Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Olsen, Samuel gav 105 resultater.

agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq

Print
Dokument id:2210
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uutaaq (Odtaik)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 28 - 29, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Amarsiniôq / Amaarsiniooq

Print
Dokument id:1817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amarsiniôq / Amaarsiniooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

 

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

 

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner

Print
Dokument id:1307
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 7h - 16v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

 

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

 

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

 

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

 

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

 

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

 

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

 

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

 

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

 

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

 

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

 

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

 

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

 

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

 

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

 

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

 

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

 

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

 

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

 

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

 

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

 

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

 

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

 

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

 

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Angnorârsoaq

Print
Dokument id:1808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angnorârsoaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

                                       

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

 

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

                                                     

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

                   

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

anguranarnãnguvoq / ?

Print
Dokument id:2199
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anguranarnãnguvoq / ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 12 - 13, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

anuratuq / Anoritooq ?

Print
Dokument id:2193
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:anuratuq / Anoritooq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 2 - 5, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:1425
Registreringsår:1903
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 133
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

 

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

 

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Aqissêq

Print
Dokument id:2227
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqissêq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 22, 4 linier. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu

Print
Dokument id:1318
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

 

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

 

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âriagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

arnag marluk / arnat marluk

Print
Dokument id:2209
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aasivat (Aisivang / Aisivat)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnag marluk / arnat marluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 27 - 28, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Arnaliûssínguaq

Print
Dokument id:2226
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaliûssínguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 21, ½. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Arnamik suaussamik / suaasat

Print
Dokument id:2238
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnamik suaussamik / suaasat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 11, 8 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

 

Var.: søg på suaasat

arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?

Print
Dokument id:2206
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Kala (Kaali)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 23 - 25, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

 

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

arnaq aipa / arnaq aappa

Print
Dokument id:2197
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnaq aipa / arnaq aappa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 9, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnaq inorôrtoq

Print
Dokument id:2233
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnaq inorôrtoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 28, ½ s. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq

Print
Dokument id:1317
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der giftede sig med en hund.

 

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

 

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

 

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

 

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Arnarpajôq / Arnarpaajooq

Print
Dokument id:485
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarpajôq / Arnarpaajooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 41v - 43v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

 

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

 

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

 

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

 

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

 

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

 

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

 

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Arnarquagssãq / Arnaqquassaaq

Print
Dokument id:2231
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssãq / Arnaqquassaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 26, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

arnat ilat / arnat ilaat

Print
Dokument id:2196
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnat ilat / arnat ilaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 8 - 9, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnatartuq agpat / arnatartoq appat

Print
Dokument id:2201
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnatartuq agpat / arnatartoq appat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 14 - 18, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

arnatartuq avûvaq / arnatartoq Avoovak

Print
Dokument id:2220
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Ulloriaq
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:arnatartuq avûvaq / arnatartoq Avoovak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 47 - 51, A6 - størrelse
Lokalisering:Innaanganeq / Kap York: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

 

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Ãrqiamik / Aaqqiamik

Print
Dokument id:2237
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ãrqiamik / Aaqqiamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 9, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Aaqqioq ?

Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq

Print
Dokument id:1807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

atungait / atungaat ?

Print
Dokument id:2217
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:atungait / atungaat ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 40 - 43, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

ca. 30 fortællinger fra Kap York indsamlet og nedskrevet af Gaba Ollisen /Olsen

Print
Dokument id:2188
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(15), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gabriel
Nedskriver:Olsen, Gabriel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ca. 30 fortællinger fra Kap York indsamlet og nedskrevet af Gaba Ollisen /Olsen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:52 sider
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

 

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

 

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Print
Dokument id:1806
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.
Publikationstitel:Myter og sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq

paqúnartoq".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq

paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over

isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og

kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten

går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det

er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene

forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt,

svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven

advarer dem mod menneskers ækle vaner:  De sliber deres knive, de fede

kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går

barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven

fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel

hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt

lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin

knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner

op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange

søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller

hun sin mand med fagter om bjørnens komme.

Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød,

og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På

hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;

 

Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop.

Igdlorît II / Illoriit

Print
Dokument id:417
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sãlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît II / Illoriit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 47h - 48v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

En fortælling med samme titel, fortæller og nedskriver findes i samme læg ss. 1 - 7.

Renskrift: NKS 3536, I, 4', læg 11 af Hendrik Olsen.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To fætre elskede hinanden så højt, at de aldrig rejste

bort fra hinanden. Den ene samlede vinterforråd af, hvad fjorden

("kangia" egentlig: den østlige (indre) del af landet.Chr.B.), og den anden

af, hvad kysten ("kitaa", den vestlige del. Chr. B.) kunne give.

Manden, der samlede vinterforråd inde i fjorden, kunne bedst lide

gæret helleflynder fra kysten, mens manden, der samlede forråd ved

kysten, bedst kunne lide velhængt, "halvtørt"(?) rensdyrkød. Kystboen

fandt efterhånden, at det, fætteren fangede, smagte bedst. Han blev

misundelig og begyndte at overveje, hvordan han kunne skade ham. Han

smurte det, som fætteren bedst kunne lide, med menneskefedt. Da

fætteren kom hjem inde fra fjorden, inviterede kystfætteren ham og

ville forgive ham med det, der var smurt med menneskefedt, men nogen

puffede til ham, og han så, at det var hans hjælpeånd; hjælpeånden

sagde, at han skulle vende helleflynderen om og spise af den anden

side. Så inviterede han til gengæld fætteren til spisning. Han gav ham

tørret renkød smurt med menneskefedt, for at han skulle blive sindssyg.

Denne åd hele sin husstand, og fætteren rejste væk sammen med sin.

Alligevel kom han til at længes efter sin fætter og tog hen til

bopladsen for at se til ham. Han var nær ved at blive ædt, og han tog

ikke mere derhen for at se til ham. Sådan hævnede han sig, fordi det

var fætteren der begyndte, da han søgte at forgive ham.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Igdlorît II / Illoriit II / Fætrene II

Print
Dokument id:1306
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît II / Illoriit II / Fætrene II
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 1h - 7v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11 ss. 25-35.

Tilsyneladende fortalt to gange af Salomon til Nette Heilmann. Se registreringen: NKS 3536 I,4', læg 17, s. 47h - 48v.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fætrene som gav hinanden fedt fra et lig / ligfedt at spise

 

Der var engang to fætre som elskede hinanden højt. De forlod aldrig hinanden, fordi de boede på samme sted. Men det forholdt sig sådan, at den ene om sommeren tog på rensdyrjagt for at samle vinterforråd af det der kunne fås inde i fjorden ("i de østlige egne", CB.). Den anden samlede vinterforråd af det kysten ("vestegnen", CB.) bød på. Først tørrede han fisk og sidst sælkød. Manden der rejste ind fjorden for at samle forråd, tørrede først ammassætter, og når det var gjort tog han længere ind i fjorden og tørrede rensdyrkød til forråd.

       Det bedste som fætteren, kystboen, vidste, når han (fjordfangeren) kom ud af fjorden med det forråd han havde samlet, var en "veldrænet" rensdyrkølle som ikke længere var så frisk. Og det forråd som fætteren, der havde været inde fjorden, bedst kunne lide fra kysten, var en helleflynder der var gået i gæring.

       Så blev det vinter igen og endnu en gang tilbragte de vinteren sammen og spiste af de tørrede ammassætter der var samlet inde i fjorden, og som kystboen især godt kunne lide. Og om foråret rejste de fra hinanden - den ene ind i fjorden for at samle forråd af hvad jorden bød på, og den anden ud til kysten for at samle forråd. Kystboen fangede først fisk til forråd, lagde en helleflynder til gæring, og sluttede med at tørre sælkød. Da han blev færdig og det var ved at være den tid hvor fætteren plejede at komme tilbage inde fra fjorden, tog han tilbage til vinterbopladsen og gav sig til at vente på ham.

 

Da fætteren ikke viste sig den dag han ventede ham, blev han utålmodig, og han blev besat af en frygtelig tanke. Han blev misundelig på ham, fordi det forråd han samlede altid var lækrere end hans eget. Han overvejede hvordan han skulle få ham dræbt, og han fik den tanke at det måske var en idé at smøre noget menneskefedt på den mad han skulle spise. Han gik hen til gravene og udvalgte sig et af de nyeste lig, hvorfra han fjernede lidt fedt som han smurte på oversiden af den mad fætteren skulle spise. Netop som han havde smurt fedtet på maden kom de tilbage inde fra fjorden. Han gik ud og tog imod dem og så, at de havde meget mad med. Da de var færdige med at bringe lasten i land, bad han fætteren op til sig i huset. Denne fætter var åndemaner, fortælles det. Så snart han kom ind blev der sat mad frem - den mad, han helst ville have, nemlig en gæret helleflynder med en kniv, der var stukket ned oven i den. Da han syntes det var så lækkert, tog han kniven og ville lige til at skære et stykke af den; så kunne han lugte den; og pludselig var der én der puffede til hans ben. Han skelede ned til benet og opdagede at det var hans equngasoq ("den skæve / skævmundede" hjælpeånd), der var ganske tæt på. Han sad afventende og lyttede. Så sagde den: "Du skal vende den om og spise af den anden side." Så opgav han at skære videre og vendte flynderen om, hvorefter han spiste løs, og han holdt først op da han blev mæt. Fætteren holdt øje med ham, men der var intet at mærke på ham, da han forlod huset for at gå hjem.

 

Han var sur over at fætteren gjorde forsøg på at skade ham, og nu ville han hævne sig. Han vidste, at den mad fætteren bød på var smurt med fedt fra et lig fra en grav; og det samme gjorde så han med den mad, han ville servere for ham. Han sendte bud efter fætteren, og inden han indfandt sig, tog han kødet han ville servere for ham og vendte det om, så den side han smurte med menneskefedt kom til at ligge nederst, fordi fætteren godt kunne finde på at vende det om ligesom han selv havde gjort. Så stak han kniven oven i det.

 

Fætteren kom og satte sig, og idet han tog kniven vendte han kødet om så den nederste side kom til at ligge øverst. Han gik i gang med at fortælle, men efter et par mundfulde blev han mere og mere tavs. Da han forblev tavs, skønt fætteren flere gange søgte at få ham til at sige noget, blev han bange for ham og gik ud. Han gik ned og sagde til sine husfæller (? der var uden for ?): "Min fætter forsøgte at forgive mig med noget jeg kunne blive sindssyg af, og nu har jeg hævnet mig på ham. Jeg forlod huset, da han ikke længere ville sige noget. Gør jer klar til at komme herfra."

 

De tog afsted og slog lejr på en lille ø, der lå ud for deres boplads. Men allerede efter nogle få dage dér længtes manden efter sin fætter. En morgen tog han hen for at se til ham. Han lagde til neden for hans hus men så ingen mennesker. Han steg op af kajakken og anbragte den med forenden udefter. Han gik op til huset og fremme ved det kiggede han ind gennem vinduet. Husstanden var der ikke, og fætteren lå på ryggen på briksen med hovedet hængende i en kraftig bøjning ud over kanten og kiggede på ham. Inden fætteren fik sagt noget, spurgte han ham udefra: "Hvad gør du dér?" Han svarede: "Jeg laver ingenting. Kom inden for. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vinterbopladsen." Han gik så ind og fremme ved indgangen til rummet, hvor han blev synlig derindefra, opdagede han at fætterens ansigt så forfærdeligt ud. Forskrækket blev han stående. Da han blev stående sagde fætteren: "Jeg har det godt nok. Kom herhen." Og i det samme bevægede han sig, tog et par skridt i retning af indgangen og spærrede den. Så gav han sig til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har spist alle i huset, og jeg vil også æde dig." Så fortsatte forfølgelsen. På et tidspunkt befandt han (den forfulgte) sig ud for åbningen til gangen. Han lod som om han ville flygte over mod bagenden af briksen for at undgå ham, og idet fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud. Han landede midt i gangen, men sprang hurtigt videre. Han løb af alle kræfter ned mod sin kajak. Straks han nåede den skubbede han den ud, hoppede ned i den og roede ud så hurtigt han kunne. Da han mente han var kommet langt nok væk, kiggede han sig tilbage og så at fætteren stod ved strandkanten og kiggede på ham. Så roede han ellers hjem for ikke at blive ædt.

 

Da der var gået tre dage kom han igen til at længes efter fætteren og ville tage hen og se til ham. De andre frarådede det, fordi han risikerede at blive ædt. Men han tog af sted. Han gik i land neden for huset og gik derop. Han kiggede ind gennem vinduet og så, at han lå dér med hovedet hængende ud over briksekanten og kiggede på ham. Han så elendig og helt sort ud i ansigtet. Da fætteren havde kigget en tid på ham sagde han (derinde): "Jeg længes sådan efter dig. Kom herind." "Jeg tør ikke komme nærmere, for dit ansigt ser så forfærdeligt ud", svarede han. "Hvad skulle der være i vejen med mig? Jeg har det godt nok. Kom nu ind. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vores vinterboplads." Da han sagde sådan, gik fætteren indefter, men ligesom ved sidste besøg blev han stående ved opgangen. Da han blev stående dér, sagde fætteren: "Hør her, jeg er blevet rask. Kom nu herhen." Han kom så op fra gangen, og efter bare eet skridt ind i rummet, bevægede fætteren sig og sprang hen og spærrede indgangen. Og så gav han sig ellers til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har ædt alle i huset, og jeg vil også æde dig." Han blev virkelig bange, flygtede rundt, og huset virkede alt for småt sådan som den ene forfulgte den anden. På et tidspunkt lod han som om han ville undgå ham ved at flygte hen mod briksens bagende, og netop som fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud i gangen, ramte jorden en enkelt gang, videre ud i det fri, og så i løb ned mod kajakken. Da han nåede den, skubbede han den ud i vandet, kom ombord, og roede udad af alle kræfter. Nu måtte han da være nået langt nok væk fra ham. Han så sig tilbage og opdagede så til sin rædsel, at fætteren var ved at få fat i kajakkens bagende. Så gav han sig ellers til at ro stærkt og samtidig rokke frem og tilbage, så bølgeskvulp forplantede sig ud fra kajakken. Da de nåede fætteren, lød det uafbrudt fra ham: "taa, taa, taa (hvad er nu det?)" Han kiggede om på ham og så, at han skiftevis var på nippet til at falde enten bagover eller forover, når bølgeskvulpene nåede ham. Han sagtnede farten og så væk et øjeblik. Så hørte han ham sige "aajaa" (snarere "ajjaa, CB), kiggede derhen og så, at han ikke længere magtede at holde hovedet oppe. Han sagde: "Jeg er vist ved at falde ned i en stor kløft." Han vendte kajakken mod ham og roede uden om ham hen til det sted, som fætteren kaldte en stor kløft. Og der viste det sig, at det fætteren regnede for en stor kløft var et sted, hvor to strømme mødes (immap kiluusaa, CB). Da han havde set det roede han hjem, fordi han ikke havde lyst til at blive ædt. Ved hjemkomsten fortalte han det til sine husfæller, der sagde at han ikke oftere måtte tage på besøg hos fætteren.

 

Han tog så ikke hen til ham, men efter tre dage fik han (igen) lyst til at se, hvordan fætteren havde det. Han tog derhen, selv om de andre i huset frarådede det. Det var efterår og der var faldet lidt sne. Han steg som sædvanlig op fra kajakken nedenfor fætterens hus og gik op. Han kiggede ind gennem vinduet, men der var ingen fætter. Så ledte han efter ham alle vegne, selv i mellemrummet bag de skind, der var hængt op på væggen; men han var der ikke. Men nu fik han mistanke om noget og gik ud gennem gangen og gav sig til at kigge efter spor i den nyfaldne sne. Han kunne se, at fætteren var kommet ud og var gået opad. Så fulgte han sporene, vel vidende at der oven for bopladsen fandtes en klippehule under en stor sten, hvor dårligt vejr aldrig nåede ind. Den var fætteren stilet imod. Han fulgte sporene videre og kunne se, at han var krøbet derind. Da han var kommet så langt blev han aligevel betænkelig, for der var helt mørkt i bunden af den store hule, og man kunne aldrig vide, hvad der kunne ske (Qanoq ítoq atúsatdlugo naluganiule).

       

Han gjorde sig sine overvejelser. Han og fætteren plejede jo ikke at kunne undvære hinanden en eneste dag, når de var kommet tilbage til vinterbopladsen. Han tøvede, men så var han på vej ind i hulen. Længere inde blev det helt mørkt. Han måtte bare føle sig frem, og langt inde mærkede han, at han rørte ved sin fætters fødder. Han blev så forskrækket, at han var lige ved at skrige. Han lyttede for at høre, om han trak vejret, men det lod det ikke til. Så ruskede han ham i fødderne; men uden reaktion. Så følte han hele vejen opefter på hans krop og til sidst på hans ansigt, der var koldest. Han undersøgte om han trak vejret, men det var der ingen tegn på. Så gik det op for ham, at han var død. Fætteren var altså, da han blev klar over at han var døden nær, gået op til den store klippehule for at få den som sin grav, fordi han vidste at det dårlige vejr aldrig nåede derind.

 

Han var altså sin fætters morder. Det havde bestemt ikke været hans mening, men det var jo fætteren, der først havde fundet på at ville skade ham, blot uden held.

 

Var.: Vennerne; Fætrene; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

íkardlituarssuk / Ikkarlituarsuk / Den lille, der stadig løb på skæret

Print
Dokument id:1492
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:íkardlituarssuk / Ikkarlituarsuk / Den lille, der stadig løb på skæret
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 83
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 14 - 15: "Ikardlitsuarssuk" / Ikarlitsuarsuk.

 

Resumé:

Ikkarlituarsuk (den lille, der stadig løb på skærene) bor sammen med

sin lillebror på en boplads med mange huse. En vinter under hungersnød

udloves en ny kajakåre til den åndemaner, der kan fjerne isen. Men

stedet har ingen åndemanere. Lillebror vil gerne eje åren og I., der

engang har siddet på skødet af en tilskuer til en seance, holder

seance og rejser ned til Havkvinden / havets moder gennem revnen ved stranden mellem havis og land. Undervejs møder hun hajer som hunde ved tangplanterne.

Indgangen til Havkvindens hus er smal som en ulu's æg. Hun balancerer

ind til Havkvinden, "ham dernede"s mor. Hun græder og smider sære

sager ud, som hun har bag ørerne, men kommer i humør, da I. kilder

hende. Hun slipper fugle ud af sin lampe og sæler ud af sit husrum

som tak. Hun (eller I.) piller et par ryghår ud af en netside, som I.

gerne vil have bukser af. I. kommer hjem, lamperne tændes, hun går

tavs til sengs, men næste morgen, da havet ligger mørkt og fri for

is, forbyder hun mændene at fange mere end een sæl hver den første

dag og beder om den netside, der har en plet på ryggen. En mand, der

drister sig til at fange to sæler, fanger intet siden, mens de andre

fanger mange. Lillebror får sin åre.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: "Ham dernede" hentyder sikkert til kristendommens Djævel, som

missionærerne identificerer med Havkvindens far. Det snavs fra

tabubrud, der i ældre varianter generer Havkvinden, er her blot

uidentificerbare sager, og I. renser hende ikke, men kilder hende kun.

Frederik Olsen (Fali) er Cecilies søn.

Iliarssúnguit qatángutigît anagiat / Iliarsunnguit qatanngutigiit / De forældreløse

Print
Dokument id:484
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssúnguit qatángutigît anagiat / Iliarsunnguit qatanngutigiit / De forældreløse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 36 - læg 16 side 8
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En anden - uafsluttet - renskrift af Hendrik Olsen se: NKS, 3536, I, læg 21, s. 1 - 4.

 

Oversættelse i resumé: Grethe Lindenhann:

 

Oppe nordpå i nærheden af Amerloq lå der engang nogle huse, som blev benyttet til overvintring. Blandt husene var der et større hus. I den sydlige ende af huset boede den største fanger med sin familie. Han vidste en masse om forskellige ting, selvom han ikke var åndemaner.

En dag mens børnene voksede op, blev han syg. Han havde aldrig fejlet noget, så hans kone og børn var ikke særlig bekymrede og tænkte, at han nok snart blev rask igen. Men han blev mere og mere dårlig, og han døde snart efter.

Efter hans død blev enken boende i huset. Hun sørgede meget, og det blev starten på hendes sygdom, og hun døde ret hurtigt efter sin mands død.

Efter faderens død var de to søskende ikke i nød for husly, men da moderen døde, blev de husvilde. Og først efter begge forældres død, blev de behandlet som forældreløse. De blev flyttet til en forbriks på den modsatte side af sovebriksen. Og mens der blev redt op til dem ovre på forbriksen, flyttede deres familie ind på forældrenes plads. Da de var forældreløse, sørgede den store familie for at de så vidt muligt ikke manglede noget. På dødslejet havde faderen givet drengen, som var ældst, en amulet. Selvom faderen ikke var åndemaner, vidste han meget.

 

Kort tid efter at de var blevet forældreløse, blev det en meget hård vinter. Trods dette sørgede bofællerne for, at de fik, hvad de havde brug for. Men da vejret stadig ikke blev bedre, kneb det efterhånden med vinterforrådet. Der blev mindre og mindre, og så fik de kun så lidt, at de lige kunne overleve. Da de så begyndte at sulte, sagde storebroderen til sin lillesøster: "Hvis det dårlige vejr fortsætter, bliver vores mange bofællers forråd tømt. Og hvis vi bliver her, sulter de os ihjel."

 

Mens tiden føltes lang, vågnede de een af dagene. Snefygningen havde lagt sig lidt, og det hele var skinnende hvidt. Hele området var tillagt med is, og så blev det endelig bedre vejr. Storebroderen havde en rejseplan, men han vovede ikke at fortælle søsteren om den endnu, så han måtte vente. De havde hørt, at der lidt syd for hvor de boede, boede en stærk og dygtig fanger, der plejede at overvintre alene med sin familie hvert år. De havde også hørt, at der endnu længere væk derfra skulle ligge en hel del huse.

