Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
?
Dokument id: | 464 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Mikal |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | ? |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 37 - 38 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Et ældre ægtepar boede helt alene, uden bopladsfæller. Det ene barn efter det andet døde for dem. Engang de fik et barn, talte de sammen: "Lad os denne gang prøve at våge over det." Midt om natten, hvor der ikke var mennesker, hørte de et drøn og så / forstod?, at det var én, der kom op på taget. Så så' de en stor hånd komme frem og styre direkte imod deres lille barn. Da de så dette, skar de hånden over. Der blev ikke sagt noget deroppefra; men de kunne høre væsenet komme ned fra taget. De sagde: "Hvis det har fæller, skal de nok vise sig."
Engang da de som sædvanlig vågede, hørte de et drøn sent på aftenen. Denne gang kom drønet udefra, uden for vinduerne. Så sagde den derudefra: "Ham/hende med spalten (enten manden, som har fået hånden skåret af, eller en kvinde (med "revne" for neden) er han derinde?" De svarede: "Der kommer aldrig mennesker hos os!" "Han/hun tog afsted igår, og er endnu ikke kommet tilbage." Da den talende havde fjernet sig, sagde de til hinanden: "Lad os følge dets spor imorgen." De fandt en indlandsbo liggende død. Han var forblødt. Efter dette, fortæller man, forlod de deres boplads.
Var.: muligvis. |
Aatâtsiaq / Aataatsiaq
Dokument id: | 1874 |
Registreringsår: | |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mathiassen, Josef |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aatâtsiaq / Aataatsiaq |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 76 - 77 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M.
Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik. Resumé: Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham, og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har efterladt.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet: De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.
Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger, at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden fangst. Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de var blevet narret. Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os- ("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst. Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS). Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner tog alle deres ting. |
agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq
Dokument id: | 2210 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Uutaaq (Odtaik) |
Nedskriver: | Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | agilinermi ukalutuvaq / Akilinermi oqaluttuaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 28 - 29, A6 - størrelse |
Lokalisering: | Appat: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fortællingen hér handler om Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde. Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Ajatok / Ajaattoq
Dokument id: | 1938 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajatok / Ajaattoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 109 - 118 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere.. Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.
Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage. Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit. Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene. Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit. Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.
Var.: Rosing Ajaateq.
Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt. Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk. Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens. Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822). |
ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Dokument id: | 253 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | Motzfeldt, Peter |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 379 - 380, nr. 123 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden). Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.
En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.
Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Dokument id: | 1953 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | s. 270 + 282 - 284 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq. En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder. Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.
1957, ss. 282 284: Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå. En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq, og folk gik derned. Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør- nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør- nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede. Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget. Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de ting min far plejede at fortælle. Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler, når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.' Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen, at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for- talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem. Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl, og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.
I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne, var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn. Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen. Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os ......... (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).
Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Dokument id: | 148 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 103, nr. 39 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift). En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre. Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.
Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige, en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde, at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede ham om, at han i forvejen havde en kone.
Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.
Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham, at hun somme tider trådte ham i hælene.
Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.
Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk. |
Angákumik / Angákoq tôrnâta píkagâ
Dokument id: | 441 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 7 |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákumik / Angákoq tôrnâta píkagâ |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 141 |
Lokalisering: | Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.
Oversættelse ved Birgitte Sonne: Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner
Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér. Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet. Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.
Var.: Ikke i denne bases samlinger.
Hist.: Virker autentisk
Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq |
Aqamaatsiaq der byttede plads med en indlandskæmpe under åndemaning (opr. uden titel)
Dokument id: | 460 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Adamsen, Mogens |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aqamaatsiaq der byttede plads med en indlandskæmpe under åndemaning (opr. uden titel) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 26 - 28 |
Lokalisering: | Kuannit: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til åndeflugt.
Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!" (åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han: "títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen. Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu". Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én." Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor kvinde.
Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store briksefæller.
Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik glip af ham, fløj blot forbi.
Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage. Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq. byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde. Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?; betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret, fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han kunne bytte med.
Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.
Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.
Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk: "tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske lidt med knytnæven. Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker en kniv i låret på sin kone af jalusi. |
Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Dokument id: | 1425 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1924 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia) |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 133 |
Lokalisering: | Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias. Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).
Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133. Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42. Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.
Resumé: Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn. En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen, bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel. Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage. De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q. driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads, tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A. placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A. underholder med sine meritter: 1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op. De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en af de største indlandsboere. 2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden. 3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge, bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A. glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv, overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A. og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem. 4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv. Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og hans familie har mad til lange tider. Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.
Var.: Aqissiaq.
Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.
Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A. ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen (Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere, dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode. Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter, blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten. |
Arfersiartok
Dokument id: | 1122 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Arfersiartok |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 266 - 267, nr. 9 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 63 - 68. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 241 - 242. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 251 - 252.
Resume: Arfersiatok. Hvalfangersken. Et ægtepars eneste barn dør. Af sorg forlader manden sin kone og rejser bort med konebåden. Hun er gravid og går ind over land gennem en lang dal til kysten, hvor en død hval er strandet ved et forbjerg. En måge hakker i den. Hun bærer kødet ind i land, bygger et hus af knoglerne som tagtræ og tarmene som vinduer. Hun føder en datter og giver det dukker af sælluffeknogler at lege med. Om vinteren fanger hun ræve i snarer med hvalkød som lokkemad og får skind nok til at betrække briks, vægge og tag. En dag mens hun syer vinduesskind, vælter en af pigens dukker og begynder at løbe. Hun leger seance med dukkerne, der fortæller, at pigens far er på vej. Moderen tror det ikke, men han kommer, får hendes historie med hvalen og rævene, sover med hende om natten, men hun vil ikke med ham tilbage. Hele vinteren lever hun og datteren af hvalen. Om foråret drager de ud til mandens sted. Han skiller sig ved sin ny kone og tager sin første kone tilbage. Senere dør han. Men hun kan klare alt og fanger både sæler og andre dyr.
Var.: Qaarnartoq Aaneralaarlu. |
Ariagsuak / Dødninge-trommedansen / Aariassuaq / Aariagssuaq
Dokument id: | 1348 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Ariagsuak / Dødninge-trommedansen / Aariassuaq / Aariagssuaq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 315, nr. 35 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.248 - 250. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo,I, Meddr. Grønland 39(5):290.
Resumé: Aariassuaq og hans ven holder ofte trommedans og beslutter at fortsætte efter døden. A. dør. Vennen kommer til hans grav med flere konebåde i følge. Vennen kalder gentagne gange på A. Gravens dæksten snurrer rundt, A. kommer til slut ned fra himlen, stenen vælter fra graven, han tar sit lægben og skulderblad og begynder at tromme med øjnene ude af hulerne og stiger så til vejrs i solens bane (i spiral, BS). Den ene konebåd kæntrer. Den anden redder sig ved sin amulet af et aborteret foster.
Var.: Ariassuaq
Hist.: A.s grav siges at ligge på sydøstkysten mellem Illuluarsuk og Akorninnaq, men fortællingen med samme navn kendes også fra vestkysten. Den er enten gammel eller bragt med af tilflyttere fra østkysten. |
arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ?
Dokument id: | 2206 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Kala (Kaali) |
Nedskriver: | Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | arnânag nukarig / arnaanaq nukariit ? |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 23 - 25, A6 - størrelse |
Lokalisering: | Appat: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.
Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.
Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq. |
Arnarsarsuaq
Dokument id: | 1742 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Arnarsarsuaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 205 - 208, nr. 45 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 45, ss. 236 - 245.
Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 8, ss. 25 - 28. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 78, ss. 410 - 413: Arnarsarsuak, the Kivigtok Woman.
Resumé af Rinks tekstnære oversættelse: Om en qivittoq. Arnarsarsuaq er eneste søster til mange brødre der ikke vil gifte hende bort. Hun bliver gravid, hånes af husets kvinder og går hjemmefra, hvor hun føder et foster, der bliver hængende ved hende. Da hendes brødre derhjemme er døde (formentlig dræbt af deres anngiaqsøster ifølge Rinks note ndf.) flytter et par plejesøskende som A. tidligere tog sig af, ud til en øde ø, hvor plejebroderen får den ide, at synge A.s kælevise. Hun kommer straks til stede helt inde fra indlandet og søger at berolige dem med, at hun nu endelig er renset for sin anngiaq (et foster født i dølgsmål). Lidt efter lidt får hun overbevist dem om sin godhed og flid, og plejebroderen gifter sig med hende. Plejesøsteren bliver bange da A. skal føde sit første barn. Barnet er da også en bjørn, men intet ondt sker. A. får endnu en bjørneunge, og da bjørnene er blevet voksne flytter husstanden hen til andre mennesker, hvor bjørnene bliver bange og må beroliges af faderen, der forklarer dem, at de jo også er mennesker. Ligeså må han forklare bopladsen, at bjørnene jo blot er hans børn og derfor ikke skal jages. Bjørnene gifter sig på stedet, fanger til alle, når vejret hindrer andre i at fange, og da familien flytter tilbage til øen, flytter flere fra bopladsen med dem.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 45, s.332 - 333.
Hist.: Hér er der sket et kraftigt brud med traditionen, hvor dyr generelt aldrig kan integreres til fulde i menneskers samfund. Ganske vist afskærer familien sig igen fra andre mennesker og flytter tilbage til deres ø, men flere fra de nye slægtninges (bjørnenes koners) boplads flytter med. Traditionelt har inuit altid identificeret sig mere med bjørne end andre dyr, men denne komplette identifikation, der i sidste ende formidles af de nærige brødre, men også af søsterens "renselse" som qivittoq, er overraskende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): " En bjørnemyte", og Sonne 1996: Genuine Humans and "Others". Cultural and Social Research in Greenland 95/96. Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Attuagarkut / Timersuarmik
Dokument id: | 529 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, III, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Attuagarkut / Timersuarmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 216h - 224v, nr. 346 |
Lokalisering: | Narsaq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.
Resumé: se nederst.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq
Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid. Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig (sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).
Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort. Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem. Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke, men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:
"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op, ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem. Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde: "Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen igen: "Tag og besøg os."
De fulgte efter dværgen og kom til huset, der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land (nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).
Han faldt i søvn og drømte, at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen, der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede (irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt, mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi; og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus. De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde: "Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede: "Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør. Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde) (aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)." Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler, hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi at prøve på at få hende hjem igen. Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.
Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.
Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Avangnânigûngma turâmalernjoq Kanajermijit pigsaitâunik
Dokument id: | 456 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Mathiassen, Josef |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Avangnânigûngma turâmalernjoq Kanajermijit pigsaitâunik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 16 - 17 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)
De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted. De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!" Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj lidt nord for deres boplads.
Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen: "Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og begav sig op.
De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål, løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål. Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham. Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans legeme og smed stykkerne ud.
Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog aldrig mere sydover.
Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen). |
Besøg hos måge og ravn i menneskeskikkelse (opr. uden titel)
Dokument id: | 463 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Klemmens (Kleeman ?) |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Besøg hos måge og ravn i menneskeskikkelse (opr. uden titel) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 36 |
Lokalisering: | Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En kajakmand på besøgsrejse gik ind i et hus hvor der i den ene ende var én, der var helt brun, og i den anden ende én der var sort. Det viste sig at det var en måge og en ravn. Den ene af beboerne sagde: "Gå ud og hent ammassætter!" Da denne kom ind med dem satte han dem frem. Mågen hviskede til gæsten: "Sikke noget buskads at byde dig". Gæsten spiste kun lidt og holdt op. Den sorte (ravnen) sagde noget. Han serverede noget ørred oven på noget, der smagte af fiskeslim. De bød ham på laks. "Jeg vil spise laks på den anden side af den store elv med lystrene hængende oppe," sagde han. Værten kiggede ind under briksen med korte mellemrum. Så kom der et menneskelignende væsen frem og sagde: "Det er første gang jeg ser ham. Ja, jeg har just lige set ham". Det (væsenet) bestilte ikke andet end at dreje rundt på gulvet. Den sorte kiggede ud af vinduet og sagde: "Ningaaviarsuk ("ningaaq=svigersøn/svoger. En slags svigersøn/svoger- eller: måske et navn på en person?) har fanget en "kalungmeq"(?) Jeg skulle sige, at I skal ud og hjælpe med at slæbe det (hen over land)." Da de havde slæbt det, gik han (gæsten) sin vej og siden gentog han ikke sit besøg. Det var en måge og en ravn i menneskeskikkelse.
Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.
Tolkning: Flere replikker er temmelig uforståelige - måske en slags åndesprog? Væsenet, der kommer ud og snurrer rundt svarer muligvis til et afsnit fra Klemmens fortælling nr. 14, hvor både ungkarlen og den tossede sorte sjæl drejer rundt. |
Bierne i menneskeham
Dokument id: | 1865 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Bierne i menneskeham |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 57 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr. NKS 2130, 2' læg 7, s. 132 - 133: "Inorrôrtut" / inorroortut.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: En mand blir i indlandet inviteret ind i et hus og beværtet af et ægtepar i brune klæder med et kæmpeblåbær. Det er sødt og gør ondt i tænderne. Da han er gået ud, er huset forsvundet, og i stedet ser han to bier summe i en klipperevne. Derefter mister han lysten til at gå i indlandet alene.
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jeg begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.
Kommentar: Bierne må være humlebier - andre slags levede ikke i Grønland - med mindre de en overgang har været indført indtil de uddøde. P.t. er der atter forsøg på biavl - i Sydgrønland (Ole Hertz) |
Bueskytten Kunuk
Dokument id: | 1553 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Manissoq (Manigsoq) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Bueskytten Kunuk |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 94 - 96 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Håndskrift har ikke kunnet identificeres.
Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:96 - 99.
Resumé: Fortællingen skildrer forskellige metoder til renjagt og slutter med Kunuks langvarige, ihærdige forfølgelse af en rentyr, der undervejs slår følge med en renko med kalv. Han dræber tyren og koen, dier koen, falder udmattet i søvn, vågner op, da kalven vil til yveret, stikker den ned, flænser tyren og sover i dens skind, da jagtkammeraten, Pualuna endelig når frem.
Hist.: Denne Kunuk er ikke identisk med vest- og østgrønlændernes sagnhelt, men en historisk person. Inughuit / polareskimoerne lærte at jage rener med bue og pil af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Senere fik man bøsser. Hvalfangere og ekspeditioner jagede også rener. I 1910'erne var renerne udryddet i Thule-området. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Da trommestrid endnu var populær
Dokument id: | 2 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Lynge, Hans |
Titel: | Da trommestrid endnu var populær |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 129 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 151 - 152: ivngerutit. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991. Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.
Resumé: Aângewaleq / Aanngualeq ? var nær veninde med Mawsaligtoq / Massalittoq ?, der var blevet døbt, for at hun kunne gifte sig med tjenestemanden Philip Petersen. Trods dåben fungerede hun dog stadig som åndemaner / angakkoq, og hun dyrkede ofte trommesang med sin veninde. Denne, Aanngewaleq, blev så udfordret til trommestrid af manden Itakewdlik / Itakerlik ?, og skønt hun vægrede sig ved at synge mod en mand, pressede han hende til at give efter. Han hånede hende for at omgås de danske og være veninde med en, der var gift med en dansker. Hvorefter Aanngewaleq svarede i sin sang, at han måtte have udfordret hende, fordi han ville fri til hende i den tro, at hun var en ganske anden end den ubetydelige kvinde, hun faktisk var. Publikum jublede over dette udsøgte svar. Selve trommesangen er inkluderet i teksten.
Hist.: Mawsalittoq / Mavsaligtoq blev gift med Petersen i 1839. |
Datteren som gik qivittoq
Dokument id: | 231 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Datteren som gik qivittoq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 187 - 190 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.
Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.
Resumé: Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med. Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.
Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger. Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
De gamles hævn over deres sønner
Dokument id: | 1129 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De gamles hævn over deres sønner |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 283 - 284, nr. 17 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.
Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros. En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og fortæller om deres udlignende hævn.
Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille ældre mand, som havde en eneste søn; |
De hvide mænds mislykkede røveri
Dokument id: | 1575 |
Registreringsår: | 1914 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Masaatsiaq (Masaitsiaq) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | De hvide mænds mislykkede røveri |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 139 - 141 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på dansk.
Resumé: Under Kanes ekspedition frøs skibet inde, og den del af dens medlemmer med Hayes og tolken Carl Petersen som ledere søgte ned mod Upernavik i åbne både i sommeren 1854. De må vende om og overvintre nær Tasiusaq, hvor forbikørende slæder giver dem mad. Tre mænd, der har nedlagt en bjørn, gemmer deres bytte af vejen, inden de går op til de hvide, der dog ved, at de har fanget. De overnatter på de hvides vis i mørke, kan ikke finde deres klæder, da de vågner og må i de besynderligste klæder sætte efter de hvide, der også har stjålet deres slæder og hunde, men ikke forstår sig på slædekørsel. Bjørnejægernes latter, da de når frem til de hvide, afværger Hayes' forsøg på at skyde dem, og de transporterer de hvide tilbage til det indefrosne skib. Rasmussen referer derefter tolken Carl Petersens beretning om episoden, og tilføjer Arnaruluks afslutning, der priser de hvide lykkelige, fordi deres tyveri mislykkedes. Ellers var disse slette slædekørere døde af sult undervejs.
Hist.: Historisk beretning. |
De to angekokers / angakkut's besøg hos drabsmændene
Dokument id: | 1345 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aallallak (Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to angekokers / angakkut's besøg hos drabsmændene |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 310 - 312, nr. 32 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 233 - 240. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 278 - 279. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 286 - 288.
Resumé: To brødre er åndemanere. Alle stedets kajakmænd forsvinder en efter en. Brødrene ror inde i fjorden, hører nogen råbe "matta, matta", inviteres op til et stort hus, ser deres dræbte fællers redskaber og kajakker i en kløft på vej op. Husets mænd er placeret efter alder fra venstre til højre på briksen. Mellem de to yngste sidder bedstemor, der opfordres til at udfordre til trommedans. Hendes trommestav er en pana (stor kniv), trommen er sort (af størknet blod). Da hun har sunget, kaster hun kniven mod modstanderen, den ene åndemaner, der har gjort sig lille og springer til vejrs i kastet. Hun snupper kniven igen, synger, kaster og rammer heller ikke denne gang: Han har gjort sig stor og kryber sammen i kastet. Han synger en sang, dernæst sin barnevise og rammer kællingen i hendes oppustede strube. Alle beboerne styrter ud og ordner deres våben til drab. De to brødre binder hinanden til åndflugt, når usete forbi mændene, ned i kajakkerne og væk. Hjemme igen fortæller de om fællernes skæbne.
Var.: Hyppig episode i heltefortællinger. Søg på: Kunuk.
Kommentar: i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt plejer de ånder, der råber matta, matta at være himmelånder. Søg: Qulummiin-ånderne - og kommentarer til de fortællinger. |
De to drenge, der kunne opholde sig under vandet
Dokument id: | 1127 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to drenge, der kunne opholde sig under vandet |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 279 - 280, nr. 15 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 134 - 139. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 252 - 253. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 261 - 263.
Resumé: Drengene er sønner af en enkemand. Når han er på fangst øver de sig i at svømme i en dam. Faderen vil se om de kan svømme under vandet og lader dem springe ud fra et forbjerg. De dukker ikke op igen. Han finder dem rystende af kulde hjemme ved lampen. De øver sig på den måde i undervandssvømning, hver gang faderen er ude på fangst. Han fortæller stolt om sønnernes evner til andre kajakmænd, der samler sig og ankommer for at dræbe drengene. Mændene bevæbner sig med kastesten, da drengene springer ud, forbliver borte og genfindes hjemme ved lampen. Her hører man råb om hvalros, alle styrter i deres kajakker, sætter efter den, der dukker op og dykker ned udefter og harpuneres af en af mændene. Drengene springer i havet med hver sin kniv, dykker, river harpunen ud af hvalrossen, dræber den, skærer stykker af den, tynger resten ned med sten og bringer stykkerne op på stranden. Da hele dyret er bragt på land i stykker, spiser drengene dem alene. Da mændene hører, at drengene har stjålet deres hvalros, kommer de på hævntogt. Drengene springer i vandet, kajakmændene ror efter dem, drengene dykker og fortsætter udefter. De begynder at fryse, dukker op, er nær ved at blive harpuneret, og tar årene fra nogle af mændene, der kæntrer og drukner. En storm fra nordøst sætter ind, kajakmændene vender om, men drengene forfølger dem. De drukner alle til hobe.
Var.: Svømme under vandet som en sæl.
Kommentar: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
De to fættere / Kamp mod fjordboerne
Dokument id: | 1124 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to fættere / Kamp mod fjordboerne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 269 - 271, nr. 11 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 103 - 111. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 244 - 246. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253 - 256.
Resumé: "De to fætre" Den ene fætter udebliver i kajak. Den anden træffer ham inde i bunden af fjorden og overtales til at følge med til fætterens nye hjem hos en gammel fjordbo, dennes søn og datter. De fanger store sortsider, beværter gæsten med tørkød, men da de slår alle fremmede ihjel, må gæsten undslippe ved list. Iført sin fætters anorak når han langt bort i kajak, inden fætteren røber, at han er stukket af. Under forfølgelsen i konebåd overtar fætteren styreåren fra sin svigerfar, knækker den tre gange, angribes af sin svoger, og da svigerfaderen lægger sig imellem, har den flygtende fået tilstrækkeligt forspring. Med sine fæller rejser han ind til fjordboerne, som de dræber med bue og pil, men de skåner fætterens kone og kan ikke få ram på hans svigerfar, der letter som en ravn. En forældreløs dreng, der er dværg og skeløjet får ramt på ham med en skæv pil, der er lavet af en kødvender. De tager fjordboens datter med hjem.
Var.: Episoden er hyppig i mange variationer i forbindelse med besøg hos fremmede, det være sig mennesker, kannibaler eller ånder.
Kommentar: Det står ikke ganske klart om disse fjordboere er en slags rigtige mennesker, blot fjendtlige, eller åndemennesker. Svigerfaderens evne til at forvandle sig til en ravn kunne tyde på det sidstnævnte. |
De to kajakker, der bleve hjulpne af trylleord
Dokument id: | 1135 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to kajakker, der bleve hjulpne af trylleord |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 298 - 299, nr. 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 192 - 195. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 267 - 268. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 276 - 277.
Resumé: Efter ammassætfangsten i fjordbunden flytter man ud på klapmydsfangst ved Sissuaraq, nær Noortiit på Kulusuk. Det blir tåge, alle ror hjem undtagen to, der vil afvente godt vejr. Tågen letter, men de kan kun se solens op- og nedgangssted (syd) og ror i den retning. Ved et stort isbjerg løber vandet mod nord (syd?), som det har gjort siden verdens tilblivelse. De slipper forbi v.h.a. en formular. De møder fjordsæler og spraglede sæler, der ikke kan dykke ned, og sæler der er sorte i ansigtet af for megen gråd. De øjner den ene moders dødssted, Qalerujaq, i en luftspejling, der forsvinder igen. De når frem til Pikkiulleq (Pikiulleq?) og derfra til en boplads ved Sermilik, hvor man dårlig kan se dem, fordi de har været så længe borte. Deres koner, der har fået nye mænd, får de igen.
Hist.: En lidt dunkel fortælling, der muligvis orienterer om den "anden" verden. Uvist om oversættelsen har taget hensyn til verdenshjørnernes spejlvending i forhold til de vestgrønlandske. |
Den blinde, som fik sit syn igen
Dokument id: | 1121 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Naqitilik (Nakitilik) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den blinde, som fik sit syn igen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 265 - 266, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.
Resume: Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind. Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst får hun selv et hul i bagen og dør.
Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store sletter. Men den er ikke historisk.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.
English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.
Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical. |
Den forfulgte Angekok / angakkoq
Dokument id: | 1137 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den forfulgte Angekok / angakkoq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 300 - 301, nr. 27 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 198 - 202. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 269 - 270. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 278 - 279.
Resumé: Det foregår i gamle dage: En åndemaner ror ind i en fjord, går i land på et næs, ser to kajakker forfølge en edderfugl, der dykker. Men de fortsætter, får øje på hans kajak, skubber den ud i vandet, og åndemaneren husker i fortvivlelse på sin hjælpeånd, en kajakmand, der skubber den ind til land igen. De to fremmede beslutter ikke at dræbe åndemaneren og tar ham med hjem på besøg til deres boplads, hvor man ugæstfrit starter forfølgelsen af ham i kajakker. Bag en isskodse går han under isen og fremkalder regn fra en skyfri himmel. Forfølgerne vender om. Han ror ud fra sit skjul og bliver igen forfulgt, men en hjælpeånd, en ugle, flyver mod dem. De slår efter den med årerne, kæntrer og drukner. To små kajakmænd skånes og sendes grædende tilbage. Kommentar: De fremmede er muligvis ånder af en eller anden race. |
Den gamle ungkarl og Gobajak-barnet / koopajaaq
Dokument id: | 1352 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den gamle ungkarl og Gobajak-barnet / koopajaaq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 321 - 322, nr. 41 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 267 - 270. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 287 - 288. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 294 - 295.
Resumé: En gammel ungkarl opfordres af sin stedfader til for en gangs skyld at bruge sin kajak, der er groet helt til i grønt. Ungkarlen ror ind i fjorden, fanger en edderfugl, spiser fedtet af den på et næs, ser en højgravid kupajeeq-kvinde (nerrersooq, grovæderånd) grave ivrigt i noget rødligt sand med sine negle af jern. Her skal hun føde, og hun kigger efter sin mand, der er udeblevet på fangst. Ungkarlen dræber hende, skærer barnet ud og vil bruge det som medhjælper. Undervejs i kajakken river det ham ihjel fra ryggen og æder ham.
Var.: Koopajeeq / Kupajeeq / Kobajaq / grovædertrold
Hist.: Bemærk at kløerne er af jern, men den mytiske skikkelse er traditionel. |
Den stjålne kvinde
Dokument id: | 92 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Beck, Albrecht |
Nedskriver: | Beck, Albrecht |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den stjålne kvinde |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 200 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.
Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.
Resumé: En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.
Var.: Se Hist.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak. Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker. Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema. |
Den store ild
Dokument id: | 1529 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Arnaaluk (Arnâluk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den store ild |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 63 - 64 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres. Rasmussens renskrift.: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ingnerssuaq" / Innersuaq. Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 222 - 223.
Resumé: De voksne holder trommedans i ét hus, mens børnene larmer alene i et andet hus. Den forældreløse Kaassassuk går ud, råber ind, at en stor ild kommer, og da ingen af børnene tror ham, gemmer han sig oppe på tørrestativet. Ilden, der er en mand med en remmesæl som pisk, myrder alle børnene. Da de voksne ikke tror K., opfordrer han dem til at larme om aftenen. Ilden kommer, overhældes med kogende tran, skoldes fordærvet og flygter. K. må derfor aldrig komme ind i huset, og lige siden har man altid forbudt børnene at larme og skrige op.
Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret i denne base). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Det er uklart hvem fortælleren egentlig er, den 60-årige kvinde Arnaaluk (ifølge Rasmussen 1925), eller den unge mand Appalinnguaq (ifølge Rasmussen 1905, se ovf.). I håndskriftet (se ovf.), der er Rasmussens renskrift, står Appalinnguaq som fortælleren. Arnaaluk er imidlertid også i Myter og Sagn, III anført som fortælleren til en Kaassassuk version, der indledes med myten om Den store ild. Til denne version har det ikke været muligt identificere noget håndskrift, med mindre det er den, som Rasmussen nedskrev under første thuleekspedition 1912-14, se ID 1552. Men kombinationen af Den store ild med den gængse Kaassassuk fortælling stammer sandsynligvis fra Baffinland, hvor Kaassassuk blev pisket til kræfter af månemanden, og har slået rod i Thule området, idet både Amaanalik / Amaunalik af baffinlandsk afstamning og Pualorsuaq hos Holtved også kombinerer dem. Søg iøvrigt på Kaassassuk Thule. |
Deserted wife charming foxes to come to her
Dokument id: | 704 |
Registreringsår: | 1946 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Pualorsuaq (Pualorssuaq) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Deserted wife charming foxes to come to her |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 312 - 313, nr. 127 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 128 - 129.
Resumé: Forladt kvinde med barnebarn (en dreng) tilkalder ræve. Først kommer der rener, men dem kan hun ikke lide smagen af. Så bjørne, men dem er hun bange for. Endelig kommer der ræve, flere end rigeligt. Hun må jage de sidste bort.
Hist.: Ikke historisk. Men afskyen for renkød, som man først overvandt efter indvandringen fra Baffinland omkr. 1860, afspejles: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Dødsfjenderne
Dokument id: | 1866 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Dødsfjenderne |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 58 - 62 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 127 - 129: "Akerarît" / Akerariit.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: En mand, der har fjender mod syd på nabopladsen, opdrager sin søn til en hurtig kajakroer og dygtig fanger, men fortæller ham først om fjenderne, da han selv er blevet gammel. Sønnen tar straks næste morgen ud til fjendernes fangstfelt. De er tre brødre, der snakker med ham og holder sig tilbage, da han tilbyder at fange dem en sortside, der dukker op. Så fanger han den selv som et lyn, får den på slæb, ror hjem, men frigør sælen for at kunne ro hurtigere, da den yngste af brødrene forfølger ham. Næste morgen lykkes det ham at komme uset til brødrenes boplads og ind i huset efter sin smukke bugserrem, springe ud, og ro bort, skarpt forfulgt af brødrene. De to ældste forfejler deres kast, men den yngste rammer bagstevnen, hvor lansen bliver siddende. Den unge mand når dog hjem, uden at en dråbe vand er trængt ind i hans kajak, fordi han ror så hurtigt. Derefter ser han ikke mere til sine fjender, der har set hvilke evner han har.
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering. |
Egimarassugsugôq nulêrajeqaoq
Dokument id: | 454 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Ejgelsen, Adam |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Egimarassugsugôq nulêrajeqaoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 11 - 13 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Igimarasussuk, som jævnligt mistede sine koner
Tænk, han spiste dem! Engang fik han sig en kone, der hed Massaaq. Hun blev gravid; og de fik en søn. Mens han voksede op, plejede han at kysse ham i nakken. Engang han kyssede ham i nakken, sagde han: "Nu er han moden til at blive slagtet ("nâjassavarnalerêrpoq"= han er begyndt at lugte som en måge?)" Han slagtede ham. "Massaaq, du må koge kødet," og det blev kogt. Når han, mens konen kogte kødet, skulle ud, sagde han: "Hvad er der i vejen med dig, Massaaq, græder du?" "Nej, øjnene løber på grund af røgen." Kødet blev kogt, og hun gik ind med det til ham. Igimarasussuk nød kødet i en sådan grad, at man skulle tro han helt havde mistet besindelsen.
Så begyndte manden at fede Massaaq op ved at give hende noget at drikke af en muslingeskal ("kiliortûmut imigaqartilerdlugo": det lyder ærlig talt mærkeligt. Og ordret står der egentlig: Massaaq lod sig fede af manden, der gav hende noget at drikke af en muslingeskal?) Når han besøgte Massaaqs familie, plejede han at sige: "Her er noget som vores lille søn har sendt." Det gjorde han til trods for, at han forlængst havde slagtet ham.
En dag han skulle afsted (på fangst), sagde han (til sin kone): "Jeg vil slagte dig, når jeg kommer hjem." Mens han var ude, gravede hun et hul ned i jorden, hvor hun kunne gemme sig. Da hun blev færdig, udstoppede hun sin (anorak med) amaat / rygpose og stillede den op vendt imod indgangen. Selv gemte hun sig. Så hørte hun ham komme hjem; og han viste sig ved indgangen med sin store lanse (rettet mod amaaten). Man hørte kun at skaftet knækkede af ("pullappallanneq", det skulle vel være: "paallappallanneq"). Han ærgede sig grusomt: "Aa, aa! jeg skal nok få ram på hende." Så gik han ud.
Lidt senere kiggede hun ud af vinduet og så, at han var ved at forsvinde bag et lille næs. Hun skyndte sig afsted, for hun ville hen til sin families boplads, der lå landfast med deres. Undervejs opdagede hun et stort stykke drivtømmer, og hun sagde til det: "Du store drivtømmer, du kan vel spalte!" Det gjorde det store træ. Hun lagde sig ned i sprækken og sagde: "Luk dig! Du kan vel lukke dig (det er gætværk) Luk dig!" Det lukkede sig. Efter at have lukket sig, lød der trin. Hun hørte vedkommende komme helt hen til træstammen; og så blev der sagt: "Sporene ender her." Hun kunne høre ham hugge med en økse. Nu kunne hun se dagslyset! I samme øjeblik hørte hun ham sige: "Hvor blir man træt af at hugge. Færdig med det!" Hun hørte ham forlade drivtømmeret, og et stykke tid efter hviskede hun til drivtømmeret: "Bare du ville sprække!(gætværk)" Så sprak det. Hun gik videre imod familiens boplads og nåede frem.
Fra da af holdt de øje med, hvornår Igimarasussuk kom på besøg. Langt om længe dukkede han frem ved det lille næs. Massaaq gemte sig. Hans svogre gik ned for at tage imod ham. Han kom op af kajakken og bar den højere op. Han stak hånden ned bag i kajaken og tog en lille pakke op. Han sagde: "Det er fra Massaaq". Endnu en gang stak han hånden ned og tog en lille pakke op; og han sagde: "Den er fra vores lille søn". De bad ham op til huset, var venlige og sørgede for, at han fik det rart. De snakkede om alt muligt. Til sidst sagde de: "Lad os skiftes til at danse trommedans ".
Så blev det Igimarasussuks tur, og han kom ud på gulvet. De stemte i med en vise: "Igima- Igima- den store Igimarasussuk, som spiser sine koner. Da sagde Ania(?): "Massaaq, kom frem!" og da hun i det samme kom frem, begyndte det at gå rigtigt dårligt for Igimarasussuk; og så dræbte de ham. Og da Massaaq nu atter var kommet til sin familie, skulle hun ingen andre steder hen mere.
Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk;
Kommentar: Sammenhængen mellem den lille smule vand i muslingeskallen og opfedningen er kommenteret under andre varianter. |
En folkevandring
Dokument id: | 11 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1905 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Meqqusaaq |
Nedskriver: | Brønlund, Jørgen |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | En folkevandring |
Publikationstitel: | Nye Mennesker |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 26 - 35 |
Lokalisering: | North Star Bay: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som: A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K. Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq. Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122. Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland. En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985. Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag. Resumé: Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand. Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen. De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage. Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det. Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base. Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet. Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord. - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1). |
En fortælling om en brødreflok
Dokument id: | 77 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En fortælling om en brødreflok |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 377 - 379 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58. Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.
Resumé: Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg. Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.
Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner |
En fortælling om en stor orm
Dokument id: | 1136 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En fortælling om en stor orm |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 299, nr. 26 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 196 - 198. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 268 - 269. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 277 - 278.
Resumé: En kæmpeorm med et ansigt som Månens lever under en sten, ved vinduesbriksen, hvor hundene har deres plads. Den æder uset hundenes afkom. Konen i huset opdager den, manden tar et kig på den, da han kommer hjem fra fangst og laver et langt spyd. Inden han dræber ormen med spyddet, bringer han konen i sikkerhed på en afsides klippehylde. Da ormen dræbes gungrer jorden, og ægteparret lever af ormens kød hele vinteren.
Tolkning: Associationerne her er tætte mellem jordskælv, Måne, hund, kæmpeorm, og føde. Orm som føde kan associeres til mandens penis, der fodrer fosteret med sæd i dets vinterhus alias moderhulen. |
En fortælling om hungersnød
Dokument id: | 574 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En fortælling om hungersnød |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 325 - 326, nr. 45 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 281 - 283. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290 - 291. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 298.
Resumé: Folk på en ø ud for Umiivik lider under en sultevinter nød og må spise alle kvinderne. Den første mand har som den eneste kræfter nok til at kravle op gennem et hul man laver i taget på det tilsneede hus. Han henter sig dagligt en stump spæk, som han snupper i sin søsters gryde ovre ved Umiivik. Til sine fæller samler han lidt tang, som han kaster ned til dem gennem taghullet. En dag mandens svoger har fanget, får manden intet af sælen. Hjemme hos ham selv fortsætter kannibalismen, og han overlever som den eneste af dem alle.
Hist: Fortællingen tidsfæstes til gamle dage, og kan gå tilbage til 1816, dengang to vintre fulgte efter hinanden (efter vulkanudbruddet i Indonesien i 1815). Mandens svoger føler sig ikke forpligtet til at dele med ham, og manden selv sørger kun for sig selv med spækklumperne fra søsterens gryde. Bror-søster relationen forpligter mest. |
En månefortælling / Månen våger over at sorg overholdes
Dokument id: | 1344 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En månefortælling / Månen våger over at sorg overholdes |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 309 - 310, nr. 31 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 229 - 233. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 277 - 278. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 285 - 286.
Resumé: Månen blir vred på to mænd ved Sarsik (?), der altid bytter koner. Den ene hører på vej til den andens hus indsøens bjørn brumme under isen, tør ikke ligge med konen for slukkede lamper, og ser på hjemvejen Månen i bjørneskindspels og Nelaarsik / Nilaarseq i vandskindspels med hvide broderier stå oppe på et bjerg ved Puilortuluk / Puulortuluk (?)ud for øen, Immikeerteq. Manden går ind i et hus ved Puulortuluk, hvor to kvinder har fremkaldt Månens vrede ved tabubrud. En åndemaner med eet øje (Karrak, / Karraq / Uitsaleqanngitseq BS) holder seance. Vinden piber i hans hår. Man hører Månen ude i gangen. Alle tæver Månen med deres kamikker. Månen flyver op på et bjerg, hvorfra han går til angreb på huset med sit store spyd. Karrak tilkalder sin hjælpeånd, øboen Ikilerfik, der er på nippet til at knække spyddet. Månen bér for sig: "Skal vandet da ikke falde mere, og skal sælerne ikke mere få unger?" Månen får sit spyd tilbage og flyver hjem.
Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225; søg også på Equngasoq = Eqingaleq, en stormfugleånd og øbo, der ofte overmander månemanden. Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden se Manguaraq med Var.
Hist.: Se noter til Holm 1888, nr 30. |
En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen
Dokument id: | 1343 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 306 - 309, nr. 30 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.
Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker, og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet, der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene. Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik, der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo, Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.
Var.: Manguaraq m.fl.
Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor 1989-93,II:388). Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved 1951, I:56; II:19). Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø. Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand var Tigaajats fars bedstefar. Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen". |
En tupilak / Et dyr, der var skabt af et menneske
Dokument id: | 776 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Peqiisiwik (Peqîsiwik) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | En tupilak / Et dyr, der var skabt af et menneske |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 143 - 145 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 52 - 53 Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 57 - 58 (disse to henvisninger minder om sidste halvdel af fortællingen, men fortælleren er her Peqîsiwik's bror, Sukataussaq). Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Fortælleren, Juuntat (hvis fafar var en matros fra et forlist skib og hed Villads Petersen) fortalte om sin far Aalut, at denne tidligt blev kajaksvimmel og måtte holde sig langs kysten, hvor bunden var synlig. En dag han blev lokket noget længere ud af nogle edderfugle fik han pludselig en besynderlig skræk for at se en kone, Qulusuk, fra sin boplads, der altid havde været god ved ham. Men han fik ret. Hun viste sig nøgen med udslået hår under hans kajak. Med nød og næppe kom han hjem og garderede sig på sin næste kajaktur med tre kammerater. Han fik en stor gammel fjordsæl, som de med besvær bragte til land for at hente den senere. Den var svundet noget ind, da de ville hente den, havde knyster overalt, blev grimmere undervejs til bopladsen og her blev den smidt for hundene. Aalut havde overladt det til en af vennerne at bugsere den hjem, og senere mente han dette misfoster var en tupilak lavet af Qulusuk, som man engang havde grebet i at danse med tromme ved sit barnebarns grav. En højst lasteværdig opførsel.
