Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre ægtepar boede helt alene, uden bopladsfæller.

Det ene barn efter det andet døde for dem.

Engang de fik et barn, talte de sammen: "Lad os denne gang prøve at våge

over det." Midt om natten, hvor der ikke var mennesker, hørte de et

drøn og så / forstod?, at det var én, der kom op på taget. Så så'

de en stor hånd komme frem og styre direkte imod deres lille barn. Da

de så dette, skar de hånden over. Der blev ikke sagt noget deroppefra;

men de kunne høre væsenet komme ned fra taget. De sagde: "Hvis det har

fæller, skal de nok vise sig."

Engang da de som sædvanlig vågede, hørte de et drøn sent på aftenen.

Denne gang kom drønet udefra, uden for vinduerne. Så sagde den

derudefra: "Ham/hende med spalten (enten manden, som har fået hånden

skåret af, eller en kvinde (med "revne" for neden) er han derinde?"

De svarede: "Der kommer aldrig mennesker hos os!" "Han/hun tog afsted

igår, og er endnu ikke kommet tilbage."  Da den talende havde

fjernet sig, sagde de til hinanden: "Lad os følge dets spor imorgen."

De fandt en indlandsbo liggende død. Han var forblødt. Efter dette,

fortæller man, forlod de deres boplads.

Var.: muligvis.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

Var.: Rosing Ajaateq.

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner

Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér.

      Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet.

      Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Virker autentisk

Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads

med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til

åndeflugt.

Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel

egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over

jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje

på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde

fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik

udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!"

(åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod

ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han:

"títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik

igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen.

Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til

ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu".

Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er

kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de

derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én."

Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine

bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore

indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor

kvinde.

Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud

ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de

gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store

briksefæller.

Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da

han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved

enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt

fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle

støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede

direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne

undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik

glip af ham, fløj blot forbi.

Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt

over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en

flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem

gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage.

Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq.

byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde.

Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så

var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og

gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?;

betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende

og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret,

fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen

binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han

kunne bytte med.

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.

Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.

Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er

borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk:

"tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske

lidt med knytnæven.

Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen

latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist

ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker

en kniv i låret på sin kone af jalusi.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 63 - 68.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 241 - 242.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 251 - 252.

Resume: Arfersiatok. Hvalfangersken.

Et ægtepars eneste barn dør. Af sorg forlader manden sin kone og

rejser bort med konebåden. Hun er gravid og går ind over land gennem

en lang dal til kysten, hvor en død hval er strandet ved et forbjerg.

En måge hakker i den. Hun bærer kødet ind i land, bygger et hus af

knoglerne som tagtræ og tarmene som vinduer. Hun føder en datter og

giver det dukker af sælluffeknogler at lege med. Om vinteren fanger

hun ræve i snarer med hvalkød som lokkemad og får skind nok til at

betrække briks, vægge og tag. En dag mens hun syer vinduesskind,

vælter en af pigens dukker og begynder at løbe. Hun leger seance med

dukkerne, der fortæller, at pigens far er på vej. Moderen tror det

ikke, men han kommer, får hendes historie med hvalen og rævene, sover

med hende om natten, men hun vil ikke med ham tilbage. Hele vinteren

lever hun og datteren af hvalen. Om foråret drager de ud til mandens

sted. Han skiller sig ved sin ny kone og tager sin første kone tilbage.

Senere dør han. Men hun kan klare alt og fanger både sæler og andre

dyr.

Var.: Qaarnartoq Aaneralaarlu.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.248 - 250.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo,I, Meddr. Grønland 39(5):290.

Resumé:

Aariassuaq og hans ven holder ofte trommedans og beslutter at

fortsætte efter døden. A. dør. Vennen kommer til hans grav med flere

konebåde i følge. Vennen kalder gentagne gange på A. Gravens dæksten

snurrer rundt, A. kommer til slut ned fra himlen, stenen vælter fra

graven, han tar sit lægben og skulderblad og begynder at tromme med

øjnene ude af hulerne og stiger så til vejrs i solens bane (i spiral,

BS). Den ene konebåd kæntrer. Den anden redder sig ved sin amulet af

et aborteret foster.

Var.: Ariassuaq

Hist.: A.s grav siges at ligge på sydøstkysten mellem Illuluarsuk og

Akorninnaq, men fortællingen med samme navn kendes også fra

vestkysten. Den er enten gammel eller bragt med af tilflyttere fra

østkysten.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 45, ss. 236 - 245.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 8, ss. 25 - 28.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 78, ss. 410 - 413: Arnarsarsuak, the Kivigtok Woman.

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

Om en qivittoq. Arnarsarsuaq er eneste søster til mange brødre

der ikke vil gifte hende bort. Hun bliver gravid, hånes af husets

kvinder og går hjemmefra, hvor hun føder et foster, der bliver

hængende ved hende. Da hendes brødre derhjemme er døde (formentlig

dræbt af deres anngiaqsøster ifølge Rinks note ndf.)

flytter et par plejesøskende som A. tidligere tog sig af, ud til en

øde ø, hvor plejebroderen får den ide, at synge A.s kælevise. Hun

kommer straks til stede helt inde fra indlandet og søger at berolige

dem med, at hun nu endelig er renset for sin anngiaq (et foster født i

dølgsmål). Lidt efter lidt får hun overbevist dem om sin godhed og

flid, og plejebroderen gifter sig med hende. Plejesøsteren bliver

bange da A. skal føde sit første barn. Barnet er da også en bjørn,

men intet ondt sker. A. får endnu en bjørneunge, og da bjørnene er

blevet voksne flytter husstanden hen til andre mennesker, hvor

bjørnene bliver bange og må beroliges af faderen, der forklarer dem,

at de jo også er mennesker. Ligeså må han forklare bopladsen, at

bjørnene jo blot er hans børn og derfor ikke skal jages. Bjørnene

gifter sig på stedet, fanger til alle, når vejret hindrer andre i at

fange, og da familien flytter tilbage til øen, flytter flere fra

bopladsen med dem.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 45, s.332 - 333.

Hist.: Hér er der sket et kraftigt brud med traditionen, hvor dyr

generelt aldrig kan integreres til fulde i menneskers samfund. Ganske

vist afskærer familien sig igen fra andre mennesker og flytter tilbage

til deres ø, men flere fra de nye slægtninges (bjørnenes koners)

boplads flytter med. Traditionelt har inuit altid identificeret sig

mere med bjørne end andre dyr, men denne komplette identifikation, der

i sidste ende formidles af de nærige brødre, men også af søsterens

"renselse" som qivittoq, er overraskende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): " En bjørnemyte",

og Sonne 1996: Genuine Humans and "Others". Cultural and Social Research in Greenland 95/96. Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)

De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i

Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage

sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted.

De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig

aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!"

Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på

denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at

undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord

for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj

lidt nord for deres boplads.

Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det

samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og

forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han

nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit

blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin

kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen:

"Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise

bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og

begav sig op.

De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at

den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se

at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på

udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i

den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen

i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål,

løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål.

Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham.

Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham

i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han

ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han

fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans

legeme og smed stykkerne ud.

Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje

med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den

anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke

længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog

aldrig mere sydover.

Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En kajakmand på besøgsrejse gik ind i et hus hvor der i

den ene ende var én, der var helt brun, og i den anden ende én der var

sort. Det viste sig at det var en måge og en ravn.

Den ene af beboerne sagde: "Gå ud og hent ammassætter!" Da denne kom

ind med dem satte han dem frem. Mågen hviskede til gæsten: "Sikke

noget buskads at byde dig". Gæsten spiste kun lidt og holdt op. Den

sorte (ravnen) sagde noget. Han serverede noget ørred oven på noget,

der smagte af fiskeslim. De bød ham på laks. "Jeg vil spise laks på

den anden side af den store elv med lystrene hængende oppe," sagde

han. Værten kiggede ind under briksen med korte mellemrum. Så kom der

et menneskelignende væsen frem og sagde: "Det er første gang jeg ser

ham. Ja, jeg har just lige set ham". Det (væsenet) bestilte ikke andet

end at dreje rundt på gulvet. Den sorte kiggede ud af vinduet og

sagde: "Ningaaviarsuk ("ningaaq=svigersøn/svoger. En slags

svigersøn/svoger- eller: måske et navn på en person?) har fanget en

"kalungmeq"(?) Jeg skulle sige, at I skal ud og hjælpe med at slæbe

det (hen over land)." Da de havde slæbt det, gik han (gæsten) sin vej

og siden gentog han ikke sit besøg. Det var en måge og en ravn i

menneskeskikkelse.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

Tolkning: Flere replikker er temmelig uforståelige - måske en slags åndesprog? Væsenet, der kommer ud og snurrer rundt svarer muligvis til et afsnit fra Klemmens

fortælling nr. 14, hvor både ungkarlen og den tossede sorte sjæl drejer rundt.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2' læg 7, s. 132 - 133: "Inorrôrtut" / inorroortut.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand blir i indlandet inviteret ind i et hus og beværtet af et

ægtepar i brune klæder med et kæmpeblåbær. Det er sødt og gør ondt i

tænderne. Da han er gået ud, er huset forsvundet, og i stedet ser han

to bier summe i en klipperevne. Derefter mister han lysten til at gå i

indlandet alene.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jeg begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Kommentar: Bierne må være humlebier - andre slags levede ikke i Grønland - med mindre de en overgang har været indført indtil de uddøde. P.t. er der atter forsøg på biavl - i Sydgrønland (Ole Hertz)

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:96 - 99.

Resumé:

Fortællingen skildrer forskellige metoder til renjagt og slutter med

Kunuks langvarige, ihærdige forfølgelse af en rentyr, der undervejs

slår følge med en renko med kalv. Han dræber tyren og koen, dier koen,

falder udmattet i søvn, vågner op, da kalven vil til yveret, stikker

den ned, flænser tyren og sover i dens skind, da jagtkammeraten,

Pualuna endelig når frem.

Hist.: Denne Kunuk er ikke identisk med vest- og østgrønlændernes

sagnhelt, men en historisk person. Inughuit / polareskimoerne lærte at jage

rener med bue og pil af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Senere

fik man bøsser. Hvalfangere og ekspeditioner jagede også rener. I

1910'erne var renerne udryddet i Thule-området.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 151 - 152: ivngerutit.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Aângewaleq / Aanngualeq ? var nær veninde med Mawsaligtoq / Massalittoq ?, der var blevet døbt, for at hun kunne gifte sig med tjenestemanden Philip Petersen. Trods dåben fungerede hun dog stadig som åndemaner / angakkoq, og hun dyrkede ofte trommesang med sin veninde. Denne, Aanngewaleq, blev så udfordret til trommestrid af manden Itakewdlik / Itakerlik ?, og skønt hun vægrede sig ved at synge mod en mand, pressede han hende til at give efter. Han hånede hende for at omgås de danske og være veninde med en, der var gift med en dansker. Hvorefter Aanngewaleq svarede i sin sang, at han måtte have udfordret hende, fordi han ville fri til hende i den tro, at hun var en ganske anden end den ubetydelige kvinde, hun faktisk var. Publikum jublede over dette udsøgte svar.

Selve trommesangen er inkluderet i teksten.

Hist.: Mawsalittoq / Mavsaligtoq blev gift med Petersen i 1839.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig.s håndskr.: NKS 2488, VII: 70h(?) - 73v(?) (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 187 - 190: Panik qivittoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 226.

Dansk resumé i Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 119 ss. 133 - 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 140, s. 468: A Woman named Arnasugaussak.

Resumé:

Arnasagaasaq er så højt elsket af sine forældre, at de end ikke bebrejder hende et uægte barn, hun har fået. Men en dag hun kommer til at knække sin mors eneste synål, skælder og smælder moren hele dagen. Faren bebrejder moren, da han kommer hjem, men lader så forstå, at datteren godt kan forsvinde til indlandet. Hun hører det hele, pakker om natten og tager til fjelds, hvor hun om dagen gemmer sig for de eftersøgende forældre, der dog mest beklager, at hun har taget sin mors eneste ulu / kvindekniv med.

Arn. møder og gifter sig ind i først en flok ryper i menneskeskikkelse. De fanger sæler, der i den synlige verden blot viser sig at være mos, da de små mennesker flyver op som ryper. Dernæst er det rener, hvor det først er, da de er taget til indlandet om sommeren og bliver jaget af mennesker, at de forvandler sig til rener. Arn.´s mand bliver også dræbt, og hun har været så længe i den anden verden nu, at hun må besørge og træde i sin egen afføring for at blive synlig for mennesker. Hun klarer ikke deres invitation til at spise renkød og tager tilbage til indlandet, hvor alle hendes udtalte ønsker om mad opfyldes i form af laks, en gryde over ilden til at koge dem i, to svaner i slåskamp, og til sidst en nedlagt hval, som man er ved at flænse, og som viser sig at være fanget af hendes onkler. Hun har igen gjort sig synlig vha. sin egen afføring, men forvandles derfra til sten.

Var.: Qivittoq 123; Den knækkede synål og lignende mindre forseelser, som moderen beklager sig over, er en af overleveringens hyppigste årsager til at blive fjeldgænger / qivittoq. Normalt er det dog kun en mild bebrejdelse, der får denne voldsomme virkning. Men hos Kreutzmann skældes der kolossalt meget ud i mange fortællinger.

Pikivakitsanaat er beslægtet. Søg iøvrigt på qivittoq.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Moral: Iøvrigt afviger denne variant en del fra andre qivittoq-fortællinger, især den sidste forvandling til sten er speciel. Formentlig hænger den sammen med Kreutzmanns afsky for sex mellem mennesker og dyr, der også præger andre af hans fortællinger.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.

Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på

kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros.

En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem

ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror

sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn

har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance

vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over

vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget

land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under

bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der

kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes

fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at

trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle

mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens

testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge

sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og

fortæller om deres udlignende hævn.

Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på dansk.

Resumé:

Under Kanes ekspedition frøs skibet inde, og den del af dens medlemmer

med Hayes og tolken Carl Petersen som ledere søgte ned mod Upernavik i

åbne både i sommeren 1854. De må vende om og overvintre nær Tasiusaq,

hvor forbikørende slæder giver dem mad. Tre mænd, der har nedlagt en

bjørn, gemmer deres bytte af vejen, inden de går op til de hvide, der

dog ved, at de har fanget. De overnatter på de hvides vis i mørke, kan

ikke finde deres klæder, da de vågner og må i de besynderligste klæder

sætte efter de hvide, der også har stjålet deres slæder og hunde, men

ikke forstår sig på slædekørsel. Bjørnejægernes latter, da de når frem

til de hvide, afværger Hayes' forsøg på at skyde dem, og de

transporterer de hvide tilbage til det indefrosne skib.

   Rasmussen referer derefter tolken Carl Petersens beretning om

episoden, og tilføjer Arnaruluks afslutning, der priser de hvide

lykkelige, fordi deres tyveri mislykkedes. Ellers var disse slette

slædekørere døde af sult undervejs.

Hist.: Historisk beretning.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 233 - 240.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 278 - 279.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 286 - 288.

Resumé:

To brødre er åndemanere. Alle stedets kajakmænd forsvinder en

efter en. Brødrene ror inde i fjorden, hører nogen råbe "matta,

matta", inviteres op til et stort hus, ser deres dræbte fællers

redskaber og kajakker i en kløft på vej op.

Husets mænd er placeret efter alder fra venstre til højre på briksen.