Det gode vejr fortsatte og dagene blev længere. En dag sagde broderen til sin lillesøster: "Hvis vi bliver boende her, og hvis vi stadig ikke får mad nok hver dag bliver vi svagere." Den stærke fangers hus var ikke lige i nærheden, og hvis man skulle derhen over isen ville det tage en hel dag. Han sagde endnu engang til sin lillesøster: "Inden du bliver svagere, bliver vi nødt til at redde os selv og tage over til den stærke mand." De pakkede deres ting, og gjorde sig klar, og så tog de sydpå over isen.

 

De tog afsted sydpå og undervejs fik de ingen mad. Hen på eftermiddagen havde de stadig ikke fået noget at spise, og da hans lillesøster var ved at blive træt, sagde han til hende: "Måske er du blevet træt, men hvis vi går så langsomt når vi ikke frem før midnat. Jeg skal prøve at bære dig, så går det måske lidt hurtigere." Storebroderen havde båret alt deres skindtøj, og da de havde gjort ophold en tid, sagde han til sin lillesøster: "Vi skal gøre sådan, at skindtøjet som jeg har båret indtil nu, skal du have på ryggen, og så bærer jeg både dig og tøjet." Selvfølgelig gjorde lillesøsteren hvad han sagde. Og på den måde gik det hurtigere. Når han så selv blev træt, holdt de en pause, og så var lillesøsteren udhvilet og kunne selv gå et stykke vej. Så tog storebroderen skindtøjet op på ryggen igen, og de fortsatte vandringen.

 

Sent på eftermiddagen nærmede de sig den stærkes vinterplads, og da tusmørket faldt på, nåede de endelig stedet. Da de kom derhen, var der ikke et menneske at se. Hans konebåd var der, kun hans kajak var væk. I nærheden af huset ved indgangen fik de øje på hans forråd, sikken en masse! Imens de stod uden for huset og ventede på, at nogen skulle komme ud, kiggede de på al den mad, som man uden videre kunne tage uden at få lov. Da de havde stået ved indgangen at stykke tid, sagde han til sin lillesøster: "Det er blevet sent, så vi må hellere gå ind og se efter." Da de kom ind, så de en masse ting og sager som stod urørt. Under bænken var der også en masse mad, som også var urørt, enormt meget. Storebroderen var meget fornuftig. Uden at tøve begyndte han at gå rundt i huset og undersøge alting. Selvom skindene var efterladt, var de meget tyndslidte. Han så også, at alle lamperne var væltet, og så sagde han til sin lillesøster: "Det er snart mørkt herinde, og vi har stadig ikke fået noget at spise. Nu har vi stået så længe og set på al den mad. Nu byder vi os selv på noget at spise." Så bad han hende sætte sig på den bageste bænk. Han så et fad, der var lavet af et sammenbøjet stykke hvalbarde isat træbund. I fadet var der kød, han satte det foran sin lillesøster og sagde: "Det kan være det samme! Vi kan lige så godt sætte os overfor hinanden og spise indtil vi bliver mætte. Og når ejermændene kommer hjem og begynder at skælde ud, skal jeg nok forklare hvorfor." Og så bød han sin lillesøster den store tallerken med masser af sælkød. De sad overfor hinanden og spiste, og da de var færdige, satte han tallerkenen på plads og sagde til sin lillesøster: "Det bliver snart mørkt derude, og vi ved ikke rigtig hvilken vej, vi skal gå. Vi kan lige så godt sove her, og hvis vejret i morgen er lige så godt som i dag, kan vi sikkert nå frem alligevel. Dette hus er så uvirkeligt. Alting er blevet brugt, og så al den mad, som ikke er rørt. Virker det ikke lidt uhyggeligt? Vi har ikke noget lys i aften, så vi kan ligeså godt pakke vores skind ud, mens vi kan se, og begynde at rede op til natten, og så går vi bare i seng når det bliver mørkt. Hvis det er godt vejr i morgen, kan vi gå videre sydpå." Og så lagde han skindtøjet op på den nordlige forbriks hvor de skulle være og begyndte at rede op. De ville ikke rede op på sovebriksen, der måtte de nok ikke sove (undskylder). Da han var færdig med at rede op, gik han over til sin lillesøster og satte sig ved siden af hende.

 

Mens der stadig var lidt lys, hørte de pludselig nogen, der sagde: "Er der mennesker derinde?" Men stemmen fik ikke noget svar, og så spurgte den igen denne gang lidt højere: " Er der nogen derinde?" Hvorefter personen gik hen mod indgangen, og de hørte hvordan dens skindtøj knirkede. Nu satte storebroren sig nærmere sin lillesøster og hviskede til hende: "Jeg har hele tiden mærket, at der er noget forkert her, med maden og de tyndslidte skind. Det er vist ikke til at spøge med." De hørte, at personen hoppede ned i indgangen, skindtøjet knirkede voldsomt, og inden vedkommende nåede at sige noget tredje gang, tog storebroderen sin lillesøster i hånden for at beskytte hende og føre hende til den sydligste del af husgangen. Nu var personen ved at komme ind. Storebroren tænkte på sin far, som havde givet ham en amulet, og dengang havde han også fået et stykke hundeskind. De to søskende kunne stadig høre knirken af skindtøj, og de ville væk fra vinduet, hvor lyset skinnede ind, men der var ingen steder at flytte hen. De listede over til den inderste del af husgangen, hvor storebroren satte sin lilleøster bagest mod væggen, og han selv stillede sig foran hende. Nu kom personen til syne ved indgangen, med albuerne som støtte og slæbende på noget skind. Denne trådte op fra opgangen, og gik frem på gulvet. Pludselig udbrød denne: "Jeg havde ellers forventet at se lys i vores hus, men nej hvor er her mørkt." Ved hjælp af lysskæret fra vinduet kunne børnene se, at personen kom længere ind i huset, og så kravlede vedkommende op på sovebriksen. Da personen kom op på sovebriksen, begyndte denne at gnide på skindene og fortsatte med det helt til den anden ende af briksen, og det lød meget voldsomt. Da personen var færdig med sovebriksen, hørte de igen knirken af skind, for nu gav denne væggene en omgang. Da han så var færdig med det, holdt personen en pause, og lidt efter kunne de høre, at denne var ved at krybe ned på gulvet. Personen rodede først lidt under bænken, og så var denne på vej mod den sydlige ende af gangen. Da den nåede derned, drejede den rundt igen. Hvis personen fik øje på børnene, ville den ikke lade dem overleve. Da personen nærmede sig, kom drengen i tanke om den amulet, han havde fået af sin far. Drengen tog hundeskindet frem, og lokkede personen hen til sig.

 

Da drengen havde lokket personen hen, var hun næsten kommet så tæt på, at man kunne se hende i lysskæret fra vinduet, og drengen begyndte at studere hende. Pludselig stoppede personen og sagde: "Jeg ved ikke om her er nogen, men det må være nok nu." Idet hun sagde dette, kom hun så tæt på, at hun næsten rørte ved drengen. Børnene kunne stadig se hende i lysskæret ved vinduet, da hun sagde: "Når jeg kommer ind i morgen, stiller jeg med et grimt (stygt) ansigt".

 

Da personen var kommet ud af husgangen, kom der et blåligt lysskær fra vinduet. Da drengen endelig turde røre sig fra stedet, kikkede han ud af vinduet. Han så noget der lignede ild, og det så ud som om der faldt ild af personen, da hun forsvandt om bag huset, og herefter så de hende ikke mere. Da de kikkede over på briksen, hvor de skulle have sovet, opdagede de, at deres skindtøj var fuldstændig slidt.

 

Senere gik storebroren udenfor, og da var det ved at blive dag. Da han kom ind igen, sagde han til sin søster: "Vi bliver ikke her når det bliver mørkt, nu tager vi afsted hen til hans sydlige naboer." Da de var færdige med at pakke deres skindtøj, tog de afsted mod hans sydlige naboer, hvor der var flere huse. Men der var så lang vej, og de vandrede indtil solen var ved at gå ned.

Indimellem måtte han bære sin lillesøster på ryggen, når hun blev træt, og nu var de næsten nået frem til deres mål. De nærmede sig nogle huse, og de kunne se en masse mennesker. Da beboerne havde opdaget, at der kom fremmede, kom de allesammen ud af husene. Da børnene nåede helt frem til husene, kunne de se, at der var en overflod af kød, hele iskanten var rød af blod. Da børnene var fremmede, blev de spurgt om alt muligt. Og børnene fortalte, at de før havde boet i deres eget hjem, som var deres vinterplads. Her havde de boet i et stort hus med mange bofæller, men da deres forældre døde, fik børnene næsten ingen mad af bofællerne, og derfor var de flygtet hertil. Da bopladsbeboerne havde hørt dem fortælle alt det, ville de allesammen invitere børnene ind at spise, og hen imod aften kunne de næsten ikke spise mere.

 

De var lige kommet ind et nyt sted og var begyndt at spise, da der kom en ganske ung pige ind. Hun stillede sig midt i husgangen og sagde: "Hvis de besøgende har lyst, kan de komme over til os og få aftenen til at gå." Da hun havde sagt det, vidste de forældreløse ikke, hvad de skulle svare. Men så sagde de andre som var til stede: "Vi er godt nok kede af at I skal gå, men nu I er inviteret, kan I bare gå med, så kan hun vise jer vejen."

 

Da de kom ud, var deres vejviser allerede på vej derhen. De fulgte efter hende og kom til et ret stort hus med to vinduer. Da de nåede indgangen til huset, sagde hun: "Lad os gå ind." Idet hun sagde det, gik hun selv ind. Storebroderen lod søsteren gå forrest, og da de kom ind kunne de mærke varmen. De blev bedt om at sidde ned, og så blev der igen serveret mad. Da de havde spist blev de siddende et stykke tid, for de vidste endnu ikke, hvor de kunne få husly.

 

Dengang de kom ind i huset, havde de set, at der var to mandfolk i familien. Den ene var svært bygget, men den anden var mere spinkel. Der var ikke andre mænd i huset. Den spinkle havde vægplads i den fjerneste ende af huset, og den fyldige havde vægplads i den nærmeste ende. Ham der havde vægplads i den nordlige del af rummet fortalte historier uafbrudt. Den anden sagde ikke et ord, og det var som om, han ikke havde nogen bestemt kvinde til at sidde ved sin lampe.

 

Da børnene hen på aftenen havde været der en tid, og da den spinkle mand holdt en pause med sine fortællinger, rejste den kraftige mand sig og gik hen til broderen, og han kom så tæt på, at drengen kunne mærke hans kropsvarme: "Undervejs fra jeres vinterboplads og på vej herhen så I da nogen huse?" spurgte manden, og drengen svarede: "Jo, i går sent på eftermiddagen kom vi til et hus, og der var ikke andre huse på stedet." Og manden spurgte videre: "Har I overnattet i huset?" "Ja" svarede drengen, "for vi ville ikke gå videre om natten." Da manden hørte, at de havde overnattet i huset, sagde han: "Så har i overnattet i vores gamle hus, dér kunne vi ikke få fred mere. Da det hele var blevet så uvirkeligt, kunne vi ikke holde ud at bo der længere, og så flyttede vi alle derfra. Og der har I overnattet, I må være meget modige. Nu skal I få husly her, og så vil jeg sørge for jer i fremtiden."

 

De forældreløse børn fik således et nyt hjem, men langt senere, da de var blevet lidt ældre, begyndte drengen at spørge om, hvad der mon foregik i det mærkelige hus, hvor de havde overnattet, og efterhånden fik han en forklaring. Han havde ikke vidst, at den stærke fangers kone var gået fra forstanden og senere var død. Efter hendes død blev familien der kun een enkelt nat. Og da de havde ikke lukket et øje hele natten, flygtede de hertil. Selvom han ikke havde hørt dette fra plejefaderen, hørte han det igennem andre.

Plejefaderen gav dem en opdragelse som sine egne, men da de blev voksne døde han. Men de forældreløse børn blev boende der, indtil de selv blev gamle. De døde altså samme sted som deres plejefar.

 

Var.: Mannik (en episode).

 

Kommentar: Dette er en ualmindelig lang fortælling over et velkendt tema i nedskrift, der måske nærmer sig en mundtlig fremstilling i længden.

iliarsúnguaq ipitsersagaq / iliarsunnguaq

Print
Dokument id:2223
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:iliarsúnguaq ipitsersagaq / iliarsunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 3, 4 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine

Print
Dokument id:1784
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Illoriinnik (angullu arnarlu) / En fætter og en kusine
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 108 - 113, nr. 22
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 22, ss. 72 - 82.

 

Ufuldstængig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 15 -17, nr. 5.

 

Resumé: Fætter og kusine er altid sammen, indtil de bliver større,

hvorefter han kun følger hende hveranden dag på renjagt. Hun røves på

solsiden af et bjerg, mens han går rundt om det langs skyggesiden.

Han sørger dybt og opsøger på forældrenes opfordring gamle mennesker i

nabobygden, der kan fortælle (noget, der kan adsprede hans sorg). Hér

fortæller en gammel mand om et bjerg med flad top, hvor han engang så

stribede klodyr-unger (kukisuk) lege og deres mor fange en snespurv i

luften. Og han fortæller om slædetræ, der skal være det hårde røde,

ikke det hvide (bløde). Til adspredelse af sin sorg skaffer fætteren

sig først en kæmperæv og en skallet bjørn som trækdyr, dernæst rødt

træ til en slæde, og om vinteren indfanger han klodyr-moderen, der

netop har fanget en rype i luften. Dernæst køre han med slæden ud til

en våge i isen med edderfugle og sæler, fortsætter ad et spor til

Akilineq, hvor han træffer sin søster med barn i rygposen og hendes

kæmpemand, der beroliges, da han hører det er hans svoger. Kæmpen lover

at komme på genvisit, da fætteren næste dag tar hjem igen. Kæmpen med

kusine og barn kommer, men han tør ikke gå ud af huset af angst for

trækdyrene. Han må ligge på gulvet pga. sin størrelse, og fætteren

beordrer sine to trækdyr og klodyret at overfalde ham. Også barnet

dræbes. Derefter er fætter og kusine sammen resten af deres liv.

 

For kommentarer til Rinks vesion af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 22, s. 322 - 323.

 

Var.: søg på: knivhale og savryg.

 

Hist.: Kristent islæt: K. Thisted mener, at fortælleren Hendrik misbilliger

fætterens drab på kusinens barn med kæmpen. Det havde han næppe gjort

i førkristen tid, for i de traditionelle fortællinger om ægteskab

mellem en rigtig menneskekvinde og en "fremmedartet", der får børn

sammen, får barnet kun lov at leve, hvis det er en dreng, der bliver den

genforenede menneskefamilies eneste forsørger, eller hvis han er

opkaldt efter en menneskeslægtning. BS: I andre varianter er det endog en bror og en søster der til slut atter kan leve sammen. Hendrik har tilsyneladende også fundet den relation alt for tæt (hvilket både den og fætter-kusine relationen var, også traditionelt - hvis man mener de levede sammen som mand og kone).

 

Stribede klodyr må være nye fantasidyr, der formentlig har gengivelser af tigre (tiger) som model. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

inorutsimnik

Print
Dokument id:2228
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inorutsimnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 23, 1½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

inuarpik / ?

Print
Dokument id:2205
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuarpik / ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 23
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inugpatsuvaq inumik avalajalik/ inupassuaq inumik avalaaleq ?

Print
Dokument id:2192
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inugpatsuvaq inumik avalajalik/ inupassuaq inumik avalaaleq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk nanunijalugtuq / nanuniarluttoq ?

Print
Dokument id:2212
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk nanunijalugtuq / nanuniarluttoq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 33, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk tarrasugsuvarmik / inuk

Print
Dokument id:2208
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk tarrasugsuvarmik / inuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 7 - 8, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inuk tuqusangidturkuvaq pituravigmilutik / toqosanngilloqqu .. pitoravimmi ... ?

Print
Dokument id:2215
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inuk tuqusangidturkuvaq pituravigmilutik / toqosanngilloqqu .. pitoravimmi ... ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 37 - 38, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inutamik ?

Print
Dokument id:2194
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inutamik ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 5 - 6, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

inutanig arnânaq / inutamik arnaanaq ?

Print
Dokument id:2195
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:inutanig arnânaq / inutamik arnaanaq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 6 - 7, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord

Print
Dokument id:824
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 34
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ipigsûtilik", renskrevet med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 373 - 374: "Ipigssûtilik" / Manden

med den skarpe kniv...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden med den skarpe kniv.

I Upernivik overvintrede der engang en fanger, der næppe havde sin lige i hidsighed. Enhver, han blev vred på, dræbte han. Engang

tilbragte han sommeren i Amitsuarsuk / Amitsivartik? sammen med nogle andre, og han begyndte at tage ud på fangst. Når en af de fangere, der var med,

placerede sig i vindsiden og skræmte den sæl, jagtede,

dræbte han ham. Han var en dygtig fanger. En gang han kom hjem med en

sæl, sagde han til sin kone: "Sørg for at tørre skindet af min sæl her i en fart, for det skal være min ataseq (? yderpels)."

Det skulle hans kone nok.

 

En dag, mens manden var ude på fangst,

behandlede hun skind. Der var så mange at hun glemte at

behandle det skind, som han havde bedt hende ordne. Hun kom i

tanke om det, før han kom hjem, og gik hen til det sted, hvor det lå.

Da var hårene ved at løsne sig fra skindet. Det blev hun meget

forskrækket over. Hun tænkte, at manden sikkert ville dræbe hende, når

han kom hjem. Hun gav sig til at kigge på sælskindene for at finde et,

der lignede det. Endelig fandt hun ét, der næsten var mage til det.

Pletterne var en smule forskellige, men det var blevet harpuneret

nøjagtigt samme sted. Det skind gemte hun, til manden kom hjem. Men

skindet, som manden skulle have haft til yderpels, men hvis hår havde

løsnet sig, gemte hun nedenfor køkkenmøddingen, dér hvor deres tidligere bopladsfæller havde teltplads.

 

Lidt senere kom manden hjem. Da han havde været hjemme lidt, sagde han:

"Jeg går lige hen og ser til vores tidligere bopladsfællers teltplads."

Straks gik han derhen, mens hans kone var parterede sælen.

Så hørte hun ham sige:

"Mine tidligere bopladsfæller fangede ellers ikke sæler så tit. Alligevel

ligger der her et skind og rådner." Da blev hans

kone meget forskrækket. Hun hørte ham sige igen: "Det ligner

fuldstændig skindet til min yderpels - selv det sted,

harpunen har ramt." Konen svarede: "Skindet til din yderpels er allerede tørt og ligger i teltets vindfang (ifølge originalen. Afskriften har: uden for teltet).

 

Hendes mand ville se det. Konen gav ham nogle skind, der var rullet

sammen. Han ledte efter skindet, men fandt det ikke. Hun gav ham endnu

en rulle, men heller ikke blandt dem fandt han det. Han fandt det i

den tredje rulle og sagde: "Men pletterne er anderledes." Konen

svarede: "Se efter dér, hvor harpunen  har ramt. Det er nøjagtig det

samme." Manden sagde: "Det er rigtigt, det var dér, harpunen ramte."

Nu var han endelig beroliget.

 

Den samme fanger havde en kniv, en sort

sten. Når han skulle ud på fangst, lagde han den under sit brikseskind

- dér, hvor man plejede at sætte sig ned; og  han plejede at sige:

"Den, der knækker kniven vil blive dræbt."

Nogen tid efter at de var vendt tilbage til deres boplads, Upernivik,

skete det, at konen, mens manden var ude på fangst, kom til at sætte

sig ned på briksen, uden at tænke på, at kniven lå under

brikseskindet, med det resultat, at kniven knækkede. Det betød, at hun

skulle dø. Men hun tænkte sig om og klistrede den knækkede kniv sammen,

så den blev hel. Hun lagde den dér, hvor manden plejede at sætte sig

ned. Da manden kom hjem, satte han sig ned dér uden at tænke på

kniven. Men da der i det samme hørtes et lille knæk, kom han i tanker

om det og sagde: "Så, nu knækkede jeg min skarpe kniv." Idet han sagde

dette tog han kniven og dræbte sig selv.

 

Var.: Sandgreen 1987 Hans kone ødelægger noget.

ivnanaganirmi avikipalune ? /

Print
Dokument id:2216
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ivnanaganirmi avikipalune ? /
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 38 - 40, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:2221
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 1, 7 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller,

 

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kalâtdlit oqalugtuât kagdlermik / Kalaallit oqaluttuaat kallermik

Print
Dokument id:2244
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kalâtdlit oqalugtuât kagdlermik / Kalaallit oqaluttuaat kallermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 18, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Kigdlingnarârsúnguaq / Killinnaraarsunnguaq

Print
Dokument id:2222
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kigdlingnarârsúnguaq / Killinnaraarsunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 2, 2½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

 

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Killinaraarsuk.

Kigssaviarssuk / Kissaviarsuk / Kissaviaarsuk / Falken

Print
Dokument id:1440
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kigssaviarssuk / Kissaviarsuk / Kissaviaarsuk / Falken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, ss. 15 - 20.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Falken.

Det fortælles at sydlændingene i gamle dage tog ind i fjorden på renjagt, og altid ind i en bestemt fjord, som var deres yndlingsmål. Dem de plejede at tage ind i fjorden med, havde deres vinterboplads ved fjordmundingen.

 

En gang tog en konebåd nordover til fjorden, men de var så længe om at nå frem, at det var ved at blive efterår og næsten for sent til at bygge hus. Derfor tog de ikke ind i fjorden for at slutte sig til dem de plejede at følges med, og gav sig i stedet til at bygge hus. Og da de var færdige flyttede de ind.

 

Da sydlændingen ikke vidste hvordan forholdene var der på stedet om vinteren, tog han på fangst ud for kysten, og han fangede den ene sæl efter den anden. Sådan blev han ved, mens de ventede på at den familie de var kommet op for at besøge skulle komme tilbage inde fra fjorden.

 

De ventede længe. Til sidst kom sneen, og nu var der sikkert is inde i bunden af fjorden og næppe sandsynligt at de (derinde), hvis de ellers havde det godt, ville kunne komme igennem isen ud af fjorden. De ventede og ventede, og til sidst kom vinteren.