Hist.: Kajaksvimmelhed giver sig udslag i de uhyggeligste oplevelser. Begivenheden fandt sted omkr. 1900. Kommentar: Hekseri: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
En tupilek-fortælling
Dokument id: | 1139 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En tupilek-fortælling |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 303 - 306, nr. 29 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 208 - 219. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 272 - 274. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 280 - 83.
Resumé: Et gammelt barnløst ægtepar sydfra overvintrer, modtages ugæstfrit på nabopladsen, hvor en mand har fanget en bjørn, men får dog kød og et par tæer af den kogte bjørn. De gemmer stykkerne til en tupilak. Inden de rejser hjem om foråret, stjæler de til tupilakken et dødfødt barn, som bjørnefangeren har fået. De anbringer det på konebådens horn og tager det med i land, når de telter undervejs. Hjemme giver de tupilakken en rypekæbe og en rævekæbe, betrækker dens hoved med hundeskind og gør den levende. Da nøden truer slår bjørnefangeren en af sine hunde ihjel og synger over den, for at hans børn skal leve. Hans kone føder et barn, der dør, vandrer ind til Qernertuarsuk, og tages med i en konebåd på vej til sangkamp. Men p.g.a. hendes sorg undlader de sangkampen og lader seks åndemanere holder seancer for at opmuntre hende. Den sjette, Aqellissanalik, ser hende for sig med et barn i skødet. Hun inviterer dem til Umiivik for at slå tupilakken ihjel. Kun A. får held til det med meget besvær:
Hans hjælpeånder er asagisat (en slags krebs), han rører næsten gulvet med nakken i ekstase, og får harpuneret tupilakken inderst inde under brikseskindet. Men den smutter fra ham og må lokkes ind fra husgangen, hvor den skiftevis siger som et spædbarn, en bjørn (eller hund), en ræv, en rype, konebåd, kajakker og sæler. Man lokker den ind i syv af kvindens klædningsstykker, der bindes i den anden ende. Man tamper løs på den. Den smutter ud af en tarmskindsanorak uden hul i. Anden gang den lokkes ind, får man endelig has på den, skønt den bider fra sig. Den ligger i Aqellissanaliks skød, da man får blus på lamperne, men tupilakmagersken løber ud og ind og slukker dem, mens man forsøger at gnide ild. A. beordrer de syge at vende ansigtet mod væggen, mens man gnider ild over en urinballe. Nu kan tupilakkens moder ikke slukke den. De ser nu det mærkelige barn (tupilakken) med rypefødder på brystet og med blod om munden af alle de spædbørn, det har ædt. A. puster en mængde rypefjer af det, man sprætter hundeskindet af dets hoved og koger barnet uden for oppe i fjeldet. Bjørnefangerens kone får nu et barn, der lever.
Var.: Tupilak pissaassoq.
Hist.: Det omtalte sted, Umiivik, ligger enten i Ammassalikområdet eller på sydøstkysten halvvejs fra Ammassalik til Kap Farvel. Måske tænkes der på det sidstnævnte, fordi det er ulogisk, at tupilakmagersken er til stede under seancen, hvor den fanges, med mindre man er taget til sydøstkystens Umiivik for at fange den.
Vedr. åndemanerens særlige hjælpeånd og måde at bevæge kroppen på, søg på: Tupilak pissaassoq. |
En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set
Dokument id: | 985 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger" |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | En åndemanerlærling fortæller om, hvad han har set |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 23 - 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss. 27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.
Resumé af Karl Rosings oversættelse:
Søens uhyre En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham. Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.
Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.
Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse. '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.
Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Enkens hævn
Dokument id: | 143 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Clementsen, Tobias |
Nedskriver: | Clementsen, Tobias |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Enkens hævn |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss.159 - 161, nr. 49 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 165h - 167v; Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 55v - 56v. Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 34.
På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 32, ss. 228 - 232: The Widow's Vengeance.
Resumé af Rinks oversættelse: Enkens søn, Kujannguaq / Qujannguaq får gang på gang afslag hos de mange brødre i det store nabohus, når han kommer for at få en mundbid af deres nyfangede dyr. En dag det drejer sig om det lækreste, en sæl, der har fældet, tager enken affære på sin søns vegne. Hun sætter sig på briksen og mumler. En edderfugl dukker op i deres vandspand. Næste gang er det en sæl. Tredje gang finder drengen en kajak med alt udstyr på gulvet. Moderen træner ham i både at ro, kæntre og vende rundt. De mange brødre følger efter den første dag, han ror ud til et isbjerg, hvor en isbjørn, han jager, har søgt tilflugt. Den ældste bror klarer ikke at bestige isbjerget, hvorefter Qujannguaq gør det, nedlægger bjørnen og kravler ned i sin kajak, og skønt en af brødrene, Sanak, påstår, at han har fanget bjørnen, bugserer Quj. den hjem. Hans mor og brødrenes søster tager imod på stranden. Søsteren kommer med en hånlig bemærkning, men bliver overvældende imødekommende med venlige kommentarer, da enken forærer hende halvdelen af bjørneskindet til et brikseskind og inviterer hele bopladsen på kogt bjørnekød. Næste dag fanger Quj. en sæl ved isbjerget og undgår et angreb fra de medfølgende brødre ved at væde munden med saltvand, som hans mor har rådet ham til. Sanak opfordrer til kaproning over et skær. Quj vinder i overlegen stil, idet han med en kajakvending undgår endnu et angreb fra brødrene. Da søsteren spørger efter dem, da han når i land, svarer han: "Hvorfor spørge efter dem, de mennesker har jo ingen forstand."
Enken inviterer alle på kogte bryststykker, skærer dernæst nyrestykket ud, hekser over det, forærer det til brødrene, og både Sanak og hans mor får en bid galt i halsen. Sanak dør af kvælning. Da enken kommer ind til dem, beskylder den ældste bror hende for at have dræbt ham og støder husstøtten om (måske er det omvendt den ældste bror, der kommer ind i enkens hus og søger at lægge det øde i stedet for familiens eget hus, BS). Enken rejser støtten igen og får derefter skåret både for- og bagsnippen af på sin pels. Da hun fortæller sin søn uden for, at nu er to af brødrenes familie døde (hvem er den anden ? bs), springer de af glæde frem og tilbage over båden, men hun falder og knækker ryggen. Med noget snavs fra sin mors rum under briksen, som han kaster mod brødrenes hus, dræber Kujannguaq dem alle undtagen søsteren, der går qivittoq.
Kommentar: En grum fortælling om misundelse, mord og blodhævn, der tilsyneladende hverken er let læselig eller vel fortalt.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Et besøg hos Akilinek-Beboerne
Dokument id: | 1346 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Et besøg hos Akilinek-Beboerne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 312 - 313, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.
Resumé: Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en. Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle, hvor de døde brødre er.
Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67. Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten. Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq |
Eversunik Atilijangsunni / Iversunik ?
Dokument id: | 405 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | Beck, Adam |
Nedskriver: | Beck, Adam |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Eversunik Atilijangsunni / Iversunik ? |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 178v - 178h |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:
At overvære trommedans Jeg hører også, at når mennesker samles der hvor de går på hvalrosfangst, plejer de som en fast bestanddel af gensynet ved samlingen om sommeren at arrangere sanglege mellem Naajartalimmiut, Nuviarmilut, og Qeqertarmiut. Når de samles gør de det, at mange mennesker mødes midt på en lille slette og midt i gruppen af en masse mænd samles mange kvinder. Midterst placerer fem kvinder sig og een mand, der stiller sig over for disse kvinder. Disse fem kvinder, der står fremme, har vanter på af helt hvide skind, og de er meget spændende at følge, fordi de skifter pladser samtidig med at de rører hinanden, så de næsten ser ud som om de spiller orgel i den bare luft. Og manden kommer ikke helt hen til dem. Men kvindernes stemmer lyder som fluernes summen; det kan ikke sammenlignes med andet, nej ikke med nogen anden lyd. De mange mennesker uden om dem laver ikke andet end at nogen af dem lægger sten på jorden i udkanten af denne slette, og andre indhegner den lille slette, og når de er færdige med det, rejser de to telte inde på sletten. Der udøver de så de slette glæder, men jeg og englænderne kiggede bare på dem fra der, hvor vi stod for os selv. Der på sletten brødes de også, dvs. to af gangen mand mod mand hele raden rundt. Da naajartalimmiut blev sejrherrer, gav englænderne sig også til at udfordre hinanden, og da konkurrencen var slut, samledes alle og udstødte høje, flotte råb. Det er deres skik når de genser hinanden, fortæller man.
Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte, der skildres her. Kvinderne med de hvide vanter opfører åbenbart en dans, som de nynner til, måske som en slags indledning til samværet med hinanden, og tilsyneladende også med engelske hvalfangere. Den fælles hvalrosfangst tyder på, at denne aasivik foregår i Thule-området, som også Becks foregående fortælling: Om en rejse nordpå, skildrer, og at gensynet indebærer en lampeslukningsleg.
se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Folkene, der kom til at spise deres egen broder
Dokument id: | 573 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Folkene, der kom til at spise deres egen broder |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 324 - 325, nr. 44 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 278 - 280. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,: Meddr Grønland 39(5): 297 - 298.
Resumé: En dygtig fanger bor alene med sin kone et stykke inde i en fjord. Han lægger nogle af sine fangster til lagring under briksen. En dag dræber han tre bjørne og senere en kajakmand fra fjordmundingen og lægger liget under briksen. Den dræbtes brødre kommer, mens mandens kone koger bjørnekød. De får serveret den dødes lever rå med netsidespæk ovenpå og kødet af den døde med bjørnefedt ovenpå. Manden stikker en af den dødes knogler i en af brødrenes kajak ved afrejsen og ønsker at den døde må hævne sig på dem, der har spist ham. Det sker. Alle brødrene dør.
Tolkning: De tre bjørne associerer både til "Kaassassuk", der blev morder efter nedlæggelsen af tre bjørne og til smagen af bjørn, der smager som mennesker. Normalt vil mordere, der har spist deres offer, undgå offerets hævn ved at partere liget og begrave delene langt fra hinanden. Knoglerne af den døde, der lægges i brødrenes kajak, gør udslaget. En "smart" udvej. |
Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Dokument id: | 226 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 164 - 172 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften) Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.
Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.
Resumé:
Qapiarsuaq er angakkoq / åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.
Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord. Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide. Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen). Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker. Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.
Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782. Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170). Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Giîngivit / Giinngivit / Kiîngivit / Kiinnguit, den store åndemane
Dokument id: | 1956 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Giîngivit / Giinngivit / Kiîngivit / Kiinnguit, den store åndemane |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 238 - 240 + 256 - 257 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Denne åndemaner havde lært hos åndemaneren Sigfiaq / Siffiaq. Da Kiinngivit var blevet åndemaner, havde Sigfiaq / Siffiaq sagt, at når han døde, skulle Giinngivit arve de to danske hjælpeånder, han havde. Og da Siffiaq døde, arvede Giinngivit disse to danske hjælpeånder. Siffiaq var i den grad åndemaner, at han ikke kunne dø. Så til sidst druknede han sig ihjel. Siffiaq havde fået sin søn til at fange for sig, men nogle, der var misundelige, dræbte ham, og faderen sørgede i den grad, at han blev på briksen. Ingen anede noget, da han sad i den inderste krog. Og der kom folk, som det senere viste sig, ville have dræbt han. De to mænd kom på besøg, efter at de havde talt indbyrdes, om at de ville dråbe Siffiaq. Da de kom ind, var det umuligt at se, at de havde våben med sig, og ingen af Siffiaq's husfæller fik mistanke. Men de havde regnet med, at de, når de gik, ville tage Siffiaq med sig og dræbe ham udenfor huset, fordi han nu, hvor han havde mistet sin søn, ikke havde nogen til at forsvare sig. Mens de lod som ingenting, hørte man pludselig en dansker tale fra krogen, et sted ovenover Siffiaq. Og Sigfiaq hang med hovedet, som om han ikke hørte noget. Husfællerne vidste, at den danske hjælpeånd ikke ville sige noget for ingenting, så en af husfællerne spurgte Siffiaq: 'Hvad snakker han for? Det er aldrig for ingenting, han taler. - Det varede noget, inden Siffiaq svarede: Det er måske fordi han så gerne ville leve lidt endnu, at han taler om en hund, der skal aflives, d.v.s. at han kaldte sig selv for en hund. Da han havde sagt det, kiggede de to mænd, der var kommet for at dræbe ham, på hinanden uden at sige noget. Og de gik ud af huset. En dag, mens Siffiaq sad der i krogen, og der ikke var nogen, der kiggede på ham, tog han en kniv og snittede sig i struben, så at han faldt død om. Og husfællerne kiggede forskrækkede på ham. Men så var det, at man fra snittet i struben, hørte en dansker tale. Og da man havde hørt det, heledes såret i struben, hvorefter Siffiaq begyndte at trække vejret igen. Og således reddede den danske hjælpeånd ham. Efter den tid tog Siffiaq ud i kajak under det påskud, at han skulle fiske. Men da han var nået udenfor de andres synsfelt, kæntrede han og forblev der, indtil han druknede. Det er muligt, at hans danske hjælpeånd ikke kunne svømme. Man siger, at Siffiaqs grav ligger på Usugtussoq / Usuttusoq, på en del af Qagsserssuaq / Qassersuaq øen ved siden af, hvor folk fra Sisuarssuit / Sisuarsuit samlede bær. Ved enden af Sisuarssuit er der et næs, hvor bærsamlerne slog telt op, som man kaldte for Usuttussoq. Og dér er der en gammel grav lige ved en bratning. Og man siger, at det er denne åndemaner, Siffiaq's grav. Da Siffiaq døde, arvede den store åndemaner Giinngivit de to danske hjælpe- ånder, som han havde fået lovet. Nu hørtes, når Giinngivit holdt åndemaning / seance, de to danskeres stemmer, som uafbrudt snakkede med hinanden under hele åndemaningen. Giinngivit blev altid godmodigt drillet af en af deres bopladsfæller og somme tider også for hans egenskaber som åndemaner. Han tog det imidlertid aldrig ilde op, fordi han aldrig blev irriteret over godlidende drilleri. En dag, da de var ude, var den anden med, der drillede åndemaneren, og han sagde, at de skulle se, hvem af dem, der først kunne fange en sæl. Åndemaneren var ikke nogen god fanger, og det var ikke hver dag, han fangede en sæl. Og han sagde, at det kunne han ikke, fordi den anden var en god fanger, mens han selv var en middelmådig. Og så sagde han, at vennen skulle prøve at vædde med en anden. Men vennen svarede, at hvis han selv var åndemaner, så ville han ikke have vanskeligheder ved at fange sæl. Og så sagde Giinngivit: 'Ja, prøv nu om du kan fange en sæl før jeg kan', og som sædvanlig sagde han det med et smil. Næste dag tog de afsted i kajak. Og da de kun havde været væk i kort tid, kom åndemaneren tilbage med en sæl på slæb. Men vennen, som havde indgået væddemålet, kunne nu ikke fange nogen. Der gik så lang tid, inden han fangede noget, at han fik mistanke om, at det var åndemaneren, der havde fjernet hans jagtlykke. Og da han så beskyldte åndemaneren for det, så grinte åndemaneren og sagde: 'Ja,nu kan vi jo se, om du kan fange en sæl før mig. Du er jo en dygtig fanger.' Og sådan drillede åndemaneren sin ven. Men så skete det en dag, at vennen fangede en sæl. Og da det først var sket fangede han atter sæler, som han plejede. Der var også en af deres bopladsfaller, Itertajâq / Itertajaaq, som var ungkarl, og han havde hørt, at der mellem Kiinngivit's hjælpeånder var en kvindelig hjælpeånd. Og åndemaneren plejede også ofte at drille ham, og i denne forbindelse navnede han tit, at denne var ungkarl. Men pebersvenden svarede igen og drillede ham med hans åndemaner-egenskaber og bad ham om at vise sig hans kvindelige hjælpeånd, hvis det altså var sandt, at han havde en kvin- delig hjalpeånd. Og da han selv var ungkarl, og derfor ikke var bundet tii nogen kvinde, så ville han give hende tilfredsstillelse. Og åndemaneren plejede at grine ad hans drillerier. Så var det en dag, da Itertajaaq var ude i kajak og roede langs med stranden. Og mens han roede, opdagede han en lækker kvinde inde på kysten. Og da han så det, kom han ganske automatisk ind til stranden. Han kom ud af sin kajak, trak den op på land, og gik op. Og da han nåede hende, var det en kvinde i ualmindeligt fint tøj. Hun havde en pels af spraglet sælskind. Hun smilede Itertajaaq ind i ansigtet, men sagde ikke noget. Itertajaaq fik en sådan lyst til hende, at han sprang efter hende for at tage hende. Men i samme bevægelse greb kvinden ham om begge håndled, og hun var meget stærk. Itertajaaq prøvede at trække sine arme til sig, men det kunne han ikke, for kvinden, der hele tiden smilede, havde et meget fast greb om hans håndled. Og selv om han prøvede at komme løs, kunne han ikke rokke sig af stedet. Da der var gået et stykke tid, lykkedes det dog Itertajaaq at befri sig for grebet, og han løb ned til sin kajak. Og inden kvinden tog ham igen, kom han i kajakken og stødte fra stranden. Så tog han et par kraftige åretag for at slippe væk fra hende, men han opdagede, at han ikke kom ud af stedet. Og da han kiggede ind mod land, blev kvinden ved med at stirre på ham. Pludselig kom han dog igang, og kunne ro fra stedet. Og han skyndte sig hjem. Da han kom hjem, lod han som ingenting, og han roede ganske langsomt. Han steg i land, hvor han plejede at stige i land og anbragte kajakken på den sædvanlige plads. Da han gik op, kom han forbi åndemaneren, der sad uden for sit telt og lavede et eller andet. Og da han gik forbi, kiggede han på åndemaneren uden at sige noget, og han så, at åndemaneren uden at sige noget grinte af ham. Og Itertajaaq sagde ikke andet end: 'Dit utyske.' Og Giinngivit / Kiingivit grinede så uden at svare ham. Engang lovede en af deres bopladsfaller Giinngivit en hund, når hans ældste tæve havde fået hvalpe og hvis det blev gode hvalpe. Hans tæve fik hvalpe, men da det var gode hvalpe, som voksede meget hurtigt, syn- tes han alligevel, at de var for gode til åndemaneren. Så han beholdt dem. Og da åndemaneren nævnte det for ham, sagde han, at de voksede så godt at han hellere ville beholde dem. Åndemaneren sagde ikke noget. Og hval- pene blev store. Og da de var udvoksede, nævnte åndemaneren det igen, fordi den anden jo havde lovet ham en af hvalpene. Men den anden syntes nu, at de trods alt var ham for værdifulde. Og selv om han havde givet ham det løfte, ville han alligevel ikke give ham den. Samme vinter skulle den mand, der havde lovet åndemaneren en hvalp, med slæde fra Tasiussaq / Tasiusaq til Augpilagtoq / Aappilattoq på besøg. Og han spurgte så Giinngivit om han kunne tænke sig at køre med. Og de kørte derfor begge to afsted. Dengang var der ingen beboede pladser mellem Aappilattoq og Tasiusaq. De to slæder kørte således at Giinngivit var bagest. Og da de var ved at nærme sig Qagsserssuaq / Qassersuaq, kørte den anden et stykke foran åndemaneren. Og han kom ret tæt på et lille næs ved dan nordlige munding af Qasserssuaq og han kiggede tilfældigt på næsset og så, at der var to mennesker. Han kiggede så på sin kammerat, der blot kørte frem, og så satte han hen imod de to mænd. De to mænd stod på isfoden, og da han var kommet dem ret nær, opdage- de han, at det var to danskere. Og så kom han i tanke om, at man sagde, at Kiinngivit, åndemaneren, havde to hjælpeånder, der var danske. Han standsede for at vente på Kiinngivit, og da Kiinngivit nåede op til ham, sagde han: 'Gad vide, hvad de to der taler om.' Så sagde åndemaneren, at de sikkert talte om den hund, som den anden havde lovet ham. Han havde næppe sagt det, før den anden svarede med høj røst: 'Nu skal jeg give dig en. Nu skal jeg give dig en.' Og han løb hen til sine hunde og løsnede den ældste hundehvalp fra slæden og gav den til åndemaneren. Og nu da åndemaneren havde fået en stor hundehvalp til sine andre hunde, kunne han køre sammen med sin kammerat uden at sakke bagud.
1955: 256 - 257 Dengang var der jo flere åndemanere, der var mege vennesæle, og selv om nogle havde det med at drille dem, plejede de alligevel at fortælle om de mærkelige ting, de gerne oplevede sammen med dem. Og på den måde fortalte Itertajãnguaq / Itertajaannguaq om sin store lyst. Også om dengang han opdagede, at han ikke kunne klare den store kvinde, således at han med nød og næppe kom fri af hendes garn, det fortalte han selv. Og den anden fortalte om, hvad han med egne øjne havde set: To danskere dér, hvor der ingen danskere skulle være. Han har flere gange senere fortalt om det, og nu har jeg altså fortalt om dem. Giinngivit døde som en gammel mand efter at han var blevet døbt og havde fået navnet Tobias. Men den slags historier drejer sig ikke alene om åndemanerne, for andre undrede sig over tryllesange, der tilhørte folk, der egentlig ikke var åndemanere. Og når de syntes, at disse tryllesange havde haft en virkning, så fortalte de det. Men sangene var ikke hverdagssange og blev kun sunget ved passende lejligheder. Og sangene var sammensat af gamle ord, som tilhørerne ikke med det samme kunne forstå. Og først når man havde øvet sig og gentaget dem, kunne man lære dem. Da Amitsualaaq døde levede min farfar, Tuutigaaq, også i Inugsuk / Inussuk, så ham omtaler jeg også i denne forbindelse. Og da det blev forår, mens han boede der, så fulgte han med folk ud til fangststedet. Han kom til Putugua, og det var i uuttoq-tiden / krybefangst-tiden, men det varede noget, inden han kunne fange noget. Når han nærmede sig en opkrøbet sæl, og han var i passende afstand, kom der gerne en ravn, der fløj over stedet og henimod sælen, der derfor hoppede ned i åndehullet. Og da det gentog sig hver gang han var på fangst, kunne han ikke komme hjem med sæl i lang tid. Og selv om han egentlig ikke havde smerter nogle steder, mærkede han en dag, at han var ligesom afkræftet. Det tog til med denne afkræftelse, og til sidst kunne han ikke tage på uuttoq-fangst. Og så lånte han sine hunde ud til en af de unge. Selv stillede han sig på næsset nede ved Putugua, fordi der her var åbent vand, og der ventede han på sæler, bevæbnet med en riffel. Det blev jo opsøgt af sæler, selv om det ikke var ret mange. Så en dag, da uuttoq-jægerne var taget ud, sad han der og ventede på sæler sent på formiddagen. Da kom en af de gamle fra fangststedet, Taka, det var den frygtløse mand, der var gået hen til den sindssyges grav. Han kom hen til ham, og uden at spørge ham, sagde han så: 'Jeg har mistanke om, at det ikke er din egen skyld, at du har det sådan, cg jeg prøver at gætte, uden at vide noget rigtigt, men sådan noget skal man betale for. Så hvis du har noget, så giv du mig til det.' Tuutigaaq lovede at give Taka en rulle tobak, som han havde i sin kiste. Og da Taka havde fået det løfte, stillede han sig ret op og ned bagved den siddende Tuutigaaq, og først vendt mod nord, fremsagde han en trylleformular. Og da han var færdig vendte han sig mod syd og gentog tryll1eformularen. Da han havde sunget, sagde han ikke mere, men gik ind i teltet. Og Tuutigaaq tænkte på ordene i tryllesangen. Taka havde jo sagt, at den skulle rettes mod noget, som han ville ramme. Men da han fremsagde formularen, lød det ikke som om det var rettet mod nogen bestemt, og der var enkelte ord, han kunne huske, og han mente, de lød sådan: 'niarqugkut ikiligssamik siggungnigdlo augssualingnik / niaqqukkut ikilissamik siggunnillu aassulinnik / Således at der kommer sår på hovedet og blodbesudlede læber.' Da Tuutigaaq gik hjem om aftenen, fortalte han en af de unge, hvad han havde oplevet, men fik ham til at love, at han ikke ville sige det til andre. Der skete ikke noget den næste dag. Men den tredje dag om aftenen, efter uuttoq-fangerne var kommet hjem, opdagede de en hundeslæde, der var på vej fra Upernavik. Da han kom, fortalte han, at mens Inequngnavãt / Inequnnavaat og hendes familie, der stammede fra Augpilagtoq / Aappilattoq, var på fangstpladsen ud for Søndre Upernavik på Kingatak øen, var hendes mand gået med deres søn på rensdyrjagt, og at der for to dage siden var faldet en sten ud af en klippe, der havde ramt manden i hovedet, hvorved det knustes, så at han døde med det samme. Og der var sendt bud til Upernavik dagen før, og nu bragte han nyheden videre. Og man sagde, at stenen ikke var kommet fra en stejl klippeside, men af den bare klippegrund. Man sagde også, at den kvindelige åndemaner Inequnnavaat / Ineqinnavaat havde en ravn til hjælpeånd. Og efter den tid skete det mærkværdigvis, at Tuutigaaq fik det bedre. Og endnu inden isen var helt forsvundet, blev han helt rask.
Kommentar: Vedr. citatet fra trylleformularen på grønlandsk står der på tryk augssialingnik, men da det ikke giver rigtig mening, har Robert Petersen rettet det til augssualingnik i overensstemmelse med versionen hos Hans Lynge 1967: Inugpait.
Var.: Hans Lynge: søg på Kiinnguit, Tuusingaaq, og Siffiaq (de forskellige fortællinger, registrerede hver for sig |
Gravene er de dødes hus
Dokument id: | 1867 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole ? |
Nedskriver: | Petersen, Ole ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Gravene er de dødes hus |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 62 - 63 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Orig. håndskr.: har ikke kunnet identificeres mellem Ole Petersens andre nedskrifter i NKS 2130, 2', læg 7.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: En mand der savner en kniv og kører nordpå med en hoftelam hund for slæden, overnatter i et hus med en brændene lampe og en mængde flækkede sæler uden for. Hunden knurrer, manden ser et genfærd komme, skjuler sig i kogerummet, mens den døde går ind og ud igen, hvorefter han straks spænder for og flygter. Nu er huset forsvundet. Han kommer til endnu et hus, blir vel modtaget og fortæller om sin oplevelse. Deres søster blev sindssyg, fortæller de, og som tak for at manden har holdt hende med selskab for en nat, forærer de ham en mængde flinteknive. Han kører hjem i en stor bue uden om den grav, han natten før oplevede som et hus, og rejser aldrig siden nordpå.
Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering."Slæden" er et fremmedelement, hvis hovedpersonen skal lokaliseres enten til fortællerens egn eller til vestkysten syd for Sisimiut. |
Hans Egede Oqalukbalarata
Dokument id: | 399 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Egede, Hans |
Nedskriver: | Egede, Hans |
Mellem-person: | Rink, H. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Hans Egede Oqalukbalarata |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1151 - 1161, nr. 227 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.
Hans Egedes fortælling Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.
På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.
Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.
Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.
Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg. På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.
Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os. Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.
Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).
Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.
På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.
Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.
Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.
Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.
Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.
Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.
Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det (istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.
Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.
Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.
Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle: "Maliit, hvad er der galt?" "Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.
Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.
Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.
De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel. Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.
Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.
De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.
Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.
Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?
Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.
Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).
Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?). De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.
Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.
Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."
Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"
Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.
Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.
I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.
Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.
Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.
Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.
Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.
Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut. Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.
Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.
Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).
Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.
Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.
Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.
Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).
Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.
Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.
Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev. Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.
På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt! Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.
Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.
Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.
Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.
Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).
Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.
Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.
Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.
På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.
Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede. |
Hunden, der røvede piger
Dokument id: | 568 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Hunden, der røvede piger |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 292 - 293, nr. 21 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 174 - 177. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 262 - 263. Eng.udg. Thalbitzer, W., 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272.
Resumé: En hund med hårtop røver en pige. I dens hus er en anden pige, der er blevet mager af hundens ustandselige elskov. Den nytilkomne pige synger på opfordring den magre hund i dyb søvn. De flygter hjem, advarer familie og fæller, og når ud fra land i konebåden, inden hunden standser ved stranden, tar kvindebukser på og et topbånd om håret.
Tolkning: Hunden er åbenbart hermafrodit. Og temmelig liderlig, et fast karaktertræk ved hunde hos inuit. |
Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq
Dokument id: | 1954 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 257 - 259 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved. Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq. Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen. Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være. Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord. Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv. Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før. Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen. Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt. Og de andre jublede højlydt. Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af. Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende. Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud. Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle. Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.) En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter. Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige. Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet. Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS). Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.
Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955. Martin Nielsen.
Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort. Se: Ikerpaq der stilnede stormen.
Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.: Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn". Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs- havn. Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere. Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for- tøjes ved sten i land. |
Hvorledes jeg blev åndemaner
Dokument id: | 987 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger" |
Fortæller: | Ajukutooq |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Hvorledes jeg blev åndemaner |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 16 - 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut", 1906, ss. 24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.
Resumé af Karl Rosings oversættelse: (Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq) Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv. I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi. Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation. Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.) |
Igsiavik's trommesang
Dokument id: | 577 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Issiavik (Igsiavik) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Igsiavik's trommesang |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 330 - 333, nr. 49 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.
2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.
Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.
Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann. |
Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk
Dokument id: | 413 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanemouinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 24 - 30, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Versionen er ikke publiceret, men Holm har indskudt dele af den i Uutuaqs version, der er trykt i Holm 1888.
Oversættelse ved Johan Petersen: Imerasugsuk havde aldrig koner længe, fordi han altid slog dem ihjel og spiste dem og deres børn. For at hans koner skulle blive fede fik de aldrig lov at drikke vand. Endelig fik han en kone som hed Misane / Misana. Hun havde to brødre. Denne (Misane) forbød han også at drikke vand, for at hun skulle blive fed. Han var en stor fanger og gik ofte i kajak, og når han gik ud, gik hans kone ud i husgangen og bortslikkede vandet, som drev ned igennem den. Med kniven i den ene hånd følte han ofte på hendes lår og legeme, om hun snart blev fed nok. En dag da Im. var ude i kajak besluttede hun sig til at flygte for ham. Hun gravede en stor sten ud af bagmuren i huset og lavede bag denne en hulning, som kunne skjules af stenen. Derefter fyldte hun sin anorak med lampemos og lagde den på sin plads på briksen så at den vendte ryggen ud efter. Da hun mente, at manden snart kom hjem skjulte hun sig i hullet. Manden kom snart efter, gik lige ind i huset med kniven i hånden og hen til briksen. Han stak nu kniven flere gange i den fyldte anorak som jamrede sig ligesom et menneske. Han opdagede snart sin fejltagelse og sagde: "Hvoraf kan det komme at den skriger som et menneske. Jeg skulle ikke have ventet så længe med at dræbe hende." Han gik nu husvæggen rundt og sparkede til stenene, men opdagede intet. Han gik ud for at søge efter sin kone, og i mellemtiden benyttede hun lejligheden til at flygte for at søge hen til sin broder. Da hun var kommet et stykke på vejen, hørte hun at manden var efter hende. Efter at være kommet forbi et næs, sagde hun: "Jeg har jo træ til amulet, jeg vil blive til træ!" Hun kastede sig ned og blev staks til træ. Da manden kom derhen til, stak han flere gange med sin kniv i træet, det gjorde lidt ondt; men skadede hende ikke. "Jeg skulle have taget min økse med," sagde manden, "nu må jeg gå hjem efter den." Da han var gået, flygtede hun videre. Kort tid efter mærkede hun, at manden var lige efter hende igen. Hun flygtede så ned til stranden, hvor det var lavvande, kastede sig ned og sagde: "Jeg har jo tang til amulet, jeg vil blive til tang." Da manden kom derhen kunne han ikke finde sin kone; han sagde da: "Nu vil jeg vente til højvande for at hun kan drukne." Efter højvande gik han hjem, og hun flygtede til sin broder. Da hun kom tæt til broderens hus, blev hun bange for at manden forfulgte hende, hun løb derfor op på en ravnefælde og lod sig falde ned gennem åbningen. Da broderen så hende spurgte han hvorfor hun var kommet derhen? Hvortil hun svarede: "Im. vil slå mig ihjel og forfølger mig." Hun blev nu ført ind i teltet. Kort tid efter kom Im., som anstillede sig meget bedrøvet, og sagde, at hans kone var død. Han satte sig ned, holdt hånden for øjnene og lod som om han græd. Efter at broderen havde blødet sin tromme, begyndte han at synge: "Im. som spiser sine koner og børn!" "Im. som spiser sine koner og børn!" Im. nægtede at have spist koner og børn, men nu råbte hans kone bag fra teltet: "Du har ikke alene villet dræbe mig, men du har også slået min broder ihjel og spist ham." Im. svarede: "Du har spist den ene hånd!" "Nej", svaerede konen, "jeg spiste den ikke, jeg lod den falde ned gennem pelskraven." Im. ville nu rejse, men de andre sagde, at han skulle blive. Konens broder hentede sin hundepisk og bandt en stor knude for enden og slog Im. over ryggen, således at huden revnede. Til slut var Im. død.
Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk
Kommentar: Konens ene bror er åbenbart fulgt med til Im. og er blevet spist, en episode, der er med i mange versioner. Om det er Sanimuinnaq eller Johan Petersen, der har udeladt den, er uvist. |
Imerasugsuk / Konen, hvis amuletter reddede hende fra at blive spist af sin mand
Dokument id: | 1118 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Imerasugsuk / Konen, hvis amuletter reddede hende fra at blive spist af sin mand |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 245 - 248, nr. 2 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 18 - 24, nr. 3 (suppleret med Sanimuinak's fortælling, ibid. s. 24 - 30). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Det Grønlandske Selskabs skrifter, XIX, II: Østgrønlandske Sagn og fortællinger, Ammassalik, s. 223 - 225. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 235 - 237.
Resumé: Hver gang Iimarasussuk / Igimarasussuk får en kone, spiser han hende og deres børn. Han feder en kone op ved at nægte hende vand at drikke. Han fanger godt, men når han undertiden intet fanger, dræber han sin kone.
Misana, der har mange brødre, blir hans kone, og han tar hendes lillebror med. M. slikker vand af husgangen, når Ii. er ude på fangst. Ii. dræber hendes lillebror, koger ham og tvinger M. til at tage imod en hånd, som hun lader glide ned under halslinningen. M. udstopper sin anorak med lampemos, beordrer den at skrige, når Ii. stikker i den, graver et hul i muren bag en af dens store sten, gemmer sig dér, og undgår at bliver ramt af Ii.s kniv, da han efter at have stukket i anorakken søger husrummet rundt. Ii. går ud for at lede efter hende. Da han er ude af syne, flygter hun, opdager at han forfølger hende, og hun omskaber sig til sin amulets materiale, der er træ. Ii. går hjem efter en økse. M. flygter videre til stranden, hvor der er ebbe. Her omskaber hun sig til tang. Ii., der ved hun er der, men ikke kan finde hende, går hjem for at lade højvandet drukne hende (tang-episoden er fra Sanimuinnaqs version, BS). Hun når hjem til brødrene, men af angst for, at Ii følger efter, gemmer hun sig i brødrenes ræve- og ravnefælde, hvorfra en bror tar hende med hjem. Ii. kommer på besøg. M. gemmer sig under skind på briksen. Ii. græder tørre tårer over tabet af sin kone, men brødrene græder ikke med. En af dem ærter alle med trommesange og Ii. med, at han spiser sine koner og børn. Ii. nægter. M. afslører sig og fortæller om Ii.s fortæring af lillebroderen. "Du har spist den ene hånd", siger Ii. "Nej", forklarer M. Ii. vil afsted. Man tvinger ham høfligt til at blive. Hans hunde slås med brødrenes hunde. Ii. vil ud for at skille dem ad og får ikke lov til at tage sin anorak på. Uden for pisker en af brødrene både hundene og Ii. med en stor knude på piskesnerten. Ii.s ryg revner. M. skal stikke ham ihjel. Hun har ikke kræfter nok. Da brødrene tar over, er Ii. allerede død.
Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk
Kommentar: Holm har indskudt enkelte elementer fra Sanimuinnaqs variant, der måske findes i Thalbitzers eller et andet arkiv.
Tolkning: Man bliver åbenbart mager af at drikke for meget vand. Det er betydningsfuldt at Ii. netop giver M. lillebroderens hånd, symbolet på samarbejde, at spise. Havde hun spist den, var hun blevet Ii.s medskyldige og afskåret fra relationen til sine brødre.
Hist.: Det er spørgeligt om ammassalikkerne fangede ravne i deres rævefælder. |
Indbildningens magt
Dokument id: | 1868 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Indbildningens magt |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 63 - 64 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Orig. håndskrift, NKS 2130, 2', læg 7, s. 138: angut isumáinamigut miternik tungutsissartoq.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
"Manden der bildte sig ind at han spiste noget med spæk til".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen efter håndskrift:
I gamle dage, før skydevåbnenes tid, var der en mand, der nærede et stærkt ønske om at spise edderfuglebryster med spæk til, når fuglene begyndte at trække tæt forbi næsset ved vinterbopladsen. Denne mand med det stærke ønske var allerede gammel og gik ikke længere på sælfangst. Men engang fik de noget sælspæk forærende, af en bopladsfælle, der havde fanget. Den gamle skar et stykke af spækket og ridsede det op i tern. Han gik hen til det lille næs for dér at vente på fugletrækket. Han tog straks et stykke spæk i munden for at være klar, når fuglene kom. Så begyndte trækket indefter. Og hver gang forestillede han sig de dejlige bryster og tog sig et stykke spæk, så det til sidst slap op. Naturligvis følte han sig ikke mæt, da han tog hjem. Spækket slap op, da trækket var på sit højeste.
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering. |
Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo
Dokument id: | 1869 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 64 - 66 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt. Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen. Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.
Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering. |
Inigiagsîleqîpúngôq kujaleqardlitik / Inigiassiileqiipunngooq kujaleqarlitik
Dokument id: | 450 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Mathiassen, Josef |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inigiagsîleqîpúngôq kujaleqardlitik / Inigiassiileqiipunngooq kujaleqarlitik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 2 - 4 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fangerne der forsvandt
De var blevet til mange mennesker ("inigiasîlerqîpúngôq"), og der boede også nogle syd for deres boplads. Hver gang nogle af mændene tog sydpå på fangst, kom de ikke tilbage. På den måde blev stedets mandlige beboere færre og færre. Nedgangen fortsatte, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage. Han gav sig så til at træne stedets drenge i kajak. Træningen foregik nær ved stranden; og da de var ved at blive dygtige, gav ungkarlen sig til at lave fuglepile. Det blev til ganske mange fuglepile; da han blev færdig, sagde han til drengene: "Lad os tage sydpå og finde ud af, hvor de blev af." Så tog de afsted.
Lidt syd for bopladsen var der en lille ø. (Her er det uklart, hvorvidt øen lå syd for deres egen boplads eller de andres. Jeg tror det er deres egen boplads. Chr. B.) Først roede de uden om bopladsen, og så til den lille ø. Herfra roede de mod syd, i række ved siden af hinanden.
Da de nærmede sig nabopladsen i syd, kom en gammel mand ud af huset, fulgt af en stor flok børn. De gik op til en høj og forsvandt bag den. Lidt efter de var forsvundet bag højen, gik den gamle mand ned til huset. Da han havde været inde en tid, landede en falk oven over husets vindue. Der sad den så en tid, hvorefter den lettede og stilede direkte mod kajakkerne, hvor den straks med foden skubbede så hårdt til en af nybegynderne i kajak, at han kæntrede. En af drengene rejste kajakken op igen, men han var allerede druknet.
