Andet håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Dette er måske en renskrift.

Ikke oversat, opdaget for sent i forløbet. Besøg hos kæmpeulvene / uhyrer i indlandet.

Andet håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Dette er måske en renskrift.

Ikke oversat, opdaget for sent i forløbet. Eqqillit / hundemennesker i indlandet.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kumagdlak" / Kumallak.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:230 - 231.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 74 - 75: "Kumagdlak" / Kumallak.

Resumé:

Kumallaq bor alene med sin kone, der ser fjender nærme sig. K.s pile,

der er lavet af menneskers smalben ryster straks af iver. De er alle

dræbende, og K. har desuden remmen fra dengang hans mor bar ham på

ryggen. Med et svirp i luften, sender den alle modgående pile forbi K.

Han dræber en mængde af fjenderne og sender en storm over de

flygtende, der alle drukner.

Var.: muligvis en fjern relation til Kumallaasi og Aasalooq, deres kamp på pile med eqqillit.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed.

Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder.

Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen.

På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø.

      På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen.

      På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig.

      Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse.

      Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge.

Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.

Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana.

Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).

Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). 

Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.

Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231.

Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.

Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 126 - 127.

Resumé:

Fortællersken beretter om sin rejse til underverdenen efter den syge

Aangiinas sjæl. Vejen fører gennem en dyb kløft med et stort vandfald

og ud over et islagt hav. Det sner aldrig dernede, himlen er mørkeblå

og solen er mindre og blegere end på jorden. N. træffer sin bror,

Qajuutaq, en bekendt, Pauluna, og en af indvandrerne fra Baffinland,

Aleqatsiaq. De fortæller om rigdommen af sødyr dernede og viser hende

en elv med mange laks. Qajuutaq hvisker til hende om at komme hjemad i

tide. De andre to søger at holde på hende, men da hun ser Angiinas

sjæl og husker sit ærinde, fanger hun den og tar den med hjem.

Angiina blir rask.

Hist.: Autentisk angakkoq / åndemaner-drøm. Havde N. været i dødsriget før indvandringen fra Baffinland i 1860, havde det næppe været interessant med lakseelven. Baffinlænderne lærte inughuit / polar inuit / polareskimoerne at fremstille lyster og fange laks.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qissuk" / Qisuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:241 - 243.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 82 - 83: "Qissuk".

Resumé:

Qissuk rejser med sin kone sydpå fra Kap York. Undervejs lærer de

nogle mennesker at fange på glatis. Længere mod syd bor de en tid hos

en enlig mand, der behandler dem som slægtninge. Af ham køber de

kødbakker af træ. Syd for ham bor de en tid hos fjendtlige folk, hvor

to kvinder i to sammenbyggede huse ofte holder sangkamp, nøgne og med

blot et bælte om livet. Deres hår flagrer, både mens de synger, og da

de trækker krog om den enes mand. Men den gifte kvinde, der er lille,

vinder over den store, hvis bukser består af hele fem ræveskind. Da Q.

og hans kone skal derfra, skærer de remmene over på alle bopladsens

slæder, undgår at overfodre deres egne hunde, og sørger for, at de får

tisset inden afrejsen. Een slæde, hvis remme kun er overskåret i den

ene side, forfølger Q, men standses af Q.s amulet: En hund, hvis ene

halvdel er skelet. Q. og hans kone når velbeholdne hjem.

Var.: Om Kassuk (ingen titel) fortalt af Hans Henrik / Hendrik, der var gift med en thule-inuk og boede i Thuleområdet i fem år. Se hans selvbiografi nedskrevet i 1877, oversat af Rink og trykt i Fra alle Lande, 1878: 286  - 287. Og beskrevet med uddrag i Lidegaard: Hans - en eskimo, Kbh. 1986.

Hist.: Fra Upernavik-distriktet fortæller man om enkelte flygtninge

nordpå (H. Lynge 1955). Der har sikkert også været nogen trafik den

anden vej, og måske efter træsager, som fortællingen antyder. Men dens

kraftige mytiske træk tyder ikke på, at inughuit / polareskimoerne hyppigt traf

sammen med nordvestgrønlænderne i tiden op til kolonisationen.

Andet håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Dette er måske en renskrift.

Ikke oversat, opdaget for sent i forløbet. Rævejægere.