Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Qilerneq gav 8 resultater.

Atungait / Atungaat, der tog på besøgsrejser

Print
Dokument id:1555
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atungait / Atungaat, der tog på besøgsrejser
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 100
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 218 - 220.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 64 - 67: "Atungait" / Atungaat.

 

Resumé:

Atungaat får lyst til en lang rejse med en stærk kvinde. Han udvælger

sig på en boplads en lille kvinde, der er den bedste til boldspil. De

forcerer undervejs et brat isfjeld med åbent hav omkring og kommer til

menneskeædere, der af mangel på andet fortærer hinanden. Et andet

mærkeligt folk har alle hofteskader og fordriver tiden med et

ajagaqspil (ajagarneq, et kaste- og gribespil). A. stjæler ajagaq'en der er af

kobber, ødelægger alle slæderne og rejser bort. De hoftelammede sender

stenrauser efter ham. Han standser stenene med en sålelap, som hans

ledsagerske har. A. får nu hjemlængsel og flyver hjem på åndeflugt.

Hans kone kysses (gnider næse) med en anden mand. Hun påstår, at de

ikke har kysset hinanden, og A. dræber hende. Men manden, der vedgår

kysseriet, lader han leve. A. flyver tilbage til sin ledsagerske, som

han gifter sig med.

 

Hist.: Metallet kobber virker sært i en inughuit / polareskimoisk sammenhæng og

kan skyldes flere forskellige påvirkninger.

De to venner, som ville omrejse verden

Print
Dokument id:1537
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Gamle Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to venner, som ville omrejse verden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 69
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut" / Silarsuarmik kaajallaaniartut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 118 - 119.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 14 - 15: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut".

 

Resumé:

Tid: Den gang var der mange mennesker og alle lande var befolkede. To

mænd rejser i hver sin retning fra samme udgangspunkt. Da de mødes

igen er de oldinge, der må bæres frem af deres gamle børn, og deres

drikkebægre af moskusoksehorn er slidt helt op.

"Verden er stor!", udbryder de.

Den hvidhårede kælling

Print
Dokument id:1570
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den hvidhårede kælling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 121 - 122
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Det er Appalinnguaqs genfortælling af Qilerneqs version, der er nedskrevet. Qilerneqs proveniens: Kangerlussuaq, Thule.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:215 - 216.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61 - 62: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

 

Resumé:

En mishandlet kone går hjemmefra med sit lille barn i rygposen. Hun

kommer ind i et stort hus, hvor en gammel hvidhåret kælling ligger og

sover. Denne vågner, når at angribe den flygtende kvindes barn og

halshugger det. Hun vender hjem, og manden anklager hende for selv at

have dræbt barnet. Sammen går de dog ind til kællingen, som manden

dræber med øksen. Kællingens to sønner, der kommer hjem med mange nedlagte

rener, dræber han også. Mand og kone lever længe højt på renerne.

 

Var.: The white-haired old woman.

Igimarasugssugssuaq / Igimarasussussuaq

Print
Dokument id:1591
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igimarasugssugssuaq / Igimarasussussuaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 159
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Igimarasugssugssuaq" / IgimarasussussuaqMaskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 208 - 210.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 58 - 60: "Igimarasugssugssuaq" / Igimarasussussuaq.

 

Resumé: Igimarasussussuaq feder sine koner op, spiser dem og får sig

hver gang en ny kone. Da han er gift med Arnaqa, dræber han hendes

søster og A. græder, mens hun koger hende og hånes af I. Da han senere

befaler hende at samle brænde, ved hun, at det er hendes tur og

flygter. I., der er enormt fed, sætter efter hende ved solnedgang, men

må opgive, fordi hun har ønsket snetykning. Hun finder en rævefælde,

kryber ind, spiser ræven, og får standset den forskrækkede ejers

flugt, da han ser hende i fælden. Hun kommer med ham hjem, hvor hun

fortæller om I. I. kommer og A. gemmer sig inderst inde på briksen.

I. undskylder sin fedme med de mange hvalrosser, man fanger på hans

egn. Beboerne opfordrer til sangfest. En af dem synger om, at I., "den

store harpunspids", æder sine bopladsfæller. "Arnaqa har sladret",

svarer han. Hun kommer frem, får en kniv, men klarer kun at ridse I.

De andre stikker ham ned og dræber bagefter A., skønt hun har sagt, at

hun aldrig har spist mennesker. Kun deres lus. De skærer hende op,

finder kun lus i hendes mave, og græmmer sig over at have dræbt hende.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk; Igimarasussussuaq.