Falken fløj igen op og satte sig oven for vinduet. Da den havde sat sig, sagde ungkarlen: "Den vil udrydde os alle på den måde." Og han bad så drengene om at placere sig i kæde og på linje bag ham. Falken var igen på vej mod dem. Da den nærmede sig i fuld fart, greb ungkarlen sin fuglepil, kastede den og ramte falken lige i halshulningen over brystbenet; og den faldt ned, så vandet sprøjtede til alle sider. Så sagde han til sine nybegyndere: "Hold den nede med jeres fuglepile!" Da de havde gjort det, roede de ind til land. Der var ikke et menneske at se. De gik op til huset og kiggede ind gennem vinduet, men det var tomt. Så gik de op til højen, hvor børnene var forsvundet. Man vidste jo aldrig.
Omme bag højen opdagede de en stor slette med fjeldsimmer (grønlandsk fjeldsimmer). Midt på sletten lå en stor sten. Da gik derhen og nu kunne de høre barnestemmer inde fra den store sten. Da alt andet var omsonst sagde ungkarlen til dem: "I kender vel heller ingen tryllevise / serrat, der kan få en sten til at flække?" "Jo!" sagde en: "jeg kender én!" "Syng den så!" sagde ungkarlen. Så snart han begyndte at synge, flækkede den store sten, og så myldrede der ellers børn ud. Hvergang et barn kom ud blev det dræbt. Da de havde dræbt dem alle sammen, så de efter i huset, om der skulle være flere. De forstod så, hvordan det var den gamle mand (i skikkelse af en falk) der havde udryddet alle mændene fra deres boplads. Da ungkarlen og hans ledsagere ikke mente, der var flere mennesker, tog de hjem. Og de fik ro i sindet.
Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne
Dokument id: | 1130 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 284 - 287, nr. 18 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 153 - 160. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 256 - 258. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 266 - 268.
Resumé: Inurudsiaq har tre eqqillit (de lusebefængte, der ligner hunde) til plejesøskende. Om foråret kommer mange eqqillit ned til huset og dræber fra tagets fire hjørner alle indvånerne undtagen I. og hans søster. To eqqillit bliver tilbage. De hænger I. og hans søster med hovedet nedad over en dyb afgrund. I. kan drikke sit eget tis, men søsteren dør af tørst. I. får efter flere forgæves forsøg hejst sig op på en klippehylde ved linen, anråber først forgæves, siden med held en passerende konebåd. I. øver sine kræfter mens han vokser op. Han har fem gode bjørnehunde og kører ofte på uuttoq-fangst ind i fjorden om foråret. Herinde overrasker han de to eqqillit optaget af kiggefangst. De undres over, at I. er blevet voksen, ber ham blive, mens de henter deres fangst, og flygter. I. finder deres fangst af lyse og mørke sæler, forfølger deres spor til de taber sig på indlandsisens glatte flade. Her får han øje på mange eqqillit nede i en revne, kravler derned, foregiver at lyske en af dem og dræber denne med et bor ind i øret. Tar således livet af alle synlige eqqillit. Andre har gemt sig i en sten med en smal revne, som han synger åben. Han dræber dem alle, undtagen sine to særlige fjender, som han spænder for sin slæde bag hundene og pisker dem til blods, mens de løber. Hvergang pisken bliver for tung af blod, skifter han den ud med en ny. Den ene eqqilik dør, da de når ned fra isen, den anden da de når ud af fjorden. Hjemme fortæller han om sin tilfredsstillende hævn over sine plejesøskende.
Var.: Begyndelsen er fra en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada: Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; En sørgelig fortælling; "erqidlit" som stedsøskende; eqidi' / eqqillit |
Itakugdluk / Itakulluk, den store åndemaner
Dokument id: | 1957 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Itakugdluk / Itakulluk, den store åndemaner |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 224 - 225 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Efter at der var kommet kristne i Augpilagtoq / Aappilattoq og Upernavik, og efter at der også var nogle døbte i Aappilattoq, boede der nogle folk syd for Aappilattoq ved Savêrneq / Saveerneq. Og den ældste blandt dem var åndemaneren Itakugdluk / Itakulluk. Hen på vinteren var der en mand fra Saveernoq, der tog på slæde-besøg med sin kone og et barn. Og mens de var væk, åd strømmen af isen ud for Saveerneq, og man kunne ikke køre over isen nedenunder husene. Man holdt udkig efter den besøgende, for at man kunne give ham besked. Men et kort øjeblik var de optaget af noget andet. Og da de opdagede ham, var han allerede kommet ud på det farlige sted. Og lige idet de råbte til ham, faldt slæden igennem isen. Og mens man forsøgte at komme over til dem, tog strømmen dem, og de forsvandt under isen. De nåede hen til det sted, hvor de var faldet igennem, men de fandt ingen. Blandt dem var Itakulluk, den store åndemaner, og han sagde til dem, der begyndte at græde over dem, at de ikke skulle. Han sagde, at de skulle gå op i huset, fordi han ville prøve alene. Og de skulle først komme, når han råbte om hjælp. De adlød ham og gik op i huset. Itakulluk var ale- ne, mens de andre holdt udkig. Da han var blevet alene, kunne man høre ham tale. De, der var udenfor huset, kunne høre talen, men ikke forstå, hvad han sagde. Og da han begyndte at tale, så begyndte - skønt det var vindstille og meget fint vejr Saveerneqs fjelde og Akinas fjelde over- for Saveerneq og fjeldene overfor Inugsugârssoq / Inussugaarsoq syd for Saveerneq at tale med, når Itakulluk havde talt, og når han tav stille, begyndte fjeldene at tale med hinanden. Midt i det hele råbte Itakulluk, at de skulle komme og hjælpe ham. De gik ned til ham og opdagede, at han havde trukket dem op alle sammen, og at ingen af dem var druknede. De klarede sig og undrede sig meget over hændelsen, men Itakulluk sagde, at de ikke skulle sige noget til nogen. Først da der var gået nogle år, fortalte tilskuerne, hvad der var sket.
Da der var kommet udliggere ved Aappilattoq, og Itakulluk levede der, var han vældig glad for kaffe. Engang, da der skulle handles, kom Itakulluk også og ville købe kaffe. Han gav ganske få skilling til udliggeren og sagde, at han gerne ville have meget kaffe. Udlæggeren lagde ganske få kvint på vægten, og nu stod Itakulluk ret. Udliggeren tog så en pot og skulle lige til at hælde ind i skæppen, da Itakulluk begyndte at tale til kaffen, idet han sagde: ukililerdluse, ukililerdluse (bliv lette, bliv lette). Og potten blev tømt uden at de få kvint blev løftet. Udliggeren fyldte en pot igen. 0g da han skulle hælde den i, sagde Itakulluk igen: 'ukililerlusi, ukililerlusi.' Og potten blev tømt igen uden at løfte kvinterne. Udliggeren lagde fingeren på skæppen og trykkede ned. Og naturligvis vippede den. Men lige så snart han løftede fingeren, sank kvinterne. Og nu skældte udliggeren Itakulluk ud. Itakulluk grinede lidt og vendte ryggen til. Og da han gjorde det, svingede vægten til den anden side. Og nu begyndte udliggeren at tømme posen for kaffe. Og da han var færdig, var der kun lidt bundfald i posen. Itakulluk sagde smilende tak til udliggeren, og uden at vårdige de andre undrende tilskuere et blik, gik han ud. Det fortælles, at Itakulluk døde i Aappilattoq som en meget gammel mand. |
Iviangersooq
Dokument id: | 79 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Iviangersooq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 384 - 388 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.
Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98. Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.
Resumé: Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham. Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset. Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen. Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.
Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.: til Isigaarsigaaq.
Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland |
Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Dokument id: | 1920 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 66 - 72 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere). Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig. Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960). Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede. Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.
Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.
Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand
Dokument id: | 1552 |
Registreringsår: | 1914 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Arnaaluk (Arnâluk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 88 - 93 |
Lokalisering: | North Star Bay: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.
Resumé: Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen. Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U. siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K. sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen. Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter, mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt, fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.
Var.: Kaassassuk.
Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk. Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.
Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.
Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå. Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet. |
Kajakmændene der udeblev (opr. uden titel)
Dokument id: | 462 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Klemmens (Kleeman ?) |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kajakmændene der udeblev (opr. uden titel) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 29 - 36 |
Lokalisering: | Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Øst for disse efterhånden mange mænd lå en anden boplads, hvor der boede en skruptosset mand. Den ene efter den anden af de mange kajakmænd udeblev fra ture østover. De blev færre og færre, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage. "(?) jeg har lyst til "kanajortâjori" (fiske ulke?) hos Tuussaaq-boerne" De andre på stedet advarede ham, for han var den eneste tilbage (af mændene).
Engang om vinteren, hvor der var kommet islæg, tog han så afsted østover på besøg med slæde. Han kørte uden om et lille næs og fik øje på to huse, nederst et lille hus og oven for det, et stort hus. Han bandt slæden fast til noget og gik ind i det lille hus, hvor der boede et ægtepar. De sagde: "Vores genbo, tossen, ved som sædvanlig allerede, at du er her. Han vil selvfølgelig sende bud efter dig." Ægteparret tilføjede: "Vi skal nok prøve at hjælpe dig".
Ganske rigtig. Der blev råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle bede gæsten om at komme op på besøg." Han gik op og ind i huset. Inde i huset var der mange mennesker. De var meget venlige. Da de endelig var gået i seng, kunne gæsten af frygt ikke sove. Manden, der ikke var rigtig klog, gik ikke i seng. Han holdt vagt. De øvrige gav sig til at snorke, så såre de lagde sig. Det viste sig at de, der boede nedenfor, havde tryllet dem i søvn. Da de begyndte at snorke, blev manden, der holdt vagt, lysvågen. Ungkarlen var også lysvågen. Vagtmanden begyndte at kigge ud af vinduet med jævne mellemrum. Så gik han ud. Da han senere kom ind fra gangen sagde han: "Uden for er han ved at rette skytset imod morgenstjernen. Hvor søvnigt. Hvor søvnigt!" De mange bagved ("tunuaniittorpassuit") snorkede videre. Da han gik ud næste gang, samlede gæsten en stor læst op til at spile fugleskind over og holdt den tæt ind til brystet for at kunne bruge den som våben. Så kom han op fra gangen og sagde: "Udenfor er han ved at rette skytset imod morgenstjernen. Hvor søvnigt, hvor søvnigt!" (?) Han stirrede ufravendt på husgangens indgangshul. Så kom han til syne og mens han rablede det samme af sig som før, slog gæsten ham meget hårdt med læsten ("taimagôq peqardlivínágilaq": så han blev helt borte?) Man siger, at gæsten faktisk trådte på ham på vej ud af huset, men han var død.
Han gik ned i huset nedenfor og sagde: "Så kan jeg bedre forstå, at ingen gæster er sluppet levende fra ham." Ægteparret lovede at de nok skulle hjælpe ham ved at skære bindingerne på deres slæders tværtræer over. Ungkarlen gik ud for at tage afsted. Han løste fortøjningen og kom afsted. Han var kommet frem til isfoden, da de oppefra råbte: "Gæsten er på vej væk. Han er ikke blevet dræbt!"
Man kunne se, at lys og skygge vekslede i vinduet på det øverste hus. De havde baksede med at gøre sig klar / få tøj på ("síngsêrneqaramik": de var blevet taget på sengen ?). Den første på vej ud hujede og sagde: "Hør, ham den tossede ligger død her." De gik ned og kom afsted. Men når de skulle dreje nede på isfoden, faldt slæden fra hinanden. En slæde, hvis remme ikke var blevet skåret over, forfulgte ungkarlen, men de kunne ikke indhente ham. Midt under flugten fandt han på at dreje rundt. Det siger man jo ungkarle havde for vane. Sidste gang han drejede rundt, gik det op for ham, at en stor sort skikkelse drejede rundt samtidig med ham i nærheden.
Dette sorte væsen var nok sjælen af ham, den tossede. Da han kom hjem, sagde han: "Nu forstår jeg bedre, hvorfor alle de andre er udeblevet. De er blevet udryddet af dem, der bor øst for os." Efter dette tog ungkarlen ikke mere ud på besøgsrejse.
Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;
Kommentar: Det var ellers mest om pebermøer, gammeljomfruer man sagde, at de drejede mod strømmen - undervejs til dødsriget. Forstået på den måde at de som ugifte og barnløse var "unormale", "bagvendte". |
Kaluluk
Dokument id: | 416 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kaluluk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 54 - 59, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Denne tekst er publiceret, iblandet tilføjelser fra Agdlagdlaks og Angutinuaks versioner, i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 237 - 239 (uden noter).
Johan Petersens oversættelse: Kaluluk var en lille spinkel person. Da han begyndte at gå i kajak, roede han ud til en ø, der hedder Imikertok / Immikkeertoq og steg i land her. Han tog sin blærepil, kastetræ og lille kniv og gik op på øen hvor han satte sig til at arbejde ved siden af en dam. Mens han arbejdede på sin blærepil, så han, at en kajak kom ind til stranden. Manden steg i land og gik op og tog fat på Kaluluk. De begyndte da at brydes, men da Kaluluk mærkede, at han ikke kunne magte manden, der var meget større end ham, så råbte han på sin amulet, der var en vanskabning (angiak / anngiaq): "Kom og hjælp mig!" Da amuletten kom Kaluluk til hjælp, trykkede han manden til jorden bag fra, slæbte ham hen til dammen, og kastede ham i den. Da manden krøb op af dammen, stak Kaluluk ham ihjel med sin blærepil, og halede døde mennesker op af havet, hvilke, han lagde ovenpå ham. Kaluluk rejste derefter hjem, men fortalte ikke noget om, at han havde slået en mand ihjel. 3 dage efter kom der mange kajakker fra den anden side. De sagde, at manden ikke var kommet hjem, og at der ikke var andre end Kaluluk, der kunne have slået ham ihjel. Kaluluk sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne slå den mand ihjel, som er meget større end jeg?" Men de sagde, at de skulle nok komme og hævne ham. Da Kaluluk kom op, fortalte han det til sin gamle bedstemoder, som han boede sammen med. Hun begyndte dermed at synge tryllesange. Først sang hun over en vandøse, derefter tog hun en blodprop ud af sin pose og sang over den, og derefter over en kødvender. Da folkene fra den anden side kom, hentede hun vand i vandøsen og satte den ved stranden, hvor de skulle gå i land. Efter at have gjort dette, sagde hun: "Bare de nu ville holde deres åre på ryggen, når de går op." Da den første mand kom i land, tog han åren på ryggen, gik hen til den spand den gamle kone hvade stillet ved stranden, og begyndte at drikke. Mens han drak, gik Kaluluk hen til ham og stak ham med kødvenderen i siden, men han vedblev at drikke. Kaluluk trak nu kødvenderen ud, blodet flød ud af siden på manden, men Kaluluk satte blodproppen i. Da han derefter trak blodproppen ud døde manden. Sådan gjorde han ved dem allesammen undtagen to. Til dem sagde han, at de skulle tage hjem, ellers ville det gå med dem, som det var gået med de andre. Da de kom hjem fortalte de, at alle andre var slået ihjel. Kaluluk skar de døde i stykker og kastede dem i vandet. Derefter rejste Kaluluk ind til bunden af Sermilik, hvor han levede af hvidhvaler og narhvaler og kom aldrig mere sammen med mennesker.
Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Ukussulik. I øvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
Kaluluk / Drengen, som overvinder fjenderne v.h.a. amulet og trylleord
Dokument id: | 1120 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kaluluk / Drengen, som overvinder fjenderne v.h.a. amulet og trylleord |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 248 - 250, nr. 3 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 54 - 59,(suppleret med Angitinguak's og Adlagdlaks fortællinger hhv. ibid. s. 46 - 50, 50 - 54).
2. udgave: Petersen, Johan, (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 226 - 227.
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 237 - 239.
Resume: "Kaluluk" Kaluluk er en lille, spinkel, forældreløs dreng, der bor hos sin gamle bedstemor. Nabolagets kajakmænd forsvinder en efter en. Kaluluk får kajak, ror en dag til øen, Immikeertoq, hvor han arbejder med sin kniv på sin fuglepil. En kajakmand kommer roende, går i land, brydes med Kaluluk der husker sin amulet af et utidigt født foster og tilkalder dette. Det overmander manden bagfra og kaster ham ud i en sort dam, og da manden kravler op på land, stikker Kaluluk ham ihjel med sin fuglepil. Ved at stikke den ned i vandet opdager Kaluluk ligene af alle de forsvundne kajakmænd. Den dræbtes fæller fra "den anden side" kommer for at afsløre Kaluluk. Han nægter. Blandt dem er Kaluluk's halvfætter, der røber at de vil komme tilbage for at hævne sig. Bedstemoderen synger over en vandøse, en sælprop og en kødvender af et ribben, som Kaluluk selv har brugt som barn. Kaluluk får hendes rensdyrkamikker på og får proppen og kødvenderen som våben. Selv anbringer hun en fyldt vandspand ved stranden og forvandler ved sit blotte ønske fjenderne en for en til en ren, der drikker af vandspanden. Kaluluk dræber dem efter tur med kødvenderen, som han stikker hul i dem med fra siden, og sælproppen, som han stikker i hullet og trækker ud, så blodet styrter ud af dem. De to sidste mænd lader han leve med besked om at tage hjem og fortælle, hvad eventuelle hævnere kan vente sig. Kaluluk flytter ind i bunden af Sermilik, hvor han lever af narhvaler og hvidhvaler, og han kommer ikke siden sammen med rigtige mennesker (men sikkert med indlandskæmperne, timersit, derinde, BS).
Da sammenblandingen af de tre versioner er udpræget, er Angitinguaks, Agdlagaks og Pitigas versioner indskrevet under NKS 2488, VIII, hhv. s. 46 - 50 og s. 50 - 54, og s. 54 - 59.
Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik; Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
Kaluluk / Qaluluk
Dokument id: | 414 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Aallallak (Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kaluluk / Qaluluk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 46 - 50, nr. 6 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.
Denne version er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til Piitiga's version, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3. Piitiga's version uden tilføjelser er indskrevet under NKS 2488, VIII, s. 54 - 59.
Johan Petersens oversættelse: Der var engang en forældreløs dreng som hed Kaluluk og boede hos sin gamle bedstemoder. Når de omkringboende kajakker gik ud på fangst, kom de ofte ikke hjem igen. En dag gik Kaluluk over til en stor ø, hvor han gav sig til at arbejde på sin fuglepil. Mens han sad der, fik han øje på en kajak, der nogen tid gik i skjul af stranden; men derefter lagde til land på øen, og kom og talte med Kaluluk. De tog nu fat på hinanden og begyndte at brydes. Kaluluk tænkte: "Hvad mon jeg har til amulet? Det er sandt, meg har en alusugak /alussugaq (foster) til amulet." Han råbte, at alusugakken skulle komme og hjælpe ham. Kaluluk trykkede manden ned og vred hætten rundt på hans anorak, til han var kvalt. Han ville derefter kaste ham ud en stor sort dam, der lå tæt ved; men da han stak fuglepilen ned i dammen, følte han noget blødt, og da han så ned i vandet, så han, at det var døde mennesker: Han trak nu det ene lig op efter det andet og kendte i dem sine naboer. Han kastede manden ud i dammen, og de andre ovenpå. Da han kom hjem til sin bedstemoder, fortalte han til hende, at han havde dræbt manden. Da manden ikke kom hjem, tænkte hans familie, at det var Kaluluk, der havde slået ham ihjel. "Hvorledes mon jeg skulle have slået ham ihjel? Jeg der ingen kræfter har", sagde Kaluluk. Da Kaluluks avia (halvfætter) fortalte, at "de syd fra" ville komme for at slå Kaluluk ihjel, sagde dennes bedstemoder: "Du skal ikke frygte, din amulet vil nok hjælpe dig." De fik nu øje på kajakkerne, som kom for at slå Kaluluk ihjel, og bedstemoderen satte en spand fuld af vand ned til stranden, og sang over den, idet hun ønskede "at kajakmændene, når de kom til land, skulle få horn i panden som rensdyr, og drikke af spanden." Kaluluk fik af sin bedstemoder en kødvender, der var lavet af et ribben, og som han (hun ?) selv havde brugt som barn, og tillige en sælhundeprop. Bedstemoderen sagde til ham, at han bare skulle stikke i retning efter dem med kødvenderen og derefter med proppen, og idet han lod som han trak denne ud, sige: "Nu trak jeg den ud." Kajakkerne kom til land, tog årerne på ryggen, drak af spanden. Kaluluk stak efter dem med kødvenderen, derefter med proppen, lod som om han trak proppen ud, og sagde: "Nu trak jeg den ud!" Blodet styrtede da ud af folkene, som døde af blodtab. Således gjorde han ved dem alle sammen undtagen een, som vendte hjem, og som man ikke mere hørte noget til.
Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;
Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort: se Kaluluk. Men de to begrebers betydninger dækker ikke hinanden i alle kontekster. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq |
Kamikinak / Kamikinnaq
Dokument id: | 1302 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Uutuaq (Otuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kamikinak / Kamikinnaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 3 - 8, nr. 1 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. I Holm, G. 1888: nr. 1, ss. 241 - 244 er mindre dele af Uutuaqs version indskudt som supplement til Angitinguaqs version. Samme er genudgivet i: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:: 219 - 220. Eng. udg. Thalbitzer, W 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.
Johan Petersens oversættelse: En dag da Kamikinak som barn sad og spiste, sagde hans moder til ham: "Hvorfor spiser du? Du vokser jo alligevel ikke." Kamikinak blev vred herover og gik ud i kajak. Da han kom ud på havet, så han en stor kajak (mand) sidde og fiske ulke. Han råbte op til den store mand. Da denne blev opmærksom på ham, tog han ham tilligemed kajak i hånden og satte ham op på kajakstolen. Den store mand roede nu til sit hjem på Akilineq. Her satte han K. op på en hylde på væggen. Han gik derefter ud og hentede fødemidler, som han delte ud til husfællerne først de skulle spise. Om natten blev K. sat under briksen for at vokse. Fra briksen blev der sat et tov (?), der nåede hen til vinduet, for at K. ad dette kunne krybe hen til vinduet for at se efter bjørne, der plejede at komme udenfor huset mellem 2 store sten. Han opdagede snart en stor bjørn (af den størrelse som findes herovre), som fyldte åbningen mellem de to sten. Da plejefaderen på anskrig kom til, sagde han: "Herovre kalder vi det kun for en ræv." Han sparkede ræven ihjel, skar den i stykker og gav alle i huset af den. Næste dag opdagede K. en meget stor bjørn (sådanne som findes derovre). Plejefaderen gik ud, stak den ihjel og gav K. et spækkorn (fedtcelle) til at bære hjem. K. kunne imidlertid ikke magte det. Hans plejefader skar det derfor over, og K. bar det halve stykke til huset, mens plejefaderen bar hele bjørnen. Den næste dag gik de ud for at fiske ulke. Plejefaderen sagde til K., at han skulle se med igennem et hul i isen og passe på, når de andre ulke løb deres vej, for da ville der komme en stor ulk. Da denne kom frem, stak plejefaderen den ihjel. Derefter gik de hjem med deres fangst. Da det blev dag igen gik de ud for at fiske laks, og så snart efter den store mand med de 2 store tænder, der næsten havde fisket alle laksene. Han lå ned og kikkede gennem et hul på isen. Plejefaderen sagde til K., at han skulle råbe: "nerrisilik mardlinik" (ham med de to tænder). Manden hørte det ikke. K. måtte derfor atter råbe: "n ... m ...!" K. sagde til plejefaderen: "Jeg er bange for den store mand." Denne svarede: "Jeg er ikke bange for ham, kommer han skal jeg nok tage fat på ham." Den store mand rejste sig op og løb hen imod den lille K. men nu kom plejefaderen frem og de begyndte at brydes. Tilsidst blev manden med de 2 tænder kastet omkuld og derefter slået ihjel af plejefaderen. Derefter samlede de en del tøndermos, lagde manden med de 2 tænder derpå og tildækkede ham dermed. Da K. kom tilbage hertil igen, spiste han alt sin faders tørrede kød. Efter at have spist det altsammen, gik han ud for at fange sælhunde. Førend han gik ud, tog han faderens telt ved toppen og flyttede det op på et højt fjeld; thi han var bange for, at når han roede bort, skulle bølgerne skylle det bort. Han sagde til de andre, der havde telt derved, at de ligeledes skulle flytte deres telte, for at de ikke skulle skylle bort af bølgerne, som frembragtes af hans åretag; men de troede ham ikke og lod deres telte blive stående. Han roede nu bort og alle teltene, med undtagelse af hans faders, blev bortskyllede og folkene druknede. Han traf nu en stor stime sortsider og øste dem med hånden op på kajakken.
Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik |
Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land
Dokument id: | 1303 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinguaq |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 241 - 244, nr. 1 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222. Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.
Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset. Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort. Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K., henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K. under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS) Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten. Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS). Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i Ammassalik området.
Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.
Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik
Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.
Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm 1972:139). |
Kanaks månerejse
Dokument id: | 159 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, L. N. |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kanaks månerejse |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 150 - 151, nr. 50 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift) Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen. Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).
Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken. Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden." Så tog Månemanden tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.
Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham. Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde: sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en stor åndemaner. (Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq. Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned |
kangerdlumiordlugôq kitâmiordlo / kangerlumiorlungooq kitaamiorlu
Dokument id: | 457 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Terkeldsen, John |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | kangerdlumiordlugôq kitâmiordlo / kangerlumiorlungooq kitaamiorlu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, 4 sider |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fjordboen og kystboen (opr. ingen titel)
En fjordbo og en kystbo blev gode venner. De var så gode venner, at der ikke gik en dag, hvor de ikke så hinanden. Når de traf hinanden, inviterede de hinanden på besøg. Engang fik kystboen den onde ide at forgive fjordboen. Han henlagde en sæl til gæring, så den kom til at lugte og miste hårlaget, og han gned den ene side af sælen med noget fra en gammel grav (i varianterne er der tale om menneskefedt fra et lig). Så inviterede han sin gode ven og serverede den frosne sæl med en kniv i kødet til ham. Han troede, at vennen bare ville lange til maden; men venner gik ud for at tisse. Undervejs tilbage var der ikke et menneske at se nogen steder; men han hørte en stemme sige: "Din gode ven vil forgive dig. Før du langer til, skal du vende sælen, og du skal bruge en anden kniv når du spiser." Værten forventede, at hans gode ven straks ville lange til; men først vendte han sælen om, hvorefter han gav sig til at spise af den med en anden kniv. Det gik op for vennen, at han ikke var til at forgive sådan uden videre. Dertil var han for klog. Efter besøget tog vennen hjem og fortalte sin husstand, at vennen havde prøvet at forgive ham. Han slap med et ondartet mavetilfælde, der skyldtes, at han alligevel var kommet til at spise et lille stykke af det, der var smurt med noget fra en gammel grav.
Nu ville fjordboen hæven sig på den anden. Han lagde et helt rensdyr med skind og det hele til gæring og smurte noget fra en gammel grav over det hele. Da han mødte sin ven, inviterede han ham hjem. Så kom han, og værten bad kvinderne hente mad til ham. De kom ind med et lækkert frossent rensdyr, som var helt afhåret. Da de havde serveret ham det, sagde han, at han først ville ud og tisse - selv om han slet ikke var trængende. Han gik ud, men kom tilbage uden at have tisset. Han var blot ude for at trække frisk luft. Hans gode ven forventede, at han først ville "ændre dyrets stilling." Men han gav sig til at spise uden at flytte på det. Han holdt først op, da han var blevet helt mæt. Så tog han hjem.
Efter dette besøg mødte han ikke længere sin ven på sine fangstture. Til sidst kom han til at længes efter at se ham igen. Så tog han hen til hans boplads for at besøge ham. Han så ingen mennesker. Han bar sin kajak længere op på stranden; stadig var der ikke et eneste menneske at se. Nu var han på vej op til huset og konstaterede, at vennens kajak lå på sin plads. Han kiggede ind og så, at han lå på briksen på maven med hovedet ud over kanten. Hans øjne var uhyggeligt store. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?" Tænk så svarede han: "Du har jo forgivet mig. Så vil jeg også spise dig!" Da han begyndte at røre på sig, løb fjordboen ned til sin kajak med kystboen i hælene.
Netop som han var kommet ned i kajakken og var roet ud, nåede kystboen til stranden og bad ham komme i land igen, for han ville ikke gøre ham fortræd. Det viste sig, at han ("avâlârdlune": i sindssyge) havde spist alle de andre.
Da han kom hjem, fortalte han de andre, at hans gode ven, som han forgav, havde spist alle i sin husstand, og at han selv nær var blevet spist af ham. De andre i huset advarede ham mod at besøge ham igen.
Der gik lang tid hvor han ikke besøgte ham. Men så kom han til at længes så meget efter ham, at han igen tog derhen på besøg. Dennegang var han så utryg, at han kun lige trak kajakken op på stranden og gik op. Han kiggede ind igennem indgangen fra gangen og så, at han nu lå på briksen med hovedet imod bagvæggen. Han sagde: "Hvad går der af dig?" Intet svar. Så gik han hen for at røre ved ham. Straks han rørte ham, råbte han: " Hvad vil du!" og sagde: "Du har jo forgivet mig, så jeg vil spise dig!" Gæsten ville springe ud i gangen; men den anden spærrede åbningen. Så gav han sig ellers til at løbe efter ham. På et tidspunkt da den syge var langt fra åbningen ud til gangen, sprang gæsten ud og løb ned til stranden med den syge lige i hælene. Idet gæsten kom ned i kajakken og stødte fra land, vadede vennen ud i vandet for at gribe fat i spidsen af kajakken; men da den smule bølgegang, der der skabtes af kajakkens bevægelser, nåede vennen, sagde denne: "Nu falder jeg ned i en stor revne!" Vennen faldt om i vandet, og mens han kom op igen, roede gæsten væk. Da han kom hjem, fortalte han de andre, at han var blevet forfulgt af ham inde i huset og helt ud i vandet, og at han denne gang have været lige på nippet til at blive spist. De andre sagde, at nu måtte han altså lade være med at besøge ham.
Så kom han igen til at længes efter at se sin gode ven; og roede derhen. Han trak kajakken halvt op på land og gik op til huset. Han kiggede ind i rummet gennem åbningen fra gangen; men der var ikke nogen at se. Han gik ind og ledte efter ham bag skindtapetet. Men han var der ikke. Han ville egentlig afsted igen, men gik så op til en stor klippehule ovenfor huset. Han kom til indgangen og så, at vennen lå der pjaskvåd. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?" Han blev ved med at sige "hvad går der af dig" og gik hen til ham. Han rørte ved hans fødder og på kroppen, men han bevægede sig ikke. Han gik tættere på og vendte ham om. Han opdagede at han var død af skræk. Øjene var så langt ude, at kun en streng forbandt dem til øjenhulerne. Han blev rædselsslagen. Han tog hjem; og det var så sidste gang han besøgte sin gode vens boplads for at se til ham. Sådan dræbte han dette menneske, som ellers var hans hjertensven.
Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene. Bespiste ondt; Fætrene; fjordbo og kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt.
Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne. |
Kappestrid mellem en åndemaner og en gammel pebersvend
Dokument id: | 1870 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kappestrid mellem en åndemaner og en gammel pebersvend |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 66 - 67 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 131: "Angákoq nukagpiatoqardlo unangmissut" / angakkoq nikappiatoqarlu unammisut.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: En berømt åndemaner får lyst til at kappes med en gammel åndemaner, der er pebersvend, men også har et godt ry. Udfordreren kæntrer rundt i sin kajak, rejser sig langsomt på ret køl, og hele kajakken er dækket af lomvier. Pebersvenden gør det samme, og kommer op med kajakken fyldt og dækket af de fineste, lydefri ulke. Udfordreren erklærer dem glad for ligemænd, og den gamle ungkarl blir stolt.
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.
Tolkning: Ungkarlen, der næppe fanger ret meget, er henvist til at ernære sig som ulkepilker. |
Karrak / Karraq Strid imellem en Angakok / angakkoq / åndemaner og hans Tartok / hjælpeånd
Dokument id: | 1138 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Karrak / Karraq Strid imellem en Angakok / angakkoq / åndemaner og hans Tartok / hjælpeånd |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 301 - 302, nr. 28 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 202 - 207. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 270 - 271. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 279 - 280.
Resumé: Karrak arbejder på et pilejern. Det får hans hjælpeånd, kæmpen Ibak (Ipak / inupak, kæmpe) hovedpine af. Ibak dukker ikke længere op til K.'s seancer og hævner sig engang ved at stikke en lanse med menneskekød på tværs gennem K. fra ryggen. K. heler nemt såret forpå, vanskeligere er det bagpå, fordi menneskekødet har rørt ved det. K. tar på besøg hos I., der ikke deltager i sine husfællers trommesange. K. stikker I. i halsen. I. udebliver stadig fra K.s seancer, K. besøger atter I. der er ved at dø, men helbredes af K., der holder seance på stedet. Siden gør I. ingen skade på K.
Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje under læretiden, levede i første halvdel af 1800-tallet. Også om Aggu / Akku sagde man, at han engang var blev angrebet af en af sine hjælpeånder. Formentlig et yndet trick. En anden gang hjalp Ipak Karrak mod Månen, der var kommet på straffeekspedition. Søg på: Ipak. Ligeledes blev Maratsi to gange angrebet, een gang af sin toornaarsuk, som han havde inviteret til at kaste kæmpestore sten efter sig, og to gange af sin Iikatik / Iikadik, der stak ham, første gang forfra og anden gang i ryggen. Som hos Karrak heler såret forpå nemmere end det bagpå. Søg på: Maratsi. |
Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq
Dokument id: | 1058 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1982 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Arnaaluk (Arnâluk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | Søby, Regitze M. |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq |
Publikationstitel: | Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 38 - 39 |
Lokalisering: | Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Fortælling fra Akilineq / Baffinland Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen. Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04. Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "kigssaviarssugpagssuaq"/ Kissaviarsuppassuaq. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.
Fortælling om en kæmpefalk, der fanger hvidhvaler og bærer dem flyvende i kløerne. Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser.
Hist.: En af de fortællinger, som indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 medbragte. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Konen, der havde mistet bevidstheden
Dokument id: | 1134 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Konen, der havde mistet bevidstheden |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 296 - 297, nr. 24 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 189 - 192. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 266 - 267. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5):275 - 276.
Resumé: Hun sover i mere end et døgn og drømmer, at hun gennem sit tøj ved den oplagte konebåd fortsætter ud over havet til en dyb, mørk revne ved himlens sillia (Mælkevejen). Da hun springer over den, er hun nær ved at falde bagover (og ned, dvs. dø, BS), men falder forover og fortsætter til to huse, hhv. en isbjørns og en hvalros'. I isbjørnens hus kommer hvalrossen ind for at købe en rem, som den river itu, da bjørnen ikke vil sælge den. Hun går over i hvalrossens hus, hvor de to dyr forfølger hende, mens hun flyver rundt, op gennem et hjørne i taget og endelig hjem, fordi hendes familie har sunget hende tilbage med serratit / formularer.
Tolkning: Bemærk puulik-motivet (søg: puulik), kvindens åndeflugt bort fra puulik-dyrene og det mørke svælg bag "verdenshusets" ende, der også findes i Havkvindens hus. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Hist.: Vedr. Mælkevejen som himlens skillelinie i kosmologien se MacDonald 1998 |
Kunuk / Hævneren / Trommekamp med Ungilataki / Ungilattaqi / Drab af Nuerniakajik
Dokument id: | 1062 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kunuk / Hævneren / Trommekamp med Ungilataki / Ungilattaqi / Drab af Nuerniakajik |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 251 - 254, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 68 -78 med titlen "Ungilataké" / Ungilattaqi (suppleret med nogle få elementer fra Uutuak's fortælling, "Uiartek", ibid. s. 78 - 92). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 227 - 231. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 239 - 242.
Resumé: Der ligger to huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik (Tejsten) slår beboerne af nabohuset ihjel. Kun Kunuk / Kunnuk og hans lillebror overlever. De rejser bort om natten. Næste dag ser de et barnløst ægtepar på kiggefangst. Ægteparret løber om kap hen til dem. Konen rører først ved Kunuk og får ham til plejesøn. Manden får lillebroderen. Vinteren igennem øver drengene deres kræfter ved at hente tang og løfte store sten. Lillebror dør. Kunnuk sørger dybt. Genoptager træningen af sine kræfter. Får kajak, bliver en dygtig fanger og gifter sig med en smuk pige. Ungilatagí / Ungilattaqi udfordrer K., der aldrig har sunget, til trommestrid for at slå K. ihjel og røve hans kone. Ung. har en hjælper, den lille fede Ususungmiarssuuk / Ususummiarsuk, som han deler koner med. Inden afrejsen synger K.s plejemor over ham, for at gøre ham usårlig. Hun råder ham til at dræbe en kvinde og en hund, hvis han får dræbt Ung. Så snart K. i konebåd er fremme, røver U. hans kone som sin fjerde kone. U.s husfæller bryder sig ikke om, at U. skal slå K. ihjel. U. og K. stiller sig op i hver sin ende af huset. U. synger først. Hans trommestav er en kniv, en pana (tveægget?, BS). U. synger to sange og kaster efter K., der gør sig lille, springer til vejrs og undgår at blive ramt. U. henter kniven, synger og kaster anden gang. K., der nu har gjort sig stor, undgår kniven ved at gøre sig lille. U. vil tage kniven igen, men K. snupper den, synger, gør en pause, hvor tilhørerne opfordrer ham til at kaste, men han synger igen og kaster så. U. vil gøre sig smal ved at vende siden til, men blir ramt i struben. K.s kone trækker i sine kamikker (hun er befriet). K. tar den smukkeste af U.s koner. U. siger: "Jeg har aldrig vendt mit ansigt bort fra hende, når jeg har ligget med hende, og du må heller ikke vende ansigtet fra hende." På vej ud af husgangen blir K. flere gange puffet af Ususummiarsuk. Udenfor brydes de. Da K. træder i et hul, hundene har gravet, og er nær ved at falde, klemmer han Us. Us. synker sammmen og skriger: "Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!." Dermed dør Us.
Hjemme igen bliver K. bebrejdet af plejemoderen, fordi han ikke også har dræbt en kvinde og en hund. Derefter dræber K. alle kajakmænd, han møder. K. blir gammel, plejemoderen dør, og K. rejser ud for at hævne sig på drabet af sin familie.
K. ber Tejstens fætter om at låne en kniv, en pana. Denne nægter, men blir bange og gir sig. K. kan ikke finde Tejsten. Først næste morgen ser han noget blankt oppe på en høj, nemlig det tagskind Tejsten sover under. K. løfter skindet op med kniven og stikker ganske langsomt Tejsten ihjæl for at pine ham mest muligt. Til slut dræber K. alle Tejstens børn.
Var.: Kunuk; Uutuaqs to versioner er indskrevet under NKS 2488, VIII, nr. 12 og nr. 13. Sidstnævnte eksisterer dog kun som håndskrift i et uddrag.
Tolkning: Måske var Kunuk ikke blevet vanemorder, hvis han havde opvejet drabet af Ung. med de drab af en kvinde og en hund, som hans plejemor havde anbefalet. I stedet dræber han Us. med association til "kvinde" (Us. er lille og fed), fordi han, K., næsten mister balancen i et hundehul. |
Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Dokument id: | 434 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side. 165 - 218 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R.M. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken. Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.
Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.
Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and Ulîvâtsiaq.
Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.
Kunuk Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K. under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor drengene begraver hende. Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden. Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K. hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for dem, de frygter. I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv. Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.
Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden, at det er ham der har dræbt K.s fætter.
Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.
Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone. K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven. Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet, dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning, bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.
K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.
K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS). Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted (for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.
Kaassassuk Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en gangs skyld mæt. Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne, tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og afkøler suppen med sine blotte ord. Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas. nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler resten. Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden, hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg." Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden. Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.
