Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113 (Jens Adamsen.

"tássane..") er som side 163: "tatjane..." - 164: "toqunine angewdlingo..."

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 123.

Kommentar: Dette er den fulde nedskrevne tekst til Qupaloraarsuaqs fortællinger om Ineqinnavaat, hvoraf Hans Lynge har brugt de to ss. 48 - 52 om hendes alderdom og efterladenskaber. Flere af de øvrige versioner af fortællingerne om Ineqinnavaat, ss. 36 - 47, har andre fortællere.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: In. og hendes bror har en fattig barndom, men vokser alligevel til. Broderen dør tidligt. Hun uddannes af en åndemaner til heksekunstner / ilisiitsoq. Hun gifter sig, og da hendes mand dør bliver hun fattig selv om hendes ældste datter har giftet sig godt. Hun hjælper ikke sin mor.

Det nævnes at kolonibestyrer Hilberg med mellemrum kommer til Aapilattoq, hvor In. bor, og måske skal det underforstås at det er af ham hun får noget vellugtende rødt medicin. Med denne helbreder hun sin betændte øreflip. Ifølge eget udsagn har hun fået medicinen af sin europæiske hjælpeånd.

       En aften begynder denne hjælpeånd at tale ned gennem røghullet. Husfællerne vil vide hvad han siger. Jo, at han vil give In. en kugle, som hun kan udrydde alle mennesker med. De ber hende ikke tage imod den, hvorfor hun siger nejtak.

       Engang skal hun reparere sit tag, og da en af tagbjælkerne knækker prøver hun at skaffe sig en granstamme hos sin europæiske hjælpeånd. Undervejs hjem med den snubler hun og taber den, men da hun vil samle den op igen, er den forvandlet til blot et stift græsstrå. Hun må da reparere taget temmelig ubehjælpsomt.

       Den gamle kone, Quppaasaq, bliver hjemløs og flytter ind hos In. Qup. har fast arbejde som dunrenser for udliggeren ved en kampesten nær In.s hus. Der er også et røgeapparat til renkød på stenen. En morgen, da Up. vil på arbejde og stopper sig en pibe, tigger In. om lidt tobak, men får afslag: Hun der intet arbejde har burde slet ikke ryge! In. ønsker over hende at hun må blive stum. Hvilket sker kort efter, da Up. med fagter synes at gøre folk begribeligt, at hun har set noget (uhyggeligt) dukke frem fra stenen. Up. forbliver døvstum resten af livet.

       In. går efter brænde med sit barnebarn ind i landet til en sø, hvor barnebarnet ser en mærkelig krusning på vandet. Det er blot kajakker, siger In. Men det benægter barnebarnet, indtil Bedste har klemt fingeren mod først sit eget og så barnebarnets øje. Da ser også barnebarnet store kajakker med noget tungt på slæb.

       Børnebørnene fabler om en mulig krig, der skal udrydde dem alle, og for at berolige dem leger In. en lille leg med dem ved en kampesten, som det lykkes hende at gemme sig så grundigt bag, snart her, snart der, at børnebørnene mener hun er aldeles forsvundet. Jeg var inde i stenen, siger In. da hun er kommet til syne igen. Sådan vil hun også kunne gemme sig hvis der blir krig.

       Et efterår ude en mørk aften ser de en ild, der tændes og slukkes langt ude, og da alle fangerne er kommet hjem, blir man atter bange for en udryddelseskrig. Dette er fortællingen om dengang In. undlod at udrydde Hilberg med mandskab i samme version som ss. 48 - 51 i H. Lynge 1955.

       In.s barnebarn Inngili / Inger arver In.s uldne topbånd, som fortællersken har set hende bruge til at udglatte et oprørt hav (samme fortælling samme version som ss. 52 og 53 i H. Lynge 1955.)

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Med original på nordvestgrønlandsk: s. 148 - 150: Uluâmieq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 128 - 132

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 137 - 141.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En kvinde med to voksne børn, en gift søn og en datter, kommer til at hade sin søn, fordi hun er varm på hans kone. Hun blinder sønnen og holder op med at give ham mad. Hun røver hans kone og bruger en lampepind som penis. Da en isbjørn stikker hovedet ind gennem tarmskindsruden, vil hun dræbe den men har ikke kræfter til at spænde buen. Sønnen overtar buen og ber de andre om at rette pilen mod bjørnen. Han rammer, bjørnen dør, han glæder sig over lyden, men moderen lyver og siger, at han bare har ramt rudekanten. Han får intet af det vellugtende kogte bjørnekød, men moderen, der er åndemaner / angakkoq opfører en scene, hvor hun flyver som i kajak frem og tilbage over dampen fra gryden.