Mellem de to yngste sidder bedstemor, der opfordres til at udfordre

til trommedans. Hendes trommestav er en pana (stor kniv), trommen er

sort (af størknet blod). Da hun har sunget, kaster hun kniven mod

modstanderen, den ene åndemaner, der har gjort sig lille og springer

til vejrs i kastet. Hun snupper kniven igen, synger, kaster og rammer

heller ikke denne gang: Han har gjort sig stor og kryber sammen i

kastet. Han synger en sang, dernæst sin barnevise og rammer kællingen

i hendes oppustede strube. Alle beboerne styrter ud og ordner deres

våben til drab. De to brødre binder hinanden til åndflugt, når usete

forbi mændene, ned i kajakkerne og væk. Hjemme igen fortæller de om

fællernes skæbne.

Var.: Hyppig episode i heltefortællinger. Søg på: Kunuk.

Kommentar: i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt plejer de ånder, der råber matta, matta at være himmelånder. Søg: Qulummiin-ånderne - og kommentarer til de fortællinger.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 134 - 139.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 252 - 253.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 261 - 263.

Resumé: Drengene er sønner af en enkemand. Når han er på fangst øver

de sig i at svømme i en dam. Faderen vil se om de kan svømme under

vandet og lader dem springe ud fra et forbjerg. De dukker ikke op

igen. Han finder dem rystende af kulde hjemme ved lampen. De øver sig

på den måde i undervandssvømning, hver gang faderen er ude på fangst.

Han fortæller stolt om sønnernes evner til andre kajakmænd, der samler

sig og ankommer for at dræbe drengene. Mændene bevæbner sig med

kastesten, da drengene springer ud, forbliver borte og genfindes

hjemme ved lampen. Her hører man råb om hvalros, alle styrter i deres

kajakker, sætter efter den, der dukker op og dykker ned udefter og

harpuneres af en af mændene. Drengene springer i havet med hver sin

kniv, dykker, river harpunen ud af hvalrossen, dræber den, skærer

stykker af den, tynger resten ned med sten og bringer stykkerne op på

stranden. Da hele dyret er bragt på land i stykker, spiser drengene

dem alene. Da mændene hører, at drengene har stjålet deres hvalros,

kommer de på hævntogt. Drengene springer i vandet, kajakmændene ror

efter dem, drengene dykker og fortsætter udefter.

De begynder at fryse, dukker op, er nær ved at blive harpuneret, og

tar årene fra nogle af mændene, der kæntrer og drukner. En storm fra

nordøst sætter ind, kajakmændene vender om, men drengene forfølger

dem. De drukner alle til hobe.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 103 - 111.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 244 - 246.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253 - 256.

Resumé: "De to fætre"

Den ene fætter udebliver i kajak. Den anden træffer ham inde i bunden

af fjorden og overtales til at følge med til fætterens nye hjem hos en

gammel fjordbo, dennes søn og datter. De fanger store sortsider,

beværter gæsten med tørkød, men da de slår alle fremmede ihjel, må

gæsten undslippe ved list. Iført sin fætters anorak når han langt bort

i kajak, inden fætteren røber, at han er stukket af. Under forfølgelsen

i konebåd overtar fætteren styreåren fra sin svigerfar, knækker den

tre gange, angribes af sin svoger, og da svigerfaderen lægger sig

imellem, har den flygtende fået tilstrækkeligt forspring. Med sine

fæller rejser han ind til fjordboerne, som de dræber med bue og pil,

men de skåner fætterens kone og kan ikke få ram på hans svigerfar, der

letter som en ravn. En forældreløs dreng, der er dværg og skeløjet får

ramt på ham med en skæv pil, der er lavet af en kødvender. De tager

fjordboens datter med hjem.

Var.: Episoden er hyppig i mange variationer i forbindelse med besøg hos fremmede, det være sig mennesker, kannibaler eller ånder.

Kommentar: Det står ikke ganske klart om disse fjordboere er en slags rigtige mennesker, blot fjendtlige, eller åndemennesker. Svigerfaderens evne til at forvandle sig til en ravn kunne tyde på det sidstnævnte.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 192 - 195.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 267 - 268.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 276 - 277.

Resumé: Efter ammassætfangsten i fjordbunden flytter man ud på

klapmydsfangst ved Sissuaraq, nær Noortiit på Kulusuk. Det blir tåge,

alle ror hjem undtagen to, der vil afvente godt vejr. Tågen letter,

men de kan kun se solens op- og nedgangssted (syd) og ror i den

retning. Ved et stort isbjerg løber vandet mod nord (syd?), som det

har gjort siden verdens tilblivelse. De slipper forbi v.h.a. en

formular. De møder fjordsæler og spraglede sæler, der ikke kan dykke

ned, og sæler der er sorte i ansigtet af for megen gråd. De øjner

den ene moders dødssted, Qalerujaq, i en luftspejling, der forsvinder

igen. De når frem til Pikkiulleq (Pikiulleq?) og derfra til en boplads

ved Sermilik, hvor man dårlig kan se dem, fordi de har været så længe

borte. Deres koner, der har fået nye mænd, får de igen.

Hist.: En lidt dunkel fortælling, der muligvis orienterer om den

"anden" verden. Uvist om oversættelsen har taget hensyn til verdenshjørnernes spejlvending i forhold til de vestgrønlandske.

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 198 - 202.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 269 - 270.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 278 - 279.

Resumé: Det foregår i gamle dage: En åndemaner ror ind i en fjord, går

i land på et næs, ser to kajakker forfølge en edderfugl, der dykker.

Men de fortsætter, får øje på hans kajak, skubber den ud i vandet, og

åndemaneren husker i fortvivlelse på sin hjælpeånd, en kajakmand, der

skubber den ind til land igen. De to fremmede beslutter ikke at dræbe

åndemaneren og tar ham med hjem på besøg til deres boplads, hvor man

ugæstfrit starter forfølgelsen af ham i kajakker. Bag en isskodse går

han under isen og fremkalder regn fra en skyfri himmel. Forfølgerne

vender om. Han ror ud fra sit skjul og bliver igen forfulgt, men en

hjælpeånd, en ugle, flyver mod dem. De slår efter den med årerne,

kæntrer og drukner. To små kajakmænd skånes og sendes grædende

tilbage.

Kommentar: De fremmede er muligvis ånder af en eller anden race.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 267 - 270.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 287 - 288.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 294 - 295.

Resumé: En gammel ungkarl opfordres af sin stedfader til for en gangs

skyld at bruge sin kajak, der er groet helt til i grønt. Ungkarlen ror

ind i fjorden, fanger en edderfugl, spiser fedtet af den på et næs,

ser en højgravid kupajeeq-kvinde (nerrersooq, grovæderånd) grave

ivrigt i noget rødligt sand med sine negle af jern. Her skal hun føde,

og hun kigger efter sin mand, der er udeblevet på fangst. Ungkarlen

dræber hende, skærer barnet ud og vil bruge det som medhjælper.

Undervejs i kajakken river det ham ihjel fra ryggen og æder ham.

Var.: Koopajeeq / Kupajeeq / Kobajaq / grovædertrold

Hist.: Bemærk at kløerne er af jern, men den mytiske skikkelse er traditionel.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

Var.: Se Hist.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Rasmussens renskrift.: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ingnerssuaq" / Innersuaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 222 - 223.

Resumé:

De voksne holder trommedans i ét hus, mens børnene larmer alene i et

andet hus. Den forældreløse Kaassassuk går ud, råber ind, at en stor

ild kommer, og da ingen af børnene tror ham, gemmer han sig oppe på

tørrestativet. Ilden, der er en mand med en remmesæl som pisk, myrder

alle børnene. Da de voksne ikke tror K., opfordrer han dem til at

larme om aftenen. Ilden kommer, overhældes med kogende tran, skoldes

fordærvet og flygter. K. må derfor aldrig komme ind i huset, og lige

siden har man altid forbudt børnene at larme og skrige op.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret i denne base). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Det er uklart hvem fortælleren egentlig er, den 60-årige kvinde

Arnaaluk (ifølge Rasmussen 1925), eller den unge mand Appalinnguaq (ifølge Rasmussen 1905, se ovf.). I håndskriftet (se ovf.), der er Rasmussens renskrift, står Appalinnguaq som fortælleren.

Arnaaluk er imidlertid også i Myter og Sagn, III anført som fortælleren til en Kaassassuk version, der indledes med myten om Den store ild. Til denne version har det ikke været muligt identificere noget håndskrift, med mindre det er den, som Rasmussen nedskrev under første thuleekspedition 1912-14, se ID 1552. Men kombinationen af Den store ild med den gængse Kaassassuk fortælling stammer sandsynligvis fra Baffinland, hvor Kaassassuk blev pisket til kræfter af månemanden, og har slået rod i Thule området, idet både Amaanalik / Amaunalik af baffinlandsk afstamning og Pualorsuaq hos Holtved også kombinerer dem. Søg iøvrigt på Kaassassuk Thule.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 128 - 129.

Resumé: Forladt kvinde med barnebarn (en dreng) tilkalder ræve. Først

kommer der rener, men dem kan hun ikke lide smagen af. Så bjørne, men

dem er hun bange for. Endelig kommer der ræve, flere end rigeligt.

Hun må jage de sidste bort.

Hist.: Ikke historisk. Men afskyen for renkød, som man først overvandt efter indvandringen fra Baffinland omkr. 1860, afspejles: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 127 - 129: "Akerarît" / Akerariit.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand, der har fjender mod syd på nabopladsen, opdrager sin søn til

en hurtig kajakroer og dygtig fanger, men fortæller ham først om

fjenderne, da han selv er blevet gammel. Sønnen tar straks næste

morgen ud til fjendernes fangstfelt. De er tre brødre, der snakker med

ham og holder sig tilbage, da han tilbyder at fange dem en sortside,

der dukker op. Så fanger han den selv som et lyn, får den på slæb, ror

hjem, men frigør sælen for at kunne ro hurtigere, da den yngste af

brødrene forfølger ham. Næste morgen lykkes det ham at komme uset til

brødrenes boplads og ind i huset efter sin smukke bugserrem, springe

ud, og ro bort, skarpt forfulgt af brødrene. De to ældste forfejler

deres kast, men den yngste rammer bagstevnen, hvor lansen bliver

siddende. Den unge mand når dog hjem, uden at en dråbe vand er trængt

ind i hans kajak, fordi han ror så hurtigt. Derefter ser han ikke mere

til sine fjender, der har set hvilke evner han har.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Igimarasussuk, som jævnligt mistede sine koner

Tænk, han spiste dem!

Engang fik han sig en kone, der hed Massaaq. Hun blev gravid; og de fik en søn.

Mens han voksede op, plejede han at kysse ham i nakken. Engang han

kyssede ham i nakken, sagde han: "Nu er han moden til at blive slagtet

("nâjassavarnalerêrpoq"= han er begyndt at lugte som en måge?)" Han

slagtede ham. "Massaaq, du må koge kødet," og det blev kogt. Når han,

mens konen kogte kødet, skulle ud, sagde han: "Hvad er der i vejen med

dig, Massaaq, græder du?"

"Nej, øjnene løber på grund af røgen."

Kødet blev kogt, og hun gik ind med det til ham. Igimarasussuk nød

kødet i en sådan grad, at man skulle tro han helt havde mistet

besindelsen.

Så begyndte manden at fede Massaaq op ved at give hende noget at

drikke af en muslingeskal ("kiliortûmut imigaqartilerdlugo": det

lyder ærlig talt mærkeligt. Og ordret står der egentlig: Massaaq lod

sig fede af manden, der gav hende noget at drikke af en muslingeskal?)

Når han besøgte Massaaqs familie, plejede han at sige: "Her er noget

som vores lille søn har sendt." Det gjorde han til trods for, at han

forlængst havde slagtet ham.

En dag han skulle afsted (på fangst), sagde han (til sin kone): "Jeg

vil slagte dig, når jeg kommer hjem." Mens han var ude, gravede hun et

hul ned i jorden, hvor hun kunne gemme sig. Da hun blev færdig,

udstoppede hun sin (anorak med) amaat / rygpose og stillede den op vendt imod indgangen. Selv gemte hun sig. Så hørte hun ham komme hjem; og han viste sig ved

indgangen med sin store lanse (rettet mod amaaten). Man hørte kun at skaftet

knækkede af ("pullappallanneq", det skulle vel være:

"paallappallanneq"). Han ærgede sig grusomt: "Aa, aa! jeg skal nok få

ram på hende." Så gik han ud.

Lidt senere kiggede hun ud af vinduet og

så, at han var ved at forsvinde bag et lille næs. Hun skyndte sig

afsted, for hun ville hen til sin families boplads, der lå

landfast med deres. Undervejs opdagede hun et stort stykke drivtømmer,

og hun sagde til det: "Du store drivtømmer, du kan vel spalte!" Det

gjorde det store træ. Hun lagde sig ned i sprækken og sagde: "Luk

dig! Du kan vel lukke dig (det er gætværk) Luk dig!" Det lukkede sig.

Efter at have lukket sig, lød der trin. Hun hørte vedkommende komme

helt hen til træstammen; og så blev der sagt: "Sporene ender her."

Hun kunne høre ham hugge med en økse. Nu kunne hun se dagslyset! I

samme øjeblik hørte hun ham sige: "Hvor blir man træt af at hugge. Færdig med det!" Hun hørte ham forlade drivtømmeret, og et stykke tid

efter hviskede hun til drivtømmeret: "Bare du ville sprække!(gætværk)"

Så sprak det. Hun gik videre imod familiens boplads og nåede frem.

Fra da af holdt de øje med, hvornår Igimarasussuk kom på besøg. Langt om

længe dukkede han frem ved det lille næs. Massaaq gemte sig. Hans

svogre gik ned for at tage imod ham. Han kom op af kajakken og bar den

højere op. Han stak hånden ned bag i kajaken og tog en lille pakke op.

Han sagde: "Det er fra Massaaq". Endnu en gang stak han hånden ned og

tog en lille pakke op; og han sagde: "Den er fra vores lille søn".

De bad ham op til huset, var venlige og sørgede for, at han fik det

rart. De snakkede om alt muligt. Til sidst sagde de: "Lad os skiftes

til at danse trommedans ".

Så blev det Igimarasussuks tur, og han kom ud på gulvet. De stemte i

med en vise: "Igima- Igima- den store Igimarasussuk, som spiser sine

koner. Da sagde Ania(?): "Massaaq, kom frem!" og da hun i det samme

kom frem, begyndte det at gå rigtigt dårligt for Igimarasussuk; og så

dræbte de ham. Og da Massaaq nu atter var kommet til sin familie,

skulle hun ingen andre steder hen mere.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk;

Kommentar: Sammenhængen mellem den lille smule vand i muslingeskallen og opfedningen er kommenteret under andre varianter.

Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122.

Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland.

En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985.

Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag.

Resumé:

Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand.

       Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen.

       De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage.

       Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det.

Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base.

Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet.

Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord.

       - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1).

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 196 - 198.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 268 - 269.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 277 - 278.

Resumé: En kæmpeorm med et ansigt som Månens lever under en sten, ved

vinduesbriksen, hvor hundene har deres plads. Den æder uset hundenes

afkom. Konen i huset opdager den, manden tar et kig på den, da han

kommer hjem fra fangst og laver et langt spyd. Inden han dræber ormen

med spyddet, bringer han konen i sikkerhed på en afsides klippehylde.

Da ormen dræbes gungrer jorden, og ægteparret lever af ormens kød hele

vinteren.

Tolkning: Associationerne her er tætte mellem jordskælv, Måne, hund,

kæmpeorm, og føde. Orm som føde kan associeres til

mandens penis, der fodrer fosteret med sæd i dets vinterhus alias

moderhulen.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 281 - 283.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290 - 291.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 298.