En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles omkreds tør siden binde an med ham. Kunuks hævn Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn. På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones "telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.
Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K. klarer sig igennem. Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet. Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati. Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske bliver det samme for ham. Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange ryper og sæler. K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd, som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er som en fuldvoksen hunbjørns. Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq. Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde Uiarteq (Uiartoq)". Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små hunde. K. kæler for dem og beroliger dem. De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde ned. Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq) har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans trommestrid."
Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder. Forældrene udlover en kajak som dusør. Ul. erklærer sig rede til at søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med skindsnor. Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen. Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej, pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes). Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul. springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste kæmpe for at pine ham. De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.
De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas. er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.' søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om, hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas. siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage, leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul. holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart. Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand. Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem. Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på. Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst. "Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"
Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq. Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig. Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.
Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.
Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende "historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid, hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431). En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika. Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.
Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet. |
La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Dokument id: | 1919 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort de Pidaka / Piitakkaats død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 64 - 65 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn. Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.
Var.: se Hist. ndf.
Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Lynge sujugdleq
Dokument id: | 927 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lynge sujugdleq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 147 - 148 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 155 - 156.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Den første Lynge *)
M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham. Lynges kone hed Dorthea. Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.
Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M. Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas. Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen). To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt. Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L. Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.
*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.
Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet. |
Manasses åbenbaring
Dokument id: | 937 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Manassi (Manasse) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manasses åbenbaring |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 102 |
Lokalisering: | Qasigiannguit / Christianshåb |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må etforlæg have eksisteret.
Manasse's missionær-drøm. Resumé: Manassi drømmer at en ældgammel mand med langt hvidt hår og skæg udpeger ham en stor mængde mennesker og giver ham både besked om at lede dem gennem livet og Bibelen, som skal være ledetråden. Der er lang vej derhen og da han leder dem, skal de til slut ad en snæver gennemgang, som kun de færreste klarer sig igennem. På den anden side står atter den gamle mand. Han roser Manasse for veludført arbejde.
Hist.: Ifølge Rasmussens kommentar havde Manasse's far været missionær i Cumberland Sound, dvs. i sidste halvdel af 1800-tallet, men var blevet fordrevet af de stedlige åndemanere. Var denne far Adam Beck? Søg på denne og Petersen, Robert 2000. Akkulturation / kulturmøde. |
Manden, der spiste sit eget barn
Dokument id: | 572 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Manden, der spiste sit eget barn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 323 - 324, nr. 43 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 274 - 277. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 289. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:296 - 297.
Resume: For mange år siden overlevede en mand og hans kone en sultevinter ved Illitalik/ Illutalik på Kulusuk. De havde spist de døde naboer. Manden får atter fangst, en ung remmesæl, men længes efter menneskekød og koger i smug sit og konens lille barn før sælkødet. Han spiser selv barnet i stedet for det dejlige sælkød. En gammel mand kommer over vandet, opdager den tykke sælsuppe, man har smidt ud, spiser den op, bliver yderligere beværtet med kød inde i huset, og manden må følge den gamle over vandet, fordi han har forædt sig. Den gamle dør af forædelse, fordi han har sultet så længe.
Not: Fortællingen virker afkortet. Episoderne hænger ikke sammen i andrt end i emnet "sult" som motiv for umenneskelige og tankeløse handlinger. Hist: Fortællingen kan udmærket være historisk med tanke på sultevintrene i Ammassalik området. |
Manguaraq
Dokument id: | 440 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 7 |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manguaraq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 135 - 138 |
Lokalisering: | Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En sydgrønlænder ved navn Manguaraq fik lyst til at tage nordpå for at overvintre dér. M. havde hørt, at der oppe langt mod nord fandtes narhvaler, som han var vild efter at jage. Engang, da det blev sommer, tog han afsted nordover for at overvintre deroppe. Med sig havde han sin husstand - sin mor og sin kone, med hvem han endnu ikke havde fået barn; hun var først lige blevet gravid.
Hele sommeren, i mange dage, var de undervejs nordpå. Folk på nogle af de beboede steder, hvor de slog lejr, opfordrede dem til at bygge hus for vinteren dér; men han sagde nej, når hans spørgsmål, hvorvidt man havde set narhvaler, blev besvaret negativt.
Det skete engang, at de efter en hel dags rejse igen kom til en vinterboplads hen ad aften. Da han spurgte folk, om der var narhvaler, svarede de: "Der bliver fanget nogle her, når det bliver midvinter." Da M. fik dette at vide, sagde han til sin familie: "Nu er det blevet sent efterår, og der er kommet frost i jorden. Lad os bygge os et hus på denne boplads." De byggede så hus, hjulpet af folk på bopladsen, som de ikke kendte fra før; og de blev hurtigt færdige. Da det var blevet midvinter og koldt, sagde de lokale, som nu var deres bopladsfæller: "Den første narhval du får øje på under en fangsttur, må du ikke jage. Når den første hval, der viser sig er en narhval, plejer månemanden at have førsteret til den. Hvis du i din iver skulle komme til at fange dyret, vil månemanden, som plejer at jage det, næppe lade dig leve."
En morgen, efter at det nye år var begyndt, vågnede de og så, at der var klar himmel, og at det blæste en frisk nordøst. Netop da var det fuldmåne og klart måneskin. Optændt af fangstiver tog M. afsted og kom til et fangstområde langt ude til havs. Her blev han og gav sig til at se sig om efter noget. Så hørte han et dyr puste i sin læside og så en opdukket narhval lige i nærheden. Den kom op to gange, og tredje gang lod den sig føre af bølgerne uden at dykke ned, hvilket vil sige, at den holdt sig oven vande hele tiden. Han kom godt nok til at tænke på, at det var månemandens jagtemne, og at det var forbudt at jage det; men han blev i den grad tiltrukket af den, at han roede rask frem for at harpunere den som sin førstegangsfangst. Da han nåede helt hen til den fra siden, harpunerede han den af alle kræfter. Da dyret gjorde en pludselig bevægelse for at dykke, blødte det synligt og kraftigt. Fangstblæren sås som en hvid plet nede i vandet. Han kom ikke til at vente længe; så dukkede dyret op med fangstblæren. Og med flere lansestik lykkedes det ham endelig at dræbe det. Han gjorde den klar til bugsering og fastgjorde sin fangstblære omkring haleroden. Så gav han sig til at bugsere den indefter; og stolt var han.
Bopladsfællerne, der jo vidste at M. var taget på fangst, var ved at opgive ham, da han ud på aftenen endnu ikke var kommet hjem. Nu viste fuldmånen sig fra øst på den klare himmel. Bopladsfællerne holdt udkig; og endelig hørte de råb om hval.
Han kom hjem med sin fangst på slæb, med den fæstnede fangstblære synlig for enhver; han havde fanget en narhval for første gang. Man flænsede hvalen samme aften, og da de var færdige, kogte de bryststykkerne i de mange gryder - deres egne og bopladsfællernes. Da kødet var kogt, blev der budt på bryststykker og mattak.
De var ved at være færdige med spisningen hos Manguaraqs, da man hørte et slag oven over vinduet udefra; og der blev råbt ind: "Hvad er det for et fjols, der har fanget det, jeg plejer at jage?" Endnu inden der blev reageret fra gæsternes side, råbte M.s mor ud: "Det var min søn M., der fangede den." Månemanden råbte ind: "Hør M., kom herud, og lad os brydes!"
Så snart M. kom ud, begyndte de at brydes. Midt i brydekampen blev M. løftet op, (og slynget ud), og idet han landede på maven, spyttede han blod. Han var blevet kvæstet af månemanden. Dagen efter døde M.
Midt i overvintringen deroppe mod nord, mistede husstanden således deres forsørger, da han blev dræbt af månemanden. Senere fødte M.s enke en søn. De gav drengen navnet, Manguaraq, efter faderen på forslag af bedstemoderen. Under drengens opvækst sagde man gang på gang til ham, at hans far var blevet dræbt af månemanden; og men indprentede ham disse ord: "Du er bestemt til at skulle kæmpe imod månemanden."
Denne unge M. trænede under opvæksten i smug sine kræfter; og blev med alderen en meget stærk mand, som ingen på bopladsen kunne måle sig med. Bedstemoderen syede ham en springpels af nogle skind af fuldvoksne sortsider, som han havde fanget, og som kun var ganske lidt skrabede. (En springpels, som tidligere brugtes under pukkelhvalfangst, bestod af bukser og pels, der var syet sammen, CB). En sådan dragt syede bedstemoderen til ham. Hun ville først give ham den, hvis månemanden skulle komme for at dræbe ham i brydekamp.
Engang da det blev vinter, tog M. ud til fangstområdet langt ude fra kysten. En narhval dukkede op tæt ved ham, og han kom til at tænke på sin far og harpunede hvalen så kraftigt, at den døde på stedet. Han bugserede den hjem om aftenen i fuldmåne og dejligt vejr, og han inviterede sine mandlige bopladsfæller til spisning. Netop som de havde spist, ramte et knytnæveslag huset lige over vinduet, og man hørte nogen sige: "Hvad er det for et fjols, der har fanget det dyr, som jeg plejer at jage?" Før nogen anden reagerede, svarede bedstemoderen manden derude: "Det er M. der er bestemt til at kæmpe imod månen, der har fanget den." Uderfra blev der svaret: "Hør, M., kom udenfor, lad os brydes!"
Da M. var på vej ud, sagde bedstemoderen, at han først til brydekampen skulle tage dragten på af de fuldvoksne sortsiders skind, der ikke var blevet blødgjorte. M. tog den på, gik ud til måmemanden, og de begyndte at brydes. De skiftedes til at slynge hinanden ud; og begge landede i oprejst stilling og hoppede rundt. Hvem mon væltede først! Manguaraqs tanker koncentrede sig nu om faderen, der blev dræbt, og han løftede månemanden op i vandret stilling og slyngede ham ud; og han landede på maven og begyndte at spytte blod. Da han således tabte, opgav han brydningen og sagde: "Til vinter, når det en dag er klar himmel og fuldmåne, sender jeg dig nogle lysglimt. De er tegn på, at jeg gerne vil have dig på besøg; og så du må endelig komme."
Så skete det en aften midt om vinteren, med klar himmel og dejlig fuldmånelys på sneen, at månen sendte tre lysglimt, mens M. og andre opholdt sig ude i et fri.
M. gik straks op til et fjeld, der lå ved bopladsen. Da han nærmede sig det, fik han øje på et par ski, der var beklædt med dejligt skind på undersiden. Han stak fødderne ind i bindingerne og gav sig til at gå østover; og han følte, at han hævede sig op fra jorden højere og højere. Han var efterhånden kommet langt imod øst; og andre høje bjerge mod øst blev synlige. Månelyset var så kraftigt, at det så ud som om fjeldene lå badede i sollys. Der var en fordybning imellem fjeldene. Dernede i bunden fik han øje på et menneske, der sang og dansede trommedans med armene i vejret og bagdelen i kraftige vridninger. Da månemanden i sin tid inviterede ham, havde han godt nok sagt, at hvis Manguaraq undervejs mellem fjeldene så et menneske der sang, måtte han ikke gå derhen. Ellers ville han miste sine indvolde, for denne kæmpe hed indvoldsrøveren.
Alligevel gled Manguaraq på skiene ned imod denne kæmpe. Den stod med ryggen til, og idet skiene gled ind mellem benene, opdagede han, at der i skridtet hang en panserulk. Manguaraq var tvunget til at lægge armene om mennesket bagfra. Og idet det vendte rundt, mistede Manguaraq bevidstheden. Da han kom til sig selv igen, havde han mistet sine indvolde. Maven var blevet helt tom. Han blev vældig flov, men tog dog videre hen til Månemanden.
Han fik øje på et stort hus, og han gik ind gennem husgangen. Idet han kom ind i rummet, sagde månemanden: "Jeg ville ellers have givet dig mad straks, men det kan jeg jo ikke, når du ingen indvolde har. Hvorfor rettede du dig ikke efter mit forbud? Du burde ikke have nærmet dig indvoldsrøveren med panserulken hængende i skridtet." Derefter dækkede månemanden vinduerne til og gav sig til at mane ånder / holde seance. Igen mistede M. bevidstheden. Da han kom til sig selv igen, stod månemandens tallerken midt på gulvet. Den var fyldt til randen af lutter dampende indvolde. Månemanden sagde: "Spis dem i en fart." M. spiste rub og stub. Månen sagde: "Hvad tror du, de er?" M. svarede: "Indvolde." Månemanden sagde: "Hvis indvolde." M. svarede: "Sælindvolde." Månemanden sagde: "Hvor er du dum. Det er jo dine egne indvolde."
Da han nu havde fået sine indvolde tilbage, gav månen ham noget (rigtig) mad. Efter måltidet fortalte månemanden om hvad han plejede at lave. M. lagde mærke til, at der midt på gulvet var en lem. Da han sad og kiggede på den, sagde månemanden, at det var en "dør". Han sagde: "Nu vil jeg åbne den." Da han åbnede den, så M., at sneen dernede på jorden var forsvundet, og at folk havde strøet deres tørrede fangst af ammassætter til vinter forråd ud til tørring på jorden.
Månemanden sagde. "Jeg har inviteret dig for at vise dig noget. Dernede ser du folk på ammassætfangst, der nyder det gode vejr uden at bekymre sig om noget. Se, nu puster jeg noget ned til dem." Med de ord tog han et rør af træ; og i det øjeblik han pustede igenem det, trak det op til snevejr fra vest. Så fik folk travlt med at samle ammassætterne sammen og dække dem til. Så dækkede den voldsomme snetykning dem. Et stykke tid efter sagde månemanden til M.: "Nu vender jeg røret om og puster." Han pustede ned gennem røret. Man så, at jorden var blevet helt hvid af den dejligste sne, og at det var fuldmåne. Månemanden sagde til M.: "Så er det slut med dit besøg. Nu tager du hjem. Og du går undervejs ikke hen til mennesket med panserulken i skrævet, indvoldsrøveren, uanset hvor meget det lokker med sin sang; for hvis det røver dine indvolde endnu engang, er der ingen hjælp at hente, hverken hos mig eller andre."
M. tog afsted. Han så godt nok indvoldsrøveren i øst synge for fuld kraft i lyset af fuldmånen. Men da han havde fået nok af det, gled han bort på sine ski og fortsatte hjemover. Det fortælles, at Manguaraq og hans husstand allerede om sommeren vendte tilbage til bopladsen i syd, hvor hans afdøde far, som han var opkaldt efter, oprindeligt boede. Moderen og bedstemoderen længtes nemlig voldsomt hjem; og siden rejste de aldrig nordover og overvintrede.
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Hist.: En interessant sen version, der indfører europæiske ski som transportmiddel til månen. Det skyldes næppe at man i fortællerens region ikke bruger hundeslæde, som denne rejse hyppigst foretages med. Andre sydgrønlandske versioner har ikke erstattet hundeslæden med andre transportmidler.
Indvoldsrøveren er oftest en kvinde, indvoldsrøversken, der med en ulk eller hund i skrævet, er udtryk for en tvekønnet symbolik. Vedr. ulken som kønssymbol, søg på Arnaq Grove Qivaaqiarsuk.
Det står ikke klart, hvad det egentlig er månen vil vise sin gæst ud over at han kan blæse sne ud af sit rør. Det antydes med snevejret at de ubekymrede mennesker, der fornuftigvis tørrer ammassætter i det fine vejr, burde bekymre sig noget mere. I de traditionelle versioner kommer sneen som en påmindelse om ikke at begå tabubrud. |
Matakatak / Et barn, røvet af Timersek'erne
Dokument id: | 1117 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Matakatak / Et barn, røvet af Timersek'erne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 271 - 273, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.
Resumé: I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider. Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved armene. Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus. Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham. I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne hjem.
Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914). |
Mêraq kukijaup nerigâ / Meeraq kukijaap nerigaa
Dokument id: | 809 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mêraq kukijaup nerigâ / Meeraq kukijaap nerigaa |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider, nr. 41 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Knud Rasmmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: "Najaga, der lod Kûpajêq-troldene udrydde, fordi de spiste hendes søn" ?
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Barnet, der blev spist af kukiffaajooq (kukiffak - hov, klov - Kukiffaajooq - jærv). Engang blev en fanger gal på sin kone og begyndte at skælde hende ud og slå hende. Da dette var overstået, tog konen sit lille barn op i rygposen og drog ind i landet for at leve som qivittoq. Efter at have fjernet sig temmelig meget, fik hun øje på noget røg. Hun gik i den retning og kom hen til et lille hus. Inde i huset var det halvmørkt. I den ene ende af rummet brændte en lampe med et ganske svagt blus. Hun råbte ind: "Er der nogen derinde?" Hun gentog det flere gange; men ingen svarede. Så sagde hun: "Der er ingen derinde. Lad mig bare gå derind." Hun gik ind og fik mere ild i lampen, som brændte med et meget svagt blus. Så tog hun barnet ud af rygposen og tørrede dets tøj. Hun var dårlig begyndt så stak barnet i at græde. Hun tyssede på det, men det blev ved med at græde. Det græd længe, og mens det græd, sagde moderen: "áta áta átava." Hun sagde det som for at lytte til noget. I det samme hørte hun én sige fra det mørke sted i rummet: "Ii, du menneske og spædbarn. Jeg vil spise jer." Hun blev rædselslagen. Uden at lave støj tog hun barnets tøj ned (fra tørrestativet) og tog sin amaut på. Idet hun lagde barnet ned i posen / amaat, gik hun ud. Så fór hun af sted i løb. Hun kiggede tilbage, men så ikke noget. Hun løb videre og kiggede tilbage endnu engang. Hun så kukiffaajooq'en komme ud af huset. Så flygtede hun videre. Hun kiggede bagud og så, at kukiffaajooq var lige i hælene på hende. Da kukiffaajooq var helt inde på live af hende, løsnede hun båndet til amauten og lod sit lille barn falde ud af den. Idet barnet faldt ud, tog kukiffaajooq det og dræbte det. Moderen stod på afstand og så til, at kukiffak skar barnet op langs bugen. Med de bare negle parterede hun således barnet. Kukiffak var ved at være færdig med at flænse barnet, da moderen tog af sted hjemover. Da hun kunne se deres telt, gav hun sig til at græde og sagde: "Kukifaûkaq har spist mit barn," men manden sagde: "Du har selv dræbt barnet, for du gik bort i vrede." "Nej, jeg har ikke dræbt barnet. Det var Kukiffaajooq, der gjorde det." "Du har selv dræbt det; derfor vil jeg dræbe dig." Konen opfordrede nu manden til selv at gå hen og se, hvem der havde dræbt barnet, før han dræbte hende.
Manden og hans slægtninge troede efterhånden på hende. De undlod at dræbe hende og tog af sted med deres redskaber for at kæmpe imod kukiffaajooq'en. De, der tog af sted, var følgende: Kvinden, der var med, hed Najaga. Mændene var følgende: Atukulait, Malâke, Kiae ?, angaorqartat (?), som var blevet efterladt. De gik og gik og fik øje på et hus. De var på det tidspunkt meget trætte. Inden de kom til huset, så de det sted, hvor Kukiffaajuk havde flænset barnet. Arnartartivdlo iperilerdlugo (Nu troede de deres kvinde. iperilerdlugo - upperilerlugu ?). De gik ind i huset, og angaorqortat (?) gav sig til at vræle (qiasusalerpoq), og svigerdatteren tyssede på ham. Mens han sådan græd på skrømt, hørte de én fra den mørke del af rummet sige: "îvínuk (svært at læse CB) I vil komme til at spise spædbørn (? nalungiarsividlo neriumarisê)." De tændte så noget mos dyppet i tran og ledte efter ham (altså: den, der sagde noget). De fandt ham under sovepladsen modsat briksen - dér, hvor det var mørkt. De stak løs i ham med deres lanser og dræbte ham qitutániaraluartoq (?). Da de havde dræbt ham, snakkede de sammen: "Måske er der én til." De gav sig til at vente iserea....nigalerdlugo (kan ikke læses CB). De hørte én komme hjem og gå ind gennem gangen, og i det øjeblik han viste sig, stak de løs på ham med deres lanser og dræbte ham. Derefter gav de sig til at vente på endnu én. Midt om natten hørte de støj - først fra bag huset, derefter fra et sted udenfor vinduet, og tredje gang fra husgangen. De stak ham ihjel med deres lanser. Tredje gang gav de sig til at vente. Så hørte de mægtig støj fra et sted bag ved huset, anden gang fra et sted ved vinduet og tredje gang fra husgangen. De hørte ham stille sig ved husgangen og sige: "Tûlina. Tûlina (?)." Da ingen svarede hørte de ham sige: "Hun kommer nok ikke ud, før jeg har skældt hende ud." Det viste sig, at den første, de dræbte, var hans kone, og at støjen, de hørte, stammede fra byrden, der blev lagt ned på jorden. De stak ham ihjel med deres lanser, da han var på vej ind, og de fik selv nogle stiksår. De ventede igen, men der kom ikke flere. De vendte hjem, da det var ved at blive lyst. Nu havde de udryddet kukiffaajuut.
Var.: Der er flere andre fortællinger om disse grovæder-trolde eller Koopajeeq-væsner, fx: Koopajeeq II / Kupajeeq.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Min mor dør / Anânaga toquvoq
Dokument id: | 1157 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1982 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg) |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Min mor dør / Anânaga toquvoq |
Publikationstitel: | Min eskimoiske fortid |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 84 - 90 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 85 - 89
Resumé: Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans mor døde i begyndelsen af efteråret et årstid efter at han havde fået sin kajak. Hun var ikke så gammel, men led af noget i sit indre og var i det hele taget syg, måske på grund af sine hårde prøvelser. Kort tid efter at hans mor blev syg, kaldte G.Q. på sin hjælpeånd, som prøvede at få sygdommen ud af moderens krop, men det hjalp ikke. Moderen prøvede selv med en trylleformular at drive sygdommen ud, men heller ikke dette hjalp. Da hans mor døde var G.Q. for alvor forældreløs. Lige før moderen døde, blev alt bragt ud af huset, og i tre dage fra hendes død var alt ude af huset, og reglen var, at den nærmeste familie skulle overholde en række forbud. G.Q. fortæller om taburegler: For kvinder var det værst. Hvis eksempelvis en kvinde havde mistet sin mand eller barn, varede hendes tabutid et år. Der var forskellige taburegler omkring tøj, mad og menneskers handlinger. Taburegler hang dog ikke altid sammen med dødsfald. Forældre til et nyfødt barn kunne for eksempel pålægge dette barn en række tabu, som skulle gøre, at barnet eksempelvis blev en dygtig sælfanger. Efter moderens død boede G.Q. hos sin moster, som han var glad for, men han savnede sin mor voldsomt.
Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan. De mere generelle bemærkninger om tabuer og ritualer ved forskellige personers død er muligvis indføjet af Sandgreen fra andre kilder, fx Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15. |
Mislykket uddannelse
Dokument id: | 986 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger" |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mislykket uddannelse |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 26 - 27 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss. 28-29. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 42 - 43, red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.
Resumé af Karl Rosings oversættelse:
En åndemaner / angakok fortæller Chr. Rosing om en uddannelse, men det er usikkert om det er hans egen:
En ung forældreløs mand opfordres til at lære til åndemaner / angakkoq / angakok af en anden åndemaner og rådes, for at kunne tjene lidt til livets ophold, til at søge sig hjælpeånder langt borte. Han møder to ravne i menneskeskikkelse som bliver hans hjælpeånder, men da de vil lære ham åndeflugt, magter han det ikke, og heller ikke på deres anvisning at fange og hive en aataasaq (vingesnegl, undertiden en toornaarsuk, der havde evnen til at fange tupilakker i Østgrønland, BS) i land fra midten af en sø. Derfor bliver han aldrig i stand til at fange tupilakker. En ømmert / islom får han ikke som hjælpeånd, fordi hans kamiksåler er lappet med gammelt spæktrukkent skind, og da han er blevet ædt af en blødende tejst, ødelægger hans mor virkningen bagefter, da hun imod hans ordre skyller hans helpels i urinbaljen. Ellers ville tejsten have kunnet gentage fortæringen under hans seancer.
Hist.: Som sagt er det usikkert om denne fortælling er selvbiografisk eller ej. Hvis den er det, har denne åndemaner villet understrege hvor ringe han var i denne kunst.
Kommentar: Visioner af blødende fugle opfattes undertiden som opfordringer til at holde den første seance. Denne tejst fungerer tilsyneladende ligeså meget i rollen som søens eller ferskvandets uhyre (se dette), der fortærer lærlingen som forudsætning for, at hans søgen efter hjælpeånder lykkes.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og en flettet senetrådsline
Dokument id: | 1871 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og en flettet senetrådsline |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 67 - 69 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, nr. 33, s. 129 - 130: "Panigît" / Panigiit.
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: En enke og hendes datter lades ene tilbage under en sultevinter. De klarer sig en tid med deres eget forråd af bær og tørrede ammassætter. Derefter får datteren ram på fugle og dyr med en slibesten bundet til en flettet senetråd, som moderen har sunget over. Den rammer hver gang og tiltrækker endog vildtet. De lever i overflod, mens de bortrejste er kommet i nød, og da en af dem kommer på besøg, blir han godt beværtet og får et læs af kødgaver med tilbage. De andre forbavses og beslutter at dræbe de to kvinder for at leve af deres forråd. En for en skræmmes de dog af enken, der ligger skjult i tang på stranden med hovedet smurt ind i blod, og stikker det frem. En for en kæntrer kajakmændene af skræk og drukner. Enken og hendes datter lever derefter i fred og overflod.
Oversættelse af håndskriftet: En enke med en datter kom til at bo et sted, hvor der var et stort familiehus med flere mænd. Eftersom moderen var enke fik de sælkød og sælspæk og om vinteren fugle af deres bopladsfæller. Langt om længe da hendes lille, søde datter var ved at blive voksen, begyndte bopladsfællernes mænd af blive trætte af at forsørge mor og datter, fordi fangerne, da det led mod den strengeste del af vinteren, ikke længere kunne fange så mange sæler. En dag gav deres mandlige bopladsfæller sig så til at tale sammen: "Denne mor og datter spiser bare af den mad vi kunne have haft i reserve. Lad os flytte sydpå, så har vi ingen andre til at tære på vores forråd." Så på et tidspunkt med mildt vejr om vinteren gjorde de sig klar til at flytte til den nærmeste naboboplads sydpå. Og selvfølgelig drog de afsted. Den stakkels enke og dermed også hendes datter blev ladt ene tilbage. I begyndelsen de var alene havde de noget at spise, fordi barnets mor endnu havde tørrede ammasætter og hengemte sortebær. Men først på det nye år, da de ikke havde flere ammasætter eller sortebær tilbage, begyndte de at føle sulten. Slet ingen havde de tilbage og måtte vel sulte ihjel. En morgen da datteren gik ned til stranden kom hun løbende tilbage til sin mor og sagde: "Mor, der neden for os er der en tejst!" "Gå ned og få ram på den. Jeg har en gammel flettet senetråd og en gammel slibesten. Du skal kaste efter den med denne gamle flettede sene og gamle slibesten." Datteren gik ud og kom tilbage med tejsten hun havde ramt. De kogte den over tranlampen og spiste den, og de blev meget mætte og varme. Også næste morgen fangede datteren noget, denne gang en edderfugl. Senere fangede hun en ringsæl og en spraglet sæl. Endelig begyndte hun at fange grønlandssæler med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som kasteskyts. De beredte skindene af mange grønlandssæler fanget med disse våben. Mor og datter, der var blevet forladt i foragt, blev nu meget rige. Engang, da vinteren blev strengest, kom de mange mænd, der så nedladende havde forladt dem, ud for stor nød på grund af stormvejr og evindelig blæst. Da der en dag endelig var godt vejr sagde en af disse fangere: "Jeg tager hen og ser til dem vi har forladt, for de er nok sultet ihjel." På et tidspunkt så den stakkels mor og datter så en kajakmand komme sydfra. De sagde til hinanden: "Vi lever da endnu, men der er ingen tvivl om, at de vil dræbe os af misundelse, når de ser vores store kødreserver." Da han nærmede sig stranden gik de ham underdanigt i møde. Da han kom op til huset kogte de sælkød til ham. Og man kan roligt sige, at deres gæst, selv om han var en af dem, der havde ringeagtet dem, fik så meget sælkød at han var ved at revne. Da han skulle af sted gav de ham sælkød og spæk med til hans husstand. En af fangerne sagde: "I morgen tager jeg over og dræber dem, og så får vi deres store madreserver." Da deres gæst var draget af regnede moderen og datteren ikke længere med at leve den næste dag til ende. Moderen forklarede sin datter hvad hun ville gøre. Og næste dag kom der så en kajakmand til syne og han nærmede sig. Mens han endnu var langt væk, sagde moderen til datteren at hun skulle komme med ned til stranden. De da kom derned begyndte hendes snedige mor at vaske sit ansigt med strandsnegle, så hendes ansigtshud straks fik åbne rifter og blødte. Hun sagde til datteren: "Hvordan ser det ud?" "Nu ser du skrækindjagende ud," sagde datteren. Først da hun havde ladet sig dække til med tang bag ved det sted, hvor kajakmanden ville komme i land, bad hun datteren flygte op til deres hus. Da den, der kom for at dræbe dem, nåede stranden og kiggede indefter netop som han skulle i land, så han mellem tangen et meget blodigt ansigt, hvor huden hang i laser. Da han væltede om i kajakken af skræk, dræbte hun ham ved at holde ham under vand og drukne ham. Da den de havde sendt ikke kom tilbage, kom hans bopladsfæller én for én for at se efter ham, men konen brugte den samme fremgangsmåde over for dem alle, og på den måde reddede de deres liv fra dem, der ringeagtede dem, og som var kommet for at tage deres liv. De måtte så bare bøde med deres liv. Mor og datter levede da godt gennem den strenge vinter og frem til sommeren af deres forråd af de mange grønlandssæler, som den snedige datter havde fanget med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som skyts.
Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.
Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.
Tolkning: Kvinder tiltrækker vildtet. |
Musatak / Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn
Dokument id: | 1349 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aallallak (Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Musatak / Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 316 - 317, nr. 36 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 250 - 254. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282 - 283. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 290 - 291.
Resumé: Musatak, der hverken har mand eller børn, adopterer en bjørneunge, der får spækgaver af bopladsfællerne, og de får kødgaver af den, da den blir stor nok til at fange. Den redder dem ofte fra sult, bliver gift med en menneskekvinde, og de får en bjørnesøn, som folk fra et andet sted dræber, parterer og koger. Bjørnefaderen dræber alle mændene undtagen den ældste, der får stukket den ned. Den mister ikke bevidstheden under hele processen, og da dens sjæl, der har gemt sig under briksen for at køle af, vender tilbage til sin plejemor, har hun grædt så meget, at snottet hænger helt ned til gulvet.
Var.: Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.
Tolkning: Den sidste metafor om snottet betyder ofte, at den sørgende har grædt sig ihjel. Kommentar: I modsætning til polar-inuit i Thule området, der forholder sig fjendtligt til isbjørne i deres fortællinger, har ammassalikkerne ikke svært ved at forestille sig en bjørn som et hjælpsomt medlem af samfundet. Men her som altid, når fortællingernes mennesker og dyr (el. ånder) for alvor blander samfund - får børn sammen fx - går det galt. |
Myter om Qitdlarssuaq / Qillarsuaq
Dokument id: | 1571 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Panippak (Panigpak) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Myter om Qitdlarssuaq / Qillarsuaq |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 122 - 125 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qitdlarssuaq".
Den afsluttende fortælling om forvandlingen til bjørn er ikke fortalt af Panippak men af Qissunnguaq fra Netsilivik. Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 56: "Qitdlarssuaq nanúngoqangat".
Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:23 - 25.
Resumé: Fortællersken er barnebarn af Qillarsuaq, de omkr. 1860 indvandrede baffinlænderes leder der senere rejste bort med en del af dem igen. Hun nåede at se ham inden afrejsen, fordi hun på det tidspunkt havde fået forstand / blevet bevidst om sig selv og var begyndt at kunne skelne det ene menneske fra det andet. Hans pande var høj og hans hår ligeså tyndt som hvide mænds. Alle var bange for Q., "den store åndemaner uden modstandere". Engang i Baffinland er Q. på renjagt med en fælle. En storm overfalder dem og de når til et hus med to kvinder, hvoraf den ene er en fremmed. Q.s fælle får lyst til den fremmede, lægger sig hos hende og dør. Den anden kvinde læser Q.s tanker og erklærer, at ham kan de intet gøre, fordi han er ild. Da han tænker på at tage derfra, puster hun liv i hans fælle og beværter dem begge. En pludselig storm sender dem afsted i løb til et tomt hus, hvis beboere kommer tilbage og springer frem og tilbage over hustaget. Q. skræmmer dem bort ved at tisse på gulvet. Næste dag flygter Q. og hans fælle hjem.
Q. er på bjørnejagt med en forældreløs, da isen bryder op og de føres ud på havet. Q. befaler den forældreløse at lukke øjnene, og afsted går det i susende fart. Da den forældreløse åbner det ene øje på klem, ser han Q. trave foran slæden i bjørneskikkelse og havet fryse til is under hans fødder. Den ene mede går gennem isen og den forældreløse lukker skyndsomt øjnene igen. De når i land, Q. er atter menneske og havet bag dem er skummende sø.
Hist.: Den historiske Q. var faktisk åndemaner og ledede en indvandring til Thule området omkr. 1860. Lyset el. ilden, qaammaneq, i en åndemaners indre er en udbredt eskimoisk forestillingen. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Månens barn
Dokument id: | 1128 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Månens barn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 281 - 282, nr. 16 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.
Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.
Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet. Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere. Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet skal spise. Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en netside. Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø. Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne, svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude, hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene hjem.
Var.: Svømme under vandet som en sæl. Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);
Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd. For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Nakasungnaqs / Nakasunnaq's utrolige jagthistorier
Dokument id: | 2145 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Ole |
Nedskriver: | Petersen, Ole |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nakasungnaqs / Nakasunnaq's utrolige jagthistorier |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 69 - 73 |
Lokalisering: | Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 7, s. 139 - 141: "Utorqánguaq akerqaminut akiniússissoq"
Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.
Resumé: Nakasunnaq rejser nordpå og inviteres til at overvintre hos fremmede, der midt om vinteren fortæller ham om forårets mængde af små fisk med øjne kun på den ene side af hovedet. N. gentager denne metafor gang på gang uden at vide, hvad slags fisk det er, og tidligt næste morgen styrter han ud for at se dem. Men det er jo uden for sæsonen og skuffet hengiver han sig atter til sin vane med at sove længe om morgenen. Da fiskene endelig kommer og han vækkes springer han nøgen ud i vandet, fanger een med de bare hænder, håver at han ikke dør af kulde og ennekterer fisken, der er en hellefisk, som sit kæledyr i en beholder med vand. Husherren fanger også en og lader ham smage den kogt. N. nøler men får hurtigt smag for fisken, spiser det hele og får straks sit kæledyr kogt og spist uden at give andre noget. På samme vis går det med "de små der flagrer omkring" (fugle) og med "de små vandrere" (rensdyr), men da "de store vandrere" (isbjørne) kommer om vinteren, bevæbner han sig kun med en kniv og møder bjørnen lige uden for husgangen. Den puster ham baglæns og indhalere ham i næste indånding. Alle tror det er ude med N., men han skærer sig ud af bjørnens mave, blot skaldet, nøgen og skoldet fra top til tå: "Bare jeg ikke fryser ihjel!" Man lever af kødet hele vinteren, hvorefter N. rejser hjem og kan underholde alle med sine utrolige jagthistorier.
Var.: Nakasunnaq.
Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.
Der er åbenbart ingen hellefisk, rener og bjørne i den del af Syd- eller Sydvestgrønland, hvor N. har hjemme? Det var der tidligere i Sydgrønland. Se Gulløv i Tiddskriftet Grønalnd, 1983. |
Natatek / Nattatteq / Manden, som flytter sammen med en Timerseq
Dokument id: | 1119 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Natatek / Nattatteq / Manden, som flytter sammen med en Timerseq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 259 - 264, nr. 7 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 30 - 45. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 236 - 240. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 246 - 250.
Resume: "Natatek" Natatek / Nattattoq / Nattatteq er gammel, han og konen har mistet alle deres børn, og de bor alene i et hus i Noortiit på Kulusuk ud for Ammassalik fjordens munding. Hans mange naboer inviterer ham ofte til at fortælle sagn. De tvinger ham til at fortælle om sine afdøde børn og giver ham en sælluffe uden kød under fællesspisningen. Til slut blir Natatek vred. Da en mand går ud, smider han luffeskelettet ud i gangen efter ham med et udtalt ønske om, at det skal forvandle sig til et menneske-skelet. Det skræmmer manden ihjel og bagefter alle hans husfæller. Natatek og konen flytter til øen, Immikeerteq / Immikkoortoq ( i Semilikfjorden?), hvor der bor et gammel ægtepar med en datter. Da folk fra fjordmundingen nærmer sig på hævntogt, holder han seance, skønt han ikke er åndemaner. Alle træfadene fyldes med laks, hvorfra et sælkranium dukker op og skræmmer alle i huset til døde. Natateq og hans kone vågner til live igen. En hævner kommer ind, stikker dem i ansigtet, men uden virkning. Natateq og hans kone flytter ind i bunden af Semilik til indlandskæmperne, timersit, og bosætter sig hos et barnløst ægtepar blandt dem. Kæmpen og Natateq går på renjagt og jager narhvaler ved et strømsted i isen. En anden timerseq harpunerer en narhval, som Natateq har fanget og trækker den til sig. Natateq blir drillet med det. Om natten klatrer Natateq og hans fælle ad en udspændt rem over strømstedet. Derover ligger narhvalen, som Natateq binder til remmen. De fortsætter til tyvens hus, hvis indgang spærres flere steder af sten søm døre. Natateq flytter dem, springer ind i husrummet, griber sin harpunline, som tyven har bragt hjem, griber narhvalen og klatrer ved remmen over strømstedet. Næste gang den fremmede timerseq harpunerer en af Natateq's narhvaler, formår Natateq at trække den over til sig. Næste styrkeprøve gælder en timerseqs to døtre, der griber alle mandfolk i skridtet og river indvoldene ud af dem. Af sin fælle får han et par underbukser af dobbelt remmesælsskind og i en styrkeprøve med stenkast flere kræfter. Natateq får has på begge indvoldsrøvende damer. Dernæst bytter han kone med sin fælle. Begge koner føder en søn. Natateq's kones søn tiltrækker fugle, der ligefrem sætter sig på ham, og blir en dygtig kajakroer, mens kæmpens kones søn ofte kæntrer i sin kajak. Natateq's kones søn tiltrækker også sæler i sådan mængde, at de er nær ved at kæntre ham. Natateq forsyner ham med harpun, rem og fangstblære. Når sønnen harpunerer en sæl, fanger han på en gang hele stimen. Natateq og sønnen øver sig også i at surre en knækket åre sammen, for det tilfælde at åren virkelig skulle knække i stormvejr. Kæmpens kones søn lærer aldrig at rejse sig igen, når han er kæntret. Derfor rejser de ind i landet og fanger sæler fra land, mens Natateq med kone og søn rejser tilbage til fjordmundingen.
Var.: Nattattoq; Natarteq;
Kommentar: For en analyse af Nattatteq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "kæmper". |
Navagijak / Navagiaq / Navnevandring
Dokument id: | 569 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Navagijak / Navagiaq / Navnevandring |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 293 - 295, nr. 22 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 178 - 185. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 263 - 265. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272 - 274.