 

Tolkning: Sammenlignet med andre varianter kan den ulykkelige slutning

begrundes i, at det ikke er sine nære slægtninge A. redder sig i hus

hos.

Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand

Print
Dokument id:1552
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 88 - 93
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Resumé:

Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet

hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den

store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker

børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked

til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til

selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man

larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen.

Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde

bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på

taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham

op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det

med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i

forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod

ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin

fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag

ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille

offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt

og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer

tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans

kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk

som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det

spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han

en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U.

siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K.

sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som

var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen.

Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin

gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter,

mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl

skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og

ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers

ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt,

fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk.

Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige  er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

 

Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der

gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere

retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå.

Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1060
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Simigaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Genfortalt efter Qilerneq, Kangerlussuaq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Ifølge Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kâvssavssuk" / Kaassassuk, viser det sig at være Simigaq fra Appat der har genfortalt Qilerneqs fortælling.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 226 - 229. Der er Qilerneq anført som fortælleren.

 

Resumé:

Kaassassuk vokser op som forældreløs mellem hundene i husgangen. Ved loftsventilen på taget prøver han at få del i varmen, der strømmer ud. Hans farmor er ondskabsfuld, han mormor rar. Hun tørrer gerne hans kamikker. Umerlutoorsuaq, Den "bredsnudede" er hans værste plageånd, der hiver ham op og indenfor fra husgangen ved næseborene. Sej hvalroshud får han tilbudt, men kan ikke tygge det af mangel på de tænder, som man morer sig med at trække ud.

En dag under en gåtur møder han en kæmpe, der flænser et stort dyr. Kaas. ber om en bid. Kæmpen ser ham ikke, men slænger ham alligevel en stor klump, som K. bygger et stendepot til. Men næste dag er kødet væk. Han græder. Kæmpen kommer, tilstår at han har taget kødet, - vidste ikke hvis det var - og prøver nu at få K. i humør ved at kappes med ham i at få kampesten til at snurre rundt. K. magter det slet ikke, men efter mange forsøg lykkes det ham. Kæmpen lover ham snarligt kød, tre isbjørne. Tilbage ved huset afprøver K. sine nyvundne kræfter. Han river sin plageånds umiaq af stilladset. Denne bliver noget bekymret ved synet næste dag.

De tre bjørne er set uden for bopladsen. K. hvis kamikker er til tørre, låner et par små indendørs kamikker af sin fætter og spurter af sted så sneen fyger om ham. Han nedlægger med lethed bjørnemor med to unger og bærer dem hjem uden besvær. Han tænder ild under en vældig gryde til kødet og smider sin onde bedstemor på bålet, hvor hun brænder op. Den gode vil flygte men standses af Kaass. Hende vil han intet ondt. Umerlutoorsuaq er flygtet væk med sine koner og sit telt, hvor han prøver at holde sig vågen til evt. kamp med Kaass. Um. er dog faldet i søvn, da Kaass. kommer på hævntogt, griber Um. i næseborene, ryster ham kraftigt ud over en skrænt så næseborene revner, og stjæler derefter hans koner efter at have nedbrudt hans telt. Um. dør af sine næsesår.

Med tiden bliver Kaass. dog lystmorderisk farlig for sine omgivelser og dræbes.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Moralen er klar: mishandlede forældreløse kan opnå farlige kræfter fra dem i den anden verden, så store, at de aldrig for alvor kan socialiseres. I visse, oftest sene vestgrønlandske, versioner sker der en resocialisering. Men ikke i denne polareskimoiske version, der afviger fra andre varianter fra Thule området ved ikke at indledes med fortællingen om den store ild. Se Arnaaluk Kaassassuk.

Svigermoderen, som giftede sig med sin svigerdatter

Print
Dokument id:1584
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Svigermoderen, som giftede sig med sin svigerdatter
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 152
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ukuamâq" / Ukuamaaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 202 - 203.

 

Den grønlandske udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 53: "Ukuamâq" / Ukuamaaq, er en version med næsten samme ordlyd genfortalt af Appalinnguaq efter Qilerneq's version. Qilerneqs proveniens er Kangerlusuaq, Thule.

 

Resumé:

Ukuamaaq piner sin kone, der løber hjemmefra. Hans mor sætter efter

hende, gifter sig med hende, fanger mange rener og bruger et rensdyrs

penis som penis. U. finder huset, mens hans mor er på jagt. Han

gemmer sig under dynen, da hun kommer, og brister i latter, da hun

taber sin penis i husgangen. Hun flygter af skam og kaster sig i et

nærliggende vandfald. U. tar sin kone med hjem og lever fortsat med

hende.