Om foråret ber han sin søster føre sig ud til en indsø, hvor en islom kommer flyvende og to gange stryger hen over ham, først bagfra, så forfra, hvorefter han atter kan se. Han dræber sin kone og trækker sin mor med ned til kysten, hvor narhvalerne trækker forbi. Han binder harpunremmen om moderens ankel, harpunerer mod hendes vilje en stor narhval, der trækker hende ud i havet. Hun råber forgæves på at få sin ulu mens hun fletter sit hår, der blir til narhvalens snoede tand.

Sønnen går herefter ene ud i verden og kommer ved stedet Taartiwat (store skygger) til skyggevæsner, som hvisker så vedholdende at han ikke kan sove. Da han i irritation sparker til indervæggen kvæster han en kæmpekvinde hviskes det. Forvågen skynder han sig videre til stedet Qasinngertut (spektakkelmagerne), hvor larmende væsener også hindrer ham i at sove. Han bryder taget ned inden han fortsætter til et hus hvor han gennem røghullet ser en dreng sidde og rulle med øjnene, hvorfor han kalder stedet Awsakaisewt (de rullende øjne). Han haster videre og kommer omsider til rigtige mennesker, hvor han slår sig ned og gifter sig.

      Skønt han er storfanger tager han ikke på fangst (det gør vist heller ikke de andre på stedet). Om sommeren smider de lokale fangere planter i en indsø for at have sæler til efteråret. Han bliver om efteråret opfordret til at tage med på fangst, der foregår ved åndehuller på indsøen. Han fanger en sæl, som da han trækker den op, forvandler sig til en troldurt (ulannerusaq), og næste gang han forsøger er det en stor remmesæl, der forvandler sig til en utsuusaq (plante der ligner kvindelige kønsdele). Efter en gammel mands råd lukker han så øjnene mens han fanger, og da lykkes fangsterne, som hentes af folk på stedet. Hans gravide kone blir så henrykt over at fangsten er lykkedes at hun nedkommer. Da fødselshjælpersken ser, at den lille har et rumpehul, vil hun selv have et sådant, punkterer sig med et bjørne-spoleben i rumpen og da alt hendes vejr slipper ud, falder hun død om.

      Man siger at det var i Nuussuaq (Kraulshavn) at Uluaamioq slog sig ned.

Hist.: En interessant blanding af to ellers selvstændige myter, som tilmed knytter sig til stednavne i Upernavik-distriktet.

Var.: Martêraq siges at være fortælleren til en afkortet version, der kan søges på Lynge 1967: Uluâmioq.

Ukuamaaq og Den blinde dreng, der genvandt synet / Narhvalens oprindelse. Tutigaq; Hvorledes narhvalen blev til;

Kommentar: Blandingen af de to myter om moderen, der blinder sin søn og om moderen, der tar sin svigerdatter til kone findes ifølge Hans Lynge (1955: 119) også i Ilulissat. I Upernavik-området tjener de til at forklare de forskellige stednavne (vedr. sted- og personnavne i Upernavik-distriktet se Hans Lynge 1955: 120 - 128).

Ritualet, hvor man kaster blomster i søen og tilmed fanger sæler dér, er ikke beskrevet andre steder. I S.V. Alaska sænkede man undertiden sælernes oppustede og punkterede urinblærer i en sø, hvorfra "sjælene" selv fandt vej ud til havet. Ferskvandssæler fandtes intet steds i Grønland, men enkelte steder i Arktisk Canada og i den store Iliamna Lake i S.V. Alaska.

Forestillingen om at værdifulde ting i åndernes verden (den anden, usynlige verden) bliver til værdiløse planter i denne verden er fremtrædende også i Østgerønland. Se fx Kaakaaq. Ved at lukke øjnene lukker man sig ude fra denne verden, dvs. ind i den anden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Iøvrigt understreges det med forvandlingen fra sæl til plante og omvendt, at der virkelig er tale om den omvendte verden: Planter bevæger sig ikke i modsætning til dyr og mennesker.

Og måske er det de rumpehul-løses næsten vegetarianisme der er ophav til ideen om blomsterne, der samles og kastes i søen, hvor de forvandles til sæler.

Resume in English:

Original in North West Greenlandic: P 148-150: Ulâmieq.