Resumé: Navagijak harpunerer en tupilak, skønt han kan se det er en tupilak, fordi den har hætte på og bagkrop som en hund. Det er ikke en angakkoq / åndemaner men en ilisiitsoq / heksekyndig, der har skabt den. N. gør modstand, men trækkes under vandet og besvimer, da tupilakken bider ham i skulderen. N. kommer til sig selv ude ved horisonten, ror landet rundt langs den, hvorefter han ikke længere er et menneske, men en ånd. Som ånd / ånde tager han først bolig i en hun-sortside og lærer af sortsiderne, hvordan han skal sparke i retning af himlens Tukuija (?), for at komme hurtigt mod dybet. Dernæst flytter han til et hun-græsstrå, hvor han sveder for meget. Så til en hund, der kun kan sige vov - vov, står bundet og får prygl. Næste ophold bliver i en hvalros, hvor han sulter, men hvor de andre hvalrosser lærer ham, hvor han kan rode muslinger op med sine stødtænder. Til slut flytter han til en netside, bliver harpuneret ved et åndehul af sin tidligere kones nye mand, der har kunnet liste sig ind på ham i bjørnskindsstøvler og desuden med sin amulet bliver usynlig, da han nærmer sig åndehullet. Da han bliver flænset af sine tidligere kone, springer han op i hende, renser en masse is ud af hendes livmoder, så blodet flyder, hvorefter hun, der hidtil ikke har kunnet få børn, bliver gravid. Fødslen trækker ud. Manden stikker en bi i halsen på den fødende, et hætteklædt ansigt viser sig ved bagvæggen, manden styrter ud af skræk, og N. bliver født. Da han ikke i første omgang får sit navn, N., græder han vedholdende, får så sagt navnet, som de giver ham, hvorefter han holder op med at græde og trives godt.
Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; arnattatoq / Arnattatoq
Vedr. is i underlivet, var det er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder havde is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. |
navaranasi tunik / Navaraanaq tuneq
Dokument id: | 2211 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB, 1, 5(15) Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Uutaaq (Odtaik) |
Nedskriver: | Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | navaranasi tunik / Navaraanaq tuneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 29 - 32, A6 - størrelse |
Lokalisering: | Appat: Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925. Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.
Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Nekrolog over Makkorsuaq
Dokument id: | 1945 |
Registreringsår: | 1924 |
Publikationsår: | 1924 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hansen, Hans |
Nedskriver: | Hansen, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nekrolog over Makkorsuaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 79 - 80 |
Lokalisering: | Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet, Mákorssuaq / Makkorsuaq. Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham. Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage- blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig. I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie- rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi- usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet? Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd. Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der. Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder, så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst, uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923. Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig. Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre kun er blevet fortællinger. Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være. Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare, objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til. Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir- kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn- lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak. Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate- keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur- tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde: Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq. Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta- sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks- kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no- get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel- villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn- lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange bjørne.
Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.
Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq. |
Nivigkanas / Nivikkanas rejse til de dødes land
Dokument id: | 1525 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nivikkana (Nivigkana) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nivigkanas / Nivikkanas rejse til de dødes land |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 58 - 59 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Håndskrift har ikke kunnet identificeres.
Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 126 - 127.
Resumé: Fortællersken beretter om sin rejse til underverdenen efter den syge Aangiinas sjæl. Vejen fører gennem en dyb kløft med et stort vandfald og ud over et islagt hav. Det sner aldrig dernede, himlen er mørkeblå og solen er mindre og blegere end på jorden. N. træffer sin bror, Qajuutaq, en bekendt, Pauluna, og en af indvandrerne fra Baffinland, Aleqatsiaq. De fortæller om rigdommen af sødyr dernede og viser hende en elv med mange laks. Qajuutaq hvisker til hende om at komme hjemad i tide. De andre to søger at holde på hende, men da hun ser Angiinas sjæl og husker sit ærinde, fanger hun den og tar den med hjem. Angiina blir rask.
Hist.: Autentisk angakkoq / åndemaner-drøm. Havde N. været i dødsriget før indvandringen fra Baffinland i 1860, havde det næppe været interessant med lakseelven. Baffinlænderne lærte inughuit / polar inuit / polareskimoerne at fremstille lyster og fange laks. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Nukarpiartekak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarls frieri
Dokument id: | 570 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Nukarpiartekak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarls frieri |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 320 - 321, nr. 40 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 263 - 267. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 286 - 287. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:294. Resumé: En gammel ungkarl / pebersvend, der aldrig går ud i kajak, finder sin overgroede kajak frem, renser den og tar på besøg hos rare folk, hvor han forelsker sig dødeligt i den smukke datter. Hver gang hun smiler venligt til ham, rykker han hende lidt nærmere på briksen og besvimer. Da de til slut har samleje forsvinder han led for led ind i hende. Næste morgen tisser hun hans skeletdele ud. |
Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)
Dokument id: | 1960 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 191 - 192 + 199 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled- ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter. Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der. Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir. Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere. Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for- ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden. Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå. Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene. Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge. Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter. Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler. Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb. Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget. Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har- punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den. Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med. Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med. Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre, begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ- de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste. Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ- den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen, og lod ham røre lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen. Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe: Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag. Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham: "Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene. Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.
s. 199: Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.
Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer, han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på- virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen. Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar. Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen. Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.
Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.
Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?) |
Nøgne mennesker med fjer
Dokument id: | 1561 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Qissunnguaq (Qissúnguaq) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nøgne mennesker med fjer |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 109 - 110 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres. Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 54: "Merquligssuagkut ánorâqángitsorssuagkut" / meqqulissuakkut annoraaqannitsorsuakkut.
Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:232 - 233. Resumé: Qillaq / Qillarsuaq, der var de (omkr. 1860 til Thuleområdet) indvandrede baffinlænderes leder, driver engang med en ledsager ovre i sit eget land til havs på en isflage og lander i et andet land, hvor de må leve af ryper. De undgår først en boplads, hvor mennesker opfører sig, som om de venter fjender. Dernæst ser de nøgne mennesker med fjer på kroppen. Ledsageren nærmer sig dem, bliver dræbt og flænset. De rejser en vind for bedre at kunne lugte Q. Han rejser en snestorm, som de alle omkommer i. Q. kommer velbeholden hjem.
Hist.: Immigranterne fra Baffinland nåede omkr. 1860 til Thuleområdet, hvor nogle forblev og blandede sig med befolkningen. Ingen indianere boede på Baffinland. Frasagn om dem kan være blandet op med forestillinger om eqqillit med hundes lugtesans. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. |
Om en qivigtoq / qivittoq (eneboer)
Dokument id: | 122 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Om en qivigtoq / qivittoq (eneboer) |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 128, nr. 33 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Steenholdts (?) afskrift el. renskrift: NKS, 2488, VI: 116v - 117v. Seminarieelevs afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr 15, ss. 36 - 38: oqalugtuaq qivigtumik.
Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 33, s. 128. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 40, pp. 260 - 262: The Kivigtok.
Resumé af Rinks oversættelse: Den mellemste af en flok brødre går hjemmefra, bliver qivittoq / fjeldgænger, og eftersøges af både brødre og far, der først finder ham den anden sommer, de søger. Hans hule er rigt udstyret med renskind og hans forråd af renkød er stort. Han er på jagt, da de finder hulen, og udstøder af skræk et brøl som en ren, da han vender tilbage. Familien overtaler ham til at vende hjem til dem, men da der er mere forråd end de sammen kan bære på een gang, bliver han tilbage for at passe på resten. Da de kommer tilbage, er han forsvundet. Senere forskrækker han dem med hyl fra toppen af et utilgængeligt fjeld.
Var.: søg på fjeldgænger, qivittoq el. qivittut.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Om en qivittoq
Dokument id: | 82 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Om en qivittoq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 392 - 395 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.
Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101. Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.
Resumé: En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner. Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig. De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke. Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.
Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).
Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt. |
Om manden med stormønstret skindbroderi / Avittartuumik
Dokument id: | 2329 |
Registreringsår: | |
Publikationsår: | 2006 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Danielsen, Isak |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Om manden med stormønstret skindbroderi / Avittartuumik |
Publikationstitel: | Qanga Avannaamiunik I, Attuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 1 s. |
Lokalisering: | Avannaaq |
Note: | |
Oversættelse ved Robert Petersen: (Det siges at) Et gammelt ægtepar bor et sted, hvor de aldrig har bopladsfæller. En dag tager den gamle mand ud i kajak. Han er væk længe og kommer hjem med en hvalros på slæb. Han og hans kone får travlt med at flænse den. De flænser hvalrossen, bærer kødet og spækket ind i deres depot. De er helt udasede, da de er færdige,de er jo ikke årsunger længere. De kommer ind i huset og skal nyde aftenen der, og så siger hans kone: "Det ville være dejligt at hvile sig ovenpå sliddet og lytte til en fortælling." Kort efter hører de et bump. Ved at høre bumpet kigger manden ud af tarmskindsruden og ser, at tre store mænd er på vej ind. På den første mands pels er der for neden et skindbroderi med store mønstre, det er det han har navn efter. Den næste har en pels, hvor hårene fortil vender nedad, og bagtil opad. Den tredje har en pels, hvor hårene sidder på tværs ind mod midten. Manden kigger tilbage og siger til konen: "Jeg ser tre store mænd på vej ind!" De venter spændt, og de fremmede kommer så ind alle tre. De sætter sig på vindeuesbriksen uden at sige noget. Før nogen siger noget, siger Avittartooq (Den stormønstrede): "Vi kommer for at fortælle historier, fordi I savner (sagn(fortællere)." Det gamle par liver synligt op, og de siger: "Vent lidt, spis noget første, så kan I fortælle historier." De går ud og henter hvalroskød fra deres depot, lægger det i fadet og siger: "Spis dette først, bagefter kan I fortælle historier." De tager en kniv frem hver og ser ud til at ville skære sig stykker ud; men så lægger 'Den stormønstrede' sin kniv ned og siger: "Tænk, fadet hælder indad!" (Ind mod indlandet, da ind i rummet ville være 'kilumut', RP). Da 'Den stormønstrede'rejser sig, lægger de andre (også) deres knive ned, og så går de ud. Det gamle par bliver helt paf, fordi de ikke får nogen fortælling. De ærgrer sig meget, men for sent. Var.: ID 103, 1431, 1782, 1788, 1977
Kommentar: I enkelte varianter fremgår det, at gæsterne er stjerner, og i den variant, der ligner ovenstående mest, doc. 1977, er det stjernerne i Orions Bælte, Siattut. Det passer jo med antallet af gæster i denne variant. Forskellene i deres karakteristiske beklædning har formentlig en betydning, som jeg ikke kender. I varianter med en enkelt gæst understreges dennes ubehag ved en manglende kropsbalance: Han er en illukoq, et halvmenneske (flækket på langs). I en særlig variant, skylder halvmennesket sin manglende balance dvs. halve krop, at kvinderne i det ellers fredeligt fælleshus, hvor han boede, engang kom op at skændes og gerådede i et voldeligt knivdrama. Han flygtede med livet, men altså kun den halve krop, i behold. Morale: Mandens balance afhænger af fred mellem kvinderne. Andre strukturerende allusioner til ubalance er dels mellem land- og havdyr, hvor landdyr får overvægt, men oftest en social ubalance: dels det enligt levende gamle ægtepar, der i een variant oven i købet har mistet deres eneste søn, og dels to uadskillelige fætre, hvoraf den ene lider en voldelig død. Robert Petersen har sendt mig ovenstående fortælling som endnu et sandsynligt bevis på min hypotese om jorden, der hælder og vipper. Derfor har han understreget, at fadet hælder mod indlandet, dvs. i det store verdensperspektiv, og ikke blot indad i rummet. Vedr. en tolkning af dette hældende fad se TWV (= The traditional World View of the Greenlanders, under udgivelse. Se også Vejledningens "Fortolkningsmuligheder":Pooq, pose, "mor", en livsmetaf |
Om månemanden og Erkingasek / Equngasoq
Dokument id: | 1347 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Narsingerteq og Aallallaq (Narsingertek og Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Om månemanden og Erkingasek / Equngasoq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 314 - 315, nr. 34 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.244 - 247. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 281. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 289 - 290.
Resumé: På månen bor månemanden i et hus med et hul i husgangen, hvor han kan holde øje med jorden. Han har ingen konebåd og tager på fangst i slæde med en narhval som slædehund. Den eller Månen har en hund med hudløs pandeskal. Man kan høre den gø, når åndemanere kommer til Månen efter børn. Støjer man på hans hustag, blir han vred. Han lader det sne eller tager sjælen fra en kvinde, der mister et barn, hvis hun ikke overholder tabuerne. En åndemaner må hente sjælen tilbage. Månen fremkalder kvinders menstruation. En åndemaner på vej til Månen bliver skåret itu og frarøvet sin lever af Solens mor, Jupiter, der spiser leveren, men ikke når at sluge sjælen, som åndemaneren snupper tilbage. Han blir rask igen. Equngasoq er en fjern, kejthåndet øbo, der kvaser mennesker på lang afstand med sin fuglepil. Med samme pil jager han Månen, Jajaaq, bort, hvis denne vil smadre folks huse, og fanger tupilakker, hvis en åndemaner ber ham om det.
Kommentar: Disse østgrønlandske forstillinger har Holm og Petersen stykket sammen fra flere forskellige fortællinger og informanters udsagn. Måske er det Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken der her blevet identificeret med Solens mor, og denne med planeten Jupiter. Men i Thalbitzer 1914, I:106 er det eskplicit Indvoldsrøversken der identificeres med Aldabaran el. Alcyone (cf. MacDonald 1998:57f). Netsilikkerne identificerede Indvoldsrøversken med Altair, vintersolhvervs- eller nytårsstjernen, under navnet Aagjuuk, og placerede hende uden for solens hus (ibid.s.49), mens en yngre østgrønlandsk fortælling identificerer Altair med en slags vagt(hund?) for Nalikkatteeq, dvs. Indvoldsrøversken (søg på Altair). Navnet på Månen, Jajaaq, træffes også i Østgrønland som navnet på åndemanerens tromme / shamantrommen. Der er fortællinger om Equngasoq, der jager den straffende Månemand på flugt. Men kun om foråret. Om efteråret klarer den det ikke. Da skal der kæmpefalke til. Søg på: Equngasoq / equngasoq. |
Om Qvinden som kom i Slægt med Ingnersuit / innersuit
Dokument id: | 141 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | 1866 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Om Qvinden som kom i Slægt med Ingnersuit / innersuit |
Publikationstitel: | Eskimoiske Eventyr og Sagn, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s.132 - 134, nr. 36 |
Lokalisering: | reaar[1823 |
Note: | |
Orig. håndskrift, nedskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, s. 172v. Afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr. 33: ãma avdla oqalugtuaq / Imillunnaarsunnguaq.
Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 41, pp. 262 - 264: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.
Resumé: En kvinde, der rejser sammen med to mænd, får skænd af dem, bliver sur og går fra dem. Hun inviteres indenfor i en mågetue, der er lækkert udstyret med renskind. Hun bliver gift med manden der og får en søn, som han kalder Imillunnaarsunnguaq, et navn der tilsyneladende skulle gøre ham til en dygtig fanger. Efter nogle år vil kvinden hjem til bopladsfællerne. Manden giver lov på den betingelse, at han får sønnens førstefangst. Da sønnen er vokset til og får lyst til at være med på råbejagt på sæler, kalder hans mor ud i luften, og straks daler fangstredskaber ned til sønnen. Den sæl, han fanger, bliver usynligt snuppet af faderen, mens den slæbes ind gennem husgangen. Den næste han fanger, får moderen. Men tredje gang han er ude, kommer han ikke tilbage. Moderen går ud med sønnens istandgjorte klæder og råber af al kraft, hvorefter tøjet flyver af sted og hun efter, ned gennem de løse isbrokker i stranden og ind i nogle innersuits hus. Her befinder han sig, bundet. Hun løser ham, klæder ham på og bringer ham hjem igen. Hendes navn var Nagguannguaq.
Var.: Ikke i denne bases samlinger, omend der er mange fortællinger om et menneske der fornærmet går qivittoq og - for en tid - kommer i familie med landånder og andre fremmedartede.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Kommentar: Tilsyneladende er manden i mågetuen en innersuaq, fordi Rinks titel til fortællingen udsiger, at kvinden er kommet i slægt med innersuit. Hun bliver dog ikke integreret som medlem af deres samfund og sønnen reddes tilbage i hendes eget uden, at det tilsyneladende får yderligere følger. Det bekræftes mig bekendt ikke af andre fortællinger, at innersuit lever i mågetuer, men der er ofte noget søfugle-agtigt over deres fremtræden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): innersuit. |
Om rener, moskusoxer, harer og "dyr med jernhale"
Dokument id: | 1351 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Om rener, moskusoxer, harer og "dyr med jernhale" |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 318 - 319, nr. 39 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 259 - 263. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 285 - 286. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 293.
Resumé: Disse dyr fandtes i gamle dage. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk jagede man landdyr fra midvinter. En mand nedlægger først en del rener, dernæst en moskusokse, så et dyr med jernhale, hvis afskårne hove han lægger i husgangen. Det forstyrrer hans nattesøvn. Endelig jager han et hvidt dyr, der er større end en ræv og har fødder som en bjørn (en snehare). Rener, moskusokser og harer er planteædende. Man jagede dem med bue og pil med benspids. Skydeskjulene ses endnu nær Noortiit. En sang om fortidens jagt på rener og harer fortæller at sangerens lillebror er bange for disse dyr, som han selv fanger.
Hist.: Se note til Holm 1888, nr 38 |
Oprindelsen til Kavdlunak'er, Timersek'er og Erkilik'er
Dokument id: | 1132 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Oprindelsen til Kavdlunak'er, Timersek'er og Erkilik'er |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 290 - 291, nr. 20 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 168 - 174. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 261 - 262. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 270 - 271
Resumé: En ung pige bliver gang på gang gift, men ægteskabet varer altid kort. Faderen mener, at hun bør have en hund til mand. Om natten river hunden sig løs, kommer ind og besover pigen. Det gentager sig. Til sidst slæber den hende med uden for. Hun bliver svanger og føder et stort kuld unger, der æder så meget, at hendes far flytter dem over på en ø. Undertiden kommer han selv med mad, undertiden sender han hunden over med en pose mad om halsen. En dag fylder han sten mellem maden. Hunden kommer med nød og næppe i land og befaler sine unger at æde deres bedstefar, når han næste gang kommer med mad. Han kommer og ynker dem for deres sult. Moderen har beordret dem at æde ham. De æder både kajakken og bedstefar, hvorefter moderen sender dem ud i verden for at sørge for sig selv. De hunde, der blir europæere, sender hun ud på en kamiksål med besked om at lære at fremstille ting. De andre sendes afsted på et pileblad. De kommer til indlandet som eqqillit og timersit. De sidstnævnte kommer hvert efterår dundrende ned til havet for at fange sæler og anmodes om ikke at gøre deres fætre fortræd. Europæerne kommer til et fjernt land, hvor de lærer sig at lave huse, skibe og jern. Jernet fremstilles af mennesker, der kastes i store trangryder. Først bliver de hvide, så røde, så sorte. Europæerne kan ikke komme ind til Ammassalik p.g.a. isen. Derfor får man jernet sydfra. Man fik først jern, da landet var gået i stykker og havde fået sit nuværende udseende.
Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.
Hist.: Tidsfæstelsen af jernets komme står åben for tolkning. Trankogerierne ved handelsstationerne i Sydgrønland har vel givet ideen til metoden til fremstilling af det kostbare jern. Bemærk den logiske brist, hvor først hunden, dernæst moderen tillægges ansvaret for hvalpenes fortæring af deres bedstefar. Fortællelogisk burde også eqqillit være karakteriseret ved deres jagtmetoder. Måske skyldes deres tilstedeværelse påvirkning fra Vestgrønland. Strukturelt placeres de som modsætning til europæerne, og timersiit som mediatorer og østgrønlandernes fætre. Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." Kommentar: Både i Østgrønland og i Thule området havde man forestillinger om at jorden i mytisk tid revnede. Søg: Holtved The partition of the earth og ID 959, 960, 985. |
Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken
Dokument id: | 368 |
Registreringsår: | 1865 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Christian Augustinus |
Nedskriver: | Christian Augustinus |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 721 - 722, nr. 147 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Birgitte Sonne:
Om en stor brødreflok fortælles det, at deres eneste søster var meget smuk og at hun alene syede alle brødrenes klæder. Om sommeren når renernes pels var i bedste stand, drog de ind fjorden (på renjagt). Når de så kom hjem fra fjorden bredte de alle renskindene ud for at deres husmor (søster) kunne vælge, og da hun (altid) valgte de smukkeste fik hun et forråd af alle de smukkeste.
En sommer på det tidspunkt da renernes skind var bedst, tog de jo så ind i fjorden, og som sædvanlig lod de så deres søster vælge sig de smukkeste skind til klæder, og da kom kvinderne op at toppes om et skind, som en af deres koner, Asarpat, gerne ville ha', og til sidst brast søsteren i gråd. Men da mændene tog ud på fangst gik hun sin vej, langt, langt bort (qivittoq / fjeldgænger).
Da hun var kommet et betragteligt stykke ind i landet, tog hun fat på at bygge hus, og mens hun var i færd med det fik hun øje på en lille orm som hun tog op, begyndte at amme og lod vokse op. Men da den blev blev stor nok tog hun den til ægtemand. Fra nu af, hvor hun fik en til at fange til sig, havde hun alt hvad hun kunne ønske sig. Ved den tid om sommeren hvor hendes brødre måtte være taget ind i fjorden, tog hun ned til deres vanlige sommerplads. Da den dukkede frem så hun, at de var der som de plejede. Men først da hun kunne regne med at hendes brødre var taget ud på fangst, gik hun ned til lejren. Da hun var fremme gik hun ind til sine svigerinder. Da hun kom ind, så hendes svigerinder så, at deres mænds søster for første gang havde en lille i sin amaat (ryghætte). Der sad hun så som deres gæst, klædt i renskind fra top til tå. På et tidspunkt bad svigerinderne om de ikke nok måtte se hendes førstefødte i amaaten, og da sagde hun, at de først skulle skjule sig under deres sengeskind. Men da barnets stemme hørtes, fik det dem til at kigge ud under skindene. Hun løsnede remmen på sin bærepels og tog det op, og nu kunne svigerinderne se at det var en stor orm. Af lutter forbavselse kom en af dem endda til at lave et hul i sit sengeskind. Hun ammede det og da hun havde puttet sit rygposevæsen tilbage i amaaten sagde hun uden anelse om at svigerinderne havde kigget: "Så, nu er jeg færdig". Da besøget havde varet længe nok og hun skulle til at gå, spurgte svigerinderne hvor hun boede. Hun svarede at hun havde et hus midt på en stor slette mellen to fjelde over for hinanden, at hun havde en stor orm til mand, og ikke manglede noget. Og så gik hun.
Da mændene var kommet hjem, fortalte konerne at de i dag havde haft besøg af søsteren. Hvor boede hun da? spurgte mændene. Jo, hun havde et hus på en stor slette midt mellem to fjelde over for hinanden, at hun havde en stor orm til mand og ikke manglede noget. Da mændene hørte dette, siger man, gik de straks igang med at lave pile, rullede dem sammen i sortsideskind og drog af mod stedet. Da de et godt stykke inde i landet øjnede to store fjelde over for hinanden og gik derhenad, fik de øje på et lille hus midt på en stor slette og gjorde så holdt for at vente til det blev aften.
Aftenen kom og de gik hen til huset, hvor de kiggede ind gennem ruden og så deres søster derinde med sin mand, der havde rullet sig sammen om hende. De blev stående derude for at undersøge forholdene derinde og fandt så ud af, at manden måtte være kommet ind (gennem et hul i jorden) tæt ved det lille hus og derefter havde slynget sig rundt om sin kone. De vedtog at gøre et forsøg på at dræbe deres fæle svoger, og de placerede deres pile langs den rute de ville flygte ad. Men da det så småt lysnede bankede de let på vinduets øverste tværpind. Da blev ormen dem vár, satte afsted ud, og da den så småt dukkede op i sit smuthul med bagenden først, sendte de pile i den fra begge sider. Først da den var helt ude begyndte de at flygte, mens de jo stadig sendte pile i den, og snart var pilene ved at slippe op. Atasik qesuûngârâtalo qesatub samanga majûtipa taimatûminga qasûb nungûtamik pesilugulo qimaluni (? noget med at en af dem bliver svedt, føler varmen stige op i sig nedefra og afskyder den sidste pil), og så besvimede han. Da han så småt var ved at komme til sig selv huskede han: "Det er da også sandt, jeg flygter jo!" Men først da han fik kræfter til det kom han på benene og satte i løb, men snart så han sig tilbage og kunne ikke se, at ormen forfulgte ham. Nej, den lå skam hvor den var, stendød.
Nu fik de så deres søster tilbage, og man siger at de dræbte hendes barn.
Da søsteren var kommet hjem brast hun i gråd lige op i ansigtet på sine brødre (? angatitaminut), mens hun søgte at få orden på sine tanker.
Her slutter historien.
(Stavemåden er ofte uigennemskuelig, hvorfor oversættelsen er temmelig usikker. BS.)
Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
Oqaloalaurgrottet avannamorqarnermik / Oqaluarutit avannamukarnermik
Dokument id: | 404 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | Beck, Adam |
Nedskriver: | Beck, Adam |
Mellem-person: | Rink, H. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Oqaloalaurgrottet avannamorqarnermik / Oqaluarutit avannamukarnermik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 177v - 177h |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:
Om en rejse Nordpå.
Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.
En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.
(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.
I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?
På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).
Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.
Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Dokument id: | 1951 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 127 - 129 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.
Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval- fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne. Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav- de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om. Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således: Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på et fladt stykke, kunne de se en lille bygning. Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land. En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord. Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq, at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq. Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo). Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet. Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj- nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være synd for dem at få sådan en straf. Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise. Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget. Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning. På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.
Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske. En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval. Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.
Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq. Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.
Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.
Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.
Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet. Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.
Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Dokument id: | 1949 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 141 - 142 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).
Man gav også Nappalik skylden for at Suersaq (Hans Hendrik) i Upv. næsten var blevet dræbt af amerikanerne. Denne dansker skulle have haft let til at blive misundelig og han havde med en løgn fortalt amerikanerne, at Suersaq havde dræbt en astronom, som i virkeligheden døde ved at falde gennem isen. Og de var lige ved at dræbe S. for det. Dengang boede mine forældre ved Upernavik, og Suersaq og hans familie kom med amerikanerne. Skibet lå ved skibshavnen og der var ikke noget mistænkeligt. Men så hen på formiddagen kom grønlænderen (Ukuarluk) løbende og fortalte, at amerikanerne ville dræbe S. Hans kone var hos kolonibestyreren. Og dengang virkede en læge som kolonibestyrer. Så snart han hørte det, løb både mænd og kvinder nordpå og S.' kone gik ud af kolonibestyrerens hus og løb, så hun løb forbi flere mænd, og hendes hættesnor lå næsten vandret i luften. Hun var meget hurtigt løbende. Mine forældre kaldte Suersaq, Hans Hendrik, for Aalaa. En af de første der kom til stedet var Kolonibestyreren. Han var tyk med en vældig mave, så ingen havde regnet med at han kunne løbe hurtigt, men det viste sig, at han kunne løbe fra de fleste. Så man kunne ikke lade være med at beundre ham for det. Det viste sig, at da Avate opdagede, at de ville dræbe ham, kom han ombord i en båd og begyndte at ro imod land. Men så tog de andre en anden båd og indhentede ham, bragte ham tilbage på skibet og halede ham op i masten, hvor de bandt ham fast. Så nåede koloniarbejderne og kolonibestyreren frem i rette tid og kom ombord. Og grønlænderen kom så ned. Kaptajnen stod nedenunder med bøssen rettet mod ham. Og lige så snart kolonibestyreren kom ombord, gik han lige hen til kaptajnen alt imens han skældte ham ud. Og koloniarbejderne fulgte lige efter bestyreren. Skældende tog så kolonibestyreren bøssen fra kaptajnen, og han vendte bøssen bort fra menneskene, og trak på aftrækkeren. Det viste sig at den var skarpladt. Og da det gik op for ham, smed han bøssen på dækket, og den trillede som et stykke træ. Kaptajnen flygtede til sin kahyt men bestyreren fulgte ham skældende og smældende. Og da han gik derind, stillede koloniarbejderne sig udenfor. Og da kolonibestyreren kom ud, sagde han, at S. skulle bringes ned og løsnes. Og da han var blevet bragt ned, roede kolonibestyreren sammen med dem og S. og hans kone iland og fik dem til at standse ved Upernavik. Jeg ved ikke om man har lagt noget til den historie. Men det kommer heller ikke mig ved, jeg fortæller den, som jeg har fået den. Dengang var de fleste koloniarbejdere meget venlige mod grønlænderne, og nogle af dem var grønlandsk gift. Og adskillige af grønlænderne i Upernavik havde hvert forår søgt hvalfangerne, og efterhånden forstod de meget af, hvad hvalfangerne sagde. Denne Naffalik / Nappalik, som skulle have været skyld i, at Aalaati (Suersaq, Hans Hendrik) næsten blev dræbt, blev udstedsbestyrer ved Tasiussaq / Tasiusaq og en streng vinter, da folk ikke kunne fange sæler i en periode, gik de til butikken og købte spæk, som de suttede på. Da N. opdagede dette, lukkede han for udhandlingen af spæk, idet han kun lod dem købe hajlever. Og når nogen kom hjem med fangst og solgte spæk, betalte han dem hverken i penge eller skind, men lod dem bare nævne, hvad de ville have i varer. Det kunne befolkningen ikke lide, og de sagde det til ham uden at det hjalp. Og indimellem kunne de mærke, at han gav dem for lidt, så de skændtes med ham. Til sidst kunne de ikke tage ham mere, idet det var første gang, at en dansk udligger behandlede dem på den måde. Blandt folk i Tasiusaq var der to, sådan var det nu engang, to der på gammel vis havde øvet deres kræfter for at blive hævnere. Det var brødrene Usunnguaq og Ernersuannguaq. Nappaliks bror var dengang der ved Tasiusaq, idet han var kommet for at besøge sin bror. Ernersuannguaq var blandt kunderne i butikken. Han havde lagt de varer, han havde købt på anorakkens opadbøjede kant, og da han skulle ud kom han uheldigvis til at træde Nappaliks hund på foden, så den hylede. På vej ud af butikken, hørte han skridt bagfra og opdagede, at N. var lige ved at slå ham med et stykke træ, som blev brugt til at måle tobak med (rulletobak). Da han indhentede ham, og ligesom han kiggede på ham, slog han ham på kroppen med det stykke træ. Da han fik det slag, kunne han ikke holde sig i tømme længere. Han slap hvad han havde i anorakkanten, tog N. om livet og løftede ham straks op fra jorden. Og efter nogle skridt, kastede han ham mod jorden, så det kunne høres som noget tungt og luftfyldt. Da han havde kastet ham fór han over ham. N. prøvede at vride sig og prøvede at bokse ham væk. Men Ernersuannguaq låste hans arme fast. Og så råbte N. til sin bror, at han skulle komme ham til hjælp. Usunnguaq var blevet en gammel mand, og han så til. Nappaliks bror løb til og skubbede meget ublidt til Usunnguaq. Og da det skete, tog Us. ham om livet og låste ham fast. Han prøvede at rive sig løs, men da han ikke kunne røre sig, standsede han. Da han ikke kunne komme, slap Ernersuannguaq N., og det viste sig senere, at han havde brækket to eller tre ribben. Da N. gik hjem, holdt han sengen over en uge. Da historien nåede Upernavik, kom myndighederne fra Upernavik og undersøgte sagen, og det gik op for dem allesammen, at det var Nappaliks egen skyld. Og efter den tid måtte Nappalik forlade Upernavik og hele egnen, og han kom heller siden tilbage. Brødrene Usunnguaq og Tiggak var to fangere, og deres far, Kuungasoq, var blevet dræbt. De havde øvet deres kræfter til hævn, men da de var blevet kristne, opgav de at tage blodhævn, men ind imellem fandt de anledning til at bruge deres kræfter. Og dengang Usunnguaq fastlåste Nappaliks bror, der var kommet for at hjælpe sin bror, fortalte en af tilskuerne således: Hvor stærk havde U. ikke været, da han var i sin bedste alder. Han (Nappaliks bror) var en meget kraftig dansker, men da han mærkede, at en stærk mand havde grebet om ham, standsede han og sagde at han ikke var vred. Og så sagde U. at han selvfølgelig heller ikke var vred, men han slap ham først, da broderen gik fri.
Hist.: Beretning om Usunnguaqs bror: søg Usunnguaq. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse)
Dokument id: | 1950 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 129 + 141 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal- om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger. Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen. Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem. Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham. Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke. s.141: Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde. Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel. Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.
Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1947 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 152 - 153 + 171 - 173 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).
Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for, for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.' Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.' De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke. Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog. Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget. Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå. Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt). En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, - før han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen." Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren. Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen, så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården. (171 173:) Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva- de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal, Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der. Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.
Engang kom der skibbrudne til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det. Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet. Og så fik de også brød på den måde, mens de legede. Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk, der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.
Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt. Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst. Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke. Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom. Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet. Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige. Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk). Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn- ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ- sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne, der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det. Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om, hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd, der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham. Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar. I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg. Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.
Kuvdlorssuaq Maj 1957.
Martin Nielsen.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu. Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1948 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 142 - 143 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq. Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere). Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte. En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan. Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning. Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind. En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for. Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var, og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.
Hist.: autentisk |
oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq
Dokument id: | 167 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, L. N. |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 168 - 172, nr. 60 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.
Orig. håndskr. findes ikke længere.
Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:
The Blind Man who recovered his Sight.)
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)
Tutigaq og hans mor og hans
lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for
Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et
personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig
meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var
Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han
ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da
andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig
til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde
tilbragt sommeren.
De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq
muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin
søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du
hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde
pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften
skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til
sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de
peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af
sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og
Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han
havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.
Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.
Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til
en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En
morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig
og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der
ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget
varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra
vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at
se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.
Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,
han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun
sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at
gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev
meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.
Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved
huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor
bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde
efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.
Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,
Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han
så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte
Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde
hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).
Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet
på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det
mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske
harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen
gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned
i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de
op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med
ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og
håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet
sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede
sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)
Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i
ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de
et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han
havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at
hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom
liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang
de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men
lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran
lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til
tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.
Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han
noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.
De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at
huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af
suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden
for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og
brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og
søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.
Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor
endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.
Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor
åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste
sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da
han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.
Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte
lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.
Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden
åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de
vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste
videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en
stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.
This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.
In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)
Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:
The tale of Tutigaq (The original had no title.)
Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.
The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.
In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.
When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.
As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.
It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.
The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist. The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal. A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.” The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time. Then they resurfaced first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark chr.b.).
As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a
house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.
They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell. Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..
From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).
The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.
Comment: The sequence of events seems somewhat unclear as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.
Transl. by Lucy Ellis.
By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the
Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue
Anchorage, AK 99516, [email protected] |
oqalugtuaq áipâ / Qivigtoq / qivittoq
Dokument id: | 173 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4´ |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq áipâ / Qivigtoq / qivittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 180 - 181, nr. 67 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 16v - 17v.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Illassaqs datter. (Opr. overskrift: Den anden historie). Illassaq ville have sin datter til kone. Han holdt op med at tage ud på fangst og sov (med hovedet?) på datterens knæ. Til sidst blev datterens knæ helt følelsesløst. En dag lykkedes det for hende med største forsigtighed at flytte knæet væk fra ham, kravle ud af teltet og videre op ad skråningen. Da hun kunne rejse sig op igen, vandrede hun ind i landet, hvor hun byggede sig et hus. Hun fangede ryper og senere også rensdyr. Hun fangede så rigeligt - selv om hun ikke havde fangstredskaber - at hun var i stand til at beklæde husets vægge med rensdyrskind. Hun manglede intet.
Engang mødte hun to dværge.
Til at begynde med led hun nød, og hun græd. Da var det, at en mand kom hen til hende og sagde: "Her har du en kniv, og når du først er kommet i besiddelse af den, vil nøden være ovre. Men du må spytte på gaven, når du tager imod den." Hun spyttede på den, og hun led ikke længere nød.
De to dværge, hun mødte, sagde til hende: "Du skal tage tilbage til din familie, for der er snart ikke flere dyr på jorden. (Kan også forstås sådan: "Du har snart fanget alle dyr på jorden." Chr.B.). Kvinden svarede: "Jeg vil ikke tage hjem, for det er allerede blevet efterår." Dværgene svarede: "Du skal tage hjem, for det er endnu ikke blevet sent efterår, og vi skal nok hjælpe dig." Kvinden sagde: "Så vil jeg først lige hente det første rensdyr, jeg fangede." De tog så af sted. Når hun blev træt, trak dværgene landskabet sammen, så afstanden blev mindre til det land, som hun skulle til, og som lå så langt væk, at det havde en blålig farve. Hele turen tog kun én dag. Hendes familie var der stadigvæk, men faderen var død. Derfra drog de til vinterbopladsen.
Var.: der er talrige qivittoq - fortællinger. Men udgangspunktet i incest forekommer sjældent.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
oqalugtuaq anguterpangnik Angiaq
Dokument id: | 264 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | Motzfeldt, Peter |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq anguterpangnik Angiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 417 - 419, nr. 134 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.
Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om mange brødre.
Der var engang en stor søskendeflok bestående af mange mænd og kun én pige. Brødrene holdt meget af deres søster. Flere gange ville hun have giftet sig, men hver gang nægtede brødrene at give hende fra sig. Det endte med, at hun blev gravid uden at være gift, og hun aborterede. Det blev hendes anngiaq-foster/ barn, der var født i dølgsmål. Hun skjulte det et sted udenfor. Hendes fætter ('igdlua', Chr. B.), hendes sølle søn, glemte ikke noget (puiúngilaq'), han var hele tiden ved bevidsthed. Da alle de mange morbrødre var taget af sted, gav han sig til at lede efter noget, han kunne bruge som kajak og han fandt et hundekranium til det formål samt et brystben, der kunne bruges som en åre. Han prøvede kajakken, og det var, som det skulle være. Nu var de kommet til det sted, hvor de skulle overvintre og de tilbragte efteråret der. Hans morbrødre var stærke mænd uden undtagelse. Nogle gange, når det blev aften, længtes han efter at se sin mor. Han plejede at kigge ind gennem vinduet. Dér lå så hans mor på briksen og sov med kun lidt tøj på (salavoq: har kun lidt tøj på. - Hos Kleinschmidt også: ligger på ryggen og strækker sig - Chr. B.), så hendes bryster var synlige. Så gik han ind og fik bryst. Ind imellem vågnede moderen med et sæt og tog på brysterne, men så var han væk. En dag tænkte dølgsbarnet: "Jeg går her og er til ingen nytte, jeg tror, jeg vil prøve at dræbe alle mine mange farbrødre (morbrødre?)". Da de tog ud på fangst, tog anngiaq - barnet også af sted. Han nåede derhen og iagttog den nøje fra den yngste til den ældste. Idet den yngste farbror roede løs for at harpunere en sæl, placerede han sig under kajakkens stævntømmer (uklart - måske bare: stævnen. Alligevel giver det ikke en mening, der er forståelig - Chr. B.). Da han harpunerede sælen, skyndte han sig helt hen til kajakken og slog ham ('piutakasitdlarpâ' - kender jeg ikke - Chr. B.), så blodet løb ud af hans ene næsebor. Så fjernede han sig. De andre roede derhen, da han kæntrede på grund af sælens ryk i linen. De fik kajakken op på ret køl igen, så at der kom blod ud af mandens næsebor, og at han ikke trak vejret. Hans brødre forsøgte at genoplive ham, men måtte opgive, så han var død, da de kom hjem med ham. Det var starten på de usle anngiaqs aktiviteter, der førte til udryddelse af farbrødrene, fra den yngste til den ældste. Hver gang de var ude at ro i kajak, dræbte han én. Da han havde dræbt dem allesammen, tænkte han: "Hvad har jeg at gøre her nu, efter at jeg har udryddet mine mange farbrødre?" Så drog han ind i landet for dér at leve som qivittoq. Derinde i landet hørte han en dag nogle synge. Han blev glad. Han ledte opmærksomheden hen på en lille kajak. Han gav sig til at ro endnu kraftigere. Det varede ikke længe, så roede (?) han ind i husgangen og krøb ind under indgangen til rummet. Deres åndemaner gav sig til at snakke: "Kom med ild, kom med ild." Det sølle dølgsmålsbarn tænkte: "Hvad skal jeg dog gøre, han er ved at svide min isse." Efter at have tændt en fakkel, kiggede de ind. De hujede så det klang. Det viste sig, at han havde forskrækket nogle indlandsboere, der manede ånder, til døde. Han bildte sig ind - endnu mere end før - at han kunne klare hvad som helst. Da han kom hjem under køkkenmøddingen, gav han sig til at dreje kajakken rundt ved hjælp af sin åre, et brystben. Mens han gjorde det, tænkte han: "Jeg dræbte alle mine morbrødre, jeg udryddede mine velskabte farbrødre -jeg elendige menneske". Mens han befandt sig under køkkenmøddingen, begyndte en åndemaner, at mane ånder og sang om den eneste kvinde i en stor søskendeflok og om hendes dølgsmålsbarn, der udryddede hendes mange brødre. De forsøgte at få kvinden til at bekræfte dette, men hun ville ikke indrømme det. Men hun sagde tilsidst: "Det var dengang jeg fødte en ganske ubetydelig baby." Da hun begyndte at berette, fik dølgsmålsbarnet hovedpine. Hovedpinen blev værre og værre, mens moderen fortalte om ham. Så mistede han bevidstheden. Det viste sig, at han var død.