Resumé: Folk på en ø ud for Umiivik lider under en sultevinter nød og

må spise alle kvinderne. Den første mand har som den eneste kræfter

nok til at kravle op gennem et hul man laver i taget på det tilsneede

hus. Han henter sig dagligt en stump spæk, som han snupper i sin

søsters gryde ovre ved Umiivik. Til sine fæller samler han lidt tang,

som han kaster ned til dem gennem taghullet. En dag mandens svoger har

fanget, får manden intet af sælen. Hjemme hos ham selv fortsætter

kannibalismen, og han overlever som den eneste af dem alle.

Hist: Fortællingen tidsfæstes til gamle dage, og kan gå tilbage til 1816, dengang to vintre fulgte efter hinanden (efter vulkanudbruddet i Indonesien i 1815). Mandens svoger føler sig ikke forpligtet til at dele med ham, og manden selv sørger kun for sig selv med spækklumperne fra søsterens gryde. Bror-søster relationen forpligter mest.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 229 - 233.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 277 - 278.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 285 - 286.

Resumé: Månen blir vred på to mænd ved Sarsik (?), der altid bytter

koner. Den ene hører på vej til den andens hus indsøens bjørn brumme

under isen, tør ikke ligge med konen for slukkede lamper, og ser på

hjemvejen Månen i bjørneskindspels og Nelaarsik / Nilaarseq i vandskindspels med hvide broderier stå oppe på et bjerg ved Puilortuluk / Puulortuluk (?)ud for øen, Immikeerteq.

Manden går ind i et hus ved Puulortuluk, hvor to kvinder har

fremkaldt Månens vrede ved tabubrud. En åndemaner med eet øje

(Karrak,  / Karraq / Uitsaleqanngitseq BS) holder seance. Vinden piber i hans hår. Man hører Månen

ude i gangen. Alle tæver Månen med deres kamikker. Månen flyver op på et

bjerg, hvorfra han går til angreb på huset med sit store spyd. Karrak

tilkalder sin hjælpeånd, øboen Ikilerfik, der er på nippet til at

knække spyddet. Månen bér for sig: "Skal vandet da ikke falde mere,

og skal sælerne ikke mere få unger?" Månen får sit spyd tilbage og

flyver hjem.

Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225; søg også på Equngasoq = Eqingaleq, en stormfugleånd og øbo, der ofte overmander månemanden.

Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden se Manguaraq med Var.

Hist.: Se noter til Holm 1888, nr 30.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.

Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til

Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis

kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner

har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de

var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om

Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel

holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer

pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i

bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over

ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker,

og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk

skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned

fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og

Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og

bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer

husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet,

der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden

falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af

skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man

om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn

brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene.

Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet

sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik,

der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks

hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo,

Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af

udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange

stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet

fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da

vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du

vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.

Var.: Manguaraq m.fl.

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som

østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte

samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der

nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor

1989-93,II:388).

Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved

1951, I:56; II:19).

Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø.

Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand

var Tigaajats fars bedstefar.

Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 52 - 53

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 57 - 58 (disse to henvisninger minder om

sidste halvdel af fortællingen, men fortælleren er her Peqîsiwik's bror,

Sukataussaq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortælleren, Juuntat (hvis fafar var en matros fra et forlist skib og hed Villads Petersen) fortalte om sin far Aalut, at denne tidligt blev kajaksvimmel og måtte holde sig langs kysten, hvor bunden var synlig. En dag han blev lokket noget længere ud af nogle edderfugle fik han pludselig en besynderlig skræk for at se en kone, Qulusuk, fra sin boplads, der altid havde været god ved ham. Men han fik ret. Hun viste sig nøgen med udslået hår under hans kajak. Med nød og næppe kom han hjem og garderede sig på sin næste kajaktur med tre kammerater. Han fik en stor gammel fjordsæl, som de med besvær bragte til land for at hente den senere. Den var svundet noget ind, da de ville hente den, havde knyster overalt, blev grimmere undervejs til bopladsen og her blev den smidt for hundene. Aalut havde overladt det til en af vennerne at bugsere den hjem, og senere mente han dette misfoster var en tupilak lavet af Qulusuk, som man engang havde grebet i at danse med tromme ved sit barnebarns grav. En højst lasteværdig opførsel.

Hist.: Kajaksvimmelhed giver sig udslag i de uhyggeligste oplevelser. Begivenheden fandt sted omkr. 1900.

Kommentar: Hekseri: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 208 - 219.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 272 - 274.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 280 - 83.

Resumé: Et gammelt barnløst ægtepar sydfra overvintrer, modtages

ugæstfrit på nabopladsen, hvor en mand har fanget en bjørn, men får

dog kød og et par tæer af den kogte bjørn. De gemmer stykkerne til en

tupilak. Inden de rejser hjem om foråret, stjæler de til tupilakken et

dødfødt barn, som bjørnefangeren har fået. De anbringer det på

konebådens horn og tager det med i land, når de telter undervejs.

Hjemme giver de tupilakken en rypekæbe og en rævekæbe, betrækker dens

hoved med hundeskind og gør den levende.

Da nøden truer slår bjørnefangeren en af sine hunde ihjel og synger

over den, for at hans børn skal leve. Hans kone føder et barn, der

dør, vandrer ind til Qernertuarsuk, og tages med i en konebåd på vej

til sangkamp. Men p.g.a. hendes sorg undlader de sangkampen og lader

seks åndemanere holder seancer for at opmuntre hende. Den sjette,

Aqellissanalik, ser hende for sig med et barn i skødet. Hun inviterer

dem til Umiivik for at slå tupilakken ihjel. Kun A. får held til det

med meget besvær:

Hans hjælpeånder er asagisat (en slags krebs), han rører næsten gulvet

med nakken i ekstase, og får harpuneret tupilakken inderst inde under

brikseskindet. Men den smutter fra ham og må lokkes ind fra husgangen,

hvor den skiftevis siger som et spædbarn, en bjørn (eller hund), en

ræv, en rype, konebåd, kajakker og sæler. Man lokker den ind i syv af

kvindens klædningsstykker, der bindes i den anden ende. Man tamper løs

på den. Den smutter ud af en tarmskindsanorak uden hul i. Anden gang

den lokkes ind, får man endelig has på den, skønt den bider fra sig.

Den ligger i Aqellissanaliks skød, da man får blus på lamperne, men

tupilakmagersken løber ud og ind og slukker dem, mens man forsøger at

gnide ild. A. beordrer de syge at vende ansigtet mod væggen, mens man

gnider ild over en urinballe. Nu kan tupilakkens moder ikke slukke

den. De ser nu det mærkelige barn (tupilakken) med rypefødder på

brystet og med blod om munden af alle de spædbørn, det har ædt. A. puster

en mængde rypefjer af det, man sprætter hundeskindet af dets hoved og

koger barnet uden for oppe i fjeldet.

Bjørnefangerens kone får nu et barn, der lever.

Var.: Tupilak pissaassoq.

Hist.: Det omtalte sted, Umiivik, ligger enten i Ammassalikområdet

eller på sydøstkysten halvvejs fra Ammassalik til Kap Farvel. Måske

tænkes der på det sidstnævnte, fordi det er ulogisk, at

tupilakmagersken er til stede under seancen, hvor den fanges, med

mindre man er taget til sydøstkystens Umiivik for at fange den.

Vedr. åndemanerens særlige hjælpeånd og måde at bevæge kroppen på, søg på: Tupilak pissaassoq.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 165h - 167v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 55v - 56v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 34.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 32, ss. 228 - 232: The Widow's Vengeance.

Resumé af Rinks oversættelse:

Enkens søn, Kujannguaq / Qujannguaq får gang på gang afslag hos de mange brødre i det store nabohus, når han kommer for at få en mundbid af deres nyfangede dyr. En dag det drejer sig om det lækreste, en sæl, der har fældet, tager enken affære på sin søns vegne. Hun sætter sig på briksen og mumler. En edderfugl dukker op i deres vandspand. Næste gang er det en sæl. Tredje gang finder drengen en kajak med alt udstyr på gulvet. Moderen træner ham i både at ro, kæntre og vende rundt. De mange brødre følger efter den første dag, han ror ud til et isbjerg, hvor en isbjørn, han jager, har søgt tilflugt. Den ældste bror klarer ikke at bestige isbjerget, hvorefter Qujannguaq gør det, nedlægger bjørnen og kravler ned i sin kajak, og skønt en af brødrene, Sanak, påstår, at han har fanget bjørnen, bugserer Quj. den hjem. Hans mor og brødrenes søster tager imod på stranden. Søsteren kommer med en hånlig bemærkning, men bliver overvældende imødekommende med venlige kommentarer, da enken forærer hende halvdelen af bjørneskindet til et brikseskind og inviterer hele bopladsen på kogt bjørnekød. Næste dag fanger Quj. en sæl ved isbjerget og undgår et angreb fra de medfølgende brødre ved at væde munden med saltvand, som hans mor har rådet ham til. Sanak opfordrer til kaproning over et skær. Quj vinder i overlegen stil, idet han med en kajakvending undgår endnu et angreb fra brødrene. Da søsteren spørger efter dem, da han når i land, svarer han: "Hvorfor spørge efter dem, de mennesker har jo ingen forstand."

Enken inviterer alle på kogte bryststykker, skærer dernæst nyrestykket ud, hekser over det, forærer det til brødrene, og både Sanak og hans mor får en bid galt i halsen. Sanak dør af kvælning. Da enken kommer ind til dem, beskylder den ældste bror hende for at have dræbt ham og støder husstøtten om (måske er det omvendt den ældste bror, der kommer ind i enkens hus og søger at lægge det øde i stedet for familiens eget hus, BS). Enken rejser støtten igen og får derefter skåret både for- og bagsnippen af på sin pels. Da hun fortæller sin søn uden for, at nu er to af brødrenes familie døde (hvem er den anden ? bs), springer de af glæde frem og tilbage over båden, men hun falder og knækker ryggen. Med noget snavs fra sin mors rum under briksen, som han kaster mod brødrenes hus, dræber Kujannguaq dem alle undtagen søsteren, der går qivittoq.

Kommentar: En grum fortælling om misundelse, mord og blodhævn, der tilsyneladende hverken er let læselig eller vel fortalt.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.

Resumé:

Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en.

Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde

brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre

langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i

luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og

sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres

gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter

måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle,

hvor de døde brødre er.

Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten.

Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

At overvære trommedans

Jeg hører også, at når mennesker samles der hvor de går på hvalrosfangst, plejer de som en fast bestanddel af gensynet ved samlingen om sommeren at arrangere sanglege mellem Naajartalimmiut, Nuviarmilut, og Qeqertarmiut. Når de samles gør de det, at mange mennesker mødes midt på en lille slette og midt i gruppen af en masse mænd samles mange kvinder. Midterst placerer fem kvinder sig og een mand, der stiller sig over for disse kvinder. Disse fem kvinder, der står fremme, har vanter på af helt hvide skind, og de er meget spændende at følge, fordi de skifter pladser samtidig med at de rører hinanden, så de næsten ser ud som om de spiller orgel i den bare luft. Og manden kommer ikke helt hen til dem. Men kvindernes stemmer lyder som fluernes summen; det kan ikke sammenlignes med andet, nej ikke med nogen anden lyd. De mange mennesker uden om dem laver ikke andet end at nogen af dem lægger sten på jorden i udkanten af denne slette, og andre indhegner den lille slette, og når de er færdige med det, rejser de to telte inde på sletten. Der udøver de så de slette glæder, men jeg og englænderne kiggede bare på dem fra der, hvor vi stod for os selv. Der på sletten brødes de også, dvs. to af gangen mand mod mand hele raden rundt. Da naajartalimmiut blev sejrherrer, gav englænderne sig også til at udfordre hinanden, og da konkurrencen var slut, samledes alle og udstødte høje, flotte råb. Det er deres skik når de genser hinanden, fortæller man.

Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte, der skildres her. Kvinderne med de hvide vanter opfører åbenbart en dans, som de nynner til, måske som en slags indledning til samværet med hinanden, og tilsyneladende også med engelske hvalfangere.

Den fælles hvalrosfangst tyder på, at denne aasivik foregår i Thule-området, som også Becks foregående fortælling: Om en rejse nordpå, skildrer, og at gensynet indebærer en lampeslukningsleg.

se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 278 - 280.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,: Meddr Grønland 39(5): 297 - 298.

Resumé: En dygtig fanger bor alene med sin kone et stykke inde i en

fjord. Han lægger nogle af sine fangster til lagring under briksen. En

dag dræber han tre bjørne og senere en kajakmand fra fjordmundingen og

lægger liget under briksen. Den dræbtes brødre kommer, mens mandens

kone koger bjørnekød. De får serveret den dødes lever rå med

netsidespæk ovenpå og kødet af den døde med bjørnefedt ovenpå. Manden

stikker en af den dødes knogler i en af brødrenes kajak ved afrejsen

og ønsker at den døde må hævne sig på dem, der har spist ham. Det

sker. Alle brødrene dør.

Tolkning: De tre bjørne associerer både til "Kaassassuk", der blev

morder efter nedlæggelsen af tre bjørne og til smagen af bjørn, der

smager som mennesker. Normalt vil mordere, der har spist deres offer,

undgå offerets hævn ved at partere liget og begrave delene

langt fra hinanden. Knoglerne af den døde, der lægges i brødrenes

kajak, gør udslaget. En "smart" udvej.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

Resumé:

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Denne åndemaner havde lært hos åndemaneren Sigfiaq / Siffiaq. Da Kiinngivit var blevet åndemaner, havde Sigfiaq / Siffiaq sagt, at når han døde, skulle Giinngivit arve de to danske hjælpeånder, han havde.

Og da Siffiaq døde, arvede Giinngivit disse to danske hjælpeånder.

Siffiaq var i den grad åndemaner, at han ikke kunne dø. Så til sidst

druknede han sig ihjel. Siffiaq havde fået sin søn til at fange for

sig, men nogle, der var misundelige, dræbte ham, og faderen sørgede

i den grad, at han blev på briksen. Ingen anede noget, da han sad i den

inderste krog. Og der kom folk, som det senere viste sig, ville have

dræbt han. De to mænd kom på besøg, efter at de havde talt indbyrdes,

om at de ville dråbe Siffiaq. Da de kom ind, var det umuligt at se, at

de havde våben med sig, og ingen af Siffiaq's husfæller fik mistanke.

Men de havde regnet med, at de, når de gik, ville tage Siffiaq med sig

og dræbe ham udenfor huset, fordi han nu, hvor han havde mistet sin søn,

ikke havde nogen til at forsvare sig. Mens de lod som ingenting, hørte man pludselig en dansker tale fra krogen, et sted ovenover Siffiaq.

Og Sigfiaq hang med hovedet, som om han ikke hørte noget. Husfællerne

vidste, at den danske hjælpeånd ikke ville sige noget for ingenting, så

en af husfællerne spurgte Siffiaq: 'Hvad snakker han for? Det er aldrig for ingenting, han taler. - Det varede noget, inden Siffiaq svarede: Det er måske fordi han så gerne ville leve lidt endnu, at han taler om en hund, der skal aflives, d.v.s. at han kaldte sig selv for en hund. Da han havde sagt det, kiggede de to mænd, der var kommet for at dræbe ham, på hinanden uden at sige noget. Og de gik ud af huset.