 

Vinteren gik og foråret kom. Og på et tidspunkt hvor renernes pels plejede at være bedst, tog han ind i fjorden for at gå på renjagt og søge efter de andre. De tog af sted og roede ind i fjorden. Da de kunne se det sted, hvor de plejede at være om sommeren, stod teltet der. De spejdede længe efter mennesker. Til sidst kunne de også se konebåden, men stadig ingen mennesker. Da de lagde til neden for uden at have set mennesker, råbte de "konebåde" flere gange. Men ingen viste sig. Den første, der kom i land fra konebåden, løb op og kiggede ind i teltet. Alt lå på deres vante pladser, men der var ingen mennesker og heller ingen friske knogler. De kunne ikke fatte hvor beboerne var blevet af. Husstandens mand gik også op og undersøgte teltet. Der ville have været friske knogler, hvis de havde overvintret dér. Han kom så til den slutning, at de ikke var nået tilbage til teltet efter en renjagt, og han sagde til sine husfæller: "Nu er det aften. I morgen vil jeg lede efter dem lige fra morgenstunden, for jeg er ikke tryg ved at tage ud på flere dages jagt når man aldrig ved, om der skulle være kommet fremmede dyr i vores jagtområde."

 

Da de havde sovet tog deres fanger næste dag af sted alene. Han begav sig ind i landet hvor han fik øje på den store sø ved den rute de plejede at gå. Mens han gik langs skyggesiden af søen, granskede han den stejle fjeldvæg ved bunden af søen og opdagede noget, der forekom ham mærkeligt. Imellem stendyngerne så han nogen blege ting. Han fik mistanke og gik nærmere. Da han kom længere hen opdagede han en stor fuglerede lige oven for de blege sager. Nu blev hans mistanke bestyrket, og han gik hen til de hvide sager mens han samtidig så sig godt om til alle sider. Jo sandelig, det var en hel masse menneskeknogler, og da den store redes fugle ikke var der, slog det ham, at hvis der var unger, var de voksne fugle sikkert ude for at skaffe føde til dem. Han nærmede sig reden gennem en lille kløft. Helt tæt på opdagede han at kæmpereden nærmest lignede en stor nunatak / nunataq (nok snarere en stor jordtue, CB). I reden var der falkeunger så store som renkalve, der endnu ikke har fået skind på geviret. Tænk, det var altså unger! Han havde kun ét at gøre: han spejdede rundt engang, tog sin bue og skød ungerne ihjel. Han skyndte sig ned og ville egentlig hjemover, men da han så hvor lang tilbagevejen var, blev han bange for at de voksne fugle ville komme, inden han nåede hjem. I stedet begyndte han så at mave sig op ad fjeldvæggen. Oppe på toppen fik han øje på en kampesten med en stor hule neden under. Den egnede sig godt til skjulested, fandt han, og krøb derind. Herfra havde han udsyn til alle sider. Længe spejdede han rundt, og engang han kiggede nordover fik han øje på noget, der lignede en hel skyformation! Den nærmede sig hurtigt og blev snart meget tydeligere. Mens han så på at den nærmede sig, udstødte den et voldsomt

skrig, der lød som kiik-keeq! Den gled frem med udstrakte vinger og lyttede. Men da der ikke kom noget svar, skreg den igen kiik-keeq! I det samme så han, at den havde en stor renbuk på tværs i næbbet som mad til sine unger. Da der ikke kom noget svar, lod den renbukken falde og styrede direkte mod ungerne. Den nåede reden og opdagede, at de var døde. Så fløj den højere og højere op. Da den befandt sig lige oven over ham, fik den vist øje på ham, for nu dalede den ned og sikke vingerne susede! Så kravlede han ellers længere ind i hulen, helt ind i bunden, for lige før han var krøbet ind, havde han lagt mærke til at kampestenen var bredest i bunden af hulen. Fuglen var nær ved at placere sig ved indgangen, men så fløj den op, og det var tydeligt at den landede på stenen, for sikke den gyngede. Som han nu sad dér i hulen kunne han kun høre lyden af det, der ramte stenen. Nå, det var altså fuglen der hakkede i den. Han fik en stigende fornemmelse af at et eller andet ville ske, da han så stenskærver springe omkring. Han krøb hen til åbningen og da han forsigtigt kiggede ud, havde fuglen hugget sig så dybt ned i stenen, at dens hoved var skjult. Han bevarede hovedet koldt og kiggede til fuglen med jævne mellemrum, og da både dens hoved og overkrop efterhånden var nede i hullet hele tiden, smuttede han ud af hulen og gav sig øjeblikkelig til at løbe den vej han var kommet, nord om den store sø, og alt mens han var sikker på, at fuglen ikke ville lade ham leve, når den først havde hugget sig igennem stenen ned til hulen. Han løb og løb, og da han var ret nær på den vestlige ende af den store sø, så han sig tilbage og opdagede, at fuglen netop havde rejst sig fra at have hugget sig hul gennem stenen. Den spejdede rundt et par gange og fløj nu med ret kurs mod ham så vingerne susede. Han vendte rundt og løb alt det han kunne. Han var ellers ingen langsom løber, men han var dårlig sat afsted, da han med et kig tilbage så, at fuglen var ved at indhente ham. Han kunne ikke finde på andet end at flå tøjet af overkroppen, smide sig i den fordybning han var så heldig at finde, og dække sig til med tøjet. Næppe havde han smidt sig, så mærkede han et vindpust, og straks var fuglen oppe, højt til vejrs, men bare med hans tøj, og hen til sin rede. Han kom på benene og spurtede afsted, endnu hurtigere. Han løb og løb, og med et blik tilbage opdagede han, at fuglen for anden gang fløj efter ham, fordi den havde undersøgt tøjet og ikke fundet nogen mand. Da den igen var tæt på, tog han bukserne af, smed sig i en fordybning og dækkede sig til med dem. Denne gang frygtede han at den ville tage ham med. Han mærkede et vindpust, og så var den oppe og væk, med bare bukserne. Nu skulle han kunne nå deres telt. Lige før han tabte den store falks rede af syne bag en bakketop og så sig tilbage, så han at fuglen igen var på vej mod ham, og nu havde han ikke flere tøjstykker at dække sig med. Han løb af alle kræfter mod teltet, og inden fuglen nåede ham kunne han se det. Den var nu helt inde på livet af ham og han råbte til sine husfæller: "Skrig, skrig alt hvad I kan!" De kiggede derop og så deres forsørger løbe i fuldt firspring, splitternøgen, og oven over ham dukkede en kæmpefugl op med sine enorme gribeklør parat til at snuppe ham. De buuh'ede ad den dernede fra lejren, og han skreg så højt han kunne - nåda hvor det gjaldede! Da fór fuglen til vejrs, højt, højt op, og da den deroppefra til deres store overraskelse fløj væk, kiggede han ikke længere efter den.

       Det var med nød og næppe sydlændingen havde reddet sig, og straks han nu var hjemme, sagde han til sine husfæller: "Gør klar til afrejse!" De gjorde sig klar og tog afsted. De nåede derhen hvor de havde overvintret, men da sydlændingen nu vidste, at han ikke længere ville kunne gå på renjagt der hvor de ellers plejede, drog han (videre) tilbage mod syd. Undervejs sydover fortalte han hvad der var sket til dem, der ellers var på vej nordpå for at tage ind i fjorden, og sagde at de aldrig nogensinde måtte ro derind. Han vidste af egen erfaring, at skulle nogen finde på at ta derind, ville de ikke slippe levende fra det. Da han nåede hjem til sin boplads, fortalte han alle, der ellers plejede at tage op i den fjord, om det der var sket, og advarede dem mod rejsen derop og ind i fjorden. Jo, han forstod så sandelig, hvorfor den mand, som de ellers altid tog ind i fjorden sammen med, var udeblevet. For det var jo fuglen, som havde dræbt dem allesammen.

       Sydlændingen kom aldrig siden på renjagt.

Var.: Iserfik; Fortælling om en falk;

 

Hist: Det står ikke klart hvor langt nordpå denne sydlænding havde en jagtkammerat. i 1700-tallets midte var det i Nuuk-fjordenes bagland, at de forbirejsende sydlændinge yndede at gå på renjagt - ifølge Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II.

Kivítunik / qivittunik / om fjeldgængere / qivittut

Print
Dokument id:2232
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivítunik / qivittunik / om fjeldgængere / qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 27, 3½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland

Print
Dokument id:1894
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 43h - 47h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En sydgrønlandsk åndemaner / angakok / shaman havde hørt, at der nordpå på

Kangeq boede en åndemaner, som ingen andre åndemanere kunne måle sig

med, hvad hans store viden angik. Da han havde hørt det, tog han

afsted nordover ganske tidligt om foråret for at kappes med ham. Når

han undervejs traf mennesker, spurgte han gerne om, hvor langt der var

til manden, som han var rejst op for at kappes med. De sagde så:

"Ham når du ikke frem til foreløbig."

Når de havde overnattet et sted, fortsatte de dagen efter. Til sidst

frøs jordsmonnet.

 

En dag de traf folk, som de som sædvanlig spurgte om hvor langt der

var til Kangeq, sagde de, at de efter en hel dagrejse ville kunne nå

frem. De overnattede og tog dagen efter videre nordover. Turen

fortsatte, og da de var roet over fjordmundingen til den anden side,

traf de mennesker og spurgte som sædvanlig, hvor Kangeq med

åndemaneren, som han ville udfordre var henne. Først var der tavshed,

men så sagde en af mændene: "Ikke lige nu. Det kan vi gøre en dag det

er godt vejr."

 

Åndemaneren fra Sydgrønland ventede og ventede. Når det endog var godt

vejr, tog manden, han ville kappes med, ud på fangst. En morgen

vågnede de så til et ualmindeligt dejligt vejr. Det var stille vejr,

men der var store dønninger. For manden, han ville kappes med, ville

jo vente til en dag med store bølger.

Man var ved at skulle på fangst, da åndemaneren på Kangeq lod

sige, at ingen måtte tage ud. Lidt efter blev der råbt ind

til manden, der var kommet for at kappes, at de skulle op til det

øverst beliggende hus for at kappes.

 

Han gik derop og da han kom ind så han en masse mennesker derinde. De

havde endog besat hele briksekanten. Iih, sikke en masse mænd! Han

satte sig yderst på briksen under vinduet. Da han satte sig, rejste

en mand sig fra sin plads ved stolpen. Han kiggede op og tog en stor

kniv fra bjælken. En anden mand trak et stort vandskind frem fra et sted

under briksen og bredte det ud på gulvet; og en mand, der viste sig at

være deres åndemaner, satte sig ned på skindet, mens han tog tøjet af

overkroppen, så han sad med bar overkrop. Så gav han sig til at skære

den venstre arm af, og blodet strømmede ud! Da han havde fjernet den

helt, faldt han livløs om og blev liggende. De andre foretog sig ikke

andet end at stirre på ham, for han var jo åndemaner. Midt i det hele

gav det et sæt i ham, og han satte sig op, og der var intet blod at se

("suname aussâ" måske kan det også betyde, at han var helt bleg?). Han

tog sin arm og begyndte at sætte den på igen. Han fik den på plads,

pustede på sin hånd og strøg hen over såret, og det efterlod end ikke

et ar på armen. Derefter drak han sit blod til sidste dråbe, og han

blev helt sig selv igen. Efter dette råbte mændene: "Nu er turen

kommet til hans kollega, der siges at være en ligeså stor åndemaner

som ham." Da dette råb umuligt kunne være møntet på andre end

udfordreren, rejste han sig op og tog den andens plads.

Han tog tøjet af overkroppen. Alle de mange

mennesker i huset fulgte afklædningen i stilhed. I bar overkrop

begyndte han så at skære sin venstre arm af. Ved siden af ham samlede

der sig efterhåndes en lille blank sø af blod. Da han havde fjernet

armen helt, faldt han livløs om og blev liggende.

De andre gav sig til at stirre på ham. Pludselig gav det et sæt i ham,

og han satte sig op. Han så afkræftet ud (sallaappoq) og var meget

bleg ( egentl: der var intet blod at se.) Da han havde siddet et

stykke tid, tog han sin arm og gav sig til at sætte den på plads.

Operationen lykkedes, han pustede på sin hånd, strøg hen over såret;

og det efterlod end ikke et ar. Til sidst drak han så sit blod til

allersidste dråbe og blev helt sig selv igen. Da han havde sat sig

tilbage på sin plads, rejste åndemanerkollegaen sig, han kiggede op

efter noget og gik hen til en line, der hang ned. Han tog den og gav

sig til at puste på den dertil fastgjorte harpunspids, der teede sig,

som om den var blevet levende, og krøb ind i hans mund. Straks rejste

et par mænd sig, førte den ene ende af linen over loftbjælken, og

halede i den. Da linen strammedes, hævede den udfordrede åndemaner

sig, og mændene ved linen rykkede i den med det resultat, at

åndemaneren faldt ned. Han gik så hen mod indgangsåbningen, og da han

nåede urinbaljen, gav han sig til at tisse.

Efterhånden som vandet begyndte at løbe kraftigere, (Egtl:

"nakimaleriannguarluni" / var blevet tøvende. Jeg har oversat det udfra

glosen "nakerpoq" (strømmer stærkt) som man netop bruger om vand, der

løber ud; det er mere sandsynligt. Chr. B.), faldt den store

harpunspids ned og satte sig omgående fast (på bunden af baljen).

Derefter gik han tilbage og satte sig på sin plads. Næppe havde han

sat sig så råbte de mange mænd:" Nu er turen kommet til hans kollega,

der siges at være ligeså stor en åndemaner som han." Da råbet ikke

kunne være møntet på andre end ham selv, rejste udfordreren sig. Han

kiggede omkring og fik øje på en stor spydspids, der sad fast i en

loftbjælke. Han stillede sig under den og pustede på den. Da den så

teede sig, som om den var blevet levende, tog han den; og i det

øjeblik han pressede den imod munden, gled den ind. Han blev stående

er stykke tid, men så gik han hen til urinbaljen og gav sig til at

tisse længe. Efterhånden som strålen tog til (se bemærkningen ovenfor)

faldt den store spydspids ned og satte sig dirrende i bunden af

baljen. Derefter satte han sig tilbage på sin plads.

Øjeblikkelig rejste den udfordrede sig op, kiggede sig rundt og

begyndte så at tage sit (ude) tøj på, og færdig påklædt gik han ud. De

mange mænd fulgte efter med udfordreren som den sidste. Han så, at

den udfordrede allerede var roet ud i kajak, og at han havde taget

sine redskaber med. Da han kom hen til sin kajak og undersøgte den, og

da han havde set at den udfordrede var taget af sted uden lanse og

blot med almindelige redskaber, hvor han havde sat harpunspidsen

på harpunens forskaft, gjorde han det samme. (Disse iagttagelser er

noget uklare i den grønlandske tekst. Chr. B.).

Han bar sin kajak ned,

kom ned i den, og idet han roede ud, hørte han lyden af roende kajakmænd der

roede bag sig. Et stort følge. De roede længe udefter.

Udfordreren anede intet om, hvad den anden ville jage. De roede i

retning af et lille skær; og da de var kommet på den afstand af det,

hvor man normalt sætter farten op for at harpunere det dyr, man jager,

begyndte den udfordrede at ro rask til uden at man kunne se, det dyr

han ville harpunere (Noget uklart i teksten).

Men han roede direkte imod det lille skær, der skiftevis forsvandt,

når dønningen slog op over det, og blev synligt igen, når der dannedes

en fordybning mellem to bølger. Da var det at den udfordrede lod sig

føre af en dønning helt hen til skæret; og idet vandet begyndte at

falde fra, hævede han harpunen til kast direkte mod skæret. Så dukkede

en akernannguaq (?) op med front direkte imod ham. Han kastede, ramte det

præcist, og blodet sprøjtede op. Øjeblikkelig rykkede han linen til

sig med harpunspids og det hele. Han rullede linen sammen og roede

tilbage til de andre.

 

Så såre han kom derhen råbte de mange mænd:" Nu

er turen kommet til kollegaen, der siges at være en ligeså stor

åndemaner som han." Råbet var ene og alene møntet på ham. Først

bakkede han en smule; og så roede han rask henimod det (formentlig

skæret). Da han var tæt på og i færd med at gøre klar til harpunering,

råbte de andre:" Kom så, skynd dig nu." Nu havde han harpunen klar, og

med er kraftigt kast ramte han præcist den lille akerna----?, og da

hans store harpun ramte akernannguaq'en (?) hvinede det gennem luften

i alle retninger.

 

Straks hujede og hånede de mange kajakmænd ham, så det rungede i

luften. Hans store harpun splintredes totalt undtagen harpunspidsen og

forskaftet("ilimaq" kender jeg ikke, kun "ilimmaasaq". Her gætter jeg

på, ar der menes "igemaq" forskaftet. Iøvrigt er det uklart, hvad der

egentligt skete, -f.eks. om harpunspidsen og forskaftet også

splintredes.Chr.B.) Udfordrerens kajak drejede lidt til siden, og han

begyndte at rulle sin line sammen, idet han indimellem tørrede en

tåre. Da alle de andre roede imod land, fulgte han efter, ganske

langsomt. De andre kiggede engang imellem bagud efter ham. Engang de

kiggede tilbage var kajakken kæntret. De kiggede bare på ham (uden at

foretage sig noget), for han var jo åndemaner. Men: I det øjeblik

kajakken, der ellers havde bevæget sig lidt, pludselig lå helt stille,

hørte man nogen sige:" Se den store renbuk heroppe". Ovre på den store

ø sås nu en gevaldig renbuk med et mægtigt gevir. De fik fart på mod

land. Så gav bukken sig til at gå ned mod dem, og da den nåede

stranden, sprang den i vandet, så det sprøjtede til alle sider.

Den forsvandt ned i vandet og viste sig ikke mere. De fandt, at der

var noget mystisk ved det, og kiggede på kajakken, Pludselig bevægede

den sig og rejste sig på ret køl igen, og han var ganske uskadt.

Egentlig gik det jo udfordreren (ligeså galt) som alle andre, der

ville kappes med nogen. Men det blev alligevel ham der vandt, da han

viste sig i en renbuks skikkelse.

 

Var.: Angakkorsiaq; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

kûkûriarsuvarmik / kuukkuuriarsuarmik

Print
Dokument id:2268
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Brandt, Ville ?
Nedskriver:Brandt, Ville
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kûkûriarsuvarmik / kuukkuuriarsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

Om en fæl krokodille

 

Hist.: I Atuagagdliutit var der allerede i de tidlige numre tegninger af vilde og vildfremmede dyr til folkets oplysning. Også Samuel Kleinschmidt udgav et lille skrift med sådanne illustrationer. Prøv Det Kgl. Bibliotek.

 

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

kuma...?

Print
Dokument id:2200
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kuma...?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 13 - 14, nr. 10, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

kumaq

Print
Dokument id:2202
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kumaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 18 - 19, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Kunuk

Print
Dokument id:1426
Registreringsår:1857
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 153
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

 

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

 

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

 

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

 

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

 

Var.: Kunuk

 

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker

Print
Dokument id:1314
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 148 - 150
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

 

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

Mánik / Mannik ("Ægget")

Print
Dokument id:1397
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Joelsen, Ignatius
Nedskriver:Olsen, Ignatius
Mellem-person:Olsen, Hendrik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mánik / Mannik ("Ægget")
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 73 - 85
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Fortælleren er af Knud Rasmussen fejlagtigt identificeret som Esaia Martensen.

Orig. håndskrift: NKS 3536, II, 4', læg 21, hvor Ignatius Joelsen er nedskriver.

Ifølge renskriften NKS 3536, I, 4', læg 16 og Kr. Lynge, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I,

1938 er fortælleren Ignatius Joelsen og renskriveren Hendrik Olsen.

Resumé:

 

Tidspunktet er meget gamle dage. M. er ugift, storfanger, meget stærk,

bor ved Napasortuut på Nuuks nordland, og har kun sin mor til at ro

konebåden. Hun opfordrer ham til at gifte sig. Næste forår i marts

står han en tidlig morgen op, bringer sine teltstænger op på udsigten,

skraber dem rene og vil ikke med på fangst, da alle andre tar ud. Da

de er ude af syne, vækker han sin dybt sovende mor, laster i hast

konebåden til forårsrejse, kommer ind igen og befaler moderen at rulle

alle deres skind sammen. De skal straks afsted. Nede i båden ser hun

to årer og glæder sig over, at sønnen vil hjælpe hende med at ro. Hun

ser ham gå ind i mange brødres hus. Han kommer slæbende ud med deres

eneste søster, en stor kvinde, under venstre arm, bærer hende ned i

båden, støder fra, og må kalde hende til orden, fordi hun raser, så

båden er ved at kæntre. De ror i stor hast nordpå, passerer boplads

efter boplads og sent om aftenen slår de lejr. Derhjemme vil den

mellemste af brødrene, der er ugift og har sin søster til hjælp,

afsted efter hende. De andre brødre må slå følge, men da man på

nabopladsen fortæller, hvor tidligt Manniks båd er passeret i stor

hast, ror brødrene hjem, og udsætter rejsen til næste dag. Så langt

mod nord, at Mannik mener sig sikker for brødrene, overnatter man på

en stor gæstevenlig boplads. Ganske tidligt næste morgen røver M. en

af deres kvinder, en fed dame, med ned i båden, der er klar til

afrejse. Også hun skaber sig og må kaldes til orden og årerne. Dette

gentager sig så ofte, at M. må bygge endnu en båd til sine mange

koner. Hen på efteråret slår M. med sine mange koner sig ned for

vinteren langt mod nord ved en lille naturhavn i et stort forbjerg

uden skærgård. Man må bygge to huse. Mannik bor i det nederste med sin

førstekone og flere andre. I det øverste bor lutter kvinder. Han

fanger fortræffeligt. Ingen lider nød, og M. har megen gammen af alle

sine villige koner. Om vinteren, da isen kan bære, rejser han ind i

fjorden, der er så dyb, at det bliver aften, inden han når bunden. Han

ser et hus så oplyst, at det ligner en boble på nippet til at briste.