(En meget dårligt fortalt fortælling - Chr. B.).
Var.: Søg på: anngiaq.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
oqalugtuaq angutinik qatângutigîngnik / Angiak'en / anngiaq
Dokument id: | 188 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq angutinik qatângutigîngnik / Angiak'en / anngiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 167 - 168, nr. 59 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke eksisterer længere.
Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om søskendeflokken
Mange havde friet til den eneste pige i en stor søskendeflok, men brødrene ville ikke af med hende til nogen. Men en af frierne besvangrede hende, og hun fødte et barn i dølgsmål. Da "dølgsmålsbarnet" blev større ville han også have en kajak ligesom sine morbrødre, der fangede meget. Oven for stranden fandt han et hundehoved og fik det til kajak. Til harpun brugte han et haleben af et dyr. En dag var han ude på fangst og fik en sæl, mens en af morbrødrene kom hjem uden fangst. Det gik efterhånden sådan, at ingen af morbrødrene kom hjem med fangst. En dag da dølgsmålsbarnet og morbrødrene var ude på fangst, dræbte dølgsmålsbarnet den yngste af sine morbrødre. Hans brødre, der ilede til, opdagede, at alle hans åbninger var fyldt med blod. Dølgsmålsbarnet fik pludselig dårlig samvittighed, og han tog ikke på fangst den næste dag. Men da der var gået et par dage, tog han igen ud på fangst og dræbte den næstyngste morbror. Sådan gik det til at han dræbte alle sine morbrødre. Derefter rejste han nordover for at leve i ensomhed som qivittoq / fjeldgænger. Han var kommet et godt stykke vej vestover, da han hørte en åndemaner / angakkoq mane ånder. Han roede direkte efter lyden, stødte imod husets indgang og skræmte beboerne ihjel. Igen blev han grebet af dårlig samvittighed, så han tog vestover og drejede efter nogen tid mod nord. Igen hørte han en åndemaner, der manede ånder. Han roede derhen og skræmte dem ihjel. Dette gentog sig fem gange, og sidste gang tilstod han, hvad han havde gjort.
Var.: søg på: anngiaq.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: En ret så gruelig version, idet det oftest lykkes en el. flere åndemanere at indfange og uskadeliggøre anngiaq'en under første seance eller under en gentagelse af den. I ingen af disse tilfælde skræmmes tilhørerne til døde. Dér gælder hævnen kun de morbrødre, der har nægtet deres søster ægteskab og hendes barn en far, og det er moderen, ikke utysket, der går til bekendelse. Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut
Dokument id: | 259 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Heilmann, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 401 - 403, nr. 129 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Panerfak og hendes søn. (Opr.: En anden fortælling).
En pige ved navn Panerfak havde en søn. Da hendes brødre ikke ville give hende det, hun havde behov for, drog hun sammen med sin søn af sted ind i landet, hvor der ikke boede nogle mennesker. Her byggede hun sig et hus og i hele området byggede hun rævefælder (der står egentlig, at hun ordnede (fik rede på) hele området og byggede rævefælder). Hun tørrede ræveskindene og beklædte hele huset indvendigt med disse. Mens de boede på dette sted, hvor der ikke boede andre mennesker, blev sønnen voksen. Han havde aldrig set havet, og han jagede kun landdyr inde i landet. De havde ikke glemt, at de var blevet nægtet at få det, de havde behov for, og at ingen i familien havde vist dem kærlighed, men havde jaget dem ud til et sted, hvor der ikke boede andre mennesker. Derfor trænede sønnen sig til at blive en stærk mand. En aften, hvor sønnen endnu ikke var kommet hjem fra rensdyrjagt, hørte moderen nogen uden for huset, der udlod sig hadsk om hendes søn. "Endelig skal jeg træffe ham, jeg har ledt efter", sagde manden derude. Han viste sig at være en af moderens brødre. Nu gik han ind med en spændt bue, idet han troede, sønnen var hjemme. Da han ikke var hjemme, gav han sig til at vente på ham. Han ville dræbe ham. Mandens fodsåler var skåret itu og han havde tilbagelagt det meste af vejen kravlende. Hen på aftenen kom sønnen hjem med to renbukke på ryggen. Drabsmanden blev bange, da han så, hvor kraftig han var og viste sine fodsåler frem. Han havde friet til den eneste kvinde blandt en stor søskendeflok, der boede i nærheden af deres boplads, og en af mændene havde snittet i hans fodsåler. Han sagde, at han ville hævne sig på dem, når de til sommer ville komme ind i fjorden på rensdyrjagt.
Da det blev sommer, tog de to mænd af sted over land. De så, at disse mennesker, som havde snittet mandens fødder, var kommet ind i fjorden. De gemte sig i nærheden af lejren og ventede på, at mændene skulle tage ud på rensdyrjagt. Da mændene var taget af sted, gik deres søster hen et sted, hvor hun ville vente på brødrene. De to mænd, Panerfaks søn og hans morbror, gik derhen, mishandlede hende og dræbte hende, hvorefter de afstivede liget og stillede det op mod en sten. De gemte sig og iagttog mændene, da de fandt den dræbte, der havde været ladt alene tilbage. De hørte dem sige: "Bare man kunne finde drabsmændene, så at man kan mishandle dem på denne måde". Den ene af dem, der dræbte pigen, foreslog, at de skulle komme frem fra skjulet. Da de viste sig, løb de hen til dem for at dræbe dem. De begyndte at slås, og Panerfaks søn og hans farbror dræbte dem alle sammen undtagen den yngste af dem. De gik grinende bort fra alle de dræbte.
Var.: en grum variant af søsteren der nægtes ægteskab af sine mange brødre og går qivittoq: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137; Qivittoq nr. 123;
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. |
oqalugtuaq Ilupârusiarssungmik / Qivítoq / qivittoq
Dokument id: | 270 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | Motzfeldt, Peter |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Ilupârusiarssungmik / Qivítoq / qivittoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 468 - 469, nr. 140 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk. Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 137. Oversættelse ved Apollo Lynge: Fortællingen om Ilupaarusiarsuk Engang ville Ilupaarusiarsuk have sin datter til kone og gå i seng med hende. Men datteren ville selvfølgelig ikke, og faderen drog bort for at blive fjeldgænger / qivittoq. Han gik og gik, langt ind i indlandet. Langt derinde så han på et tidspunkt ovenfra to kæmper, der endnu var på lang afstand. Han dukkede i skjul og nærmede sig dem mens han holdt sig skjult. Da han mente, han var tæt nok på, kiggede han ned og sørgede for kun at vise det halve af ansigtet oppe over en lille kløft. Mens han så kiggede på dem, så den ene af dem op og sagde: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, er han deroppe som fjeldgænger." Da han sagde dette, drog Ilupaarusiarsuk videre, væk fra dem til et andet sted, også for at komme væk derfra. Da han var kommet langt væk fra dem så han to små mennesker ovenfra, to små dværge / inuarullikkat. Endnu engang begyndte han at mærme sig dem uset. Han var så heldig at finde en lille kløft og ville kigge efter for at se dem, og igen med kun det halve af ansigtet over kløften. Han så efter, og jo, dernede var de med ryggen til ham. Den ene af lilleputterne så et kort øjeblik på ham, vendte sig bort igen, og sagde så: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, siges det, at han er deroppe som fjeldgænger." Lidt senere sagde han så: "Du er godt i gang med at forpeste vores dejlige jagtområde med ækle lugte, gå hjem dit fjols." Godt skræmt kunne Iluparusiarsuk så ikke andet end vende hjem. Her slutter fortællingen. Var.: Ingen i denne bases samlinger. Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215. Hist.: Moralen er gældende i traditionel som nyere tid, men det er nyt, at ånderne spiller dens vogtere som her. |
oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Dokument id: | 1073 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Amos (Ammon) |
Nedskriver: | Nissen |
Mellem-person: | Nissen |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 650 - 653, nr. 185 |
Lokalisering: | Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.
Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176. Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Fortællingen om Ipisannguaq. Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning. Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.
Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.
Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.
Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.
Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.
Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.
Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut. Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)
Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq; Ipisánguaq; Kragh nr. 84;
Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.
Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre. Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000 |
Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik
Dokument id: | 107 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, IV, 4' |
Fortæller: | (?) |
Nedskriver: | Olsen, Elias |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 527 - 550, nr. 98 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.
Fortællingen om en søskendeflok.
Det fortælles, at der var en stor søskendeflok med en enkelt pige, der hed Arnasuaasaq. Brødrene nægtede aldrig deres søster noget af det, hun ønskede sig. Det siges, at de havde boet på deres boplads i en længere årrække, men at de aldrig havde sagt noget til Arnasuaasaq i et hårdt tonefald. Engang, mens de stadig boede på deres boplads, tog de alle sammen på kajakfangst. Det var endnu ikke eftermiddag, da der kom en kajakmand med en sæl på slæb ind mod deres boplads. Det viste sig at være den ældste af brødreflokken. Da han lagde til land, lod han nogen råbe op til huset: "Bed Arnasuaasaq komme ned og slæbe en sæl op." Arnasuaasaq svarede dem, at hun ikke havde kamikker på. Da hun sagde det, gik sendebudet ned til broderen og sagde: "Arnasuaasaq har ikke kamikker på." Broderen gav besked op, og da han kom ind i huset, sagde han til Arnasuaasaq: "Jeg skulle sige til dig, at du skulle tage kamikker på." Arnasuaasaq svarede budet, at hun først ville sætte sin hårtop. Da budet gik ned igen, sagde han: "Hun vil først sætte sin hårtop." Broderen svarede: "Når hun ikke vil gå ned, vil jeg selv hente hende." Da broderen sagde det, gik budet op og sagde til Arnasuaasaq: "Din bror siger, at hvis du ikke vil komme ned, vil han selv hente dig." Arnasuaasaq svarede: "Gå ned og sig til ham, at jeg ikke gider." Da hun sagde det, gik han ned og sagde til broderen: "Hun siger, at hun ikke gider." Da broderen således forgæves havde forsøgt at tilkalde sin søster, gik han selv op. Da han kom ind, tog han Arnasuaasaq ved håret og kastede hende ud af huset. Og så spurgte han: "Hvorfor er du så doven?" Da hun aldrig var blevet behandlet sådan før, og det var første gang hun oplevede at blive behandlet på den måde af sin broder, begyndte hun at lægge en plan.
Hun ventede på, at det skulle blive aften, og langt om længe gik hun ind i forrådshuset og fyldte sin lille skindsæk helt op med tilskårne kamiksåler, og efter at have taget lidt proviant med, drog hun af (hun går qivittoq, BS). Mens hun gik, begyndte hun at græde, og samtidig stod månen op. Da månen stod op, blev hun endnu mere ked af det, fordi hun kom til at tænke på de månelyse nætter under renjagter i indlandet, som hun havde været med til. Stadig grædende gik hun videre, og da hun kom til et stort fladt klippestykke, satte hun sig på den. Mens hun sad der og tænkte på sin familie, græd hun endnu voldsommere. Mens hun græd og holdt sig for øjnene, så hun ud af øjenkrogene en stor skygge. Hun vendte ikke hovedet mod det, men da hun begyndte at høre lyden af skridt, vendte hun hovedet mod det og så, at et meget stort menneske var næsten fremme ved hende. Hun blev siddende og ventede på, at det skulle sige noget. Langt om længe spurgte det: "Er der noget i vejen med dig? Hvad laver du her?" Arnasuaasaq svarede: "Min ældste bror bad mig forsvinde, fordi jeg var doven." Den store mand sagde: Sikke et mærkeligt tilfælde, jeg blev også bedt om at forsvinde af min storebror, da jeg knækkede hans redskab til at blødgøre skindremme med, lad mig følges med dig." Det gik Arnasuaasaq med til, og sammen med ham gik hun videre. Mens de gik videre, begyndte Arnasuaasaq at græde hver gang, hun kom til at tænke på sine søskende.
Da hendes søskende kom hjem, begyndte de at spørge efter Arnasuaasaq, da hun ikke kom ned for at slæbe sæler op. Hvorfor mon hun ikke kom ned? Da de gik op til huset og kom ind, var Arnasuaasaq der ikke, og de så, at deres ældste bror allerede var kommet hjem. De spurgte ham, hvor Arnasuaasaq var. Han svarede: "Jeg smed hende ud, fordi hun var doven, så hun må være gået sin vej". Ved de ord blev brødrene meget vrede. Men det fortælles, at fordi de var bange for at sige deres ældste bror imod, kom de ikke med bebrejdelser. Da det blev aften og de gik i seng, sov brødrene ikke godt, fordi de havde så ondt af og tænkte så meget på Arnasuaasaq, der aldrig før var blevet behandlet sådan, fordi de allesammen elskede hende meget højt. Tidligt næste morgen søgte de alle efter hende, uden at finde hende. Da de ikke fandt hende, vendte de tilbage. Det fortælles, at brødrene ikke længere kunne tage på fangst, fordi de tænkte så meget på Arnasuaasaq.
I mellemtiden gik Arnasuaasaq og hendes store rejsefælle videre, og så sagde han, at han ville holde rest på den store hvileplads, og det gik Arnasuaasaq med til. Hendes store ledsager kaldte det stedet, hvor man samler kræfter, og det var altså deres betegnelse for en hvileplads. Det viste sig, at Arnasuaasaq´s ledsager var en af Tuneq-folket (tuneq / tornit). Da de gik hen mod hvilepladsen og kom derhen, så Arnasuaasaq, at det var et fladt og meget skinnende klippestykke. Da de kom derhen, hvilede de sig, og nede på bunden af skråningen opdagede de en mængde huse. Da de fik øje på dem, begyndte Arnasuaasaq´s ledsager at råbe: "Kungkungkungkungkulaa!" da han havde råbt dette, lød der svar. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq, at han gerne ville have hende med ned. Selv om Arnasuaasaq ikke havde lyst, gik hun dog ned med ham. Da de kom ind i et af husene, så Arnasuaasaq, at mændene var kæmpestore, og også deres kvinder. Da de havde slået sig ned der, hørte de nogen på vej ind, og da budet kom ind, sagde hun: "Jeg skulle indbyde vores nye svigerinde til at spise seqqortartut. Arnasuaasaq og hendes store ledsager gik ud sammen med budet og kom så ind i et meget stort hus. Det viste sig, at ledsageren var i familie med husets beboere. Da hun kom ind, bød de Arnasuaasaq at sætte sig. Da hun havde sat sig, satte de et stort træfad frem, der var helt fyldt med haretestikler, og så sagde de, at hun skulle spise. Arnasuaasaq sagde, at hun ikke spiste sådan noget. Da hun ikke ville, blev de ved med at opfordre hende til det, og selv om hun ikke kunne spise dem, lod hun som om, hun gik i lag med dem. Når hun tog et stykke, lod hun det falde ned i sin halsudskæring. Hun var godt i gang med dette, da de andre opdagede, hvad hun gjorde og sagde: "Hvordan er det vores nye svigerinde spiser haretestikler, hun lader dem falde ned i sin halsudskæring." Da så de andre bebrejdede hende, sagde hun: "Det er fordi, vi aldrig spiser sådan noget."
Efter et ophold på bopladsen, tog de to andre af sted, da det blev forår. Da de kom frem til det sted, som de havde udset sig til boplads, byggede de et hus. Da den store mand tog ud på jagtture efter at rensdyrene var kommet, tog han hver gang Arnasuaasaq med, selv om hun ikke havde lyst, fordi han var bange for, at hun skulle tage hjem til sin familie. Når hendes ledsager var på jagt, fangede han som regel harer og ryper. Mens de opholdt sig der, blev det sommer, og når den store tuneq-mand skulle på jagt, tog han altid Arnasuaasaq med. Når de fik øje på rensdyr, fulgte han dem og fik dem hver gang. Efterhånden blev Arnasuaasaq mere end rigeligt forsynet med rensdyr, som hendes ledsager havde nedlagt.
En dag begyndte hendes ledsager at tale om at ville lære Arnasuaasaq at løbe hurtigt, så hun kunne klare at være med i hans renjagter. Da Arnasuaasaq mente, at hun vist ikke kunne lære det og sagde, at hun ikke havde begreb om at løbe, svarede hendes ledsager: "Du skal se, hvor hurtigt jeg kan løbe, når jeg er på jagt. I vores land, har vi den tradition, at vi lærer kunsten at løbe allerede i barndommen, fordi vi er indlandsboere og aldrig er på havet. Som nybegyndere bliver vi godt nok trætte, men vi bliver hurtigt vant til at løbe; vi jager jo uden andre våben end vores ben og hænder. I morgen vil jeg lærer dig at løbe." Og den store tuneq-mand fortsatte: "Må jeg få dig til kone?" Arnasuaasaq ville ikke være hans kone, men da tuneq-manden ikke ville give op, endte det med, at Arnasuaasaq gik med til at være hans kone. Derefter var Arnasuaasaq tuneq-mandens kone.
Næste morgen tog de meget tidligt af sted. Snart sagde Arnasuaasaq´s nye mand: nu skal du se mig. Nu vil jeg løbe så hurtigt, jeg kan. Da hun lovede at holde øje med ham, begyndte han at løbe, og det var som at se en fugl i flugten. På et øjeblik var han ude af syne. Arnasuaasaq behøvede ikke at vente længe, før han dukkede op igen, og det var som at se en ravn, der flyver lavt hen over jorden. Da han kom tilbage, spurgte han sin nye kone Arnasuaasaq: "Løb jeg hurtigt?" Arnasuaasaq svarede: "Man kan sammenligne dig med en lille fugl, der flyver lavt hen over jorden." Nu blev tuneq-manden meget stolt, og han sagde: "Tag mig nu i hånden, så vil jeg løbe af sted med dig." Så greb Arnasuaasaq fat i sin store mands hænder. Tuneq-manden spurgte: "Har de rigtigt fat i mig?" Og Arnasuaasaq svarede ja. Straks begyndte Tuneq-manden at løbe rigtig stærkt, og Arnasuaasaq følte ikke andet end træk og susen, så hurtigt gik det. I begyndelsen af løbet kunne Arnasuaasaq ikke få jordfæste, men efterhånden som de var kommet godt i gang, blev Arnasuaasaq næsten i stand til at følge med i sin store mands tempo, men så holdt de op med at løbe. Hen imod aften fangede Arnasuaasaq´s store mand som sædvanlig rensdyr. Da de var på vej hjemover, havde de hver deres store læs at slæbe på. Da de kom hjem, kogte Arnasuaasaq kød, og da de havde spist, gik de i seng. Da de var kommet i seng, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "I morgen vil jeg have dig med til, sammen med mig, at løbe rensdyr sammen og afskære dem vejen, og du skal gøre det, så godt du kan. Du afskærer renerne fra den ene side, og jeg afskærer dem vejen fra den anden side." Og så lagde de sig til at sove. Næste morgen gjorde de sig klar meget tidligt og tog af sted. Mens de var på vej, sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Lad os løbe om kap." De startede, og i et stykke tid løb Arnasuaasaq lige så hurtigt som sin mand, men så sakkede hun agterud. Da hun kom bagud, standsede hendes store mand og sagde: "Du er endnu ikke så hurtig som jeg, i morgen vil jeg igen løbe med dig i hånden." Det lod Arnasuaasaq sig nøje med. Da de fik øje på rensdyr, sagde hendes store mand, at han ville afskære dem vejen. De drev rensdyrene sammen, så de ikke kunne flygte. Da de nåede hen til dem, tog hendes store mand fat i de rensdyr, han så og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da de havde fanget tilstrækkeligt mange, lavede de bæreremme til at kunne bære dyrene og begyndte at gå hjemover. Da de nåede hjem til deres hus, gik de ind. Og så spiste de godt og rigeligt af rensdyrkødet, indtil de havde fået nok, og Arnasuaasaq fik på fornemmelsen, at hun havde forspist sig i rensdyrtalgen. Da de havde lagt den store mængde rensdyrkød, de havde båret, fra sig og ind i deres forrådshus og havde gjort alt klar, sagde hendes store mand: "Når du i morgen er blevet vant til at løbe..." (fortsættes)
Fortællingen om søskendeflokken. (fortsat) Da de havde talt om at løbe om kap den næste dag, lagde de sig til at sove. Efter at have sovet stod de tidligt op den følgende dag, og Arnasuaasaq´s store tuneq-mand sagde: "Vi tager af sted fra morgenstunden af, for vi skal løbe om kap." Og den store tuneq-mand fortsatte: Når vi får øje på rensdyr, løber vi om kap." Det havde Arnasuaasaq ikke noget imod, og så tog de af sted. De gik og kom til et sted, hvor de regnede med at kunne støde på rensdyr, og der standsede de. Kort efter fik de øje på en masse rensdyr. Da de havde fået overblik over dem, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "Lad os prøve at afskære dem vejen," og som sædvanlig havde Arnasuaasaq ikke noget at indvende. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq: "Du skal afskære dem vejen fra sydsiden af, og jeg skærer dem vejen fra nordsiden af." Arnasuaasaq føjede sig som sædvanlig, og de begav sig af sted. Arnasuaasaq gik mod syd, og hendes store mand gik mod nord. Først da de stod lige over for hinanden, begyndte de at løbe. Netop da de for alvor satte farten op, blev Arnasuaasaq pludselig træt og kunne ikke længere løbe så hurtigt, og samtidig nåede hendes mand hen til de mange rensdyr. Så tog han nogle af rensdyrene ved forbenene og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede, og efterhånden tyndede det gevaldigt ud i flokken med de mange rensdyr. Når nogle af rensdyrene stak af, forfulgte den store tuneq-mand dem, og det var som om, han bare halede dem ind med en line. Først da han var tilfreds med sin fangst, holdt han op. Arnasuaasaq stod der helt mat af træthed. Arnasuaasaq´s mand gik hen til hende og sagde: "Nu har du set, hvordan jeg afliver rensdyr. I vores område er det sådan, at vi allerede fra barnsben øver os i mange forskellige ting, også i løb og i at afskære rensdyrene vejen, det er sådan vi lever." Og han fortsatte: "Gør de sådan i jeres land?" Arnasuaasaq svarede: "Sådan er de ikke i vores land, men under deres opvækst oplæres de til andre fangstdyr. Når de begynder at øve sig i kajakroning, fanger de fugle med fuglepile. Deres voksne træner dem i kajakroning og i at vende rundt med kajakken. Når de voksne er tilfredse med nybegyndernes kunnen i kajakroning, udstyrer de dem med fangstredskaber, der kun bliver brugt til grønlandssæler, narhvaler, hvidhvaler, marsvin, hvalrosser og andre almindelige sæler." Den store mand blev dybt forundret over det Arnasuaasaq fortalte, for han havde ikke anet, at kystboerne levede sådan. Efter at de på den måde havde fortalt hinanden om lidt af hvert, begyndte de at flå de mange rensdyr. Da de var færdige, lavede de store bærebyrder af de mest velsmagende stykker og tog hjemover. Undervejs ville Arnasuaasaq´s store mand ind imellem løbe om kap med hende, men Arnasuaasaq havde ikke lyst, så de gik bare, mens de fortalte hinanden forskellige ting, og til sidst fik de deres hus i sigte. Da de kom hjem, lagde de først deres byrder fra sig og gik ind i deres lille hus. Så spiste de af det kød, som de allerede havde kogt den foregående dag, men ikke havde spist af. Først da de var blevet mætte, holdt de op, og da det blev aften, gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede, skulle Arnasuaasaq´s store mand til at tage af sted og ville have sin kone med, men det ville hun aldeles ikke. Arnasuaasaq sagde: "Nu er jeg blevet så udmattet, at jeg denne gang ikke vil tage med dig. I dag vil jeg i første omgang få orden på vores store kødbeholdning. Hendes store mand var ikke rolig med, at hans kone ikke ville med, fordi han tænkte, at hun ville flygte til sin familie, når han var taget af sted. Så han var derfor meget ængstelig ved at forlade hende og ville absolut have hende med, men hans kone sagde: "Tag du bare af sted, jeg fejler ikke andet, end at jeg har været så forfærdelig træt. Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til min familie, når jeg er så træt." Hendes mand søgte stadig at overtale hende, men til sidst måtte han opgive. Han sagde: "Lad nu være med at tage hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Hans kone svarede så: "Hvorfor skulle jeg også gå hen til min familie." Da hendes store mand hørte hendes ord, tog han endelig af sted. Og da hun nu var blevet alene i deres lille hus, var det som om, hun for første gang tænkte på sin familie, og fik stor lyst til at se den, selvom de måske allerede havde glemt hende. Hun græd lidt og holdt så op igen og begyndte at arbejde med forskelligt. Hen imod aften, mens hun var inde i huset, lød det udefra som om der var en, der lagde sin bærebyrde fra sig. Hun sad helt stille, og så kom hendes store mand ind og kiggede sig grundigt omkring, fordi han var så bange for, at hans kone skulle være taget af sted. Da han fik øje på sin kone, blev han meget glad, fordi han havde været så urolig for, at hun skulle være taget af sted, selv om hun ikke ville gøre ham ondt. Da han var kommet ind og havde set sin kone derinde, sagde han: "Og jeg som troede, at du var taget tilbage til din familie." Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Hvordan skulle jeg kunne tage hen til min familie uden at have fået lov af dig." Da hans kone havde sagt det, sagde hendes store mand: "Hvor er hun dog rar. Og lydig." Da det blev aften, gik de i seng og begyndte at tale sammen. "I morgen tager vi sammen af sted fra morgenstunden, og så fanger vi rensdyr ved at jage dem sammen." Da de havde lovet hinanden det, lagde de sig til at sove.
Næste morgen vågnede de så tidligt, at solen først lige var kommet over horisonten. Da de var stået op, gjorde de sig klar og tog af sted. Mens de gik, begyndte hendes store mand at tale om, at de måske skulle begynde at løbe om kap. Arnasuaasaq gik med til det, og da de kom til et stort jævnt område, hvor de skulle løbe om kap, begyndte de på én gang at løbe så hurtigt de kunne. Øjeblikkelig sakkede Arnasuaasaq´s store mand bagud, selvom det tidligere altid havde været Arnasuaasaq, der kom bagud, når de løb om kap. Nu var Arnasuaasaq blevet så hurtig til bens, at hun straks løb fra sin store mand. Da Arnasuaasaq nåede det sted, hvor de skulle standse, ventede hun på sin store mand. Da han nåede hende var han fuld af lovord. Arnasuaasaq sagde til sin store mand: "Det må faktisk være sådan, at kystboerne er mere lærenemme end jer." Da hans kone sagde dette, blev hendes store mand hende svar skyldig, fordi hun var blevet hurtigere end ham, endnu mens han lærte hende op. Så spurgte han: "Har du tidligere øvet dig i at løbe?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke øvet mig, før du begyndte at lære mig det, og først nu har jeg lært, hvordan man skal løbe." Og hun fortsatte: "Du kan ikke løbe så hurtigt som mig, selv om jeg er en lille kvinde, måske skyldes det, at vores mandfolk er hurtigere til bens." Da Arnasuaasaq sagde det, svarede hendes store mand: "Det er forbavsende, at I er så hurtige, når I er så små." Til det varede Arnasuaasaq: "De er sådan, fordi de også går på rensdyrjagt i vores land; ganske vist øver de sig ikke i at løbe, men de er meget hurtige." Da Arnasuaasaq fortalte det, spurgte hendes store mand: "Men hvorfor er de så hurtige, når de ikke bliver trænet op i at løbe?" Arnasuaasaq svarede: "Det er fordi de iagttager hvordan rensdyrene løber, at de bliver hurtige." Det blev hendes store mand meget forbavset over at høre. Så gik de videre derfra. Mens de gik, fik de øje på en stor rensdyrflok, og da de havde set nærmere på den, spurgte Arnasuaasaq sin store mand, om de ikke skulle afskære dem vejen. Han svarede: "Du skal afskære den vejen sydfra, og jeg afskærer dem vejen nordfra." Derefter gik de i hver sin retning. Da de var nået hen til det sted de skulle begynde fra, gav de samtidig hinanden startsignalet "kee" og begyndte så at løbe så hurtigt de kunne. Endnu før Arnasuaasaq´s store mand var nået frem til rensdyrene, nåede Arnasuaasaq hen til den store flok, da hun var fremme greb hun nogle af dem og slængte dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da hun nåede frem til flokken, udsøgte hun sig de største og slyngede dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede ud. Da mange af rensdyrene begyndte at flygte, sagde Arnasuaasaq til sin store mand, at han skulle sætte efter dem, men han troede ikke, at han kunne klare det, og så løb Arnasuaasaq efter dem, og da hun havde dræbt mange af dem, lod hun resten være. Da de havde samlet de mange dræbte rensdyr sammen, begyndte de at flå dem en for en. Da de var færdige, lavede de bærebyrder og begyndte hjemturen. Mens de gik, fortalte de hinanden forskellige ting. De nåede hjem, da solen stod i vest. Da de var hjemme, ville Arnasuaasaq´s store mand ikke engang gå ud af huset, fordi han var blevet så træt. Så gik Arnasuaasaq hen til sit store kødforråd og udsøgte sig de bedste stykker. Dem tog hun med hen til ildstedet og lavede mad. Da hun havde kogt tilstrækkeligt med kød, og det var kogt færdigt, spiste de, gik til sengs og faldt i søvn.
Som sædvanligt vågnede de af søvnen meget tidligt næste morgen. Så sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Skal du på rensdyrjagt med mig?" Arnasuaasaq svarede: "Tag du alene på rensdyrjagt, jeg vil ikke på rensdyrjagt, for jeg vil ordne vores store kødforråd." Hendes store mand svarede: "Jeg er bange for, at du tager hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Arnasuaasaq svarede: "Hvorfor skulle jeg tage hjem til min familie? Jeg kunne ikke finde på at behandle dig på den måde." Efter de ord, tog han da af sted. Da han var væk, tog Arnasuaasaq sit store kødforråd ind i deres forrådshus, og da hun havde bragt det hele ind, blev forrådshuset helt fyldt op. Da hun var færdig med det, udsøgte hun sig de smukkeste rensdyrskind og rullede dem sammen. Mens hun rullede dem sammen, besluttede hun sig til at tage hjem til sin familie, når de nåede det tidspunkt på året, hvor hun forlod sin familie. Mens hun sad dér og mindedes sin familie, savnede hun dem mere og mere. Og mens hun rullede skind sammen, græd hun lidt ind imellem, men holdt så op. Da hun var færdig med at rulle skind sammen, gik hun ind i deres hus. Nogen tid senere lød der et stort bump udenfor. Så kom hendes mand ind i huset dryppende af sved og øjnene på stilke. Da han fik øje på sin kone, sagde han: "Hvor er hun rar, at hun elsker mig sådan; jeg troede ellers, at du allerede havde forladt mig." Det fortælles, at da hendes store mand kom hjem, var det blevet rigtigt mørkt, og det var blevet efterår, mens de var der. Mens de stadig opholdt sig dér, begyndte det at sne kraftigt. Det sneede virkeligt meget, alt sneede til, og med al den sne kunne hendes store mand ikke tage på jagt. Nu levede de udelukkende af deres kødreserver. Mens de opholdt sig der, var der en aften en meget klar og smuk fuldmåne, og Arnasuaasaq blev grebet af voldsom hjemve. Hen på aftenen spurgte Arnasuaasaq´s store mand: "Vil du afluse mig?" Mens Arnasuaasaq ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han nu sov, lykkedes det hende med besvær at få skubbet hans store hoved til side. Så gik hun ind i deres forrådshus og tog de rensdyrskind, hun havde udvalgt sig som de smukkeste og begyndte at rulle dem sammen. En-to-tre fik hun dem rullet sammen, lavet sig en bærebylt af dem og stak så af sted, og det siges, at det var en meget smuk måneskinsaften. Undervejs hørte hun pludselig én råbe efter sig, og da hun kiggede sig tilbage, så hun, at han var lige ved at indhente hende. Da han nåede hende, spurgte han hende: "Hvorfor har du pludselig forladt mig for at tage hjem til din familie?" Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Jeg er ikke på vej hjem til min familie. Vejret var så pragtfuldt, så jeg fulgte bare min tidligere vane med at gå en tur." Da hans kone sagde sådan, hørte hendes mand op med at bebrejde hende. Derfra gik de hjem til deres hus igen og gik ind, og så gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede næste morgen, opførte Arnasuaasaq sig ikke som hun plejede, fordi hun længtes så meget hjem til sin familie. Da hendes mand kunne mærke, at hun var ulykkelig, spurgte han hende: "Hvad har du lyst til at spise?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke lyst til at spise noget særligt." Hendes store mand spurgte hende igen: "Men hvad har du da lyst til? Har du lyst til at spise indmad?" Hans kone svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise sådan noget." Hendes mand spurgte hende igen: "Har du lyst til at spise talg?" Arnasuaasaq svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise talg." Igen spurgt han hende: "Har du lyst til at spise fedt?" Det havde hun heller ikke lyst til. Han nævnte alle mulige lækre ting, men hun havde ikke lyst til noget af det. Endelig spurgte han hende: "Vil du gerne tilbage til din familie?" Arnasuaasaq svarede: "Ja, jeg vil meget gerne hen til min familie." Hendes store mand sagde til hende: "Nej, ikke hen til din familie på kysten." Da hendes store mand sagde det, blev Arnasuaasaq virkelig ked af det og græd hele tiden. Da hun havde grædt længe, holdt hun op, fordi hendes store mand begyndte at trøste hende.
Da de nu blev dér på stedet og levede af deres madforråd, havde de efterhånden ikke meget tilbage af det. En aften bad den store mand sin kone om at afluse sig. Og mens hun ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han var faldet i søvn, fik hun lirket hans lange ben væk, der lå hen over hendes lår. Så gik hun ud og løb hurtigt ind i deres forrådshus, og efter at hun havde taget de skind, som hun tidligere havde gjort klar i en bylt, gik hun ud, tog bylten på ryggen og stak i løb. Hun løb uden at standse og kunne til sidst ikke se deres hus. Så kiggede hun sig tilbage, men kunne ikke se noget menneske. Så begyndte hun at løbe igen. Da hun havde løbet et stykke tid og var blevet træt, standsede hun op, og så kiggede hun sig tilbage, men hun kunne ikke se noget menneske. Da hun ikke så nogen, løb hun igen, og da hun denne gang løb længere, standsede hun lige før hun kunne få øje på sin families hus. Så kiggede hun sig som sædvanlig tilbage, men så heller ikke nu noget menneske. Hun løb videre, og da hun nærmede sig huset, og snart skulle få øje på det, tænkte hun, at det nok ikke var der mere, men så fik hun øje på det. Huset var der stadig væk. Hun løb derhenad, og da hun kom derhen, standsede hun uden for huset, og stillede sig ved vinduet og kiggede ind og så, at de sov derinde endnu. Da hun så dem sove, gik hun ind. Hun troede, at de ville vågne af det, men ingen vågnede. Så begyndte hun at vente på, at én af dem skulle vågne, mens hun selv var ængstelig for, hvad der kunne ske, når hun nu var kommet til sin familie tidligt om natten. Mens hun sad der, blev hun meget forskrækket hver gang én af dem gav snorkelyde fra sig, og hver gang kiggede hun hen på vinduet. Hun blev mere og mere søvnig, mens hun sad der. En gang imellem mærkede hun, at hun var ved at vælte omkuld. Så blev hun til sidst så søvnig, at hun faldt i søvn. Så begyndte enkelte af familiemedlemmerne at vågne. Når de vågnede, så de sig ikke omkring, for de havde ikke den fjerneste anelse om, at der skulle være kommet nogen, og de havde opgivet ethvert håb om at se deres søster Arnasuaasaq igen. Til sidst var de alle sammen vågnet. Så sagde et af børnene: "Hvad er det for noget; derovre ligger der en dame." De andre tog sig ikke af det, fordi de troede, at det bare var snak. De voksne talte med hinanden om børns fantasi og tog det ikke alvorligt. På et tidspunkt, da et af børnene blev for påtrængende, kiggede barnets fader derhen og genkendte til sin store forbavselse Arnasuaasaq. Så sagde han til de andre i husstanden: "Nu er Arnasuaasaq, vores kære lillesøster, den eneste pige blandt os, kommet tilbage." Da han sagde det, kiggede de andre også derhen og genkendte Arnasuaasaq med det samme. Da de så, at hun stadig sov, vækkede de hende. Arnasuaasaq vågnede, og de spurgte hende: "Kære hvor har du dog været?" Arnasuaasaq svarede dem: "Jeg har været inde i landet. Jeg er gift med en af de meget store tuneq-mænd. Mens han lå i sin dybe søvn, flygtede jeg og tog hjem til jer. Jeg er bange for, at han hurtigt vil søge efter mig, så skynd jer at sætte konebåden i vandet." Derefter gjorde de deres husgeråd klar, og da de var færdige, tog de af sted. Da de havde roet et stykke tid, slog de lejr på et andet sted. Det fortælles, at mændene var så glade for at se deres søster Arnasuaasaq, at de ikke tog ud på fangst, selv om det stadig var midt på dagen, da de slog lejr. Der på stedet slog de deres telt op og gik i seng, da det blev aften, og nu var Arnasuaasaq rolig. Hendes søskende sagde til hende: "Arnasuaasaq, fortæl nu hvad du har set og oplevet." Arnasuaasaq sagde til dem, at hun ville fortælle og begyndte: "Den gang jeg var taget af sted og var kommet væk fra vores sted, begyndte jeg at græde, mens jeg sad på et lille klippestykke. Så så jeg en stor skygge ud af øjenkrogen bagved mine hænder. Da jeg havde set ham, ventede jeg bare på, at han skulle sige noget. Til sidst spurgte han: "Hvad er der med dig?" Så fortalte jeg ham, hvorfor jeg var taget af sted. Den store mand sagde uden videre: "Jeg knækkede min storebrors redskab til at blødgøre skindremme med, og min bror sagde til mig, at jeg skulle forlade dem og derfor er jeg taget af sted. Og så sagde han, at han gerne ville følges med mig. Og derfor fulgtes jeg med ham. Vi gik over landet og kom til mange huse. Da vi var kommet ind i et hus, kaldte husets beboere mig for deres lille nye svigerinde. De satte mad frem for mig, der udelukkende bestod af ækle haretestikler. Selv om jeg ikke kan spise sådan noget, lod jeg som om, jeg spiste af det. Da vi var taget af sted derfra, kom vi tidligt om foråret til at sted, hvor vi ville bo, og byggede os et hus der. Da rensdyrene var kommet, fulgtes jeg med ham, når han var på rensdyrjagt, og han lærte mig at løbe. Vi fangede mange mange rensdyr. Da jeg første gang forsøgte at flygte, var det vinter, og han hentede mig tilbage. Men i går lykkedes det mig at tage hjem, da han var faldet i søvn." Da hun havde fortalt sin historie faldt hun i søvn.