En dag, mens Siffiaq sad der i krogen, og der ikke var nogen, der kiggede på ham, tog han en kniv og snittede sig i struben, så at han faldt død om. Og husfællerne kiggede forskrækkede på ham. Men så var det, at man fra snittet i struben, hørte en dansker tale. Og da man havde hørt det, heledes såret i struben, hvorefter Siffiaq begyndte at trække vejret igen. Og således reddede den danske hjælpeånd ham.

Efter den tid tog Siffiaq ud i kajak under det påskud, at han skulle fiske. Men da han var nået udenfor de andres synsfelt, kæntrede han og forblev der, indtil han druknede. Det er muligt, at hans danske hjælpeånd ikke kunne svømme.

Man siger, at Siffiaqs grav ligger på Usugtussoq / Usuttusoq, på en del af Qagsserssuaq / Qassersuaq øen ved siden af, hvor folk fra Sisuarssuit / Sisuarsuit samlede bær. Ved enden af Sisuarssuit er der et næs, hvor bærsamlerne slog telt op, som man kaldte for Usuttussoq. Og dér er der en gammel grav lige ved en bratning. Og man siger, at det er denne åndemaner, Siffiaq's grav.

Da Siffiaq døde, arvede den store åndemaner Giinngivit de to danske hjælpe-

ånder, som han havde fået lovet. Nu hørtes, når Giinngivit holdt åndemaning / seance, de to danskeres stemmer, som uafbrudt snakkede med hinanden under hele åndemaningen. Giinngivit blev altid godmodigt drillet af en af deres bopladsfæller og somme tider også for hans egenskaber som åndemaner. Han tog det imidlertid aldrig ilde op, fordi han aldrig blev irriteret over godlidende drilleri.

En dag, da de var ude, var den anden med, der drillede åndemaneren, og han sagde, at de skulle se, hvem af dem, der først kunne fange en sæl. Åndemaneren var ikke nogen god fanger, og det var ikke hver dag, han fangede en sæl.

Og han sagde, at det kunne han ikke, fordi den anden var en god fanger, mens han selv var en middelmådig. Og så sagde han, at vennen skulle prøve at vædde med en anden. Men vennen svarede, at hvis han selv var åndemaner, så ville han ikke have vanskeligheder ved at fange sæl. Og så sagde Giinngivit:

'Ja, prøv nu om du kan fange en sæl før jeg kan', og som sædvanlig sagde han det med et smil. Næste dag tog de afsted i kajak. Og da de kun havde været væk i kort tid, kom åndemaneren tilbage med en sæl på slæb. Men vennen, som havde indgået væddemålet, kunne nu ikke fange nogen. Der gik så lang tid, inden han fangede noget, at han fik mistanke om, at det var åndemaneren, der havde fjernet hans jagtlykke. Og da han så beskyldte åndemaneren for det, så grinte åndemaneren og sagde: 'Ja,nu kan vi jo se, om du kan fange en sæl før mig. Du er jo en dygtig fanger.' Og sådan drillede åndemaneren sin ven.

Men så skete det en dag, at vennen fangede en sæl. Og da det først var sket

fangede han atter sæler, som han plejede.

Der var også en af deres bopladsfaller, Itertajâq / Itertajaaq, som var ungkarl, og han havde hørt, at der mellem Kiinngivit's hjælpeånder var en kvindelig hjælpeånd. Og åndemaneren plejede også ofte at drille ham, og i denne forbindelse navnede han tit, at denne var ungkarl. Men pebersvenden svarede igen og drillede ham med hans åndemaner-egenskaber og bad ham om at vise sig

hans kvindelige hjælpeånd, hvis det altså var sandt, at han havde en kvin-

delig hjalpeånd. Og da han selv var ungkarl, og derfor ikke var bundet tii nogen kvinde, så ville han give hende tilfredsstillelse. Og åndemaneren plejede at grine ad hans drillerier. Så var det en dag, da Itertajaaq var ude i kajak og roede langs med stranden. Og mens han roede, opdagede han en lækker kvinde inde på kysten. Og da han så det, kom han ganske automatisk ind til stranden. Han kom ud af sin kajak, trak den op på land, og gik op. Og da han nåede hende, var det en kvinde i ualmindeligt fint tøj. Hun havde en pels af spraglet sælskind. Hun smilede Itertajaaq ind i ansigtet, men sagde ikke noget. Itertajaaq fik en sådan lyst til hende, at han sprang efter hende for at tage hende. Men i samme bevægelse greb kvinden ham om begge håndled, og hun var meget stærk. Itertajaaq prøvede at trække sine arme til sig, men det kunne han ikke, for kvinden, der hele tiden smilede, havde et meget fast greb om hans håndled. Og selv om han prøvede at komme løs, kunne han ikke rokke sig af stedet. Da der var gået et stykke tid, lykkedes det dog Itertajaaq at befri sig for grebet, og han løb ned til sin kajak. Og inden kvinden tog ham igen, kom han i kajakken og stødte fra stranden. Så tog han et par kraftige åretag for at slippe væk fra hende, men han opdagede, at han ikke kom ud af stedet. Og da han kiggede ind mod land, blev kvinden ved med at stirre på ham. Pludselig kom han

dog igang, og kunne ro fra stedet. Og han skyndte sig hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han roede ganske langsomt. Han steg i land, hvor han plejede at stige i land og anbragte kajakken på den sædvanlige plads. Da han gik op, kom han forbi åndemaneren, der sad uden for sit telt og lavede et eller andet. Og da han gik forbi, kiggede han på åndemaneren uden at sige noget, og han så, at åndemaneren uden at sige noget grinte af ham. Og Itertajaaq sagde ikke andet end: 'Dit utyske.' Og Giinngivit / Kiingivit grinede så uden at svare ham.

Engang lovede en af deres bopladsfaller Giinngivit en hund, når hans ældste tæve havde fået hvalpe og hvis det blev gode hvalpe. Hans tæve fik hvalpe, men da det var gode hvalpe, som voksede meget hurtigt, syn-

tes han alligevel, at de var for gode til åndemaneren. Så han beholdt

dem. Og da åndemaneren nævnte det for ham, sagde han, at de voksede så godt

at han hellere ville beholde dem. Åndemaneren sagde ikke noget. Og hval-

pene blev store. Og da de var udvoksede, nævnte åndemaneren det igen, fordi den anden jo havde lovet ham en af hvalpene.

Men den anden syntes nu, at de trods alt var ham for værdifulde. Og

selv om han havde givet ham det løfte, ville han alligevel ikke give ham

den. Samme vinter skulle den mand, der havde lovet åndemaneren en hvalp,

med slæde fra Tasiussaq / Tasiusaq til Augpilagtoq / Aappilattoq på besøg.

Og han spurgte så Giinngivit om han kunne tænke sig at køre med. Og de kørte derfor begge to afsted. Dengang var der ingen beboede pladser mellem Aappilattoq og Tasiusaq. De to slæder kørte således at Giinngivit var bagest. Og da de var ved at nærme sig Qagsserssuaq / Qassersuaq, kørte den anden et stykke foran åndemaneren. Og han kom ret tæt på et lille næs ved dan nordlige munding af Qasserssuaq og han kiggede tilfældigt på næsset og så, at der var to mennesker. Han kiggede så på sin kammerat, der blot kørte frem, og så satte han hen imod de to mænd. De to mænd stod på isfoden, og da han var kommet dem ret nær, opdage-

de han, at det var to danskere. Og så kom han i tanke om, at man sagde, at Kiinngivit, åndemaneren, havde to hjælpeånder, der var danske. Han standsede

for at vente på Kiinngivit, og da Kiinngivit nåede op til ham, sagde han: 'Gad vide, hvad de to der taler om.' Så sagde åndemaneren, at de sikkert talte om den hund, som den anden havde lovet ham. Han havde næppe sagt det, før den anden svarede med høj røst: 'Nu skal jeg give dig en. Nu skal jeg give dig en.' Og han løb hen til sine hunde og løsnede den ældste hundehvalp fra slæden og gav den til åndemaneren. Og nu da åndemaneren havde fået en stor hundehvalp til sine andre hunde, kunne han køre sammen med sin kammerat uden at sakke bagud.

1955: 256 - 257

Dengang var der jo flere åndemanere, der var mege vennesæle, og selv om nogle havde det med at drille dem, plejede de alligevel at fortælle om de mærkelige ting, de gerne oplevede sammen med dem. Og på den måde fortalte Itertajãnguaq / Itertajaannguaq om sin store lyst. Også om dengang han opdagede, at han ikke kunne klare den store kvinde, således at han med nød og næppe kom fri af hendes garn, det fortalte han selv. Og den anden fortalte om, hvad han med egne øjne havde set: To danskere dér, hvor der ingen danskere skulle være. Han har flere gange senere fortalt om det, og nu har jeg altså fortalt om dem.

Giinngivit døde som en gammel mand efter at han var blevet døbt og havde fået navnet Tobias.

      Men den slags historier drejer sig ikke alene om åndemanerne, for andre undrede sig over tryllesange, der tilhørte folk, der egentlig ikke var åndemanere.

Og når de syntes, at disse tryllesange havde haft en virkning, så fortalte

de det. Men sangene var ikke hverdagssange og blev kun sunget ved passende lejligheder. Og sangene var sammensat af gamle ord, som tilhørerne ikke med det samme kunne forstå. Og først når man havde øvet sig og gentaget dem, kunne man lære dem.                    

      Da Amitsualaaq døde levede min farfar, Tuutigaaq, også i Inugsuk / Inussuk, så ham omtaler jeg også i denne forbindelse. Og da det blev forår, mens han boede der, så fulgte han med folk ud til fangststedet. Han kom til Putugua, og det var i uuttoq-tiden / krybefangst-tiden, men det varede noget, inden han kunne fange noget. Når han nærmede sig en opkrøbet sæl, og han var i passende afstand, kom der gerne en ravn, der fløj over stedet og henimod sælen, der derfor hoppede ned i åndehullet. Og da det gentog sig hver gang han var på fangst, kunne han ikke komme hjem med sæl i lang tid. Og selv om han egentlig ikke havde smerter nogle steder, mærkede han en dag, at han var ligesom afkræftet. Det tog til med denne afkræftelse, og til sidst kunne han ikke tage på uuttoq-fangst. Og så lånte han sine hunde ud til en af de unge. Selv stillede han sig på næsset nede ved Putugua, fordi der her var åbent vand, og der ventede han på sæler, bevæbnet med en riffel. Det blev jo opsøgt af sæler, selv om det ikke var ret

mange. Så en dag, da uuttoq-jægerne var taget ud, sad han der og ventede på sæler sent på formiddagen. Da kom en af de gamle fra fangststedet,

Taka, det var den frygtløse mand, der var gået hen til den sindssyges grav.

      Han kom hen til ham, og uden at spørge ham, sagde han så: 'Jeg har mistanke om, at det ikke er din egen skyld, at du har det sådan, cg jeg prøver at gætte, uden at vide noget rigtigt, men sådan noget skal man betale for. Så hvis du har noget, så giv du mig til det.' Tuutigaaq lovede at give Taka en rulle tobak, som han havde i sin kiste. Og da Taka havde fået det løfte, stillede han sig ret op og ned bagved den siddende Tuutigaaq, og først vendt mod nord, fremsagde han en trylleformular. Og da han var færdig vendte han sig mod syd og gentog tryll1eformularen. Da han havde sunget, sagde han ikke mere, men gik ind i teltet. Og Tuutigaaq tænkte på ordene i tryllesangen. Taka havde jo sagt, at den skulle rettes mod noget, som han ville ramme. Men da han fremsagde formularen, lød det ikke som om det var rettet mod nogen bestemt, og der var enkelte ord, han kunne huske, og han mente, de lød sådan:

'niarqugkut ikiligssamik siggungnigdlo augssualingnik / niaqqukkut ikilissamik siggunnillu aassulinnik / Således at der kommer sår på hovedet og blodbesudlede læber.'

Da Tuutigaaq gik hjem om aftenen, fortalte han en af de unge, hvad han havde oplevet, men fik ham til at love, at han ikke ville sige det til andre.

Der skete ikke noget den næste dag. Men den tredje dag om aftenen, efter

uuttoq-fangerne var kommet hjem, opdagede de en hundeslæde, der var på vej fra Upernavik. Da han kom, fortalte han, at mens Inequngnavãt / Inequnnavaat og hendes familie, der stammede fra Augpilagtoq / Aappilattoq, var på fangstpladsen ud for Søndre Upernavik på Kingatak øen, var hendes mand gået med deres søn på rensdyrjagt, og at der for to dage siden var faldet en sten ud af en klippe, der havde ramt manden i hovedet, hvorved det knustes, så at han døde med det samme. Og der var sendt bud til Upernavik dagen før, og nu bragte han nyheden videre. Og man sagde, at stenen ikke var kommet fra en stejl klippeside, men af den bare klippegrund. Man sagde også, at den kvindelige åndemaner Inequnnavaat / Ineqinnavaat havde en ravn til hjælpeånd. Og efter den tid skete det mærkværdigvis, at Tuutigaaq fik det bedre. Og endnu inden isen var helt forsvundet, blev han helt rask.

Kommentar: Vedr. citatet fra trylleformularen på grønlandsk står der på tryk augssialingnik, men da det ikke giver rigtig mening, har Robert Petersen rettet det til augssualingnik i overensstemmelse med versionen hos Hans Lynge 1967: Inugpait.

Var.: Hans Lynge: søg på Kiinnguit, Tuusingaaq, og Siffiaq (de forskellige fortællinger, registrerede hver for sig

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: har ikke kunnet identificeres mellem Ole Petersens andre nedskrifter i NKS 2130, 2', læg 7.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand der savner en kniv og kører nordpå med en hoftelam hund for

slæden, overnatter i et hus med en brændene lampe og en mængde

flækkede sæler uden for. Hunden knurrer, manden ser et genfærd komme,

skjuler sig i kogerummet, mens den døde går ind og ud igen, hvorefter

han straks spænder for og flygter. Nu er huset forsvundet. Han kommer

til endnu et hus, blir vel modtaget og fortæller om sin oplevelse.

Deres søster blev sindssyg, fortæller de, og som tak for at manden har

holdt hende med selskab for en nat, forærer de ham en mængde

flinteknive. Han kører hjem i en stor bue uden om den grav, han natten

før oplevede som et hus, og rejser aldrig siden nordpå.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering."Slæden" er et fremmedelement, hvis hovedpersonen skal

lokaliseres enten til fortællerens egn eller til vestkysten syd for

Sisimiut.

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 174 - 177.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 262 - 263.

Eng.udg. Thalbitzer, W., 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272.

Resumé: En hund med hårtop røver en pige. I dens hus er en anden pige,

der er blevet mager af hundens ustandselige elskov. Den nytilkomne

pige synger på opfordring den magre hund i dyb søvn. De flygter

hjem, advarer familie og fæller, og når ud fra land i konebåden, inden

hunden standser ved stranden, tar kvindebukser på og et topbånd om

håret.

Tolkning: Hunden er åbenbart hermafrodit. Og temmelig liderlig, et fast karaktertræk ved hunde hos inuit.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved.

Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til

hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq.

Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun

havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne

jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen.

Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være.

Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord.

Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv.

Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at

sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før.

Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen.

Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt.  Og de andre jublede højlydt.  Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den

lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af.

Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende.

Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud.

Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle.

Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.)

En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter.

Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige.                                          

Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem

der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig

for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet.

Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS).

Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.

Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955.

Martin Nielsen.

Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort.

Se: Ikerpaq der stilnede stormen.

Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.:

Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som

skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn".

Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs-

havn.

Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved

fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når

sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den

rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere.

Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for-

tøjes ved sten i land.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Versionen er ikke publiceret, men Holm har indskudt dele af den i Uutuaqs version, der er trykt i Holm 1888.

Oversættelse ved Johan Petersen:

Imerasugsuk havde aldrig koner længe, fordi han altid slog dem ihjel og spiste dem og deres børn. For at hans koner skulle blive fede fik de aldrig lov at drikke vand. Endelig fik han en kone som hed Misane / Misana. Hun havde to brødre. Denne (Misane) forbød han også at drikke vand, for at hun skulle blive fed. Han var en stor fanger og gik ofte i kajak, og når han gik ud, gik hans kone ud i husgangen og bortslikkede vandet, som drev ned igennem den. Med kniven i den ene hånd følte han ofte på hendes lår og legeme, om hun snart blev fed nok.

En dag da Im. var ude i kajak besluttede hun sig til at flygte for ham. Hun gravede en stor sten ud af bagmuren i huset og lavede bag denne en hulning, som kunne skjules af stenen. Derefter fyldte hun sin anorak med lampemos og lagde den på sin plads på briksen så at den vendte ryggen ud efter. Da hun mente, at manden snart kom hjem skjulte hun sig i hullet. Manden kom snart efter, gik lige ind i huset med kniven i hånden og hen til briksen. Han stak nu kniven flere gange i den fyldte anorak som jamrede sig ligesom et menneske. Han opdagede snart sin fejltagelse og sagde: "Hvoraf kan det komme at den skriger som et menneske. Jeg skulle ikke have ventet så længe med at dræbe hende." Han gik nu husvæggen rundt og sparkede til stenene, men opdagede intet. Han gik ud for at søge efter sin kone, og i mellemtiden benyttede hun lejligheden til at flygte for at søge hen til sin broder. Da hun var kommet et stykke på vejen, hørte hun at manden var efter hende. Efter at være kommet forbi et næs, sagde hun: "Jeg har jo træ til amulet, jeg vil blive til træ!" Hun kastede sig ned og blev staks til træ. Da manden kom derhen til, stak han flere gange med sin kniv i træet, det gjorde lidt ondt; men skadede hende ikke. "Jeg skulle have taget min økse med," sagde manden, "nu må jeg gå hjem efter den." Da han var gået, flygtede hun videre. Kort tid efter mærkede hun, at manden var lige efter hende igen. Hun flygtede så ned til stranden, hvor det var lavvande, kastede sig ned og sagde: "Jeg har jo tang til amulet, jeg vil blive til tang." Da manden kom derhen kunne han ikke finde sin kone; han sagde da: "Nu vil jeg vente til højvande for at hun kan drukne." Efter højvande gik han hjem, og hun flygtede til sin broder. Da hun kom tæt til broderens hus, blev hun bange for at manden forfulgte hende, hun løb derfor op på en ravnefælde og lod sig falde ned gennem åbningen. Da broderen så hende spurgte han hvorfor hun var kommet derhen? Hvortil hun svarede: "Im. vil slå mig ihjel og forfølger mig." Hun blev nu ført ind i teltet.

Kort tid efter kom Im., som anstillede sig meget bedrøvet, og sagde, at hans kone var død. Han satte sig ned, holdt hånden for øjnene og lod som om han græd. Efter at broderen havde blødet sin tromme, begyndte han at synge: "Im. som spiser sine koner og børn!" "Im. som spiser sine koner og børn!" Im. nægtede at have spist koner og børn, men nu råbte hans kone bag fra teltet: "Du har ikke alene villet dræbe mig, men du har også slået min broder ihjel og spist ham." Im. svarede: "Du har spist den ene hånd!" "Nej", svaerede konen, "jeg spiste den ikke, jeg lod den falde ned gennem pelskraven."

Im. ville nu rejse, men de andre sagde, at han skulle blive. Konens broder hentede sin hundepisk og bandt en stor knude for enden og slog Im. over ryggen, således at huden revnede. Til slut var Im. død.

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

Kommentar: Konens ene bror er åbenbart fulgt med til Im. og er blevet spist, en episode, der er med i mange versioner. Om det er Sanimuinnaq eller Johan Petersen, der har udeladt den, er uvist.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS

2488, VIII, 4', s. 18 - 24, nr. 3 (suppleret med Sanimuinak's fortælling, ibid. s. 24 - 30).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Det Grønlandske Selskabs skrifter, XIX,

II: Østgrønlandske Sagn og fortællinger, Ammassalik, s. 223 - 225.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 235 - 237.

Resumé: Hver gang Iimarasussuk / Igimarasussuk får en kone,

spiser han hende og deres børn. Han feder en kone op ved at nægte hende vand at drikke. Han fanger godt, men når han undertiden intet fanger, dræber han sin kone.

Misana, der har mange brødre, blir hans kone, og han tar hendes

lillebror med. M. slikker vand af husgangen, når Ii. er ude på fangst.

Ii. dræber hendes lillebror, koger ham og tvinger M. til at tage imod

en hånd, som hun lader glide ned under halslinningen. M. udstopper sin

anorak med lampemos, beordrer den at skrige, når Ii. stikker i den,

graver et hul i muren bag en af dens store sten, gemmer sig dér, og

undgår at bliver ramt af Ii.s kniv, da han efter at have stukket i

anorakken søger husrummet rundt. Ii. går ud for at lede efter hende.

Da han er ude af syne, flygter hun, opdager at han forfølger hende, og

hun omskaber sig til sin amulets materiale, der er træ. Ii. går hjem

efter en økse. M. flygter videre til stranden, hvor der er ebbe. Her

omskaber hun sig til tang. Ii., der ved hun er der, men ikke kan finde

hende, går hjem for at lade højvandet drukne hende (tang-episoden er fra Sanimuinnaqs version, BS).

Hun når hjem til brødrene, men af angst for, at Ii følger efter,

gemmer hun sig i brødrenes ræve- og ravnefælde, hvorfra en bror tar

hende med hjem.

Ii. kommer på besøg. M. gemmer sig under skind på briksen. Ii. græder

tørre tårer over tabet af sin kone, men brødrene græder ikke med. En

af dem ærter alle med trommesange og Ii. med, at han spiser sine koner

og børn. Ii. nægter. M. afslører sig og fortæller om Ii.s fortæring af

lillebroderen. "Du har spist den ene hånd", siger Ii. "Nej", forklarer

M.

Ii. vil afsted. Man tvinger ham høfligt til at blive. Hans hunde slås

med brødrenes hunde. Ii. vil ud for at skille dem ad og får ikke lov

til at tage sin anorak på. Uden for pisker en af brødrene både

hundene og Ii. med en stor knude på piskesnerten. Ii.s ryg revner. M.

skal stikke ham ihjel. Hun har ikke kræfter nok. Da brødrene tar

over, er Ii. allerede død.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Kommentar: Holm har indskudt enkelte elementer fra Sanimuinnaqs variant,

der måske findes i Thalbitzers eller et andet arkiv.

Tolkning: Man bliver åbenbart mager af at drikke for meget vand. Det

er betydningsfuldt at Ii. netop giver M. lillebroderens hånd, symbolet

på samarbejde, at spise. Havde hun spist den, var hun blevet Ii.s

medskyldige og afskåret fra relationen til sine brødre.

Hist.: Det er spørgeligt om ammassalikkerne fangede ravne i deres

rævefælder.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift, NKS 2130, 2', læg 7, s. 138: angut isumáinamigut miternik tungutsissartoq.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

"Manden der bildte sig ind at han spiste noget med spæk til".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen efter håndskrift:

I gamle dage, før skydevåbnenes tid,

var der en mand, der nærede et stærkt ønske om at spise

edderfuglebryster med spæk til, når fuglene begyndte at trække tæt forbi næsset ved vinterbopladsen.

Denne mand med det stærke ønske var allerede gammel og gik ikke

længere på sælfangst. Men engang fik de noget sælspæk forærende, af en

bopladsfælle, der havde fanget. Den gamle skar et stykke af spækket og

ridsede det op i tern. Han gik hen til det lille næs for dér at vente

på fugletrækket. Han tog straks et stykke spæk i munden for at være

klar, når fuglene kom. Så begyndte trækket indefter. Og hver gang

forestillede han sig de dejlige bryster og tog sig et stykke spæk, så

det til sidst slap op. Naturligvis følte han sig ikke mæt, da han tog

hjem. Spækket slap op, da trækket var på sit højeste.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide.

Desværre er der ingen datering.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er

blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden

af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt.

Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og

et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor

indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens

hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet

flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem

med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden

kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager

helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham

vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen.

Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås

om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter

ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv

blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed

ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med

familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.

Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fangerne der forsvandt

De var blevet til mange mennesker ("inigiasîlerqîpúngôq"), og der boede også nogle syd for deres boplads. Hver gang nogle af mændene tog sydpå på fangst, kom de ikke

tilbage. På den måde blev stedets mandlige beboere færre og færre. Nedgangen fortsatte, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage. Han gav sig så til at træne stedets drenge i kajak. Træningen foregik nær ved stranden; og da de var ved at blive dygtige, gav ungkarlen sig til at lave fuglepile. Det blev til

ganske mange fuglepile; da han blev færdig, sagde han til drengene:

"Lad os tage sydpå og finde ud af, hvor de blev af." Så tog de afsted.

Lidt syd for bopladsen var der en lille ø. (Her er det uklart,

hvorvidt øen lå syd for deres egen boplads eller de andres. Jeg tror

det er deres egen boplads. Chr. B.) Først roede de uden om bopladsen, og så

til den lille ø. Herfra roede de mod syd, i række ved siden af

hinanden.

Da de nærmede sig nabopladsen i syd, kom en gammel mand ud af huset,

fulgt af en stor flok børn. De gik op til en høj og forsvandt bag den.

Lidt efter de var forsvundet bag højen, gik den gamle mand ned til

huset. Da han havde været inde en tid, landede en falk oven over

husets vindue. Der sad den så en tid, hvorefter den lettede og stilede

direkte mod kajakkerne, hvor den straks med foden skubbede så hårdt

til en af nybegynderne i kajak, at han kæntrede. En af drengene rejste

kajakken op igen, men han var allerede druknet.

Falken fløj igen op og satte sig oven for vinduet. Da den havde sat

sig, sagde ungkarlen: "Den vil udrydde os alle på den måde." Og han

bad så drengene om at placere sig i kæde og på linje bag ham. Falken

var igen på vej mod dem. Da den nærmede sig i fuld fart, greb

ungkarlen sin fuglepil, kastede den og ramte falken lige i

halshulningen over brystbenet; og den faldt ned, så vandet sprøjtede

til alle sider. Så sagde han til sine nybegyndere: "Hold den nede med

jeres fuglepile!" Da de havde gjort det, roede de ind til land. Der

var ikke et menneske at se. De gik op til huset og kiggede ind gennem

vinduet, men det var tomt. Så gik de op til højen, hvor børnene var

forsvundet. Man vidste jo aldrig.

Omme bag højen opdagede de en stor slette med fjeldsimmer (grønlandsk

fjeldsimmer). Midt på sletten lå en stor sten. Da gik derhen og nu

kunne de høre barnestemmer inde fra den store sten.

Da alt andet var omsonst sagde ungkarlen til dem: "I kender vel

heller ingen tryllevise / serrat, der kan få en sten til at flække?" "Jo!"

sagde en: "jeg kender én!" "Syng den så!" sagde ungkarlen.

Så snart han begyndte at synge, flækkede den store sten, og så myldrede

der ellers børn ud. Hvergang et barn kom ud blev det dræbt.

Da de havde dræbt dem alle sammen, så de efter i huset, om der skulle

være flere. De forstod så, hvordan det var den gamle mand (i skikkelse

af en falk) der havde udryddet alle mændene fra deres boplads. Da

ungkarlen og hans ledsagere ikke mente, der var flere mennesker, tog

de hjem. Og de fik ro i sindet.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 153 - 160.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 256 - 258.

Eng.udg. Thalbitzer, W.  1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 266 - 268.

Resumé: Inurudsiaq har tre eqqillit (de lusebefængte, der ligner hunde)

til plejesøskende. Om foråret kommer mange eqqillit ned til huset og

dræber fra tagets fire hjørner alle indvånerne undtagen I. og hans

søster. To eqqillit bliver tilbage. De hænger I. og hans søster med

hovedet nedad over en dyb afgrund. I. kan drikke sit eget tis, men

søsteren dør af tørst. I. får efter flere forgæves forsøg hejst sig op

på en klippehylde ved linen, anråber først forgæves, siden med held en

passerende konebåd.

I. øver sine kræfter mens han vokser op. Han har fem gode bjørnehunde

og kører ofte på uuttoq-fangst ind i fjorden om foråret. Herinde

overrasker han de to eqqillit optaget af kiggefangst. De undres over,

at I. er blevet voksen, ber ham blive, mens de henter deres fangst, og

flygter. I. finder deres fangst af lyse og mørke sæler, forfølger

deres spor til de taber sig på indlandsisens glatte flade. Her får han

øje på mange eqqillit nede i en revne, kravler derned, foregiver

at lyske en af dem og dræber denne med et bor ind i øret.

Tar således livet af alle synlige eqqillit. Andre har gemt sig i en

sten med en smal revne, som han synger åben. Han dræber dem alle,

undtagen sine to særlige fjender, som han spænder for sin slæde bag

hundene og pisker dem til blods, mens de løber. Hvergang pisken bliver

for tung af blod, skifter han den ud med en ny. Den ene eqqilik dør,

da de når ned fra isen, den anden da de når ud af fjorden. Hjemme

fortæller han om sin tilfredsstillende hævn over sine plejesøskende.

Var.: Begyndelsen er fra en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada:

Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; En sørgelig fortælling;

"erqidlit" som stedsøskende; eqidi' / eqqillit

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Efter at der var kommet kristne i Augpilagtoq / Aappilattoq og Upernavik, og efter at der også var nogle døbte i Aappilattoq, boede der nogle folk syd for Aappilattoq ved Savêrneq / Saveerneq. Og den ældste blandt dem var åndemaneren Itakugdluk / Itakulluk. Hen på vinteren var der en mand fra Saveernoq, der tog på slæde-besøg med sin kone og et barn. Og mens de var væk, åd strømmen af isen ud for Saveerneq, og man kunne ikke køre over isen nedenunder husene. Man holdt udkig efter den besøgende, for at man kunne give ham besked. Men et kort øjeblik var de optaget af noget andet. Og da de opdagede ham, var han allerede kommet ud på det farlige sted. Og lige idet de råbte til ham, faldt slæden igennem isen. Og mens man forsøgte at komme over til dem, tog strømmen dem, og de forsvandt under isen.

De nåede hen til det sted, hvor de var faldet igennem, men de fandt ingen.

Blandt dem var Itakulluk, den store åndemaner, og han sagde til dem, der

begyndte at græde over dem, at de ikke skulle. Han sagde, at de skulle

gå op i huset, fordi han ville prøve alene. Og de skulle først komme, når

han råbte om hjælp. De adlød ham og gik op i huset. Itakulluk var ale-

ne, mens de andre holdt udkig. Da han var blevet alene, kunne man høre

ham tale. De, der var udenfor huset, kunne høre talen, men ikke forstå,

hvad han sagde. Og da han begyndte at tale, så begyndte - skønt det var

vindstille og meget fint vejr  Saveerneqs fjelde og Akinas fjelde over-

for Saveerneq og fjeldene overfor Inugsugârssoq / Inussugaarsoq syd for Saveerneq at tale med, når Itakulluk havde talt, og når han tav stille, begyndte fjeldene at tale med hinanden. Midt i det hele råbte Itakulluk, at de skulle komme og hjælpe ham. De gik ned til ham og opdagede, at han havde trukket dem op alle sammen, og at ingen af dem var druknede. De klarede sig og undrede sig meget over hændelsen, men Itakulluk sagde, at de ikke skulle sige noget til nogen. Først da der var gået nogle år, fortalte tilskuerne, hvad der var sket.