Der er ingen hjemme, men han finder halvråddent kød under briksen til

sig selv og sine hunde. Den ældste hund har han taget med ind. Om

natten begynder både den og hundene udenfor at gø. Den gamle hund ser

ufravendt på ham og tar så flugten ud af huset. M. hører fodtrin

knirke, en byrde falder ned ved vinduerne og en stemme siger: "Et kært

lille menneske har taget plads i et hus, som ellers ikke længere

bebos. Det er mig, der har udryddet alle dets beboere". M. styrter ud

og gemmer sig i kogerummet. Genfærdet slæber sine ligskind efter sig

gennem husgangen. Straks det er passeret springer M. ud, op på slæden

og af sted. Han søger tilflugt i en hule i et isfjeld og lader sig

ikke lokke ud af genfærdets snak om, at nu fejler hun ikke noget mere.

I morgenlysningen forsvinder det. Han når frem til en stor boplads,

bliver budt ind i det nederste hus, hvor en mand fra et større hus

overfor henter ham. Manden er klædt i omvendt tøj (som en piaaqqusiaq,

BS). Huset har to husgange. Der skal serveres mad for gæsten. En stor

kvinde med en vældig hårtop i den nordlige ende, tar sit topbånd af,

og fisker først et bundt tørret kød, dernæst en enorm pose spæk op af

den nordre husgang. En lille kvinde med stor hårtop fisker tørret laks

og en stor levende helleflynder op af den søndre indgang med sit

topbånd. Helleflynderen koges og det er det bedste, M. nogensinde har

smagt. En af mændene forhører sig, om M. har set spøgelseshuset. Jo,

han har sovet der. Genfærdet viser sig at være mændenes mor, der var

blevet sindssyg. Nu er huset beboeligt igen. M. får som tak en mængde

gaver og røver selv to kvinder med hjem næste morgen. Den ene er den

lille mørke, der kan skaffe ham helleflyndere.

 

Brødrene, der er rejst

ud efter deres søster, ankommer til bopladsen syd for forbjerget, hvor

de hører om M. og hele hans menageri. De beslutter, at kun den ugifte

bror og en gammel ungkarl skal rejse op til M. De blir vel modtagne,

søsteren er glad for at se sin bror, og ungkarlen får lov at muntre

sig med alle konerne i det øvre hus uden mænd i hele to nætter i træk.

Han er ganske udmattet af mangel på søvn, men mere end glad og

tilfreds, han får tilmed nyt tøj af M. og begge gæster et læs af

gaver. De tar tilbage til brødrene, der tror dem døde, bliver glade,

og opgiver at få deres søster igen. Men ungkarlen bliver frataget alle

sine gaver. M. bliver boende ved sit forbjerg resten af sit liv.

 

Var.: Til dels: Pukkitsulik. Vedr. genfærdet af den sindssyge: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

 

Kommentar: I Hendriks ældre variant ID 1802, rejser Mannik selv tilbage sydpå og afleverer alle sine røvede koner undervejs, bortset fra den første, som han beholder. I Ignatius variant bliver Mannik boende livet ud i nord, mens man ikke hører noget om, hvorvidt de mange koner gør det samme.

 

Tolkning: Det mandsparadis M. skaber sig i nord (hvor?), skyldes hans

gode kræfter, dygtighed i fangst, hurtighed og årvågenhed.

Maratses nye hjælpeånd

Print
Dokument id:2330
Registreringsår:
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi / Maratse
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:Olsen, Julius
Indsamler:
Titel:Maratses nye hjælpeånd
Publikationstitel:
Tidsskrift:Tidsskriftet Grønland
Omfang:ss. 169-174
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på

www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-5-Artikel02.txt

Nadtiliviq nirugkak / Netsilivik nerukkaq?

Print
Dokument id:2218
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nadtiliviq nirugkak / Netsilivik nerukkaq?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 44 - 45, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat : Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

najagiînguit / najagiinguit

Print
Dokument id:2239
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:najagiînguit / najagiinguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 12, 1½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

nalingiarsuk / naalungiarsuk

Print
Dokument id:2204
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:nalingiarsuk / naalungiarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 22 - 23, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om spædbarnet der åd sine forældre. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

navaranasi tunik / Navaraanaq tuneq

Print
Dokument id:2211
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Uutaaq (Odtaik)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:navaranasi tunik / Navaraanaq tuneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 29 - 32, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

 

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq

Print
Dokument id:1315
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364.

Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.

 

En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne

slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet.

Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til

søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han

begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede  han frem til deres

tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det

med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små

flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større

flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud,

som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter

 han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at

trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste

sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt

itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og

gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han

sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med

pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik

ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de

blev større, blev de i stand til at

græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB)

græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand.

Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det."

Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog  hun bort om morgenen og

vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger

sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun

vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med

vinden i ryggen.

 

Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene)

(sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle

vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et

stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en

økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og

alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller

ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er

forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går

fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os.

De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest

med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)."

Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han

ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget

spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over

en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan

til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem,

slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene

igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte  han

igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det

var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til

din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er

formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du

har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo

(? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt).

Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far

 har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo

(fratage  ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far

er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at

min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I  har ingen far. Hvis

det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin

kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov !  Da han

vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn

var taget af sted, mens han sov.

Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.

 

Var.: Søg på Swan

Nukagpiatorqamik / Nukappiartoqqamik / Den gamle ungkarl

Print
Dokument id:2230
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukagpiatorqamik / Nukappiartoqqamik / Den gamle ungkarl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 25, 3 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Nukápiatoqaq / Nukappiatoqaq / Pebersvenden

Print
Dokument id:345
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:Olsen, Hendrik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukápiatoqaq / Nukappiatoqaq / Pebersvenden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 16h - 21h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet igen af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 12, ss. 12 - 21.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om en pebersvend / ungkarl, at han havde svært ved

at fange noget. Når han var ude på fangst, fik han aldrig noget. Når

han ikke var ude i kajak, gik han gerne en tur lige i nærheden af

bopladsen. Når han hørte løssluppen snak eller skrig, gik han gerne

hen for at se, hvad det var for noget; og det var gerne en flok piger,

der i leg bar hinanden på ryggen ("amaartuartut"). Han sneg sig ind på

dem, men så snart de så et glimt af ham, flygtede de, så der ikke var

en eneste at se. Så ventede han til om aftenen. Når pigerne kom ud for

at trække frisk luft, kom han ud og sneg sig ind på dem via de

mørkeste steder. Så snart pigerne fik et glimt af ham, sagde de: "Nu

kommer pebersvenden!" og flygtede, så man kunne høre larmen af de

mange såler, der ramte jorden. Det var altså lige så svært for ham at

få fat i piger som at fange sæler.

 

En dag tog han som sædvanlig ud på

fangst, selv om han aldrig fangede noget. Han nåede et lille næs

syd for bopladsen og roede udefter. Han havde fjernet sig temmelig

langt derfra, da han fik øje på en fugl, der fløj indefter, idet den

nøje fulgte dønningerne.

Han syntes, at den så meget ejendommelig ud, så han iagttog den længe.

Den kom ganske tæt på; og den så stadig lige så besynderlig ud.

Den fløj forbi ham ind imod land ret norden om det lille næs, han var

roet ud fra, og forsvandt ind i den lille fjord. Han tænkte, at den

måske ville komme op på land, så han kiggede hen over næsset; men den

viste sig ikke. Den var så fremmedeartet, at han fik lyst til at få

opklaret, hvad det var for en, og han roede ind imod land. Han nåede

sit udgangspunkt, det lille næs, og fortsatte kystlangs på dets

skyggeside for at finde fuglen. Han nåede ind i bunden af den lille

fjord og roede mod nord langs med rullestenene, og endelig fik han øje

på fuglen, der sad på vandet med fronten udad ved enden af

rullestens-stranden. Han stagede sig frem langs stranden, hvor han nu

og da stødte fra med sin åre. Lige før han nåede den, lagde han ved

nøjere eftersyn mærke til, at den ligesom stirrede på noget nede

under sig. Da han så befandt sig mellem stranden og fuglen, stødte han

fra og gled næsten helt hen til den. Han så nærmere på det, der var

under fuglen, og blev dybt forundret, da han så en ulk stikke så meget

frem under en tangplante, at hovedet til og med øjenene og begge

lænderne var synlige.

 

Mens han kiggede på fuglen, fik han sig en ny stor overraskelse, for

fuglen gav sig til at snakke: "Hør du store ulk, med de store pletter

på huden, du, som ligner blæretang, og har grimme store lænder." I det samme

gav ulken sig til at bevæge sine finner, og svømmede højere og højere

op, indtil den stak hovedet op lige foran fuglen; og den sagde: "Din

dumme qaqulluk (malemuk/stormfugl), som lugter, som rent ud stinker!"

Pebersvenden blev overrasket, da han således fik opklaret fuglens

navn, som han ikke kendte. Tænk fuglen hed qaqulluk! Den sagde så

endnu engang, mens den rokkede med hovedet: "Hør, du store ulk med de

store pletter på huden, du som ligner blæretang og har grimme store lænder."

Straks bevægede ulken sig opad, og idet den stak hovedet op, sagde

den: "Din dumme qaqulluk, som lugter, som rent ud stinker!" Med de

ord, var den igen på vej ned. Ret som den var nede på sin plads, sagde

fuglen: "Se, hvor stopmæt den er dernede, tyk og propmæt." Da fuglen

sagde dette, for ulken, som lige var kommet tilbage til sin plads,

igen op og stak hovedet op endnu tættere på for en kort bemærkning,

idet den sagde i endnu hurtigere tempo: "Din dumme qaqulluk, som

lugter," hvorefter den for ned og lignede en rund tingest, da den krøb

ind mellem de tætteste tangplanter. Derefter viste den sig ikke mere.

Så kunne fuglen ovenover ikke komme videre. Den rokkede med hovedet og

udbrød særdeles overraskende: "Satan, "ulikîvfte" (renskriveren

oversætter: Hold kæft!). Med de ord fløj den op og samme vej ud,

indtil den forsvandt.

 

Pebersvenden blev dybt forundret. Han var jo egentlig ude på fangst.

Men dels vidste han af erfaring, at han nok alligevel ikke fik

fanget noget, og dels glædede han sig så meget til at fortælle det,

han havde oplevet, at han i stedet begav sig hjemad.

 

Da han var roet forbi det lille næs og lidt længere ud, hørte han lyden af et

dyrs åndedræt. Det var skam en sortside. Han drejede kajakken om imod

sælen, roede til og harpunerede den. Han fik fangeblæren / fangstblæren ud. Den drev ud

til sælen og blev trukket med ned i vandet, men den standsede, da

vandet nåede op til lufferne (måske lufferne på en fangstblære af et

helt sælskind!). Han tænkte: Jeg elendige skabning. Når jeg nu for en

gangs skyld har harpuneret en sæl, så har den revet sig løs."

Mens han sad og kiggede på fangeblæren, viste der sig noget rødligt

ved dens side. Han stirrede på det, og se! En sortside flød op til

overfladen. Han roede derhen og gjorde den klar til bugsering. Da han

ikke havde bugsereredskaber med, bandt han den fast til tværremmene på

kajakken. Han blev færdig og var lige begyndt at ro, så dukkede der

en stor kridhvid hunsæl op lige foran ham og blev ganske trygt

liggende. Han skyndte sig at løsne remmen til den sæl, han

bugserede. Han gav sig til at ro hurtigt frem til sælen, selv om den

sandsynligvis var dykket ned på det tidspunkt. Så gjorde han sig klar

til at kaste harpunen; og idet sælen hævede sig lidt med front imod

ham, kastede han harpunen og ramte den i hjerteregionen. Da sælen

hældede kroppen bagover, kom blodet til syne. Han fik fangstblæren

ud. Den drev ud til sælen; og da vandet var nået op til lufferne,

standsede den. Mens han kiggede på den, kom sælen op på overfladen

lige på den anden side af blæren. På den måde fangede han to

sæler, og han tog dem på slæb og roede hjem.

 

Han roede uden om det lille næs lidt syd for bopladsen og ind i retning

af husene. Han var netop forbi næsset, da drenge, der var ude at lege,

fik øje på en kajakmand, der havde noget så tungt på slæb, at han knap

nok kunne komme frem. De prøvede at finde ud af, hvem det var. Og

efter nærmere granskning forstod de, at det var pebersvenden. Det var

første gang, de så ham komme hjem med sæl på slæb, så de råbte, som man

plejer: "Pebersvenden er på vej ind med noget på slæb, pebersvenden er

på vej ind med noget på slæb!" Det, at der blev råbt så kært om ham (Der står

ordret: Det, at der blev kælet for ham), fik ham til at gøre sig

ekstra umage for at demonstrere, at han havde noget på slæb. Kort før

han nåede stranden, kom en pige ud af et af husene nærmest stranden.

Da hun havde stået og kigget på pebersvenden gik hun ind igen.

Umiddelbart efter, kom så den ene pige efter den anden ud af husene.

De stimlede sammen. Og lige før han nåede stranden, lød det ganske

tydeligt fra en af dem, at den, der rørte ham først, ville have ham

til mand. Da de satte i løb ned til ham, kunne man høre lyden af alle

de mange såler, der ramte jorden. Pebersvenden holdt hovedet koldt og

sagtnede farten.

 

Da de nåede stranden, gik den første ud i vandet, den næste fulgte

efter. Til sidst flød de på vandet. Den første af pigerne greb

kajakspidsen og trak den til sig. Den næste der flød på vandet, tog

fat i den første af pigerne og rørte ved pebersvenden. De fik ham til

land, og da han havde løsnet sine fangster, gik han i land, bar sin

kajak op, satte den ned og sagde til pigerne: "Kog nu kødet og hav det

parat, til fangerne kommer hjem." Netoop som de blev færdige med at

koge kødet, begyndte fangerne at komme hjem fra fangst. Først da alle

var tilbage, inviterede han dem til spisning. Den ene mand efter

den anden indfandt sig, og alle, der kom ind, sagde tak, mens han

fortalte om, hvordan fuglen og ulken skændtes. Mændene morede sig

herligt over det.

 

Da de havde spist og mændene var gået hjem, tilbragte han aftenen

hjemme og hyggede sig.

 

Det var lige blevet mørkt, da det støjede fra et sted ude ved

husgangen. (Senere om) aftenen, da han fandt, at det passede sig snart at gå

i seng, gik han ud for at tisse, og ude ved husgangen stødte han på en

flok piger. Han gik hen til køkkenmøddingen, og skulle lige til at tisse, da

pigerne trak derhenad straks var henne hos ham; nogle gik endog forbi

ham og stillede sig foran ham. Så måtte han knappe bukseklappen og

vende sig mod dem. Og det var dem, der plejede at flygte fra ham!

Nu kappedes de om, at komme til at stå nærmest. "Jeg stakkels skrog,

nu er de endelig blevet fremkommelige." Han gav sig til at

vælge og vrage, og midt i det hele kom han til at tænke på, at han

havde hørt, at han skulle vælge sig den pige med de smukkeste

kamikker. Han så dem efter og opdagede, at dem, man ellers syntes godt

om, gik deres kamikker skæve ved at jokke langt oppe ad skaftet på

dem. Dem kasserede han, og da han kiggede efter andre, fandt han én,

hvis kamikker sad nøjagtigt som de skulle. Hende tog han og gik straks

af sted med hende mod indgangen.

 

Han skulle netop til at gå ind med hende, da han kom i tanke om, at

han i dag havde fanget to sortsider, og at man også plejede at have en

medhustru. Da han igen begyndte at gå hen til pigerne, kom de ham i

møde.

 

Da de nåede ham, valgte han og vragede og udvalgte sig endelig en

særdeles smuk kvinde, som var godt i stand, og hvis kamikker sad

endnu bedre. Hun var alle tiders. Han gik hen til den første. Og han

lagde armene omkring dem begge to og tog dem ind i huset. For en gangs

skyld skulle han nu tilbringe aftenen i selskab og var indstillet på

at blive oppe noget længere. Han bød pigerne sætte sig på briksen og

satte sig selv over for. Men han sad der ikke længe, før den ene pige

sagde noget om at gøre sengetøjet klar til natten. Det var for meget,

syntes han, og svarede hende ikke. Men da de tiere og tiere kom med

hentydninger til at gøre klar til natten, gav han dem lov. De gjorde så

klar til natten og gik i seng.

 

Da så han, at de havde gjort plads til ham imellem sig. Pebersvenden,

som jo var enlig, og som ikke var vant til at ligge krop ved krop med

andre, kunne ikke falde i søvn, fordi han havde deres kroppe op ad sin

til begge sider, og så var de oven i købet varme.

Omsider sagde en af pigerne: "Lad os puste lampen ud." Hun pustede den

ud og det blev bælgmørkt.

 

Nu var det sådan, at pebersvenden ikke kunne tåle at stirre ind i

mørke ("taartaq isigissallugu sapertaramiuk" vil måske blot sige: Han

kunne ikke li' mørke). Han lagde sig på ryggen og gav sig til at kigge

over på vinduerne. Så puffede den ene af pigerne til ham; og straks

vendte han sig imod hende og omfavnede hende. Han havde lige omfavnet

hende, så puffede den anden pige til ham, for at han skulle vende sig

imod hende.

Natten gik hurtigt for pebersvenden, fordi han hele tiden skulle vende

sig til den ene og den anden side, uden at han dog fik noget ud af det

("suatdlaganilo"). Fra da af begyndte han at fange hele tiden, og det

gør han stadigvæk.

 

Var.: kanajukkannaammik;

 

Kommentar: En usædvanligt overdådig pebersvende-fortælling. Det er karakteristisk for inuit allevegne, at "åbenbaringer" som denne, hvor dyr eller fugle viser deres menneskelighed, er tegn på at man står sig godt med naturen el. den anden verden, og derfor fanger godt. Det kan også føre til angakkoq / åndemaner-evner - eller til døden: se note til: kanajukkannaammik

Nukápiatorqamik

Print
Dokument id:2235
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukápiatorqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 7, 1½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)

Print
Dokument id:1960
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 191 - 192 + 199
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:        

 

På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en

i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled-

ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik

Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter.

Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der.

Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste

del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir.

Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere.

Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for-

ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden.

Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå.

Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte

nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene.

Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge.

Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter.

Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler.

      Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb.

Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere

den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget.

Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har-

punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede

jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at

tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede

han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den.

Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med.

Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med.

Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre,

begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ-

de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste.

Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ-

den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen,  og lod ham røre

lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen.

Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe:

Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag.

Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham:

"Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene.

Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.

 

s. 199:

Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.

 

Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer,

han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på-

virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen.

Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt  med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar.

Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen.

Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.

 

Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.

 

Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?)

Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads

Print
Dokument id:1374
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Om kvinden, der var så smuk, at havet altid lå spejlblankt ud for hendes boplads
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 307 - 310
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 35: "Arnaq

pínigarame sava ...". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Arnaq píningârame sâvna ..." / "Arnaq pinningaarami ..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller Peter Rosing ?).

 

Resume:

En storfangers kone er så smuk, at havet ligger spejlblankt ud for

bopladsen, når hun er ude, og kruses en smule, når hun er inde. En dag

han kommer hjem er havet i oprør, og han tar straks ud i konebåd

roende med styreåren for at lede efter hende. To gange undervejs bydes

han på rå spæksyltet lever med syre af en kæmpe han forhører sig hos,

spiser blot en mundfuld og får en dreng med til at ro. Han finder

havet blankt ud for en teltplads, hvor lederen, der har stjålet hans

kone, lader sit telt bevogte af mange mænd. Manden slår sit telt op

ved siden af, men ser aldrig konen. Han gør sig rejseklar, tigger sig

adgang til blot at røre konens hånd, og trækker hende med gennem

vogterne til båden. Konerøveren afskyder en pil, der ikke rammer,

vender sig for at hente en ny pil og blir ramt af ægtemandens pil.

Denne dræber også hans hund, tar ligene med i båden, skyder en sæl med

bue og pil undervejs, og viser den frem hver gang nogen vil høre, om

han har dræbt konerøveren? Nej, han har kun dræbt sælen. Liget af

manden parterer han og sænker delene undervejs. Siden lever han

uforstyrret med sin skønne kone.

 

Var.: ikke i denne bases tekstsamlinger.

Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq

Print
Dokument id:346
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 23h - 36h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

 

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

 

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

 

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

 

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

 

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

 

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

 

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

 

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

 

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

 

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

 

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

 

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

 

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

 

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

 

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

 

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

 

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

 

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

 

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

 

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

 

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

 

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

 

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

 

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

 

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

 

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

 

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

 

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

 

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

 

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

 

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

 

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

 

Var.: Milortuaraq

 

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq

Print
Dokument id:482
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 1 - 18
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En anden renskrift af Hendrik Olsen: NKS, 3536 I, læg 21.

Oversættelse i resumé ved Grethe Lindenhann:

Ved den tid, da åndemanerne var blevet ganske få på Kangeq ved Nuuk, var Unneq en af de sidste. Han var en god åndemaner, og dog kaldte nogen ham "Den pralende åndemaner"

Han boede fast på Kangeq, og hans hus lå ved den lille vigs solside. Skønt hans åndemaner-evne egentlig ikke var tilstrækkelig, fik man ham af mangel på bedre åndemanere til at påkalde ånderne. Bopladsfællerne eller andre henvendte sig til ham, når der var et eller andet, de måtte have opklaret. Når han fandt en løsning, blev han altid godt betalt. Som den eneste, folk henvendte sig til, syntes han af og til, at det gik lidt ofte på med at påkalde ånder. Men han undslog sig aldrig, fordi han fik det godt betalt, og da dette var hvad man lagde mærke til ved hans åndemaneri, kaldte både fællerne og andre ham 'Den pralende åndemaner'.

I denne periode begyndte mange at Kangeqs mange indbyggere at lade sig døbe. Også en driftig fanger med en stor husstand lod sig døbe. Hans hus lå på solsiden af vigen, lidt syd for såkaldte Atilleq.

Engang efter en tur til Nuuk sagde han om aftenen til sine husfæller: "Da jeg kom til Nuuk, kom den ene af de tre europæere ned til mig og sagde, at hvis jeg oprigtigt ville, og I ville - jeg sagde, at jeg havde en stor husstand - omvendes, kunne vi komme til Nuuk og blive døbt, når vinteren er omme." Han fortalte så om sit svar: "Jeg er villig til at tage til Nuuk, men kun for en kortere tids ophold." Han fortsatte: "Det var så mine ord. Man han sagde altså, at også I kunne komme til Nuuk efter vinteren." Nogle af dem fik stor lyst, men andre var betænkelige, hvorfor manden tilføjede: "Det ville være bedst, om vi alle havde lyst!" De betænkelige lod han være, skønt han tvivlede på dem, men sin vilje ændrede han ikke.