Det fortælles, at de begyndte at bygge hus, da de vågnede, og da de var færdige med det, flyttede de ind i det. Det fortælles også, at Arnarsuaasaq ikke igen blev behandlet, som hun gjorde i begyndelsen.
Her ender historien.
Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Kommentar: En temmelig fredsommelig version, der fokuserer på kystboernes (menneskers) og indlandskæmpernes forskellige vaner. Bemærk den vægt der lægges på menneskers lærenemhed. |
oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu
Dokument id: | 366 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely) |
Nedskriver: | Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 714 - 716, nr. 144 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Eli Sivertsen er sandsynligvis identisk med Ely Sivert Fontain.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Fortællingen om en gammel qivittoq / fjeldgænger og en ungkarl.
En ungkarl var plejesøn hos et ældre ægtepar, og han var deres eneste forsørger. En gang roede han ud i kajak sydover. Han fik øje på en meget stejl klippevæg. Han roede i den retning; og tættere på opdagede han, at der hang en stige på den stejle væg. Han roede helt hen til stigen og kom op af kajakken. Han skubbede kajakken ud og gav sig til at kravle op ad stigen. Da han kom helt op, så han, at stigen var tøjret fast til en stor sten. Herfra gik han ind i landet. Mens han gik, fik han øje på en stor landtange. Midt på tangen lå der et lille hus med ét vindue. Han gik derhen og standsede uden for vinduet. Han havde stået der et stykke tid, så hørte han én sige inde fra huset: "Kom indenfor." Han gik ind og så, at beboeren var en gammel qivittoq. Denne sagde til ham: "Jeg er qivittoq. Jeg gik hjemmefra for længe siden, og det er første gang, jeg har truffet et menneske i al den tid, jeg har været her." Han sagde også til ham: "Vil du være min fælle / kammerat / ledsager?" Ungkarlen sagde ja, og så gik qivittoq'en / fjeldgængeren ud for at hente mad til ham og kom tilbage med tørret renkød med talget siddende på. Ungkarlen spiste og sagde indimellem, at det smagte dejligt; han spiste sig aldeles mæt. Efter måltidet fortalte qivittoq'en om alle de rensdyr, han plejede at fange om sommeren. Han sagde også, at han til sommer ville tage ham med på rensdyrjagt.
Da ungkarlen havde boet nogen tid hos qivittoq'en, kom han til at tænke på dem, han rejste fra (de små ældre mennesker), og han kunne ikke glemme dem, så han bad qivittoq'en om at kunne tage hjem og give dem besked. Den gamle qivittoq sagde, at det var i orden, men bad ham om at komme hurtigt tilbage. Ungkarlen tog af sted, og efter en lang vandring nåede han frem til de små ældre mennesker, som var blevet bekymrede for ham; de troede, han var omkommet i kajak. Ungkarlen fortalte (resumé af teksten der er ordret som ovenfor:) om alt hvad dervar sket, og at han havde føjet sig efter qivittoq'ens ønsker, fordi han var bange for ham. Men der kom jeg så en dag til at tænke på jer, og jeg kunne ikke glemme jer, så jeg fortalte ham, at jeg ville tilbage og se til jer. Det måtte jeg godt, men jeg skulle hurtigt komme tilbage. I skulle bare vide, hvor jeg befandt mig, for ikke at være bekymrede for mig. Men jeg må hurtigt tilbage, som han bad mig om. De små ældre mennesker bad ham være forsigtig.
Ungkarlen drog af sted for at vende tilbage til qivittoq'en. Han fik øje på det lille hus, som endnu stod på sin plads. Han gik hen til det, og inde i huset sad qivittoq'en stadigvæk og ventede på ham. Qivittutoqaq sagde: "Nu får jeg dig til fælle." Da det blev sommer gik de ind i landet på rensdyrjagt. De kom til kanten af indlandsisen og tog ophold dér. Dagen efter drog de på rensdyrjagt. Fangstredskaber havde de ingen af - kun sten at kaste med. Når der passerede en flok rener, kastede de sten efter dem. Når den ene havde ramt et dyr, kastede den anden også en sten for at dræbe det. Da de havde fanget tilstrækkelig mange, tog de hjem. Hjemme byggede de to forrådsskure. Det ene skur fyldte de med rensdyrkød, -sener og -talg. Det andet skur fyldte de med lutter renskind. Qivittutoqaq havde nu samlet sig større forråd fordi han havde fået en fælle / ven. De havde det godt og manglede intet. Det var ved at blive vinter, og endnu havde de ikke brugt deres forråd op. Først ved forårstide var deres forråd ved at slippe op. Til sidst var der ikke mere tilbage. Da qivittutoqaq ikke havde mere at spise, blev han syg og til sidst døde han af sult. Ungkarlen syede liget ind i rensdyrskind og begravede det oven på en lille høj oven for huset. Han dækkede det forsvarligt til. Efter den gamle fjeldgængers død vendte ungkarlen tilbage til et beboet sted for dér at kunne begynde på en ny tilværelse. Siden gik han aldrig ind i landet. Slut.
Var.: Dette er en yderst fredelig fortælling af talrige om qivittut. Søg på qivittoq.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Kommentar: Skønt qivittut egentlig ikke er at misunde, skildres de oftest som rigmænd, der lever i luksus af kød og skind fra landdyr. |
Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik
Dokument id: | 1661 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Punngujooq (Púngujôq) |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 157 - 161 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"
Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne". Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder. Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq. P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.
Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino., Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år. Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning. |
Paffik og hans skinsyge kone
Dokument id: | 995 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 3536, 4' |
Fortæller: | Gustav |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Paffik og hans skinsyge kone |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 40 - 41, nr. 20 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge: Paffik havde en kone, der var meget skinsyg. Bare han så meget som skævede til en anden kvinde, brækkede hun hans redskaber itu. Manden lavede nye redskaber hver dag. En dag var han som vanligt ude i kajak. Han roede og roede uden at få land i sigte. Han roede bare ud i det blå og fik så endelig land i sigte. Han lagde til, gik i land fik øje på et lille hus og gik op til det. Ind gennem vinduet så han at det var beboet af lutter kvinder, en masse kvinder. Han gik ind og ventede, at der ville blive sat mad frem; men han fik ikke noget at spise. Næh, de mange kvinder lagde sig oven på ham, så han næsten ikke kunne røre sig. Til sidst fik han nok af kvinder, og med noget besvære lykkedes det ham at slippe ud og komme til hægterne i en lille brise. Han tog hjem, og efter dette var konen ikke længere skinsyg.
Var.: Ikke i denne bases samlinger. |
Pângo ilaqutailo
Dokument id: | 1946 |
Registreringsår: | 1949 |
Publikationsår: | 1949 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Pângo ilaqutailo |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 113 - 116 + 127 - 128 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
Pângo / Paangu og hans slægt. Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk. Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden. De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret- ning. Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle. Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for- tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger: Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham. Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky. Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme. Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således: Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere, og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd- te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe- den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me- get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem. Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til bjørnen, vendte bjørnen sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde. Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky- de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter. Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn. Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5 andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt. Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen. Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset. Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin. Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.
Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden. De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me- get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af. Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv- dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn. Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud- mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde. Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be- gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst. Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune- rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte, en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde. Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem, fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900 oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende. Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os. I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget, for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø- re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka- ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige ting, de havde været ude for. Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde. Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside, så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at se.
(127 - 128:) Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte. Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst- parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset. Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt, og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam- men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned- lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den. Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre. Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten, trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung. Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde: 'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo- stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk- ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre, men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre. De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle. Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand- synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.
Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS). Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn- dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan- ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der- selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier. Forskellige notater, der er tilføjet af enten RP el. Keld Hansen:
Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356, "Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen". Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger..... Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt i det svenske tidsskrift "Ymer"
Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232. ...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr. Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her- boende grønlændere underkastet antropologiske målinger. s 243: Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin- teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho- ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes, er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin- lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for- talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn- dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ- gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP). |
Paorngiartingavianigêq pajileriai
Dokument id: | 452 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Mathiassen, Josef |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Paorngiartingavianigêq pajileriai |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 7 - 9 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En der bragte noget (mad) til dem, der var på bærplukning
Undervejs om et lille næs så han et lille hus, han lagde til neden for at straks efter, kom en mand ned og og sagde: "Stig op af kajakken!" "Jeg skal ikke op af kajakken, jeg har travlt. For jeg er på vej til bærplukkerne med noget!" "Jeg skælder dig ud hvis du ikke kommer op af kajakken!" Han steg i land. "Kom op til huset!" "Jeg går ikke op til huset, jeg har meget travlt, for jeg er på vej med noget til bærplukkerne!" "Han skælder dig ud, hvis du ikke kommer op!" Han gik op. "Jeg vil ikke ind, jeg har meget travlt. For jeg er på vej med noget til mine bærplukkere." Han gik ind. "Sæt dig." "Jeg vil ikke sidde, jeg har travlt, for jeg er på vej med noget til mine bærplukkere." "Tag kamikkerne af." "Det vil jeg ikke, for jeg har travlt!" "Hvis ikke skælder han dig ud!" "Tag anorakken af." "Nej, jeg har meget travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med noget." "Tag bukserne af." "Nej, jeg har meget travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med noget." Han tog bukserne af. "Læg dig ned på briksen." "Nej, jeg har travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med noget." Han gik i seng. "Sov så!" "Nej, jeg har travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med noget." Netop som han belavede sig på at sove, sprang noget menneskelignende ud fra under briksen: "Jeg vil mørbanke ("kaavartassaqaara"?) den kære gæst ("naggoq"?)" Så fortsatte han: "Hør, mor, ("kiass"= jeg sveder?). De siger at de vil mørbanke mig ("kaavartugssaqaunga") ("naggoq"?). Idet samme gik væsenet udenfor og forbi vinduet. Gæsten sprang op, og med tøjet i hånden for han ud i gangen. Han passerede væsenet ved indgangen til kogerummet og viste ham vejen ind, hvorefter han gik ud og løb ned mod sin kajak. Han kom ned til den, fik sit tøj på, kiggede op og så, at der skiftevis var skygger og lys i de små vinduer. Han tog hjemover; siden bragte han aldrig noget til sine bærplukkere.
Var.: tildels: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen |
Pavfigûnguna nuliaqardlune níngartumik / Paffik med den skinsyge kone. Uden titel
Dokument id: | 2190 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Gustav |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Pavfigûnguna nuliaqardlune níngartumik / Paffik med den skinsyge kone. Uden titel |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 40 - 41 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Paffik havde en kone der var meget skinsyg. Bare han kom til at skæve til en anden kvinde, brækkede hun hans redskaber itu. Manden lavede nye redskaber hver dag. En dag var han som vanligt ude i kajak. Han roede og roede uden at få land i sigte. Han roede bare ud i det blå og fik så endelig land i sigte. Han lagde til, gik i land, fik øje på et lille hus og gik op til det. Ind gennem vinduet så han at det var beboet af lutter kvinder, en masse kvinder. Han gik ind og vnetede, at der ville blive sat mad frem, men han fik ingen mad. Næh, de mange kvinder lagde sig oven på ham, så han næsten ikke kunne røre sig. Til sidst fik han nok af kvinder og med noget besvær lykkedes det ham at slippe ud og komme til hægterne i den friske blæst efter den omgang han havde fået. Han tog hjem, og derefter var konen ikke længere skinsyg.
Var.: Vist nok andre fortællinger om skinsyge / jaloux koner, men ikke over dette tema. Et andet tema, en fanger der ene mand må forsørge en masse enker, forekommer i flere fortællinger. Se Qivaaqiarsuk, Qivaaqiarsummik. |
Peqilaq og Iippik
Dokument id: | 2315 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Peqilaq og Iippik |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 63 - 66 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
En af Nappartuku / Napartuko og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. Deres to yngste sønner hed Peqilaq og Iippik. Peqilaq blev ved kolonien kaldt "sæbedrengen" fordi han engang havde forgrebet sig på et stykke sæbe og spist det, så han skummede i lange tider derefter. Han omkom senere i kajak. Isen skar hul i betrækket, kajakfællen Job fik ham op på en isflage og iklædt ham sin sweater, men isen langs kysten hindrede Job i at hente hjælp i tide. Iippik blev kendt for at en dag helt uforberedt at have stødt sin kone så voldsomt i ryggen på briksen, at hun faldt død forover på stedet. Alle fandt det mystisk, men Johan Petersen fik til sidst sandheden - men ikke årsagen til stødet - frem. De to brødre var iøvrigt ikke på god fod med hinanden. Peq. fik forpurret Ii.s mordplaner mod en vis Atatsivad, der nåede at flygte til Sermilik-fjorden.
Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Pigen, der gik over indlandsisen til vestkysten
Dokument id: | 1133 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Pigen, der gik over indlandsisen til vestkysten |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 295 - 296, nr. 23 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 185 - 188. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 265 - 266. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 274 - 275.
Resumé: Hun går hjemmefra med kniv, synål og såler, fordi hendes storesøsters mand vil giftes med hende også. På indlandsisen gemmer hun sig ved den anden nunatak i en revne, for to timersit, indlandskæmper, sover ved nunatakken. Da de er borte, syr hun nye såler i kamikkerne, kommer ned på vestsiden, hvor en mand på renjagt skyder en ren, spiser dens hjerne og tar hende til kone. Hun får jerngryde og alting. Engang fortalte hun tilrejsende fra sydøstkysten: "Derovre havde jeg synål af kobber, her har jeg gryde af jern." Hist.: Det forjættede land er Vestkysten, hvor man kan jage rener og tilhandle sig jernsager. |
Pigerne der blev gift med en hval og en ørn (opr. uden titel)
Dokument id: | 465 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Mikal |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Pigerne der blev gift med en hval og en ørn (opr. uden titel) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 38 - 39 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
To piger legede far og mor og børn. Den ene sagde: "Jeg vil giftes med den derude" - der var en stor hval. Den anden sagde: "Jeg vil giftes med den deroppe" - det var en stor ørn. Straks hun sagde det, dalede den store ørn ned og fløj op med pigen til en afsats på en stor stejl klippe. Når hendes mand havde været ude på jagt, kom den tilbage med en fugl. Pigen fjernede senerne fra disse, hvorefter hun flettede dem sammen. Dem ville hun bruge til at fire sig ned med. Når ørnen vendte tilbage, lod den sig lyske. Hun flettede og flettede og indimellem prøvede hun, om linen var ved at være lang nok. Hun arbejdede på den, mens den store ørn var væk, og hun gemte den væk, når hun kunne regne med at den snart kom tilbage. Da den flettede line blev tilstrækkelig lang, firede hun sig ned og satte i løb hjemad, så såre hun rørte jorden. Hun nåede hjem; og den store ørn begyndte at flyve hen over huset. Folk på stedet gik i lag med at dræbe den. Pigerne prøvede ikke igen at lege far og mor og børn og finde én, de kunne giftes med.
En temmelig afstumpet variant, hvor episoderne med hvalen er ganske udeladt.
Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning |
Piilikkat / Piilikkaat, morderen
Dokument id: | 963 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Piilikkat / Piilikkaat, morderen |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 88 - 89 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Piilikaat har flere mord på samvittigheden, da Apikutooq, der har hørt at han blir det næste offer, får et par mænd til at hjælpe sig med at dræbe ham. Sammen trænger de ind i P's telt (man er på forårsfangst), hvor Apikutooq søger at stikke P. ned med en kniv, men denne får fat om kniven og holder så fast, at Ap. må vriste den fra ham med tænderne og derved skærer fingrene af på P.s hånd. Ap. dolker så P. tre gange i siden under skulderbladet, hvorefter man dræber ham med et bøsseskud, parterer og spreder stykkerne som sig hør og bør.
Hist.: Historisk fortælling om det sidste af de 9 drab i perioden 1884 - 1893 i Ammassalik-distriktet, dvs. fra Konebådsekspeditionen til kolonisation og mission i 1894 (Holm og Petersen 1921: Meddr. Grl. Bd. 61, II: 618). |
Pikivakitsanât / Pikivakitsanaat qimassoq
Dokument id: | 808 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Pikivakitsanât / Pikivakitsanaat qimassoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider, nr. 39 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: side 367: "Píkuakitsainât / Pikkuakitsaanaat (den korthårede), der flygtede"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Pikivakitsanaat der flygtede. Det fortælles, at man om Pikivakitsanaats væsen brugte betegnelser, der udtrykte det modsatte af det faktiske. Fordi hun havde så langt hår, kaldte de hende for hende med den lille hårtop. Engang, mens hun redte sit hår, før hun skulle ud og høre sangkamp, kom der en kvinde og sagde til hende: "Pikivakitsanaat, din svigerfar og din mand vil dræbe dig." Hun svarede: "Hvem sagde det?" Den besøgende svarede: "Jeg hørte dem selv snakke sammen." Pikivakitsanaat svarede: "Det kan ikke passe. Min mand og min svigerfar kan umuligt ønske at dræbe mig." Lidt efter gik den besøgende ud. Det varede ikke længe, så kom der en anden og sagde: "Pikivakitsanaat, jeg har hørt, at din mand og din svigerfar agter at dræbe dig." Hun svarede: "Det kan ikke passe." Mens hun endnu fremturede, kom der endnu en og sagde: "Pikivakitsanaat, du må flygte, din mand og din svigerfar vil dræbe dig." Til sidst troede hun på dem; og i hast fik hun sit lange hår bundet; så gik hun og lod sit sovende barn ligge alene tilbage.
Hun flygtede og kom til en stor elv. Hun krøb bag vandfaldet. Da hun havde været dér et stykke tid, lød der stemmer Det var dem, der var ude at lede efter hende. De søgte så ihærdigt, at hun var lige ved at træde frem; men så hørte hun én sige: "Man kunne have dræbt hende for længe siden. Hvor blev hun dog af?" Hun kunne nemt genkende sin svigerfars stemme. Nu ville hun ikke længere hjem. Da det blev aften gik hun ud og drog af sted indefter. Mens hun vandrede, fik hun på den anden side af en fjeldtop øje på en stor fjord, hvor der altid var is. Hun gik videre på isen og fik øje på nogle dyr forude. Hun kunne se, at det var en hunbjørn med to unger. De var ved at komme helt hen til hende, da hun kom i tanker om, at hun havde en vise som amulet. Hun forsøgte at flyve, og det lykkedes til sidst. Lige da hun fløj fik hunbjørnen fat i snippen af hendes pels med tænderne, så den gik af. Da hun var kommet forbi isbjørnene landede hun og vandrede videre. Så så hun en mørk prik forude. Den nærmede sig, og hun kunne se, at det var en slæde. Da slæden nåede til hende, sagde slædeføreren: "Hvor skal du hen?" Hun svarede: "Min mand og min svigerfar ville dræbe mig." "Har du ikke set bjørn?" spurgte manden. Hun svarede: "For lidt siden vandrede en hunbjørn og to unger forbi." Manden sagde: "Vent her, jeg kommer snart igen." Med de ord kørte han videre. Men det varede ikke så længe, så viste han sig igen. Han havde fanget alle bjørnene. Han fik hende op på slæden og kørte. Undervejs fortalte han: "Jeg har tre koner, som er grådige (? nerrersiuvit), med store underliv (? akivarkortunere) ikke så små lår / de skal forsynes med ikke så små kødparter (upáminakasíngitsut). Han fortsatte: "Mine koner går aldrig ud. Kun når jeg kommer hjem fra fangst kommer de udenfor. Når vi når frem til mit hus, skal du ikke gå ind. Når jeg har rejst slæden op, skal du gemme dig bag ved den. Først når de er gået ind, må du stille dig ved vinduet. Og når jeg siger: "Vi har da ellers en gæst," må du komme ind."
Noget senere nåede de hjem til huset. Da manden havde ordnet sin slæde, råbte han ind og sagde, at den første, der rørte ved den største, skulle få den. Lidt efter viste de sig alle tre - hver især med en voldsom stor vom. Den første fik den største af bjørnene. De fik hver sin bjørn. Hun så, at de flænsede samtidig med, de spiste. Da de var færdige, gik de ind, og hun stillede sig ved husets vindue. Hun kiggede ind og så, at de spiste (? utinatortut). En af dem puttede bjørnens store ben ned i gryden. Så såre den øverste del af kødet var blevet hvidt, tog hun det op af gryden og spiste det. Sådan spiste de. Efterhånden som de blev mætte, blev kødet mere gennemkogt. Så sagde en af dem: "Kom med mit bælte." Manden gav hende et stykke skind, der skulle spændes om maven (?) for at den ikke skulle sprænges. Alle tre fik sådant et stykke skind. Lidt senere sagde manden: "Vi har ellers en gæst." Idet han sagde det, hørte man klirren af uluer. Imens bemærkede manden: "I skylder hende tak, for det er hende, der har fanget de bjørne, I spiser." De udtrykte deres taknemlighed og bad hende komme indenfor. Hun gik ind, og de bad hende sætte sig ned. De gav hende en hel kølle af bjørnen. Pikivakitsanaat kunne naturligvis ikke spise det hele. Da hun holdt inde, sagde de: "Du spiser jo ikke ret meget." De kiggede undersøgende på hende og undrede sig over, at hendes mave og underliv var så småt. Undervejs havde manden fortalt hende, at hun skulle sove ved fodenden af briksen, hvor han lå; og at han ville vække hende ved at sparke til hende; for hvis hun lå ved fodenden hos kvinderne, risikerede hun at blive dræbt.
Lidt efter faldt de i søvn. Pikivakitsanaat var lige faldet i søvn, da hun blev vækket, og hun skrævede over ham, der vækkede hende og gik ud. Hun gik sin vej. Da de grovædende kvinder vågnede, tog de deres uluer og huggede løs med dem i fodenden. Men gæsten var der ikke. Hun var smuttet. De ærgrede sig, og sagde til deres mand: "Du har hjulpet hende ud." Han svarede: "Jeg har ikke hjulpet hende ud. Hun er selv gået." De ærgrede sig enormt, men der var ikke andet at gøre. Pikivakitsanaat gik nu nedefter. Da hun nåede ned til stranden, så hun en konebåd, der var ved at tage af sted. Hun gik ned til konebåden og spurgte: "Må jeg ikke komme med." Ham, hun spurgte, sagde: "Det er nok et spøgelse; jeg hører nogen fløjte." Det viste sig, at Pikivakitsanaat, som selv troede, at hun sov én nat, havde sovet et helt år. Det viste sig, at hun var blevet en dødning. Derfor kunne ingen i konebåden se hende eller forstå, hvad hun sagde, fordi hun var en dødning.
Var.: Datteren som gik qivitoq, minder om denne.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Minder iøvrigt en del om qivittoq-fortællinger, hvor qivittoq'en dog sjældnere er traditionens landånder og hyppigere andre qivittut og dyr el. fugle. Dette kunne tale for, at qivittoq-fortællinger har afløst de mange traditionelle fortællinger om personer der går hjemmefra i vrede og møder forskellige ånder, eller som går til indlandet med det formål at opsøge hjælpeånder i indlandet |
Pissassaq
Dokument id: | 358 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Pissassaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 293 - 294 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 233 ss. 897 - 902. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 293 - 294: Oqaluttuaq Pissassamik.
Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 70. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 55, ss. 321 - 324: Pisagsak and the Kivigtok / qivittoq.
Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 66 - 69.
Resumé: Pissassaq Piss. har lavet sig en ny fuglepil, som han afprøver så længe, at han i kajak når langt væk fra kendte vande og kommer til en høj fjeldside med en lang rebstige fra top til bund. Han kan ikke nære sig for at klatre op og mister næsten pusten undervejs op. Heroppe møder han en qivittoq, der blir glad for selskab men han må fløjte sig til at komme i gang med menneskelig tale igen. Qiv. forsvinder næste dag på jagt, og Piss. må få tiden til at gå med kvindelige gøremål. Han tørrer alle værtens kamikker og koger kød til hans hjemkomst med to nedlagte rener, som han sender Piss. ud for at flå og partere. Efter en tid skaffer qiv. dem en ung, hvid pige (qallunaaq), som de røver ved de hvides vandhentningssted. Hun er længe om at falde til, men da hun så overtar husholdningen kan begge mændene gå på jagt og de lever godt og rigt. Senere synes qivittoq'en at Piss. også skal ha' en pige, men til hans store undren røver Piss. ved vandhentningsstedet ikke en af de unge, smukke, men en gammel grim kælling. Hun er ikke mere end en dag om at holde op med at længes hjem. Og med hele to kvinder i huset lever de endnu bedre. En dag ved qivittoq'en at nu kommer der en hel masse qallunaat, hvide, for at bekrige dem. Han og Piss. går sammen hen til rebstigen, hvor de hvide ankommer for neden, og da alle er kommet op ad stigen med den øverste synlig over kanten, vælter qivittoq'en hele molivitten i havet. Først da den gamle røvede kvinde er død, længes Piss. hjem. Qiv. gør ikke noget for at holde på ham, men gir ham besked om at meddele de hvide, at de ikke senere skal forsøge at bekrige ham, for så udrydder han dem allesammen. Piss. følger ordren og når hjem til sin forbavsede familie, der for længst har troet ham død.
Var.: Søg på nordbo.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Den indledende episode er identisk med den, der indleder en af nordbo-fortællingerne, men i den skyder Piss. en nordbo der er kommet ned til stranden. Rebstigen kendes også fra andre versioner, men her flyttes en del af skylden for nordboernes udryddelse over på den ikke rigtige grønlænder, qivittoq'en. Denne røver en ung, hvid kvinde og sender alle de hvide i druknedøden. Piss. selv røver kun en gammel kvinde, der åbenbart ikke er ked af at få en ung mand. |
Plejebørnene / Barne-uhyret / Blå mennesker
Dokument id: | 1131 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Ukuttiaq (Ukutiak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Plejebørnene / Barne-uhyret / Blå mennesker |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 287 - 289, nr. 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 161 - 168. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 259 - 260. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 268 - 270
Resumé: En pige og hendes lillebror er plejebørn hos en kone, der føder et barn. Konen vil lære det ikke at spise så meget, og giver det derfor hverken die eller bærer det i amaat. Plejedatteren passer det og giver det vand at drikke. Det vokser sig uhyggeligt stort, æder sin mor og sin far og vil også æde sine plejesøskende. En gammel kælling i huset gemmer sig af skræk under sin amulet, en træøse, som hun gør større. På vej ud gennem gangen stopper plejesøsteren flere gange utysket ved at minde det om, at hun har givet det vand og mad. Uden for gemmer hun sig under en konebåd på stativ. Utysket bliver nærgående. Hun kaster en stenkniv mod det og flækker det. Sammen med broderen flygter hun ind i landet. Lillebror bliver tørstig, hver gang de kommer til et hus, hvor der ved indgangshullet er ophængt en rangle af tænder, som storesøsteren skærer ned med sin kniv. De slukker tørsten, pigen råber efter ranglens ejer, der dukker frem. Hun kaster sin bjørneskindskamik dræbende mod ejeren. Den første ejer er blå i hovedet. Den anden blå over det hele. Den tredje endnu mere blå. De to søskende går længere ind i landet og sætter sig ned. Dermed er fortællingen slut.
Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq.
Hist.: Fortællingens besynderlige slutning skyldes sikkert, at Ukuttiaq ikke rigtig kan huske den. Han har netop solgt Holm en stenkniv og et par kamikker af bjørneskind og indskyder om pigens stenkniv og bjørneskindskamik, der begge er dræbende, at det er derfor den slags er så dyre. Fortællingen skal med andre ord blot overbevise Holm om, at det nærmest er amuletter, han har købt så dyrt. |
Pouia / Manden, som opholdt sig hos Timerseq'erne
Dokument id: | 1125 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Pouia / Manden, som opholdt sig hos Timerseq'erne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 273 - 276, nr. 13 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 117 - 124. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 247 - 249. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 257 - 259.
Resume: "Pouia" Pouia bliver ude i kajak røvet af en indlandskæmpe, en timerseq, og gift med hans to døtre, en yngre smuk og en ældre grim. Når han ligger mellem dem om natten vendt mod den smukke, vender den grimme ham om mod sig. Pouia får lyst til at fange i sin kajak, der er tørret helt ud. Konerne betrækker den på ny, men syr i deres uforstand på kajakker mandehullet til. Pouia belærer dem. Han føres af svigerfar til en stor sø og lægger fra land, mens den gamle går ud i vandet og med råbet, "kee, kee", tiltrækker en mængde fugle. Pouia lægger den første bunke han har fanget på en ø, for frit at kunne fange flere. Hans koner henter dem ad en tågebro, som de sender over til øen. Senere, da Pouia vil fange narhvaler i søen, tiltrækker svigerfaderen dem med råbet: "Ho! ho!". Pouia fanger den alene og slæber den selv hjem. Pouia der længes efter havet lokker sine koner med ned til Tasiusaq, hvor ammassalikkerne plejer at samle rosenrod. En konebåd med snakkende mennesker nærmer sig. Pouia får sine skræmte koner til at tro, at det er skrigende måger. Folk går i land, men styrter tilbage ved synet af kvinderne. Pouia råber, at han ikke er timerseq, stikker sine hænder i konernes kamikskafter, og trækker dem med sig. Den smukke kones skaft revner. Hun er en dårlig syerske. Den grimme er gang på gang ved at kæntre båden, mens de ror hjem til Pouia's fæller. Senere finder de hende ofte ude i vandet på vej hjem til sine egne. Hun får et barn. Næste forår opfordrer hun Pouia til at rejse med hende hjem på besøg. Hun insisterer på at tage barnet med, og de kommer aldrig siden tilbage til mennesker ved kysten.
Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse. |
Qajarissat
Dokument id: | 459 |
Registreringsår: | |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Adamsen, Mogens |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Qajarissat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 22 - 26 |
Lokalisering: | Kuannit: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En stærk mand, en sydlænding, havde hørt om en stærk mand nordpå, der hed Erisaatsiaaq. Da denne sydlænding var en stærk mand, fik han lyst til at tage op og kappes med ham. Men han tøvede med at komme af sted den ene morgen efter den anden. Endelig en morgen, hvor der blæste en stærk norden, gjorde han sine forberedelser og tog afsted nordover for at kappes med manden. Han roede og roede og kunne nu se Erisaatsiaaqs boplads. Forude fik han øje på et lille skær som bølgerne brødes imod. Kort før han nåede helt derhen opdagede han, at det han troede var et skær, var E., som han var taget op til for at kappes med. Han var bare ude på fangst og havde en stor sortside på slæb. han var ellers kommet for at kappes med ham, men da han så ham, blev han bange for, at han ikke ville kunne klare ham. Han fortalte blot, at han var kommet for at besøge ham og undlod at nævne, at han egentlig ville kappes med ham. Så snart E. hørte, at han var kommet for at besøge dem, roede han uden et ord imod land. Det gik så stærkt, at gæsten kun lige kunne følge med, selvom E. havde en stor sortside på slæb.
Da de kom til bopladsen, sagde E., at han næste dag ville have ham (gæsten) med på fangsttur dér, hvor han plejede at ligge og vente på sæler.
Næste morgen roede de ud vestover. De roede og roede og roede vestover og nåede frem til området, hvor E. plejede at ligge og lure sæler; og så langt ude var det, at kysten ikke længere kunne ses. De havde kun ligget der et ganske kort tid, da E. trak hovedet en smule ned mellem skulderene; og imod vinden så man snuden af en sæl over vandskorpen. E. satte så hurtigt afsted derhen som gled han ned af en skråning. Sydlændingen fulgte efter. Da E. havde harpuneret den, stak gæsten kajakåren ind på skrå under tværremmene på hans kajak. Da havde han allerede taget harpunspidsen ud og var begyndt at gøre sælen klar til bugsering. De lå der efter at han havde bundet sælen til kajakken, og mens sydlændingen kiggede sig rundt, opdagede han, at E. trak hovedet en smule ned mellem skulderene, og at sælen, han havde på slæb, flyttede sig (idet han roede afsted). Så så han imod vinden en sæl ligge med snuden over vandsporpen. E. roede straks så hurtigt derhen, som gled han ned af en skråning. Da han havde harpuneret sælen, stak sydlændingen straks kajakåren ind på skrå under tværremmene på hans kajak. Da havde han allerede taget harpunspidsen ud og var i færd med at gøre klar til bugsering. Han bandt den til kajakken, og på det tidspunkt havde sydlændingen endnu ikke set nogen sæl.
Så skete det, at sydlændingen trak hovedet en smule ned imellem skuldrene, da man så en sæl ligge med snuden over vandskorpen. Sydlændingen satte afsted derhen, så hurtigt, som gled han ned ad en skråning. E. stak kajakåren ind på skra under tværremmene på hans kajak; da havde han allerede taget harpunspidsen ud og var begyndt at gøre den klar til bugsering. Da han havde bundet den til kajakken, sagde E.: "Fang nu en til ligesom mig!" Sydlændingen svarede: "Nej, denne her rækker til mig." Så begyndte de at ro ind mod land. E. med to sæler på slæb, mens sydlændingen kun havde en. De var kommet et stykke ind imod land, så sagde E., at med den fart ville de først nå hjem midt om natten; og i det samme satte han farten op med de to sæler på slæb, og straks var han foran. I nogen tid kunne sydlændingen med sin ene sæl på slæb se E., men så forsvandt han indad mod land. Da sydlændingen nåede frem til E.s, boplads, var bryststykkerne af E.s, fangst allerede kogt.
Da sydlændingen indså, at han ikke kunne klare sig over for den, han ville kappes med, rejste han næste morgen sydover, uden at sige noget. E. havde en søn. Han gav sig til at træne ham til stærk mand. Han byggede en kajak til ham. I sine bedste år overgik sønnen sin far i styrke (og driftighed), så E., som var blevet ældre, holdt op med at tage ud på fangst.
En dag udeblev sønnen imod sædvane fra en fangsttur. Næste morgen tog E. ud til det område, hvor han plejede at tage sæler. Da han kunne se hans fangstområde, fik han øje på en kajakmand. Han kom tættere på og opdagede, at det var en "qajariaq" (en kano?). E. roede væk fra ham for at nærme sig ham fra solsiden ("seqernanooniarlugu") Den fremmede ("qajariarsuaq") kom til at befinde sig i den skygge han kastede; og han roede nærmere og opdagede, at han havde en last bag på kajakken. Han roede til bagfra for at harpunere ham. Han kom tæt på og opdagede, at det var hans søns ene arm, han havde bag på kajakken. Han løftede sin harpun, og idet han kastede, ramte han lænestøtten i hans kajak. Manden vendte sig om imod ham, men kæntrede med hænderne for ansigtet. E. rejste kajakken op og tog harpunspidsen ud, hvorefter han væltede den med bunden i vejret.
E. roede videre mod vest. Han var kommet temmelig langt udad, da han fik øje på en tilsvarende ("qajariarsuaq"), som lå og ventede på, at en sæl skulle dukke op. I det øjeblik den fremmede befandt sig i den skygge E. kastede ("ilikarmordlugo": da han havde lært, hvordan han skulle bære sig ad?), roede han til for at harpunere ham. Da han kom tæt på bag fra opdagede han, at denne havde den anden arm af hans søn bag på kajakken. Han harpunerede ham. Manden vendte sig om imod ham, men kæntrede med hænderne for ansigtet. Han rejste kajakken op og tog harpunspidsen ud, hvorefter han væltede den om med bunden i vejret. Så roede han igen vest over.
Han var kommet temmelig langt mod vest, da han igen fik øje på "qajariarsuaq" vestenfor. Igen fik han placeret sig inden for sin slagskygge. Han roede til for at harpunere ham. Tættere på opdagede han, at han havde hans søns krop bag på kajakken. Det viste sig, at han var far til de to. Han roede til og nåede derhen. Han skulle lige til at harpunere ham, men opgav det så. I stedet stak han bagfra sin kajakåre ind på skra under tværremmen på hans kajak. Han blev forskrækket og vendte sig om mod ham uden at sige noget. Ingen af dem sagde noget. Men så sagde E.: "Du har noget bag på kajakken." "Ja, jeg har noget bag på kajakken"; sagde han og ændrede straks kursen med ordene: "Øst for mig er der andre," og han satte afsted imod øst, så hurtigt, som gled han bare ned ad en skråning. E. som nu var blevet gammel, fulgte side om side med ham. Da qajariaq'en fik øje på kajakken, der lå med bunden i vejret, satte han farten yderligere op, og den lille gamle mand fulgte stadig trop. Faderen nåede frem, fik kajakken på ret køl og så, at sønnen havde et stort sår og var død. Han pustede i sine store hænder og strøg med hånden hen over såret; og han blev spillevende, og idet de sagde: "Der er også en øst for os," fór de østover, så hurtigt at det så ud som om de gled ned af en skråning. Da den væltede qajariarsuaq blev synlig, satte de farten yderligere op, og den gamle fulgte stadig med. De kom derhen og faderen rejste kajakken op. Han havde et stort sår og var død. Igen pustede han ned i sine store hænder og strøg med hånden (hen over såret) og han blev minsandten også levende. Nu var de dér alle med E. som fjerde mand, og ingen sagde noget. E. brød tavsheden og spurgte: "Kan I også gøre ham, I har bag på kajakken levende?" Den store, deres far, udbrød: "Vi kan godt gøre ham levende, men først når vi er kommet hjem med ham, for han skal være hos os." I det samme fik E. øje på et ret stort isfjeld lige nord for dem og sagde: "Kan I ikke tage ham op på det isfjeld derovre og gøre ham levende? Hvis I kan gøre ham levende, kan en af jer låne mig sin kajak; så vil jeg tage ham med mig og føre ham ind til land. I kommer ikke til at vente ret længe. I kan vente på mig derovre (på isfjeldet)." Faderen til de to blev bange og indvilgede. Da de lagde til ved siden af isfjeldet, anbragte de (de afskårne) armene på deres rette steder og qajariaq-faderen pustede ned i sine store hænder og strøg med hånden hen over dem; så blev E.s, søn minsandten levende. E. bad om at låne en af deres kajakker, så kunne de vente på ham der. Så sagde faderen, at hvis han skulle låne en, ("itsavarneqásángitdluínarmat": måtte der overhovedet ikke kigges ind i kajakken). De fik den tredje af mændene til at stige op på isfjeldet, og fik så E.s, søn ned i kajakken, hvorefter de to gav sig til at ro indefter. Det kneb i perioder for E. at følge med. Men det varede ikke så længe, så var de hjemme. Da sønnen kom op af kajakken og skulle til at træde ned på jorden, faldt han om. Det viste sig, at benene var døde af skræk i den store kajak. E. roede ud vestover med den store kajak på slæb. Da isfjeldet blev synligt, konstaterede han, at de stadig var dér og ventede på ham. E. roede igen indefter og kom hjem. Han havde sønnen som forsørger resten af sit liv.
Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk
Tolkning: Der befandt sig åbenbart en kraftig amulet i kajakken, der ville have skræmt enhver ihjel, der havde kigget ind i kajakken. Lammelsen kan associeries til at den særlige slags kajak, der gerne lignes ved en kano, ingen bagspids har. Dvs. kajak = kajakmandens krop |
Qernikasik
Dokument id: | 466 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Gustav |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Qernikasik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 40 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Qernikasik, der yndede at håne åndemanere / angakkut / angakokker, havde hørt om nogen, der syslede med åndemaning på en anden boplads. Han tog på besøg hos dem og tilbragte natten dér.