Da der var kommet udliggere ved Aappilattoq, og Itakulluk levede der, var han vældig glad for kaffe. Engang, da der skulle handles, kom Itakulluk også og ville købe kaffe. Han gav ganske få skilling til udliggeren og sagde, at han gerne ville have meget kaffe. Udlæggeren lagde ganske få kvint på vægten, og nu stod Itakulluk ret. Udliggeren tog så en pot og skulle lige til at hælde ind i skæppen, da Itakulluk begyndte at tale til kaffen, idet han sagde: ukililerdluse, ukililerdluse (bliv lette, bliv lette). Og potten blev tømt uden at de få kvint blev løftet. Udliggeren fyldte en pot igen. 0g da han skulle hælde den i, sagde Itakulluk igen: 'ukililerlusi, ukililerlusi.' Og potten blev

tømt igen uden at løfte kvinterne. Udliggeren lagde fingeren på skæppen

og trykkede ned. Og naturligvis vippede den. Men lige så snart han løftede

fingeren, sank kvinterne. Og nu skældte udliggeren Itakulluk ud.

Itakulluk grinede lidt og vendte ryggen til. Og da han gjorde det,

svingede vægten til den anden side. Og nu begyndte udliggeren at tømme posen for kaffe. Og da han var færdig, var der kun lidt bundfald i posen. Itakulluk sagde smilende tak til udliggeren, og uden at vårdige de andre undrende tilskuere et blik, gik han ud.

Det fortælles, at Itakulluk døde i Aappilattoq som en meget gammel mand.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Resumé:

Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet

hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den

store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker

børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked

til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til

selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man

larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen.

Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde

bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på

taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham

op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det

med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i

forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod

ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin

fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag

ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille

offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt

og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer

tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans

kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk

som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det

spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han

en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U.

siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K.

sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som

var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen.

Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin

gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter,

mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl

skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og

ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers

ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt,

fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.

Var.: Kaassassuk.

Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk.

Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige  er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der

gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere

retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå.

Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Øst for disse efterhånden mange mænd lå en anden

boplads, hvor der boede en skruptosset mand. Den ene efter den

anden af de mange kajakmænd udeblev fra ture østover. De blev færre og

færre, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage.

"(?) jeg har lyst til "kanajortâjori" (fiske ulke?) hos

Tuussaaq-boerne" De andre på stedet advarede ham, for han var den

eneste tilbage (af mændene).

Engang om vinteren, hvor der var kommet islæg, tog han så afsted

østover på besøg med slæde. Han kørte uden om et lille næs og fik øje

på to huse, nederst et lille hus og oven for det, et stort hus. Han

bandt slæden fast til noget og gik ind i det lille hus, hvor der boede

et ægtepar. De sagde: "Vores genbo, tossen, ved som sædvanlig allerede, at du er her. Han vil selvfølgelig sende bud efter dig." Ægteparret tilføjede: "Vi skal nok prøve at hjælpe dig".

Ganske rigtig. Der blev råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle bede

gæsten om at komme op på besøg." Han gik op og ind i huset.

Inde i huset var der mange mennesker. De var meget venlige. Da de

endelig var gået i seng, kunne gæsten af frygt ikke sove. Manden, der

ikke var rigtig klog, gik ikke i seng. Han holdt vagt.

De øvrige gav sig til at snorke, så såre de lagde sig. Det viste sig

at de, der boede nedenfor, havde tryllet dem i søvn. Da de begyndte at

snorke, blev manden, der holdt vagt, lysvågen. Ungkarlen var også

lysvågen. Vagtmanden begyndte at kigge ud af vinduet med jævne

mellemrum. Så gik han ud. Da han senere kom ind fra gangen

sagde han: "Uden for er han ved at rette skytset imod morgenstjernen.

Hvor søvnigt. Hvor søvnigt!" De mange bagved ("tunuaniittorpassuit")

snorkede videre. Da han gik ud næste gang, samlede gæsten en

stor læst op til at spile fugleskind over og holdt den tæt ind til

brystet for at kunne bruge den som våben. Så kom han op fra gangen og

sagde: "Udenfor er han ved at rette skytset imod morgenstjernen.

Hvor søvnigt, hvor søvnigt!" (?) Han stirrede ufravendt på husgangens

indgangshul. Så kom han til syne og mens han rablede det samme af sig

som før, slog gæsten ham meget hårdt med læsten ("taimagôq

peqardlivínágilaq": så han blev helt borte?) Man siger, at gæsten

faktisk trådte på ham på vej ud af huset, men han var død.

Han gik ned i huset nedenfor og sagde: "Så kan jeg bedre forstå, at

ingen gæster er sluppet levende fra ham." Ægteparret lovede at de nok

skulle hjælpe ham ved at skære bindingerne på deres slæders tværtræer

over. Ungkarlen gik ud for at tage afsted. Han løste fortøjningen og

kom afsted. Han var kommet frem til isfoden, da de oppefra råbte: "Gæsten er

på vej væk. Han er ikke blevet dræbt!"

Man kunne se, at lys og skygge vekslede i vinduet på det øverste hus.

De havde baksede med at gøre sig klar / få tøj på ("síngsêrneqaramik": de var blevet taget på sengen ?). Den første på vej ud hujede og sagde:

"Hør, ham den tossede ligger død her." De gik ned og kom afsted. Men

når de skulle dreje nede på isfoden, faldt slæden fra hinanden. En

slæde, hvis remme ikke var blevet skåret over, forfulgte ungkarlen,

men de kunne ikke indhente ham. Midt under flugten fandt han på at

dreje rundt. Det siger man jo ungkarle havde for vane. Sidste gang han

drejede rundt, gik det op for ham, at en stor sort skikkelse drejede

rundt samtidig med ham i nærheden.

Dette sorte væsen var nok sjælen af ham, den tossede. Da han kom hjem,

sagde han: "Nu forstår jeg bedre, hvorfor alle de andre er udeblevet.

De er blevet udryddet af dem, der bor øst for os."

Efter dette tog ungkarlen ikke mere ud på besøgsrejse.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Kommentar: Det var ellers mest om pebermøer, gammeljomfruer man sagde, at de drejede mod strømmen - undervejs til dødsriget. Forstået på den måde at de som ugifte og barnløse var "unormale", "bagvendte".

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne tekst er publiceret, iblandet tilføjelser fra Agdlagdlaks og Angutinuaks versioner, i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 237 - 239 (uden noter).

Johan Petersens oversættelse:

Kaluluk var en lille spinkel person. Da han begyndte at gå i kajak, roede han ud til en ø, der hedder Imikertok / Immikkeertoq og steg i land her. Han tog sin blærepil, kastetræ og lille kniv og gik op på øen hvor han satte sig til at arbejde ved siden af en dam. Mens han arbejdede på sin blærepil, så han, at en kajak kom ind til stranden. Manden steg i land og gik op og tog fat på Kaluluk. De begyndte da at brydes, men da Kaluluk mærkede, at han ikke kunne magte manden, der var meget større end ham, så råbte han på sin amulet, der var en vanskabning (angiak / anngiaq): "Kom og hjælp mig!" Da amuletten kom Kaluluk til hjælp, trykkede han manden til jorden bag fra, slæbte ham hen til dammen, og kastede ham i den. Da manden krøb op af dammen, stak Kaluluk ham ihjel med sin blærepil, og halede døde mennesker op af havet, hvilke, han lagde ovenpå ham.

Kaluluk rejste derefter hjem, men fortalte ikke noget om, at han havde slået en mand ihjel.

3 dage efter kom der mange kajakker fra den anden side. De sagde, at manden ikke var kommet hjem, og at der ikke var andre end Kaluluk, der kunne have slået ham ihjel. Kaluluk sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne slå den mand ihjel, som er meget større end jeg?" Men de sagde, at de skulle nok komme og hævne ham.

Da Kaluluk kom op, fortalte han det til sin gamle bedstemoder, som han boede sammen med. Hun begyndte dermed at synge tryllesange. Først sang hun over en vandøse, derefter tog hun en blodprop ud af sin pose og sang over den, og derefter over en kødvender.

Da folkene fra den anden side kom, hentede hun vand i vandøsen og satte den ved stranden, hvor de skulle gå i land. Efter at have gjort dette, sagde hun: "Bare de nu ville holde deres åre på ryggen, når de går op."

Da den første mand kom i land, tog han åren på ryggen, gik hen til den spand den gamle kone hvade stillet ved stranden, og begyndte at drikke. Mens han drak, gik Kaluluk hen til ham og stak ham med kødvenderen i siden, men han vedblev at drikke. Kaluluk trak nu kødvenderen ud, blodet flød ud af siden på manden, men Kaluluk satte blodproppen i. Da han derefter trak blodproppen ud døde manden.

Sådan gjorde han ved dem allesammen undtagen to. Til dem sagde han, at de skulle tage hjem, ellers ville det gå med dem, som det var gået med de andre.

Da de kom hjem fortalte de, at alle andre var slået ihjel. Kaluluk skar de døde i stykker og kastede dem i vandet. Derefter rejste Kaluluk ind til bunden af Sermilik, hvor han levede af hvidhvaler og narhvaler og kom aldrig mere sammen med mennesker.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Ukussulik. I øvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 54 - 59,(suppleret med Angitinguak's og Adlagdlaks fortællinger hhv. ibid. s. 46 - 50, 50 - 54).

2. udgave: Petersen, Johan, (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger,

Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 226 - 227.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 237 - 239.

Resume: "Kaluluk"

Kaluluk er en lille, spinkel, forældreløs dreng, der bor hos sin gamle

bedstemor. Nabolagets kajakmænd forsvinder en efter en. Kaluluk får

kajak, ror en dag til øen, Immikeertoq, hvor han arbejder med sin kniv

på sin fuglepil. En kajakmand kommer roende, går i land, brydes med

Kaluluk der husker sin amulet af et utidigt født foster og tilkalder

dette. Det overmander manden bagfra og kaster ham ud i en sort dam, og

da manden kravler op på land, stikker Kaluluk ham ihjel med sin

fuglepil. Ved at stikke den ned i vandet opdager Kaluluk ligene af

alle de forsvundne kajakmænd. Den dræbtes fæller fra "den anden side"

kommer for at afsløre Kaluluk. Han nægter. Blandt dem er Kaluluk's

halvfætter, der røber at de vil komme tilbage for at hævne

sig. Bedstemoderen synger over en vandøse, en sælprop og en kødvender

af et ribben, som Kaluluk selv har brugt som barn. Kaluluk får hendes

rensdyrkamikker på og får proppen og kødvenderen som våben. Selv

anbringer hun en fyldt vandspand ved stranden og forvandler ved sit

blotte ønske fjenderne en for en til en ren, der drikker af

vandspanden.

Kaluluk dræber dem efter tur med kødvenderen, som han stikker hul i

dem med fra siden, og sælproppen, som han stikker i hullet og trækker ud,

så blodet styrter ud af dem. De to sidste mænd lader han leve med

besked om at tage hjem og fortælle, hvad eventuelle hævnere kan vente

sig. Kaluluk flytter ind i bunden af Sermilik, hvor han lever af

narhvaler og hvidhvaler, og han kommer ikke siden sammen med rigtige

mennesker (men sikkert med indlandskæmperne, timersit, derinde, BS).

Da sammenblandingen af de tre versioner er udpræget, er Angitinguaks, Agdlagaks og Pitigas versioner indskrevet under NKS 2488, VIII,  hhv. s. 46 - 50 og s. 50 - 54, og s. 54 - 59.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik; Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne version er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til

Piitiga's version, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3.

Piitiga's version uden tilføjelser er indskrevet under NKS 2488, VIII, s. 54 - 59.

Johan Petersens oversættelse:

Der var engang en forældreløs dreng som hed Kaluluk og boede hos sin gamle bedstemoder. Når de omkringboende kajakker gik ud på fangst, kom de ofte ikke hjem igen. En dag gik Kaluluk over til en stor ø, hvor han gav sig til at arbejde på sin fuglepil. Mens han sad der, fik han øje på en kajak, der nogen tid gik i skjul af stranden; men derefter lagde til land på øen, og kom og talte med Kaluluk. De tog nu fat på hinanden og begyndte at brydes. Kaluluk tænkte: "Hvad mon jeg har til amulet? Det er sandt, meg har en alusugak /alussugaq (foster) til amulet." Han råbte, at alusugakken skulle komme og hjælpe ham. Kaluluk trykkede manden ned og vred hætten rundt på hans anorak, til han var kvalt. Han ville derefter kaste ham ud en stor sort dam, der lå tæt ved; men da han stak fuglepilen ned i dammen, følte han noget blødt, og da han så ned i vandet, så han, at det var døde mennesker: Han trak nu det ene lig op efter det andet og kendte i dem sine naboer. Han kastede manden ud i dammen, og de andre ovenpå.

Da han kom hjem til sin bedstemoder, fortalte han til hende, at han havde dræbt manden. Da manden ikke kom hjem, tænkte hans familie, at det var Kaluluk, der havde slået ham ihjel. "Hvorledes mon jeg skulle have slået ham ihjel? Jeg der ingen kræfter har", sagde Kaluluk.  Da Kaluluks avia (halvfætter) fortalte, at "de syd fra" ville komme for at slå Kaluluk ihjel, sagde dennes bedstemoder: "Du skal ikke frygte, din amulet vil nok hjælpe dig." De fik nu øje på kajakkerne, som kom for at slå Kaluluk ihjel, og bedstemoderen satte en spand fuld af vand ned til stranden, og sang over den, idet hun ønskede "at kajakmændene, når de kom til land, skulle få horn i panden som rensdyr, og drikke af spanden." Kaluluk fik af sin bedstemoder en kødvender, der var lavet af et ribben, og som han (hun ?) selv havde brugt som barn, og tillige en sælhundeprop. Bedstemoderen sagde til ham, at han bare skulle stikke i retning efter dem med kødvenderen og derefter med proppen, og idet han lod som han trak denne ud, sige: "Nu trak jeg den ud."

       Kajakkerne kom til land, tog årerne på ryggen, drak af spanden. Kaluluk stak efter dem med kødvenderen, derefter med proppen, lod som om han trak proppen ud, og sagde: "Nu trak jeg den ud!" Blodet styrtede da ud af folkene, som døde af blodtab. Således gjorde han ved dem alle sammen undtagen een, som vendte hjem, og som man ikke mere hørte noget til.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort: se Kaluluk. Men de to begrebers betydninger dækker ikke hinanden i alle kontekster. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

I Holm, G. 1888: nr. 1, ss. 241 - 244 er mindre dele af Uutuaqs version indskudt som supplement til Angitinguaqs version. Samme er genudgivet i: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:: 219 - 220.