Om vinteren med de korte dage begyndte Unneq på eget initiativ at påkalde ånder, så snart der var gået nogen tid, hvor folk ikke havde opfordret ham til det. Straks de døde hørte om det, gik de hen for at håne ham. Selv ville de ikke gå ind i hans hus, men opfordrede de udøbte til at gå ind og høre på. De bad de udøbte nøje at lægge mærke til, hvad han gjorde og sagde. Når tiden kom, gik folk på besøg. På et passende tidspunkt om aftenen bad Unneq om at få vinduerne dækket til og begyndte at påkalde ånder. Når der ikke længere slap lys ud af vinduerme, kunne folk i nabolaget se, at han var igang. Et par af de nydøbte gik så hen for at stå uden for hans hus. Hver gang de nåede hen til den lille skrænt Atikilleq lidt syd for huset, sagde Unneq: "Så, nu hænger mit skindforhæng helt stille uden at bevæge sig mere. Det store lys er altså nået til Atikilleq. Han kunne mærke de døbte som et stort lys, når de kun var nået til Atikerleq. Og så kaldte de ham "Den pralende åndemaner!"

Fangeren, som blev opfordret til at lade sig døbe, tog til Herrnhutdalen med sin husstand og gik hele sommeren til dåbsforberedelse. De blev alle døbt, og manden fik navnet Kristian.

Om efteråret vendte de tilbage til Kangeq. Manden havde den ulykke, at der skete noget med hans familie, når en af hans ejendele blev væk og ikke var til at finde. Hver gang døde enten et af hans børn eller en nær slægtning.

En vinterdag kom han hjem fra fangst og sagde, selvom hans vanter ikke var slidt: "Jeg har ikke fået nye vanter, siden vi kom hjem fra Nuuk. Skær skind til, og læg det i blød i havvand et øjeblik, tag det op og sy vanter til mig. Jeg vil have nye i morgen, da de andre er for våde." Straks skar konen skind ud, lagde dem i blød, tog dem op og tog mål til vanter og skar skindet til. Da hun fik hjælp til den anden vante, var de færdige inden det blev mørkt. Manden tog dem og bad om at få bragt nyt havvand op. Han fyldte de nye vanter med det og lagde dem under lampen. Senere tog han dem op, tømte dem for vand og gled dem bløde og myge. Derpå trak han dem over hver sin ende på et stykke træ og lagde dem igen under lampen, så de var klar til brug næste dag.

Om aftenen gik de i seng til vanlig tid. Næste morgen tog Kristian kamikker på og gik udenfor. Vejret var smukt, og der blæste en blid nordøstenvind. Han tog sin vandpels, der var anbragt under konebåden og gik ind med den for at blødgøre den. Da han var klar til at tage den på, følte han efter sine vanter under lampen, men fik ikke fat i dem. Han så nøjere efter, men så kun det tomme træstykke. Lampen brændte endnu, og han tog noget tørv, der var dyppet i tran, tændte det og så efter endnu engang. Hans første ord den morgen var: "Det er da underligt, mine nye vanter, som jeg stak i træstykket i aftes, er der ikke." Konen og husstanden undersøgte alt inde i huset. Da dagslyset kom, ledte de også uden for huset, men forgæves.

Da alle opgav at lede mere, sagde manden: "Når mine ting bliver væk, varsler det altid ulykke blandt mine nærmeste. I dag tager jeg ikke afsted, før de er fundet." Manden blev hjemme, og det blev over middag, mens de stadig ledte, men forgæves.

Om eftermiddagen sagde Kristian: "Nu sker der altså noget med mig. Jeg har frigjort mig fra den gamle tro og omvendt mig, men da der er sket noget uforklarligt, får jeg ondt i sinde." Derefter sagde han til en af sine folk: "Gå hen til Unneq og fortæl ham hvad der er sket. Hvis han kan finde mine nye vanter, vil jeg give ham tre sortsideskind, spæk af en halv sortside og noget kød." Budet gik i det svindende dagslys, og da hun kom ind i Unneqs hus, fandt hun huset mørkt og uden ild.

Unneq sad og skar i træ ved enden af briksen og bad budet om at sætte sig på briksen. Men denne undskyldte sig og fortalte, hvad der var sket. Unneq tænkte sig om et øjeblik og sagde så, at han ville gå derhen om aftenen, når tiden var passende. Budet gik hjem og sagde hvad Unneq havde svaret.

Dagen var lang for de ventende. Da man i vinduerne kunne se dagslyset svinde, sagde Kristian til en af sine folk: "Tiden er inde, gå hen og sig, at vi dækker vinduerne til, hvis han synes, det er for lyst."

Da budet kom hen til Unneq, sad han på briksen med hovedet mod væggen, men satte sig til rette for enden af briksen uden at sige noget. Budet fremkom med sit ærinde, men Unneq sad længe med bøjet hoved uden at svare. Endelig svarede han: "Sig, at jeg kommer i al beskedenhed." Budet gik hjem og gav svaret videre.

Manden var tilfreds med svaret, men sagde til sin kone: "Han er en elendig åndemaner, men I kan da i det mindste ordne det sted, hvor han kan sidde." Konen lagde noget til rette på langsiden af briksen. Lidt efter kunne de høre nogen gå ned i husgangen og troede, at det var en anden, men da vedkommende var meget langsom, blev de sikre på at det var Unneq. Han kravlede op og fik af manden udpeget det sted, han skulle sidde, hvorpå manden sagde: "Jeg er ellers gået fra den gamle tro. Men jeg sendte bud efter dig, fordi der altid sker noget med min familie, når noget bliver væk for mig." Gæsten forblev tavs, og værten fortsatte: "Hvis du synes, det er for lyst, dækker vi vinduerne til." Endelig sagde Unneq: "Det havde været bedre, hvis det foregik senere på aftenen, men dæk bare vinduerne til." Selvfølgelig skyndte husstanden sig ud for at dække vinduerne til. Derefter spurgte Unneq: "Har I en spand?" Manden svarede: "Spanden står derhenne." På Unneqs spørgsmål om der var noget i den, svarede værten, at den selvfølgelig var fyldt med vand. Unneq befalede da, at de skulle hælde vandet ud, tørre spanden omhyggeligt og stille den midt på gulvet. Spanden var et kogekar af messing, som var købt af hvalfangere. Den blev så tømt og stillet midt på gulvet.

Unneq gik hen til spanden og begyndte at betragte den, alt imens folk så på ham uden en lyd. Efter at have undersøgt den sagde Unneq: "Fyld den til randen med havvand!" Husstanden tog nogle vandbeholdere af skind og begyndte at fylde spanden. Da den sidste beholder fyldte spanden op uden at tømmes helt, sagde Unneq til dem, at de ikke skulle smide resten ud, og gik hen til spanden og begyndte at betragte den igen, alt imens han hældede hovedet fra side til side. Derpå sagde han, at der skulle hældes lidt mere i spanden. Mens det blev gjort, holdt han selv øje med det og sagde stop, da han syntes, at der var nok i. Uden at sætte sig, sagde han: "I skal tage et lille stykke skind, ikke fra et landdyr, men sælskind og lægge det ved siden af spanden, så jeg kan sidde på det." Manden ønskede ikke, at nogen skulle tro, at konen manglede noget, og sagde derfor til hende: "Hvis du har det, han ønsker, kan du give ham det at sidde på." Konen gav sin mand et sælskind, som han bredte ud ved siden af spanden. Unneq sagde: "Når jeg gør således, kan jeg træffe at være heldig." Han satte sig og gav besked om at slukke alle lamperne, begyndende fra nordenden af huset. Mens lamperne blev slukket, spurgte manden Unneq, om han mente, at der kom tilskuere. Unneq svarede, at det ikke var nødvendigt, da der var folk nok tilstede. Imidlertid var alle lamperne slukket på nær gulvlampen. Unneq satte sig med spanden mellem benene, løftede det ene ben, vendte sig om og slukkede lampen, hvorefter alt blev mørkt. Unneq, som havde sat sig til rette igen, var ført tavs et stykke tid. Så begyndte han at mumle højt og gav sig til at slå på spanden med begge hænder. Den metalliske klang steg efterhånden til en ringen i hele huset. Derefter blev klangen svagere og finere for helt at holde op, samtidig med at Unneq holdt op med at slå på spanden og gav besked om at tænde lamperne. Gulvlampen blev tændt, og de kunne se ham bøje sig over spanden og betragte den uden at rejse sig eller se tilbage. Lidt efter rejste han sig, satte sig på sin plads og sagde til manden: "Dyp en hel ny og ubrugt tørv i tran, tænd den og kig under gulvlampen!" Manden tændte noget tørv og ventede på, at den skulle begynde at lyse. Unneq kiggede. Med hans øjne i nakken bøjede manden sig ned og lyste under gulvlampen. Hans vanter var stukket ind på hver sin ende af træstykket! Han sagde da til sin husstand: "Det er mærkeligt, se selv efter!" Alle gik hen og så, at vanterne var der og trak sig tilbage. Manden sagde igen: "I ved selv, at vi alle har ledt med lys og lygte inde i huset og undersøgt alt udenfor, da det blev lyst." Han pustede vægen ud, satte sig ved sin kones lampe og sagde til Unneq: "Vi vil ikke invitere dig for ingenting. Du skal ikke gå, før du har spist." Unneq svarede: "Jeg afholder mig fra at spise et stykke tid efter sådan en gerning." Og da han rejste sig, sagde Kristian til ham: "Vi troede, du blev her lidt." Unneq svarede, at han ikke plejede at sidde længe efter sådan en gerning og var på vej ud.

Værten sagde da: "I morgen, når det er blevet lyst, bringer min husstand tre sortsideskind, det halve af spækket fra en sortside og kød nok til jer. Når det er brugt, kan jeg hjælpe lidt med, hvad du må mangle." Unneq sagde tak, men på vej hen til husgangen kom han med et udbrud, standsede og sagde til værten: "Det var jeg lige ved at glemme. De nye vanter skal du ikke bruge i morgen, men vente endnu en dag." Derpå bød han godnat og gik.

Som sagt lod Kristian den lovede betaling bringe hen den næste dag, endda i flere omgange. Efter den tid kom Unneq ikke på besøg hos den familie.

Unneq døde af alderdom på sin faste boplads Kangeq. Før hans død kunne hans bopladsfæller mærke, at hans trolddomskraft / angakkoq / åndemaner-kraft ebbede ud. Dette forklarede de med, at endnu flere var blevet døbt.

Var.: Unneq

Hist.: Historisk fortælling fra den periode, hvor nogle af beboerne (sydlændinge)på Kangeq, herrnhuternes proselytter, endnu ikke var døbt.

oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik

Print
Dokument id:274
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 477 - 481, nr. 144
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Fyldigt oversat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 119.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om Tivagajooq (om massemorderen)

 

Engang for mange år siden rejste fire danske tjenestefolk og tre kvinder i konebåd op efter en kolonibestyrer i Maniitsoq / Sukkertoppen, som skulle flytte til Nuuk / Godthåb. Kolonibestyreren mente, at det var for sent om efteråret at rejse til Nuuk med isen, der var på vej, og derfor blev han i Maniitsoq, mens de andre rejste. Folk opfordrede ellers de rejsende til at overvintre på stedet, fordi ruten allerede var for farlig, men forgæves. Nogle af dem, snedkeren og Amalie, var så forelskede i hinanden, at de alligevel tog af sted.

 

Undervejs sydpå, vist nok syd for Napasoq, led de skibbrud. Derefter fortsatte de til fods. Vist nok nord for Atammik kom de ud for et stormvejr på vej over nyisen på en mindre fjord, og nu hvor de var tvunget til at redde sig i land, faldt den forelskede kvinde og fik hofteskred. Da de kom i land, bar de andre hende på skift. Da de forlod hende, var hun levende og ved at mave sig ind i en gammel husruin. De forlod hende, fordi de på grund af den lange rejse ikke regnede med, at kunne redde hende.

 

Da Niaqungunaq endnu ikke var islagt, gik de ind over land og ind imellem på nyisen. Da landet var meget ujævnt og svært at klare til fods, kom de kun langsomt frem. Det siges at Igasukasik spiste så hurtigt og ofte af sin proviant, at han før de andre ikke havde mere at spise. Når de skulle spise, nøjedes de andre med vilje med kun to beskøjter / skibskiks hver gang. Da provianten var ved at slippee op, begyndte de at dele beskøjterne midt over og oftest kun spise en halv hver. En dag havde de så spist al maden.

 

Når det var meget dårligt vejr, sov de ovenpå hinanden i læ af sten, fordi det var så koldt. Sneen føg, og der var ingen sigtbarhed. En dag i bjergpasset ved Agiattaat kunne Igasoq ikke klare det længere. Da han var døende efterlod de ham. Da de ikke kendte ruten, gik de langs en sø, Ammalortoq hed den, og på den måde fulgte de en rute, andre rejsende ikke bruger, og de kom så til en stor sø. Til sidst var de så hærgede af sult, at Tivagajooq begyndte at spise tørv. Han opfordrede også de andre til det, men Talluki ville ikke, og det siges, at en anden kvinde blev fuldkommen mæt af et enkelt bær, som hun spiste undervejs.

 

Så fik de øje på Kussukfjorden fra fjordbundens nordside og genkente Nuugaarsuk, der var Jerimias' overvintringssted, og fjeldene ved Nuuk. De blev så glade, at de ville danse, og de tog hinanden i hånden, men efter een runde måtte de holde op. De gik nedad, og vest for Manissorsuaq, ved en lille sø, kunne de ikke alle gå videre, og her blev de nødt til at efterlade Sanasukasik (snedkeren). Mens de gik nedad kunne heller ikke Talluki mere. Lige før de skulle til at gå over isen, døde han ved Usersiutillit. Det siges, at hans sidste ord var fyldt med lykke.

 

Da resten af de rejsende, to kvinder og Tivagajooq, meget langsomt og helt udmattede kom over isen mod Nuugaarsuk, troede folk på stedet, at det var folk fra Saarloq, som, forhindret af nyis på havet, kom gående til stedet, men det viste sig så at være tjenestefolk.

 

Da de nærmede sig bopladsen, forlod to af dem den tredje og gik videre. Så begyndte folk på bopladsen, som fejrede sidste juledag, at løbe hen imod dem uden at vide, hvem de var. Da de kom hen og udspurgte dem, fortalte de at Tivagajooq ikke kunne gå længere, og så gik de bare forbi kvinderne, selv om den ene af dem havde det rigitg skidt. Da de så løb af sted med Tivagajooq ved hænderne, bad han dem sagtne farten, hver gang han fik det dårligere. Han kunne næsten ikke mere, da de nåede hjem med ham, og hans fødder var frosne. En mand ved navn Jerimias anbragte hans fødder i et spækkar, som han havde fyldt med saltvand og is for at holde vandet koldt. Han var så sulten, at han straks begyndte at tygge på en tørret lodde uden først at rive hovedet af. Jerimias gav ham nu en lille smule mad, fordi han mente, det kunne skade at give ham mere. Og det var den Jerimias, der tidligere havde boet i Ilulissat. Det fortælles at Tivagajooq var så sulten, at han endda slugte sin skrå. Den ene af kvinderne var også meget forfrossen omkring knæhaserne og lænden.

 

De var taget af sted tidligt om efteråret og først kommet tilbage den sidste juledag. Og da Tivagajooq først skulle have sine frosne fødder helet og næsten heller ikke kunne gå, blev de længe i Nuugaarsuk. Da han endelig begyndte at kunne gå igen, syede Jerimias' kone lave kamikker til ham, og det fortælles, at de kom til at ligne små tallerkener. Da han første gang prøvede dem, skete der ham endnu en ulykke. Han gled og faldt på enden og slog sit lårben forbistret. Da han kom ind i husgangen kunne han ikke komme op i rummet, og så hjalp Jerimias ham ind. Endnu engang kunne han ikke gå, og først et stykke tid senere kunne han atter gå. Netop som han var blevet helt rask, fangede Jerimias en hvidhval, og da Tivagajooq havde spist kogt mattak blev han helt desperat efter at komme tilbage til Nuuk. Da han begyndte at få raserianfald og gav sig til at sammenligne det kogte mattak, han spiste, med dansk mad, drog de af sted med han til Nuuk.

 

Da de kom til Saarloq viste det sig, at en af de dygtige fangere havde været inde i kolonien og handle, og han havde beskøjter og te. Og da Tivagajooq fik noget af det, spiste han godt. Da de ankom fik alle folk i Nuuk besked om det med det samme. Det fortælles at det første de hørte var: "Tivagajooq er kommet, og Jerimias har fanget en stor hvidhval." Folk var længe om at fatte det, for: Tivagajooq var jo på rejse nordpå og Jerimias boede inde i Nuugaarsuk.

Her slutter beretningen.

Resumé af Rinks oversættelse:

"Nogle rejsendes mærkværdige vandring over landet ved Godthåb". En historisk fortælling om købmanden fra Maniitsoq, fire danske tjenstefolk og tre grl. kvinder, der rejste mod Nuuk, men forliste, formentlig nær Napasoq, og fortsatte over is og land. De fleste døde undervejs. Kun to kvinder og Tivagajooq nåede med kraftige forfrysninger frem til Nuugaarsuk i Godthåbsfjorden, hvor Jeremias fra Ilulissat overvintrede. Han behandlede forfrysningerne, de forulykkede kom sig, og da T. efter at ha smagt mattak længtes for meget efter dansk kost, måtte man transportere ham til Nuuk. Han har været fanger for kolonisterne og har derfor kunnet købe sig brød og te. Ankommet siger de: "T. er kommet og J. har fanget en hvidhval." Det var sort tale for Nuuk-boerne, for T. havde jo hjemme i Maniitsoq og J. i Ilulissat.

 

Hist.: Autentisk fortælling. Dateres af Rink (1866-71, I:367): Flokken gik fra Napasoq d. 11. december og de tre der gennemførte turen, Hans Olsen (Tivagajooq) og 2 piger, ankom til Nuuk d. 26 december 1791.

Man har godt rede på hinanden, også på folk fra andre lokaliteter. Bemærk: sammenligningen mellem mattak og dansk mad.

 

Det opklares ikke, hvorfor Tivagajooq kaldes massemorder, med mindre det var fordi det var ham, der mest insisterede på at tage tilbage fra Maniitsoq til Nuuk.

oqalualârut ilumôrtoq Aipaersungmik

Print
Dokument id:1495
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalualârut ilumôrtoq Aipaersungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 61, 3 ss.
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

En sand fortælling om Aapaarsuk? oprindelig fortalt af Cecilies / Sissilias mormor, der fik fortalt den da hun endnu ikke var døbt.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

 

Hist.: Cecilie Olsen var 79 år i 1902: Fali bliver undertiden betegnet som hendes søn, undertiden som hendes barnebarn.

oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder

Print
Dokument id:298
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 605 - 608, nr. 171
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

 

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

 

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

 

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

 

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

 

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

 

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

 

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

 

Var.: Samuel Olsen nr.

Oqalugtuaq angagkorssuarmik / oqaluttuaq angakkorsuarmik

Print
Dokument id:476
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq angagkorssuarmik / oqaluttuaq angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 95 - 100
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 100 - 104: "Den store åndemaner, hvis søn blev dræbt af en qajariaq", synes at være Rasmussens egen oversættelse af denne version,

eller muligvis af afskriften (?) (ved Hendrik Olsen ?), NKS 3536, I, læg 14, ss. 17 - 24: angákorssuarmik qajariaq. Eller NKS 3536 II, læg 18, ss. 1 - 7: håndskrevet oversættelse til dansk af ?.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge; revideret af Signe Åsblom:

 

Historien om en stor åndemaner / angakkoq

 

Det fortælles at en stor åndemaner havde stort held i fangst, og at han kunne færdes i al slags vejr, og det siges også at han aldrig tog på fangst andre steder end til udhavet i vest. Når han havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler, tog han dem op på kajakken, den ene forpå og den anden bagpå, og så begyndte han at notere sig dønningerne. Når en dønning var særlig stor og han placerede sig på den rigtige side af den, blev han skubbet frem af denne samme dønning helt hjem i et stræk, og han kom så hjem med to fuldvoksne grønlandssæler ovenpå sin kajak allerede mens dagen var på sin fulde højde.

 

Det fortælles, at han aldrig boede sammen med andre mennesker og ikke selv havde nogen børn. Engang lagde han mærke til, at det var som om hans kone var blevet gravid, og nogen tid efter fandt han ud af, at det var hun virkelig. Nu var det som om hendes mand bar hende på sine hænder, fordi de hidtil ikke havde fået nogen børn. Tiden gik og konen skulle føde, og da hun nedkom med en søn, blev faderen lykkelig. Da han begyndte at vokse til, besluttede faderen sig for at opdrage ham på en særlig måde. Han tillod ham aldrig at sove længe om morgenen, men bød ham stå tidligt op. Allerede mens han var lille byggede faderen en kajak til ham. Og inden hans krop var udviklet tog faderen ham med ud på det åbne hav på fangst. Med tiden blev han ligesom sin far og i stand til at klare alle storme. Når de havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler og anbragt dem på kajakken, tog de hjemover ved at lade sig skubbe frem af en enkelt dønning. Da sønnen aldrig mere sakkede det mindste bagud, fulgtes faderen ikke længere med ham på fangst. Når sønnen tog på fangst ude på det åbne hav, kom han altid hjem med to grønlandssæler på sin kajak.

