sagde ja og fortalte, at hendes far var død samme forår, og at først næste år ved samme tid, d.v.s. når snespurvene kom, ville hun holde op med den form for tabu med altid at skulle bære hætte og vanter. Da hun havde forklaret det, sagde min mors farmor, at de også havde haft sådanne skikke, dengang de var udøbte, men efter at de nu var blevet døbt, havde de opgivet hedningernes tro og skikke, fordi de havde overtaget de døbtes tro og skikke. Og hun sagde, at Mequ skulle holde op med sligt, når hun blev døbt. Det blev hun meget glad for at høre, for det var åbenbart ikke så morsomt at skulle overholde tabuer, og det var måske grunden til, at Mequ uden videre holdt op med det. Og min mors farmor havde spurgt Mequ, om hun havde hørt om en umiak / umiaq, der fra denne side (hérfra Upernavik) var nået op nordpå (til Thule). Det var om foråret, dengang epidemien hærgede hér, at Tulugaq og hans familie i umiak flygtede nordpå fra Kigtorsaq / Kittorsaq. Og ingen havde siden hørt fra dem. Men Mequ sagde, at hun havde hørt, at denne familie var kommet helskindet nordpå, og også at hun selv var efterkommer af denne Tulugaq. Og hun havde hørt om dem, at Tulugaq og hans familie engang roede nordpå i flere dage ud for indlandsisen. Og at de, når de kom for tæt ved iskanten, skar sæltarme i små stykker og dumpede dem over rælingen på umiaq'en i havet, for at indlandsisens ånd ikke skulle forbande dem. Og min mors farmor kendte også noget lignende fra den tid, hvor folk her var udøbte. Når de dengang kom til fuglefjeldene på alkejagt, plejede de at have sæltarme med, som man så lod synke i havet ud for fuglefjeldet, for at formilde det farlige fuglefjeld. Men nu var de selv holdt op med den slags. Den dag Uilluaq og Mequ skulle døbes var det dejligt søndagsvejr. Og om morgenen sad Uilluaq for sig selv udenfor kirken på en sten helt fra morgenstunden med sænket hoved. Først da klokken ringede tredje gang gik han ind i kirken og blev døbt, hvor han fik navnet Martin. Uilluaq havde ønsket at blive døbt inden han døde, fordi han følte det som om tidevandet var ved at oversvømme ham, og at han ikke havde nogen mulighed for at komme højere op. Og han følte, at vandet kom fra alle si- der. Nu var nemlig så godt som alle mennesker blevet døbt, og han følte sig ensom som udøbt. Det bevirkede, at han næsten ikke kunne falde i søvn om aftnerne, hvorfor han opgav sin modstand og lod sig døbe. Men han blev nok døbt sammen med en person, som han sikkert ikke havde ventet at skulle døbes sammen med.
Var. Hans Lynge 1967: Qilaneq
Hist.: om Suersaq se Mads Lidegaard: Hans, en Eskimo; og Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og andre, Gyldendal.
Kommentar: Når Uilluaq føler tidevandet true sig, viser det hen til forestillingen om at jorden kan kæntre, hvis hældningen bliver for stor: Verdens undergang eller kæntring. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om Sila's / Verdensbalancegang. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com