Eng. udg. Thalbitzer, W 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

Johan Petersens oversættelse:

En dag da Kamikinak som barn sad og spiste, sagde hans moder til ham: "Hvorfor spiser du? Du vokser jo alligevel ikke." Kamikinak blev vred herover og gik ud i kajak. Da han kom ud på havet, så han en stor kajak (mand) sidde og fiske ulke. Han råbte op til den store mand. Da denne blev opmærksom på ham, tog han ham tilligemed kajak i hånden og satte ham op på kajakstolen. Den store mand roede nu til sit hjem på Akilineq. Her satte han K. op på en hylde på væggen. Han gik derefter ud og hentede fødemidler, som han delte ud til husfællerne først de skulle spise. Om natten blev K. sat under briksen for at vokse. Fra briksen blev der sat et tov (?), der nåede hen til vinduet, for at K. ad dette kunne krybe hen til vinduet for at se efter bjørne, der plejede at komme udenfor huset mellem 2 store sten. Han opdagede snart en stor bjørn (af den størrelse som findes herovre), som fyldte åbningen mellem de to sten. Da plejefaderen på anskrig kom til, sagde han: "Herovre kalder vi det kun for en ræv." Han sparkede ræven ihjel, skar den i stykker og gav alle i huset af den. Næste dag opdagede K. en meget stor bjørn (sådanne som findes derovre). Plejefaderen gik ud, stak den ihjel og gav K. et spækkorn (fedtcelle) til at bære hjem. K. kunne imidlertid ikke magte det. Hans plejefader skar det derfor over, og K. bar det halve stykke til huset, mens plejefaderen bar hele bjørnen.

Den næste dag gik de ud for at fiske ulke. Plejefaderen sagde til K., at han skulle se med igennem et hul i isen og passe på, når de andre ulke løb deres vej, for da ville der komme en stor ulk. Da denne kom frem, stak plejefaderen den ihjel. Derefter gik de hjem med deres fangst. Da det blev dag igen gik de ud for at fiske laks, og så snart efter den store mand med de 2 store tænder, der næsten havde fisket alle laksene. Han lå ned og kikkede gennem et hul på isen. Plejefaderen sagde til K., at han skulle råbe: "nerrisilik mardlinik" (ham med de to tænder). Manden hørte det ikke. K. måtte derfor atter råbe: "n ... m ...!" K. sagde til plejefaderen: "Jeg er bange for den store mand." Denne svarede: "Jeg er ikke bange for ham, kommer han skal jeg nok tage fat på ham." Den store mand rejste sig op og løb hen imod den lille K. men nu kom plejefaderen frem og de begyndte at brydes. Tilsidst blev manden med de 2 tænder kastet omkuld og derefter slået ihjel af plejefaderen. Derefter samlede de en del tøndermos, lagde manden med de 2 tænder derpå og tildækkede ham dermed.

Da K. kom tilbage hertil igen, spiste han alt sin faders tørrede kød. Efter at have spist det altsammen, gik han ud for at fange sælhunde. Førend han gik ud, tog han faderens telt ved toppen og flyttede det op på et højt fjeld; thi han var bange for, at når han roede bort, skulle bølgerne skylle det bort. Han sagde til de andre, der havde telt derved, at de ligeledes skulle flytte deres telte, for at de ikke skulle skylle bort af bølgerne, som frembragtes af hans åretag; men de troede ham ikke og lod deres telte blive stående. Han roede nu bort og alle teltene, med undtagelse af hans faders, blev bortskyllede og folkene druknede. Han traf nu en stor stime sortsider og øste dem med hånden op på kajakken.

Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222.

Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en

kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger

sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer

han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to

sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker

kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset.

Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg

og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort.

Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at

rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som

hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K.,

henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K.

under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød

bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme

vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en

edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS)

Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje

med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten.

Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS).

Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille

bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og

kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de

almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt

gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar

til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget

højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med

denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør

kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i

Ammassalik området.

Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.

Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine

forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden

yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra

hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og

de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to

hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både

disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under

briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og

endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres

med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.

Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de

sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm

1972:139).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift)

Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen.

Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og  bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden  tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine

indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en

tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken.

Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men

da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter

månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod

tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med

tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt

efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden."

Så tog Månemanden  tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham.

Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde:

sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en

stor åndemaner.

(Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq.

Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fjordboen og kystboen (opr. ingen titel)

En fjordbo og en kystbo blev gode venner. De var så gode

venner, at der ikke gik en dag, hvor de ikke så hinanden.

Når de traf hinanden, inviterede de hinanden på besøg. Engang fik

kystboen den onde ide at forgive fjordboen. Han henlagde en sæl til

gæring, så den kom til at lugte og miste hårlaget, og han gned den

ene side af sælen med noget fra en gammel grav (i varianterne er der

tale om menneskefedt fra et lig).

Så inviterede han sin gode ven og serverede den frosne sæl med en kniv

i kødet til ham. Han troede, at vennen bare ville lange til maden; men

venner gik ud for at tisse. Undervejs tilbage var der ikke et menneske

at se nogen steder; men han hørte en stemme sige: "Din gode ven vil

forgive dig. Før du langer til, skal du vende sælen, og du skal bruge

en anden kniv når du spiser."

Værten forventede, at hans gode ven straks ville lange til; men først

vendte han sælen om, hvorefter han gav sig til at spise af den med en

anden kniv. Det gik op for vennen, at han ikke var til at forgive

sådan uden videre. Dertil var han for klog. Efter besøget tog vennen

hjem og fortalte sin husstand, at vennen havde prøvet at forgive ham.

Han slap med et ondartet mavetilfælde, der skyldtes, at han alligevel

var kommet til at spise et lille stykke af det, der var smurt med

noget fra en gammel grav.

Nu ville fjordboen hæven sig på den anden. Han lagde et helt rensdyr

med skind og det hele til gæring og smurte noget fra en gammel grav

over det hele. Da han mødte sin ven, inviterede han ham hjem.

Så kom han, og værten bad kvinderne hente mad til ham. De kom ind med

et lækkert frossent rensdyr, som var helt afhåret.

Da de havde serveret ham det, sagde han, at han først ville ud og

tisse - selv om han slet ikke var trængende. Han gik ud, men kom

tilbage uden at have tisset. Han var blot ude for at trække frisk

luft. Hans gode ven forventede, at han først ville "ændre dyrets

stilling." Men han gav sig til at spise uden at flytte på det. Han

holdt først op, da han var blevet helt mæt. Så tog han hjem.

Efter dette besøg mødte han ikke længere sin ven på sine fangstture.

Til sidst kom han til at længes efter at se ham igen.

Så tog han hen til hans boplads for at besøge ham. Han så ingen

mennesker. Han bar sin kajak længere op på stranden; stadig var der

ikke et eneste menneske at se. Nu var han på vej op til huset og

konstaterede, at vennens kajak lå på sin plads. Han kiggede ind og så,

at han lå på briksen på maven med hovedet ud over kanten. Hans øjne

var uhyggeligt store. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?"

Tænk så svarede han: "Du har jo forgivet mig. Så vil jeg også spise

dig!" Da han begyndte at røre på sig, løb fjordboen ned til sin kajak

med kystboen i hælene.

Netop som han var kommet ned i kajakken og var roet ud, nåede kystboen

til stranden og bad ham komme i land igen, for han ville

ikke gøre ham fortræd. Det viste sig, at han ("avâlârdlune": i

sindssyge) havde spist alle de andre.

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at hans gode ven, som han

forgav, havde spist alle i sin husstand, og at han selv nær var blevet

spist af ham. De andre i huset advarede ham mod at besøge ham igen.

Der gik lang tid hvor han ikke besøgte ham. Men så kom han til at

længes så meget efter ham, at han igen tog derhen på besøg. Dennegang

var han så utryg, at han kun lige trak kajakken op på stranden og gik

op. Han kiggede ind igennem indgangen fra gangen og så, at han nu lå

på briksen med hovedet imod bagvæggen. Han sagde: "Hvad går der af

dig?" Intet svar. Så gik han hen for at røre ved ham. Straks han

rørte ham, råbte han: " Hvad vil du!" og sagde: "Du har jo forgivet

mig, så jeg vil spise dig!" Gæsten ville springe ud i gangen; men den

anden spærrede åbningen. Så gav han sig ellers til at løbe efter ham.

På et tidspunkt da den syge var langt fra åbningen ud til gangen,

sprang gæsten ud og løb ned til stranden med den syge lige i hælene.

Idet gæsten kom ned i kajakken og stødte fra land, vadede vennen ud i

vandet for at gribe fat i spidsen af kajakken; men da den smule

bølgegang, der der skabtes af kajakkens bevægelser, nåede vennen,

sagde denne: "Nu falder jeg ned i en stor revne!"

Vennen faldt om i vandet, og mens han kom op igen, roede gæsten væk.

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at han var blevet forfulgt af

ham inde i huset og helt ud i vandet, og at han denne gang have været

lige på nippet til at blive spist. De andre sagde, at nu måtte han

altså lade være med at besøge ham.

Så kom han igen til at længes efter at se sin gode ven; og roede

derhen. Han trak kajakken halvt op på land og gik op til huset. Han

kiggede ind i rummet gennem åbningen fra gangen; men der var ikke

nogen at se. Han gik ind og ledte efter ham bag skindtapetet. Men han

var der ikke. Han ville egentlig afsted igen, men gik så op til en

stor klippehule ovenfor huset. Han kom til indgangen og så, at vennen

lå der pjaskvåd. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?" Han

blev ved med at sige "hvad går der af dig" og gik hen til ham. Han

rørte ved hans fødder og på kroppen, men han bevægede sig ikke. Han

gik tættere på og vendte ham om. Han opdagede at han var død af skræk.

Øjene var så langt ude, at kun en streng forbandt dem til øjenhulerne.

Han blev rædselsslagen. Han tog hjem; og det var så sidste gang han

besøgte sin gode vens boplads for at se til ham.

Sådan dræbte han dette menneske, som ellers var hans hjertensven.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene. Bespiste ondt; Fætrene; fjordbo og kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 131: "Angákoq nukagpiatoqardlo unangmissut" / angakkoq nikappiatoqarlu unammisut.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En berømt åndemaner får lyst til at kappes med en gammel åndemaner,

der er pebersvend, men også har et godt ry. Udfordreren kæntrer rundt i

sin kajak, rejser sig langsomt på ret køl, og hele kajakken er dækket

af lomvier. Pebersvenden gør det samme, og kommer op med kajakken

fyldt og dækket af de fineste, lydefri ulke. Udfordreren erklærer dem

glad for ligemænd, og den gamle ungkarl blir stolt.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Tolkning: Ungkarlen, der næppe fanger ret meget, er henvist til at

ernære sig som ulkepilker.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 202 - 207.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 270 - 271.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 279 - 280.

Resumé: Karrak arbejder på et pilejern. Det får hans hjælpeånd, kæmpen

Ibak (Ipak / inupak, kæmpe) hovedpine af. Ibak dukker ikke længere op til K.'s

seancer og hævner sig engang ved at stikke en lanse med menneskekød på

tværs gennem K. fra ryggen. K. heler nemt såret forpå, vanskeligere er

det bagpå, fordi menneskekødet har rørt ved det. K. tar på besøg hos

I., der ikke deltager i sine husfællers trommesange. K. stikker I. i

halsen. I. udebliver stadig fra K.s seancer, K. besøger atter I. der

er ved at dø, men helbredes af K., der holder seance på stedet. Siden

gør I. ingen skade på K.

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje under læretiden, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Også om Aggu / Akku sagde man, at han engang var blev angrebet af en af sine hjælpeånder. Formentlig et yndet trick. En anden gang hjalp Ipak Karrak mod Månen, der var kommet på straffeekspedition. Søg på: Ipak.

Ligeledes blev Maratsi to gange angrebet, een gang af sin toornaarsuk, som han havde inviteret til at kaste kæmpestore sten efter sig, og to gange af sin Iikatik / Iikadik, der stak ham, første gang forfra og anden gang i ryggen. Som hos Karrak heler såret forpå nemmere end det bagpå. Søg på: Maratsi.

Fortælling fra Akilineq / Baffinland

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "kigssaviarssugpagssuaq"/ Kissaviarsuppassuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Fortælling om en kæmpefalk, der fanger hvidhvaler og bærer dem flyvende i kløerne. Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser.

Hist.: En af de fortællinger, som indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 medbragte. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 189 - 192.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 266 - 267.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5):275 - 276.

Resumé: Hun sover i mere end et døgn og drømmer, at hun gennem sit tøj

ved den oplagte konebåd fortsætter ud over havet til en dyb, mørk

revne ved himlens sillia (Mælkevejen). Da hun springer over

den, er hun nær ved at falde bagover (og ned, dvs. dø, BS), men

falder forover og fortsætter til to huse, hhv. en isbjørns og en

hvalros'. I isbjørnens hus kommer hvalrossen ind for at købe en rem,

som den river itu, da bjørnen ikke vil sælge den. Hun går over i

hvalrossens hus, hvor de to dyr forfølger hende, mens hun flyver

rundt, op gennem et hjørne i taget og endelig hjem, fordi hendes

familie har sunget hende tilbage med serratit / formularer.

Tolkning: Bemærk puulik-motivet (søg: puulik), kvindens åndeflugt bort fra

puulik-dyrene og det mørke svælg bag "verdenshusets" ende, der også

findes i Havkvindens hus. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Vedr. Mælkevejen som himlens skillelinie i kosmologien se MacDonald 1998

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 68 -78 med titlen "Ungilataké" / Ungilattaqi (suppleret med nogle få elementer fra Uutuak's fortælling, "Uiartek", ibid. s. 78 - 92).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 227 - 231.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 239 - 242.

Resumé:

Der ligger to huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik (Tejsten) slår

beboerne af nabohuset ihjel. Kun Kunuk / Kunnuk og hans lillebror overlever.

De rejser bort om natten. Næste dag ser de et barnløst ægtepar på

kiggefangst. Ægteparret løber om kap hen til dem. Konen rører først

ved Kunuk og får ham til plejesøn. Manden får lillebroderen. Vinteren

igennem øver drengene deres kræfter ved at hente tang og løfte store

sten.

Lillebror dør. Kunnuk sørger dybt. Genoptager træningen af sine

kræfter. Får kajak, bliver en dygtig fanger og gifter sig med en smuk

pige.

Ungilatagí / Ungilattaqi udfordrer K., der aldrig har sunget, til

trommestrid for at slå K. ihjel og røve hans kone. Ung. har en

hjælper, den lille fede Ususungmiarssuuk / Ususummiarsuk, som han deler

koner med.

Inden afrejsen synger K.s plejemor over ham, for at gøre ham usårlig.

Hun råder ham til at dræbe en kvinde og en hund, hvis han får dræbt

Ung. Så snart K. i konebåd er fremme, røver U. hans kone som sin

fjerde kone. U.s husfæller bryder sig ikke om, at U. skal slå K.

ihjel. U. og K. stiller sig op i hver sin ende af huset. U. synger

først. Hans trommestav er en kniv, en pana (tveægget?, BS). U. synger

to sange og kaster efter K., der gør sig lille, springer til vejrs og

undgår at blive ramt. U. henter kniven, synger og kaster anden gang.

K., der nu har gjort sig stor, undgår kniven ved at gøre sig

lille. U. vil tage kniven igen, men K. snupper den, synger, gør en

pause, hvor tilhørerne opfordrer ham til at kaste, men han synger igen

og kaster så. U. vil gøre sig smal ved at vende siden til, men blir

ramt i struben. K.s kone trækker i sine kamikker (hun er befriet). K.

tar den smukkeste af U.s koner. U. siger: "Jeg har aldrig vendt mit

ansigt bort fra hende, når jeg har ligget med hende, og du må heller

ikke vende ansigtet fra hende."

På vej ud af husgangen blir K. flere gange puffet af Ususummiarsuk.