 

Engang da han var taget på fangst og de afventede hans hjemkomst, blev det aften uden at han var kommet hjem. Næste dag gjorde hans far sig klar og tog afsted stik vest ud på havet for at søge efter sin søn og måske finde bare et af hans fangstredskaber. Han fortsatte udefter, og da de yderste landområder sås som en sammenhængende stribe, blev der vestfra råbt: "Hvor er han?" Han fortsatte udefter få at få øje på vedkommende, og så kom en stor qajariaq til syne derude med kurs nordpå. Mellem åretagene bøjede qajariaqmanden sit ansigt ned mod kajakken over knæene, og når han efter en rum tid igen rejste sig, tog han et åretag og råbte: "Hvor er han?", og bøjede sig igen ned over sin kajak. I hast fór han nordover, og den store åndemaner placerede sig bag ham og satte efter ham. Når han rejste kroppen så han sig ikke tilbage, men bøjede sig ned igen lidt efter. Den store åndemaner var lige ved at indhente ham bagfra, da han rejste sig med ordene: "Hvor er han?" og igen bøjede sig ned, og så gjorde den store åndemaner ophidset sin harpun klar og sendte den lige i hans rygrad. Da han havde dræbt ham og rejste hans kajak op for at trække sin harpun ud, så han straks at han havde underkroppen af hans søn klemt fast under tværremmene på kajakken. Han tog sin søns underkrop, lod bare sit offer være og begav sig videre vestpå.

 

Da han ikke længere kunne se den dræbte, lød råbet: "Hvor er han?" igen ude vestfra. Han roede videre for at få øje på denne, og da han fik ham i syne så han, at denne også var på vej nordover. Efter at have placeret sig bag ham og begyndt at jagte ham, harpunerede han også ham. Da han var død og væltet rundt, rejste han ham op og så, at han havde hans søns arme fastklemt under sine kajaktværrremme.  Han tog dem, og uden at værdige den dræbte et blik fortsatte han videre vestpå.

 

Da han ikke længere kunne se den sidste dræbte hørte han igen råbet: "Hvor er han?" ude vestfra. Da han fik øje på denne så han, at han i endnu større fart stilede nordover og råbte: "hvor er han?" med en meget dyb stemme, og det viste sig senere at være de andres far. Den store åndemaner placerede sig bag ham og gav sig til at forfølge ham. Denne gang var han længe om at komme ind på livet af qajariaqen. Da han var lige ved at nå ham, rejste denne sig selvfølgelig op, tog et åretag og råbte: "Hvor er han?" og så bøjede han sig igen ned mod forenden af sin kajak, og i det samme skyndte den store åndemaner at forbinde sin kajak med hans ved tværremmene med sin pagaj. Manden blev så forskrækket at han skrigende vendte sig mod ham. Uden et ord løsnede den store åndermaner sin vandskindspels fra mandehullet, tog sin snustobaksdåse og bød den anden en pris. Nu kunne den store åndemaner ikke uden videre ro væk fra den anden og fulgtes så med ham. Så så han at manden havde hans søns krop liggende under kajakstolen til fangstlinen. Den store åndemaner generede sig for at sige noget og fortsatte sammen med ham.

 

På et tidspunkt sagde så den anden: "Jeg spejder efter de kære to." Det var altså denne fæle mands sønner, som den store åndemaner havde dræbt. Umærkeligt sørgede den store åndemaner for, at den anden begyndte at styre hen mod den sidste, han havde dræbt. Netop som han regnede med at de nærmede sig, vejrede den anden pludselig østefter og pegede: "Der østpå kan man kun se hans kajak." De roede derhen, og da faderen rejste ham op så han, at han havde et stort sår. Inden manden nåede at sige noget, sagde den store åndemaner: "Kan du ikke vække ham til live igen?" "Jo, jeg kan vække ham til live", svarede den anden. Han sagde noget uforståeligt noget til sin søn mens han puslede med forskelligt ved ham. Efter en tid lykkedes det ham så at vække sin søn til live. De roede videre med mandens søn som tredjemand, og nu sagde de to's far: "Nu er det kun om vi kan finde hans lillebror." Med forsæt søgte den store åndemaner at følge samme rute som han var kommet. Da han regnede med at være i nærheden af den anden kajak, udbrød faderen: "Der østpå flyder kun hans kajak." Da de nåede derhen rejste de ham op og så, at han havde et stort sår. Som før sagde den store åndemaner inden faderen nåede at sige noget: "Kan du ikke vække ham til live?" "Jo, jeg kan vække ham til live", sage den anden også denne gang. Som før begyndte faderen at tale uforståeligt mens han puslede ved sønnen, og denne kom så også til live. Alle fire satte de så kursen nordover, fordi den store åndemaner generede sig for at forlade dem.

 

Mens de roede fik de øje på et mellemstort isfjeld. Da de nærmede sig, sagde den store åndemaner til sin vældige kajakfælle: "Kan du ikke også vække ham under din kajakstol til live?" "Jo, jeg kan også vække ham til live igen!" "Kom så, væk ham til live hvis du virkelig kan." Han rakte ham sin søns underkrop og arme. Den anden puslede med hans søn alt mens han talte uforståeligt, og åndemanerens søn kom til live. Men nu havde de ingen kajak til ham. Bare for at prøve sagde den store åndemaner til faderen: "Hvis du kunne gå med til det, kunne jeg lade ham tage hjemturen i en af dine sønners kajak, og så kan I vente på isfjeldet her. Når han er kommet i land kan jeg bringe kajakken tilbage til jer. De andre efterkom hans anmodning og gik fra kajakkerne op på isfjeldet, og så tilbød faderen at den store åndemaners søn kunne låne en af sønnernes kajak. Den store åndemaner tog sammen med sin søn hjemad mod land, og da de hjemme gik i land viste det sig, at sønnens underkrop var helt død. Det siges at dette skete, fordi han lånte en qajariaqs kajak, og at hans underkrop derved døde af skræk. Den store åndemaner tog nu den store kajak på slæb ud på havet, og da han fik øje på isfjeldet så han, at de stadig ventede på ham. Da han havde afleveret den store kajak, gik de andre ombord i kajakkerne og satte afsted nordover, og den store åndemaner tog afsked med dem og roede hjem.

 

Det fortælles således at den store åndemaner ganske vist fik sin søn tilbage, men at denne ikke længere kunne færdes på land, fordi hans underkrop var død.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk;

 

Tolkning: Qajariaqerne er en slags sælmennesker, hvis sælunderkrop ikke egner sig synderligt til at færdes på land.

oqalugtuaq Sikutdlúkúnik asassunik igdlunilo / Sikulluk

Print
Dokument id:1079
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Sikutdlúkúnik asassunik igdlunilo / Sikulluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 725 - 730, nr. 202
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Kortfattet oversættelse: Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 42 ss. 147 - 148,

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 27 ss. 214 - 216: Sikutluk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Om Sikulluk og hans fætter, der elskede hinanden.

 

Sikulluk og hans

fætter boede sammen (eller boede på samme sted? chr.b) og de elskede hinanden

meget. Sikulluks fætter havde en hund og det var den eneste hund på stedet.

 

En dag da Sikulluks fætter kom ud, så han, at fætteren (så må det jo være

Sikulluk, der havde en hund. chr.b) snedkererede ved siden af sit telt og lige ved

siden af lå hans hund. Han gik hen til fætteren uden at have nogen bagtanke. Da

han kom hen til fætteren sagde denne: "Skyd min lille hund med bue og pil".

Fætteren svarede: "Nej, jeg vil ikke skyde den, når vi to holder så meget af

hinanden." Fætteren sagde: "Godt nok elsker vi hinanden, men skyd du den bare".

Han blev ved med at gentage det. Til sidst blev fætteren træt af det. Han gik

hen til sit telt og hentede sin bue og han kom ud igen med han buen.

Han sagde: "Er det så rigtigt, at du ikke bliver vred?" Fætteren

svarede: "Nej, jeg bliver ikke vred". Han tog en pil og satte den på buen og

han skød sin fætters lille hund. Den faldt død om.

 

Herover blev fætteren dybt fortørnet. Han rejste sig, gik hen til sit telt og han kom ud igen med sin bue. Fætteren sagde: "Du sagde jo, at du ikke ville

tage tabet af din hund så nær".

"Jeg var den eneste, der havde en hund hér og derfor ville jeg helst ikke miste den. Nu vil jeg skyde dig ihjel".

Så tog han en pil og fætteren gjorde det samme. Sikulluk

skød fætteren og ramte ham i brystet, så han straks faldt om og døde.

 

Sikulluk dækkede sin konebåd og sit telt til med rullesten og drog af sted med sin kone ind i landet for at gå på jagt. Han ville dræbe alt levende,

han så. Og det gik han så i gang med. Han dræbte både ryper og

rensdyr, og da han var taget af sted med mange pile, fik og hans kone hver et stort læs på ryggen.

 

Så var det de fik de øje på en stor ulv med unger. Ungerne var alene, da de kom hen til boet, og han dræbte dem alle sammen. Hen imod aften viste moderen sig med en stor renbuk mellem tænderne. Sikulluk og hans kone lagde sig ned på jorden. Mens de kiggede på den, standsede den og gav sig til at hyle. Så lod den dyret, den havde haft mellem tænderne, ligge og gik hen til ungerne. Da den opdagede, at alle ungerne var døde, gav den sig til at snuse til de to menneskers spor og følge det.  

"Vi bliver nok ædt af den", sagde Sikulluks kone.

"Og jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede han.

 

Da ulven nærmede sig, kom han frem med sin bue og skød den, hvorefter han sprang over og ramte den en gang til fra den anden side. Ulven faldt død om. Bagefter lagde han sig fladt ned på jorden og afventede hanulven. Endelig dukkede den op. Også den havde en renbuk mellem tænderne. Da den kom derhen, hvor hunulven havde hylet, lod den renbukken falde og gav sig til at hyle, men der kom ingen.

Den hylede igen. Til sidst lod den renbukken ligge og var nu på vej hen

til ungerne. Den så, at de var blevet dræbt. Den gik også hen til hunulven. Den

gik rundt og snusede. Da den havde fået færten af mennesker, spurtede den hen mod de to. Sikulluks kone sagde til sin mand:

"Vi bliver nok ædt af den," sagde Sikkulluks kone.

"Jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede manden.

Så kom han frem fra sit skjulested. Ulven satte farten yderligere op (fordi det var mennesker, og den brølede. Da den kom ganske nær, tog Sikulluk sin

bue, satte en pil på og skød ulven. Han sendte også en pil i ulven fra den anden

side, så den faldt død om. Så gik han hen til sin kone. De forlod stedet og

vandrede videre og han dræbte alt levende, han så. Da de havde gået flere dage,

fik hans kone øje på en stor mammut, der gik og kradsede ned i jorden. Manden

tog bestik af den og så, hvor den var. Han søgte efter et sted, hvor hans kone

kunne gemme sig og fandt til sidst en klipperevne. Han sagde til sin kone: "Når

jeg går hen til dyret og når derhen, må du ikke bevæge dig. Fald ned i klipperevnen - og kig ikke så længe efter mig. Når du kigger ret længe efter mig, vil jeg lægge mig oven på dig (hvad mener han? CB)." Han forlod sin kone og begav hen mod mammutten. Hver gang den gav sig til at at kradse ned i jorden, løb han, og når den rejste sig, lagde han sig fladt ned. Nu var han ellers tæt på. Lige før han nåede den, lagde han sig fladt ned, men da den igen gav sig til at kradse

i jorden, skød han den og han skød den igen fra den anden side. Så gik hen mod konen og da konen havde kigget en stund efter ham, lod

hun sig falde ned i klipperevnen og i det samme faldt manden ned på hende. Så

blev det helt mørkt, idet mammutten var faldet død om og havde dækket åbningen,

så de ikke kunne komme ud af revnen. Nu forsøgte de at lave en åbning (? naliníkut: "ovenover dem", ifølge Rinks kommentar, CB). Det lykkedes og de

slap ud. De skar et stykke af kødet til proviant og tog af sted. Da de gik over

indlandsisen med de mange spalter, måtte han bære sin kone på ryggen. På den

anden side af indlandsisen fik de øje på vand. De gik ned til kysten og kom helt

ned til stranden. Her fik de øje på en kajak. De gjorde, hvad de kunne for at

blive set. En kajakmand så dem og roede hen til dem. Han bad dem vente der, så

ville han hente dem snarest. Han roede hjem og det varede ikke så længe, så så

de en konebåd nærme sig. Det var lutter mandlige roere. Styreren var den

kajakmand, der kom til dem og foran ham sad en stor ugift kvinde. Styreren så

hen til pigen. Han drejede skiftevis hovedet til hende for at kigge og drejede

det bort fra hende. De gik om bord i konebåden og tog af sted til

konebådsfolkenes boplads. På bopladsen gik de op til deres bopladsleders telt.

Mens de boede der, vågnede Sikulluk en nat meget brat og opdagede, at værten

ikke var i teltet. Udenfor hørtes der hundegøen. Han gik ud og så, at deres vært

var i færd med at have samleje med en hund ('nipitarniartorssuaq' - nipitarput -

hænger sammen under parring. chr.b). Det viste sig, at de boede hos eqqillit

(hundemennesker. BS). Det fortalte han til sin kone. Sikulluk sagde, at han

ville tilbage til dem, han var rejst fra, for at se til dem. Konen sagde:

"Når du tager af sted, vil han sikkert tage mig til kone". Manden svarede: "Han

kommer ikke til at få dig til kone". Han tog af sted og lod dem vide, hvornår

han ville komme tilbage. De ventede og ventede indtil tiden var overskredet. Da værten ville give en åndemaner befaling om at lede efter ham, spurgte en af dem Sikulluks kone: "Var det noget med, at I, da I var på vej deroppe nordfra, dræbte løveunger og deres forældre?" Hun svarede: "Ja, han dræbte også en

stor mammut". Så svarede han: "Ja, hanmammutten har nemlig ædt ham". - Konen

døde, mens hun boede dér. Slut.

     Amos Daniel

 

bravo! Amos Daniels bedste fortælling. Chr.B

 

Var.: Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Oversættelsen af kiliffak til "mammut" skylde ikke fund af fossile mammutter i Grønland, men derimod i Alaska, hvor inuit bruger betegnelsen kiliffak om dem. Men om de også gjorde det dengang grønlændernes forfædre udvandrede derfra, er vanskeligt at sige. Amos Daniel opfatter tydeligvis dyret som et rovdyr med klør. Der fandtes heller ingen ulve i Vestgrønland på fortælletidspunktet, og forestillingen om at de ligner løver må skyldes tegninger man har set i billedbibler eller lignende. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Fortællingen her er imidlertid fra 1861. BS.

Oqalugtuaq Utorqánguamik / oqaluttuaq utoqqannguamik

Print
Dokument id:1496
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Utorqánguamik / oqaluttuaq utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 62, 4 ss.
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Rasmussens notat: Ulûaq

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

 

Hist.: Cecilie Olsen var 79 år i 1902: Fali bliver undertiden betegnet som hendes søn, undertiden som hendes barnebarn.

 

Var.: Tutigaq; Uluaa; Den blinde dreng der genvandt synet. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Cecilie Olsen was 79 years old in the year 1902: Fali was sometimes described as her son and sometimes as her grandson.

 

No translation or summary; Rasmussen's short hand hardly readable

 

 

oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit

Print
Dokument id:266
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Olsen, Samuel
Nedskriver:Olsen, Samuel
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 423 - 428, nr. 136
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepar.

 

Dette fortælles om et ældre ægtepar med tre børn - to sønner og én datter: En dag var datteren ude at plukke bær sammen med den ældste af sine yngre brødre. Da broderen så en rype, gav han sig til at jage den med stenkast. Han forsvandt ud af syne bag en stor sten, og der ledte hun efter ham, men hun kunne ikke finde ham. Hun kom hjem om aftenen.

 

Dagen efter tog hun af sted sammen med sin yngste bror. Han

skulle sætte rævefælder og ledte rundt efter en flad sten til at dække

udgangen med. Da han ikke viste sig igen, ledte søsteren efter ham. Sporene

endte et sted, men hun fandt ham ikke. Hun kom hjem, om aftenen uden broderen.

Hendes far sagde til hende: "Nu har du dræbt begge dine yngre brødre."

 

I virkeligheden havde faderen allerede nogen tid, før dette skete, haft

planer om at dræbe datteren, fordi hun som kvinde ikke kunne blive fanger.

Moderen syntes, det var synd for hende, og hun rådede hende til sidst at gå

hjemmefra, så hun kunne undgå at blive stukket ned af sin far.

 

Pigen puttede sine klæder og nye kamiksåler ned i sin taske, og om natten, hvor

forældrene sov, drog hun af sted hjemmefra. Da det blev dag, krøb hun

ned i en hule i en stendynge og sov. Henimod aften gik hun videre. Ved

midnatstide fik hun øje på et lille vindue længere fremme. Hun gik derhen og

opdagede, at det var et hus. Hun kiggede ind gennem vinduet og derinde var

en stor mand med bar overkrop i færd med at fremstille kajakredskaber.

Da han drejede ansigtet derhenad, hvor hun stod, opdagede hun, at han kun

havde ét øje, der sad i næseroden. Han bød hende indenfor. Men pigen blev

bange og skjulte sig i en fordybning ved siden af sin taske. Netop som hun

havde skjult sig, trådte han ud og gav sig til at kigge rundt  - endog

omkring sine fødder. Da han ikke så hende, gik han hujende ind igen.

 

Pigen gik videre, og undervejs sov hun midt på dagen. Så tog hun af sted

igen og hen på aftenen fik hun øje på et lille hus med ét vindue. Hun satte sin

taske i nærheden af huset og gik hen til huset. Hun kiggede ind igennem vinduet

og så derinde et ældre ægtepar og en ung pige, der senere viste sig at være

deres datter. Hun blev budt indenfor. Sønnen var åbenbart endnu ikke

kommet hjem fra fangst. Noget senere kom han så. Hans far spurgte:

"Hvor mange." Sønnen svarede: "Fem." Moderen gik ud og kom tilbage med et bundt

måger, som næsten ikke kunne komme med igennem husndgangen. Hun gik ud igen

og kom med et bundt edderfugle, næste gang med et bundt alke, næste gang igen et

bundt skarve og endelig med et bundt tejste. Faderen så ikke alle de ting,

moderen bar ind (mærkelig sætning. Egentlig står der: Da hun / han bar det ene

bundt efter det andet ind, så hans far ham/hende ikke (eqqussoramigit angutaata

takunngilaa) Chr. B. - Faderen kan vel ikke se hende, fordi bundterne er så store,

at de skjuler hende. BS)). Så sagde sønnen: "Har vi fået en gæst?" De svarede

ja. Så spurgte han igen: "Har hun fået noget at spise?" De svarede:

"Hun har godt nok spist". Sønnen sagde: "Giv hende noget at spise, man bliver så

sulten af at have været ude at vandre (angalalluni - Chr. B.)." De kogte alke og

skarve og hun spiste, så hun var lige ved at revne.

Da hun havde opholdt sig dér, hvor der boede mennesker, fik hun den tanke

at tage ud et sted, hvor der ingen boede. Da det blev aften gik hun bare lige ud (for at forrette), men så tog hun sin taske og drog ind i landet.

Hun gik hele natten, og da det blev morgen og hun mente, at de ikke længere

kunne få øje på hende, krøb hun ind i en hule i en stendynge og sov. Hun var

kommet langt ind i landet - det var dengang, der ikke var is inde i landet - så

så hun et hus med tre vinduer. Hun gik ned til det og kiggede ind gennem

vinduet. Derinde så hun en stor sæl, der blev sprættet op, men hun så ingen

mennesker, der sås kun skygger, og der var ved at blive kogt noget. Hun kiggede

ind gennem et andet vindue, også der så hun en stor sæl, der var ved at blive

flænset. Hun kiggede ind gennem det tredje vindue, og der så hun også en stor

sæl, der var ved at blive skåret i flere stykker (der står: 'anguleraat', - der

skulle nok have stået: 'agguleraat' - Chr. B.). Så blev der puffet til hende, men

der sås ingen mennesker. En stemme sagde: "Jeg skulle bede kystboen komme

indenfor." Hun gik ind, men stadigvæk så hun ingen mennesker, kun skygger. Men

så fik hun øje på et gammelt ægtepar, der lå på maven ved opgangen til rummet. Hun blev bedt til sæde. Hun var altså på besøg hos

tarrajarsuit, skyggevæsener. Hun blev budt på kød at spise. Tallerkenerne blev tomme af sig selv (uden at hun kunne se dem, der spiste - Chr. B.). De sagde, at hun kunne gå i seng, når hun ville. Hun gik i seng. Midt om natten vågnede hun ved, at hun kunne mærke noget slimet der, hvor hun lå, og der var også noget blod. Det viste sig, at et af skyggevæsenerne var revnet af forspisning. Hun fik pludselig dårlig samvittighed og stak af midt om natten.

 

Under sin vandring fik hun pludselig øje på en stor slette med tåge henover.

Hun gik dernedad. Der var ingen mennesker at se, men hun hørte nogen

råbe: "Gå på den vestre side (jeg kender ikke udtrykket 'uvkaa'. Den danske

kommentar siger 'vestre' - Chr. B.)." Hun kiggede rundt og så ved kanten af den store slette en hel masse væsener med store maver i en position, hvor de

havde anbragt maven i en fordybning i jorden, mens de ventede på, at mætheden skulle fortage sig. Kvinden, som i forvejen var forbitret, tænkte, at hun ville skridte henover dem. Og selv om der blev sagt, at hun skulle gå bagom ('eqquata

tungaatigut' kan jeg ikke få nogen anden mening ud af det - 'erqoq' betyder bagdel, rumpe måske: henover rumperne? Chr. B.), gik hun midt over sletten og knaldede væsenerne, så der kom blod. Da hun trådte på den sidste, krympede hendes indre en smule (den danske kommentar antyder, at det kan betyde, at hun vred sig af latter?? Chr. B.).

 

Det næste hun så på sin vandring, var et stort bjergpas, hvor der var en

masse ravne. Hun tænkte: "Ravne plejer at være dér, hvor der er beboelse." På den

anden side af passet fik hun øje på en masse huse, som lå omkring en lille vig

og folk, der spillede bold. Mens hun stod der, genkendte hun sin lillebror.

Ham, der ramte en rype med en sten. Det viste sig, at han var gået tværs over

landet. Da boldspillerne holdt op med at spille, gik de ind. Hun satte et mærke

på sin lillebror, uden han lagde mærke til det. Lillebroderen gik ind i et hus

med ét vindue på den anden side af vigen. Da det blev aften gik hun hen til

huset og kiggede ind gennem vinduet. Hun opdagede, at lillebroderen var blevet

gift. Hun gik ind i huset og gav sig i snak med sin bror.