Da det blev mørkt, surrede han remme fast fra tagbjælke til briksekant (for at spærre briksen af) således at han alene befandt sig udenfor afspærringen. Derinde på briksen gav de sig til at synge. Knap var de begyndt, så viste der sig noget sydfra. Da det kom nærmere og nærmere, forsøgte han flere gange at komme op på briksen. Men det var så mørkt, at han ikke kunne finde smuthullerne mellem remmene. Så forsvandt væsenet ind i husgangen. Så hørte man det på vej gennem gangen, og da der ikke var andet for, fik han fat i et kajakskind som han så under briksen og rullede sig ind i det. Det larmede og buldrede og så blev der stille. Man hørte det gå ud, og der blev tændt lys. De ledte og ledte efter Qernikasik, men de kunne ikke finde ham nogle steder. Nogle havde godt nok lagt mærke til et skindbetræk bevæge sig engang imellem under briksen. Da han rejste sig op, sagde de til ham: "Og du, som plejer at håne åndemanere!" Efter den tid holdt han op med at håne åndemanere.
Var.: Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Qatigaatsi; Uinneqs åndebesværgelse.
Hist.: Muligvis historisk. Mennesker der ikke troede for godt om angakkut, kunne finde støtte i missionærernes holdning til åndemanere. |
Qivittoq, En fjeldgænger
Dokument id: | 2030 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petrussen, Cisilie |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qivittoq, En fjeldgænger |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 18 - 21 |
Lokalisering: | Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 20 - 23: "Qivittulersaarut".
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 58 + 60 + 62 (dialekt) og ss. 59 + 61 + 63 (engelsk).
Resumé: I Ikigaat boede et ægtepar, Inngliistinnguaq plus mand, med tre sønner, der forsvandt en efter en og mentes at være blevet fjeldgængere. Den første, der ikke kom hjem fra fangst, var blevet skældt ud af sin unge kone, Bulatta, der led af hjemlængsel og havde givet ham skylden for, at der en nat lå en masse nåle på deres lille søns soveplads på briksen. Da hendes mand udeblev, tog hun hjem. Den anden blev af sin far skældt ud for at have forlagt en økse ude i lyngen. Han leverede den senere tilbage med en bemærkning på afstand om, at nu var øksen der, som faderen foretrak for sin søn. Den tredje gik til fjelds af sorg over, at forældrene ikke brød sig om hans kæreste. Han besøgte hende en enkelt gang senere i det store fælleshus nord for Qaqortoq, hvor hun havde hjemme. Forældrene, der vågnede, hindrede vildmanden i at tage hende med. Senere fortalte tilflyttere fra østkysten at de engang under bærtogt havde mødt tre høje mænd med langt lyst hår, der havde vist dem noget som værn imod alt ondt, måske en bog. Og de havde forgæves søgt at lære dem en masse stednavne omkring Narsaq Kujalleq. Ved at høre om det mente man i Narsaq Kujalleq at det måtte være de tre brødre, der nu levede sammen som qivittut. Inngliistinnguaq, der blev blind, boede alene med sin datter og en kiffaq, der passede deres mange får og geder i Ikigaat. Datteren kom en dag ikke hjem fra vandhentning. Man fandt hende død ved elven. Muligvis voldtaget. Hun led øjensynligt af epileptiske anfald. Inng. ville blive Ikigaat. Men hun måtte til slut give op og flytte til Narsaq Kujalleq.
Var.: Niuvertoq pingassunik ernilik ?
Hist.: Historisk fortælling. CP var 46 år i 1963. Ifølge en note, leveret af Robert Petersen, kender man fra kilderne en dansk udstedsbestyrer i Ikigaat i 1820'erne, Jakob Hagen, gift med den grønlandske Inger Tabitza. De havde døtrene Jakobine og Maria, og sønnerne Hans Peter og Andreas. Der er ikke nedskrevet noget navn på en evt. tredje søn (der måske i tidens løb er blevet indføjet i fortællingen fra folkeeventyrene? BS). |
qivítulerssârnernik
Dokument id: | 828 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Christian ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | qivítulerssârnernik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 6 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Qivittoq fortællinger. (1. Ikuunia)
Helt frem til vor tid har man hørt om folk, der er blevet fornærmede på deres medmennesker og er rejst bort for at leve som qivittoq i områder, hvor der ikke bor mennesker. Jeg vil fortælle om nogle af tilfældene, som jeg selv har fået fortalt.
En mand der blev kaldt Ikuunia var blevet overfaldet af fire mænd, mens de var på laksefangst. Han klarede sig ellers godt i slagsmålet; men med tiden følte han sig mere og mere stødt over den behandling, han havde været udsat for. Da de var på vej hjem fra ammassætfangsten, fulgtes han med konebåden i kajak og kom på et tidspunkt foran dem. De andre, der passerede en lille ø senere end han, så på øen hans kajakstol og ovenpå kajakstolen hans fangestblære. På fastlandet længere henne lå hans kajak med bunden i vejret. De gik naturligvis ud fra, at han måtte befinde sig på fastlandet. De ledte efter ham og råbte efter ham; men de fandt ham ikke, og deres råb blev ikke besvaret. Derfor blev de klar over, at han måtte have gemt sig for at leve som qivittoq, og at han ikke var død. Tre - fire år efter tog hans gamle bopladsfæller ind i fjorden på ammassætfangst. En af kvinderne fik en nat mareridt og så, at Ikuunia kom hen til hende og sagde, at han gerne ville møde sin søn, når det blev dag; og han sagde: "Beviset på, at det virkelig er mig vil være følgende: Den, der står op i morgen tidlig for at varme noget (for at lave te eller kaffe), vil finde en død havterne liggende på stenene omkring ildstedet. Den har jeg lagt som et bevis."
Næste morgen gik der én ud for at varme vand (til te eller kaffe), og det første hun så, var en havterne på stenene omkring kogestedet. Da de andre var taget ud til arbejdet (formentlig med ammassætterne), vågnede en af mændene, som ikke havde hørt noget om mareridtet, og gik ud på jagt. Han kom til jagtområdet og begyndte at jage ryper i ro og mag. På et tidspunkt jagtede han en hare, der dog løb fra ham. Da han vendte tilbage til stedet, hvor ryperne lå, var de væk. Mens han gik og ledte efter dem, fik han indre uro, som om han var bange for noget. Så hørte han lyd i nærheden, som gjorde ham bange. Ind imellem kunne han ikke rokke sig fra stedet, som om hans såler klistrede fast til klippen. Lige ved siden af sig fik han øje på noget skræl der havde løsnet sig fra klippen og hvirvlede rundt i luften, selv om der slet ikke var nogen vind. Han sprang i sved af skræk og blev helt våd. Han magtede ikke at flytte sig fra stedet og blev stående. Umiddelbart efter opdagede han at der stod et stort menneske lige til venstre for ham. Han havde ikke bemærket ham før. Omsider gav han lyd fra sig, der lød som ravneskrig. Det var jo så fordi hans første måltid, efter at han var taget af sted hjemmefra og var blevet sulten, bestod af ravneunger. Derfor kom det første han sagde, til at lyde som en ravns skrig. Derefter fortalte han om det, han var blevet fornærmet over, og som vi har hørt om. Han fortalte, at han tidligere flere gange havde gjort forsøg på at komme hen til ham, som han nu havde truffet; men det var aldrig lykkedes. Da han nu endelig var kommet hen til ham, ville han fortælle ham noget. Han fortalte, at han græd meget i den første tid, han var gået hjemmefra. Han bad ham lægge mærke til, at han var hudløs under øjnene, og at han havde lagt forbinding på det med hareskind. Han viste ham også sine håndflader, som var helt hudløse. Han sagde, det var fordi han brugte dem til at frembringe lyde for at lokke fangstdyr til sig. Det skete også, at han, da han nævnte det, han var blevet fornærmet over, blev så vred, at han gned hænderne voldsomt mod hinanden, så det knirkede og knagede. Han fortalte, at han ikke fik noget at spise i de første mange dage, han var ude, fordi han ikke kunne få fat i noget spiseligt. Men som vi har hørt, lykkedes det til sidst at få fat i ravneunger, som han så spiste. Flere gange forsøgte han at drikke vand fra elve og søer. Men så snart han bukkede sig ned for at drikke, forsvandt vandet. Kun lyden af vand, der løb under jorden, kunne man høre. Det vand, der blev tilbage i søerne var udrikkeligt. Det smagte bittert. Når uvejret brød løs søgte han efter et tilflugtssted mellem stendynger eller i klippehuler. Men så såre han kom til mulige tilflugtssteder, blev de jævnet med jorden, så man ikke kunne komme i ly. Flere gange skete det, at han mistede bevidstheden fordi han var så sulten og tørstig og samtidig frøs så voldsomt. Først efter lang tid kom han til bevidsthed. Efterhånden vænnede han sig til disse fortrædeligheder; og han generedes ikke længere af dem. Da han var nået så langt, blev han i stand til at klare alt. Han bad manden fortælle sine brødre, at han havde kamikker, der var laver af bark og syet med rodgren i stedet for senetråd. Han skulle også hilse og sige, at han sammen med flere andre boede i et hus på en nunataq. Når disse indvånere faldt i snak om, hvorfor de var gået hjemmefra, og så begyndte at stikke hinanden med knive, plejede det at være rigtig uhyggeligt. Selv flygtede han så altid ud af huset. Han fortalte også, at han savnede sin familie. Og fordi han ikke evnede at gå ind i deres hus og se dem dér, gik han hen for at se til dem, når de boede i teltet på deres fangstplads. Han gik hen til dem om natten. Så fremsagde han nogle trylleord og fik dem til at falde i søvn. Så løftede han teltets bagvæg (skindene) og kiggede på dem ovenfra. Når han havde gjort dette, følte han sig tilfredsstillet; og han plagedes ikke længere af længsel efter at se dem. Og han sagde, at hans legeme var dødt, og det kun var ånden, der styrede ham. Han udtalte endvidere med stor vægt, at der var én ting, som disse qivittut var bange for, og som de ikke kunne glemme - nemlig at de vidste at der var en frelser til. Det, de gruede og frygtede for, var, at denne frelser ville komme for at dømme. (Da han sagde dette, fik manden, som han snakkede med, en forfærdelig medfølelse med ham; og han opdagede, at han fik tårer i øjnene. Han opfordrede qivittoq'en til at vende tilbage, og lovede, at han nok skulle ledsage ham). Han svarede, at det ikke kunne lade sig gøre. Endelig fik han sagt, at der var én ting, han hele tiden havde savnet - og det var pibeudkrads til skrå, som manden han traf, måske kunne give ham. Manden gav ham lov til at tage noget pibeudkrads. Han tænkte at han nok ikke fik sin tobakspung tilbage. Men den anden sagde: "Du skal nok få den (imakûsivine, sin pibeudkradspung) (ajortúngornaviángilak - der sker den ikke noget). Læg den her oven på stenen, og gå lidt væk. Jeg kan ikke gå helt hen til dig. Det er farligt på grund af min ånde." Manden gjorde, som der blev sagt. Endelig sagde qivittoq'en, at nu ville han tilbage til det område, hvor han boede. Han bøjede det ene ben; så lod han, som om han roede i kajak. Han drog af sted med mægtig fart hen over land, idet han fulgte de små fordybninger, ind i landet, som ikke så særlig indbydende ud.
Var.: Søg på Ikuunia. Vedr. forstillinger om qivittut, der sine steder er blevet stærkt farvede af kristen dæmonisering - søg på qivittoq; qivittut.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Ikuunia var en såre berømt qivittoq i Kap Farvel området, hvor man endnu i 1950'erne fortalte om ham. Overensstemmelser i detaljer mellem denne og flere af de sydgrønlandske tyder på, at fortælleren må have nære forbindelser til folk i dette område. |
Renen og parpaligamik uniakagtagdlik / unikattallik (Dyret med jernhale)
Dokument id: | 1357 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Renen og parpaligamik uniakagtagdlik / unikattallik (Dyret med jernhale) |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 318, nr. 38 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 256 - 259. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 284 - 285. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 292.
Resumé: En dygtig fanger og dyret med jernhalen forfølger sammen en ren, der smutter ind i en hule og lover manden en tjeneste, hvis han holder indgangen spærret for dyret med jernhalen. Dette dyr ønsker med effekt, at han aldrig må fange mere. Men renen har til gengæld anvist manden et godt bærsted under sneen i en stens læside. Manden og hans kone lever godt af revlinger / sortebær året igennem.
Hist.: Renernes forsvinden fra Ammassalik området knyttes til jernets komme. |
Saligûnguna auvariarimateqaoq / Saliquunguna aavariarimateqaaq
Dokument id: | 451 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Mathiassen, Josef |
Nedskriver: | Petersen, Karl |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Saligûnguna auvariarimateqaoq / Saliquunguna aavariarimateqaaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 3, side 4 - 6 |
Lokalisering: | Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Salik, den ivrige rensdyrjæger Engang kajakken trængte til nyt betræk, tog Salik på renjagt tidligt om morgenen, og først da han var af sted, kom han i tanke om, at han havde glemt sin økse. Så vendte han om. Han gik i land, og da han kom op til huset, opdagede han, at den var kommet en gammel fjeldgænger derind. Han gik ind og da han længe havde lyttet til fjeldgængeren, der fortalte løs, sagde denne skam at han var ude efter noget spæk, så han kunne blive tungere. Da fangeren så spurgte ham: "Hvad hedder du?" svarede han skam: "Jeg hedder Salik!" Tænk, så var det altså en navnefælle han her havde mødt. Og han fortalte fjeldgængeren, at han hed det samme. Fjeldgængeren fortalte, at han også var taget af sted på renjagt på et tidspunkt, hvor hans kajak trængte til at få et nyt betræk. Da de kom til deres lejrplads, gik der at par dage, hvor de ikke kunne komme på jagt. Da det endelig blev godt vejr, tog de øvrige afsted, mens han måtte blive hjemme, fordi hans kajak netop skulle betrækkes. Så begyndte en af kvinderne at stikke til ham for ikke at være særlig ivrig efter at komme på renjagt, når han ikke tog afsted. Så hidsede han sig op, for de var også alt for længe om at den kajak betrukket. Ja, han blev så vred at han svedte af det. Så såre kajakken var færdig tog han afsted med bare en lanse som redskab. Han fortalte: "Mens jeg roede langs stranden, hørte jeg noget støj bag mig. Jeg vendte mig om mod støjen og så en stor renbuk, som havde hidset sig voldsomt op. Jeg gik i land med min lanse og nedlagde den. Jeg fjernede talgen fra den ene side af dyret og forlod den. Mens jeg roede, fik jeg endnu engang øje på en stor renbuk. Jeg gik i land, jagede og fangede den. Jeg kom ned i kajakken, roede videre, og kom til et sted med en stendynge, hvor jeg gik i land. Jeg bar min kajak op, og da jeg havde placeret den mellem stenene, trampede jeg den i stykker. Jeg vandrede rundt og kom så til en nunatak. Da var mine kamikker blevet så våde, at jeg vendte vrangen ud på dem for at tørre dem. Så fik jeg øje på en lille sort plet på indlandsisen. Det forekom mig, at den blev større. Mens jeg stirrede på den, fordi den voksede så forfærdeligt og blev så stor som en konebåd på stillads, blev jeg bange og vendte retten ud på mine kamikker for at få dem på, hvorefter jeg flygtede væk. Tænk, væsenet gik efter lugten af kamikkerne. Det kom nærmere og nærmere, og jeg begyndte at hopppe over de store revner i indlandsisen. Nogle gange syntes jeg, at revnerne var for brede, men sprang alligevel over dem; men væsenet skrævede blot over dem. Så var der en meget bred revne, som jeg egentlig var bange for ikke at kunne klare. Jeg sprang alligeval over dem, da væsenet nærmede sig alt for hurtigt. Under springet vendte mit ansigt først fremad, så bagud, og da jeg landede på den anden side, vendte det fremad. Da jeg nåede over flygtede jeg videre. Så hørte jeg en mægtig støj; og da jeg vendte mig om, så jeg væsenet var på vej ned i den store revne med ryggen imod mig. Jeg gik hen til det, og jeg kunne kun høre, at det rungede voldsomt dernede, hvor det styrtede ned.
Da han sluttede sin beretning, opdagede han, at solen var ved at komme dér, hvor den skulle gå ned. Han (mennesket Salik) skyndte sig afsted efter konebåden (med hans husstand). Han nåede frem til lejren og tog ud på renjagt. Det var hans sidste renjagt, fortælles det.
Var.: Saalik; Salik |
Sanimuinak's fortælling om, hvorledes han blev angekok / angakkoq / åndemaner
Dokument id: | 575 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Sanimuinak's fortælling om, hvorledes han blev angekok / angakkoq / åndemaner |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 326 - 329, nr. 46 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 283 - 293. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 291 - 293. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 298 - 300.
Resumé: Sanimuinnaq beslutter at blive åndemaner, da hans mor slår ham med opstanderen fra en lille slæde han har lavet. Gnidestedet, hvor han gnider en sten solret mod en anden, er en fjeldrevne, der vender mod solopgangen. En ånd taler til ham fra revnen. Af skræk mærker han sine indvolde oppe i halsen og spiser siden ikke indvolde. Han arbejder heller ikke mere i jern. Tredje gang ånden taler, ber den om at komme op. Det er et krebsdyr, måske en krabbe i overstørrelse, der blir hans første hjælpeånd. Næste forår gnider han igen og blir træt af at gnide, men stenen snurrer af sig selv solret rundt. Ånden der kaldes op af jorden er en dværg i hvid pels, med sorte arme, krøllet hår og et træredskab til laksefangst. S. har fået sin anden hjælpeånd og mister bevistheden. Den tredje hjælpeånd er en barneånd med spidst, skaldet hoved. Den kommer op af en elv fra en indsø. Den fjerde ånd kalder S. op af en indsø med stenkast. Det er ferskvandets bjørn, der æder ham. Han mister først bevistheden, da den æder hans hjerte. Han vågner nøgen og hans klæder kommer flyvende efter ham, hvorefter han ser og får tre elv-dværge, den ene med barn i amaaten. Senere forvandler tre kajakker sig til tejster for hans øjne, og den narhval, de bugserer, bliver til en torsk (uuaq), der synker til bunds. Dernæst får han to skyggeånder, Kuiteq, der skriger "ungaa" som en nyfødt og Amortortoq. Den skriger "amoo", stammer sydfra og taler europæisk. Endelig får han endnu en skallet ånd med spidst hoved. Og han er engang sprunget op på ryggen af toornaarsuk, der skjuler sit skridt med hænderne. S. besvimer omtrent og kommer til sig selv liggende bag en stor sten.
Vedr. toornaarsuk står der i den håndskrevne oversættelse, at denne ånd holder med begge hænder om sit lem (penis), for at gøre det stift. Håndskriften slutter med følgende beskrivelse af Sanimuinnaqs seancer (åndemaninger): Når jeg gør mine tornaq-kunster bindes mine hænder sammen på ryggen; benene bindes sammen og hovedet med til dem. Jeg sidder på et vandskind og et andet sådant hænges for døråbningen. Når lamperne er slukkede, begynder trommen at gå rundt omkring hovedet, mens den trommer af sig selv. Skindet for døren rasler og bjørnen kommer brummende ind og spiser mig. Derefter kommer Amortortoq ind i huset, den traver omkring og brøler: "amo!" "amo!" Alle der er i huset, kryber sammen i krogene for at undgå den, thi hvis den kommer til at røre ved dem, da blive de sorte og dø. Jeg kan tale med ånden i et sprog som ingen andre forstår. Min ånd kan også føre mig ned under jorden og der kan jeg tale med andre ånder (innerssuit / innersuit)- Denne fortælling, dog i en langt bredere form, giver Sanimouinak / Sanimuinnaq tilbedste for familie og husfæller.
Hist.: S.' uddannelse til åndemaner / angakkoq afviger ikke fra andre lærlinges, bortset fra den normale antagelse, at den store bjørn, Søens Bjørn, troldbjørn ikke tjener som hjælpeånd, men kun som middel til at give lærlingen det indre lys (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.). Bjørnens funktion som hjælpeånd under seancen synes desuden at være den, at den beskytter Sanimuinnaq mod skræmmeånden, Amortortoq, der taler europæisk og således røber europæisk påvirkning. jvf. iøvrigt fortællingen med oplysninger om S.' ånder i Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 8.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation. Og vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) |
Sieterevarsusuak og Kobaluarsusuak / Fætterne, der ville have den samme kone
Dokument id: | 571 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Sieterevarsusuak og Kobaluarsusuak / Fætterne, der ville have den samme kone |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 322 - 323, nr. 42 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 271 - 274. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 288 - 289. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5):295 - 295.
Resume: Sieterevarsusuaq og Kopaluarsusuaq er ugifte fætre og bor i hver sin ende af en stor ø. S. har ingen kajak. S. ønsker sig K.'s niece til kone. K. fanger oftes to hvalrosser og går over øen med det halve af den ene til S. K. besøger S., ønsker S.s niece til kone. Hun er uvillig, men K. overtaler hende. En dag K. er på fangst røver S. hende. K. vil hente hende tilbage. Hun vil gerne, men K. må brydes med S., der dræber K. og genopliver ham ved at vende den dødes ansigt mod alle fire verdenshjørner. K. må vende hjem uden kone, men giver fortsat kødgaver til S., og de forblir gode venner.
Tolkning: Metoden / ritualet til genoplivning af den døde er en bevægelse verden rundt. S. og K. udveksler åbenbart niecer, men forholdet mellem dem er ikke ligeligt. S. har åndemanerevner, K. fangstevner, men i østgrønlandske myter tenderer hvalrosfangere at lide nederlag til en modstander med andre evner. |
Simon fra Qaersoq / Qaarsoq
Dokument id: | 1962 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Simon fra Qaersoq / Qaarsoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 146 - 148 + 166 - 167 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse:
Sîmuk Qaersormio / Qaarsormiu. En af de personer, man fortalte historier om fra den tid, hvor kristendommen blev indført ved Upernavik, var Simon fra Qaersoq. Nu vil jeg fortælle lidt om ham, idet jeg forsøger at følge, hvad jeg selv har fået fortalt om ham. Da mine forældre begge var børn i Upernavik, kendte de ikke alene lokali- teterne omkring stedet, men de kendte også til, hvad der var fortalt om forskellige personer i omegnen. Og de fortalte gerne om dem, og jeg hu- sker nogle ting, som jeg her vil fortælle om. Jeg kender ikke Simons navn før han blev døbt, jeg har aldrig hørt om det. Han havde boplads på syd- siden af Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq og havde et hus der foruden et hus i Naujât / Naajaat hvor han kom for at gå på fangst derfra. Han plejede at komme til Naajat midt om vinteren, hvorfra han drev kiggefangst lige ved en af de små øer ved Kingigtoq / Kingittoq (lige nord for Upernavik). Man kan endnu se hustomten efter ham. Simon var blevet storfanger, havde giftet sig og havde børn, som han holdt meget af; men engang døde et af børnene. Og det var i det bedste forårsvejr. Simon sørgede meget og undlod helt at gå på fangst og blev hjemme. Da tabu- dagene var omme, tog han på uuttoq-fangst, indenfor deres ø, hvor de boede. Efter at have fået fangst tog han hjem, selvom det ikke var blevet aften endnu. Og da der nu var dødsfald blandt hans børn, gik han bort fra land, da han nåede til Lomviefjeldet ved Kingittoq, som ligger på en del af Qaarsoq-øen. Det var et fuglefjeld, som han havde hørt, man skulle holde sig væk fra, når man var under tabu, og han var da ikke værdig til at være i nærheden. Det var ved den tid, hvor alkene og lomvierne var kommet. Da han var ud for lomviefjeldet og kiggede mod det på lang afstand, så han at hele isen nedenunder fjeldet vrimlede af lomvierne. Men da han så dem, tænkte han: Ja, normalt ville jeg gå derhen og fange alle de lomvier, jeg kunne få fat i, men nu er det "piungnaitsoq" (et ord man brugte om en, der på grund af tabu måtte holde sig fra visse ting), og jeg kan ikke gå derhen. Men til næste år ved denne tid, da vil jeg kunne fange dem. Idet han gik og tænkte sådan, hørte han ligesom nogen bagved sige: "Det er den slags man bare kan fange, så meget man vil". Han kiggede sig bagud men fandt ingen. Han fik standset sine hunde, stod af slæden og kiggede rundt til alle sider men så ingen. Så forstod han, at der ikke var noget der bandt ham til at holde sig fra fuglefjeldet, for han hørte godt ordene og forstod dem, nemlig, at man havde lov til at fange dem, hvis man havde lyst. Så lagde han hvad han havde på slæden ned på isen, og kørte så mod fuglefjeldet. Da han kom nedenfor det, bandt han sine hunde til et isskruningsstykke, og først da han havde fået lomvier nok, kørte han tilbage til det sted, hvor han havde lagt sine ting og læssede dem på igen. Og da han kom hjem til Qaarsoq, blev hans familie forskrækket. Men da Simon havde fortalt dem det han havde hørt fra luften, og da de stolede på hans ord, så beroligede det dem helt. Senere end denne begivenhed var Simon med nogle andre på slæde ned til Uummannaq for at handle. Der var danske i Uummannaq, og da de var kom- met frem, hørte Simon nogle gange kolonisterne tiltale en af dem ved navn, og så syntes han, at han aldrig havde hørt sådan et smukt navn før. Det var en, som de andre kolonister kaldte Løvstrøm (han var svensker). Og så tænkte han, at hvis han nu fik en søn, så ville han kalde ham ved det navn. Og det passede godt, for da han rejste hjemmefra, var hans kone gravid. De tog tilbage til den aftalte tid, og da han kom i nærheden af bopladsen, kom der folk for at hilse på dem, og de fortalte, at han havde fået en søn, mens han var væk. Og da Simon kom ind og så drengen, som man havde kaldt Tujormiaq, så gav han ham selv tillige det navn, som han syntes om, Løvstrøm. Og denne Tujormiaq blev forfader til de familier i Upernavik-distrikt, hvis familienavn er Løvstrøm. Det fortælles at Tujormiaq, da han blev døbt, fik dette europæiske navn til efternavn. Min nor plejede at sige, at da hun fik forstand, var der to gamle men- nesker, en mand og en kvinde, der begge hed Tujormiaq. Og hun havde altid hørt, at vore forfædre opkaldtes efter en bestemt person, og at man opkaldte børn efter afdøde uden at tænke på, om det var en mand eller en kvinde, der havde båret navnet. Simon var storfanger og samlede tilstrækkeligt vinterforråd, så der ikke alene var nok til hans familie, men også til hans bopladsfæller, så han var afholdt, især fordi han hjalp de forældreløse i den strenge vintertid. Og når det begyndte at knibe med spæk om vinteren, så fik han dem til at flytte ind til sig, for at de kunne få varmen. Og så kunne de altid vende tilbage til deres respektive huse ved forårstid. Og derfor skete det, når han havde samlet forældreløse og andre, der havde svært ved at klare sig i deres huse, at der kunne være så mange mennesker i huset, at han selv dårligt kunne sove roligt om natten og få udsovet for alle de mange mennesker dér på briksen. Og ind imellem satte han sig op, og i den stilling ventede han på morgenen. Og ind imellem, når de havde samlet en masse mennesker på den måde, og de skulle spise, og de tog frossent kød ind, så skar han det i stykker. Og hver gang havde skåret et stykke, så gav han det til en anden, ind imellem et godt stykke frossent kød, så der ikke var noget tilbage, og ingen lagde mærke til, om han selv havde spist. Men de smuler, der smuttede ud fra delingen, puttede han i munden og slikkede sin kniv ren og stak den så fast i loftbjælken. Og når hans kone så sagde til ham, at han skulle tage et andet stykke ind og spise selv, så svarede han altid, at når han havde bespist så mange sultne mennesker, så følte han sig selv mæt ved det og ikke længere sulten. Derfor var der mange mennesker der holdt af Simon, og man troede ham på hans ord. Og det var både børn, forældreløse og ældre mennesker han hjalp. Da der kom danske til Upernavik og der kom missionærer, var Simon en af de første, der blev døbt. Da han var døbt, vendte han tilbage til Qaarsoq, sin boplads. Da han skulle hjem, overtalte man ham til at blive kateket og undervise børn og voksne på bopladsen, og da han åbenbart var lærenem, blev han kateket på sin boplads. Men han var kun kateket ganske kort tid, for da Upemavik blev forladt på grund af den store krig, og alle danske forlod stedet, og selv missionæren rejste hjem, holdt Simon op med at undervise. Og mens han var udøbt, havde han været en "hovedvipper" / hovedløfter, qilassartoq. Og da nu missionæren var rejst, blev han hovedvipper igen. Men der gik nogen tid, og så kom der atter danskere til Upernavik, og han blev da kateket for anden gang. Og denne gang opgav han sin hovedvipning for alvor, fordi det ikke var nogen kristen skik. Det siges, at han var meget omhyggelig i sin undervisning, og at han plejede at undervise børnene om morgenen før gry, mod dagningen, fordi de endnu havde livet foran sig. Men de gamle underviste han henimod aften, fordi deres liv ligesom gik mod aften. Mens Simons børn voksede op, boede han sammen med dem ved Qaarsoq. Men da de var blevet gift og havde fået børn, fik han børnebørn, som han holdt meget af. Og en vinter døde et af hans børnebørn. Dengang var Simon ble- vet gammel, og var holdt op med at gå på fangst. Om foråret, da vejret var ved at blive varmt, og solen skinnede og varmede uden for om dagen, gik han ud af huset og op til sit barnebarns grav og satte sig ved siden af den, og dagen lang sad han der ved siden af, ligesom om han "ledsagede barnet". Og først om aftenen gik han ned. Engang mens han sad dér som sædvanlig, og alene, var det som om nogen bagved ham sagde: "Nu har du kun to dage tilbage at leve i." Ordene var meget klare, og han lyttede lidt, om der skulle komme mere. Så rejste han sig og kiggede rundt, men han så ingen. Han syntes dog han havde hørt noget ligesom vingeslag, efter at ordene var blevet sagt. Efter forgæves at have kigget sig omkring gik han atter ned til huset. Og da han var kommet indenfor, fortalte han de andre, hvad han havde hørt, og sagde så: Nu er jeg rask. Jeg vil måske dø, når der er gået to år. Det siges, at hos Herren er et år som en dag. Prøv at læg mærke til hvor mange år jeg endnu lever. Og Simon døde, da der netop var gået to år. Simon døde på bopladsen Inugsuk / Inussuk, som dengang var beboet. Han var meget gammel, og da han blev syg der, blev han ind imellem ligesom væk og kom til sig selv igen. Og når han kom til sig selv, læste han op for sine slægtninge af Bibelen, og også for nogle af deres bopladsfæller. For nogle af bopladsfællerne var endnu hedninge. Ind imellem blev han ramt af sindsforvirring, og han rejste sig fra sit leje og grinte lidt, som om han grinte af noget i luften. Og når hans husfæller tog fat om ham og lagde ham ned, sagde han: Når de forældreløse, som jeg havde ondt af, når de frøs om fingrene, og jeg gav dem varme, og de genkendte mig og kom mig smilende imøde, så havde jeg det godt. Og ind imellem navnte han navne. Men det var navne på personer, der var døde for flere år siden. Og da Simon skulle dø, var det sidste han sagde: "Jeg går hen til et sted, hvor der er det evige liv." Dengang havde man sagt til folk i Upernavik distrikt, at når forholdene ikke forhindrede det, og en kristen døde, så skulle de bringe vedkommende til Upernavik, for at vedkommende der kunne blive begravet i indviet jord. Da Simon døde som kristen, gjorde man to slæder klar, og der var ikke så langt fra Inussuk til Upernavik. Således kunne de ved daggry bringe hans afsjælede legene dertil, og fordi det var en person, de havde haft tillid til, mens han var i live. Og henad morgenen startede så slæderne. Mens de kørte mod Upernavik, var der i et hus i Upernavik et ægtepar, Tuua og Uvsupi / Ussupi, der vågnede tidligt om morgenen. Og Tuua fortalte sin kone, hvad han havde drømt: Jeg drømte, at jeg kom ud af huset, og da jeg kiggede mod havet og isen, så kom der fra næsset derhenne to slæder, og den ene med et lig. Da jeg gik ned for at høre, hvad det var, sagde de, at det var Simon, der var død. Og derfor var de kommet med hans lig. Da de sagde, at jeg skulle gå op til præsten for at give ham besked blev jeg betænkelig, for jeg turde ikke rigtig gå ind hos danskerne mens de sov. Men da jeg alligevel gerne ville meddele ham Simons død, fik jeg en idé. Jeg gik hen til koloniens klokke og gav den to slag. Og så kom præsten ud, hvorefter jeg gik hen til ham og fortalte, at Simon var død. Og drømmen var så klar, at jeg blev lysvågen, straks jeg vågnede. Da han havde fortalt om sin drøm, tog han tøj på, og da han var kommet ned på gulvet, hørte de klokken slå to slag. Ingen af dem sagde noget, men Tuua og hans kone kiggede på hinanden, for hvem ville dog ringe så tidligt om morgenen. Tuua gik hen til vinduet og kigge ud. Da han havde stirret en passende tid, dukkede to slæder op ude ved næsset, den ene med læs på. Og mens han rejste sig fra vinduet sagde han til sin kone, at der kom to slæder, den ene med læs på. Så hans drøm blev virkelighed.
ss. 166 - 167 Så kom slæderne med Simons afsjælede legeme. Men da de prøvede at finde ud af, hvem der havde slået de to klokkeslag, fandt de ikke ud af det. Således kom Simons afsjælede legeme til den kristne kirkegård og blev lagt til hvile der. Min mor havde kendt både Tuaa og hans kone, og hun sagde, at Tuua's kone, Ussupi, var hendes faster, hendes fars storesøster, og hun skulle flere gange have hørt dem selv fortælle om det. Min mor havde også set Simons sønner, Tujormiaq, og hans lillebror, Uvigdluaq / Uilluaq, mens de levede i Qaarsoq. Og hun havde selv besøgt dem i sin barndom. Og nu vil jeg lige fortælle om en slædekamp, hun havde fået fortalt om af Tujormiaq: Han havde et europæisk navn allerede før han blev døbt, Løvstrøm. Engang fulgte han sin far til Naajat / Naajaat på kiggefangst. Og det var om foråret, da de lyse nætter var begyndt, at der kom folk til huset for kappes i boldspil. Og der kom folk med slæde både fra Upernavik og egnene for at spille bold ved Naajaat. Og det var som sædvanlig et sælskind, der var fyldt med noget tungt til at spille ude på isen med. Tujormiaq og andre børn, store børn i samme alder, gik rundt mellem de forskellige slæder og så mændene gøre slæderne og hundene klar til dysten. Der kom også en mand nordfra, og da de gik hen til ham, så de, at hans små hunde havde skagler, der virkede alt for store til dem. Og hundene var også magre. Og skaglerne var så store, at nogle af hundene var lige ved at glide ud af dem. Men manden, der havde dem, klappede dem, og klarede skaglerne og sagde til hundene, at de skulle være klar. Og så råbte han pludselig til de andre slæder, som han havde fulgtes med nordfra, at de skulle prøve at komme med bolden herover på hans slæde. Og da han havde råbt det, opdagede folkene sydfra, at hans bopladsfæller, til trods for at de havde meget bedre hunde, prøvede at anbringe bolden på hans slæde. Det lykkedes også for en af dem, der kom nordfra, efter nogen dysten at bringe bolden ud af en klynge. Og endnu inden han blev indhentet af nogen af de andre, nåede han manden, hvis hunde havde for store skagler og lagde bolden på slæden. Straks kørte manden nordpå. De forskellige slæder kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde nordpå. Og man regnede med, at de snart ville vende tilbage med bolden. Men der gik nogen tid. Lidt syd for Tasiusaq ligger nogle øer, som nu kaldes Erqordlikut / Eqqorlikkut, men som dengang kaldtes for Navssât / Nassaat. Først langt hen på natten vendte slæderne tilbage, og de havde ikke fået fat i bolden, fordi den var blevet kørt fra dem nordpå. Og de, der vendte tilbage til Naujât / Naajaat, fortalte, at de lige efter starten nok havde kunnet holde afstanden. Men da de nåede ud for Navssat / Nassaat, så spredtes hundene, hvis ejer havde bolden på slæden, og der stod ligesom tåge af snestøvet efter hundene. Og man kunne på sporene se, at de tog større og større spring. Og man kunne også se, at slæden kom længere og længere foran. De standsede så allesammen på isen og nød at se en god slædekører fare nordpå. Og inden længe forsvandt slæden helt ud af syne. De havde aldrig før set hunde, der kunne løbe så hurtigt, og som var så udholdende. Han måtte være en af dem, der havde hemmelige signaler til hundene. Det var jo normalt blandt vore forfædre, at man ikke fortalte noget videre om nogen, der kunne klare mere end de andre, selvom disse selv ønskede at vise sig. Og de plejede jo også at vente med at vise sig, til de virkelig kunne vise sig.
Var.: Hans Lynge 1967: s. 56 Qilaneq
Hist.: Ifølge "Uddrag af Martêraqs selvbiografi" ved Regitze Søby, Tidsskriftet Grønland 1973: 309-319, var hans far født i 1845 og mor i 1850, begge Upernavik.
Ifølge prof. em. Robert Petersen (pers. medd.) giver de ældste kirkebøger fra Upernavik uklare oplysninger om denne Simon, hvis grønlandske navn Marteeraq åbenbart ikke kendte. Der nævnes to Simon'er, en (Ungaaq) der i 1827 var 54 år, fra Kingittoq, og døbt i 1783 som 10-årig, - og en anden (hedensk navn ikke nævnt), der i 1834 var 52 år og boede på Inuksuk. Der kan være tale om samme Simon, selv om de to nævnte ikke har ganske samme alder. Deres koner hedder det samme, men ikke deres børn (med mindre de hver havde flere navne og er benævnt forskelligt i arkivalierne, se ndf.). Desuden er det kun Simon fra Inuksuk har en søn ved navn Tiormiaq / Tujormiaq. For ingen af disse to Simon'er kan det dog passe at han (som mindreårig) skulle have været spåmand (qilasartoq ved qilaneq-metoden) før dåben. Vedr. navngivning har Martêraq - stadig ifølge Robert Petersen - selv følgende udredning i sin (selvbiografi): Mêraugatdlarama oKakugpalârsiáka, 1952: 200-202: Det første navn et barn fik tog ikke hensyn til om barnets og den dødes køn var det samme, men græd barnet og fortsatte med det, fik det navne fra døde af sit eget køn. Barnet beholdt alle disse navne, men det navn, der havde stoppet gråden, blev kaldt for dets rette navn: atavia. |
Solen og månen
Dokument id: | 1123 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Solen og månen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 268, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 100 - 102. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 243. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253.
Resume: "Solen og Månen" Månen bor i hus med sin søster Solen i Ammassalik området. Han lægger sig hos sin søster, når lampen slukkes om aftenen. En nat smører hun sod på hans skulder, for at opdage, hvem han er. Da hun næste morgen ser sodpletten, skærer hun sit ene bryst af og kaster det hen til ham med ordene: "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tar en pind med lampemos, stikker ild til den og stiger til vejrs. Månen tænder ild i lampemos på sin isskraber, men ilden slukkes til glød, da han stiger til vejrs efter hende. Med mellemrum puster han til gløderne og gnisterne blir til stjerner. Undertiden må han ned til jorden på sælfangst. Solen lyser og varmer godt, fordi lampemosset endnu brændte, da hun nåede til himmels.
Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun. Overkateket Hanseeraq fik en anden version, hvor stjernerne opstår, da månen brænder sig på solen. Ifølge Hanseeraq kaldes Månen Ijakak og Solen Sungula. |