Udenfor brydes de. Da K. træder i et hul, hundene har gravet, og er

nær ved at falde, klemmer han Us. Us. synker sammmen og skriger:

"Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så blodet strømmer ud af

munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!." Dermed dør Us.

Hjemme igen bliver K. bebrejdet af plejemoderen, fordi han ikke også har dræbt en

kvinde og en hund. Derefter dræber K. alle kajakmænd, han møder.

K. blir gammel, plejemoderen dør, og K. rejser ud for at hævne sig på

drabet af sin familie.

K. ber Tejstens fætter om at låne en kniv, en

pana. Denne nægter, men blir bange og gir sig. K. kan ikke finde

Tejsten. Først næste morgen ser han noget blankt oppe på en høj,

nemlig det tagskind Tejsten sover under. K. løfter skindet op med

kniven og stikker ganske langsomt Tejsten ihjæl for at pine ham mest

muligt. Til slut dræber K. alle Tejstens børn.

Var.: Kunuk; Uutuaqs to versioner er indskrevet under NKS 2488, VIII, nr. 12 og nr. 13. Sidstnævnte eksisterer dog kun som håndskrift i et uddrag.

Tolkning: Måske var Kunuk ikke blevet vanemorder, hvis han havde

opvejet drabet af Ung. med de drab af en kvinde og en hund, som hans

plejemor havde anbefalet. I stedet dræber han Us. med association til

"kvinde" (Us. er lille og fed), fordi han, K., næsten mister balancen

i et hundehul.

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må etforlæg have eksisteret.

Manasse's missionær-drøm.

Resumé:

Manassi drømmer at en ældgammel mand med langt hvidt hår og skæg udpeger ham en stor mængde mennesker og giver ham både besked om at lede dem gennem livet og Bibelen, som skal være ledetråden. Der er lang vej derhen og da han leder dem, skal de til slut ad en snæver gennemgang, som kun de færreste klarer sig igennem. På den anden side står atter den gamle mand. Han roser Manasse for veludført arbejde.

Hist.: Ifølge Rasmussens kommentar havde Manasse's far været missionær i Cumberland Sound, dvs. i sidste halvdel af 1800-tallet, men var blevet fordrevet af de stedlige åndemanere. Var denne far Adam Beck? Søg på denne og Petersen, Robert 2000. Akkulturation / kulturmøde.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 274 - 277.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 289.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:296 - 297.

Resume: For mange år siden overlevede en mand og hans kone en

sultevinter ved Illitalik/ Illutalik på Kulusuk. De havde spist de

døde naboer. Manden får atter fangst, en ung remmesæl, men længes

efter menneskekød og koger i smug sit og konens lille barn før

sælkødet. Han spiser selv barnet i stedet for det dejlige sælkød. En

gammel mand kommer over vandet, opdager den tykke sælsuppe, man har

smidt ud, spiser den op, bliver yderligere beværtet med kød inde i

huset, og manden må følge den gamle over vandet, fordi han har forædt

sig. Den gamle dør af forædelse, fordi han har sultet så længe.

Not: Fortællingen virker afkortet. Episoderne hænger ikke sammen i

andrt end i emnet "sult" som motiv for umenneskelige og tankeløse

handlinger.

Hist: Fortællingen kan udmærket være historisk med tanke på

sultevintrene i Ammassalik området.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En sydgrønlænder ved navn Manguaraq fik lyst til at tage

nordpå for at overvintre dér. M. havde hørt, at der oppe langt mod

nord fandtes narhvaler, som han var vild efter at jage. Engang, da det

blev sommer, tog han afsted nordover for at overvintre

deroppe. Med sig havde han sin husstand - sin mor og sin kone, med hvem

han endnu ikke havde fået barn; hun var først lige blevet gravid.

Hele sommeren, i mange dage, var de undervejs nordpå. Folk på nogle af de

beboede steder, hvor de slog lejr, opfordrede dem til at bygge hus for

vinteren dér; men han sagde nej, når hans spørgsmål, hvorvidt

man havde set narhvaler, blev besvaret negativt.

Det skete engang, at de efter en hel dags rejse igen kom til en

vinterboplads hen ad aften. Da han spurgte folk, om der var

narhvaler, svarede de: "Der bliver fanget nogle her, når det bliver

midvinter." Da M. fik dette at vide, sagde han til sin familie: "Nu er

det blevet sent efterår, og der er kommet frost i jorden. Lad os bygge

os et hus på denne boplads." De byggede så hus, hjulpet af folk på

bopladsen, som de ikke kendte fra før; og de blev hurtigt færdige.

Da det var blevet midvinter og koldt, sagde de lokale, som nu var

deres bopladsfæller: "Den første narhval du får øje på under en

fangsttur, må du ikke jage. Når den første hval, der viser sig er en

narhval, plejer månemanden at have førsteret til den. Hvis du i din

iver skulle komme til at fange dyret, vil månemanden, som plejer at

jage det, næppe lade dig leve."

En morgen, efter at det nye år var begyndt, vågnede de og så, at der

var klar himmel, og at det blæste en frisk nordøst. Netop da var det

fuldmåne og klart måneskin. Optændt af fangstiver tog M. afsted og kom

til et fangstområde langt ude til havs. Her blev han og gav sig til at

se sig om efter noget. Så hørte han et dyr puste i sin læside og så

en opdukket narhval lige i nærheden. Den kom op to gange, og tredje

gang lod den sig føre af bølgerne uden at dykke ned, hvilket vil sige,

at den holdt sig oven vande hele tiden. Han kom godt nok til at tænke

på, at det var månemandens jagtemne, og at det var forbudt at jage

det; men han blev i den grad tiltrukket af den, at han roede rask frem

for at harpunere den som sin førstegangsfangst. Da han nåede helt hen

til den fra siden, harpunerede han den af alle kræfter. Da dyret

gjorde en pludselig bevægelse for at dykke, blødte det synligt og

kraftigt. Fangstblæren sås som en hvid plet nede i vandet. Han kom ikke

til at vente længe; så dukkede dyret op med fangstblæren. Og med flere

lansestik lykkedes det ham endelig at dræbe det.

Han gjorde den klar til bugsering og fastgjorde sin fangstblære

omkring haleroden. Så gav han sig til at bugsere den indefter; og

stolt var han.

Bopladsfællerne, der jo vidste at M. var taget på fangst, var ved at

opgive ham, da han ud på aftenen endnu ikke var kommet hjem. Nu viste

fuldmånen sig fra øst på den klare himmel. Bopladsfællerne holdt

udkig; og endelig hørte de råb om hval.

Han kom hjem med sin fangst på slæb, med den fæstnede fangstblære

synlig for enhver; han havde fanget en narhval for første gang.

Man flænsede hvalen samme aften, og da de var færdige, kogte de

bryststykkerne i de mange gryder - deres egne og bopladsfællernes.

Da kødet var kogt, blev der budt på bryststykker og mattak.

De var ved at være færdige med spisningen hos Manguaraqs, da man hørte

et slag oven over vinduet udefra; og der blev råbt ind: "Hvad er det

for et fjols, der har fanget det, jeg plejer at jage?"

Endnu inden der blev reageret fra gæsternes side, råbte M.s mor ud:

"Det var min søn M., der fangede den." Månemanden råbte ind: "Hør M.,

kom herud, og lad os brydes!"

Så snart M. kom ud, begyndte de at brydes. Midt i brydekampen blev M.

løftet op, (og slynget ud), og idet han landede på maven, spyttede han

blod. Han var blevet kvæstet af månemanden. Dagen efter døde M.

Midt i overvintringen deroppe mod nord, mistede husstanden således

deres forsørger, da han blev dræbt af månemanden.

Senere fødte M.s enke en søn. De gav drengen navnet, Manguaraq, efter

faderen på forslag af bedstemoderen.

Under drengens opvækst sagde man gang på gang til ham, at hans far var blevet dræbt af månemanden; og men indprentede ham disse ord: "Du er bestemt til at skulle kæmpe imod månemanden."

Denne unge M. trænede under opvæksten i smug sine kræfter; og blev med

alderen en meget stærk mand, som ingen på bopladsen kunne måle sig

med. Bedstemoderen syede ham en springpels af nogle skind af

fuldvoksne sortsider, som han havde fanget, og som kun var ganske lidt

skrabede. (En springpels, som tidligere brugtes under

pukkelhvalfangst, bestod af bukser og pels, der var syet sammen, CB).

En sådan dragt syede bedstemoderen til ham. Hun ville først give ham

den, hvis månemanden skulle komme for at dræbe ham i brydekamp.

Engang da det blev vinter, tog M. ud til fangstområdet langt ude fra

kysten. En narhval dukkede op tæt ved ham, og han kom til at tænke på

sin far og harpunede hvalen så kraftigt, at den døde på stedet.

Han bugserede den hjem om aftenen i fuldmåne og dejligt vejr, og han

inviterede sine mandlige bopladsfæller til spisning. Netop som de

havde spist, ramte et knytnæveslag huset lige over vinduet, og man

hørte nogen sige: "Hvad er det for et fjols, der har fanget det dyr,

som jeg plejer at jage?" Før nogen anden reagerede, svarede

bedstemoderen manden derude: "Det er M. der er bestemt til at kæmpe

imod månen, der har fanget den." Uderfra blev der svaret: "Hør, M.,

kom udenfor, lad os brydes!"

Da M. var på vej ud, sagde bedstemoderen,

at han først til brydekampen skulle tage dragten på af de fuldvoksne

sortsiders skind, der ikke var blevet blødgjorte. M. tog den på, gik ud

til måmemanden, og de begyndte at brydes. De skiftedes til at slynge

hinanden ud; og begge landede i oprejst stilling og hoppede rundt.

Hvem mon væltede først! Manguaraqs tanker koncentrede sig nu om

faderen, der blev dræbt, og han løftede månemanden op i vandret

stilling og slyngede ham ud; og han landede på maven og

begyndte at spytte blod. Da han således tabte, opgav han brydningen og sagde:

"Til vinter, når det en dag er klar himmel og

fuldmåne, sender jeg dig nogle lysglimt. De er tegn på, at jeg

gerne vil have dig på besøg; og så du må endelig komme."

Så skete det en aften midt om vinteren, med klar himmel og dejlig

fuldmånelys på sneen, at månen sendte tre lysglimt, mens M. og andre

opholdt sig ude i et fri.

M. gik straks op til et fjeld, der lå ved bopladsen. Da han nærmede

sig det, fik han øje på et par ski, der var beklædt med dejligt skind

på undersiden. Han stak fødderne ind i bindingerne og gav sig til at

gå østover; og han følte, at han hævede sig op fra jorden højere og

højere. Han var efterhånden kommet langt imod øst; og andre høje

bjerge mod øst blev synlige. Månelyset var så kraftigt, at det så ud

som om fjeldene lå badede i sollys. Der var en fordybning imellem

fjeldene. Dernede i bunden fik han øje på et menneske, der sang og dansede trommedans med armene i vejret og bagdelen i kraftige vridninger. Da månemanden i sin tid inviterede ham, havde han godt nok sagt, at hvis Manguaraq undervejs mellem fjeldene så et menneske der sang, måtte han ikke gå derhen. Ellers ville han miste sine indvolde, for denne kæmpe hed indvoldsrøveren.

Alligevel gled Manguaraq på skiene ned imod denne kæmpe. Den stod med ryggen til, og idet skiene gled ind mellem benene, opdagede han, at der i skridtet hang en panserulk. Manguaraq var tvunget til at lægge armene om mennesket bagfra. Og idet det vendte rundt, mistede Manguaraq bevidstheden. Da han kom til sig selv igen, havde han mistet sine indvolde. Maven var blevet helt tom. Han blev vældig flov, men tog dog videre hen til Månemanden.

Han fik øje på et stort hus, og han gik ind gennem husgangen. Idet han kom ind i rummet, sagde månemanden: "Jeg ville ellers have givet dig mad straks, men det kan jeg jo ikke, når du ingen indvolde har. Hvorfor rettede du dig ikke efter mit forbud? Du burde ikke have nærmet dig indvoldsrøveren med panserulken hængende i

skridtet."

Derefter dækkede månemanden vinduerne til og gav sig

til at mane ånder / holde seance. Igen mistede M. bevidstheden. Da han kom til sig

selv igen, stod månemandens tallerken midt på gulvet. Den var fyldt

til randen af lutter dampende indvolde. Månemanden sagde:

"Spis dem i en fart." M. spiste rub og stub. Månen

sagde: "Hvad tror du, de er?" M. svarede: "Indvolde." Månemanden

sagde: "Hvis indvolde." M. svarede: "Sælindvolde." Månemanden sagde:

"Hvor er du dum. Det er jo dine egne indvolde."

Da han nu havde fået sine indvolde tilbage, gav månen ham noget (rigtig) mad. Efter måltidet fortalte månemanden om hvad han plejede at

lave. M. lagde mærke til, at der midt på gulvet var en lem.

Da han sad og kiggede på den, sagde månemanden, at det var en "dør".

Han sagde: "Nu vil jeg åbne den." Da han åbnede den, så M., at sneen

dernede på jorden var forsvundet, og at folk havde strøet deres

tørrede fangst af ammassætter til vinter forråd ud til tørring på

jorden.

Månemanden sagde. "Jeg har inviteret dig for at vise dig noget.

Dernede ser du folk på ammassætfangst, der nyder det gode vejr uden at

bekymre sig om noget. Se, nu puster jeg noget ned til dem." Med de ord

tog han et rør af træ; og i det øjeblik han pustede igenem det, trak

det op til snevejr fra vest. Så fik folk travlt med at samle

ammassætterne sammen og dække dem til. Så dækkede den voldsomme

snetykning dem. Et stykke tid efter sagde månemanden til M.: "Nu

vender jeg røret om og puster." Han pustede ned gennem røret.

Man så, at jorden var blevet helt hvid af den dejligste sne, og at det

var fuldmåne. Månemanden sagde til M.: "Så er det slut med dit besøg.

Nu tager du hjem. Og du går undervejs ikke hen til mennesket med

panserulken i skrævet, indvoldsrøveren, uanset hvor meget det lokker

med sin sang; for hvis det røver dine indvolde endnu engang, er der

ingen hjælp at hente, hverken hos mig eller andre."

M. tog afsted. Han så godt nok indvoldsrøveren i øst synge for fuld

kraft i lyset af fuldmånen. Men da han havde fået nok af det, gled han

bort på sine ski og fortsatte hjemover.

Det fortælles, at Manguaraq og hans husstand allerede om sommeren

vendte tilbage til bopladsen i syd, hvor hans afdøde far, som han var

opkaldt efter, oprindeligt boede. Moderen og bedstemoderen længtes

nemlig voldsomt hjem; og siden rejste de aldrig nordover og

overvintrede.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: En interessant sen version, der indfører europæiske ski som transportmiddel til månen. Det skyldes næppe at man i fortællerens region ikke bruger hundeslæde, som denne rejse hyppigst foretages med. Andre sydgrønlandske versioner har ikke erstattet hundeslæden med andre transportmidler.

Indvoldsrøveren er oftest en kvinde, indvoldsrøversken, der med en ulk eller hund i skrævet, er udtryk for en tvekønnet symbolik. Vedr. ulken som kønssymbol, søg på Arnaq Grove Qivaaqiarsuk.

Det står ikke klart, hvad det egentlig er månen vil vise sin gæst ud over at han kan blæse sne ud af sit rør. Det antydes med snevejret at de ubekymrede mennesker, der fornuftigvis tørrer ammassætter i det fine vejr, burde bekymre sig noget mere. I de traditionelle versioner kommer sneen som en påmindelse om ikke at begå tabubrud.