 

De spillede bold nogle gange, og hendes svigerinde (broderens kone) skammede

sig over, at hun (mandens søster) var for langsom til bens - den samme kvinde,

der under sin vandring var i stand til at løbe ræve og harer op og sparke til

dem. En aften hviskede svigerinden til sin mand om at give hans søster kamikker

på, fordi hun skammede sig over hende. Da hun en aften havde taget kamikkerne

af, gik svigerinden ud og kom tilbage med et par kamikker, der kunne snøres

sammen foroven. De sloges med hende og fik trukket kamikkerne på (formentlig

tvang de hende - Chr. B.). Der var vandkalve i kamikkerne. De snørede kamikkerne

sammen foroven ved hendes knæhaser. Det begyndte at klø og til sidst blev hendes

ben helt følelsesløse. Da der var gået en tid, tog de kamikkerne af og alt kødet

på underbenene var spist, så der kun var sener tilbage. Det var vandkalvene, der

havde spist kødet. Midt om natten gik svigerinden ud og kom tilbage med en

levende renkalv. Hun sprættede kalvens mave op og mandens søster stak sine ben i kalvens mave. Da hun efter nogen tid trak benene ud igen, var der kommet hud

(skind) på dem. Efter den tid var kvinden blevet den hurtigste løber. Det var

altså svigerinden, der syntes, at hun var for langsom til bens, og det var hende,

der fik vandkalvene til fortære kødet på hendes ben.

 

Mens kvinden boede dér, blev hun gift og fødte en dreng. Da drengen var

blevet født, kom svigerinden ind med et ovalt træfad, som var fuld af

rævetestikler. Idet hun gav kvinden dette, sagde hun, at hun skulle spise dem,

men det skulle være med lukkede øjne. Først når hun havde slugt den sidste

mundfuld, skulle hun lukke øjnene op. De havde den skik på stedet, at hvis man

ønskede at få et barn, der var hurtigt til bens, skulle moderen spise testikler

af ræve. Da kvinden havde spist, blev hun rask. Sønnen blev hurtig til bens.

Kvinden blev boende i huset som en del af familien og de fik mange

efterkommere. Slut.

 

Var.: Daniel Møller nr. 17.

 

Kommentar: Fortællingen giver et godt bud på hvilke forskellige mytiske skikkelser man kan møde længere og længere inde i indlandet. De sidste skildres som deciderede indlandsboere - dvs. hurtigløbere der kun jager landdyr og hvis magre ben kan minde om renernes.

oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken

Print
Dokument id:271
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, William
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 470 - 473, nr. 141
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om en ældre mand med to sønner.

 

En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.

 

Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste

deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og

mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste

af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd.

Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage

hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom

til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde

og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og

konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var

plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.)

til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham,

den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var

nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra.

Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på

løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han:

"Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."

 

Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.

 

Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da

røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til

ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på

hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men

lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit

gemmested.

 

Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor

fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl,

smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da

den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem.

Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til

storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede

ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved

lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i

fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i

hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til

deres boplads.

 

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr.

pingauvat / pinguaat ?

Print
Dokument id:2198
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:pingauvat / pinguaat ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 10 - 12, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Qasigiaq

Print
Dokument id:322
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasigiaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 162
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En vanskeligt læselig version nedskrevet under den litterære ekspedition af Gaba Olsen, KRKB 1, 5(15), nr. 22, og fortalt af Maassannguaq, er muligvis den samme. Inge Kleivan giver det samme bud i sin artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005:

243 -275.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 212 - 213.

 

Resumé:

 

Et stort handelsskib ankommer. Qasigiaq der er begærlig efter rigdom, slår sin mor ihjel, holder hendes øjne åbne med hvalrosskæg og ror ud til skibet, hvor folk taler til den døde, der ikke svarer. Hun er døv, forklarer Qas. og opfordrer dem til at give hende en lussing, hvis hun skal høre dem. Det gør de. Hun

falder om. "Nu har I dræbt hende," siger Qas. og græder. Matroserne

overlæsser ham med gaver for at gøre det godt igen. Han fortæller

brødrene, at han har fået gaver for sin døde mor. En af dem slår

straks alle sine børn ihjel og ror ud til skibet, hvor man jager ham

bort. En anden gang møder Qas. en hvid mand med en masse ejendele på sin

slæde. Qas., der kun har en tom pose på slæden, fortæller, at han skal

ned på bunden af en sø i nærheden og hente sine ejendele. Hans fæller

har nemlig i vrede puttet ham i en pose og kastet ham i søen, og dernede

har han fundet en masse skønne ting. Han blev rig, fordi han løj.

Fortællingen stammer fra dengang for længe siden, da der var mange

mennesker, og der var hvide mænd i Thule-området.

 

Var.: Pillingajak;

 

Hist.: "Store Klaus og Lille Klaus" blev en yndet fortælling i

Vestgrønland. Den ældste version er fra Aasiaat, 1820'erne.

Måske er den kommet med sydvestgrønlænderen Hans Hendrik til

Nordgrønland / Avanersuaq / Thule omkr. 1850. Det er interessant at den mytiske Qasigiaq (talrige versioner), der altid kommer galt af sted og blir hjælpeløst til grin i de klassiske versioner, nu er blevet den snu Klaus der med held snyder de hvide vha. løgne.

Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Qasingijaq sagdluvarsuvaq/ Qasinnguaq salluarsuaq ? Qasiassaq ?

Print
Dokument id:2213
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasingijaq sagdluvarsuvaq/ Qasinnguaq salluarsuaq ? Qasiassaq ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 34 - 36, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om den store løgner, hvis vestgrønlandske navn er Qasiassaq. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Qilâtua / Qilaatua

Print
Dokument id:1316
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qilâtua / Qilaatua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 180-187: "Qiláituaq ..." er ikke

oversat efter denne variant eller renskriften.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qilaatua. Qilaatua / Qilaatuaq / Qilaaduaq / Qilaasuaq havde fast opholdssted i Sermilgaaq.

Qilaatua var en dygtig fanger, og han tog på slæderejser langt ud over isen; og derfor fangede han mange isbjørne. På sine slæderejser medbragte han

en lænser og rem samt en sårpløk. En dag var han som sædvanlig

ude med slæde langt fra land og fangede en gammel isbjørn. Så

hørte han en brusen og opdagede at det var ved at blæse op. Han

måtte kravle op på et stort isfjeld. Andet var der ikke at gøre. På

isfjeldet byggede han (egentlig: de) sig en snehytte, og her levede

han af den isbjørn, han havde fanget, indtil der ikke var mere af

den. Da vinden lagde sig, gik han ud og opdagede, at isen var

forsvundet, og at isfjeldet var kángúngísok (?).

Det viste sig, at det lå på grund. Han blev på isfjeldet, og da han

havde spist alle sine hunde, havde han slet ikke mere at spise - kun

isbjørneskindet var tilbage. Så udtænkte han en plan íma kâtûtine

sanalerpât kaaliarísadlugo namatumik sanavât ikârutinik masilerdlugit

isuraledlugídlo.(Han ville lave et transportmiddel / en kajak til at sætte over det åbne vand af slædens træ, BS)

Da han blev færdig, ville han betrække det med bjørneskindet. Min

synål nautarsîne.

Han måtte flække linen for at få den gennem nåleøjet. Han havde aldrig

lavet noget så svært (fortalte han). Så lavede han en åre af slædens

støttetræ, og årebladet lavede han af slædeopstanderne, blot

ved at binde dem sammen. Han blev færdig med arbejdet og kom ud. Så

lavede han nogle trin på isen på den side af isfjeldet, hvor det var

lavere; da han kom ombord på fartøjet (kajakken) flød den ganske

udmærket, og han nåede velbeholden hjem. Da han nåede frem til

menneskene, fortalte han dem dette.

Han efterlod kajakken dér (hvor han landede) og lod den ligge der,

idet han sagde, at sårpløkkerne af ben herefter skulle være forsynet med et hul øverst oppe. Sådan blev det og er det den dag i dag.

 

Var.:  Qilaartuaq / Qilaarsuaq / Qilaarduaq, der kun i begyndelsen ligner Sofies fortælling.

 

Kommentar: Ikke ganske gennemskuelig, specielt ikke brugen af sårpløkken. Brugte han den som synål?

Qiláussuákut / Qilaasuakkut

Print
Dokument id:2245
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qiláussuákut / Qilaasuakkut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 19, 7½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Qilaasuaq; søg også på: Akilineq

Quinagsâriniôq / Quinassariniooq / En, der havde den vane at kilde folk

Print
Dokument id:751
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Quinagsâriniôq / Quinassariniooq / En, der havde den vane at kilde folk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da en kajakmand fra Saarloq, der var taget til Nuuk,

var udeblevet, tog nogle ud for at lede efter ham. De fandt ham død bag

Maaluta, og armhulerne var revet op. Men de fandt ikke ud af, hvad der

var sket ham.

Senere roede en anden, ind i samme fjord for at komme ind på renjagt.

På vej hjem fra jagtturen og ikke så langt fra sin kajak, hørte han

nogen grine temmeligt langt borte. Efterhånden lød grinet højere og

nærmere og bevirkede, at manden langsomt mistede kræfterne og nåede

sin kajak i næsten helt afkræftet tilstand. Netop som der kom et nyt

latterudbrud, forsøgte han at løfte kajakken; men det magtede han

ikke, så han måtte tage den i den bagerste spids og skubbe den. Da han

nåede frem til vandet, kom han med største besvær ned i kajakken og

skubbede sig ud fra land. Idet samme kom der et højt latterudbrud, der

tydede på, at væsnet var kommet inden for synsvidde. Så tabte han sin

åre. Til alt held blæste det fra land, så han drev udefter. Da han

drejede hovedet imod land og så det, lignede det nærmest noget spæk,

der var smurt med blod. Senere fandt man ud af, at den kajakmand, der

var på vej til Nuuk, var blevet dræbt af dette (væsen). Og da det

åbenbart havde fået smag for at dræbe, ville det også godt have dræbt

jægeren.

Herefter advarede man folk mod at komme på dette sted uden ledsager,

og derfor kom dette sted til at hedde Quinassaariniooq, Kilderen.

 Det fortælles, at der i gamle dage også fandtes Quinassaariniooq i

Uummannaq (Det må være Uummannaq i Godthåbsfjorden. Chr. B.) Det

skete, at folk, der var på rypejagt, ikke kom tilbage. Man tog ud og

ledet efter dem; og når de fandt dem, så de, at de bløde steder på

kroppen var revet itu. Da dette fortsatte, var der til sidst ikke

længere nogen, der havde lyst til at gå ture. Tænk, at det var

Quinassaariniooq, der havde revet de bløde partier på kroppen itu.

 

Kommentar: Kilderen der ligefrem kilder folk så de dør af grin kendes som Havkvindens far i Thule området og S. Ø. Baffinland.

Qutdliarssuk / Qulliarsuk

Print
Dokument id:1800
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qutdliarssuk / Qulliarsuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 167 - 168, nr. 37
Lokalisering:Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 37, ss. 170 - 172.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 79, nr. 38: ' Det fæle syn.'

Resumé af uddraget: Barnet Kutdliarsuk / Qulliarsuk vækker husfolkene

med skrig om natten. En stor stribet arm rækker en hund med blodige

øjne frem fra under briksen til barnet. Folk flygter, vender tilbage

efter tre år. Senere besøgende finder hele gulvet sejlende i blod (og

ingen mennesker).

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 37, s. 329.

 

Hist.: Er den stribede en tiger? Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Siggutôrssuarmik / Om den storsnudede / den store tryne

Print
Dokument id:2225
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Siggutôrssuarmik / Om den storsnudede / den store tryne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 5, 4½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga

Print
Dokument id:1450
Registreringsår:1919
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Esaia + Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 354
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

 

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

 

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

 

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

 

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

 

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Storfangeren Navagiaq, hvis sjæl efter døden vandrede gennem alle dyr, indtil den atter tog bolig i et menneske

Print
Dokument id:1809
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Storfangeren Navagiaq, hvis sjæl efter døden vandrede gennem alle dyr, indtil den atter tog bolig i et menneske
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 122
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Navangiaq

angússuaq". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Navangiaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resumé:

 

Navigiaq / Navagiaq fanger godt og er gavmild med sine fangster. Han

bliver syg, dør, men mister ikke bevidstheden, kommer til dødsriget,

hvor han længes tilbage til jorden og kryber derfor ind i sin hund.

Han er flov over, at hans kone må fodre ham. Når han helt er hund, ved

han ikke, hvad han gør. Han stjæler af sin kones køddepot, bliver

endnu mere flov, og da han tilmed får prygl, smutter han ud af hunden,

der straks dør. N. flytter ind i en ravn, kommer vidt omkring og kan

stjæle så meget, han lyster. Træt af dette liv flytter han over i et

græsstrå. Han behøver hverken at bevæge sig eller bestille noget, men

da efterårsvinden svinger ham, og han får hovedpine, flytter han over

i en stor hanlaks. Den følger de andre laks op til en sø, og de søger

dybere ned, da søen fryser til. I det tidlige forår synger de

trommesange ved elvens udløb fra søen, og da isen bryder op, svømmer

de ud i havet, hvor N. flytter over i en sortside. Én gang er han nær

ved at blive fanget, men lærer så af sine artsfæller at sætte hurtigt

af ved at sparke bagud mod horisonten mellem himmel og hav. Træt af

dette liv søger han over i en fjordsæl og nyder at se verden nede fra

gennem isen, da havet fryser til. Flere af hans artsfæller blir fanget

ved åndehullerne. N. opsøger sig et fjernt, gammelt åndehul for at

leve i fred, men en dag bliver han harpuneret af en fanger med en

amulet under foden, der gør fangeren usynlig for N. N. blir dræbt og

slæbes til huse. Det kildrer morsomt undervejs. Han flygter rundt i

sin krop for konens ulu, ser en masse tiltrækkende is inde i hende,

smutter fra halsen ind i hendes skød og renser isen ud. Det tar lang

tid, hvor kvinden er utilpas, men så blir hun rask og gravid. Det

ærgrer N., at hun altid sover så længe om morgenen. Han ville gerne ud

og se verden med de andre. Ved fødslen hævner han sig ved at blive

inde. Men et menneske med skæv mund kyser ham, og jordemoderen stikker

hånden ind og kalder ham ud af sit "hylster" (pooq, BS). Under

navngivningen græder han "ungaa" for hvert navn de nævner. Han samler

alle sine kræfter og siger Navagiaq. Han får da sit navn, vokser til

og blir storfanger (som før).

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

 

Kommentar: Et ritual der skulle rense den fødende for is i livmoderen blev praktiseret indtil sen tid i Ammassalik området. (Joëlle Robert-Lamblin ¤.)

I denne fortælling fremkalder Navagiaq formentlig sin kommende mors første menstruation (isen blir til flydende blod på samme måde som forårsvarmen sender opbrudt smeltende vinteris ud af fjorden.)

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "sjæl".

Storfangeren Qátârssúnguaq / Qattaarsunnguaq og hans møde med de røde hvalrosser og kæmpebjørnen

Print
Dokument id:1448
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Henrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Storfangeren Qátârssúnguaq / Qattaarsunnguaq og hans møde med de røde hvalrosser og kæmpebjørnen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 261 - 268
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskrift: NKS 3536, I, 4', læg 9: 1 - 14.

Renskrift ved Hendrik Olsen i NKS 3536, II, 4', læg 23, ss. 1 - 17: oqalugtuaq Qátârssúnguamik.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 12 - 19.

Ligeledes på grønlandsk i Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 55 - 58, men med flere forklarende indskud end i den oprindelige ordlyd.

 

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981, II: 122.

 

Resumé:

Qattaarsunnguaq har hjemme på øen Tulugartalik nær Paamiuts / Frederikshåbs

Isblink, hvor hans hustomt endnu kan ses. Q. besøger ofte i

nordenstorm sin ven i Qimmimiut. En dag møder Q. langt ude til havs

for første gang en af de røde hvalrosser, en han, der kommer ret imod

ham med rejst overkrop. Han harpunerer den, kajakvender, da den

angriber ham, og holder sig med hovedet nede i vandet en stund. Men

dyret har smadret bagenden, hvorfor Q. ror kraftigt til på toppen af

en bølge langt ind mod land. Han får i sidste øjeblik tag i et

klippeskær og rider ind med den næste bølge. Senere ser han endnu en

rød hvalros på fast is i fjorden. Den angribes af en isbjørn, der har

sneget sig ind på den med et isstykke foran sig, og de to dyr tar

efter en lang kamp under vand livet af hinanden. Q. får på den måde

begge dyr. Senere møder han den enorme sermilik-bjørn (isbræ-bjørn),

som han også afholder sig fra at angribe. Men han har derefter altid

disse spændende historier at fortælle.

 

Hist.: En mulig historisk fortælling. Virker delvis autentisk i grønlandsk

regi.

Tingûjamik

Print
Dokument id:2234
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tingûjamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 6, 7 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Manden der blev gift med en gås (el. en alk el. en anden fugl) Søg på: Swan Maiden

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Tîsikôrssuarmik / Tiisikoorsuarmik

Print
Dokument id:2229
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tîsikôrssuarmik / Tiisikoorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 24, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

 

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

 

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

 

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

 

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

 

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

tuluaq naujanut nigausitsoq

Print
Dokument id:2242
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:tuluaq naujanut nigausitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 15, 4 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Ravnen der blev gift med en måge / en gås. Ravnen der blev svoger hos mågerne / gæssene.

Tulugkanut inorôrtut pulârtoq / Tulukkanut inoroortut pulaartut

Print
Dokument id:2241
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tulugkanut inorôrtut pulârtoq / Tulukkanut inoroortut pulaartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 14, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: talrige om besøg hos / fugle (ravn og måge de hyppigste) i menneskeskikkelse. Her er det ravne.

tûtûvatûvit / tuttuartuit ?

Print
Dokument id:2214
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:tûtûvatûvit / tuttuartuit ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 36 - 37, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

uden titel

Print
Dokument id:2203
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:uden titel
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 19 - 21, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

uden titel

Print
Dokument id:2207
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aasivat (Aisivang / Aisivat)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:uden titel
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 25 - 27, A6 - størrelse
Lokalisering:Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

 

Fortællingen hér begynder således: inuk pisurradlulerpuq ... Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

ukiume 1860-1903 piniartut píssussîssa ilángue

Print
Dokument id:2243
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ukiume 1860-1903 piniartut píssussîssa ilángue
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 16, 10½ ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Dette er ikke en fortælling men Gabas selvbiografiske beretning om fangstforholdene i Upernavik-området fra 1860-1903.

ukiume 1860-1903 piniartut píssussîssa ilángue

Print
Dokument id:2246
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ukiume 1860-1903 piniartut píssussîssa ilángue
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 20, 16 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Hist.: Dette er ikke en fortælling men Gabas beretning om forskellige skikke, især vedr. fangsten, ved kristendommens begyndelse i Upernavik-området.

Ulâjuk

Print
Dokument id:878
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ulâjuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Første nedskrift (?) ved Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, side 4 - 10:

Ulâjuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Ulaajuk

Det fortælles at Kangeq var blevet Ulaajuks yndlingsboplads. Og fordi Kangeq nu var hans gamle boplads og han ikke flyttede andre steder hen, tog han vanligvis til Kangerluarsuk når man kunne regne med, at ørrederne begyndte at søge op i elvene.

       Når så ørrederne kom op i elvene lod han fangsten flække til tørring, og når de flækkede ørreder var blevet tørre nok, begyndte han at binde dem sammen i bundter. Når han var færdig med bundtningen af tørrede ørreder tænkte han endnu ikke på at stå fjorden ud, for han var også inde i fjorden for samtidigt at få plukket sortebær / revlinger / krækkebær når de var blevet modne, og først når han havde ladet husfællerne plukke bær, så hans konebåd fik fuld last, stod han fjorden ud langt hen på efteråret.

       Engang imellem når det var det han ville, fordi hans husbjælker var blevet for gamle, tog han andre steder hen end til Kangerluarsuk, og det var nordover for at samle drivtømmer.

       Når han var kommet hjem fra Kangerluarsuk, men først når jorden lå dækket af sne, og man ikke længere forestillede sig at få serveret bær, inviterede han mænd på mad. Og hver gang satte han først tørrede ørreder frem og sagde så gerne sådan her når han serverede dem: "Spis jer nu godt mætte i ørreder fanget ikke så langt herfra!" Når de var færdige med de mange tørrede ørreder han havde sat frem, og når dem, de ikke havde kunnet spise, var blevet fjernet, satte han flere fade frem, hvoraf nogle var ret store, og de var fyldt med sortebær, og så hældte han flydende spæk over dem og sagde: "Spis jer nu rigtig mætte i sortebær plukket ikke så langt herfra!" Når han havde trakteret de mænd han havde inviteret med sortebær, og når de var færdige med at spise, var der altid noget tilbage af bærrene, fordi han altid satte flere fade frem til spisingen.

       Ulaajuk holdt meget af at fortælle, og man siger, at når han fik lyst til at fortælle, inviterede han mænd, og når han tog af sted på sin ørredefangst, begyndte hans mange bopladsfæller at snakke om alle de ørreder og alle de sortebær, som de glædede sig til at spise. Det var det Ulaajuk beskæftigede sig med hver sommer.

       Det fortælles at Ulaajuk var meget glad for at fortælle om de ting og hændelser, man kommer ud for og taler om i hverdagen, og derfor havde han altid besøg af nogle af mændene om aftenen. Når han så fortalte løs om forskellige hændelser og begivenheder, kunne han ind imellem lige stoppe op, og så fortsætte, og jeg har hørt følgende beretning - "Det fortælles, at verden engang skal gå under, og når den begynder at gå under", - ja, sådan sagde han til sine gæster, når han fik lyst til at give udtryk for sine tanker - så ville Ulaajuk selv tage en masse tørret kød med og klatre op på toppen af Hjortetakken og netop med en masse tørret kød og flydende spæk. Når han så var kommet op på toppen af Hjortetakken ville han spise tørkød mens han kiggede ned på sin mange medmennesker. Der var naturligvis ingen af hans mange gæster der gav ham ret, for de kendte ikke til sagen, og da han havde sagt det, udbredte han sig ikke videre om det sidenhen.