West Greenlandic version : Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, page 128-132

New orthography: Inuppaat, Nuuk 1991, page 137-141.

The original handwritten text is probably part of Inge Lynges private collection. All rights belong to Hans Lynge's Fund, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 Summary:

A woman who had two grown-up children, a son who was married and a daughter, grew to hate her son because she had taken a fancy to his wife. She blinded her son and stopped giving him food. She then stole his wife and used a lamp trimmer* as a penis. When a polar bear poked its head in through the gut-skin window pane, she wanted to kill it but did not possess the strength to draw the bow. Her son took the bow from her and asked the others to aim the arrow at the bear. The arrow struck and the bear died. He was pleased by the sound, but his mother lied, saying that he had just hit the window frame. He did not get any of the delicious smelling bear meat, but his mother (who was a shaman) performed a spectacle, flying over the steam from the pot as though she were in a kayak.

In the springtime, he asked his sister to lead him out to a lake. There, a great northern diver (common loon) flew by and twice swept down over him, first from behind and then from in front. After this, he was once again able to see. He killed his wife and dragged his mother down to the coast, where the narwhals were migrating. He tied his harpoon line around his mother's ankle and, against her will, harpooned a large narwhal which dragged her out to sea. She cried out in vain for her ulu, all the while braiding her hair, which became the helix-shaped tusk of the narwhal.

Afterwards the son travelled out into the world and arrived at a place called taartiwat (great clouds) where there were shadow-folk, who whispered so incessantly that he was unable to sleep. When he kicked the inner wall in his annoyance, they whispered that he had wounded a female giant. Worn out, he hurriedly travelled onwards to a place called Qasinngertut (the noise-makers), where more noisy creatures prevented him from sleeping. He smashed in the roof before setting off once again to another house. Through the smoke-hole of that house he saw a boy who sat and rolled his eyes, and therefore he called the place Awsakaisewt (the rolling eyes). He hurried onwards and eventually came to some real people, settled down and got married.

Although he was a great hunter he did not go hunting (apparently the others do not hunt either, in that place). In the summer, the local hunters threw plants into a lake in order to get seals in the fall.

page 2 

In the fall, he was encouraged to join them when they went breathing-hole hunting on the ice. He caught a seal which changed into a lousewort when he heaved it up. The next time he tried, a large bearded seal changed into an utsuusaq (a plant, which looks like the female reproductive organs). Following the advice of an old man, he closed his eyes when he was hunting and was then able to hunt successfully. His catch was collected by the others from the same place. His pregnant wife was so overjoyed that his hunt had been successful that she gave birth. When the midwife saw that the little one had an anus, she wanted one of her own and punctured herself with the radius bone of a polar bear. As all of her breath escaped, she fell down dead. It has been said that Uluaamioq settled in Nuussuaq (Kraulshavn).

Hist.: An interesting combination of two otherwise independent myths, which are also linked to the place names in the Upernavik district.

Var.: Martêraq is said to be the narrator of a shorter version which can be found under: Lynge 1967: Uluâmioq. Ukuamaaq and The Blind Boy who regained his sight / The origins of the narwhal. Tutigaq: How the Narwhal came to be;

Comment: The combination of the two myths about the mother who blinded her son and the mother who takes her daughter in law as a wife, is also found in Ilulissat, according to Hans Lynge  (1955:119). In the Upernavik district they serve to explain the different place names (for more on the names of places and people see: Hans Lynge 1955: 120-128).

The ritual whereby flowers are thrown into a lake in order to catch seals is not described by other sources. However in SW Alaska, the inflated and then punctured urine bladders of seals were sunk down into a lake, from where their souls were supposed to find their way out to sea. Freshwater seals are not found anywhere in Greenland, but were present in certain parts of Arctic Canada and in the large Lake Iliamna in SW Alaska.

The idea that valuable items in the spirit world (the other, invisible world) could be transformed into worthless plants in this world also occurs in East Greenland. See for example Kaakaaq. By closing his/her eyes, an individual could shut him/herself off from this world and go into the other world. See GTV (The Traditional Worldview of the Greenlanders  currently being revised. To be added at a later date.) Furthermore, it should be emphasized that a transition from seal to plant and vice versa is truly an inversion of the natural order: Plants to not move, in contrast to people and animals. Perhaps the almost vegetarian lifestyle of the people without anuses forms the basis for the idea of collecting and scattering flowers into a lake, which are later transformed into seals.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]