 

Var.: Ukuamaaq;

 

Kommentar: det bør nok være den lesbiske svigermor, der hedder Ukuamaaq.

Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk

Print
Dokument id:376
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Søren
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 790 - 792, nr. 160
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb ?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dette fortæller man om Tunerluk, som tog ind i fjorden

på sommerophold: De havde en eneste datter. En dag tog manden ud på

rensdyrjagt, og konen gik ud sammen med sin lille datter for at

plukke bær. Hun satte barnet på jorden, idet hun med mellemrum

kiggede til hende. En gang hun kiggede til det sted, hvor hun var, var

hun pludselig væk. Hun ledte efter hende overalt, men hun kunne ikke

finde hende. Til sidst gik hun ned (hjem). Noget senere kom manden

hjem. Han råbte ind: "karsomagoarasok sikinassarsivakit (du søde

derinde, jeg har fanget noget, hvis skind du kan få bukser af)." Konen

svarede ham ikke. Han gentog råbet; så svarede hun: "Hun forsvandt for

mig, mens jeg plukkede bær" (nipingoa Parîngunuk ugapok). Da manden

hørte dette, blev han meget vred. Straks søgte han åndemanerhjælp.

Han forsøgte sig med samtlige åndemanere, men da de ikke kunne finde

ud af noget, måtte han give op.

 

En dag han var ude på fangst, traf han en lille ældre mand, der fiskede. Manden spurgte ham ud, og den lille gamling sagde, at jo, han kun kunne udspørge ånder. Manden tog ham med hjem. Om aftenen bandt han ham på hænder og fødder (til qilerneq ?). Han pegede ivrigt på noget (oparûvatotisinamijûle) ud for ham deroppe, deroppe (? ilirnu ilirnu) ad nunatakken til i øst, til nunatakken oppe i indlandet.

Tunerluk bad sin kone om at sy nye såler på både gamlingens og  hans

egne kamikker.

 

Næste morgen nûlerami (uullarami - om morgenen) fulgte

han hans slædespor. Da de nåede frem til de høje fjelde, kunne han ikke

finde ud af, hvor det var, og de måtte vende tilbage.

 

Om aftenen bandt han ham (som blot udspurgte ånder) på hænder og fødder, for at han skulle finde ud af, hvor den østre nunatak lå.

 

Næste dag tog de af sted endnu engang. Da de nærmede sig de høje fjelde, råbte hans følgesvend: "Til den østre  nunatak."

Da han kom til den østre nunatak, gik han ind i huset. Derinde sad to store indlandsboere, to brødre. Da han gik ind i rummet, greb han den ene og kylede ham

ind i bagvæggen. Han greb også den anden og smed ham ud til indgangen.

Så tog han datteren og bar hende ud. Han gik ned med hende og tog af

sted dagen efter. Da han næste dag var ved at nå frem til sit store

telt illûngami sangarnirinarsooq (? kom der  noget på tværs ved hans

ene side) agidlarnialerluni allarnik ajollerami (og han kunne ikke

komme af stedet og hjem, hvor meget han end prøvede). Han kiggede

bagud og så, at en stor indlandsbo halede ind på ham. Da han så ham,

blev han rasende. Han vendte sig om og tog et par åretag i hen imod

ham. Han gjorde sig klar og kastede sin harpun. Han ramte ham i øjet

med et stort knald.

 

Dagen efter han kom hjem var Tunerluk ude på fangst. Der kom to kajakmænd. Tunerluk fik dem på besøg og den ene, der sad på en kramkiste, sagde: "Tunerluk tunernut pitsirisûsit tussangualara - du får den store hjælpeånd (jeg har ellers hørt, at Tunerluk har fået en stor hjælpeånd hos de genstridige indlandsboere).

Tunerluk sagde: "Luk låget op på den kiste, som du sidder på." Det

gjorde han. Kisten var fuld og tung af (hvalros- eller narhvaltænder).

Så sagde den anden: "Uanga tussangualara Sûrkarsoaler pitsavat (? jeg

har ellers hørt at du skulle have mange hvalbarder). Herefter sagde

Tunerluk: "Gå ud og kig ind i det andet forrådsrum." Han gik ud og

kiggede ind i det andet forrådsrum. Det var fuld af hvalbarder.

Tunerluk pitsirisota (? det var ikke for ingenting, man havde hørt om

Tunerluks rigdomme) blev ikke hørt. Slut her.

 

Denne fortællling er svær at få noget ordentligt ud af. Chr. B.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.