       Engang da de drog til Kangerluarsuk på ørredfangst, og da de havde fanget, tørret og sammenbundtet ørrederne, ventede de til sortebærrene var blevet modne, og da de havde plukket en mængde bær og efterhånden syntes der var nok, stod de omsider ud af fjorden sent på efteråret. Da de var kommet hjem og bærsæsonen var forbi, sagde han en aften til sine husfæller: "Aftenerne virker for lange når man ikke har nogen at tale med, gå nu ud og inviter nogle mandfolk på ørreder og sortebær, hvis de har lyst." Så gik hans husfælle ud og inviterede alle de mænd, der boede nordligst, for lige da hun gik ud havde Ulaajuk sagt: "Du inviterer først dem der bor nordligst; bagefter inviterer vi så dem der bor sydligst." Naturligvis kom de alle straks de var blevet inviteret. Da de alle var kommet sagde Ulaajuk til sin kone: "Vi har jo ikke andet at byde på, så tag en med ud og hent ørreder og sortebær!" Nu gik konen ud sammen med en anden, og da de kom ind igen havde de store bundter af ørreder og masser af sortebær med. Han satte det frem og sagde som han plejede: "Spis jer nu rigtig mætte i ørreder og sortebær, der er skaffet ikke så langt herfra!" Så spiste de mange mænd ellers løs af sortebærrene, men som sædvanlig nåede de ikke at spise alt der var sat frem. Først bagefter, da de havde spist, sagde Ulaajuk: "Det kan være I har glemt det. Men da jeg efterhånden tænker mere og mere på mig selv, har jeg gået og tænkt over det jeg sagde til jer, da I var på besøg for bare et par år siden, men siden har glemt." Ingen af gæsterne havde selvsagt noget at sige til det. I stedet kiggede de vedholdende på ham, og så fortsatte Ulaajuk: "For et par år siden inviterede jeg til spisning på ørreder og sortebær, og så fik jeg stor lyst til at give udtryk for mine tanker, og jeg er kommet i tanker om mine ord og noget, jeg aldrig har tænkt over før." Hans gæster sagde stadig ikke noget og kiggede fortsat på ham, og det blev de ved med da Ulaajuk sagde: "Jeg sagde noget om noget jeg havde hørt, og pludselig sagde jeg følgende uden at lægge noget særligt i det: Når verden begynder at gå under, vil jeg bestige Hjortetakken og medbringe masser af tørret kød og flydende spæk. Så vil jeg sætte mig til at kigge ned på mine mange medmennesker, mens jeg spiser masser af tørret kød dyppet i spæk. Dengang jeg sagde det forstod jeg ikke selv betydningen af det, men senere, da vi kom til Kangerluarsuk kom jeg i tanker om det og har siden ikke kunne glemme det." Og han fortsatte: "Mon ikke jeg derved selv har forudskikket mit endeligt?"

       Da vinteren var omme og det blev sommer, mente Ulaajuk at det var ved den tid hvor ørrederne ville søge op i elvene. Og som altid tog han på ørredfangst i Kangerluarsuk. Da han som vanlig havde fanget ørreder og fået plukket sortebær dér, og de næste dag skulle hjemefter, gik de i seng. Hen på aftenen blev Ulaajuk syg for første og eneste gang. Hans sygdom blev stadig værre hen imod morgenen, hvor hans kone og husfæller talte med hinanden: "Da han er vores eneste forsørger, vil det nok være det værste hvis der sker ham noget her i det øde. Vi må nok hellere prøve at få ham hjem til hans yndlingssted, Kangeq." De gjorde klar til rejsen og så roede de ud af fjorden. På vej ud ved Ivittarfik begyndte Ulaajuk at tale i vildelse. De var nået ud af fjordmundingen da han var begyndt på det, og så sagde hans kone: "Når et menneske er kommet i den tilstand han er i nu, er det ikke længere tilrådeligt at transportere det. Lad os slå lejr for ham her." De slog så lejr på et sted med en lille rullestensstrand. Da de havde rejst teltet, begyndte Ulaajuk at trække vejret ret uregelmæssigt, og så døde han. Da han var død sagde hans kone: "Vi har ikke for vane at transportere døde mennesker sammen med forråd af mad. Det er min mand her jeg tænker på. Der er jo plads allevegne, så lad os begrave ham her." De syede ham ind i ligskind og næste dag begravede de ham. Selvfølgelig drog de ikke videre samme dag, for konen ville ikke forlade sin mand. Først næste dag kom de hjem til Kangeq. Det fortælles, at det var Ulaajuks udsagn, der havde virket således ind på hans videre skæbne, at han fik sin grav på nordsiden af fjordmundingen under Hjortetakken. Det fortælles også, at landet dér tidligere hed noget andet, men derefter fik det den afdødes navn og blev kaldt Ulaajuk.

Var.: Ulaajuk

Hist.: Fortælling om historisk person. Om Ulaajuk går der en del fortællinger.

Ulingajangmik / Ulingajammik

Print
Dokument id:2240
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ulingajangmik / Ulingajammik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 13, 4 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.)

Ifølge Rasmussen notat: "der lod sin tarm koge".

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Ululinamik

Print
Dokument id:2224
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ululinamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 4, 4 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Var.: Ikke en Tutigaq fortælling

ulæselig titel ?

Print
Dokument id:2219
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Sorminnguaq ? (Sorminguvaq)
Nedskriver:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ulæselig titel ?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 46, A6 - størrelse
Lokalisering:Innaanganeq / Kap York: Avanersuaq / Thule
Note:

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om ?? Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Utoqqannguanik / Om et par gamle mennesker

Print
Dokument id:1788
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Utoqqannguanik / Om et par gamle mennesker
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123, nr. 26
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 26, ss. 96 - 97.

 

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 73, nr. 32.

Resumé: Et gammelt ægtepar overvintrer alene. Manden fanger godt. En

dag får de besøg af fem mænd, hvoraf den ene er i stribet pels, og da

de skal bespises med friskkogt kød, skynder han hele tiden på sin kone

ved at skubbe hende i siden. Da kødet serveres siger gæsterne: "Fadet

hælder jo". Og de skynder sig ud, hvor de løber op ad en skråning og

stiger til vejrs som stjernebilledet "Qiluttussat", Plejaderne.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 26.

 

Var.: ID 103, 1431, 1782, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.Søg også på: fadet hælder; halvmenneske; illukoq; illuinnaq: Ittuku.

 

Hist.: Hendrik er ret fascineret af stribede dyr, der dukker op i flere af hans fortællinger. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Balance.

Utorqánguaq / Utoqqannguaq

Print
Dokument id:1816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utorqánguaq / Utoqqannguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 sider, uafsluttet
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den lille ældre mand.

Det fortælles om den lille ældre mand, at han lige fra sin ungdom boede på en vinterboplads helt for sig, og at han aldrig havde haft nogen bopladsfæller. Han var en dygtig fanger og led aldrig nød, heller ikke om vinteren, selv om han var ene om fange.

 

Så skete det, at hans kone blev gravid og fødte en søn, som de tog sig godt af. Da han blev så stor, at han kunne begynde at ro i kajak, trænede de ham, selv om han endnu var lille. Han blev fortrolig med at ro i kajak og begyndte at fange sæler. Efterhånden som han voksede til, blev han endnu stærkere, og til sidst blev han en stærk mand. Da var faderen ikke længere betænkelig ved at have ham som eneforsørger, og selv tog han så ikke længere ud på fangst. Men sønnen tog ud, uanset om vejret var stille eller stormede.

 

Sommeren var forbi og det blev vinter. Man var gået ind i det nye år, hvor der mest blæste en kraftig nordenvind. En aften, efter en dag med smukt vejr, gik de i seng og vågnede om morgenen til en kraftig brusen. Deres stærke søn stod op, gik ud og kom tilbage med sin helpels. Lillefar stod også op og gik udenfor. Nordvestenvinden var nået helt frem til kysten. Netop som lillefar var på vej ind i huset, kom den store søn ud for at tage på fangst.

 

Hjemme ventede de så på, at han skulle komme tilbage. De ventede og ventede, men han kom ikke. De kom til at savne ham forfærdeligt, hans forældre, mens de endnu nød godt af alle de sæler han havde fanget, og alle de ammassætter han havde samlet til vinterforråd. De plejede jo at tage på ammassætfangst ved den tid, hvor ammassætterne var kommet helt ind til stranden for at gyde, og når de havde gjort dem klar til vinterforråd, at gemme dem hen i deres depot.

 

En vinter, hvor det var begyndt at gå mod lysere tider, men hvor vinteren alligevel var på sit strengeste, vågnede de en morgen til en kraftig vind fra sydøst. Da vinden om aftenen var stilnet noget af, gik de i seng, og da de næste morgen vågnede, var der slet ingen blæst at høre. Lillemor stod op før sin mand og gik ud og blev klar over, at vinden havde lagt sig. Hun kiggede ned mod stranden, hvor hun opdagede en stor, sort klippe af form som en fjeldryg. Hun havde aldrig før set noget lignende på stranden. Det forekom hende helt fremmedartet. Da hun kom ind, sagde hun til sin mand: "Lige neden for ligger noget blankt noget, der ligner en fjeldryg. Jeg ved ikke hvad det er for noget." Da manden hørte det, gik han ud og opdagede, at der var drevet en hval ind neden for huset. Han gik derned, og da han havde set nærmere på den, gik han op igen. Han gik ind og sagde til sin kone: "Tag og slib alt vi har, der kan skære." Da alt var blevet skærpet, gik han ned og gav sig til at flænse hvalen. Da de så mente, at de havde fået kød nok og de også efter en lang dag var trætte, bar de kødstykkerne længere op på stranden. Da de nu på vej op til huset så sig tilbage, opdagede de, at det sted på hvalen, hvor de havde skåret kød ud, ikke synede af meget mere end udskæringen af en sål i et stykke såleskind. Og de fik rigeligt at gøre med at flænse. Endelig, efter omkring en måned, blev de færdige. Så tog de fat på at bære kød op, og de lagde stykkerne spredt på klippestykkerne, fordi de ikke ville have dem liggende under sneen, så de rådnede. Da de havde båret dem op, var de endelig færdige, og efterhånden som kødet blev frossent, spiste de det råt.

 

Der kom aldrig et menneske og besøgte dem. Så en aften de sad og hyggede sig, snakkede de om det: "Uden for har vi masser af mad, som vi ikke når at spise lige med det første, og der bor ellers mange mennesker i vores omegn. Bare dog nogen ville dukke op, som kunne spise løs af al den mad. Ja, og i gamle dage, det hører man da, fik vores forfædre besøg af dyr i menneskeskikkelse. Men den slags

besøg får man åbenbart ikke nu om stunder."

 

Da foråret kom og solen havde fået mere magt, gav de sig til at flække flænsestykkerne fra hvalen op og lægge dem til tørre på klipperne. Da de var tørre nok, bandt de dem sammen og lagde dem i deres depoter.

 

Sommeren gik og vinteren kom. En aften sad de som sædvanlig og hyggede sig og da det blev sent, hørte de pludselig nogen træde ned på taget bagfra. De stirrede på hinanden. Dernæst hørte de også nogen komme op på taget, så endnu en, og så lyden af endnu en, en med ganske lette trin. Nu hørte de trin i retning af husgangen, og så endelig en på vej ind i huset. De sad bare og stirrede mod indgangen. Og mens de sad der med stive blikke på indgangen, kom en ældre mand til syne med et gevaldigt skæg. Efter ham kom hans kone og efter hende en ung kvinde, de to sidste med bukser af renskind (siuraatuvinatiangut: Det har noget at gøre med sioraatsut, kvindebukser af renskind. Olsens renskrift har det ikke med, CB). Den sidste, der kom ind, var en meget lyshåret ung kvinde med ganske blå øjne, og tilmed havde hun en høj og fyldig hårtop.

 

Den lille ældre mand og hans kone tog meget gæstfrit imod dem. De bød dem sidde på gæstebriksen. Og de satte sig, den lyshårede yderst mod indgangen. Det var som om gæstebriksen var lavet til dem.

Den lille ældre mand sagde til sin kone: "Sæt noget tørkød frem til dem, det er måske noget de kan lide." Så snart konen satte maden frem, langede de til den; men ikke den lyshårede. Så sagde den mandlige gæst: "Hun er under tabu og må ikke spise den slags. Men hvis I har noget under brikseskindene, kan I servere noget af det for hende." De trak noget hø frem fra fodenden af briksen og lagde det på gulvet foran hende. Rystende af iver kastede hun sig over det og spiste løs. Da de havde spist, gav den mandlige gæst sig til at fortælle:

 

"Nu det er blevet vinter er vi jo begyndt at færdes overalt og komme til steder, hvor vi normalt ikke kommer. Da vi helt og holdent får vores føde fra jorden, lever vi i overflod om sommeren, når sneen er forsvundet. Når sneen er borte går vi og spiser hele tiden, og når vi er mætte lægger vi os på jorden og tygger drøv. Men nu der er kommet sne færdes vi overalt og søger efter steder, hvor der er mest føde at finde. Sommetider, når vi har gravet ned i sneen og er så uheldige ikke at finde noget spiseligt, har vi brugt vores klove helt forgæves. Vi kan ikke takke jer på anden måde end med dette råd: Hvis du til sommer skal på renjagt dér, hvor du plejede dengang du var ung, vil du i den sænkning, der er længst væk, se tre rener og en hare, - et renpar og en kalv samt en hare. Dem kan du fange." Med de ord rejste han sig og sagde: "Lad os gå inden det blir morgen."

 

Den lille ældre mand og hans kone kunne ellers godt have tænkt sig at gæsterne var blevet noget længere, men så lige pludselig gik de altså. Da de sidste var på vej ud, lagde han mærke til at rumpen var hvid. Straks de gik ud, tog den lille ældre mand sit overtøj på og fulgte efter. Han nåede lige at se en stor renbuk med sin ko forsvinde bag en høj oven for huset.

 

Da vinteren var omme og det var blevet højsommer, hvor renernes pels var bedst, tog den lille ældre mand af sted på renjagt. Og som gæsterne i vinter havde anbefalet ham, tog han derhen hvor han som ung jagede rener om sommeren. Det var i tre sænkninger, der lå i forlængelse af hinanden. De tog ind i fjorden, og da de kom til deres sommerplads, tog han ikke straks ud efter rener, fordi hans planer om det ikke passede med det tidspunkt af dagen. Næste morgen tog han tidligt af sted. Han gik gennem den første sænkning uden at se andet end meget gamle spor af dyr. I den mellemste sænkning var der flere spor, men ingen friske. Han havde stadig ikke set noget dyr, da han var på vej mod den yderst beliggende sænkning. Ad indfaldsvejen kom han så ind i området og gik nu på bunden af sænkningen. Dér fandt han friske spor af en renbuk og en renko og gav sig til at spore dem op. Midt i det hele opdagede han også friske spor af en hare i den sandede og lerede jord. Så gav han sig også til at spejde efter haren. Da han nåede den fjerneste ende af sænkningen, steg han op ad skråningen og startede udefter på solsiden. Da fik han i det samme øje på en stor renbuk, der langsomt bevægede sig op ad skråningen mens den småspiste. Han så nærmere efter og fik øje på koen, der gik og småspiste lige i nærheden af bukken. Han sneg sig fremad for at få dem fra et sted oven for dem. Men så fik han også øje på en lille hare, der endu mere uforstyrret (taqamivog) nussede rundt. Han gik væk fra den og listede sig ind på renerne. Helt inde på livet af dem spændte han buen og sendte pilen af sted. Da han havde skudt renerne, kiggede han efter haren og fandt den skam på samme sted som før. Han brugte sin sidste pil på den, tog den op og gik så hen til renerne. Han gik i gang med at flå dem, og da han var færdig tog han så meget

af kødet på ryggen som han kunne bære, og begav sig hjemover efter at have dækket resten af kødet til med sten. Dagen efter tog han sin kone med derud til kødet. De skar det i tynde skiver, tørrede det, og da det var tørt nok, tog de det på ryggen og gik ud til deres sommerlejr. Nu skulle han ikke mere på jagt, og de tog hjem til deres vinterboplads.

 

Den lille ældre mand var aldrig siden på renjagt. Det blev hans sidste fangst.

Man siger, at da disse rener, som han senere fangede, var på besøg, kaldte de sig Alloq, Arpaleraaq og Quaq. Og de var altså så taknemmelige for den mad, deres værter havde bespist dem med, at de gav sig selv for at gøre gengæld. (Hér slutter originalen, men renskriften fortsætter:) Det fortælles, at de to ældre mennesker blev meget gamle i deres lille hus på stadig samme vinterboplads, og at de døde samtidigt.

 

Var.: Der er talrige fortællinger om besøg af dyr i menneskeskikkelse - omvendt, af mennesker på besøg hos sådanne - mest fugle (ravn, måge fx), og af dyr mest bjørne.

 

Komentar: Der blir under ovennævnte besøg altid serveret mad, hvoraf noget er uspiseligt for gæsten / gæsterne. Men måltidet resulterer sjældent i gengældelse som hér. I den henseende falder fortællingen i tråd med de mange om uforsørgede stakler, der finder nyligt døde fangstdyr el. kan "trylle" dem frem, eller får hjælp af dyr el. ånder i menneskeskikkelse. Se fx: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; De forladte børn, Kragh nr. 64;

utorqànguaq ernutánguilo torsûngmiut / utorqqannguaq ernutannguilu torsuummiut

Print
Dokument id:2236
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:utorqànguaq ernutánguilo torsûngmiut / utorqqannguaq ernutannguilu torsuummiut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 8, 5 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Vildgæssene, som gav den blinde synet

Print
Dokument id:1375
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Vildgæssene, som gav den blinde synet
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 312 - 317
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Ninganilât

najagît kanganisaranilo". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Ningãnilât" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resume:

En ung mand og hans lillesøster lever alene sammen med deres

bedstemor. Han fanger en hvid, ung remmesæl, som hans bedstemor vil ha

bukser af. Han har brug for remme og får sin vilje, men mens hun

bereder skindet befaler hun det at blinde ham, når han skærrer det ud.

Det sker. Næste forår hjælper hun ham med at nedlægge en stor

hanbjørn, der er kommet tæt på huset. Hun lyver om, at han har dræbt

den, mæsker sig i kødet og gir kun en smule til pigen, som hver gang

gemmer lidt til sin storebror. Han ber hende en dag føre sig ud på en

bjergtop og hente ham efter tre dage. Mange fugle flyver forbi, men en

flok på seks vildgæs slår sig ned hos ham, fortæller ham sandheden om

hans blindhed, og gør ham seende igen, idet de efter tur klatter på

hans øjne og tørrer skidtet væk med vingen igen. Da søsteren har hentet

ham, og bedstemoderen i huset spør til hans tilstand spiller han stadig

blind, men siger at han i en drøm har set den bov, det skind, og det

lår af bjørnen, som han netop har set på vej ind. Bedstemor mener, at

det må være bjørnen, der har forhekset ham. Han peger da på skinken

under briksen, afslører at han er seende og bliver tilbudt kødet. Det vil han ikke røre og går ud, hvor en flok hvidhvaler netop passerer.

Han fanger en af dem, men da bedstemor vil hjælpe ham med flænsningen,

afviser han hende med bedsked om, at hun selv må fange en. Det er hun

med på og får fangelinen om livet. Imod hendes ønske harpunerer han en

meget stor hanhval, der trækker hende ud i dybet. Hver gang den

kommer op, har hun halet sig længere ind på den og råber forgæves på

sin flænsekniv (ulu, til at skære remmen over med). Dyret forsvinder med

hende.

 

Tolkning: Mange varianter har drengens moder i bedstemoderens rolle.

Mens hvalen fører hende bort, appellerer hun da til drengens følelser

med råb om, at hun har givet ham die og fjernet hans afføring som

lille. Ofte forvandles hun derefter til en narhval. Bedstemoderen

repræsenterer ikke så tæt en relation til drengen, og hans hævn virker

derfor ikke så stødende.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

not [Original handwritten text : KRH box 52, no. 2, notebook 413: najagît kanganisaranilo”. Transcript: KRH, box 52, no. 2, notebook 424: “Ningânilât” (With linguistic corrections to the West Greenlandic by Hendrik Olsen or ?)

 

Summary

 

A young man and his younger sister lived alone with their grandmother. He caught a young, white bearded seal which his grandmother wanted to use to make a pair of trousers. However, he needed straps and got his own way, but while she was preparing the skin, she commanded it to blind him when he cut it up. That is what happened. The next spring, she helped him to kill a large male bear, which had come close to the house. She lied about his killing the bear and gorged herself on the meat, giving just a little to the girl, who always saved some for her big brother. One day, he asked her to lead him up onto the top of a mountain and to come back for him after three days. A number of birds passed by, but a flock of six wild geese landed beside him and told him the truth about his blindness and gave him his sight back by doing droppings in his eyes and then wiping them with their wings, one after the other. When his sister came to fetch him, and their grandmother back at home asked how he was, he pretended that he was still blind, but said that he had dreamt of the shoulder, the skin and the leg from the bear, which he had actually seen on the way into the house. His grandmother believed that the bear must have bewitched him. Then he pointed to the leg which lay under the bed, revealed that he could see and was offered some meat. However he did not want to touch the meat and went outside where he saw a pod of beluga whales passing by.

He caught one of them, but when his grandmother offered to help him to flense it, he rejected her offer by saying that she had to catch one of her own. She was willing and tied the hunting line around her waist. Against her wishes, he harpooned a huge male beluga which dragged her out into the depths. Every time she surfaced she was a little closer to the whale and she cried out in vain for her ulu (to cut the line). The animal disappeared along with her.

 

Interpretation:

Many variants have the boy's mother in the role of the grandmother. In these variants the mother often appeals to the boy's feelings by shouting that she had breastfed him and cleaned up his faeces when he was a baby. She is often then transformed into a narwhal. The grandmother does not represent such a close relationship to the boy, and therefore his revenge does not seem so shocking.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.